KRONPRINSESSEN BØR BØJE SIG

Det kan glædeligvis mærkes, at der i den voksende debat omkring kronprinsessens protektorat til World Pride ikke er nogen ’hard feelings’ overfor vort kongelige hus. Kronprinsparret har ved sin færd og smukke omdømme vundet det danske folks hjerter – og det (kan man mærke) er en ’ægte kærlighed’, som ikke bliver mindre ved den ene eller anden ’begivenhed’. Derfor er der intet at tabe for kronprinsessen, om hun (så hurtigt som muligt) trækker sit protektorat til det store LGBT-prideprojekt tilbag! Tværtimod vil det vinde respekt, hvis det hermed åbenlyst manifesteres, at kongehuset ’står ved’ sin grundlovsbefæstede stilling, at Danmark har et ’indskrænket monarki’ – og at dette ikke tillader udstedelsen af kongelige protektorater af den politiske art, som der her er tale om. Hertil kan tilføjes følgende:

Danmarks kommende dronning er ikke afhængig af, om den kulørte presse skriver godt eller dårligt om hendes kongelige person. Vort lands fremtidige majestæt hviler i den folkets gunst, som er hende skænket i Danmarks Grundlov. Derfor er det den konstitutionelle røst, som Hendes Kongelige Højhed bør lytte til – og ikke de mere eller mindre forudindtagne rådgivere, som hun måtte have omkring sig.

DYBT BEKYMRENDE

”Det konstitutionelle Kongehus bør ikke involvere sig i politiske kampe.” Sådan skriver forfatteren Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten i slutningen af november 2019, idet hun fortsætter: ”Kongehuset bør tværtimod stå som et samlede symbol for vores nation. Det er derfor forbløffende og dybt bekymrende, at kronprinsesse Mary har sagt ja til at være protektor for et internationalt LGBT-arrangement i København 2021.”

At det er mere end ’dybt bekymrende’ men er ’i direkte modstrid’ med grundlovens stilling til det danske ’indskrænkede monarki’ fremgår bl.a. af den erklæring, som Pave John Paul II udtalte på St. Peters Plads i Rom, da World Pride i år 2000 meldte sin ankomst til Italien. ”Denne begivenhed,” erklærede paven, ”er den største fornærmelse mod vore kristne værdier.”

Dersom kronprinsessen med sin erklæring om, at (citat): ’Jeg vil sætte LGBT-rettighederne på dagsordenen både herhjemme og internationalt’ er at betragte som ’den største fornærmelse mod vort lands kristne værdier’ – da drejer dette kongelige skridt sig ikke blot om forpligtelsen over for det begrænsede monarki – men da handler det med en lige så stor vægt om Hendes Kongelige Højheds konstitutionelt pålagte grundlovspåbud vedrørende stillingen til nationalkirkens bekendelse.

”Kronprinsessen burde holde sig for god til at bruge sin prinsessetitel til denne LGBT-kamp,” hedder det videre i kommentarerne på de sociale medier. ”Vi har jo her at gøre med en sag, der er ved at udvikle sig til en af de store kulturkampe i vores tid. En ny utopisme og under alle omstændigheder et kønspolitisk emne, der splitter fløjene, og som sandsynligvis kun bliver mere bekendt i årene, der kommer.

*

Da World Pride planlagde sin homoparade i Jerusalem d. 6. august 2006, blev arrangementet så heftigt angrebet af ortodokse jøder, muslimer og kristne, at bystyret måtte sætte en stopper for dette projekt med den begrundelse, at der (på grund af den militære, anspændte situation ved grænserne) ikke var soldater nok til at beskytte homoparadens deltagere.

Vedrørende WORLD PRIDE’S ankomst til København i 2021, og kongehusets tilsagte ’beskyttelse’ af dette projekt, slutter Jyllandspostens blokforfatter med følgende: ”Noget tyder på, at kronprinseparret burde ansætte nogle nye rådgivere. Nogle rådgivere, der ikke lever i den vildfarelse, at det danske kongehus er en underafdeling under FN, og som forstår, at LGBT-aktivisme er en politisk sag.”

ER KRONPRINSESSEN EN FJERDE STATSMAGT?

Grundlovens 3. paragraf indeholder en lære, som i dagens Danmark må sætte et stort spørgsmålstegn ved den danske kronprinsesse, Mary’s, officielle ’indbydelse’ til den fremmede, ideologiske magt, der går under betegnelsen ’World Pride’. At den lovgivende magt i vort land er henlagt til kongen vil nemlig sige, at den i vore dage er lagt i hænderne på regeringen og folketinget i forening, at den udøvende magt er overdraget til kongen (og dermed regeringen) og den dømmende magt til domstolene.

Spørgsmålet er nu, hvilke beføjelser kongehuset har i en indskrænket monarkisk styre? Eller sagt med andre ord: Kan kronprinsessen tiltage sig den ret at udstede en særlig royal beskyttelse af den fremmede ’totalitære supermagt’ der benævnes som ’World Pride’?

Her i vort land arbejder man i det politiske system med et særligt (og for mange danske borgere ukendt) begreb, som hedder ’prærogativ’. Det betyder ’fortrin’ eller ’forrettighed’ – et begreb, som almindeligvis er forbundet med en vis politisk tvivlrådighed. Det er derfor helt på sin plads (og slet ikke ualmindeligt), hvis der kunne herske en generel tvivl med hensyn til kronprinsessens ret til at knytte officielle forbindelse på global basis med en organisation, der overalt (ved politiske kup) søger at gribe magtens tøjler og åbenlyst stiler mod at indføre nye bestemmelser i nationernes forfatningsmæssige forhold.

Derfor: Er kronprinsessens officielle alliance med den verdensvide, politisk aggressive organisation, ’World Pride’, grundlovsstridig, og kan der oven i købet være tale om, at Folketinget på forhånd er afskåret fra at behandle eller debattere denne sag? Har kronprinsessen ’en kongelig forret’ eller ’et royalt fortrin’, som en folketingsbeslutning ikke uden videre tør komme i berøring med? Dette vil i de kommende uger og måneder vise sig – og der er (så vidt jeg kan se) kun en udvej for vort afholdte kongehus: At trække det givne protektorat tilbage!

BORGERNES SYN PÅ ÆGTESKAB OG FAMILIE

Tilsvarende og som et yderligere argument for dette påbud viser retspraksis, at den kongelige forrets særegne natur endog kan give anledning til dybere juridiske overvejelser ved domstolene – især hvis det er sager, som berører det udenrigspolitiske område, hvilket i anledning af kronprinsessens højbårne håndslag til en stærkt betonet politisk, religiøs-moralsk, fremmed indflydelse i Danmark bør komme på tale. Har kongehuset i grundloven fået tillagt en så udvidet kompetence, at det i en betydelig international affære kan handle på rigets vegne?

Ifølge den juridiske litteratur har dette spørgsmål om ’forret’ og ’fortrinnet’ givet anledning til, at man endog har omtalt et sådant ’fortrin’ som ’en fjerde statsmagt’. Det vil sige, at kronprinsessen (sikkert uforsvarende) i et vist omfang vil være i stand til at begrænse både folketing og domstole. Ved i dette tilfælde at udstede et kongeligt protektorat, handler Hendes kongelige Højhed rent faktisk som en regeringsmagt, der umuliggør andre muligheder for styring.

Det er klart, at landets afholdte kronprinsesse ikke med sit protektorat til ’World Pride’ ønsker at genindføre enevældens majestætsrettigheder (som de findes i kongeloven af 1665) men kongehusets usædvanlige, enerådende handling rører i dette tilfælde med fingerspidserne den traditionelle magtfordelingslære – og det er vigtigt straks at få afklaret, hvem eller hvilken instans, der har rådet kongefamilien til at tage dette enestående skridt? Det er vigtigt – ikke for at finde til syndebukken – men for fremover at beskytte borgernes retssikkerhed. Ingen kan nemlig med dette hævde, at dette blot er en harmløs sag, som er præget af kronprinsessens ønske om at ’stride for menneskerettighederne’. Nej, den kongelige gunst som udøves over for World Pride vil få betydning for borgernes opfattelse (og borgerret til at give udtryk derfor) med henblik på den homoseksuelle indstilling til bl.a. den bibelske opfattelse af ægteskab og familie.

Dermed kommer vi tilbage til det væsentlige konstitutionelle spørgsmål, hvorvidt kronprinsessens historiske tilbud om at tage den homoseksuelle verdensorganisations besøg i København under sine vinger, er en udfordrende handske kastet til Danmarks Evangelisk-Lutherske Kirke.

I relation til grundloven og den grundlovsgivende forsamlings forhandlinger vedrørende Danmarks evangelisk-lutherske kirke, så er det klart som solen, at med hensyn til den ideologi, der styrer World Pride, så er og forbliver den absolut uforenelig med den evangelisk-lutherske kirkes lære.

Dersom kronprinsessens personlige antagelse af denne lære (ved ægteskabet med kronprinsen) underkastes en nærmere analyse, kan det ikke et øjeblik forsvares, at Hendes Kongelige Højhed tilsiger World Pride-ideologien sin kongelige beskyttelse.

PROTEKTORATET BØR TILBAGEKALDES

Det vil med sikkerhed kunne fastslås, at kongehuset i en sådan sag ikke er immunt over for grundlovens bestemmelser, og det bør da – jo før jo hellere – føre til, at det udstedte protektorat til ’World Pride’ trækkes tilbage! Lovgiver har i det foreliggende tilfælde al mulig ret til at understrege kronprinsessens begrænsning af sine beføjelser. Når grundlovens § 63 erklærer, at (citat): ’Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser,’ – så må dette også være tilfældet med kongehuset, og det skulle nødig komme til det punkt, at regeringen ikke længere tør lade sig nøje med at give kronprinsessen gode råd, men at den bliver nødsaget til at gribe til andre midler: Protektoratet skal tilbagekaldes!

Med den almindelige og fortjente popularitet, som kronprinsesse Mary nyder i den danske befolkning, vil det næppe vække respekt (hos en stor del af landets kristne borgere) at Hendes Kongelige Højhed bryder de normer, som er forbundet med Den Evangelisk-Lutherske Kirkes lære. Ja, det er et spørgsmål, om hun har ret dertil!

En dybere analyse af forholdet ’konge-kirke’ vil med al tydelighed vise, at kirkens lære og bekendelse fastlægger en solid skranke for, hvad kronprinsessen officielt kan foretage sig i en international indsats for at befordre den homoseksuelle dagsorden i Danmark.

Det gælder opfattelsen af både den skrevne og den uskrevne ’gældende lov’ om kongehusets påbudte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske lære. Da er spørgsmålet nemlig ikke længere alene baseret på grundlovens parlamentariske principper men på kirkens tro og lære, som er funderet på Bibelen. Dette legitime bidrag til analysen af kronprinsessens ’officielle velkomst’ til World Pride kan ikke undgås! Det hører med til selve fortolkningen af kronprinsessens protektorat til det internationale homoseksuelle arrangement – ja, det hører med til (i yderste forstand) borgernes retssikkerhed (og til en aldeles afgørende forståelse af, hvor det danske samfund i denne time er henne i dets historiske udviklingstrin vedrørende konge-kirke og folk.

Læs i Profetisk Journal (www.johnynoer.dk): Færøernes forslag – og massegraven i Israel.

BIBELSELSKABETS HÆRVÆRKSMÆND

At Det Danske Bibelselskab ikke har opgivet sin mørke og skæbnesvangre strategi med hensyn til at få fjernet Israels navn fra Bibelsens blade, kommer desværre tydeligt til syne i det allerede offentliggjorte skrift fra Salmernes Bog.

Ingen ved endnu, hvad der kan forventes af ’den nye bibel’, når den (med Gamle Testamente) i 2020 sendes på gaden med en revideret udgave af Ny Testamente. Bibelselskabet modtog for en årrække siden et ikke ringe antal protestskrivelser og klager over, at Israels navn var fjernet mere end 60 gange fra ’Den Nye Aftale’. Det ændrede ikke meget ved den færøske udgave, som stort set fulgte i samme spor. Spørgsmålet er nu: Fastholder Bibelselskabet stadig sin tydelige israelsfjendtlige holdning (der gives intet andet ord for denne totale udryddelsesproces)? Hvad har den nye 2020-bibel i den forbindelse at byde på?

I den tidligere artikel har jeg omtalt, at Israels navn i Ruths Bog i ’den nye bibel’ er slettet i et afsnit, som for mig selv har haft stor betydning – og nu ser jeg, at i Salmernes Bog har Bibelselskabets hærværksmænd også gennemført deres ugerningstogt ved at hugge om sig til højre og venstre for at få Israels navn ryddet af vejen.

I den 7. salmes sidste vers gives et talende eksempel. Den oprindelige tekst siger: ”Ak, kom dog fra Zion, Israels frelse… da skal Israel glæde sig” (v.7).

I de moderne teologers gengivelse hedder det: ”Vi håber, at Jerusalem kan beskytte os” (v.7).

Ikke mindre end to gange er Israels navn fjernet fra teksten (som ikke indeholder ét ord fra det oprindelige skriftafsnit) – og den ene gang ejer en tydelig henvisning til jødernes Messias, ’Israels frelse’.

Inden jeg tager fat på at fremholde flere eksempler på denne uansvarlige ’oversættelsens’-fremfærd, vil jeg blot (i al korthed) lade mit blik glide ned over den nye ’oversættelse’ af bibelens 1. salme.

Her ser man, at linjen fra Ny Testamente-gengivelsen følges i Gamle Testamente. Alle de ord, som f.eks. ’nåde’, ’synd’, ’retfærdighed’, ’salighed’ osv. er på det strengeste forment adgang til Den Gamle Pagts skrifter. Israels navn kan imidlertid ikke totalt ’udrenses’ fra Gamle Testamente – i så fald ville Bibelens hele jordiske grundvold falde sammen – men hvor det kan lade sig gøre, har man ikke sparet på kræfterne. Derfor bør i al hast søgelyset glide ind over Skriftens første salme:

ET BLIK PÅ DEN FØRSTE SALME

Allerede i Bibelens første salme kan vi iagttage, hvorledes skarpretterens økser har haft travlt med at aflive nogle af de kostbare ord, som de troende gennem generationer har jublet over – ja, som har holdt dem i live i prøvelsens tider og de verdslige myndigheders forfølgelse.

Det allerførste ord i den allerførste salme er hugget om og erstattet med en sjælelig forfladigelse, der helt har mistet grundtekstens oprindelige sigte.

De nye ’oversættere’ skriver: ”Hvor er det godt for den, som ikke hører på de onde” (v.1). Det ord, som har generet vor tids eksperter, er det bibelske udtryk: ’Salig’. Den ’gendigtede’ linje lyder i sin oprindelige tekst sådan: ”Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd” (v.1).

Med den nye ’oversættelse’ mener bibelselskabets teologer her at ’kunne slå to fluer med et smæk’. For det første kan de følge linjen fra deres ’renskrivning’ af Ny Testamente, hvor sådan et ord som ’salig’ er bandlyst. ”Det begreb kender unge mennesker ikke noget til,” har de (for en halv snes år siden) hævdet – så nu fortsætter udryddelseskampagnen i Gamle Testamente.

Det bibelske ord: ’salig’ er nu i den første salme erstattet med ordet: ’Det er godt for den, som’ – og vi bør et øjeblik standse og nærmere undersøge, hvad de moderne ’ordstjælere’ her søger at frarøve Den Hellige Skrift.

For at sige det kort, vil jeg påstå, at ordet ’salig’ indeholder noget himmelsk! Selv de værste gudsfornægtere vil give mig ret i, at den ’lyksalige’ ejer noget, der ikke hører denne verden til – ja, jeg har ladet mig fortælle, at i den græske version (Ny Testamente) taler grundsproget om ’en lykke’, som kun guderne kan besidde.

Det vil med andre ord sige, at ved at fjerne ordet ’salig’ fratager man denne betegnelses himmelske dimension. Ja, jeg vil gå så langt som til at påstå, at ved at slukke for det himmellys, som netop dette ord indeholder, fjerner man samtidig de guddommelige løfte, der skjuler sig i dybet af dette begreb.

Det menneske, som Jesus erklærer ’salig’ modtager i samme øjeblik et løfte, der har evighedsværdi, – ja, en velsignelse, der rækker langt ud over denne kummerlige verdens tilbud om et eller andet jordisk gode.

Bibelselskabets teologiske ransmænd søger ved denne forbrydelse (at stjæle den største, himmelske skat fra Jesu bjergprædiken) der i generationer er blevet kaldt ’saligprisningerne’ (Matt.5:3-12). Jeg siger ikke for meget, når jeg her tør erklære, at de, som rører ved denne Kristi belæring (som helt og holdent bygger på ordet ’salig’) vil bittert komme til at fortryde dette – og de bør straks (uden tøven) bøje deres knæ og af hjertet bede om Guds tilgivelse.

Tilsigelsen (eller udsagnet): ”Hvor er det godt,” som er erstatningsordet for ’salig’, indeholder ikke Jesu løfte om, at ’himmeriget er deres’ (Matt.5:3), ej heller, at sådanne ’skal kaldes Guds børn’ (v.9). Nej, nyteologernes påfund: ’Hvor er det godt’ forbliver ved de jordiske goder. ’Hvor er det godt’ er et jordbundet begreb. Det ejer ikke frelsesglæden eller den åndelige grebethed, som ligger i saligprisningen. Derfor vil jeg – og andre med mig – erklære det for et dårligt bytte. En ny generation af bibellærere får her intet givet; nej, de bliver frarøvet et ord, hvis indre lys er forbundet med et menneskes evige salighed.

ORDET ISRAEL FJERNES MED ET PENNESTRØG

I Salmernes Bog står én sætning, der – som et af de mest tydelige eksempler på netop dette bibelskrifts tydelige kærlighed til Israel – med få ord udsiger alt det, som salmedigterne har at fremsige om Det Hellige Land. Denne ene, bemærkelsesværdige sætning lyder sådan:

”Visselig, Gud er god mod Israel” (Salme 73:1). Den specielle understregning (’visselig’) af præcis denne sandhed er at sammenligne med det udtryk (’sandelig’), som Jesus bruger, når Han fremstår med en erklæring, som ingen må gå glip af. At Han i Johannesevangeliet anvender netop denne understregning (’sandelig’) af en sags vigtighed kan ikke og bør ikke kunne overses eller ignoreres! I det nævnte evangelium anvender Jesus ikke mindre end 26 gange udtrykket: ’sandelig’ – og jeg vil vove at påstå, at hvis der i dette vort elskede, men åndsforladte fædreland, findes en lovkyndig, som i sin ophøjede mangel på gudsfrygt tør driste sig til (blot én af de seksogtyve gange i Johannesevangeliet) at stryge netop dette ord, så vil det blive ham eller hende en dyr affære (hvis ikke denne stakkel skyndsomt gør alt, hvad han eller hun kan for straks at korrigere denne overordentlige fejltagelse).

Men her viger Det Danske Bibelselskab ikke tilbage! Med et pennestrøg fjerner i det Gamle Testamente ikke blot ordet: ’visselig’ (engelsk: ’truly’) – men det sløjfer samtidig hele den linje, der indeholder den erklæring, som Bibelens salmedigter så stærkt har betonet.

BRUTALT REVET UD AF TEKSTEN

I Ny Testamente er de nyuddannede teologer allerede på afveje, når de oversætter ordene ’sandelig, sandelig’ (oven i købet gentaget) med det svage og vage udtryk: ’Hør nu her’! (f.eks. Johs.8:58, hvor Jesus sætter farisæerne til vægs med en ’evighedserklæring’). Men i Gamle Testamente gengives i den løsagtige ’oversættelse’ en sådan tekst ikke med et andet udsagn. Nej, den rives simpelthen ud af sammenhængen og tager brutalt hele den betydningsfulde erklærings indhold med sig i farten.

… og her melder sig spørgsmålet: Hvorfor vil de moderne bibel-’oversættere’ ikke have denne ene sætning med i Gamle Testamente? Hvad er det, der tydeligvis er så kostbart for salmens forfatter men som med samme tydelighed regnes for intet af vore dages skriftkloge? Ja, værre endnu: som foragteligt regnes for skadelig ukrudt, der ikke længere ’har sin plads i den nye teologi’?

Svaret på dette spørgsmål vil jeg efter bedste evne søge at give i det følgende:

BIBELSELSKABETS RAGEKNIV

Den måde, som bibelselskabets ragekniv har sønderskåret indledningen til Bibelens 80. salme taler sit eget sprog! Det fremgår her ganske klart af den offentliggjorte tekst, at der er udtryk (der peger på og har at gøre med Israel), som tidsåndens gendigtere ikke levner nogen plads.

Den oprindelige tekst, som de danske bibellæsere ikke blot har ’glædet sig over’ men ’frygtet sig ved’, er ordene: ”Lyt til, du Israels Hyrde, der ledede Josef som en hjord” (80:2).

Dette dybt inspirerede navn på Himlens og jordens Gud: ’Israels Hyrde’ og den dertil knyttede nødvendige beskrivelse på overhyrdens ophøjede gerning: ’at lede Josef som en hjord’ er alt sammen med ét ryk blevet flået ud af hele denne salmens sigte og perspektiv. Vore dages bibellæsere bliver efterladt med et afgnavet ben, som (hånligt) kastes ud til dem; den ’Israel’-udrensede tekst lyder nu sådan: ”Hør os Gud, du som tager dig af os” (80:2).

Den uheldssvangre kædereaktion, som uundgåeligt følger i sporene af denne påviste ’oversætter’-overtrædelse bør følges skridt for skridt.

  1. Hvis man sletter navnet Israel må man slette navnet Josef (v.2).

  2. Hvis man sletter Josef, må man efterfølgende slette navnene: Efraim, Benjamin og Manasse (v.3).

  3. Hvis man sletter disse hebraiske navne, så nærmer man sig en begyndende holocaust-fornægtelse (v.6 og v.17): Det jødiske ’tårebrød’.

  4. Hvis man således forbryderisk generaliserer Israels ’tårebrød’(v.6), så sletter man dermed den aktuelle betydning af betegnelsen på ’Israels naboer’, som ’gør Jerusalem til et stridsemne’ (v.7) – ja, det er med denne nye bibel-’oversættelse’ kommet dertil, at fordi man har sløjfet, slettet og udryddet alt, hvad der i denne salme kan henvise til Israel, så

  5. forgriber man sig afsluttende på den ubestridelige profetiske henvisning, som dette skriftafsnit indeholder med henblik på jødernes Messias, der her omtales med ordene: ”Lad din hånd være over din højres mand, det menneskebarn, du opfostrede dig” (v.18).

Hvad der er blevet tilbage af dette højt skattede profetiske udsagn om Jesus Messias, der – efter at ’han blev mennesker lig’ blev ophøjet til at sidde ved Guds højre hånd – er denne fattige meddelelse: ”Din hånd hører til dér, hos de mennesker, du fik til at vokse…” (v.18).

Messias-benævnelsen: ’Guds højres mand’ og Jesus-forudsigelsen: ’det menneskebarn, du opfostrede dig’ (v.18) er forsvundet! Den generation, som får ’den nye bibel’, afskæres dermed fra (gennem læsningen af dette værk) at modtage det budskab, som er denne 80. salmes egentlige sigte.

Læs: ’400 MARCHERER FOR UDFRIELSEN FRA HOMO’ i Profetisk Journal (johnynoer.dk).

KONGEHUSET OG DEN HOMOSEKSUELLE VERDENSORDEN

At Danmarks kronprinsesse er bundet til Danmarks grundlov er og forbliver en uopsigelig kontrakt. Overtræder Hendes Kongelige Højhed den begrænsning, som hun ifølge den danske forfatning er sat under, må det få konsekvenser. Det ’kontraktlige forhold’ mellem kongen og folket bør (så vidt jeg kan se) føre til, at kronprinsessen i den forhåndenværende situation med ’homo-protektoratet’ ophæver ’enhver anden kontrakt’, som kan være i modstrid med den grundlovsmæssige legitimering af prinsessens fastsatte forhold til landets protestantiske kirke.

Denne indsigt kaster et skærende klart lys over den beskyttelse, som Hendes Kongelige Højhed har tilsagt World Pride. Et sådant ’fællesskab’ kan ikke fortsat bestå men må ophøre, inden det skaber større problemer.

Selvom det utvivlsomt vil falde de kongelige for brystet, og enhver tale ’af denne art’ fremkalder deres mishag, så kan en kontinuitet, hvad angår beskyttelseshåndslaget til World Pride, ikke tillades; et øjeblikkeligt brud er påtrængende. En ukonstitutionel monarkisk enevælde på dette omfindtlige område bør ikke eksistere, og for hver dag, der går (hvor man blot forholder sig tavs over for denne påtrængende nødvendighed) øges faren, og kongehusets rådgivere bør for alt i verden ikke trække denne sag i langdrag. Det er jo på denne forfatningsmæssige baggrund, at hele den konstitutionelle orden i Danmark består. Kongehusets værdighed står her og nu på spil – og de, som er blinde og døve for betydningen af de aktuelle indsigelser, gør nationens afholdte, kongelige familie en dårlig tjeneste.

Kronprinsessens protektorat-tilsigelse til det globale, homoseksuelle forbund har – om man vil det eller ej – bragt et nyt provokerende element ind i forståelsen af majestætens stilling i det danske indskrænkende monarki.

Kontraktforholdet mellem kongehuset og den homoseksuelle verdensorden kan ikke på nogen måde løsrives fra de bitre associationer, hvor den globale, evangelisk-lutherske kirke har lidt smertelige tab på grund af homobevægelsens aggressive anslag mod kirke og øvrighed. Dette forhold drejer sig nemlig ikke (som kronprinsessen giver udtryk for) om ’reformer i almindelighed’ – nej, det drejer sig om en verdensvid, kristendomsfjendtlig opposition i særdeleshed. Det drejer sig ikke (som kongehusets talsmænd antyder) om ’at udføre samfundsforbedringer i almindelighed’, – nej, det handler her om en homo-revolutionær overgangsfase, som er anført af en overhåndtagende strid om kønsidentiteter, og her har kronprinsessens personlige medleven ingen officiel ret til (ved protektoratet) at deltage i debatten.

IKKE TIL MAJESTÆTENS GAVN

Der er ikke i den foreliggende sag angivet nogen anden tidsfrist for kronprinsessens proklamerede protektorat end sommeren 2021, og selve indholdet af den særlige, kongelige beskyttelse af den homoseksuelle agenda for World Pride er ej heller blevet specificeret – men den afgørende bestemmelse, at det kongelige hus stiller sig bag arrangementets ’betænkelige mangfoldighed’ (hvor der med sikkerhed vil finde usømmeligheder sted, som ikke er en kronprinsesse værdig) er en allerede afgjort sag. Det danske monarki kan herefter blive forbundet med grænseoverskridende sex-begivenheder, som set med den evangelisk-lutherske læres øjne er synd – og her kan en truende forfatningsdiskussion opstå, hvilket ikke vil være til hverken folkets eller majestætens gavn.

Kronprinsessens ’officielle velkomst’ til World Pride må uvægerligt føre til juridiske betragtninger om (må Gud forbyde det) endog dronningens forfatningsretlige stilling. Alt i denne sørgelige sag fører med sig en direkte henvisning til grundlovens 6. paragraf, som uafladeligt vogter på dronningens påbudte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirke. Her drejer det sig ikke om kongehusets popularitet eller folkets varme følelser for kronprinsessen. Nej, her drejer det sig om den kongelig families statsretlige status – ja, hele det danske monarkiske princip, der næppe tillader religiøse udfordringer af den art.

Danske borgere – og især dem, som har en personlig tilknytning til landets statsbefordrede protestantiske lære – ønsker ikke, at en sådan sag i et større perspektiv skal løbe af stabelen – men kronprinsessens oktober-’indbydelse ’ til det homoseksuelle etablissement må betragtes som startskuddet til en opblomstring af alle slags juridiske overvejelser i denne sag. Især fordi den har sin forløber i kronprinsessens overrækkelse af en homo-ærespris til landets statsminister ved et større april- homoarrangement i cirkusbygningen i København.

Efter dette vil presset på kongehusets rådgivere vokse. Den stadig levende, danske forfatningsdiskussion indeholder desværre fjendtlige elementer, som ikke vil den kongelige familie noget godt – og de vil nu melde sig.

Før nogen aner det, kan betydningsfulde politikere og juridiske eksperter komme på banen, og (så vidt jeg kan se) har de desværre i denne sag en anledning til at give udtryk for nogle statsretlige opfattelser, der langtfra er sympatiske over for vort elskede kongehus’ beståen.

GRUNDTVIG VILLE HAVE ADVARET

Ikke få danskere er med tiden blevet enig med Grundtvig i hans syn på demokratiet, som det i dag udfolder – men samtidig er der en almindelig forståelse af, at en genindførelse af kongens enevældige magt er ikke mulig.

Imidlertid er det tankevækkende at læse Grundtvigs voldsomme udfald mod det såkaldte demokrati, som nu skulle overtage landets styre. Han skriver: ”Når jeg derfor hører og læser om al den lykke og velsignelse, der skal falde ned fra skyerne, hvor regeringsformen bliver så demokratisk som mulig (altså enten pøbel-parisisk eller kræmmer-amerikansk) – da kan jeg kun forklare det som en slags overtro!”

Grundtvig fortsætter med at udmale, hvad han mener med ordet ’overtro’. Han skriver: ”Man tror på en vis luftig Herre som man kalder ’den sunde fornuft’ – og man har den indbildning, at om ikke just to eller tre, så dog hvor to eller tre hundrede er forsamlede i fornuftens navn, da vil han (fornuften) være midt iblandt dem – og samfundet vil blomstre som en rose” (’Politiske betragtninger’, 1831 side 72).

Der er altså to forhold, som Grundtvig advarer imod: 1) det ’pøbel-parisiske og 2) det ’kræmmer-amerikanske’. Det er min opfattelse (og her mener jeg, at de såkaldte pride-arrangementer taler for sig selv) at netop det ’pøbelagtige’ og den værste amerikanske ’kræmmer-jargon’ præger de homo-foranstaltninger, som med deres gayparader har bevæget sig gennem hovedstadens gader. Grundtvig ville have iagttaget denne udvikling, og ville på det bestemteste have frarådet det kongelige hus at have noget som helst med dette ekstreme sex-fænomen at gøre.

I det politiske og juridiske forum, som kan opstå i debatten omkring kronprinsessens seneste skridt (med tilknytningen til den homoseksuelle verdensbevægelse, og hvilke konsekvenser det kan få for den royale forpligtelse over for landets protestantiske nationalkirke) kan situationen meget hurtigt antage en uønsket dimension, der kan medføre en ubehagelig kædereaktion, der ikke i første omgang var tilsigtet.

Det er derfor nødvendigt, at ytringsfriheden i denne sag bevæges; der må fortsat herske frihed til at kunne udtale en uforbeholden mening om den nuværende farlige etablering af den homoseksuelle propaganda i børnehaver, skoler og hele det højere uddannelsessystem, idet dette utvivlsomt vil blive befordret ved den accept, som det kongelige håndtryk fører med sig.

Ligeså har det betydning, at ministeransvaret og rådgivernes forpligtelser i denne sag bliver placeret, idet kronprinsessens person bør holdes uden for hele det opgør, som i øjeblikket synes at lure om hjørnet. Det dristige skridt, som Hendes Kongelige Højhed har taget ud fra hendes personlige overbevisning er i sig selv kontroversielt – men ansvaret herfor ligger ifølge grundloven på de styrendes og rådgivernes skuldre.

(Læs under Profetisk Journal – johnynoer.dk: ’UFORSVARLIG FORFALSKNING AF RUTHS BOG).

KRONPRINSESSENS KONTROVERSIELLE KONTRAKT

Monarkiets fjender vil have det danske kongehus afskaffet; dets venner vil have, at dronningens høje værdighed og det indskrænkede monarki skal bestå. Vort lands kristne borgere ønsker (for størstedelens vedkommende) at den styreform, som blev indført i 1849, hvor grundloven i sin 2. paragraf omtaler det danske styre som ’indskrænket-monarkisk’, skal bevares. Det store spørgsmål er, hvad der helt præcist – efter at kronprinsessen har tilsagt sit kongelige protektorat til en international homo-begivenhed, World Pride 2021 – skal lægges i dette udtryk.

Ikke mange beskæftiger sig i vore tider med det enestående, religiøse element i dansk forfatningshistorie, at dronningen og hendes hus – som et tydeligt tegn på majestætens ’begrænsede magt’ er frataget enhver form for trosfrihed, idet (citat): ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (grl. § 6). Ingen har hæftet sig synderligt ved dette ubrydelige, religiøse påbud – men efter at Danmarks kronprinsesse, Mary, i slutningen af oktober 2019 accepterede protektoratet for den globale, homoseksuelle begivenhed, som skal finde sted i København i 2021, har dette generelle fravær af opmærksomhed ændret sig.

Borgerne aner (efter kongehusets udmelding) i horisonten farlige, mørke skyer, der trækker sig sammen omkring den centrale forståelse af en absolut hovedbestanddel i statsomvæltningen for de mere end 150 år siden; også her synes ’gamle totalitære skygger’ at vise sig, og mørke træk fra kongelovens enevælde synes at melde sig. Kronprinsessen ser ud til gøre, som hun vil, og hendes rådgivere hjælper hende tilsyneladende ikke med hensyn til det historisk farlige skridt, som her er taget i form af en stærkt kontroversiel pagtslutning med den homoseksuelle verden.

Grundlovens klare ordlyd i dens 6. paragraf, at ’kongen skal tilhøre…’ har – så vidt jeg kan skønne – kun én funktion. Denne vil komme til syne, tror jeg, hvis en kommende påbudt ’udlægning’ finder sted ud fra en oprigtig stillingtagen begrundet på denne paragrafs teoretiske og praktiske konsekvens

  1. fuldstændig situationsafhængig og
  2. med et klart politisk signal, som utvetydigt erklærer, at herefter er der i denne sag ikke mere at tale om; kronprinsessen må tage sit protektorat af Homo Pride 2021, Copenhagen, tilbage!

Ingen kunne i den forhåndenværende situation komme på den ustyrlige tanke, at kronprinsessens betænkelige skridt (at stille sig frem som protektor for et homoseksuelt verdensinitiativ) på stedet vil berøre det ’fastsatte’ begreb, der betegnes med ordene: ’Indskrænket monarki’ (monarchia limitata). Der er her milelangt – som en folkelig reaktion – at skulle nå frem til ’det absolutte’ eller ’indskrænkede monarki’ (monarchia absoluta)… men tendensen viser sig! Kronprinsessen er i færd med at vælte nogle skranker – og den skranke, som Hendes Kongelige Højhed har fat i for tiden, er den konstitutionelle begrænsning, der har at gøre med kongehusets grundlovsfastsatte, integrerede og uomgængelige gærde, at ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’.

KONGELIGT OPRØR

Protektorat-kontrakten mellem kongehuset og den internationale (og aggressive) homoseksuelle samfund er altså (set ud fra et forfatningsmæssigt synspunkt) at betragte som et kongeligt oprør mod en styreform og en norm, som har gjort Danmark til et foregangsland for andre nationer. Det er at iagttage som en begyndelse til en konflikt mellem grundloven og landets kommende dronning. Det er at forstå som en royal opsætsighed mod den grundsætning, der underbygger det danske, indskrænkede, monarkiske princip, at kronprinsessen ikke har frihed til at indgå offentlige aftaler, som strider mod den evangelisk-lutherske bekendelse.

Det indskrænkede monarkiske princip beviser allerede ved den kendsgerning, at det er blevet lovfæstet (som en slags håndfæstning) at kongemagten ikke kan tillade sig hvad som helst. Den må og skal være indforstået med, at ikke alt kan legitimeres ved at få kongehusets blå stempel.

Hvis man i en kommende undersøgelse af kronprinsessens ’beskyttende fællesskab’ med den global homobevægelse tager udgangspunkt i det omfattende forfatningsmæssige begreb, som hedder ’magtfordeling’, må man (sådan ser jeg det) nødvendigvis komme til den konklusion, at her er vor danske kronprinsesse gået for langt!

Det danske samfund kan ikke eksistere som en demokratisk enhed, hvis ikke denne ’fordeling af magten’ opretholdes. Det vil sige, hvis ikke der ustandseligt gennemføres en skarp adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Der synes i den forbindelse at være belæg for, at netop magtfordelingslæren understøtter den fastsatte indskrænkning af dronningens magt, hvilket i videre forstand må sætte stolen for døren med hensyn til kronprinsessens initiativ, som på det dybeste berører hendes forhold til den kirke, som grundloven påbyder hende at tilhøre.

RODEN TIL INDRE STRIDIGHEDER

Det skridt, som kronprinsessen har taget ved at give håndslag til en international, homoseksuel bevægelse, som er kendt for at skabe ulægelige splittelser blandt millioner af kristne (og destruktive indre stridigheder hos et betydeligt antal af evangeliske verdenssamfund) berører uimodsigeligt den grundlovsparagraf, der tydeligvis anser dronningens hus for at være en samlende enhedsfaktor i det danske samfund.

Det forklares i den forbindelse af de lærde, at de skranker, som grundlovsfædrene opstillede for monarkiet, blev indført for at kongemagten ikke skulle udarte sig til despoti. Foruden den religiøse og moralske skranke, hvormed kristendommen (indtil denne dag) tvinger kongens offentlige handlinger på knæ, kan der i samtidens statsteori identificeres endnu to bolværker, som skal holde monarken på plads. Det var vigtigt for den grundlovsgivende rigsforsamling at gøre det klart, at der ikke på noget tidspunkt ville blive givet kongens hus nogen mulighed for at ’springe i tøjret’.

En situation, som den forhåndenværende, at en fremtidig dronning på egen hånd allierer sig med en fremmed (og for en betydelig del af kirken og folket) frastødende, moralsk udfordrende og politisk farlig ideologi, var utænkelig.

Man sørgede for, at den vedtagne nødvendige indskrænkning af suverænens magt blev yderligere stækket ved en nærmere specificeret lovgivning samt ved en inddragning af andre end monarken selv i magtens udøvelse og forvaltning.

Grundlovens monark forstod situationen og lod af egen vilje sin magt indskrænke. Hvis noget medlem af kongehuset i dag beviser ’en anden vilje’ og ikke vil lade denne ’fastsatte begrænsning’ råde, så varsler det uro, og da vil monarkiets (og i mange tilfælde kirkens) bitre fjender få vind i sejlene, og rigets krone kan blive udsat for rystelser.

At der nu helt konkret foreligger en underskrevet kontraktlig aftale mellem kronprinsesse Mary og den verdensvidde homoseksuelle institution ’World Pride’ er så foruroligende, at der er al mulig grund til fra folkets og kirkens side at råbe vagt i gevær!

Hvad der skete med det danske kongehus i 1849 er ikke helt løsrevet fra begivenhederne og tankegodset fra den franske revolution. Paris fik sin ’constitution liberale’, og den danske oversættelse er genkendelig: ’En fri forfatning’ – et begreb, der stadig har så meget bid i sig, at kongehuset skal vare sine skridt, når det nærmer sig grænserne for begrebet ’indskrænket monarki’.

Lad mig forklare:

SKYGGEKONGEN’

Grundtvig var kongetro! Han var imod ’det begrænsede monarki’. Han skrev (citat): ’So lad en Guds nådige forsyn, der så uafladeligt har våget over Danmarks historie til verdens ende klarlig bevise, at en enevældig konge med et lands faderhjerte er kilden til sand borgerlig frihed og lyksalighed, mens der kun er alt for mange riger, hvis historier åbenbarer, at en rigsdag med en skyggekonge er en virkelig og stor ulykke (Grundtvig ’Politiske betragtninger’, 1831:22).

I dag ville Grundtvig (med kronprinsessens indgåede aftaler med det homoseksuelle verdenssamfund) tale et andet sprog. Det er svært at finde ’det kongelige landsfaderhjerte’ bag et sådant ’protektorat’, som kaster hele det danske folk i armene på en (set ud fra Ny Testamente) gudsfjendsk, antikristelig sex-betonet bevægelse, som overalt i verden har splittet den evangelisk-lutherske kirke i to.

Den ny-indgået aftale med den globale Pride-bevægelse er næppe i dag at betragte som (citat): ’kilden til sand borgerlig frihed og lyksalighed’ – og hvis et sådant forhold til ’en fremmed, ideologisk-betonet magt’ skal beskyttes af det danske kongehus, så vil ikke få dansker ønske, at grundlovens bestemmelse om ’en skyggekonge’ fastholdes.

Den evangelisk-lutherske lære tør ikke love Danmark, at ’Guds nådige forsyn fortsat vil våge over os’ – ja, ’vedblive til verdens ende’ (sådan som Grundtvig her skildrer det), hvis kronprinsessens homo-projekt gennemføres. I det tilfælde taler hele Bibelen om et andet endeligt. Kongehusets initiativ varsler her ikke Guds velsignelse – men Guds dom…

KONGELIGT RETSBRUD?

Det danske Kongehus’ antagelse af et betænkeligt protektorat for en verdensomspændende homoseksuel bevægelses 2021-initiativ i København har i de forløbne uger vist sig at være et højaktuelt emne. Den store offentlige interesse har samlet sig omkring landets populære kronprinsesse Mary, der personligt har stillet sig til rådighed for – og selvsagt også af kongehusets eksperter må være rådet dertil – at være det internationale homoseksuelle ’World Price’s’ beskytter og begunstigende hovedfigur i august 2021.

Hvad medierne især har beskæftiget sig med har været den karisma og popularitet, som omgiver vor danske kronprinsesse. Samtidig har TV og aviser stillet skarpt på de menneskerettigheder, for hvilke kongehuset hermed vil bevise sig at være ’de rette forkæmpere’.

Imidlertid fremgår det med smertelig tydelighed, at midt i den foretagsomhed, der (som underholdningsværdi) kan synes nok så velbegrundet, så har det præcise, kongelige ansvar over for Danmarks Grundlov ikke (i dette rampelys) været noget fremherskende element.

En så letsindig fremgangsmåde er imidlertid både uforståelig og utilladelig! Kongehusets stilling i det danske samfund og dets forhold til den evangelisk-lutherske kirke er en hovedhjørnesten i Danmarks forfatningssystem – og hvis ét af kongehusets medlemmer af vanvare (eller på grund af manglende, kyndig vejledning) snubler over denne hjørnesten, så vil ikke blot den omtalte kongelige person blive invalideret, men det ganske monarki vil i sin grundvold blive anfægtet – og det i en sådan grad, at dets fjender straks vil tage anledning deraf.

Nu vil nogen indvende, at kongehuset er urørligt – landets værdige dronning er (som grundloven udtrykker det) ’fredhellig’, og hvis der med den royale antagelse af dette kontroversielle protektorat er sket en fejltagelse, så er der ikke noget at gøre ved det; de fleste af de yngre medlemmer af den kongelige familie er blevet taget på fersk gerning i at overtræde færdselsreglerne – og det har aldrig fået konsekvenser. Derfor bør vi heller ikke (mener man) tage denne sag så alvorligt…

Imidlertid er en sådan sammenligning i dette tilfælde ikke mulig. Der er et univers til forskel mellem dette at køre for stærkt i et køretøj med kongehusets nummerplader og så at træde ind på verdensscenen i en ophøjet stilling, hvorved den danske konstitution bliver trådt under fode, og hvor et dybt forankret forfatningsforhold til den danske kirke bliver forrådt.

Det gamle ord, at ’med magt må følge ansvar’ kan ikke skubbes til side ved at kongehuset pludselig ’overdrager’ sin juridiske forret til et homoseksuelt arrangement og slet ikke, hvis kongehuset i samme forbindelse tillader sig at lade hånt om dets enestående grundlovsforpligtelse overfor nationens evangelisk-lutherske kirke.

Det danske folk vil her (tror jeg) erklære det for at være ’aldeles uacceptabelt’, hvis landets højeste værdighed og der med nationens formelt ’øverste magthavere’ ikke kan stilles til ansvar for en sådan handling.

SKANDALESAG AF DIMENSIONER

Det kongelige ansvar over for d. 6. paragraf i Danmarks Grundlov, at monarken ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, vil med denne sag om kronprinsessens protektorat af en homoseksuel agenda blive sat på prøve. Grundlovens ordlyd er enkel og indlysende: ”Kronprinsessen skal – og der skjuler sig (vil man ret hurtigt komme til at indse) i kappefligen af denne ordning oplægget til en højaktuel skandalesag af dimensioner! Hvordan vil den politiske administration søge at vride sig ud af dette forfatningsmæssige jerngreb?

Den 6. grundlovsparagrafs funktion, rækkevidde og effektivitet vil i denne sag blive endevendt – og det kan ikke nytte noget, at kirken nøjes med at slå på stortromme med henblik på den teologiske forståelse af dette forhold.

Sagen om kronprinsessens protektorat kan i det sekulære, danske samfund kun løses ud fra en retsvidenskabelig synsvinkel – og den har fra første færd kun ét sigte i kikkerten: Hvad betyder ordet ’skal’? Hvad ligger der i, at kronprinsessen ikke kan tilstedes nogen ret til at handle efter sit eget – eller hendes rådgiveres – forgodtbefindende; hun er som medlem af det danske ’indskrænkede monarki’ underlagt en befaling, og med hendes høje stilling følger det absolutte ansvar, at hun i denne sag kun kan adlyde…

Hvis det viser sig, at Hendes Kongelige Højhed ikke ønsker at adlyde befalingen ud fra det overordnede, obligatoriske tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirkes lære, så kan det ulykkeligvis få uoverskuelige konsekvenser. Dette er, hvad for enhver pris må undgås, af hvilken grund hele denne sag fra ’Day One’ bør sættes under hele arsenalet af juridisk projektørlys. Sidenhen, når sagen er afklaret ud fra grundlovens tydelige tale, bliver det (om alt går efter lovens påbud) et spørgsmål om det moralske valg. Da kunne også troens og samvittighedens stemme komme ind i billedet. Da er det et dybere åndeligt forhold, som kun kan belyses og besvares ud fra kirkens bekendelsesskrifter, hvor Bibelen har førsteret.

IKKE KRONPRINSESSENS ROLLE

En såkaldt ’kongehusekspert’, journalisten og forfatteren, Søren Jakobsen, meldte i midten af maj 2019 ud, at ’Kronprinsessen Mary kom for tæt på politik’ (BT 15.maj 2019). Han vurderede, at kronprinsessen var for åbenmundet, da hun talte til spidserne inden for modeindustrien. ”Det er afgørende for kongehuset, at dets medlemmer ikke bliver for politiske,” erklærede han.

Kronprinsessen Mary var og er protektor for dette særlige modearrangement (og har været det i en halv snes år) – ”men det falder ikke inden for en kronprinsessens rolle her at optræde i et moralske ærinde,” slutter Jakobsen.

Den betydelige interesse, der har vist sig for det kongelige protektorat for den homoseksuelle etablering i verdenssamfundet og kongehusets grundlovsforpligtelse er imidlertid en sag af langt højere betydning end ’det moralske spørgsmål’. Ingen af de andre 30 protektorater, som kronprinsessen har taget på sig, kan tilnærmelsesvis måle sig med dette ultimative skridt, som har en direkte, uomgåelig berøringsflade med Danmarks Grundlov.

Derfor må der nødvendigvis i kølvandet på denne forfatningsmæssige udfordring følge en fagjuridisk debat med henblik på grundlovsbuddet: ’Kronprinsessen skal…’

Hvad der ligger i begrebet ’skal’ har i den forhåndenværende sag umiskendeligt at gøre med samspillet mellem den evangelisk-lutherske lære om homoseksualitet og hvilke retlige normer, der i den aktuelle sag kan og bør gælde. Når grundloven – uden at sænke blikket og uden at bøje sig i den almindelige anerkendte ærbødighed – udsteder den klare og myndige forordning, at kronprinsessen skal tilhøre ’den kristne menighed, som er Danmarks nationalkirke, så kan denne ’befaling’ ikke ignoreres!

De, som herefter vil søge at fordreje denne sag(som værende ’et personligt moralspørgsmål eller udelukkende ’et forhold af kirkelig art’) tager fejl! Ej heller drejer det sig her om en mindre, uvæsentlig ’uregelmæssighed’, som man kan se gennem fingrene med. Nej, det handler (i denne sag vedr. kronprinsessens protektorat af et homoseksuelt verdensarrangement) om et retsbrud af en størrelsesorden, som vort land ikke tidligere har oplevet. Det drejer sig om en overtrædelse af en grundlovsforpligtelse, som hele det danske samfund er bygget på – ja, jeg tøver ikke med at erklære, at kronprinsessens ’pagtslutning’ med ’Word-homepride’ berører samtlige juridisk-etiske principper i hele vort gamle fædrelands grundlovsbefæstede, offentlige administration, og det fordrer på stedet et dybtgående udredningsarbejde for at afklare, hvad der skjuler sig bag grundlovens befaling til alle Danmarks højt agtede og af mange elskede kongelige: ’I skal tilhøre…’

EN FASTSAT BEGRÆNSNING

Den 12. paragraf i Danmarks Grundlov indeholder en pludselig topaktuel erklæring med hensyn til kronprinsessens dristige protektorat af det homoseksuelle verdensinitiativ, World Pride (der, som sagt, finder sted allerede i august 2021 i København). Bestemmelsens ordlyd ikke bare antyder men gør det lysende klart, at (citat): ’der er fastsat begrænsninger i Danmarks Grundlov med henblik på den myndighed, der (i forbindelse med rigets anliggender) er overdraget til dronningen og dermed til den kongelige familie.

Selvom adskillige ikke bryder sig om at tale om disse ’begrænsninger’, der som en altid tilstedeværende tung hånd hviler på de kongeliges gøren og laden (især hvis det er offentlige handlinger, der udføres og som sådanne med ’rigets anliggender’) – så kan ingen komme uden om, at én af disse (citat): ’fastsatte begrænsninger’ tillader ikke noget medlem af det kongelige hus på noget tidspunkt eller i noget forhold at være ’selvbestemmende i sit religiøse tilhørsforhold’.

’Dronningen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (§ 6 grl.) Dette indebærer, at hverken majestæten selv – eller landets kommende dronning – kan tillades offentligt at udføre nogen handling, forsvare eller beskytte noget (religiøst) dogme eller nogen (politisk) ideologi, som kunne være i åbenlys modstand med den evangelisk-lutherske lære.

Dette synes imidlertid at være tilfældet ved kongehusets offentlige tilsigelse af kronprinsessens protektorat af World Pride-initiativet i København i 2021. Hvad herefter aktuelt kan gøres for at værne vort kongehus mod denne tilsyneladende overtrædelse, bør så hurtigt som muligt udsættes for en grundig forfatningsjuridisk undersøgelse af denne sags opsigtvækkende omstændigheder.

HVEM KAN STILLES TIL ANSVAR?

Det er et spørgsmål, om dette for mange danske borgere beskæmmende projekt nu kan føres videre til en nødvendig stillingtagen af Folketinget. Det er også et spørgsmål, om der i dette forløb kan etableres det fornødne beslutningsgrundlag for, at kongehusets ansvarlige rådgivere (eller måske de ministre, som med deres underskrifter har gjort en sådan himmelråbende overtrædelse mulig) kan stilles politisk eller retligt til ansvar for denne for kongeriget så afgørende handling.

Ifølge grundlovens § 13 kan der (lykkeligvis) aldrig rejses tiltale mod vor kronprinsesse eller noget andet medlem af det kongelige hus – men dette forhold gælder ikke dronningens ministre. Der er (mener jeg) en betydelig sandsynlighed for, at en sag vedrørende kronprinsessens åbenlyse overtrædelse af grundlovens ’fastsatte begrænsning’ (med hensyn til Hendes Kongelige Højheds stilling til det ubrydelige tilhørsforhold til landets protestantiske nationalkirke) kan føre til en fældende dom.

Af den grund bør denne alvorlige sag om det kongelige protektorat af ’World Pride’, Copenhagen 2021 ikke et øjeblik tabes af syne. Her gælder apostelens nytestamentlige formaning: ”Vær ikke meddelagtige i mørkets golde gerninger, men bring dem hellere for dagen” (Ef.5:11).

Den passive holdning er i dette tilfælde lig med ’meddelagtighed’; de, som tier, er lovløshedens medløbere, og de, som vil hindre denne borgermodstand, går djævelens ærinde. Den homoseksuelle livsstil kan ifølge sagens natur med rette karakteriseres som ’en gold gerning’ – og den skal ikke befordres men afsløres, og det er i dette tilfælde alle retsindige borgeres pligt at fastholde grundlovens hovedhjørnesten om det indskrænkede monarki.

Om dette forhold vil jeg, om Gud vil og jeg lever, i en række følgende artikler på denne hjemmeside søge at præcisere, hvorom borgerkampen (med udgangspunkt i den aktuelle situation) drejer sig.

Læs under Profetisk Journal (johnynoer.dk) artiklen:

DEN KONGELIGE HOMOKONTRAKT

”GUD SKAL UD!”

I en kommentar skrevet ved årets begyndelse til en venstrefløjspublikation af Frederik Vod Nielsen, forbundsformand for Danmarks socialdemokratiske ungdom hedder det (som et programprojekt for det nye år) bl.a.:

”Gud skal ud af vores syn på homoseksuelle. Gud skal ud af vores sprog i den politiske debat. Gud skal forsvinde fra debatten om kvindens ligestilling – og så skal Gud ikke mobiliseres, når vi diskuterer bestemte politiske emner; han skal tværtimod holde sig væk!”

Kampsignalet, som blev givet ved årets begyndelse, er ved dets afslutning blevet forstærket ved, at det fra samme politiske fløje er blevet tilkendegivet, at præstens prædiken fremover skal overvåges (eller underkastes censur) for at man kan have vished for, hvad der forkyndes bl.a. i de evangeliske frikirker, som står uden for folkekirken. ”Hvis der opstår en konfrontation mellem landets troende og det politiske styre,” hedder det bl.a., ”så er det Gud, der må vige.”

Af denne grund er det en forpligtelse for landets troende familier at holde øje med udviklingen i 2020… især ud fra bibelordet: ”der blev givet det mund til at tale store ord og bespottelser” (Åb. 13:5, Dan. 7:8, 11:36).

DET DREJER SIG OM DE TROENDES RETSSIKKERHED

Eftersom det er åbenbaret, at kirken i Danmark ikke (i den forhåndenværende situation) synes at kunne stille noget forsvar op (med hensyn til henvisninger til dens egne hellige skrifter) bør den ikke undlade at møde denne hårdnakkede fjendske og tydeligt gudsforagtende tale på dens egne enemærker. Det vil sige på den politologiske forvaltnings slagmark, hvor sådanne bespottende udtalelser nu kan analyseres, for på stedet at udskille de tydelige, chikanøse motiver.

Det drejer sig her om grundlovens tydelige præcisering af kirkens og den kristne menigheds stilling i folket, som ikke kan svækkes ved nogen respektløs kommentar ej heller kan undergraves eller fjernes ved en fræk overtrædelse af et hvilket som helst traditionelt legalitetshensyn (til bl.a. grl. § 4).

De troende familiers holdning i denne sag har at gøre med den afgjorte og umistelige retssikkerhed, som er forbundet med grundlovens betonværn omkring trosfriheden.

Ingen skal i den forestående kamps hede tro på de falske politiske påstande, at ham fra ’politisk hold vil fastholde trosfriheden’. At dette er usandt vil i højere grad kunne iagttages ud fra de afblegede normer for korrekt adfærd fra lovgivernes side, som fra nu af tydeligt vil vise sig.

Især bør rækkevidden af Ministeransvarlighedslovens § 5 stk. 1, sidste led holdes for øje. Her advares enhver dansk minister mod at ’tilsidesætte de pligter, der påhviler ham (’efter hans stillings beskaffenhed’)… eller samme paragraf stk. 2, hvor han eller hun vil blive straffet, hvis de ikke holder sig til sandheden, når de taler i folketinget. Dette forhold berøres i borgerforslaget Trosfrihedsloven, hvis ‘taletid’ udløber d. 9. november.

MENIGHEDEN VIL MØDE DYRETS VREDE

Da jeg en eftermiddag i slutningen af oktober 2019 så de første signaler om en kommende amerikansk film med titlen: ‘Before the Wrath’ (før vreden) – stod en anden titel med ét lysende for mit indre øje. Om den vil jeg forklare følgende:

Filmtitlen ‘before the wrath’ (før Gud lader sin vrede til kende) sigter på det store, højaktuelle emne om Jesu genkomst og om den dertil knyttede bibelske opfyldelse af det guddommelige løfte: ‘Menighedens bortrykkelse’. Titlen antyder (eller rettere ‘forsikrer’ eller ‘påstår’) at Kristi andet komme vil finde sted, før Gud, Den Almægtige lader sin vrede med voldsom kraft og rædselsfuld dom falde på jorden.

Uden her – i første omgang – nærmere at omtale den lære (at menigheden bortrykkes før Guds vrede falder på jorden) tillader jeg mig straks at meddele ordlyden af ‘den anden’ titel, som i den samme eftermiddagstime dukkede op i min bevidsthed. Den lød således: ‘After the WRATH OF THE BEAST’ (… ‘efter Dyrets vrede’).

Hvad jeg mener med dette, er, at hvis der kan investeres millioner af kroner på at fortælle den halve verden, at Kristi menighed vil blive bortrykket før denne syndbetyngede klode rammes af Guds vrede – så må der i endnu højere grad ofres opmærksomhed og hellig virkekraft på at fortælle Kristi menighed, at den ikke vil blive bortrykket, før den har mødt DYRETS VREDE.

Skriften siger klart, at (citat): ‘Gud bestemte os ikke til at rammes af Guds vrede’ (1.Thess. 5:9) – og hvad der ligger bag dette skriftord kan sidenhen forklares – men hvad i øjeblikket er mere aktuelt end noget andet er den kendsgerning, at menigheden (som ikke er bestemt til at rammes af Guds vrede) aldrig er blevet lovet, at den vil blive sparet for dyrets vrede.

DEN UTRÆTTELIGE MODSTANDER

Tillad mig i den forbindelse at henvise til to skriftsteder fra Åbenbaringsbogen, som jeg mener bør tages i betragtning, når jeg her tør hævde, at dyrets og djævelens vrede vil også vort slægtled (som det er sket i tidligere generationer) blive konfronteret med.

“Ve jorden og havet, thi djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kommet,” hedder det i Åbenbaringsbogen (12:12).

At det ikke kun er ‘jorden og havet’, som er kommet i nød ved djævelens styrt og ankomst til vor verden fremgår af sammenhængen i det her omtalte skriftafsnit. Djævelen omtales netop her som ‘vore brødres anklager’ med den tilføjelse, at den onde fremtræder i denne rolle som disse brødres anklager (bagvasker) – en virksomhed, som forløber i dogndrift (dag og nat) og som endog fremføres ‘for Gud’.

Det kan derfor forventes, at når Kristi menigheds utrættelige modstander forflytter sin snavsede virksomhed til jorden, så vil han alliere sig med de ‘ulydighedens børn’ (Ef.2:2) som har deres daglige gang i de jordiske retssale. Herom skriver nu afdøde, teologisk professor ved Københavns Universitet, Holger Mosbech, i maj 1943:

“Når menighedens medlemmer af deres modstandere angives for øvrigheden, og man ved alle hånde beskyldninger søger at volde dem døden eller dog få dem straffede, er det i virkeligheden Satan, der står bag disse bestræbelser. Han er vore brødres anklager, og fordi han kun har ‘liden tid’ (v.12) er hans forfølgelse så heftig (Johs.Åb. Side 222).”

At der her er tale om Jesu efterfølgere fremgår af den karakteristik, som gives hele denne ‘troens familie’. Disse ‘holder fast ved Guds Bud og bevarer Jesu vidnesbyrd’. Der er altså lyslevende Kristi efterfølgere her på jorden (de er endnu ikke bortrykket) når djævelen sætter ind med sine sidste angreb.

KRIGEN MOD DE HELLIGE

Det andet skriftafsnit, som jeg yderligere vil tilføje i forbindelse med den ikke blot ‘stående debat’ men den ‘voksende debat’ vedr. menighedens bortrykkelse, er det syvende vers i det trettende kapitel i Åbenbaringsbogen. Her hedder det bl.a.: “Det blev givet dyret at føre krig mod de hellige.”

Det vil sige en forbitret, satanisk, kortvarig hetz og heftig efterstræben af alle (jøder og ikke-jøder), der har fundet Jesus som deres frelser og tjener Ham som deres Herre.

At de hellige foreløbigt vil blive overvundet fremgår med pinlig tydelighed af profeten Daniels Bog. Han beretter om ‘det lille horn’, som jøderne indtil denne dag fortsat betragter som deres ærkefjende, følgende: “Jeg skuede, hvorledes dette ‘lille horn’ (på dyret) førte krig mod de hellige og overvandt dem.

En første trailer af denne film blev kørt under den romerske kejser Domitians forfølgelse af de kristne – hvorledes han ‘overvandt’ dem og hvorledes mange af de troende blev martyrer for navnets skyld.

Lad det dermed være sagt og endnu en gang gentaget, at de kristne familier endnu er på jorden, når dyret huserer med al djævelens løgn og bedrag. Den forventede bortrykkelse har på det tidspunkt endnu ikke fundet sted.

VED MIDNAT KOMMER DE OG HENTER VORE BØRN!

Et smertensskrig kan nu høres fra Bulgariens fattige landsbyer og Sofias glemte arbejderkvarterer. Der er nu kun få uger til den mørklagte nytårsnat, hvor en ny, forfærdende lovgivning træder i kraft: De allerede vedtagne bulgarske bestemmelser om tvangsfjernelse af børn, hvor forældrene ikke lever op til statens krav! Kristne familier har i september protesteret foran den norske ambassade. ”Det er for jeres penge, at vore politikere nu sælger vore små,” hedder det i en erklæring, hvis indhold må kunne berøre selv hjerter af sten…

Informationer fra den kristne modstandsbevægelse i Bulgarien erklærer, at det ubestrideligt er homoseksuelle kræfter, som er bag denne jagt på Bulgariens børn. ”De går ikke kun efter børn, som er i nød,” hedder det, ”de har alle børn og unge i kikkerten og søger at få deres sex-ideologi presset ind i skolernes undervisning.”

For mig at se, har de kristnes mod og overbevisning noget at gøre med den pagtslutning, som fandt sted d. 9. april 1989 i Sortehavbyen Varna. Hvad her skete, beskriver jeg i denne uges Profetiske Journal (johny.noer.dk). Samtidig anmoder jeg enhver, som ser faren for den samme udvikling i Danmark at give borgerforslaget, Trosfrihedsloven sin støtte inden d. 9. november 2019.

FORÆLDRES RETTIGHEDER HJEMSØGES I BULGARIEN

En ny pakke af love, der skal (som det hedder): ’beskytte børn’, og som meget ligner de statsstøttede tiltag, der allerede er iværksat i Danmark, er nu ved at vælte ind over Bulgarien. Det forlyder fra vore kristne venner i hovedstaden, Sofia, at folk i almindelighed føler sig utrygge ved det splinternye ideologiske koncept, som i disse dage hjemsøger de bulgarske forældres ret til selv at opdrage deres børn (samt søger at underminere den naturlige, kristne opfattelse af familien som bestående af far, mor og børn). I hele september måned 2019 har landets evangeliske menigheder i et stort antal bulgarske byer og landsbyer protesteret mod de nye love, som nu indføres. Danske forældre vil nikke genkendende til de bestræbelser, der her lægges for dagen. Disse omfatter bl.a. følgende:

  1. Multidisciplinære teams (politi, socialarbejdere og psykologer) har nu åben og uhindret adgang til at trænge ind i bulgarske borgeres hjem og tvangsfjerne børn uden først at have opnået retskendelse dertil! En anonym henvendelse er tilstrækkelig baggrund for myndighedernes indgreb.

  2. Efter fjernelsen fra hjemmet bliver barnet anbragt i et fremmed hjem hvor det skal forblive indtil den administrative procedure kan bringe sagen foran en dommer – og den ventetid, der her forekommer, før næste skridt kan tages, vil kunne vare op til flere år.

  3. Herefter kan barnet adopteres af interesserede ’forældre’ fra hele verden.

  4. Efter en sådan international adoption vil barnets biologiske familie blive frataget enhver mulighed for at se barnet igen (ID-numre, fødselsattester og andre lignende dokumenter vil blive ændret).

DE ER NU PÅ VEJ FOR AT HENTE VORE SMÅ

Ifølge meddelelser fra Bulgariens ’Cup and Cross Ministries’ (sept.10, 2019) spreder disse nye love sig (vedr. fjernelse af børn fra de troende forældres hjem) ind i Rumænien, hvor sådanne tvangsadoptioner allerede har fundet sted – men hvor offentligheden kun kender lidt til de nye bestemmelser.

Bulgarske kristne har (som tidligere nævnt) i sept. 2019 holdt demonstrationer foran den norske ambassade i Sofia, fordi Norge financielt har støttet disse sex-ideologisk motiverede overgreb.

I en erklæring, som blev offentliggjort i forbindelse med disse protester, skriver kristne, bulgarske forældre: ”Vi er bekymrede over, at Norge så massivt har understøttet dette lovgivningsinitiativ (med hensyn til tvangsfjernelse af bulgarske børn), og vi er bedrøvede over, at vore bulgarske politikere er parate til at sælge vort lands børn.

Forældre-erklæringen fortsætter: ”Vi er et lille land, og vi skal aldrig blive som England eller Tyskland (deres levestandard bliver jo ikke vores). På trods af dette fjerner de nu vore børn fra deres familier på grund af vore fattige kår! Alle de nye såkaldte ’social-service-love’, som blev vedtaget i marts 2019, vil træde i kraft nytårsnat – og så vil de komme og hente vore små…”

STATEN SOM OPDRAGER

I 2018 stod 152 mere eller mindre kendte organisationer uden for Bulgarien sammen om en tydelig ideologisk homo-præget plan, der fik betegnelsen ’National Strategi for barnet 2019-2030’. Denne aggressive indsats går nu under sloganet: ’Al ret til børnene’. Planen befordres i stor stil af lovgivere og politikere, og dens homoseksuelle indhold er skræmmende! Alle danske, kristne familier bør fra nu af være på vagt. Ifølge de nævnte kilder i Bulgarien indebærer den anvendte strategi følgende aspekter:

  1. Set med statens (og de homoseksuelle, udenlandske organisationers) øjne er samtlige forældre at betragte som inkompetente og uduelige opdragere, og de er alle potentielle krænkere (både mentalt og psykisk) af deres børns rettigheder.

  2. Kun staten og en bestemt række frivillige organisationer (med en overvejende homoseksuel agenda) bør have ret til at træffe beslutninger vedrørende nationens børn – og det er udelukkende under statens omsorg, at børn vil kunne vokse op i et miljø, hvor de kan trives og uddannes af ’dertil egnede eksperter’.

De kristne forældre i Bulgarien fastholder i deres protest den bulgarske grundlovs 47. artikel, som erklærer, at ’opdragelsen af børn er helt og holdent forældrenes pligt – ’samt at statens rolle i denne sag er at støtte forældrene – ikke at indtage deres plads!

De kristne forældre lægger vægt på, at den såkaldt ’Tredje protokol’ i FN-konventionen om ’børns rettigheder’ aldrig er blevet ratificeret i Bulgarien. Det er den protokol, som fastslår – ja, autoriserer – børn til (uanset alder og modenhed) at kunne modtage ’sociale ydelser og råd’ uden forældrenes samtykke.

BULGARIENS MIDNATSLOV

Danmark fik sin ’midnatslov’ nytårsmorgen 2018, hvor netop den ’ulykkeslov’ (Es.10:1) trådte i kraft, som nu gør det muligt, at danske, evangeliske frikirkepræster skal indlevere deres prædikener til kirkeministeriets censur – og at en øget overvågning af kristne menigheder og hjem kan finde sted.

Bulgarien får sin ’midnatslov’ nytårsmorgen 2020, hvori 28 bestemmelser (vedtaget i marts 2019) indledes med ’Loven om beskyttelsen af børn’.

Det fremgår af de informationer, som i begyndelsen af oktober 2019 er nået frem til mig, at (citat): ’The law is working for the benefit of various non-govermental organizations promoting gender ideologies as well as early sexual education’ (oversat: Loven arbejder på at fremme indflydelsen fra ikke-regeringsorganisationer, der virker for en etablering af gender (køns)-ideologier samt sexundervisning på et tidligt stade). Med andre ord: Internationale, homoseksuelle kræfter står bag denne lovgivning.

175.000 bulgarske borgere har protesteret. 30 byer over det ganske land har taget kampen op – men i Danmark har et borgerforslag med samme indhold og perspektiv ikke kunnet samle mere end 500 støtter. Kan det være rigtigt? Meget store hjul skal begynde at dreje inden skæbnedatoen 9. november 2019, hvis der skal ske en ændring i denne sag.

FORÆLDRE, DER TAGER BØRN MED I KIRKE, FORDØMMES

Ifølge en ny FN-bestemmelse bør det fremover betragtes som et alvorligt ’overgreb på børns rettigheder’, hvis deres forældre tager dem med i kirke eller bringer dem til en kristen søndagsskole. ”Dette er en underminering af barnets frihed,” hedder det i den kontroversielle tekst.

Bestemmelsen fremlægges i en nylig offentliggjort rapport, som er udfærdiget af ’UN Commitee on the rights of the child’ (FN-kommiteen for barnets rettigheder). I den britiske rapport hedder det i samme forbindelse bl.a., at ’der er grund til at udtrykke bekymring (concern) for det bestemte forhold, at skoleelever i visse skoler i England legalt anmodes om at deltage i en daglig handling (a daily act), hvor der forekommer fælles lovsang og tilbedelse (citat): ’som i det store og hele er af en kristen ånd og karakter’.

Da det konservative parlamentsmedlem, David Burrowes, omtalte denne FN-bestemmelse i det engelske underhus, beskrev han det med den sjældne betegnelse: ’ludicrous’ (hvilket på dansk antyder noget ’aldeles latterligt’ og ’udenfor al form for fornuft’). ”Smid hele den rapport i papirkurven,” erklærede han.

FN-kommiteen opfordrer ’regeringer’ (heriblandt den danske regering) til inden for skolevæsenet overalt at (citat): ’rydde enhver mulighed af vejen for sådanne påtvungne kristne andagter’!

”I det tilfælde, hvor forældrene ikke gør noget ved denne sag,” hedder det i rapporten, ”bør der gives børnene mulighed for, at de selv kan nægte at deltage i sådanne kristne fælles-andagter.”

Ifølge den 43. artikel i FN-konventionen om ’Børns rettigheder’ skal den komite, som udfærdiger rapporter af den art, bestå af (citat): ’18 eksperter af høj moral og anerkendt kompetence’. Den komite, som aktuelt har udfærdiget rapporten om ’børns ret til ikke at følge deres forældre i kirke eller til f.eks. at skulle deltage i undervisningen i en søndagsskole udgøres udelukkende af medlemmer fra Bahrain, Egypten og Rusland.

Den omtalte rapport, som i dette tilfælde har koncentreret sig om ’børns forhold i England’ indeholder 150 andre punkter, hvor ’børns rettigheder’ i Storbritannien bliver overtrådt. Det kan forventes, at en lignende rapport snart vil blive offentliggjort vedrørende samfundets såkaldte ’forsømmelser’ over for danske børn.

De, der vil søge at bremse denne udvikling, bør straks støtte det indsendte borgerforslag ’Trosfrihedsloven’ https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02887)

*

I forbindelse med denne udvikling har jeg skrevet følgende åndelige sang, som søger en melodi:

VI SER DEM NU KOMME …

  1. Når de kommer for at fjerne vore børn,
    fordi vi opdrager dem i vor kristne tro,
    da ser vi, at der kun vokser tidsel og tjørn
    i det land, hvor Guds Ord i sin tid satte bo.

    Kor:
    Vi ser dem nu komme, Herre Jesus
    – deres hæslige horder er på vej,
    men Guds engle slår lejr om dem,
    der holder ud og frygter Gud.


  2. Når de hævder, at det er ‘åndelig vold’,
    at vi lærer vore børn om Bib’lens ti bud
    så ved vi at værge os med vort våbenskjold:
    Korsets tegn! Jesu Navn! Kristi blod! Almagts Gud!

    Kor:
    Vi ser dem nu komme…


  3. Når de stjæler vore børns identitet
    – gør drengene til piger, og pigen til dreng,
    da fremstår det troens folk, som ej før er set:
    Ordets pil løsnes fra den spændte buestreng.

    Kor:
    Vi ser dem nu komme…

Marts 2019, København – i anledning af lov om tvangsfjernelse af børn.

Johny Noer

PRÆSTENS PRÆDIKEN SKAL NU OVERVÅGES

Politikere vil nu indføre splinternye krav til samtlige danske trossamfund, at alle præstens prædikener skal (hvor det drejer sig om udenlandske forkyndere) oversættes til dansk, så at den statslige overvågning med sikkerhed kan vide og dokumentere, hvad der forkyndes i kirken.

”Det er et uhørt krav om overvågning,” lyder det fra bl.a. Den katolske kirke. ”Det er en hidtil ukendt form for kontrolforsøg, vi ikke kender fra noget andet land på kloden,” erklærede kirkens biskop i Danmark.

Det er især socialdemokratiet (som for tiden styrer regeringen), der vil indføre dette censur-prægede krav til de danske frikirkelige forkyndere.

”Vi må vide, hvad der foregår, og hvad der bliver prædiket i de anerkendte samfund, der står uden for folkekirken,” hedder det fra en af partiets ordførere på et pressemøde. Partiets talsmand på udlændingsområdet, Mathias Testfaye, erklærer følgende: ”Når religion og politik støder sammen, så er det Gud, der må vige…” Han fortsætter: ”Alle prædikener skal være offentligt tilgængelige, og udgifterne til, at dette kan lade sig gøre, skal afholdes af trossamfundene selv.”

NU FANGER BORDET

Med hensyn til den statslige ’anerkendelse som trossamfund’, der i foråret 2017 blev fremlagt i betænkning 1564, blev det betonet, at (citat): ’staten til gengæld for en række særrettigheder kan stille krav om, at trossamfundet lever op til de demokratiske idealer (som f.eks. nærdemokrati og ligebehandling samt forbuddet mod forskelsbehandling på baggrund af bl.a. kønsidentiteter).

I dag – to år efter – fanger bordet! Nu skal søndagsprædikenen gennemlyses; den røde blyant vil fremover følge præstens prædiken linje for linje, og den arme evangeliske forkynder, der ikke retter sig ind efter de givne krav, vil få en faretruende ’anmærkning’. Han vil blive ’noteret’ som et emne, der fremover skal sættes under særlig overvågning.

Men det er ikke det hele. Et dybt åndeligt aspekt dukker her op i horisonten. Det er åbenlyst, at de styrende politiske myndigheder i Danmark med en sådan bekendelse: ”Gud må vige for det verdslige system!” pådrager sig med en sådan bekendelse selv skyld over for Kristi ord og gerning i det danske folk.

I den sammenhæng er det ikke uvæsentligt at gøre sig bekendt med et usædvanligt (og næppe tilfældigt) grammatisk fænomen, som de lærde gør opmærksom på med hensyn til den græske tekst, der lyder sådan: ”De har ikke bøjet knæ for Ba’al.” Hermed kunne der bl.a. tales om de af landets troende, der i denne pågældende situation ikke vil bøje sig for dette nye censur-påbud. Lad mig forklare:

DJÆVELEN HAR ’SKIFTET KØN’

Ba’al, som er den benævnelse, der under navnet Beelzebul omtales af Jesus (Matt.12:24 og Markus 3:22) identificeres ofte og direkte med Satan. (Navnet ’Beelzebul’ kan stamme fra det hebraiske baal – ’herre’ – og Zebul ’flue’, hvilket giver navnet: ’fluernes herre’ – en betegnelse, der kan lede til forståelsen: ’dæmonernes hersker’).

Hele denne forklaring får i vort moderne Danmark en ’grundtekst-antydning’, der næppe (med hensyn til et græsk-grammatisk fænomen, som jeg her nærmere vil omtale) indbærer en særlig hentydning. Dette skal forstås således:

Djævlenavnet ’Ba’al’ har en ’hankønsartikel’ som bestemmelse foran navneordet (Ba’al). I den pågældende tekst (Rom.11:4) om den ’billedstøtte’, som Guds folk ikke vil bøje sig for, har den definerende artikel pludselig antaget en feminin form. Djævelen har her ’skiftet køn’. Han har – for at man (ved en sådan illustration) bedre kan forstå hans bedrageriske fremfærd – fået nyt cpr-nummer. Det er hans agt at svække kirkens immunforsvar ved at tage kvindeklæder på. Dermed er det hans videre formål at formindske antallet på dem, der ’ikke vil bøje knæ for Ba’al’ (Matt.22:14) – ja, forførelsen vil blive så massiv, at (’om det er muligt’ – og må Gud forbyde det) ’endog de udvalgte skal blive ført vild’ (Matt.24:24).

SKÆBNESPØRGSMÅLET

I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på den enestående tekst, som mere end 2000 folkekirkepræster skal prædike over søndag d. 20. oktober 2019. Teksten er hentet fra Matt.22:34-46 og handler om det mest skæbnesvangre spørgsmål, som en nation, en by, en familie eller det enkelte menneske kan blive stillet over for.

Jeg selv prædiker over denne tekst søndag d. 20. oktober kl. 10:30 i frikirken ’NYT HÅB’ på Damhus Boulevard 28 i Rødovre, og hvis jeg var i den situation, at jeg (som politikerne nu foreslår) skulle indsende et referat af min prædiketekst til Kirkeministeriets censur-afdeling, så ville jeg tillade mig at henvise til ugeavisen Udfordringen, som den selvsamme søndag offentliggør min prædiken under titlen: ’DET SKÆBNESVANGRE SPØRGSMÅL’.

For en sikkerheds skyld (og for at statscensur-afdelingen ikke skal lede forgæves), så vedlægger jeg teksten på min 20-oktober-prædiken her. Den lyder sådan:

DET SKÆBNESVANGRE SPØRGSMÅL

Den dag, der her i søndagsteksten tales om, var én af de vigtigste i Jerusalems tusindårige historie. På denne dag blev de åndelige ledere i Den Hellige Stad stillet over for et spørgsmål, som fordrede præcis det ene svar, der ville afgøre byens og nationens skæbne.

Det fører med sig, at denne søndagstekst er én af de vigtigste i hele kirkeåret. I den stilles det samme præcise spørgsmål, hvis svar i lige så høj grad afgør kirkens og nationens skæbne.

Da Jesus på denne skæbnesvangre dag hørte Israels svar, brast Han i gråd og udbrød: ”Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt! Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn (Matt.23:37-39).

Hvad siger Jesus i dag efter denne (årets vigtigste) søndagsprædiken i mere end 2000 kirker over det ganske land? Han stiller jo på denne oktobersøndag det samme spørgsmål som foran Templet for to tusinde år siden…

ØJEBLIKKETS STORHED

Skæbnedagens begivenheder startede med, at farisæernes parti i Jerusalem ’godtede sig’; de havde (ifølge Ny Testamente) hørt, at (citat): ’Jesus havde lukket munden på saddukæerne’ (v.34). Idet de tilsyneladende var totalt blanke med henblik på forståelsen af øjeblikkets storhed, blev de enige om, at ’de nok skulle få sat Jesus på plads’.

De satte en ekspert på sagen (’en lovkyndig’), som forberedte ’den fælde’ (v.35), der med sikkerhed ville ’klappe i’, når Jesus skulle svare på (citat): ’Hvilket bud i loven er det største’? (v.36)

Det viste sig nu, at den religiøse elite havde forregnet sig; fælden klappede ikke! Jesus erklærede, at der ikke er kun ét bud – men der er to bud, ’som er lige store’ (v.39), og det andet af disse to bud siger, at ’du skal elske din næste som dig selv’ (v.39).

Spørgeren, (loveksperten) var tydeligt hårdt ramt ved Jesu svar (som nu også lukkede munden på ham) – og i dette tavshedens øjeblik kommer Jesus med sit (altafgørende) modspørgsmål: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er Han?” (v.42)

Farisæerne rådslår. Så falder svaret: ”David!” Dermed er deres sag afgjort! Jerusalems skæbne er beseglet – og hvis kirkens svar i Danmark ikke har mere at sige om denne sag, så vil også (citat): ’dens hus blive overladt til sig selv – øde og tomt’! (Matt.23:38)

ÅBENBARINGEN

Kort forinden passerede Jesus med sine disciple Cæsarea Filippi (Matt.16:13). Her stillede Han det samme spørgsmål: ”Hvem siger folk, at jeg er?” (v.13) Disciplene kom med forskellige svar, men Peter udbrød: ”Du er Messias, Den levende Guds Søn!” (v.16) Da erklærede Jesus: ”ikke noget menneske har fortalt dig dette, men det er min far i himlen, som har åbenbaret det for dig, og på denne (åbenbarings-)klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (v.17-18).”

At Jesus er Davids Søn (ifølge sit jordiske slægtsregister… Matt.1:6-16) kan ikke holde djævlemagterne tilbage. Men at Maria er Hans eneste mor – og Gud Hans eneste far… at Han er den levende Guds Søn er den åbenbarelse, som Dødsrigets Porte ikke kan få bugt med.

HERTIL KAN TILFØJES

Lad os derfor gøre denne søndagens udfordrende tekst mere personlig.

Hvem siger du, at Jesus er? Hvis du siger, at han er ’Davids Søn’ (sådan som det var det reserverede, skriftkloge svar) – så er du ’skriftmæssigt’ på sikker grund! Det er ubestrideligt sandt, at Jesus, Menneskesønnen, befinder sig i Davids familietræ – men denne pæne, religiøse respons redder ingen sjæl fra fortabelsens mørke! Hvis du siger, at ’Jesus er den levende Guds Søn’, så bygger denne bekendelse på en åbenbarelse, som kun din himmelske far kan give dig, og det er den klippe, hvorpå Kristus bygger sin kirke.

Hertil kan imidlertid tilføjes endnu et element: Hvis du ud af et oprigtigt hjerte tør sige: ”Jesus er den levende Guds Søn, og Han er min Herre, så taler du ikke længere ud af dig selv; da taler du ud af Guds Ånd, thi Jesus forklarer jo i søndagsteksten, at (citat): ’David i Ånden kaldte Ham ’Herre’ (v.43). ”Og i det tilfælde,” tør jeg afsluttende påstå, ”kommer du under den velsignede forjættelse, som Jesus citerer fra Davids 110. salme, når Han i vor søndagstekst udbryder: ”Herren (Faderen) sagde til min Herre (Sønnen): Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder!” (v.1)

SIDSTE UDKALD

Som borgerforslaget om trosfriheden nu løber sine sidste mil, inden det på den bemærkelsesværdige dato, 9. november, tages af Folketingets hjemmeside, så tillader jeg mig (i det efterfølgende) at vedlægge en kronik, som jeg på avisens opfordring skrev til UDFORDRINGEN for et par uger siden. Den er tænkt som et sidste udkald til (inden solen går ned) at gøre noget ved denne sag (se: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02887)

SKÆBNE-DATO

Tyskerne kalder d. 9. november for ‘Schicksalsdato’ – (skæbnedagen). På den dag (1989) faldt muren i Berlin og på samme dag (1938) gennemførte nazisterne d. 9. november krystalnatten over alt i det tyske rige. Den 9. november (1933) foretog Hitler sit ‘statskup’ i München. I Frankrig ‘afsatte’ man i revolutionsåret 1789 Gud og indsatte i stedet d. 9. november ‘fornuftens gudinde’. Femten år senere (1804) kronede Napoleon d. 9. november sig selv som kejser. I 1931 erklærede Kina d. 9. november krig mod Japan, og i 1980 erklærede Sadam Hussein d. 9. november krig mod Iran.

… og den 9. november 2019 er ‘skæbnedagen’ for borgerforslaget: Trosfrihedsloven.

Den nævnte kroniks tekst er som følger:

REGNBUEN TILHØRER GUD

’B 36’ blev det lovforslag kaldt, som for et par år siden gav ganske almindelige, danske borgere mulighed for at fremsætte deres eget ’beslutningsforslag’ i Folketingssalen i selveste regeringspalæet, Christiansborg.

Den korte betegnelse ’B 36’ lød som type-beskrivelsen på et bombefly under Anden Verdenskrig – og Folketingets Administration er faktisk blevet tæppebombet med borgerforslag siden den nytårsmorgen 2018, hvor de trådte i kraft.

I maj 2019 kastede jeg selv en borgerbombe af svær kaliber under betegnelsen ’Trosfrihedsloven’. Sprængladningen blev straks afmonteret af Folketingets jurister, som advarende gav dette borgerforslag en såkaldt ’anmærkning’ med på vejen. ”Der er mulighed for, at dette lovforslag om ’Trosfrihedsloven’ (citat): ’falder uden for rammerne af grundlovens 70. paragraf,” skrev de, og dermed åbnede de for den første salve af spærreild mod de borgere, der ville give det deres støtte. Hvem vil sige ’ja’ til et borgerforslag, som på forhånd (rent juridisk) synes at være dødsdømt?

En af Udfordringens læsere har imidlertid anmodet redaktionen om at give mig spalteplads, så at jeg kan forklare mig – og jeg tager med stor tak mod tilbuddet om at skrive denne kronik.

Mit ærinde er at fremlægge fem punkter, som hver for sig burde få en hvilken som helst læser af disse linjer til (inden solen går ned) at give borgerforslaget om trosfrihedsloven sin støtte. I skrivende stund har ca. 500 danskere givet deres ’ja’. Det er præcis én procent af det fordrede antal (50.000), der åbner døren til folketingssalen. Kun et mirakel kan få 49.500 andre danskere til at følge trop – og selv da er kampen ikke til ende. I det tilfælde står Folketingets jurister parate med grundlovens 70. bestemmelse. Har de ret i, at borgerforslaget om trosfrihedsloven kunne være forfatningsstridigt?

Dette er det første af mine fem punkter, som jeg i denne kronik vil søge at besvare. Lad mig derfor forklare:

  1. Den omtalte grundlovsparagraf erklærer, at (citat): ’ingen kan på grund af deres trosbekendelse berøves adgangen til deres borgerrettigheder’.

    Statens embedsmænd gør i forbindelse med denne sag en stor historie ud af ’et ligestillingsproblem’, der ikke nævnes med ét ord i den omtalte paragraf. Bestemmelsen anvender kerneordet: ’berøves’, hvilket vil sige, at der må være en røver! Grundlovens § 70 er – mener jeg – en beskyttelse af borgeren mod statens stadige røvertogt – og det er netop dette borgerværn, som borgerforslaget om trosfrihedsloven søger at fastholde. Derfor er embedsvældet på vagt og ’blacklister’ på forhånd et forslag, som søger at komme statens røveriske hensigter til livs.

  2. Mit andet punkt er, at borgerforslaget åbenlyst tager en stilling mod den voksende LGBT-propaganda, som blev hyldet af landets statsminister på grundlovsdagen 2018, hvor han på Regnbuepladsen i København med en regnbuepjece i hånden og med regnbuebanneret vajende over sig, fremlagde et regnbueprojekt på 25 mill. Kroner, som over 36 måneder bl.a. skulle fremme regnbueundervisningen i de danske børnehaver og grundskoler (1.8 millioner var sat til side for at bekæmpe ’anderledes tænkende’).

    Mit borgerforslag gør det imidlertid klart, at en sådan undervisning om en ny familiestruktur, som (med støtte fra specielt trænede LGBT-teatergrupper) skal hjælpe børnene at ’springe ud som tilhørende et andet køn’, bør forinden have forældrenes accept.

  3. Mit tredje punkt er, at regeringens ønsker om at ville indføre lovbestemmelser om, at børn på seks år fremover kan få udstedt nyt cpr-nummer på borgerservice (og dermed skifte køn) er det rene vanvid! Dette tillader jeg mig at anføre uden kommentarer. Enhver fornuftig borger må kunne indse, hvor en sådan regeringsbeslutning fører hen!

  4. Mit fjerde punkt er, at alle troende borgere i Danmark (nu mere end nogensinde) skal holde øjne og ører åbne med hensyn til, at staten fremover vil bestemme, hvad præsten skal prædike i kirken! I Frankrig genoptog de folkevalgte politikere efter sommerferien dette emne, der nu breder sig som en præriebrand til andre nationer.

    Paris vil have en lov gennemført inden årets udgang, som forbyder en prædikant at forkynde omvendelse over for homoseksuelle. Gør han det, skal han to år i fængsel og betale en bøde på op til en kvart million kroner. Med andre ord: Apostelen Peter skal ikke vove at gentage den prædiken, som han for 2000 år siden holdt på pinsedagen i Jerusalem. Efter sit budskab om omvendelse råbte han: ”Lad jer frelse fra denne vanartede (græsk: ’perverse’) slægt!” (Ap.G.2:40) Hvis apostelen med disse ord henviser til, hvad han senere understregede i sit 2. brev (i Ny Testamente), så ville han i ’’Dagens Danmark’ gøre bedst i at holde en lav profil. Her skriver han nemlig uforfærdet, at (citat): ’byerne Sodoma og Gomorra dømte Gud til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet Han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider” (2.Pet.2:6).

  5. Mit femte punkt peger på artikel 16.3 i FN’s Menneskerettighedserklæring, der siger, at (citat): ’Familien er en grundlæggende, naturlig enhed i samfundet, hvilket giver den ret til at blive beskyttet af staten’. I borgerforslaget gør jeg opmærksom på, at den ’naturlige enhed’ er og forbliver far, mor og børn, og at den internationalt fordrede beskyttelse i Danmark udarter sig til en intens overvågning, hvor politiet nu opfordres til at efterforske kristne familiers opdragelsesmønster. Kristne forældre kan herefter blive slæbt for retten, hvis de søger at opdrage deres børn i den kristne tro. ’Psykisk vold’, kalder man det – og det på trods af, at der ikke foreligger så meget som skyggen af en episode, der kunne omfattes af straffelovens § 244 eller § 245 (der omtaler dette begreb).

    Lad mig til slut sige, at det ville have været at foretrække, om en samlet flok af danske borgere i fællesskab kunne have fremlagt dette borgerforslag. Det ville have givet det mere vægt. Men det tillader lovgivningen ikke! Kun ’den enkelte borger’ kan indsende et sådant forslag. Imidlertid har jeg som formand for foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges, fået bestyrelsens ’ja’ til at fremlægge den borgerforslagstekst, som jeg præsenterede på en generalforsamling i april 2019 i Horsens. Dette har jeg gjort ud fra det advarende ord, som profeten Ezekiel lader lyde:


”Når jeg siger til den gudløse: Du skal visselig dø! Og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd” (33:8)…

Vor kære, afdøde gospelsangerinde, Signe Walsøe, sendte fra sit dødsleje i Slagelse borgerforslaget om trosfrihedsloven til hele sit netværk med ordene: ”Dette er en alvorlig sag.”

Hun skrev musikken til det korte digt, som jeg havde forfattet under titlen: ’The rainbow belongs to God’ (Regnbuen tilhører Gud). På et par døgn ramte denne video 30.000 mennesker i USA. Mit sidste ord er derfor: ”Gå hen og gør ligeså!” (Videoen kan under adressen: ’The rainbow belongs to God’ hentes på YouTube – for sammen med en kopi af denne kronik at ramme en stor flade i Danmark).

Det er en alvorlig sag.

Gør noget ved den i dag!

VIL STATEN FYRE 200 PRÆSTER?

Hver femte præst i den danske folkekirke vil (forekommer det) om kort tid kunne se i øjnene, at regeringens kirkeminister går ind i sagen om kirkens homovielser og stiller 200 præster over for en fyringsseddel, fordi de ikke vil ægtevie homoseksuelle par i kirken…

”Det handler om offentligt statsansatte embeder, der tillader sig at diskriminere borgerne på baggrund af deres seksualitet,” vil den eventuelle afskedigelsesgrund kunne lyde.

Landets præster har, som loven er i dag, ret til at vælge, om de vil vie homoseksuelle og lesbiske par i folkekirken – og den tid skal nu være forbi! ”Præsternes samvittighedsskrifter kan de beholde for sig selv” (vil man erklære); ”deres diskriminerende ’nej’ til homobryllupper må herefter være at betragte som en ’tjenestemands-forseelse; de skal fyres på gråt papir!”

I det skjulte forbereder regeringen sig til at forfølge denne sag ud fra det grundlag, at ’der skal være ligebehandling af borgerne i den offentlige sektor’, således at forstå, at de præster, der ikke vil makke ret, hurtigst muligt skal forlade denne offentlige sektor og starte deres egen ’private business’.

Den finansielle side af sagen vil da blive særligt fremhævet: ”Præster, der ikke vil vie homoseksuelle, skal ikke være ansat af staten. Homoseksuelle betaler også skat, og 40 % af den løn, som nej-præsterne hæver hver måned, kommer fra statskassen, ikke fra kirkekassen…” Derfor skal statskassen smækkes i – og de fyrede præster må finde sig et andet job.

Dette er signalerne, der for tiden dukker op i de sociale medier, og som med voksende styrke kan høres fra de lange tæppebelagte korridorer på Christiansborg.

KIRKEHISTORISK DRAMA

Før regeringen tager det endelige skridt og iværksætter en massefyring af præster (op til 200), som ikke kan gå på akkord med deres samvittighed, bør (mener borgerne) en tilbundsgående undersøgelse finde sted for at sætte lys på, hvorvidt en sådan handling kan gennemføres inden for grundlovens rammer.

Tre af den danske forfatnings bestemmelser umuliggør (efter alt at dømme) et sådant initiativ:

  1. Den 70. paragraf tillader ikke statsmagten at frarøve præsterne deres stilling ’på grund af deres bibelsk-begrundede trosbekendelse’.

  2. Den 67. paragraf giver borgerne (inklusivt kirkens præster) ret til ’at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres (ikke statens) overbevisning’ (se borgerforslag).

  3. Den 4. grundlovsparagraf erklærer, at den danske stat ’som sådan’ skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke. En fyringsseddel til 200 evangelisk-lutherske præster harmonerer ikke med denne bestemmelse. Den vil ikke understøtte men nedbryde landets nationale kirke.

Lad mig forklare:

PRÆSTERNES NEJ ER LEGITIMT

Dersom staten vil rejse en straffesag mod bare én af de 200 præster, som den i disse dage med falkens overvågningsblik har i kikkerten, så vil det utvivlsomt udarte sig til et både juridisk, menneskeligt og kirkehistorisk drama.

Præsterne vil da have al god grund til at henvise til deres præsteløfte (se: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02887). Præsteløftets afsluttende ord lyder sådan:

”Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig give dertil.”

Præstens samvittighed er altså ikke et forhold, som uden videre (af en flok nidkære ligestillingspolitikere) kan fejes af bordet. Samvittighedsspørgsmålet er allerede forankret i den udvalgsbetænkning, der så dagens lys i kirkeminister Birthe Hornbecks dage (2010). Heri hedder det: ”At en præst nægter at vie homoseksuelle er en klar markering af, at lovgiverne opfatter en teologisk begrundet afvisning af homoseksuelt samliv som et legitimt synspunkt inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag” (2:1).

I marts 2015 ændrede Københavns biskop på foruroligende vis denne holdning. Daværende kirkeminister, Marianne Jelved (R), bad på det tidspunkt overhovedet for landets biskopper, biskop Peter Skov-Jakobsen, om at komme med en udtalelse, som fremover skulle lægge linjen for vielse af transkønnede. Biskoppen fastslog i et brev til kirkeministeren og folketinget, at ’præster ikke kan nægte at vie transkønnede med henvisning til samvittigheden’.

”Selvom to personer anatomisk er af samme køn,” skrev biskoppen, ”så gælder det ikke som et homoseksuelt vielsesforhold.” Biskoppen slutter med følgende alarmerende erklæring: ”Har man fået myndighedens godkendelse til at skifte personnummer, da er den pågældende at betragte som tilhørende det samme køn.”

I princippet betyder dette, at hvis en homoseksuel eller lesbisk person i dag får afslag fra en præst, som ikke vil foretage en vielse af personer af samme køn, så kan vedkommende i morgen gå ned på borgerservice og skifte køn, hvorefter han eller hun inden for timer kan henvende sig til den samme præst, som da på stedet (hvis han fortsat nægter at foretage vielsen) vil blive straffet (måske fyret) på grund af tjeneste-forsømmelse…

Borgerne spørger: Hvem svigter i denne sag kirkens bekendelse? Præsten eller bispen? Hvem skal fyres? Præsten eller bispen?

Tillad mig at besvare disse spørgsmål:

HVOR PRÆSTEN FORBYDES AT ADLYDE BISPEN

Præstens bundethed over for det højtidelige præsteløfte, som han har afgivet ved sin indsættelse, legitimerer i højeste grad hans fortsatte og absolutte vægring ved at ægtevie homoseksuelle og lesbiske par i kirken!

Den ’skyldige lydighed’, som hans biskop forlanger, at han skal underordne sig med henblik på bl.a. hans stillingtagen til juridiske afgørelser (vedr. transkønnede par) på borgerservice kan aldrig i livet være ubegrænset! Både Ny Testamente (Rom.13:1-7 og Ap.G.5:29) samt CA (art.16 og 28 stk.7) kræver, at præsten i sådanne tilfælde adlyder Gud mere end biskoppen. Ja, den sidstnævnte forordning erklærer, at (citat): ’såfremt biskopperne har noget af sværdets magt (som f.eks. dette at være statsembedsmand i statens tjeneste), da har de den ikke i kraft af bemyndigelse fra evangeliet men (udelukkende) i kraft af den menneskelige ret, som er skænket af konger og kejsere til den borgerlige styrelse og deres besiddelser. ”Dette er imidlertid en ganske andre bestilling,” hedder det, ”end evangeliets betjening” (art.28).

Afsnittet slutter med følgende strenge forordning: ”Når en biskop lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menigheden en befaling fra Gud, som forbyder lydighed” (art.28).

Mere klart kan det ikke siges, og mere tydeligt kan det ovennævnte spørgsmål ikke besvares…

Med hensyn til præsternes stilling over for statens krav om,at han skal foretage vielser af homoseksuelle, så kan han heller ikke adlyde denne fordring og samtidig forblive tro over for sit præsteløfte – og eftersom det er staten, der afkræver præsten et præsteløfte, så kan den samme stat ikke sidenhen forlange, at han skal bryde dette løfte ved at påbyde ham at foretage vielser af homoseksuelle eller lesbiske par.

MISGREBET

Den 21. oktober 1903 frifandt 13 sortklædte dommere ved en dom i Højesteret i København sognepræsten ved Hellig Kors Kirke på det fattige Nørrebro i København, Julius Ifversen, for bøde og fængsel, for at vægre sig ved at ægtevie en fraskilt murersvend. Julius havde et varmt hjerte for de svage i samfundet, og det hændte, at han kom hjem uden frakke, fordi han havde givet den til en frysende medborger. Hans argeste fjende var socialdemokratiet, fordi partiet på det tidspunkt åbenlyst afviste kirke og kristendom. I dag ville han med sikkerhed have været blandt de 200 præster, der af samvittighedsgrunde nægter at vie homoseksuelle, og han ville uden tvivl fastholde sin bundethed til præsteløftet, som erklærer, at han skal holde sig den evige regnskabsdag for øje.

Som en sammenligning med den holdning, der i dag anes bag præsteløftets fjender, gives en kommentar til dommen mod Nørrebropræsten i Tidsskrift for Retsvæsen (1904, side 307 ff) udtalt af en af dommerne, Niels Larsen, selv præstesøn. Han skriver: ”Staten er suveræn; på jorden findes der ingen magt over eller ved siden af den.” Han fortsætter: (og det er, som de 100 år ikke har flyttet denne holdning en meter): ”Påbyder loven handlinger, der er i åbenbar strid med Den Hellige Skrift eller højtidelige løfter og eder, gives der, hvor stort misgrebet end kan være, intet andet for domstolene end at anvende loven.”

To verdenskrige har hærget jorden siden denne erklæring – og den sidste kastede en nation ind i en ’nazi-lovgivning’, hvor ’misgrebet’ var så stort, at dødslejrenes ovne i årevis brændte dag og nat.

Højesterets voteringsprotokoller kan åbnes 75 år efter, at en dom er blevet afsagt. Retsteolog, Kristine Gardener, har kigget i de gulnede papirer og skriver i sit fornemme værk ’præsteløftet’, at (citat): ’den krasseste statskirkeholdning sås hos assessor A. Grüner, der erklærer: Ifversen er præst i en folkekirke, der er fuldstændig sammengroet med staten, til hvilken embedseden er lagt, og en af de vigtigste pligter er foretagelsen af vielser…

De samme holdninger og synspunkter vil komme til syne i den kirkefjendtlige handling, som i denne tid forberedes bag ’lukkede døre’. Præsteløftet vil atter komme på tale – og det er øjeblikket, hvor borgerforslag om trosfrihedsloven, som i sin 2. paragraf omtaler værdier af dette løfte, finder de støtter, som er nødvendige for, at de mange præsters samvittighed kan forsvares.