ISRAEL ANKLAGES NU FOR FOLKEMORD

Hvorfor har I ikke anholdt ham?”

Sådan lød spørgsmålet til tempelvagten, da de vendte tilbage til farisæerne uden at have arresteret Jesus. (Johs.7:45).

”Vi har aldrig hørt nogen tale, som han gør.”

”I har altså lade jer bedrage ligesom de andre!”

”Hør her!” Nikodemus, der tidligere selv havde opsøgt Jesus, afbrød dem. ”Det er ikke i overensstemmelse med loven at dømme en person, uden først at afhøre ham, for at få at vide, hvad han har gjort.” (Johs.7:46-52, parafrase)

Denne ordveksling fra Ny Testamente er en passende indledning til den artikel, hvor jeg lader en forsvarer komme til ord med hensyn til de anklager, der i disse dage rejses mod Israel.

*

Den halve verden rejser sig i øjeblikket og fordrer, at alle nationer nu samler sig for at fordømme Israel! Sydafrikas regering går forrest i dette kollektive had mod Israel, og Irlands parlament har nu taget en stilling, hvor det vender sig mod, hvad de kalder: ’Israels barbariske holdning i Gaza’. De opfordrer nu alle verdens nationer til at gøre det samme! Det må være konklusionen af den dom, som netop er faldet i Haag, hvor Den Internationale Domstol har ladet sin kendelse lyde,” hedder det fra Israels modstandere.

”Vi står skulder ved skulder med det palæstinensiske folk,” lyder det fra Irlands parlament, som i denne stund melder, at det har 26.000 dræbte i krigen med Israel.

”Det er godt 250 dræbte om dagen,” siger Irland, ”og det gør Gaza til en slagtebutik!”

”Israel gør sig skyldig i ’folkemord’ (lyder det fra de ophidsede parlamentsmedlemmer), ”og vi opfordrer alle stater jorden over til at slå følge med os i en fordømmelse af Netanyahus krigsmaskine.”

Denne henvendelse har også adresse til den danske regering, og det er værd (i denne situation) at lytte til Ny Testamentes formaning, som taler om en skæbnesvanger dag, som nu med stormskridt nærmer sig.

*

Den dag er nærmere end nogensinde, hvor ’Menneskesønnen kommer igen – og denne gang med al sin himmelske herlighed og magt. Det er selve dagen, hvor han vil sætte sig på sin guddomstrone. Alle folkeslagene skal samles foran ham – og han skal stkille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.

”Han vil samle fårene på sin højre side og bukkene på sin venstre side. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, min Fars velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt (Matt. 25:31-34)… og han skal sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede! Gå til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle (v.41).”

Da rejser en af dommerpanelets repræsentanter i Haag, den israelske dommer, Barak, sig, for at tage Israel i forsvar: ”Det var en jøde, som støbte udtrykket ’Genocide’, da han i 1942 erklærede, at nazisterne begik folkemord med deres ubarmhjertige forfølgelse af drab på seks millioner jøder. Det folk, som på sin egen krop har oplevet ’Holocaust’, vil næppe gentage denne forbrydelse mod et andet folk,” siger han.

ORDET ’GENOCIDE’ KAN IKKE BRUGES I FLÆNG

Der stiger nu fra mange nationer i verden et råb om, at Israel skal dømmes for at begå ’genocide’. Sydafrika bygger denne alvorlige anklage på ’Genocide Convention, artikel IX, som giver retten mulighed for at tolke og analysere denne traktat, som en fordømmelse af Israel.

Med hensyn til selve den ordlyd, som traktaten har fået, fremgår det med al tydelighed, at den ikke på den måde kan anvendes i flæng. Det hedder f.eks. i denne traktat om ’Genocide’, … at et folk oplever tab, – ja, endog betydelige tab på grund af krigshandlinger, betyder ikke, at nu er der straks tale om genocide.”

”I en moderne krig er det normalt, at der ødelægges fabrikker, kommunikations-installationer, offentlige bygninger o.s.v. og civilbefolkningen påføres mere eller mindre svære tab. Det ville naturligvis være ønskeligt, om disse tab kunne undgås – og der kan foranstaltes forskellige måder og midler for at opnå dette ønske. Spørgsmålet er i denne situation udelukkende: ’at regulere krigshandlingerne’ og ikke at behandle situationen, som om der bliver begået genocide’ (UN-forslag til Conventionen af forbrydelsen Genocide, Section II artikel E/447 – af 17. juni 1947).

*

Højesteretsdommer A. Barak fortsætter sin kommentar til dommen i Haag med at understrege følgende: Et centralt spørgsmål, som rejses, når ’genocide’ kommer på tale, er, om hensigterne med krigshandlingen har været: … ’at tilintetgøre (helt eller delvist) en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan’?

For at kunne fastslå, at ’genocide’ har fundet sted, er det nødvendigt at følge eksemplet fra Gambia-sagen (IC7-report 2020 p. 18, paragraf 43). For at kunne konkludere om det er sandt eller løgn, at der har fundet ’genocide’ sted, holder man sig til det bevismateriale, som foreligger i to adskilte reporter (Independant International Fact-Finding Mission, I.c. 7. report 2020, p. 22, paragraf 55). Disse to reporter er baseret på en uhyre detaljeret samling af vidnesbyrd over 2 år, som inkluderer ikke mindre end 400 interviews med ofrene og øjenvidner, og analyser af satellit-fotos rå data. (De uafhængige eksperter rejste f.eks. til Bangladesh, Indonesien, Malaysia og Thailand for at interviewe og holde møder). Udover dette foretog missionens sekretariat yderligere seks særlige ’orienteringer i marken’ (UN’s paragraf 37).

Den nuværende retssag mod Israel ejer langt fra et sådant bevismateriale (- og med hensyn til antallet af døde, sårede og skader på infrastrukturen, så undlader den høje ret at oplyse, at tallene kommer fra ’The Ministry of Health’ i Gaza, som er nøje kontrolleret af Hamas).

(Man har således lyttet til erklæringer fra WHO, som er stærkt kritiseret i offentligheden for at ville udøve ’enevælde’,og UNRWA, som for tiden er anklaget for at støtte Hamas).

Den aktuelle retsags tilnærmelse (til muligheden for at komme i nærheden af ’forbrydelse af den art’) er langt fra den konkrete sag mod Gambia, hvor retten havde at gøre med det tvingende vidnesbyrd om ’operationer’, der var foretaget mod Rohingya. Disse ’operationer’ inkluderede 1) seksuel vold, 2) tortur, 3) metodisk planlæggelse af massedrab og 4) hadpropaganda, som var baseret på etniske, racemæssige og religiøse grunde (UN-report, A/HRC/ 39 CPR 2, 17. september 2018, paragraf 478-748.1140).

Højesteretsdommer A. Barak slutter dette afsnit af sine kommentarer i forbindelse med det ’råb om folkemord’, som adskillige nationer nu er ved at enes om (og hvor Danmark står på tærskelen til at forklare sin holdning i denne sag). Dommer Barak skriver:

”At anvende ’Genocide Convention’ under disse omstændigheder er at underminere integriteten af denne traktat – ja, at forvrænge hele opfattelsen af dette fænomen. Genocide Convention søger udelukkende at straffe ’den fysiske udslettelse af en gruppe som sådan’, – men det betyder ikke, at Genocide Convention søger at hindre ’en hvilken som helst væbnet konflikt’.

Højesteretsdommens sidste ord lyder sådan: ”Det er med stor respekt, at jeg har tilsluttet mig denne ret, som en af dens dommere. Jeg er blevet udpeget af Israel, men jeg er ikke en agent for Israel. Mit kompas søger udelukkende, hvad der er moralsk rigtigt, sandt og retfærdigt. Det er for at beskytte disse værdier, at Israels døtre og sønner har måttet betale med deres egne liv og drømme i en krig, som Israel ikke selv har valgt at udkæmpe.

DEN UBERØRTE HAR ET HJERTE AF STEN

Ved at lytte til den kvindelige, dygtige advokat, som åbnede retssagen mod Israel ved at fortælle om rædslerne, der er vederfaret den palæstinensiske befolkning under Israels bombekampagne i begyndelsen af Gazakrigen, måtte man have et hjerte, som var skabt af sten, for ikke at blive berørt.

Herren selv er dybt berørt, når der går dom over en nation og et folkeslag. Skriften fortæller om Herrens sindelag under den første domskatastrofe, som gik over jorden på Noas tid. Det fortæller Bibelen i få linjer (som har givet alverdens teologer hovedbrud, fordi de ikke ’passer ind i nogen form for dogmatik). Men der står skrevet følgende om Guds hjerte, da han så, at der nu kun var ødelæggelsens ubarmhjertige time tilbage:

Gud lagde mærke til, at ondskaben bredte sig på jorden, og alt, hvad menneskerne tænkte og planlagde, var ondt. Det skar ham i hjertet, og han fortrød, at han nogensinde havde skabt dem. Derfor sagde han: ”Menneskene skal fjernes fra jordens overflade. Ja, mennesker og dyr. Jeg har fortrudt, at jeg skabte dem (1.Mose 6:5-7).”

ISRAEL IKKE SKYLDIG I FOLKEMORD

Den israelske højesteretsdommer, Aharon Barak, som bl.a. har skrevet værket: ’International Humanitarian Law and the Israeli Supreme court’ (hvorfra er citeret i den aktuelle retssag mod Israel, ’Israel Law Review’, Bind 47, paragraf 185), har nedfældet den indledende artikel i forbindelse med Sydafrikas anklager mod Israel for folkemord i Gaza.

Det er (som her beskrevet) højesteretsdommerens ærinde med denne artikel (og personlige kommentar) at gøre det lysende klart for hele verden, at hvis der er noget, man ikke kan anklage Israel for, så er det ’Folkemord’. Dette har imidlertid været Sydafrikas hensigt (dog må alverden vide, at der i denne sag er stor forskel på regeringens og folkets indstilling).

Det land, som under Den Anden Verdenskrig på sin egen krop oplevede, hvad et ’folkemord’ betyder, kan ingen i dag bringe i anklageskranken for netop den forbrydelse, som den selv (under Holocaust) ’har været offer for’.

*

”Sydafrika stillede for retten med et krav om, at Israel øjeblikkelig skulle lægge våbnene ned,” forklarer højesteretsdommeren Barak, og fremsatte derpå en påstand, hvor det på stedet blev klart, at de ’opbyttede gerningsmanden’ i Bibelens historie om Kains mord på Abel!

”Retten har derfor forkastet Sydafrikas hovedanklage,” fortsætter dommeren, som selv var et medlem af dommerpanelet, og tilføjer: ”Det er atter blevet slået fast, at Israel har ’ret til at forsvare sig selv’, og det er blevet bemærket, at Israel har i denne krig ydet stor humanitær hjælp til befolkningen i Gaza.”

”Samtidig er det af retten blevet understreget, at alle parter, som deltager i den aktuelle konflikt i Gaza-striben, er bundet af den samme internationale humanitære lov (hvilket tydeligt inkluderer Hamas). Retten erklærede i den den forbindelse, at den var ’dybt bekymret over gidslernes skæbne (efter det morderiske angreb på Israel d. 7. okt. 2023) og den påbød Hamas øjeblikkeligt at befri gidslerne.2 (se: ordren, paragraf 85).

DOMMERENS PERSONLIGE VIDNESBYRD

Med hensyn til anklagen om, at Israel har forbrudt sig ved at begå ’genocide’ (folkemord) bør man fastholde, at dette udtryk for første gang blev anvendt i 1942 (af den jødiske advokat, Raphael Lemkin), og at betegnelsen dækker ’det omhyggeligt planlagte og koldsindigt udførte mord på seks millioner jøder under Holocaust’. Hvordan kan man nu anklage Israel for netop den forbrydelse, som første gang blev omtalt af en jøde midt under Holocausts rædsler?

… (og herefter bliver dommer Barak helt personlig og fortsætter om sine egne erfaringer i forbindelse med ordet: ’genocide’):

Dommeren skriver: ”Jeg var fem år gammel, da jeg blev en del af den tyske operation ’Barbarosa’, som inkluderede den by, hvor jeg var født – KAUNAS – i Litauen. I løbet af kun få dage blev her 30.000 jøder fjernet fra deres hjem og anbragt i en ghetto. Det var som at blive dømt til døden og nu kun at vente på selve henrettelsen.”

Den 26. oktober 1941 blev alle jøderne i ghettoen beordret til at stille på et torv, som kaldtes: ’Demokratipladsen’. 9000 jøder blev derefter ført bort og øjeblikkelig henrettet ved at blev mejet ned af maskingeværer!

*

Dommer Barak fortæller videre fra sit eget liv og begrunder derved, hvorfor anklagen mod jøderne (at de skule stå bag et folkemord i krigen i Gaza) er en ’eksistentiel umulighed’). Han skriver: ”I begyndelsen af 1944 blev alle børn under 12 år læsset på lastvogne og dræbt under den berygtede ’børneaktion’ – og det var klart, at jeg måtte finde et bedre skjulested.

Jeg blev derfor smuglet ud af ghettoen i en sæk og ’gemt bort’ hos en bonde i Litauen. Han byggede en dobbelt mur i et af værelserne, og jeg og min mor måtte opholde os på de få kvadratmeter indtil afslutningen af krigen, hvor vi blev befriet af den røde armé i august 1944. Kun 5 % af jøderne i Litauen overlevede naziforfølgelsen.”

Højesteretsdommeren fortsætter: ”’Genocide’ er derfor mere end blot ’et ord’ for mig. Det repræsenterer en nøje kalkuleret udryddelse af et folk – og er den mest alvorlige anklage, som kan rejses mod en nation. Den anklage rejste Sydafrika mod Israel i den nu afsluttede retssag, hvor den hebraiske nation blev frikendt.

Nazisterne og deres håndlangere søgte under Anden Verdenskrig at fratage os vor menneskelige værdighed. Men det lykkedes dem ikke! De formåede at slå mange af vort folk ihjel – men de var ikke i stand til at tage vor menneskelighed fra os. Beskyttelsen af det menneskelige er i dag dybt rodfæstet i det israelske retssystem. At gøre dem skyldige i folkemord er utænkeligt. Sydafrika har her rettet en falsk anklage mod Israel.

ENHVER SOLDAT BØR HAVE REGLERNE I SIN RYGSÆK

Dommer Barak, som selv deltog i den betydelige retssag, hvortil han var udsendt fra Israel, skriver videre: ”I min egenskab af at være højesteretsdommer i Israel, har jeg været med til at give ordre til, at israelske soldater skulle på stedet reparere en vandledning, som var blevet beskadiget af en israelsk tank midt under en operation i en palæstinensisk landsby. Ved samme lejlighed beordrede jeg ham til at holde inde med den militære operation, for at bringe humanitær hjælp til de civile, og for at de døde kunne blive begravet (HGJ 4764/04 Læger for Human Rights mod IDF Commander i Gaza).

I bedømmelsen af såkaldte ’dræberaktioner’, har højesteret i Israel altid understreget, at alt må udføres i nøje overensstemmelse med den internationale lov, som altid og uden undtagelse beskytter civile (HG7 769/02, Public Commitee against torture in Israel mod ’Government of Israel’ (targeted killings).

”Hertil kommer,” fortsætter Barak, ”at jeg som dommer i Israels Højesteret altid har gjort mig til talsmand for, at enhver israelsk soldat bærer med sig i sin militære oppakning den internationale lovs bestemmelser.”

DEN ETISKE REGEL

”Jeg skrev også i den forbindelse,” tilføjer Barak, ”at når en demokratisk stat bekæmper terrorisme, så gør den det altid ’med den ene hånd bundet bag ryggen’. Det vil sige, at selv i en kamp med en terrorgruppe som Hamas (der ikke følger de internationale love) så må Israel opretholde loven, der bygger på de demokratiske regler. ’Den etiske regel’, som er en integreret part af de israelske tropper, lyder sådan:

En IDF soldat vil kun bruge sin magt eller sit våben for at udføre en given mission – og det kun, hvis det er nødvendigt. Han vil bevare sin menneskelighed i al kamp og rutine. En soldat vil aldrig bruge sit våben eller sin magt til f.eks. at skade civile, der ikke deltager i kamphandlinger, og han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at hindre at civile påføres skade på deres legemer, deres værdighed og deres ejendom.

Dette er Israels DNA. Regeringer kan ophøre og følges af andre; nye regler for retfærdighed kan bringes til Israels højesteret – men Israels demokrati kan ikke ændres! Israels mangfoldige lag af sikkerhedsregler inkluderer også, at man kan have brug for ’et sundt’ råd’ midt under fjendtlighederne – det er en indstilling, som løber gennem hele rækken af institutioner og traditioner af den kollektive ’hukommelse’.

POLITISKE FORHANDLINGER – ELLER EN RETSSAG

Retten har bekræftet sit: ’prima facil jurisdiction’ (at denne sag ligger under dens juridiske område… se ordren paragraf 31). Imidlertid kan der rejses tvivl om, hvorvidt Sydafrika har handlet ’i god tro’ med hensyn til at anklage Israel for ’folkemord’.

Efter at Sydafrika sendte et ’Note Verbale’ til Israel d. 21. december 2023 angående situationen i Gaza, svarede Israel øjeblikkelig med at tilbyde en drøftelse ved først givne lejlighed. I stedet for at acceptere dette tilbud, der kunne have ført til en nødvendig diplomatisk samtale, så valgte Sydafrika med det samme at gå rettens vej.

Hvis der er noget, som historien har lært os angående fred i Mellemøsten, så er det, at der opnås mere ved de politiske forhandlinger, end der gøres ved en retssag.

Det bedste eksempel er sikkert 1978 fredsforhandlinger mellem Egypten og Israel i Camp David. Disse fredssamtaler lykkedes, da en tredje part knyttede sig til, og det lykkedes at få parterne til at indgå et forlig.

Ifølge min mening (skriver dommer Barak), kunne et lignende scenario have udfoldet sig her. Sydafrika nægtede at deltage i en sådan forhandling for derigennem at opnå en meningsfyldt drøftelse om situationen i Gaza.

KVINDER BLEV VOLDTAGET, SKÅRET OP ELLER SKUDT

Højesteretsdommer Aharon Barak skriver videre i sin personlige kommentar til retssagen i Haag:

Retten har aldrig beskæftiget sig med en fuldstændig beretning om det, som skete under det terrorangreb, som Hamas foretog på Israel d. 7. okt. 2023, og har derfor ej heller helt forstået baggrunden for den militære respons, som Israel foretog, og de begivenheder, som derefter har udfoldet sig i Gaza.

Derfor vil jeg her give en kort oversigt over hændelserne, som de forløb på den pågældende dag. Den 7. okt. 2023, som var en sabbatsdag under den jødiske højtid, ’Simchat Torah’, invaderede over 3000 Hamas-terrorister, hjulpet af det palæstinensiske Islamic Jihad, Israels territorium på land og over sø og luft. Angrebet begyndte i de tidlige morgentimer med en voldsom beskydning af raketter, der havde hele landet som mål. Samtidig infiltrerede Hamas-tropper sig på Israels territorium.

Ved ’Reim Nova Music Festival’en blev unge dræbt, mens de sov, eller som de løb over de åbne marker. Kvinder blev voldtaget, skåret op eller skudt. Mere end 1200 uskyldige civile (inkluderet børn og ældre) blev myrdet den dag. To hundrede og fyrretyve israelere blev den dag kidnappet og bortført til Gaza-striben. 12.000 raketter er siden den 7. oktober blevet affyret ind over Israel.

*

Disse begivenheder er ’hårde facts’, som er blevet noteret – og de kan ikke diskuteres! Israel, der står ansigt til ansigt med stadige angreb på dets befolkning, har iværksat en militær operation. Denne har som eneste formål at afvæbne Hamas og tilintetgøre dens militære og ledelsesmæssige kapacitet, befri gidslerne, og sikre beskyttelsen af Israels grænser.

Hamas på sin side har svoret på, at den ’vil gentage 7. oktober igen og igen’. (Se: ’Hamas offentlige Ghaxid Hamad: ”Vi vil gentage 7. oktober angrebet igen og igen indtil Israel er totalt udryddet.”) Hamas forsøger at beskytte sit militære apparat ved at placere det indenfor og nedenunder den civile infrastruktur, hvilket i sig selv regnes for en krigsforbrydelse; med velberådet hu anbringer Hamas sine affyringsramper med befolkningen som skjold, og den graver tunneler under hjem og skoler og forårsager dermed død og lidelse til uskyldige palæstinensere. Dette er Hamas’ velkendte modus operandi.

GIDSLERNES SKÆBNE

Gidslernes ulykkelige skæbne giver særlig grund til bekymring. Selve den kriminelle handling: ’at tage gidsler’ er en forbrydelse i sig selv; det er en grov overtrædelse af Geneve Conventionen af 12. august 1949 og erklæres for ’at være kriminaliseret’ under Rome Statute (artikel 2 (a) VIII og 2 (C) III).

Hamas har ikke angivet navnene på gidslerne eller befordret nogen information om, hvorvidt de er levende eller døde! Røde Kors International (ICRC) kan ikke besøge gidslerne, som loven foreskriver. ICRC kan ikke hjælpe med medicin til gidslerne, og man ved ikke, hvor de opholder sig.

Højesteretsdommer Aharon Barak slutter dette afsnit af sin personlige kommentar ved at give den internationale ret i Haag følgende ord med på vejen: ”Staten Israel er blevet bragt for denne internationale ret på et tidspunkt, hvor dets ledelse, soldater og børn er i dyb shock og trauma efter angrebet den 7. oktober. Den umiddelbare ’context’, hvorunder Sydafrikas fordring er blevet forelagt denne høje ret, burde have været givet en større plads (som en legal analyse) for Israels handlinger som en respons på Hamas terror!

*

Dette profetiske udsagn af Jesus er jeg (som én af de mange) i øjeblikket i færd med at opfylde: Jeg er nemlig i disse ’skrivende stund’ ved at fortælle om Jesu beredelse til sin egen ’jordefærd’, som fandt sted i Simon den spedalskes hus, der ligger i Betania.

(I parentes vil jeg i den forbindelse bemærke, at Skriften fortæller, at Jesus bruger ordet: ’jordefærd om sin begravelse, og det er grunden til, at jeg ikke skal brændes, når min begravelsesdag oprinder).

*

Få dage efter gik Jesus ved aftenstid over Kedronbækken i nærheden af den have, som hedder Getsemane. Forræderen Judas kendte stedet, for der mødtes Jesus ofte med disciplene. Judas tog derhen sammen med nogle soldater og tempelvagter. På forhånd havde han aftalt et tegn med dem. ”Det er ham, jeg kysser. Ham skal I tage.” Forræderen gik så lige hen til Jesus. ”Nu har du gjort det, du er kommet for!” (Matt.26:49)

I det samme øjeblik må Judas være som slået af den liflige duft, der var ved Jesu ansigt. Duften af den kostbare salveolie, som få dage forinden var blevet hældt ud over Jesu hoved – den salveolie, som Jesus havde omtalt som værende en ’beredelse til hans begravelse’.

Så greb mændene ham og arresterede ham.Men også de blev mødt af den samme vellugt, som hang over Jesu person. De førte ham ind i ypperstepræstens gård, hvor de spyttede ham i ansigtet og slog ham med knyttede næver, og råbte: ”Lad os høre dig profetere, Messias! Hvem var det, der slog dig?” (Matt.26:67, parafrase) – men enkelte veg tilbage i forfærdelse, fordi der var en særlig duft af noget ubestemt over den tavse skikkelse. Det var duften fra den kostbare salveolie fra alabastkrukken…

PILATUS BEMÆRKEDE DEN SÆRLIGE VELLUGT

Tidlig næste morgen besluttede det jødiske råd, at Jesus skulle henrettes. Han blev bundet og overgivet til Pilatus – men Judas oplevede i det øjeblik den stærke duft, som vedvarende var i ypperstepræstens gård; han blev ramt i sin samvittighed, og fortrød, at han havde forrådt Jesus og kastede de 30 sølvmønter ind i templet. ”Jeg har forrådt uskyldigt blod!” råbte han – og han gik hen og hængte sig (27:3-5, parafrase).

Så blev Jesus ført frem for guvernøren. ”Er du jødernes konge?” spurgte Pilatus. ”Det siger du selv,” svarede Jesus. I den samme stund fik han overleveret et lille brev fra sin kone. ”Hold dig fra den mand,” skrev hun. ”Han er uskyldig. Jeg har i nat haft et mareridt på grund af ham.” Pilatus huskede, at der var en sælsom vellugt omkring Jesus. ”Jeg er uskyldig i den mands død,” sagde Pilatus – og overlod Jesus til sine soldater, så at han kunne blive pisket og henrettet på korset (v.24-26, parafrase).

*

Så hængte de Jesus på korset. Bagefter delte de hans tøj mellem sig: Den hvide, blodplettede tunika, som var vævet i et stykke – og som duftede som det reneste linned. Det var den samme duft, som de romerske legionærer havde bemærket, da de hamrede de store jernnagler i Jesu hænder og fødder. Han duftede som om, han var behandlet med den dyreste salveolie. Det samme bemærkede den rigmand fra Arimatæa, som havde fået tilladelse af Pilatus til at få liget af Jesus udleveret (v.57-59). Han havde selv købt for en formue af de bedste salveolier, men intet kunne måle sig med den vellugt, som allerede var over Jesu legeme, og som nu fyldte den grav, som han havde fået hugget ud i klippen til sig selv.

Han rullede en stor sten for indgangen og gik hjem – men duften blev hængende i luften. Det var en opstandelsesduft. En duft af liv til liv!

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’’MORDER-KNIV I LOMMEN

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 23.02.2024

FORBRYDELSE AT PRÆDIKE OMVENDELSE

Med et overvældende flertal har lovgiverne i Norge midt i december 2023 vedtaget (i det norske storting) et gennemgribende forbud mod Johannes Døberens og Jesu egen forkyndelse, at ’en synder skal omvende sig for at komme ind i Guds Rige’!

Med hele 85 stemmer for (og kun en minoritet på 16 stemmer imod) får Stortinget én gang for alle kriminaliseret én af hovedartiklerne i kirkens bekendelse og dermed umuliggjort ethvert sjælesørgerisk forsøg på at redde en sjæl fra fortabelsens mørke.

Man har ved denne skæbnesvangre afstemning gjort kirkens forkyndelse om ’omvendelse fra synd’ til en forbrydelse, og politikerne har med denne handling nedlagt et direkte forbud mod at søge at ændre en persons seksuelle identitet eller kønsorientering og dermed stemplet alle kristne prædikanters virke som en åbenlys lovovertrædelse!

*

I Norge retter forbuddet sig mod alle slags medicinske behandlinger samt alle former for religiøse metoder, der har til formål at ændre folks livsstil.

Man betragter her (med den nye lov) al former for omvendelsesforkyndelse som ’en slags kvaksalveri’, som der skal skrides hårdt ind imod. Det er derfor nu vedtaget, at overtrædelse af forbuddet kan straffes med ’fra tre til seks års fængsel’.

Man venter i Norge nu kun på et kunne eksekvere dommen på den første bibeltro prædikant, der overtræder den nye lov med denne åbenlyse forkyndelse, at ’ethvert menneske skal først omvende sig fra synd, før det kan komme ind i Guds Rige…’

Det er, som om alle oprigtige kristne vender sig i denne time mod lovgiverne og siger: ”Er I ikke klar over, at alle vi troende som (efter vor omvendelse) blev døbt (med de troendes dåb) til Kristus, blev døbt til hans død! Det vil sige, at vi (efter vor omvendelse) afgik ved døden sammen med ham! Ja, vi blev (efter vor omvendelse) oven i købet begravet med ham, og vor dåb betyder altså, at vi (efter vor omvendelse) er både døde og begravet med Kristus (Rom.6:3-4, parafrase).” Omvendelsen har i den grad ændret vor tilværelse, at vi må bekende, at vi har fået et helt nyt liv.

OPRØRENDE FORBUD MOD KIRKENS LÆRE

Norges Storting har nu ved udgangen af det gamle år vedtaget en lov, som er den hidtil største forbrydelse mod kirkens forkyndelse af Jesu lære, der kan føre en synder til frelse.

Med et bragende flertal har Stortingets medlemmer forkastet en hovedhjørnesten i den kristne kirkes hellige prædiken om ’synderens omvendelse’. Med en iskold, gudløs strategi har et flertal af Stortingets medlemmer etableret et oprørende forbud mod den lære, som Jesus selv har bekræftet (at en synder skal omvende sig fra sin ugudelighed og ydmygt bede Gud om nåde).

I Danmark lægges nu (ved tærsklen til det nye år) det samme skæbnesvangre oprør til rette, og de danske politikere væbner sig i denne time til at give kirken i Danmark det samme dødelige ’banesår’ ved at føre kampen om ’omvendelsens betydning’ til sin endelige afslutning.

*

Her gælder biskoppernes mening med rette som en afgørende røst for det endelige resultat. I denne sag, hvor ét af den evangelisk-lutherske kirkes hovedpunkter (nemlig Luthers lære om ’omvendelsens betydning’) står på spil, bør et samlet bisperåd træde i aktion. Alles øjne er derfor i denne time vendt mod den danske folkekirkes biskopper. Vil de (i denne vigtige sag) løfte deres røst, eller vil de være tavse?

Samtidig kalder frikirkernes ledere til at ruste sig til et afgørende slag! Tillige med, at de frasiger sig al form for tvang med hensyn til en sjæls omvendelse fra synd, så bør også de træde i karakter vedrørende selve ’dogmet’: at ’omvendelse går forud for frelse’.

Situationen er alarmerende! Den hellige prædiken om ’omvendelse og frelse’ ved Jesus Kristus er i fare! Timen er kommet, hvor sandheden står på spil, og løgneren (som er djævelen selv) raser, fordi han ved, at hans tid nu er kort! Øjeblikket er kommet, hvor de kristne mænd i nationen bør rejse sig til forsvar for evangeliets sunde lære, der overalt og til alle tider har lydt, at en synder bør omvende sig fra sin synd og vende sig til sin frelser for at finde nåde for sin sjæl.

”Alt dette er nu sket,” fortsætter de oprigtigt troende deres henvendelse til lovgiverne…” for at vi (som altså i dåben er begravet med Kristus) skal opleve det samme som Kristus, nemlig at blive opvakt fra de døde ved Faderens herlighed og dermed leve et helt nyt liv (v.4, parafrase).”

*

”Det betyder,” slutter de oprigtigt troende deres henvendelse til de tilsyneladende blinde og stokdøve lovgivere, ”ligesom vi er sammenvoksede med Jesus ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans (v.5).”

”Vi er nemlig lysende klar over, at vort gamle menneske én gang for alle (efter vor omvendelse) er blevet offentligt og åbenlyst korsfæstet med ham, for at vort til døden syndige legeme skulle miste sin magt og herredømme over os, så at det nu for evigt er forbi med at trælle for synden (v.6, parafrase).”

Denne ’sunde lære’ er nu forbudt i Norge, og det er blevet strafbart at følge den – ja, hårde fængselsstraffe venter for fremtiden dem, der gør sig skyldige i en overtrædelse af den norske lov, der forbyder omvendelsesforkyndelse.

Det nye forbud har vakt forskellige reaktioner i det norske kirkeliv. I Danmark er vedtagelsen af den nye, norske lov blevet mødt med en øredøvende tavshed fra kirkens side – og dette på trods af, at det er mere end tydeligt, at det danske folketing varsler en lignende kriminalisering af kirkens bekendelse (at ’en synder skal omvende sig’).

SYND FORÅRSAGES ALDRIG AF GUD

Det første, vi må forstå med hensyn til ’menneskets fald’, er, at synd aldrig forårsages af Gud! Apostlen Jakob er ’direkte’ i denne sag. Han erklærer: ”Ingen må sige, når han bliver fristet: ”Jeg fristes af Gud,” for Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen (1:13). Årsagen til synd og ansvaret for den syndige handling placeres altid (og uden undtagelse) på menneskets egen dørtærskel, hvilket præciseres med følgende: ”Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær!”

Apostlen fortsætter med sin guddommelige belæring og forklarer: ”Derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen avler den død. Far ikke vild mine elskede brødre (v.14-16)!”

Med dette som baggrund kan vi yderligere analysere, hvad Bibelen lærer om syndens årsag og uundgåelige konsekvens. Om dette må vi notere os følgende:

*

Menneskebørnene har visse naturlige ’begæringer’. Disse er i deres oprindelse fuldt ud legitime. Det vil sige, at de er tilladelige – ja, nødvendige for menneskets overlevelse. For eksempel er sult, som er et begær efter at få noget at spise, tilladeligt – ja, uigenkaldeligt nødvendigt, for hvis dette begær ikke tilfredsstilles, så vil mennesket ’dø af sult’. På samme måde virker den seksuelle drift i mennesket. Hvis den ikke bliver imødekommet – ja, fuldt ud godkendt – ja, ligefrem pålagt menneskebørnene (som en absolut pligt) så vil menneskeracen uddø og langsomt forsvinde fra jordens overflade.

Derfor sagde Gud til mennesket: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden (1.Mose 1:28).” Gud tillader altså legitime seksuelle forbindelser. Illegale forbindelser skal mennesker omvende sig fra. Den slags livsførelse er synd, og hvis den ikke standses, fører den til død.

*

Netop her står mennesket med sin ulydighed, som er et åbent oprør mod Skaberen og en afvigelse fra Guds oprindelige plan, som til dags dato ikke har ændret sig! Skriften siger: ”Gud skabte mennesket i sit billede – ja, i Guds (enestående billede) skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; Gud velsignede dem og sagde: ”Bliv frugtbare og mangfoldige (1.Mose 1:27-28).” Her afslører det homoseksuelle oprør sig (der allerede i kapitel 18 og 19 viser sig i hele sin hæslige skikkelse) og som nægter at adlyde Skaberens ord: ”Som mand og kvinde skabte han dem,” og Gud sagde: ”Bliv frugtbare og mangfoldige (v.28).”

Præcis her ’knækker filmen’ for det homoseksuelle menneske, som indlader sig i forhold, der på grund af deres goldhed (og skæbnesvangre mangel på muligheden for at formere sig), ikke kan opfylde det guddommelige krav om frugtbarhed. Når sexdriften imidlertid udleves udenfor den ’begrænsning’, som Gud har sat (det lovformelige ægteskab) – og den usømmelige, grænseløse lidenskab søger tilfredsstillelse i forbindelser, som ikke ’holder ægteskabet i ære’ (Hebr.13:4) – dér opfyldes ’kødets lyst’ (1.Johs.2:16), og dette fører til dom.

KIRKELIGE FORRÆDERE

Ifølge dagbladet ’Dagen’ fik forbuddet mod omvendelsesforkyndelse, som nu er vedtaget og er blevet lov i Norge, støtte fra blandt andet ’kirkerådet, flere biskopper og det teologiske menighedsfakultet i Oslo’.

Det vil sige, at kirken ’i stort omfang’ har rakt en hjælpende hånd til, at denne lov (kort før jul 2023) blev en realitet! Nu kan håndjernene smække, og i det nye år kan prædikanter blive ’buret inde’ – ja, i kampens hede kan man nu se klart, hvem der er venner, og hvem der er fjender. ’Kødets lyst’ bliver nu afsløret, og dem, som lovgiver ud fra drifter, der ligger under bæltestedet, står nu åbenlyst frem.

Udover fristelsens lokken, så lurer synden (i sin værste form) nu ved døren og den yngre generation, som ikke længere kender til den beskyttelse, som ligger i den sunde lære.

Som det første menneske kunne Adam jo ikke blive fristet til at være sin hustru, Eva, utro – og hun kunne ikke blive jaloux på andre kvinder, så det var ikke de ’umoralske omstændigheder’, der var Adams problem. Synden var allerede ved at blive indgraveret i hans bevidsthed – ja, den lå som en mulighed i hans eget kød; han måtte sige, at han var klar over, at ’i ham selv’ (det vil sige: i hans eget kød) bor der en anledning til fristelse (Rom.7:18, parafrase).

… og det er her, at Jesu Kristi forsonergerning er som en lægende salve på et åbent sår – ja, det er her at omvendelses forkyndelsen i al sin radikalitet, er nødvendig for sjælens frelse! Det er her, at den nye, norske lov med et djævelsk forbud, som er direkte fra afgrunden – ja, som hindrer en bibelsk forkyndelse af sjælesorg, der er absolut nødvendig for en nødstedt sjæl, der søger frelse.

VIL SÆTTE EN STOPPER FOR SKADELIG PRAKSIS

I Norge blev beslutningen debatteret! Et stortingsmedlem fra Arbejderpartiet udtaler til dagbladet: ”Vi er endelig ved at sætte en stopper for denne skadelige praksis (omvendelse), der har stået på alt for længe.”

Det, man er ved ’at sætte en stopper for’, er i virkeligheden kirkens totusindårige nytestamentlige forkyndelse om omvendelse – ja, det er Israels Guds hele gammeltestamentlige tale gennem tusinde slægter, at ’mennesker skal omvende sig fra synd’. ”De skal vende sig fra deres ondskab,” siger Herren og fortsætter:

”I Gilgal er al deres ondskab kommet for en dag,” siger Herren, ”dér fik jeg had til dem; for deres onde gerninger driver jeg dem ud af mit hus; jeg elsker dem ikke mere, – genstridige er alle deres fyrster (Hosea 9:15).” I denne tale forstår vi omvendelsens betydning! Hvis ikke den finder sted, vokser syndens ondskab, og Gud gør regnskabet op – og det bliver til ulykke for hele folket. Denne klage er særligt rettet mod folkets ledere! Og det er præcis dem, som står bag dette ondskabsfulde træk, at nedlægge forbud mod al form for omvendelsesforkyndelse.

*

Med henblik på, at kirkens egne folk (i anseelig mængde) har slået sig sammen med Guds folks fjender, taler profeten Jeremias åbent om dette forræderi. Han taler på Guds vegne, når han siger: ”Mit eget folk angriber mig som en løve i skoven, de brøler mod mig! Nu er det kommet dertil, at jeg ikke vil have mere med dem at gøre; mit folk kaster sig jo over mig som en rovfugl – ja, som en flok gribbe (Jer.12:8-9, parafrase).”

Jesus bekræfter dette ord, idet han siger: ”Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes (Matt.24:28). Det vil med andre ord sige, at hvor råddenskaben ligger åbent på gader og stræder, der vil himlens nøgenhalse flokkes! Det er nu ved at være højaktuelt i Skandinavien, hvor lovgiverne hindrer kirkens kamp mod synden ved at kriminalisere omvendelsesforkyndelsen.

At Gud fordrer omvendelse fra synd, for at syndere kan få adgang til Guds Rige fremgår med al tydelighed af kong Davids femte salme, hvor han skriver: ”Du er ikke en Gud, der ynder ugudelighed; den onde kan ikke gæste dig! For dig skal dårer ej træde frem, du hader hver eneste udådsmand. – Ja, tilintetgør de folk, der farer med løgn, for en blodstænkt svigefuld mand er Herren en afsky.”

David slutter: ”Men jeg kan gå ind i dit hus af din store nåde og vendt mod det hellige tempel bøje mig i frygt (Salme 5:5-8).”

*

En anden kirkerådsleder i Norge glæder sig over den nye lov, som forbyder en hvilken som helst form for omvendelsesforkyndelse (konverteringsterapi). Hendes argument er, at ’alle mennesker er skabt i Guds billede med en ukrænkelig værdi’. Hun tilføjer (med tilfredshed), at ’Den Norske Kirke antager nu alle former for konverteringsterapi’ (det vil sige alle former for forkyndelse og omvendelse). Dette stemmer overens med den tolerance, som moderne teologer viser over for synd. ’Kærligheden tåler alt’ (siges der) – men vil det sige, at ’kærligheden tolererer alt’?

Romerbrevet 1:18 er værd at nævne i denne forbindelse. Der står nemlig skrevet, at ’Guds vrede åbenbares fra Himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed, som undertrykker sandheden ved uretfærdigheden’.

Her står det altså klart og tydeligt, at ’Gud vil vise sin vrede ved fra himlen ved at gribe ind over for alle de mennesker, ’der undertrykker sandheden’ (om f.eks. ’omvendelsens betydning’). Han vil vise alverden, at han er modstander af disse folk, som lever i ugudelighed og uretfærdighed, og at han i vrede straffer en sådan livsførelse.

Thi der står skrevet, at ’syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre (Rom.6:23)’. Intet menneske kan nægte at få udbetalt sin løn på den store lønningsdag, hvor enhver (uden nogen form for forskelsbehandling) skal stille for at få regnskabet gjort op.

De arme syndere, som ikke har en duelig advokat til at fremlægge livsregnskabet, ser med frygt frem til denne dag, for de mere end aner, at det vil blive et frygteligt facit, som vises på storskærmen!

Da det ikke kun er nogle enkelte (men uforglemmelige) synder, der fremvises på regnskabsdagen, men det er hele arsenalet af samtlige syndige handlinger, der bliver nøje gennemgået, så synes listen at være uendelige – og dommen forekommer aldeles retfærdig: Syndens løn er døden!

Anderledes med ’de salige’ syndere; de slet ikke kommer for dommen! Der fremlægges for deres vedkommende et blodplettet dokument, et frihedsbrev, som erklærer dem for ’ikke-skyldige’, idet alle deres synder for evigt er blevet sonet! Deres advokat træder personligt i skranken for dem, og han erklærer dem for ’retfærdiggjorte’, idet han fremviser deres gældsbrev, som er betalt og stemplet – ja, med et blodrødt laksegl underskrevet og dermed bevidner, at deres skyld for altid er bragt ud af verden.

”Syndens løn er døden, men (og her brister himmelen af et vældigt halleluja-råb): Guds nådegave – det vil sige Guds ufortjente og fuldstændig gratis gave – er blevet skænket de troende i form af et uendeligt liv i herlighed sammen med Guds Søn, Jesus Kristus!

*

GUDS FNYSENDE VREDE

Andre kristne aktører som f.eks. pinsebevægelsen, Missionsforbundet, Normission, Indremissionsforbundet og Det Evangelisk-Lutherske kirkesamfund har derimod advaret imod det norske lovforslag. Deres røst vil imidlertid ikke (efter at loven er vedtaget) blive bragt til ophør. De vil (helt sikkert) efter denne vedtagelse af loven i Stortinget, lade Guds ord lyde i forstærket form – ja, de vil med Bibelens vægt (på grundsproget) lade alle ’de kloge hoveder’ i Stortinget forstå, at de med denne nye lov har sluppet nogle antikristelige kræfter løs, som de end ikke selv kan styre.

For eksempel vil de understrege, at det hebraiske ord, som i Bibelen er brugt om ’Guds vrede’, ikke kan fejes af bordet ved en hastig indførelse af en ny lov. Den heftige vrede, som ligger bag det guddommelige krav om ’omvendelse’, ophører ikke ved lovgivernes forsøg på at hindre Guds kirke i at følge Jesu bud om ’omvendelse fra synd’. Ordet hedder ’anaph’ og er den hebraiske betegnelse for at ’fnyse’ – det er en meget konkret måde at vise sin voldsomme vrede på: ’Gud fnyser af vrede’!

*

Den ’fnysende vrede’, som Gud viste overfor sit jødiske folk, da de i vantro nægtede at vandre ind i det forjættede land, gav sig udtryk i det ord, som i den forbindelse kom til Moses: ”Ikke en eneste af disse mænd af denne onde slagt skal få det hellige land at se, som jeg svor at ville give jeres fædre (5. Mose 1:35).” Moses fortsatte fortvivlet: ”Også på mig blev Herren vred for jeres skyld, og han sagde: ”Heller ikke du skal komme derind (v.37).” Den vrede, som der her er tale om, er betegnelsen ’anaph’, som betyder ’fnysende vrede’.

Ordet bruges kun 3 gange som udsagnsord – men 180 gange som navneord, og fortæller om en vrede, der er så heftig og voldsom, at den får ubønhørlige konsekvenser. (Ja, man må spørge sig selv, om de norske lovgivere har pådraget sig denne harmfulde vrede, som de nu kommer til at betale dyrt for, og de danske folketingsmedlemmer skal herefter tage sig i agt, for hvis de følger efter Norges eksempel (ved at forbyde omvendelsesforkyndelse) vil de komme til at smage ’Guds fnysende vrede’). Politikerne stiller sig hindrende i vejen for de borgere, som i denne nødens time vil opfordre regeringen til at omvende sig – ja, knælende vil bøje sig for kongernes konge og bønfalde ham om nåde.

Danskerne står nu i det samme valg! Tør de (som Norge) trodse Guds ’fnysende vrede’ og lovgive mod enhver form for omvendelse? Det er et skæbnesvangert år, som ligger forude!

*

Det tredje sted i Bibelen, hvor det profetiske ord om ’Guds fnysende vrede’ anvendes, er i Esajasbogen 12:1, hvor der står skrevet: ”På hin dig, Herre, for du vendte dig mod mig med ’en fnysende vrede’ – men din voldsomme harme (hebraisk: ’anaph’) svandt bort – og du trøstede mig!” Ny Testamente lærer os, at der er kun én ting, som kan standse Guds frygtelige vrede – og det er det offer, som hans egen søn bragte på Golgatas Kors! Da det forsonende offer blev bragt ved Guds lams stedfortrædende offer på korset, da mildnedes Guds Vrede – ja, Faderens hjerte smeltede, og han bøjede sig trøstende til jorden, og tog alle syndere i sin favn.

Hvor er nu den regering, som vil forbyde den omvendelse, der når Guds hjerte, så at han trøstende omfavner synderen og benåder ham med en evig kærlighed?

…om dette fortæller Bibelen i beretningerne om ’det himmelske Jerusalem’, som faktisk kun kan gengives i en himmelsk lyrik:

  1. Det himmelske Jerusalem
    er en virkelig by, der ligger gemt derude,
    men som i Bibelen ikke er glemt
    – ja, som engle i dag vil bebude
    … for du og jeg bor dér en dag,
    (det har Gud nu travlt med malende at fortælle):
    En himmelsk stad uden strid, nid og nag, fuld af Guds kærlighed og Guds vælde


  2. Muren opført af smukke sten
    og gaderne af guld, det bedste og reneste,
    og Livets Træ har på hver gylden gren
    frugt, der er tiltænkt dig, den eneste

    … og denne jords nød og forlis
    ja, alt, hvad der i dag forurener forstanden,
    er borte for evigt, Guds navn til pris,
    og erstattet med guld helt til randen.


  3. Hjertet, der før var koldt som is,
    ta’r for sig af jordens mangfoldige livsglæder
    er på daglig udflugt i paradis
    blandt tusind’ engle i højtidsklæder.

    Din bolig er i herlighed
    men med mægtig afstand er vi skilt fra hinanden
    med tankens hast ta’r vi glade af sted
    fra den ene ende til den anden.


  4. Universets lys viser nu vej;
    det bugner med kloder, gigantiske planeter;
    guldregn i hver en egn på mælkevej’n
    er de nye tiders ildprofeter.

    Bygmesteren er Jesus Krist,
    der med sit skaberord bygger byen i himlen.
    Sikkert og vist, med guddommelig list,
    dukker den op midt i stjernevrimlen.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’KONGEN NÆVNTE IKKE GUD

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 09.02.2024

SÆT LUKKE OG SEGL FOR BOGEN – TIL ENDENS TID

Gud siger ved nytårstiden: ”Du skal ikke have andre guder end MIG!” Hertil vil det moderne menneske svare: ”Hvad er det for ’andre guder’, jeg ikke må tilbede, og hvem er det, der siger: MIG?”

Manglen på forståelse af selv de mest elementære ting, er så udbredt, at endog det første bud er ’som talt hen i vejret…

Det er helt klart, at man ikke bare kan overlade spørgsmålet om ’andre guder’ og Gud til den enkeltes egen vurdering, skøn eller én eller anden indre oplevelse’.

Vi står i dag overfor et fuldstændigt afblanket religiøst samfund, hvor al form for ’kristelig opdragelse’ er som blevet væk, og man må indstille sig på at begynde ’helt forfra’ med hensyn til ’de ti bud’ eller nogen som helst anden form for kristen lære…

Det er således aldeles ikke forudsat, at folk vil vide, hvad der tales om, når der nævnes ’mange guder’ (eller ’afguder’) og så: Den Ene Sande Gud! Den slags tale er ’kinesisk’ for det almindelige hverdagsmenneske. I dag står evangeliets forkyndere overfor den ulykkelige kendsgerning, at mennesket er ’faldet i synd’ og nu mangler enhver kendskab om Gud – ja, hedenskaben er så udbredt og afkristningen så gennemført, at de fleste på forhånd er fjendtligt indstillet overfor Gud. De ved intet om, hvad han ønsker, og de er af naturen imod alt, hvad han vil – ja, de vil helst ikke have noget som helst med ham at gøre!

Selv Gud siger nu, at ondskaben breder sig på jorden. Ja, alt, hvad menneskene tænker og planlægger er dybest set ondt – og det er kommet til det punkt, hvor Gud siger: ”Jeg fjerner menneskene fra jordens overflade… (1.Mose 6:5-6, parafrase).”

Og et andet sted: ”De er lynhurtige på fødderne, når det drejer sig om at slå ihjel, og de efterlader død og ødelæggelse på alle deres veje.”

Fredens vej kender de intet til, og Guds vej regner de ikke for noget (Rom.3:10-18).”

EN UROLIG TID VI GÅR I MØDE

”Der er én ting, som du skal vide og være fuldstændig klar over, Daniel, og det er, at når tiden er inde, så dukker Mikael, den ærkeengel, som hjælper dit folks sønner, op (Dan.12:1).”

Det bliver en svær tid med mange trængsler – en tid, som menneskene aldrig nogensinde har set noget lignende før – ja, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til på jorden. Men det er samtidig det øjeblik, hvor dit folk, Israels folk, skal frelses! Alle dem, som er nævnt og på forhånd optegnet i bogen, skal blive reddet og frelst (Dan.12:1, parafrase). Mange af dem, der ’sover under mulde’ skal vågne. Det vil sige, at ikke så få af dem, som allerede er døde, skal pludselig vågne op. Nogle til evigt liv, men andre til skam og evig, uendelig afsky (v.2, parafrase).

De forstandige og kloge skal stå op og lyse som selve himmelhvælvingens glans. De stråler som den mest vidunderlige himmel, og dem, som førte mange mennesker til retfærdighed, skal for evigt og altid skinne som de lysende stjerner (v.3, parafrase).

”Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid (v.4). Du skal bevare profetien som en hemmelighed og forsegle den, så den ikke kan forstås før de sidste tider. Mange skal granske og forske i den, og kundskaben skal blive stor (v.4, parafrase).”

DET FØRSTE UDYR

På et tidspunkt har Daniel, profeten, som Jesus omtaler (Matt.24:15) en mærkelig drøm. Han skriver den øjeblikkeligt og omhyggeligt ned, for han har det med at glemme de drømme, han drømmer om natten (Dan.7:1). ”Jeg drømmer, at jeg ser himlens fire mægtige vinde storme hen over havet som et jagende brus,” fortæller han. ”Samtidig kommer fire uhyggelige, prustende bæster op fra havets dyb. De er alle vidst forskellige i deres skrækindjagende udseende (v.4, parafrase).

Det første udyr ser ud som en løve – men det har ørnevinger. Mens jeg i nogen tid betragter det løveagtige bæst, bliver dets mægtige vinger pludselig revet af. Dyret rejses op med et sæt og bliver stillet på bagbenene – oprejst ligesom et menneske. Som det står dér, ’bliver der givet det et menneskehjerte’.

Folkehavet er i oprør, og da kommer de de fire bæster frem. ’Himlens fire vinde’ er de himmelske magter, som i en tid griber ind i de jordiske bevægelser. Politiske storme fejer over kloden. Verdensbevægelse af den art frembringer verdensriger. Det er en urolig tid, vi går i møde.

FREDSTANKER PÅ TÆRSKELEN TIL DET NYE ÅR

”Os til fred, kom straf over ham!” (Es.53:5). – Det er ikke blot ’et tilsagn’ om fred, som der her er tale om; det er en sand ’tsunami af fred’, der i gigantiske bølger står ind over kysterne til samtlige kontinenter på jorden. Da straffen for Adams overtrædelse i al sin fylde og hele sin gengældelse var blevet betalt af Guds egen søn på Golgatas Kors, da blev sluserne åbnet, og Gud Herren lod sin fred vælde frem over hele den dødsdømte jord.

Os til fred” (v.5) lyder det i profetens lovsang, og dermed mens ’os syndere til fald… blev straffens fulde vredesbæger hældt ud over det uskyldige Guds Lam, som hang naglet til korset! Det er en fred, som er fuldt ud betalt. ’Smerternes mand’ har til det sidst udholdt korsets forsmædelse, for at Guds egen, evige, mættende hvilke skule komme alle de strafskyldige ufortjent til gavn.

”Straf kom over ham (v.5),” synger Gamle Testamentes seer, Esajas, og det har den betydning, at ’den fulde straf’ kom over ham! Når Jesus fra Nazaret til sidst råber sit: ’fuldbragt’ på korset, kan det (i det øjeblik) ikke have anden betydning, end at det årtusindgamle gældsbrev nu (og for altid) er blevet bragt ud af verden! Adams overtrædelse – som (i sin nedrighed og brutalitet) er trængt igennem alle menneskenes forskellige slægtled indtil denne dag – er betalt til sidste øre! Der skyldes nu intet. Dommen over ’den skyldige’ er blevet eksekveret til sidste blodsdråbe. Den evige straf for den evige overtrædelse er blevet godtgjort ved det evige sonoffer: Vredens ubønhørlige slag faldt på ham, så at vi (ubodfærdige syndere) alle som én kunne gå fri!

’Os til fred’ (v.5) – dermed menes, at på grund af ’vore overtrædelser blev han knust’. ’Vore overtrædelser’ har vi da lov at betragte som et overstået stadium af vor tilværelse. Ordet: ’vore overtrædelser’ er udtømmende, sådan at forstå, at der nu ikke findes én eneste overtrædelse (gældende for hele fortiden og for al fremtid), som ikke er blevet sonet på Golgatas Kors. Derfor hedder det sådan i Ny Testamente: ”Han udslettede det anklagende skyldbrev… det, som var imod os. Han tog det bort ved at nagle det til korset (Kol.2:14).”

… hvilket vil sige, at når ’vore brødres anklager, som anklager os for vor Gud dag og nat’ (Åb.12:10) træder frem, så står han tomhændet. Han har intet gældende materiale, som han kan bruge imod os!

FRA NU AF…

Verset (Åb.12:10, som her citeres, er til stor og vedvarende opmuntring for os. Det styrker vor tro og vort evige håb. Det er som en lægende balsam for en forpint samvittighed, og en kølende salve for en brændemærket sjæl. Det lyder i sin helhed sådan: ”Og jeg hørte en høj røst (ikke en svag hvisken) i himmelen sige: Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans salvedes (v.10).”

Jeg holder af at gentage ordene: ’Fra nu af’; det gør det hele så absolut aktuelt. Det indeholder nemlig det løfte fra Herren (og den ’guddommelige tilladelse til’), at jeg ikke længere behøver at skulle skrive opfyldelsen af denne erklæring på ventelisten. ’Fra nu af’ betyder, at jeg kan regne med, at ’frelsen, kraften og riget’ er sikret i Guds hånd, og magten til at udføre rigets velsignelser er for altid bevaret i Jesu hænder.

… Thi – som det hedder efterfølgende: ”Nedstyrtet er vore brødres anklager. Han, som anklagede os for vor Gud dag og nat! (v.10)”

*

”Alle har jo syndet og mangler retfærdigheden fra Gud (Rom.3:23).” Jeg ser den store nød omkring mig, og er mig bevidst hver en time på dagen, at alle vi menneskebørn er født med en evig mangel, som ingen af os kan overkomme ved egen kraft. Vi mangler ’retfærdigheden fra Gud’.

Det vil sige, at vi står nøgne og ubeskyttede, når vi kommer i den Almægtiges nærvær! Vore synder står skrevet på vor pande, vore hænder og vore fødder, og vi ved helt ind til det inderste af vor sjæl, at ’ingen skabning er usynlig for ham; alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab (Hebr.4:13). Det plager vor sjæl at vide, at ’alt ligger udbredt for hans øjne’. Det vil sige, at hele vort liv – alt, hvad der har været, og alt hvad der kommer til syne i øjeblikket, samt alt, hvad jeg i fremtiden med uundgåelig sikkerhed ligger udbredt for hans ansigt.

*

Jeg søger, men finder intet sted, hvor jeg kan skjule mig for hans ransagende blik. ”Herre, du ransager mig og kender mig,” sukker jeg med David (Salme 139:1). ”Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op – du fatter min tanke fra afstand. Du har rede på, hvor jeg går eller ligger – alle mine veje kender du grant!”

Jeg må her straks dvæle ved ordene: ’Du fatter min tanke i frastand’. Intet i min ’private’ tænkevirksomhed er fremmed for Gud. Ingen tankerække er toldfri! Han gennemskuer det mindste motiv. Han ved, hvad der foregår i mit indre og bevæger sig ubesværet ad mine hemmelige tankebaner.

Ja, han opfatter syndens tankespind, når jeg mindst ænser det, og er en mester i at spore det onde til en tankes første oprindelse og de yderste grænser, hvorhen den bevæger sig. Gud være mit arme sjæl nådig!

VI BETALER DYRT FOR ADAMS SYND

”Men nu er der – uden lov – åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom lovene og profeterne vidner (Rom.3:21).” Skaberen har hele tiden vidst om denne ’mangel’ hos hans ypperste skabning, mennesket! Han har fra begyndelsens dage været klar over, at ’alle menneskebørnene ville synde, og at de alle (uden undtagelse) ville komme til at undgælde for Adams synd: De ville alle lide af denne mangel. Alle ville ’mangle’ herligheden fra Gud’ (v.23). Alle ville komme til at betale dyrt for Adams overtrædelse. Hele verden ville ende med ’at stå strafskyldig for Gud’ (v.19). Vor i hans øjne ville ikke eneste af menneskebørnene være ren og uskyldig – ja, selvom der var nogle, som gjorde et ærligt forsøg på at slippe ud af den onde cirkel (ved at anstrenge sig for at overholde Guds lov) ville de kun komme til følgende resultat: ”Ved loven kan vi kun komme til at erkende vor synd endnu mere. Vor situation er håbløs (v.20).”

*

Det er i denne fortvivlede situation, at Guds nåde og barmhjertighed er blevet åbenbaret ved Jesus Kristus. Det er vel ham, at en hel ny retfærdighed er blevet åbenbaret. Denne form for retfærdiggørelse kaldes i Ny Testamente for ’Retfærdigheden fra Gud’ (Rom.3:21-22). Det er en retfærdighed, som menneskebørnene kan opnå ved troen alene!

Den kaldes derfor for ’trosretfærdighed’ – og ved den kan det lykkes for enhver at komme til at stå fuldstændig ren og fejlfri for Gud. Ved denne trosretfærdighed kan mennesker blive frelst. Den største forbryder og den mest vanhellige spotter, den depraverede sex-synder og den mest oprørske hader af evangeliet, den dybt faldne vantro og den mest ulykkelige frafaldne kan her blive bjerget og nå frem til frelsens fred. De kan alle få del i Guds herlighed, som er blevet åbenbaret i Guds Søn, Jesus Kristus!

BØRNLILLE – JEG SKRIVER TIL JER

”Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde.” Disse er ordene af apostlen Johannes i hans første brev. ”Men synder nogen,” fortsætter han, ”så har vi en talsmand, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for alle vore synder – ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens (2:1-2).”

Disse få linjer af et brev fra en af apostlenes, er så præcise og rammende, at det med det samme må lukke munden på enhver modstander af evangeliets sunde lære. ”Men synder nogen,” skriver apostlen, ”og her må alle (mig selv inkluderet) løfte hovedet og lytte opmærksomt til; det gør vi nemlig alle! Ikke kun en gang imellem, men ustandselig, hver dag, uafbrudt følger syndens spøgelse ethvert menneske, og gør hver en sjæl strafskyldig for Gud.

*

”Så har vi en talsmand.” Det er Helligånden, som apostlen henviser til. Han bruger udtrykket ’talsmand’ om Helligånden, for at uddybe den fornemste del af Åndens virkeområde.

En ’talsmand’ kan være en ’voldgiftsmand’. Det er en slags mellemmand – ja, det er sådan en person, som Job taler om, når han udøser sin klage for Gud. Han siger da: ”Du er ikke en mand som jeg, så jeg kunne svare, så vi kunne gå for retten sammen! Vi savner en voldgiftsmand til at lægge sin hånd på os begge (Job 9:33).”

Det savn har vi aldrig mere! Den mangel er for evigt afhjulpet. Nu har vi Guds Ånd – ja, vi har Jesus selv, (som kaldes en ’mellemmand’…). Om ham står det nemlig skrevet, at ’han har fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser (Hebr.8:6).

Jesus har nu af Faderen fået betroet den ’højere tjeneste’ at agere som mellemmand mellem mennesket og Gud.Den ’højere tjeneste’, som er blevet lagt i Jesu hænder, præciseres nærmere af apostlen, som skriver: ”Er der en mellemmand, er det ikke for én alene; Gud derimod er én (Gal.3:20).”

Hermed menes, at en mellemmand må tage hensyn til to parter. Faderen forbliver én part; mennesket den anden part. Mellemmanden er Jesus, som (i alle sager) udligner, hvad det synlige menneske mangler.

”Thi der er kun én Gud og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus. Mellemmanden – han, som skal forlige de to parter – er altså Guds egen søn iklædt menneskeskikkelse (i hvilken han optræder som voldgiftsmand). Det vil sige, at Kristus i ’den langt højere tjeneste’, han nu er udsat i, fremtræder som et menneske! Men et menneske, som Gud vil have det: Et gudvelbehageligt menneske. Et menneske uden synd!

I HAR IKKE UDVALGT MIG

Intet kan være mere forkert, og intet kan måle sig med den kætterske opfattelse, at mennesket (i sin oprindelse) er i stand til at elske. Mennesket er født med et frosthjerte. Det er i begyndelsen i stand til at hade – men ikke til at elske; det kan konstruere en ideologi, som bygger på had – men det er ikke i stand til at opbygge en organisme, som næres af kærlighed. Mennesket er fra fødslen af en fortabt skabning, og det kan aldrig producere den mindste glød af ægte kærlighed.

Det er til dette menneske, at Jesus henvender sig med ordene: ”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn (Johs.15:16). Dette byder jeg jer, at I skal elske hverandre (v.7).”

Det er klar tale. Først en fornægtelse og en tydelig tilbagevisning af den falske lære. ”Det er ikke jer, der udvælger mig,” siger Jesus, ”men det er og bliver mig, som udvælger jer.” Han fortsætter: ”Det er mig alene, som har taget jer ud af den store masse af mennesker, og det er kun mig, som kan ’sætte jer’ i den jord, hvor I kan bære frugt (for jeg sigter på, at I altid skal bære denne kostbare frugt).

Først da, kan Faderen give jer hvad som helst I beder ham om i mit navn. Derfor er min befaling til jer allerede nu: I skal elske hverandre!”

”Deri består kærligheden: ikke i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder (1.Johs.4:10).” Det absolut fængslende – ja, uforklarlige ved denne ’lyn-erklæring’ er, at den begynder med at fortælle os, hvad kærligheden ikke er! ”Den består ikke i, at vi har elsket Gud (v.10).”

Det slås altså fast (så vi ikke siden skal komme på den falske og svigefulde tanke, at kærligheden udgår fra os), at det må betragtes som umuligt, at kærlighed på nogen måde har sin oprindelse i mennesket.

Det – i sig selv – er en åbenbarelse, thi de fleste mennesker er af den overbevisning, at ’kærligheden’ er en menneskelig egenskab! Mennesket er fra begyndelsen (siger man) i stand til at ’rumme kærlighed’, og der skal kun de rette omgivelser og de mere fuldkomne omstændigheder til, så vil denne høje og ædle egenskab gro frem af sig selv.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’LANDET BLI’R HÆRGET’

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 26.01.2023

FRIHEDSTÆRSKELEN

… gidslerne vender hjem

I dybe skakter

ved jordens mørke indre,

hvor tætte tåger svøber

tunnelgange i angstens slør

– hvor Hamas’ vagter

iskoldt med tvang vil hindre,

at hundred’ gidsler røber

det sted, hvor jøders sjæle dør.

I jordens øde,

hvor sorte engle lurer

og terror-slægtens herrer

udøver diktatorisk magt,

– hvor ’såkaldt døde’

i frygtens gitterbure

beholdes indespærret,

indtil ’det sidste ord’ er sagt.

Langs afgrundsstier

og krigens tunnelgange,

hvor Hamas-gidslers stønnen

forbli’r ’en næppe hørlig røst’.

En sortklædt ’kriger’,

skyder en jødisk fange

– siger så aftenbønnen

og vender sit ansigt mod øst.

Da åbnes porten

til den lukkede kælder.

Lys som en vandflod vælder

i kaskader fra himlen ned.

Der høres torden,

støvletramp i de celler,

hvor kommandoråb smælder

– befrielsen bli’r bare ved.

Et frihedsbæger

løftes ved grænseporten.

Glæden har ingen ende,

når gidslerne nu vender hjem.

Mødet bevæger,

glemt er bombernes torden

og krigens lejesvende

– ved tærsklen til Jerusalem.

Med kærlig hilsen

Johny og Gisèle Noer

RETSKILDEN

fremlagt materiale om ’de kristne værdier’

Ved juletid for snart 30 år siden, blev en voldsom kamp udkæmpet i Østre Landsret i København ’mellem de 300’, (som er Grundlovsforeningens medlemmer). Og kammeradvokaten, som er regeringens talsmand.

Det er ikke noget lille dokument, der af ’De 300’ blev vedlagt de overbevisende retssagsakter som ’Bilag nr.5’ kort før jul i december 1995. Otte folkekirkelige organisationer stod bag de danske biskoppers dets vægtige indhold, som var undertegnet af Kirkelig Forening for Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultet, Dansk Bibelinstitut, Kristelig Forbund for Studerende, Kirkelig Samling om Bibel- og Bekendelse og Kirkelig Fornyelse. Hvis disse dybt danske, stærke og værdige kirkelige institutioner ikke kan regnes som ’Folkekirkens Røst’ – så ved jeg ikke, hvem i dette land, der har mandat til at tale.

Lou Advokatfirma i Randers har ved dets advokat, Nikolaj Nikolajsen, sendt mig en såkaldt ’Replik’ med benævnelsen B.- 713-15 ved Østre Landsret i forbindelse med (som det hedder):

’Sagsøgtes svarskrift’. I denne ’replik’ hedder det, at ’sagsøgerne’, (der som bekendt bl.a. er repræsenteret af en gruppe folkekirkemedlemmer) ’er enig med regeringsministrenes advokat i følgende (citat): ’Bestemmelsen i Grundlovens § 4 indebærer, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives eller administreres i strid med evangelisk-lutherske lære’. Denne første og i mine øjne altafgørende indrømmelse fra kammeradvokatens side er så væsentlig, at det for mig at se ville blive vanskeligt for de to ministerier at slippe helskindet fra deres lovløse lovgivning og senere administration med henblik på anvendelsen af et specielt udfærdiget kirkeligt vielsesritual for par af samme køn. Hele dette nu afsluttede retsopgør drejer sig altså dybest set om dette ene punkt: Er den gennemførte lov, som fordrer et nyt (aldrig tidligere kendt) ritual i strid med kirkens lære? ”Hvis dette er tilfældet,” indrømmer regeringens advokat, så er de to ministre skyldige i Grundlovsbrud! Hvis ikke, skal de frikendes!

DET UFRAVIGELIGE KRAV’.
Efter at den danske regerings kammeradvokat har været nødsaget til at indrømme det reelle indhold af ovennævnte bestemmelse – og grundlovsforeningens advokat har accepteret denne indrømmelse – så drejede det kommende retsopgør sig nu udelukkende om, hvorvidt den indholdsmæssige substans af den pågældende lov af 12. juni 2012, som (citat): ’giver personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling ved en præst i den evangelisk-lutherske kirke’, er i harmoni med kirkens lære. Det vil sige, at den ’tilsyneladende normbrydende konsistens’ af statens nye lov om ægtevielse (citat): ’grundlæggende burde være i overensstemmelse med de kristne normer og værdier, som er baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen’ (Bilag 5, side 42). Hvis loven om kirkelige homovielser altså er i et modsætningsforhold til den ubestridelige, historiske kendsgerning, at de bibelske skrifter er (citat): ’kanon’… D.V.S. norm og rettesnor for kristen lære og forkyndelse’ (jf. præsteløftet…ibid) så ’lovgives der her i strid med kirkens lære’ – og da er de ansvarlige (for gennemførelsen af en sådan ny lov om ægtevielse foran kirkens alter) skyldige i grundlovsovertrædelse. Hvad angår holdningsændringer, som kan være sket med tiden, erklærer det vedlagte bilag (5), at (citat): ’Det må (fra kirkens side) være et ufravigeligt krav, at de holdningsændringer, som er sket i tidens løb, og de holdningsændringer, som nutidens kristne eventuelt må foretage, ikke er udtryk for tilpasning til tidsånden, men kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter’ (Ibid, side 42).

Af det efterfølgende fremgår af den fremlagte retskilde, at de, som kritisk fremholder Gamle Testamentes ’barske beretninger’ om (som de udtrykker det) ’en Gud, der tillod tilstande, som Han åbenbart forbyder i dag’ – og som (hævder de) ’hårdhjertet dømte, hvad han helt sikkert vil tillade i dag’ – glemmer det 10. kapitel i Ny Testamentes Hebræerbrev. Dette siger nemlig, at (citat): ’loven’ (som er betegnelsen på den gamle pagt) ’kun indeholder skyggen af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse’ (Hebr.1:1). ”Denne ’tingenes sande skikkelse’ dukker først op” (forklares det i det for dommerne tilstedte materiale) ”da Jesus kommer med ordene: Se, Jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om Mig – for at gøre Din vilje, oh Gud!” (v.7) ”Konklusionen er,” hedder det som en afslutning på den stadigt, løbende heftige ’debat’, at (citat) ’Gud ophæver det første for at sætte det andet i kraft’, hvilket kun kan betyde, at den pagt, som Israels Gud sluttede med Sit folk i ørkenen, og som Moses var sat til at administrere, er ’forældet og gammel og nær ved at forsvinde’ (8:13) – ’altså kun gyldig indtil tiden for den rette ordning’ (9:10). ”Derfor skal de,” erklærer folkekirkens bibeltro teologer i den omtalte retskilde, ”som fremdeles hævder, at ’Gud ændrer holdning’, tie!

DE KRISTNE VÆRDIER

I et indledende afsnit af den omtalte, fremlagte ’retskilde’ (under den udfordrende overskrift): ’Bibelen som Etisk Norm’) erkendes det, at ’samfundet ændrer sig hurtigt i vor tid’. Den nuværende situation, der præger ’den hastige hverdag’ omkring den generation, som nu vokser op, beskrives i det (som retskilde) kristne forsvarsskrift således: ”Værdier, normer og holdninger, som for få år siden virkede naturlige og meningsfulde, kan i dag have et skær af fortid over sig.” Videre indrømmes det, – ’også kirken har på en række områder ændret holdning til konkrete spørgsmål… men (fortsættes det): ”Grundlæggende er og forbliver disse normers kristne værdi- er, og hvis man (endog fra lovgivernes side) ønsker at bevare disse (i mange borgeres øjne) kostbare og uerstattelige samfundsværdier, kommer man ikke uden om, at ’de alle er solidt baseret på de bibelske skrifter og dermed principielt uafhængige af samfundsudviklingen.” Afsnittet i den fremlagte retskilde slutter med følgende erklæring: ”Det er derfor et ufravigeligt krav (ifølge den kristne lære og forkyndelse, som bl.a. er tilknyttet selve præsteløftet) ”at nutidens kristne ikke på nogen måde følger en linje, der er ’udtryk for tilpasning til tidsånden’, men den linje, som kan legitimeres ud fra de bibelske skrifter” (s.42).

Det skrift, som (sammen med andre retskilder) bruges til rettens bedømmelse, går derfor med det samme til sagen! Det giver udtryk af at vide – og på forhold at være indstillet på at imødegå – hvad modstanderne vil fremføre af argumenter, når det (som regeringens forsvarer inden retsforløbet har erklæret) vil anvende en såkaldt ’tidsåndens tolkning’ af kirkens bekendelsesskrifter…

Af den grund indledes det første afsnit i de kristnes forsvarsskrift med overskriften: ’Den aktuelle betydning af de bibelske tekster om homoseksualitet’. Heri hedder det: ”Når kirken traditionelt har været afvisende over for homoseksuel praksis, skyldes det ikke mindst, at der i Bibelen findes en række citater, som tydeligt afviser denne praksis.” ”Når de teologiske modstandere i retten hertil vil anføre deres lære – ’er det en god regel’ (hævder forsvars- skriftet), at Bibelen er og forbliver sin egen fortolker! ”Vi fastholder,” søgte bibeltro folkekirkelige fortolkere fortsat at erklære, at ’Jesu forkyndelse og gerning er Bibelens centrum’ – ”også bjergprædikenen, hvor Jesu etiske undervisning kommer frem.” Derefter besvarer ’retskilde-forsvarsskriftet’ nogle af de spørgsmål, som modstanderne har stillet: 1. Dødsstraffen, 2. Originalteksten, 3. Sodomas synd og 4. Romerbrevets erklæringer

1. DØDSSTRAFFEN

I Gamle Testamente står bl.a. skrevet (citat): ”Du må ikke have samleje med en mand, som man har med en kvinde.” Dermed kan Bibelens stilling til det homoseksuelle samlivsforhold næppe karakteriseres tydeligere.” Hertil føjes: ”Det er en vederstyggelighed!” (3. Mose 18:22).

Dette strenge udsagn gentages med en skarpere formulering i et efterfølgende kapitel (citat): ”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge begået en vederstyggelighed. De skal lide døden! De har selv skylden for deres død” (3. Mose 2:13). Disse to tekster – om man vil godtage det eller ej – udtaler et klart og omfattende bibelsk forbud mod homoseksuel praksis. Ikke desto mindre søger regeringens advokat (som modvægt) nogle såkaldte ’ekspertudsagn’, der har det ene fælles motiv, at de (som ’tidsåndens’ teologer, vil søge at friholde den homoseksualitet, som findes i (hvad de kalder): ’i nutidens stabile og trofaste parforhold’. – ”Den slags er ikke underlagt en sådan bibelsk fordømmelse,” vil de erklære. (Eksempelvis P. Honoré: ’Fra Moses til nutiden’, Herning 1992, s.49 og 84; 7. Aagaard: ’Etisk argumentation omkring homo- seksualitet, Århus 1985, s. 128, Gjesing s. 543).

”At en sådan hedensk homoseksualitet udgjorde en vis trussel mod det gammeltestamentlige Israel kan ikke benægtes” erklærer svarskriftet (5. Mose 23:18-19; 1. Konge 14:24, 15:12 og 22:47) – men en deraf følgende ’afvisning af homoseksuel praksis (stabile parforhold eller ej) er ikke sidenhen eller af den grund forsvundet fra kirkens lære…”

De ’moderne teologer’ fremførte (med støtte af regeringens advokat) fremføre, at ordet ’vederstyggelighed’ har at gøre med, at homoseksualitet kan anses som ’en gammel hedensk skik’. ”Men sådan ser folk ikke på den sag i dag,” hævdede de.

Kammeradvokatens teologer førte da i marken, at homoseksualitet i Gamle Testamente er forbundet med dødsstraf (3. Mose 20:13). ”Den høje ret må her kunne indse, at en sådan lære ikke kan forfægtes i det 21. århundrede” erklærede de og tilføjede: ”Kan man på et sådant grundlag opretholde Bibelens lære om homoseksualitet; det er jo inkonsekvent.”

Til dette vil Folkekirkens bibeltro teologer svare: ”Når vi foretager en sondring i dette tilfælde, er vi i godt selskab. Jesus afviste nemlig en lignende dødsstraf – men fastholdt i den selvsamme situation buddets etiske indhold. Vi henviser her til den beretning i Ny Testamente, hvor en ulykkelig kvinde blev grebet i ægteskabs- brud. Jesus afviste (med Sin egen håndskrift i tempelpladsens flyvesand) at stene hende… men fasthold seksual-etikken: ”Gå bort og synd ikke mere (Johs.8:11).”

Hvad angår dødsstraffen fremgår det, at straffens strenghed betoner, at homoseksuel praksis – ikke blot (sådan som det i medierne og filmverdenen med daglig voksende styrke propaganderes) drejer sig om ’et uskyldigt sidespring’ eller en ’harmløs seksuel orientering’ – nej, erklærer både Gamle og Ny Testamente: ”… lever man sådan, fortjener man at dø!” (Rom.1:32) Afsnittet fortsætter: ”Alligevel lever de ikke bare sådan, men bifalder at andre gør det” (v.32). Der er imidlertid himmelvid forskel på at fastholde den svære grad af overtrædelse: ’lever man sådan, fortjener man at dø’ – og så uden at vise barmhjertighed eksekveres denne straf, hvilket på tragisk vis finder sted i lande, hvor evangeliets budskab om omvendelse, tilgivelse og Guds nåde aldrig fandt grobund…

2.ORIGINALTEKSTEN

’Ved nærmere eftersyn’ hævdede de bibeltro teologer, ’kan ingen af kammeradvokatens regeringseksperters indvendinger rokke så meget som en tøddel ved denne umiddelbare forståelse: Der er i Bibelen tale om et klart, omfattende forbud mod homoseksuel praksis – og de, som forfægter et andet syn på Skriftens lære i dette forhold, bringer sig i et modsætningsforhold til kirkens ypperste bekendelsesskrift, Bibelen, – og dermed til Danmarks Grundlovs henvisning til den evangelisk-lutherske kirkes lære.

… og hvad angår kammeradvokatens og Københavns biskops insisteren på, at disse skriftord skal tolkes ud fra ’tidsånden’, vil vi (fortsatte de bibeltro skriftlærde) erklære, at de her omtalte skriftsteder har en ’generel adresse’.! Det udtryk, som anvendes i 3. Mose 18:22, at ’en mand ikke må have samleje med en mand’, betyder egentlig, at ’en person af hankøn’ ikke må have samleje med (en anden) ’person af hankøn’. Der er altså tale om (hvilket Den høje Ret bør overveje) en yderst ’generel term’, der tydeligt signaliserer, at enhver kønslig omgang af homoseksuel og lesbisk art (til hver en tid og på hvert et sted) ifølge Den Hellige Skrift er forbudt.

”Det samme udtryk,” sluttede de bibeltro teologer, (idet de henviser til originaltekstens betegnelse: ’en person af hankøn’) bringes i 1. Mose 1:27 – det kendte bibelord om selve skabelsen af
mennesket som mand og som kvinde, indikerer faktisk, at homoseksuel praksis herefter må betragtes som et direkte brud på den ’kønspolaritet’, som Skaberen har givet… (s.46).

3. SODOMAS SYND

Da debatten i retssalen på et tidspunkt drejede ind på én af de gammeltestamentlige tekster, der traditionelt har været anset for den mest tungtvejende, når det gjaldt afvisning af homoseksuel praksis, så blev beretningen om forsøget på homoseksuel voldtægt mod de to engle, der besøgte Abrahams slægtning, Lot, i Sodoma, blive brugt (1. Mose 19:1-11). – (Historien er kendt bl.a. fordi begrebet ’sodomi’ er afledet af, hvad der den nat skete i Sodoma. En tilsvarende beretning findes i Bibelens Dommerbog 19:22ff.)

”Det fremgår ikke entydigt,” hævdede ’regeringsteologerne’ hævde, ”at det var homoseksuel praksis, der var ’Sodomas synd’. Nej (vil de fortsat indvende) ”den homoseksuelle handling indgår i disse voldsomme, natlige begivenheder i ’et større mønster’. Der var andre elementer på spil: Vold, voldtægt og social synd. ”Det var især ’volden’, vil statseksperterne fortsætte, ”som udgør det centrale i Sodomas synd.” – ”Dermed,” slutter de, ”kan man ikke (isoleret betragtet) benytte denne tekst som et argument imod, f.eks. ikke-voldelig homoseksualitet…

” (Disse kirkeministerielle hjælpere vil da for at overbevise dommerne læse fra f.eks. D.S. Baily’s ’Homosexuality and the Western Christian Tradition’; New York, 1955).

De vil imidlertid få vanskeligt ved (i dette spørgsmål) at stå sig mod deres teologiske modstandere, som da vil henvise til det nytestamentlige Judas Brev, der i sit 7. vers siger: ”Jeg vil minde dig om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” Ny Testamente omtaler her ikke med ét ord ’den voldelige aktivitet’, som fandt sted i Sodoma, men taler udelukkende om den ’generelle’ homoseksuelle ’utugt’, der bestod i, at man seksuelt ’søgte unaturlige forbindelser’.

4. ROMERBREVETS ERKLÆRINGER

I retssalen vil den fremlagte retskildes henvisning til et særligt afsnit fra Ny Testamente (sammen med to andre tekster, der tydeligt afviser homoseksuel praksis) blive oplæst. – Det lyder sådan: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber. Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for den vildfarelse, som de fortjente” (Rom.1:24-25).

’Sammenhængen, hvorfra dette citat er taget,” (vil de bibeltro teologer i retten forklare) ”er fra blot ét af de afsnit, der officielt er ’lagt frem’ som en ’retskilde’ på dommernes bord. Det drejer sig om hele det afsluttende skriftafsnit fra Pauli brev til Romernes første kapitel. Det beskriver nøje ’de ulykkelige konsekvenser’ af, at ’mennesker ikke længere ærer deres Skaber’. Kvindelig og mandlig homoseksualitet udgør én af de uundgåelige følger, som Paulus markerer under overskriften: ’Derfor prisgav Gud dem’ (v.24, 26 og 28).

”Vi beder derfor Den Høje Ret bemærke,” (vil modstanderne af Kirkeministeriets bibelkritiske folk sige) ”at der med denne tekst ikke er tale om en formaning til de kristne. Nej, det er en beskrivelse af det dybe, moralske forfald, som foregår sideløbende med det religiøse frafald. Den religiøse forvirring fører til etisk kaos. Det er for Den Høje Ret også værd at notere sig, at homoseksualitet (der i dag ikke officielt tør omtales som ’synd’) her opregnes sammen med en lang række ’andre synder’.

Når Ny Testamente i denne sammenhæng betegner homoseksuel praksis som en ’vanærende lidenskab’, en ’naturstridig drift’, et ’optændt begær’, en ’skamløshed’ og en ’vildfarelse’ samt indregner denne synd under en ’forkastelig tankegang’ og en ’usømmelig handling’ – ja, tilknytter den til en afsluttende liste over 21 syndige forhold, der betegnes som ’alt muligt ondt’, da er det vanskeligt at forstå, at de indkaldte ’statsteologer’ skulle få medhold i, hvad (under en gayparade) en dansk biskop udtrykte med ordene: ”Jeg ser intet i det homoseksuelle samliv, der er i konflikt med Ny Testamentes lære.”

Må hans ord i dag blive bedømt med historiens skarpe, afslørende blik.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ET SKELSÆTTENDE ÅR LIGGER FORUDE

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 12.01.2024

DET LEVENDE BRØD

Ved indgangen til de fleste franske byer og landsbyer er rejst et krucifiks, som fremstiller Jesu lidelse på korset.

Ved indgangen til den lille landsby Quéré, som ligger ikke langt fra storbyen St. Brieux i Bretagne, er der (for mange år siden) blevet rejst et kors, som er tomt og uden den korsfæstede, der ellers er en uadskillelig del af by-monumentet.

Krucifikset med den korsfæstede er tegnet på den katolske kirkes opfattelse af evangeliet. ’Det tomme kors’ taler om opstandelsen, og er blevet tegnet på reformatorernes opfattelse af evangeliet. Quéré er landsbyen, hvor Gisèle, min kære hustru, er født. Så vidt jeg ved, var det tomme kors (’Han er ikke her, han er opstanden’ , Luk. 24:6) allerede rejst, da hun blev født.

… og det står der endnu i dag, hvor vi ofte samles til bøn, og beder for de godt 20 familier, som – uden at vide det – har haft englebesøg, og som Herren har sine egne udvælgelsesplaner med.

*

Med disse tanker vil jeg begynde mit emne for denne artikel, som atter drejer sig om Herrens nadver. Den skrives ud fra den synsvinkel, at vore dages protestantiske opfattelse af brødbrydelsen netop rammer den korsvej, som anskueliggøres ved de to monumenter, der står ved indgangen til de franske byer og landsbyer: Krucifikset med den lidende Kristus, eller det tomme kors, som er tegnet på Kristi sejrrige opstandelse.

Skal nadveren i vore kirker være en ’katolsk dødskult’ eller en triumferende forkyndelse om Herren Jesu opstandelse? I begge tilfælde læres det, at Kristus er virkeligt tilstede ved det hellige måltid. Men er det Jesus, som i det brudte brød atter bringes til Gud, for at han skal ’ihukomme’ sonofferet eller er det opstandelsens Kristus, som i nadveren bringer os ’det levende brød, som er kommet ned fra himlen? (Johs.6:51)?

DEN STORE PROVOKATION

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Johs.1:14).”

Det bør her gentages, at det er den samme guddommelige kraft, som ligger i Herrens nadver, (idet brødet og vinen på samme måde ændrer karakter), når det spises med tro og indtages i tro af måltidets gæster.

Det er ordet, som er det væsentlige ved nadvermåltidet: I samme øjeblik brødet uddeles, siger den, der giver ’det brudte brød’, til den, som deltager i måltidet: ”Dette er mit legeme, som gives for jer” – men der sker ikke noget med brødet i det øjeblik. Dette vil jeg prøve at forklare nærmere.

Apostlen Paulus gør herefter opmærksom på, at det ikke er et påfund fra noget menneske (at han skal sige denne sætning). Det er ord, som han har fået fra Herren. Ja, det understreges med den største alvor fra apostlens side, at dette ikke er ’en tradition’, som er båret frem af mennesker, men at det er en ’overlevering’, han har modtaget fra Gud selv. Derfor hedder det: ”Fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer (1.Kor,11:23). ”Det har altså (med absolut sikkerhed) ’været givet mig’ af Gud,” (siger apostlen), og jeg har ved Helligåndens hjælp taget imod denne åbenbaring fra Herren, – ja, det er nu med denne overnaturlige vished, at jeg giver ordene videre til jer: ’Dette er mit legeme, som gives for jer’.

*

Sandelig siger jeg jer: ”Den, som tror, har evigt liv (Johs.6:47).”

Denne forunderlige udtalelse er af mange Guds børn højt værdsat, fordi den berører det store og afgørende spørgsmål om, ’hvorvidt det evige liv er noget, jeg modtager engang i evigheden, når Herren skal bedømme mine gerninger her på jorden – eller: om det evige liv er en værdifuld skat, som jeg allerede er i besiddelse af, men som er skjult i det lerkar, der her i tiden er mit jordiske legeme?

Svaret gives imidlertid i selve udsagnet, hvor Jesus siger det lysende klart (og formuleret så kort, at der ikke længere kan være tvivl om dets troværdighed): ”Den, som tror, har evigt liv.” Dermed gøres det til en ’lysende indsigt’, at de troende allerede har det evige liv. De skal ikke vente på det; opstandelseslivet er en iboende kraft, som allerede ’har tagaet bolig i dem’ (Johs.1:14).

*

Jesus forklarer denne sandhed nærmere, og hans forklaring berører spørgsmålet om den hellige nadver, hvorfor jeg yderligere vil omtale den her:

”Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde,” siger Jesus. ”Men dette er det brød, som kommer ned fra himlen, for at man skal spise af det og ikke dø (Johs.6:50).”

Mannaen var en slags overnaturlig brød, som Israels børn levede af under hele deres 40årige ørkenvandring. Skriften siger: ”Han bød skyerne oventil, lod himlens døre åbne, og manna regne på dem som føde, han gav dem himmelkorn. Mennesker spiste englebrød, han sendte dem mad at mættes med (Salme 78:23-25).”

Det var tydeligt ’brød fra himlen’, som var sendt for at møde Israels børns naturlige, menneskelige behov. Det kaldes her for ’himmelkorn’, hvilket fører tanken hen på ’dyrket korn’, som er tilberedt og tjener til at spises af Guds engle. Mannaen ejer dog ikke kraften til at kunne give evigt liv, hvilket Jesus præciserer, da han siger: ”De spiste manna i ørkenen – og døde (Johs.6:49).”

DEN SKANDALØSE PRÆDIKEN

Herren redegør derefter mere udførligt for, hvad ’det nye himmelbrød’ indeholder.

Han fortæller åbent og ligefremt om de vældige kræfter, som skjuler sig i den spise, som nu (i nadveren) er til rådighed for menneskenes børn. Han siger:

Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen,” – og så tilføjer han det helt usædvanlige (og utroligt provokerende): ”Hvis nogen spiser af dette brød, han skal leve til evig tid (Johs.6:31).”

De mange, som løfter hovederne ved denne udtalelse, bliver ikke skuffet! Denne sætning (så fyldt med håb, den er,) lader Jesus ikke stå alene! Han tager den op i det følgende. Han uddyber den. Han udbreder sig om den. Han gentager dens indhold – ja, han er parat til at svare på ethvert spørgsmål. Jesus lader det ikke være ’dunkel tale’. Han er som en åben bog med hensyn til det, som han her har sagt: ”Hvis nogen spiser af dette brød, skal han leve til evig tid.” Han tilføjer (og det er her, at han nærmer sig ’det utilladelige’).

”Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden (v.51).”

Denne sætning udløste på stedet et voldsomt skænderi blandt farisæerne. ”Hvad i al verden mener han med, at han vil give os sit eget kød at spise? Har man hørt magen? Der kan I selv se, at denne mand er ikke ved sine fulde fem! Han har her nu endeligt i alles påhør afsløret sig selv. Han vil give os sit eget kød at spise? Ikke sandt! Det er det budskab, han har at forkynde!

”Vil du ikke være venlig at gentage de ord, du netop har sagt?” (De henvendte sig nu til Jesus.) ”Vi må have hørt forkert. Dit eget kød? Mener du virkeligt, at vi skal spise dit eget kød?”

*

Jesus står et øjeblik tavs, mens folkemængden er i oprør omkring ham. Så løfter han hånden, og mængden bliver stille. Farisæerne rykker ind på livet af ham; de vil være sikre på, at de opfanger hvert et ord, som han nu vil sige. (De forventer, at han vil tilbagekalde den famøse udtalelse). Aldrig har de været så tæt på en ’forvildelse’ fra Jesu side. En direkte fortalelse: ”Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden?”

Jesus gentager, hvad han har sagt, og gør det samtidig til ’en erklæring’, idet han begynder med at sige: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskeskønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer (v.53).”

Folkeskaren er som lamslået! Farisæerne synes at være tilfredse. Endelig er denne sag beseglet! Det, som Jesus nu forkynder, er den rene galskab; de hører ham fremture med det samme emne:

”Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (v.54).” Med forfærdelse lytter de til hans videre prædiken:

”Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham! (v.55-56).”

*

Skaren fornemmede, at Jesus rent læremæssigt ville slå dette dogme fast, og de nærmede sig for at lytte. ”Ligesom den levende Fader udsendte mig,” råbte Jesus, ”og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig.”

Der kunne nu ikke længere herske tvivl om Jesu forkyndelse. Han gjorde ’den levende fader’ til den kraft, der havde udsendt ham, og han gjorde derved Gud selv til den ansvarlige, når han tilføjede, at ’den, der æder mig, lever i kraft af mig’. – Ja, han gentog direkte den påstand, at ’den, som æder ’dette brød’ (som altså er Jesu Kristi eget, kødelige legeme) han skal leve til evig tid (v.58).”

*

Selv mange af Jesu efterfølgere begyndte ved denne prædiken at blive betænkelige. ”Det er et knaldhårdt budskab,” sagde de. ”Nu er Jesus gået for vidt. At sige sådant noget er helt uacceptabelt! (v.60, parafrase). Hvem kan holde ud at høre på den slags?”

Jesus selv var helt klar over, hvad det var, som folket indbyrdes talte om. ”Er de ord, jeg her har talt, tilstrækkeligt til, at I nu falder fra?” spurgte han. ”Er det nok til, at I bliver forarget?”

”Hvad vil I så gøre den dag, I er vidne til, at menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, der gør det levende, som jeg har talt. Kødet fatter intet! De ord, som jeg her har talt, er Ånd og Liv! Men der er nogle af jer, som ikke tror… (v.63-64, parafrase).”

I MÅ ALTID HUSKE MIT OFFER

”Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt (legeme),” skriver apostlen Paulus i 1.Kor.15:44. Vort spørgsmål er nu: Hvad mener Jesus, når han siger: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Taler han her om sit sjælelige legeme eller om sit åndelige legeme?

Spørgsmålet melder sig atter, da han ’tager kalken efter aftensmåltidet og siger: Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte I drikker den, til ihukommelse af mig. Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer (1.Kor.11:26-27).”

Umiddelbart vil vi svare (på det anførte spørgsmål), at han taler om sit ’sjælelige legeme’. Altså det legeme, som han bruger udtrykket om, at ’det gives for jer’ og I dermed forkynder: ’Herrens død’. Han dvælede ved den død, som han stod lige overfor. I må altid huske det offer, som jeg her giver for jer. I må aldrig glemme de lidelser, jeg nu skal gennemgå. Når I spiser dette måltid fremover, så gør det ’til ihukommelse af mig (v.24).

Imidlertid kan vi ikke komme bort fra, at Jesus taler om ’et sjæleligt og et åndeligt legeme (1.Kor.15:44) og at vi ser ’en vis berettigelse i’ at spørge: ”Hvad mente Jesus virkeligt, da han sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer?” Tænkte han udelukkende på sit kødelige legeme? Eller tænkte han også på sit opstandelseslegeme?

Vi lytter endnu én gang til Jesu udæskende tale, da han omtaler nadveren i Johannes det sjette kapitel og siger: ”Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen, om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid (v.51).”

Han taler altså om et overnaturligt brød 1) ’som er kommet ned fra himmelen’, og som har den egenskab, at den, der spiser deraf 2) ’skal leve til evig tid’.

*

Mannaen (det brød, som jøderne levede af i 40 år i ørkenen); det kom dagligt ned fra himlen! Men det havde ikke den forunderlige egenskab (som f.eks. bladene på livets træ har), at den, som spiser deraf, lever evigt! Jesus siger derfor: ”Jeres fædre spiste manna i ørkenen – og døde!

Han fortsætter: ”Jeg er livets brød (Johs.6:49). Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden (v.51).” … (det er her, at ’jøderne kom i strid indbyrdes og sagde: ”Hvordan kan han give os sit kød at spise?” Og Jesus er ikke tavs og lader dem blive i deres forvirring, men insisterer og fortsætter med at gentage sin uhyrlige påstand:

”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer – ja, den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (v.54).”

FORARGER DET JER?

Vi må absolut studere dette skriftafsnit, for Jesus erklærer (i den forbindelse), at ’det ord, som han har talt til os, er Ånd og Liv!

Han understreger, at det er kun ’Ånden, som gør levende (v.63), og at han (dybt i sig selv), er klar over, at hans disciple ikke var enige med ham. ”De knurrede; det vil sige, at de var uenige med hans forkyndelse, og han udfordrede dem ved at sige: ”Forarger dette jer? Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før?”

(Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der tvivlede – ja, han vidste, hvem der ikke troede – ja, han vidste på forhånd, hvem der ville forråde ham, og han tilføjede: ”Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis Faderen ikke drager dem til mig… v.62-63).”

Disse ’nadverord’ (om at æde Jesu kød og drikke hans blod) fik mange af hans tilhængere til at vende ham ryggen. Og de ville ikke længere følge ham! De trak sig tilbage og ville ikke have noget med ham at gøre – ja, det kom til det punkt, at Jesus spurgte de 12 disciple: ”Vil I også gå jeres vej?”

Da stod Peter frem og sagde: ”Herre, hvor skal vi gå hen? Det er jo dig, der taler de ord, som giver evigt liv! Vi er kommet til tro på, og vi har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!”

Jesus svarede: ”Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er én af jer en djævel!” Det var Judas, Simon Iskariots søn, for det var ham, som siden skulle forråde ham – skønt han var en af de tolv (v.64-71).”

*

Hvad er så det resultat, vi kommer til, når vi lægger Skriftens referat af denne skelsættende prædiken til side? Siger vi også: ”Det kan vi ikke holde ud at høre på. Det er en hård og frastødende tale. Vi vil ikke længere følge Jesus. Det, han her siger (at vi skal æde hans kød og drikke hans blod) er så ekstremt, at det bliver den sidste prædiken, vi lytter til.”

Eller siger vi som Peter: ”vi har én gang for alle erkendt, at du er Guds Hellige Søn, og vi fortsætter med dig.! Hvis der er noget, vi ikke forstår nu, så vil vi sidenhen komme til at forstå det. Hvad du her har sagt (om Det Hellige Måltid) er i øjeblikket uforståeligt, men vi skal siden forstå det. For det er – som du siger – ’Ånd og Liv’.’

Du, Herre Jesus, har det evige livs ord, og det tror vi på også gælder dette ord om, at ’æde dit kød og drikke dit blod’. Du vil selv åbne for erkendelsen af denne evige sandhed.

*

Det er som et ’forklarende lys’ øjnes, da Jesus fokuserer på hemmeligheden bag hans ’svært fordøjelige prædiken’, (om at ’æde hans kød og drikke hans blod’).

Han siger nemlig i den forbindelse følgende: ”Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig (Johs. 6:57).”

Det vil sige, at det er et budskab om liv og kraft, han kommer med. Han forkynder ’en levende Gud’. Han prædiker en ’livets prædiken’. – ”Den, der æder mig, skal leve,” siger han. ”Den, der spiser dette brød skal leve til evig tid,” lyder hans budskab til verden, inden han forlader den (Johs.6:58).

Jesu tilstedeværelse i brødets brydelse kan aldrig lede til en ’dødskult’ (sådan, som det er tilfældet med en katolske ’transsubstantiationslære’ – et mærkeligt, fremmed ord, som rummer en mystik, der fører de kristne i en gal retning). Jeg vil kort og afsluttende beskæftige mig med dette i det følgende:

DEN STORE FORFØRELSE

”En af de syv engle, som havde de syv skåle, kom og talte med mig og sagde: ”Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder over de mange vande, med hvem kongerne på jorden drev hor, og de, som bor på jorden blev drukne af hendes horelevneds vin (Åb.17:1-2).”

Der er noget foruroligende ved den engel, der kommer så roligt og tillidsvækkende hen til Johannes (som er i færd med at skildre Åbenbaringsbogens syner) og indbyder ham til at se, hvorledes den store forførelse får sin endelige straf. ”Alle jordens mægtige (statsmænd og konger, finansfyrster og magthavere) har været i seng med hende, og alle jordens mennesker har beruset sig i hendes utugts vin (v.2, parafrase).”

Denne ’store prostituerede’ er sit navn værdigt, og det dækker over den titel, som hun gives her: ’Babylon, den store’ (hvis frygtelige fald allerede er forudsagt). Det hedder jo: ”Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger.”

… og vi spørger os selv: ”Er det sådan det bæger beskrives, som den katolske kirkes præster drikker? Hvad er det for en lære, der står bag den katolske nadver? Er det rigtigt, at præsten dér lærer, at Jesus virkeligt er til stede i brødbrydelsen – men det viser sig at være ’en anden Jesus’ end ham, som vi kender fra Skriften? Dette spørgsmål må her besvares!

*

Den katolske kirke lærer, at Kristus ved forvandling af brødets egentlige substans bliver til hans legeme, og at vinens hele substans bliver til hans blod. Ifølge denne lære bliver elementerne brød og vin ved præstens indvielsesord bogstaveligt og reelt forvandlet til Jesu Kristi Legeme og Jesu Kristi blod! I det ydre fremstår de to elementer imidlertid stadig som brød og vin. Forvandlingsprocessen overlades til en tro, der bygger mere på filosofien end på Guds Ord.

Vi skal derfor indledningsvis se på, hvad Luther i skriftet ’det babyloniske fangenskab’ har at sige om den katolske nadver. Tre ting springer os i øjnene:

  1. For det første må den almindelige nadvergæst ikke modtage vinen. Den er forbeholdt præsten alene.

  2. For det andet er den katolske opfattelse af forvandlingsunderet (og den mystiske forståelse af dette ’naturlige mirakel’ så udpræget dæmonisk, at Guds menighed må tage afstand derfra.

  3. Og for det tredje betragtes nadveren fejlagtigt som en ’offerhandling’, og må derfor afvises som vranglære.

(Perspektivet er således meget stort og må derfor behandles særskilt i en efterfølgende artikel).

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DE KRISTNES OPRØR

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 29.12.2023.

VIGTIG MEDDELELSE

På grund af vor sekretær, Maria Eskings, hospitalindlæggelse er det ikke muligt at bringe vore nyhedsbreve fredag d. 24. november 2023. Hun er imidlertid (efter alt at dømme) klar til at lægge manuskripterne på nettet fredag d. 8. december 2023.

Vi meddeler senere, hvorledes kommunikationen vil forløbe i dagene op til jul og mellem jul og nytår.

Tak for trofast forbøn!

Johny Noer

BIBELSK BETYDNING AF BRØDETS BRYDELSE

… (Første del)

Er den hellige nadver ved at forvandles fra en trættende gentagelse til en dyb åndelig oplevelse, som de kristne ikke kan få nok af? ”I skal nyde dette måltid, så ofte I kommer sammen,” lyder Skriftens ord.

Er kirkefædrenes og reformatorernes optagethed af dette fænomen atter ved at melde sig? Er Kristi ’virkelige tilstedeværelse’ i nadverens brød og vin ved på ny at indfinde sig? Indbyder den Herre Jesus Kristus på ny (ved brødsbrydelsen) til et enestående åndeligt samfund med ham? Har det fået ny aktualitet, når den opstandne siger: ”Dette er mit legeme” og ”dette er mit blod?” Disse spørgsmål vil jeg i det følgende søge at besvare.

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Johs.1:14).”

I læren om nadveren kommer vi ikke uden om dette bibelord, og vi kan ikke undsige os, at der tales om, at en ’forvandling’ finder sted. Det hedder jo her: ”Ordet blev kød – og det kan ikke udlægges på anden måde, end at en ’forvandling’ gør sig gældende!

Der sker noget med ’ordet’ (som udtales i forbindelse med brødbrydelsen); det ’bliver’ til ’noget andet’, end det, som det var; ’ordet bliver kød’! Det vil for det første sige, at ’ordet’ (som er et åndeligt fænomen) bliver ’kød’, som er en håndgribelig, legemlig manifestation. For det andet bliver det usynlige (’ordet’) forvandlet til et synligt fænomen (’kødet’), og for det tredje udgør denne forvandlingsproces et levende mirakel, idet ’ordet forbliver noget levende og aktivt; det ’tager nemlig bolig iblandt os’ (v.14).

*

Denne sætning er banebrydende betydningsfuld!

Den indeholder nemlig forklaringen på en hemmelighed, som synes at være gemt i generationer, men som nu får nyt liv, og forekommer at være af afgørende betydning for det sidste slægtled af kristne.

Den beskæftiger sig med én af de korteste artikler i Confessios Augustanus og stadfæster med forbløffende klarhed et læreindhold; den kan således betyde en revolution af ny kraft til de hellige, som (ifølge Skriften) skal overleve den sidste generations trængsler. Den er det sidste svar på den såkaldte ’real-præsens-lære’ (altså at Kristi Legeme og Blod er virkelig til stede i brødbrydelsen) og at Kristi virkelige nærvær på en forunderlig måde uddeles til alle dem, som i de sidste dage samles (hemmeligt) omkring dette måltid.

’Ordet blev kød’ er altså en beskrivelse af ’det guddommelige ords’ evighed, der bliver menneske i Guds Søn, Jesus Kristus! Vi opholder os altså ved det største under, som er sket i jordens og universets historie. Det udtrykkes i Johannesevangeliet med disse ord: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud (Johs. 1:1-2).”

Den overvældende, mægtige begivenhed, som skete på Betlehems marker for lidt mere end 2000 år siden, at ’Guds egen Søn’ blev et menneske (og fra det øjeblik er han ’virkeligt tilstede’ iblandt os) har for alle tider (sidenhen) været en vedblivende virkelighed for de kristne.

Men i disse dage vil det særligt give sig udtryk i ’den sidste nadver’ (som bevidner Herrens nærvær på en ny og dyb måde) ved at ’ordet bliver kød og tager bolig iblandt os ’med en inderlighed, som tidligere slægter ikke har oplevet.

*

Læren om ’realpræsensen’ (Kristi virkelige, håndgribelige nærvær) er naturligvis ikke et spørgsmål om, hvorvidt ’Herrens nærvær’ tydeligt kan spores i andre sammenhænge; Jesu personlige tilstedeværelse er en tilbagevendende oplevelse i lønkammeret, thi ’hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem (Matt.18:20)’. Denne oplevelse vil blive forstærket, som vi nærmer os afslutningen på det hele, og forfølgelsene sættes kraftigere ind på Guds børn. Det vil blive en velsignet kendsgerning, at Herren har lyst til at åbenbare sig for sine børn, og det vil blive åbenbart for alle, at han særlig vil være til stede i det Hellige Måltid.

”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,” lyder de sidste ord fra Herren i Matthæusevangeliet (28:28), og dermed fokuserer Jesus særlig på kulminationen af alle tings klimaks. ”Jeg har hjertelig længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide,” udbryder han ved nadverens indstiftelse én af de sidste timer, før han blev pågrebet i Getsemane (Luk.22:15). Derefter brød han op og gik efter sædvane til Oliebjerget… (v.39).

JESUS ER LYSLEVENDE TILSTEDE

Lad os prøve at gøre det så enkelt som muligt. Sådan som Luther selv fremstiller ’realpræsensen’ (Kristi virkelige nærvær) i den lille katekismus. Han skriver: ”Hvad er alterets sakramente?” Uden at gøre store armbevægelser svarer han selv på dette spørgsmål: ”Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen! Det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”

Det vil kort og godt sige, at Luther var af den overbevisning, at i nadveren er Jesus Kristus personligt tilstede! Han, der ved det sidste måltid (som han havde med sine disciple) efterlod dem nu med det klare og kostbare løfte, at han (fremover) ville være lyslevende til stede hver gang (så ofte) de samledes om dette ’ihukommelsesmåltid’.

Kristus kan ikke bringe os sit virkelige, ’brudte legeme’, for det er nu gået til grunde, og han eksisterer udelukkende i sit opstandelseslegeme (som han har iført sig efter sin opstandelse) – ej heller kan Kristus i nadveren bringe os sit ’udgydte blod’ (for det er gået alt kødets gang på Golgata, hvor der ’straks kom vand og blod ud af Kristi sår efter et spydstik… (Johs.19:34), men han kan bringe os vin og brød, og han kan forvandle denne vin og dette brød på samme måde, som der sker et forvandlingsunder med ’ordet, som bliver til kød’, og ’tager bolig iblandt os’. Sådan tror jeg, at vi skal forstå det forvandlingsunder, som sker i nadveren. Lad mig yderligere forklare:

*

I teologien taler man ofte om dette, at ’Gud blev menneske’ og man kalder det for ’inkarnationens hemmelighed’.

… og en hemmelighed bliver det ved at være, for mennesker spekulerer stadig (efter 2000 år) på, hvad der egentlig skete på Betlehemsmarken, hvor himlen pludselig fyldtes med ’tusinder af engle’, som lovsang Herren for det mirakel, som var sket.

Af alle guder i hele verden er det nemlig kun de kristnes ’treenige Gud’, som kunne blive menneske (hvem skulle ellers fortsat styre og opretholde verden, medens Skaberen tog menneskeskikkelse på og blev svag og magtesløs i den periode, hvor han ikke var den almægtige Skaber?)

Men Gud blev virkelig et virkeligt menneske i Jesu Kristi Person – og han tog virkelig bolig iblandt os, og apostlen opfordrer os til at have samme sindelag, som var i Jesus Kristus.

”Da han var i guddomsskikkelse og havde al ret til at fastholde denne nedarvede lighed med Gud, så gjorde han ikke krav på sin legale ret, – men han ’gav afkald’ på hele sin mægtige guddomsmagt og ’tog tjenesteskikkelse på og blev menneske’ (Filip.2:6, parafrase).”

*

Som vi sammen fortsat betragter nadverens indhold, hvad det vil sige, at Jesus giver os sit kød og blod (i form af brødsbryelsens brød og vin), så læser vi videre i Filipperbrevet, hvor der står skrevet: ”Nu har Gud ophøjet ham, og givet ham et navn og en position over alle andre. Ja, alle kommer til at bøje knæ for ham i himlen og på jorden. Alle skal erklære til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!” (Filip. 2:9-11, parafrase).

Sejrens frugter vil på samme måde blive gæsterne ved Herrens bord til del! De vil ikke kun opleve trængsel, fordømmelse og forfølgelse, men de er inkorporeret i hans opstandelse gennem nadvermåltidets indtrængende oplevelse. Om denne sandhed samler ’brødets forkyndelse’ sig, og dette kommer tydeligt til syne den dag, Jesus gav sig til at tale om Johannes Døber…

HVORFOR TOG I UD I ØRKENEN?

Da Johannes Døbers disciple var taget af sted, efter at de havde stillet nogle spørgsmål til Jesus, begyndte han at tale om Johannes.

Det er sjældent, at Jesus på den måde talte om én af Herrens tjenere, men i dette tilfælde tager han sig tid til at omtale den tjeneste, som Johannes havde. ”Hvorfor drog I egentlig ud i den brændende hede Judæa Ørken?” spurgte han. ”Var det bare for at se et græsstrå, der svajede med vinden? Eller gik I derud for at se en mand i flot, dyrt tøj? Nej, heller ikke! Folk, der går i den slags tøj, hører ikke hjemme i den barske ørken. Dem finder I kun i de kongelige paladser.

Jamen, hvorfor tog I så derud? For at se en profet? Ja, jeg siger jer, I gik ud i ørkenens hede for at møde en profet – og tro mig, Johannes er ikke en ’hvilken som helst profet’. Han er den, der står omtalt i Skrifterne med ordene: ”Se, jeg sender min engel, for at han skal gå foran dig. Han vil bane vej for dig (Matt.11:7-10, parafrase).”

Johannes er mere end en profet!

Derefter omtaler Jesus profeten i ørkenen på en måde, som er betagende. Han siger: ”Fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmelriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig (v.12-13).”

*

Den kristne forkyndelse om nadverens betydning er meget radikal. Den indeholder en grundtanke om ’inkarnationen’, som jeg vil bestræbe mig på i det følgende at belyse. Hvor denne grundtanke kommer til orde, taler den meget tydeligt om, at ’Jesus er virkeligt tilstede’.

I Lukas lyder indstiftelsesordene sådan: ”Han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig (Luk. 22:19).”

I det øjeblik, hvor Jesus brækkede brødet i flere stykker og gav disciplene et stykke hver, udbrød han: ”Dette er mit legeme (og sådan skal man gøre ved mig). Hver gang I gør dette (brækker brødet i flere stykker), så husk på, at sådan har man behandlet mig! Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer (v.21).”

Jesus tog altså det ganske almindelige bæger med vin (som var brugte ved aftensmåltidet) og udbrød: ”Dette bæger med vin er Den Nye Pagt (som her indstiftes) ved mit blod, der skal udgydes for jer (v.20).” Han nævnte ikke blot offerets betydning, men han fremhævede Den Nye Pagts sejr.

*

Hele den begivenhed, som nu fejres verden over med særlige nadvergudstjenester, er (i sin oprindelse) præget af øjeblikkets spontanitet. Som det skete ved brylluppet i Kana i Galilæa, får Jesus pludselig øje på ’seks vandkar af sten, som jøderne normalt brugte til deres renselsesceremoni – og han bliver øjeblikkeligt inspireret til at omdanne vand til vin, som der var brug for ved brylluppet, som han deltog i som gæst.

Her (ved ’den sidste nadver’) så han brødet på bordet og bægeret med ’vinen efter aftenmåltidet’, og han brugte disse elementer til at anskueliggøre sit hjertes tanker. Han tog brødet og udbrød: ”Dette er mit blod,” og han.

indstiftede med disse for hånden værende elementer en ’ihukommelses-begivenhed’, som skulle gentages (på verdensvid basis) indtil han kommer igen.

REFORMATORERNE STOD FAST

Apostlen Paulus skriver om dette Hellige Måltid følgende: ”Den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens Legeme, spiser og drikker sig selv en dom til (1.Kor.11:29).”

Det kan ikke betyde andet end dette ene, at de troende må og skal ’ænse’, at det er ’Herrens Legeme, som de spiser og drikker. De må absolut tro på, at Jesus Kristus er personligt til stede, og det er ham selv der giver (i form af brødet og vinen) sit virkeligt tilstedeværende legeme og blod.

De lutherske reformatorer stod fast på denne bekendelse og var urokkelige i deres vidnesbyrd om denne sandhed. Derfor må det kunne fordres af alle de troende, som følger den protestantiske, reformatoriske linje (med Martin Luther som hovedfigur), at de holder sig til den sunde lære.

Og med begrebet ’den sunde lære’ fastholdes, at det er Jesu legeme og Jesu blod, der uddeles til menigheden. Det er faktisk Gud selv, der ved Kristus uddeler det. Derved forbliver JESUS det centrale budskab i nadverens forkyndelse – ja, det er tydeligt indholdet af evangeliet, som træder frem i måltidet, sådan som det understreges i Den Augsburgske Bekendelse artikel 3: JESUS, som virkeligt har lidt, er korsfæstet, død og begravet, for at han kunne forsone Faderen med os og være et offer ikke bare for arvesynden, men også for alle menneskets syndige handlinger.”

Det mægtige, som Gud i sin nåde og barmhjertighed har fuldført for alle mennesker, har kun Gud ret og magt til at uddele til hvert enkelt menneske.

Dette sker i den hellige nadver! Her giver han hele Golgata-kampen og hele opstandelsessejren – ja, hele sandheden om Jesu triumferende tilbagekomst ved brødets brydelse og uddelingen af bægeret med den kostelige vin. Her bliver alle dødsmagter tavse – og det er en rungende stilhed, som varer en evighed lang…

DEN FEDE SAFT

Denne ubrydelige sammenhæng mellem Jesu dybe lidelse på korset, hans triumferende opstandelse – og så selve forkyndelsens af korset og den tomme grav, kommer til udtryk ved nadverbordet. ”Thi så ofte, som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer,” siger apostlen (1.Kor.11:26).”

Det vil sige, at der ved nadverbordet finder en kraftig forkyndelse sted, som er målrettet mod magterne og myndighederne i himmelrummet… ’for at Guds visdom nu i al sin mangfoldighed ved kirken skal gives tilkende for magterne og myndighederne i den himmelske verden (Ef.3:10)’.

Nerven i nadverens budskab er netop dette, at Jesus Kristus stadig er nærværende og altid er ’tilstede’, hvor brødet brydes efter Skrifterne. Dette er den ’fede saft’, som stiger op fra Oliventræets rod (Rom.11:17). Den udvandes ved al anden forståelse af nadverens betydning.

Luther udtrykker i et af sine nadverskrifter en tydelig og klar adskillelse mellem ’Jesu lidelses frygtelige kendsgerning’ (factum passionis) og så ’lidelsens brug eller forkyndelse (usus passionis). Jesu smertefulde død på korset langfredag er og forbliver lidelsens kendsgerning! Nadveren, hvor hans legeme og blod (fremstillet som brødbrydelsens brød og vin) forbliver nu selve lidelsens brug eller forvaltning.

Luther forklarer sig sådan (og hans forklaring er frisk og talt ’lige ud af posen’): ”Som en kendsgerning (der ikke kan betvivles) har Kristi lidelse fundet sted én gang for alle på korset. Men hvem ville det gavne, hvis det ikke bliver uddelt? Det skal tilegnes! Det skal tages i brug! Det skal forkyndes!”

Luther fortsætter: ”Hvordan skal Jesu lidelse ’tages i brug’ uden ved ordets og nadverens forkyndelse?”

… Luther tilføjer: ”Men hvorfor skulle sådanne ’høje ånder’ (som paver og kardinaler) give sig tid til at læse om dette i mine bøger? De ved jo alle bedre besked! Velan! Så lad dem få denne bitre løn: De anser nu factum (selve kendsgerningen) og usus (brugen og forvaltningen) for at være ét og det samme. Derved holder de i virkeligheden sig selv for nar, og de bliver gjort frygteligt til skamme. (De fatter nemlig ikke, at i nadveren drejer det sig om lidelsens og sejrens forkyndelse).

(Luthers: ’Om Kristi nadver’, 1528, citatet er oversat på ny fra Weimarudgaven bind nr. 26, side 296).

At nadveren for Luther er næringen for det nye, evige liv, ses af Den store Katekismus. Luther skriver: ”Man må ikke betragte nadveren som en skadelig ting, så at man undgår den, men man skal se på den som en stadig, lægende, trøstelig medicin, som hjælper til både sjæl og legeme. Thi hvor sjælen er helbredt, dér er også legemet hjulpet (om alterets sakramente, afsnit 68).

Luther henviser også til de gamle kirkefædre: ”Vi har hørt,” siger han, ”hvordan Irenæus og de gamle fædre har påvist den store nytte vi har af nadveren. Vort legeme bliver her bespist med Kristi legeme!

Den tro og det håb skal nemlig bevares i os, så at vort (nye) legeme skal leve evigt af Kristi legemes evige spise. Derfor vil han være i os efter sin (guddommelige) natur,” siger Hilarius… han bliver nemlig ikke fordøjet eller forvandlet, men han forvandler os uafladelig: Sjælen til retfærdighed, legemet til udødelighed! (Weimarudgaven bind 23, side 255).

FÆNGSELSSTRAF FOR FEJL MED NADVEREN

Professor, Dr. theol. Regin Prenter (1907-1990) fortæller i sin bog ’Kirkens Lutherske bekendelse’ (Lohse 1978) om, hvor alvorligt Luther tog det med læren om Kristi virkelige tilstedeværelse i den hellige nadver. Han skriver: ”En hjælpepræst ved navn Adam Besserer, der stod under biskoppen af Naumburg, Nikolaus Amsdorf, havde 3. søndag i advent 1545 i kirken holdt gudstjeneste og altergang.

Der var 17 altergæster til stede, men da nadveren begyndte, opdagede han, at han kun havde 16 oblater (nadver brød) på disken. Da han i sin forfjamskelse ikke vidste, hvad han skulle gøre, tog han hurtigt en ikke-indviet oblat fra æsken. Han holdt altså nadver med ét brød, der ikke var indviet.”

”Siden fandt en kone den oprindelige indviede oblat på gulvet. Hun afleverede den til præsten, som så lagde den tilbage til alle de uindviede brød i æsken. (Siden forklarede han, at han ikke var sikker på, om den var faldet på gulvet før – eller efter, præsten havde udtalt indvielsesordene over nadverbrødene).

Da den unge præst efter gudstjenesten blev gjort opmærksom på det forkerte i denne optræden, skal han havde svaret: ”Det kommer ud på det samme! Der er ikke forskel på indviede og uindviede brød!”

Dette blev straks indberettet til sognepræsten, som førte sagen videre til præsten, og derfra gik sagen til biskoppen, Nikolaj Amsdorf, hvad man skulle stille op med sådan en præst, og så videre til teologerne i Wittenberg. Foreløbig lod man den arme hjælpepræst falde i øvrighedens hænder, der straks smed ham i fængsel.

Luther ville ikke gå så strengt til værks, men foreslog i et brev af 11. januar 1546, at den unge præst blev sendt ’til sine Zwinglianere’, hvor han rettelig hørte hjemme. ”For det første er det ikke ’ligegyldighed’, men direkte ’slethed’ (og det en meget tydelig ’slethed’) hos denne hjælpepræst,” skriver Luther og tilføjer: ”Han har jo i foragt over for Gud og mennesker offentlig fordristet sig til at udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må han straks udelukkes af vore menigheder. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed mand fængslet, til hvem man ikke skal have tillid, selv om han aflagde ed.”

Det kom dog til at gå knapt så slemt med den unge Besserer. I et forhør forklarede han, at det hele skyldtes befippelse, da han stod og manglede en oblat. Han blev derefter straffet med to ugers fængsel.

Historien fortæller med hvilken alvor, man betragtede nadverelementerne, og viser en fremgangsmåde, som ikke (heldigvis) kunne lade sig gøre i dag. Men spørgsmålet bliver tilbage: Har der indsneget sig en ligegyldighed og en ’farlig tendens’, så at de troende ikke længere ’ænser’, at det er Herrens legeme og blod, som de har med at gøre, når nadveren uddeles.

Dette vil jeg i det følgende søge at besvare…

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HAMAS STÅR NÆVNT I BIBELEN

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 24.11.2023.

MANDEN MED DET DRAGNE SVÆRD

”Og det skete, mens Joshua opholdt sig ved Jeriko, at han (da han iagttog omgivelserne) fik øje på en mand, som pludselig stod foran ham med et draget sværd i hånden. Joshua nærmede sig manden med spørgsmålet: ”Er du én af vore eller én af dem, der er imod os?”

Han svarede: ”Ingen af delene! Jeg er fyrsten over Herrens hær. Lige nu er jeg kommet!” Da faldt Joshua så lang han var på sit ansigt og tilbad og sagde: ”Hvad har min Herre at sige til sin tjener?”

Og fyrsten over Herrens hær svarede Joshua: ”Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!” Det gjorde Joshua (Joshua 5:12-15).

*

Denne situation er forbløffende som en sammenligning med situationen ved Gaza i dag. Den israelske hær på 300.000 mand er samlet foran fjendens port, parate til at bryde op og drage ind i Gaza. Lederen af hæren befinder sig ene på et højdedrag for at overveje situationen. Han scanner omgivelserne for at udforske, hvorledes han skal begynde angrebet. Da pludselig nærmer en skikkelse sig. Han er bevæbnet. Også han er parat til angreb. Hans sværd er allerede trukket af skeden. Hvad skal dette besøg betyde?

Det er ikke muligt i øjeblikket at se, om det er en ven eller en fjende. Det er derfor op til Israels ledelse at finde ud af dette; Joshua nærmer sig den fremmede og har kun ét spørgsmål: ”Er du én af vore eller en af dem, der er imod os?”

Billedet fra Gaza presser sig på: Israels allierede er ikke alle lige enige! Nogle mener, at Israel skal gå til angreb (og det vil blive et blodbad), andre mener, at Israel skal tøve (der er uskyldige, som er i fare, og man må vente til de er bragt i sikkerhed). Hvem har ret? Hvem bringer Herrens visdom ind i billedet?

MIG TILKOMMER DET AT STRAFFE

Det er derfor med overraskelse, at Israel hører den svært bevæbnede fremmede sige: ”Ingen af delene! Jeg er hverken for eller imod. Jeg er først lige dukket op (for et øjeblik siden), og nu er jeg her for at undersøge situationen!

Kan hænde, at Israel skal falde ind i fjendens land og tage en grusom hævn over det rå, brutale overfald, som det har været ude for – men vi må også overveje, om Israel skal beholde sit sværd i skeden (vente med at bruge sin store magt) og overlade hævnen til Herren? Ja, vi bør overveje, hvorvidt netop dette er situationen, hvor Israel skal handle efter ’en ny ordre’ fra Herren?

Den går efter ’den nye befaling’, som hedder: ”Gengæld ikke nogen ondt med ondt! Stræb efter det, som er godt i alle menneskers øjne. Tag ikke dig selv til rette, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ”Mig tilkommer det at straffe; jeg vil gengælde,” siger Herren (Rom.12:17-18).

”Lad dig ikke overvinde af det onde, Israel, men overvind det onde med det gode! (v.21). ” – ”Et nyt bud giver jeg jer, at I skal elske… (Johs.13:34).”

Dette bud betyder selvsagt ikke, at Israel helt skal undlade at gennemføre sin plan om at gå ind i Gaza – men det betyder, at der er nogle mennesker derinde, som har ’en blodrød snor’ foran deres hus, og dette er tegnet på, at de skal spares, fordi de af hjertet anerkender Israels ret i denne krig mod Hamas. Det er palæstinensere, som er dybt uenige med terrororganisationen, og som i øjeblikket lever ’som fremmede’ i Gazastriben. Deres hjerte er hos Guds folk, og de ønsker oprigtigt at tilslutte sig Israel, fordi de anerkender dets ret til landet, og de beder hemmeligt til Israels Gud, som de indser er Skaberen af himlen og jorden.

De har hørt om ’den blodrøde snor’ og har bundet den foran deres hus. Profeten Elisa viste dem barmhjertighed, da de (engang for længe siden) blev tvunget til at arrestere ham, men så viste han dem til gengæld kærlighed.

IKKE FLERE TERROR-TUGTER

”Engang, da den syriske konge havde indladt sig i krig med Israel, sendte han om natten et større regiment med heste og vogne af sted for at belejre byen, hvor profeten Elisa befandt sig (2.Konge 6:9 + 14, parafrase).”

Tidligt om morgenen havde den syriske hær omringet byen, og en troppeafdeling blev sendt af sted for at anholde den israelske profet. Da de syriske soldater nærmede sig Elisa, for at lægge hånd på ham, bad profeten til Herren og sagde: ”Herre! Gør dem blinde!” Det skete! Herren slog på stedet hele flokken med blindhed. Elisa råbte nu til dem: ”I går den gale vej! Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by.” Så gik han foran dem og førte dem helt til Samaria.

Da de kom til byen, bad Elisa igen til Gud og sagde: ”Herre, åben nu deres øjne, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, og de opdagede til deres forfærdelse, at de stod midt i Israels hovedstad, Samaria. Ved synet af de tilfangentagne, syriske soldater, råbte Israels konge begejstret til Elisa: ”Skal jeg slå dem ihjel?”

”Nej,” svarede Elisa. ”Vi plejer ikke at dræbe krigsfanger, som vi allerede har uskadeliggjort. Giv dem i stedet et godt måltid mad, og lad dem så vende tilbage til deres konge.” Kongen anrettede derpå et festmåltid for de sultne soldater, og da de var mætte, sendte han dem tilbage til den syriske konge.

Fra den dag standsede de syriske terrortugter på israelsk territorium!

DE ER HAVNET I ET URENT MILJØ

Daniel skulle i tre år opdrages af babylonerne ’for at kunne træde i kongens tjeneste’ (Dan.1:5), men det må ikke glemmes, at han og hans tre venner var bortført til et land, som i Bibelen bliver regnet for uren jord’ (Amos 5:17). I det her omtalte skriftsted svarer profeten Amos præsten Amazja (der har påbudt ham at forsvinde til Judas land), at han ’skal dø på uren jord’ (Israel skulle nemlig føres bort fra sin egen jord).

Den unge jøde, Daniel, befinder sig altså ikke blot ’i et fremmed land’, men han opholder sig nu på ’uren jord’. Det vil sige, at han ved hoffet af hedningekongen, Nebukadnesar, må bevæge sig i en atmosfære af snavset kultur og usømmelig, nedgørende optræden. Overalt, hvor han vender sig, vil synden blive præsenteret og de laveste lidenskaber stillet til skue. Hans sind og tanker vil meget let blive forurenet. Kun en sand gudsfrygt og et troens liv ville kunne holde stand mod den sump og forfald, som ligger i udtrykket ’uren jord’.

Sådan er det sket med de palæstinensere, som nu er underlagt Hamas i Gaza. De er kommet i et urent miljø, hvor de – for nogle ganske fås vedkommende – hemmeligt holder sig til Israels Gud. De er som Rahab, der bandt en blodrød snor til sit hus – og blev sparet med hele sin familie, da Israel drog ind i landet.

DE UIGENFØDTE MENNESKES FJENDSKAB

Denne beretning er en opfordring til at efterfølge ordet fra Ordsprogenes bog: ”Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke. Da hælder du gloende kul på hans hoved, og Herren lønner dig for det (Ordsprog. 25:21-22). Paulus citerer dette skriftord nøjagtigt i sit brev til romerne (12:20) og tilføjer: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (v.21).”

Hver eneste af os kender til det uigenfødte menneskes fjendskab og ondskab, inden vi ved Kristus blev forligt med Gud. Vi er alle indbefattede i den uhyggelige liste over karakteregenskaber, som vi rummede, før vi blev frelst. Om os alle står der således skrevet, at ingen var retfærdig – ikke en eneste. Ingen var forstandig, ingen søgte Gud. Alle var vi kommet på afveje og var fordærvede af synd. Ingen af os gjorde noget godt – ikke en eneste (Rom.3:11-12).”

Og Paulus fortsætter opremsningen, med endnu hårdere bekendelser. Han siger, at vor strube er en åben grav, vor tunge var fuld af løgn, og der var slangegift i alt, hvad vi sagde. Vor mund var fuld af forbandelser og bitterhed, og vi var hurtige på fødderne, når der skulle dræbes, myrdes og slås ihjel – ja, der var simpelthen ødelæggelse og elendighed på alle vore veje; vi kendte ikke til fredens vej og har mistet enhver form for gudsfrygt (Rom.3:13-18, parafrase).

ET TANKE-EKSPERIMENT

Hvad er vor stilling til den eksistenskamp, som jøderne er bragt i, som de nu forbereder sig på en landoffensiv ind i Gaza, hvor det kan blive en kamp fra hus til hus og fra gade til gade. Eksistenskamp er netop det rette ord, idet det ikke er en angrebskrig men en forsvarsstrid, der udkæmpes – og det spørgsmål bliver med ét relevant for os hedninger, om vi ejer den ægte kærlighed til jøderne?

Den ægte kærlighed? Hvad er det? Hvilken fordring har den rene, ædle, uskrømtede kærlighed, for at den kan betegnes som ’den oprigtige kærlighed’? Paulus forsøger at forklare sig og svarer på dette spørgsmål med følgende: ”Jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder (Rom.9:3).”

Et forsøg på at formulere, hvad Paulus egentlig mener, lyder sådan: ”Jeg ville ønske, at det var mig selv, der er forbandet og afskåret fra Kristus, hvis bare det kunne hjælpe mine egne landsmænd til at blive frelst (Rom.9:3).” Eller sagt med andre ord: ”Jeg har det ønske, at det var mig, der i dette øjeblik var stationeret på den Uriaspost at skulle bevæge mig ind i fjendeland, hvis jeg dermed kunne spare en ung jøde for denne opgave (9:3, parafrase).” Eller tolket helt ligefremt: ”Jeg er parat til selv at trænge ind i Gaza (Hamas’s skjulested), hvis det kunne redde en af de unge, jødiske mænd, der skælver ved denne tanke.”

Det korte af det lange ved dette tankeeksperiment er, at det hjælper os til at forstå de kvaler, som det jødiske folk befinder sig i for øjeblikket – og det hjælper os til at fatte, at der er nogle få palæstinensere, som følger Rahab og har bundet ’en blodrød snor’ til deres hus.

*

Tanken minder os om én af Jakobs sønner, Judah, som stillede sig som garant for sin bror, Benjamin, og sagde: ”Min far Jakob overlever helt sikkert ikke, hvis han ser, at vi kommer tilbage uden drengen. Så vil det være vores skyld, at han dør af sorg! Derfor beder jeg dig, høje Herre, om at lade mig blive her som slave i stedet for drengen! Jeg tager frivilligt hans plads.” (1.Mose 44:30-34, parafrase)

Det er således ordene: ’i stedet for’, som vi skal lægge mærke til. Er vi parat til at gå ind i Gaza ’i stedet for’ vor jødiske broder? Er vi parat til at opleve at måtte skjule vor hemmelige tro, som nogle palæstinensere må gøre det?

Svaret finder vi i Galaterbrevet 3:13, hvor der står skrevet: ”Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld…”

HAMAS CHARTER

Vi ved, at selv den største krig kan ikke udrydde Hamas! Selvom der bliver slået alle ’Hamas-tilhængere’ ihjel i Gaza, så lever ideologien videre i det skjulte og vil manifestere sig overalt, hvor den finder ny grobund.

Hamas er det bedste samfund menneskeheden har skabt. ”Hamas gør det gode og forbyder det onde. Hamas tror på Allah,” sådan lyder det i Hamas Charter fra 1988…

”vor kamp mod jøderne er altomfattende og alvorlig i en sådan grad, at vi vil få behov for al den støtte vi kan… indtil fjenden er slået og aldeles sejr er sikret,” hedder det i en kommentar til charteret. ”

”Den islamske modstandsbevægelse er grundlæggende for alle muslimer. De har givet sig til Allah og tilbeder Ham, som det er skrevet: Jeg har skabt mennesket og djævelen med den hensigt, at de skal tilbede Allah. De har nu rejst jihads fane, for at fordrive ’undertrykkeren’ fra landet, ’så de kan blive befriet fra deres nedværdigelse, snavs og ondskab (artikel 3).”

”Når vore fjender stjæler islamisk land, bliver jihad (hellig krig) en religiøs pligt (artikel 5), hedder det i ideologien, som bliver påtvunget alle indbyggere i Gaza – også det mindretal, som af hjertet tænker anderledes.

”Den zionistiske ekspansion er uden ende! Den begærer at udbrede sig fra Nilen til Eufrat. Dens plan er publiceret i skriftet ’Zions Vises Protokoller’. At forlade konflikten med Israel er et kæmpeforræderi, og det vil nedkalde forbandelse over alle, der følger denne linje (artikel 32). Hvis en indbygger i Gaza tænker eller taler anderledes, så bliver han eller hun betragtet som en ’kæmpeforræder’.

Dette er blot et ’lille uddrag’ af Hamas Charter, der har sin oprindelse i DET MUSLIMSKE BRODERSKAB, der betragtes som en terroristbevægelse af bl.a. Egypten. I 2017 accepterede charteret for første gang ideen om en palæstinensisk stat, der stod imod Israel som en ’zionistisk fjende’.

Alle Gaza-beboere ’synes at tilhøre’ denne samfundsdannelse. Men er det virkelig alle, som identificerer sig med denne ideologi? Er der et lille mindretal, som har bundet Rahabs blodrøde snor til deres boliger – og håber på Israels barmhjertighed, når offensiven begynder?

DEN KOSMISKE OVERVÅGNING

”På den tid skal nemlig Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner (Dan.12.1).”

’På den tid’ er et begreb, som kan være svært ’at sætte årstal på’. Men vi forstår, at det må være i en ’vanskelig tid’ for Israel. Situationen beskrives med denne sætning: ”En trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til (v.1, parafrase).

Mikael er en ærkeengel og ’den store leder’ i den hærskare, som nævnes i forbindelse med Guds navn: ’Hærskarers Herre’. Han har den opgave at overvåge situationen i Israel, for på et tidspunkt (med sine bataljoner af veludrustede, himmelske ’soldater’) at komme Israel til undsætning. Spørgsmålet er, om dette er et sådant tidspunkt (en krise, som jøderne ikke har været i før), som nu venter Israel.

For øjeblikket står man afventende, men Skriften giver en forståelse af, at der samtidig finder en ’kosmisk overvågning’ sted. Mikael, Guds særligt magtfulde engel, følger situationen omkring Israels opgør med Hamas, og er parat til at komme til hjælp, hvis situationen eskalerer, og større magter begynder at røre på sig. Men lige i øjeblikket synes der – selvom situationen er alvorlig – ikke at være grund til panik! Profeten Elisa beroligede sin tjener, da han i en lignende situation blev fyldt med frygt, og han bad denne bøn til Herren: ”Herre, åben hans øjne, så han kan se!” Og Herren åbnede tjenerens øjne, så han pludselig fik øje på endeløse slagrækker af ildvogne og ildheste rundt om Elisa (2.Konge 6:17, parafrase).

Det samme er i dette øjeblik tilfældet: Omkring Gaza er der (ikke synligt for det menneskelige øje) en opmarchering af himmelsk artilleri og mandskab, som med en befaling fra hærstyrkens leder, ærkeenglen Mikael, kan bringes til indsats i løbet af sekunder. Gud har situationen under kontrol. Han er parat til ’at værne sit folks sønner’ (v.12:1).

SALME 37, LÆST MED DE RETFÆRDIGES BRILLER

”Bliv ikke oprørt over nogle menneskers ondskab, bliv ikke opbragt over dem, som gør det onde; de vil nemlig visne hen af sig selv – ja, ’tørre ud’ som nyslået græs. Stol i stedet på Gud, som altid gør det, der er bedst for alle, så får du fred til at fryde dig i Herren.

Vælt hele din vej over på Gud, stol på ham, så rejser Han sig for selv at gribe ind. Han vil føre din trosretfærdighed frem som var det lyset selv, din dømmekrafts ret som den klareste dag, der får alt mørket til at forsvinde! Vær nu stille og vent på Gud; hids dig ikke op over dem, der smeder intriger! Styr din vrede! Smid din bitterhed væk. Blik ikke hidsig – det bringer kun ulykke. Thi de onde vil blive udryddet, mens de, der venter på Herren, ikke venter forgæves; de skal overtage landet (v.1-11, parafrase).

Ondskaben har nu rottet sig sammen mod alt, hvad det er sundt og godt. Den viser tænder, for den indser, at dens tid er kort – ja, ondskaben har nu trukket sværdet for at slagte de uskyldige. Men ondskabens sværd skal ramme dem selv i hjertet, og deres spændte buer skal bryde sønder og sammen, og deres flammende pile falde til jorden. Herren ler en skånselsløs latter over de onde, for han ser, at ondskabens time kommer!

Jeg så en gudløs tyran, han brystede sig og ragede for en tid op blandt Libanons cedertræer. Så gik jeg forbi – og han var væk! Jeg ledte efter ham, men han var der ikke mere! Sådan vil ondskaben blive udslettet. Den onde har ingen fremtid, men Gud redder de oprigtige. Han befrier dem (som er taget som gidsler af den onde) for de søger ly hos ham (v.35-40, parafrase).

PODET IND PÅ ET VILDT OLIVENTRÆ

”Men når nogle af grenene blev brækket af og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene (Rom.11:17-18).

Apostlen Paulus henvender sig til de mange ikke-jøder, der udgør Kristi menighed. Han taler samtidig et alvorsord til de nationer, der bærer kristennavnet (i deres grundlov) og oven i købet har korset prentet i deres flag. Han bringer et formanende ord til disse nationers lovgivere – ja, stiller de ansvarlige og styrende til regnskab for, hvorledes de forvalter den kostbare skat, som er blevet dem betroet. Han minder dem om, at de helt aktuelt står i en gammel gæld til Israel, og at det vil bringe nogle nedskrevne konsekvenser over disse folk, hvis de nu glemmer at betale denne gæld tilbage.

Da disse nationer i tidernes morgen bekendte sig til den kristne tro (§ 4 i Danmarks grundlov) og forpligtede sig selv til at understøtte (og dermed befordre) evangeliet i deres land, da accepterede de også at bringe en del af apostlenes lære. Denne rummer et billedsprog, som bl.a. indeholder dette maleri: ’En gren på et vildt oliventræ, som er blevet podet ind blandt de andre grene (og nu får saften fra) det ægte træs rod’ (Rom.11:17).

Det er altså ikke os, der bærer roden, men roden, der bærer os…

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’REDNINGEN I GAZA

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 10.11.2023.

STATSEVANGELIET

”kristne alle vegne forener jer!”

Ekstrabladets Bent Falbert brugte en hel bagsideartikel (søndag d. 16. august 2015) på at fortælle, at ’Præker-Johny går igen’! Artiklen var med en helsides karikaturtegning præget af den sjældne ironi, der ikke er direkte ondsindet – men som siger tingene på en måde, så folk kan forstå, hvad det drejer sig om. Jeg er imidlertid indstillet på at belyse sagen, sådan som ’De 300’ (borgere) ser den, og må af den grund anvende en mere saglig synsvinkel end ideen bag Ekstrabladets artikel. Men jeg kommer med grundloven, bekendelsesskrifterne – og min Bibel under armen og jeg har i sinde, om Gud vil og jeg lever, at rejse gennem land og rige for at belyse denne sag over for dem, der vil lytte til min prædiken…

De, som vil ændre (eller som det i fagsproget hedder: ’regulere’) Danmarks Grundlov, har ifølge de sagsøgende danske borgere ikke noget godt i sinde! ”Vi vil have en moderne grundlov,” hævder de folk, som er utilfredse med vor nuværende forfatning. Samtidig gør de opmærksom på, at de bekendelsesskrifter, som den danske forfatnings 4. artikel henviser til, er ’mildest talt middelalderlige’ – og deri har den slags eksperter ikke uret! Det samfundsmæssige system i de første reformationstider var – det kan ikke afvises – ’middelalderligt’. Imidlertid opfordrer den danske folkekirkes såkaldt ’middelalderlige bekendelsesskrifter’ ikke et øjeblik det moderne danske frihedselskende livsmønster til på ny ’at underordne sig et barskt, statsdirigeret, stavnsbundet samfund, en absolut uretfærdig privilegie-ordning eller en ideologisk genindførelse af enevældens herskesyge! Ej heller befordrer disse 500 år gamle skrifter en ’statskirke’ forstået på den måde, at kirke og stat ved lov skal smedes sammen til at fungere som én eneste ’retmæssig’ magthaver!

UPASSENDE PROCEDURE’

Det er ikke venlige, imødekommende eller diplomatiske vendinger, som reformatorerne anvender, når de taler om ’den upassende måde, hvormed (i 1500-tallet) den kirkelige myndighed og den verdslige magt’ er blevet ’sammenblandet’ (CA 28:1-2). Reformatorerne bruger (i den tyske oversættelse) ord som ’unschicklich Gewalt’, hvilket betyder: ’upassende, ufin og usømmelig magtanvendelse’. Augsburgerbekendelsens latinske tekst bruger betegnelsen ’incommode’, hvilket antyder ’den groveste taktløshed’… og det var klogt af Melanchthon at henvise til, at ’sådan kan en kirke ikke opføre sig over for staten’. I de dage var ytringsfriheden rimeligt stærkt begrænset, og der ventede flammende kætterbål om hjørnet, hvis nogen ville bruge betegnelser af den art om den verdslige øvrighed! Men sådan er det ikke i dag! Alle disse ’stærke udtryk’, som er anvendt i kirkens bekendelse, ikke blot kan – men bør – anvendes over for statens nyeste overgreb på kirken gennem dens lovgivning i 2012. Bekendelsesskriftets indhold drejer sig nemlig ikke blot om ’en række skældsord’ – nej, sagen handler om en procedure, som en dansk regering konkret har anvendt med henblik på statens forhold til kirken. En ’regulering’, som med vold og magt er blevet brugt over for den kristne menighed – og som derfor (ifølge Danmarks Grundlov) skal belyses ud fra kirkens hovedbekendelse.


Dommerne vil næppe undse sig for at erklære (tror jeg), at bekendelsesskriftet, Confessio Augustanas tekst er højaktuelt, når det taler om en ubibelsk ’indstiftelse af en ny gudsdyrkelse’ og en ’hensynsløs belastning af samvittighederne’ (art.28, stk.2-3). Retten vil da ikke blot kunne henvise til middelalder-pavernes hersken og hærgen. Nej, den vil kunne belære endog de debatterende medier om, at hvis staten vil have indført i rigets gudsdyrkelse en gudstjenestelig handling, der aldrig før har set dagens lys, så eksisterer der en solid, grundlovssikret betingelse, at en sådan ’regulering’ forløber efter spillets regler. Disse tillader imidlertid ingen forandring i den kirke, som staten (ifølge Grundlovens § 4) understøtter, uden at den indførte ændring stemmer overens med de fundamentale tekster, der er kirkens grundlovsanførte rettesnor. Hvis kirkens bekendelsestekst advarende præciserer, at en ’upassende’, ’usømmelig’ og ’uanstændig’ sammenblanding af statens og kirkens myndighedsområder kan føre til ’de største krige’ og ’uroligheder’, da er et sådant ’overgreb’ (kirkelige homovielser) i foruroligende modstrid med den grundlovsbestemmelse, som siger, at intet i gudsdyrkelsen må stride mod den offentlige orden’ (§ 67)…

FORSVUNDNE DOKUMENT

Faktisk synes jeg, at et bedre offer for Ekstrabladets gabestok vil være de ministre (og deres embedsmænd), der med arme og ben søger at hindre borgerne i at få udleveret den aktindsigt, som de er berettigede til. Det har ikke været let at finde ud af, om en gennemført lov af de ansvarlige myndigheder i proceduren er blevet ’ordentligt behandlet. Det gælder ikke mindst lovene L.105 og L.106 om kirkelige vielser af homoseksuelle. Særlig svært bliver det, hvis der fra borgerens side stilles nærgående spørgsmål om, hvordan disse lovudkast egentlig forholder sig til grundloven? Da er det, som ’går der en bureaukratisk klap ned’ for al videre kommunikation. Dørene bliver forsigtigt lukket og svarene tågede. Af en besvarelse til Folketingets Europaudvalg på Christiansborg d. 20. marts 2015 (dok.nr. 151696) fremgår det imidlertid, at der fra de ansvarlige ministeriers (og med henblik på sådanne spørgsmål fra borgernes side) bør tages højde for, om der i selve folketingets debat, mediernes omtale eller den ’høring’, som har fundet sted, skulle være fore kommet bemærkninger om, at ’forslaget er grundlovsstridigt’. Hvis dette er tilfældet, hedder det, bør der ved borgernes henvendelser kunne fremlægges præcise svar på deres spørgsmål.

OPRØR MOD STATSEVANGELIET

Det populære ’kærlighedsevangelium’, som Danmarks statsminister forkyndte i folketingssalen på Christiansborg tirsdag d. 20. marts 2012, (hvor en første behandling af lovforslaget om kirkelige homovielser fandt sted) står i skærende modstrid med det evangelium, som kirkens bekendelsesskrifter er bygget på. ”Det er vort ønske ved dette lovforslag at muliggøre,” udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, ”at ligegyldigt hvem man elsker, så kan man blive gift i kirken.”

Som en indledende erklæring til netop det lovforslag, der på den dag (under stor mediebevågenhed) skulle fremlægges i Folketinget – og ved denne enestående lejlighed udtalt af landets regerings øverste myndighed – er der næppe blot tale om en tilfældig ’medfølgende bemærkning’. Nej, øjeblikket fordrede et manifest. En kort fremstilling af lovforslagets ideologi. Et ’regeringsbudskab’: Et statsevangelium!

Spørgsmålet er herefter kun ét: Harmonerer regeringens og kirkeministerens statsevangelium med det evangelium, som Kristus har betroet sin kirke? Hvis dette ’statsevangelium’ blev isoleret til rådhuset, ville landets kristne kun advare og formane de styrende til at opgive et sådant forehavende. Men i det øjeblik ’statsevangeliet’ ved et ritual ’påtvinges’ kirken, bør landets troende sætte sig til modværge. Statsministeren omtaler i sin officielle proklamation, at ’kirken skal stå til rådighed med en passende kirkelig handling’.

Hertil siger Den Augsburgske Bekendelse i sin 16. artikel stk. 7: ”Det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker” (Ap.G. 5:29).

Et afgørende spørgsmål i denne sag er altså dette: Er kirkeministerens lovforslag og statsministerens nye kærlighedsbudskab forbundet med en overtrædelse af Guds bud? Hvis det ikke er tilfældet, siger Den Augsburgske Bekendelse, da ’forbliver det nødvendigt, at kristne alle vegne adlyder deres øvrighed.” Bekendelsen udtaler altså klart og tydeligt, at hvis der ikke er nogen form for ringeagt for apostlenes lære forbundet med kirkeminister Manu Sareens lovforslag om, at ’to mennesker af samme køn foran alteret bliver smedet sammen i et ægteskab’ ej heller med statsminister Helle Thorning-Schmidts fordring på en kirkelig handling for ’al slags kærlighed’ – da ’skal den kristne adlyde øvrigheden og ministerens lov. Bekendelsen, som er kirkens faste grundlov, påbyder, at det i
dette tilfælde er ’nødvendigt at adlyde…’ Kirkens døre bør da overalt slås op på vid gab for homoseksuelle og lesbiske bryllupper. Hvis det derimod er tilfældet, at øvrighedens love eller krav er forbundet med synd, så stiller sagen sig for den kristne anderledes! Da skal han eller hun ikke adlyde landets love – men skal modsætte sig disse og handle efter Guds lov.

FRIKIRKERNES STILLING

Folkekirken bliver i denne sag prøvet, og Danmarks frikirker vil ikke slippe for den samme afgørende test.

Baptisternes ’Købnerkirke’ i København tilbyder nu homoseksuelle og lesbiske brudepar en ’kirkelig velsignelse’ i deres store, historiske kirke på Amager. Dermed følger Nordens første frikirke, som blev stiftet i 1839 (ti år før Danmarks Grundlov blev givet) i statskirken fodspor. Kirkens stifter, Julius Købner, der var født af jødiske forældre, skrev advarende i et manifest i 1848: ”Man vil sørge for, at du bliver holdt i mørke, så du ikke fatter, at Kristendommen og statspavedømmet er lige så forskelligt som Kristus og Kajfas.” Dette advarselsord synes nu at blive fejet til side, hvor danske baptister følger kirkeministeriets ordning og påbud med hensyn til kirkelige velsignelser af par af samme køn.

Købnerkirkens stifter, Julius Købner, udfærdigede i midten af 1800-tallet et såkaldt manifest for, hvad han omtaler som ’ur- kristendom’. Om den sande ’apostolske kristne’ (hvilket er hans benævnelse) skriver han: ”En sådan kristen vil ikke – om end hans hoved står på spil – vige tilbage fra (som Johannes Døber) at sige til Herodes: ”Det er ikke ret, at du har din brors kone!” (Mark.6:18 og Luk.3:19)…eller som Paulus at tale til den romerske magthaver om ’retfærdighed, fromhed og den kommende dom’ (Ap.G.24:24-25). Nordens første frikirke er nu veget fra denne holdning og taler nu samme sprog som staten og statens kirke. Alle Danmarks frikirker bør i denne frafaldets time bøje hovedet og bede Gud om nåde til ikke at tale med samme tunge…

”I Danmark blev vi forfulgt,” skriver Julius Købner i sit manifest. ”Man forfulgte vore sønner og døtre, hvis eneste forbrydelse var, at de hyldede urkristendommen. Man sendte dem både politi og gendarmer på halsen for – i de helligste øjeblikke af deres liv at overfalde dem med rå, brutal vold. Som Huguenotterne blev forfulgt i Frankrig, måtte også vi afholde vore gudstjenester i fjerne, afsides skove. Man spærrede os inde blandt tyve, røvere og mordere. Vi sygnede hen i vore fangehuller – ja, man ville have os til at afsværge vor tro – hvilket ikke i ét eneste tilfælde lykkedes dem!

Bevæbnede mænd trængte ind i vore huse for at rive spædbarnet ud af dets mors arme, så det kunne overgives til statskirkepræstens behandling (tvangsdåb). Julius Købner konkluderer: ”Kristi kirke kan ikke anerkende andre fyrster eller lovgivere over sig end Ham, der troner i Himlen. ’Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at ad- lyde jer mere end Ham’ (Ap.G.4:19).”

Julius Købner slutter: ”Den, der bekender sig til humanismen, siger farvel til Bibelen. Hvordan kan det ske, at man nu vender til bage til usædelighed? Vi må hæve vore hænder op mod Den Almægtige og protestere. Til det sjælelige menneske, der lader sig nøjes med den dyriske tilfredsstillelse, siger vi: ’Noget sådant er os ikke nok! Vi vil forblive ulykkelige, om ikke vi finder Gud og evigheden – ja, det offer, som blev givet på Golgata som soning for vor skyld’.”

Købners sidste ord i manifestet lyder sådan: ”Så lad da folket beslutte sig! Lad det komme til valg mellem hykleri og sandhed… mellem den fornuftige, bibelske hjerte-overbevisning og de tåbelige menneskelige luftkasteller. Må Jesu Kristi Ånd lede til den rette bedømmelse. ”Hvis I bliver i Mit Ord,” siger Jesus, ”er I i sandhed Mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer fri…” (Johs.8:32).

Der er i Danmark 5.500 baptister. Spørgsmålet er, om alle disse vil følge samme linje? Den verdenskendte baptistprædikant, Billy Grahams søn, William Franklin, har i det seneste nummer af magasinet, ’Decision’, meddelt, at han tager afstand fra præsident Obamas godtagelse af ’same-sex-marriages’.

I en artikel skrevet af baptist-Købnerkirkens menighedsråd og præst i oktober 2012 hedder det bl.a.: ”Vi mener, at også homo- seksuelle har ret til at indrette sig i faste parforhold og skabe en familie. Bibelens tekster lærer os, at alle mennesker er født frie og lige, og at alle finder deres værdi og identitet ved at være elsket af Gud, også uanset deres seksuelle identitet. Som baptister vil vi særligt understrege troen på, at Gud har skabt mennesket med frihed til selv at søge Guds vilje med ens liv. Der er intet i Bibelen, som efter vor opfattelse taler imod, at to af samme køn frivilligt kan leve sammen i et livslangt kærlighedsforhold.” Dette syn imødegås af bibeltro baptister i Norge, som protesterer mod denne udvikling.

Som Nordens første frikirke nu har meldt klart ud, at den følger statskirkens skriftforståelse i spørgsmålet om den kirkelige velsignelse af homoseksuelle par, er det atter på sin plads at betone, at den tavse forargelse ikke er nok til at stå denne udvikling imod! Når Skriften siger, at Den Almægtige ikke i længden vil tillade, at ’gudløshedens herskerstav ligger tungt på de retfærdiges arvelod’ (Salme 125:3) – så er øjeblikket inde til at handle efter fædrenes forvarsler, så at de troende ikke ’udrækker hånden til uret’ (v.3). Kampen for de kristne værdier i kirke og samfund er begyndt – og der er brug for alle dem, som ser faren. Danmarks statskirkes bisper har udfærdiget – på ministerens forlangende – det nødvendige ritual til kirkelige vielse og velsignelse af homoseksuelle par. Nu følger adskillige frikirker efter – men den enkelte troende bør her ikke følge i samme spor (Rom.4:12)… de bør afvise ’statsevangeliet’! Det er værd i denne time at blive erindret om, hvad der skete i 30’ernes Tyskland. For eksempel denne hændelse:

Den 1. april 1935 var der boykot-uro i Berlin. Men den havde tilsyneladende ingen indvirkning i den tillukkede bygning, hvor højesteret præsiderede. Her befandt sig på den dag den unge Young Sebastian Haffner, der var under uddannelse til at blive sagfører. Han opholdt sig i biblioteket, ’der var fyldt med en ekstrem stilhed’ (skriver han og tilføjer): ”En slags højspændingsstilhed, der var
som døv overfor støjen i den ydre verden. I højesteret var der ingen revolution.”

”Da pludseligt blev dørene sparket op,” (fortsætter han) ”støvletramp, udstedelsen af ordrer, mænd i brune uniformer. ’Alle ikke-arier ud!’ blev der råbt.” Sebastian Haffner fortæller: ”En af nazisterne gøede op i mit hoved: ’Er du arier’? Uden at tænke mig om, svarede jeg straks: ’Ja’! (Jeg opfyldte de givne krav) – men jeg kan ikke tilgive mig selv for dette svar! Den dag skrev jeg bedrøvet i min dagbog: ’Jeg bestod ikke denne første prøve. Jeg kunne have givet mig selv en lussing for det svar’!” (Haffner: Geschichte eines Deutschen, 1914-1933 München 2000, side 146-149).

I dag sættes ’kniven på struben’ på en anderledes ’politisk korrekt’ måde.

Lad os derfor være på vagt og være ubøjelige over for statsevangeliet, som vil forråde vor frelser, Jesus Kristus.

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ISRAELS MØRKESTE NAT

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 27.10.2023.

SODOMA

… hvad der er sandt, og hvad der er løgn – … fortsættelse af det forrige rundbrev

Det fremgik af tidligere kirkeminister, Manu Sareens ’lovforslagsbemærkninger, at hans afsæt til initiativet ’kirkelige homovielser’ ikke ligger i hans ønske om at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære, men udelukkende er motiveret af den politiske ideologi, som ligger bag oktober-regeringsgrundlaget af 2011.

Som statens mand har han ifølge sin erindringsbog set det som sin fornemste opgave at følge op på den politiske vision ’at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken’. Dette skulle (ifølge det politiske regeringsprogram) gennemføres ’uanset kirkemedlemmernes seksuelle orientering’. ”Den kirkelige vielse,” forklarer kirkeministeren i sin selvbiografi, ”er den sidste rest af diskrimination af homoseksuelle” (s.162). ”Den tilhører en fjern fortid! Nu skal kirken hjælpes til ’at komme videre’. Nu skal vi bare have lavet det ritual! Han tilføjer: ”Dette er den bedste beslutning, jeg har truffet som politiker (s.163)… ”slut med freden i kirkeministeriet!” (s.163)

”Vi vil give alle kirkens medlemmer!” … er altså ikke et bibelsk begrundet udsagn fra kirkens ledelse. Det er et parti-politisk manifest. Da det blev formuleret i 2011, drømte ingen af de involverede politikere om at spørge kirkens egne folk, hvad de mente. Og slet ikke nogen af de ti indflydelsesrige, kirkelige organisationer, der siden viste sig at være dette politiske programs bitreste modstandere. Nej, de fire ord: ’uanset deres seksuelle orientering’, afslører en verdslig, statspolitiske sigte. Dette regeringsgrundlag skulle nu kæmpes igennem ’uanset’, hvad andre mente og tænkte. ’Uanset’ kirkens egen indstilling og lære – ja, ’uanset’ om kirken ville have det eller ej…

Bevæggrunden for statens pludselige ’gavmildhed’ (som udtrykkes i ordene ’vi vil give’), hviler ikke på noget mandat – nogen særlig beføjelse eller kompetence, ej heller på nogen særlig lyst eller længsel efter at komme kirken til hjælp ved at understøtte dens lutherske og bibelske vision. Nej, de ’statslige givere’ har noget andet og mere ildevarslende i sigte, hvilket jeg i det følgende vil søge at forklare…

BISKOPPENS KVITTERING

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen i februar 2012 – kun et par dage før hans minister skulle møde en flok vrede folketingskolleger i et samrådsmøde på Christiansborg – afleverede et (næsten personligt) ’notat’ til Manu Sareen, lignede det en taknemlig kvittering for ’gaven’. Notatets indhold lød:

”Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstiden.”

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat til kirkeministeren vedr. ægteskabet er imidlertid i uforsvarlig modstrid med kirkens bekendelse. Biskoppen skriver bl.a.: ”Det har indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have en særlig status…”

Med en sådan bispeerklæring kan notatets modtager, kirkeministeren, kun være tilfreds!

Bispenotatet slår fast, at kirkens velsignelse ikke skal regnes for noget særligt. Det vil med andre ord sige, at Guds velsignelse ikke skal opfattes som havende nogen særlig betydning. Med biskoppens egne ord (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status!” Hertil svarer Luther: ”Hvor meget mere skal vi ære denne guddommelige stand!” Han tilføjer: ”Ægteskabet har jo Guds ord for sig, er ikke opdigtet ej heller indstiftet af mennesker.”

Det vil sige, at ægteskabet ifølge kirkens bekendelse (Luthers katekismus) alle steder og til alle tider af kirkens præster og bisper skal forkyndes som en ’guddommelig stand’, ’indstiftet af Gud’, og at ægteskabet alene af den grund kan modtage en særlig velsignelse. Ikke nok med det: Der behøves ikke (som Danmarks bisper så tydeligt har bevidnet) lang tid til at udforme et vielsesritual, thi ægteskabet har (Luther-citat): ’Guds ord for sig’ – er altså bekræftet i Den Hellige Skrift. Det er ikke noget menneskeligt påfund. Det er helt og holdent indstiftet af Gud! Det behøver man ikke (som det har været tilfældet) flere måneder til at få indført et nyt homoseksuel vielsesritual!!

Københavns biskop erklærer (som omtalt) i sit bemærkelsesværdige notat til ministeren, at gentaget (citat): ’Det i kirken velsignede ægteskab har ikke nogen særlig status.” Hertil siger Luther: ”Unge mennesker skal lære at holde ægteskabet i ære som et guddommeligt værk og bud’ (Traubüchlein).

Hvis unge mennesker skal lære, at det er Gud, der står bag ægteskabet – ja, at ægteskabet ’skal holdes i ære’ som en guddommelig befaling, da må nødvendigvis ’det i kirken velsignede ægteskab’ have sin berettigelse – ja, da må det kunne identificeres som havende en ’særlig status’ (idet det næppe kan forventes, at rådhusets embedsmænd har kendskab til at forvalte ’de guddommelige ting’ på samme måde som den af Herren dertil kaldede og indviede præst.)

I sit ’Tillæg om ægteskabet’ (der ubeskåret indgår i kirkens officielle og forpligtende bekendelse, og som sådan er knyttet til landets grundlov) siger Luther videre: ”De, der fra først har indstiftet, at man skal føre brud og brudgom til kirke, har i sandhed ikke anset det for en spøg, men betragtet det med stor alvor.”

Biskoppen kommenterer i sit notat til ministeren Luthers holdning vedrørende dem, ’der fører brud og brudgom til kirke’): ”Det er ikke noget særligt!”

Til dette svarer Luther: ”Sagen er klar! Den, der begærer præstens velsignelse, viser dermed, at han har brug for Gud i ægteskabet… ikke mindst på baggrund af al den ulykke, djævelen udretter med hor, utroskab, uenighed og al slags elendighed…”

BISKOPPENS FALSKE VEJLEDNING

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat viser sig at være så fjernt fra kirkens bekendelse, at han i dag bør stilles over for en dommer for dér at gøre til regnskab for hans vildledende råd til kirkens minister. Københavns biskop bør i en retssal gøre rede for, hvad han mener med de seks punkter, som han bevæbnede sin minister med inden det omtalte samrådsmøde på Christiansborg.

  1. Kirkens bekendelse siger (citat): ”Vi skal ære ægteskabets guddommelige stand.”
    Biskoppen siger (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status.”

  2. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet har Guds ord for sig.”
    Biskoppen siger (citat): ”Hvis bekendelsen indeholdt mere end antydninger af ægteskab-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum til efterretning.”

  3. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet af mennesker.” Biskoppen siger (citat): ”Ægteskabet har altid været opfattet som et ’verdsligt foretagende’.”

  4. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt værk…” Biskoppen siger (citat): ”Hvis ægteskabet i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed.”

  5. Bekendelsen siger (citat): ”De, der vil føre brud og brudgom til kirke, har betragtet dette med stor alvor.”
    Biskoppen siger (citat): ”Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.”

  6. Bekendelsen siger (citat):”Den, der begærer den guddommelige velsignelse, er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet.
    Biskoppen siger (citat): ”En sådan tænkning,” (at ’det kirkelige ægteskab’ er noget særligt) ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition.”

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, (som kirkeministerens ’særlige rådgiver’) forklarede statens embedsmand, at ægteskabet – ifølge Luther – ’ist ein ’äusserlich, weltlich Ding’ (et yderst verdsligt foretagende) – så faldt denne biskoppelige vejledning (hos ministeren) i god jord. At ægteskabet ifølge Luther slet ikke skulle have noget med kirken at gøre, passede fint i ministerens univers. Derfor læste ministeren højt fra bispens notat ved samrådsmødet på Christiansborg d. 23. nov. 2011. Han lod dermed forstå, at hans lovudkast om en ændring af ægteskabsloven, ikke var kirkens – men (som biskoppen havde givet udtryk for): ’den verdslige øvrigheds domæne’.

Hvert eneste af biskoppens 6. punkter har haft de alvorligste konsekvenser for lovgivernes forståelse af deres kompetence over for kirken i denne sag. Det 3. punkt beviser biskoppens uforsvarlighed i vejledningen af statens minister. Det er (efter min mening) direkte vildledende.

LUTHERS ÆGTESKABSTEOLOGI

Spørgsmålet er derfor: Har biskoppens gejstlige ansvar over for lovgiveren overskredet den tilladelige skala ved (i det 3. punkt) en vildførende og fordrejet fremstilling af Luthers ord: ’Ein weltlich Ding’ (et verdsligt forhold)? Bør biskoppens embedsførelse ved udfærdigelsen af et sådant notat ikke lægges til grund for en nærmere undersøgelse? Står den evangelisk-lutherske kirke ikke her over for et direkte brud på alle tjenestemæssige regler, der derfor i dag bør indgå i en nærmere bedømmelse af biskoppens embedsførelse?

Af den grund bør biskoppen tages på ordet. Han skriver, at (citat): ’bekendelsesskriftet fordrer… en viden om reformationstidens situation’.

Godt! Lad os da betragte, hvad Luther egentlig mener med ordene ’ægtestanden ist ein weltlich Ding’ (WA 30.III 205.12… von Ehesachen 1530). Sagens rette fremstilling er denne:

Luther var i en bitter og uforsonlig strid med Den Katolske Kirkes ægteskabsteologi. Med næb og klør kæmpede han mod pavens lære om, at ægteskabet skulle regnes som ’Det syvende sakramente’ – ja, allerede i skriftet ’De Capitate’ trækker Luther blankt mod Roms højtravende, sakramentale ægteskabsforståelse. Når han i kampens hede anvender udtrykket: ’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold’, så mener Luther med ordet ’verdslig’ ikke ’borgerlig’ eller en anden lignende betegnelse i sekulær forstand. Med udtrykket ’weltlich’ siger Luther: ”Lad os komme ned på jorden! Lad os ikke rive med af en eller anden katolsk-mystisk ægteskabsforståelse!”

At dette er den rette forklaring på Bekendelsens erklæring om ægteskabet (forstået som ’en klar jordisk forordning’, thi i himlen eksisterer det ikke længere… Matt.22:30) fremgår af reformatorens nærmere redegørelse i ’De Captivitate Babylonica’, 1520, hvor Luthers klare syn på det nytestamentlige ord ’sacramentum’ heftigt sønderhugger Roms forsøg på at gøre dette begreb til et ’kirkeligt sakramente’ (Th. Camelot, 1957, side 429-449).

Bekendelsesskrifterne frasiger sig her enhver katolsk opfattelse af ægteskabet som ’det syvende sakramente’. ”Ægteskabet er befalet af Gud,” hedder det, ”men er ældre end Ny Testamente og kan derfor aldrig indeholde den ’nådesforjættelse’, der er karakteristisk for et sakramente” (Apol. 13:14f.)

Denne vigtige information blev ministeren ikke delagtiggjort i ved udfærdigelsen af det ’notat’, som biskoppen havde udrustet ham med. Deraf må det tolkes, at det på ingen måde var et ’ansvarligt, biskoppeligt svar’, som biskoppen gav ministeren på hans forespørgsel; det var et ’politisk svar’ – hvilket da straks stiller skarpt på selve legaliteten i biskoppens ansvar som ’ministerens rådgiver’. Bispe-notatet skabte i offentligheden en naturlig mistillid; selvom biskoppen i sit ’notat’ anvendte et traditionelt, teologisk sprogbrug, så var han åbenlyst ude i et andet ærinde; han ville sammen med sin minister bane vej for kirkelige homovielser…

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’SODOMA

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 13.10.2023.