… (Første del)
Er den hellige nadver ved at
forvandles fra en trættende gentagelse til en dyb åndelig
oplevelse, som de kristne ikke kan få nok af? ”I skal nyde dette
måltid, så ofte I kommer sammen,” lyder Skriftens ord.
Er kirkefædrenes og
reformatorernes optagethed af dette fænomen atter ved at melde sig?
Er Kristi ’virkelige tilstedeværelse’ i nadverens brød og vin
ved på ny at indfinde sig? Indbyder den Herre Jesus Kristus på ny
(ved brødsbrydelsen) til et enestående åndeligt samfund med ham?
Har det fået ny aktualitet, når den opstandne siger: ”Dette er
mit legeme” og ”dette er mit blod?” Disse spørgsmål vil jeg i
det følgende søge at besvare.
”Ordet blev kød og tog
bolig iblandt os (Johs.1:14).”
I læren om nadveren kommer vi
ikke uden om dette bibelord, og vi kan ikke undsige os, at der tales
om, at en ’forvandling’ finder sted. Det hedder jo her: ”Ordet
blev kød – og det kan ikke udlægges på anden måde, end
at en ’forvandling’ gør sig gældende!
Der sker noget med ’ordet’
(som udtales i forbindelse med brødbrydelsen); det ’bliver’ til
’noget andet’, end det, som det var; ’ordet bliver kød’! Det
vil for det første sige, at ’ordet’ (som er et åndeligt
fænomen) bliver ’kød’, som er en håndgribelig, legemlig
manifestation. For det andet bliver det usynlige (’ordet’)
forvandlet til et synligt fænomen (’kødet’), og for det
tredje udgør denne forvandlingsproces et levende mirakel,
idet ’ordet forbliver noget levende og aktivt; det ’tager nemlig
bolig iblandt os’ (v.14).
*
Denne sætning er banebrydende
betydningsfuld!
Den indeholder nemlig
forklaringen på en hemmelighed, som synes at være gemt i
generationer, men som nu får nyt liv, og forekommer at være af
afgørende betydning for det sidste slægtled af kristne.
Den beskæftiger sig med én
af de korteste artikler i Confessios Augustanus og stadfæster med
forbløffende klarhed et læreindhold; den kan således betyde en
revolution af ny kraft til de hellige, som (ifølge Skriften) skal
overleve den sidste generations trængsler. Den er det sidste svar på
den såkaldte ’real-præsens-lære’ (altså at Kristi Legeme og
Blod er virkelig til stede i brødbrydelsen) og at Kristi
virkelige nærvær på en forunderlig måde uddeles til alle dem, som
i de sidste dage samles (hemmeligt) omkring dette måltid.
’Ordet blev kød’ er altså
en beskrivelse af ’det guddommelige ords’ evighed, der bliver
menneske i Guds Søn, Jesus Kristus! Vi opholder os altså ved det
største under, som er sket i jordens og universets historie. Det
udtrykkes i Johannesevangeliet med disse ord: ”I begyndelsen var
ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Dette
var i begyndelsen hos Gud (Johs. 1:1-2).”
Den overvældende, mægtige
begivenhed, som skete på Betlehems marker for lidt mere end 2000 år
siden, at ’Guds egen Søn’ blev et menneske (og fra det øjeblik
er han ’virkeligt tilstede’ iblandt os) har for alle tider
(sidenhen) været en vedblivende virkelighed for de kristne.
Men i disse dage vil det
særligt give sig udtryk i ’den sidste nadver’ (som bevidner
Herrens nærvær på en ny og dyb måde) ved at ’ordet bliver kød
og tager bolig iblandt os ’med en inderlighed, som tidligere
slægter ikke har oplevet.
*
Læren om ’realpræsensen’
(Kristi virkelige, håndgribelige nærvær) er naturligvis
ikke et spørgsmål om, hvorvidt ’Herrens nærvær’ tydeligt kan
spores i andre sammenhænge; Jesu personlige tilstedeværelse er en
tilbagevendende oplevelse i lønkammeret, thi ’hvor to eller tre er
forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem (Matt.18:20)’.
Denne oplevelse vil blive forstærket, som vi nærmer os afslutningen
på det hele, og forfølgelsene sættes kraftigere ind på Guds børn.
Det vil blive en velsignet kendsgerning, at Herren har lyst til at
åbenbare sig for sine børn, og det vil blive åbenbart for alle, at
han særlig vil være til stede i det Hellige Måltid.
”Se, jeg er med jer alle
dage indtil verdens ende,” lyder de sidste ord fra Herren i
Matthæusevangeliet (28:28), og dermed fokuserer Jesus særlig på
kulminationen af alle tings klimaks. ”Jeg har hjertelig længtes
efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide,”
udbryder han ved nadverens indstiftelse én af de sidste
timer, før han blev pågrebet i Getsemane (Luk.22:15). Derefter brød
han op og gik efter sædvane til Oliebjerget… (v.39).
JESUS
ER LYSLEVENDE TILSTEDE
Lad os prøve at gøre det så
enkelt som muligt. Sådan som Luther selv fremstiller ’realpræsensen’
(Kristi virkelige nærvær) i den lille katekismus. Han skriver:
”Hvad er alterets sakramente?” Uden at gøre store armbevægelser
svarer han selv på dette spørgsmål: ”Det er vor Herres Jesu
Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen! Det er
indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”
Det vil kort og godt sige, at
Luther var af den overbevisning, at i nadveren er Jesus
Kristus personligt tilstede! Han, der ved det sidste måltid
(som han havde med sine disciple) efterlod dem nu med det klare og
kostbare løfte, at han (fremover) ville være lyslevende til
stede hver gang (så ofte) de samledes om dette
’ihukommelsesmåltid’.
Kristus kan ikke bringe os sit
virkelige, ’brudte legeme’, for det er nu gået til grunde, og
han eksisterer udelukkende i sit opstandelseslegeme (som han har
iført sig efter sin opstandelse) – ej heller kan Kristus i
nadveren bringe os sit ’udgydte blod’ (for det er gået alt
kødets gang på Golgata, hvor der ’straks kom vand og blod ud af
Kristi sår efter et spydstik… (Johs.19:34), men han kan bringe os
vin og brød, og han kan forvandle denne vin og dette brød på
samme måde, som der sker et forvandlingsunder med ’ordet, som
bliver til kød’, og ’tager bolig iblandt os’. Sådan tror jeg,
at vi skal forstå det forvandlingsunder, som sker i nadveren. Lad
mig yderligere forklare:
*
I teologien taler man ofte om
dette, at ’Gud blev menneske’ og man kalder det for
’inkarnationens hemmelighed’.
… og en hemmelighed bliver
det ved at være, for mennesker spekulerer stadig (efter 2000 år)
på, hvad der egentlig skete på Betlehemsmarken, hvor himlen
pludselig fyldtes med ’tusinder af engle’, som lovsang Herren for
det mirakel, som var sket.
Af alle guder i hele verden er
det nemlig kun de kristnes ’treenige Gud’, som
kunne blive menneske (hvem skulle ellers fortsat
styre og opretholde verden, medens Skaberen tog menneskeskikkelse på
og blev svag og magtesløs i den periode, hvor han ikke
var den
almægtige Skaber?)
Men
Gud blev virkelig et
virkeligt menneske
i Jesu Kristi Person – og han tog virkelig
bolig iblandt os, og apostlen opfordrer os til at have samme
sindelag, som var i Jesus Kristus.
”Da
han var i guddomsskikkelse og havde al ret til at fastholde denne
nedarvede lighed med Gud,
så gjorde han ikke krav på sin legale ret, – men han ’gav afkald’
på hele sin mægtige guddomsmagt og ’tog tjenesteskikkelse på og
blev menneske’ (Filip.2:6, parafrase).”
*
Som
vi sammen fortsat betragter nadverens
indhold, hvad det vil
sige, at Jesus giver os sit kød og blod (i form af brødsbryelsens
brød og vin), så læser vi videre i Filipperbrevet, hvor der står
skrevet: ”Nu har Gud
ophøjet ham, og givet ham et navn og en position over alle andre.
Ja, alle kommer til at bøje knæ for ham i himlen og på jorden.
Alle skal erklære til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!”
(Filip. 2:9-11, parafrase).
Sejrens
frugter vil på samme måde blive gæsterne ved Herrens bord til del!
De vil ikke kun opleve trængsel, fordømmelse og forfølgelse, men
de er inkorporeret
i hans opstandelse gennem nadvermåltidets indtrængende oplevelse.
Om denne sandhed samler ’brødets forkyndelse’ sig, og dette
kommer tydeligt til syne den dag, Jesus gav sig til at tale om
Johannes Døber…
HVORFOR TOG I UD I ØRKENEN?
Da Johannes Døbers disciple
var taget af sted, efter at de havde stillet nogle spørgsmål til
Jesus, begyndte han at tale om Johannes.
Det er sjældent, at Jesus på
den måde talte om én af Herrens tjenere, men i dette tilfælde
tager han sig tid til at omtale den tjeneste, som Johannes havde.
”Hvorfor drog I egentlig ud i den brændende hede Judæa Ørken?”
spurgte han. ”Var det bare for at se et græsstrå, der svajede med
vinden? Eller gik I derud for at se en mand i flot, dyrt tøj? Nej,
heller ikke! Folk, der går i den slags tøj, hører ikke hjemme i
den barske ørken. Dem finder I kun i de kongelige paladser.
Jamen, hvorfor tog I så
derud? For at se en profet? Ja, jeg siger jer, I gik ud i ørkenens
hede for at møde en profet – og tro mig, Johannes er ikke en
’hvilken som helst profet’. Han er den, der står omtalt i
Skrifterne med ordene: ”Se, jeg sender min engel, for at han skal
gå foran dig. Han vil bane vej for dig (Matt.11:7-10, parafrase).”
Johannes er mere end en
profet!
Derefter
omtaler Jesus profeten i ørkenen på en måde, som er betagende. Han
siger: ”Fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmelriget med
storm, og de, der stormer
det, river det til sig
(v.12-13).”
*
Den
kristne forkyndelse om nadverens betydning er meget radikal. Den
indeholder en grundtanke om ’inkarnationen’, som jeg vil bestræbe
mig på i det følgende at belyse. Hvor denne grundtanke kommer til
orde, taler den meget tydeligt om, at ’Jesus er virkeligt
tilstede’.
I Lukas lyder
indstiftelsesordene sådan: ”Han tog et brød, takkede og brød
det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer;
gør dette til ihukommelse af mig (Luk. 22:19).”
I
det øjeblik, hvor Jesus brækkede
brødet i flere stykker
og gav disciplene et stykke hver, udbrød han: ”Dette er mit legeme
(og sådan skal man gøre
ved mig). Hver gang I gør
dette (brækker brødet i flere stykker), så husk på, at sådan har
man behandlet mig! Ligeså tog han også kalken
efter aftensmåltidet og sagde: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit
blod, som udgydes for jer (v.21).”
Jesus
tog altså det ganske almindelige bæger med vin (som var brugte ved
aftensmåltidet) og udbrød: ”Dette bæger med vin er
Den Nye Pagt (som her
indstiftes) ved mit blod, der skal udgydes for jer (v.20).” Han
nævnte ikke blot offerets betydning, men han fremhævede Den Nye
Pagts sejr.
*
Hele
den begivenhed, som nu fejres verden over med særlige
nadvergudstjenester, er (i sin oprindelse) præget af øjeblikkets
spontanitet. Som det
skete ved brylluppet i Kana i Galilæa, får Jesus pludselig øje på
’seks vandkar af sten,
som jøderne normalt brugte til deres renselsesceremoni – og han
bliver øjeblikkeligt
inspireret til at omdanne
vand til vin, som der var brug for ved brylluppet, som han deltog i
som gæst.
Her
(ved
’den sidste nadver’) så han brødet på bordet og bægeret med
’vinen efter aftenmåltidet’, og han brugte disse elementer til
at anskueliggøre sit hjertes tanker. Han tog brødet og udbrød:
”Dette er mit blod,” og han.
indstiftede med disse for
hånden værende elementer en ’ihukommelses-begivenhed’, som
skulle gentages (på verdensvid basis) indtil han kommer igen.
REFORMATORERNE STOD FAST
Apostlen
Paulus skriver om dette Hellige Måltid følgende: ”Den, som spiser
og drikker uden at ænse,
at det er Herrens Legeme, spiser og drikker sig selv en dom til
(1.Kor.11:29).”
Det
kan ikke betyde
andet end dette ene, at de troende må
og skal ’ænse’, at
det er ’Herrens Legeme, som de spiser og drikker. De må absolut
tro på, at Jesus Kristus er
personligt til stede, og
det er ham selv der giver (i form af brødet og vinen) sit virkeligt
tilstedeværende legeme og blod.
De lutherske reformatorer stod
fast på denne bekendelse og var urokkelige i deres vidnesbyrd om
denne sandhed. Derfor må det kunne fordres af alle de troende, som
følger den protestantiske, reformatoriske linje (med Martin Luther
som hovedfigur), at de holder sig til den sunde lære.
Og
med begrebet ’den sunde lære’ fastholdes, at det er
Jesu legeme og Jesu blod,
der uddeles til menigheden. Det er
faktisk Gud selv, der ved
Kristus uddeler det. Derved forbliver JESUS det centrale budskab i
nadverens forkyndelse – ja, det er tydeligt indholdet af
evangeliet, som træder frem i måltidet, sådan som det understreges
i Den Augsburgske Bekendelse artikel 3: JESUS, som virkeligt
har lidt, er korsfæstet,
død og begravet, for at han kunne forsone Faderen med os og være et
offer ikke bare for arvesynden, men også for alle menneskets syndige
handlinger.”
Det
mægtige, som Gud i sin nåde og barmhjertighed har fuldført for
alle mennesker,
har kun Gud ret og magt til at uddele til hvert
enkelt menneske.
Dette sker i den hellige
nadver! Her giver han hele Golgata-kampen og hele opstandelsessejren
– ja, hele sandheden om Jesu triumferende tilbagekomst ved brødets
brydelse og uddelingen af bægeret med den kostelige vin. Her bliver
alle dødsmagter tavse – og det er en rungende stilhed, som varer
en evighed lang…
DEN FEDE SAFT
Denne
ubrydelige sammenhæng mellem Jesu dybe
lidelse på korset, hans
triumferende opstandelse – og så selve
forkyndelsens af korset
og den tomme grav, kommer til udtryk ved nadverbordet. ”Thi så
ofte, som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder
I Herrens død, indtil
han kommer,” siger
apostlen (1.Kor.11:26).”
Det
vil sige, at der ved nadverbordet finder en
kraftig forkyndelse sted,
som er målrettet mod magterne og myndighederne i himmelrummet…
’for at Guds visdom nu i al sin mangfoldighed ved
kirken skal gives
tilkende for magterne og myndighederne i den himmelske verden
(Ef.3:10)’.
Nerven
i nadverens budskab er netop dette, at Jesus Kristus stadig
er nærværende og altid
er ’tilstede’, hvor brødet brydes efter Skrifterne. Dette er den
’fede saft’, som stiger op fra Oliventræets rod (Rom.11:17). Den
udvandes ved al anden forståelse af nadverens betydning.
Luther
udtrykker i et af sine nadverskrifter en tydelig og klar adskillelse
mellem ’Jesu lidelses frygtelige kendsgerning’ (factum passionis)
og så ’lidelsens brug eller forkyndelse (usus passionis). Jesu
smertefulde død på korset langfredag er og forbliver lidelsens
kendsgerning!
Nadveren, hvor hans legeme og blod (fremstillet som brødbrydelsens
brød og vin) forbliver nu selve lidelsens brug
eller forvaltning.
Luther
forklarer sig sådan (og hans forklaring er frisk og talt ’lige ud
af posen’): ”Som en kendsgerning
(der ikke kan betvivles) har Kristi lidelse fundet sted én gang for
alle på korset. Men hvem ville det gavne, hvis det ikke bliver
uddelt? Det skal tilegnes! Det skal tages i brug! Det skal
forkyndes!”
Luther fortsætter: ”Hvordan
skal Jesu lidelse ’tages i brug’ uden ved ordets og nadverens
forkyndelse?”
… Luther
tilføjer: ”Men hvorfor skulle sådanne ’høje ånder’ (som
paver og kardinaler) give sig tid til at læse om dette i mine bøger?
De ved jo alle bedre besked! Velan! Så lad dem få denne bitre løn:
De anser nu factum (selve
kendsgerningen) og usus
(brugen og forvaltningen)
for at være ét og det samme. Derved holder de i virkeligheden sig
selv for nar, og de bliver gjort frygteligt til skamme. (De fatter
nemlig ikke, at i nadveren
drejer det sig om lidelsens og sejrens forkyndelse).
(Luthers: ’Om Kristi
nadver’, 1528, citatet er oversat på ny fra Weimarudgaven bind nr.
26, side 296).
At
nadveren for Luther er næringen for det nye, evige liv, ses af Den
store Katekismus. Luther skriver: ”Man må ikke
betragte nadveren som en
skadelig ting, så at man undgår den, men man skal se på den som en
stadig, lægende,
trøstelig medicin, som
hjælper til både sjæl og legeme. Thi hvor sjælen er helbredt, dér
er også legemet hjulpet (om alterets sakramente, afsnit 68).
Luther
henviser også til de gamle kirkefædre: ”Vi har hørt,” siger
han, ”hvordan Irenæus og de gamle fædre har påvist den
store nytte vi har af
nadveren. Vort legeme bliver her bespist med Kristi legeme!
Den
tro og det håb skal nemlig bevares i os, så at vort (nye) legeme
skal leve evigt af Kristi legemes evige spise. Derfor vil han være i
os efter sin (guddommelige) natur,” siger Hilarius… han bliver
nemlig ikke fordøjet eller forvandlet, men han forvandler
os uafladelig: Sjælen
til retfærdighed, legemet til udødelighed! (Weimarudgaven bind 23,
side 255).
FÆNGSELSSTRAF FOR FEJL MED
NADVEREN
Professor, Dr. theol. Regin
Prenter (1907-1990) fortæller i sin bog ’Kirkens Lutherske
bekendelse’ (Lohse 1978) om, hvor alvorligt Luther tog det
med læren om Kristi virkelige tilstedeværelse i den hellige nadver.
Han skriver: ”En hjælpepræst ved navn Adam Besserer, der stod
under biskoppen af Naumburg, Nikolaus Amsdorf, havde 3. søndag i
advent 1545 i kirken holdt gudstjeneste og altergang.
Der var 17 altergæster til
stede, men da nadveren begyndte, opdagede han, at han kun havde 16
oblater (nadver brød) på disken. Da han i sin forfjamskelse ikke
vidste, hvad han skulle gøre, tog han hurtigt en ikke-indviet
oblat fra æsken. Han holdt altså nadver med ét brød, der ikke var
indviet.”
”Siden fandt en kone den
oprindelige indviede oblat på gulvet. Hun afleverede den til
præsten, som så lagde den tilbage til alle de uindviede brød
i æsken. (Siden forklarede han, at han ikke var sikker på, om den
var faldet på gulvet før – eller efter, præsten havde udtalt
indvielsesordene over nadverbrødene).
Da den unge præst efter
gudstjenesten blev gjort opmærksom på det forkerte i denne
optræden, skal han havde svaret: ”Det kommer ud på det samme!
Der er ikke forskel på indviede og uindviede brød!”
Dette blev straks
indberettet til sognepræsten, som førte sagen videre til
præsten, og derfra gik sagen til biskoppen, Nikolaj Amsdorf,
hvad man skulle stille op med sådan en præst, og så videre til
teologerne i Wittenberg. Foreløbig lod man den arme hjælpepræst
falde i øvrighedens hænder, der straks smed ham i fængsel.
Luther ville ikke gå så
strengt til værks, men foreslog i et brev af 11. januar 1546, at den
unge præst blev sendt ’til sine Zwinglianere’, hvor han rettelig
hørte hjemme. ”For det første er det ikke ’ligegyldighed’,
men direkte ’slethed’ (og det en meget tydelig ’slethed’) hos
denne hjælpepræst,” skriver Luther og tilføjer: ”Han har jo i
foragt over for Gud og mennesker offentlig fordristet sig til at
udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må
han straks udelukkes af vore menigheder. Det er ikke nødvendigt, at
vi holder en fremmed mand fængslet, til hvem man ikke skal have
tillid, selv om han aflagde ed.”
Det kom dog til at gå knapt
så slemt med den unge Besserer. I et forhør forklarede han, at det
hele skyldtes befippelse, da han stod og manglede en oblat. Han
blev derefter straffet med to ugers fængsel.
Historien fortæller med
hvilken alvor, man betragtede nadverelementerne, og viser en
fremgangsmåde, som ikke (heldigvis) kunne lade sig gøre i dag. Men
spørgsmålet bliver tilbage: Har der indsneget sig en ligegyldighed
og en ’farlig tendens’, så at de troende ikke længere ’ænser’,
at det er Herrens legeme og blod, som de har med at gøre, når
nadveren uddeles.
Dette vil jeg i det følgende
søge at besvare…
Læs
artiklen under Profetisk
Journal:
’HAMAS STÅR NÆVNT I
BIBELEN’
(www.johnynoer.dk)
… i
øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens &
19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.:
+45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste
udgivelse af ’Profetisk
Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag
24.11.2023.