EN SAG TIL FALD ELLER OPREJSNING

Så vidt vides, er det aldrig sket før i folketingets historie. Det er første gang, at et lovforslag sendes til tingets ’første behandling’… for anden gang! Det drejer sig her om en sag, som i hele sit perspektiv er dybt åndelig og i sit verdslige forløb er aldeles uoverskuelig. Ny Testamente lader ane, at netop denne kontroversielle sag, som atter lægges på folketingets bord, stiller hele det danske samfund over for en skæbnesvanger afgørelse, der vil føre enten til oprejsning eller til fald. 50.000 borgere har ved et barsk borgerforslag fordret, at denne provokerende sag bliver behandlet – og de har (så vidt jeg kan se) kun et ønske, og det er udstedelsen af et lovforbud mod, at de danske jøder omskærer deres drengebørn otte dage efter fødselen!

Hvis politikerne på Christiansborg i dette spørgsmål vil lade sig råde, så er der tre ting de skal holde sig for øje.

For det første, at de giver agt på, at de med spørgsmålet om omskærelse ikke blot har at gøre med jødernes drengebørn. Ej heller med muslimernes drengebørn (som ikke nødvendigvis skal omskæres på ottendedagen) – men at de indser, at også Jesus blev omskåret otte dage efter, at Han kom til verden.

For det andet bør de danske politikere gøre sig klart, at de i dette spørgsmål ikke blot har med grundlovens trosbestemmelse (§ 67) at gøre men at de i lige grad står til ansvar over for grundlovens livsanskuelses bestemmelse (§ 4), som forpligter dem over for den evangelisk-lutherske kirke, som ifølge sin tekstrække pålægger landets præster hvert andet år på nytårsdag at prædike over ottendedagens omskærelse af Jesus.

Om dette er følgende at forklare:

OMSKÆRELSENS EVIGHEDS BETYDNING

I de syv dage, der gik forud for omskærelsen af Jesus, har Hans mor, Maria, utvivlsomt ’grundet’ over alt det forunderlige, som hun oplevede på Bethlehems mark (Luk. 2:19). Hun har ikke så lidt at fortælle de danske lovgivere.

Hvad har gjort mest indtryk på hende (tror jeg), er sikkert hyrdernes gribende fortælling om det overvældende engelbesøg og selve budskabet, som blev aflevert, at ’en frelser er født, og at Han er Messias, Herren’ (v.11).

Maria har heller ikke kunnet glemme den dag i Nazareth, hvor englen Gabriel pludselig stod i døråbningen med ordene: ”Vær hilset du benådede, Herren er med dig!” (1:28)

Midt i alt dette blev den nyfødte dreng på ottendedagen omskåret, og Han fik det navn, Jesus, som Han var kaldt af englen, ’før Han blev undfanget i moders liv’ (2:21).

Det sidste gør det med Skriftens ord lysende klart for det danske folketing, at omskærelsesdagen for Jesus var forudset og forudberedt i evighedernes evigheder, og at ingen jordisk lovgiver på noget tidspunkt skulle driste sig til at søge at ændre noget ved denne guddommelige ordning.

I samme skriftafsnit fortælles om det fattige, jødiske ægtepar, som med to turtelduer kommer til Jerusalem for i templet at bringe deres takoffer for det barn, som var blevet dem skænket. De var – uden at de vidste det – ventet…

En retfærdig og gudfrygtig mand, ved navn Simeon, der (som det hedder): ’ventede Israels trøst’ kom (’tilskyndet af Ånden’) op til templet. Han velsignede forældrene, og sagde til Maria, drengens mor (citat): ’Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange… og til et tegn, som skal modsiges’ (2:34).

Netop disse ord – denne stærke forudsigelse – står i dag i Danmark over for sin særlige og historiske opfyldelse. Hvad de danske lovgivere i den nærmeste fremtid vil gøre med bl.a. Ny Testamentes beretning om Jesu omskærelse, vil i sidste ende være afgørende for denne vor danske nations ’endelige fald’ eller ’mulige oprejsning’. Må Gud give nåde til, at politikerne på Christiansborg besinder sig og fuldt ud – ja, uden den mindste reservation bøjer sig for Skriftens klare vidnesbyrd i denne sag!

Imidlertid handler spørgsmålet om omskærelse i høj grad om grundlovens frihedsparagraf om trosfrihed, hvilket jeg i det følgende vil søge at belyse.

DET DREJER SIG OM EN BORGERRET

Grundlovens § 67 har følgende ordlyd: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Den 28. feb. 2018 spurgte Folketingets kirkeudvalg justitsministeren, om omskæring af drenge er et jødisk ritual, der er beskyttet af denne paragraf om religionsfrihed? Ministerens svar faldt få uger senere (d. 26. marts 2018). ”Det kan ikke afvises,” erklærede han, ”at religiøst begrundet omskæring er omfattet af denne (borger)ret. Det vil sige, at det ikke kan afvises, at forældre, som (foranlediget af deres tro) lader deres drengebørn omskære, er aldeles og absolut beskyttet af grundlovens trosfrihedsparagraf!”

(Det er i den forbindelse ikke uinteressant at bemærke, at spørgsmålet til justitsministeren lyder sådan: ”Er ritualet (om omskærelse) beskyttet af grundloven?” Ministerens svar beskæftiger sig overhovedet ikke med emnet ’beskyttelse’. ”Ritualet er omfattet af en borgerret,” svarer han, hvilket med det samme sætter hele sagen på plads. En dansk borger skal ikke ’beskyttes’ med henblik på hans personlige trosoverbevisning; han har ret til at have den, og han har ret til at handle på den. Det er hans modstandere, der skal beskyttes mod ’statens vrede’, hvis de forsøger at afvise hans borgerrettigheder).

Det kan ikke afvises,” erklærer justitsministeriets jurister, ”at alle troende forældre ifølge Danmarks Grundlov (med de enestående rettigheder, som den 67. bestemmelse giver dem) er fuldt ud og dermed 100 % under statens værn og beskyttelse, hvor som helst og i hvilken som helst form de møder modvilje eller overgreb på grund af deres tro!

Justitsministeriets indledende og øjeblikkelige svar: ”Det kan ikke afvises!” peger på statens afgjorte, første og obligatoriske holdning, når det drejer sig om borgernes uangribelige ret til (i sagen om omskærelse) at handle ’i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning. Det kategoriske element i justitsministerens svar (’Det kan ikke afvises’) tegner tydeligt en advarende streg i sandet med henblik på de aggressive modstandere, som allerede er gået alt for langt i deres bestræbelser på at anfægte borgernes grundlovsberettigede trosfrihed.

Konklusionen på den ånds- og kirkekamp må derfor være dette: Det etiske livssyn (som står angivet i grundlovens 4. paragraf) er en absolut eksistentiel stillingtagen til det sociale liv. Dets ustandselige moralske udfordring fremstår i dag på en så radikal måde, at enhver mur, der står i vejen, må nedbrydes; lovløshedens virksomhed kan ikke uhindret fortsætte!

Som aldrig før bliver borgerne kastet ind i etiske dilemmaer. Spørgsmålet: Hvad er rigtigt, og hvad er forkert er blevet daglig kost; det er ikke længere et filosofisk problem, der står til debat – og det religiøse syn er blevet undergravet, at det endog er blevet forbudt at henvise til det.

Derfor er det på høje tid, at borgerne rejser sig til protest mod den antisemitiske, antikristelige indflydelse, som finder sted, og som nu søger at opnå sådanne mål i lovgivningen, som bringer landets jødiske og kristne borgeres retssikkerhed i fare!

Lad mig derfor vende tilbage til Ny Testamentes tekst om omskærelse af Jesus:

DEN MÆRKELIGE FORUDSIGELIGHED

”Da otte dage var gået, så Han skulle omskæres, fik Han navnet Jesus” (Luk.2:21).

Der findes ikke den lovgiver i det danske folketing, som ikke ved, at den dreng, som kom til verden den nat i Bethlehem, fik navnet Jesus.

De færreste er imidlertid opmærksomme på, at otte dage efter denne verdenskendte begivenhed (som af millioner af mennesker gennem slægterne har oplevet som den åndelige virkelighed, at Guds Søn ’blev født som menneske’) da blev denne nyfødte dreng ifølge Guds lovs påbud omskåret.

Dette forhold bør derfor mere end nogensinde lægges hen til de mænd og kvinder, som i folketinget på ny skal tage stilling til, om der i Danmark skal lovgives mod omskærelse.

Som politikerne på Christiansborg selv kan læse ud af den nytestamentlige tekst, så er den kendsgerning, at Jesus på ottendedagen efter sin fødsel ’skulle omskæres’ ikke til debat! Evangeliet siger det klart og tydeligt, så at det ikke kan misforstås, at ’da otte dage var gået, så skulle han omskæres’ (Luk.2:21).

(Originalteksten giver ingen mulighed for nogen anden opfattelse end den obligatoriske lydighed over for påbudet, som det står nedfældet med ordene: ”Og når de otte dage til hans omskærelse er opfyldt, skal hans navn også være kaldet Jesus” ).

Af ’det græske’ fremgår det, at navnet Jesus er ubrydeligt forbundet med ’omskærelsen på den ottende dag’, hvilket bør fylde enhver lovgiver med ærefrygt og ængstelse for på nogen måde at skulle komme til at gribe forstyrrende ind i denne bemærkelsesværdige forudsigelighed. Hertil kommer de sekulære overvejelser, som jeg her anfører:

2000 drenge bliver årligt omskåret i Danmark. Der hersker imidlertid en politisk spænding omkring dette tal. Det jødiske samfund forklarer, at det er vanskeligt at finde læger, der vil omskære drenge. Der kan være op til seks måneders ventetid på klinikker i Danmark. Bibelens påbud er, at omskæring af en dreng skal finde sted på ottendedagen. (Omskærelse på klinik kan koste 3000 kr.). Dansk lov siger, at ’omskæring er forbeholdt læger’ (autorisationsloven § 74, stk.2).

Religionsfriheden er imidlertid i dette tilfælde beskyttet af § 67 i Danmarks Grundlov samt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 9.

I den seneste vurdering fra Styrelsen for Patentsikkerhed konkluderes det således, at omskærelse i visse tilfælde endog kan være gavnlig (forebyggelse af urinvejsinfektion, sexoverførte sygdomme og kræft). Der er ikke påvist negativ effekt på seksuel funktion, og under de rette omstændigheder kan indgrebet altså ske ’patientsikkert’.

ANARKIET LURER I MØRKET

Hvor grundloven ikke nøje overholdes, lurer anarkiet i mørket. Den eneste måde at undgå denne nedrige form for vilkårlig ’undertrykkelse’ er at holde sig til denne fundamentale lovkontrakt, hvor staten af folket er sat som en sikkerheds garant for, at den givne orden (hermed retten til at ytre sig) overholdes.

Da danskerne for et par hundrede år siden var undergivet kongens magt, var det pålagt monarken, at han skulle respektere borgernes frihed og ejendom – ja, det var en uskreven lov, at hvis denne ’pagt med fyrsten’ blev brudt fra kongens side, så var hans undersåtter dermed løst fra deres lydighedsløfte.

Noget lignende må i dag kunne forventes. Den styrende øvrighed er ved grundloven bundet til at respektere borgernes absolutte frihed til at ytre sig og til at værne om deres tro på Gud. Sker det ikke, skal den samme verdslige øvrighed ej heller forvente den angivne lydighed fra folkets side. Det vil i en sådan situation føle sig fri til i både ord og handling at sætte sig op mod et sådant uretmæssigt styre; det vil på trods af statens restriktioner tillade sig retten til at sige sin uforbeholdne mening om alle slags forhold i samfundet; det vil heller ikke i sagen om omskærelse forblive tavst!

Det, som man også i dag tør betegne som ’folkets generelle vilje’ vedrørende ytringsfriheden, står (sætning for sætning og paragraf for paragraf) nedfældet i en grundlov, der tolker ’folkets almindelige ønske og interesse’, der om ytringsfriheden erklærer, at ’censur og andre forebyggende forholdsregler ingensinde på ny kan indføres’ (grl. § 77).

Denne bestemmelse er som en del af nationens konstitution udfærdiget af folkets repræsentanter, forenede i en rigsfosamling – uden nogen udpeget mellemmand! Øvrihedens fornemme opgave er herefter trofast og i oprigtighed at udøve denne lov; kun hvis den således udfører dette høje hverv, kan den tilstedes magt; sker dette ikke, bør denne samme uberegnelige øvrighed fratages både embede og magt, som derefter bør overdrages til andre, som folket vælger til at påtage sig dette høje ansvar.

Mere klart kan det næppe siges.

Den danske stat er altså i dette øjeblik den institution, som af folket er blevet overdraget den politiske magt til i spørgsmålet om de jødiske borgeres ret til at omskære deres drengebørn på den ottende dag at føre ret og retfærdighed ud i livet.

Det er på baggrund af præcis dette ideelle syn på statsmagten, at Paulus belærer de kristne med ordene: ”Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig” (Rom.13:4).

”Thi,” fortsætter apostelen, ”der er ingen øvrighed uden at den (som en ’moralsk ansvarlig person’) er indsat af Gud, og de, som findes, er (som sådanne ’moralske personer) indsat af Gud! Om dette er følgende at tilføje:

STATENS MORAL

Det er blevet sagt, at (citat): ’Staten som sådan er selve den juridiske personifikation af en nation (A. Eismein, 1895). Hvis det er tilfældet, så står Danmark i denne sag om borgernes trosfrihed (vedrørende bl.a. ritualet om drengebørns omskærelse) på en skillevej, der vil føre denne ’person’ til enten fald og undergang eller til oprejsning og håb.

Derfor er det af livs- og evighedsbetydning for alle danske borgere at standse op (blot et øjeblik) for nærmere at eftertænke denne ’juridiske definition’ af, hvad den danske stat (og de ledende folk på Christiansborg) står for.

Staten som sådan skal altså betragtes som ’en moralsk person’, (hedder det i de juridiske lærebøger). Den jævne borger bemærker her, at staten ikke blot skal defineres som en ’person’. Altså ikke kun som ’et objekt’, der som sådan kan ’personificeres’. Ej heller skal staten iagttages som en ’politisk person’ – nej, staten skal betragtes som ’en moralsk person’! Den almindelige danske borger, der ikke kender til de juridiske eksperters forklaring på dette fænomen, bemærker sig kun, at staten som ’en moralsk person’ må kunne kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det vil med andre ord sige, at lovgiverne på Christiansborg ikke kan snyde borgerne med en højtravende filosofisk forklaring om, at staten skal opfattes som ’et fiktivt, uansvarligt væsen’. Nej, siger borgeren. Den danske stat (med statsminister, Mette Frederiksen, i ledelsen) skal pr. definition opfattes som ’en moralsk person’ (også i sagen om omskærelse), som er blevet pålagt visse retfærdigheds-egenskaber, og som derfor er samvittighedsbundet til at handle ret – nøjagtig som det kan forventes af en fysisk person, der er i stand til at skelne mellem godt og ondt.

Det er på baggrund af dette ideelle syn på statsmagten, at Paulus belærer de kristne med ordene: ”Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig” (Rom.13:1). – ”Thi,” fortsætter apostelen, ”der er ingen (sand og samvittighedsfuld øvrighed), uden at den er indsat af Gud, og de, som findes, er indsat af Gud” (v.2).

Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

DE KRISTNES FORHOLD TIL STATSMAGTEN

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Møderække:

  1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.

  2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.

  3. søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania

  4. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
    Frederiksberg Alle 9, 1621 København

  5. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
    Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’

  6. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).

  7. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00

  8. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!

  9. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 12 (fred. d. 20. marts).


  10. Indkaldelse til generalforsamling
    SYV GRUNDE TIL AT STILLE TIL ÅRSMØDET I BROVST

    Hermed indkaldes til generalforsamling i vor forening ’Med Grundlov Skal Land Bygges’ d. 13. april (2. påskedag) kl. 15:00 i Fristedet, Kirkegade, Brovst 9460.

    Den 28. maj 1953 stemte danskerne ved en folkeafstemning ’den nye grundlov’ i hus. Danmarks Riges Grundlov d. 5. juni 1849 afskaffede allerede dengang enevælden, der havde været gældende siden 1660. De seneste ændringer af forfatningen er indført for at værne borgerne mod overgreb fra administrationen og for ved særlige kontrolorganer at sikre borgerne mod lovløshed fra statens side…

    Disse mørke skygger (regeringens overgreb mod borgerne) er atter på banen med en særlig aggressivitet rettet mod Danmarks troende borgere og landets evangeliske kirker.

    Der er derfor syv gode grunde til at forny sit medlemskab af vor forening (der som hovedformål har ’at forsvare Danmarks Grundlov’) samt at møde talrigt op til vor generalforsamling i Brovst i april. De syv grunde er følgende:

    Statsministeren, Mette Frederiksen, har under folketingets værdi-debat i januar erklæret, at ’Gud skal sættes på et vigespor. Grundlovens 4. paragraf siger, at staten har forpligtet sig til at understøtte den protestantiske nationalkirke i Danmark…

    Danske politikere arbejder i denne time på at følge deres antikristelige kolleger i Finland, hvor en juridisk professor ved universitetet i Helsinki og landets statsadvokat retsforfølger en kristen, kvindelig parlamentariker for at have skrevet en pjece for 15 år siden om ’det bibelske ægteskab’. Grundlovens 77. paragraf erklærer, at i Danmark (citat): ’må der ingensinde på ny indføres censur’.

    Med et borgerforslag (’trosfrihedsloven’), som i 2019 blev støttet af 500 danske borgere, fik forslaget fra første færd en såkaldt ’anmærkning fra Folketinget med på vejen’. ”Det kan være i modstrid med grundlovens 70,” hed det. Denne bestemmelse siger: ”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder.” – og der var præcis et forsvar for denne paragraf, som her blev udsat for en manipulerende misfortolkning.

    I året 2020 vil spørgsmålet om vore jødiske medborgeres ret til at omskære deres drengebørn på ottendedagen efter deres fødsel, atter blive debatteret.

    Få (eller ingen) af lovgiverne er klar over, at Jesus ifølge Ny Testamente blev omskåret ’på ottendedagen’ (Luk.2:21) og på Nytårsdag er alle folkekirkepræster (ifølge 2. tekstrække) pålagt at prædike over denne tekst, hvilket er understøttet af både den 4. og den 67. paragraf i Danmarks Grundlov.

    Den sidste bestemmelse siger, at ’BORGERNE HAR RET TIL AT DYRKE GUD på den måde, der stemmer med deres (ikke statens) overbevisning… og den seneste ’ekspert-erklæring’ erklærer, at Bibelens bestemmelse om omskærelse er (’det kan ikke afvises’) omfattet af denne lov.

    Den såkaldte ’midnatslov’, som blev indført ved indgangen til 2018, erklærer, at ’demokratisk nærdemokrati’ skal installeres i alle danske, evangeliske frikirker. Dermed er kirkens apostolske ledelse bragt ud af billedet og enhver form for det nytestamentlige ældsteråd sættes ud af kraft. Jesus siger (om den verdslige magt) ’sådan skal det ikke være hos jer’ (Luk.22:26), og Grundlovens 67. paragraf forsvarer borgernes ret til ’at forene sig i samfund, der stemmer med deres overbevisning.

    Ny Testamente formaner de troende til at bede for kongens hus (1.Tim.2:2), hvilket pålægger landets kristne borgere at bede om, at det protektorat, som landets folkekære kronprinsesse i slutningen af 2019 er blevet rådet til at udstede til det internationale homobevægelse ’World Pride’, bliver tilbagekaldt.

    Danmarks Grundlov siger, at (citat): ’regeringsformen er indskrænket-monarkisk’ (§ 2). Dette indbefatter, at (citat): ’kongen ikke kan indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig – eller som i øvrigt er af større betydning (§ 19, stk.1).

    Aftalen med World Pride, som ifølge sine principper søger at omstyrte nationernes forfatninger, for at indføre den homoseksuelle ideologi, er ’af større betydning’. Kongehuset ’skal tilhøre Den evangelisk-lutherske Kirke’ (§ 6). Det royale protektorat er udstedt til den angiveligt kristendomsfjendske organisation ’World Pride’ og bør derfor på stedet tilbagekaldes. Den minister, som er ansvarlig for kongehusets førelse, bør stilles til regnskab.

    Sidst – men ikke mindst – bør de kristne allevegne bede for landets lovgivere, som i stor stil er blinde over for det guddommelige princip, at ’den, der velsigner Israel og det jødiske folk, er velsignet’ (1. Mose 12:3).

    Den forestående ’Gog-krig’ (Ez.38-39) nærmer sig, og det vil blive skæbnesvangert for Danmark, hvis det deltager i en oprustet EU-hær (Ez.38:7)… men det vil blive til velsignelse for Danmark, hvis det flytter sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed (som Færøernes kristne har anmodet om) anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.

    Dette er de syv angivne grunde til at stille ved årsmødet i Brovst på den anden påskedag, mandag d. 13. april. I påsken fra 9.-12. april taler jeg ved påskestævnet i Brovst. Kom og vær med!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *