KIRKEMINISTER GÅR HEDENSKABETS ÆRINDE

I en lederartikel i Berlingske skrevet af Amalie Lyhne d. 4. sept. 2021 hedder det: ”Det har affødt en voldsom kritik, og især i kirkelige kredse finder man det respektløs, at en kirkeministers første synlige handling i embedet er en hyldest til hedenskaben.”

Den korte sætning er en piskesnært af harme! Det påtales, at kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen har udfordret ’de kirkelige kredse’ ved at optræde som vølve (spåkvinde) – og man finder det ’respektløst’ og grænseoverskridende, at hun har ladet sig ’male i ansigtet’ og påklæde ’som et led i den gamle, nordiske gudedyrkelse. Lederartiklen slipper ikke sit greb om kirkeministeren (der nedgør sit ’embedes beskaffenhed’) men stiller hende til ansvar for at bruge denne position (som medlem af regeringen) til at ’hylde hedenskaben’.

Reaktionen fra landets kirkelige kredse aftegner det skærpede skel mellem staten og kirken. Lad mig forklare:

”Der skal være fuld enighed mellem de to.” Sådan står der skrevet i Zakarias Bog (6:13)… og de to, som der er tale om, er ham, som sidder på tronen, og præsten, som står ved hans højre side! For rigtig at kunne forstå denne enhed (fuld enighed) må vi fatte den sætning, som vi beder i fadervor: ”Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden…” og da indser vi først, hvor stor afstand, der er mellem de to regioner (den himmelske og den jordiske).

Enigheden mellem det verdslige styre og Guds kirke synes (når man ser på historiens gang) at være et håbløst foretagende. Tværtimod ser det ud til at ende i det rene fjendskab – hvilket på det sidste har udartet sig til en nyindsat kirkeministers spottende handling overfor kirkens lære. Som Berlingske skrev: ”Kirkeministerens første synlige handling i embedet er en hyldest til hedenskaben!”

*

Det har vakt debat, at kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen har optrådt som spådomskvinde (en vølve) fra den nordiske afgudsdyrkelse. Det er sket ved et billede taget af Jens Lyngvild, der arbejder med et museumsprojekt, der omfatter denne opgave.

Men den debat er hurtigt ebbet ud! Snart er det glemt, at den danske kirkeminister (måske med statsministerens stiltiende tilladelse) offentligt har overtrådt det første af Bibelens bud: ’Du må ikke have andre guder end mig!” (2.Mose 20:3)

Den danske stat har siden 1849 forpligtet sig selv til at ’understøtte den evangelisk-lutherske kirke’.

Borgerne må kunne forvente, at regeringens ministre bærer grundlovens garanti med sig i deres heltidstjeneste for landet – og de vil ikke tolerere, at kirkeministeren indgår i en udstilling på Køge Museum som den spåkvinde, som afguden Odin udspørger om fremtiden.

TYDELIG ANTIKRISTELIG HANDLING

Ifølge Saxo er Odin en falsk Gud. Hans forklaring er grundlæggende for forståelsen af Odin, og Saxo fremstiller denne hedningegud som en rå og brutal voldsforbryder, der er gift med en utro kvinde.

Dertil beretter han, hvorledes de falske guder i hans omgangskreds dør på stribe. Odin må flere gange flygte over hals og hoved (og forblive nogen tid i eksil) fordi hans liv er i fare.

Denne mand skulle ifølge historien være danskernes særlige skytsgud – og det på trods af, at hans beskyttelse tilsyneladende ikke gavner, men direkte skader landets ve og vel.

I sin polemik med Odin lægger Saxo sig i forlængelse af kirkens faste doktriner om, hvad der er hedenskab – og her undgår den danske kirkeminister ikke en klar fordømmelse af at ville påtage sig rollen som vølve og spåkvinde for Odin. Det er en tydelig antikristelig handling.

*

Det vil sikkert få kirkeministeren til at eftertænke sin handling, når hun her får at vide, at afgudetilbedelsen, som hun her gjort sig selv til en del af, søgte at udrydde den kristne opfattelse af Guds Treenighed ved at give Odin tre navne: (’Høj’, ’jævnhøj’ og ’tredje’). En sådan forvrængning er i fuld overensstemmelse med den hedningereligion, som hun (ved at lade sig fotografere som en vølve) identificerer sig med.

Hvad fortæller de gamle sange om vølvene: ”Odin kom og så hende i øjnene,” hedder det og Vølven udbryder da: ’Alt ved jeg, Odin, hvorledes du har gemt dit øje i Mimers brønd’. Hun ved altså, hvorledes Odin kan tale med den halshuggede Mimer. Han har beholdt hans hoved, som afslører mange hemmeligheder for ham…

Vølven fremmaner også Odins endeligt med ulven, som sluger ham med hud og hår.

*

Kirkeministeren understøtter ikke den evangelisk-lutherske lære. Tværtimod! Danmark har nu en kirkeminister, som støtter troen på en afgud, der (ifølge de oplysninger, som foreligger) flygtede fra Pompejus, thi han var en tyrkerkonge, der var efterjaget af romerne.

I ’ynglinga saga’ oplyses vi om Odins overnaturlige evner. Han kan f.eks.

  1. ’døve fjendens våben’
  2. ’slukke ilds magt’
  3. ’standse vinden’ og
  4. ’kan få hængte mænd til at tale’…

(Det fortælles om Kong Aun, at han ikke var nogen kriger – men at han var mere end villig til at ofre til guderne. Efter at have lidt nederlag i flere kampe, ofrer han sin søn til Odin for at få et langt liv.

Han får det svar fra Odin, at han skal leve i yderligere 60 år. Efter disse 60 år ofrer han endnu en søn til Odin, og denne siger til ham, at han skal leve evigt, hvis han vil ofre en søn hvert 10. år).

Dette er den ubarmhjertige, gamle, nordiske afgudeverden, som vor kirkeminister fremmer ved at optræde som vølve.

Vølven fortæller Odin om hans sidste kamp og slutter med at sige: ”Jeg kan ikke se længere end din død, Odin, for…” og her er hun som lammet af rædsel: ”Jeg ser, at en mægtigere kommer – dog jeg tør ikke nævne hans navn – men han er mægtig, og han kommer!”

Denne ’mægtige’ er Kirkens Herre, Jesus Kristus.

… men vi har statens kirkeminister, der (ifølge medierne) støtter den tro, at Odin stadig sender sine spådomsravne ud.

Hun optræder offentligt som en spåkvinde, der ’søger runernes råd’ og fortæller os om Ragnarok (den sidste dom), der ligger forude.

Den kirkeminister kan folket ikke have tillid til. Hun er åbenbart ’sat til at skade Kristi kirke’, og bør straks forlade det embede, som har en hel anden dagsorden.

EN GRUNDLÆGGENDE SYND

Kirkeministeren har kun få dage efter sin udnævnelse foretaget en handling, hvor hun åbent og beredvilligt overtræder det første af Bibelens ti bud. Det lyder sådan: ”Du må ikke have andre guder end mig.”

Denne afgudsdyrkelse er ikke bare et fænomen fra historien – men det er (ifølge den evangelisk-lutherske lære) den første og mest grundlæggende synd i vort moderne samfund.

Apostlen Paulus skriver i den forbindelse: ”Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud – men de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede…” (Rom.1:21-23).

Følgen af denne afgudsdyrkelse er uundgåelig. ”Mennesker bliver overladt til deres eget begær, så de hengiver sig til alle slags seksuelle udskejelser (v.24).”

*

”Det er ikke noget velvalgt træk fra en kirkeminister i en socialdemokratisk regering, der længe har negligeret folkekirken,” udtaler Nikolai Bøgh, der er rådmand for det konservative Folkeparti på Frederiksberg i København.

Det er mildt sagt. Den evangelisk-lutherske kirke siger med Guds ord til kirkeministeren: ”Vend dig ikke til afguderne. Jeg er Herren din Gud!” (3.Mose 19:4) og (i en nyere oversættelse): ”Lad alle, som tilbeder afgudsbilleder, og som praler af deres afguder, blive gjort til skamme (Salme 97:7).”

Ja, til kirkeministeren som tjener de nordiske afguder, lyder spørgsmålet: ”Hvordan kan Guds Tempel og afguder have med hinanden at gøre?” (2.Kor.6:16) Med andre ord: ”Hvilken sammenhæng er der mellem Guds Tempel og afguderne. Kan Kristus og Satan blive enige om noget?”

HAR MINISTEREN OVERTRÅDT LOVEN?

Har ministeren overtrådt ministeransvarlighedsloven ved at optræde som vølve? Loven siger:

”En minister kan straffes, hvis han forsætlig eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven, lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.” (Ministeransvarlighedsloven § 5).

Der er især en objektiv overtrædelse af denne paragraf, som kirkeministeren må stilles overfor med hensyn til at lade sig fotografere som vølve (hedensk spåkvinde) i anledning af et museumsprojekt.

Hun har ’forsætligt tilsidesat den forpligtelse’, hun har som følge af ’hendes stillings beskaffenhed’.

Som Danmarks kirkeminister ’påhviler’ det hende ustandseligt at have sit embedes værdighed for øje, og hun bør i særdeleshed iagttage sin handlen og væren som bidragende til at fremme (understøtte) landets evangelisk-lutherske kirke.

Med hensyn til, at kirkeministeren har et lignende ansvar overfor kulturministeriet, må det påpeges, at hun har ladet fotografiet som vølve (hedensk spåkvinde) fremstå på kirkeministeriets hjemmeside. (Det er nu fjernet). Det er altså som kirkeminister, hun ønsker at fremtræde som denne hedningefigur… og det er som kirkeminister, at der rejses anklage imod hende for denne overtrædelse.

Hvis denne handling skulle finde vej til en af folketingets spørgetimer og dette spørgsmål blev stillet statsministeren: ”Har statsministeren ved nogen samtale eller ord foranlediget en positiv stilling over for kirkeministerens projekt?” – ville vi så blive overrasket over, at det ikke kun var kirkeministerens idé at sige ja til at lade sig fotografere som vølve (hedensk spåkvinde)

(… og man bør her notere sig, at en minister straffes, såfremt han forsætligt eller groft uagtsomt ‘giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling (i en spørgetime) af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen).

I så tilfælde kommer det måske for dagen, at kirkeministeren ikke har handlet spontant ved at sige ja til at optræde som hedningespåkvinde, men at hun i virkeligheden har fulgt et ideologisk mønster, som statsministeren står inde for. I det lys er ideen om ’kirkeministeren som vølve’ at opfatte som et ’dulgt (skjult) bagholdsangreb’ på den evangelisk-lutherske lære.

I alle tilfælde er der ingen tvivl om rækkevidden af statsministerens ansvar efter lovens § 3, hvorefter en minister anses for medvirkende, når hun (statsministeren) har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.

Det lyder usandsynligt, at den opsigtsvækkende handling ikke er kommet statsminister Mette Frederiksen for øre, inden den udførtes – og hun bør i hvert fald stilles spørgsmålet: Havde statsministeren en kendskab til projektet, inden det blev udført?

HAR MINISTEREN HANDLET SOM PRIVATPERSON?

I den forbindelse må det ’subjektive tilregnelseskrav’ tages alvorligt. Det ideologiske perspektiv må fremdrages! Ønsker statsministeren, at ’Gud køres ind på et sidespor’ – og har hun ladet stå til, da hun hørte om kirkeministerens antikristelige handling?

I tillæg til disse spørgsmål kan der endvidere rejses spørgsmål om den præcise afgrænsning af lovens § 1: Hvornår kan en ministers handlinger henregnes til hans embedsførelse, og hvornår må handlingerne henregnes til ministeren som privatperson.

Ifølge § 16 i grundloven er en minister ansvarlig for den måde han eller hun styrer sit ministerium på. Hvis hun f.eks. forsømmer sit arbejde eller mistænkes for at gøre noget ulovligt, så kan folketinget gribe ind.

I det pågældende tilfælde mistænkes kirkeministeren for at have gjort noget ulovligt, og det er her afgørende at få at vide, om hun har drøftet sagen (om at optræde som hedningespåkone) med sine embedsmænd i ministeriet?

(Det er kun naturligt, at noget sådant er tilfældet, idet hun er ’ganske nybagt’ på sin post som kirkeminister, og projektet med fotografering af hende som ’Odins vølve’ var af en sådan art, at hun måtte drøfte sagen med sine embedsmænd).

Desuden er det af betydning, om sagen er af en sådan beskaffenhed, at den er ’en fare for staten’ (grl. § 60, stk.2). I den almindelige ’overflade debat’ vil dette langtfra være tilfældet (man vil le af en sådan påstand), men set med kirkens øjne, er en ministers krænkelse af det 1. af de ti bud en betænkelig affære.

*

Man kan ikke sikre ministrenes retslig immunitet for deres embedshandlinger ved tavshed – at kirkeministeren er fotograferet, og dette foto er lagt på ministeriets hjemmeside, afgør sagen, om det er en embedshandling.

Grundlovsfædrene har ikke i 1849 forestillet sig, at anklage mod en ministers livsførelse ville blive betragtet som en helt ekstraordinær foreteelse – men udviklingen har medført, at ministrene kan tillade sig det mest uventede.

Det har været anført, at reglerne om ansvaret, der påhviler en minister, ikke er givet for at beskytte ministeren, men er givet til værn af folkerepræsentationens interesse i, at en kvalificeret anklage vil blive behandlet korrekt.

På fotografiet af kirkeministeren som vølve er hun malet med noget, der ligner ’kalkfarver’, som får én til at tænke på Jesu ord, når han irettesætter de jødiske, åndelige ledere: ”I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed… vé jer, thi I bygger gravmæler over profeterne… og siger: Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige i de gudfrygtige mænds blod (Matt.23:29-30).”

Vølvens tid var en blodig scene, hvor mange kristne mænd måtte lade livet. Der er ingen hæder at vinde ved at identificere sig med den tids afguder.

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’DET TREDJE BUD KRÆNKES’ (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på:
mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 15.10.2021

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *