På grund af vor sekretær, Maria Eskings, hospitalindlæggelse er det ikke muligt at bringe vore nyhedsbreve fredag d. 24. november 2023. Hun er imidlertid (efter alt at dømme) klar til at lægge manuskripterne på nettet fredag d. 8. december 2023.

Vi meddeler senere, hvorledes kommunikationen vil forløbe i dagene op til jul og mellem jul og nytår.

Tak for trofast forbøn!

Johny Noer

… (Første del)

Er den hellige nadver ved at forvandles fra en trættende gentagelse til en dyb åndelig oplevelse, som de kristne ikke kan få nok af? ”I skal nyde dette måltid, så ofte I kommer sammen,” lyder Skriftens ord.

Er kirkefædrenes og reformatorernes optagethed af dette fænomen atter ved at melde sig? Er Kristi ’virkelige tilstedeværelse’ i nadverens brød og vin ved på ny at indfinde sig? Indbyder den Herre Jesus Kristus på ny (ved brødsbrydelsen) til et enestående åndeligt samfund med ham? Har det fået ny aktualitet, når den opstandne siger: ”Dette er mit legeme” og ”dette er mit blod?” Disse spørgsmål vil jeg i det følgende søge at besvare.

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Johs.1:14).”

I læren om nadveren kommer vi ikke uden om dette bibelord, og vi kan ikke undsige os, at der tales om, at en ’forvandling’ finder sted. Det hedder jo her: ”Ordet blev kød – og det kan ikke udlægges på anden måde, end at en ’forvandling’ gør sig gældende!

Der sker noget med ’ordet’ (som udtales i forbindelse med brødbrydelsen); det ’bliver’ til ’noget andet’, end det, som det var; ’ordet bliver kød’! Det vil for det første sige, at ’ordet’ (som er et åndeligt fænomen) bliver ’kød’, som er en håndgribelig, legemlig manifestation. For det andet bliver det usynlige (’ordet’) forvandlet til et synligt fænomen (’kødet’), og for det tredje udgør denne forvandlingsproces et levende mirakel, idet ’ordet forbliver noget levende og aktivt; det ’tager nemlig bolig iblandt os’ (v.14).

*

Denne sætning er banebrydende betydningsfuld!

Den indeholder nemlig forklaringen på en hemmelighed, som synes at være gemt i generationer, men som nu får nyt liv, og forekommer at være af afgørende betydning for det sidste slægtled af kristne.

Den beskæftiger sig med én af de korteste artikler i Confessios Augustanus og stadfæster med forbløffende klarhed et læreindhold; den kan således betyde en revolution af ny kraft til de hellige, som (ifølge Skriften) skal overleve den sidste generations trængsler. Den er det sidste svar på den såkaldte ’real-præsens-lære’ (altså at Kristi Legeme og Blod er virkelig til stede i brødbrydelsen) og at Kristi virkelige nærvær på en forunderlig måde uddeles til alle dem, som i de sidste dage samles (hemmeligt) omkring dette måltid.

’Ordet blev kød’ er altså en beskrivelse af ’det guddommelige ords’ evighed, der bliver menneske i Guds Søn, Jesus Kristus! Vi opholder os altså ved det største under, som er sket i jordens og universets historie. Det udtrykkes i Johannesevangeliet med disse ord: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud (Johs. 1:1-2).”

Den overvældende, mægtige begivenhed, som skete på Betlehems marker for lidt mere end 2000 år siden, at ’Guds egen Søn’ blev et menneske (og fra det øjeblik er han ’virkeligt tilstede’ iblandt os) har for alle tider (sidenhen) været en vedblivende virkelighed for de kristne.

Men i disse dage vil det særligt give sig udtryk i ’den sidste nadver’ (som bevidner Herrens nærvær på en ny og dyb måde) ved at ’ordet bliver kød og tager bolig iblandt os ’med en inderlighed, som tidligere slægter ikke har oplevet.

*

Læren om ’realpræsensen’ (Kristi virkelige, håndgribelige nærvær) er naturligvis ikke et spørgsmål om, hvorvidt ’Herrens nærvær’ tydeligt kan spores i andre sammenhænge; Jesu personlige tilstedeværelse er en tilbagevendende oplevelse i lønkammeret, thi ’hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem (Matt.18:20)’. Denne oplevelse vil blive forstærket, som vi nærmer os afslutningen på det hele, og forfølgelsene sættes kraftigere ind på Guds børn. Det vil blive en velsignet kendsgerning, at Herren har lyst til at åbenbare sig for sine børn, og det vil blive åbenbart for alle, at han særlig vil være til stede i det Hellige Måltid.

”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,” lyder de sidste ord fra Herren i Matthæusevangeliet (28:28), og dermed fokuserer Jesus særlig på kulminationen af alle tings klimaks. ”Jeg har hjertelig længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide,” udbryder han ved nadverens indstiftelse én af de sidste timer, før han blev pågrebet i Getsemane (Luk.22:15). Derefter brød han op og gik efter sædvane til Oliebjerget… (v.39).

JESUS ER LYSLEVENDE TILSTEDE

Lad os prøve at gøre det så enkelt som muligt. Sådan som Luther selv fremstiller ’realpræsensen’ (Kristi virkelige nærvær) i den lille katekismus. Han skriver: ”Hvad er alterets sakramente?” Uden at gøre store armbevægelser svarer han selv på dette spørgsmål: ”Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen! Det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”

Det vil kort og godt sige, at Luther var af den overbevisning, at i nadveren er Jesus Kristus personligt tilstede! Han, der ved det sidste måltid (som han havde med sine disciple) efterlod dem nu med det klare og kostbare løfte, at han (fremover) ville være lyslevende til stede hver gang (så ofte) de samledes om dette ’ihukommelsesmåltid’.

Kristus kan ikke bringe os sit virkelige, ’brudte legeme’, for det er nu gået til grunde, og han eksisterer udelukkende i sit opstandelseslegeme (som han har iført sig efter sin opstandelse) – ej heller kan Kristus i nadveren bringe os sit ’udgydte blod’ (for det er gået alt kødets gang på Golgata, hvor der ’straks kom vand og blod ud af Kristi sår efter et spydstik… (Johs.19:34), men han kan bringe os vin og brød, og han kan forvandle denne vin og dette brød på samme måde, som der sker et forvandlingsunder med ’ordet, som bliver til kød’, og ’tager bolig iblandt os’. Sådan tror jeg, at vi skal forstå det forvandlingsunder, som sker i nadveren. Lad mig yderligere forklare:

*

I teologien taler man ofte om dette, at ’Gud blev menneske’ og man kalder det for ’inkarnationens hemmelighed’.

… og en hemmelighed bliver det ved at være, for mennesker spekulerer stadig (efter 2000 år) på, hvad der egentlig skete på Betlehemsmarken, hvor himlen pludselig fyldtes med ’tusinder af engle’, som lovsang Herren for det mirakel, som var sket.

Af alle guder i hele verden er det nemlig kun de kristnes ’treenige Gud’, som kunne blive menneske (hvem skulle ellers fortsat styre og opretholde verden, medens Skaberen tog menneskeskikkelse på og blev svag og magtesløs i den periode, hvor han ikke var den almægtige Skaber?)

Men Gud blev virkelig et virkeligt menneske i Jesu Kristi Person – og han tog virkelig bolig iblandt os, og apostlen opfordrer os til at have samme sindelag, som var i Jesus Kristus.

”Da han var i guddomsskikkelse og havde al ret til at fastholde denne nedarvede lighed med Gud, så gjorde han ikke krav på sin legale ret, – men han ’gav afkald’ på hele sin mægtige guddomsmagt og ’tog tjenesteskikkelse på og blev menneske’ (Filip.2:6, parafrase).”

*

Som vi sammen fortsat betragter nadverens indhold, hvad det vil sige, at Jesus giver os sit kød og blod (i form af brødsbryelsens brød og vin), så læser vi videre i Filipperbrevet, hvor der står skrevet: ”Nu har Gud ophøjet ham, og givet ham et navn og en position over alle andre. Ja, alle kommer til at bøje knæ for ham i himlen og på jorden. Alle skal erklære til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!” (Filip. 2:9-11, parafrase).

Sejrens frugter vil på samme måde blive gæsterne ved Herrens bord til del! De vil ikke kun opleve trængsel, fordømmelse og forfølgelse, men de er inkorporeret i hans opstandelse gennem nadvermåltidets indtrængende oplevelse. Om denne sandhed samler ’brødets forkyndelse’ sig, og dette kommer tydeligt til syne den dag, Jesus gav sig til at tale om Johannes Døber…

HVORFOR TOG I UD I ØRKENEN?

Da Johannes Døbers disciple var taget af sted, efter at de havde stillet nogle spørgsmål til Jesus, begyndte han at tale om Johannes.

Det er sjældent, at Jesus på den måde talte om én af Herrens tjenere, men i dette tilfælde tager han sig tid til at omtale den tjeneste, som Johannes havde. ”Hvorfor drog I egentlig ud i den brændende hede Judæa Ørken?” spurgte han. ”Var det bare for at se et græsstrå, der svajede med vinden? Eller gik I derud for at se en mand i flot, dyrt tøj? Nej, heller ikke! Folk, der går i den slags tøj, hører ikke hjemme i den barske ørken. Dem finder I kun i de kongelige paladser.

Jamen, hvorfor tog I så derud? For at se en profet? Ja, jeg siger jer, I gik ud i ørkenens hede for at møde en profet – og tro mig, Johannes er ikke en ’hvilken som helst profet’. Han er den, der står omtalt i Skrifterne med ordene: ”Se, jeg sender min engel, for at han skal gå foran dig. Han vil bane vej for dig (Matt.11:7-10, parafrase).”

Johannes er mere end en profet!

Derefter omtaler Jesus profeten i ørkenen på en måde, som er betagende. Han siger: ”Fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmelriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig (v.12-13).”

*

Den kristne forkyndelse om nadverens betydning er meget radikal. Den indeholder en grundtanke om ’inkarnationen’, som jeg vil bestræbe mig på i det følgende at belyse. Hvor denne grundtanke kommer til orde, taler den meget tydeligt om, at ’Jesus er virkeligt tilstede’.

I Lukas lyder indstiftelsesordene sådan: ”Han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig (Luk. 22:19).”

I det øjeblik, hvor Jesus brækkede brødet i flere stykker og gav disciplene et stykke hver, udbrød han: ”Dette er mit legeme (og sådan skal man gøre ved mig). Hver gang I gør dette (brækker brødet i flere stykker), så husk på, at sådan har man behandlet mig! Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer (v.21).”

Jesus tog altså det ganske almindelige bæger med vin (som var brugte ved aftensmåltidet) og udbrød: ”Dette bæger med vin er Den Nye Pagt (som her indstiftes) ved mit blod, der skal udgydes for jer (v.20).” Han nævnte ikke blot offerets betydning, men han fremhævede Den Nye Pagts sejr.

*

Hele den begivenhed, som nu fejres verden over med særlige nadvergudstjenester, er (i sin oprindelse) præget af øjeblikkets spontanitet. Som det skete ved brylluppet i Kana i Galilæa, får Jesus pludselig øje på ’seks vandkar af sten, som jøderne normalt brugte til deres renselsesceremoni – og han bliver øjeblikkeligt inspireret til at omdanne vand til vin, som der var brug for ved brylluppet, som han deltog i som gæst.

Her (ved ’den sidste nadver’) så han brødet på bordet og bægeret med ’vinen efter aftenmåltidet’, og han brugte disse elementer til at anskueliggøre sit hjertes tanker. Han tog brødet og udbrød: ”Dette er mit blod,” og han.

indstiftede med disse for hånden værende elementer en ’ihukommelses-begivenhed’, som skulle gentages (på verdensvid basis) indtil han kommer igen.

REFORMATORERNE STOD FAST

Apostlen Paulus skriver om dette Hellige Måltid følgende: ”Den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens Legeme, spiser og drikker sig selv en dom til (1.Kor.11:29).”

Det kan ikke betyde andet end dette ene, at de troende må og skal ’ænse’, at det er ’Herrens Legeme, som de spiser og drikker. De må absolut tro på, at Jesus Kristus er personligt til stede, og det er ham selv der giver (i form af brødet og vinen) sit virkeligt tilstedeværende legeme og blod.

De lutherske reformatorer stod fast på denne bekendelse og var urokkelige i deres vidnesbyrd om denne sandhed. Derfor må det kunne fordres af alle de troende, som følger den protestantiske, reformatoriske linje (med Martin Luther som hovedfigur), at de holder sig til den sunde lære.

Og med begrebet ’den sunde lære’ fastholdes, at det er Jesu legeme og Jesu blod, der uddeles til menigheden. Det er faktisk Gud selv, der ved Kristus uddeler det. Derved forbliver JESUS det centrale budskab i nadverens forkyndelse – ja, det er tydeligt indholdet af evangeliet, som træder frem i måltidet, sådan som det understreges i Den Augsburgske Bekendelse artikel 3: JESUS, som virkeligt har lidt, er korsfæstet, død og begravet, for at han kunne forsone Faderen med os og være et offer ikke bare for arvesynden, men også for alle menneskets syndige handlinger.”

Det mægtige, som Gud i sin nåde og barmhjertighed har fuldført for alle mennesker, har kun Gud ret og magt til at uddele til hvert enkelt menneske.

Dette sker i den hellige nadver! Her giver han hele Golgata-kampen og hele opstandelsessejren – ja, hele sandheden om Jesu triumferende tilbagekomst ved brødets brydelse og uddelingen af bægeret med den kostelige vin. Her bliver alle dødsmagter tavse – og det er en rungende stilhed, som varer en evighed lang…

DEN FEDE SAFT

Denne ubrydelige sammenhæng mellem Jesu dybe lidelse på korset, hans triumferende opstandelse – og så selve forkyndelsens af korset og den tomme grav, kommer til udtryk ved nadverbordet. ”Thi så ofte, som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer,” siger apostlen (1.Kor.11:26).”

Det vil sige, at der ved nadverbordet finder en kraftig forkyndelse sted, som er målrettet mod magterne og myndighederne i himmelrummet… ’for at Guds visdom nu i al sin mangfoldighed ved kirken skal gives tilkende for magterne og myndighederne i den himmelske verden (Ef.3:10)’.

Nerven i nadverens budskab er netop dette, at Jesus Kristus stadig er nærværende og altid er ’tilstede’, hvor brødet brydes efter Skrifterne. Dette er den ’fede saft’, som stiger op fra Oliventræets rod (Rom.11:17). Den udvandes ved al anden forståelse af nadverens betydning.

Luther udtrykker i et af sine nadverskrifter en tydelig og klar adskillelse mellem ’Jesu lidelses frygtelige kendsgerning’ (factum passionis) og så ’lidelsens brug eller forkyndelse (usus passionis). Jesu smertefulde død på korset langfredag er og forbliver lidelsens kendsgerning! Nadveren, hvor hans legeme og blod (fremstillet som brødbrydelsens brød og vin) forbliver nu selve lidelsens brug eller forvaltning.

Luther forklarer sig sådan (og hans forklaring er frisk og talt ’lige ud af posen’): ”Som en kendsgerning (der ikke kan betvivles) har Kristi lidelse fundet sted én gang for alle på korset. Men hvem ville det gavne, hvis det ikke bliver uddelt? Det skal tilegnes! Det skal tages i brug! Det skal forkyndes!”

Luther fortsætter: ”Hvordan skal Jesu lidelse ’tages i brug’ uden ved ordets og nadverens forkyndelse?”

… Luther tilføjer: ”Men hvorfor skulle sådanne ’høje ånder’ (som paver og kardinaler) give sig tid til at læse om dette i mine bøger? De ved jo alle bedre besked! Velan! Så lad dem få denne bitre løn: De anser nu factum (selve kendsgerningen) og usus (brugen og forvaltningen) for at være ét og det samme. Derved holder de i virkeligheden sig selv for nar, og de bliver gjort frygteligt til skamme. (De fatter nemlig ikke, at i nadveren drejer det sig om lidelsens og sejrens forkyndelse).

(Luthers: ’Om Kristi nadver’, 1528, citatet er oversat på ny fra Weimarudgaven bind nr. 26, side 296).

At nadveren for Luther er næringen for det nye, evige liv, ses af Den store Katekismus. Luther skriver: ”Man må ikke betragte nadveren som en skadelig ting, så at man undgår den, men man skal se på den som en stadig, lægende, trøstelig medicin, som hjælper til både sjæl og legeme. Thi hvor sjælen er helbredt, dér er også legemet hjulpet (om alterets sakramente, afsnit 68).

Luther henviser også til de gamle kirkefædre: ”Vi har hørt,” siger han, ”hvordan Irenæus og de gamle fædre har påvist den store nytte vi har af nadveren. Vort legeme bliver her bespist med Kristi legeme!

Den tro og det håb skal nemlig bevares i os, så at vort (nye) legeme skal leve evigt af Kristi legemes evige spise. Derfor vil han være i os efter sin (guddommelige) natur,” siger Hilarius… han bliver nemlig ikke fordøjet eller forvandlet, men han forvandler os uafladelig: Sjælen til retfærdighed, legemet til udødelighed! (Weimarudgaven bind 23, side 255).

FÆNGSELSSTRAF FOR FEJL MED NADVEREN

Professor, Dr. theol. Regin Prenter (1907-1990) fortæller i sin bog ’Kirkens Lutherske bekendelse’ (Lohse 1978) om, hvor alvorligt Luther tog det med læren om Kristi virkelige tilstedeværelse i den hellige nadver. Han skriver: ”En hjælpepræst ved navn Adam Besserer, der stod under biskoppen af Naumburg, Nikolaus Amsdorf, havde 3. søndag i advent 1545 i kirken holdt gudstjeneste og altergang.

Der var 17 altergæster til stede, men da nadveren begyndte, opdagede han, at han kun havde 16 oblater (nadver brød) på disken. Da han i sin forfjamskelse ikke vidste, hvad han skulle gøre, tog han hurtigt en ikke-indviet oblat fra æsken. Han holdt altså nadver med ét brød, der ikke var indviet.”

”Siden fandt en kone den oprindelige indviede oblat på gulvet. Hun afleverede den til præsten, som så lagde den tilbage til alle de uindviede brød i æsken. (Siden forklarede han, at han ikke var sikker på, om den var faldet på gulvet før – eller efter, præsten havde udtalt indvielsesordene over nadverbrødene).

Da den unge præst efter gudstjenesten blev gjort opmærksom på det forkerte i denne optræden, skal han havde svaret: ”Det kommer ud på det samme! Der er ikke forskel på indviede og uindviede brød!”

Dette blev straks indberettet til sognepræsten, som førte sagen videre til præsten, og derfra gik sagen til biskoppen, Nikolaj Amsdorf, hvad man skulle stille op med sådan en præst, og så videre til teologerne i Wittenberg. Foreløbig lod man den arme hjælpepræst falde i øvrighedens hænder, der straks smed ham i fængsel.

Luther ville ikke gå så strengt til værks, men foreslog i et brev af 11. januar 1546, at den unge præst blev sendt ’til sine Zwinglianere’, hvor han rettelig hørte hjemme. ”For det første er det ikke ’ligegyldighed’, men direkte ’slethed’ (og det en meget tydelig ’slethed’) hos denne hjælpepræst,” skriver Luther og tilføjer: ”Han har jo i foragt over for Gud og mennesker offentlig fordristet sig til at udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må han straks udelukkes af vore menigheder. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed mand fængslet, til hvem man ikke skal have tillid, selv om han aflagde ed.”

Det kom dog til at gå knapt så slemt med den unge Besserer. I et forhør forklarede han, at det hele skyldtes befippelse, da han stod og manglede en oblat. Han blev derefter straffet med to ugers fængsel.

Historien fortæller med hvilken alvor, man betragtede nadverelementerne, og viser en fremgangsmåde, som ikke (heldigvis) kunne lade sig gøre i dag. Men spørgsmålet bliver tilbage: Har der indsneget sig en ligegyldighed og en ’farlig tendens’, så at de troende ikke længere ’ænser’, at det er Herrens legeme og blod, som de har med at gøre, når nadveren uddeles.

Dette vil jeg i det følgende søge at besvare…

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HAMAS STÅR NÆVNT I BIBELEN’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 24.11.2023.

”Og det skete, mens Joshua opholdt sig ved Jeriko, at han (da han iagttog omgivelserne) fik øje på en mand, som pludselig stod foran ham med et draget sværd i hånden. Joshua nærmede sig manden med spørgsmålet: ”Er du én af vore eller én af dem, der er imod os?”

Han svarede: ”Ingen af delene! Jeg er fyrsten over Herrens hær. Lige nu er jeg kommet!” Da faldt Joshua så lang han var på sit ansigt og tilbad og sagde: ”Hvad har min Herre at sige til sin tjener?”

Og fyrsten over Herrens hær svarede Joshua: ”Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!” Det gjorde Joshua (Joshua 5:12-15).

*

Denne situation er forbløffende som en sammenligning med situationen ved Gaza i dag. Den israelske hær på 300.000 mand er samlet foran fjendens port, parate til at bryde op og drage ind i Gaza. Lederen af hæren befinder sig ene på et højdedrag for at overveje situationen. Han scanner omgivelserne for at udforske, hvorledes han skal begynde angrebet. Da pludselig nærmer en skikkelse sig. Han er bevæbnet. Også han er parat til angreb. Hans sværd er allerede trukket af skeden. Hvad skal dette besøg betyde?

Det er ikke muligt i øjeblikket at se, om det er en ven eller en fjende. Det er derfor op til Israels ledelse at finde ud af dette; Joshua nærmer sig den fremmede og har kun ét spørgsmål: ”Er du én af vore eller en af dem, der er imod os?”

Billedet fra Gaza presser sig på: Israels allierede er ikke alle lige enige! Nogle mener, at Israel skal gå til angreb (og det vil blive et blodbad), andre mener, at Israel skal tøve (der er uskyldige, som er i fare, og man må vente til de er bragt i sikkerhed). Hvem har ret? Hvem bringer Herrens visdom ind i billedet?

MIG TILKOMMER DET AT STRAFFE

Det er derfor med overraskelse, at Israel hører den svært bevæbnede fremmede sige: ”Ingen af delene! Jeg er hverken for eller imod. Jeg er først lige dukket op (for et øjeblik siden), og nu er jeg her for at undersøge situationen!

Kan hænde, at Israel skal falde ind i fjendens land og tage en grusom hævn over det rå, brutale overfald, som det har været ude for – men vi må også overveje, om Israel skal beholde sit sværd i skeden (vente med at bruge sin store magt) og overlade hævnen til Herren? Ja, vi bør overveje, hvorvidt netop dette er situationen, hvor Israel skal handle efter ’en ny ordre’ fra Herren?

Den går efter ’den nye befaling’, som hedder: ”Gengæld ikke nogen ondt med ondt! Stræb efter det, som er godt i alle menneskers øjne. Tag ikke dig selv til rette, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ”Mig tilkommer det at straffe; jeg vil gengælde,” siger Herren (Rom.12:17-18).

”Lad dig ikke overvinde af det onde, Israel, men overvind det onde med det gode! (v.21). ” – ”Et nyt bud giver jeg jer, at I skal elske… (Johs.13:34).”

Dette bud betyder selvsagt ikke, at Israel helt skal undlade at gennemføre sin plan om at gå ind i Gaza – men det betyder, at der er nogle mennesker derinde, som har ’en blodrød snor’ foran deres hus, og dette er tegnet på, at de skal spares, fordi de af hjertet anerkender Israels ret i denne krig mod Hamas. Det er palæstinensere, som er dybt uenige med terrororganisationen, og som i øjeblikket lever ’som fremmede’ i Gazastriben. Deres hjerte er hos Guds folk, og de ønsker oprigtigt at tilslutte sig Israel, fordi de anerkender dets ret til landet, og de beder hemmeligt til Israels Gud, som de indser er Skaberen af himlen og jorden.

De har hørt om ’den blodrøde snor’ og har bundet den foran deres hus. Profeten Elisa viste dem barmhjertighed, da de (engang for længe siden) blev tvunget til at arrestere ham, men så viste han dem til gengæld kærlighed.

IKKE FLERE TERROR-TUGTER

”Engang, da den syriske konge havde indladt sig i krig med Israel, sendte han om natten et større regiment med heste og vogne af sted for at belejre byen, hvor profeten Elisa befandt sig (2.Konge 6:9 + 14, parafrase).”

Tidligt om morgenen havde den syriske hær omringet byen, og en troppeafdeling blev sendt af sted for at anholde den israelske profet. Da de syriske soldater nærmede sig Elisa, for at lægge hånd på ham, bad profeten til Herren og sagde: ”Herre! Gør dem blinde!” Det skete! Herren slog på stedet hele flokken med blindhed. Elisa råbte nu til dem: ”I går den gale vej! Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by.” Så gik han foran dem og førte dem helt til Samaria.

Da de kom til byen, bad Elisa igen til Gud og sagde: ”Herre, åben nu deres øjne, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, og de opdagede til deres forfærdelse, at de stod midt i Israels hovedstad, Samaria. Ved synet af de tilfangentagne, syriske soldater, råbte Israels konge begejstret til Elisa: ”Skal jeg slå dem ihjel?”

”Nej,” svarede Elisa. ”Vi plejer ikke at dræbe krigsfanger, som vi allerede har uskadeliggjort. Giv dem i stedet et godt måltid mad, og lad dem så vende tilbage til deres konge.” Kongen anrettede derpå et festmåltid for de sultne soldater, og da de var mætte, sendte han dem tilbage til den syriske konge.

Fra den dag standsede de syriske terrortugter på israelsk territorium!

DE ER HAVNET I ET URENT MILJØ

Daniel skulle i tre år opdrages af babylonerne ’for at kunne træde i kongens tjeneste’ (Dan.1:5), men det må ikke glemmes, at han og hans tre venner var bortført til et land, som i Bibelen bliver regnet for ’uren jord’ (Amos 5:17). I det her omtalte skriftsted svarer profeten Amos præsten Amazja (der har påbudt ham at forsvinde til Judas land), at han ’skal dø på uren jord’ (Israel skulle nemlig føres bort fra sin egen jord).

Den unge jøde, Daniel, befinder sig altså ikke blot ’i et fremmed land’, men han opholder sig nu på ’uren jord’. Det vil sige, at han ved hoffet af hedningekongen, Nebukadnesar, må bevæge sig i en atmosfære af snavset kultur og usømmelig, nedgørende optræden. Overalt, hvor han vender sig, vil synden blive præsenteret og de laveste lidenskaber stillet til skue. Hans sind og tanker vil meget let blive forurenet. Kun en sand gudsfrygt og et troens liv ville kunne holde stand mod den sump og forfald, som ligger i udtrykket ’uren jord’.

Sådan er det sket med de palæstinensere, som nu er underlagt Hamas i Gaza. De er kommet i et urent miljø, hvor de – for nogle ganske fås vedkommende – hemmeligt holder sig til Israels Gud. De er som Rahab, der bandt en blodrød snor til sit hus – og blev sparet med hele sin familie, da Israel drog ind i landet.

DE UIGENFØDTE MENNESKES FJENDSKAB

Denne beretning er en opfordring til at efterfølge ordet fra Ordsprogenes bog: ”Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke. Da hælder du gloende kul på hans hoved, og Herren lønner dig for det (Ordsprog. 25:21-22). Paulus citerer dette skriftord nøjagtigt i sit brev til romerne (12:20) og tilføjer: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (v.21).”

Hver eneste af os kender til det uigenfødte menneskes fjendskab og ondskab, inden vi ved Kristus blev forligt med Gud. Vi er alle indbefattede i den uhyggelige liste over karakteregenskaber, som vi rummede, før vi blev frelst. Om os alle står der således skrevet, at ingen var retfærdig – ikke en eneste. Ingen var forstandig, ingen søgte Gud. Alle var vi kommet på afveje og var fordærvede af synd. Ingen af os gjorde noget godt – ikke en eneste (Rom.3:11-12).”

Og Paulus fortsætter opremsningen, med endnu hårdere bekendelser. Han siger, at vor strube er en åben grav, vor tunge var fuld af løgn, og der var slangegift i alt, hvad vi sagde. Vor mund var fuld af forbandelser og bitterhed, og vi var hurtige på fødderne, når der skulle dræbes, myrdes og slås ihjel – ja, der var simpelthen ødelæggelse og elendighed på alle vore veje; vi kendte ikke til fredens vej og har mistet enhver form for gudsfrygt (Rom.3:13-18, parafrase).

ET TANKE-EKSPERIMENT

Hvad er vor stilling til den eksistenskamp, som jøderne er bragt i, som de nu forbereder sig på en landoffensiv ind i Gaza, hvor det kan blive en kamp fra hus til hus og fra gade til gade. Eksistenskamp er netop det rette ord, idet det ikke er en angrebskrig men en forsvarsstrid, der udkæmpes – og det spørgsmål bliver med ét relevant for os hedninger, om vi ejer den ægte kærlighed til jøderne?

Den ægte kærlighed? Hvad er det? Hvilken fordring har den rene, ædle, uskrømtede kærlighed, for at den kan betegnes som ’den oprigtige kærlighed’? Paulus forsøger at forklare sig og svarer på dette spørgsmål med følgende: ”Jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder (Rom.9:3).”

Et forsøg på at formulere, hvad Paulus egentlig mener, lyder sådan: ”Jeg ville ønske, at det var mig selv, der er forbandet og afskåret fra Kristus, hvis bare det kunne hjælpe mine egne landsmænd til at blive frelst (Rom.9:3).” Eller sagt med andre ord: ”Jeg har det ønske, at det var mig, der i dette øjeblik var stationeret på den Uriaspost at skulle bevæge mig ind i fjendeland, hvis jeg dermed kunne spare en ung jøde for denne opgave (9:3, parafrase).” Eller tolket helt ligefremt: ”Jeg er parat til selv at trænge ind i Gaza (Hamas’s skjulested), hvis det kunne redde en af de unge, jødiske mænd, der skælver ved denne tanke.”

Det korte af det lange ved dette tankeeksperiment er, at det hjælper os til at forstå de kvaler, som det jødiske folk befinder sig i for øjeblikket – og det hjælper os til at fatte, at der er nogle få palæstinensere, som følger Rahab og har bundet ’en blodrød snor’ til deres hus.

*

Tanken minder os om én af Jakobs sønner, Judah, som stillede sig som garant for sin bror, Benjamin, og sagde: ”Min far Jakob overlever helt sikkert ikke, hvis han ser, at vi kommer tilbage uden drengen. Så vil det være vores skyld, at han dør af sorg! Derfor beder jeg dig, høje Herre, om at lade mig blive her som slave i stedet for drengen! Jeg tager frivilligt hans plads.” (1.Mose 44:30-34, parafrase)

Det er således ordene: ’i stedet for’, som vi skal lægge mærke til. Er vi parat til at gå ind i Gaza ’i stedet for’ vor jødiske broder? Er vi parat til at opleve at måtte skjule vor hemmelige tro, som nogle palæstinensere må gøre det?

Svaret finder vi i Galaterbrevet 3:13, hvor der står skrevet: ”Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld…”

HAMAS CHARTER

Vi ved, at selv den største krig kan ikke udrydde Hamas! Selvom der bliver slået alle ’Hamas-tilhængere’ ihjel i Gaza, så lever ideologien videre i det skjulte og vil manifestere sig overalt, hvor den finder ny grobund.

Hamas er det bedste samfund menneskeheden har skabt. ”Hamas gør det gode og forbyder det onde. Hamas tror på Allah,” sådan lyder det i Hamas Charter fra 1988…

”vor kamp mod jøderne er altomfattende og alvorlig i en sådan grad, at vi vil få behov for al den støtte vi kan… indtil fjenden er slået og aldeles sejr er sikret,” hedder det i en kommentar til charteret. ”

”Den islamske modstandsbevægelse er grundlæggende for alle muslimer. De har givet sig til Allah og tilbeder Ham, som det er skrevet: Jeg har skabt mennesket og djævelen med den hensigt, at de skal tilbede Allah. De har nu rejst jihads fane, for at fordrive ’undertrykkeren’ fra landet, ’så de kan blive befriet fra deres nedværdigelse, snavs og ondskab (artikel 3).”

”Når vore fjender stjæler islamisk land, bliver jihad (hellig krig) en religiøs pligt (artikel 5), hedder det i ideologien, som bliver påtvunget alle indbyggere i Gaza – også det mindretal, som af hjertet tænker anderledes.

”Den zionistiske ekspansion er uden ende! Den begærer at udbrede sig fra Nilen til Eufrat. Dens plan er publiceret i skriftet ’Zions Vises Protokoller’. At forlade konflikten med Israel er et kæmpeforræderi, og det vil nedkalde forbandelse over alle, der følger denne linje (artikel 32). Hvis en indbygger i Gaza tænker eller taler anderledes, så bliver han eller hun betragtet som en ’kæmpeforræder’.

Dette er blot et ’lille uddrag’ af Hamas Charter, der har sin oprindelse i DET MUSLIMSKE BRODERSKAB, der betragtes som en terroristbevægelse af bl.a. Egypten. I 2017 accepterede charteret for første gang ideen om en palæstinensisk stat, der stod imod Israel som en ’zionistisk fjende’.

Alle Gaza-beboere ’synes at tilhøre’ denne samfundsdannelse. Men er det virkelig alle, som identificerer sig med denne ideologi? Er der et lille mindretal, som har bundet Rahabs blodrøde snor til deres boliger – og håber på Israels barmhjertighed, når offensiven begynder?

DEN KOSMISKE OVERVÅGNING

”På den tid skal nemlig Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner (Dan.12.1).”

’På den tid’ er et begreb, som kan være svært ’at sætte årstal på’. Men vi forstår, at det må være i en ’vanskelig tid’ for Israel. Situationen beskrives med denne sætning: ”En trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til (v.1, parafrase).

Mikael er en ærkeengel og ’den store leder’ i den hærskare, som nævnes i forbindelse med Guds navn: ’Hærskarers Herre’. Han har den opgave at overvåge situationen i Israel, for på et tidspunkt (med sine bataljoner af veludrustede, himmelske ’soldater’) at komme Israel til undsætning. Spørgsmålet er, om dette er et sådant tidspunkt (en krise, som jøderne ikke har været i før), som nu venter Israel.

For øjeblikket står man afventende, men Skriften giver en forståelse af, at der samtidig finder en ’kosmisk overvågning’ sted. Mikael, Guds særligt magtfulde engel, følger situationen omkring Israels opgør med Hamas, og er parat til at komme til hjælp, hvis situationen eskalerer, og større magter begynder at røre på sig. Men lige i øjeblikket synes der – selvom situationen er alvorlig – ikke at være grund til panik! Profeten Elisa beroligede sin tjener, da han i en lignende situation blev fyldt med frygt, og han bad denne bøn til Herren: ”Herre, åben hans øjne, så han kan se!” Og Herren åbnede tjenerens øjne, så han pludselig fik øje på endeløse slagrækker af ildvogne og ildheste rundt om Elisa (2.Konge 6:17, parafrase).

Det samme er i dette øjeblik tilfældet: Omkring Gaza er der (ikke synligt for det menneskelige øje) en opmarchering af himmelsk artilleri og mandskab, som med en befaling fra hærstyrkens leder, ærkeenglen Mikael, kan bringes til indsats i løbet af sekunder. Gud har situationen under kontrol. Han er parat til ’at værne sit folks sønner’ (v.12:1).

SALME 37, LÆST MED DE RETFÆRDIGES BRILLER

”Bliv ikke oprørt over nogle menneskers ondskab, bliv ikke opbragt over dem, som gør det onde; de vil nemlig visne hen af sig selv – ja, ’tørre ud’ som nyslået græs. Stol i stedet på Gud, som altid gør det, der er bedst for alle, så får du fred til at fryde dig i Herren.

Vælt hele din vej over på Gud, stol på ham, så rejser Han sig for selv at gribe ind. Han vil føre din trosretfærdighed frem som var det lyset selv, din dømmekrafts ret som den klareste dag, der får alt mørket til at forsvinde! Vær nu stille og vent på Gud; hids dig ikke op over dem, der smeder intriger! Styr din vrede! Smid din bitterhed væk. Blik ikke hidsig – det bringer kun ulykke. Thi de onde vil blive udryddet, mens de, der venter på Herren, ikke venter forgæves; de skal overtage landet (v.1-11, parafrase).

Ondskaben har nu rottet sig sammen mod alt, hvad det er sundt og godt. Den viser tænder, for den indser, at dens tid er kort – ja, ondskaben har nu trukket sværdet for at slagte de uskyldige. Men ondskabens sværd skal ramme dem selv i hjertet, og deres spændte buer skal bryde sønder og sammen, og deres flammende pile falde til jorden. Herren ler en skånselsløs latter over de onde, for han ser, at ondskabens time kommer!

Jeg så en gudløs tyran, han brystede sig og ragede for en tid op blandt Libanons cedertræer. Så gik jeg forbi – og han var væk! Jeg ledte efter ham, men han var der ikke mere! Sådan vil ondskaben blive udslettet. Den onde har ingen fremtid, men Gud redder de oprigtige. Han befrier dem (som er taget som gidsler af den onde) for de søger ly hos ham (v.35-40, parafrase).

PODET IND PÅ ET VILDT OLIVENTRÆ

”Men når nogle af grenene blev brækket af og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene (Rom.11:17-18).

Apostlen Paulus henvender sig til de mange ikke-jøder, der udgør Kristi menighed. Han taler samtidig et alvorsord til de nationer, der bærer kristennavnet (i deres grundlov) og oven i købet har korset prentet i deres flag. Han bringer et formanende ord til disse nationers lovgivere – ja, stiller de ansvarlige og styrende til regnskab for, hvorledes de forvalter den kostbare skat, som er blevet dem betroet. Han minder dem om, at de helt aktuelt står i en gammel gæld til Israel, og at det vil bringe nogle nedskrevne konsekvenser over disse folk, hvis de nu glemmer at betale denne gæld tilbage.

Da disse nationer i tidernes morgen bekendte sig til den kristne tro (§ 4 i Danmarks grundlov) og forpligtede sig selv til at understøtte (og dermed befordre) evangeliet i deres land, da accepterede de også at bringe en del af apostlenes lære. Denne rummer et billedsprog, som bl.a. indeholder dette maleri: ’En gren på et vildt oliventræ, som er blevet podet ind blandt de andre grene (og nu får saften fra) det ægte træs rod’ (Rom.11:17).

Det er altså ikke os, der bærer roden, men roden, der bærer os…

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’REDNINGEN I GAZA’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 10.11.2023.

”kristne alle vegne forener jer!”

Ekstrabladets Bent Falbert brugte en hel bagsideartikel (søndag d. 16. august 2015) på at fortælle, at ’Præker-Johny går igen’! Artiklen var med en helsides karikaturtegning præget af den sjældne ironi, der ikke er direkte ondsindet – men som siger tingene på en måde, så folk kan forstå, hvad det drejer sig om. Jeg er imidlertid indstillet på at belyse sagen, sådan som ’De 300’ (borgere) ser den, og må af den grund anvende en mere saglig synsvinkel end ideen bag Ekstrabladets artikel. Men jeg kommer med grundloven, bekendelsesskrifterne – og min Bibel under armen og jeg har i sinde, om Gud vil og jeg lever, at rejse gennem land og rige for at belyse denne sag over for dem, der vil lytte til min prædiken…

De, som vil ændre (eller som det i fagsproget hedder: ’regulere’) Danmarks Grundlov, har ifølge de sagsøgende danske borgere ikke noget godt i sinde! ”Vi vil have en moderne grundlov,” hævder de folk, som er utilfredse med vor nuværende forfatning. Samtidig gør de opmærksom på, at de bekendelsesskrifter, som den danske forfatnings 4. artikel henviser til, er ’mildest talt middelalderlige’ – og deri har den slags eksperter ikke uret! Det samfundsmæssige system i de første reformationstider var – det kan ikke afvises – ’middelalderligt’. Imidlertid opfordrer den danske folkekirkes såkaldt ’middelalderlige bekendelsesskrifter’ ikke et øjeblik det moderne danske frihedselskende livsmønster til på ny ’at underordne sig et barskt, statsdirigeret, stavnsbundet samfund, en absolut uretfærdig privilegie-ordning eller en ideologisk genindførelse af enevældens herskesyge! Ej heller befordrer disse 500 år gamle skrifter en ’statskirke’ forstået på den måde, at kirke og stat ved lov skal smedes sammen til at fungere som én eneste ’retmæssig’ magthaver!

’UPASSENDE PROCEDURE’

Det er ikke venlige, imødekommende eller diplomatiske vendinger, som reformatorerne anvender, når de taler om ’den upassende måde, hvormed (i 1500-tallet) den kirkelige myndighed og den verdslige magt’ er blevet ’sammenblandet’ (CA 28:1-2). Reformatorerne bruger (i den tyske oversættelse) ord som ’unschicklich Gewalt’, hvilket betyder: ’upassende, ufin og usømmelig magtanvendelse’. Augsburgerbekendelsens latinske tekst bruger betegnelsen ’incommode’, hvilket antyder ’den groveste taktløshed’… og det var klogt af Melanchthon at henvise til, at ’sådan kan en kirke ikke opføre sig over for staten’. I de dage var ytringsfriheden rimeligt stærkt begrænset, og der ventede flammende kætterbål om hjørnet, hvis nogen ville bruge betegnelser af den art om den verdslige øvrighed! Men sådan er det ikke i dag! Alle disse ’stærke udtryk’, som er anvendt i kirkens bekendelse, ikke blot kan – men bør – anvendes over for statens nyeste overgreb på kirken gennem dens lovgivning i 2012. Bekendelsesskriftets indhold drejer sig nemlig ikke blot om ’en række skældsord’ – nej, sagen handler om en procedure, som en dansk regering konkret har anvendt med henblik på statens forhold til kirken. En ’regulering’, som med vold og magt er blevet brugt over for den kristne menighed – og som derfor (ifølge Danmarks Grundlov) skal belyses ud fra kirkens hovedbekendelse.

Dommerne vil næppe undse sig for at erklære (tror jeg), at bekendelsesskriftet, Confessio Augustanas tekst er højaktuelt, når det taler om en ubibelsk ’indstiftelse af en ny gudsdyrkelse’ og en ’hensynsløs belastning af samvittighederne’ (art.28, stk.2-3). Retten vil da ikke blot kunne henvise til middelalder-pavernes hersken og hærgen. Nej, den vil kunne belære endog de debatterende medier om, at hvis staten vil have indført i rigets gudsdyrkelse en gudstjenestelig handling, der aldrig før har set dagens lys, så eksisterer der en solid, grundlovssikret betingelse, at en sådan ’regulering’ forløber efter spillets regler. Disse tillader imidlertid ingen forandring i den kirke, som staten (ifølge Grundlovens § 4) understøtter, uden at den indførte ændring stemmer overens med de fundamentale tekster, der er kirkens grundlovsanførte rettesnor. Hvis kirkens bekendelsestekst advarende præciserer, at en ’upassende’, ’usømmelig’ og ’uanstændig’ sammenblanding af statens og kirkens myndighedsområder kan føre til ’de største krige’ og ’uroligheder’, da er et sådant ’overgreb’ (kirkelige homovielser) i foruroligende modstrid med den grundlovsbestemmelse, som siger, at intet i gudsdyrkelsen må stride mod den offentlige orden’ (§ 67)…

FORSVUNDNE DOKUMENT

Faktisk synes jeg, at et bedre offer for Ekstrabladets gabestok vil være de ministre (og deres embedsmænd), der med arme og ben søger at hindre borgerne i at få udleveret den aktindsigt, som de er berettigede til. Det har ikke været let at finde ud af, om en gennemført lov af de ansvarlige myndigheder i proceduren er blevet ’ordentligt behandlet. Det gælder ikke mindst lovene L.105 og L.106 om kirkelige vielser af homoseksuelle. Særlig svært bliver det, hvis der fra borgerens side stilles nærgående spørgsmål om, hvordan disse lovudkast egentlig forholder sig til grundloven? Da er det, som ’går der en bureaukratisk klap ned’ for al videre kommunikation. Dørene bliver forsigtigt lukket og svarene tågede. Af en besvarelse til Folketingets Europaudvalg på Christiansborg d. 20. marts 2015 (dok.nr. 151696) fremgår det imidlertid, at der fra de ansvarlige ministeriers (og med henblik på sådanne spørgsmål fra borgernes side) bør tages højde for, om der i selve folketingets debat, mediernes omtale eller den ’høring’, som har fundet sted, skulle være fore kommet bemærkninger om, at ’forslaget er grundlovsstridigt’. Hvis dette er tilfældet, hedder det, bør der ved borgernes henvendelser kunne fremlægges præcise svar på deres spørgsmål.

OPRØR MOD STATSEVANGELIET

Det populære ’kærlighedsevangelium’, som Danmarks statsminister forkyndte i folketingssalen på Christiansborg tirsdag d. 20. marts 2012, (hvor en første behandling af lovforslaget om kirkelige homovielser fandt sted) står i skærende modstrid med det evangelium, som kirkens bekendelsesskrifter er bygget på. ”Det er vort ønske ved dette lovforslag at muliggøre,” udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, ”at ligegyldigt hvem man elsker, så kan man blive gift i kirken.”

Som en indledende erklæring til netop det lovforslag, der på den dag (under stor mediebevågenhed) skulle fremlægges i Folketinget – og ved denne enestående lejlighed udtalt af landets regerings øverste myndighed – er der næppe blot tale om en tilfældig ’medfølgende bemærkning’. Nej, øjeblikket fordrede et manifest. En kort fremstilling af lovforslagets ideologi. Et ’regeringsbudskab’: Et statsevangelium!

Spørgsmålet er herefter kun ét: Harmonerer regeringens og kirkeministerens statsevangelium med det evangelium, som Kristus har betroet sin kirke? Hvis dette ’statsevangelium’ blev isoleret til rådhuset, ville landets kristne kun advare og formane de styrende til at opgive et sådant forehavende. Men i det øjeblik ’statsevangeliet’ ved et ritual ’påtvinges’ kirken, bør landets troende sætte sig til modværge. Statsministeren omtaler i sin officielle proklamation, at ’kirken skal stå til rådighed med en passende kirkelig handling’.

Hertil siger Den Augsburgske Bekendelse i sin 16. artikel stk. 7: ”Det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker” (Ap.G. 5:29).

Et afgørende spørgsmål i denne sag er altså dette: Er kirkeministerens lovforslag og statsministerens nye kærlighedsbudskab forbundet med en overtrædelse af Guds bud? Hvis det ikke er tilfældet, siger Den Augsburgske Bekendelse, da ’forbliver det nødvendigt, at kristne alle vegne adlyder deres øvrighed.” Bekendelsen udtaler altså klart og tydeligt, at hvis der ikke er nogen form for ringeagt for apostlenes lære forbundet med kirkeminister Manu Sareens lovforslag om, at ’to mennesker af samme køn foran alteret bliver smedet sammen i et ægteskab’ ej heller med statsminister Helle Thorning-Schmidts fordring på en kirkelig handling for ’al slags kærlighed’ – da ’skal den kristne adlyde øvrigheden og ministerens lov. Bekendelsen, som er kirkens faste grundlov, påbyder, at det i
dette tilfælde er ’nødvendigt at adlyde…’ Kirkens døre bør da overalt slås op på vid gab for homoseksuelle og lesbiske bryllupper. Hvis det derimod er tilfældet, at øvrighedens love eller krav er forbundet med synd, så stiller sagen sig for den kristne anderledes! Da skal han eller hun ikke adlyde landets love – men skal modsætte sig disse og handle efter Guds lov.

FRIKIRKERNES STILLING

Folkekirken bliver i denne sag prøvet, og Danmarks frikirker vil ikke slippe for den samme afgørende test.

Baptisternes ’Købnerkirke’ i København tilbyder nu homoseksuelle og lesbiske brudepar en ’kirkelig velsignelse’ i deres store, historiske kirke på Amager. Dermed følger Nordens første frikirke, som blev stiftet i 1839 (ti år før Danmarks Grundlov blev givet) i statskirken fodspor. Kirkens stifter, Julius Købner, der var født af jødiske forældre, skrev advarende i et manifest i 1848: ”Man vil sørge for, at du bliver holdt i mørke, så du ikke fatter, at Kristendommen og statspavedømmet er lige så forskelligt som Kristus og Kajfas.” Dette advarselsord synes nu at blive fejet til side, hvor danske baptister følger kirkeministeriets ordning og påbud med hensyn til kirkelige velsignelser af par af samme køn.

Købnerkirkens stifter, Julius Købner, udfærdigede i midten af 1800-tallet et såkaldt manifest for, hvad han omtaler som ’ur- kristendom’. Om den sande ’apostolske kristne’ (hvilket er hans benævnelse) skriver han: ”En sådan kristen vil ikke – om end hans hoved står på spil – vige tilbage fra (som Johannes Døber) at sige til Herodes: ”Det er ikke ret, at du har din brors kone!” (Mark.6:18 og Luk.3:19)…eller som Paulus at tale til den romerske magthaver om ’retfærdighed, fromhed og den kommende dom’ (Ap.G.24:24-25). Nordens første frikirke er nu veget fra denne holdning og taler nu samme sprog som staten og statens kirke. Alle Danmarks frikirker bør i denne frafaldets time bøje hovedet og bede Gud om nåde til ikke at tale med samme tunge…

”I Danmark blev vi forfulgt,” skriver Julius Købner i sit manifest. ”Man forfulgte vore sønner og døtre, hvis eneste forbrydelse var, at de hyldede urkristendommen. Man sendte dem både politi og gendarmer på halsen for – i de helligste øjeblikke af deres liv at overfalde dem med rå, brutal vold. Som Huguenotterne blev forfulgt i Frankrig, måtte også vi afholde vore gudstjenester i fjerne, afsides skove. Man spærrede os inde blandt tyve, røvere og mordere. Vi sygnede hen i vore fangehuller – ja, man ville have os til at afsværge vor tro – hvilket ikke i ét eneste tilfælde lykkedes dem!

Bevæbnede mænd trængte ind i vore huse for at rive spædbarnet ud af dets mors arme, så det kunne overgives til statskirkepræstens behandling (tvangsdåb). Julius Købner konkluderer: ”Kristi kirke kan ikke anerkende andre fyrster eller lovgivere over sig end Ham, der troner i Himlen. ’Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at ad- lyde jer mere end Ham’ (Ap.G.4:19).”

Julius Købner slutter: ”Den, der bekender sig til humanismen, siger farvel til Bibelen. Hvordan kan det ske, at man nu vender til bage til usædelighed? Vi må hæve vore hænder op mod Den Almægtige og protestere. Til det sjælelige menneske, der lader sig nøjes med den dyriske tilfredsstillelse, siger vi: ’Noget sådant er os ikke nok! Vi vil forblive ulykkelige, om ikke vi finder Gud og evigheden – ja, det offer, som blev givet på Golgata som soning for vor skyld’.”

Købners sidste ord i manifestet lyder sådan: ”Så lad da folket beslutte sig! Lad det komme til valg mellem hykleri og sandhed… mellem den fornuftige, bibelske hjerte-overbevisning og de tåbelige menneskelige luftkasteller. Må Jesu Kristi Ånd lede til den rette bedømmelse. ”Hvis I bliver i Mit Ord,” siger Jesus, ”er I i sandhed Mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer fri…” (Johs.8:32).

Der er i Danmark 5.500 baptister. Spørgsmålet er, om alle disse vil følge samme linje? Den verdenskendte baptistprædikant, Billy Grahams søn, William Franklin, har i det seneste nummer af magasinet, ’Decision’, meddelt, at han tager afstand fra præsident Obamas godtagelse af ’same-sex-marriages’.

I en artikel skrevet af baptist-Købnerkirkens menighedsråd og præst i oktober 2012 hedder det bl.a.: ”Vi mener, at også homo- seksuelle har ret til at indrette sig i faste parforhold og skabe en familie. Bibelens tekster lærer os, at alle mennesker er født frie og lige, og at alle finder deres værdi og identitet ved at være elsket af Gud, også uanset deres seksuelle identitet. Som baptister vil vi særligt understrege troen på, at Gud har skabt mennesket med frihed til selv at søge Guds vilje med ens liv. Der er intet i Bibelen, som efter vor opfattelse taler imod, at to af samme køn frivilligt kan leve sammen i et livslangt kærlighedsforhold.” Dette syn imødegås af bibeltro baptister i Norge, som protesterer mod denne udvikling.

Som Nordens første frikirke nu har meldt klart ud, at den følger statskirkens skriftforståelse i spørgsmålet om den kirkelige velsignelse af homoseksuelle par, er det atter på sin plads at betone, at den tavse forargelse ikke er nok til at stå denne udvikling imod! Når Skriften siger, at Den Almægtige ikke i længden vil tillade, at ’gudløshedens herskerstav ligger tungt på de retfærdiges arvelod’ (Salme 125:3) – så er øjeblikket inde til at handle efter fædrenes forvarsler, så at de troende ikke ’udrækker hånden til uret’ (v.3). Kampen for de kristne værdier i kirke og samfund er begyndt – og der er brug for alle dem, som ser faren. Danmarks statskirkes bisper har udfærdiget – på ministerens forlangende – det nødvendige ritual til kirkelige vielse og velsignelse af homoseksuelle par. Nu følger adskillige frikirker efter – men den enkelte troende bør her ikke følge i samme spor (Rom.4:12)… de bør afvise ’statsevangeliet’! Det er værd i denne time at blive erindret om, hvad der skete i 30’ernes Tyskland. For eksempel denne hændelse:

Den 1. april 1935 var der boykot-uro i Berlin. Men den havde tilsyneladende ingen indvirkning i den tillukkede bygning, hvor højesteret præsiderede. Her befandt sig på den dag den unge Young Sebastian Haffner, der var under uddannelse til at blive sagfører. Han opholdt sig i biblioteket, ’der var fyldt med en ekstrem stilhed’ (skriver han og tilføjer): ”En slags højspændingsstilhed, der var
som døv overfor støjen i den ydre verden. I højesteret var der ingen revolution.”

”Da pludseligt blev dørene sparket op,” (fortsætter han) ”støvletramp, udstedelsen af ordrer, mænd i brune uniformer. ’Alle ikke-arier ud!’ blev der råbt.” Sebastian Haffner fortæller: ”En af nazisterne gøede op i mit hoved: ’Er du arier’? Uden at tænke mig om, svarede jeg straks: ’Ja’! (Jeg opfyldte de givne krav) – men jeg kan ikke tilgive mig selv for dette svar! Den dag skrev jeg bedrøvet i min dagbog: ’Jeg bestod ikke denne første prøve. Jeg kunne have givet mig selv en lussing for det svar’!” (Haffner: Geschichte eines Deutschen, 1914-1933 München 2000, side 146-149).

I dag sættes ’kniven på struben’ på en anderledes ’politisk korrekt’ måde.

Lad os derfor være på vagt og være ubøjelige over for statsevangeliet, som vil forråde vor frelser, Jesus Kristus.

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ISRAELS MØRKESTE NAT’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 27.10.2023.

… hvad der er sandt, og hvad der er løgn – … fortsættelse af det forrige rundbrev

Det fremgik af tidligere kirkeminister, Manu Sareens ’lovforslagsbemærkninger, at hans afsæt til initiativet ’kirkelige homovielser’ ikke ligger i hans ønske om at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære, men udelukkende er motiveret af den politiske ideologi, som ligger bag oktober-regeringsgrundlaget af 2011.

Som statens mand har han ifølge sin erindringsbog set det som sin fornemste opgave at følge op på den politiske vision ’at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken’. Dette skulle (ifølge det politiske regeringsprogram) gennemføres ’uanset kirkemedlemmernes seksuelle orientering’. ”Den kirkelige vielse,” forklarer kirkeministeren i sin selvbiografi, ”er den sidste rest af diskrimination af homoseksuelle” (s.162). ”Den tilhører en fjern fortid! Nu skal kirken hjælpes til ’at komme videre’. Nu skal vi bare have lavet det ritual! Han tilføjer: ”Dette er den bedste beslutning, jeg har truffet som politiker (s.163)… ”slut med freden i kirkeministeriet!” (s.163)

”Vi vil give alle kirkens medlemmer!” … er altså ikke et bibelsk begrundet udsagn fra kirkens ledelse. Det er et parti-politisk manifest. Da det blev formuleret i 2011, drømte ingen af de involverede politikere om at spørge kirkens egne folk, hvad de mente. Og slet ikke nogen af de ti indflydelsesrige, kirkelige organisationer, der siden viste sig at være dette politiske programs bitreste modstandere. Nej, de fire ord: ’uanset deres seksuelle orientering’, afslører en verdslig, statspolitiske sigte. Dette regeringsgrundlag skulle nu kæmpes igennem ’uanset’, hvad andre mente og tænkte. ’Uanset’ kirkens egen indstilling og lære – ja, ’uanset’ om kirken ville have det eller ej…

Bevæggrunden for statens pludselige ’gavmildhed’ (som udtrykkes i ordene ’vi vil give’), hviler ikke på noget mandat – nogen særlig beføjelse eller kompetence, ej heller på nogen særlig lyst eller længsel efter at komme kirken til hjælp ved at understøtte dens lutherske og bibelske vision. Nej, de ’statslige givere’ har noget andet og mere ildevarslende i sigte, hvilket jeg i det følgende vil søge at forklare…

BISKOPPENS KVITTERING

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen i februar 2012 – kun et par dage før hans minister skulle møde en flok vrede folketingskolleger i et samrådsmøde på Christiansborg – afleverede et (næsten personligt) ’notat’ til Manu Sareen, lignede det en taknemlig kvittering for ’gaven’. Notatets indhold lød:

”Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstiden.”

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat til kirkeministeren vedr. ægteskabet er imidlertid i uforsvarlig modstrid med kirkens bekendelse. Biskoppen skriver bl.a.: ”Det har indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have en særlig status…”

Med en sådan bispeerklæring kan notatets modtager, kirkeministeren, kun være tilfreds!

Bispenotatet slår fast, at kirkens velsignelse ikke skal regnes for noget særligt. Det vil med andre ord sige, at Guds velsignelse ikke skal opfattes som havende nogen særlig betydning. Med biskoppens egne ord (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status!” Hertil svarer Luther: ”Hvor meget mere skal vi ære denne guddommelige stand!” Han tilføjer: ”Ægteskabet har jo Guds ord for sig, er ikke opdigtet ej heller indstiftet af mennesker.”

Det vil sige, at ægteskabet ifølge kirkens bekendelse (Luthers katekismus) alle steder og til alle tider af kirkens præster og bisper skal forkyndes som en ’guddommelig stand’, ’indstiftet af Gud’, og at ægteskabet alene af den grund kan modtage en særlig velsignelse. Ikke nok med det: Der behøves ikke (som Danmarks bisper så tydeligt har bevidnet) lang tid til at udforme et vielsesritual, thi ægteskabet har (Luther-citat): ’Guds ord for sig’ – er altså bekræftet i Den Hellige Skrift. Det er ikke noget menneskeligt påfund. Det er helt og holdent indstiftet af Gud! Det behøver man ikke (som det har været tilfældet) flere måneder til at få indført et nyt homoseksuel vielsesritual!!

Københavns biskop erklærer (som omtalt) i sit bemærkelsesværdige notat til ministeren, at gentaget (citat): ’Det i kirken velsignede ægteskab har ikke nogen særlig status.” Hertil siger Luther: ”Unge mennesker skal lære at holde ægteskabet i ære som et guddommeligt værk og bud’ (Traubüchlein).

Hvis unge mennesker skal lære, at det er Gud, der står bag ægteskabet – ja, at ægteskabet ’skal holdes i ære’ som en guddommelig befaling, da må nødvendigvis ’det i kirken velsignede ægteskab’ have sin berettigelse – ja, da må det kunne identificeres som havende en ’særlig status’ (idet det næppe kan forventes, at rådhusets embedsmænd har kendskab til at forvalte ’de guddommelige ting’ på samme måde som den af Herren dertil kaldede og indviede præst.)

I sit ’Tillæg om ægteskabet’ (der ubeskåret indgår i kirkens officielle og forpligtende bekendelse, og som sådan er knyttet til landets grundlov) siger Luther videre: ”De, der fra først har indstiftet, at man skal føre brud og brudgom til kirke, har i sandhed ikke anset det for en spøg, men betragtet det med stor alvor.”

Biskoppen kommenterer i sit notat til ministeren Luthers holdning vedrørende dem, ’der fører brud og brudgom til kirke’): ”Det er ikke noget særligt!”

Til dette svarer Luther: ”Sagen er klar! Den, der begærer præstens velsignelse, viser dermed, at han har brug for Gud i ægteskabet… ikke mindst på baggrund af al den ulykke, djævelen udretter med hor, utroskab, uenighed og al slags elendighed…”

BISKOPPENS FALSKE VEJLEDNING

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat viser sig at være så fjernt fra kirkens bekendelse, at han i dag bør stilles over for en dommer for dér at gøre til regnskab for hans vildledende råd til kirkens minister. Københavns biskop bør i en retssal gøre rede for, hvad han mener med de seks punkter, som han bevæbnede sin minister med inden det omtalte samrådsmøde på Christiansborg.

1. Kirkens bekendelse siger (citat): ”Vi skal ære ægteskabets guddommelige stand.”
   Biskoppen siger (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status.”
   
   
2. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet har Guds ord for sig.”
   Biskoppen siger (citat): ”Hvis bekendelsen indeholdt mere end antydninger af ægteskab-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum til efterretning.”
   
   
3. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet af mennesker.” Biskoppen siger (citat): ”Ægteskabet har altid været opfattet som et ’verdsligt foretagende’.”
   
   
4. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt værk…” Biskoppen siger (citat): ”Hvis ægteskabet i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed.”
   
   
5. Bekendelsen siger (citat): ”De, der vil føre brud og brudgom til kirke, har betragtet dette med stor alvor.”
   Biskoppen siger (citat): ”Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.”
   
   
6. Bekendelsen siger (citat):”Den, der begærer den guddommelige velsignelse, er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet.
   Biskoppen siger (citat): ”En sådan tænkning,” (at ’det kirkelige ægteskab’ er noget særligt) ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition.”

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, (som kirkeministerens ’særlige rådgiver’) forklarede statens embedsmand, at ægteskabet – ifølge Luther – ’ist ein ’äusserlich, weltlich Ding’ (et yderst verdsligt foretagende) – så faldt denne biskoppelige vejledning (hos ministeren) i god jord. At ægteskabet ifølge Luther slet ikke skulle have noget med kirken at gøre, passede fint i ministerens univers. Derfor læste ministeren højt fra bispens notat ved samrådsmødet på Christiansborg d. 23. nov. 2011. Han lod dermed forstå, at hans lovudkast om en ændring af ægteskabsloven, ikke var kirkens – men (som biskoppen havde givet udtryk for): ’den verdslige øvrigheds domæne’.

Hvert eneste af biskoppens 6. punkter har haft de alvorligste konsekvenser for lovgivernes forståelse af deres kompetence over for kirken i denne sag. Det 3. punkt beviser biskoppens uforsvarlighed i vejledningen af statens minister. Det er (efter min mening) direkte vildledende.

LUTHERS ÆGTESKABSTEOLOGI

Spørgsmålet er derfor: Har biskoppens gejstlige ansvar over for lovgiveren overskredet den tilladelige skala ved (i det 3. punkt) en vildførende og fordrejet fremstilling af Luthers ord: ’Ein weltlich Ding’ (et verdsligt forhold)? Bør biskoppens embedsførelse ved udfærdigelsen af et sådant notat ikke lægges til grund for en nærmere undersøgelse? Står den evangelisk-lutherske kirke ikke her over for et direkte brud på alle tjenestemæssige regler, der derfor i dag bør indgå i en nærmere bedømmelse af biskoppens embedsførelse?

Af den grund bør biskoppen tages på ordet. Han skriver, at (citat): ’bekendelsesskriftet fordrer… en viden om reformationstidens situation’.

Godt! Lad os da betragte, hvad Luther egentlig mener med ordene ’ægtestanden ist ein weltlich Ding’ (WA 30.III 205.12… von Ehesachen 1530). Sagens rette fremstilling er denne:

Luther var i en bitter og uforsonlig strid med Den Katolske Kirkes ægteskabsteologi. Med næb og klør kæmpede han mod pavens lære om, at ægteskabet skulle regnes som ’Det syvende sakramente’ – ja, allerede i skriftet ’De Capitate’ trækker Luther blankt mod Roms højtravende, sakramentale ægteskabsforståelse. Når han i kampens hede anvender udtrykket: ’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold’, så mener Luther med ordet ’verdslig’ ikke ’borgerlig’ eller en anden lignende betegnelse i sekulær forstand. Med udtrykket ’weltlich’ siger Luther: ”Lad os komme ned på jorden! Lad os ikke rive med af en eller anden katolsk-mystisk ægteskabsforståelse!”

At dette er den rette forklaring på Bekendelsens erklæring om ægteskabet (forstået som ’en klar jordisk forordning’, thi i himlen eksisterer det ikke længere… Matt.22:30) fremgår af reformatorens nærmere redegørelse i ’De Captivitate Babylonica’, 1520, hvor Luthers klare syn på det nytestamentlige ord ’sacramentum’ heftigt sønderhugger Roms forsøg på at gøre dette begreb til et ’kirkeligt sakramente’ (Th. Camelot, 1957, side 429-449).

Bekendelsesskrifterne frasiger sig her enhver katolsk opfattelse af ægteskabet som ’det syvende sakramente’. ”Ægteskabet er befalet af Gud,” hedder det, ”men er ældre end Ny Testamente og kan derfor aldrig indeholde den ’nådesforjættelse’, der er karakteristisk for et sakramente” (Apol. 13:14f.)

Denne vigtige information blev ministeren ikke delagtiggjort i ved udfærdigelsen af det ’notat’, som biskoppen havde udrustet ham med. Deraf må det tolkes, at det på ingen måde var et ’ansvarligt, biskoppeligt svar’, som biskoppen gav ministeren på hans forespørgsel; det var et ’politisk svar’ – hvilket da straks stiller skarpt på selve legaliteten i biskoppens ansvar som ’ministerens rådgiver’. Bispe-notatet skabte i offentligheden en naturlig mistillid; selvom biskoppen i sit ’notat’ anvendte et traditionelt, teologisk sprogbrug, så var han åbenlyst ude i et andet ærinde; han ville sammen med sin minister bane vej for kirkelige homovielser…

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’SODOMA’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 13.10.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

På den sidste lørdag i august 2014 blev to sortklædte brude ægteviet foran alteret i en af Danmarks ældste kirker i byen Ringsted. De to sorte brude vandrede efter ’den sorteste messes vielsesritual’ under stor medieopmærksomhed ned ad den gamle klosterkirkes 60 m lange midtergang for derefter at blive hyldet som Danmarkshistoriens første kirkeligt viede transkønnede ægtepar! Det vil sige, at Sankt Bents Kirke i Ringsted, hvor en af Danmarks første konger, den myrdede og ’helgenkårede’ Knud Lavard (siden januar i år 1130) ligger begravet, holdt homobryllup for to mænd, som på kommunens borgerservice havde fået udstedt papir på, at de nu var to kvinder. Den 16 feb. 2015 skrev den daværende kirkeminister til folketinget: ”Situationen af den art er ikke omtalt i lovens (homobryllup-lovens) bemærkninger; dok.nr. 15544/15. ”Det kristne Danmarks’ Københavnerbiskop svarer: ”Ingen behøver at have religiøse skrupler. Det er embedssvigt, hvis præsten nægter at forestå denne vielse!

Den 15. januar 2012 modtog daværende kirkeminister Manu Sareen en henvendelse fra mig med hensyn til en række klager, som jeg havde fremsendt vedr. en opsigtsvækkende artikel om homovielser af sognepræst i Kgs. Lyngby, Jørgen Demant. Klagerne drejer sig om præstens detaljerede forklaring m.h.t. det teologiske indhold og den læremæssige forståelse af det ritual, som nu overalt anvendes ved homoseksuelle bryllupper i den danske folkekirke.

Den teologiske påstand om Kristi iboende herlighed i det homoseksuelle samliv blev som nævnt første gang formuleret af sognepræsten i Kgs. Lyngby. Han var i 2010 teologisk konsulent i Helsingør Stift og redaktør af et kendt og agtet, teologisk tidsskrift. Hans medredaktør var på det tidspunkt Ulla Bidstrup fra pastoralseminariet i Århus, (hvis teologiske synspunkt er, at ved homobrylluppet ’adler Gud den homoseksuelle kærlighed’…s.56). Tidsskriftet var i dette særlige nummer helt og holdent ’dedikeret’ til at følge op på (citat): ’Den frihedslovgivning for bøsser og lesbiske, der indledtes i 1989’. (I samme nummer forklarer teologisk professor ved Århus Universitet, Svend Andersen, at ifølge Ruths Bog 1:16b-17 er Ruth og hendes svigermor, Naomi, lesbiske. ”Denne tekst,” tilføjer professoren, ’er det homoseksuelle alternativ’ til Matthæustekstens fremhævelse af det heteroseksuelle ægteskab’… s.48).

Præstens fremstilling har som nævnt været vurderet af både provsten Eigild Saxe og biskoppen, Lise-Lotte Rebel, i Helsingør Stift, der samstemmende erklærer, at denne forståelse af vielsesritualet er ’i fuld overensstemmelse med kirkens bekendelse’. Derefter har præstens fremstilling af homo-vielsesritualets læremæssige indhold været vurderet af den daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, som erklærer, at der (citat): ’ikke er grundlag for at kritisere biskoppens vurdering og afgørelse’ (dok.nr.126204/10) – og senest har den efterfølgende kirkeminister, Manu Sareen, d. 6. marts 2012 erklæret, at han på grund af den tidligere biskops vurdering ’ikke agter at foretage sig noget i denne sag’ (dok.nr.26111/12).

Det er således ikke ret meget mere at tale om. Eftersom den omtalte artikel er blevet både rost og godkendt af samtlige kirkelige og statslige myndigheder (som værende ’i overensstemmelse med kirkens bekendelse’), må dette betragtes som den ’almindelige accept’ og den læremæssige rette forståelse af det ritual, der nu overalt anvendes ved vielser af par af samme køn.

’De 300’ vil imidlertid påstå, at indholdet af et sådant ritual er (som jeg har anført i min klage): … (citat): ’det største og mest udfordrende teologiske lærespørgsmål siden reformationen.

Udbredelsen af denne opsigtsvækkende lære om homo-ritualet er første gang blevet indberettet d. 15. september 2010 – på selve dagen, hvor den kirkeministerielle rapport om, hvorvidt ’homovielser kan finde sted i folkekirken’ (efter 150 dages overvejelser) blev lagt fremlagt til kirkeministerens underskrift.

Indtil da har ingen været klar over, hvad den evangelisk-lutherske kirkes teologer egentligt forstår ved ritualet anvendt ved kirkelig vielse af homoseksuelle. Det 120. nummer af det 30-årige, teologiske tidsskrift, Kritisk Forum for Praktisk Teologi, juni 2010, gengiver nu i redaktøren, Jørgen Demants artikel (’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’) en udlægning, der af samtlige instanser er blevet blåstemplet som værende ’indenfor kirkens bekendelse’.

KÆTTERI OG FALSK LÆRE

For at kunne bedømme denne tidsskrifts-artikels indhold behøves kun én sætning derfra at sættes under lup. Den lyder sådan (citat):

”Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden” (s.68-69).

Artiklens forfatter tilføjer: ”Kysset er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi.”

Eberhard Harbemeier skriver i bogen: ’Retten og Den rette lære’ (Aros 2007), at hvis ’man er relativist og af den opfattelse, at den sande lære har kun Gud, og at ingen andre derfor har patent på sandheden, så kan man heller ikke legitimt tale om kætteri og falsk lære’. Han tilføjer : ”Den rette lære og hæresi er komplementære begreber; det ene findes ikke uden det andet. Vover man ikke at tale om den rette tro, og relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ingen har patent på den, må konsekvensen også være, at man ikke kan tale om falsk lære og hæresi…” (s.12).

Trosbekendelsens første ord, som Lyngby præsten – søndag efter søndag ’ leder menigheden til at fremsige, må biskopperne imidlertid til hver en tid forsvare som sandhed. Hvis noget prædikes eller praktiseres, som strider med Den apostolske Trosbekendelse, må kirken erklære det for løgn. Nøjagtigt som menigheden ifølge teksten selv bekender: ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen…”

At kirken mener det alvorligt med denne bekendelse fremgår alene af den kendsgerning, at den er blevet gentaget millioner af gange, og at den fremover over den hele verden fortsat vil blive gentaget og gentaget og gentaget. Tidligere biskop Jan Lindhardt antyder i sin katekismus, at denne gentagelse af trosbekendelsen ’går tilbage til apostlenes tid i det 1. århundrede’. Jeg og mine 300 kampfæller vil imidlertid påstå, at denne ene sætning, der sætter lighedstegn (’ligesom… sådan kan’) mellem Den evige Guds herlighedsinkarnation i Jesu Kristi menneskeliggørelse og så den kødeligt, erotiske, homoseksuelle hengivelse er både kætterske og læremæssigt falskt.

KIRKENS TUSINDÅRIGE BEKENDELSE

I min klage til biskoppen skrev jeg i 2010 bl.a. følgende: ”I det afsnit af trosbekendelsen, som jeg hermed anmoder Helsingørs biskop at holde sig for øje (ved læsningen af Jørgen Demants artikel) er den betydningsfulde sætning, som i trosbekendelsen lyder sådan: ”Vi tror på Gud Fader, Den Almægtige, himlens og jordens Skaber. Vi tror på Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria …”

Det er denne kirkens tusindårige bekendelse, som sande kristne alle vegne og til alle tider har tilsluttet sig, at sognepræsten i Kgs. Lyngby på det alvorligste og ved den mest oprørende overtrædelse forbryder sig imod, når han gør sig til talsmand for, at en gentagelse af Herren Jesu forunderlige komme til denne verden finder sted i det kys, som to homoseksuelle giver hinanden som afslutning på deres vielse. ”Kysset og omfavnelsen er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi,” skriver han.

Om selve inkarnationens hemmelighed vil man kunne blive stillet over for, hvad teologerne gennem slægterne har slidt og stridt med at finde ud af. Hvad ligger der egentlig bag den forklaring, som Engelen Gabriel ifølge Ny Testamente giver som svar på Marias spørgsmål? Engelen er jo kommet for at meddele Maria, at hun skal blive mor. ”Du skal undfange og føde en søn, og du skal give Ham navnet Jesus,” siger Gabriel og tilføjer: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn.” Og videre: ”Gud Herren skal give ham Davids, Hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans kongedømme (Luk.1:31-33). En inkarnation af majestætiske dimensioner.”

I min skrivelse til biskopperne fortsatte jeg: ”Maria modtager med bævende hjerte dette storstilede og ophøjede løfte, men fatter ikke, ’hvordan det skal gå til’. – ”Jeg ved jo ikke af nogen mand,” udbryder hun. Hertil svarer Engelen (og netop dette er den dybe, underfulde og hellige betydning bag Gabriels ord, som fromme mænd og kvinder gennem århundreder har grundet over og i gudsfrygt afholdt sig fra at svare på): ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn (v.35).”

Min skrivelse til biskoppen sluttede med følgende:

”Muslimerne spotter dette afsnit! I deres hånlige afvisning af, at ’Gud har en søn’ henviser de bl.a. til denne beretning, som om Den Højeste – i forbindelse med inkarnationen – havde et kødeligt, erotisk forhold til Maria.

Sognepræsten i Lyngby giver dybest set muslimerne ret! ”Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden,” skriver han. Lignelsen giver anledning til at forstå, at ’ligesom mennesker i den erotiske hengivelse forbinder sig med hinanden, sådan forbandt Gud sig med verden i Kristus…”

Billedet med det homoseksuelle og lesbiske bryllupskys udmales som sagt af Jørgen Demant ’som det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’. Han fortsætter: ”Kysset og omfavnelsen er en hengivelse, hvor jeg overskrider min krop for at møde en andens krop.”

TRE BEDØMMELSES-ASPEKTER

Lyngby præstens artikel om homo-kysset som et klimaks i en ’gentagelse af inkarnationen’ bør – sådan ser jeg det – i et kommende retsopgør iagttages og bedømmes ud fra tre aspekter. Alle forbundne i den teologiske definition af inkarnationen: ’… at Maria er Jesu eneste mor, og Gud er Jesu eneste far’ (Karl Bath).

Dette aspekter den afgørende betydning, som Ny Testamente lægger i forståelsen af inkarnationen (at ’Gud er Jesu eneste far’): ”Du er den levende Guds Søn!” Jesus erklærer (med henblik på åbenbarelsen bag denne bekendelse): ”På den klippe vil Jeg bygge Min kirke!” (Matt16:18). Er Jørgen Demants hævdelse, at homo-kysset måske ’er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi, i overensstemmelse med, at Jesus fremover kan bygge sin kirke på en sådan ’åbenbarelse’? Eller sagt med andre ord: Er det en homo-kirke, som er de troendes håb for fremtiden? Er det denne homo-åbenbarelse om ’inkarnationens gentagelse’, som dødsrigets porte ikke skal få magt over’ (v.18)? Er det med henblik på det homoseksuelle og lesbiske kys (’inkarnationens gentagelse’), at Den opstandne Herre nu betror nøglemagten: ’Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene (v.18-19).

FEM BLASFEMISKE PUNKTER

Læren om Kristi inkarnerede tilstedeværelse i vielsesritualet for bøsser og lesbiske afleveres i det omtalte tidsskrift med følgende 5 bekendelsesafvigende påstande:

1. Den trinitariske velsignelse, som anvendes i vielsesritualet er (citat): ’en inkarnatorisk bevægelse, hvor parret (Søren og Peter) indsættes som bærere af Guds velsignelse’ (s.65).
   
   
   
2. Ved parrets (Søren og Peters) bryllup bliver (citat): menigheden vidne til inkarnationsunderet’ (s.68).
   
   
   
3. Præstens håndspålæggelse ved parret (Søren og Peters) bryllup er (citat): ’en solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven og støtte til de to mennesker, der har giftet sig sammen’ (s.67).
   
   
   
4. ’Ved parret (Søren og Peters) bryllup er (citat): ’Kysset måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi (s.68).
   
   
   
5. … thi (citat): ’ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (s.68).

Manu Sareen skriver i sin selvbiografi: ”På et møde i Jylland rejste en præst sig og sagde, at jeg ville blive dømt på dommedag.” Han fortsætter et par linjer længere nede (citat): ”Efter balladen havde lagt sig, og homovielser var blevet en realitet, bladrede jeg i et blad fra Indre Mission, og her stod: ’2012 blev især præget af, at et fremmedlegeme blev stukket ind i Kirkens Hjerte’ (s.167). Tre sider efter (s.171) fortsætter han (citat): ”Jeg blev såret. Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om at komme ud i en bitter strid mod kirkens folk. At blive kaldt et fremmedlegeme! På en måde følte jeg mig besudlet…”

For mig at se har det omtalte blad fra Indre Mission med ordene ’… et fremmedlegeme – stukket ind i kirkens hjerte’ ikke sigtet på personen; betegnelsen ’fremmedlegeme’ taler her mere om det

ritual, som ministeren arbejdede på ’at få stukket ind i kirkens hjerte’: Det homoseksuelle vielsesritual!

Det bliver herefter op til nationens jurister og dommere at udrede, hvorvidt en præst med en sådan påstand er endt i et modsætningsforhold til apostelens lære i Ny Testamente, hvor Paulus erklærer homoseksualitet for at være ’en skændig (vanærende) lidenskab’ (Rom.1:26)… samt hvorvidt spørgsmålet om Guds Søns inkarnation i den homoseksuelle, erotiske hengivelse er uforenelig med Luthers lære.

Luther erklærer (citat): ”Jeg tror og jeg ved, at Skriften lærer os, at den anden person i Gud, nemlig Sønnen, alene er blevet sandt menneske, undfangen af Den Helligånd, uden mands vilje og født af den rene, hellige jomfru Maria som af en helt naturlig moder…”

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’KRISTENDOMMEN PÅ ANKLAGEBÆNKEN’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 29.09.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

23. november 2011 lod regeringen bomben sprænge. Den bebudede, at den ville fremsætte Danmarkshistoriens mest kontroversielle lovforslag: ”Homoseksuelle skal have lov at gifte sig i kirken!” Ved brylluppet skal de kaldes ægtefæller!” Kirkeministeren triumferede. ”Historisk!” udbrød han…

Biskopperne var splittet.

I sin erindringsbog fortæller ministeren (citat): ”Bisperne var splittede på grund af deres teologi.” (s.164) ”De siger, at de ikke ville lade sig diktere i huj og hast!” (s.164)

Dagen forinden, tirsdag d. 22. nov. 2011 kl. 22:03 tikkede kirkeministerens sejrsmelding ind på samtlige bispers indbakker. ”Regeringen har besluttet, at homoseksuelle og lesbiske par kan sige ja til hinanden foran alteret – og de skal i vielsesritualet kaldes ægtefæller!”

Den overrumplende mail sluttede: ”Nyheden vil først blive offentliggjort i morgen d. 23. november.

I den halve snes nattetimer, hvor Danmarks biskopper kunne overveje deres respons, fik nyheden imidlertid hurtigere ben at gå på. Fem timer senere (mens biskopperne sov deres søde søvn) kunne nationens natteravne rundt om i alle danske hjem ved tretiden i radioavisen høre nyheden: Homoseksuelle skal nu ifølge regeringens lovforslag kunne indgå lovformeligt ægteskab i kirken. I

præstens ’tilspørgsel’ skal han ifølge ritualet anvende ordet ’ægtefælle’. På samme tidspunkt, i nattens mulm og mørke, blev nyheden afleveret på dagbladet Politikens hjemmeside: Regeringen
tager første skridt til at opfylde sit regeringsgrundlag. Lovforslaget ligger nu på bordet. Par af samme køn skal kunne ægtevies i kirken – og ifølge ét af biskopperne godkendt ritual skal homoseksuelle par i fremtiden kaldes ’ægtefæller’. Tre timer senere, kl. 06:00 udsendtes den officielle meddelelse fra kirkeministeriet i København:… at biskopperne er med på at formulere et vielsesritual, som gør det muligt for homoseksuelle at blive gift i kirken.” – ”I ritualet anvendes
ordet ’ægtefæller’.”

Kristeligt Dagblad bragte nyheden med en udtalelse af bl.a. Helsingørs biskop, Lise-Lotte Rebel (der en uge senere i kirkeministeriet erklærer, at (citat): ”Jeg var chokeret.” (dok.nr. 121647/11). Til bladet forklarer hun (citat): ”Jeg har med klare ord fortalt kirkeministeren, at jeg er imod et vielsesritual for homoseksuelle! Jeg har aldrig indvilliget i at udarbejde et sådant ritual!”

Ifølge samme dagbladsartikel erklærede retsteolog og tidligere sognepræst, Kristine Garder, at (citat): ’det forekommer dybt mistænkeligt, at biskopperne først er blevet informeret så tæt på

regeringens beslutning.”

ER GUDS KIRKE BARE ’ET VÆSEN’?

Den ransagende projektørs lyskegle vil med dette natlige hændelsesforløb ’gøre ondt i øjnene’ på adskillige. Er det ’urimelige korte varsel’, som kirkeministeren et par timer før midnat afleverede i en mail til kirkens biskopper i virkeligheden et regulært ’ansvarssvigt’ i tjenestemandslovens forstand? Er den daværende kirkeministers syn på folkekirken (som han giver udtryk for i sin selvbiografi) at den bare er ’en del af staten’, i overensstemmelse med grundloven? Er der (set ud fra kirkens bekendelsesskrifter) ’intet særligt’ ved det biskoppelige embede? Er det stadig den gamle i 1979 afdøde retslærde, Alf Ross’s ’danske statsforvaltning’ (3. udg. 1993), der er i højsædet? Han mente, at Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark ikke er andet end (citat): ’en simpel forgrening af den offentlige forvaltning… altså et ’væsen’ ligesom f.eks. postvæsenet, skolevæsenet o.l., der bare skal gøre, hvad der bliver sagt? Når retsteologen om ministerens ’mistænkelige’ midnatsmail erklærer, at med den givne deadline havde biskopperne reelt ikke nogen mulighed for at reagere, så anes et sådant ’kirkesyn ’bag det, der præger Manu Sareens selvbiografi: Der er ikke nogen grænser for lovgivningsmagtens kompetence med hensyn til retslig regulering af kirkens anliggender! Med andre ord: Staten bestemmer og kirken adlyder. Al magt til kejseren! Borgerne gør bedst i at give kejseren, hvad kejserens er – også hvis det, kejseren vil have, i virkeligheden ene tilhører Gud!

Ministerens mystiske, mistænkelige midnatsmail er et led i hele det natlige forløb, der bør gøre det klart, at Guds kirke er ikke bare et ’væsen’! Det regeringsgrundlag, der ’ville give alle folkekirkemedlemmer mulighed for at blive gift i kirken – uanset seksuel orientering, ’… er udtryk for en statsstyrelse, hvor kirken må ’sige fra’. Uden sammenligninger ellers – men sådan som det skete i det Tredje Rige i Tyskland. Om ikke andet, så må det fra statens side anerkendes, at kirkens og den kristne menigheds normsystem er et andet end statens… og hvis ikke dette kan sikres indenfor statens rammer, så vil der en dag flyde blod! Da vil det nemlig vise sig, at de ord, der er brugt om øvrighedens ’tilbageholdenhed’ og politikernes ’hensynsfuldhed’ kan landets troende godt glemme. Da bliver det ikke blot en ’midnatsmail’, der udsendes – men en midnatsbefaling, hvor uniformerede mænd og kvinder besøger borgerne i de tidlige morgentimer og fjerner naboer, som aldrig siden vender tilbage.

IKKE UDEN PERSPEKTIV

Ministerens midnatsmail kan finde sin hjemmel i Manu Sareens selvbiografiske skrift, hvor han siger det ligeud (citat): ”Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, at… biskopperne, der som statsansatte får deres løn af skatteyderne bare skal komme i arbejdstøjet og få lavet det ritual i en fart” (s.161).

’De 300’, der påstår, at ’dette her’ er ikke i junigrundlovens ånd, erklærer samtidig, at et kommende opgør ikke er uden perspektiv! Lad det bare berøre det ømfindtlige forhold mellem stat og kirke – mellem en kirkeminister og kirken. Hvis en hvilken som helst regering i Danmark fremover vil beslutte, hvordan landets nationale kirke skal reguleres og styres, dannes og ’sættes på plads’ – uanset om dette er i harmoni med kirkens forkyndelse eller ej, så vil der være et kristenfolk i Danmark, der rejser sig – og tillader at melde sig som ’reformationens sande børn’.

I et 26 siders skrift med denne titel: ’Reformationens Børn’ udgav jeg op til valget i 2015 ’Ni Notater’, hvoraf det sidste (som ejer en særlig aktualitet) lyder sådan:

”I England er det, som om den britiske prædikant, Charles Spurgeon, er stået op af graven og fra sin kæmpebygning ’Metropolitan Tabernacle’ (med 6000 pladser) råber de ord, der i slutningen af 1800-tallet rystede London: ”I har gjort vor frihed til en udsalgsvare! Lad os derfor alle sammen trække os tilbage i vort sovekammer, og lad os tage vore nathuer på og sove os væk fra de ubehagelige tilstande; når vi vågner op, har situationen sikkert ændret sig – til det bedre!”

Fire hundrede medlemmer af det britiske parlament godtog i de første dage af februar 2013 en særlig lovbeskyttelse af kirken, da ægteskabsindgåelse af samme køn blev indført i den civile lov. I samme bestemmelse hedder det nemlig (citat): ”Englands kirke er ved lov at forbyde” (would be banned in law) at tilbyde vielser af homoseksuelle.” Som begrundelse præciseres det, at kirkens egen kanoniske lov (’The Canon Law of the church is part of the Law of the land (er en del af landets lov)… statement of the House of Commons dec. 11th, 2013). Den såkaldt hellige norm eller regel, som den britiske lov henviser til, er bl.a. Bibelens ord om, at ’en mand skal forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’ (Matt.19:4-6… Pastoral Services side 177). ”Der tales her om familien som ’en far og en mor’, og ægteskabet som ’en mand og hans hustru’.

Et britisk, politisk parti har i april 2015 udsendt et ’manifesto’, hvori det erklærer (citat): ’Den værdifulde rolle, som det traditionelle familiemønster spiller i samfundet, får os til at modsætte os lovgivningen for homovielser, der er blevet jaget gennem parlamentet uden den fornødne debat om statens holdning til ægteskabet’. Et muskuløst forsvar for vort lands kristne arv og vor kristne konstitution er påkrævet’.

32 ud af de 650 politikere i Westminster betegner (ifølge Berlingske 20. maj 2015) deres seksuelle observans som bøsser, lesbiske eller biseksuelle. Det vil sige, at 5 % af landets parlamentarikere vil (af dybt personlige grunde) stemme mod kirkens bekendelsesskrifter. I Holland er det ligeved 7 %. Tallet for Danmarks vedkommende er voksende…

INKARNATION AF KRISTUS GENTAGES I HOMO-KYS

Med henblik på det dunkle indhold af ’det kirkeministerielle ritual’, (der nu anvendes ved kirkelige homovielser over det ganske land), tillader jeg mig her at vedlægge min egen begyndelse til min egen lille protest. Det er en mail, som jeg d. 20. okt. 2010, kl. 13:35 fra min ørkenbase i Israel sendte til daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech. Den havde som emne den sag om en ’dokumenteret vranglære’, som jeg mener nu endelig bør havne på dommernes bord. Skrivelsen lød sådan:

”I forbindelse med min klageskrivelse af 14. september 2010 til biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, over sognepræst Jørgen Demants (citat): ’Udbredelse af en lære, der – som forsvar for vielser af homoseksuelle par i Folkekirken – hævder, at ’inkarnationen af Kristus gentager sig i det homoseksuelle kys’, tillader jeg mig at anke over, at både biskoppens, provstens og sognepræstens behandling og konklusion af min klage er overfladisk, useriøs og tydeligvis uden forståelse af sagens alvorlige karakter! Den er bare blevet fejet af bordet. For biskoppens og provstens vedkommende klager jeg over et absolut manglende tilsyn med udviklingen af en dokumenteret vranglære, der beviseligt kan føre til en ulykkelig splittelse i det folkekirkelige legeme, ja, som giver anledning til at tro, at både biskoppen og provsten deler sognepræstens groteske syn på indholdet af det homoseksuelle vielsesritual og derfor i dette tilfælde sammen med ham udgør et for hele stiftet skæbnesvangert triumvirat.

Jeg vedlægger kopi af materialer fra min første henvendelse til biskoppen samt en gennemgang af Jørgen Demants udtalelser for dermed at dokumentere, at både sognepræst Jørgen Demants og provst Eigil Saxes udtalelser, at (citat): ’der synes at være tale om fejlagtig udlægning af den pågældende artikel’, er en urimelig påstand, der ikke burde godtages som et argument for at tilbagevise min klage.

Da jeg efter biskoppens, provstens og sognepræstens tilbagevisning af min klage over stiftets manglende læredisciplin ikke længere kan finde gehør i Helsingør Stifts folkekirkelige ledelse, tillader jeg mig at henvende mig til Dem, som vort lands kirkeminister. Det er min opfattelse, at denne højaktuelle sag vedrørende ’det nye vielsesritual’ (som ministeren muligvis om kort tid skal forelægge dronningen til kgl. Resolution) – og hvis ’teologi’ her er tydeligt tegn givet og biskoppeligt accepteret med den forklaring (citat): ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (K.F. side 69) kunne indeholde en tjenesteretlig forbindelse. Jeg mener hermed, at sagen herefter vedrører Kirkeministeren (- sådan som f.eks. Jørgen Stenbæk udtrykker det i værket ’kirkeretsantologi’ (1991, s.60): ”Det vil være naturligt og rimeligt, hvis kirkeministeren og hans departementschef også anser sig forpligtet på løfterne (præste- og ordinationsløfter) som retningsgivende for deres forvaltning for folkekirkens ansættende myndighed.

DEN USYNLIGE VERDEN

Når det f.eks. i Ny Testamente tydeligt erklæres, at ’Gud er Ånd’ (Johs.4:24) – så er og forbliver det en sandhed i sig selv, at Gud er usynlig, og at der alene af den grund må der eksistere en usynlig verden. Den kender statens ministre måske ikke meget til – og slet ikke, når kirkens bibeltro forkyndere forklarer, at (citat): ’Kristus er den usynlige Guds billede’ (Kol.1:16)… og videre: ’I Ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige’ (v.16) – ja, at der forefindes både orden og virksomhed i den usynlige verden, thi der eksisterer (citat): ’troner og herskere, magter og myndigheder’ (v.16), som ikke kan ses med det blotte øje! Disse evangelisk- lutherske præster forklarer derfor (med al sagtmodighed) yderligere om, at selv agtede mænd og kvinder i høje stillinger ’i deres åndelige afstumpethed’ (Ef.4:19) undertiden materielle jordbundethed ’lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter’ (Judas v.8). Apostlen siger jo formanende: ”Disse mennesker spotter, hvad de ikke forstår, men det, de forstår med deres instinkter (og drifter) – ligesom de umælende dyr; dermed bringer de sig selv i fordærv” (Jud.v.10).

Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, der indtager en afgørende plads i det foreliggende retsopgør, erklærer med en henvisning til kirkefaderen Augustin (3. bog af Hypognosticon), at ’alle mennesker kan være i besiddelse af et fornuftigt omdøm me’ – men (fortsætter citatet i Den Augsburgske Bekendelse): ’uden Gud er de ikke i stand til hverken at begynde eller fuldføre nogle
af de ting, som vedrører Gud” (CA artikel 18, stk.4). Det vil sige, at kirkens hovedbekendelse ikke på nogen måde eller under nogen omstændigheder godtager en verdslig styrelse af Kristi menighed.
Hvor det sker, er det i modstrid med kirkens 500-årige reformerte lære og som sådan i uoverensstemmelse med den grundlovsbestemmelse, der værner kirken mod det antikristelige statssystem.

Bekendelsesskrifter lærer, at en verdslig minister ifølge kirkens udsagn ’har en vis frihed til at udøve borgerlig retfærdighed’ (CA. art.18, stk.1) – men ’uden Helligånden har han ikke magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed’ (stk.2). Vi betoner videre, at netop dette udsagn i selve kirkens bekendelse understøttes med en henvisning til Den Hellige Skrift, som siger: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd” (1.Kor.2:14 og art.18, stk.3). ”Det vil sige,” forklarer vi fremdeles, ”at det både ifølge kirkens bekendelse og Bibelen er absolut umuligt for ’det sjælelige menneske’ at styre Guds menighed! Apostelen lærer nemlig yderligere (i samme skriftafsnit), at f.eks. en uigenfødt, sjælelig kirkeminister ’ikke kan fatte’ de forhold, der kun kan ’bedømmes efter Åndens målestok’ (1.Kor.2:14). Han vil være i stand til at ’tale med ord, som menneskelig visdom har lært ham’, men aldrig med ord, som Ånden lærer. Han kan derfor ikke ’tolke det åndelige for åndelige’ (v.15). ”Det vil sige,” konkluderer vi, ”at om den verdslige øvrighed beslutter tusinde gange, at staten og kirkens minister med et statsreguleret ritual skal styre Guds menighed, så er dette ikke tilladt af kirkens bekendelse, ej heller af apostlenes lære… fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ENDEN PÅ TRAGEDIEN’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 15.09.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

Moralske holdninger har med hele menneskelivet at gøre! Vor samvittighed er en væsentlig del af vort forhold til det, som bevæger sig omkring os. ”Jeg har en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker,” (Ap.G.24:16) fortæller Paulus, og han ’bevidner’ en stor del af sin forkyndelse som værende ’båret af samvittigheden’ (Rom.9:7).

Samvittigheden er altså lige så gammel som mennesket selv! Det er ikke et nymodens moralspørgsmål som er dukket op i litteraturen. De ældste kulturer har beskæftiget sig med de dybeste samvittighedsspørgsmål. Etisk tænkning og refleksion hører med til alle folks kulturvirksomhed. Det er derfor ikke noget mærkeligt eller fremmed, at et grundlæggende træk i den debat og livsvirkelighed, som præger vor tid, har med moral at gøre! Vi er alle underordnet et vist regelværk – og det er derfor, at vi med frimodighed henvender os til de styrende og lovgiverne, og taler til dem om ét af de største samvittighedsspørgsmål over for Gud – nemlig spørgsmålet om homoseksuelle vielser.

*

Moralspørgsmålene har allerede fra de ældste tider været knyttet til religion. Ikke mindst har kristendommen haft sit ord at skulle have sagt i moralske anliggender. Man havde og har et moralsk præget forhold til guddommen (det kalder man for ’et kultisk-rituelt anliggende) eller i forholdet til medmennesket (det kalder man for ’et etisk-socialt anliggende). Begge disse relationer, hvor moralen spiller en afgørende rolle, er i dag højaktuelle, idet homovielser i kirken er blevet legal, og praktiserende homoseksuelle og lesbiske personer giver sig ud for ’at være kristne’, og vil ikke høre tale om (ja, kan slæbe deres naboer for retten), hvis de vover at tale til dem om, at de har omvendelse nødig.

Tilsyneladende tænker altså alle mennesker ’moralsk’, og de fælder på stedet domme af moralsk karakter – ja, har en mening om godt og ondt, ret og galt og giver udtryk for denne mening. Debatten er således allerede i fuld gang – og vi blander os i den, for ikke at blive ’brændemærket’ i vor egen samvittighed (1.Tim.4:2).

Den 8. december i 2011 blev der holdt et vigtigt møde i Kirkeministeriet ved Holmens Kanal i København. At dette møde ikke forefindes som et ’usynligt, ikke-eksisterende, ubekendt møde’ fremgår af den bogstavelige kendsgerning, at et halvsides farvebillede af begivenheden er bragt i den tidligere kirkeministeren, Manu Sareens selvbiografi (s.165). Det viser kirkeministeren i jeans, strikketrøje og åbenstående skjorteflip på den ene side af ’det lange, sorte bord’ (s.164) – og biskopperne på den anden side. Bisperne var ikke (sådan som biografi-forfatteren med et besk stænk af spot på et tidligere tidspunkt ’så dem for sit indre øje’… (citat): ’… iklædt store farvestrålende kåber ’ej heller ’fulgt af stærke kutteklædte mænd’. De sad ikke dér på kirkeministerkontoret ’med et sværd i den ene hånd, og et kors i den anden’. Disse pæne, uskyldige hverdagsbisper var ikke (citat): ’ude på at fjerne kirkeministeren fra posten, smide ham på korset, sparke ham ud af landet for’ (som han hånligt tilføjer): ’at oprette Guds orden’ (s.162).

Nej, biskopperne stillede til dette møde for at gøre det klart for ministeren, at de ikke var enige om formuleringen af hans vielsesritual for kirkelige homovielser. Tilspørgselen i vielsesritualet skal handle om livsfæller,” erklærede én af dem (Biskop Karsten Nissen) idet han tilføjede: ”Jeg går ikke ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken” (dok. Nr. 121647/11, Kirkeministeriet).

8-decembermødet i 2011 var ifølge ministeren af ikke ringe betydning. Ved det møde ville han give de danske biskopper en stor gave. Han ville indbyde dem til at indtage en position, som de sikkert (mente han) ville blive både stolte og lykkelige over at få overdraget. Ministeren skriver (citat): ”Jeg ville give de danske biskopper medejerskab i projekt homovielser” (s.164).

Dette ’medejerskab’ kunne imidlertid kun lykkes (fortæller biografi-forfatteren) ved ’en særlig genistreg’, der på et givet tidspunkt skulle ’få en fælde til at klappe’ – og når først det var sket, så havde biskopperne ikke en levende chance for at slippe ud af fangegarnet. Deres flugtvej var spærret, og de havde ingen vej tilbage!

I kirkeministeriets svar d. 8. jan. 2016 på min anmodning om aktindsigt i dette ’sorte decembermøde’, har man sendt mig et dokument 121647/11 af 20. dec. 2011 med titlen: ’Referat af bisperåd 8. dec. 2011’. Navnene på de syv biskopper, der (som omtalt i Manu Sareens levnedsbeskrivelse ’ved en genistreg’ skulle fanges i ministerens ’bispefælde’), står nævnt: Peter Skov-Jakobsen, Lise-Lotte Rebel, Peter Fischer-Møller, Henning Toft Bro, Karsten Nissen, Kjeld Holm og Elisabeth Dons Christensen.

I dette historiske referat fra Kirkeministeriet kan man faktisk linje for linje følge dramaet i ministeriets forhandlingslokale: Ministerens pæne velkomsthilsen, hvor han ’konstaterede’, at (citat): ’regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab’ osv. osv…

(Det bør her bemærkes, at ministeren ifølge dette referat omhyggeligt undlader at omtale regeringsgrundlagets kontante ordlyd, der siger, at ’regeringen har besluttet at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering).

’HVAD SAMVITTIGHEDEN KAN BÆRE’

Ifølge ministeriets referat af 8-decembermødets fortsættelse er biskopperne kommet med deres forskellige indvendinger, som kirkeministeren med et roligt smil har lyttet til. Han ventede nu kun på det øjeblik, hvor, som han beretter i sin levnedsbeskrivelse (citat): ’… der skulle laves en pressemeddelelse. Han fortsætter i bogen med følgende (citat): ’… med denne pressemeddelelse kunne alle se, hvad man havde fundet frem til!” (s.164)

I det mig tilsendte officielle referat kan jeg iagttage, hvorledes kirkeministeren med sindsro lader Biskop Karsten Nissen komme til orde og erklære (citat): ”Dette her er ikke et spørgsmål om en sproglig term (’ægtefæller’ eller ’livsfæller’). Nej, det er alene et spørgsmål om, at (kun) ægteskabet mellem en mand og en kvinde er bibelsk begrundet.” I sin bog forklarer ministeren, hvad der i det øjeblik optog hans sind (citat): ”Tanken om pressemeddelelsen,” skriver han, ”det er den, der skal binde de kritiske biskopper sammen” (s.164).

Ministeren synes heller ikke at være berørt af biskop Lise-Lotte Rebels erklæring (citat): ”Jeg og biskop Steen Skovsgaard ønsker af teologiske grunde ikke noget ritual!” I sin bog skriver kirkeministeren: ”Pressemeddelelsen! Den vil spærre dem vejen for et hvilket som helst tilbagetog!” (s.165)

Ministeren må have nikket bifaldende, da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen tog ordet og sagde (citat): ”Vi biskopper må tage denne debat om de teologiske holdninger internt! Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige…” (Dok.nr. 121647/11). Ministeren forklarer i sin bog, hvad han i det øjeblik ventede på (citat): ” Ved oplæsningen af pressemeddelelsen vil de ’blive bundet sammen.”

Biskop Elisabeth Dons Christensen udtalte (ifølge ministeriets referat): ”Jeg var chokeret, da jeg hørte om regeringens beslutning. Men lad os nu arbejde videre med sagen – så langt som samvittigheden kan bære!”

De sidste ord: ’Så langt samvittigheden kan bære’ må ministeren have overhørt. Hans tanker var nu udelukkende optaget af bagholdsangrebet. Han fortæller (citat): ”Jeg sad på den ene side af det lange, sorte bord, og på den anden side sad biskopperne side om side.” I det ministerielle referat hedder det fortsat (citat): ”Efter en videre meningsudveksling om dette præsenterede ministeren nu biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne” (Dok. 121647/11, s.2): Pressemeddelelsen!

Dette øjeblik var (efter ministerens egen forklaring i selvbiografien) det springende punkt i denne forhandling. Den pressemeddelelse, som han nu skulle oplæse, var i virkeligheden ikke (som det hedder i ministeriets officielle referat): ”En melding, som ministeren ville give medierne” – nej, det var en ’håndfæstning’, som nu blot skulle indhente biskoppernes samtykke. Selvbiografi-forfatteren fortæller om oplæsningen af pressemeddelelsen (citat): ”Jeg gjorde mig umage. Alle skulle jo vide, hvad de sagde ja til!” (s.165) Hvad herefter skete ved dette sorte december-møde betegner den tidligere kirkeminister som sin store ’genistreg’ (s.165).

SET I BAKSPEJLET

’Set i bakspejlet må det i dag erkendes, at biskopperne næppe har vidst, hvad de sagde ja til. De lyttede alle til det oplæste i den opfattelse, at det nu var en uskyldig pressemeddelelse, de gav deres accept. De måtte (dette fremgår af ministerens biografi) for alt i verden ikke komme til den forståelse, at det var et ’sammenbindings-dokument’, som ville blive brugt imod dem, hvis de sprang i tøjret.

”Meget uskyldigt,” triumferer den tidligere minister i sin selvbiografi, idet han tilføjer (citat): ”Men fælden klappede! Nu var der for biskopperne intet tilbagetog!” Han slutter: ”Dette skulle vise sig at være en genistreg!” (s.165)

Hele dette handlingsforløb bør i dag sammen med ordlyden af den omtalte pressemeddelelse bringes for offentligheden. Det sorte december-møde var – som det kan ses af ministeriets eget referat og ministerens personlige gengivelser – ikke med det opgivne formål for øje, som hedder (citat): ’at få afstemt forventningerne til det videre arbejde’. Nej, mødet var i ministeriet planlagt omkring kirkeministerens ’genistreg’. I stedet for at søge at ’afstemme parternes håb for et åbent og ærligt samarbejde for fremtiden (sådan som det indledningsvist blev forklaret de forsamlede biskopper) så bestod dette møde i at gennemføre en skjult strategi. Statens embedsmænd fik ved dette møde ikke forelagt åbne kort. Ministeren løj. Han fremlagde ’en uskyldig pressemeddelelse’, der siden skulle bruges som et ’højtideligt af kirkens øverste ledelse underskrevet dokument’. ”Mit skjold var pressemeddelelsen,” erklærer han i sin bog (s.168).

I dag er det muligt for en domstol at vurdere den objektive sandhedsværdi af det dokument, som på den 8. december 2011 blev fremlagt for Den evangelisk-lutherske kirkes biskopper. Manu Sareen skriver i sin bog (citat): ”Jeg kiggede rundt efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke” (s.165). Ingen retsinstans i den hele verden vil kunne godtage denne form for accept” – Ikke engang ministerens sidste argument vil kunne give ham ret (citat): ”Jeg læste i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til” (s.165).

I den tidligere kirkeministers selvbiografi omtales imidlertid kun den del af pressemeddelelsen, som passer ind i ministerens kram. Ministeriet har sendt mig den fulde ordlyd, der dog stadig bærer mærket af manipulation. Derfor tillader jeg mig at gengive den fulde pressemeddelelse her med de dertil nødvendige kommentarer. Disse bør få én til at huske på Wolfgang Goethes berømte udsagn: ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt” (’Man fornemmer den skjulte hensigt og får det dårligt…’) fortsættes i næste rundbrev.

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’STATSMINISTEREN SÆTTER GUD PÅ PLADS’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 01.09.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

Efter indførelsen af loven om kirkelige homovielser er Bibelens budskab om samliv af den art blevet mere end kontroversielt – det er blevet illegalt. Når den irske konstitution med grundlovskraft erklærer, at ’to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde’ – ja, så vil det (i sammenligning dermed) sige, at i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, hvor en lignende status nu indføres i kirkens ritualbog, vil enhver overtrædelse af lovens ord få sine konsekvenser. Præster og prædikanter, som fremover vover at sige andet end statsritualet, vil blive retsforfulgt. Al undervisning i ’det offentlige rum’ (fra prædikestolen eller over nettet) vil blive bedømt, målt og vurderet ud fra den statsligt indførte liturgi – og den af kirken ordinerede forkynder, der følger sit præsteløfte og prædiker evangeliet ’purt og rent’, står i fare for at blive spærret inde.

Danmark har (som i Irland) en ’4. grundlovsbestemmelse’. Dersom et lovforslag skal ophøjes til lov, skal det på samme vis til ’lovteknisk revision i Justitsministeriets lovafdeling’ – og det derefter skal meddeles i lovforslagets bemærkninger, hvorledes dette forslags forhold er til grundloven. I det aktuelle tilfælde kan forslaget forventes at få betydning for kirken – derfor må dets relevans til kirkens lære og bekendelsesskrifter nøje undersøges. Bemærkningerne må derfor indeholde – et skøn’ over lovens konsekvenser for kirken og dens indre anliggender – alt sammen centreret om forslagets forhold til grundloven.

Når dette (altså lovforslagets forhold til grundloven) mangler at blive omtalt i lovens bemærkninger, – er det (som anført af en forhenværende kirkeminister) ’en eklatant fejl’, der endog kan medføre, at en farlig ideologi sniger sig ind i den danske forfatning – og dermed kan medføre de mest fatale eftervirkninger i samfundet.

Som et lidt forvitret spejlbillede falder det irske nåleøje-princip nu på den kirkelige situation i Danmark. Alle lovforslag skal efter sædvane fortsat undergå den lovtekniske revision i Justitsministeriets lovafdeling. Ved lov-gennemgangen af ministeriernes lovforslag foretages dels en teknisk gennemgang af lovforslaget og dels (hvilket i det pågældende tilfælde er det væsentlige) bedømmes lovforslaget i forhold til (som det hedder): ’grundloven, dennes grundsætninger og almindelige retsprincipper’.

Den lovtekniske revision må da (hvis det som her er et forslag, der har at gøre med kirken) tage særlig højde for de 4-5 grundlovsparagraffer, der giver udtryk for forfatningens holdning til den nye bestemmelse om det kirkelige homoritual. I det pågældende tilfælde er det påtrængende nødvendigt at få afklaret, hvorvidt loven om kirkelig ægtevielse af homoseksuelle og lesbiske par kan forenes med Grundlovens 4. paragraf, der klart erklærer, at folketinget ikke kan lovgive mod den evangelisk- lutherske lære. Dette bliver kernesagen i et kommende opgør…

Det afgørende ved den såkaldt ’himmelråbende’ (horrible) fejl i forbindelse med den lovtekniske revision af 2012-homovielse- lovforslaget, (som den tidligere kirkeministers ministerkollega hentyder til), er imidlertid ikke i første omgang spørgsmålet om, hvorvidt justitsministeriets lovafdeling eller kirkeministeriet har udført deres job tilfredsstillende. ”Det må denne lovafdeling belære ministeren om,” erklærer Birthe Rønn Hornbech i det ’fortættede’ 23-februar-samrådsmøde på Christiansborg. Den forhenværende kirkeminister opfordrer med disse ord til, at der i denne sag bør forekomme en direkte korrektion fra den afdeling i justitsministeriet, der har det betydningsfulde job at skulle se nærmere på selve lovforslaget om homoseksuelle bryllupper i kirken. Men selvom det kunne være særdeles oplysende, at få indblik i, hvorvidt de jurister (der er sat til at skulle bedømme netop denne lovs kontroversielle forhold til grundloven) har gjort deres arbejde ordentligt, så forbliver det af mindre betydning! Nej, det helt afgørende er spørgsmålet om, hvorvidt forslagsstillerne har handlet bevidst – sådan at forstå, at det faktisk var med lumsk beregning (ja, en del af deres ’snedige’ strategi) at en hvilken som helst henvisning til denne lovs forhold til grundloven så vidt muligt skulle indgås.

EN MØRKETS GERNING?

Hvis det nemlig skulle vise sig, at der i kirkeministeriet eller socialministeriet bag lukkede døre med dæmpede stemmer har været talt om, at det ville være ’helt fint’, hvis justitsministeriets resultat af den påbudte lovtekniske undersøgelse ikke (som det ellers er fordret) blev nævnt i lovforslagets bemærkninger, så stiller sagen sig helt anderledes! Hvis der ét eller andet sted i ministeriernes korridorer har været hvisket og tisket, at ’det dér med grundlovens forhold til kirkelige homovielser’,’ springer vi over’, da har de folk, der stod bag en sådan beslutning, begået en ’kriminel handling’. Da dukker straks helt andre lovparagraffer frem af tågen. For eksempel den grundlovsparagraf, der siger, at folketingsmedlemmerne naturligvis selv er bundet af grundloven (jf. grl. § 32 stk.7) hvorefter hver eneste af de mænd og kvinder, der sidder i folketinget personligt har afgivet en højtidelig forsikring om at ville overholde Danmarks Grundlov.

Det afgørende ved en sådan ’mørkets gerning’ bliver da ikke, om denne form for ’lovsjusk’ har fundet sted. Nej, det sagen drejer sig om, bliver da, hvorvidt det er en bevidst planlægning, der ligger bag den bemærkelsesværdige undladelse. Hvorfor er lovforslagets forhold til grundloven ikke omtalt i lovudkastets bemærkninger? Er det fordi forslagsstillerne på forhånd har anet, at en grundlovsovertrædelse lurer bag dette lovforslag? Er det en bevidst og af lovgiverne enigt vedtaget fremgangsmåde, at netop denne lovs forhold til Danmarks Grundlov ikke i bemærkningen skulle nævnes med ét ord?

Det er åbenbart, at hvis der ligger den planlagte strategi bag fremlæggelsen af et lovforslag, at det ’i huj og hast’ skal snige sig uden om offentliggørelsen af forslagets lovtekniske udsagn vedr. dets forhold til grundloven, så er det ikke længere borgernes ’almenvel’ eller den påståede ’samfundsmæssige interesse’, som disse folketingsmedlemmer kæmper for – nej, da er det et partipolitisk program med en tilsyneladende samfundsfarlig, politisk ideologi, som prioriteres.

Dersom der stilles skarpt på, om det omtalte lovforslag om kirkelige homobryllupper nøje og pligtopfyldende har angivet dets forhold til f.eks. EU-retten, centrale tværgående love, internationale menneskerettighedskonventioner o.s.v. – da bør det ved aktindsigt undersøges, hvorfor lovforslagets forhold til grundloven (og dennes grundsætninger med hensyn til statens forhold til kirken) ikke er nævnt? Denne ’ himmelråbende fejltagelse’ er både omtalt i pressen og ved det nævnte Christiansborg–samrådsmøde som ’en realitet (’en eklatant fejltagelse’) – nu drejer det sig bare om at finde ud af, om ’denne fejltagelse’ er en ’forglemmelse’ (hvilket forekommer usandsynligt) eller om det er en bevidst, politisk-ideologisk betonet, på forhånd udtænkt ’kriminel handling’? Om dette har jeg følgende at forklare:

RUBRIKKEN

For nogen tid side besøgte Gisèle og jeg én af familierne i vor store børneflok, som atter havde skænket os et lille, nyt barnebarn. Gisèle havde købt de fineste, små babykjoler, babysko og babytrøjer, og vi ankom præcis i det øjeblik, hvor den kommunale barneplejerske var til stede for at veje og måle, lytte og undersøge, om alt nu var helt i orden med den lille, dejlige pige.

Barneplejersken havde sin computer med, og på skærmen så jeg en hel række rubrikker, der skulle udfyldes. Som den stolte farfar kunne jeg ikke holde mig tilbage: ”Jeg har også en rubrik, der skal udfyldes!”

”… kan ikke lade sig gøre!” smilede barneplejersken. ”Alle disse rubrikker skal jeg udfylde med mine tal og ’bemærkninger’. Der er ikke plads til flere rubrikker.”

”Jamen, min rubrik er vigtig.” Jeg insisterede: ”Meget vigtig!”

”… kan ikke lade sig gøre.” Barneplejersken rystede på hoved.

”Jeg kan ikke bare lave en ny rubrik. Hvad skulle der stå i din rubrik?”

”Der skulle stå…” jeg ventede et øjeblik, indtil barneplejersken løftede hovedet og så spørgende på mig. Så fortsatte jeg stolt: ”… der skulle stå, at dette er barnebarn nr. 28!”

”28?” Barneplejersken satte sig glad smilende ved computeren.

”Jeg laver en ny rubrik! Barnebarn nr. 28! (i en senere skrivende stund barnebarn nr.33). Det skal med i rapporten. Det får sin egen rubrik!”

*

Bagerst i et lovforslags ’bemærkninger’ skal der udfyldes nogle rubrikker. Ligesom når borgerne skal udfylde deres selvangivelse. Man kan ikke springe en rubrik over, hvis man ikke kan lide det tal, som den rubrik skal udfyldes med. Og hvis borgeren ikke har ’indtægt’ at opgive, må han ikke lade rubrikken være ubesvaret. Borgeren kan heller ikke, fordi han ikke bryder sig om skattemyndighedernes spørgsmål fjerne rubrikken.

Så vidt jeg som en jævn borger kan forstå, har folketingets formand beføjelse til at afvise et forslag, hvis det strider mod grundloven. Jeg kan imidlertid næppe forestille mig, at den travle folketingsformand skal læse alle lovforslag igennem for at finde ud af, om de er grundlovsstridige. Det må være det enkelte fagministeriums opgave samvittighedsfuldt at udfylde den rubrik, der hedder ’bemærkninger vedr. grundloven’.

Det skulle ikke være så svært. Ministeriet kan bare holde sig til det svar, de har fået fra den lovtekniske afdeling i justitsministeriet – så er den sag klaret. Nu fortæller kirkeministeriet i en mail af 14. januar 2016 (dok. Nr. 7010/16), at de aldrig fik skriftligt svar på deres forespørgsel i Justitsministeriet! ’Social- og Indenrigsministeriet skriver d. 25. januar 2016 i en mail (dok. Nr. 309012, sagsnr. 2016- 307, at ministeriet kan oplyse, at ’der ikke er modtaget et skriftligt svar fra justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af forslaget’.

At netop dette spørgsmål optager sindene fremgår af fire spørgsmål, som blev stillet d. 17. april 2012 i Folketingets Socialudvalg. 1.

1. ”I hvilket omgang har socialministeren i forbindelse med forberedelse af lovforslaget gjort sig tanker om Grundlovens 4. paragraf?” Spørgsmålet (nr. 25) blev stillet af tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Svaret var afvisende. ”Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget.” 2. ”I hvilket omfang har ministeren i forbindelse med forslaget gjort sig tanker om forholdet mellem stat og kirke?”(nr. 26)… fortsatte den tidligere kirkeminister. Samme svar: ”Jeg henviser til lovens bemærkninger…”

3. Et efterfølgende spørgsmål (nr. 67) af medlem af udvalget, Christian Langballe (DF) lød sådan: ”Vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser man fra regeringens side har gjort sig med hensyn til § 4 i Grundloven og det forhold, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke, der hviler på Bibelen og bekendelsesskrifterne, hvor ægteskabet er klart defineret som et ægteskab mellem mand og kvinde?”

Samme svar: ”Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget.”

4. Det efterfølgende spørgsmål (nr. 68 stadig stillet af Christian Langballe) lød således: ”Giver det anledning til overvejelser, at regeringen og et folketingsflertal ved at indføre loven om de homoseksuelle vielser ikke respekterer folkekirken som evangelisk-luthersk og dermed bryder Grundloven?”

Samme svar: ”Jeg henviser til lovforslagets bemærkninger.”

Ved at lytte til disse 4 relevante spørgsmål og det samme arrogante svar, bør tilhørerne i et øjeblik eftertænke, at det var lignende ’ufyldestgørende svar’, som en minister gav i folketinget i marts 1957, der rejste den omfattende sag omkring den nationale tragedie, der fandt sted d. 30. januar 1959. Her druknede 95 ombordværende ved Kap Farvel, da grønlandsskibet ’Hans Hedtoft’ forliste. Det undvigende svar, som et par år forinden blev givet med hensyn til ’vintersejladsen på Grønland’ – var på nippet til at bringe daværende minister Johannes Kjærbøl for en rigsret.

*

I en kort samtale d. 27. januar 2016 (sent på eftermiddagen) med en venlig embedsmand fra justitsministeriets lovtekniske afdeling, fortalte han, at den omtalte rubrik om grundloven ikke forekommer i det faste skema.

”Er det ikke mærkeligt?” Jeg tillod mig at blive personlig, ”at et spørgsmål, som er det vigtigste i en lovteknisk revision: nemlig dets forhold til grundloven, ikke har sin egen rubrik?” ”

… har jeg ingen holdning til!”

”Og I sender heller ikke skriftligt svar til ministeriet, som har anmodet om ’grønt lys’ for deres lovudkast? Det ordner I over telefonen?” ”

… har jeg ingen holdning til!”

”Eksisterer der et dokument om dette telefonsvar?” ”

… kan jeg ikke svare på. I det tilfælde skal du tale med Justits ministeriets ’Forvaltningsretlige Kontor’…”

Den venlige repræsentant i Justitsministeriet ringede og vedblev tålmodigt at ringe på lokalnummeret til ’Forvaltningsretligt Kontor’ – men vedkommende medarbejder, som jeg telefonisk og med oplysende mail havde truffet aftale med, var i de formiddagstimer ’som sunket i jorden’. Det er derfor fortsat uafklaret om der ’rent fysisk’ – det er det udtryk, som bruges i den verden – eksisterer et officielt dokument, som fra Justitsministeriets lovtekniske afdeling kan bekræfte, at de to ministeriers lovforslag L105 og L106 er blevet vurderet og lovformeligt godtaget. Ministerierne har faktisk brug for dette dokument, hvis de skal kunne forsvare sig over for den påstand, at deres love om kirkelige homobryllupper har forulempet Danmarks Grundlov…

Da justitsministeren d. 29. maj 2012 skulle deltage i et samrådsmøde, arrangeret af folketingets socialudvalg, blev han udstyret med et såkaldt ’talepapir’. Det var sikkert, at han ville blive gået på klingen med de samme fire spørgsmål. Ifølge ’talepapiret’ erklærer han, at denne lov (om ægteskabet) er blevet vurderet – og at den rent teknisk var helt i orden. Om lovens forhold til grundloven siger ministeren ikke et ord. Hvad har interesse i denne sag er blot dette, at ministeren erklærer, at lovforslaget er blevet bedømt – og at han i hvert fald har fået udleveret et ’talepapir’. (anført i en mail til mig som dok. Nr. 428 146 af maj 2012 vedr. selve bedømmelsens indhold.

Det vil sige – tillader jeg mig at konkludere, at justitsministeriet har udfærdiget et dokument. Det eksisterer (og er oven i købet blevet refereret på ministerens talepapir). Det beskæftiger sig med lovforslagenes ’tekniske opstilling’ – men indeholder ikke ét ord om forslagets forhold til grundloven. Det vil sikkert overraske nogen – ja, det kunne være, at noget nyt er ved at fødes, og at denne ny rubrik skal oprettes… som barneplejersken sagde: ”Denne sag skal have sin egen rubrik.” Hvad er dette lovforslags forhold til grundloven?

’AFVIGELSE FRA LÆREN’

For nogen tid siden købte jeg for 20 kr. en lille, uanseelig bog i Betesdas tidligere antikvariat ved det gamle Grøntorv i København. Det lille, sorte, stift-indbundne værk på halvandet hundrede sider bar den besynderlige titel: ’Afvigelser fra læren’. Bogen var udkommet i 4. oplag i 1857 på ’Bog og papirhandler Fr. Wøldikes Forlag i Nygade 94. Den er skrevet af Dr. Theol. K. Graul, som var direktør for den evangelisk-lutherske missionsanstalt i Leipzig og er oversat af cand. theol. Adolf Enkebølle.

Det lille forsvarsskrift for den evangelisk-lutherske lære indledes med Luthers trosbekendelse fra året 1529. Heri skriver Luther (og det er, som om den kendte og i den danske forfatning omtalte reformator 500 år efter sit virke er stået op af graven og taler lige ind i den sag, som i dag stadig optager sindene: ”Fordi jeg ser, at det bliver værre og værre med vildfarelsen, og der ikke er nogen ende på Satans støjen og rasen, så vil jeg – for at ikke nogle senere (medens jeg endnu er i live eller for fremtiden efter min død) skulle skyde sig ind under mig og falskelig benytte mine skrifter til at styrke deres vildfarelse, bekende min tro” (s.7).

Bogens titel ’afvigelser fra læren’ må nødvendigvis som et begreb kunne finde plads i den aktuelle debat, idet lovgivningsmagten, hvis den på nogen måde (og ved ’falskeligt’ at skyde sig ind under Luther) allierer sig med en hvilken som helst afvigelse – 66 – fra den evangelisk-lutherske lære – da straks (og ’på stedet’) gør sig skyldig i en overtrædelse af Danmarks Grundlov.

De fire udfordrende ord (’…uanset seksuel orientering’), som er selve grundlaget for det i kirken tvangsindførte ritual, er nemlig ’en afvigelse fra læren’. Når kirkeministeren i sin selvbiografi skriver (citat): ”Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering, og dens regeringsgrundlag… at der bliver lavet et nyt vielsesritual, så at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken” (s.161) – da er selve indholdet af denne såkaldte ’logiske konsekvens’ i afgjort modstrid med kirkens lære. Da forsøger en regering at ’gestalte og regulere’ en ny ordning i kirken, som er i strid med kirkens bekendelsesskrifter og gør sig dermed skyldig i en øjeblikkelig overtrædelse af grundloven. Lad mig forklare:

HOMOSEKSUEL PRAKSIS I DET HELLIGE RUM

Der findes kun ét sted i Ny Testamente, hvor Jesus henviser til et gammeltestamentligt udsagn, og siger: ”Når I læser dette, skal I lægge særligt mærke til det (Matt.24:15)!” Stedet, Jesus henviser til, er det præcise skriftafsnit i profeten Daniel, hvor han taler om en modbydelig hændelse (en vederstyggelighed), som skal finde sted ’på hellig grund’ (9:27). ”Når det sker,” siger Jesus, ”at en vederstyggelighed søger at presse sig ind i ’det hellige rum’, da er det et tegn på, at de troende skal være agtpågivende.”

Det tør under de givne omstændigheder næppe betragtes som ’en tilfældighed’, at tre kirker (en norsk og to danske) er blevet anvendt til netop en ekstrem seksuel hændelse, som med Jesu ord berettiget kan omtales som en ’vederstyggelighed’. Frogner Kirke i Norge er (med menighedsrådets tilsyneladende godkendelse) blevet anvendt til optagelse af en musikvideo, hvor et homoseksuelt samleje udførtes foran kirkens alter. Videoen er lagt ud på nettet, for dér at proklamere, at en norsk Grand-Prix-stjerne ’sprang ud ’som homoseksuel. Ved retten i Holbæk er en 30-årig kvinde og en 35-årig mand i marts 2015 hver blevet idømt 60 dages fængsel for at have haft seksuelt samleje på alteret (ved prædikestolen og ved døbefonten) i kirkerne Udby og Snoldelev på Sjælland.

Den norske Grand-Prix-stjerne forklarer over for norsk tv, at (citat): ’det er kirken, jeg er ude efter. I årevis har kirken set ned på – 67 – homofili; det er kirken, der er årsag til, at folk begår selvmord, bliver mobbet og udstødt.” Han fortsætter: ”Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud!” Biskoppen over Oslo Stift, Ole Christian Kvarme, erklærer: ”Dette er et groft misbrug af kirkerummet.” Den norske Grand- rix-stjerne er næppe klar over, at han med sin udtalelse: ’Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud’ nærmer sig opfyldelsen af den nytestamentlige forudsigelse, der erklærer, at ’modstanderen ophøjer sig over alt, hvad hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud’ (2.Thess.2:3-4).

GÅDEFYLDT UDTRYK

Gennem slægterne har mange grundet på og spekuleret over (1.Pet.1:10-11), hvad der skal forstås ved det gådefulde udtryk: ’Ødelæggelsens vederstyggelighed’. Den engelske version, som siger: ”Den vederstyggelighed, der forårsager ødelæggelse’ (’causes desolation’) er nok den nærmeste forklaring – og bogstavelig efter grundteksten (Recovery Version). Det vil sige, at når en ganske bestemt ’vederstyggelighed’ står placeret på hellig grund, så er dette et af de afsluttende tiders

afgørende tegn på, at de hellige skal give agt. Hvad er det for en vederstyggelighed? Jesus anvender det ord, som Han kender fra Mosebøgerne: ”Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed!” (3.Mose 18:22) Det vil sige, at når denne ’vederstyggelighed’, der i Gamle Testmente klart defineres som ’den homoseksuelle synd’, placeres ’på hellig grund’ – så skal (siger Jesus) ’den, der læser dette, mærke sig det’, – thi da er øjeblikket kommet, hvor en mørk trængselstid tager sin begyndelse.

Det er imidlertid klart, at når Jesus taler om en ekstrem skændselsgerning (en vederstyggelighed), der skal placeres ’på hellig grund’, så har Han en større dimension for øje, end nogle provokerende sex-happenings i et par landsbykirker i Skandinavien. Da taler Han om den gudløse, antikristelige ’modbydelighed’, som på et tidspunkt vil blive indført og udført i selve Templet i Jerusalem. ”Imidlertid har mørkets dæmoniske magter svært ved at holde på en hemmelighed.” – ”De er som ’drevet til’ at skulle afsløre deres egne misgerninger ’før tiden’ (og ikke som apostlen advarende siger): ’når tiden dertil er inde… 2.Thess.2:6). – ”Deres skjulte hensigter løber løbsk, og de viser (hvor de kan komme til det), hvad de har i sinde.” – ’De 300’ konkluderer: ”Der bør derfor ikke noget sted herske nogen tvivl om, hvad der styrer den regering, der ved lovgivning har åbnet døren for disse skændselshandlinger – ej heller bør der herske uvidenhed med hensyn til de motiver, der bevæger de teologer, som siger god for en lære, der fremmer en sådan krænkelse af kirkerummet. Af samme grund er det på sin plads – ja, på høje tid – at tage et opgør med disse statsautoriserede gudløshedskræfter. Opgørets time er inde!”

BEMÆRK:

Af forskellige grunde er vi nødsaget til at udsætte offentliggørelsen af Profetisk Journal (‘STILHED FØR STORMEN‘) til tirsdag, d. 01.08.2023 (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 18.08.2023.

Det var ikke helt almindeligt, da Danmarks udenrigsminister i sommeren 2003 sendte en homofil diplomat og hans partner som ambassadørpar til Israel… én af klodens mest ømfindtlige poster,

hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’, samt at Kristeligt Dagblad d. 7. august samme år citerede en prædikant for under en demonstration på Israels Plads i København at have tilspurgt den siddende VK-regering, om den ’i disse terrortider turde provokere et muslimsk land på samme måde’. Det var mere end usædvanligt, at domkirken – den protestantiske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – pludselig stod iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par. Det var særdeles besynderligt, at Danmarks

biskopper kun få måneder efter anmodede kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skulle aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekom i den

grad sært, at næppe var dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra parlamentssalen på Christiansborg meddeltes, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe havde brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…

Mere end 25 års ligestillings-politisk, sejlivet stræben lå bag den lov, som i juni 2012 fik sparket kirkedørene op, så Danmarks præster velsignende kunne lægge hænderne på par af samme køn og fra denne selvsamme dato i selve kirkerummet kunne erklære dem for lovmæssigt at være ’ægtefæller’. Allerede i 1989 gennemførtes i Danmark loven om ’registreret partnerskab’. Denne bestemmelse om de homoseksuelle pars borgerlige rettigheder havde imidlertid ikke (som det bemærkes i lovforslagets ’bemærkninger’) adgang til ’kirkelig indgåelse af partnerskabet’. Den danske landsforening for bøsser og lesbiske rettede i den anledning en række klagende henvendelser til landets biskopper – og det viste sig da, at der i al ubemærkethed forinden havde fundet 60 sådanne ’illegale’ velsignelser/vielser sted – alle foretaget af præster i folkekirken. (15 af disse ’vielser’ blev foretaget med par, der kom fra udlandet). Biskopperne sagde stort set ingenting – dog en enkelt skrev i en avisartikel, at det fra nu af måtte betragtes som ’en tjenesteforsømmelse at nægte at foretage sådanne vielseshandlinger’ (Kristeligt Dagblad 20. august 1994). Siden er det gået slag i slag. Stærke kræfter arbejdede på at få homovielser flyttet fra rådhuset ind i kirken… og netop dette er det aktuelle billede, som i denne time nu viser sig i mange lande. Danmark er med ’kirkelige homovielser’ blevet et foregangsland. Det er et vidnesbyrd for den halve verden. Samtidig er reformationens børn (de sande protestanter, som stadig protesterer) ved samlet at rejse sig?

MINDRETALLET

De danske politikeres svar lod ikke vente på sig. Næppe var et dansk, teologisk regeringsudvalg i april 2010 gået i gang med sit 150 dages arbejde med henblik på spørgsmålet om ’kirkelige homovielser’, før det ovennævnte adoptionskup blev foretaget på ’Christiansborg’ i København. Det lykkedes – og med ét kom det atter til syne, at langt dybere lidenskaber end både politik og religion syntes at styre denne sag; ’kejseren’ ville fra nu af (sådan opfattedes det) i alle lande og riger kræve sin ret – og alle slags modstandere burde fra denne time vare sig for ’senatet’, der truende kunne finde på at råbe: ”Du er ikke kejserens ven!” (Johs.19:12).

Den på det tidspunkt (2010) danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbechs, stilling med hensyn til mediernes kritiske ransagen var følgende: ”Jeg har hele tiden sagt, det er vigtigt, at mindretallet ikke bliver tromlet.” ’Mindretallet’ er sådanne folk som mig – og millioner af kristne ud over den hele verden. Det vil sige troende mænd og kvinder, der ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle kan finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers ’teologiske’ overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold aldrig kan velsignes i kirken. ’Mindretallet’ består over hele kloden af jævne kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres i Bibelen som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for – hvis ikke de omvender sig – at blive ’prisgivet’ en sørgelig skæbne. Det vil gå dem, som det gik Sodoma! De går ad fortabelsens brede vej. Forude venter dem en pinefuld evighed.

Af den grund vil denne ’minoritet’ af kristne mænd og kvinder alle vegne ved lov og ret og domstolskendelser fortsat erklære: ”… kan det aldrig forekomme, at Skaberen nu ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte statsritualer siger ja til disse forhold. Det homofile samliv kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9). Den blotte tanke er i modstrid med både Ny Testamente og de protestantiske kirkers bekendelsesskrifter. En betydelig konfrontation venter forude! Jo! Reformationens sande børn er ved at rejse sig. For dem er endog protestantismens ’domstols-protest’ mod synd og gudløshed en del af deres bekendelse …og bekendelsen bliver mere direkte som tiden går. Synd omtales som synd med navns nævnelse!

’Minoriteten’ er altså som på reformationens tid ’den jævne mand’, der er medlem af rigets protestantiske nationalkirke eller på andre måder regner sig for at være en del af en nations kristne

menighed. Fra den første begyndelse har det beviseligt fra den danske stats side været meningen at holde den almindelige borger udelukket fra nogen som helst indsigt i det destruktive værk, som på samme vis af alverdens statskirker eller en statsligt godkendt og etableret kristenhed alle vegne holdes skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben smides i de forskellige lande ved indførelsen af homovielser ud til pressen, der blot får at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af ægteskabslovgivningen’ (for dermed globalt og på længere sigt at skabe plads for homobryllupper i kirken).

Om landenes ’lov og ret’, kirkernes bekendelsesskrifter, de – ifølge reformationens lære – strengt adskilte forhold mellem stat og kirke, homo-ideologernes egentlige og ’kødelige’ motiver, Bibelens

advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd vil der – som det har været tilfældet i Danmark – ikke blive sagt et ord. De, som ved noget, vil få munden lukket med syv segl – og alle anmodninger til ministerierne om at blive tilkendt den (i mange lande) lovbefæstede ret til ’aktindsigt’ vil få afslag. De ledere, som den jødiske profet kalder ’Sodomas stormænd’ (Es.1:10) styrer i land efter land denne sag, og den verdslige domstol (i enkelte nationer ’forfatningsdomstolen’) vil blive stillet på en hård prøve. Snart falder Damokles sværdet!

NÅR POLITIET EFTERJAGER BORGERNE

Det er derfor at forvente, at der i land efter land vil opstå voksende strid om ’ytringsfriheden’. Den pludselige og som et stjerneskud opståede, verdensomfattende bevægelse ’Je suis Charlie’ (efter det

morderiske attentat på Hebdo-Charlie-magasinet i Paris i januar 2014), er toppen af isbjerget’. Det egentlige spørgsmål om ytringsfrihed bliver afsluttende dette: Kan den nationale såvel som den

internationale lovgivning bære Ny Testamentes fordømmelse af homoseksualitet? Vil der (billedligt talt) blive ’rejst tiltale’ mod Jesu apostel, Simon Peter, for åbenlyst at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i det kapitel, hvor han omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2. Pet. 2:19 og 2:6). Vil der (ifølge et eller andet ’anklageskrift’ fra alverdens statsadvokater) blive rejst tiltale mod denne nære efterfølger af Jesus af Nazaret, for overtrædelse af internationale konventioner og straffelove ved offentligt at have fremsat udtalelser, ’hvorved (som det hedder): ”En gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering” (den danske straffelovs paragraf 266b). Vil den apostel, hvis åbenbarelse Jesus omtaler med ordene: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt. 16:18) – blive ’stillet i anklageskranken’ for om Sodoma-samfundet at have udtalt: ”De taler overmodige, tomme ord og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for…” (2. Pet. 2:18-19). Vil det kommende retsopgør i Danmark blive efterfulgt af flere (og i andre lande ud over den vide jord), hvor det ikke længere er borgerne, der sagsøger staten men staten, der med politi og dommerkendelse efterjager borgerne? Det bli’r en trængselstid for Guds menighed – men ’menighedens engel’ vil komme i aktion, og der vil ske overnaturlige ting, som i den kristnes menigheds første dage.

*

Den aktuelle debat drejer sig altså ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men udelukkende om, hvorvidt den kan gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over

kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for et andet og ifølge Bibelen gudløst ’evangelium’, må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.

Det kommende opgør (om ’Sodomas skæbne’) omtales ikke i den verdslige protokol ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, protokollen bliver da en slags skjult ’profetisk tale’: ”Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskers vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud” (2. Pet. 1:19-21). Hvis altså nogen verdslig myndighed noget sted forgriber sig på det advarelsesord, som lyder (når der tales om den homoseksuelle praksis) så bør ’magistratens mænd’ være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er op imod. Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs. Det er den Almægtige Gud de slås med!

GRUNDLOVSSTRIDIGT – FRA ’DAY ONE’

I sin selvbiografi skriver en tidligere kirkeminister følgende: ”I vort regeringsgrundlag blev det slået fast, at (citat): ’Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering’! (S.160)

De 300 sagsøgende borgere vil vove at påstå, at dette regeringsgrundlag fra ’day one’ har været og i al fremtid vil forblive at være grundlovsstridigt. Situationen har nemlig ikke ændret sig så meget som en tøddel siden enevældens ophør i 1849. Fra da af gælder det, at Folketinget lovgiver for – og kirkeministeriet har den centrale administration af det kirkelige i Danmark. Men den evangelisk-lutherske læres ritualer skal regeringen holde fingrene fra!

Den omstændighed (som netop dette provokerende regeringsgrundlag med dets daværende ligeså udæskende kirkeminister har misbrugt til det yderste) at folkekirken indtil nu ikke har sin egen

forfatning, har ikke været, er ikke – og vil aldrig være ensbetydende med, at nu skal landets evangelisk-lutherske kirkes ledelse bare sætte sig hen i en krog og skamme sig! Det er med den selvbiografiske, udfordrende henvisning til dette (alt for tydeligt kirkefjendske) regeringsgrundlag, at de kristne søger at gøre det klart, at fordi Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark endnu ikke har taget det afgørende skridt til at få oprettet sine egne besluttende og rådgivende organer, så er den protestantiske nationalkirke i Danmark simpelthen ophørt med at være et selvstændigt begreb! Det ’totalt lovløse regeringsgrundlag’, som den tidligere kirkeminister i sin selvbiografi ustandseligt støtter sig til, går med sine fjendske ord ud fra, at den danske folkekirke herefter er både meningsløs og harmløs, grundløs og formålsløs i en hvilken som helst retlig sammenhæng. Den kommende tid vil imidlertid vise (tror jeg), at her tager den tidligere kirkeminister og hans politiske partifæller fejl! Som Bibelen siger: ”Han har gravet en grav for andre – nu falder han selv i den! (Ordspr. 26:27).

IKKE EN NY RELIGION

”De 300” støtter som bekendt deres påstand på Grundlovens 4. paragraf, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og som sådan understøttes af staten.”

Denne erklæring er ikke fra i går! Det er ikke en bestemmelse, som borgerne sådan ’uden videre’ selv har fundet på! ’De 300’ strider ikke for en ny religion eller en ny verdensorden. Allerede før 1849 var nøjagtig disse 14 ord i vor nuværende grundlov udtryk for den faste, protestantiske tro, der hviler på de århundredegamle bekendelsesskrifter, der (oven i købet med navns nævnelse) står trykt og prentet i Danske Lov af 1683… og hvis én eller anden stresset dagbladsjournalist skulle finde på at spørge, om ’De 300’ kan nævne navnet på bare ’det første’ af de skrifter, der står omtalt i den stadigt ældende – snart 350 år gamle lov, så lyder svaret: ”Bibelen!”… og herefter kan da i hastig rækkefølge nævnes: Den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse plus den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille katekismus.”

”Alle disse skrifter ligger nu fremlagt til folkets bedømmelse,” vil ’de 300’ tilføje, ”og de vil (mener de) alle som én kunne gennemhulle den tidligere kirkeministers kristendomsfjendske regeringsgrundlag.” Ja, ja… det er helt rigtigt, at bekendelsesskrifterne i det store og hele er teologiske udsagn – men det betyder kun (skal ’De 300’ hilse og sige til kirkens modstandere) at den danske folkekirke – præcis som ’en retlig størrelse’ – hviler i et ikke ringe omfang på teologiske udsagn og med rødt understregne begreber i folkekirkens bekendelsesskrifter. ”Der kan,” (mener ’de 300’) ”af selve forfatningens 4. paragraf uddrages helt præcise afgrænsninger vedr. statens beføjelser (m.h.t. kirkens indre anliggender). ”Denne bestemmelse (grel. § 4) har et egentligt (altså krystalklart, dybt oprindeligt) juridisk indhold,” erklærede nu afdøde departementschef i kirkeministeriet, prof. Dr. Ur. Preben Espersen, idet han tilføjer (citat): ”Grundlovens 4. paragraf må opfattes som en slags ’generalklausul’, der påbyder, at folketing og kirkeministerium skal tage skyldig hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse i forbindelse med fastsættelse af regler på det kirkelige område!” (Kristeligt Dagblad, torsdag d. 25. april 1991).

’HØJTRÅBENDE MEDLEMMER

Alle kirkeministre må altså indstille sig på, at det danske retssystem kan finde på at erklære denne definition (skrevet af en kirkeministerium-kollega, der for en snes år siden sad i departementschefens stol), for værende ’i høj grad relevant’. Hvis det er sandt, at kirkeministeriet aldrig afgør væsentlige sager, (der har berøring med kirkens lære eller forkyndelse), uden at et enigt

bispekollegium står bag, så er alle tidligere kirkeministre kommet alvorligt på afveje, de må i dag sætte ham på plads. En tidligere kirkeminister fortæller i sin levnedsbeskrivelse, hvordan han personligt ser på folketingets behandling af sagen om kirkelige homovielser. Sine modstandere betegner han som (citat): ’en lille gruppe højtråbende medlemmer, som hverken kan lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’ (s.168).

Dermed lader denne minister forstå, at de af folketingets mænd og kvinder, der ud fra deres samvittighed og politiske opfattelse ræsonnabelt har argumenteret mod kirkeministerens projekt, med en håndbevægelse kan fejes af bordet med betegnelsen: ”højtråbende medlemmer’. Disse ’anderledes tænkende’ politikeres stilling til kirkens bekendelsesskrifter, syn på grundloven, kompetente forsvar af ’kirkens indre anliggender’ – ja, dybe og ofte gudfrygtige respekt for kirkens ledelse, får påtegnelsen (citat): ’De kan ikke lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’.

Denne holdning (der forekommer milelangt fra denne ministers ’manifest’: ”Jeg forsvarer andres ret til at mene noget andet end mig”… s.142) har nu ført til, at 300 borgere ser det som en umulig sag at ’fortsætte dialogen’.

Den omtalte kirkeminister sætter i sin selvbiografi især ét af folketingets medlemmer i gabestokken. Det er hans ihærdige, forhenværende kollega i kirkeministeriet, den jura-uddannede, Birthe Rønn Hornbech. Ministeren skriver (citat): ”Hun slæbte mig i samråd på samråd og rettede skytset mod mit blødeste punkt: En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual. Det er på brutal vis at blande sig i kirkens indre anliggender” (s.168).

Når nu den omtalte selvbiografis forfatter selv indrømmer, at hans lovkyndige folketingskollega (der selv har siddet i chefkontoret i Holmens Kanal) nu med loven i hånd har fat i den mest sårbare del af hans homo-projekt – så bør samtlige lovlærde uden tøven rette deres opmærksomhed mod dette forhold. Da har jo netop disse paragraffer fået deres berettigede plads i det forløb, der nu har taget sin begyndelse. Ministeren trækker selv det ømfindtlige emne frem i lyset. ”Mit blødeste punkt,” forklarer han, er dette (citat): ”En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual”.

”En kirkeminister har ikke ret til,” det vil sige, at ’han er begrænset i sine beføjelser’. ”Altså er dette hovedemnet i sagens fremstilling.”

DE FØRSTE SYV ORD

I en kronik i Kristeligt Dagblad fredag d. 28. juni 1991 skrev professor dr. Jur. tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, alle lovlærdes mest kortfattede kommentar til de første syv ord i Grundlovens 4. paragraf. Professorens uhyre, simple ’matematiske ligning’ (2+2=4) sætter den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ i relief – ja, hvis netop denne eksperttolkning af disse syv grundlovsord kunne finde ørenlyd i en moderne retssal, så er der ikke ret meget mere at komme efter! Kronikkens forfatter skriver (citat): ”De første syv ord i Grundlovens § 4 indeholder en selvstændig regel: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!” Gammeltoft-Hansen fortsætter: ”Dette udsagn kan også udtrykkes således: ”Den danske folkekirke er (dvs. ’tilhører’) den evangelisk-lutherske kirke.” Efter at have præciseret dette grundlovens fortsat gældende (superlogiske) lighedstegn (mellem to størrelser), drager kronikøren denne (for mig at se ’forbløffende’) konklusion; han skriver (citat): ”Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke.” Professorens facit er dette: ”Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven…”

I dette ’matematiske lys’ står den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ totalt afdækket: ”Han har ikke og vil aldrig så længe disse syv ord fra grundlovens 4. paragraf er gældende, med nogen legal ret kunne tvinge biskopperne i den evangelisk-lutherske kirke til at lave ’et politisk ligestillingsritual’. Hvis han allerede har gjort det (og det har han), så er det med professorens ord: ’simpelthen i strid med grundloven’ og dette bør nærmere afklares.

EN HIMMELRÅBENDE FEJL

Den 23. feb. 2012 kl. 14:30 blev der i det veludstyrede udvalgsværelse (Nr. 2-080) i regeringspalæet i København budt velkommen til ét af de samrådsmøder, som den daværende kirkeminister med afsky omtaler i sin selvbiografi. Om den forhenværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, fortæller han, hvorledes hun ’slæbte mig til disse møder’ (s.168). I dette tilfælde var det imidlertid Folketingets Kirkeudvalg, der havde indbudt til en sådan samling – og begge kirkeministre (den forhenværende og den nuværende) var til stede. Også jeg ’deltog’ som tilskuer og tilhører i mødet, idet jeg over Folketingets tv-kanal på min fjerne ørkenbase i Israel kunne følge det uundgåelige ’clash’ mellem de to ministre.

Godt to uger forinden, den 10. feb. 2012, havde ’den forhenværende’, Birthe Rønn Hornbech, affyret en bredside mod ’den nuværende’. Den lød sådan (citat): ”En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle i kirken.” Artiklen i Kristeligt Dagblad slutter med ordene: ”Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om.”

Den salve, som dagbladsartiklen forfatter affyrede d. 10. feb. 2012, afleverede hun igen i samrådsmødet på Christiansborg 14 dage senere. ”At lovforslaget om ægtevielser i kirken af par af samme køn ikke med ét ord omtales i dets forhold til grundloven, er en eklatant fejl.” Ordet: ’Eklatant fejl’ er stærkt. Kan bedst oversættes med udtrykket: ’En himmelråbende fejl’. Den udfordrende henvisning til justitsministeriets lovafdeling blev ved dette samrådsmøde sammenbidt gentaget.” Derfor vil jeg i det følgende efterkomme opfordringen og lade søgelyset dreje ind over den lovtekniske afdeling af justitsministeriet samt de ufyldestgørende svar på relevante spørgsmål.

NÅLEØJE-PRINCIPPET

For bedre at kunne forstå, hvorfor den manglende erklæring vedr. den lovtekniske bedømmelse o lovforslagene L105 og L106 (med hensyn til disse bestemmelsers forhold til grundloven) betegnes som en ’eklatant fejl’, bør man et øjeblik rette opmærksomheden mod, hvad der skete i Irland i maj 2015. Her blev – fra den ene dag til den anden – et nyt menneskesyn og en ny ægteskabsforståelse ved et nationalt referendum indført i den irske grundlov. Det vil sige, at denne nye grundlovsparagraf vil være et element for al videre lovgivning i Irland. Alle lovforslag, som har forbindelse med menneskesynet, ægteskabet eller landets kristne fundament skal fremover –inden de bliver ophøjet til lov – sendes til en ransagen og gransken i den irske lovafdeling. Den har at gøre med dette begreb: ’lovteknisk revision’. Alle irske lovgiveres lovudkast skal fremover måles og vejes ud fra den nye grundlovsparagrafs grundsætninger og retsprincipper. Alle centrale love, tværgående, generelle eller internationale love – alle menneskerettighedskonventioner skal fortsat inddrages for at ’stille til obligatorisk lovrevision’. Her skal de sammenholdes med den nye grundlovsparagraf. Ingen lov slipper gennem nåleøjet uden at have været endevendt i lyset af den nye homo-bestemmelse.

Den indførte ’4. bestemmelse’ i den 41. artikel af den irske grundlov lyder sådan: ”Et ægteskab mellem to mennesker af samme køn vil have samme status under grundloven som ægteskab mellem en mand og en kvinde.” Artiklen fortsætter: ”Et ægteviet par af forskellige køn eller af det samme køn vil blive anerkendt som en familie og er berettiget til grundlovens beskyttelse for familier.”

Når det herefter i Irland (med grundlovskraft) er gældende, at to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde –skal alt i folk og samfund, kirke og retsvæsen, parlament og ministeriernes administration indordnes efter det nye homo-princip. Alt, hvad der modsætter sig den nye homo-ordning, må da regnes som lovovertrædelse – ja, grundlovsbrud!

Med denne nye grundlovsparagraf er i Irland livsmønsteret og statens styrelse retningsangivet. Justitsministeriets lovtekniske afdeling må på det strengeste afvise lovudkast, der ikke samstemmer med dette syn. Det homofile samfund har siden den majdag i 2015 etableret sig i Irland, hvilket befolkningen snart vil få at erfare… fortsættes i næste rundbrev

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ENGLE KOM TIL SODOMA VED AFTENSTID’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 04.08.2023.