Den massive lovgivning omkring ’censur og ytringsfrihed’ er ved indgangen til det nye år stormet ind i en ny fase i Brasilien. Filmplatformen ’Netflix’ er slagpladsen for den nye ideologiske krig. Det drejer sig nu om retten til at lægge en film om Jesus som homoseksuel på nettet. De indtil nu offentliggjorte billeder af Jesus i denne nye rolle er skræmmende; de fremstiller Jesus i et ultra-blasfemisk, vulgært og respektløst homo-miljø, der skamløst frakender Kristus al guddommelighed.

Der kan næppe være tvivl om, at indflydelsesrige LGBT-kræfter har været virksomme bag den kendelse, som d. 9. januar blev udstedt af den brasilianske højesteret, der med ’et juridisk ryk’ omstyrtede den dom, som tidligere i Rio de Janeiro har forbudt fremvisningen af denne film.

”Man kan ikke forestille sig, at en humoristisk satire skulle kunne have nogen indflydelse på den kristne tro og de kristne værdier, hvis eksistens går 2000 år tilbage i historien – og som er rodfæstet i de fleste brasilianske borgeres hjerter.” Han sluttede: ”Ytringsfriheden må fastholdes. Den er fundamental for en demokratisk nation.”

Netflix har øjeblikkelig givet sin respons på denne højesteretserklæring: ”Vi vil kæmpe for den kunstneriske frihed,” udtaler den amerikanske TV-filmgigant.

”Det er en dæmonisk fremstilling af Jesus,” erklærer den katolske biskop, Henri da Costa, fra Pernambouc (Øst-Brasilien).

Bølgerne har i juledagene 2019 gået højt i Brasilien. Filmen, der er betegnet som ’en satirisk komedie’, signalerer tydeligt, at Jesus har et homoseksuelt forhold (hvilket åbenlyst henviser til Martin Scorseses’ film fra 1988, der – også ud fra sin titel – omhandler ’Kristi sidste fristelse’) er blevet voldsomt fordømt af både katolske og evangeliske kristne i Brasilien.

Den ’voldsomme fordømmelse’ har bl.a. givet sig udtryk i, at på selve juleaften, d. 24. dec. 2019, er to ’molotov cocktails’ blevet kastet mod facaden af filmselskabet Porta des Fundos i Rio. Eksplosionerne medførte udelukkende materielle skader – men vreden i de kirkelige miljøer har ikke lagt sig.

Især ikke efter en provokerende erklæring af højesteretspræsidenten, José Antonio Dias Toftoli, som d. 9. januar gav følgende forklaring til omstyrtelsen af den tidligere kendelse: ”Vi sætter den kunstneriske frihed højt!”

KIRKE PÅ 80 MILLIONER TROENDE SPLITTES

Den forenede Metodistkirke har i et råd af 16 ledende biskopper ved indgangen til det nye år anbefalet, at kirken deler sig i to. Årsagen til denne kæmpesplittelse er en forskellig opfattelse af spørgsmålet om kirkens forhold til homoseksuelle.

Metodistkirken er et af de største protestantiske kirkesamfund i verden med 80 millioner medlemmer. Ifølge Reuters er kirken den største i USA med 12 millioner medlemmer.

Metodistkirken i USA har indtil nu haft et forbud mod vielser af homoseksuelle såvel som indsættelsen af homoseksuelle, kirkelige tjenester.

Homoseksuelle har siden juni 2015 kunnet indgå juridisk ægteskab i USA, men den amerikanske Metodistkirke har i den dermed følgende kirkekamp været en af de sidste bastioner, hvor der har været opretholdt et bibelsk betonet forbud mod denne rettighed – ja, der har endog fra kirkens øverste ledelse for kort tid siden været gennemført en række sanktionsmuligheder, som udelukker præster, der trodser dette forbud. Der er nu lagt op til, at kirkens medlemmer skal stemme om de metodistiske bispers forslag i maj 2020.

Den juridiske side med henblik på det danske, royale protektorat af en sådan ødelæggende LGBT-virksomhed bør iagttages ud fra følgende betragtninger:

VEDERSTYGGELIGHEDEN, DER FORÅRSAGER ØDELÆGGELSE

Ved fortolkningen af kongehusets beføjelser er der ikke et hundrede og sytten hensyn, der skal inddrages. Grundlovens magtbalance er givet og kan ikke umiddelbart ændres; det ser ikke ud til, at de kongelige er berettiget til at udstede et sådant royalt protektorat til et etablissement, der angriber Ny Testamentes lære med filmfremvisninger af Jesus som homoseksuel, og som samtidig globalt bibringer så voldsomme splittelser i Kristi Legeme, at et kirkesamfund på 80 millioner troende er blevet splittet i to.

Hertil kommer den elementære grundbetragtning, at Jesus med egne ord advarer mod en ’vederstyggelighed’, der skal foranledige sådanne ’ødelæggelser’, at den endog søger at blive anbragt ’ i det allerhelligste’ (Matt.24:15). En kongelig beskyttelse af invasioner af en sådan ’fremmed magt’ indebærer med sikkerhed en forudgående grundlovsændring.

Hvorledes kan borgerne foranledige en påvirkning af en regeringsførelse, der berører dette fredhellige område? Der kan nemlig ikke herske et øjebliks tvivl om, at det i 2019 kongeligt udstedte protektorat til en så ødelæggende LGBT-instans må trækkes tilbage!

Kan f.eks. folketinget i denne vanskelige sag, hvor ingen redelig dansk borger synes at være drevet af nogen lyst til tilføje den højagtede kongelige familie – og især ikke den afholdte kronprinsesse – nogen skade, afkræve den ansvarlige regering visse oplysninger; der foreligger jo ingen folketingsbeslutninger eller udvalgsberetninger om dette mistænkelige samarbejde mellem kongehusets rådgivere og landets regering, så det synes som om at både folketingsspørgsmål og samråd kan komme på tale.

KONGEHUSETS FORPLIGTELSE

Der er jo i denne usædvanlige sag om ’en påtrængende LGBT-påvirkning’ af kongehusets beslutninger ikke tale om, at dronningens hus herefter skal underlægges en eller anden parlamentarisk kontrol – men udelukkende en nødvendig hensyntagen ikke mindst til de kristne borgeres retssikkerhed.

Når det i den 27. paragraf i Danmarks Grundlov siges, at (citat): ’Tjenestemænd, som udnævnes af kongen afgiver en højtidelig erklæring om at holde grundloven’ (stk.1) – da er det en lige så højtidelig forpligtelse, at kongehusets medlemmer (og ikke mindst landets kommende dronning) overholder Danmarks Grundlov.

Uanset med hvilke begrundelser den politiske styre af landet (eventuel drevet af egne LGBT-interesser) søger at afvise sådanne pågående spørgsmål vedr. protektoratet for World Pride – så må konklusionen være denne:

I et parlamentarisk styre bør en regering altid – ja, den er til det sidste forpligtet til – at give et spørgende medlem af parlamentet de konkrete oplysninger, som det ønsker. Altså: Hvem har i de sidste tre år rådet og vejledt kongehuset i dets forhandlinger med World Pride? Hvilken minister er blevet indviet i de eventuelt fortrolige samtaler, som har ført til kronprinsessens pressemeddelelse, at et dansk kongeligt protektorat til den globale homoseksuelle bevægelse var udstedt?

Retsstillingen er nemlig krystalklar. Hvis kongehuset i denne sag ikke har udtrykkelig hjemmel i grundloven, bør det udstedte protektorat straks tilbagekaldes!

Fraværet af dette egentlige hjemmelsgrundlag i Grundloven kan ikke erstattes af en anden beslutning! (Der er nemlig intet mere overordnet end det, som Grundloven i denne sag foreskriver). Derfor tre afsluttende spørgsmål:

1. Hvem er i denne sag om kongehuset og World Pride den relevante, skyldige aktør i statsretlig forstand?
   
   
2. Hvilken retlig overbevisning kan søge at give regeringen mulighed for at undlade at svare på dette ransagende og nagende spørgsmål?
   
   
3. Findes der nogen anden lovfæstet procedure end den her foreskrevne? Hvilken samlet vurdering kan give et retskildemæssigt grundlag for at kongehusets rådgivere kan slippe lettere fra disse tre spørgsmål?

Med henblik på det åndelige perspektiv bag den kongelige varme velkomst til den homoseksuelle livsstil bør følgende iagttagelser bemærkes:

DET DANSKE ÅNDELIGT VANRØGTEDE LANDSKAB

Det folk, hvorom Herren siger, at Han forventer ’en god høst’ ud af den rigelige udsæd af evangeliet, som Han gennem ét tusind år har ladet falde på dets jord, skal nu om dage tage sig i agt! Den sag om kongehusets beskyttelse af World Pride falder ikke til jorden med det samme. ”Han ventede på retfærd,” udbryder profeten, ”men se, der kom letfærd. Han ventede på lov – men se, der kom rov!” (Es.5:7)

Er dette den aktuelle situation i Danmark? Er det i denne mørke tid retfærdige lovgivere, som sidder på tinge, eller er det mere eller mindre letfærdige politikere, som hensynsløst og efter forgodtbefindende udleverer befolkningen til vor tids mest rovgriske, identitetsløse elementer?

Profeten (synes det) lader i dette afsnit sit ransagende blik glide ud over det danske, åndeligt vanrøgtede landskab.

FESTEN ER FORBI

Når profeten Esajas anvender udtrykket: ”Det lyder i mine ører fra Hærskarers Herre,” så skal hans verdensvide tilhørerskare løfte hovedet og lytte opmærksomt. Kanhænde, at den gamle, jødiske seer vil sige noget, som kun han har hørt, og som folk i almindelighed ikke kender noget til.

”For vist,” begynder han, ”skal de mange huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo.” De, som sidder højt på strå, har ellers travlt i disse dage. Markedet er stort, og folk i hovedstadsområdet er parate til at give de mest urimelige summer for nogle få fattige kvadratmeters beboelse. En hel ny slags bolighajer er derfor dukket op i farvandet. Gemene og griske og skrabende til sig – men deres tid er nu kort.

Dagene må komme, som lysende tydeligt vil lade den trygge, åndeligt-ligegyldige folkemasse forstå, at den bitre time stunder til, hvor ’en rædsels-sort hest’ (Åb.6:5) galoperer ud over lande og riger; den varsler dyrtid og sult – og vil som ingen anden periode i verdenshistorien bevise, at der er en hungerdødens forskel på rig og fattig.

De, som lever i forkælet luksus, vil nemlig allerede nu give til kende, at de ikke har fattet, at ’festen er forbi’.

”Ve dem,” advarer profeten, ”der årle jager efter drik og ud på natten blusser af vin” (v.11). Fra tidlig morgen til sen nat er det for disse hig-society politikere ’party time’ – og det profetiske ord afslører, hvad den alvorligste fortabelses-konsekvens er af dette kønsbetonede letlevned, der ikke levner selv det mindste øjeblik til Herrens ord, den evige frelse ved troen på Jesus, eller det sørgelige endeligt for de fortabte sjæle, som i tidens tomhed glemmer deres Skaber og Gud.

DRAMAETS KLIMAKS

”De ser ikke Herrens gerning,” slutter profeten, ”har ej syn for Hans hænders værk” (v.12).

… og netop dette er (forekommer det mig) dramaets klimaks. Det folks ledere, som ikke er i stand til at ’se Herrens gerning’, fører (med ubrydelig vished) på vildveje. De er totalt uvidende (’fuldstændig blanke’) med hensyn til at se, hvad Guds gode Helligånd (midt i Mellemøstens oprørte vande) er i færd med at kaste lys over. De fatter i deres politiske blindhed ikke Jerusalems betydning og ser ikke, hvad Herrens tjenere så klart og kompromisløst forkynder på det nationale og lokale plan.

”De har ikke syn for Hans hænders værk,” råber profeten advarende (v.12). De går (med hensyn til menneskeslægtens oprindelse) fejl af det centrale i Guds skabelsesværk og styrer (med henblik på en kommende verdenskrig) i deres fatale mangel på åndelig indsigt både land, kirke og folk mod en afgrund, som profeten skildrer i en billedtale, hvor han fremmaler ’Dødsrigets griskhed, der spiler sit gab uden grænse’ (v.14).

BEMÆRK:

1. Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen: ’Forfilmen om en kommende krig’.
   
   
2. Alle kristne allevegne bør indstille sig på at deltage i det store grundlovsfriluftsmøde i midtbyen i Århus, grundlovsdag d. 5. juni 2020, kl. 15:00.
   
   
3. HVER MANDAG AFTEN (i januar, februar og marts) stilles der ud fra Åbenbaringsbogen skarpt på det aktuelle profetiske scenario (både lokalt og globalt). Møderne finder sted i Nyt Håb’s lokaler Damhus Boulevard 28, Rødovre, kl. 19:00 og varer præcis halvanden time. Alle er velkomne.

En 30årig mand er i staten Iowa blevet dømt 16 års fængsel for offentligt at have brændt et LGBT-regnbueflag.

Adolfo Martinez stjal i sommeren 2019 en regnbueflag uden for en kirke og brændte det foran en homoseksuel natklub i den amerikanske stat Iowa. NBC-News beretter i december 2019, at manden blev idømt 15 års fængsel for at have begået en ’hate-crime’ (hadforbrydelse). Han fik tillagt et ekstra år for ’uforsvarlig omgang med ild’ og derudover 30 dage for at have krænket homoseksuelle medborgere.

UK-avisen ’The Sun’ har i en december 2019-artikel sammenlignet den straf, som den 30årige Martinez fik for at stjæle et regnbuebanner, der var hejst uden for United Church of Christ i Ames. ”Det er en hårdere dom en den, som idømmes for voldtægt,” skriver avisen. ”Han brændte flaget uden for ’Dangerous curves lap dancing club’. Dommeren, Jessica Reinhold, fandt den tiltalte skyldig i ’brandstiftelse af 3. grad’. Han er den første person i statens historie, som udfører denne forbrydelse,” erklærede hun. (Straffen for voldtægt er ca. 10 år…).

Martinez egen forklaring i retten var følgende: ”Jeg nedbrændte deres ’pride’ (stolthed) – det er ganske enkelt det, jeg gjorde!”

Dommeren forklarede, at Martinez havde flere sådanne sager på samvittigheden. ”Han viste intet tegn på samvittighedsnag,” sluttede hun – ”ja, han erklærede, at han var parat at afbrænde flere regnbueflag, når han slap ud af fængsel…”

’OMVENDELSES-FORBRYDELSE’ BURES INDE

Der lægges i Danmark ved indgangen til det nye år op til, at lovgiverne på lignende måde skal tage jernhandsken på, når det (efter alt at dømme) om føje tid bliver en realitet, at al form for omvendelse over for homoseksuelle skal forbydes ved lov. Det kommer (så vidt det i øjeblikket kan vurderes) til fra nu af at dreje sig om, at staten ’klart og tydeligt viser sine holdninger’ ved at de nye ’omvendelsesforbrydere’ straks bures inde. Loven om den såkaldte ’omdannelsesterapi’ (et nyt ord for den bibelske lære om ’omvendelse fra synd’) er på trapperne, og der vil ikke blive taget med fløjlshandsker på de kristne forkyndere, som fremover tør driste sig til at ’erklære homoseksualitet for synd’ – ja, som fastholder Ny Testamentes lære om, at der er tilgivelse for al form for overtrædelse af synd, hvis ordet om omvendelse modtages i tro og dermed ’bærer omvendelsens frugter’…

DYRET VISER TÆNDER

’Tyve tyve’ signaliserer et år, hvor dyret vil vise tænder, og hvor de kristne borgere træder ind i den fase, der med tidsåndens styrke vil søge at overbevise landets øvrige befolkning om, at ’de troende’ (som fortsat prædiker omvendelse) i visse tilfælde bør og skal behandles som kriminelle – ja, at nogle af dem er så hårdkogte, at kun de strengeste straffe kan holde dem i ave! ”Med deres uafvendelige, intolerante prædiken om ’omvendelse fra synd’,” hedder det, ”vil de ikke længere ’kunne hentes tilbage’ til et normalt liv i samfundet. Fra nu af, er det kun grovfilen, der gælder!”

I det foranliggende årti (om Herren tøver) vil Danmarks og Europas kristne borgere komme til at opleve deres folkevalgte lovgivere som en flok ’hårde hunde’, der kun kender en vej: Strafskærpelser! Lige om hjørnet venter loven om forbud mod omvendelsens forkyndelse, og statsministeren har brugt ligeved en halv snes minutter af sin nytårstale til at anbefale en mere omfattende tvangsfjernelse af børn fra hjem, som ikke lever op til myndighedernes krav. Her stilles der særlig skarpt på de kristne familier og deres ’far, mor og børn-struktur’.

De hårdere straffe vil i 2020 blive anvendt for at afskrække de borgere, der ikke vil makke ret med henblik på den nu strengere lovgivning i religiøse anliggender.

Retspolitik vil fremover – med særligt sigte på landets kristne borgere – søge at aftegne ’en streg i sandet’! ”Der er holdninger og forkyndelse, som ikke længere vil blive tolereret,” hedder det.

Den homoseksuelle verdensorden vil i den nærmeste fremtid manifestere sin tilstedeværelse, og der vil herefter på mangfoldige måder blive kundgjort, hvad de styrende forstår ved (med lov og straf) at indprente betingelserne for (som det hed i fortidens Nazityskland og nu hedder i det røde Kina): ’at blive anset som en god samfundsborger’…

DEN NATLIGE GÆSTS NAGENDE SPØRGSMÅL

Det er ved indgangen til det nye år som om den store franske, politiske tænker, Montesquieu, er stået op af graven – ja, det forekommer som om den spinkle skikkelse af den gamle, juridiske filosof fra 1700-tallet ved nattetiden bevæger sig gennem de lange tæppebelagte korridorer på Christiansborg. Han har (sådan forekommer det) et bestemt spørgsmål, som han fremsiger under sine midnatsrunder i folketingssalen, hvor han standser foran ganske bestemte pladser med de samme ord: ”Udgør kirkens budskab stadig en del af dansk lov?”

Som ingen andre har netop han mandat til at ransage folketingsmedlemmernes og ministrenes samvittighed. Han er manden bag grundlovens 3. paragraf – og uden den bestemmelse havde der ikke eksisteret noget parlament eller nogen dansk frihedsgrundlov.

Den natlige gæsts nagende spørgsmål er relevant – ikke mindst efter den danske kronprinsessens politiske initiativ ved 2019-udstedelsen af et kongeligt protektorat til den verdensvidde homoseksuelle bevægelse World Pride.

”Jeg står ikke fast på gejstlighedens privilegier,” skriver Montesquieu, men jeg så gerne, at man endegyldigt fastsatte deres jurisdiktion.” Han fortsætter, og hans pen bliver spids og skarp: ”Det drejer sig her ikke om at vide, om man gjorde ret i at oprette den (gejstlighedens rettighed) men det drejer sig nu om, hvorvidt kirkens budskab i dag udgør en del af landets love – ja, om dette forhold (gejstlighedens berettigelse) overalt stemmer med disse love – ja, om betingelserne mellem de to magter (den verdslige og den åndelige) som man i grundloven erkender, er uafhængige af hinanden, ikke bør være gensidige…” (kap.4, side 18).

Disse linjer, som blev skrevet for mere end 300 år siden, vil (for den moderne danske læser) være ’noget af en mundfuld’. De vil aldrig kunne begribes af den overfladiske ånd, som i dag præger mediernes hastige ’mangel på overblik’ og ’fuldstændige fravær af en hvilken som helst dybde’. Men de (disse linjer) vil kunne forstås af det oprigtige hjerte, som søger vort elskede fædrelands bedste, og som sætter vort kongehus højt og inderligt ønsker, at det skal bevares i den smukke og harmoniske skikkelse, hvori det er blevet klædt efter grundlovens indførelse i 1849.

Lad os da sammen prøve at lytte til, hvad den politiske tænker og retsfilosof (Montesquieu), der er anerkendt som en af sociologiens fædre, har at sige – ikke mindst i den ’underlige’ – ja, ’hemmelighedsfulde’ sag, der har at gøre med vor kronprinsesses enestående politiske 2019-initiativ ved udstedelsen af det royale protektorat til World Pride 2021 (tyve enogtyve).

For det første erklærer vor forfatter til storværket ’om Lovens Ånd’, at han ikke agter ’at ville stå fast på gejstlighedens privilegier’. Det har han beviseligt og historisk gjort ret i, thi disse verdslige ’ophøjelser’ hører ikke til, hvor ’evangeliet forkyndes i ånd og sandhed’. Hvis der i den forbindelse skal tales om nogen ’forrettighed’ – så er det den ophøjelse og ærefrygt, der alle vegne bør omgive evangeliet, som i sandhed er Guds ord.

”… thi jeg vil, at du skal vide,” skriver apostelen, ”hvordan man færdes i Guds Hus, som jo er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1.Tim.3:15).

KIRKENS JURIDISKE STILLING I DANMARK

Montesquieus syner og ideer om, hvorledes samfundet burde indrettes, er ikke gået den danske grundlov forbi; tanken om adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er fast indtømret i den danske forfatnings 3. paragraf. Derfor er der al god grund til at tage Montesquieus ord alvorligt, når han (også i denne time) stiller spørgsmålet: ”Hvilken juridisk ret har den danske evangelisk-lutherske kirke i Danmark i dag? Når den franske tænker fra 1700-tallet taler om ’gejstlighedens rettigheder’, så henviser han dermed ikke kun til bispernes eller provsternes eller præsternes ’rettigheder’. Nej, så peger han samtidig på kirkens juridiske stilling. Da omtaler han faktisk de troende borgeres retssikkerhed. ”Det drejer sig nemlig om,” skriver han, ”hvorvidt grundlovens omtale af kirkens stilling i samfundet stadig regnes for ’en del af landets love’?”

Spørgsmålet er relevant! En åbenlys, retsløs tilstand breder sig, når det drejer sig om de kristne borgeres ytringsfrihed, trosfrihed og samvittighedsfrihed. Som dagene går, falder sorte skygger ind over kirke og menighed, kristne skoler og præstens ret til uforfalsket og ’med regnskabsdagen for øje’ (som det hedder i præsteløftet af 1870) at forkynde Guds ord. Meget snart vil der fra statens side blive nedlagt konkret forbud mod at anvende Bibelens ord om omvendelse i al prædiken og al sjælesorg, der henvender sig til det voksende LGBT-samfund i Danmark.

Det er ud fra denne situation, at den store tænker bag Danmarks Grundlovs 3. paragraf i dag rejser sig fra graven og udtaler: ”Jeg ser gerne, at man endegyldigt fastsatte kirkens jurisdiktion!” – ”Det vil sige,” (ville han i dag tilføje): ”at det nu én gang for alle afgøres, hvorvidt den evangelisk-lutherske kirkes lære (det kristne evangelium) fortsat udgør en del af landets love?”

KONGEHUSETS PÅTRÆNGENDE PROTEKTORAT

De ministre, der bærer ansvar for kongehusets deltagelse i lovgivningen, kan i en sådan sag, der har med kronprinsessens politiske ihærdighed at gøre, tiltales for deres embedsførelse eller mangel på en sådan. I det tilfælde er det ’folketinget, som anklager, og domstolene, der dømmer…’

Det vil sige, at det åbenlyse ansvar, som i spørgsmålet om World Prides ’royale beskyttelse’ er og forbliver helt og holdent juridisk; der bør i denne sag ikke vise sig noget positivt eller negativt engagement. Det handler altså ikke om kongehusets velfortjente popularitet eller kronprinsessens absolut vindende væsen – men udelukkende om lov og jura! Hvad siger grundloven? Dronningens ministre er her ikke længere (og slet ikke i grundlovens forstand) at betragte som ’politiske figurer’; de er embedsmænd – og er der her begået en alvorlig overtrædelse, så er det ministrene, der skal stilles til regnskab, og hverken den nuværende eller den kommende dronning! Lad mig derfor gentage:

”Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkning den højeste myndighed over alle rigets anliggende og udøver den gennem ministrene (grl. § 12).” Den nuværende grundlovstekst fortsætter i samme spor: ”Kongen er ansvarsfri, hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov” (grl. § 13). Det er altså blandt dronningens ministre, den skyldige i World Pride-’forbrydelsen’ skal findes!

Med henblik på kongehusets velagtede popularitet, så vil kronprinsessen kunne gå langt i sit ’samarbejde’ med de homoseksuelle interessenter eller homo-lovgivere, men grundlovens ånd har i denne forbindelse ikke meget tilovers for folkemassens skrøbelige accept eller afstandtagen. ”Den påstand, at det altid er flertallet, der har ret, er en uhyggelighed,” erklærede datidens Estrup, – og han er i dag ikke ene om at stå ved denne påstand. ”Hvis flertallet får sin vilje hele tiden, er der tale om ’et diktatur fra flertallets side” (Hal Koch, ’Hvad er demokrati’?, Kgby. 1945, side 20).

Hvad det drejer sig om i denne ’homosag’ vedrørende konge, kirke og folk, er at holde en forvansket grundlovsfortolkning på afstand! Grundlovens faste holdning vedrørende betydningen af den protestantiske, evangelisk-lutherske lære må (i disse alvorstunge timer) ikke tilpasses et bestående magtpolitisk system! Dette vil imidlertid med sikkerhed ske, hvis homo-teologerne og deres politiske (mere eller mindre uvidende) medløbere fortsat få lov at spille en dominerende rolle – og det får de, hvis ikke kongehusets påtrængende protektorat af World Pride afværges.

Protektoratet er ikke en ligegyldig eller harmløs sag! Det bærer i sig et skjult krav om en grundlovsreform, der intenst søger at få folketinget til at bøje sig for en farlig ligestillingsideologi, der i bund og grund er både fjendsk og hadsk over for både kongehus og Guds Evangelium!

Ikke for intet brast det (ifølge Ny Testamente) ud af den stumme tempelpræst, Zakarias’ mund (da han efter ni måneders tavshed atter fik mælet): ”Du har frelst os fra alle vore fjenders og haderes hånd” (Luk.1:7)… og det er intet mindre end et indædt had til Guds Evangelium, som styrer World Prides foranstaltninger i den store, vide verden.

Læs under profetisk journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

‘NÅR BJØRNEN FRA NORD VÅGNER

Grundlovsforeningens årsmøde er fastsat til 2. påskedag, d. 13. april kl. 15:00 (stedet angives senere)

I året 1734 udkom et værk i Frankrig skrevet af den lovlærde Charles Louis de Montesquieu, som indeholdt hans tanker om det store emne, der også spøger i vor tids europæiske kulisser: ’Romerrigets storhed og fald’.

Det, som forfærdede samtiden, var den indfaldsvinkel, som den store retsfilosof med sit litterære storværk lagde for dagen. Han betragtede Romerriget som en organisme, der udviklede sig efter ganske bestemte love eller årsager, som til sidst måtte føre til dets uundgåelige fald. I 1748 udgav han hovedværket ’Om lovens ånd’, som – ved nøjere eftertanke – må lade en rædsel falde over de danske lovgivere og kongehusets rådgivere, som er ansvarlige for, at kronprinsessen i november 2019 har indgået en protektorat-aftale med den globale homobevægelse, hvis ankomst (under benævnelsen ’World Pride’) Hendes Kongelige Højhed, Mary, dermed byder hjertelig velkommen.

Det er i den forbindelse min agt ved indledningen til det nye år at beskæftige mig med dette emne, for dermed at bevise, at hvis det her omtalte kongelige ulykkessvangre protektorat ikke trækkes tilbage, da er det at betragte som en hjørnesten til det danske samfunds kommende fald. Om dette har jeg indledningsvis bl.a. følgende at sige:

DEN STORE MENINGSLØSHED

Et af de første områder, som dronningens rådgivere bør agte på, er ifølge den store franske retsfilosofiske tænker dette: ”De, der har udtalt, at en blind skæbne har frembragt alle de virkninger, som vi ser i verden, har udtalt en stor meningsløshed; thi hvilken større meningsløshed kan tænkes end, at en blind skæbne skulle have frembragt fornuftsvæsener?”

Det vil sige, at hvis en rådgiver af kongehuset skulle søge at belære det kommende regentspar om, at det blot er ’en blind skæbne’, der foranlediger tingenes gang over hele den aktuelle situation i det ganske rige, så burde denne indflydelsesrige person fyres på gråt papir, fordi han (eller hun) gør sig til talsmand for den største meningsløshed, som tør udtales på denne jord.

”Hvilken større meningsløshed kan tænkes end en blind skæbne, som skulle have frembragt fornuftsvæsener,” skriver Montesquieu (Bog 1, kap.1 side 3, Gdd.’98).

Montesquieu er ikke en bekendende kristen, men han er som retslærd og politisk tænker overbevist om, at der er en Gud, som han beskriver med følgende: ”Gud har et forhold til universet som skaber og opretholder; de love ifølge hvilke, han har skabt, er dem, ifølge hvilke han opretholder. Den franske tænker insisterer med denne bekendelse på, at (citat): ’Gud handler i overensstemmelse med disse regler, fordi han kender dem; han kender dem, fordi han har skabt dem; han har skabt dem, fordi de er i overensstemmelse med hans visdom og magt’.

OVERENSSTEMMELSE MED KIRKENS LÆRE

Hvis denne bekendelse kun kunne føres tilbage til den flittige Charles Louis de Secondat de Montesquieu, som fødtes i en adelig familie i året 1689 (præcis 100 år før den franske revolution) – så kunne de, som har en anden mening om dette forhold (vedr. ’alle tings oprindelse’) tage det med ubekymret ro. Men nu er den franske adelsmand fra Bordeaux med disse tanker i fuld overensstemmelse med den aktuelle evangelisk-lutherske kirkes lære i Danmark, som uforbeholdent må vedkende sig (grl. § 4) Ny Testamentes påstand om, at Jesus, Guds Søn, (citat): ’ved hvem verden er blevet skabt’, tillage ’bærer (opretholder) alt med sit mægtige ord’ (Hebr.1:3).

Heraf kan (med forskrækkelse) udledes, at den eller de ministre (eller officielt indsatte rådgivere, som bærer ansvar for kongehusets eventuelle overskridelse af dets beføjelser, bør kunne tiltages for deres embedsførelse eller åbenlyse mangel på en sådan – ja, i et sådant sjældent tilfælde bør det være folketinget, som foretager de nødvendige undersøgelser (og rejser eventuel anklage mod personer af dets egen midte) hvorefter domstolene dømmer.

Hverken majestæten eller noget medlem af kongehuset (ej heller rigets kommende dronning) kan stilles til ansvar i den aktuelle sag. Thi ’kongen er ansvarsfri. Hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse ’ (grl.§ 13).

Dermed er det sagt, og det er en indført, stadfæstet orden, som ikke bør overtrædes.

STÆRKT POLITISK BETONET

Man kan endnu besøge Montesquieu’s slot La Brède i Frankrig. ”Der vil man kunne fornemme noget af den på én gang aristokratiske og dog rustikke ånd, hvori han blev opdraget og tilbragte en stor del af sit liv,” skriver den danske professor i retshistorie, Ailev Tamm. Det er ud af denne stadig rindende, juridiske friskvandskilde, at det nu mere end nogensinde bør iagttages (med den største opmærksomhed) hvilke indflydelser, der aktuelt gør sig gældende inden for de kongelige, og hvorledes denne aktive, stærkt politisk betonede påvirkning kan underminere alle danske, kristne borgeres retssikkerhed.

At dette ikke er overdrevet eller irrelevant belyses af blandt andet Montesquieu’s betragtninger over ’forskellen å mennesket (som et fornuftsvæsen) og dyret’. Disse betragtninger får ny aktualitet i det pludselige lysglimt, som falder over retsstatens forhold til landets kristne borgere ved kronprinsessens tilsyneladende mangel på hjemmel i det kongelige protektorat, som i 2019 blev udstedt til det homoseksuelle verdenssamfunds ankomst til København i august 2021.

Ved sin død i 1755 kunne Montesquieu se tilbage på et forfatterskab, der tildeler ham mandat til at kunne give den danske kronprinsesses rådgivere ’et godt råd med på vejen’. Han skriver:

”Dyrene besidder ikke de fuldkomne fortrin, som vi har: De har nogle, som vi ikke har. De ejer ikke vores håb, men de nærer ikke vores frygt. De ligger som vi under for døden, men uden at kende den; størstedelen af dem passer bedre på sig selv end vi – og gør ikke så dårlig brug af deres lidenskaber…”

SKARP JURIDISK IAGTTAGELSE

Dette sidste (’at gøre dårligt brug af deres lidenskaber’) er en skarp, juridisk iagttagelse, som ved undervisningen omkring landets love og grundlovens indhold burde have været prioriteret ved den obligatoriske belæring, som fandt sted ved indgåelsen af kronprinsessens ægteskab med Danmarks kommende monark.

Allerede i en alder af 27 år fik den store, franske retslærde embedet som præsident for Bordeaux-regionens øverste domstol – og han er værd at lytte til, når han udtaler sig om den fejlagtige brug af de menneskelige egenskaber.

Han skriver i den forbindelse blandt andet: ”Mennesket er som et fysisk væsen styret af uforanderlige love.” Han fortsætter med følgende indsigtsfulde observation: ”Som fornuftsvæsen overtræder det imidlertid uafladeligt de love, gud har indstiftet. (Montesquieu staver ud fra sin personlige, religiøse opfattelse aldrig ordet ’Gud’ med stort) – og det ændrer bestandigt de love, som det selv har givet. Mennesket må lede sig selv og er dog et begrænset væsen; det ligger under for uvidenhed og fejltagelser som alle begrænsede intellekter. Hertil kommer, at den mangelfulde viden, det har, sætter det yderligere over styr. Som følelsesvæsen ligger det nemlig under for tusind lidenskaber…”

Montesquieu slutter: ”Et sådant væsen (mennesket) kan hvert øjeblik glemme sin skaber; gud kalder det tilbage til sig ved religionens love. Filosofferne har advaret det gennem moralens love. Lovgiverne har kaldt det tilbage til dets pligter ved de statsretlige og borgerlige love…”

Den franske, juridiske revolutionsfilosof er tæt på den verdensvide evangelisk-lutherske kirkes lære i det 21. århundrede. Ny Testamente taler nemlig på samme måde om ’disse mennesker, som spotter det, de ikke kender, og som vil forgå som fornuftløse dyr’ (2.Pet.2:10).

”Ja, alt det, de af naturen på fornuftløse dyrs vis ved besked om, det ødelægger de sig selv med” (Jud.v.10).

Når apostelen i samme forbindelse sammenbidt udbryder: ”Ve dem, de er slået ind på Kains vej” (v.11) – så er det i dag den samme advarende forkyndelse, som bør rettes mod det danske kongehus’ rådgivere. Ved at give kronprinsessen grønt lys til at indgå evighedsfarlige aftaler med det homoseksuelle verdenssamfund, står de i fare for at styrte en hel generation af unge danskere i en grufuld vildfarelse, som kan koste dem deres evige salighed.

(Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen: Bliver dronningens bøn bønhørt?

Lovgivningen omkring det grundlovsbeskyttede ’Guds Evangelium’, som den danske kristne menighed er kaldet til at forkynde, vil allerede i begyndelsen af det nye år blive påvirket af den LGBT-storm, som har rejst sig i flere europæiske nationer. Spørgsmålet om den bibelske forkyndelse af ’omvendelse fra synd’ vil blive sat på dagsordenen, og den homoseksuelle politiske agenda vil rejse regnbuebanneret for ved lov at få gennemført forbud mod, at Ny Testamentes lære om omvendelse bliver som påbudt ifølge apostlenes lære.

Som denne sag om den kristne menigheds omvendelsesforkyndelse efter årsskiftet udsættes for en voksende LGBT-kritik, vil også det stående spørgsmål om den danske kronprinsesses protektorat af World Prides ankomst til København i august 2021 på ny blive debatteret og endevendt. Men denne gang ikke kun som et debatemne, men som et højlydt krav om, at dette kongelige protektorat bør kaldes tilbage. ”Det vil ikke kunne overleve ved siden af Danmarks Grundlovs 6. paragraf, at (citat): ’Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke…’ vil borgerne hævde.

Det allerede dybt etablerede homosamfunds svar vil være åben krig mod Guds Evangelium. Ny Testamentes omvendelsesbudskab vil blive slagmarken – og der vil sandsynligvis blive åbnet ild allerede i de første dage af det nye år.

Dermed vil det med al tydelighed vise sig, at World Pride er en fremmed, aggressiv organisation, der med stadig nye lovgivningsforslag og homoaktiviteter vil fungere som en køns- og sexbetonet magtfaktor vil søge at vinde politisk indpas i kongeriget.

Dermed vil spørgsmålet – dag for dag – forstærkes, om det danske forfatningsmæssige system tillader kongehuset at fungere som en bestanddel af denne internationale homo-indflydelse.

Det ser med udstedelsen af det kongelige protektorat til World Pride ud til, at en sådan illusion eksisterer ved en mulig direkte homoseksuel indflydelse blandt slottets rådgivere.

I den virkelige politiske verden hersker imidlertid helt andre jordnære bestemmelser, som kongehuset i det nye år må bøje sig for, hvis de givne lovregler for det danske indskrænkede monarki skal følges.

PINLIG SAG I MALMØ

I beskrivelserne af den politiske videnskab om, hvem der udøver regeringsmagten i Danmark, og hvilken stilling kongen er påbudt at skulle indtage i forhold til den evangelisk-lutherske lære (§ 6 grl.), så har den kongelige familie – end ikke landets kommende dronning – kompetence til at indgå en så vidtrækkende (og i manges øjne) samfundsfarlig alliance med en homoseksuel verdensorganisation, som er kendt for at være fjendsk over for det kristne budskab.

Den homoseksuelle verdensordens ideologi med hensyn til bl.a. den evangelisk-lutherske læres opfattelse af skabelsen gav sig udtryk i det maleri, som i Sverige blev ophængt(med siden atter fjernet) ved altertavlen den første søndag i advent i St. Pauluskirken i Malmø.

Sagen fra Malmø er mildest talt pinlig, og beviser hvilket selskab, som kronprinsesse ’kan risikere at ende op i, hvis hun følger den vej, som hun er slået ind på. Historien om alterbilledet er følgende:

Den svenske billedkunstner Elisabeth Ohlson Wallin står bag LGBT-altertavlen i Malmø, der er en omfortolkning af et renæssancemaleri. I træet er en transperson iklædt en slangelignende dragt, og det er årsagen til, at tavlen nu er blevet fjernet. Det kan tolkes sådan, at transpersoner repræsenterer Djævelen, siger sognepræst.

St. Pauli Kirke i Malmø er nemlig blevet beskyldt for at udstille hadsk kunst i en kirke på en LGBT-altertavle (LGBT: lesbiske, bøsser bi- og transpersoner), der kom op den 1. december. Maleriet er en omfortolkning af et gammelt renæssancemaleri af Adam og Eva, der, som omtalt, er erstattet af to homoseksuelle par – Adam og Adam samt Eva og Eva.

Den ’ekstra altertavle’, som de kaldte den, var et billede på, at kirken går ind for mangfoldighed, lød det dengang fra en stolt præst i kirken, der i en pressemeddelelse sagde: ”Det er med stolthed og glæde, at vi modtager ’Paradiset’ (navnet på maleriet) i St. Pauli Kirke. Vi har brug for billeder, der åbner for større integration og identifikation i kirken.”

”Men der skulle senere vise sig at være en slange i Paradiset. Bogstaveligt talt,” skriver Kristeligt Dagblad (13.dec. 2019).

St. Pauli Kirke i Malmø blev nemlig gjort opmærksom på en vigtig detalje i maleriet, hvor der også optræder en transperson udover de to homoseksuelle par. Transpersonen, som har maskuline ansigtstræk, men er iklædt dametøj, hænger i et træ og har en ’slangelignende’ dragt på, Den detalje gør, at man kan tolke værket sådan, at transpersoner skulle være onde eller repræsentere Djævelen, og det har fået kirken i Malmø til at tage konsekvensen. Altertavlen ryger ud.

I en pressemeddelelse siger sognepræsten Per Svensson fra Malmø Pastorat, at man har lyttet til kritikken.

”Til at begynde med indså jeg ikke kompleksiteten. Men ved nærmere eftertanke og omsorgsfuld diskussion med ledelsen findes der ikke andre muligheder end at flytte altertavlen ud af kirkerummet,” lyder det fra præsten.

Kunstneren bag den alternative altertavle Elisabeth Ohlson Wallin er langtfra tilfreds med beslutningen om at fjerne maleriet. Og hun tror ikke på den officielle forklaring, har hun sagt til SVT.

”Svenska Kyrkan har gennem hele historien haft et problem med transpersoner. Så når de siger, at det er af hensyn til transpersoner, at de fjerner værket, er det uærligt. De vil skamme sig med tiden,” sagde hun og gav sit bud på, hvorfor værket ikke kunne blive hængende.

”Beslutningen blev taget, fordi vi i Sverige ikke er klar til at have en altertavle i et kirkerum med LGBT-forbindelse. Vi er der simpelthen ikke endnu.”

Personligt har jeg en anden forklaring på baggrunden for, at det homoseksuelle alterbillede røg ud af kirken: Da de kristne fik underretning om homo-maleriet i kirken, samledes de til bøn. To uger senere var billedet væk!

ANTIKRISTELIG TEOLOGI

Det homoseksuelle maleri, som allerede (inden for et par uger) er blevet fjernet fra altertavlen i den svenske kirke, har titlen ’Paradiset’ – og viser ganske klart, at ’teologien’ bag dette værk aldrig vil kunne stemme overens med den bibelske skildring af Edens Have.

I den homoseksuelle gengivelse af ’Paradiset’ er det (som omtalt) ikke længere Adam, der deler den forbudte frugt med Eva. Nej, her er det Adam, der deler frugten med ’en anden Adam’, og Eva, der deler frugten med ’en anden Eva’. For at kunne få ’homo-teologien’ til at passe, må kunstneren Elisabeth Ohlson Wallin (der selv bekender sig som lesbisk) ændre den bibelske tekst. I stedet for ’to mennesker’ anbringes nu i Paradiset ’to par’ (to mænd og to kvinder) som parvis – homoseksuelle og lesbiske – deler frugten med hinanden.

At Skaberen i denne situation ifølge den bibelske tekst udtaler velsignelsesordene: ”Bliv frugtbare! (1.Mose 1:28) kan her ikke længere være relevant…

Spørgsmålet er nu, hvorvidt landets kronprinsesse med sin påbudte, forfatningsretlige tilknytning til nationalkirken, kan slutte en beskyttende og forpligtende pagt med en homoseksuel ideologi, der langtfra er holdbar med hensyn til dens læremæssige forhold til den grundlovsværnede evangelisk-lutherske kirke.

Det skridt, som kronprinsesse Mary har taget i sit forhold til LGBT’s verdenselite er og bliver behæftet med betydelig usikkerhed, som for borgernes vedkommende (med henblik på deres fremtidige dronnings beslutninger og handlinger) i kirkelige forhold bidrager til yderligere retsusikkerhed.

Hvis de kirkelige rådgivere af kongehuset (i det videre forløb omkring kronprinsessens årelange interne drøftelser med LGBT-folkene) fastholder (hvad f.eks. Københavns biskop i anden forbindelse har bevist sig villig til), at ’det royale homo-protektorat er i god overensstemmelse med Luthers lære’, så vil det kunne føre til skæbnesvangre vildfarelser for både konge, kirke og folk.

Løsningen må derfor først og fremmest være at aflive den teologi, som kan anerkende et altermaleri af den slags, som i to uger var ophængt i Malmø-kirken. Til dem, der vil hævde, at en sådan tilgang til problemet (homo-altertavlen) er irrelevang, vil jeg tillade mig at replicere, at dette langtfra er tilfældet. Lad mig forklare:

REGERINGEN BØR AFKRÆVES OPLYSNINGER

Alle hensyn til kongehusets beføjelser er (så vidt den jævne borger ser det) tilgodeset og afmålt i Grundloven. De er fastlagt i

1. bestemmelsen om det indskrænkede monarki og
   
   
2. det pålagte påbud om dronningens begrænsede trosfrihed

Det vil sige, at hvis det dramatiske skridt, som kronprinsessen har taget ved at udrække en beskyttende hånd over homo-dragens hoved (World Pride) næppe kan implementeres uden en grundlovsændring.

Folketinget bør i denne sag afkræve regeringen detaljerede oplysninger om, hvorvidt regeringen er blevet anmodet om råd og støtte i denne sag, eller om kongehusets rådgivere i deres håndslag til homobevægelsens hovedkvarter har ’gået enegang’?

Grundlovens § 53 stk.1 siger jo, at (citat): ’Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring’.

Om nogen aktuel sag er ’et offentligt anliggende’, så er det kronprinsessens løfte om bistand og beskyttelse til en ny homoseksuel offensiv i Danmark. De samtaler, der bag livgardens vægter har fundet sted med repræsentanter fra homo-samfundet, kan i det anspændte forhold, som eksisterer mellem homo-ideologien og en ikke ubetydelig del af landets kongetro, kristne menighed, ikke betragtes som værende af ’fortrolig karakter’.

Hertil vil nogen spørge, hvad hele denne sag har at gøre med det LGBT-angreb, som nu forberedes mod ’Guds Evangelium’. Dette forhold bør vor kronprinsesse være gjort bekendt med – og jeg vil her søge at give en kort forklaring:

LOVGIVERNE MOD GUDS EVANGELIUM

Allerede i begyndelsen af det nye år vil de første spadestik blive taget til den grav, hvor politikerne på Christiansborg endeligt og afsluttende vil forsøge at få kastet tre skovlfulde jord på den danske, kristne menigheds frie forkyndelse af Guds Evangelium.

Begrænsningen vil blive foretaget med fremsigelsen af ’andre, ukendte ord og betegnelser’ for ’Guds Evangelium’ – men de, som træder nærmere for at lytte til de bevægende taler, der holdes ved denne historiske jordpåkastelse, kan ikke bagefter være i tvivl; kisten, der sænkes ned i det granpyntede, sorte hul, indeholder (om man vil det eller ej) Guds Evangelium! Selvom det er præcis dette ord – ’Guds Evangelium’ – som altid og alle vegne har været anvendt om Jesu forkyndelse (at en synder skal omvende sig fra sin synd) så har man efter LGBT-likvideringen af Jesu klare omvendelsesbudskab iført det en pjaltet ligklædning med en anden betegnelse, så at de involverede med bedre samvittighed kan overvære det øjeblik, hvor de sidste roser kastes ned på kistelåget, og der hermed – en gang for alle – tages afsked med den rene, uforfalskede forkyndelse af ’Guds Evangelium’.

En ny lov er nu på vej mod Danmark. Loven, som forbyder de kristne at forkynde det rene og klare, uafvendelige, bibelske budskab om, at en synder skal omvende sig fra synd for at kunne komme ind i Guds Rige, er allerede blevet vedtaget i Storbritannien og Tyskland. Det Norske Storting skal inden det nye år tage stilling dertil, og hvis det kristendomsfjendske omvendelsesforbud vedtages i Norge, så er vejen banet for, at Danmark kan slå ind på den samme anti-bibelske vej.

Lovens sigte er Ny Testamentes lære, som den forkyndes af Johannes Døber med ordene: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær” (Matt.3:21), og som den forkyndes af Jesus med ordene: ”Omvend jer, for himmeriget er kommet nær (Matt.4:17).

Forbuddet mod denne prædiken gennemføres under begrebet ’omdannelsesterapi’ – men selvom lovforbuddet gives et navn, hvor ordet ’omvendelse’ ikke direkte nævnes, så sigter det uomtvisteligt sigter på det udtryk, som Ny Testamente anvender i blandt andet Markusevangeliet, hvor det står skrevet, at efter at Johannes var sat i fængsel for at forkynde budskabet om omvendelse (citat): ’så fortsatte Jesus med at prædike Guds Evangelium, idet Han sagde: ”Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet’ (Mark.1:15).

Det er en overvejende del af de kristne borgeres opfattelse og overbevisning, at hvis Jesu forkyndelse om ’omvendelse og tro’ karakteriseres ved begrebet ’at prædike Guds Evangelium’, så er det den samme definition, som lovgiverne skal tage højde for i dag; – ja, hvis den kristne menighed anvender det nytestamentlige udtryk: ’Guds Evangelium’ så bør politikerne ikke lave om på denne betegnelse og hævde, at de nu er blot i gang med at ville forbyde en slags ’omdannelsesterapi’. Nej, et lovforbud mod Kristi forkyndelse af omvendelse fra synd er og forbliver et allerede planlagt statsforbud mod Guds Evangelium!

(Læs under Profetisk Journal: KAN DANMARK UNDGÅ DØDS-MOBILISERINGEN?)

Næste udsendelse: fredag d. 3. januar 2020

En stor og varm jule- og nytårshilsen fra vort lille team (Gisèle, Maria og mig selv) sender vi jer alle med ordet fra Salme 74:12: ”Vor konge fra fordums tid er dog vor Gud, som udfører frelsens værk i landet.”

Gisèle og jeg holder i år jul hos familien i Kolding, hvor vi sikkert forbliver til ind i det nye år. Store udfordringer venter os alle i 2020 (tyve tyve). Hjertelig tak for al støtte og forbøn i året, der svandt.

Johny Noer

De seneste afslørende informationer vedrørende kronprinsesse Marys pludselige november 2019-pressemeddelelse beviser, at beslutningen om at begunstige et globalt homo-projekt ved udstedelsen af et kongeligt protektorat, har ligeved tre års overvejelser bag sig. Allerede i 2016 er sagen om World Pride’s ankomst til København (1 2021) blevet forelagt den kongelige familie, og den er efter al sandsynlighed blevet juridisk kulegravetbag slottets mure, inden den kongelige beslutning er blevet afleveret til de sensationstørstige medier.

Kongehusets mere eller mindre skjulte rådgivere har altså fra Day One i 2016 ikke været uvidende om det juridiske begreb, der omtales som ’lex superior-princippet’. Det vil sige, at de fra begyndelsen af deres juridiske undersøgelser (vedr. den royale alliance mellem World Pride og den danske kronprinsesse) må have været klar over, at

1. grundlov går forud for lov
2. at lov går forud for bekendtgørelser
3. som går forud for en hvilken som helst kompetence, som monarken måtte ønske at udøve

… hvilket igen indebærer, at hverken lovgiver (herunder folketinget) eller kongehuset må foretage sig noget, der strider mod grundloven.

Dette – og ikke noget andet – er, hvad kongehusets mere eller mindre skjulte rådgivere i denne time bør stilles til regnskab for.

FLERE ÅRS OVERVEJELSER BAG KONGEHUSETS BESLUTNING

I et BT-interview d. 1. nov. 2019 afsløres det, at kongehusets rådgivere over en periode på 2-3 år har beskæftiget sig med sagen om kronprinsessens protektorat til Pride-verdensarrangementet i København 2021. Dermed er det en uimodstridelig kendsgerning, at de ansvarlige, som står bag kronprinsesse Marys beslutning om at ville fremme og befordre, beskytte og ’bevidne sin kongelige gunst’ til den homoseksuelle etablering i Danmark, har flere års overvejelser bag sig; det er ikke en beslutning, der er blevet taget fra den ene dag til den anden.

Heraf kan udledes, at en nøje analyse (af selve grundlovsbestemmelserne vedrørende kongehusets beføjelser i en sådan sag) er blevet endevendt. Til sidst – efter mange måneders interne drøftelser – er den kongelige familie nået til den konklusion, at et sådant ’modigt skridt’ kunne landets kommende dronning tillade sig. Ifølge de oplysninger, de kongelige rådgivere har indhentet fra blandt juridisk hold, skulle der ikke være nogen fare på færde. Danmarks kronprinsesse kunne frygtløs begive sig ud på denne ’historiske færd’. Isen var tynd – men den ville holde. Kongehusets rådgivere har efter flere års overvejelser givet grønt lys…

Spørgsmålet er i denne time dette: Hvem har overbevist dronningens hus om, at kronprinsessens kongelige velvilje overfor den homoseksuelle, globale indsats i Danmark kun vil møde respekt? Hvem har fortalt den kongelige familie til at tro, at et sådant skridt var helt legalt, og at det på ingen måde ville anfægte grundlovens bestemmelser vedrørende ’det indskrænkede monarki’? Hvem er de ansvarlige, som nu skal stilles til regnskab for kronprinsessens udfordrende handling (ikke mindst i forhold til den kommende majestæts påbudte stilling til Den Evangelisk- Lutherske Kirke?

Den årelange periode, hvor alle disse spørgsmål uafladeligt (bag slottets mure) er blevet bragt på bane, giver et klart billede af, at det er et velovervejet og nøje planlagt skridt, som her er blevet taget. ”Der vil” (har rådgiverne sagt) ”rejse sig en lille storm i et glas vand.” Men ingen vil røre en finger for at forsvare en eventuel grundlovsindsigelse. Det nærmeste man vil komme, hvad angår en mulig modstand fra visse sider, er ’en konstatering’…

”Og ’konstateringer’ er ufarlige,” har rådgiverne erklæret; ”de kan afmonteres og uskadeliggøres med tiden. Det er nu eller aldrig, at der skal handles.”

Og dermed var den endelige beslutning taget, og en pressemeddelelse blev udsendt, i hvilken det stod skrevet sort på hvidt, at kronprinsesse Mary var protektor (sikkerhedsgarant) for den internationale homobevægelse World Pride’s ankomst til Danmark i august 2021.

”Det er en kæmpe blåstempling af vor sag,” udtalte en af de førende personligheder for ’Copenhagen Pride’, Lars Christian Østergreen (BT 1.nov.2019). ”Det er første gang i historien, at en kronprinsesse er protektor for Pride…”

Dette foranlediger følgende spørgsmål: Kan det herefter forventes, at en sådan ’kæmpe blåstempling’ vil medføre kæmpe konsekvenser? Anes det i horisonten, at et sådant ’historisk skridt’ vil medføre historiske eftervirkninger?

Alt dette har det kongelige hus åbenbart over en årrække taget højde for, og terningerne er nu kastet! Efter mange kristne borgeres vurdering har kronprinsessens rådgivere forregnet sig. Dette terningekast falder ikke ud til det kommende regentpars fordel. Det vil (mener adskillige) give bagslag og medføre sådanne rystelser, at den kongelige familie vil beklage, at den nogensinde har indladt sig med World Pride…

Sagen har vakt en første bølge af offentlig debat. Den har bl.a. følgende indhold:

KRONPRINSESSEN REPRÆSENTERER NU EN POLITISK SAG

Den højre-orienterede debattør og filosof Eva Agnete Selsing har i et debatindlæg i Berlingske langet hårdt ud efter kronprinsparret, idet hun understreger, at de kongelige skal holde sig langt fra politik (hvilket onsdag d. 27. nov. blev diskuteret på TV2 News).

Hun nævner blandt andet, at kronprinsessen er blevet protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride i 2021 og erklærer i den forbindelse (citat): ’Dermed gør Hendes Kongelige Højhed sig til fortaler for at give børn kønsændrende hormonbehandlinger. ’Kronprinsessen kunne have valgt at være protektor for noget andet’, skriver hun, ’eksempelvis på familien eller forfulgte kristne. Men hun har valgt at repræsentere en politisk sag, der står for et radikalt oplysningsprojekt.

Det projekt, som kronprinsesse Mary bliver protektor for er en sammenlægning af to store arrangementer. Det ene er World Pride og det andet er Euro Games (hvor man afholder sportskonkurrencer inden for 29 forskellige sportsgrene).

’Copenhagen 2021’ glæder sig over, at kronprinsessen Mary har valgt at være protektor for det homoseksuelle arrangement, og det har i den forbindelse afsløret, at der længe har været kommunikation mellem homo-bevægelsen og kongehuset.

Det udtaler CEO for Copenhagen 2021, Lars Christian Østergreen. Han fortæller (ifølge BT), at der fra begge sider har været ønske om, at kronprinsesse Mary skulle være protektor. ”Det har været en længere proces, hvor vi løbende har holdt Mary underrettet,” lyder det fra Østergreen.

Han oplyser (til adskilliges overraskelse) at (citat): ’allerede i 2016 begyndte kronprinsesse Mary at tale sammen med forpersonen for ’Pride’, nemlig Lars Henriksen. I den forbindelse lovede man fra Prides side at holde kronprinsessen orienteret, hvilket de løbende har gjort siden, og for nogen tid siden (slutningen af oktober) blev det afgjort, at kronprinsessen skulle være protektor…’

HANDLET – UDEN REGERINGENS MEDVIRKEN

Indebærer grundlovsbestemmelsen om Danmarks ’indskrænkede monarki’, at kronprinsessen efter alt at dømme nødvendigvis må trække sit givne protektorat til homobevægelsen World Pride tilbage?

Handlingen som sådan – altså kongehusets nøje planlagte tilsagn om at ville være med til at løfte den homoseksuelle herskerstav i kongeriget – og i den internationale verden – har givet spørgsmålet om den kongelige families beføjelser et væsentligt nyt indhold!

Der er ved tilstedelsen af det kongelige protektorat ifølge de foreliggende informationer handlet aldeles og åbenlyst uden regeringens medvirken. Spørgsmålet er derfor i dag, om en sådan fremgangsmåde i en så alvorlig religiøs, etisk og politisk samfundssag er legitimt og tilladeligt? Kongedømmets begrænsninger eksisterer fremdeles og kan aldrig ignoreres! Udøvelsen af en handling af den størrelsesorden og med så konkrete politiske og religiøse konsekvenser kan (så vidt det i øjeblikket anskues) kun gennemføres ved lov! Det vil i yderste instans sige en regeringsbeslutning! Når det gælder den almindelige kontrol med monarkiets begrænsning er der (så vidt den jævne danske borger kan se) ingen anden vej! En sådan stadfæstelse har i dette overordnede kultur- og kirkekamps-emne ikke fundet sted, hvilket i første omgang nu nødvendigvis bør markeres ved, at det kongelige protektorat til World Pride straks bør trækkes tilbage. Der er her ikke tale om nogen mulighed for debat. Det drejer sig her om med det samme at kundgøre, hvem der i dette land har regeringsmagten.

Hvis dette ikke sker, vil eftertiden snart bevise, at lignende klart administrative og kongeligt egenrådige handlinger vil finde sted, hvilket utvivlsomt vil bringe vort afholdte, populære kongelige hus i fare og dermed svække borgernes retssikkerhed, som da pludselig (hvilket i den pågældende sag tydeligt forekommer) ved nye, royale beslutninger kan løbes over ende.

(Læs artiklen ’Homo-alterbillede i Malmø’ på Profetisk Journal (www.johnynoer.dk). Sidste artikel i år kommer fredag d. 20. december. I det nye år fortsætter Profetisk Journal d. 3. januar.)

Det kan glædeligvis mærkes, at der i den voksende debat omkring kronprinsessens protektorat til World Pride ikke er nogen ’hard feelings’ overfor vort kongelige hus. Kronprinsparret har ved sin færd og smukke omdømme vundet det danske folks hjerter – og det (kan man mærke) er en ’ægte kærlighed’, som ikke bliver mindre ved den ene eller anden ’begivenhed’. Derfor er der intet at tabe for kronprinsessen, om hun (så hurtigt som muligt) trækker sit protektorat til det store LGBT-prideprojekt tilbag! Tværtimod vil det vinde respekt, hvis det hermed åbenlyst manifesteres, at kongehuset ’står ved’ sin grundlovsbefæstede stilling, at Danmark har et ’indskrænket monarki’ – og at dette ikke tillader udstedelsen af kongelige protektorater af den politiske art, som der her er tale om. Hertil kan tilføjes følgende:

Danmarks kommende dronning er ikke afhængig af, om den kulørte presse skriver godt eller dårligt om hendes kongelige person. Vort lands fremtidige majestæt hviler i den folkets gunst, som er hende skænket i Danmarks Grundlov. Derfor er det den konstitutionelle røst, som Hendes Kongelige Højhed bør lytte til – og ikke de mere eller mindre forudindtagne rådgivere, som hun måtte have omkring sig.

DYBT BEKYMRENDE

”Det konstitutionelle Kongehus bør ikke involvere sig i politiske kampe.” Sådan skriver forfatteren Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten i slutningen af november 2019, idet hun fortsætter: ”Kongehuset bør tværtimod stå som et samlede symbol for vores nation. Det er derfor forbløffende og dybt bekymrende, at kronprinsesse Mary har sagt ja til at være protektor for et internationalt LGBT-arrangement i København 2021.”

At det er mere end ’dybt bekymrende’ men er ’i direkte modstrid’ med grundlovens stilling til det danske ’indskrænkede monarki’ fremgår bl.a. af den erklæring, som Pave John Paul II udtalte på St. Peters Plads i Rom, da World Pride i år 2000 meldte sin ankomst til Italien. ”Denne begivenhed,” erklærede paven, ”er den største fornærmelse mod vore kristne værdier.”

Dersom kronprinsessen med sin erklæring om, at (citat): ’Jeg vil sætte LGBT-rettighederne på dagsordenen både herhjemme og internationalt’ er at betragte som ’den største fornærmelse mod vort lands kristne værdier’ – da drejer dette kongelige skridt sig ikke blot om forpligtelsen over for det begrænsede monarki – men da handler det med en lige så stor vægt om Hendes Kongelige Højheds konstitutionelt pålagte grundlovspåbud vedrørende stillingen til nationalkirkens bekendelse.

”Kronprinsessen burde holde sig for god til at bruge sin prinsessetitel til denne LGBT-kamp,” hedder det videre i kommentarerne på de sociale medier. ”Vi har jo her at gøre med en sag, der er ved at udvikle sig til en af de store kulturkampe i vores tid. En ny utopisme og under alle omstændigheder et kønspolitisk emne, der splitter fløjene, og som sandsynligvis kun bliver mere bekendt i årene, der kommer.

*

Da World Pride planlagde sin homoparade i Jerusalem d. 6. august 2006, blev arrangementet så heftigt angrebet af ortodokse jøder, muslimer og kristne, at bystyret måtte sætte en stopper for dette projekt med den begrundelse, at der (på grund af den militære, anspændte situation ved grænserne) ikke var soldater nok til at beskytte homoparadens deltagere.

Vedrørende WORLD PRIDE’S ankomst til København i 2021, og kongehusets tilsagte ’beskyttelse’ af dette projekt, slutter Jyllandspostens blokforfatter med følgende: ”Noget tyder på, at kronprinseparret burde ansætte nogle nye rådgivere. Nogle rådgivere, der ikke lever i den vildfarelse, at det danske kongehus er en underafdeling under FN, og som forstår, at LGBT-aktivisme er en politisk sag.”

ER KRONPRINSESSEN EN FJERDE STATSMAGT?

Grundlovens 3. paragraf indeholder en lære, som i dagens Danmark må sætte et stort spørgsmålstegn ved den danske kronprinsesse, Mary’s, officielle ’indbydelse’ til den fremmede, ideologiske magt, der går under betegnelsen ’World Pride’. At den lovgivende magt i vort land er henlagt til kongen vil nemlig sige, at den i vore dage er lagt i hænderne på regeringen og folketinget i forening, at den udøvende magt er overdraget til kongen (og dermed regeringen) og den dømmende magt til domstolene.

Spørgsmålet er nu, hvilke beføjelser kongehuset har i en indskrænket monarkisk styre? Eller sagt med andre ord: Kan kronprinsessen tiltage sig den ret at udstede en særlig royal beskyttelse af den fremmede ’totalitære supermagt’ der benævnes som ’World Pride’?

Her i vort land arbejder man i det politiske system med et særligt (og for mange danske borgere ukendt) begreb, som hedder ’prærogativ’. Det betyder ’fortrin’ eller ’forrettighed’ – et begreb, som almindeligvis er forbundet med en vis politisk tvivlrådighed. Det er derfor helt på sin plads (og slet ikke ualmindeligt), hvis der kunne herske en generel tvivl med hensyn til kronprinsessens ret til at knytte officielle forbindelse på global basis med en organisation, der overalt (ved politiske kup) søger at gribe magtens tøjler og åbenlyst stiler mod at indføre nye bestemmelser i nationernes forfatningsmæssige forhold.

Derfor: Er kronprinsessens officielle alliance med den verdensvide, politisk aggressive organisation, ’World Pride’, grundlovsstridig, og kan der oven i købet være tale om, at Folketinget på forhånd er afskåret fra at behandle eller debattere denne sag? Har kronprinsessen ’en kongelig forret’ eller ’et royalt fortrin’, som en folketingsbeslutning ikke uden videre tør komme i berøring med? Dette vil i de kommende uger og måneder vise sig – og der er (så vidt jeg kan se) kun en udvej for vort afholdte kongehus: At trække det givne protektorat tilbage!

BORGERNES SYN PÅ ÆGTESKAB OG FAMILIE

Tilsvarende og som et yderligere argument for dette påbud viser retspraksis, at den kongelige forrets særegne natur endog kan give anledning til dybere juridiske overvejelser ved domstolene – især hvis det er sager, som berører det udenrigspolitiske område, hvilket i anledning af kronprinsessens højbårne håndslag til en stærkt betonet politisk, religiøs-moralsk, fremmed indflydelse i Danmark bør komme på tale. Har kongehuset i grundloven fået tillagt en så udvidet kompetence, at det i en betydelig international affære kan handle på rigets vegne?

Ifølge den juridiske litteratur har dette spørgsmål om ’forret’ og ’fortrinnet’ givet anledning til, at man endog har omtalt et sådant ’fortrin’ som ’en fjerde statsmagt’. Det vil sige, at kronprinsessen (sikkert uforsvarende) i et vist omfang vil være i stand til at begrænse både folketing og domstole. Ved i dette tilfælde at udstede et kongeligt protektorat, handler Hendes kongelige Højhed rent faktisk som en regeringsmagt, der umuliggør andre muligheder for styring.

Det er klart, at landets afholdte kronprinsesse ikke med sit protektorat til ’World Pride’ ønsker at genindføre enevældens majestætsrettigheder (som de findes i kongeloven af 1665) men kongehusets usædvanlige, enerådende handling rører i dette tilfælde med fingerspidserne den traditionelle magtfordelingslære – og det er vigtigt straks at få afklaret, hvem eller hvilken instans, der har rådet kongefamilien til at tage dette enestående skridt? Det er vigtigt – ikke for at finde til syndebukken – men for fremover at beskytte borgernes retssikkerhed. Ingen kan nemlig med dette hævde, at dette blot er en harmløs sag, som er præget af kronprinsessens ønske om at ’stride for menneskerettighederne’. Nej, den kongelige gunst som udøves over for World Pride vil få betydning for borgernes opfattelse (og borgerret til at give udtryk derfor) med henblik på den homoseksuelle indstilling til bl.a. den bibelske opfattelse af ægteskab og familie.

Dermed kommer vi tilbage til det væsentlige konstitutionelle spørgsmål, hvorvidt kronprinsessens historiske tilbud om at tage den homoseksuelle verdensorganisations besøg i København under sine vinger, er en udfordrende handske kastet til Danmarks Evangelisk-Lutherske Kirke.

I relation til grundloven og den grundlovsgivende forsamlings forhandlinger vedrørende Danmarks evangelisk-lutherske kirke, så er det klart som solen, at med hensyn til den ideologi, der styrer World Pride, så er og forbliver den absolut uforenelig med den evangelisk-lutherske kirkes lære.

Dersom kronprinsessens personlige antagelse af denne lære (ved ægteskabet med kronprinsen) underkastes en nærmere analyse, kan det ikke et øjeblik forsvares, at Hendes Kongelige Højhed tilsiger World Pride-ideologien sin kongelige beskyttelse.

PROTEKTORATET BØR TILBAGEKALDES

Det vil med sikkerhed kunne fastslås, at kongehuset i en sådan sag ikke er immunt over for grundlovens bestemmelser, og det bør da – jo før jo hellere – føre til, at det udstedte protektorat til ’World Pride’ trækkes tilbage! Lovgiver har i det foreliggende tilfælde al mulig ret til at understrege kronprinsessens begrænsning af sine beføjelser. Når grundlovens § 63 erklærer, at (citat): ’Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser,’ – så må dette også være tilfældet med kongehuset, og det skulle nødig komme til det punkt, at regeringen ikke længere tør lade sig nøje med at give kronprinsessen gode råd, men at den bliver nødsaget til at gribe til andre midler: Protektoratet skal tilbagekaldes!

Med den almindelige og fortjente popularitet, som kronprinsesse Mary nyder i den danske befolkning, vil det næppe vække respekt (hos en stor del af landets kristne borgere) at Hendes Kongelige Højhed bryder de normer, som er forbundet med Den Evangelisk-Lutherske Kirkes lære. Ja, det er et spørgsmål, om hun har ret dertil!

En dybere analyse af forholdet ’konge-kirke’ vil med al tydelighed vise, at kirkens lære og bekendelse fastlægger en solid skranke for, hvad kronprinsessen officielt kan foretage sig i en international indsats for at befordre den homoseksuelle dagsorden i Danmark.

Det gælder opfattelsen af både den skrevne og den uskrevne ’gældende lov’ om kongehusets påbudte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske lære. Da er spørgsmålet nemlig ikke længere alene baseret på grundlovens parlamentariske principper men på kirkens tro og lære, som er funderet på Bibelen. Dette legitime bidrag til analysen af kronprinsessens ’officielle velkomst’ til World Pride kan ikke undgås! Det hører med til selve fortolkningen af kronprinsessens protektorat til det internationale homoseksuelle arrangement – ja, det hører med til (i yderste forstand) borgernes retssikkerhed (og til en aldeles afgørende forståelse af, hvor det danske samfund i denne time er henne i dets historiske udviklingstrin vedrørende konge-kirke og folk.

Læs i Profetisk Journal (www.johnynoer.dk): Færøernes forslag – og massegraven i Israel.

At Det Danske Bibelselskab ikke har opgivet sin mørke og skæbnesvangre strategi med hensyn til at få fjernet Israels navn fra Bibelsens blade, kommer desværre tydeligt til syne i det allerede offentliggjorte skrift fra Salmernes Bog.

Ingen ved endnu, hvad der kan forventes af ’den nye bibel’, når den (med Gamle Testamente) i 2020 sendes på gaden med en revideret udgave af Ny Testamente. Bibelselskabet modtog for en årrække siden et ikke ringe antal protestskrivelser og klager over, at Israels navn var fjernet mere end 60 gange fra ’Den Nye Aftale’. Det ændrede ikke meget ved den færøske udgave, som stort set fulgte i samme spor. Spørgsmålet er nu: Fastholder Bibelselskabet stadig sin tydelige israelsfjendtlige holdning (der gives intet andet ord for denne totale udryddelsesproces)? Hvad har den nye 2020-bibel i den forbindelse at byde på?

I den tidligere artikel har jeg omtalt, at Israels navn i Ruths Bog i ’den nye bibel’ er slettet i et afsnit, som for mig selv har haft stor betydning – og nu ser jeg, at i Salmernes Bog har Bibelselskabets hærværksmænd også gennemført deres ugerningstogt ved at hugge om sig til højre og venstre for at få Israels navn ryddet af vejen.

I den 7. salmes sidste vers gives et talende eksempel. Den oprindelige tekst siger: ”Ak, kom dog fra Zion, Israels frelse… da skal Israel glæde sig” (v.7).

I de moderne teologers gengivelse hedder det: ”Vi håber, at Jerusalem kan beskytte os” (v.7).

Ikke mindre end to gange er Israels navn fjernet fra teksten (som ikke indeholder ét ord fra det oprindelige skriftafsnit) – og den ene gang ejer en tydelig henvisning til jødernes Messias, ’Israels frelse’.

Inden jeg tager fat på at fremholde flere eksempler på denne uansvarlige ’oversættelsens’-fremfærd, vil jeg blot (i al korthed) lade mit blik glide ned over den nye ’oversættelse’ af bibelens 1. salme.

Her ser man, at linjen fra Ny Testamente-gengivelsen følges i Gamle Testamente. Alle de ord, som f.eks. ’nåde’, ’synd’, ’retfærdighed’, ’salighed’ osv. er på det strengeste forment adgang til Den Gamle Pagts skrifter. Israels navn kan imidlertid ikke totalt ’udrenses’ fra Gamle Testamente – i så fald ville Bibelens hele jordiske grundvold falde sammen – men hvor det kan lade sig gøre, har man ikke sparet på kræfterne. Derfor bør i al hast søgelyset glide ind over Skriftens første salme:

ET BLIK PÅ DEN FØRSTE SALME

Allerede i Bibelens første salme kan vi iagttage, hvorledes skarpretterens økser har haft travlt med at aflive nogle af de kostbare ord, som de troende gennem generationer har jublet over – ja, som har holdt dem i live i prøvelsens tider og de verdslige myndigheders forfølgelse.

Det allerførste ord i den allerførste salme er hugget om og erstattet med en sjælelig forfladigelse, der helt har mistet grundtekstens oprindelige sigte.

De nye ’oversættere’ skriver: ”Hvor er det godt for den, som ikke hører på de onde” (v.1). Det ord, som har generet vor tids eksperter, er det bibelske udtryk: ’Salig’. Den ’gendigtede’ linje lyder i sin oprindelige tekst sådan: ”Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd” (v.1).

Med den nye ’oversættelse’ mener bibelselskabets teologer her at ’kunne slå to fluer med et smæk’. For det første kan de følge linjen fra deres ’renskrivning’ af Ny Testamente, hvor sådan et ord som ’salig’ er bandlyst. ”Det begreb kender unge mennesker ikke noget til,” har de (for en halv snes år siden) hævdet – så nu fortsætter udryddelseskampagnen i Gamle Testamente.

Det bibelske ord: ’salig’ er nu i den første salme erstattet med ordet: ’Det er godt for den, som’ – og vi bør et øjeblik standse og nærmere undersøge, hvad de moderne ’ordstjælere’ her søger at frarøve Den Hellige Skrift.

For at sige det kort, vil jeg påstå, at ordet ’salig’ indeholder noget himmelsk! Selv de værste gudsfornægtere vil give mig ret i, at den ’lyksalige’ ejer noget, der ikke hører denne verden til – ja, jeg har ladet mig fortælle, at i den græske version (Ny Testamente) taler grundsproget om ’en lykke’, som kun guderne kan besidde.

Det vil med andre ord sige, at ved at fjerne ordet ’salig’ fratager man denne betegnelses himmelske dimension. Ja, jeg vil gå så langt som til at påstå, at ved at slukke for det himmellys, som netop dette ord indeholder, fjerner man samtidig de guddommelige løfte, der skjuler sig i dybet af dette begreb.

Det menneske, som Jesus erklærer ’salig’ modtager i samme øjeblik et løfte, der har evighedsværdi, – ja, en velsignelse, der rækker langt ud over denne kummerlige verdens tilbud om et eller andet jordisk gode.

Bibelselskabets teologiske ransmænd søger ved denne forbrydelse (at stjæle den største, himmelske skat fra Jesu bjergprædiken) der i generationer er blevet kaldt ’saligprisningerne’ (Matt.5:3-12). Jeg siger ikke for meget, når jeg her tør erklære, at de, som rører ved denne Kristi belæring (som helt og holdent bygger på ordet ’salig’) vil bittert komme til at fortryde dette – og de bør straks (uden tøven) bøje deres knæ og af hjertet bede om Guds tilgivelse.

Tilsigelsen (eller udsagnet): ”Hvor er det godt,” som er erstatningsordet for ’salig’, indeholder ikke Jesu løfte om, at ’himmeriget er deres’ (Matt.5:3), ej heller, at sådanne ’skal kaldes Guds børn’ (v.9). Nej, nyteologernes påfund: ’Hvor er det godt’ forbliver ved de jordiske goder. ’Hvor er det godt’ er et jordbundet begreb. Det ejer ikke frelsesglæden eller den åndelige grebethed, som ligger i saligprisningen. Derfor vil jeg – og andre med mig – erklære det for et dårligt bytte. En ny generation af bibellærere får her intet givet; nej, de bliver frarøvet et ord, hvis indre lys er forbundet med et menneskes evige salighed.

ORDET ISRAEL FJERNES MED ET PENNESTRØG

I Salmernes Bog står én sætning, der – som et af de mest tydelige eksempler på netop dette bibelskrifts tydelige kærlighed til Israel – med få ord udsiger alt det, som salmedigterne har at fremsige om Det Hellige Land. Denne ene, bemærkelsesværdige sætning lyder sådan:

”Visselig, Gud er god mod Israel” (Salme 73:1). Den specielle understregning (’visselig’) af præcis denne sandhed er at sammenligne med det udtryk (’sandelig’), som Jesus bruger, når Han fremstår med en erklæring, som ingen må gå glip af. At Han i Johannesevangeliet anvender netop denne understregning (’sandelig’) af en sags vigtighed kan ikke og bør ikke kunne overses eller ignoreres! I det nævnte evangelium anvender Jesus ikke mindre end 26 gange udtrykket: ’sandelig’ – og jeg vil vove at påstå, at hvis der i dette vort elskede, men åndsforladte fædreland, findes en lovkyndig, som i sin ophøjede mangel på gudsfrygt tør driste sig til (blot én af de seksogtyve gange i Johannesevangeliet) at stryge netop dette ord, så vil det blive ham eller hende en dyr affære (hvis ikke denne stakkel skyndsomt gør alt, hvad han eller hun kan for straks at korrigere denne overordentlige fejltagelse).

Men her viger Det Danske Bibelselskab ikke tilbage! Med et pennestrøg fjerner i det Gamle Testamente ikke blot ordet: ’visselig’ (engelsk: ’truly’) – men det sløjfer samtidig hele den linje, der indeholder den erklæring, som Bibelens salmedigter så stærkt har betonet.

BRUTALT REVET UD AF TEKSTEN

I Ny Testamente er de nyuddannede teologer allerede på afveje, når de oversætter ordene ’sandelig, sandelig’ (oven i købet gentaget) med det svage og vage udtryk: ’Hør nu her’! (f.eks. Johs.8:58, hvor Jesus sætter farisæerne til vægs med en ’evighedserklæring’). Men i Gamle Testamente gengives i den løsagtige ’oversættelse’ en sådan tekst ikke med et andet udsagn. Nej, den rives simpelthen ud af sammenhængen og tager brutalt hele den betydningsfulde erklærings indhold med sig i farten.

… og her melder sig spørgsmålet: Hvorfor vil de moderne bibel-’oversættere’ ikke have denne ene sætning med i Gamle Testamente? Hvad er det, der tydeligvis er så kostbart for salmens forfatter men som med samme tydelighed regnes for intet af vore dages skriftkloge? Ja, værre endnu: som foragteligt regnes for skadelig ukrudt, der ikke længere ’har sin plads i den nye teologi’?

Svaret på dette spørgsmål vil jeg efter bedste evne søge at give i det følgende:

BIBELSELSKABETS RAGEKNIV

Den måde, som bibelselskabets ragekniv har sønderskåret indledningen til Bibelens 80. salme taler sit eget sprog! Det fremgår her ganske klart af den offentliggjorte tekst, at der er udtryk (der peger på og har at gøre med Israel), som tidsåndens gendigtere ikke levner nogen plads.

Den oprindelige tekst, som de danske bibellæsere ikke blot har ’glædet sig over’ men ’frygtet sig ved’, er ordene: ”Lyt til, du Israels Hyrde, der ledede Josef som en hjord” (80:2).

Dette dybt inspirerede navn på Himlens og jordens Gud: ’Israels Hyrde’ og den dertil knyttede nødvendige beskrivelse på overhyrdens ophøjede gerning: ’at lede Josef som en hjord’ er alt sammen med ét ryk blevet flået ud af hele denne salmens sigte og perspektiv. Vore dages bibellæsere bliver efterladt med et afgnavet ben, som (hånligt) kastes ud til dem; den ’Israel’-udrensede tekst lyder nu sådan: ”Hør os Gud, du som tager dig af os” (80:2).

Den uheldssvangre kædereaktion, som uundgåeligt følger i sporene af denne påviste ’oversætter’-overtrædelse bør følges skridt for skridt.

1. Hvis man sletter navnet Israel må man slette navnet Josef (v.2).
   
   
2. Hvis man sletter Josef, må man efterfølgende slette navnene: Efraim, Benjamin og Manasse (v.3).
   
   
3. Hvis man sletter disse hebraiske navne, så nærmer man sig en begyndende holocaust-fornægtelse (v.6 og v.17): Det jødiske ’tårebrød’.
   
   
4. Hvis man således forbryderisk generaliserer Israels ’tårebrød’(v.6), så sletter man dermed den aktuelle betydning af betegnelsen på ’Israels naboer’, som ’gør Jerusalem til et stridsemne’ (v.7) – ja, det er med denne nye bibel-’oversættelse’ kommet dertil, at fordi man har sløjfet, slettet og udryddet alt, hvad der i denne salme kan henvise til Israel, så
   
   
5. forgriber man sig afsluttende på den ubestridelige profetiske henvisning, som dette skriftafsnit indeholder med henblik på jødernes Messias, der her omtales med ordene: ”Lad din hånd være over din højres mand, det menneskebarn, du opfostrede dig” (v.18).

Hvad der er blevet tilbage af dette højt skattede profetiske udsagn om Jesus Messias, der – efter at ’han blev mennesker lig’ blev ophøjet til at sidde ved Guds højre hånd – er denne fattige meddelelse: ”Din hånd hører til dér, hos de mennesker, du fik til at vokse…” (v.18).

Messias-benævnelsen: ’Guds højres mand’ og Jesus-forudsigelsen: ’det menneskebarn, du opfostrede dig’ (v.18) er forsvundet! Den generation, som får ’den nye bibel’, afskæres dermed fra (gennem læsningen af dette værk) at modtage det budskab, som er denne 80. salmes egentlige sigte.

Læs: ’400 MARCHERER FOR UDFRIELSEN FRA HOMO’ i Profetisk Journal (johnynoer.dk).

At Danmarks kronprinsesse er bundet til Danmarks grundlov er og forbliver en uopsigelig kontrakt. Overtræder Hendes Kongelige Højhed den begrænsning, som hun ifølge den danske forfatning er sat under, må det få konsekvenser. Det ’kontraktlige forhold’ mellem kongen og folket bør (så vidt jeg kan se) føre til, at kronprinsessen i den forhåndenværende situation med ’homo-protektoratet’ ophæver ’enhver anden kontrakt’, som kan være i modstrid med den grundlovsmæssige legitimering af prinsessens fastsatte forhold til landets protestantiske kirke.

Denne indsigt kaster et skærende klart lys over den beskyttelse, som Hendes Kongelige Højhed har tilsagt World Pride. Et sådant ’fællesskab’ kan ikke fortsat bestå men må ophøre, inden det skaber større problemer.

Selvom det utvivlsomt vil falde de kongelige for brystet, og enhver tale ’af denne art’ fremkalder deres mishag, så kan en kontinuitet, hvad angår beskyttelseshåndslaget til World Pride, ikke tillades; et øjeblikkeligt brud er påtrængende. En ukonstitutionel monarkisk enevælde på dette omfindtlige område bør ikke eksistere, og for hver dag, der går (hvor man blot forholder sig tavs over for denne påtrængende nødvendighed) øges faren, og kongehusets rådgivere bør for alt i verden ikke trække denne sag i langdrag. Det er jo på denne forfatningsmæssige baggrund, at hele den konstitutionelle orden i Danmark består. Kongehusets værdighed står her og nu på spil – og de, som er blinde og døve for betydningen af de aktuelle indsigelser, gør nationens afholdte, kongelige familie en dårlig tjeneste.

Kronprinsessens protektorat-tilsigelse til det globale, homoseksuelle forbund har – om man vil det eller ej – bragt et nyt provokerende element ind i forståelsen af majestætens stilling i det danske indskrænkende monarki.

Kontraktforholdet mellem kongehuset og den homoseksuelle verdensorden kan ikke på nogen måde løsrives fra de bitre associationer, hvor den globale, evangelisk-lutherske kirke har lidt smertelige tab på grund af homobevægelsens aggressive anslag mod kirke og øvrighed. Dette forhold drejer sig nemlig ikke (som kronprinsessen giver udtryk for) om ’reformer i almindelighed’ – nej, det drejer sig om en verdensvid, kristendomsfjendtlig opposition i særdeleshed. Det drejer sig ikke (som kongehusets talsmænd antyder) om ’at udføre samfundsforbedringer i almindelighed’, – nej, det handler her om en homo-revolutionær overgangsfase, som er anført af en overhåndtagende strid om kønsidentiteter, og her har kronprinsessens personlige medleven ingen officiel ret til (ved protektoratet) at deltage i debatten.

IKKE TIL MAJESTÆTENS GAVN

Der er ikke i den foreliggende sag angivet nogen anden tidsfrist for kronprinsessens proklamerede protektorat end sommeren 2021, og selve indholdet af den særlige, kongelige beskyttelse af den homoseksuelle agenda for World Pride er ej heller blevet specificeret – men den afgørende bestemmelse, at det kongelige hus stiller sig bag arrangementets ’betænkelige mangfoldighed’ (hvor der med sikkerhed vil finde usømmeligheder sted, som ikke er en kronprinsesse værdig) er en allerede afgjort sag. Det danske monarki kan herefter blive forbundet med grænseoverskridende sex-begivenheder, som set med den evangelisk-lutherske læres øjne er synd – og her kan en truende forfatningsdiskussion opstå, hvilket ikke vil være til hverken folkets eller majestætens gavn.

Kronprinsessens ’officielle velkomst’ til World Pride må uvægerligt føre til juridiske betragtninger om (må Gud forbyde det) endog dronningens forfatningsretlige stilling. Alt i denne sørgelige sag fører med sig en direkte henvisning til grundlovens 6. paragraf, som uafladeligt vogter på dronningens påbudte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirke. Her drejer det sig ikke om kongehusets popularitet eller folkets varme følelser for kronprinsessen. Nej, her drejer det sig om den kongelig families statsretlige status – ja, hele det danske monarkiske princip, der næppe tillader religiøse udfordringer af den art.

Danske borgere – og især dem, som har en personlig tilknytning til landets statsbefordrede protestantiske lære – ønsker ikke, at en sådan sag i et større perspektiv skal løbe af stabelen – men kronprinsessens oktober-’indbydelse ’ til det homoseksuelle etablissement må betragtes som startskuddet til en opblomstring af alle slags juridiske overvejelser i denne sag. Især fordi den har sin forløber i kronprinsessens overrækkelse af en homo-ærespris til landets statsminister ved et større april- homoarrangement i cirkusbygningen i København.

Efter dette vil presset på kongehusets rådgivere vokse. Den stadig levende, danske forfatningsdiskussion indeholder desværre fjendtlige elementer, som ikke vil den kongelige familie noget godt – og de vil nu melde sig.

Før nogen aner det, kan betydningsfulde politikere og juridiske eksperter komme på banen, og (så vidt jeg kan se) har de desværre i denne sag en anledning til at give udtryk for nogle statsretlige opfattelser, der langtfra er sympatiske over for vort elskede kongehus’ beståen.

GRUNDTVIG VILLE HAVE ADVARET

Ikke få danskere er med tiden blevet enig med Grundtvig i hans syn på demokratiet, som det i dag udfolder – men samtidig er der en almindelig forståelse af, at en genindførelse af kongens enevældige magt er ikke mulig.

Imidlertid er det tankevækkende at læse Grundtvigs voldsomme udfald mod det såkaldte demokrati, som nu skulle overtage landets styre. Han skriver: ”Når jeg derfor hører og læser om al den lykke og velsignelse, der skal falde ned fra skyerne, hvor regeringsformen bliver så demokratisk som mulig (altså enten pøbel-parisisk eller kræmmer-amerikansk) – da kan jeg kun forklare det som en slags overtro!”

Grundtvig fortsætter med at udmale, hvad han mener med ordet ’overtro’. Han skriver: ”Man tror på en vis luftig Herre som man kalder ’den sunde fornuft’ – og man har den indbildning, at om ikke just to eller tre, så dog hvor to eller tre hundrede er forsamlede i fornuftens navn, da vil han (fornuften) være midt iblandt dem – og samfundet vil blomstre som en rose” (’Politiske betragtninger’, 1831 side 72).

Der er altså to forhold, som Grundtvig advarer imod: 1) det ’pøbel-parisiske og 2) det ’kræmmer-amerikanske’. Det er min opfattelse (og her mener jeg, at de såkaldte pride-arrangementer taler for sig selv) at netop det ’pøbelagtige’ og den værste amerikanske ’kræmmer-jargon’ præger de homo-foranstaltninger, som med deres gayparader har bevæget sig gennem hovedstadens gader. Grundtvig ville have iagttaget denne udvikling, og ville på det bestemteste have frarådet det kongelige hus at have noget som helst med dette ekstreme sex-fænomen at gøre.

I det politiske og juridiske forum, som kan opstå i debatten omkring kronprinsessens seneste skridt (med tilknytningen til den homoseksuelle verdensbevægelse, og hvilke konsekvenser det kan få for den royale forpligtelse over for landets protestantiske nationalkirke) kan situationen meget hurtigt antage en uønsket dimension, der kan medføre en ubehagelig kædereaktion, der ikke i første omgang var tilsigtet.

Det er derfor nødvendigt, at ytringsfriheden i denne sag bevæges; der må fortsat herske frihed til at kunne udtale en uforbeholden mening om den nuværende farlige etablering af den homoseksuelle propaganda i børnehaver, skoler og hele det højere uddannelsessystem, idet dette utvivlsomt vil blive befordret ved den accept, som det kongelige håndtryk fører med sig.

Ligeså har det betydning, at ministeransvaret og rådgivernes forpligtelser i denne sag bliver placeret, idet kronprinsessens person bør holdes uden for hele det opgør, som i øjeblikket synes at lure om hjørnet. Det dristige skridt, som Hendes Kongelige Højhed har taget ud fra hendes personlige overbevisning er i sig selv kontroversielt – men ansvaret herfor ligger ifølge grundloven på de styrendes og rådgivernes skuldre.

(Læs under Profetisk Journal – johnynoer.dk: ’UFORSVARLIG FORFALSKNING AF RUTHS BOG).

Monarkiets fjender vil have det danske kongehus afskaffet; dets venner vil have, at dronningens høje værdighed og det indskrænkede monarki skal bestå. Vort lands kristne borgere ønsker (for størstedelens vedkommende) at den styreform, som blev indført i 1849, hvor grundloven i sin 2. paragraf omtaler det danske styre som ’indskrænket-monarkisk’, skal bevares. Det store spørgsmål er, hvad der helt præcist – efter at kronprinsessen har tilsagt sit kongelige protektorat til en international homo-begivenhed, World Pride 2021 – skal lægges i dette udtryk.

Ikke mange beskæftiger sig i vore tider med det enestående, religiøse element i dansk forfatningshistorie, at dronningen og hendes hus – som et tydeligt tegn på majestætens ’begrænsede magt’ er frataget enhver form for trosfrihed, idet (citat): ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (grl. § 6). Ingen har hæftet sig synderligt ved dette ubrydelige, religiøse påbud – men efter at Danmarks kronprinsesse, Mary, i slutningen af oktober 2019 accepterede protektoratet for den globale, homoseksuelle begivenhed, som skal finde sted i København i 2021, har dette generelle fravær af opmærksomhed ændret sig.

Borgerne aner (efter kongehusets udmelding) i horisonten farlige, mørke skyer, der trækker sig sammen omkring den centrale forståelse af en absolut hovedbestanddel i statsomvæltningen for de mere end 150 år siden; også her synes ’gamle totalitære skygger’ at vise sig, og mørke træk fra kongelovens enevælde synes at melde sig. Kronprinsessen ser ud til gøre, som hun vil, og hendes rådgivere hjælper hende tilsyneladende ikke med hensyn til det historisk farlige skridt, som her er taget i form af en stærkt kontroversiel pagtslutning med den homoseksuelle verden.

Grundlovens klare ordlyd i dens 6. paragraf, at ’kongen skal tilhøre…’ har – så vidt jeg kan skønne – kun én funktion. Denne vil komme til syne, tror jeg, hvis en kommende påbudt ’udlægning’ finder sted ud fra en oprigtig stillingtagen begrundet på denne paragrafs teoretiske og praktiske konsekvens

1. fuldstændig situationsafhængig og
   
2. med et klart politisk signal, som utvetydigt erklærer, at herefter er der i denne sag ikke mere at tale om; kronprinsessen må tage sit protektorat af Homo Pride 2021, Copenhagen, tilbage!

Ingen kunne i den forhåndenværende situation komme på den ustyrlige tanke, at kronprinsessens betænkelige skridt (at stille sig frem som protektor for et homoseksuelt verdensinitiativ) på stedet vil berøre det ’fastsatte’ begreb, der betegnes med ordene: ’Indskrænket monarki’ (monarchia limitata). Der er her milelangt – som en folkelig reaktion – at skulle nå frem til ’det absolutte’ eller ’indskrænkede monarki’ (monarchia absoluta)… men tendensen viser sig! Kronprinsessen er i færd med at vælte nogle skranker – og den skranke, som Hendes Kongelige Højhed har fat i for tiden, er den konstitutionelle begrænsning, der har at gøre med kongehusets grundlovsfastsatte, integrerede og uomgængelige gærde, at ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’.

KONGELIGT OPRØR

Protektorat-kontrakten mellem kongehuset og den internationale (og aggressive) homoseksuelle samfund er altså (set ud fra et forfatningsmæssigt synspunkt) at betragte som et kongeligt oprør mod en styreform og en norm, som har gjort Danmark til et foregangsland for andre nationer. Det er at iagttage som en begyndelse til en konflikt mellem grundloven og landets kommende dronning. Det er at forstå som en royal opsætsighed mod den grundsætning, der underbygger det danske, indskrænkede, monarkiske princip, at kronprinsessen ikke har frihed til at indgå offentlige aftaler, som strider mod den evangelisk-lutherske bekendelse.

Det indskrænkede monarkiske princip beviser allerede ved den kendsgerning, at det er blevet lovfæstet (som en slags håndfæstning) at kongemagten ikke kan tillade sig hvad som helst. Den må og skal være indforstået med, at ikke alt kan legitimeres ved at få kongehusets blå stempel.

Hvis man i en kommende undersøgelse af kronprinsessens ’beskyttende fællesskab’ med den global homobevægelse tager udgangspunkt i det omfattende forfatningsmæssige begreb, som hedder ’magtfordeling’, må man (sådan ser jeg det) nødvendigvis komme til den konklusion, at her er vor danske kronprinsesse gået for langt!

Det danske samfund kan ikke eksistere som en demokratisk enhed, hvis ikke denne ’fordeling af magten’ opretholdes. Det vil sige, hvis ikke der ustandseligt gennemføres en skarp adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Der synes i den forbindelse at være belæg for, at netop magtfordelingslæren understøtter den fastsatte indskrænkning af dronningens magt, hvilket i videre forstand må sætte stolen for døren med hensyn til kronprinsessens initiativ, som på det dybeste berører hendes forhold til den kirke, som grundloven påbyder hende at tilhøre.

RODEN TIL INDRE STRIDIGHEDER

Det skridt, som kronprinsessen har taget ved at give håndslag til en international, homoseksuel bevægelse, som er kendt for at skabe ulægelige splittelser blandt millioner af kristne (og destruktive indre stridigheder hos et betydeligt antal af evangeliske verdenssamfund) berører uimodsigeligt den grundlovsparagraf, der tydeligvis anser dronningens hus for at være en samlende enhedsfaktor i det danske samfund.

Det forklares i den forbindelse af de lærde, at de skranker, som grundlovsfædrene opstillede for monarkiet, blev indført for at kongemagten ikke skulle udarte sig til despoti. Foruden den religiøse og moralske skranke, hvormed kristendommen (indtil denne dag) tvinger kongens offentlige handlinger på knæ, kan der i samtidens statsteori identificeres endnu to bolværker, som skal holde monarken på plads. Det var vigtigt for den grundlovsgivende rigsforsamling at gøre det klart, at der ikke på noget tidspunkt ville blive givet kongens hus nogen mulighed for at ’springe i tøjret’.

En situation, som den forhåndenværende, at en fremtidig dronning på egen hånd allierer sig med en fremmed (og for en betydelig del af kirken og folket) frastødende, moralsk udfordrende og politisk farlig ideologi, var utænkelig.

Man sørgede for, at den vedtagne nødvendige indskrænkning af suverænens magt blev yderligere stækket ved en nærmere specificeret lovgivning samt ved en inddragning af andre end monarken selv i magtens udøvelse og forvaltning.

Grundlovens monark forstod situationen og lod af egen vilje sin magt indskrænke. Hvis noget medlem af kongehuset i dag beviser ’en anden vilje’ og ikke vil lade denne ’fastsatte begrænsning’ råde, så varsler det uro, og da vil monarkiets (og i mange tilfælde kirkens) bitre fjender få vind i sejlene, og rigets krone kan blive udsat for rystelser.

At der nu helt konkret foreligger en underskrevet kontraktlig aftale mellem kronprinsesse Mary og den verdensvidde homoseksuelle institution ’World Pride’ er så foruroligende, at der er al mulig grund til fra folkets og kirkens side at råbe vagt i gevær!

Hvad der skete med det danske kongehus i 1849 er ikke helt løsrevet fra begivenhederne og tankegodset fra den franske revolution. Paris fik sin ’constitution liberale’, og den danske oversættelse er genkendelig: ’En fri forfatning’ – et begreb, der stadig har så meget bid i sig, at kongehuset skal vare sine skridt, når det nærmer sig grænserne for begrebet ’indskrænket monarki’.

Lad mig forklare:

’SKYGGEKONGEN’

Grundtvig var kongetro! Han var imod ’det begrænsede monarki’. Han skrev (citat): ’So lad en Guds nådige forsyn, der så uafladeligt har våget over Danmarks historie til verdens ende klarlig bevise, at en enevældig konge med et lands faderhjerte er kilden til sand borgerlig frihed og lyksalighed, mens der kun er alt for mange riger, hvis historier åbenbarer, at en rigsdag med en skyggekonge er en virkelig og stor ulykke (Grundtvig ’Politiske betragtninger’, 1831:22).

I dag ville Grundtvig (med kronprinsessens indgåede aftaler med det homoseksuelle verdenssamfund) tale et andet sprog. Det er svært at finde ’det kongelige landsfaderhjerte’ bag et sådant ’protektorat’, som kaster hele det danske folk i armene på en (set ud fra Ny Testamente) gudsfjendsk, antikristelig sex-betonet bevægelse, som overalt i verden har splittet den evangelisk-lutherske kirke i to.

Den ny-indgået aftale med den globale Pride-bevægelse er næppe i dag at betragte som (citat): ’kilden til sand borgerlig frihed og lyksalighed’ – og hvis et sådant forhold til ’en fremmed, ideologisk-betonet magt’ skal beskyttes af det danske kongehus, så vil ikke få dansker ønske, at grundlovens bestemmelse om ’en skyggekonge’ fastholdes.

Den evangelisk-lutherske lære tør ikke love Danmark, at ’Guds nådige forsyn fortsat vil våge over os’ – ja, ’vedblive til verdens ende’ (sådan som Grundtvig her skildrer det), hvis kronprinsessens homo-projekt gennemføres. I det tilfælde taler hele Bibelen om et andet endeligt. Kongehusets initiativ varsler her ikke Guds velsignelse – men Guds dom…