HOMOFEST FOR BØRN VARSLER SODOMA-DOM

Det er en fredag aften i marts 2023, hvor en herre med kort, gråsprængt hår, iklædt sort jakke og blå jeans drejer målrettet om hjørnet, da han når op fra metrostationen på Frederiksberg.

Kun en ting afslører destinationen: Et par høje, spidse, lyserøde stiletter…

Et øjeblik senere er han forsvundet ind i folkemængden foran Frederiksberg hovedbibliotek, hvor flere hundrede mennesker er mødt op tidlig fredag aften. Mens barnevogne, glimmer af en livlig dans til tonerne af ’born this way’, forvandler størstedelen af pladsen foran Frederiksberg hovedbibliotek til en fest, er Danmarks nok mest omtalte dragshow for børn, gået i gang.

To mandlige skuespillere skal optræde med sange og danse for børnene, mens de er udklædt og sminket som kvinder. Publikum, der primært er børn i 6-12 års alderen, synger fortolkninger af Disney-sange.

”Det her er dybt upassende for børn,” udtaler en arrangør af en moddemonstration. ”Hele arrangementet får en til at tænke på Bibelens beretning om Sodoma og Gomorra. Det går nu hurtigt i den retning!”

DE GIK I RETNING AF SODOMA-DOM

Sodomas sørgelige skæbne bliver første gang åbenbaret i Bibelen, da ’de tre mænd’, som overraskende havde besøgt Abraham i Mamre Lund, brød op og fortsatte deres rejse. De var blevet vel-beværtede i Abrahams telt, og Abraham havde fået store og afgørende løfter fra Herren – men nu skulle de tre gæster fortsætte, og de ville åbenbart søge at nå deres mål, inden solen gik ned.

Da de tre besøgende stod uden for teltet i Mamre Lund og tog afsked med deres vært, lagde Abraham mærke til, hvilken retning, de tog. Skriften er ikke tavs med hensyn til deres rejsemål; den siger: ”De gik hen af Sodoma til (1.Mose 18:16).”

Det løb Abraham koldt ned ad ryggen. Han vidste på stedet, at Sodoma var et farligt område, og han kunne hurtigt regne ud, at de i så tilfælde ville nå frem til byen ved aftenstid ja, at de måske havde planer om, at ville overnatte i byen, hvilket under ingen omstændigheder måtte ske!

Abraham havde hørt rygter om, hvad der hændte med uskyldige rejsende, der gjorde stop i Sodoma. De tre mænd måttet advares mod det, som ventede dem i den vildførte by. Derfor hedder det videre i Skriften: ”Abraham gik med for at følge dem på vej (1.Mose 18:20).”

(Faktisk havde Abraham en skjult grund til at ’følge Herren på vej’. Hans slægtning, Lot, boede sammen med sin kone og sine to døtre i den by – og han vidste, at Lot ’led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv’ – ja, at han ’pintes dag ud og dag ind ved de lovløse gerninger, han så og hørte’… 2.Pet.2:7-8).

Hvis Herren omgikkes med tanke om, at ville udslette byen på grund af deres ondskab, så havde Abraham en anledning til at gøre Den Almægtige opmærksom på, at der også var retfærdige folk i den by.

Men der var endnu en grund til, at Abraham havde fået den tanke, at han ville ’følge de tre mænd på vej’; det var en ’inspireret idé’, som pludselig fandt vej til hans hjerte. Gud ville nemlig selv dele nogle tanker med Abraham; Herren sagde i det øjeblik ved sig selv: ”Jeg vil ikke skjule mine planer for ham. Han skal jo blive stamfar til et stort og mægtigt folk, og alle andre folk på jorden vil blive velsignet gennem ham. Ja, jeg har udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, så at jeg fremover kan give Abraham alt, hvad jeg har lovet ham (v.17-19).”

Gud sagde derfor til Abraham: ”Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort! Deres synd er uden lige. Jeg er nu på vej dertil for at se, hvor galt det står til (v.20-21).”

Alt dette var medvirkende til, at Abraham pludselig besluttede, at han ville ’følge sine gæster på vej’. – Og alle disse mere eller mindre kendte faktorer spiller i dag ind, når Guds tjenere pludselig får den tanke, at ’de vil gå med derudad’.

De må absolut vide mere om situationen i deres egen nation – og varselsråbet over Danmark kan i dag høres langt væk. Ja, det er så stort, at Herren i denne time finder sine udvalgte, for at betro dem, at Gud selv er steget ned for ved selvsyn at få indsigt i, om det virkelig stemmer overens med det hjerteskærende skrig, han har hørt over Danmark og København.

DET GUNSTIGE ØJEBLIK

I det øjeblik skilte to af mændene sig ud fra flokken og gik direkte i retning af Sodoma. Men Herren blev stående foran Abraham.

Den alvidende Gud vidste, at det lå tungt på Abrahams hjerte, at hans nevø boede i Sodoma, og han vidste, at Abraham ville gøre alt, for at redde Lot ud fra den dødsdømte by… som dengang, nogle år tidligere, hvor Lot og hans familie blev bortført som krigsfanger, og hvor Abraham uden tøven mønstrede 318 kampklare mænd af sin egen husstand og satte efter fjenden (1.Mose 14:13-14).

Om natten kastede de sig over fjendehæren og forfulgte dem hele vejen til Damaskus. Abraham tog ved den lejlighed hele krigsbyttet med tilbage sammen med de befriede familiemedlemmer og deres ejendele – og det var ved den anledning, at Melkisedek, kongen af Jerusalem, som også var præst for den højeste Gud, kom med brød og vin til sejrherren Abraham, og sagde: ”Tak til Herren, som gav dig magt over dine fjender.”

*

Men nu stod Herren foran Abraham. Var der noget, han havde på hjerte? Et ønske, som han gerne ville have opfyldt?

Abraham trådte nærmere! Dette var ’det gunstige øjeblik’, hvor han kunne redde sin nevø – og sådanne ’øjeblikke skal udnyttes’, siger Skriften (Ef.5:16: ”Udnyt det gunstige øjeblik, thi dagene er onde! Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje!”)

Abraham bad ikke for Sodoma, men han gik i forbøn for ’de retfærdige, som måtte findes i byen’. ”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med de gudløse?” spurgte han.

Ny Testamente fastholder dette syn på Sodoma og Gomorra. ”Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse, og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag,” skriver apostlen Peter i sit 2. brev (kap.2:9) – og han fortsætter: ”Især dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst og foragter Herrens værdighed. Frække, selvbehagelige gyser de ikke tilbage for at spotte høje åndemagter (v.18).”

SAMME DOM FOR SAMME SYND

Naturligvis er disse dybt seriøse kapitler, der skildrer dommen og straffen, som hviler over menneskenes fald, ikke skrevet i et sprog, som kan tilfredsstille den moderne videnskab.

De er imidlertid heller ikke forfattet i et sprog, som kan behage videnskabsmænd af en ældre årgang. Hvis Bibelen havde været formuleret i et ’videnskabeligt sprog’ efter vore dages standard, havde den højst kunnet vurderes som en slags ’overlevering’ i dag – og havde den været fremstillet i middelalderens videnskabelige sprog, ville den have været et mysterium for de første læsere og utilgængelig for vore dages læsere.

Disse første kapitler åbenbarer Gud som en mester i fortælling – én, som er i stand til at bevæge hjerterne hos alle generationer på samme tid, og som kan få alle slægtled til at blive stille, fordi de anbringes under den samme dom for den samme synd.

Sodoma skildres her som et tydeligt eksempel på et ’homoseksuelt samfund’. Det er gennemsyret af den synd ’fra øverst til nederst’, og drives uimodståeligt mod den undergang, som gælder alle generationer, der huser mennesker som på den måde forbryder sig mod naturen.

*

Herren vidste, at i Sodoma fandtes ingen, som ikke var ’smittet’ af den homoseksuelle synd. (Der bruges jo udtrykket: ’Dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst… 2.Pet.2:10) – med undtagelse af Lot og hans familie. Det vil sige, at af hele byens befolkning var der kun fire personer, som havde unddraget sig denne synd. Hvis Lots svigersønner skal tælles med i den ’hellige familie’, som Abraham havde på hjerte at kæmpe for, så var tallet på ’det retfærdige’ i Sodoma ikke højere end seks personer.

Hvis man tæller folkene, som var på jorden efter Noa (thi fra hans familie ’nedstammer folkene, som efter vandfloden bredte sig på jorden’ (1.Mose 10:32), så er det begrænset hvor mange mennesker, der kan have levet i Sodoma og Gomorra, da Abrahams far, Tara, tog sin søn og sønnesøn (Lot) og førte dem til Kanaan (v.31).

Sodoma og Gomorra var jo ikke mere end småbyer, hvor folk havde samlet sig ved Dødehavet – og der kan næppe have været flere end nogle få hundreder personer.

GUDS RETSORDNING

”Måske der findes halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde?”

… sådan begyndte Abraham forhandlingen med Gud vedrørende Sodomas frygtelige skæbne, som indtil det øjeblik ikke havde været nævnt med et ord, men hvorom Abraham var godt orienteret. Han vidste åbenbart, at Gud ikke ville tåle denne synd, og at han derfor stod over for en allerede afgjort sag. Homoseksualitet var ikke blot ’et lille sidespring, som Herren ville tolerere’, og der var på det tidspunkt overhovedet ikke tale om, at det var ’en medfødt tendens’. Homoseksualitet var en vederstyggelighed, som ’fortjente døden’ (sådan opfattede Abraham situationen)… og i Ny Testamente bifalder Paulus denne indstilling. Her hedder det nemlig: ”De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel gør de ikke blot disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald (Rom.1:32).”

At Gud således synes at være ’overbærende’ er faktisk imod hans egen ’retsordning’. (Det græske ord, som her er brugt, er stærkere, idet der ligefrem tales om en ’Retsfordring’. Den ubarmhjertige dødsdom er altså ikke blot en ’juridisk ordning’ men en ’juridisk fordring’). Det er en retfærdig ’statut’, som er gældende til alle tider og under alle forhold og vi kan som troende blot være taknemlige for, at Regeringen ikke (under de liberale forhold, som hersker i vort land) implementerer dette påbud, men lader evangeliets langmodighed og kald til omvendelse gælde!

Pointen i denne passage er således ikke, at homoseksualitet er en synd, der burde straffes – men langt mere er homoseksualitet at betragte som en ’straf i sig selv’. Borgerne har forkastet Gud og er af den grund blevet overladt til skamfulde lidelser, thi det hedder: ”Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige (Rom.1:26).”

*

Abraham nåede i sin berømte ’Sodoma-handel’ med Gud til, at Herren lovede ikke at ville ødelægge byen, hvis der blot fandtes 10 retfærdige i den. Abraham drister sig til dette sidste forsøg (for han er åbenbart selv i tvivl om, at man vil kunne finde så mange retfærdige sjæle i byen) og siger til Gud: ”Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene gang endnu. Måske findes der ti retfærdige i Sodoma?” Herren svarede: ”For de ti’s skyld vil jeg lade være at ødelægge den.”

Beretningen slutter her med en bemærkelsesværdig konstatering. Der står skrevet: ”Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort.”

… og vi står forbløffet tilbage. I hele den forudgående samtale er det Abraham, der insisterende havde ført ordet. Det er Abraham, som punkt for punkt har ledet denne forhandling, og det er Gud, Herren, som kort og præcist har givet efter for Abrahams dristige krav – og nu afsluttes hele denne besynderlige forhandlingsrunde med ordene: ”Da nu Herren havde talt ud med Abraham (v.33).” Det vil sige, at det hele tiden har været Herren (og ikke Abraham), der har ført ordet. Ja, der er den barmhjertige Gud, som har foranlediget, at hele denne vanskelige ’handel’ fandt sted! Det er ham, som gav Abraham et næsten uforskammet mod til at spørge om byens redning – ja, det er Gud selv, som forhandlede med sig selv – så at til sidst det kan noteres, at ’da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort’.

Hermed var det besluttet, at hvis der blot fandtes ti retfærdige i Sodoma, så skulle byen ikke tilintetgøres. At Sodoma få timer senere blev lagt i glødende aske, er beviset på, at der end ikke fandtes ti retfærdige i den by. Der var kun fire retfærdige mennesker: Lot, hans kone og hans to døtre. De blev alle reddet. Det gik således til:

HERREN TØVER TIL DET SIDSTE

”De to engle kom nu til Sodoma ved aftenstid.” Det vil sige, at de to ’himmelske væsener’, som kunne have tilbagelagt den lange vandring på et øjeblik – (ja, de kunne med ’tankens hastighed’, som er hurtigere end ’lysets hastighed’, der bevæger sig med 300.000 km i sekundet, have nået deres bestemmelsessted) – vandrede den lange vej fra Mamre til Sodomas port.

Hvorfor de to engle (for sådan præsenteres de i 19:1) valgte at tilbagelægge denne strækning til fods, kan kun være et gætteværk! Mit bud er, at det er den samme årsag, som var tilfældet med den netop afsluttede dialog mellem Gud Herren og Abraham. Det var her Gud, der førte hele samtalen – og på samme måde er det Herren, som fører hele beslutningsprocessen hos de to udsendinge! Skriften fortæller, at de to engle nåede først til Sodoma ved aftenstid (19:11).

Der er i Guds hjerte en tøven at spore så snart, der er tale om dom! Det er sikkert også grunden til, at Herren har holdt (og stadig i sin nåde holder) hånden tilbage fra at lade dommen og straffen komme over Danmark, som synes at være fuldmoden til domfældelse.

KAMPEN I SODOMAS PORT

Lot sad i Sodomas Port, og da han fik øje på de to mænd, rejste han sig med det samme, gik dem i møde, bøjede sig til jorden og sagde: ”Mine herrer, tag med mig hjem, så kan I få vasket jeres fødder, I kan blive og overnatte i mit hus – og I morgen tidlig kan I drage videre (1.Mose 20:1-2).”

Lot var indtil det øjeblik en velagtet mand i Sodoma. At sidde i byporten var ensbetydende med, at han blev betragtet som en af byens styrende personer (Ruth 4:3). At han bøjede sig (med ansigtet til jorden) betød, at han hilste de rejsende velkommen som var de udsending for Gud (hvilket i virkeligheden var tilfældet).

’I kan blive og overnatte i mit hus’ var i en krigserklæring, og det kunne med det samme spores iblandt de omkringsiddende, at han her var gået for langt i sin gæstfrihed. De mænd, der sad omkring ham, var alle – uden undtagelse – aggressive homoseksuelle, der havde andre planer med de fremmede. Deres seksuelle begær kunne allerede fornemmes i porten. Til deres overraskelse afviste de to fremmede Lots tilbud – og deres vellyst blev helt synlig, da de hørte de rejsende mænd sige: ”Nej, vi vil overnatte på gaden.”

Denne dialog beviser, at de to engle (der havde skikkelse som mennesker) var helt på det rene med, hvad der var ved at ske. De udleverede sig selv til at blive ofre for et seksuelt overgreb. Der bredte sig i porten en tilfreds stemning. Hvis de to mænd ville overnatte på gaden, så var sagen allerede klar. Det ville blive en festaften i Sodoma.

Men Lot lod sig ikke afvise. Han vidste på forhånd, hvad der ville ske, hvis han efterlod de to fremmede til deres ulykkelige skæbne – og ’han nødte dem stærkt’. Han stod ikke længere med en gæstfri indbydelse, men han kæmpede i det øjeblik mod de øvrige mænd i Sodomas Port, som var overvældet af et homoseksuelt begær, og som ikke ville fravristes denne anledning til at få deres lyst tilfredsstillet.

Lot insisterede stærkt på, at de fremmede skulle følge med ham, og til sidst lykkedes det ham at få dem til at opgive deres forehavende med ’at ville overnatte på gaden’.

De gik ind i hans hus og han lavede et godt måltid for dem (det var dog for intet at regne mod det festmåltid, som Abraham havde tilberedt dem aftenen forinden under deres besøg i Mamre).

”… men endnu før de have lagt sig stimlede byens folk sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse (v.4).”

De råbte og skreg til Lot: ”Hvor er de mænd, du havde med dig? Kom herud med dem! Vi vil have sex med dem.”

(Det hebraiske ord for ’at stille deres lyst på dem’ er det danske ord: ’at kende’. Det bruges i forbindelse med det seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde (4:1). Her er det anvendt for at beskrive ’homoseksuel sex’ mellem mænd. (Se Rom:1:18-32, især v. 26-27). Betegnelsen ’sodomit’ kan føres tilbage til denne handling).

*

Homofesten for børn varsler mere end noget andet Sodomas dom over Danmark. Det homoseksuelle begær nærmer sig i uhyggelig grad grænsen til pædofili, og dette er tidspunktet og den åbenlyse anledning for borgerne i Danmark til at råbe vagt i gevær.

”Den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb (Matt.18:6).”

Sådan lyder Jesu personlige advarsel – ikke blot til arrangørerne af denne ’homoseksuelle happening’ – men til lovgiverne og politiet, som tillader sådanne propagandafremstød over for 6-12 årige børn for naturstridig sex.

Ifølge Ny Testamente viser de børnene en livsstil, som befordrer ’urenhed’, så at de får lyst til at ’vanære deres legemer indbyrdes’. Med Disney-sange om ’mangfoldighed’ viser de vejen til, hvad Bibelen kalder: ’Vanærende lidenskaber’, og samtidig med, at de ’blæser sæbebobler’ præsenterer de ’et uværdigt sind, som gør, hvad der er usømmeligt’.

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’BED FOR JERUSALEM(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.14.04.2023.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *