… fortsættelse af det forrige rundbrev

På den sidste lørdag i august 2014 blev to sortklædte brude ægteviet foran alteret i en af Danmarks ældste kirker i byen Ringsted. De to sorte brude vandrede efter ’den sorteste messes vielsesritual’ under stor medieopmærksomhed ned ad den gamle klosterkirkes 60 m lange midtergang for derefter at blive hyldet som Danmarkshistoriens første kirkeligt viede transkønnede ægtepar! Det vil sige, at Sankt Bents Kirke i Ringsted, hvor en af Danmarks første konger, den myrdede og ’helgenkårede’ Knud Lavard (siden januar i år 1130) ligger begravet, holdt homobryllup for to mænd, som på kommunens borgerservice havde fået udstedt papir på, at de nu var to kvinder. Den 16 feb. 2015 skrev den daværende kirkeminister til folketinget: ”Situationen af den art er ikke omtalt i lovens (homobryllup-lovens) bemærkninger; dok.nr. 15544/15. ”Det kristne Danmarks’ Københavnerbiskop svarer: ”Ingen behøver at have religiøse skrupler. Det er embedssvigt, hvis præsten nægter at forestå denne vielse!

Den 15. januar 2012 modtog daværende kirkeminister Manu Sareen en henvendelse fra mig med hensyn til en række klager, som jeg havde fremsendt vedr. en opsigtsvækkende artikel om homovielser af sognepræst i Kgs. Lyngby, Jørgen Demant. Klagerne drejer sig om præstens detaljerede forklaring m.h.t. det teologiske indhold og den læremæssige forståelse af det ritual, som nu overalt anvendes ved homoseksuelle bryllupper i den danske folkekirke.

Den teologiske påstand om Kristi iboende herlighed i det homoseksuelle samliv blev som nævnt første gang formuleret af sognepræsten i Kgs. Lyngby. Han var i 2010 teologisk konsulent i Helsingør Stift og redaktør af et kendt og agtet, teologisk tidsskrift. Hans medredaktør var på det tidspunkt Ulla Bidstrup fra pastoralseminariet i Århus, (hvis teologiske synspunkt er, at ved homobrylluppet ’adler Gud den homoseksuelle kærlighed’…s.56). Tidsskriftet var i dette særlige nummer helt og holdent ’dedikeret’ til at følge op på (citat): ’Den frihedslovgivning for bøsser og lesbiske, der indledtes i 1989’. (I samme nummer forklarer teologisk professor ved Århus Universitet, Svend Andersen, at ifølge Ruths Bog 1:16b-17 er Ruth og hendes svigermor, Naomi, lesbiske. ”Denne tekst,” tilføjer professoren, ’er det homoseksuelle alternativ’ til Matthæustekstens fremhævelse af det heteroseksuelle ægteskab’… s.48).

Præstens fremstilling har som nævnt været vurderet af både provsten Eigild Saxe og biskoppen, Lise-Lotte Rebel, i Helsingør Stift, der samstemmende erklærer, at denne forståelse af vielsesritualet er ’i fuld overensstemmelse med kirkens bekendelse’. Derefter har præstens fremstilling af homo-vielsesritualets læremæssige indhold været vurderet af den daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, som erklærer, at der (citat): ’ikke er grundlag for at kritisere biskoppens vurdering og afgørelse’ (dok.nr.126204/10) – og senest har den efterfølgende kirkeminister, Manu Sareen, d. 6. marts 2012 erklæret, at han på grund af den tidligere biskops vurdering ’ikke agter at foretage sig noget i denne sag’ (dok.nr.26111/12).

Det er således ikke ret meget mere at tale om. Eftersom den omtalte artikel er blevet både rost og godkendt af samtlige kirkelige og statslige myndigheder (som værende ’i overensstemmelse med kirkens bekendelse’), må dette betragtes som den ’almindelige accept’ og den læremæssige rette forståelse af det ritual, der nu overalt anvendes ved vielser af par af samme køn.

’De 300’ vil imidlertid påstå, at indholdet af et sådant ritual er (som jeg har anført i min klage): … (citat): ’det største og mest udfordrende teologiske lærespørgsmål siden reformationen.

Udbredelsen af denne opsigtsvækkende lære om homo-ritualet er første gang blevet indberettet d. 15. september 2010 – på selve dagen, hvor den kirkeministerielle rapport om, hvorvidt ’homovielser kan finde sted i folkekirken’ (efter 150 dages overvejelser) blev lagt fremlagt til kirkeministerens underskrift.

Indtil da har ingen været klar over, hvad den evangelisk-lutherske kirkes teologer egentligt forstår ved ritualet anvendt ved kirkelig vielse af homoseksuelle. Det 120. nummer af det 30-årige, teologiske tidsskrift, Kritisk Forum for Praktisk Teologi, juni 2010, gengiver nu i redaktøren, Jørgen Demants artikel (’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’) en udlægning, der af samtlige instanser er blevet blåstemplet som værende ’indenfor kirkens bekendelse’.

KÆTTERI OG FALSK LÆRE

For at kunne bedømme denne tidsskrifts-artikels indhold behøves kun én sætning derfra at sættes under lup. Den lyder sådan (citat):

”Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden” (s.68-69).

Artiklens forfatter tilføjer: ”Kysset er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi.”

Eberhard Harbemeier skriver i bogen: ’Retten og Den rette lære’ (Aros 2007), at hvis ’man er relativist og af den opfattelse, at den sande lære har kun Gud, og at ingen andre derfor har patent på sandheden, så kan man heller ikke legitimt tale om kætteri og falsk lære’. Han tilføjer : ”Den rette lære og hæresi er komplementære begreber; det ene findes ikke uden det andet. Vover man ikke at tale om den rette tro, og relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ingen har patent på den, må konsekvensen også være, at man ikke kan tale om falsk lære og hæresi…” (s.12).

Trosbekendelsens første ord, som Lyngby præsten – søndag efter søndag ’ leder menigheden til at fremsige, må biskopperne imidlertid til hver en tid forsvare som sandhed. Hvis noget prædikes eller praktiseres, som strider med Den apostolske Trosbekendelse, må kirken erklære det for løgn. Nøjagtigt som menigheden ifølge teksten selv bekender: ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen…”

At kirken mener det alvorligt med denne bekendelse fremgår alene af den kendsgerning, at den er blevet gentaget millioner af gange, og at den fremover over den hele verden fortsat vil blive gentaget og gentaget og gentaget. Tidligere biskop Jan Lindhardt antyder i sin katekismus, at denne gentagelse af trosbekendelsen ’går tilbage til apostlenes tid i det 1. århundrede’. Jeg og mine 300 kampfæller vil imidlertid påstå, at denne ene sætning, der sætter lighedstegn (’ligesom… sådan kan’) mellem Den evige Guds herlighedsinkarnation i Jesu Kristi menneskeliggørelse og så den kødeligt, erotiske, homoseksuelle hengivelse er både kætterske og læremæssigt falskt.

KIRKENS TUSINDÅRIGE BEKENDELSE

I min klage til biskoppen skrev jeg i 2010 bl.a. følgende: ”I det afsnit af trosbekendelsen, som jeg hermed anmoder Helsingørs biskop at holde sig for øje (ved læsningen af Jørgen Demants artikel) er den betydningsfulde sætning, som i trosbekendelsen lyder sådan: ”Vi tror på Gud Fader, Den Almægtige, himlens og jordens Skaber. Vi tror på Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria …”

Det er denne kirkens tusindårige bekendelse, som sande kristne alle vegne og til alle tider har tilsluttet sig, at sognepræsten i Kgs. Lyngby på det alvorligste og ved den mest oprørende overtrædelse forbryder sig imod, når han gør sig til talsmand for, at en gentagelse af Herren Jesu forunderlige komme til denne verden finder sted i det kys, som to homoseksuelle giver hinanden som afslutning på deres vielse. ”Kysset og omfavnelsen er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi,” skriver han.

Om selve inkarnationens hemmelighed vil man kunne blive stillet over for, hvad teologerne gennem slægterne har slidt og stridt med at finde ud af. Hvad ligger der egentlig bag den forklaring, som Engelen Gabriel ifølge Ny Testamente giver som svar på Marias spørgsmål? Engelen er jo kommet for at meddele Maria, at hun skal blive mor. ”Du skal undfange og føde en søn, og du skal give Ham navnet Jesus,” siger Gabriel og tilføjer: ”Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn.” Og videre: ”Gud Herren skal give ham Davids, Hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans kongedømme (Luk.1:31-33). En inkarnation af majestætiske dimensioner.”

I min skrivelse til biskopperne fortsatte jeg: ”Maria modtager med bævende hjerte dette storstilede og ophøjede løfte, men fatter ikke, ’hvordan det skal gå til’. – ”Jeg ved jo ikke af nogen mand,” udbryder hun. Hertil svarer Engelen (og netop dette er den dybe, underfulde og hellige betydning bag Gabriels ord, som fromme mænd og kvinder gennem århundreder har grundet over og i gudsfrygt afholdt sig fra at svare på): ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn (v.35).”

Min skrivelse til biskoppen sluttede med følgende:

”Muslimerne spotter dette afsnit! I deres hånlige afvisning af, at ’Gud har en søn’ henviser de bl.a. til denne beretning, som om Den Højeste – i forbindelse med inkarnationen – havde et kødeligt, erotisk forhold til Maria.

Sognepræsten i Lyngby giver dybest set muslimerne ret! ”Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden,” skriver han. Lignelsen giver anledning til at forstå, at ’ligesom mennesker i den erotiske hengivelse forbinder sig med hinanden, sådan forbandt Gud sig med verden i Kristus…”

Billedet med det homoseksuelle og lesbiske bryllupskys udmales som sagt af Jørgen Demant ’som det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’. Han fortsætter: ”Kysset og omfavnelsen er en hengivelse, hvor jeg overskrider min krop for at møde en andens krop.”

TRE BEDØMMELSES-ASPEKTER

Lyngby præstens artikel om homo-kysset som et klimaks i en ’gentagelse af inkarnationen’ bør – sådan ser jeg det – i et kommende retsopgør iagttages og bedømmes ud fra tre aspekter. Alle forbundne i den teologiske definition af inkarnationen: ’… at Maria er Jesu eneste mor, og Gud er Jesu eneste far’ (Karl Bath).

Dette aspekter den afgørende betydning, som Ny Testamente lægger i forståelsen af inkarnationen (at ’Gud er Jesu eneste far’): ”Du er den levende Guds Søn!” Jesus erklærer (med henblik på åbenbarelsen bag denne bekendelse): ”På den klippe vil Jeg bygge Min kirke!” (Matt16:18). Er Jørgen Demants hævdelse, at homo-kysset måske ’er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi, i overensstemmelse med, at Jesus fremover kan bygge sin kirke på en sådan ’åbenbarelse’? Eller sagt med andre ord: Er det en homo-kirke, som er de troendes håb for fremtiden? Er det denne homo-åbenbarelse om ’inkarnationens gentagelse’, som dødsrigets porte ikke skal få magt over’ (v.18)? Er det med henblik på det homoseksuelle og lesbiske kys (’inkarnationens gentagelse’), at Den opstandne Herre nu betror nøglemagten: ’Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene (v.18-19).

FEM BLASFEMISKE PUNKTER

Læren om Kristi inkarnerede tilstedeværelse i vielsesritualet for bøsser og lesbiske afleveres i det omtalte tidsskrift med følgende 5 bekendelsesafvigende påstande:

1. Den trinitariske velsignelse, som anvendes i vielsesritualet er (citat): ’en inkarnatorisk bevægelse, hvor parret (Søren og Peter) indsættes som bærere af Guds velsignelse’ (s.65).
   
   
   
2. Ved parrets (Søren og Peters) bryllup bliver (citat): menigheden vidne til inkarnationsunderet’ (s.68).
   
   
   
3. Præstens håndspålæggelse ved parret (Søren og Peters) bryllup er (citat): ’en solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven og støtte til de to mennesker, der har giftet sig sammen’ (s.67).
   
   
   
4. ’Ved parret (Søren og Peters) bryllup er (citat): ’Kysset måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi (s.68).
   
   
   
5. … thi (citat): ’ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (s.68).

Manu Sareen skriver i sin selvbiografi: ”På et møde i Jylland rejste en præst sig og sagde, at jeg ville blive dømt på dommedag.” Han fortsætter et par linjer længere nede (citat): ”Efter balladen havde lagt sig, og homovielser var blevet en realitet, bladrede jeg i et blad fra Indre Mission, og her stod: ’2012 blev især præget af, at et fremmedlegeme blev stukket ind i Kirkens Hjerte’ (s.167). Tre sider efter (s.171) fortsætter han (citat): ”Jeg blev såret. Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om at komme ud i en bitter strid mod kirkens folk. At blive kaldt et fremmedlegeme! På en måde følte jeg mig besudlet…”

For mig at se har det omtalte blad fra Indre Mission med ordene ’… et fremmedlegeme – stukket ind i kirkens hjerte’ ikke sigtet på personen; betegnelsen ’fremmedlegeme’ taler her mere om det

ritual, som ministeren arbejdede på ’at få stukket ind i kirkens hjerte’: Det homoseksuelle vielsesritual!

Det bliver herefter op til nationens jurister og dommere at udrede, hvorvidt en præst med en sådan påstand er endt i et modsætningsforhold til apostelens lære i Ny Testamente, hvor Paulus erklærer homoseksualitet for at være ’en skændig (vanærende) lidenskab’ (Rom.1:26)… samt hvorvidt spørgsmålet om Guds Søns inkarnation i den homoseksuelle, erotiske hengivelse er uforenelig med Luthers lære.

Luther erklærer (citat): ”Jeg tror og jeg ved, at Skriften lærer os, at den anden person i Gud, nemlig Sønnen, alene er blevet sandt menneske, undfangen af Den Helligånd, uden mands vilje og født af den rene, hellige jomfru Maria som af en helt naturlig moder…”

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’KRISTENDOMMEN PÅ ANKLAGEBÆNKEN’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 29.09.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

23. november 2011 lod regeringen bomben sprænge. Den bebudede, at den ville fremsætte Danmarkshistoriens mest kontroversielle lovforslag: ”Homoseksuelle skal have lov at gifte sig i kirken!” Ved brylluppet skal de kaldes ægtefæller!” Kirkeministeren triumferede. ”Historisk!” udbrød han…

Biskopperne var splittet.

I sin erindringsbog fortæller ministeren (citat): ”Bisperne var splittede på grund af deres teologi.” (s.164) ”De siger, at de ikke ville lade sig diktere i huj og hast!” (s.164)

Dagen forinden, tirsdag d. 22. nov. 2011 kl. 22:03 tikkede kirkeministerens sejrsmelding ind på samtlige bispers indbakker. ”Regeringen har besluttet, at homoseksuelle og lesbiske par kan sige ja til hinanden foran alteret – og de skal i vielsesritualet kaldes ægtefæller!”

Den overrumplende mail sluttede: ”Nyheden vil først blive offentliggjort i morgen d. 23. november.

I den halve snes nattetimer, hvor Danmarks biskopper kunne overveje deres respons, fik nyheden imidlertid hurtigere ben at gå på. Fem timer senere (mens biskopperne sov deres søde søvn) kunne nationens natteravne rundt om i alle danske hjem ved tretiden i radioavisen høre nyheden: Homoseksuelle skal nu ifølge regeringens lovforslag kunne indgå lovformeligt ægteskab i kirken. I

præstens ’tilspørgsel’ skal han ifølge ritualet anvende ordet ’ægtefælle’. På samme tidspunkt, i nattens mulm og mørke, blev nyheden afleveret på dagbladet Politikens hjemmeside: Regeringen
tager første skridt til at opfylde sit regeringsgrundlag. Lovforslaget ligger nu på bordet. Par af samme køn skal kunne ægtevies i kirken – og ifølge ét af biskopperne godkendt ritual skal homoseksuelle par i fremtiden kaldes ’ægtefæller’. Tre timer senere, kl. 06:00 udsendtes den officielle meddelelse fra kirkeministeriet i København:… at biskopperne er med på at formulere et vielsesritual, som gør det muligt for homoseksuelle at blive gift i kirken.” – ”I ritualet anvendes
ordet ’ægtefæller’.”

Kristeligt Dagblad bragte nyheden med en udtalelse af bl.a. Helsingørs biskop, Lise-Lotte Rebel (der en uge senere i kirkeministeriet erklærer, at (citat): ”Jeg var chokeret.” (dok.nr. 121647/11). Til bladet forklarer hun (citat): ”Jeg har med klare ord fortalt kirkeministeren, at jeg er imod et vielsesritual for homoseksuelle! Jeg har aldrig indvilliget i at udarbejde et sådant ritual!”

Ifølge samme dagbladsartikel erklærede retsteolog og tidligere sognepræst, Kristine Garder, at (citat): ’det forekommer dybt mistænkeligt, at biskopperne først er blevet informeret så tæt på

regeringens beslutning.”

ER GUDS KIRKE BARE ’ET VÆSEN’?

Den ransagende projektørs lyskegle vil med dette natlige hændelsesforløb ’gøre ondt i øjnene’ på adskillige. Er det ’urimelige korte varsel’, som kirkeministeren et par timer før midnat afleverede i en mail til kirkens biskopper i virkeligheden et regulært ’ansvarssvigt’ i tjenestemandslovens forstand? Er den daværende kirkeministers syn på folkekirken (som han giver udtryk for i sin selvbiografi) at den bare er ’en del af staten’, i overensstemmelse med grundloven? Er der (set ud fra kirkens bekendelsesskrifter) ’intet særligt’ ved det biskoppelige embede? Er det stadig den gamle i 1979 afdøde retslærde, Alf Ross’s ’danske statsforvaltning’ (3. udg. 1993), der er i højsædet? Han mente, at Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark ikke er andet end (citat): ’en simpel forgrening af den offentlige forvaltning… altså et ’væsen’ ligesom f.eks. postvæsenet, skolevæsenet o.l., der bare skal gøre, hvad der bliver sagt? Når retsteologen om ministerens ’mistænkelige’ midnatsmail erklærer, at med den givne deadline havde biskopperne reelt ikke nogen mulighed for at reagere, så anes et sådant ’kirkesyn ’bag det, der præger Manu Sareens selvbiografi: Der er ikke nogen grænser for lovgivningsmagtens kompetence med hensyn til retslig regulering af kirkens anliggender! Med andre ord: Staten bestemmer og kirken adlyder. Al magt til kejseren! Borgerne gør bedst i at give kejseren, hvad kejserens er – også hvis det, kejseren vil have, i virkeligheden ene tilhører Gud!

Ministerens mystiske, mistænkelige midnatsmail er et led i hele det natlige forløb, der bør gøre det klart, at Guds kirke er ikke bare et ’væsen’! Det regeringsgrundlag, der ’ville give alle folkekirkemedlemmer mulighed for at blive gift i kirken – uanset seksuel orientering, ’… er udtryk for en statsstyrelse, hvor kirken må ’sige fra’. Uden sammenligninger ellers – men sådan som det skete i det Tredje Rige i Tyskland. Om ikke andet, så må det fra statens side anerkendes, at kirkens og den kristne menigheds normsystem er et andet end statens… og hvis ikke dette kan sikres indenfor statens rammer, så vil der en dag flyde blod! Da vil det nemlig vise sig, at de ord, der er brugt om øvrighedens ’tilbageholdenhed’ og politikernes ’hensynsfuldhed’ kan landets troende godt glemme. Da bliver det ikke blot en ’midnatsmail’, der udsendes – men en midnatsbefaling, hvor uniformerede mænd og kvinder besøger borgerne i de tidlige morgentimer og fjerner naboer, som aldrig siden vender tilbage.

IKKE UDEN PERSPEKTIV

Ministerens midnatsmail kan finde sin hjemmel i Manu Sareens selvbiografiske skrift, hvor han siger det ligeud (citat): ”Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering og regeringsgrundlaget, at… biskopperne, der som statsansatte får deres løn af skatteyderne bare skal komme i arbejdstøjet og få lavet det ritual i en fart” (s.161).

’De 300’, der påstår, at ’dette her’ er ikke i junigrundlovens ånd, erklærer samtidig, at et kommende opgør ikke er uden perspektiv! Lad det bare berøre det ømfindtlige forhold mellem stat og kirke – mellem en kirkeminister og kirken. Hvis en hvilken som helst regering i Danmark fremover vil beslutte, hvordan landets nationale kirke skal reguleres og styres, dannes og ’sættes på plads’ – uanset om dette er i harmoni med kirkens forkyndelse eller ej, så vil der være et kristenfolk i Danmark, der rejser sig – og tillader at melde sig som ’reformationens sande børn’.

I et 26 siders skrift med denne titel: ’Reformationens Børn’ udgav jeg op til valget i 2015 ’Ni Notater’, hvoraf det sidste (som ejer en særlig aktualitet) lyder sådan:

”I England er det, som om den britiske prædikant, Charles Spurgeon, er stået op af graven og fra sin kæmpebygning ’Metropolitan Tabernacle’ (med 6000 pladser) råber de ord, der i slutningen af 1800-tallet rystede London: ”I har gjort vor frihed til en udsalgsvare! Lad os derfor alle sammen trække os tilbage i vort sovekammer, og lad os tage vore nathuer på og sove os væk fra de ubehagelige tilstande; når vi vågner op, har situationen sikkert ændret sig – til det bedre!”

Fire hundrede medlemmer af det britiske parlament godtog i de første dage af februar 2013 en særlig lovbeskyttelse af kirken, da ægteskabsindgåelse af samme køn blev indført i den civile lov. I samme bestemmelse hedder det nemlig (citat): ”Englands kirke er ved lov at forbyde” (would be banned in law) at tilbyde vielser af homoseksuelle.” Som begrundelse præciseres det, at kirkens egen kanoniske lov (’The Canon Law of the church is part of the Law of the land (er en del af landets lov)… statement of the House of Commons dec. 11th, 2013). Den såkaldt hellige norm eller regel, som den britiske lov henviser til, er bl.a. Bibelens ord om, at ’en mand skal forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’ (Matt.19:4-6… Pastoral Services side 177). ”Der tales her om familien som ’en far og en mor’, og ægteskabet som ’en mand og hans hustru’.

Et britisk, politisk parti har i april 2015 udsendt et ’manifesto’, hvori det erklærer (citat): ’Den værdifulde rolle, som det traditionelle familiemønster spiller i samfundet, får os til at modsætte os lovgivningen for homovielser, der er blevet jaget gennem parlamentet uden den fornødne debat om statens holdning til ægteskabet’. Et muskuløst forsvar for vort lands kristne arv og vor kristne konstitution er påkrævet’.

32 ud af de 650 politikere i Westminster betegner (ifølge Berlingske 20. maj 2015) deres seksuelle observans som bøsser, lesbiske eller biseksuelle. Det vil sige, at 5 % af landets parlamentarikere vil (af dybt personlige grunde) stemme mod kirkens bekendelsesskrifter. I Holland er det ligeved 7 %. Tallet for Danmarks vedkommende er voksende…

INKARNATION AF KRISTUS GENTAGES I HOMO-KYS

Med henblik på det dunkle indhold af ’det kirkeministerielle ritual’, (der nu anvendes ved kirkelige homovielser over det ganske land), tillader jeg mig her at vedlægge min egen begyndelse til min egen lille protest. Det er en mail, som jeg d. 20. okt. 2010, kl. 13:35 fra min ørkenbase i Israel sendte til daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech. Den havde som emne den sag om en ’dokumenteret vranglære’, som jeg mener nu endelig bør havne på dommernes bord. Skrivelsen lød sådan:

”I forbindelse med min klageskrivelse af 14. september 2010 til biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift, over sognepræst Jørgen Demants (citat): ’Udbredelse af en lære, der – som forsvar for vielser af homoseksuelle par i Folkekirken – hævder, at ’inkarnationen af Kristus gentager sig i det homoseksuelle kys’, tillader jeg mig at anke over, at både biskoppens, provstens og sognepræstens behandling og konklusion af min klage er overfladisk, useriøs og tydeligvis uden forståelse af sagens alvorlige karakter! Den er bare blevet fejet af bordet. For biskoppens og provstens vedkommende klager jeg over et absolut manglende tilsyn med udviklingen af en dokumenteret vranglære, der beviseligt kan føre til en ulykkelig splittelse i det folkekirkelige legeme, ja, som giver anledning til at tro, at både biskoppen og provsten deler sognepræstens groteske syn på indholdet af det homoseksuelle vielsesritual og derfor i dette tilfælde sammen med ham udgør et for hele stiftet skæbnesvangert triumvirat.

Jeg vedlægger kopi af materialer fra min første henvendelse til biskoppen samt en gennemgang af Jørgen Demants udtalelser for dermed at dokumentere, at både sognepræst Jørgen Demants og provst Eigil Saxes udtalelser, at (citat): ’der synes at være tale om fejlagtig udlægning af den pågældende artikel’, er en urimelig påstand, der ikke burde godtages som et argument for at tilbagevise min klage.

Da jeg efter biskoppens, provstens og sognepræstens tilbagevisning af min klage over stiftets manglende læredisciplin ikke længere kan finde gehør i Helsingør Stifts folkekirkelige ledelse, tillader jeg mig at henvende mig til Dem, som vort lands kirkeminister. Det er min opfattelse, at denne højaktuelle sag vedrørende ’det nye vielsesritual’ (som ministeren muligvis om kort tid skal forelægge dronningen til kgl. Resolution) – og hvis ’teologi’ her er tydeligt tegn givet og biskoppeligt accepteret med den forklaring (citat): ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (K.F. side 69) kunne indeholde en tjenesteretlig forbindelse. Jeg mener hermed, at sagen herefter vedrører Kirkeministeren (- sådan som f.eks. Jørgen Stenbæk udtrykker det i værket ’kirkeretsantologi’ (1991, s.60): ”Det vil være naturligt og rimeligt, hvis kirkeministeren og hans departementschef også anser sig forpligtet på løfterne (præste- og ordinationsløfter) som retningsgivende for deres forvaltning for folkekirkens ansættende myndighed.

DEN USYNLIGE VERDEN

Når det f.eks. i Ny Testamente tydeligt erklæres, at ’Gud er Ånd’ (Johs.4:24) – så er og forbliver det en sandhed i sig selv, at Gud er usynlig, og at der alene af den grund må der eksistere en usynlig verden. Den kender statens ministre måske ikke meget til – og slet ikke, når kirkens bibeltro forkyndere forklarer, at (citat): ’Kristus er den usynlige Guds billede’ (Kol.1:16)… og videre: ’I Ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige’ (v.16) – ja, at der forefindes både orden og virksomhed i den usynlige verden, thi der eksisterer (citat): ’troner og herskere, magter og myndigheder’ (v.16), som ikke kan ses med det blotte øje! Disse evangelisk- lutherske præster forklarer derfor (med al sagtmodighed) yderligere om, at selv agtede mænd og kvinder i høje stillinger ’i deres åndelige afstumpethed’ (Ef.4:19) undertiden materielle jordbundethed ’lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter’ (Judas v.8). Apostlen siger jo formanende: ”Disse mennesker spotter, hvad de ikke forstår, men det, de forstår med deres instinkter (og drifter) – ligesom de umælende dyr; dermed bringer de sig selv i fordærv” (Jud.v.10).

Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, der indtager en afgørende plads i det foreliggende retsopgør, erklærer med en henvisning til kirkefaderen Augustin (3. bog af Hypognosticon), at ’alle mennesker kan være i besiddelse af et fornuftigt omdøm me’ – men (fortsætter citatet i Den Augsburgske Bekendelse): ’uden Gud er de ikke i stand til hverken at begynde eller fuldføre nogle
af de ting, som vedrører Gud” (CA artikel 18, stk.4). Det vil sige, at kirkens hovedbekendelse ikke på nogen måde eller under nogen omstændigheder godtager en verdslig styrelse af Kristi menighed.
Hvor det sker, er det i modstrid med kirkens 500-årige reformerte lære og som sådan i uoverensstemmelse med den grundlovsbestemmelse, der værner kirken mod det antikristelige statssystem.

Bekendelsesskrifter lærer, at en verdslig minister ifølge kirkens udsagn ’har en vis frihed til at udøve borgerlig retfærdighed’ (CA. art.18, stk.1) – men ’uden Helligånden har han ikke magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed’ (stk.2). Vi betoner videre, at netop dette udsagn i selve kirkens bekendelse understøttes med en henvisning til Den Hellige Skrift, som siger: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd” (1.Kor.2:14 og art.18, stk.3). ”Det vil sige,” forklarer vi fremdeles, ”at det både ifølge kirkens bekendelse og Bibelen er absolut umuligt for ’det sjælelige menneske’ at styre Guds menighed! Apostelen lærer nemlig yderligere (i samme skriftafsnit), at f.eks. en uigenfødt, sjælelig kirkeminister ’ikke kan fatte’ de forhold, der kun kan ’bedømmes efter Åndens målestok’ (1.Kor.2:14). Han vil være i stand til at ’tale med ord, som menneskelig visdom har lært ham’, men aldrig med ord, som Ånden lærer. Han kan derfor ikke ’tolke det åndelige for åndelige’ (v.15). ”Det vil sige,” konkluderer vi, ”at om den verdslige øvrighed beslutter tusinde gange, at staten og kirkens minister med et statsreguleret ritual skal styre Guds menighed, så er dette ikke tilladt af kirkens bekendelse, ej heller af apostlenes lære… fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ENDEN PÅ TRAGEDIEN’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 15.09.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

Moralske holdninger har med hele menneskelivet at gøre! Vor samvittighed er en væsentlig del af vort forhold til det, som bevæger sig omkring os. ”Jeg har en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker,” (Ap.G.24:16) fortæller Paulus, og han ’bevidner’ en stor del af sin forkyndelse som værende ’båret af samvittigheden’ (Rom.9:7).

Samvittigheden er altså lige så gammel som mennesket selv! Det er ikke et nymodens moralspørgsmål som er dukket op i litteraturen. De ældste kulturer har beskæftiget sig med de dybeste samvittighedsspørgsmål. Etisk tænkning og refleksion hører med til alle folks kulturvirksomhed. Det er derfor ikke noget mærkeligt eller fremmed, at et grundlæggende træk i den debat og livsvirkelighed, som præger vor tid, har med moral at gøre! Vi er alle underordnet et vist regelværk – og det er derfor, at vi med frimodighed henvender os til de styrende og lovgiverne, og taler til dem om ét af de største samvittighedsspørgsmål over for Gud – nemlig spørgsmålet om homoseksuelle vielser.

*

Moralspørgsmålene har allerede fra de ældste tider været knyttet til religion. Ikke mindst har kristendommen haft sit ord at skulle have sagt i moralske anliggender. Man havde og har et moralsk præget forhold til guddommen (det kalder man for ’et kultisk-rituelt anliggende) eller i forholdet til medmennesket (det kalder man for ’et etisk-socialt anliggende). Begge disse relationer, hvor moralen spiller en afgørende rolle, er i dag højaktuelle, idet homovielser i kirken er blevet legal, og praktiserende homoseksuelle og lesbiske personer giver sig ud for ’at være kristne’, og vil ikke høre tale om (ja, kan slæbe deres naboer for retten), hvis de vover at tale til dem om, at de har omvendelse nødig.

Tilsyneladende tænker altså alle mennesker ’moralsk’, og de fælder på stedet domme af moralsk karakter – ja, har en mening om godt og ondt, ret og galt og giver udtryk for denne mening. Debatten er således allerede i fuld gang – og vi blander os i den, for ikke at blive ’brændemærket’ i vor egen samvittighed (1.Tim.4:2).

Den 8. december i 2011 blev der holdt et vigtigt møde i Kirkeministeriet ved Holmens Kanal i København. At dette møde ikke forefindes som et ’usynligt, ikke-eksisterende, ubekendt møde’ fremgår af den bogstavelige kendsgerning, at et halvsides farvebillede af begivenheden er bragt i den tidligere kirkeministeren, Manu Sareens selvbiografi (s.165). Det viser kirkeministeren i jeans, strikketrøje og åbenstående skjorteflip på den ene side af ’det lange, sorte bord’ (s.164) – og biskopperne på den anden side. Bisperne var ikke (sådan som biografi-forfatteren med et besk stænk af spot på et tidligere tidspunkt ’så dem for sit indre øje’… (citat): ’… iklædt store farvestrålende kåber ’ej heller ’fulgt af stærke kutteklædte mænd’. De sad ikke dér på kirkeministerkontoret ’med et sværd i den ene hånd, og et kors i den anden’. Disse pæne, uskyldige hverdagsbisper var ikke (citat): ’ude på at fjerne kirkeministeren fra posten, smide ham på korset, sparke ham ud af landet for’ (som han hånligt tilføjer): ’at oprette Guds orden’ (s.162).

Nej, biskopperne stillede til dette møde for at gøre det klart for ministeren, at de ikke var enige om formuleringen af hans vielsesritual for kirkelige homovielser. Tilspørgselen i vielsesritualet skal handle om livsfæller,” erklærede én af dem (Biskop Karsten Nissen) idet han tilføjede: ”Jeg går ikke ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken” (dok. Nr. 121647/11, Kirkeministeriet).

8-decembermødet i 2011 var ifølge ministeren af ikke ringe betydning. Ved det møde ville han give de danske biskopper en stor gave. Han ville indbyde dem til at indtage en position, som de sikkert (mente han) ville blive både stolte og lykkelige over at få overdraget. Ministeren skriver (citat): ”Jeg ville give de danske biskopper medejerskab i projekt homovielser” (s.164).

Dette ’medejerskab’ kunne imidlertid kun lykkes (fortæller biografi-forfatteren) ved ’en særlig genistreg’, der på et givet tidspunkt skulle ’få en fælde til at klappe’ – og når først det var sket, så havde biskopperne ikke en levende chance for at slippe ud af fangegarnet. Deres flugtvej var spærret, og de havde ingen vej tilbage!

I kirkeministeriets svar d. 8. jan. 2016 på min anmodning om aktindsigt i dette ’sorte decembermøde’, har man sendt mig et dokument 121647/11 af 20. dec. 2011 med titlen: ’Referat af bisperåd 8. dec. 2011’. Navnene på de syv biskopper, der (som omtalt i Manu Sareens levnedsbeskrivelse ’ved en genistreg’ skulle fanges i ministerens ’bispefælde’), står nævnt: Peter Skov-Jakobsen, Lise-Lotte Rebel, Peter Fischer-Møller, Henning Toft Bro, Karsten Nissen, Kjeld Holm og Elisabeth Dons Christensen.

I dette historiske referat fra Kirkeministeriet kan man faktisk linje for linje følge dramaet i ministeriets forhandlingslokale: Ministerens pæne velkomsthilsen, hvor han ’konstaterede’, at (citat): ’regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab’ osv. osv…

(Det bør her bemærkes, at ministeren ifølge dette referat omhyggeligt undlader at omtale regeringsgrundlagets kontante ordlyd, der siger, at ’regeringen har besluttet at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering).

’HVAD SAMVITTIGHEDEN KAN BÆRE’

Ifølge ministeriets referat af 8-decembermødets fortsættelse er biskopperne kommet med deres forskellige indvendinger, som kirkeministeren med et roligt smil har lyttet til. Han ventede nu kun på det øjeblik, hvor, som han beretter i sin levnedsbeskrivelse (citat): ’… der skulle laves en pressemeddelelse. Han fortsætter i bogen med følgende (citat): ’… med denne pressemeddelelse kunne alle se, hvad man havde fundet frem til!” (s.164)

I det mig tilsendte officielle referat kan jeg iagttage, hvorledes kirkeministeren med sindsro lader Biskop Karsten Nissen komme til orde og erklære (citat): ”Dette her er ikke et spørgsmål om en sproglig term (’ægtefæller’ eller ’livsfæller’). Nej, det er alene et spørgsmål om, at (kun) ægteskabet mellem en mand og en kvinde er bibelsk begrundet.” I sin bog forklarer ministeren, hvad der i det øjeblik optog hans sind (citat): ”Tanken om pressemeddelelsen,” skriver han, ”det er den, der skal binde de kritiske biskopper sammen” (s.164).

Ministeren synes heller ikke at være berørt af biskop Lise-Lotte Rebels erklæring (citat): ”Jeg og biskop Steen Skovsgaard ønsker af teologiske grunde ikke noget ritual!” I sin bog skriver kirkeministeren: ”Pressemeddelelsen! Den vil spærre dem vejen for et hvilket som helst tilbagetog!” (s.165)

Ministeren må have nikket bifaldende, da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen tog ordet og sagde (citat): ”Vi biskopper må tage denne debat om de teologiske holdninger internt! Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige…” (Dok.nr. 121647/11). Ministeren forklarer i sin bog, hvad han i det øjeblik ventede på (citat): ” Ved oplæsningen af pressemeddelelsen vil de ’blive bundet sammen.”

Biskop Elisabeth Dons Christensen udtalte (ifølge ministeriets referat): ”Jeg var chokeret, da jeg hørte om regeringens beslutning. Men lad os nu arbejde videre med sagen – så langt som samvittigheden kan bære!”

De sidste ord: ’Så langt samvittigheden kan bære’ må ministeren have overhørt. Hans tanker var nu udelukkende optaget af bagholdsangrebet. Han fortæller (citat): ”Jeg sad på den ene side af det lange, sorte bord, og på den anden side sad biskopperne side om side.” I det ministerielle referat hedder det fortsat (citat): ”Efter en videre meningsudveksling om dette præsenterede ministeren nu biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne” (Dok. 121647/11, s.2): Pressemeddelelsen!

Dette øjeblik var (efter ministerens egen forklaring i selvbiografien) det springende punkt i denne forhandling. Den pressemeddelelse, som han nu skulle oplæse, var i virkeligheden ikke (som det hedder i ministeriets officielle referat): ”En melding, som ministeren ville give medierne” – nej, det var en ’håndfæstning’, som nu blot skulle indhente biskoppernes samtykke. Selvbiografi-forfatteren fortæller om oplæsningen af pressemeddelelsen (citat): ”Jeg gjorde mig umage. Alle skulle jo vide, hvad de sagde ja til!” (s.165) Hvad herefter skete ved dette sorte december-møde betegner den tidligere kirkeminister som sin store ’genistreg’ (s.165).

SET I BAKSPEJLET

’Set i bakspejlet må det i dag erkendes, at biskopperne næppe har vidst, hvad de sagde ja til. De lyttede alle til det oplæste i den opfattelse, at det nu var en uskyldig pressemeddelelse, de gav deres accept. De måtte (dette fremgår af ministerens biografi) for alt i verden ikke komme til den forståelse, at det var et ’sammenbindings-dokument’, som ville blive brugt imod dem, hvis de sprang i tøjret.

”Meget uskyldigt,” triumferer den tidligere minister i sin selvbiografi, idet han tilføjer (citat): ”Men fælden klappede! Nu var der for biskopperne intet tilbagetog!” Han slutter: ”Dette skulle vise sig at være en genistreg!” (s.165)

Hele dette handlingsforløb bør i dag sammen med ordlyden af den omtalte pressemeddelelse bringes for offentligheden. Det sorte december-møde var – som det kan ses af ministeriets eget referat og ministerens personlige gengivelser – ikke med det opgivne formål for øje, som hedder (citat): ’at få afstemt forventningerne til det videre arbejde’. Nej, mødet var i ministeriet planlagt omkring kirkeministerens ’genistreg’. I stedet for at søge at ’afstemme parternes håb for et åbent og ærligt samarbejde for fremtiden (sådan som det indledningsvist blev forklaret de forsamlede biskopper) så bestod dette møde i at gennemføre en skjult strategi. Statens embedsmænd fik ved dette møde ikke forelagt åbne kort. Ministeren løj. Han fremlagde ’en uskyldig pressemeddelelse’, der siden skulle bruges som et ’højtideligt af kirkens øverste ledelse underskrevet dokument’. ”Mit skjold var pressemeddelelsen,” erklærer han i sin bog (s.168).

I dag er det muligt for en domstol at vurdere den objektive sandhedsværdi af det dokument, som på den 8. december 2011 blev fremlagt for Den evangelisk-lutherske kirkes biskopper. Manu Sareen skriver i sin bog (citat): ”Jeg kiggede rundt efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke” (s.165). Ingen retsinstans i den hele verden vil kunne godtage denne form for accept” – Ikke engang ministerens sidste argument vil kunne give ham ret (citat): ”Jeg læste i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til” (s.165).

I den tidligere kirkeministers selvbiografi omtales imidlertid kun den del af pressemeddelelsen, som passer ind i ministerens kram. Ministeriet har sendt mig den fulde ordlyd, der dog stadig bærer mærket af manipulation. Derfor tillader jeg mig at gengive den fulde pressemeddelelse her med de dertil nødvendige kommentarer. Disse bør få én til at huske på Wolfgang Goethes berømte udsagn: ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt” (’Man fornemmer den skjulte hensigt og får det dårligt…’) fortsættes i næste rundbrev.

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’STATSMINISTEREN SÆTTER GUD PÅ PLADS’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 01.09.2023.

… fortsættelse af det forrige rundbrev

Efter indførelsen af loven om kirkelige homovielser er Bibelens budskab om samliv af den art blevet mere end kontroversielt – det er blevet illegalt. Når den irske konstitution med grundlovskraft erklærer, at ’to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde’ – ja, så vil det (i sammenligning dermed) sige, at i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, hvor en lignende status nu indføres i kirkens ritualbog, vil enhver overtrædelse af lovens ord få sine konsekvenser. Præster og prædikanter, som fremover vover at sige andet end statsritualet, vil blive retsforfulgt. Al undervisning i ’det offentlige rum’ (fra prædikestolen eller over nettet) vil blive bedømt, målt og vurderet ud fra den statsligt indførte liturgi – og den af kirken ordinerede forkynder, der følger sit præsteløfte og prædiker evangeliet ’purt og rent’, står i fare for at blive spærret inde.

Danmark har (som i Irland) en ’4. grundlovsbestemmelse’. Dersom et lovforslag skal ophøjes til lov, skal det på samme vis til ’lovteknisk revision i Justitsministeriets lovafdeling’ – og det derefter skal meddeles i lovforslagets bemærkninger, hvorledes dette forslags forhold er til grundloven. I det aktuelle tilfælde kan forslaget forventes at få betydning for kirken – derfor må dets relevans til kirkens lære og bekendelsesskrifter nøje undersøges. Bemærkningerne må derfor indeholde – et skøn’ over lovens konsekvenser for kirken og dens indre anliggender – alt sammen centreret om forslagets forhold til grundloven.

Når dette (altså lovforslagets forhold til grundloven) mangler at blive omtalt i lovens bemærkninger, – er det (som anført af en forhenværende kirkeminister) ’en eklatant fejl’, der endog kan medføre, at en farlig ideologi sniger sig ind i den danske forfatning – og dermed kan medføre de mest fatale eftervirkninger i samfundet.

Som et lidt forvitret spejlbillede falder det irske nåleøje-princip nu på den kirkelige situation i Danmark. Alle lovforslag skal efter sædvane fortsat undergå den lovtekniske revision i Justitsministeriets lovafdeling. Ved lov-gennemgangen af ministeriernes lovforslag foretages dels en teknisk gennemgang af lovforslaget og dels (hvilket i det pågældende tilfælde er det væsentlige) bedømmes lovforslaget i forhold til (som det hedder): ’grundloven, dennes grundsætninger og almindelige retsprincipper’.

Den lovtekniske revision må da (hvis det som her er et forslag, der har at gøre med kirken) tage særlig højde for de 4-5 grundlovsparagraffer, der giver udtryk for forfatningens holdning til den nye bestemmelse om det kirkelige homoritual. I det pågældende tilfælde er det påtrængende nødvendigt at få afklaret, hvorvidt loven om kirkelig ægtevielse af homoseksuelle og lesbiske par kan forenes med Grundlovens 4. paragraf, der klart erklærer, at folketinget ikke kan lovgive mod den evangelisk- lutherske lære. Dette bliver kernesagen i et kommende opgør…

Det afgørende ved den såkaldt ’himmelråbende’ (horrible) fejl i forbindelse med den lovtekniske revision af 2012-homovielse- lovforslaget, (som den tidligere kirkeministers ministerkollega hentyder til), er imidlertid ikke i første omgang spørgsmålet om, hvorvidt justitsministeriets lovafdeling eller kirkeministeriet har udført deres job tilfredsstillende. ”Det må denne lovafdeling belære ministeren om,” erklærer Birthe Rønn Hornbech i det ’fortættede’ 23-februar-samrådsmøde på Christiansborg. Den forhenværende kirkeminister opfordrer med disse ord til, at der i denne sag bør forekomme en direkte korrektion fra den afdeling i justitsministeriet, der har det betydningsfulde job at skulle se nærmere på selve lovforslaget om homoseksuelle bryllupper i kirken. Men selvom det kunne være særdeles oplysende, at få indblik i, hvorvidt de jurister (der er sat til at skulle bedømme netop denne lovs kontroversielle forhold til grundloven) har gjort deres arbejde ordentligt, så forbliver det af mindre betydning! Nej, det helt afgørende er spørgsmålet om, hvorvidt forslagsstillerne har handlet bevidst – sådan at forstå, at det faktisk var med lumsk beregning (ja, en del af deres ’snedige’ strategi) at en hvilken som helst henvisning til denne lovs forhold til grundloven så vidt muligt skulle indgås.

EN MØRKETS GERNING?

Hvis det nemlig skulle vise sig, at der i kirkeministeriet eller socialministeriet bag lukkede døre med dæmpede stemmer har været talt om, at det ville være ’helt fint’, hvis justitsministeriets resultat af den påbudte lovtekniske undersøgelse ikke (som det ellers er fordret) blev nævnt i lovforslagets bemærkninger, så stiller sagen sig helt anderledes! Hvis der ét eller andet sted i ministeriernes korridorer har været hvisket og tisket, at ’det dér med grundlovens forhold til kirkelige homovielser’,’ springer vi over’, da har de folk, der stod bag en sådan beslutning, begået en ’kriminel handling’. Da dukker straks helt andre lovparagraffer frem af tågen. For eksempel den grundlovsparagraf, der siger, at folketingsmedlemmerne naturligvis selv er bundet af grundloven (jf. grl. § 32 stk.7) hvorefter hver eneste af de mænd og kvinder, der sidder i folketinget personligt har afgivet en højtidelig forsikring om at ville overholde Danmarks Grundlov.

Det afgørende ved en sådan ’mørkets gerning’ bliver da ikke, om denne form for ’lovsjusk’ har fundet sted. Nej, det sagen drejer sig om, bliver da, hvorvidt det er en bevidst planlægning, der ligger bag den bemærkelsesværdige undladelse. Hvorfor er lovforslagets forhold til grundloven ikke omtalt i lovudkastets bemærkninger? Er det fordi forslagsstillerne på forhånd har anet, at en grundlovsovertrædelse lurer bag dette lovforslag? Er det en bevidst og af lovgiverne enigt vedtaget fremgangsmåde, at netop denne lovs forhold til Danmarks Grundlov ikke i bemærkningen skulle nævnes med ét ord?

Det er åbenbart, at hvis der ligger den planlagte strategi bag fremlæggelsen af et lovforslag, at det ’i huj og hast’ skal snige sig uden om offentliggørelsen af forslagets lovtekniske udsagn vedr. dets forhold til grundloven, så er det ikke længere borgernes ’almenvel’ eller den påståede ’samfundsmæssige interesse’, som disse folketingsmedlemmer kæmper for – nej, da er det et partipolitisk program med en tilsyneladende samfundsfarlig, politisk ideologi, som prioriteres.

Dersom der stilles skarpt på, om det omtalte lovforslag om kirkelige homobryllupper nøje og pligtopfyldende har angivet dets forhold til f.eks. EU-retten, centrale tværgående love, internationale menneskerettighedskonventioner o.s.v. – da bør det ved aktindsigt undersøges, hvorfor lovforslagets forhold til grundloven (og dennes grundsætninger med hensyn til statens forhold til kirken) ikke er nævnt? Denne ’ himmelråbende fejltagelse’ er både omtalt i pressen og ved det nævnte Christiansborg–samrådsmøde som ’en realitet (’en eklatant fejltagelse’) – nu drejer det sig bare om at finde ud af, om ’denne fejltagelse’ er en ’forglemmelse’ (hvilket forekommer usandsynligt) eller om det er en bevidst, politisk-ideologisk betonet, på forhånd udtænkt ’kriminel handling’? Om dette har jeg følgende at forklare:

RUBRIKKEN

For nogen tid side besøgte Gisèle og jeg én af familierne i vor store børneflok, som atter havde skænket os et lille, nyt barnebarn. Gisèle havde købt de fineste, små babykjoler, babysko og babytrøjer, og vi ankom præcis i det øjeblik, hvor den kommunale barneplejerske var til stede for at veje og måle, lytte og undersøge, om alt nu var helt i orden med den lille, dejlige pige.

Barneplejersken havde sin computer med, og på skærmen så jeg en hel række rubrikker, der skulle udfyldes. Som den stolte farfar kunne jeg ikke holde mig tilbage: ”Jeg har også en rubrik, der skal udfyldes!”

”… kan ikke lade sig gøre!” smilede barneplejersken. ”Alle disse rubrikker skal jeg udfylde med mine tal og ’bemærkninger’. Der er ikke plads til flere rubrikker.”

”Jamen, min rubrik er vigtig.” Jeg insisterede: ”Meget vigtig!”

”… kan ikke lade sig gøre.” Barneplejersken rystede på hoved.

”Jeg kan ikke bare lave en ny rubrik. Hvad skulle der stå i din rubrik?”

”Der skulle stå…” jeg ventede et øjeblik, indtil barneplejersken løftede hovedet og så spørgende på mig. Så fortsatte jeg stolt: ”… der skulle stå, at dette er barnebarn nr. 28!”

”28?” Barneplejersken satte sig glad smilende ved computeren.

”Jeg laver en ny rubrik! Barnebarn nr. 28! (i en senere skrivende stund barnebarn nr.33). Det skal med i rapporten. Det får sin egen rubrik!”

*

Bagerst i et lovforslags ’bemærkninger’ skal der udfyldes nogle rubrikker. Ligesom når borgerne skal udfylde deres selvangivelse. Man kan ikke springe en rubrik over, hvis man ikke kan lide det tal, som den rubrik skal udfyldes med. Og hvis borgeren ikke har ’indtægt’ at opgive, må han ikke lade rubrikken være ubesvaret. Borgeren kan heller ikke, fordi han ikke bryder sig om skattemyndighedernes spørgsmål fjerne rubrikken.

Så vidt jeg som en jævn borger kan forstå, har folketingets formand beføjelse til at afvise et forslag, hvis det strider mod grundloven. Jeg kan imidlertid næppe forestille mig, at den travle folketingsformand skal læse alle lovforslag igennem for at finde ud af, om de er grundlovsstridige. Det må være det enkelte fagministeriums opgave samvittighedsfuldt at udfylde den rubrik, der hedder ’bemærkninger vedr. grundloven’.

Det skulle ikke være så svært. Ministeriet kan bare holde sig til det svar, de har fået fra den lovtekniske afdeling i justitsministeriet – så er den sag klaret. Nu fortæller kirkeministeriet i en mail af 14. januar 2016 (dok. Nr. 7010/16), at de aldrig fik skriftligt svar på deres forespørgsel i Justitsministeriet! ’Social- og Indenrigsministeriet skriver d. 25. januar 2016 i en mail (dok. Nr. 309012, sagsnr. 2016- 307, at ministeriet kan oplyse, at ’der ikke er modtaget et skriftligt svar fra justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af forslaget’.

At netop dette spørgsmål optager sindene fremgår af fire spørgsmål, som blev stillet d. 17. april 2012 i Folketingets Socialudvalg. 1.

1. ”I hvilket omgang har socialministeren i forbindelse med forberedelse af lovforslaget gjort sig tanker om Grundlovens 4. paragraf?” Spørgsmålet (nr. 25) blev stillet af tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Svaret var afvisende. ”Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget.” 2. ”I hvilket omfang har ministeren i forbindelse med forslaget gjort sig tanker om forholdet mellem stat og kirke?”(nr. 26)… fortsatte den tidligere kirkeminister. Samme svar: ”Jeg henviser til lovens bemærkninger…”

3. Et efterfølgende spørgsmål (nr. 67) af medlem af udvalget, Christian Langballe (DF) lød sådan: ”Vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser man fra regeringens side har gjort sig med hensyn til § 4 i Grundloven og det forhold, at den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke, der hviler på Bibelen og bekendelsesskrifterne, hvor ægteskabet er klart defineret som et ægteskab mellem mand og kvinde?”

Samme svar: ”Jeg henviser til bemærkningerne i lovforslaget.”

4. Det efterfølgende spørgsmål (nr. 68 stadig stillet af Christian Langballe) lød således: ”Giver det anledning til overvejelser, at regeringen og et folketingsflertal ved at indføre loven om de homoseksuelle vielser ikke respekterer folkekirken som evangelisk-luthersk og dermed bryder Grundloven?”

Samme svar: ”Jeg henviser til lovforslagets bemærkninger.”

Ved at lytte til disse 4 relevante spørgsmål og det samme arrogante svar, bør tilhørerne i et øjeblik eftertænke, at det var lignende ’ufyldestgørende svar’, som en minister gav i folketinget i marts 1957, der rejste den omfattende sag omkring den nationale tragedie, der fandt sted d. 30. januar 1959. Her druknede 95 ombordværende ved Kap Farvel, da grønlandsskibet ’Hans Hedtoft’ forliste. Det undvigende svar, som et par år forinden blev givet med hensyn til ’vintersejladsen på Grønland’ – var på nippet til at bringe daværende minister Johannes Kjærbøl for en rigsret.

*

I en kort samtale d. 27. januar 2016 (sent på eftermiddagen) med en venlig embedsmand fra justitsministeriets lovtekniske afdeling, fortalte han, at den omtalte rubrik om grundloven ikke forekommer i det faste skema.

”Er det ikke mærkeligt?” Jeg tillod mig at blive personlig, ”at et spørgsmål, som er det vigtigste i en lovteknisk revision: nemlig dets forhold til grundloven, ikke har sin egen rubrik?” ”

… har jeg ingen holdning til!”

”Og I sender heller ikke skriftligt svar til ministeriet, som har anmodet om ’grønt lys’ for deres lovudkast? Det ordner I over telefonen?” ”

… har jeg ingen holdning til!”

”Eksisterer der et dokument om dette telefonsvar?” ”

… kan jeg ikke svare på. I det tilfælde skal du tale med Justits ministeriets ’Forvaltningsretlige Kontor’…”

Den venlige repræsentant i Justitsministeriet ringede og vedblev tålmodigt at ringe på lokalnummeret til ’Forvaltningsretligt Kontor’ – men vedkommende medarbejder, som jeg telefonisk og med oplysende mail havde truffet aftale med, var i de formiddagstimer ’som sunket i jorden’. Det er derfor fortsat uafklaret om der ’rent fysisk’ – det er det udtryk, som bruges i den verden – eksisterer et officielt dokument, som fra Justitsministeriets lovtekniske afdeling kan bekræfte, at de to ministeriers lovforslag L105 og L106 er blevet vurderet og lovformeligt godtaget. Ministerierne har faktisk brug for dette dokument, hvis de skal kunne forsvare sig over for den påstand, at deres love om kirkelige homobryllupper har forulempet Danmarks Grundlov…

Da justitsministeren d. 29. maj 2012 skulle deltage i et samrådsmøde, arrangeret af folketingets socialudvalg, blev han udstyret med et såkaldt ’talepapir’. Det var sikkert, at han ville blive gået på klingen med de samme fire spørgsmål. Ifølge ’talepapiret’ erklærer han, at denne lov (om ægteskabet) er blevet vurderet – og at den rent teknisk var helt i orden. Om lovens forhold til grundloven siger ministeren ikke et ord. Hvad har interesse i denne sag er blot dette, at ministeren erklærer, at lovforslaget er blevet bedømt – og at han i hvert fald har fået udleveret et ’talepapir’. (anført i en mail til mig som dok. Nr. 428 146 af maj 2012 vedr. selve bedømmelsens indhold.

Det vil sige – tillader jeg mig at konkludere, at justitsministeriet har udfærdiget et dokument. Det eksisterer (og er oven i købet blevet refereret på ministerens talepapir). Det beskæftiger sig med lovforslagenes ’tekniske opstilling’ – men indeholder ikke ét ord om forslagets forhold til grundloven. Det vil sikkert overraske nogen – ja, det kunne være, at noget nyt er ved at fødes, og at denne ny rubrik skal oprettes… som barneplejersken sagde: ”Denne sag skal have sin egen rubrik.” Hvad er dette lovforslags forhold til grundloven?

’AFVIGELSE FRA LÆREN’

For nogen tid siden købte jeg for 20 kr. en lille, uanseelig bog i Betesdas tidligere antikvariat ved det gamle Grøntorv i København. Det lille, sorte, stift-indbundne værk på halvandet hundrede sider bar den besynderlige titel: ’Afvigelser fra læren’. Bogen var udkommet i 4. oplag i 1857 på ’Bog og papirhandler Fr. Wøldikes Forlag i Nygade 94. Den er skrevet af Dr. Theol. K. Graul, som var direktør for den evangelisk-lutherske missionsanstalt i Leipzig og er oversat af cand. theol. Adolf Enkebølle.

Det lille forsvarsskrift for den evangelisk-lutherske lære indledes med Luthers trosbekendelse fra året 1529. Heri skriver Luther (og det er, som om den kendte og i den danske forfatning omtalte reformator 500 år efter sit virke er stået op af graven og taler lige ind i den sag, som i dag stadig optager sindene: ”Fordi jeg ser, at det bliver værre og værre med vildfarelsen, og der ikke er nogen ende på Satans støjen og rasen, så vil jeg – for at ikke nogle senere (medens jeg endnu er i live eller for fremtiden efter min død) skulle skyde sig ind under mig og falskelig benytte mine skrifter til at styrke deres vildfarelse, bekende min tro” (s.7).

Bogens titel ’afvigelser fra læren’ må nødvendigvis som et begreb kunne finde plads i den aktuelle debat, idet lovgivningsmagten, hvis den på nogen måde (og ved ’falskeligt’ at skyde sig ind under Luther) allierer sig med en hvilken som helst afvigelse – 66 – fra den evangelisk-lutherske lære – da straks (og ’på stedet’) gør sig skyldig i en overtrædelse af Danmarks Grundlov.

De fire udfordrende ord (’…uanset seksuel orientering’), som er selve grundlaget for det i kirken tvangsindførte ritual, er nemlig ’en afvigelse fra læren’. Når kirkeministeren i sin selvbiografi skriver (citat): ”Jeg synes, at det er den logiske konsekvens af en ny regering, og dens regeringsgrundlag… at der bliver lavet et nyt vielsesritual, så at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken” (s.161) – da er selve indholdet af denne såkaldte ’logiske konsekvens’ i afgjort modstrid med kirkens lære. Da forsøger en regering at ’gestalte og regulere’ en ny ordning i kirken, som er i strid med kirkens bekendelsesskrifter og gør sig dermed skyldig i en øjeblikkelig overtrædelse af grundloven. Lad mig forklare:

HOMOSEKSUEL PRAKSIS I DET HELLIGE RUM

Der findes kun ét sted i Ny Testamente, hvor Jesus henviser til et gammeltestamentligt udsagn, og siger: ”Når I læser dette, skal I lægge særligt mærke til det (Matt.24:15)!” Stedet, Jesus henviser til, er det præcise skriftafsnit i profeten Daniel, hvor han taler om en modbydelig hændelse (en vederstyggelighed), som skal finde sted ’på hellig grund’ (9:27). ”Når det sker,” siger Jesus, ”at en vederstyggelighed søger at presse sig ind i ’det hellige rum’, da er det et tegn på, at de troende skal være agtpågivende.”

Det tør under de givne omstændigheder næppe betragtes som ’en tilfældighed’, at tre kirker (en norsk og to danske) er blevet anvendt til netop en ekstrem seksuel hændelse, som med Jesu ord berettiget kan omtales som en ’vederstyggelighed’. Frogner Kirke i Norge er (med menighedsrådets tilsyneladende godkendelse) blevet anvendt til optagelse af en musikvideo, hvor et homoseksuelt samleje udførtes foran kirkens alter. Videoen er lagt ud på nettet, for dér at proklamere, at en norsk Grand-Prix-stjerne ’sprang ud ’som homoseksuel. Ved retten i Holbæk er en 30-årig kvinde og en 35-årig mand i marts 2015 hver blevet idømt 60 dages fængsel for at have haft seksuelt samleje på alteret (ved prædikestolen og ved døbefonten) i kirkerne Udby og Snoldelev på Sjælland.

Den norske Grand-Prix-stjerne forklarer over for norsk tv, at (citat): ’det er kirken, jeg er ude efter. I årevis har kirken set ned på – 67 – homofili; det er kirken, der er årsag til, at folk begår selvmord, bliver mobbet og udstødt.” Han fortsætter: ”Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud!” Biskoppen over Oslo Stift, Ole Christian Kvarme, erklærer: ”Dette er et groft misbrug af kirkerummet.” Den norske Grand- rix-stjerne er næppe klar over, at han med sin udtalelse: ’Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud’ nærmer sig opfyldelsen af den nytestamentlige forudsigelse, der erklærer, at ’modstanderen ophøjer sig over alt, hvad hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud’ (2.Thess.2:3-4).

GÅDEFYLDT UDTRYK

Gennem slægterne har mange grundet på og spekuleret over (1.Pet.1:10-11), hvad der skal forstås ved det gådefulde udtryk: ’Ødelæggelsens vederstyggelighed’. Den engelske version, som siger: ”Den vederstyggelighed, der forårsager ødelæggelse’ (’causes desolation’) er nok den nærmeste forklaring – og bogstavelig efter grundteksten (Recovery Version). Det vil sige, at når en ganske bestemt ’vederstyggelighed’ står placeret på hellig grund, så er dette et af de afsluttende tiders

afgørende tegn på, at de hellige skal give agt. Hvad er det for en vederstyggelighed? Jesus anvender det ord, som Han kender fra Mosebøgerne: ”Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed!” (3.Mose 18:22) Det vil sige, at når denne ’vederstyggelighed’, der i Gamle Testmente klart defineres som ’den homoseksuelle synd’, placeres ’på hellig grund’ – så skal (siger Jesus) ’den, der læser dette, mærke sig det’, – thi da er øjeblikket kommet, hvor en mørk trængselstid tager sin begyndelse.

Det er imidlertid klart, at når Jesus taler om en ekstrem skændselsgerning (en vederstyggelighed), der skal placeres ’på hellig grund’, så har Han en større dimension for øje, end nogle provokerende sex-happenings i et par landsbykirker i Skandinavien. Da taler Han om den gudløse, antikristelige ’modbydelighed’, som på et tidspunkt vil blive indført og udført i selve Templet i Jerusalem. ”Imidlertid har mørkets dæmoniske magter svært ved at holde på en hemmelighed.” – ”De er som ’drevet til’ at skulle afsløre deres egne misgerninger ’før tiden’ (og ikke som apostlen advarende siger): ’når tiden dertil er inde… 2.Thess.2:6). – ”Deres skjulte hensigter løber løbsk, og de viser (hvor de kan komme til det), hvad de har i sinde.” – ’De 300’ konkluderer: ”Der bør derfor ikke noget sted herske nogen tvivl om, hvad der styrer den regering, der ved lovgivning har åbnet døren for disse skændselshandlinger – ej heller bør der herske uvidenhed med hensyn til de motiver, der bevæger de teologer, som siger god for en lære, der fremmer en sådan krænkelse af kirkerummet. Af samme grund er det på sin plads – ja, på høje tid – at tage et opgør med disse statsautoriserede gudløshedskræfter. Opgørets time er inde!”

BEMÆRK:

Af forskellige grunde er vi nødsaget til at udsætte offentliggørelsen af Profetisk Journal (‘STILHED FØR STORMEN‘) til tirsdag, d. 01.08.2023 (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 18.08.2023.

Det var ikke helt almindeligt, da Danmarks udenrigsminister i sommeren 2003 sendte en homofil diplomat og hans partner som ambassadørpar til Israel… én af klodens mest ømfindtlige poster,

hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’, samt at Kristeligt Dagblad d. 7. august samme år citerede en prædikant for under en demonstration på Israels Plads i København at have tilspurgt den siddende VK-regering, om den ’i disse terrortider turde provokere et muslimsk land på samme måde’. Det var mere end usædvanligt, at domkirken – den protestantiske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – pludselig stod iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par. Det var særdeles besynderligt, at Danmarks

biskopper kun få måneder efter anmodede kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skulle aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekom i den

grad sært, at næppe var dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra parlamentssalen på Christiansborg meddeltes, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe havde brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…

Mere end 25 års ligestillings-politisk, sejlivet stræben lå bag den lov, som i juni 2012 fik sparket kirkedørene op, så Danmarks præster velsignende kunne lægge hænderne på par af samme køn og fra denne selvsamme dato i selve kirkerummet kunne erklære dem for lovmæssigt at være ’ægtefæller’. Allerede i 1989 gennemførtes i Danmark loven om ’registreret partnerskab’. Denne bestemmelse om de homoseksuelle pars borgerlige rettigheder havde imidlertid ikke (som det bemærkes i lovforslagets ’bemærkninger’) adgang til ’kirkelig indgåelse af partnerskabet’. Den danske landsforening for bøsser og lesbiske rettede i den anledning en række klagende henvendelser til landets biskopper – og det viste sig da, at der i al ubemærkethed forinden havde fundet 60 sådanne ’illegale’ velsignelser/vielser sted – alle foretaget af præster i folkekirken. (15 af disse ’vielser’ blev foretaget med par, der kom fra udlandet). Biskopperne sagde stort set ingenting – dog en enkelt skrev i en avisartikel, at det fra nu af måtte betragtes som ’en tjenesteforsømmelse at nægte at foretage sådanne vielseshandlinger’ (Kristeligt Dagblad 20. august 1994). Siden er det gået slag i slag. Stærke kræfter arbejdede på at få homovielser flyttet fra rådhuset ind i kirken… og netop dette er det aktuelle billede, som i denne time nu viser sig i mange lande. Danmark er med ’kirkelige homovielser’ blevet et foregangsland. Det er et vidnesbyrd for den halve verden. Samtidig er reformationens børn (de sande protestanter, som stadig protesterer) ved samlet at rejse sig?

MINDRETALLET

De danske politikeres svar lod ikke vente på sig. Næppe var et dansk, teologisk regeringsudvalg i april 2010 gået i gang med sit 150 dages arbejde med henblik på spørgsmålet om ’kirkelige homovielser’, før det ovennævnte adoptionskup blev foretaget på ’Christiansborg’ i København. Det lykkedes – og med ét kom det atter til syne, at langt dybere lidenskaber end både politik og religion syntes at styre denne sag; ’kejseren’ ville fra nu af (sådan opfattedes det) i alle lande og riger kræve sin ret – og alle slags modstandere burde fra denne time vare sig for ’senatet’, der truende kunne finde på at råbe: ”Du er ikke kejserens ven!” (Johs.19:12).

Den på det tidspunkt (2010) danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbechs, stilling med hensyn til mediernes kritiske ransagen var følgende: ”Jeg har hele tiden sagt, det er vigtigt, at mindretallet ikke bliver tromlet.” ’Mindretallet’ er sådanne folk som mig – og millioner af kristne ud over den hele verden. Det vil sige troende mænd og kvinder, der ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle kan finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers ’teologiske’ overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold aldrig kan velsignes i kirken. ’Mindretallet’ består over hele kloden af jævne kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres i Bibelen som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for – hvis ikke de omvender sig – at blive ’prisgivet’ en sørgelig skæbne. Det vil gå dem, som det gik Sodoma! De går ad fortabelsens brede vej. Forude venter dem en pinefuld evighed.

Af den grund vil denne ’minoritet’ af kristne mænd og kvinder alle vegne ved lov og ret og domstolskendelser fortsat erklære: ”… kan det aldrig forekomme, at Skaberen nu ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte statsritualer siger ja til disse forhold. Det homofile samliv kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9). Den blotte tanke er i modstrid med både Ny Testamente og de protestantiske kirkers bekendelsesskrifter. En betydelig konfrontation venter forude! Jo! Reformationens sande børn er ved at rejse sig. For dem er endog protestantismens ’domstols-protest’ mod synd og gudløshed en del af deres bekendelse …og bekendelsen bliver mere direkte som tiden går. Synd omtales som synd med navns nævnelse!

’Minoriteten’ er altså som på reformationens tid ’den jævne mand’, der er medlem af rigets protestantiske nationalkirke eller på andre måder regner sig for at være en del af en nations kristne

menighed. Fra den første begyndelse har det beviseligt fra den danske stats side været meningen at holde den almindelige borger udelukket fra nogen som helst indsigt i det destruktive værk, som på samme vis af alverdens statskirker eller en statsligt godkendt og etableret kristenhed alle vegne holdes skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben smides i de forskellige lande ved indførelsen af homovielser ud til pressen, der blot får at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af ægteskabslovgivningen’ (for dermed globalt og på længere sigt at skabe plads for homobryllupper i kirken).

Om landenes ’lov og ret’, kirkernes bekendelsesskrifter, de – ifølge reformationens lære – strengt adskilte forhold mellem stat og kirke, homo-ideologernes egentlige og ’kødelige’ motiver, Bibelens

advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd vil der – som det har været tilfældet i Danmark – ikke blive sagt et ord. De, som ved noget, vil få munden lukket med syv segl – og alle anmodninger til ministerierne om at blive tilkendt den (i mange lande) lovbefæstede ret til ’aktindsigt’ vil få afslag. De ledere, som den jødiske profet kalder ’Sodomas stormænd’ (Es.1:10) styrer i land efter land denne sag, og den verdslige domstol (i enkelte nationer ’forfatningsdomstolen’) vil blive stillet på en hård prøve. Snart falder Damokles sværdet!

NÅR POLITIET EFTERJAGER BORGERNE

Det er derfor at forvente, at der i land efter land vil opstå voksende strid om ’ytringsfriheden’. Den pludselige og som et stjerneskud opståede, verdensomfattende bevægelse ’Je suis Charlie’ (efter det

morderiske attentat på Hebdo-Charlie-magasinet i Paris i januar 2014), er toppen af isbjerget’. Det egentlige spørgsmål om ytringsfrihed bliver afsluttende dette: Kan den nationale såvel som den

internationale lovgivning bære Ny Testamentes fordømmelse af homoseksualitet? Vil der (billedligt talt) blive ’rejst tiltale’ mod Jesu apostel, Simon Peter, for åbenlyst at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i det kapitel, hvor han omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2. Pet. 2:19 og 2:6). Vil der (ifølge et eller andet ’anklageskrift’ fra alverdens statsadvokater) blive rejst tiltale mod denne nære efterfølger af Jesus af Nazaret, for overtrædelse af internationale konventioner og straffelove ved offentligt at have fremsat udtalelser, ’hvorved (som det hedder): ”En gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering” (den danske straffelovs paragraf 266b). Vil den apostel, hvis åbenbarelse Jesus omtaler med ordene: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt. 16:18) – blive ’stillet i anklageskranken’ for om Sodoma-samfundet at have udtalt: ”De taler overmodige, tomme ord og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for…” (2. Pet. 2:18-19). Vil det kommende retsopgør i Danmark blive efterfulgt af flere (og i andre lande ud over den vide jord), hvor det ikke længere er borgerne, der sagsøger staten men staten, der med politi og dommerkendelse efterjager borgerne? Det bli’r en trængselstid for Guds menighed – men ’menighedens engel’ vil komme i aktion, og der vil ske overnaturlige ting, som i den kristnes menigheds første dage.

*

Den aktuelle debat drejer sig altså ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men udelukkende om, hvorvidt den kan gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over

kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for et andet og ifølge Bibelen gudløst ’evangelium’, må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.

Det kommende opgør (om ’Sodomas skæbne’) omtales ikke i den verdslige protokol ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, protokollen bliver da en slags skjult ’profetisk tale’: ”Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskers vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud” (2. Pet. 1:19-21). Hvis altså nogen verdslig myndighed noget sted forgriber sig på det advarelsesord, som lyder (når der tales om den homoseksuelle praksis) så bør ’magistratens mænd’ være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er op imod. Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs. Det er den Almægtige Gud de slås med!

GRUNDLOVSSTRIDIGT – FRA ’DAY ONE’

I sin selvbiografi skriver en tidligere kirkeminister følgende: ”I vort regeringsgrundlag blev det slået fast, at (citat): ’Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering’! (S.160)

De 300 sagsøgende borgere vil vove at påstå, at dette regeringsgrundlag fra ’day one’ har været og i al fremtid vil forblive at være grundlovsstridigt. Situationen har nemlig ikke ændret sig så meget som en tøddel siden enevældens ophør i 1849. Fra da af gælder det, at Folketinget lovgiver for – og kirkeministeriet har den centrale administration af det kirkelige i Danmark. Men den evangelisk-lutherske læres ritualer skal regeringen holde fingrene fra!

Den omstændighed (som netop dette provokerende regeringsgrundlag med dets daværende ligeså udæskende kirkeminister har misbrugt til det yderste) at folkekirken indtil nu ikke har sin egen

forfatning, har ikke været, er ikke – og vil aldrig være ensbetydende med, at nu skal landets evangelisk-lutherske kirkes ledelse bare sætte sig hen i en krog og skamme sig! Det er med den selvbiografiske, udfordrende henvisning til dette (alt for tydeligt kirkefjendske) regeringsgrundlag, at de kristne søger at gøre det klart, at fordi Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark endnu ikke har taget det afgørende skridt til at få oprettet sine egne besluttende og rådgivende organer, så er den protestantiske nationalkirke i Danmark simpelthen ophørt med at være et selvstændigt begreb! Det ’totalt lovløse regeringsgrundlag’, som den tidligere kirkeminister i sin selvbiografi ustandseligt støtter sig til, går med sine fjendske ord ud fra, at den danske folkekirke herefter er både meningsløs og harmløs, grundløs og formålsløs i en hvilken som helst retlig sammenhæng. Den kommende tid vil imidlertid vise (tror jeg), at her tager den tidligere kirkeminister og hans politiske partifæller fejl! Som Bibelen siger: ”Han har gravet en grav for andre – nu falder han selv i den! (Ordspr. 26:27).

IKKE EN NY RELIGION

”De 300” støtter som bekendt deres påstand på Grundlovens 4. paragraf, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og som sådan understøttes af staten.”

Denne erklæring er ikke fra i går! Det er ikke en bestemmelse, som borgerne sådan ’uden videre’ selv har fundet på! ’De 300’ strider ikke for en ny religion eller en ny verdensorden. Allerede før 1849 var nøjagtig disse 14 ord i vor nuværende grundlov udtryk for den faste, protestantiske tro, der hviler på de århundredegamle bekendelsesskrifter, der (oven i købet med navns nævnelse) står trykt og prentet i Danske Lov af 1683… og hvis én eller anden stresset dagbladsjournalist skulle finde på at spørge, om ’De 300’ kan nævne navnet på bare ’det første’ af de skrifter, der står omtalt i den stadigt ældende – snart 350 år gamle lov, så lyder svaret: ”Bibelen!”… og herefter kan da i hastig rækkefølge nævnes: Den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse plus den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille katekismus.”

”Alle disse skrifter ligger nu fremlagt til folkets bedømmelse,” vil ’de 300’ tilføje, ”og de vil (mener de) alle som én kunne gennemhulle den tidligere kirkeministers kristendomsfjendske regeringsgrundlag.” Ja, ja… det er helt rigtigt, at bekendelsesskrifterne i det store og hele er teologiske udsagn – men det betyder kun (skal ’De 300’ hilse og sige til kirkens modstandere) at den danske folkekirke – præcis som ’en retlig størrelse’ – hviler i et ikke ringe omfang på teologiske udsagn og med rødt understregne begreber i folkekirkens bekendelsesskrifter. ”Der kan,” (mener ’de 300’) ”af selve forfatningens 4. paragraf uddrages helt præcise afgrænsninger vedr. statens beføjelser (m.h.t. kirkens indre anliggender). ”Denne bestemmelse (grel. § 4) har et egentligt (altså krystalklart, dybt oprindeligt) juridisk indhold,” erklærede nu afdøde departementschef i kirkeministeriet, prof. Dr. Ur. Preben Espersen, idet han tilføjer (citat): ”Grundlovens 4. paragraf må opfattes som en slags ’generalklausul’, der påbyder, at folketing og kirkeministerium skal tage skyldig hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse i forbindelse med fastsættelse af regler på det kirkelige område!” (Kristeligt Dagblad, torsdag d. 25. april 1991).

’HØJTRÅBENDE MEDLEMMER

Alle kirkeministre må altså indstille sig på, at det danske retssystem kan finde på at erklære denne definition (skrevet af en kirkeministerium-kollega, der for en snes år siden sad i departementschefens stol), for værende ’i høj grad relevant’. Hvis det er sandt, at kirkeministeriet aldrig afgør væsentlige sager, (der har berøring med kirkens lære eller forkyndelse), uden at et enigt

bispekollegium står bag, så er alle tidligere kirkeministre kommet alvorligt på afveje, de må i dag sætte ham på plads. En tidligere kirkeminister fortæller i sin levnedsbeskrivelse, hvordan han personligt ser på folketingets behandling af sagen om kirkelige homovielser. Sine modstandere betegner han som (citat): ’en lille gruppe højtråbende medlemmer, som hverken kan lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’ (s.168).

Dermed lader denne minister forstå, at de af folketingets mænd og kvinder, der ud fra deres samvittighed og politiske opfattelse ræsonnabelt har argumenteret mod kirkeministerens projekt, med en håndbevægelse kan fejes af bordet med betegnelsen: ”højtråbende medlemmer’. Disse ’anderledes tænkende’ politikeres stilling til kirkens bekendelsesskrifter, syn på grundloven, kompetente forsvar af ’kirkens indre anliggender’ – ja, dybe og ofte gudfrygtige respekt for kirkens ledelse, får påtegnelsen (citat): ’De kan ikke lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’.

Denne holdning (der forekommer milelangt fra denne ministers ’manifest’: ”Jeg forsvarer andres ret til at mene noget andet end mig”… s.142) har nu ført til, at 300 borgere ser det som en umulig sag at ’fortsætte dialogen’.

Den omtalte kirkeminister sætter i sin selvbiografi især ét af folketingets medlemmer i gabestokken. Det er hans ihærdige, forhenværende kollega i kirkeministeriet, den jura-uddannede, Birthe Rønn Hornbech. Ministeren skriver (citat): ”Hun slæbte mig i samråd på samråd og rettede skytset mod mit blødeste punkt: En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual. Det er på brutal vis at blande sig i kirkens indre anliggender” (s.168).

Når nu den omtalte selvbiografis forfatter selv indrømmer, at hans lovkyndige folketingskollega (der selv har siddet i chefkontoret i Holmens Kanal) nu med loven i hånd har fat i den mest sårbare del af hans homo-projekt – så bør samtlige lovlærde uden tøven rette deres opmærksomhed mod dette forhold. Da har jo netop disse paragraffer fået deres berettigede plads i det forløb, der nu har taget sin begyndelse. Ministeren trækker selv det ømfindtlige emne frem i lyset. ”Mit blødeste punkt,” forklarer han, er dette (citat): ”En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual”.

”En kirkeminister har ikke ret til,” det vil sige, at ’han er begrænset i sine beføjelser’. ”Altså er dette hovedemnet i sagens fremstilling.”

DE FØRSTE SYV ORD

I en kronik i Kristeligt Dagblad fredag d. 28. juni 1991 skrev professor dr. Jur. tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, alle lovlærdes mest kortfattede kommentar til de første syv ord i Grundlovens 4. paragraf. Professorens uhyre, simple ’matematiske ligning’ (2+2=4) sætter den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ i relief – ja, hvis netop denne eksperttolkning af disse syv grundlovsord kunne finde ørenlyd i en moderne retssal, så er der ikke ret meget mere at komme efter! Kronikkens forfatter skriver (citat): ”De første syv ord i Grundlovens § 4 indeholder en selvstændig regel: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!” Gammeltoft-Hansen fortsætter: ”Dette udsagn kan også udtrykkes således: ”Den danske folkekirke er (dvs. ’tilhører’) den evangelisk-lutherske kirke.” Efter at have præciseret dette grundlovens fortsat gældende (superlogiske) lighedstegn (mellem to størrelser), drager kronikøren denne (for mig at se ’forbløffende’) konklusion; han skriver (citat): ”Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke.” Professorens facit er dette: ”Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven…”

I dette ’matematiske lys’ står den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ totalt afdækket: ”Han har ikke og vil aldrig så længe disse syv ord fra grundlovens 4. paragraf er gældende, med nogen legal ret kunne tvinge biskopperne i den evangelisk-lutherske kirke til at lave ’et politisk ligestillingsritual’. Hvis han allerede har gjort det (og det har han), så er det med professorens ord: ’simpelthen i strid med grundloven’ og dette bør nærmere afklares.

EN HIMMELRÅBENDE FEJL

Den 23. feb. 2012 kl. 14:30 blev der i det veludstyrede udvalgsværelse (Nr. 2-080) i regeringspalæet i København budt velkommen til ét af de samrådsmøder, som den daværende kirkeminister med afsky omtaler i sin selvbiografi. Om den forhenværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, fortæller han, hvorledes hun ’slæbte mig til disse møder’ (s.168). I dette tilfælde var det imidlertid Folketingets Kirkeudvalg, der havde indbudt til en sådan samling – og begge kirkeministre (den forhenværende og den nuværende) var til stede. Også jeg ’deltog’ som tilskuer og tilhører i mødet, idet jeg over Folketingets tv-kanal på min fjerne ørkenbase i Israel kunne følge det uundgåelige ’clash’ mellem de to ministre.

Godt to uger forinden, den 10. feb. 2012, havde ’den forhenværende’, Birthe Rønn Hornbech, affyret en bredside mod ’den nuværende’. Den lød sådan (citat): ”En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle i kirken.” Artiklen i Kristeligt Dagblad slutter med ordene: ”Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om.”

Den salve, som dagbladsartiklen forfatter affyrede d. 10. feb. 2012, afleverede hun igen i samrådsmødet på Christiansborg 14 dage senere. ”At lovforslaget om ægtevielser i kirken af par af samme køn ikke med ét ord omtales i dets forhold til grundloven, er en eklatant fejl.” Ordet: ’Eklatant fejl’ er stærkt. Kan bedst oversættes med udtrykket: ’En himmelråbende fejl’. Den udfordrende henvisning til justitsministeriets lovafdeling blev ved dette samrådsmøde sammenbidt gentaget.” Derfor vil jeg i det følgende efterkomme opfordringen og lade søgelyset dreje ind over den lovtekniske afdeling af justitsministeriet samt de ufyldestgørende svar på relevante spørgsmål.

NÅLEØJE-PRINCIPPET

For bedre at kunne forstå, hvorfor den manglende erklæring vedr. den lovtekniske bedømmelse o lovforslagene L105 og L106 (med hensyn til disse bestemmelsers forhold til grundloven) betegnes som en ’eklatant fejl’, bør man et øjeblik rette opmærksomheden mod, hvad der skete i Irland i maj 2015. Her blev – fra den ene dag til den anden – et nyt menneskesyn og en ny ægteskabsforståelse ved et nationalt referendum indført i den irske grundlov. Det vil sige, at denne nye grundlovsparagraf vil være et element for al videre lovgivning i Irland. Alle lovforslag, som har forbindelse med menneskesynet, ægteskabet eller landets kristne fundament skal fremover –inden de bliver ophøjet til lov – sendes til en ransagen og gransken i den irske lovafdeling. Den har at gøre med dette begreb: ’lovteknisk revision’. Alle irske lovgiveres lovudkast skal fremover måles og vejes ud fra den nye grundlovsparagrafs grundsætninger og retsprincipper. Alle centrale love, tværgående, generelle eller internationale love – alle menneskerettighedskonventioner skal fortsat inddrages for at ’stille til obligatorisk lovrevision’. Her skal de sammenholdes med den nye grundlovsparagraf. Ingen lov slipper gennem nåleøjet uden at have været endevendt i lyset af den nye homo-bestemmelse.

Den indførte ’4. bestemmelse’ i den 41. artikel af den irske grundlov lyder sådan: ”Et ægteskab mellem to mennesker af samme køn vil have samme status under grundloven som ægteskab mellem en mand og en kvinde.” Artiklen fortsætter: ”Et ægteviet par af forskellige køn eller af det samme køn vil blive anerkendt som en familie og er berettiget til grundlovens beskyttelse for familier.”

Når det herefter i Irland (med grundlovskraft) er gældende, at to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde –skal alt i folk og samfund, kirke og retsvæsen, parlament og ministeriernes administration indordnes efter det nye homo-princip. Alt, hvad der modsætter sig den nye homo-ordning, må da regnes som lovovertrædelse – ja, grundlovsbrud!

Med denne nye grundlovsparagraf er i Irland livsmønsteret og statens styrelse retningsangivet. Justitsministeriets lovtekniske afdeling må på det strengeste afvise lovudkast, der ikke samstemmer med dette syn. Det homofile samfund har siden den majdag i 2015 etableret sig i Irland, hvilket befolkningen snart vil få at erfare… fortsættes i næste rundbrev

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ENGLE KOM TIL SODOMA VED AFTENSTID’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 04.08.2023.

Tirsdag, 31. august 2010, spadserede den 61-årige regnskabschef, Erling Axel, ved midnatstid gennem Korsørs mennesketomme gader. Han ’luftede’ sin gode, gamle ’Mops’-hund, ’Anton’, men havde, som det var sædvane, sit fotoapparat i højre hånd (- skudklart, hvis et eller andet ’natmotiv’ skulle vise sig). Det var hans hensigt at dreje omkring ’Sct. Povls Kirke’ for dér at fotografere en urne i den dæmpede natbelysning.

Da han og hans halvdøve, svagtseende følgesvend, ’Anton’, nåede den snart 150-årige kirkebygning, stod de begge stille. Erling Axel fortæller: ”En sær stille vind fik Anton og mig til at være opmærksomme på, at et eller andet var under opsejling. Da jeg tog billedet af urnen, kunne jeg i mit kamera se, at der foregik noget henne ved præstedøren. I højre side af billedet var der noget, der lyste op, som bestemt virkede unaturligt, eftersom der ikke var nogen gadelampe lige på det sted. Jeg gik derfor hen til præstedøren og tog et billede, og netop i dette øjeblik fór et meget kraftigt lys ud ad præstedøren og fortsatte direkte imod mig og hen over mit hoved. Jeg mærkede det som noget varmt og behageligt, men var samtidig skræmt. Det gik først op for mig, da jeg kom hjem og viste Tove billedet, hvad det virkelig var, jeg havde oplevet – nattesøvnen var bare væk, da jeg ikke kunne andet end at tænke på, hvad det mon kunne have været – men jeg var fyldt med ærefrygt, da jeg havde en anelse om, at det måske var en besked fra Herren, men hvad – det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt.”

Den natlige fotograf fortæller videre, at han ikke anede, hvad han skulle stille op med den bemærkelsesværdige midnatsoptagelse. På et tidspunkt henvendte han sig til nogle lokale pressefolk, der undersøgte billedet og fandt, at det var ægte. Ingen form for digitale manipulationer havde fundet sted. Billedets ophavsmand insisterede imidlertid på, at der ikke på det tidspunkt skulle gøres mere ved sagen – og den blev lagt til side, indtil jeg sammen med Gisèle i foråret 2012 besøgte familien i deres smukke hus i Korsør. Vi var indbudt til et hjemmemøde, hvor en halv snes Korsørborgere var samlet for at lytte til Guds Ord.

Ved den lejlighed hentede Erling det digitale billede af ’herlighedslyset’, som forlod kvarterets folkekirke, frem på sin computerskærm. Jeg fik et aftryk af billedet med den venlige opfordring, at jeg kunne ’bruge det, som jeg fandt bedst’.

Et halvt år senere stod det klart for mig, at netop dette billede burde være forside-illustrationen på en bog, jeg netop havde skrevet, og som bar titlen: ’PRISGIVET’. Om dette har jeg følgende at forklare:

STED, TID OG PERSON

Det er min opfattelse, at både sted, tid og person har sin egen betydning i denne sag. Stedet var (som nævnt) én af de danske byer, Korsør, hvor evangeliet i den tidligere Sct. Gertruds Kirke siden midten af 1200-tallet har været forkyndt. Sct. Povls Kirke er således bygget på ’hellig grund’. I ligeved 800 år har Guds Ord lydt i den kirkebygning, der har stået på den jord, som Erling Axel den nat passerede. Området er mættet med vidnesbyrdet om den opstandne Frelser. Det er et på alle måder et historisk sted.

Der er nemlig besynderlige forhold knyttet til kirken i Korsør, siden den for første gang blev opført i Kong Valdemar Sejers sidste regeringsår. To sære ’tildragelser’ er forbundet med det sted, hvorfra lyset så voldsomt slog ud den augustnat i 2010. For det første var den gamle prædikestol, (der i 1660 blev skænket af borgmester Casper Brand) ’båret af Moses’. (Den må have været tung at bære, for borgmesteren gav Moses en pude på hovedet for at lette byrden). For det andet var den gamle kirkes tårn ’indbygget i murværket’, så at borgerne havde svært ved at høre kirkens klokker – og præsten måtte derfor sende ’råberdrenge’ ud for at gøre opmærksom på de kirkelige handlinger.

Begge disse særlige ’anliggender’, som er historisk forbundet med Korsørkirken, taler deres eget sprog: Prædikestolens forkyndelse af evangeliet synes i den kirke at være viet til – selv om det kan være et hårdt budskab – at være båret af lovens ord, thi ’loven er en tugtemester til Kristus ’ (Gal.3:24-25) – og de kirkelige handlinger synes i den kirke at skulle være af en sådan art, at der til alle tider kan sendes ’råberdrenge’ ud for at kalde folket til gudstjeneste.

Hvis imidlertid disse to vidnesbyrd 1) om den rette forkyndelse af lov og nåde, samt 2) det rene ritual for kirkelige handlinger ikke er til stede, kan kirken lukke sine porte. Så siger Gud farvel! (CA art.7, stk.1)

TIDSPUNKTET

Danmarks største bro, Storebæltsbroen, forbinder de to byer, Nyborg og Korsør, med hinanden. Det bemærkelsesværdige er, at Danmarks biskopper d. 14. april 2010 i byen Nyborg på den ene side af broen, udsendte en erklæring om, at de var parate til at udarbejde et ritual for kirkelige homovielser, hvis landets lovgivere forlangte det. ”Det er vor pligt!” sagde bisperne. Dagen efter, d. 15. april 2010, erklærede det samlede bispekollegium sig (ved et møde i Kirkeministeriet i København) for at være ’kejserens lydige tjenere’. De stadfæstede overfor ministeren, at et ritual ville ligge færdigt til brug den dag, at kirkelige homovielser blev indført ved lov. Nøjagtig tre og en halv måned senere, d. 31. august 2010, gav himlen sit svar. På den anden side af broen, i byen Korsør, forlod kirkens Herre Sit hus. En lyskugle strømmede ud af præstens dør… og helligdommen var nu ’overladt til sig selv…’ (Matt.23:38).

I den forbindelse skrev jeg i en bog, som udkom 14 dage efter den natlige hændelse i Korsør: ”En skarp, gennemtrængende prøvelsens vind vil – tror jeg – i den nærmeste fremtid feje ind over Danmark. Den vil blæse ind alle vegne! Den underlige susen vil høres i folketingssalen og mærkes som en isnen i kirker og forsamlingshuse. Lad mig sige det sådan: ”Gardinerne vil blafre i visse ministerier, og der vil blive mærkeligt stille i adskillige medieimperier og landsdækkende avisredaktioner; det er – sådan forestiller jeg mig det – som om noget usynligt passerer forbi… ”(s.59). Disse ord var allerede trykt og lå hos bogbinderen, da den lysende vind forlod Korsørkirken. Jeg havde skrevet dem uden at vide, at nøjagtigt dette ville ske kl. 00:39 på den sidste tirsdag i august 2010, hvor en nattevandrende Korsør-borger pludselig ville stå som lamslået uden for Sct. Povls Kirke og bogstaveligt opleve, hvad Bibelen beskriver således: ”Det kom i et syn om natten, mens andre sov deres søde søvn. Jeg blev bange og skælvede af skræk, jeg rystede over hele kroppen, et vindpust strøg hen over mit ansigt, hårene rejste sig på mit hoved. Hvad det end var, så standsede det op, jeg ved ikke, hvordan det så ud…” (Job 4:13-16, hverdagsdansk).

MANDEN MED KAMERAET

Den ’tilfældige’ forbipasserende, Erling Axel, regnskabschefen (som hver dag med toget kører i pendulfart til og fra ’jobbet’ i København) er en oprigtig kristen, der med sin familie har haft det svært med hensyn til at finde sig til rette i en kirke, der villigt og imødekommende åbner sine døre for et – som han siger – : ’fremmed ritual’.

Han er én af landets mange troende, som har sagt farvel til Folkekirken – men adskiller sig fra de fleste på to punkter: Han ønsker ikke at forholde sig passiv til den sørgelige udvikling… og han går ofte rundt med et fotografiapparat for at opsnappe, hvad der sker omkring ham.

Det sidste fik betydning den nat, da det lysende ’vindstød’ pludselig fór ud ad døren til sakristiet i Sct. Povls Kirke i Korsør. Erling Axel var den eneste person, som i den midnatstime var parat til at ’optage’ den usædvanlige hændelse. Da hans trofaste, halvblinde, halvdøve og godmodige hund, Anton, pludselig stod stille og rejste børster – trykkede Erling Axel i samme sekund på knappen… og ’billedet’ af ’Gud, der siger farvel’, var foreviget…

KOMMER HERREN TILBAGE?

”Hvis Herren har forladt Sit hus, kommer Han så aldrig mere tilbage!” Det er et spørgsmål, som bevæger mange danske troende i dag. De har forstået, at Skriftens alvorsord om den uundgåelige følge af Sodomas synd har at gøre med det udsagn, som Jesus lader lyde, da Han for sidste gang forlader Tempelpladsen i Jerusalem: ”Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se Mig, før den tid kommer, da I siger: Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn” (Matt.23:38-39).

*

I disse ord ligger et løfte. Jesus siger ikke: ”Fra nu af skal I aldrig se mig igen!” – men Han siger: ”Fra nu af skal I ikke se Mig, før den tid kommer… Spørgsmålet er derfor: Hvad er det for ’en tid’, Herren taler om? Hvad er det, der skal ske, før Jesus igen drager ind i Sit hus? Svaret lyder: ”… den tid, da I siger: Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!” Sagt med andre ord: ”Jeg kommer ikke igen, før I byder Mig velkommen!”

Hvorledes kan det ses, at Jesus vil blive budt velkommen? Det kan ses ved, at man ikke lukker dørene, forfølger, prygler eller ihjelslår dem, Han sender.” Hvis Kristi tjenere mødes med ordene: ”Velsignet være den, der kommer i Herrens navn,” – så vil den samme hilsen afsluttende blive brugt over for Herren selv…

Derfor er det overalt af afgørende betydning, at portslåerne ikke bliver hamret i, når Jesu sande udsendinge dukker op. Ej heller at de bliver modtaget med sure miner og tillukkede hjerter. Nej, hvor det oprigtigt bliver udtalt: ”Velsignet være den, som bringer os Herrens Budskab… dér er der håb for, at Guds gode Helligånd vender tilbage for at lede hele folket til omvendelse og tro…

Det afsluttende spørgsmål er dette: Hvad er denne artikels sigte, og hvem henvender den sig til?

Tre udfordrende forhold dukker op på skærmen ved besvarelsen af disse spørgsmål: For det første forpligtelsen til at klarlægge den beviselige overtrædelse af Danmarks grundlov, som ved gennemførelsen af loven om kirkelige homovielser har fundet sted. Den regering, der stod for dette overgreb, bør ikke gå fri for tiltale; de ansvarlige ministre bør stilles for retten! For det andet nødvendigheden af at fremlægge den tydelige forulempelse af kirkens bekendelsesskrifter. De bisper, som har udfærdiget det for kirken og den bibelske åbenbarelse ’fremmede ritual’, bør straks stilles til regnskab for denne vanhelligelse af bekendelsen. For det tredje kravet om, at den indførte lov om dette rituals anvendelse bør øjeblikkeligt bør omstødes og sættes ud af kraft.

Det sidste forekommer de fleste at være et umuligt og uopnåeligt mål. Til dem vil jeg henvende mig med beretningen fra Bibelens ’Ester-bog’, der opmuntrende fortæller om den ugudelige lov, der i perserkongens navn ’og forseglet med det kongelige segl’, var udgået – og derfor tilsyneladende ’aldrig kunne kaldes tilbage’… (Ester 8:8).

Ikke desto mindre foranledigede den unge, jødiske dronning, Ester, at der blev givet ’skriftlig befaling til at tilbagekalde de skrivelser, som Guds folks fjende havde udpønset’ (v.5). Den bibelske beretning slutter med, at ’en afskrift af skrivelsen (om tilbagekaldelsen af den udstedte forordning) ’blev kundgjort over hele riget’ (v.13).

Dette er denne artikels tredje og sidste målsætning.

Derfor henvender den sig især til de danske borgere, som vil være med til at kæmpe imod den regering og de ministre, som har været delagtige i gennemførelsen af den lov, der påtvinger den danske kristne menighed at anvende et ritual, der er udfærdiget til kirkelige vielser af par af samme køn. Når disse borgere melder sig (og flere forhåbentligt vil slutte sig til), vil en sådan åndelig bevægelse fortsat være indstillet på at tage et opgør med de bisper, som i åben modstrid med Skrift og bekendelse, udfærdigede et ritual, der kan anvendes til dette ugudelige formål. Om den antikristelige ånd, som bereder vejen for ’lovløshedens menneske, fortabelsens søn’, erklærer apostlen: ”Han sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel…” (2. Thess.2:4).

At han ikke får lov at gøre dette uhindret, fremgår af det efterfølgende vers, som siger: ”Også nu ved I, hvad der holder igen, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde” (v.6)… ja, den lovløses virksomhed kan faktisk ikke gennemføres, før ’den, der holder igen, bliver fjernet…” (v.7).

Derfor kan vi forvente en forfølgelse af alle sande kristne i Danmark. Endemålet er den totale fjernelse af alle genfødte troende, som står denne gudløse ånd imod. De styrendes antikristelige agenda vil blive mere og mere åbenlys, indtil det bliver klart for alle, at det er en homokirke, som langsomt overtager ledelsen.

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’SYV ENGLE SOM VI ALDRIG HAR HØRT OM’ (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 21.07.2023.

”Det er nu blevet livsfarligt i Norge at efterfølge Bibelens opfordring til at bringe syndere til omvendelse! I Norge oplever Guds børn ’sådanne ulykkestider’ (som er forudsagt i Skriften).”

Et uoverlagt ord kan bringe dem bag lås og slå i op til 6 år.

Situationen er ildevarslende, og man har næppe kunnet finde en lignende i Skandinaviens historie; nu står man helt aktuelt overfor en forudsigelse, som er ved at blive opfyldt.

Derfor holder de danske politikere nøje øje med hvad, der sker i Norge! Især er de opmærksomme på, hvordan Norges rigsadvokat reagerer overfor et lovforslag, som kan bringe kristne borgere i fængsel.

Det er imidlertid tvivlsomt om forslaget ’kan vedtages på lovlig vis’, erklærer den norske rigsadvokat, Jørn Sigurd Maorud. Han tilføjer: ”En sådan lov kan komme i konflikt med den enkeltes selvbestemmelsesret.”

Lad mig forklare:

Om åbenbaringsbogens afsløring af ’de sidste ting’ hedder det nemlig: ”Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær!”

’Salig’ betyder, at ’være i en lykkelig situation’, samt at et menneske ’må prise sig lykkelig for at være havnet her’!

Den, som udfører det livsfarlige job (på grund af myndighedernes trussel) ’at oplæse teksten fra åbenbaringsbogen’, og de, som befinder sig i den lige så livsfarlige situation, ’at lytte til oplæsningen’, opmuntres i indledningen af ’den profetiske bog i Bibelen’ til ’at holde fast ved deres bekendelse’. Det, der er skrevet i denne bog, vil nemlig meget snart blive opfyldt, og de skal ikke vige en millimeter den dag, det bliver strafbart at oplæse fra ’den forbudte bog’ i Bibelen!

Det vil ikke vare længe, før der vil lyde røster i Danmark, at ’Bibelen burde forbydes’, fordi den hører hjemme i den slags ’hadlitteratur’, som myndighederne er parat til at sætte under forbud!

Disse toner er nu blevet udblæst i fuld offentlighed i Norge, og hvis det skal gå, som det plejer, så følger Danmark snart efter.

*

Kristne i Danmark har det svært med at skulle forestille sig, at Bibelen en dag (om meget kort tid) bliver en ’forbudt bog’. De kan ikke begribe, at de værdier, der er mellem Bibelen og det danske samfund, er i så stor konflikt med hinanden, at de danske myndigheder meget snart ’må slå til’: Bibelen vil komme på listen over de bøger, som er stemplet med forbud!

”Gennem lang tid har der nu fundet en ideologisk ensretning sted fra disse ledende politikere og fra medierne,” skriver Per Haakonsen og tilføjer: ”Man er i gang med ’at opdrage’ folket, og den opdragelse fører med sig, at folket skal ’lære at tænke anderledes’! Det gælder især spørgsmål som familie og køn, samliv og frihed – og debatten har været ført sådan, at traditionelle, kristne værdier og holdninger er blevet modsagt i en sådan grad, at de kristne nu står overfor at blive fremstillet som samfundsfjender.”

Dette har den norske avis, Dagen, også givet udtryk for. På lederplads skriver avisen: ”At den kristne samlivsetik ikke kun marginaliseres (man ryster på hovedet af den) men at den ligefrem anses som uønsket, farlig og skadelig – ja, slet og ret som en hadforbrydelse, er nu en kendt sag (11.02.2020).”

Det utænkelige kan altså ske her i landet! I Danmark ligger der allerede et fuldt færdigt lovværk parat til at lade en forfølgelse af de kristne begynde i morgen. Diskriminerings- og ligestillingslovene forbyder al ’krænkende tale’, hvad angår blandt andet køn, homoseksualitet, tro og livssyn. Det nye, som er ved at komme op til overfladen, er, at det ikke længere er ’udtalelsen i sig selv’, som er det afgørende – nej, det er ’hvordan andre mennesker opfatter den’. Det er altså nok, at et menneske ’føler sig krænket’; så er forbrydelsen en realitet!

Folketinget har skærpet disse bestemmelser, og det er nu blevet nedfældet i straffeloven, så der vanker herefter både bøder og fængsel for den, som ikke vogter sin mund.

LOVEN – I YDERSTE KONSEKVENS

”Ikke alle har tænkt denne tanke til ende! Hvad betyder dette i yderste konsekvens? Hvis en kristen med Bibelen i hånden går i rette med en handling, at ’mænd øver skamløshed med mænd’ (Rom.1:27), så kan det forstås som ’krænkende tale’ over for de homoseksuelle. For ikke at snakke om, når Bibelen taler om ’helvedes ild og evig fortabelse’ for dem, som ikke bekender Jesus Kristus.”

”Det er nu ikke længere et spørgsmål om tid, før forhærdelsen er blevet så hård, at de fleste mennesker kommer til den slutning, at de ikke længere vil lytte til den slags tale. I virkeligheden opfatter folk nemlig ikke længere Bibelen som et evangelium og et frelsesbudskab men som en direkte fornærmelse. Da er der kun kort vej til simpelthen at forbyde bogen. Et åbent forbud vil for de fleste være en meningsfyldt handling.”

Den danske folkekirke begynder at forstå, hvor det bærer hen. Her er talen om synd, dom og fortabelse (de fleste steder) for længst ophørt, og der er ikke langt igen, før man helt overgiver sig. Men inden det sker, bør man overveje, hvad der hændte i Frankrig i midten af 1600-tallet, hvor der skete en drejning af samfundslivet på grund af én person, den franske premierminister Richelieu. Han var en mand med en underlig, ubøjelig karakter, som var i stand til at stå gudløsheden imod på en sådan måde, at det fik betydning for hele samfundet. Denne lidt ’dystre person’, som ejede et besynderligt åndeligt lys, er atter kommet på tale i de moderne politisk-religiøse kredse, hvor man taler om ’kirkens forhold til staten’ – ja, man spørger sig selv (når man dykker ned i arkiverne) om denne mand i virkeligheden ikke var født på ny? Det er som om, man ikke kan blive færdig med denne sære katolik, der fik drejet en hel generation i en åndelig retning, hvis følger kan spores til i dag. Lad mig fortælle:

HAN FORLOD DENNE VERDEN MED FRED I SIN SJÆL

Det var med forbløffelse, at biskop Philippe Cospeau, som en gammel ven, forlod den franske premierminister, Richelieus, dødsleje i december 1642. Han sagde: ”Ministeren synes at gå over dødens tærskel i fred med sig selv.” Det samme vidnesbyrd kom også fra andre besøgende: ”Den mand, der var hadet som pesten af mange, syntes at ville forlade denne verden med fred i sin sjæl.”

Det så ud til, at han til sit sidste åndedrag holdt fast ved sin egen bekendelse: ”Hvis du elsker livet, så bør du søge at få det evige liv!” Vi bør således ikke glemme, at Alexandre Dumas, i sine ’tre musketerer’ blandt andet skriver om Richelieu: ”Ret og slet en galant Herre! Svag på legemet. Men holdt oppe ved den moralske kraft, som gjorde ham til ét af de mest ekstraordinære mennesker, som har eksisteret.”

I værket ’Traité de la perfection du chrétien’ skriver Richelieu: ”Nogle mennesker ejer den gejstliges dyder, andre ejer fyrstens dyder eller magistratens dyder. Hvis den gejstlige (som kirkens mand) ikke våger som en hyrde over sin flok, hvad godt kan han eller hun gøre? Han har ikke Guds velbehag.”

”Det samme gælder fyrsten eller myndighedspersonen: Han skal have omsorg for de mennesker, han har fået betroet i sin varetægt – og hvis han da lader forbryderen være ustraffet (især sådanne, som er en plage for religionen eller den offentlige fred), hvad godt kan han så gøre? Han tilfredsstiller ikke Gud, og hans guddommelige fordring på ham.”

*

Tilbage står nu fænomenet, som historikeren, Jörg Wollenberg, kalder: ’De tre Richelieuer’, og om hvem han skriver: ”Richelieu har kendt sin samtids store problemer, og i sit forsøg på at løse dem har han først og fremmest anvendt

1) teologien og

2) den biskoppelige omsorg og siden

3) handlet som ’en af kongens ministre’.

Hvor er den mand, som i Europa kan løfte en lignende opgave med de samme prioriteter? – Ja, hvor er den person, som kan lade teologien (’videnskaben om Gud’) komme til live i den politiske verden, og som med en fasthed (der har lagt al form for feminisme bag sig) kan føre samfundet frem til et punkt, hvor forbrydelsen bliver straffet og borgerfreden igen bliver indført?

DYRET I ÅBENBARINGSBOGEN

Dette er én måde at anse Richelieu på!

Men er det den rette facon at bedømme hans livsværk på? Er de mange fjender, som han skabte sig, helt uden argumentation? Har de fuldstændig uret, dem som hævder, at Richelieu kun lod sig drive af sine ambitioner? Alle dem, som tillægger ham en diabolsk – ja, blodtørstig karakter?

Der er folk, som endnu i dag beskriver Richelieu som ’det store, skrækkelige dyr i Åbenbaringsbogen’ – og de mener, at de kan bevise, at de har ret! De holder sig for eksempel til et par sætninger, som Richelieu har skrevet i sin dagbog vedrørende sin tjeneste som præst i sognet Lucon tæt ved La Rochelle:

”Jeg overvejede i mine stille stunder i de 30 år, jeg var sognepræst i den region, hvorledes jeg kunne bringe dette sted til at adlyde kongen (Louis XIII).”

”Jeg kom til det resultat, at kongen (Louis XIII) brugte sværdets magt til at bringe folkemasserne til lydighed.”

I den traktat, som han siden skrev (og som først måtte åbnes efter hans død) taler han igen om at ’bringe undersåtterne til lydighed’. Men her er han mere klar i mælet, og siger, at ’man kan slå oprøret ned (som kongen gør det) ved sværdets magt, men dem, som er blevet skilt ud fra den katolske kirke (reformationens børn) kan kun bringes tilbage ved omvendelse’.

En sådan holdning er (efter min mening) et udtryk for oprigtig søgen efter sandheden. Lad mig ud fra Pauli skrifter forsøge at forklare dette forhold:

GUD FJERNER OG INDSÆTTER KONGER

Om dette skriver apostlen Paulus i det trettende kapitel i Romerbrevet følgende: ”Hvert menneske skal underordne sig de styrende myndigheder.” … og han fortsætter (for med det samme at sætte en hvilken som helst indvending eller åbenlys protest på plads): ”Der eksisterer nemlig ingen øvrighed, uden at den er oprettet og etableret af Gud, og de myndigheder, som findes, er (og bliver) ordineret af Gud (King James, Rom.13:1).”

Så er det sagt, og det på en måde, at ingen kan slippe uden om Guds suveræne vilje i den sag! Hans børn kan aldrig stille sig til rådighed for et åbent oprør. De er ’begrænset’ til kun at bruge ’ordets sværd’.

Paulus, som levede under den vanvittige, romerske kejser Neros styre, skriver (som en forordning for alle kristne til alle tider), at ’hver den, som står imod øvrigheden, står altså imod Guds forordning, og de, som står imod, vil føre dom over sig selv’ (v.3).

*

Det er altså klart, som det reneste kildevand, at kristne skal underordne sig de myndigheder, som Gud i sin ufattelige nåde har sat over os. Men at tale den verdslige øvrighed til rette, er dens eneste våben. Og hvilket skarpt sværd er ikke dermed lagt i de kristnes hænder?

Gud har altså givet de sekulære myndigheder ’sværdets magt’. Det vil sige, at de kan straffe dem, der gør oprør – ja, dem, Gud har indsat til at styre, har han også givet beføjelse til at straffe, og man skal tage sig i agt for, at gøre oprør mod Guds beslutninger med hensyn til, hvem han har betroet den opgave at regere. Det er Gud, som ’fjerner konger’, og det er ham, som ’oprejser konger’ (Dan.2:21).

De, som styrer, er ikke indsat til skræk og advarsel mod dem, der vil gøre gode gerninger, men de er indsat for at hindre det onde. Vil du slippe for at være bange for den verdslige øvrighed, så skal du blot vedblive at gøre det gode, da skal du blive lovprist af den (Rom.13:3, parafrase).”

I virkeligheden er den verdslige myndighed Guds tjener, og den arbejder kun for det gode. Hvis du gør det, som er ondt, så har du grund til at være bange for øvrigheden, for den bærer ikke sværdet for ingenting, og den er altid parat til at bruge sin magt, og som Guds tjener er den en årvågen hævner, som har til opgave altid at straffe dem, der gør det onde (v.4, parafrase). Om dette er følgende at forklare:

SÅDAN SKAL DU VIDNE I ROM

Natten efter en voldsom dag med mange anklager fra de jøder i Jerusalem, som havde ført Paulus for retten, havde den mishandlede apostel svært ved at sove, da pludselig rummet, hvori han befandt sig, blev oplyst af et himmelsk lys, og Herren Jesus selv stod foran sin tjener.

”Vær frimodig,” sagde Herren, ”for ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom (Ap.G.23:11).” Fra det øjeblik vidste Paulus, at han ville komme til Rom. På rejsen dertil led han skibbrud – men, inden skibet blev sønderslået af de voldsomme bølger – fik han besøg af en engel.

Englen stod pludselig ved nattetid foran ham og sagde: ”Frygt ikke, Paulus! Du vil blive stillet for kejseren (Ap.G.27:24-25).”

Kejseren på det tidspunkt var Nero, den mest ondsindede af alle de politikere, som har regeret i Rom. Paulus fik altså på det dødsdømte skib klar besked om, at han ville komme til at møde den tids antikrist, og at han personligt ville komme til at vidne for Nero (v.25).

MORDERNE I ROM

I Rom havde følgende begivenheder fundet sted. Kejser Tiberius var døende i en høj alder – men han kunne – ifølge sine nærmeste – ikke forlade denne verden hurtigt nok; da han var ved at komme sig (efter et slagtilfælde) gjorde én af hans mest fortrolige medarbejdere, Macro, (der var chef for den kejserlige livgarde) kort proces og dræbte ham, medens han slumrede i sine puder. Derefter vendte morderen sig og hilste på militær vis den nye kejser, Caligula.

Caligulas specialitet var, at han lod sig hylde, når han trådte frem med guldglimmer i håret (for dermed at bevise, at han var en gud i menneskeskikkelse). Fire år senere blev ’den unge gud’ dræbt af to officerer fra hans livvagt.

Caligulas efterfølger, Claudius, var en ubetydelig levemand, som i alt fulgte sin hustrus ordrer. I de 14 år, han regerede, står kun en handling til vor bedømmelse: Kort efter sin overtagelse af tronen, sendte Claudias ’filosoffen’ Seneca, der havde gjort sig skyldig i en skrækkelige ægteskabsbrud-historie – i forbandelse (og reddede ham dermed fra en truende dødsstraf).

På ønsket af hans fjerde hustru, fru Agrippina, blev Seneca imidlertid hentet tilbage til Rom, hvor han blev udnævnt til at være den kejserlige opdrager af fru Agrippinas’ søn, Nero. Den erfarne mester fik hurtigt den lærerige yngling indviet i alle Roms dybeste laster, og snart var den unge prins lige så optaget af sig selv som den gamle levemand og amatørfilosof. En oktobernat i året 54 skaffede Agrippina sin kejserlige ægtemand af vejen ved et giftmord – og på den vis fik hun beredt vejen for sin søn, Nero! Således blev Nero, som kun var 17 år gammel, verdens herre!

Hans mor, Agrippina, mordersken, og enken efter Claudius blev ophøjet til ypperstepræst for den dræbte kejsers kult – men blev fem år senere stukket ned, anklaget for højforræderi. Seneca, Neros opdrager, forfattede anklageskriftet, som blev forelagt Senatet i Rom. Kort derefter blev Nero ked af sin unge hustru, Octavia, og lod hende henrette på grund af ægteskabsbrud. Hendes afskårede hoved lod han besigtige af sin elskerinde, Poppea – og Senatet bragte kejserkulten et takoffer for genoprettelsen af den flossede moral.

I juli 64 stod Rom i flammer. Nero steg i den anledning op på Apollo-scenen på sit landsted og deklarerede – stående overfor den brændende hovedstad, en sang, ’Trojas Brand’ – og lod i anledning af denne ’heltedåd’ talløse billeder på romerske mønter forevige guden, Apollo.

*

Onde tunger påstod, at Nero selv havde antændt branden for hele dette skuespils skyld – men det er i hvert fald en kendsgerning, at den tragiske brand skaffede plads og gav anledning til de pompøse byggeprojekt, som nu udfoldede sig.

”Brandkatastrofen var foranlediget af byens kristne,” hed det, – og der blev i den forbindelse foranstaltet en kristenforfølgelse – en hetz, som kostede mange kristne livet! De kristne blev herefter i den kejserlige park brændt som levende fakler, og deres hustruer blev i mytologiske pantomimer skamløst stillet til skue for til sidst at blive sønderrevet af vilde dyr. Selv den romerske pøbel måtte i afsky forfærdes – dog Nero rasede videre, og snart kom turen til Neros læremester, Seneca. Forgæves havde han forsøgt at flygte fra hoffet, der var som et gyldent bur, hvor et nyt giftmordanslag mislykkedes. I april år 65 tvang den kejserlige verdenshersker sin tidligere profet til at begå selvmord.

MIT HAD BEGYNDTE DA DU MYRDEDE DIN MOR

Samtidig førte han en række officerer som forrædere for en krigsret. Nero førte selv forhandlingerne. Han var både anklager og dommer og spurgte som sådan en officer: ”Hvordan kunne du få dig selv til at svigte din faneed?” Den anklagede gjorde ikke for lidt ud af sin ’tilståelse’ (ifølge en af de antikke beretninger). Han svarede: ”Jeg hader dig af hele mit hjerte. Men det har ikke altid været sådan! Mit had begyndte, da du myrdede din egen mor og med koldt blod dræbte din ægtefælle – og det nåede sit højdepunkt, da du satte Rom i brand.”

Kejseren, der ikke ville høre om sine egne ugerninger, afbrød retshandlingen og befalede, at den pågældende officer ’øjeblikkelig blev henrettet’. Et par måneder efter førte Nero sin tidligere elskerinde, Poppea, der i mellemtiden var blevet kejserinde (og ventede et barn af Nero) til at foretage ’et fejltrin’, som kostede hende livet! Året efter foretog han en ’kunstrejse’ til Grækenland – og han blev modtaget i Korinth på byens sportsplads, hvor han lod sig udråbe til at være ’Zeus, frihedsbringeren’. Endnu et år gik, og da var det fjortenårige blodherredømme af Nero kommet til en ende.

Legionerne gjorde oprør. Senatet erklærede Nero for at være en fjende af staten. Hoffet lod ham i stikken. Livgarden forfulgte ham – og Nero begræd sin egen undergang med ordene: ”Hvilken virtuos går verden glip af med mig!” Så styrtede han sig i sit sværd før bøddelen nåede ham.

*

Dette er de verdslige myndigheder, som Paulus ’underordnede sig’. Han greb ikke til noget sværd og opfordrede ikke de kristne til at gøre det. Han blev retsforfulgt af en række romerske guvernører og påkaldte sig sin ret til at indanke sin sag for kejseren (Ap.G.25:9-12 og 26:32).

… og således vil det gå i de sidste dage. De kristne vil stå frem for konger og vidne for de største statsmænd. Til sidst vil en kristen træde frem for selve antikrist (i egen høje person). Og hans vidnesbyrd vil være så klart (som Paulus var det) – ja, Guds ærkefjende vil i et øjeblik se fortabelsen åbne sig for ham, men vil (som fortabelsens søn, Judas) give efter for fristelsen og skubbe Guds udrakte hånd fra sig.

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’DEN STORE HEMMELIGHED’ (www.johnynoer.dk)

I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.07.07.2023.

Endelig kom regnen! Fredag, d. 2. juni åndede de mange hundrede brandfolk op, da de fik hjælp fra himlen, idet regnen strømmede ned over de 90 meter høje flammer, som rasede i Skovområdet i ’Ny Skotland’, Canada.

”Vi har aldrig set noget lignende, og det er ukendt i historien,” fortæller brandfolkene, idet de refererer til den brand, som blev antændt af en gnist, og som på få dage havde brændt 18.000 hektar skov ned til grunden.

Samme dag udbrød en ny brand i nærheden af Halifax og 150 brandmænd, 5 helikoptere og et bombefly med vand gik i gang med opgaven. I løbet af timer havde denne brand lagt 200 huse og sommerhuse i aske og 16.500 mennesker var blevet evakueret. 11 vandbombefly var da indsat, og 6 var undervejs fra Montana. I denne sæson 2023 har brandene i Canada været enorme. Fra begyndelsen af året er 2.7 millioner hektar gået op i flammer.

”Se, den mindste ild kan sætte den største skov i brand. Tungen er en sådan ild! Den besmitter hele legemet – ja, sætter ’tilværelsens hjul’ i brand, og er selv sat i brand af helvede (Jak.3:6-7).” Er disse kæmpebrande et varsel fra himlen?

DA ALLE TALTE SAMME SPROG

”Alle mennesker på jorden talte på et tidspunkt det samme sprog.” Det var en af de ting, som holdt dem sammen; de kunne kommunikere med hinanden! Bibelen identificerer den tid som en epoke, hvor man kunne ’tale med hinanden’. Sproget var det, der holdt sammen på menneskeheden. Derfor hedder det: ”Hele menneskeheden havde ét tungemål og samme sprog (1.Mose 11:1).”

… og dette skabte et storartet fællesskab mellem dem, som til sidst kunne udarte sig og blive farligt; med tungen kunne de første mennesker nemlig ’velsigne Herren og Faderen’ og med den kunne de ’forbande andre mennesker, der er skabt (som Bibelen siger) ’så de ligner Gud’ (Jak.3:9).

”Fra munden flød der hos disse første mennesker ’både velsignelser og forbandelser’, men sådan bør det ikke være. Der kan nemlig ikke komme både frisk og udrikkeligt vand fra samme kilde. På figentræet vokser der ikke oliven, der gror ikke figener på vinstokken, og det er umuligt at hente drikkevand fra en saltkilde!” (Jak.3:5, parafrase)

*

”Vi fejler jo alle i mange ting,” siger Herren, og så fortsætter han med disse forjættende ord: ”Hvis én ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme’ (Jak.3:2).” I virkeligheden taler apostlen med disse ord om Herren Jesus. Han var en sådan ’fuldkommen mand’. Han sagde aldrig noget forkert. Han kom aldrig galt afsted med sine udtalelser. Han var fuldstændig fejlfri og kunne ikke på noget tidspunkt – selvom farisæerne og de skriftkloge lagde snedige fælder for ham – ’fanges i ord’.

Det vil sige, at han også var i stand til at ’holde hele sit legeme i tømme’ (v.2). Han ejede den fulde modenhed, så at han endog havde kontrol over sine handlinger.

Apostlen Jakob kan ikke blive træt af at uddybe dette ’fænomen’ (det fuldkomne menneske) med forskellige rammende illustrationer. Han sigter på, at vi ikke skal undskylde os med, at ’vi er jo kun mennesker’’, så det kan altså ikke være anderledes. – ”Nej!” siger han. ”Vi skal som Guds børn lære at styre hele vort legeme med alle dets lidenskaber og drifter.”

TUNGEN ER ET UNIVERS AF ONDSKAB

”Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, så kan vi også styre hele deres krop (v.3)” – hvilket med andre ord vil sige, at hvis vi ikke lægger bidsel i munden på en hest, så vil den ikke adlyde os, og så har vi ikke hesten under kontrol. ”Det samme gælder for de store skibe, der bliver drevet frem af kraftige vinde, men det er et ganske lille ror, der styrer dem nøjagtig i den retning, styrmanden vil (v.4, parafrase).”

(Det samfund, som gennem årene er blevet opbygget i den vestlige verden, tillader ikke nogen lovmæssig form for ’styring af de kraftige drifter’, der jager med mennesker. Der gives ikke længere nogen af loven bestemt autoritet, som skal adlydes. Den opvoksende generation er således ilde stedt, thi den ved ikke længere i hvilken retning ’styrmandens hu står’).

”Sådan er også tungen en ild, der kan sætte den største skov i brand,” fortsætter apostlen, og så forklarer han med få ord, hvordan den 3. verdenskrig i løbet af kort tid kan blive en realitet.

”Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer,” siger han. ”Den besmitter hele legemet – ja, sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af helvede (Jak.3:6).”

Som et univers af ondskab er tungen anbragt midt iblandt vore lemmer. Den er som en lille flamme, der kan sætte ild til en stor skov. ”Den kan snavse alt til! Mediernes smædekampagne kan få hele livet til at brænde med den selvsamme ’helvedes ild’, som den selv er antændt af. Ondskabsfulde ord kan få en tilværelse brændt ned til grunden (v.7, parafrase).”

Hvad er Herrens værn mod denne truende ulykke, som kan ramme alle mennesker på få dage, og som vi med ængstelse ser en sådan situation nærme sig): løber alle sikkerhedsforanstaltninger over ende, og hele vor klode sættes i brand? Historien taler sit eget’ ildevarslende sprog: Europa har før set, hvorledes én mands ord som en farlig gnist er føget ind over grænser og spærrebomme, og den rædselsfulde lyd af støvletramp har kunnet høres, hvor der før herskede fred og harmoni.

*

Viser Ny Testamente vej i dette mørke? Har Skriften en måde, hvorpå en ny rædselsnat kan hindres? Er der et middel, som er givet i Bibelen, og som med sikkerhed kan bringe de farlige tunger under kontrol, så at de ikke længere stilles til rådighed for djævelen og hans tusindtallige skare af sorte engle, men bringes under Guds herredømme, så at de kan fremme Guds Rige?

Svaret på dette betydningsfulde og højaktuelle spørgsmål er et klart og utvetydigt ’Ja’, Gud, som har svar på alt, står ikke ubehjælpsom i denne farlige situation! Han kan tage alle slags tunger til fange – ja, han kan ved sin Helligånds overnaturlige virke bringe dette farlige lem under kontrol på en sådan måde, at hvor den før har spredt ulykke og pest, der vil den nu bringe velsignelse og fred.

Guds ultimative svar på den øjeblikkelige fare er et Åndens vejr, som med en fornyet vækkelseskraft fejer ind over nationerne og bringer mennesker under Åndens magt, så at de ’taler i tunger’. Dette kræver naturligvis en nærmere forklaring. Den giver jeg her:

TOLVPALME-OASENS SKOLE

Jeg har med min familie tilbragt en årrække i ’Zins skrækkelige ørken’. Vi lå temmelig ensomt stationeret med vor vognborg i nærheden af ørkenbyen Dimona – nærmere betegnet i Arava-dalen lige ved grænsen til kongeriget Jordan.

Ved aftenstid, når solen var ved at gå ned, og det blev udholdeligt at bevæge sig ud på den store ørkenslette, vandrede jeg ofte en lille kilometer ud til en palmelund, som jeg selv kaldte: ’tolvpalmelunden’. Her bad jeg til Gud! Jeg var helt alene (sådan at forstå, at jeg havde kun mine tre hunde med mig) og ikke en levende sjæl var at øjne i mange mils afstand.

Derfor bad jeg højt – og jeg bad tillige i tunger, et sprog, som ingen forstår, og som er til rådighed for alle kristne, som søger Gud. Efter at have opholdt mig i ’tolvpalme-oasen i nogen tid, vendte jeg hjem til vor ørkenlejr – opmuntret og lettet for dagens byrder. Her oplevede jeg ’tungetalens aktuelle betydning’, og jeg vil i det efterfølgende øse af min grundige erfaring på dette område.

*

Det 14. kapitel i Korinterbrevet følger som en naturlig og harmonisk fortsættelse af det store, kendte 13. kapitel, der taler om ’kærligheden’. Det slutter ikke med ordene, at ’størst af alt er kærligheden’, som er et fejlcitat af slutsætningen, der siger ordret: ’Størst af disse tre er kærligheden’(v.13). – (Disse tre er tro, håb og kærligheden, og størst af disse tre er kærligheden).

Vejen ligger altså åben! (ifølge Ny Testamente): Mennesket kan selv begynde at ’hige efter kærligheden’ (1.Kor.14:1).

Kærligheden angives altså som det overordnede mål – og vejen dertil er at ’stræbe efter de åndelige gaver’ (især evnen til at profetere) – ja, porten ind til dette univers står i dag åben for enhver: nemlig, ’at tale i tunger’.

Vejskiltene i Bibelen er tydelige og klare. Der er ikke noget at tage fejl af. Enhver kan begynde på ’kærlighedsvejen’. Øjeblikkelig! Landet ligger åbent, og vejviseren giver følgende råd:

1) Stræb efter at vise kærlighed

2) Søg samtidig de åndelige gaver

3) især den profetiske gave!

Døren ind til ’de åndelige gaver’ er at ’tale i tunger’, og derfor begynder Paulus sin undervisning med at belære om dette fænomen. Han siger:

”De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for der er ikke en sjæl, som forstår, hvad de siger. De taler nemlig i et fremmed sprog, og får givet ord under Helligåndens indflydelse – ja, det, de siger, er både for dem selv og for andre et hemmeligt sprog. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand (1.Kor.3, parafrase).”

Her kan vi med det samme fastslå, at tungetale hører med til det normale kristenliv. Der står jo skrevet: ”Disse tegn skal følge dem, der tror.

1) I mit navn skal de uddrive onde ånder.

2) De skal tale med nye tunger.

3) De skal tage på slanger og

4) hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem

5) på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske

(Markus 16:17-18).

Alle fem medfølgende tegn hører med til det normale kristenliv, hvilket bevises ved, at ’Herren, efter at have talt med dem, blev optaget til himlen, hvor han satte sig ved Guds højre hånd. Men de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med’ (Markus 19:20).

HVIS EN HORNBLÆSER GIVER ET USIKKERT SIGNAL

”Hør nu efter brødre,” siger Paulus: ’Hvis jeg udelukkende taler i tunger, når jeg besøger menigheden, så vil I ikke få et ord ud af det. Hvis jeg derimod kommer med en åbenbaring, som Herren har givet mig, eller deler et kundskabsord med jer, eller hvis jeg bringer med mig et profetisk ord eller en undervisning – ja, så er jeg helt anderledes en hjælp og en opmuntring for menigheden.

Det er ligesom med et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis man ikke kan skelne tonerne fra hinanden, hvordan skal man så kunne opfatte den melodi, fløjten eller harpen spiller? Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme et helt musikstykke ud af det’?

Eller hvis trompeten ikke giver et klart signal, er der heller ingen, der gør sig klar til strid! (En hornblæser må absolut ikke blæse noget usikkert budskab, for da vil soldaterne ikke gøre sig rede til kamp). På samme måde med jer. Hvis I ikke bruger et klart og tydeligt sprog, hvordan skal folk så forstå, hvad I siger? Så taler I jo ud i den blå luft. Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, så er jeres tale hen i vejret (1.Kor.14:6-10, parafrase).”

”Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. Men hvis der er en, der taler til mig i et sprog, jeg ikke forstår, vil vi være som fremmede over for hinanden. Det samme gælder for jer. Hvis en person taler til dig på et sprog, du ikke kender, vil I stå dér uden at kunne tale sammen. Når I gerne vil have ’åndelige gaver’, så stræb efter dem, der styrker menigheden (v.10-11, parafrase).

DE FEM MIRAKLER

Det er således let at genkende Herrens disciple! De fem mirakler følger dem nemlig overalt. Herrens øjne iagttager nøje den enkelte, som er udsendt af ham; der sker simpelthen mirakler, hvor de kommer frem.

1) De ’uddriver dæmoner’ på trods af, at myndigheder og medier er enige om, at kalde det for: ’kvaksalveri’.

2) De ’taler i tunger’, som er den bibelske vej ind til de åndelige gaver. Den verdslige autoritet forstår ikke et ord af, hvad de siger, men det gør Herren; Bibelen hævder, at de dermed ’taler hemmeligheder med Gud’ (1.Kor.14:2-3).

3) ”De rører ved slanger med deres bare hænder,” hvilket er en anden måde at forklare tingene på: De bevæger sig nemlig ind på ondskabens enemærker (hvor ikke engang politiet tør trænge ind) og de giver sig i kast med opgaver, som det offentlige ikke vil røre med en lillefinger.”

4) ”De drikker dødbringende gift, uden at det skader dem” – og netop dette er vidnesbyrdet, som de kristne efterlader sig dér, hvor forfølgelsen er størst! Alle forsøg på at slå de hellige ihjel mislykkes, hvor Herren har sat et beskyttelseshegn op…

5) Og det femte og sidste tegn er ’daglige oplevelser’ i en vækkelsestid: ”De lægger hænderne på syge mennesker, som bliver raske (Mark.16:18, parafrase).”

*

Den, der ’taler i tunger’ skal altså bede Gud om også at få gaven til at udlægge det (1.Kor.14:13).” Og den gave findes, fordi Gud er optaget af, at alle skal forstå det budskab, han i hvert eneste tilfælde har til menigheden. Siger Skriften ikke, at ’alt, hvad der er skjult, skal blive åbenbaret, og alt, hvad der er hemmeligt, vil komme for en dag? (Matt.10:26, parafrase)” – og står det ikke skrevet, at det som Herren taler i mørket, skal blive fortalt videre i lyset, og det, som hviskes i øret, skal blive råbt ud fra taget? (v.27, parafrase)

Hvis jeg nemlig ’taler i tunger’ under min bøn, så beder min ånd, men jeg forstår ikke engang selv noget af det (1.Kor. 14:14, parafrase) Min forstand er fuldstændig koblet fra. Hvad skal jeg så gøre?

Jeg har lyst til at bede både i ånden og med forstanden og synge både i ånden og med forstanden. Men hvis jeg ’priser Gud i tunger’, hvordan skal så de andre i menigheden kunne sige ’Amen’, når de overhovedet ikke forstår, hvad jeg siger. Så kan min lovsang være nok så god, men den styrker ikke de andre (v.15-17, parafrase).

*

Jeg takker altså Gud, at jeg taler mere i tunger end alle jer andre, men i menigheden vil jeg hellere sige fem fornuftige ord, end tusindvis af ord på et sprog, som ingen forstår (v.18, parafrase).

Så hold op med at handle som børn. Når det gælder det onde, skal I ganske vist være ligesom spædbørn, men når det gælder det, som er mest fornuftigt, skal I se at blive voksne!

I må inderligt gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne og erfarne kristne. Brødre, vær ikke børn i dømmekraft, nej, vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft (v.20).

I loven står der jo skrevet: På et fremmed sprog og gennem fremmedes læber vil jeg tale til folket – men selv, når det sker, vil de ikke fatte noget som helst. Der står nemlig skrevet: ”En dag vil jeg tale til mit folk på andre sprog og andre tungemål, men selv da vil de ikke høre efter,” siger Herren. ”Altså er tungetalen et tegn for de vantro” (de hører nu evangeliet forkyndt af folk fra andre nationer) – ”men den profetiske tale er ikke for de vantro men for de troende (’det forståelige budskab’ er ofte bestemt for de troende – ikke for de vantro!)

Altså er den uforståelige tungetale ikke for de troende, men for de vantro; omvendt er den profetiske tale ikke for de vantro men for de troende.

”Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående ind, vil de da ikke sige, at I er fra forstanden?” (v.23) De ’ikke-troende’ vil da øjeblikkeligt få det indtryk, at det er helt galt med jer?

Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer fremmede på besøg, vil de da ikke med det samme blive afsløret og bedømt af alle. De er på stedet blevet gennemskuet, og dens inderste tanker bragt for dagen – og så vil de falde på knæ og tilbede Gud og udbyrde: ”Gud er virkelig iblandt jer!” (v.25, parafrase)

I MÅ IKKE HINDRE NOGEN I AT TALE I TUNGER

”Altså brødre… I må ikke hindre nogen i at tale i tunger!” (1.Kor.14:39) Paulus slutter her sin lange belæring af (og summerer her sin omstændelige undervisning om) tungetalens betydning. Han giver en sidste undervisning af alt det sagte i denne sætning: Altså, brødre..!

Det er en venlig formaning! Der er ingen grund til at ’hidse sig op’ og foreslå nye strenge regler og forbud. I denne henseende, hvor der tales om tungetalens plads i menigheden, er der ikke plads til ’heftige udtalelser’ eller ’voldsomme reaktioner’. Apostlen konkluderer sin undervisning om dette emne med de milde ord: ”Altså, brødre… (v.39).” Lad os nu blive enige om en fredelig løsning, som kan være opstået i forbindelse med den ’åndelige sag’, som vi her har drøftet med hinanden. Gør nu blot, som jeg siger, så vil I komme til at se, at alt vil finde sin naturlige plads i menigheden. ”Altså, brødre…”

Derefter nærmer apostlen sig selv ’sagen’ (eller ’stridens æble’, som menigheden er optaget af) og udbryder: ”I må ikke hindre nogen i at tale i tunger (v.39).”

Det vil sige, at I skal ikke slutte denne konflikt med ’at forbyde tungetale’; ”I må ikke forhindre nogen i at tale i tunger. I bør ikke sætte punktum for dette fænomen ved simpelthen at nedlægge forbud og sætte en stopper for tungetale.”

”Afslutningen på min undervisning om tungetalens betydning,” siger apostlen, er ikke ’den lette vej’ (at gøre kort proces og forsøge at lukke munden på dem, der taler i tunger), men at (uden at spærre for tungetalen) sørge for, at alt sker på en værdig måde, ja, at alt sker sømmeligt og med orden (v.40).”

*

”Stræb efter de åndelige gaver,” siger Paulus og dermed har han slået tonen an! I grunden siger han, at vi skal være ivrige ’efter det åndelige’.

Det, der hører denne verden til (det timelige) bør ikke være os nok. Vi skal give plads til den dybere længsel. Vi skal være tørstige efter det, som hører evigheden til. Som mennesker, der ejer ånden, bør vi stræbe efter mere af samme slags. Den åndelige verden kalder (med høj røst) på os, og vi kan ikke slå os til tåls med noget mindre.

Tungetale er som sagt døren ind til den åndelige verden, – ja, her træder vi over tærskelen til Guds Rige og begynder ’at tale i et fremmed sprog. Ikke sådan at forstå, at mennesker, som ikke taler i tunger, er fremmede over for ’den åndelige verden’ – men det er klart, at i samme øjeblik et menneske begynder at tale et andet sprog (som det ikke på forhånd kender) så bevæger det sig ind i den del af Guds Rige, hvor ’det åndelige’ har en særlig plads! Det er nemlig her, at gaverne (de åndelige nådegaver) findes, og det er her, at den troende for alvor mister kontrollen, – ja, det er her, at Guds Helligånd tager over, og den søgende begynder at tale ukendte sprog, hvori han priser og lover Gud for hans underfulde væsen og kraft.

VIL I STYRKE JER SELV – ELLER MENIGHEDEN?

Når I således ’stræber efter det åndelige’ (og I begynder at ’tale i tunger’) så skal I langt hellere profetere. ”for den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud (1.Kor.14:2) ”Ingen forstår den, der taler i tunger, for I Ånden taler han hemmeligheder. Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst (v.3).” Lad mig forklare:

De, der taler i tunger, henvender sig altså udelukkende til Gud; andre mennesker forstår ikke et ord af, hvad er siges! Tungetale handler om de ting, der er skjult for mennesker. Det, de siger, er faktisk hemmeligt og ikke beregnet for den menneskelige forstand! Omvendt med dem, som profeterer. De taler til mennesker og kan opmuntre, støtte og trøste dem. Ja, man kan sige det sådan: ”De, der taler i tunger, styrker sig selv, men den, der profeterer, styrker menigheden (v.3, parafrase).” Lad disse ord tale for sig selv.

*

”Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv (1.Kor.14:4).” Her har oversætteren (for at vi bedre skal kunne forstå tungetalens ’mindre’ betydning) indsat ordet ’kun’ (’han opbygger kun sig selv). Når vi betragter tekstens solide sammenhæng, så er anvendelsen af det lille ord ’kun’, berettiget! Oversætteren fortsætter nemlig: ’… men den, der taler profetisk, opbygger en menighed (v.4).”

Apostlen ser hele dette aspekt ud fra menighedens synspunkt. Han følger udelukkende denne ene tanke: Hvad kan gavne menigheden?

”Dem, der taler i tunger, styrker kun sig selv, men dem, der profeterer, styrker hele menigheden (v.4, parafrase).”

Det er altså udmærket, hvis I alle taler i tunger, men jeg vil hellere have, at I profeterer. Det er nemlig meget mere værdifuldt med profeti end med tungetale, medmindre den, der taler i tunger, også udlægger, hvad han siger, så at menigheden kan få noget ud af det (v.5, parafrase).

Det vil altså (i al korthed) sige, at det er bedre at profetere end at tale i tunger, hvis altså ikke, at tungetalen straks bliver udlagt, så hele menigheden kan få gavn af det. ”Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger,” slutter apostlen dette afsnit, ”men jeg vil hellere have, at I taler profetisk!”

Dermed er sagen gjort klar: Tungetale er ’et gode’ og må ikke hindres, for det er døren ind til et rigere liv – især hvad angår menighedens største behov for tiden: ’At nogle mennesker begynder at tale profetisk og afslører, hvad fremtiden har at bringe…

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’BLODMARKEN’ (www.johnynoer.dk)

I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.23.06.2023.

’En ny verdensorden’ – det er temaet, som hedningenationerne (deriblandt Danmark) nu samles om, og energisk søger at fremme…

Gud spørger allerede i den anden Salme deltagerne, ’hvad de pønser på’? Hvad har I i sinde med disse storslåede konferencer, der glimrer med de store navne, som er glemt i morgen? Hvorfor samles I og drøfter ting og sager, som i virkeligheden kun er tomhed, thi jeg er ikke indbudt, og mit navn bliver ikke æret – derfor er jeg heller ikke tilstede med min velsignelse, og I er ladt ene med jeres tomme resolutioner!

”Jeg ser, hvad I har på jeres dagsorden, og kender jeres ærinde fuldt ud! Jordens konger og præsidenter, statsledere og magthavere er samlet med det ene formål for øje: ’At gøre oprør mod Herren’. De rådslår om dette ene emne: Hvordan kan vi en gang for alle ’sprænge de bånd’, som søger at forhindre os i at leve vort liv, som vi vil? Hvorledes kan vi endeligt ’kaste disse reb af os’, og hvorledes kan vi samtidig forfølge dem, som har i sinde at hindre os i at tilfredsstille vort begær’?

*

For universets hersker er dette dybest set latterligt, – og det må ikke undre nogen, at han derefter ’spotter dem, taler til dem i vrede – ja, forfærder dem i sin harme’ (Salme 2:4-5).

Og det er her, at Gud i sin nåde trods alt søger at tale menneskebørnene til fornuft, samt at kalde sin menighed til orden! Det er her, at der (forud for alt andet) er brug for et alvorsord. Derfor lyder Herrens ord fortsat:

SPÆDBØRN I ONDSKAB

”Brødre, vær ikke børn i dømmekraft; nej, vær spædbørn i ondskab men fuldvoksne i dømmekraft (1.Kor.14:20).” Den djævelske masterplan for de sidste tiders forførelse har Satan allerede lagt før grundlæggelsen af denne jord og dette univers. Den viser sig nu i al sin storhed og udspekulerede ondskab – men beviser sig dog svag på ét punkt: ’Spædbarnets uskyld’!

Mennesket er ganske vist født i synd og har fra fødslen alle de kapaciteter, der hører den faldne menneskeslægt til – men spædbarnet ejer ingen erfaring med hensyn til det onde og kan derfor ikke manipuleres (som det fuldvoksne menneske) i den ondes intriger og hensynsløse nedrighed. Derfor er det et ord fra Herren for denne timers faldne menneskeslægt:

”Vedbliv at være spædbørn i ondskab!”

Den, som bevarer den barnlige uskyld og beviser en uforfalsket renhed midt i denne onde verden, kan ikke rammes af Satans morderiske strategi; dyrets skarpe klør kan ikke få fat i den uskyldige og enfoldige barnesjæl, som netop på en særlig måde værnes af Herren! Derfor hedder det: ”Se til, at I ikke ringeægter én af disse små; thi jeg siger jer: deres engle i himlen ser altid min himmelske Faders ansigt (Matt.18:10).”

I skal være særligt omsorgsfulde, siger Jesus, med hensyn til de enfoldige barnesjæle, som stadig overraskes – ja, forbløffes ved at opleve Satans ufattelige ondskab (og ikke fatter den mindste smule af Den Ondes strategi, men stadig står barnligt uforstående overfor den perverse forstands idéer med endetidens menneske.

DE FATTIGE I ÅNDEN

”Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres (Matt.5:3).” Disse mennesker er i sandhed Guds børn i denne forvildede slægt. De ejer nemlig en himmelsk skat, som ofte er skjult for denne verdens fortabte børn. De er i stand til – ud fra deres enkle men sande livsopfattelse – at dømme ret i den mest komplicerede, sataniske forførelse, og de vil faktisk være i stand til at lede statsmænd og verdens ypperste rådgivere på den rette vej.

Den barnlige tro forstår nemlig (uden at have skrevet nogen opsigtsvækkende artikel i forfatningsret) hvorledes kong Salomo skal styre sit rige (fordi ’Himmeriget jo er deres’). De besidder derfor ’en højere visdom’, og de kan med knivskarp bedømmelse og guddommelig indsigt forklare, hvad er der et godt, og hvad der er ondt!

At være ’fattig i ånden’ vil nemlig ikke sige, at man er uden forstand, og det vil slet ikke sige, at man er uden evner til at kunne klare dagen og vejen – tværtimod har ’de fattige i ånden’ kapacitet til at kunne klare sig bedre end de såkaldt ’kloge’ og ’intelligente’ mennesker, – ja, de vil ved hjælp af deres hemmelighedsfulde indsigt kunne udrette mere i denne verden, end dem, som henter deres kundskab fra tidsåndens sprukne brønde.

Folk i almindelighed ringeagter dem, som indenfor sekunder kan sige, at dette og hint er ondt eller godt, og de ser med overlegen selvtilfredshed (for de ’ved jo bedre’) på dem, der søger et andet rige (himmeriget) – men deres livslykke varer kun en kort tid, så indhenter tidsfristens ulykke dem – og en sort engel venter dem utålmodigt ved den sidste dør, der åbner sig ind til den fortabelsens evighed, de utrætteligt (hele deres liv) har arbejdet sig frem imod.

*

Den seneste, store fjernsynsudsendelse, Eurovision Song Contest 2023 (Det europæiske Melodi Grand Prix 2023) løb over skærmen den 2. lørdag i maj, og er siden blevet bedømt af alverdens medier og sekulære anmeldere. De kristnes bedømmelse burde placeres under Jesu ord: ”Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.”

Med flammer af ild, som prægede TV-præsentationen af de fleste sange, var tonen slået om fra begyndelsen af det kæmpemæssige internationale show! Det var som et homoseksuelt-narko-budskab fra helvede, at forførelsen snart har nået sit klimaks, og al verden er ved at blive moden til, at ’ødelæggelsens vederstyggelighed’ placeres i Israels Guds tempel.

*

”Salige er de sagtmodige,” fortæller fortsætter Jesus sin bjergprædiken i Mattæus det femte kapitel, ”thi de skal arve jorden.”

”Jeg tilsiger altså dem, ’som er sagtmodige’, en særlig velsignelse,” fortsætter Herren, idet han i sin ’bjergprædiken’ detaljeret forklarer, hvorledes den kommende verden bliver opbygget: ”De sagtmodige skal arve jorden,” udtaler han.

Det er næsten ikke til at forestille sig! Det vil nemlig sige, at de ’karrieresyge politikere’ ikke har en chance i en kommende evighedsregering! De ambitiøse, de stolte, de underfundige og dem, som skjuler ’deres virkelige dagsorden’, indtil de har erobret ’taburetten’, er for altid sat ud af spillet! Det kommende rige, Gudsriget, (som allerede er iblandt os) har i spidsen sat nogle mennesker, som har samme sind som Jesus. Det er folk, som ejer et sagtmodigt hjerte, og som ikke kunne drømme om at ’bruge albuerne’, for at opnå en bedre stilling. Det er folk, som hellere vil ’bie på Herren’, før de tager en afgørende beslutning, og som ’venter på Gud’, før de siger deres mening.

ET NYT SLÆGTLED AF LEDERE

Det er altså en hel ny generation af ledere, som skal overtage herredømmet i den kommende verden. Nogle, som ikke kan væltes fra den indsættelse, som de har fået af den højeste myndighed i Universet, og om hvem Faderen har sagt de samme ord, som han bruger om sin egen Søn: ”Jeg har dog indsat… (Salme 2:6).”

Ingen bør nemlig glemme, at Gud, Herren, i sin aktuelle administration af en fortabt verden, til stadighed har ’Riget’ for øje – ja, at han allerede har ’indsat’ dem, der som ’konger og præster’ skal regere på denne fortabte klode i de sidste 1000 år af dens eksistens! Til dette formål har han nemlig allerede udvalgt en flok ’sagtmodige’ mennesker og på forhånd tilsagt dem en fornem stilling i ’Riget’. Derfor hedder det om disse udvalgte, at de er ’salige’. De kan (midt i forfølgelsen og martyriet) prise sig lykkelige, for de går en position i møde, som er herlig over al forstand.

*

Der er altså ingen grund til, at de, som venter ’en ny verdensorden’, fortvivler og siger: ”De eneste, der bruger denne definition (’en ny verdensorden’) er de gudløse.”

Tværtimod! Gud, Herren, har fra før verdensløbets begyndelse talt om – ikke blot en ny orden – men ’en helt ny himmel og en splinterny jord, hvor retfærdighed bor (2.Pet.2:13)’.

”For se,” råber profeten Esajas, ”jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer’, rinder ingen i hu (Es.65:17).”

”Jeg gør alle ting blændende nye, og dermed mener jeg, at ’det gamle’ ikke huskes mere (v.17).” Ord og udtryk som f.eks. ’Økonomisk forum’ er begreber, som hører til ’det gamle’, og der er ikke en sjæl, som bekymrer sig mere om ’Verdensbankens forudsigelser’. Ingen spekulerer på klimaet, for den slags hører kun med til ’den gamle verden’, og den art af bekymringer tilhører ikke ’den nye orden’, som Gud, Herren, indfører.

”Thi ligesom de nye himle og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Herren, således skal jeres afkom og navn bestå (Es.66:22).”

Løftet, som her gives af Herren, er simpelthen enestående! Han lover på forhånd, at den nye jord og de nye himle – ja, hele det storslåede skaberværk, som Herren på ny lader mennesket få del i, er af en oprindelse, som ikke mere skal gå til grunde – og han sige præcis det samme om den nye menneskeslægt, som skal bebo det nye univers. – ”Således skal også I og jeres børn og jeres nye navn bestå for mit åsyn (v.22, parafrase).”

”Men inden I når så langt, hvor alt det gamle glemmes, så skal I få et sidste syn af dets endelig: ”Igennem tusinde år skal jeg hver måned (når det er nymåne) og hver uge på sabbatten, hvor alle mennesker kommer for at tilbede mig, få dem til at gå ud og kigge på ligene af dem, der gjorde oprør mod mig.”

”For maddikerne, der gnaver i ligene, vil ikke dø, og den ild, der brænder i dem, bliver aldrig slukket.”

”Det vil være et grusomt syn, siger Gud, Herren (Es.66:23).” Med disse ord, slutter Esajas’ profetier om fremtiden. ”Det er et syn, der vil fylde enhver med væmmelse,” siger han (v.23, parafrase).

ET FREMTIDSBILLEDE RULLES OP

Eftersom det er og forbliver en urokkelig kendsgerning, at intet folk kan blive en anerkendt nation blandt folkeslagene, uden at det besidder et land, så måtte Gud, Herren, slutte en pagt med efterkommerne af Abraham, at de skulle have et landområde, som (allerede ved Jakob) fik navnet Israel. Guds nye verdensorden bygger på denne historiske kendsgerning, at Israels land – på trods af den ganske verdens modstand – tilhører det jødiske folk, og alle nationer på hele kloden, må anerkende denne orden. Den blev givet, da Jakob lå på sin dødsseng.

”Jeg dør snart,” sagde han til sin søn, Josef. ”Men Gud vil være hos jer og lade jer komme helskindet tilbage til jeres fædreland. Udover det, som jeg vil give dine brødre, så vil jeg tillige give dig en del af den højderyg (Sikem), som jeg under kamp fravristede amoritterne med mit sværd og min bue!”

Jakob tilkaldte derefter alle sine sønner og sagde til dem:

”Kom herhen, så vil jeg fortælle jer, hvad der skal ske med jer i fremtiden. I, Jakobs sønner, Israels børn, kom herhen og lyt til jeres far!”(1. Mose 49:1-2, parafrase).

… og så ruller den gamle patriark et fremtidsbillede op for den forbløffede skare af unge mænd. Statsmænd af i dag bør studere denne ’fremtidsprofeti’ og skrive sig visse afsnit bag øret, for det, som var Jakobs sidste ord, vil blive opfyldt til punkt og prikke!

Især skal vore dages politikere lægge mærke til, hvad den døende Jakob fik sagt om Juda, for det er en kendt sag, at ’vor Herre, Jesus, kommer fra Juda Stamme (Hebr.7:14).”

Til Juda siger Jakob: ”Dine brødre vil beundre dig – ja, alle din fars sønner vil bøje sig for dig, for din hånd vil til sidst i et kvælertag gribe hårdt om halsen på dine fjender (1.Mose 49:8).”

*

Inden Jakob udåndede, får han sagt til Juda, at han er ’som en løveunge der løfter hovedet fra sit blodige bytte’. Han fortsætter: ”Men du er også som en gammel løve, der efter kampen sejrsbevidst lægger sig til ro – eller som en hunløve, ingen tør vække.”

”Du skal beholde kongescepteret,” er Jakobs sidste ord til Juda!

”Du skal stå med herskerstaven i dine hænder, indtil ’han’ kommer, menneskesønnen, som alle folk vil adlyde.

Se, hvorledes ’han binder sit æsel ved en vinstok – ja, se, hvorledes ’han’ binder sit æselføl ved en vinranke. ’Han’ vasker sit tøj i kostbar vin og skyller sin dragt i druernes saft. ’Hans’ øjne er mørkere end den røde vin, ’hans’ tænder er hvidere end mælk (1.Mose 49:8-12).”

Dette er Israels sidste ord til Juda – og de burde skrives på folketingssalens endevæg på Christiansborg, så at regeringen altid ved, hvilken side de skal vælge i folkekampen, der stunder til.

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’DEN STØRSTE LØGNEHISTORIE’ (www.johnynoer.dk)

I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.09.06.2023.

Et politisk parti har altid en række ’mærkesager’. Dermed identificerer det sig. Det er sager, man vil kæmpe for, og som man kan stå inde for.

En mærkesag for et sådant nyt, kristen politisk parti må absolut være knyttet til staten Israel – og det vil være ’sund fornuft’, at bringe det forslag frem for regeringen, at den danske ambassade i Tel Aviv skal flyttes til Jerusalem som Israels hovedstad!

Disse linjer skriver jeg på den majdag i året 2023, hvor sirenernes advarselstoner blev testet, og den uhyggelige lyd fra krigens tid atter lød ud over landets tage, skove og søer. ”Det vil ikke vare længe, før det er bittert alvor, når disse sirener lyder, og mobiltelefonerne over hele landet beordrer folk til at søge ly, for der er et farligt angreb på vej,” (tænkte jeg), og min fornemmelse, at den 3. verdenskrig – også kaldet ’Ezekiels Krig’ eller ’Gogkrigen’ – står umiddelbart for døren, meldte sig atter!

Da er det et spørgsmål, hvilken side, vi som danskere er på! Er vi på Israels side, eller er vi på Israels fjenders side? Dette spørgsmål afgøres allerede nu! Anerkender Danmark Jerusalem som Israels eneste og udelelige hovedstad – eller søger vi stadig en kompromisets vej i denne for Israel og nationerne så vigtige sag? Det er på høje tid at blive klar over dette, og det varer ikke længe, så vil den danske regering, og landets beslutningstagere blive sat kniven på struben!

”Thi Herren… vil nu atter bo i Jerusalem, for Han har rejst sig fra sin hellige bolig (Zak.2:16, parafrase).” Men for rigtigt at kunne fatte dette skjulte emne, er det nødvendigt at studere hemmeligheden om ’Riget’.

På et tidspunkt er det ikke længere spørgsmålet om at acceptere Jerusalem som Israels hovedstad. Dagen nærmer sig, hvor det bliver en godtagelse af Jerusalem som verdens hovedstad, der rykker i forgrunden.

HEMMELIGHEDEN OM ’RIGET’

”Og han sagde til dem: Jer er Guds riges hemmelighed givet; men de, som er udenfor, får det alt sammen gennem lignelser (Mark.4:11).” Sådan taler Jesus om ’Riget’. Han siger, at det er en hemmelighed – men han går direkte til sagen, når han taler med sine disciple. Han skjuler intet for sine efterfølgere! Han vil, at denne godt gemte hemmelighed skal blive forstået og føre til en livsforvandling for dem, som anerkender ham.

”Jer er Guds riges hemmelighed givet,” siger Jesus. ”Det, der er som en lukket bog for andre, er krystalklart for jer, som hører mig til. (Jeg har afleveret det skjulte til jer – men det forbliver et mysterium for dem, der ikke følger mig). I stedet for at åbenbare hemmeligheden om ’riget’, gi’r jeg dem nogle billeder, som de kan spekulere over,” fortsætter Jesus, ”og det vil gå dem, som der står skrevet:

”De skal se og se og dog intet fatte, og høre og høre og dog intet forstå, så de ikke omvender sig og får tilgivelse.”

Det vil altså ikke et øjeblik gå op for ’dem udenfor’, at ’Riget’ har med det nuværende Jerusalem at gøre, og at ’himmeriget’ har med ’det himmelske Jerusalem’ at gøre – ja, at denne by blev set af Abraham, David og profeterne, ’som alle hilste staden i det fjerne og åbenlyst bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden’ (Hebr.11:13).

Mennesker, der fører et sådant sprog, viser med al tydelighed, at de søger efter ’deres rette hjemland’. Selvom det er oplagt og ligetil, så spekulerer de ikke et øjeblik på at vende tilbage til ’det rige, de kommer fra. De længes dybt og inderligt efter ’noget bedre’, nemlig deres egentlige hjemland i himlen – Guds Rige – som de allerede i denne nuværende epoke kan finde åbenbaret her på jorden.

Derfor skammer Gud sig ikke over, at de er en hjemløs flok, som drister sig til at kalde ham for ’vores Gud’ – nej, han har oven i købet forberedt en evig stad for dem, ’det himmelske Jerusalem’ (Hebr.11:13, parafrase), som de aldrig glemmer eller lader ude af syne.

GLEM ALDRIG JERUSALEM

”Når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig ’åbenlyst’ (Matt.6:6). Når du altså beder, at Guds Rige skal få fremgang, og at Herren, så snart det er muligt, skal lade sit rige blive en salig virkelighed (lige midt på denne kummerlige jord), så lad denne bøn ske bag lukkede døre! Gå hen et sted, hvor du lige så stille kan lukke døren efter dig; lad være med at fremsige de samme bønner om og om igen! Jeres far ved jo, hvad I trænger til, før I beder ham om det. Kom derfor til sagen og læg dit forehavende frem for Herren, og han vil bønhøre dig for Kristi skyld!

Når du kommer til det væsentlige punkt (som er ét af de første bedeemner i den bøn, Fadervor, som Herren selv har lært os, der aldrig må glemmes), hvor du beder om, at ’Guds Rige må bryde igennem’, så kan du på ingen måde omtale Riget uden at nævne Hovedstaden! Det er afgørende, at du husker den by, som gennem historien flere gange har været jævnet med jorden og ustandseligt blevet erobret af jordiske tyranner. Jerusalem er nemlig stadig på Guds agenda!

*

”… og derefter følger det væsentlige i Paulus’s forklaring, når han i dette afsnit af Romerbrevet slår fast, at eftersom ’de ikke alle sammen er børn, fordi de er Abrahams afkom, så er det ’kun gennem Isak, at afkom skal regnes efter ham (v.7).”

’Det græske’ er her utroligt præcist formuleret, fordi Skriften har forudset, at arvefølgen efter Abraham vil blive et fremtidigt stridsspørgsmål (og det er stadigt et blodigt anliggende).

”Men disse retsregler gælder til alle tider,” siger Salme 119:26, – og (den lange salme fortsætter: ”Endog fyrster (høje myndighedspersoner) har været samlet og talt åbenlyst imod mig (v.23) – men det er disse vidnesbyrd, der er mine rådgivere (v.24).”

… og de lyder i dette tilfælde sådan: ”Efterkommerne er heller ikke børn, selvom de er af Abrahams sæd; men i Isak skal din sæd blive kaldet.”

Det betyder simpelthen, at man ikke får del i Guds løfte til Abrahams slægt, medmindre at man nedstammer fra hans søn Isak…

… og Guds løfte vedrørende Isak lyder sådan: ”Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn (v.9).”

Det drejer sig altså om løfter, som er givet af den evige Gud! Først og fremmest til Abraham, Guds ven, som blev lovet et rige, der skulle blive hans og hans efterkommeres ejendom. (Især blev det givet til hans barnebarn, Jakob, der arvede det uforglemmelige navn, Israel), og som er søn af Isak, der af Gud blev udset til at følge familien videre.

(Vil det så sige, at vi ikke kan stole på Guds løfter, men at Guds ord – ved afslutningen af det hele – har svigtet, og at vi nu er overladt til os selv med hensyn til at arve Guds Rige? (Rom.9:6)) ”Nej, således skal det ikke forstås,” siger Paulus. ”Det betyder tværtimod, at man kan fuldtud stole på Guds løfter, blot skal man på forhånd være indforstået med, ’at det ikke er alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter’ (v.6). Det vil sige, at det er alle jøder, der hører med til det sande Guds folk. De hører altså ikke alle med til ’udvælgelsen’. ”De er,” (siger grundsproget), ”ikke alle Israel, de, som er af Israel.”

EN KRISTEN RØST I DET DANSKE FOLKETING

Allerede i 1995 vedtog USA’s kongres en lov, der pålægger præsidenten at anerkende Jerusalem, som Israels hovedstad. Ikke desto mindre har samtlige præsidenter gang på gang underskrevet en dispensation, der lader USA’s ambassade forblive i Tel Aviv.

Donald Trump blev manden, der satte en stopper for udskydelsen og implementeringen af denne lov. Dansk Folkepartis daværende udenrigsfører havde mod til at støtte op om anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad og dristede sig til at forslå, at den danske ambassade blev flyttet fra Tel Aviv. ”Det vil klæde den danske regering at følge trop med USA,” udtalte han, men til dags dato har han ikke vundet gehør for sin overbevisning.

Dagen, hvor den amerikanske Jerusalem-ambassade blev åbnet, skete det, som mange havde frygtet, og som har holdt hånden tilbage på tidligere USA-præsidenter,(heriblandt Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama) : Tusinder af palæstinensere protesterede ved grænsen mellem Israel og Gaza. Mindst 60 mennesker blev dræbt og op mod 2700 meldt såret under urolighederne.

Det fik amerikanske og internationale meningsdannere til at debattere, om Trump havde handlet rigtigt ved resolut at sætte en stopper for årtiers amerikansk vankelmod. Det blev ikke sagt åbent og ligefremt, sådan, som det står skrevet i Salmernes Bog, at ’nu kan Herrens Navn forkyndes i Jerusalem, hvor folkeslag og riger samles til hobe for at tjene Herren – men ’Washington Examiner’ skrev i en lederartikel: ”Trump ryster vores fjender og bakker op om vores allierede. Der er tydelige risici ved at gøre dette, men der er også muligheder. Og det er ikke, fordi status quo ligefrem fungerede godt,” påpeger avisen.

En sådan udtalelse bør nærlæses igen af den danske regering, og det kan være, at de kristne borgere skal sørge for, at der altid er en røst i det danske folketing, som taler Jerusalems sag.

*

I en lederartikel bebrejdede avisen Washington Times ’palæstinenserne for volden ved ambassade indvielsen, og slår fast, at USA har ret til at placere sin ambassade, hvor den vil’.

(Det er ord, som atter må genlyde i folketingssalen i Danmark. ’En regering har ret til at placere sin ambassade, hvor den vil’ – og hvis den danske regering virkelig vil tage dette troens skridt, så er der nu en stor mulighed for at det kan ske!)

Washington Times fortsætter: ”Da en tragisk dag med blodudgydelser var slut, var den amerikanske ambassade i Israel endelig i Jerusalem, hvor en uafbrudt række af amerikanske præsidenter har lovet, at de vil placere den.”

*

Den dag, hvor en dansk regering har flyttet sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, den dag kan også danskerne sige: ”Så står vore fødder da i dine porte, Jerusalem (Salme 122:2).”

Det vil være en jubeldag, og en dag, hvor Danmark atter stiller sig helt og holdent på Israels side og siger med kong David: ”Jerusalem, bygget som staden, hvor folket samles; didop drager drager stammerne, Herrens stammer: En vedtægt for Israel om at prise Herrens navn! (v.3-4)

Jerusalem er mere end noget andet et sted, ’der knytter folket sammen’ (v.2). Her samles endog Herrens adspredte stammer – ja, her gør Herrens eget folk, som ’Loven med alle dens vedtægter påbyder’ (v.4): De rejser de evige dommersæder, der er som høje, statelige troner, der tilhører Davids slægt, og som derfor er mærket med Kristi Navn!

MED ET PENNESTRØG GODTOG HAN 3500 ÅRS JØDISK HISTORIE

I et indlæg på ’Foxnews.com’ har den amerikanske rabbiner Abraham Cooper, der er direktør for ’global social activisme’ ved Simon Wiesenthal Center i Los Angeles, skrevet sit syn på denne sag.

”Israel er belejret af truende naboer af en uretfærdigt dæmoniseret omverden,” skriver han og tilføjer: ”… og præsident Trump bør bifaldes for at stå fast for en trængt nation.” Abraham Cooper fortsætter: ”

”Zionister fordømmes som racister og israelere som nazister, moderne koloniherrer, besættere og endda ’falske jøder’. Ind kommer så Donald Trump. Med et pennestrøg legitimerede han 3500 års jødisk historie ved at åbne den amerikanske ambassade i Jerusalem og udslukkede samtidig den globale smædekampagne mod den jødiske stat.”

Ord, som giver et velvarende ekko på Christiansborg, hvor en ny Israels-venlig politik nu indvarsles.

*

Den beretning, må jeg nødvendigvis fortælle til lovgiverne i Danmark og alle involverede i denne sag, for den fortælling er god at få forstand af.

Det skete en dag, da Abraham sad i indgangen til sit telt, som han havde plantet ved den gamle lund med egetræer i Mamre. Det, der her skete, fandt sted på den varmeste tid af dagen: Herren

åbenbarede sig ved denne lejlighed atter for Abraham.

Abraham, som sad og døsede i den utrolige hede, så et øjeblik op og fik da øje på tre mænd, som var på vej hen imod teltåbningen. Han sprang straks op og løb dem i møde, og da han nåede hen til dem, bøjede han sig til jorden og sagde til den forreste af dem: ”Min Herre, vil I ikke hvile jer her hos mig under det store træ. Gå ikke min dør forbi! Lad der blive hentet lidt vand, så jeg kan vaske jeres fødder, og I kan hvile ud i skyggen af det gamle træ (1.Mose 18:1-5, parafrase).”

”Bagefter,” fortsatte Abraham, ”vil jeg sørge for, at I får en bid brød, så I kan komme til kræfterne, inden I rejser videre. Der må jo være en mening med, at I kommer her forbi, hvor jeg bor i den store ørken…”

HOLD JER KLAR TIL NATTENS RÆDSLER

”Hvem er så den tro og gode tjener, som hans herre har sat over alt sit tyende til at give dem deres mad i rette tid (Matt.24:45).”

Hvilket menneske eksisterer ikke på denne fortabelsens klode, som har det ønske frem for noget andet, at han dog måtte blive betragtet af sin Herre som ’en tro og god tjener’. For mit eget vedkommende ejer jeg ikke nogen større længsel end at blive mødt af min Herre med disse ord: ”Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din Herres glæde (Matt.25: 21 + 23).”

Derfor vil jeg for min del holde mig klar. Jeg aner jo ikke, hvornår Herren kommer. Jeg tænker, at jeg skal gennemgå en trængselsperiode, men jeg ved ikke på hvilket tidspunkt af nattens sorte mørke, at Herren dukker op. Jeg er som en mand, der ikke har kendskab til, hvornår på natten, at indbrudstyven kommer, og han må derfor holde sig vågen og forhindre, at der sker indbrud i hans hus. Derfor må jeg holde mig parat. Menneskesønnen kommer, når jeg mindst venter det – men jeg må sørge for, at alle får mad til tiden (v.42-46, parafrase).

Så godt som alle illustrationer, som Herren Jesus anvender for billedligt at gengive, hvad han har på hjerte at åbenbare, er fortællinger, som foregår ved højlys dag. Historien om en sædemand, som gik ud at så, foregår ved fuldt dagslys. Ligeledes beretningerne om den tabte mønt sker om dagen – medens billedtalen om antikrist og hans komme foregår ’ved midnatstid’. Ikke at dette er noget afgørende argument for at skildre tidspunktet for Herrens komme, men når Herren vil give et billede på ’den time, som vi ikke tænker os’ (Matt.24:44) – så vælger han en illustration, som skildrer nattens rædsler.

I SKAL IKKE VÆRE BANGE

I det afsnit af Ny Testamente, hvor Jesus taler om, at han går bort ’for at berede en plads til os’ (Johs.14:2) – så indleder han hele dette kapitel med ordene: ”I skal ikke være bange! Nu stol I tro på Gud og stol på mig!”

De ord gentager han i samme kapitel i det 28. vers: ”I må ikke forfærdes og ikke være modløse.” I samme åndedrag siger han: ”Verdens fyrste kommer, og mig kan han intet gøre (v.30).” I hele det afsnit af Ny Testamente, som omfatter næsten 30 vers, taler han udelukkende om den rustning, som han efterlader disciplene med. Han siger: ”Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig (v.10) ”… og I er i mig, og jeg er i jer.” Jesus taler altså om Helligåndens iboende kraft, så der er ikke noget at være bange for. ”I er ikke efterladt faderløse.”

Forud for de trøstesfulde ord om, at Jesus ’går bort for at gøre en plads rede for os’, udbryder Herren (som ser han den forfærdelige trængselstid, som venter hans disciple): ”Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig (Johs.14:1-3).” – ”Jeg kommer igen og tager jer til mig” (bortrykkelsen), ”for at hvor jeg er, dér skal I også være (i evighedens herlighed, hvor I er beskyttet fra alt ondt.”

Herren fortsætter derefter med at forklare, hvad der nu vil ske, ’inden han kommer igen og tager os til sig’ (v.3). Han siger: ”Jeg vil ikke forlade jer som forældreløse børn. Glem ikke et øjeblik, at jeg kommer tilbage til jer, og så er jeres trængselstid forbi. Jeg er nødt til at forlade jer nu – men jeg lader jer ikke i stikken… v.18).”

*

I BEHØVER IKKE AT VÆRE RÅDVILDE

Samtalen mellem Jesus og hans disciple forløber således: Thomas siger: ”Men Herre, vi er ikke klar over, hvor du går hen. Hvordan kan vi så kende vejen.” (Med andre ord: Hvordan skal vi nu klare os? Vi kan ikke bestå, hvis vi er alene). Jesus giver et direkte svar på dette spørgsmål. Han siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kan nå frem til Faderen uden om mig. (Og jeg vil fra nu af være iblandt jer og i jer på en særlig måde.)

Når I kender mig, så kender I også min far (Så ved I, hvordan han er, og hvad han tænker): Fra nu af har I helt bogstaveligt set ham, og I kender ham på nærmeste hold. I behøver ikke at være rådvilde, for I ved, hvordan han reagerer, og hvad han nu har i sinde.

”Dette siger jeg jer: De, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort (v.12, parafrase). – Ja, han kommer til at gøre endnu større ting. Jeg vender nu tilbage til min far, men alt det I beder om, det vil jeg gøre for jer. Igennem mig vil I se min fars guddommelighed. Jeg vil gøre alt, hvad I beder om (v.13-15, parafrase). Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand, som vil forblive hos jer til evig tid (v.16). Faderen sender jer en anden vejleder, og han forlader jer ikke. En anden i stedet for mig, som altid vil være hos jer. Det er Sandhedens Ånd, som denne verdens mennesker ikke er i stand til at tage imod, fordi de hverken ser den eller forstår den; men det gør I, og I skal lære ham at kende, for han skal bo i jer og blive hos jer.”

Herren udruster således sine disciple til at gå en vanskelig tid i møde. De bliver bevæbnet til de sidste dages kamp mod antikrist og hans globale forfølgelser. Jesus lover sine efterfølgere, at de vil få en iboende kraft – ja, at de vil gøre endnu større gerninger. ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver. Jeres hjerter skal ikke forfærdes og I skal ikke være modløse! (v.27)

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’ENGLANDS KONGE ER IKKE ANTIKRIST’ (www.johnynoer.dk)

I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.26.05.2023.