FRIHEDSTÆRSKELEN

… gidslerne vender hjem

I dybe skakter

ved jordens mørke indre,

hvor tætte tåger svøber

tunnelgange i angstens slør

– hvor Hamas’ vagter

iskoldt med tvang vil hindre,

at hundred’ gidsler røber

det sted, hvor jøders sjæle dør.

I jordens øde,

hvor sorte engle lurer

og terror-slægtens herrer

udøver diktatorisk magt,

– hvor ’såkaldt døde’

i frygtens gitterbure

beholdes indespærret,

indtil ’det sidste ord’ er sagt.

Langs afgrundsstier

og krigens tunnelgange,

hvor Hamas-gidslers stønnen

forbli’r ’en næppe hørlig røst’.

En sortklædt ’kriger’,

skyder en jødisk fange

– siger så aftenbønnen

og vender sit ansigt mod øst.

Da åbnes porten

til den lukkede kælder.

Lys som en vandflod vælder

i kaskader fra himlen ned.

Der høres torden,

støvletramp i de celler,

hvor kommandoråb smælder

– befrielsen bli’r bare ved.

Et frihedsbæger

løftes ved grænseporten.

Glæden har ingen ende,

når gidslerne nu vender hjem.

Mødet bevæger,

glemt er bombernes torden

og krigens lejesvende

– ved tærsklen til Jerusalem.

Med kærlig hilsen

Johny og Gisèle Noer

RETSKILDEN

fremlagt materiale om ’de kristne værdier’

Ved juletid for snart 30 år siden, blev en voldsom kamp udkæmpet i Østre Landsret i København ’mellem de 300’, (som er Grundlovsforeningens medlemmer). Og kammeradvokaten, som er regeringens talsmand.

Det er ikke noget lille dokument, der af ’De 300’ blev vedlagt de overbevisende retssagsakter som ’Bilag nr.5’ kort før jul i december 1995. Otte folkekirkelige organisationer stod bag de danske biskoppers dets vægtige indhold, som var undertegnet af Kirkelig Forening for Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultet, Dansk Bibelinstitut, Kristelig Forbund for Studerende, Kirkelig Samling om Bibel- og Bekendelse og Kirkelig Fornyelse. Hvis disse dybt danske, stærke og værdige kirkelige institutioner ikke kan regnes som ’Folkekirkens Røst’ – så ved jeg ikke, hvem i dette land, der har mandat til at tale.

Lou Advokatfirma i Randers har ved dets advokat, Nikolaj Nikolajsen, sendt mig en såkaldt ’Replik’ med benævnelsen B.- 713-15 ved Østre Landsret i forbindelse med (som det hedder):

’Sagsøgtes svarskrift’. I denne ’replik’ hedder det, at ’sagsøgerne’, (der som bekendt bl.a. er repræsenteret af en gruppe folkekirkemedlemmer) ’er enig med regeringsministrenes advokat i følgende (citat): ’Bestemmelsen i Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-lutherske lære’. Denne første og i mine øjne altafgørende indrømmelse fra kammeradvokatens side er så væsentlig, at det for mig at se ville blive vanskeligt for de to ministerier at slippe helskindet fra deres lovløse lovgivning og senere administration med henblik på anvendelsen af et specielt udfærdiget kirkeligt vielsesritual for par af samme køn. Hele dette nu afsluttede retsopgør drejer sig altså dybest set om dette ene punkt: Er den gennemførte lov, som fordrer et nyt (aldrig tidligere kendt) ritual i strid med kirkens lære? ”Hvis dette er tilfældet,” indrømmer regeringens advokat, så er de to ministre skyldige i Grundlovsbrud! Hvis ikke, skal de frikendes!

DET UFRAVIGELIGE KRAV’.
Efter at den danske regerings kammeradvokat har været nødsaget til at indrømme det reelle indhold af ovennævnte bestemmelse – og grundlovsforeningens advokat har accepteret denne indrømmelse – så drejede det kommende retsopgør sig nu udelukkende om, hvorvidt den indholdsmæssige substans af den pågældende lov af 12. juni 2012, som (citat): ’giver personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling ved en præst i den evangelisk-lutherske kirke’, er i harmoni med kirkens lære. Det vil sige, at den ’tilsyneladende normbrydende konsistens’ af statens nye lov om ægtevielse (citat): ’grundlæggende burde være i overensstemmelse med de kristne normer og værdier, som er baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen’ (Bilag 5, side 42). Hvis loven om kirkelige homovielser altså er i et modsætningsforhold til den ubestridelige, historiske kendsgerning, at de bibelske skrifter er (citat): ’kanon’… D.V.S. norm og rettesnor for kristen lære og forkyndelse’ (jf. præsteløftet…ibid) så ’lovgives der her i strid med kirkens lære’ – og da er de ansvarlige (for gennemførelsen af en sådan ny lov om ægtevielse foran kirkens alter) skyldige i grundlovsovertrædelse. Hvad angår holdningsændringer, som kan være sket med tiden, erklærer det vedlagte bilag (5), at (citat): ’Det må (fra kirkens side) være et ufravigeligt krav, at de holdningsændringer, som er sket i tidens løb, og de holdningsændringer, som nutidens kristne eventuelt må foretage, ikke er udtryk for tilpasning til tidsånden, men kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter’ (Ibid, side 42).

Af det efterfølgende fremgår af den fremlagte retskilde, at de, som kritisk fremholder Gamle Testamentes ’barske beretninger’ om (som de udtrykker det) ’en Gud, der tillod tilstande, som Han åbenbart forbyder i dag’ – og som (hævder de) ’hårdhjertet dømte, hvad han helt sikkert vil tillade i dag’ – glemmer det 10. kapitel i Ny Testamentes Hebræerbrev. Dette siger nemlig, at (citat): ’loven’ (som er betegnelsen på den gamle pagt) ’kun indeholder skyggen af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse’ (Hebr.1:1). ”Denne ’tingenes sande skikkelse’ dukker først op” (forklares det i det for dommerne tilstedte materiale) ”da Jesus kommer med ordene: Se, Jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om Mig – for at gøre Din vilje, oh Gud!” (v.7) ”Konklusionen er,” hedder det som en afslutning på den stadigt, løbende heftige ’debat’, at (citat) ’Gud ophæver det første for at sætte det andet i kraft’, hvilket kun kan betyde, at den pagt, som Israels Gud sluttede med Sit folk i ørkenen, og som Moses var sat til at administrere, er ’forældet og gammel og nær ved at forsvinde’ (8:13) – ’altså kun gyldig indtil tiden for den rette ordning’ (9:10). ”Derfor skal de,” erklærer folkekirkens bibeltro teologer i den omtalte retskilde, ”som fremdeles hævder, at ’Gud ændrer holdning’, tie!

DE KRISTNE VÆRDIER

I et indledende afsnit af den omtalte, fremlagte ’retskilde’ (under den udfordrende overskrift): ’Bibelen som Etisk Norm’) erkendes det, at ’samfundet ændrer sig hurtigt i vor tid’. Den nuværende situation, der præger ’den hastige hverdag’ omkring den generation, som nu vokser op, beskrives i det (som retskilde) kristne forsvarsskrift således: ”Værdier, normer og holdninger, som for få år siden virkede naturlige og meningsfulde, kan i dag have et skær af fortid over sig.” Videre indrømmes det, – ’også kirken har på en række områder ændret holdning til konkrete spørgsmål… men (fortsættes det): ”Grundlæggende er og forbliver disse normers kristne værdi- er, og hvis man (endog fra lovgivernes side) ønsker at bevare disse (i mange borgeres øjne) kostbare og uerstattelige samfundsværdier, kommer man ikke uden om, at ’de alle er solidt baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen.” Afsnittet i den fremlagte retskilde slutter med følgende erklæring: ”Det er derfor et ufravigeligt krav (ifølge den kristne lære og forkyndelse, som bl.a. er tilknyttet selve præsteløftet) ”at nutidens kristne ikke på nogen måde følger en linje, der er ’udtryk for tilpasning til tidsånden’, men den linje, som kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter” (s.42).

Det skrift, som (sammen med andre retskilder) bruges til rettens bedømmelse, går derfor med det samme til sagen! Det giver udtryk af at vide – og på forhold at være indstillet på at imødegå – hvad modstanderne vil fremføre af argumenter, når det (som regeringens forsvarer inden retsforløbet har erklæret) vil anvende en såkaldt ’tidsåndens tolkning’ af kirkens bekendelsesskrifter…

Af den grund indledes det første afsnit i de kristnes forsvarsskrift med overskriften: ’Den aktuelle betydning af de bibelske tekster om homoseksualitet’. Heri hedder det: ”Når kirken traditionelt har været afvisende over for homoseksuel praksis, skyldes det ikke mindst, at der i Bibelen findes en række citater, som tydeligt afviser denne praksis.” ”Når de teologiske modstandere i retten hertil vil anføre deres lære – ’er det en god regel’ (hævder forsvars- skriftet), at Bibelen er og forbliver sin egen fortolker! ”Vi fastholder,” søgte bibeltro folkekirkelige fortolkere fortsat at erklære, at ’Jesu forkyndelse og gerning er Bibelens centrum’ – ”også bjergprædikenen, hvor Jesu etiske undervisning kommer frem.” Derefter besvarer ’retskilde-forsvarsskriftet’ nogle af de spørgsmål, som modstanderne har stillet: 1. Dødsstraffen, 2. Originalteksten, 3. Sodomas synd og 4. Romerbrevets erklæringer

1. DØDSSTRAFFEN

I Gamle Testamente står bl.a. skrevet (citat): ”Du må ikke have samleje med en mand, som man har med en kvinde.” Dermed kan Bibelens stilling til det homoseksuelle samlivsforhold næppe karakteriseres tydeligere.” Hertil føjes: ”Det er en vederstyggelighed!” (3. Mose 18:22).

Dette strenge udsagn gentages med en skarpere formulering i et efterfølgende kapitel (citat): ”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge begået en vederstyggelighed. De skal lide døden! De har selv skylden for deres død” (3. Mose 2:13). Disse to tekster – om man vil godtage det eller ej – udtaler et klart og omfattende bibelsk forbud mod homoseksuel praksis. Ikke desto mindre søger regeringens advokat (som modvægt) nogle såkaldte ’ekspertudsagn’, der har det ene fælles motiv, at de (som ’tidsåndens’ teologer, vil søge at friholde den homoseksualitet, som findes i (hvad de kalder): ’i nutidens stabile og trofaste parforhold’. – ”Den slags er ikke underlagt en sådan bibelsk fordømmelse,” vil de erklære. (Eksempelvis P. Honoré: ’Fra Moses til nutiden’, Herning 1992, s.49 og 84; 7. Aagaard: ’Etisk argumentation omkring homo- seksualitet, Århus 1985, s. 128, Gjesing s. 543).

”At en sådan hedensk homoseksualitet udgjorde en vis trussel mod det gammeltestamentlige Israel kan ikke benægtes” erklærer svarskriftet (5. Mose 23:18-19; 1. Konge 14:24, 15:12 og 22:47) – men en deraf følgende ’afvisning af homoseksuel praksis (stabile parforhold eller ej) er ikke sidenhen eller af den grund forsvundet fra kirkens lære…”

De ’moderne teologer’ fremførte (med støtte af regeringens advokat) fremføre, at ordet ’vederstyggelighed’ har at gøre med, at homoseksualitet kan anses som ’en gammel hedensk skik’. ”Men sådan ser folk ikke på den sag i dag,” hævdede de.

Kammeradvokatens teologer førte da i marken, at homoseksualitet i Gamle Testamente er forbundet med dødsstraf (3. Mose 20:13). ”Den høje ret må her kunne indse, at en sådan lære ikke kan forfægtes i det 21. århundrede” erklærede de og tilføjede: ”Kan man på et sådant grundlag opretholde Bibelens lære om homoseksualitet; det er jo inkonsekvent.”

Til dette vil Folkekirkens bibeltro teologer svare: ”Når vi foretager en sondring i dette tilfælde, er vi i godt selskab. Jesus afviste nemlig en lignende dødsstraf – men fastholdt i den selvsamme situation buddets etiske indhold. Vi henviser her til den beretning i Ny Testamente, hvor en ulykkelig kvinde blev grebet i ægteskabs- brud. Jesus afviste (med Sin egen håndskrift i tempelpladsens flyvesand) at stene hende… men fasthold seksual-etikken: ”Gå bort og synd ikke mere (Johs.8:11).”

Hvad angår dødsstraffen fremgår det, at straffens strenghed betoner, at homoseksuel praksis – ikke blot (sådan som det i medierne og filmverdenen med daglig voksende styrke propaganderes) drejer sig om ’et uskyldigt sidespring’ eller en ’harmløs seksuel orientering’ – nej, erklærer både Gamle og Ny Testamente: ”… lever man sådan, fortjener man at dø!” (Rom.1:32) Afsnittet fortsætter: ”Alligevel lever de ikke bare sådan, men bifalder at andre gør det” (v.32). Der er imidlertid himmelvid forskel på at fastholde den svære grad af overtrædelse: ’lever man sådan, fortjener man at dø’ – og så uden at vise barmhjertighed eksekveres denne straf, hvilket på tragisk vis finder sted i lande, hvor evangeliets budskab om omvendelse, tilgivelse og Guds nåde aldrig fandt grobund…

2.ORIGINALTEKSTEN

’Ved nærmere eftersyn’ hævdede de bibeltro teologer, ’kan ingen af kammeradvokatens regeringseksperters indvendinger rokke så meget som en tøddel ved denne umiddelbare forståelse: Der er i Bibelen tale om et klart, omfattende forbud mod homoseksuel praksis – og de, som forfægter et andet syn på Skriftens lære i dette forhold, bringer sig i et modsætningsforhold til kirkens ypperste bekendelsesskrift, Bibelen, – og dermed til Danmarks Grundlovs henvisning til den evangelisk-lutherske kirkes lære.

… og hvad angår kammeradvokatens og Københavns biskops insisteren på, at disse skriftord skal tolkes ud fra ’tidsånden’, vil vi (fortsatte de bibeltro skriftlærde) erklære, at de her omtalte skriftsteder har en ’generel adresse’.! Det udtryk, som anvendes i 3. Mose 18:22, at ’en mand ikke må have samleje med en mand’, betyder egentlig, at ’en person af hankøn’ ikke må have samleje med (en anden) ’person af hankøn’. Der er altså tale om (hvilket Den høje Ret bør overveje) en yderst ’generel term’, der tydeligt signaliserer, at enhver kønslig omgang af homoseksuel og lesbisk art (til hver en tid og på hvert et sted) ifølge Den Hellige Skrift er forbudt.

”Det samme udtryk,” sluttede de bibeltro teologer, (idet de henviser til originaltekstens betegnelse: ’en person af hankøn’) bringes i 1. Mose 1:27 – det kendte bibelord om selve skabelsen af
mennesket som mand og som kvinde, indikerer faktisk, at homoseksuel praksis herefter må betragtes som et direkte brud på den ’kønspolaritet’, som Skaberen har givet… (s.46).

3. SODOMAS SYND

Da debatten i retssalen på et tidspunkt drejede ind på én af de gammeltestamentlige tekster, der traditionelt har været anset for den mest tungtvejende, når det gjaldt afvisning af homoseksuel praksis, så blev beretningen om forsøget på homoseksuel voldtægt mod de to engle, der besøgte Abrahams slægtning, Lot, i Sodoma, blive brugt (1. Mose 19:1-11). – (Historien er kendt bl.a. fordi begrebet ’sodomi’ er afledet af, hvad der den nat skete i Sodoma. En tilsvarende beretning findes i Bibelens Dommerbog 19:22ff.)

”Det fremgår ikke entydigt,” hævdede ’regeringsteologerne’ hævde, ”at det var homoseksuel praksis, der var ’Sodomas synd’. Nej (vil de fortsat indvende) ”den homoseksuelle handling indgår i disse voldsomme, natlige begivenheder i ’et større mønster’. Der var andre elementer på spil: Vold, voldtægt og social synd. ”Det var især ’volden’, vil statseksperterne fortsætte, ”som udgør det centrale i Sodomas synd.” – ”Dermed,” slutter de, ”kan man ikke (isoleret betragtet) benytte denne tekst som et argument imod, f.eks. ikke-voldelig homoseksualitet…

” (Disse kirkeministerielle hjælpere vil da for at overbevise dommerne læse fra f.eks. D.S. Baily’s ’Homosexuality and the Western Christian Tradition’; New York, 1955).

De vil imidlertid få vanskeligt ved (i dette spørgsmål) at stå sig mod deres teologiske modstandere, som da vil henvise til det nytestamentlige Judas Brev, der i sit 7. vers siger: ”Jeg vil minde dig om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” Ny Testamente omtaler her ikke med ét ord ’den voldelige aktivitet’, som fandt sted i Sodoma, men taler udelukkende om den ’generelle’ homoseksuelle ’utugt’, der bestod i, at man seksuelt ’søgte unaturlige forbindelser’.

4. ROMERBREVETS ERKLÆRINGER

I retssalen vil den fremlagte retskildes henvisning til et særligt afsnit fra Ny Testamente (sammen med to andre tekster, der tydeligt afviser homoseksuel praksis) blive oplæst. – Det lyder sådan: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber. Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for den vildfarelse, som de fortjente” (Rom.1:24-25).

’Sammenhængen, hvorfra dette citat er taget,” (vil de bibeltro teologer i retten forklare) ”er fra blot ét af de afsnit, der officielt er ’lagt frem’ som en ’retskilde’ på dommernes bord. Det drejer sig om hele det afsluttende skriftafsnit fra Pauli brev til Romernes første kapitel. Det beskriver nøje ’de ulykkelige konsekvenser’ af, at ’mennesker ikke længere ærer deres Skaber’. Kvindelig og mandlig homoseksualitet udgør én af de uundgåelige følger, som Paulus markerer under overskriften: ’Derfor prisgav Gud dem’ (v.24, 26 og 28).

”Vi beder derfor Den Høje Ret bemærke,” (vil modstanderne af Kirkeministeriets bibelkritiske folk sige) ”at der med denne tekst ikke er tale om en formaning til de kristne. Nej, det er en beskrivelse af det dybe, moralske forfald, som foregår sideløbende med det religiøse frafald. Den religiøse forvirring fører til etisk kaos. Det er for Den Høje Ret også værd at notere sig, at homoseksualitet (der i dag ikke officielt tør omtales som ’synd’) her opregnes sammen med en lang række ’andre synder’.

Når Ny Testamente i denne sammenhæng betegner homoseksuel praksis som en ’vanærende lidenskab’, en ’naturstridig drift’, et ’optændt begær’, en ’skamløshed’ og en ’vildfarelse’ samt indregner denne synd under en ’forkastelig tankegang’ og en ’usømmelig handling’ – ja, tilknytter den til en afsluttende liste over 21 syndige forhold, der betegnes som ’alt muligt ondt’, da er det vanskeligt at forstå, at de indkaldte ’statsteologer’ skulle få medhold i, hvad (under en gayparade) en dansk biskop udtrykte med ordene: ”Jeg ser intet i det homoseksuelle samliv, der er i konflikt med Ny Testamentes lære.”

Må hans ord i dag blive bedømt med historiens skarpe, afslørende blik.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ET SKELSÆTTENDE ÅR LIGGER FORUDE

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 12.01.2024

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *