INDEN TIMEGLASSET UDRINDER

RETSOPGØRET 252

I vor langsomme genoprettelse af grundlovsforeningens (hvad angår præsentation og kommunikation) ituslåede hjemmeside bringes her to indlæg i forbindelse med det til folketinget indgivne borgerforslag (vedrørende et lovværn mod lovgivernes lovløshed).

I den nære fremtid vil jeg i mine kommende indlæg (som her tager en ny frisk begyndelse) koncentrere mig om at forklare de forskellige aspekter af borgerforslagets livsnødvendige trosfrihedslov. Det er min agt, dersom Gud i sin nåde giver mig kraft dertil, at samle disse kommende ’argumenter’ for – inden timeglasset er udtømt d. 9. november 2019 – at fremlægge sagen i skriftlig form og ved Ordets forkyndelse (hvor som helst i landet, man ønsker at rejse sig til forsvar mod den truende fare, som dag for dag rykker ind på livet af den kristne menighed i Danmark).

De første to afsnit af, hvad jeg herefter bringer under den genoprettede rubrik ’Retsopgøret’, drejer sig om borgerforslagets omtale af ’præsteløftet’.

Om Gud giver nåde dertil, må en hær af nye prædikanter dukke op på gader og stræder, og statsmagtens overvågning ligger derfor allerede på lur for straks (og på stedet) at lukke munden på dem! Samtidig vil de allerede gældende ulykkessvangre ’april-love’ sigte på med hård hånd at slå ned på landets troende familier – og det er ikke for sent (bør det understreges) at søge at rejse et sidste lovværn til deres beskyttelse.

PRÆSTELØFTET – ET GODT VURDERINGSGRUNDLAG

Trosfriheds-borgerforslaget har nu fået mere end halvandet hundrede støtter. En god begyndelse på den lange vej til halvtreds tusinde.

I lovforslagets 2. paragraf sigtes der på, at sikre borgerne mod en Gudsfjendsk statsmagt, der fortsat vil øge sin overvågning, så at der overalt i landet (ikke mindst i tilfælde af en åndelig vækkelse) kan blive slået hårdt ned på de mange nye, frie, evangeliske prædikanter, der åbent, jævnt og ligefremt forkynder Bibelens klare budskab om omvendelse fra synd og tro på den Herre Jesus Kristus. Borgerforslaget lyder derfor – i al sin korthed – sådan:

”Ingen må kunne retsforfølges eller straffes for forkyndelse eller udtalelser, der harmonerer med den evangelisk-lutherske kirkes præsteløfte, der siden 1870 forpligter en præst til at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det forefindes i Bibelen.”

Det vil sige, at frie, evangeliske prædikanter, der beviseligt holder sig indenfor rammerne af den danske folkekirkes præsteløfte, aldrig med nogen rimelig grund kan slæbes for retten på grund af deres forkyndelse. Sker det – hvilket med sikkerhed vil forekomme – er det ikke de arresterede prædikanter, der er på afveje. Nej, da er det statsmagtens ulovlige politianholdelser, der er noget galt med.

PRÆSTELØFTETS INDHOLD

Den danske folkekirkes præsteløfte, som bl.a. indeholder ordene: ”Jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter,” har været grundlaget for folkekirkepræsternes statslige ansættelsesforhold siden 1870 – hvordan kan det samme indhold da forkastes i det 21. århundrede, blot fordi det drejer sig om frie, evangeliske prædikanter, som ikke er ansat af staten?

Præsteløftet, der i borgerforslaget står anført som et vurderingsgrundlag, afsluttes med ordene: ”Dette lover jeg – med regnskabsdagen for øje – samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil giver.”

At der her (hvad angår ansættelsesforholdet til staten) ikke aflægges et løfte til statsmagten, men at der her udelukkende afgives et løfte til Gud, fremgår af det udsagn, der erklærer, at det præcise indhold af det afgivne løfte helt og holdent er udtalt ’med (den evige) regnskabsdag for øje’ og kun kan overholdes ’dersom Gud (ikke statsmagten) giver nåde dertil’.

De titusinder af præster, som gennem årene har aflagt dette løfte (som det hedder): ’for den alvidende Guds åsyn’ er en garanti for, at staten (med sit lovkompleks af 30. juni 1922 og sin ansættelseslov af 16. maj 1990) må bøje sig for den kendsgerning, at den i løftet omtalte ’regnskabsdag’ ikke er en afregning med staten, og at det åndelige behov for ’en hjælpende nåde’ ikke drejer sig om øvrighedens lønkonto, men at alt dette udelukkende er og forbliver en sag mellem evangeliets forkynder og kirkens Herre, Jesus Kristus.

Derfor er det gamle præsteløfte en udmærket rettesnor for de verdslige myndigheder, som (også fremover) ved lovgivning fortsat vil søge at komme landets frie prædikanter til livs.

DET SANDE EVANGELIUMS HÆRTEGN

Præsteløftet, som hviler på den reformatoriske grundtanke, at selv en ulærd bonde kan blive kaldet af Gud til at forlade sin plov for at forkynde evangeliet, tilhører ikke (som sådan) folkekirken alene. Dette højtidelige løfte er ikke udelukkende bundet til et statskirkeligt embede. Enhver kristen mand, som er kaldet af Guds gode Helligånd til at tjene Kristi menighed og et lands åndelige armod med ordets forkyndelse, er dybest set bundet af det samme løftes indhold.

Det fremgår direkte af artikel 5 i Den Augsburgske Bekendelse, hvori det hedder, at det er Gud alene, der har ’indstiftet det embede’, som skal løfte den fornemme opgave at ’udbrede den retfærdiggørende tro gennem evangeliets forkyndelse’. Videre siger artikel 14, at (citat): ’Ingen bør lære offentligt i kirken – uden at han er rettelig kaldet.

Med udtrykket ’rettelig kaldet’ henvises der overhovedet ikke til en statskirkelig organisation men til ’de helliges forsamling’, artikel 7, der som et frit fællesskab (overalt og til alle tider) kan gøre brug af den kaldelsesret, der er indeholdt i det uvurderlige reformatoriske begreb, der kaldes ’det almindelige præstedømme’.

Den danske stat har i grundlovens 4. paragraf utvetydigt forpligtet sig til at understøtte den evangelisk-lutherske lære som ’det almindelige præstedømme’, der uden forbehold vil kunne anerkende en fri prædikants åndsbårne forkyndelse, som holder sig indenfor præsteløftets bibelske ramme.

Nogle folkekirkefolk vil hertil indvende, at ’præsteløftet’ udelukkende er luthersk bestemt. ”Det kan I ikke bruge til forsvar for prædikanter, der ikke tilhører den evangelisk-lutherske kirke,” vil de sige.

Hertil må svaret være, at hvad angår spørgsmålet om prædikantens baggrund, ligger Luther helt på linje med Den Augsburgske Bekendelse, når han i 1523 klart og tydeligt udtaler, at hele kirkens eksistens beror på den samme forkyndelse om frelsen i Jesus Kristus.

Luther skriver: ”Nu kan man med sikkerhed kende den kristne menighed på, at der prædikes det rene evangelium!”

Til denne erklæring, der stemmer overens med det centrale indhold af det nuværende præsteløfte, giver han følgende talende illustration: ”Ligesom man i hærbanneret har et sikkert kendetegn på, hvilken herre og hær på det sted ligger i felten, således har man også i evangeliet et sikkert kendetegn på, hvor Kristus og Hans hær ligger.”

Luther slutter denne præcisering af hvem og hvor de sande evangeliets forkyndere findes med følgende: ”Derom har vi Guds sikre løfte i Esajas 55: ”Mit ord,” (siger Gud) – ”det, som udgår af min mund, skal ej vende tomt tilbage til mig; men som regnen falder fra himlen på jorden og gør den frugtbar, således skal mit ord også udrette alt det, hvortil jeg udsender det.” – ”Derfor er vi sikre på,” lyder Luthers sidste ord i denne sag, ”at det er umuligt, at der ikke er kristne, hvor evangeliet har sin gang…” (Skrifter i udvalg II.49. Clemens II: 395,7-396,10).

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *