SÆT LUKKE OG SEGL FOR BOGEN – TIL ENDENS TID

Gud siger ved nytårstiden: ”Du skal ikke have andre guder end MIG!” Hertil vil det moderne menneske svare: ”Hvad er det for ’andre guder’, jeg ikke må tilbede, og hvem er det, der siger: MIG?”

Manglen på forståelse af selv de mest elementære ting, er så udbredt, at endog det første bud er ’som talt hen i vejret…

Det er helt klart, at man ikke bare kan overlade spørgsmålet om ’andre guder’ og Gud til den enkeltes egen vurdering, skøn eller én eller anden indre oplevelse’.

Vi står i dag overfor et fuldstændigt afblanket religiøst samfund, hvor al form for ’kristelig opdragelse’ er som blevet væk, og man må indstille sig på at begynde ’helt forfra’ med hensyn til ’de ti bud’ eller nogen som helst anden form for kristen lære…

Det er således aldeles ikke forudsat, at folk vil vide, hvad der tales om, når der nævnes ’mange guder’ (eller ’afguder’) og så: Den Ene Sande Gud! Den slags tale er ’kinesisk’ for det almindelige hverdagsmenneske. I dag står evangeliets forkyndere overfor den ulykkelige kendsgerning, at mennesket er ’faldet i synd’ og nu mangler enhver kendskab om Gud – ja, hedenskaben er så udbredt og afkristningen så gennemført, at de fleste på forhånd er fjendtligt indstillet overfor Gud. De ved intet om, hvad han ønsker, og de er af naturen imod alt, hvad han vil – ja, de vil helst ikke have noget som helst med ham at gøre!

Selv Gud siger nu, at ondskaben breder sig på jorden. Ja, alt, hvad menneskene tænker og planlægger er dybest set ondt – og det er kommet til det punkt, hvor Gud siger: ”Jeg fjerner menneskene fra jordens overflade… (1.Mose 6:5-6, parafrase).”

Og et andet sted: ”De er lynhurtige på fødderne, når det drejer sig om at slå ihjel, og de efterlader død og ødelæggelse på alle deres veje.”

Fredens vej kender de intet til, og Guds vej regner de ikke for noget (Rom.3:10-18).”

EN UROLIG TID VI GÅR I MØDE

”Der er én ting, som du skal vide og være fuldstændig klar over, Daniel, og det er, at når tiden er inde, så dukker Mikael, den ærkeengel, som hjælper dit folks sønner, op (Dan.12:1).”

Det bliver en svær tid med mange trængsler – en tid, som menneskene aldrig nogensinde har set noget lignende før – ja, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til på jorden. Men det er samtidig det øjeblik, hvor dit folk, Israels folk, skal frelses! Alle dem, som er nævnt og på forhånd optegnet i bogen, skal blive reddet og frelst (Dan.12:1, parafrase). Mange af dem, der ’sover under mulde’ skal vågne. Det vil sige, at ikke så få af dem, som allerede er døde, skal pludselig vågne op. Nogle til evigt liv, men andre til skam og evig, uendelig afsky (v.2, parafrase).

De forstandige og kloge skal stå op og lyse som selve himmelhvælvingens glans. De stråler som den mest vidunderlige himmel, og dem, som førte mange mennesker til retfærdighed, skal for evigt og altid skinne som de lysende stjerner (v.3, parafrase).

”Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid (v.4). Du skal bevare profetien som en hemmelighed og forsegle den, så den ikke kan forstås før de sidste tider. Mange skal granske og forske i den, og kundskaben skal blive stor (v.4, parafrase).”

DET FØRSTE UDYR

På et tidspunkt har Daniel, profeten, som Jesus omtaler (Matt.24:15) en mærkelig drøm. Han skriver den øjeblikkeligt og omhyggeligt ned, for han har det med at glemme de drømme, han drømmer om natten (Dan.7:1). ”Jeg drømmer, at jeg ser himlens fire mægtige vinde storme hen over havet som et jagende brus,” fortæller han. ”Samtidig kommer fire uhyggelige, prustende bæster op fra havets dyb. De er alle vidst forskellige i deres skrækindjagende udseende (v.4, parafrase).

Det første udyr ser ud som en løve – men det har ørnevinger. Mens jeg i nogen tid betragter det løveagtige bæst, bliver dets mægtige vinger pludselig revet af. Dyret rejses op med et sæt og bliver stillet på bagbenene – oprejst ligesom et menneske. Som det står dér, ’bliver der givet det et menneskehjerte’.

Folkehavet er i oprør, og da kommer de de fire bæster frem. ’Himlens fire vinde’ er de himmelske magter, som i en tid griber ind i de jordiske bevægelser. Politiske storme fejer over kloden. Verdensbevægelse af den art frembringer verdensriger. Det er en urolig tid, vi går i møde.

FREDSTANKER PÅ TÆRSKELEN TIL DET NYE ÅR

”Os til fred, kom straf over ham!” (Es.53:5). – Det er ikke blot ’et tilsagn’ om fred, som der her er tale om; det er en sand ’tsunami af fred’, der i gigantiske bølger står ind over kysterne til samtlige kontinenter på jorden. Da straffen for Adams overtrædelse i al sin fylde og hele sin gengældelse var blevet betalt af Guds egen søn på Golgatas Kors, da blev sluserne åbnet, og Gud Herren lod sin fred vælde frem over hele den dødsdømte jord.

Os til fred” (v.5) lyder det i profetens lovsang, og dermed mens ’os syndere til fald… blev straffens fulde vredesbæger hældt ud over det uskyldige Guds Lam, som hang naglet til korset! Det er en fred, som er fuldt ud betalt. ’Smerternes mand’ har til det sidst udholdt korsets forsmædelse, for at Guds egen, evige, mættende hvilke skule komme alle de strafskyldige ufortjent til gavn.

”Straf kom over ham (v.5),” synger Gamle Testamentes seer, Esajas, og det har den betydning, at ’den fulde straf’ kom over ham! Når Jesus fra Nazaret til sidst råber sit: ’fuldbragt’ på korset, kan det (i det øjeblik) ikke have anden betydning, end at det årtusindgamle gældsbrev nu (og for altid) er blevet bragt ud af verden! Adams overtrædelse – som (i sin nedrighed og brutalitet) er trængt igennem alle menneskenes forskellige slægtled indtil denne dag – er betalt til sidste øre! Der skyldes nu intet. Dommen over ’den skyldige’ er blevet eksekveret til sidste blodsdråbe. Den evige straf for den evige overtrædelse er blevet godtgjort ved det evige sonoffer: Vredens ubønhørlige slag faldt på ham, så at vi (ubodfærdige syndere) alle som én kunne gå fri!

’Os til fred’ (v.5) – dermed menes, at på grund af ’vore overtrædelser blev han knust’. ’Vore overtrædelser’ har vi da lov at betragte som et overstået stadium af vor tilværelse. Ordet: ’vore overtrædelser’ er udtømmende, sådan at forstå, at der nu ikke findes én eneste overtrædelse (gældende for hele fortiden og for al fremtid), som ikke er blevet sonet på Golgatas Kors. Derfor hedder det sådan i Ny Testamente: ”Han udslettede det anklagende skyldbrev… det, som var imod os. Han tog det bort ved at nagle det til korset (Kol.2:14).”

… hvilket vil sige, at når ’vore brødres anklager, som anklager os for vor Gud dag og nat’ (Åb.12:10) træder frem, så står han tomhændet. Han har intet gældende materiale, som han kan bruge imod os!

FRA NU AF…

Verset (Åb.12:10, som her citeres, er til stor og vedvarende opmuntring for os. Det styrker vor tro og vort evige håb. Det er som en lægende balsam for en forpint samvittighed, og en kølende salve for en brændemærket sjæl. Det lyder i sin helhed sådan: ”Og jeg hørte en høj røst (ikke en svag hvisken) i himmelen sige: Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans salvedes (v.10).”

Jeg holder af at gentage ordene: ’Fra nu af’; det gør det hele så absolut aktuelt. Det indeholder nemlig det løfte fra Herren (og den ’guddommelige tilladelse til’), at jeg ikke længere behøver at skulle skrive opfyldelsen af denne erklæring på ventelisten. ’Fra nu af’ betyder, at jeg kan regne med, at ’frelsen, kraften og riget’ er sikret i Guds hånd, og magten til at udføre rigets velsignelser er for altid bevaret i Jesu hænder.

… Thi – som det hedder efterfølgende: ”Nedstyrtet er vore brødres anklager. Han, som anklagede os for vor Gud dag og nat! (v.10)”

*

”Alle har jo syndet og mangler retfærdigheden fra Gud (Rom.3:23).” Jeg ser den store nød omkring mig, og er mig bevidst hver en time på dagen, at alle vi menneskebørn er født med en evig mangel, som ingen af os kan overkomme ved egen kraft. Vi mangler ’retfærdigheden fra Gud’.

Det vil sige, at vi står nøgne og ubeskyttede, når vi kommer i den Almægtiges nærvær! Vore synder står skrevet på vor pande, vore hænder og vore fødder, og vi ved helt ind til det inderste af vor sjæl, at ’ingen skabning er usynlig for ham; alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab (Hebr.4:13). Det plager vor sjæl at vide, at ’alt ligger udbredt for hans øjne’. Det vil sige, at hele vort liv – alt, hvad der har været, og alt hvad der kommer til syne i øjeblikket, samt alt, hvad jeg i fremtiden med uundgåelig sikkerhed ligger udbredt for hans ansigt.

*

Jeg søger, men finder intet sted, hvor jeg kan skjule mig for hans ransagende blik. ”Herre, du ransager mig og kender mig,” sukker jeg med David (Salme 139:1). ”Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op – du fatter min tanke fra afstand. Du har rede på, hvor jeg går eller ligger – alle mine veje kender du grant!”

Jeg må her straks dvæle ved ordene: ’Du fatter min tanke i frastand’. Intet i min ’private’ tænkevirksomhed er fremmed for Gud. Ingen tankerække er toldfri! Han gennemskuer det mindste motiv. Han ved, hvad der foregår i mit indre og bevæger sig ubesværet ad mine hemmelige tankebaner.

Ja, han opfatter syndens tankespind, når jeg mindst ænser det, og er en mester i at spore det onde til en tankes første oprindelse og de yderste grænser, hvorhen den bevæger sig. Gud være mit arme sjæl nådig!

VI BETALER DYRT FOR ADAMS SYND

”Men nu er der – uden lov – åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom lovene og profeterne vidner (Rom.3:21).” Skaberen har hele tiden vidst om denne ’mangel’ hos hans ypperste skabning, mennesket! Han har fra begyndelsens dage været klar over, at ’alle menneskebørnene ville synde, og at de alle (uden undtagelse) ville komme til at undgælde for Adams synd: De ville alle lide af denne mangel. Alle ville ’mangle’ herligheden fra Gud’ (v.23). Alle ville komme til at betale dyrt for Adams overtrædelse. Hele verden ville ende med ’at stå strafskyldig for Gud’ (v.19). Vor i hans øjne ville ikke eneste af menneskebørnene være ren og uskyldig – ja, selvom der var nogle, som gjorde et ærligt forsøg på at slippe ud af den onde cirkel (ved at anstrenge sig for at overholde Guds lov) ville de kun komme til følgende resultat: ”Ved loven kan vi kun komme til at erkende vor synd endnu mere. Vor situation er håbløs (v.20).”

*

Det er i denne fortvivlede situation, at Guds nåde og barmhjertighed er blevet åbenbaret ved Jesus Kristus. Det er vel ham, at en hel ny retfærdighed er blevet åbenbaret. Denne form for retfærdiggørelse kaldes i Ny Testamente for ’Retfærdigheden fra Gud’ (Rom.3:21-22). Det er en retfærdighed, som menneskebørnene kan opnå ved troen alene!

Den kaldes derfor for ’trosretfærdighed’ – og ved den kan det lykkes for enhver at komme til at stå fuldstændig ren og fejlfri for Gud. Ved denne trosretfærdighed kan mennesker blive frelst. Den største forbryder og den mest vanhellige spotter, den depraverede sex-synder og den mest oprørske hader af evangeliet, den dybt faldne vantro og den mest ulykkelige frafaldne kan her blive bjerget og nå frem til frelsens fred. De kan alle få del i Guds herlighed, som er blevet åbenbaret i Guds Søn, Jesus Kristus!

BØRNLILLE – JEG SKRIVER TIL JER

”Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde.” Disse er ordene af apostlen Johannes i hans første brev. ”Men synder nogen,” fortsætter han, ”så har vi en talsmand, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for alle vore synder – ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens (2:1-2).”

Disse få linjer af et brev fra en af apostlenes, er så præcise og rammende, at det med det samme må lukke munden på enhver modstander af evangeliets sunde lære. ”Men synder nogen,” skriver apostlen, ”og her må alle (mig selv inkluderet) løfte hovedet og lytte opmærksomt til; det gør vi nemlig alle! Ikke kun en gang imellem, men ustandselig, hver dag, uafbrudt følger syndens spøgelse ethvert menneske, og gør hver en sjæl strafskyldig for Gud.

*

”Så har vi en talsmand.” Det er Helligånden, som apostlen henviser til. Han bruger udtrykket ’talsmand’ om Helligånden, for at uddybe den fornemste del af Åndens virkeområde.

En ’talsmand’ kan være en ’voldgiftsmand’. Det er en slags mellemmand – ja, det er sådan en person, som Job taler om, når han udøser sin klage for Gud. Han siger da: ”Du er ikke en mand som jeg, så jeg kunne svare, så vi kunne gå for retten sammen! Vi savner en voldgiftsmand til at lægge sin hånd på os begge (Job 9:33).”

Det savn har vi aldrig mere! Den mangel er for evigt afhjulpet. Nu har vi Guds Ånd – ja, vi har Jesus selv, (som kaldes en ’mellemmand’…). Om ham står det nemlig skrevet, at ’han har fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser (Hebr.8:6).

Jesus har nu af Faderen fået betroet den ’højere tjeneste’ at agere som mellemmand mellem mennesket og Gud.Den ’højere tjeneste’, som er blevet lagt i Jesu hænder, præciseres nærmere af apostlen, som skriver: ”Er der en mellemmand, er det ikke for én alene; Gud derimod er én (Gal.3:20).”

Hermed menes, at en mellemmand må tage hensyn til to parter. Faderen forbliver én part; mennesket den anden part. Mellemmanden er Jesus, som (i alle sager) udligner, hvad det synlige menneske mangler.

”Thi der er kun én Gud og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus. Mellemmanden – han, som skal forlige de to parter – er altså Guds egen søn iklædt menneskeskikkelse (i hvilken han optræder som voldgiftsmand). Det vil sige, at Kristus i ’den langt højere tjeneste’, han nu er udsat i, fremtræder som et menneske! Men et menneske, som Gud vil have det: Et gudvelbehageligt menneske. Et menneske uden synd!

I HAR IKKE UDVALGT MIG

Intet kan være mere forkert, og intet kan måle sig med den kætterske opfattelse, at mennesket (i sin oprindelse) er i stand til at elske. Mennesket er født med et frosthjerte. Det er i begyndelsen i stand til at hade – men ikke til at elske; det kan konstruere en ideologi, som bygger på had – men det er ikke i stand til at opbygge en organisme, som næres af kærlighed. Mennesket er fra fødslen af en fortabt skabning, og det kan aldrig producere den mindste glød af ægte kærlighed.

Det er til dette menneske, at Jesus henvender sig med ordene: ”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn (Johs.15:16). Dette byder jeg jer, at I skal elske hverandre (v.7).”

Det er klar tale. Først en fornægtelse og en tydelig tilbagevisning af den falske lære. ”Det er ikke jer, der udvælger mig,” siger Jesus, ”men det er og bliver mig, som udvælger jer.” Han fortsætter: ”Det er mig alene, som har taget jer ud af den store masse af mennesker, og det er kun mig, som kan ’sætte jer’ i den jord, hvor I kan bære frugt (for jeg sigter på, at I altid skal bære denne kostbare frugt).

Først da, kan Faderen give jer hvad som helst I beder ham om i mit navn. Derfor er min befaling til jer allerede nu: I skal elske hverandre!”

”Deri består kærligheden: ikke i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder (1.Johs.4:10).” Det absolut fængslende – ja, uforklarlige ved denne ’lyn-erklæring’ er, at den begynder med at fortælle os, hvad kærligheden ikke er! ”Den består ikke i, at vi har elsket Gud (v.10).”

Det slås altså fast (så vi ikke siden skal komme på den falske og svigefulde tanke, at kærligheden udgår fra os), at det må betragtes som umuligt, at kærlighed på nogen måde har sin oprindelse i mennesket.

Det – i sig selv – er en åbenbarelse, thi de fleste mennesker er af den overbevisning, at ’kærligheden’ er en menneskelig egenskab! Mennesket er fra begyndelsen (siger man) i stand til at ’rumme kærlighed’, og der skal kun de rette omgivelser og de mere fuldkomne omstændigheder til, så vil denne høje og ædle egenskab gro frem af sig selv.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’LANDET BLI’R HÆRGET’

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 26.01.2023

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *