KONGEHUSET OG DEN HOMOSEKSUELLE VERDENSORDEN

At Danmarks kronprinsesse er bundet til Danmarks grundlov er og forbliver en uopsigelig kontrakt. Overtræder Hendes Kongelige Højhed den begrænsning, som hun ifølge den danske forfatning er sat under, må det få konsekvenser. Det ’kontraktlige forhold’ mellem kongen og folket bør (så vidt jeg kan se) føre til, at kronprinsessen i den forhåndenværende situation med ’homo-protektoratet’ ophæver ’enhver anden kontrakt’, som kan være i modstrid med den grundlovsmæssige legitimering af prinsessens fastsatte forhold til landets protestantiske kirke.

Denne indsigt kaster et skærende klart lys over den beskyttelse, som Hendes Kongelige Højhed har tilsagt World Pride. Et sådant ’fællesskab’ kan ikke fortsat bestå men må ophøre, inden det skaber større problemer.

Selvom det utvivlsomt vil falde de kongelige for brystet, og enhver tale ’af denne art’ fremkalder deres mishag, så kan en kontinuitet, hvad angår beskyttelseshåndslaget til World Pride, ikke tillades; et øjeblikkeligt brud er påtrængende. En ukonstitutionel monarkisk enevælde på dette omfindtlige område bør ikke eksistere, og for hver dag, der går (hvor man blot forholder sig tavs over for denne påtrængende nødvendighed) øges faren, og kongehusets rådgivere bør for alt i verden ikke trække denne sag i langdrag. Det er jo på denne forfatningsmæssige baggrund, at hele den konstitutionelle orden i Danmark består. Kongehusets værdighed står her og nu på spil – og de, som er blinde og døve for betydningen af de aktuelle indsigelser, gør nationens afholdte, kongelige familie en dårlig tjeneste.

Kronprinsessens protektorat-tilsigelse til det globale, homoseksuelle forbund har – om man vil det eller ej – bragt et nyt provokerende element ind i forståelsen af majestætens stilling i det danske indskrænkende monarki.

Kontraktforholdet mellem kongehuset og den homoseksuelle verdensorden kan ikke på nogen måde løsrives fra de bitre associationer, hvor den globale, evangelisk-lutherske kirke har lidt smertelige tab på grund af homobevægelsens aggressive anslag mod kirke og øvrighed. Dette forhold drejer sig nemlig ikke (som kronprinsessen giver udtryk for) om ’reformer i almindelighed’ – nej, det drejer sig om en verdensvid, kristendomsfjendtlig opposition i særdeleshed. Det drejer sig ikke (som kongehusets talsmænd antyder) om ’at udføre samfundsforbedringer i almindelighed’, – nej, det handler her om en homo-revolutionær overgangsfase, som er anført af en overhåndtagende strid om kønsidentiteter, og her har kronprinsessens personlige medleven ingen officiel ret til (ved protektoratet) at deltage i debatten.

IKKE TIL MAJESTÆTENS GAVN

Der er ikke i den foreliggende sag angivet nogen anden tidsfrist for kronprinsessens proklamerede protektorat end sommeren 2021, og selve indholdet af den særlige, kongelige beskyttelse af den homoseksuelle agenda for World Pride er ej heller blevet specificeret – men den afgørende bestemmelse, at det kongelige hus stiller sig bag arrangementets ’betænkelige mangfoldighed’ (hvor der med sikkerhed vil finde usømmeligheder sted, som ikke er en kronprinsesse værdig) er en allerede afgjort sag. Det danske monarki kan herefter blive forbundet med grænseoverskridende sex-begivenheder, som set med den evangelisk-lutherske læres øjne er synd – og her kan en truende forfatningsdiskussion opstå, hvilket ikke vil være til hverken folkets eller majestætens gavn.

Kronprinsessens ’officielle velkomst’ til World Pride må uvægerligt føre til juridiske betragtninger om (må Gud forbyde det) endog dronningens forfatningsretlige stilling. Alt i denne sørgelige sag fører med sig en direkte henvisning til grundlovens 6. paragraf, som uafladeligt vogter på dronningens påbudte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirke. Her drejer det sig ikke om kongehusets popularitet eller folkets varme følelser for kronprinsessen. Nej, her drejer det sig om den kongelig families statsretlige status – ja, hele det danske monarkiske princip, der næppe tillader religiøse udfordringer af den art.

Danske borgere – og især dem, som har en personlig tilknytning til landets statsbefordrede protestantiske lære – ønsker ikke, at en sådan sag i et større perspektiv skal løbe af stabelen – men kronprinsessens oktober-’indbydelse ’ til det homoseksuelle etablissement må betragtes som startskuddet til en opblomstring af alle slags juridiske overvejelser i denne sag. Især fordi den har sin forløber i kronprinsessens overrækkelse af en homo-ærespris til landets statsminister ved et større april- homoarrangement i cirkusbygningen i København.

Efter dette vil presset på kongehusets rådgivere vokse. Den stadig levende, danske forfatningsdiskussion indeholder desværre fjendtlige elementer, som ikke vil den kongelige familie noget godt – og de vil nu melde sig.

Før nogen aner det, kan betydningsfulde politikere og juridiske eksperter komme på banen, og (så vidt jeg kan se) har de desværre i denne sag en anledning til at give udtryk for nogle statsretlige opfattelser, der langtfra er sympatiske over for vort elskede kongehus’ beståen.

GRUNDTVIG VILLE HAVE ADVARET

Ikke få danskere er med tiden blevet enig med Grundtvig i hans syn på demokratiet, som det i dag udfolder – men samtidig er der en almindelig forståelse af, at en genindførelse af kongens enevældige magt er ikke mulig.

Imidlertid er det tankevækkende at læse Grundtvigs voldsomme udfald mod det såkaldte demokrati, som nu skulle overtage landets styre. Han skriver: ”Når jeg derfor hører og læser om al den lykke og velsignelse, der skal falde ned fra skyerne, hvor regeringsformen bliver så demokratisk som mulig (altså enten pøbel-parisisk eller kræmmer-amerikansk) – da kan jeg kun forklare det som en slags overtro!”

Grundtvig fortsætter med at udmale, hvad han mener med ordet ’overtro’. Han skriver: ”Man tror på en vis luftig Herre som man kalder ’den sunde fornuft’ – og man har den indbildning, at om ikke just to eller tre, så dog hvor to eller tre hundrede er forsamlede i fornuftens navn, da vil han (fornuften) være midt iblandt dem – og samfundet vil blomstre som en rose” (’Politiske betragtninger’, 1831 side 72).

Der er altså to forhold, som Grundtvig advarer imod: 1) det ’pøbel-parisiske og 2) det ’kræmmer-amerikanske’. Det er min opfattelse (og her mener jeg, at de såkaldte pride-arrangementer taler for sig selv) at netop det ’pøbelagtige’ og den værste amerikanske ’kræmmer-jargon’ præger de homo-foranstaltninger, som med deres gayparader har bevæget sig gennem hovedstadens gader. Grundtvig ville have iagttaget denne udvikling, og ville på det bestemteste have frarådet det kongelige hus at have noget som helst med dette ekstreme sex-fænomen at gøre.

I det politiske og juridiske forum, som kan opstå i debatten omkring kronprinsessens seneste skridt (med tilknytningen til den homoseksuelle verdensbevægelse, og hvilke konsekvenser det kan få for den royale forpligtelse over for landets protestantiske nationalkirke) kan situationen meget hurtigt antage en uønsket dimension, der kan medføre en ubehagelig kædereaktion, der ikke i første omgang var tilsigtet.

Det er derfor nødvendigt, at ytringsfriheden i denne sag bevæges; der må fortsat herske frihed til at kunne udtale en uforbeholden mening om den nuværende farlige etablering af den homoseksuelle propaganda i børnehaver, skoler og hele det højere uddannelsessystem, idet dette utvivlsomt vil blive befordret ved den accept, som det kongelige håndtryk fører med sig.

Ligeså har det betydning, at ministeransvaret og rådgivernes forpligtelser i denne sag bliver placeret, idet kronprinsessens person bør holdes uden for hele det opgør, som i øjeblikket synes at lure om hjørnet. Det dristige skridt, som Hendes Kongelige Højhed har taget ud fra hendes personlige overbevisning er i sig selv kontroversielt – men ansvaret herfor ligger ifølge grundloven på de styrendes og rådgivernes skuldre.

(Læs under Profetisk Journal – johnynoer.dk: ’UFORSVARLIG FORFALSKNING AF RUTHS BOG).

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *