HOMOTEOLOGERNE

I forbindelse med udgivelsen af en bog: ’Tro, kirke og homoseksualitet’ har Kristeligt Dagblad haft et interview med forfatteren, Mikael Wandt Laursen, og det første spørgsmål og svar angiver lidt af retningen af bogens indhold. Det er ildevarslende…

”Kan man være praktiserende homoseksuel og samtidig følge Jesus?”

Svaret, som Mikael Wandt Laursen giver, lyder således: ”Ja, det mener jeg godt, at man kan.” Han forklarer videre: ”Vi kan aldrig vide, hvilke dele af vores brudte liv og faldne eksistens, som Gud tager fat i og arbejder med først, og hvad der siden vil ske på vor vandring med Jesus.”

*

Mikael Wandt Laursen understreger, at mediernes billede af frikirkerne er, at man dér udpeger homoseksualitet som ’noget særligt syndigt’.

Det gjorde Jesus! Han talte ofte om Sodoma og Gomorra, om hvilke Skaberen sagde: ”Sandelig skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er såre svær (1.Mose 18:20).”

Og det gjorde Paulus. Han skrev til menigheden i Korinth, at ’hverken utugtige eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der praktiserer den… skal arve Guds Rige (1.Kor.6:9).

… og det er den almindelige forståelse, at ’homoseksualitet er en af de mere alvorlige’ … ’noget, som er i særklasse skamfuldt og forkert.

Ja, deri giver Ny Testamente den forståelse medhold i Romerbrevet. Kalder homoseksualitet for en ’vanærende lidenskab’, mænd som øver skamløshed med mænd’ og ’kvinder, der ombytter den naturlige omgang med den unaturlige’ (Rom.1:26-27).

”Vi skal være tydelige og trygge i vores seksuel-teologiske (nyopfundet ord) ståsted,” siger Mikael Wandt Laursen.

*

Der var tidligere homoseksuelle i den første kristne menighed i Korinth. ”Sådan har nogle af jer været,” skriver Paulus, og tilføjer: ”Men I har ladet jer rense (fra seksuelle perversiteter) – ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd (1.Kor.6:11).”

Vi skal lægge mærke til, at det var mennesker, som var villige til at ’blive vasket rene (ved ordets vandbad).

… i modsætning til dem, som apostlen har nævnt i et tidligere brev, hvori han skrev, at ’menigheden skulle holde sig væk fra dem, der fortsat praktiserede et umoralsk seksualliv’.

Dermed mente jeg selvfølgelig ikke mennesker i almindelighed, og som lever i seksuel synd, skriver apostlen – for hvis man skulle holde sig fra alle dem udenfor menigheden, som er utugtige, pengebegærlige og optaget af svindel og begær, ’så måtte man jo gå ud af verden’ (1.Kor.5:10).

”Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som fortsætter med at leve et liv i hor, spot og drukkenskab.”

Og her kommer vi til et væsentligt punkt. Hvad vil det sige, ’at bære brodernavn’? Og hvad vil det sige ’at bære broder- eller søsternavn, og dog praktisere utugt og unaturlig utugt?

Det er den slags folk, som vedbliver med at være begærlige efter penge, og som ’dyrker andre guder, som løber med sladder og som drikker og stjæler. Den slags menneske må I ikke engang spise sammen med!

Vi skal ikke gøre os til dommer over dem uden for menigheden. Men det er vores ansvar at straffe dem i menigheden, der lever et sådant liv. Gør som Skriften siger: ”I skal fjerne det onde menneske fra jeres midte… (5.Mose 22:21).”

Hvis Mikael Wandt Laursen vil møde den teologi, som homoteologerne står for, så kommer han straks i konfrontation med nogle præstinder, som vil ændre folkekirkens bekendelse. Herom har jeg mere at sige.

Det antydes, at Mikael Wandt Laursen accepterer at et praktiserence homopar fornyeligt er blevet døbt i en Midtjysk frikirke (og siden har fået et barn, som de har fået betroet, velsignet i kirken).

Mit spørgsmål er: Hvad bliver det næste?

LESBISKE PRÆSTINDER VIL ÆNDRE KIRKENS BEKENDELSE

Ingen dødelig sjæl er i stand til at beregne (eller kalkulere sig til) det mægtige endetidspunkt, når Jesus kommer igen.

Selv de stærkeste hjerner kan intet røbe om denne begivenhed. Englændere er tavse som graven. Ikke engang Guds egen søn (for hvem intet er skjult, og som er selve hovedpersonen i det drama, som da vil udspille sig) omtaler dette øjeblik.

Ingen – med undtagelse af Faderen selv – kender ’hos sig selv’ det præcise tidspunkt for ’Herrens dag’ – og han holder tæt med denne velbevarede hemmelighed (som Guds fjender og den sataniske underverden ville give alt for at vide).

”Men den dag og time kender ingen,” siger Ny Testamente – ”ikke engang himlenes engle – ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene (Matt.24:36)…” hvorefter evangelisten Matthæus slutter: ”Thi ligesom det gik i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme (v.37).”

*
Beretningen om ’den store vandflod’ giver imidlertid ’et tegn’, som udspiller sig for vore øjne i dag, og som vi derfor bør være særdeles opmærksomme på.

”Som de levede før syndfloden,” fortæller Ny Testamente, ”de åd og drak , tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede indtil før syndfloden kom og rev dem alle bort – sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme (Matt.24:38-39).”

Bibelen hævder, at som ’folk levede i dagene før syndfloden’ (altså lige op til den dag, da katastrofen brød løs) – sådan er den herskende tilstand i dag!

Folk æder og drikker og holder fester og bryllupper i en uendelighed, fordi det hører med til et samfunds (og et ægteskabs) totale opløsning, at der går inflation i begreberne.

Menneskenes børn bliver gift og bliver skilt, og vielsesritualerne ændres, så at samleverne ikke længere giver hinanden løfte om, at de vil holde sammen ’til døden skiller dem ad ‘men til skilsmissens iskolde vind, får dem til ’at gå fra hinanden’ – (og børnene bliver ofre for forældrenes uansvarlighed) – ja, vielsesritualerne bliver ændret til dokumenter, der omfatter mænd, som bliver gift med mænd og kvinder, som bliver gift med kvinder.

Det sidste nye er, at de homoseksuelle ikke længere skal lide under, at de har ’deres eget vielsesritual’ – men dette skal ændres, så at der bliver ét og samme ritual for alle ægtevielser – uanset køn!

Om dette har jeg følgende at berette:

KORSTOG MOD ET FREMMED RITUAL

Man kan i Kristeligt Dagblad onsdag d. 08. juni 2022 læse, at en gruppe af præster foreslår, at vielsesritualet bliver det samme for både homo- og heteroseksuelle par.

Der er seks præster, der har rejst dette drastiske og afgørende forslag i Præsteforeningens blad.

Da kirkevielser blev gjort mulige for homoseksuelle og lesbiske ved statens lovgivning i 2012, valgte de daværende biskopper at ’indføre et nyt vielsesritual’ – som i sin ’fremmede ordlyd’ kun kunne anvendes ved vielse af par af samme køn.

Man bevarede imidlertid det traditionelle vielsesritual, som er formet til en vielse af en mand og en kvinde.

”Det er ikke nogen holdbar løsning,” udtaler den lesbiske sognepræst, Vibeke Bidstrup ved hovedstadens store Grundtvigs kirke. (Hun er en af de seks initiativtagere, som vil have ændret vielsesritualerne, så at de indeholder samme ordlyd).

”Vi er en gruppe præster (6), der synes, at det er problematisk, at vielsesritualet er meget ’heteoronormativt’ (’som om det kun er en mand og en kvinde, som kan blive gift.”

”Det lyder forkert for mig som præst, der selv er gift med en kvinde,” siger Vibeke Bidstrup.” (iflg. Kristeligt Dagblad).

Hermed bryder hun på stedet en del af ordlyden i sit præsteløfte og efter min mening frasiger hun sig indholdet af Den Augsburgske Bekendelse. Lad mig forklare:

Den Augsburgske Bekendelses første (og derfor vigtigste) udsagn er, at de menigheder, kirker og præster, som tilslutter sig denne bekendelse, gør det ’i fuld enighed’, hver enkelt trosartikel bør ’tros uden enhver tvivl’.

Den tyske tekst, som blev læst op på rigsdagen i Augsburg i året 1530, er på en måde at betragte som en originaltekst. Den bruger en højst usædvanlig udtryksmåde, idet det danske ordvalg siger: ”Der læres – men den den tyske tekst underskrev ’wird einträchtiglicht gelehrt.” (Det bliver indtrægende belært). En sådan uforbeholden tilslutning findes kun hos en minoritet af danske præster – og en stor del af præstestanden har udskilt sig fra ’den håndfaste bekendelse’ ved at indvillige i at bruge et for kirken ’fremmed ritual’ for vielser af homoseksuelle og lesbiske par.

*

”Den fulde enighed er derved blevet brudt, og det er herefter Den Augsburgske bekendelses første og eneste opgave, at ’fordømme den kætterske lære’, som her ’har sneget sig ind’ (Judas Brev 4).

Det hedder nemlig i Judas Brev d. 4. vers, at ’der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de rammes af denne dom (at blive fordømt som kættere: De er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Den efterfølgende artikel i Bekendelsen er (ifølge modstanderne af den håndfaste lære) endnu mere drastisk og anbringer ’homoteologerne’ i et ubarmhjertigt afslørende lys, idet det hedder: ”Vi lærer, at alle mennesker, der frembringes på naturlig vis, efter Adams fald fødes med synd’… d.v.s. ’med et ondt begær’.

Denne lærepåstand udvikles i det følgende, som siger: ”Denne medfødte tilbøjelighed eller skade er virkelig synd; den bringer evig død over alle dem, der ikke er genfødt ved Helligånden’.

BEKENDELSEN SIGTER PÅ ET KIRKEBRUD

Hvis store dele af landets menigheder bliver usikre og forvirrede angående meningen med bekendelsen (sådan som det i øjeblikket er tilfældet i Danmark, hvor kvindelige, lesbiske præstinder søger at ændre den historiske kernetekst) – så bliver det en uafviselig opgave for kirkens biskopper at søge at genvinde den tabte klarhed!

Mistydningen af Skriften (og de dertil knyttede bekendelsesskrifter) vil altid forekomme! De melder sig lige så sikkert, som solen står op. Djævelen blev sat på plads i Tyskland med en såkaldte ’Barmer-Erklärung’. Der er brug for et sådant initiativ i dagens Danmark.

På reformationstiden var spørgsmålet om det syndige menneskes retfærdiggørelse et brændende spørgsmål. Det måtte gøres lysende klart for menigmand, at mennesket frikendes for Guds domstol alene på grund af dets tro på Kristus… men den Augsburgske Bekendelse sigter på noget dybere og mere nærgående: Den sigter på et kirkebrud!

*

Den lutherske bekendelse taler i virkeligheden om det 16. århundredes mægtige, truende kirkebrud, og har derfor til hensigt at erklære, at der er menigheder og præster, som fastholder den gamle udelte kirkes urokkelige og selvbevidste tro på Kristus.

Det misbrug af Skriften og den mistydning af Bibelen, som drev paven til at udstøde Luther (og kalde ham for en kætter), har den samme afgrundsteologi, som i dag gør sig gældende hos de præstinder (der fører an i den homo-teologi, som er ved at blive den herskende i folkekirken.

En sognepræst, en tidligere sognepræst og en professor i teologi har skrevet en bog om, at ’de ikke vil tage afsæt i Den Augsburgske Bekendelse’ (Krist. Dagblad, 14. juni, side 11). Bogens nye titel er: ’Vi er her. Folkekirken 500 år efter Luther’. (Før debatten om bogen hed den: ’Må vi være her’?)

Svaret kan kun være ét: Hvis I ikke anerkender Den Augsburgske Bekendelse ’kan I ikke være her’! ”I bør fyres! Bedre i dag end i morgen!”

(Forklaringen på det korte svar giver jeg i det følgende):

TYRKER LUGTER KRISTENBLOD

I begyndelsen af bekendelses-fortalen drages ’tyrkerfaren’ frem som hovedsagen og ’det mest betydningsfulde spørgsmål’ for rigsdagen i Augsburg i 1530. Den kirkelige strid synes således kun at være betragtet som noget sekundært. Den sættes med falsk beskedenhed i anden række – er kun at anse som et ’underspørgsmål’, som kejseren og de forsamlede fyrster (nu da de er forsamlede) kan tage stilling til.

På den anden side bør det iagttages, at en fornuftig overvindelse af den kirkelige strid er nødvendig netop nu (for tyrkerne ligger på lur lige udenfor den kristne lejr, og de lugter kristenblod) – ja, denne rigsdag er udskrevet ’for at forhandle om hjælpetropper mod tyrken… men det er (hævder forfatteren af Confessio Augustana) for at de kan kæmpe mod ’det kristne navns og den kristne religions argeste arvefjende…’

*

”Dernæst,” hedder det i bekendelsens fortale, ”skal der også forhandles om uenigheden i vor hellige religions og kristne tros sag.”

Der forsættes: ”Parternes meninger og synspunkter… må blive kendt og overvejet i gensidig kærlighed, mildhed og venlighed.”

Lad derfor homoteologerne træde frem med deres forkastelse af den bekendelse, som de (ved deres ansættelse) har lovet at holde fast ved.

Lad dem ikke et øjeblik glemme, at de for det første har højtideligt lovet, at de vil ’beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt’. For det andet har de lovet, ’med sømmelighed og ærefrygt at forvalte de hellige sakramenter’. For det tredje har de givet deres ord på, at de vil bekæmpe falske og sværmeriske lærdomme. For det fjerde har de lovet, ’at ville granske Guds ord’, for det femte har de sagt sig indforstået med, at de ’som en ordets tjener’ skal foregå menigheden med et godt eksempel, for det sjette vil de leve et liv, som ’der ikke skal kunne føres klage over’ – og for det syvende erklærer de, at de ’samvittighedsfuldt og med regnskabsdagen for øje’ vil holde disse løfter.

*

Confessio Augustana skal altså forstås som et kampskrift! Kristenhedens kamp mod kirkens arvefjende, tyrken. Det drejer sig om et korstog, en hellig krige, – ikke som en kamp for at få magt over andre lande og folkeslag – men som en krig mod et menneskesyn og en livsanskuelse – ja, en falsk forståelse af Gud og en fordrejning af Den Hellige Skrift.

Således bør situationen anses i dag, hvor kirken og folket er stedt i våde med hensyn til striden mod homoteologerne, der melder sig på alle barrikader.

Et korstog kan kun føres af en enig kristenhed – derfor må den splittelse, som de lesbiske og homoseksuelle præstinder og præster fører med sig overalt, hvor de viser sig, konfronteres med en bekendelse, som de alle har fået forelagt ved deres ansættelse.

For at kunne føre korstoget frem til sejr, må fjenden standses ved kristenhedens grænse – og det er Skriftens klare vidnesbyrd. Ny Testamente forkaster homoseksualitet som en synd og ’en vanærende lidenskab’ (Rom.1:26) – og disse ord står ikke til debat.

Hvem er af den overbevisning, at motiveringen hos de kæmpende kan være mindre? Hvem tror på, at et embede kan stå fast, uden at det rette fundament er for hånden? Hvem regner med, at kompromisset kan holde stand overfor fjendens gloende pile? Hvem sætter hensynet til den megen tale om kærlighed’ (og lukker samtidig ørerne for sandheden, som uundgåeligt kommer til at stå i anden række) ja, giver dermed efter for det humanistiske pres, som nu øves af lesbiske præstinder.

PROTOTYPEN PÅ ENDETIDSMENNESKET

Det guddommelige væsens enhed og de tre personer.” Med denne overskrift tager bekendelsen fat på at beskrive Gud, som i grunden er ufattelig og slet ikke kan begribes af noget menneske.

Væsen’ hænger sammen med ’at være’. Det betyder noget i retning af ’magt til at være til’. En tings væsen er det i den, der gør, at den ’kan være til’.

Ny Testamente siger: ”Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning (Rom.1:20).”

Fra det attende vers i Romerbrevets første kapitel henvender Paulus (og dermed Herren) sig især til ’det homoseksuelle menneske’, der her fremstår som prototypen på endetidsmennesket (der fornægter Guds sande eksistens og samtidig gør oprør mod læren om ’Guds usynlige væsen’.

De fleste vil benægte dette og sige, ’at så galt står det ikke til’ – men afslutningen på denne fremstilling (’så de er uden undskyldning) er en klar hilsen til homoteologerne.

Homoteologerne, der med tiltagende styrke anføres af kvindelige præster, frasiger sig ’Guds usynlige væsen’, som med al tydelighed beviser sig i opdelingen af skabelsesprocessen, der siger: ”Så skabte Gud mennesket i sit (eget) billede; i Guds billede skabte Han ham; til mand og kvinde skabte Han dem (King James oversættelse).”

(Først skabte ’Han ham’ – med tydelig understregning af den kønsmæssige særlighed – dernæst følger udviklingen i skabelsen af mennesker, som tilføjer: ’til mand og kvinde skabte Han dem’).

*

Om de fejlslagne homoteologer siger Gud: ”Dåren har sagt i sit hjerte: ’Der findes ingen Gud’ (Salme 14:1).”

De siger det ikke højt med deres mund, men de beviser (med deres livsførelse), at dette er deres holdning.

”De er fordærvet,” fortsætter den 14. salme. ”De har gjort afskyelige gerninger, deres livsførelse vidner imod dem (v.1).”

“Herren ser lodret ned fra himlen! Han holder øje med menneskenes børn. Han iagttager nøje om der skulle findes bare én, som fatter og forstår (hvad det drejer sig om). Bare én eneste, som søger Gud af hele sit hjerte (vers 2).

Men de er alle til hobe snavset til! Der findes ikke én eneste, som gør det gode. Nej, ikke én eneste! (v.3).

Har alle ’ondskabens medarbejdere’ ingen kundskab? Mit folk sluger de, æder om sig som var det brød – og de kunne ikke drømme om at påkalde Herren (v.4).

DU MÅ FØDES PÅNY

Den uforanderlige menneskenatur forbliver den samme og afsløres i kirkens bekendelse, som er lige så bestandig! Den betegnes i Bekendelsen ved et ord, ’Adam’, som henviser til menneskeslægtens stamfader, der lever og rører sig i hvert eneste menneske til alle tider og på alle steder.

De lesbiske præstinder kan med deres forslag om at ændre denne 2. artikel i Den Augsburgske Bekendelse (’siden Adams fald’) intet udrette med hensyn til den katastrofe, som skete i Edens Have! Vi er og forbliver ’Adams børn’. Det hebraiske ord: ’Adam’, er ikke et egenavn. Det betyder ’menneske’ slet og ret, og det anvendes som betegnelse på alle mennesker forstået som en slægt – en ’falden slægt’, der lever på jorden i dag.

”Efter understregningen af syndens almene udbredelse skildrer professor Regin Prenter (1907-1990), i artikel 2 Bekendelsens indhold: ”… det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær.

”Det drejer sig altså ikke om en enkelt overtrædelse. Bibelens beretning om Adam er på ingen måde en ’barnlig, naiv fortælling’.

Ved begæret forfejles det mål, som mennesket skabtes til at nå. Det nytestamentlige ord for synd, det græske ord, harmartia, betyder egentlig: ’At forfejle målet!

… og her er det, at de lesbiske præstinder kommer ind i billedet! De fornægter, at ’det urene begær’ er ’virkelig synd’ og dermed forfejler de målet som bekendelsen stiller for vore øjne.

Fordi vi er født ind i denne synd, og fra det øjeblik, vi kom ind i denne verden bære Kains-tegnet på vore legemer, tilbyder Faderen os, at vi kan ’blive født på ny’ ved troen på Kristus (Johs.3:4).

*

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’DE VIL BRYDE UD I JAMREN’ (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.08.07.2022

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *