AMALIENBORG OG HOMOVALGET I USA

AMALIENBORG OG HOMOVALGET I USA

Den fremstormende, amerikanske, homoseksuelle præsidentkandidat må (som det fremgår af det danske, kongelige protektorat til World Pride) nyde en særlig popularitet på Amalienborg. I den kommende valgkamp i USA vil det på mange måder bevise sig, hvilken politisk og religiøs linje, det danske kongehus indirekte ’støtter’. Lykkeligvis er det ikke landets afholdte dronning (eller lige så populære kronprinsesse), der stilles til ansvar for denne udvikling. Det er den danske regering, som søgelyset i denne tid rettes imod – og homo-valgkampen på den anden side af Atlanten fordrer, at der hurtigst muligt bringes en afslutning på denne sag. Ifølge Ny Testamente opfordres landets borgere til alle vegne og uafladeligt at bede for hele dronningens hus, hvilket mange steder intensiveres. Men en ny fase er med den amerikanske homo-udfordring begyndt.

Vor danske kronprinsesse, Mary’s, beslutning og tilsagn om at ville støtte og beskytte verdenshomobevægelsen ’World Pride’, udtrykker Hendes Kongelige Højheds dybe sympati med denne politiske, indflydelsesrige organisations globale virke. Med dette kontroversielle protektorat har det danske kongehus indirekte tilsagt USA’s demokraters nye store håb med hensyn til, hvem der efter næste valg skal flytte ind i Det Hvide Hus sin royale velsignelse.

”Det vil,” siges der hermed (som en slags indirekte tilføjelse til homokontrakten med World Pride) ”glæde Danmarks kommende dronning, hvis USA’s første åbne homoseksuelle præsidentkandidat, Pete Buttigieg, bliver Amerikas kommende præsident!” Skulle han og hans homoseksuelle partner i deres egenskab af at være USA’s kommende præsidentpar på et tidspunkt (som det skete med Obama og hans hustru) besøge Danmark, – så skal de (ifølge det udstedte kongelige protektorat) være mere end varmt velkommen på Amalienborg!

Denne holdning vil i den kommende amerikanske valgperiode blive testet af det danske folk. Kongehusets popularitet hviler på en jævn og enkel folkelighed, som ingen kan løbe om hjørner med. Den ejer sin egen suverænitet. Herom har jeg følgende at bemærke:

AUTENTISK KRISTENDOM

Med henblik på den kommende politiske kamp i USA, har den første homoseksuelle biskop i den episkopale kirke, Gene Robinson, til TV-stationen CNN afleveret nøglerne til den usædvanlige undergrundsstrategi, som synes at ligge bag denne indtil nu ukendte konstellation omkring det amerikanske præsidentvalg. Han erklærer følgende:

Det naturlige våben mod en homoseksuel mand er religion. Ved at tage religionen til sig og ved at være et autentisk kristent menneske, har han berøvet oppositionen det våben.”

Denne biskoppelige erklæring synes nødvendigvis at passe som hånd i handske med den danske, kongelige families homoprotektorat. Dette kan imidlertid ifølge Danmarks Grundlov § 6 kun udstedes, hvis det (i religiøs henseende) er i fuld overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære, der, som sådan, understøttes af den danske stat (som værende ’autentisk kristendom’). At søge at fremme og beskytte en amerikansk bibeltolkning, som er i direkte modstrid med det danske protestantiske bibelsyn (sådan som det er blevet overleveret af reformatorerne) er ikke i overensstemmelse med den danske forfatning. Alt dette er imidlertid et ansvar, som hviler på regeringens skuldre; hele dronningens hus er i den forbindelse fredhelligt.

STATSMINISTERENS ANSVAR

Hvis det (som valgkampen i USA tilspidses) viser sig at være vanskeligt at finde frem til den skyldige minister i sagen omkring kongehusets stærkt politisk betonede udstedelse af et protektorat til den globale, gigantiske homo-indflydelse, som World Pride vil bringe med sig til København i 2021, så vil undersøgelsen ikke kunne falde til jorden af den grund. Statsministeren bærer fortsat som regeringens leder altid og alle vegne det overordnede ansvar! Det er i sidste ende statsministeren og statsministeren alene, der har det fulde ansvar for, at grundlovens bestemmelser vedrørende ’det indskrænkede monarki’ nøje overholdes af kongehusets medlemmer.

Hvis monarken eller et medlem af den kongelige familie ikke følger spillets regler, bør statsministeren (eller den minister, som er blevet tildelt særligt ansvar i det pågældende område) ærbødigt foreholde kongehuset dets overtrædelse. I det pågældende tilfælde synes det som om, at der kun er en løsning på problemet – og det er, at det kongelige protektorat til World Pride kaldes tilbage.

Af den grund og ud af kærlighed og omsorg for hele dronningens hus og det danske monarki må den eller de ministre, som bærer ansvar i denne sag hurtigst muligt stilles til regnskab.

EN MINISTERS UHELDIGE INDFLYDELSE

Det fremgår af de dybe overvejelser, der har været om ’en ministers ansvar’ (med hensyn til en strafbar handling, som han eller hun ikke selv har begået) at en sådan ’ansvarlig minister’ må anses for at have været direkte medvirkende – ja, (citat): ’ministeren har fremmet handlingens udførelse f.eks. ved ikke i rimelig omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser…’

At denne strenge regel kan have betydning for den sag, der nu angår en ministers uheldige indflydelse på dronningen og hendes hus, fremgår af den afgørende betydning, der ligger i, at et sådant strafbart forhold ikke blot ’er nævnt i forbifarten’, men at det (detaljeret og udtømmende) indtager en så overordnet plads i ministeransvarlighedsloven, at en hel paragraf er afsat til dette spørgsmål.

Den fjerde paragraf i denne lov lyder sådan: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningen.

De danske borgere, som for tiden er optaget af dette spørgsmål (fordi de føler deres retssikkerhed alvorligt truet af en sådan ’kongelig beslutning’) har noteret sig, at hverken majestæten selv eller nogen i dronningens hus er ansvarlig for (som det hedder): denne af kongen underskrevet beslutning. Dette påhviler nemlig statens ministre – og ikke kun den arme minister, der er medunderskriver på en sådan lov men også ministre (citat): ’der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse’ (§ 4).

Det sidste, mener de anfægtede borgere, bør i særdeleshed tages i betragtning i den foreliggende sag, og spørgsmålet må nu (på grund af den internationale situation) stilles direkte:

L

HVEM HAR FØRT KONGEHUSET PÅ VILDSPOR

De mistænkte ministre (inklusivt statsministeren), som her kunne komme i søgelyset, vil nemlig (efter al sandsynlighed) indvende, at ’de aldrig har sat deres navn på noget dokument, der kunne anspore den danske kronprinsesse, Mary, til at indlade sig i forhandlinger med LGBT-bevægelsen World Pride. Hertil siger loven: ”Det er heller ikke afgørende, om der her foreligger en sådan underskrift. Hvis en minister (inklusivt statsministeren) ’på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse’, så er og forbliver det en handling, der kan betragtes som strafbar.

Det er i denne forbindelse vigtigt (mener borgerne) at mærke sig ordlyden af denne strenge bestemmelse; den taler nemlig ikke om en ansvarlig embedsmand, som har medvirket til den kongelige beslutnings gennemførelse; nej, loven taler om en ministers medvirken til selve beslutningens ’tilblivelse’, hvilket vil sige en uansvarlig indflydelse, som fra første færd har ført kongehuset på vildspor. Hvem er skyldig i dette?

Eftersom der her (så godt det nu kan lade sig gøre) er kastet lys over, at sagen om den kongelige beslutning (vedrørende en særlig beskyttelseskontrakt for et homoseksuelt verdensfremstød i Danmark) ikke drejer sig om den meget omtalte ministerunderskrift, – men at den ’illegale, royale indsats’ også kan være fremmet på ’andre måder’, så vil det være gavnligt at undersøge, hvilke ’andre måder’, der her kan være tale om.

Og her er ministeransvarlighedsloven ikke tavs; den gør det ikke let for de skyldige at undslippe. Skånselsløst stilles spørgsmålet: Hvem bør stilles til ansvar for det destruktive, kongelige protektorat?

Loven stiller her skarpt på tre forhold. Hvis en dansk, ansvarlig minister (inklusivt statsministeren) ’dumper’ ved blot ét af disse tre forhold, kan den minister kendes skyldig i ’forsætlig eller grov uagtsomhed’ – og det kan komme til at kost den minister dyrt.

Lad os derfor se på de tre her nævnte ’prøver’, som enhver mistænkt minister (inklusivt statsministeren) skal kunne bestå:

DEN INTERNATIONALE HOMO-GIGANTS ANKOMST

Det første af de tre forhold, som en minister kan stilles til regnskab for, har i loven om ministeransvar gået følgende ord med på vejen: ”En minister kan anses for medvirkende til en handling, når han (eller hun, red.) har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget og har undladt at søge dette hindret (§ 3 stk.1).

Dette er (mener landets borgere) rene ord for pengene. Loven siger her sort på hvidt, at hvis en minister (inklusivt landets statsminister) ’har været bekendt med ’at kongehuset over længere tid har forhandlet med den internationale homogigant ’World Pride’ (om dens storslåede og omfattende ankomst til København i 2021) og – velvidende om de erfaringsmæssigt farlige og destruktive konsekvenser af et sådant homoseksuelt besøg – har undladt at søge at hindre kongehusets betænkelige medvirken i dette arrangement, så er den minister (inklusivt statsministeren) direkte impliceret i den tilsyneladende ulovlige handling.

Det andet forhold, som den mistænkte minister vil blive konfronteret med, lyder med lovens skånselsløse formulering således: ”Ved anvendelse af straffelovens regler om ansvar for medvirken til en overtrædelse (skal det fastslås), hvorvidt handlingen har været et nødvendigt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig…” (stk.2).

Det lyder kryptisk men er efter borgernes mening enkelt og ligetil at forstå. I det pågældende tilfælde bør det vurderes, om kronprinsessens ’handling’ (udstedelsen af et protektorat til homo-hovedkvarteret) har (citat): ’været nødvendig for gennemførelsen af en beslutning, hvor hvilken ministeren er ansvarlig. Eller sagt med andre ord: Har ministeren (inklusivt statsministeren) melet sin egen kage ved at søge at anvende det kongelige protektorat til at gennemføre sit eget homoprojekt.

Eller endnu mere ildevarslende: Har ministeren (inklusivt statsministeren) med største tilfredshed iagttaget, hvorledes kronprinsessen med sit protektorat (mere eller mindre intetanende) udgjorde (citat): ’et nødvendigt og naturligt middel til’, at regeringens egne planer om homo-ideologiens etablering gennemførtes?

(Hvis dette er tilfældet, at en ’ansvarlig minister’ – inklusivt statsministeren- i det skjulte har frydet sig over kongehusets tilsyneladende ’illegale initiativ’ – så er det forståeligt, at landets lovgivere i dag forholder sig tavse og arrogant uinteresserede, når borgerne begynder at røre på sig. Men de vil ikke kunne undgå at blive fanget i deres eget garn. Hvis de ved deres påtagede ’uskyld’ er sluppet igennem de to første kropsvisiteringer, så venter den tredje prøve lige om hjørnet). Den lyder med lovens knivskarpe formulering sådan:

”En minister har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimelig omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser” (§ 3, stk.3)… hvilket vil sige, at regeringen ikke kan sige sig fri ved at påstå, at den har været uvidende om kongehusets forhandlinger og beslutninger. Den er pålagt et tilsyn og et ansvar med hensyn til at sætte rammerne for det indskrænkede monarki – og som en ny dagsorden i den nærmeste fremtid sættes på den anden side af Atlanten, så vil de folkevalgte lovgivere i Danmark blive præsenteret for en særlig myndighed. Den kaldes ’folkets suverænitet’. Om dette vil jeg afsluttende tilføje følgende:

DEN DANSKE FOLKELIGHED

Grunden til, at borgerne uden ophør vil stride for deres grundlov – og de kristne borgere uafladeligt og med en ny inderlighed vil kæmpe for bevarelsen af den bestemmelse i grundloven, der identificerer Danmark som et kristent land, er den givne forudsætning, at sådan – og ikke anderledes – vil folket have det! Grundlovens suverænitet er dybest set et udtryk for folkestyrets ophøjethed, og folkestyrets ophøjethed hviler på folket… af hvilket det hermed kan udledes, at den protestantiske grundlovsparagraf er og forbliver folkets bestemmelse.

Magten til at bevare dette forhold ligger altså ikke i hænderne på en ideologisk elite men hos folket. Derfor er det borgerne, som nu klart skal melde ud, at de vil bevare Danmark som en protestantisk nation – og at de ikke vil tillade, at kongehuset med regeringens vidende støtter en anden opfattelse af den evangelisk-lutherske lære!

Det danske folk ejer imidlertid en særlig og bemærkelsesværdig ’suverænitet’; det vil sige en indre magt, som hasarderede politiker ikke kan stille noget op imod. Det danske ord for dette fænomen er ’folkelighed’. Det er en usynlig magt, som hersker i hverdagen og bor i hjerterne, som gennem generationer er blevet præget af denne iboende styrke. Folkeligheden kan ikke slås ihjel af ideologier; den kan ikke dræbes af nymodens ligestillingsidentiteter. Den ligger i blodet – og jeg vil påstå, at den helt ind i sit typisk danske indre er behersket af den frihed – den åndelige opvågnen, som kom til vort land ved reformationen.

Folkeligheden fik et juridisk præg – en slags ’naturlovs mærkat’ – efter den franske revolution, hvor den blev nedfældet i den 7. artikel i konstitutionen af 1793, hvori det hedder: ”Folket er suverænt, idet det bygger på de franske borgeres universitet” (L’université des citoyens).

Det vil sige ’folkets generelle vilje’, hvilket igen kan defineres som summen af hele folkets ønske. Denne ’folkelighed’ – tror jeg – er ikke samstemmende med nogle af de antikristelige og …fjendske(??) erklæringer, som for tiden huserer på Christiansborg. De, der styrer derinde i regeringspalæet, tænker og taler ikke længere som manden på gaden. De herskende politiske røster finder intet rum i hjerterne. Bonden på marken, håndværkeren på byggepladsen og husmoderen i køkkenet kunne ikke drømme om at udtale nogle af de gudsbespottelige fraser, som fra de folkevalgte på tinge ublufærdigt afleveres til folket i by og på land.

Det er – tror jeg – denne danske folkelighed, som til sidst vil afvise den efterhånden vidt udbredte, blasfemiske indstilling for derefter af hjertet (ved en kommende åndelige vækkelse) at tage imod evangeliets enkle og ligefremme troværdighed.

BEMÆRK: Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

ANTIKRISTELIG LOV AFVIST.

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Møderække:

  1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.

  2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.

  3. Onsdag d. 26. februar kl. 19:00 taler Johny Noer v. mødet ’Bøn f. Danmark’
    i Huset, Soli Deo Gloria, Knabrostræde 26, København K.

  4. Søndag d. 1. marts kl. 14:00 taler Johny Noer i ’Fristedet’, Kirkegade, Brovst over dagens tekst: Luk. 22.24-32 (’Sådan skal det ikke være…!)

  5. søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania

  6. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
    Frederiksberg Alle 9, 1621 København

  7. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
    Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’

  8. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).

  9. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00

  10. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!

  11. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 10 (fred. d. 06. marts).

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *