VIL STATEN INDFØRE NY SEX-UNDERVISNING I DE KRISTNE SKOLER?

Retsopgøret 255

De kristne friskoler i Danmark synes nu for alvor at være sat under statens ransagende lup. Det drejer sig (med denne overvågning) tilsyneladende kun om dette ene: Sexualundervisningen! På andre skoler arbejder undervisningsministeriet sammen med institutionen ‘Sex og Samfund’, som ifølge de foreliggende undervisningsmaterialer beflitter sig på at informere eleverne om, hvordan de kan ‘dyrke sikker sex’. Af institutionens pjecer fremgår det, at de unge piger bl.a. omhyggeligt bør forklares, hvorledes de kan beskytte sig mod at blive gravide ved at få opsat en såkaldt ‘spiral’. “Den sørger for, at et befrugtet æg ikke sætter sig fast,” hedder det i pjecen – “og den giver i op til otte år 98-99 % sikkerhed for, at man ikke bliver gravid…”

Seksualundervisningen på de kristne friskoler i Danmark sættes nu under et særligt tilsyn (hvorvidt man her er parate til at følge denne nye undervisningsmetode). “Det virker som om, at undervisningsministeriets tematiske tilsyn går direkte efter os,” hedder det (ifølge Kristeligt Dagblad 25. juni 2019) fra Foreningen af Kristne Friskoler, “ministeriet er velvidende om, at vi ofte har et andet syn på seksual- og kønsspørgsmål end ikke-religiøse skoler…”

Fornyligt er fire kristne friskoler sat under ministeriets lup. “Seksualundervisningen bliver gransket,” fortæller Kristeligt Dagblad.

Det er første gang, at undervisningsministeriet foretager et sådant ‘teamtisk tilsyn’ af friskolernes seksualundervisning; det forekommer, som om de har et særligt mål i sigte; det er næppe tilfældigt, at ud af ni skoler, som ministeriet har udpeget, tilhører tre af disse Foreningen af Kristne Friskoler – derudover figurerer yderligere én friskole, der bekender sig til et såkaldt ‘katolsk-protestantisk værdigindlæg’. Det fremgår ikke direkte af det foreliggende informationsmateriale (at det er de kristne skoler, som man sigter på), men dukker op til overfladen ved en særlig aktindsigt, som juristerne Anders Redder Nørgaard og Frederik Fogde har erhvervet sig.

At det pludselig er et større antal kristne friskoler, som her sættes under statens særlige tilsyn har vakt betydelig ‘undren’ både i de kristne friskolers forening og blandt skolernes undervisere, ledere og børnenes forældre. “Vi føler os presset i vor frihed til at udforme skolens seksualundervisning – og det er givetvis fordi, man i undervisningsministeriet er klar over, at vi har et andet syn på seksual- og kønsspørgsmålet end de ikke-religiøse skoler,” hedder det fra sekretariatet i den kristne friskoleforening.

Den nye sex-undervisning, som staten ønsker indført i de kristne friskoler, indebærer, at skolerne stiller sig positivt med hensyn til at modtage teatergrupper, der kan lære eleverne, at ‘intet i den seksuelle adfærd er skamfuldt eller forbudt’ samt at ‘enhver må have frihed til ‘at springe ud’ som homoseksuel eller lesbisk’.

“Eleverne skal vide, at (citat): ‘de har lige ret til at bestemme over deres krop og deres egen seksualitet’, (og de behøver ikke at være afhængige af deres forældres tilsyn),” hedder det.

BORGERFORSLAGET

For et par uger siden indsendte jeg et såkaldt borgerforslag til en trosfrihedslov til Folketingets administration. Forslaget blev godkendt så langt, at det nu er sat på folketingets hjemmeside (trosfrihedslov.borgerforslag.dk) hvor man kan meddele sin positive medvirken. Deadline for, at forslaget kan behandles i folketinget udløber d. 9. nov. 2019 – og skal da have opnået 50.000 underskrifter.

I den første paragraf i den indsendte Trosfrihedslov hedder det: “Skoler og institutioner pålægges at indhente forældrenes samtykke til, at deres børn må deltage i undervisning eller aktiviteter, der kan bringe børn og unge i forlegenhed eller kan bidrage til en tros- og samvittighedskonflikt.”

For at der ikke skal herske nogen tvivl om, hvad denne beskyttende paragraf sigter på, lyder tilføjelsen sådan:

“Områder underlagt krav om forældres skriftlige samtykke omfatter undervisning om frisindet sex, samkønnet sex, kønsneutralitet og opfordring til grænsesøgende seksuel adfærd.

Et nyt statsligt undervisningsprojekt, der er blevet betegnet som ‘at udfordre nye sex-muligheder’, kan ikke forefindes uden forældrenes tilladelse.

“Forældres skriftlige tilsagn skal gives, hvis der i undervisningen indgår film eller billeder, der har til opgave at bryde med normer og principper, der anser sådanne materialer som ‘skamfulde’ eller som (ud fra visse opfattelser) betragtes som ‘forbudte’,” hedder det i borgerforslaget.

Ingen dansk, kristen friskole vil (antager jeg) godtage en ny statslig sexundervisning, som opfordrer de kvindelige elever til at anvende ‘spiralen’, som (citat): ‘sørger for at sædcellerne bevæger sig dårligere, så at et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast’.

Menneskerettighedsdomstolen i Strassburg frikendte for kort tid siden en kristen, norsk kvindelig læge, som blev fyret fra en offentlig stilling, fordi hun nægtede ‘at opsætte en spiral’ (som et præventionsmiddel for kvindelige patienter). “Det er det samme som at slå et levende foster ihjel,” erklærede hun – og domstolen gav hende ret!

SODOMAS SYND

Retsopgøret 254

Den blandt vort lands styrende, og denne verdens mægtige, der læser dette, bør fremfor alt forstå, at netop den pen, der for godt 3000 år siden nedfældede det kendte skrift i Bibelen, som kaldes ‘Ordsprogenes Bog’, tilhørte en konge. Sikkert en fornem guldpen af højeste karat – og fra den flød der ord, som alle konger udover den hele jord (i dag mere end nogensinde) bør lytte til! Til den lyder frem for alt (og som den information, der er mest aktuel) denne enkle formaning fra Davids 2. salme: “I konger, vær nu kloge og tag imod råd!” … hvilket i dette enestående slægtled må betragtes som en direkte henvendelse til alle, som har indflydelse af magt. De, som i denne time nægter at tage mod råd, er dermed skyld i, at undergangen (i alle sine former og monstruøse skikkelser) overalt og alle vegne tager sin begyndelse – og de vil for evighedernes domstol blive stillet til ansvar derfor. De, som indser faren og tør stå frem med den sandhed, som er åbenbaret i Guds Ord, vil under fællesbetegnelsen ‘hadprædikanter’ blive forfulgt – og der vil i denne sag flyde blod. Af samme grund er det nødvendigt fra første færd at gøre det klart, hvorom denne højt prioriterede ‘sag’ drejer sig. Navnet på ‘sagen’ er den nøjagtige betegnelse, som Jesus kalder for ‘Ødelæggelsens vederstyggelighed’ (Matt.24:15) – og den direkte tolkning af dette begreb ved Helligåndens inspiration blevet formuleret af Kristi apostel, Paulus, som sit brev til Romerne beskriver denne ‘ødelæggelsens vederstyggelighed’ med ordene: “Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente” (Rom.1:26). Hvad apostelen her beskriver er Sodomas synd, der i Gamle Testamente beskrives med ordene: “Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor” (1.Mose 18:22).

Syndens art forklares i det efterfølgende handlingsforløb, hvor det fortælles, at ‘alle Sodomas mænd’ (fra den yngste til den ældste, hver eneste én) omringede Abrahams slægtnings, Lots, hus med råbet: “Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os. Vi vil ligge med dem!” (1.Mose 19:4-5)… hvilket ikke giver nogen mulighed for nogen anden forklaring end denne ene: Sodomas synd er den homoseksuelle synd, og den homoseksuelle synd (som denne verdens store enkeltvis og tydeligt vil blive stillet overfor) vil fremover (ifølge apostelens lære) i øget grad afgøre nationernes skæbne. De lande, som giver efter for denne i Skriften særligt udpegede overtrædelse, vil få konsekvenserne af Guds mangfoldige dom at føle – og de lande og folk, hvis ledere i denne sag ikke vil lytte til råd, vil komme til at betale dyrt for deres fejltagelse. Om dette er følgende at berette:

DE MEST SKÆNDIGE  LIDENSKABER

Ingen vil tro det, når det nu langsomt dæmrer for nogle få, at et umådeligt stort netværk systematisk breder sig over hele vor fortabte klode, for at den homoseksuelle, skrupelløse verdensagenda kan blive virkeliggjort.

Når disse ord sættes på papiret lyder de som en overdreven fantast-fiktion (et uhyrligt, utroværdigt hjernespind) men den nøgne, brutale virkelighed kan ikke længere skjules. De mest skændige, antikristelige lidenskaber (Rom.1:26) forbereder sig til en samlet, global indsats, der én gang for alle skal sætte Kristi menighed til vægs.

Kirkens lære og apostlenes krystalklare belæring om den homoseksuelle synd kan (af de verdslige myndigheder) ikke længere tolereres . Den skal (ifølge de politiske beslutninger, som allerede iværksættes) fremover overalt og uden undtagelse bekæmpes. De, der ikke hører med til den store, verdensvide ‘homo-familie’, skal erklæres for psykisk syge – ja, for at være som besatte af en (dæmonisk) absolut ubegrundet frygt. Deres indflydelse skal straks standses, og de skal på stedet afvæbnes for en hvilken som helst mulighed for kommunikation eller forkyndelse.

Det er i den time, at Ny Testamentes ord bør udsendes og forklares for alle oprigtige Kristi efterfølgere. Apostelen skriver i den forbindelse: “Jeg har anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (Jud.1:3).

Når apostelen i den her nævnte skrivelse (Judas Brev) understreger, at han ‘vil minde de troende om Sodoma og Gomorra og de omliggende byer… som bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser… (Jud.v.7), så må hans klare henvisning i dag opdateres og dermed omfatte den ‘unaturlige utugt’ (som er den bibelske betegnelse), der breder sig i Europa, Latinamerika, Asien, USA, Mellemøsten (med en særlig offensiv mod Jerusalem) og de skandinaviske lande, som indtil nu har bevaret korset i deres flag.

“Jeg vil minde jer om Sodoma,” skriver apostelen – og han prøver ikke at skjule sin identitet eller sin kaldelse, når han (til det aggressive homo-samfunds vrede) træder åbenlyst op mod Kristi fjender og den kristne menigheds mest forbitrede modstandere.

Det er en sådan kamp, som apostelen Kristi tjenere kalder til i dag.

Apostelen Paulus fremlægger syv ‘dags befalinger’, som værende gældende for alle dem, der fra nu af uforfærdet vil træde op mod ‘dyret’, som (citat): “Herren Jesus skal dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når Han kommer synligt” (2.Thess.2:8).

Den pæne, kulturkristne kirkegænger vil med forfærdelse vige tilbage fra dette nytestamentlige billede; det passer ikke ind i den traditionelle evangelie-forklaring, som er blevet ham til del i det nydelige, moderne og moderate kirkelige landskab i Danmark. Her hører man for det første sjældent om ‘Jesu synlige komme’ (det vil sige, Hans forjættede tilbagekomst til denne jord) ej heller hører man om noget opgør, der udmales med apostelens fremstilling: “Herren Jesus skal dræbe med Sin munds ånde…”. – “De, der taler det sprog,” hedder det, “spreder had og frygt, og de skal standses ved, at deres forkyndelse forbydes!”

HOMO-AGENTERNES DYBERE MOTIV

Imidlertid burde der sættes skilte op i Kastrup Lufthavn med hilsenen: “Welcome to Sodoma” (‘Benvenuto a Sodoma’, Bienvenue à Sodoma, Herzlich Willkommen in Sodoma) – thi her har der i by og på land, i folket, samfundet og kirken (citat): ‘sneget sig nogle mennesker ind’ (Jud.v.4), som overalt – i børnehaver og skoler, universiteter og alle slags læreanstalter, i lovgivningen og regeringen, folketinget og hele den private, kommercielle sektor – åbenlyst etablerer sig med den homoseksuelle synd. Apostelen beskriver denne virksomhed som ‘et snigløb’, der med hele slangens væsen er (græsk): ‘krøbet ind’, hvilket han angiver som selve baggrunden for, at han advarende henvender sig til landets troende (Juda: 4:18).

Apostelen Peter taler om det samme ‘snigløb’, hvilket han beskriver som noget ondt (‘al ondskab’) og definerer med betegnelserne: ‘svig, hykleri, misundelse og enhver bagtalelse’ (2.Pet.2:1).

Der er her (ud fra Ny Testamentes ordlyd) tale om en livsstil, der aggressivt er båret frem af en slags kollektiv psykologi (en generel homo-sociabilitet) der udfordrende har udformet sig til at være et krævende system, der påtrængende bruger demokratiet til at infiltrere hele det danske samfund.

Apostelens ordvalg er det samme, som han anvender, når han i Galaterbrevet omtaler nogle ‘indsnegne, falske brødres krav’. Det drejer sig i Galaterbrevet om ‘lovens krav’ – men de her omtalte ‘indsnegne falske brødres dybeste motiver synes at være de samme, som det er tilfældet med den moderne bedrageriske fremfærd, der anvendes af de topaktuelle homo-agenter. Apostelen forklarer 1) at de (citat): lister sig ind, 2) at deres formål er hemmelig overvågning (‘udspejde’) og 3) at de ‘lurer’ på den frihed, som de kristne er blevet skænket i deres tro på Jesus.

Apostlenes lære opfordrer derfor de troende til ‘ikke et øjeblik at give efter’ overfor de stadig voksende overgreb. “I skal ikke bøje jer,” erklærer Paulus. Det er nødvendigt at I står fast på evangeliets sandhed, så at den (sandheden) ikke bliver taget fra jer” (Gal.2:4).

Til de kritiske røster, der her (som et veltrænet kirkekor) hæver sig, og som (fornærmet) tillader sig at spørge: “Evangeliets sandhed? Hvad er det?” – tør jeg straks og uden den mindste tøven svare: “Det er det velsignede budskab om den retfærdiggørende tro på Jesus, sådan som den omhyggeligt er beskrevet i den nytestamentlige epistel til Rom. Dette indebærer imidlertid, at det forbliver hele Romerbrevet, der forklares.

Det er altså en absolut teologisk umulighed at rive de første sider af Romerbrevet ud af deres sammenhæng for udelukkende at beskæftige sig med det befriende budskab om den retfærdiggørende tro.

Apostelen slår netop i dette reformatoriske brev den kendsgerning fast, at homoseksualitet ud fra Den Hellige Skrift er og forbliver en erklæret syndig lidenskab (Rom.1:26) – ja, at det menneske, som praktiserer eller befordrer denne ‘livsstil’ (eller såkaldte ‘seksuelle orientering’), befordrer et syndigt forhold.

Det er i denne forbindelse, at jeg her vil gøre opmærksom på det borgerforslag, som jeg for få uger siden indsendte til Folketingets hjemmeside. Det kan læses under betegnelsen: ‘trosfrihedslov.borgerforslag.dk’ og er i sit indhold et første forsøg af den art for at søge at dæmme op for den farlige udvikling, som jeg her har påpeget. Jeg opfordrer derfor enhver til for det første at befordre borgerforslaget ved at give det sit positive tilsagn. (Hvis nogen har svært ved at finde ud af fremgangsmåden, bør de bede venner, familie og bekendte om hjælp.) Dernæst bør de troende og positivt indstillede ikke-troende alle vegne søge at formidle borgerforslagets eksistens og budskab videre til andre. Forslaget kan kun overleve 180 dage på folketingets hjemmeside. Den 9. november fjernes det – og hvis ikke 50.000 danskere har givet det en underskrift, bliver det kastet i papirkurven (Ef.5:16).

JUSTITSMINISTER PÅ KANT MED LOVEN?

Retsopgøret nr. 253

Danmarks justitsminister er – så vidt den jævne danske borger kan se – kommet på kant med en næsten 50-årig FN-konvention. Den siger, at ministeren har pligt til at respektere de danske borgeres ret til (citat): ’at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning’ (FN konvent.16.12.1966, art.18, stk.4).

(Den 67. paragraf i Danmarks grundlov siger stort set det samme).

Den 7. dec. 2018 fremlagde justitsministeren imidlertid et ’forslag til lov om ændring til straffeloven, hvori han præciserede, at en borgers tro ikke kunne tillægges formildende betydning ved en dommers fastsættelse af en eventuel straf.

Spørgsmålet er for det første, om en ministers pennestrøg kan sætte både grundlov og internationale konventioner ud af kraft – og dernæst om ministerens ihærdige forsøg på at komme den danske forfatnings og de mellemfolkelige forpligtelser over for borgernes trosbekendelse til livs, har at gøre med en personlig motivation?

BORGERENS TROSBEKENDELSE SAT UD AF SPILLET

Når Danmarks justitsminister personligt i januar 2019 har fremlagt et lovforslag om, at en dansk borgers (af staten godkendte) trosbekendelse ikke er ’en formildende omstændighed’ ved straffens udmåling – så er det et spørgsmål om lovens vedtagelse og ikrafttræden tre måneder senere er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser og landets grundlov? Når det i dag ved arrestation og dom kan gøres gældende, at hvis en dansk borger henviser til sin evangeliske tro (som er knyttet til kirkens af statsmagten godkendte trosbekendelse) så skal den handling, som borgeren er kendt skyldig i, straffes, uden at der (ifølge den nye lov) tages det mindste hensyn til en borgers (eventuelle) klare og vedholdende henvisning til den evangeliske trosbekendelse, som den danske stat i grundloven har tilsagt sin fulde støtte.

Justitsministerens nye trosparagraf er derfor (efter mange borgeres mening) i åbenlys modstrid med Grundlovens 67. paragraf, som vedblivende fastholder enhver danskers umistelige ret til ’at dyrke Gud i overensstemmelse med sin egen overbevisning’ (§ 67).

Selve begrebet ’at dyrke Gud’ lyder i manges øren som en lidt fremmed formulering. Man forestiller sig med denne noget gammeldags ordlyd, at denne ’dyrkelse’ har noget at gøre med nogle hedenske ceremonier. Imidlertid må grundlovens århundredgamle tekst respekteres, og dens lidt aldrende formulering fortsat – også i forbindelse med justitsministerens nyindførte trosbestemmelse – antages som absolut suveræn og i hver eneste forfatningsbestanddel erklæres for urokkelig.

At den troende danske borger besidder den rettighed, at ’dyrkelsen af Gud’ er og forbliver hans egen sag (og dermed er fri i den forstand, at ingen folkevalgt minister skal fortælle ham, hvordan eller hvornår eller med hvem han tør udøve sin gudstjeneste) – så berører denne grundlovsfrihed i høj grad justitsministerens nye paragraf! Dette vil jeg ved det efterfølgende eksempel forsøge at forklare.

EN SYNDIG HANDLING

Lad os sige, at der på Nørrebro i København findes et hjem, hvor familien oplever den – i forældrenes øjne sørgelige begivenhed – at den unge søn pludselig stiller med en homoseksuel ven og erklærer, at de to ’skal giftes på lørdag’…

Faderen søger ud fra sin evangeliske tro på Bibelen at forklare sønnen, at dette (ifølge de familieandagter, som der altid har været afhold i hjemmet) anses for at være ’en syndig handling’.

Sønnens kommende ’ægtefælle’ tager en sådan udtalelse som en ’åbenlys krænkelse’; der opstår en ordstrid, der ender med en politianmeldelse af faderen (i overensstemmelse med straffelovens § 266b – og faderen står nu for (indenfor de næste 14 dage) at skulle stille i retten.

Her vil han efter den gældende lovgivning (efter al sandsynlighed) blive kendt skyldig – og justitsministerens nye paragraf skal da tages i anvendelse! Hvis faderen skulle finde på til sit forsvar at henvise til den trosbekendelse, som indtil da har været familiens livsgrundlag, skal dommeren vende det døve øre til! Familiens tro og opdragelsesprincipper er udelukket som et argument for, at strafudmålingen mildnes. Borgerens tro har i dette tilfælde ingen betydning.

Den borgerret, at familiens far tillader sig at formane sin søn med henvisning til Bibelen, er i dette tilfælde sløjfet. Den er i denne sag sat ud af kraft!

HER GÆLDER INGEN ’KÆRE MOR’

Den grundlovsholdning, at en mand (som borger i Danmark) må have lov til at ’dyrke Gud’ i sit eget hjem i overensstemmelse med sin egen overbevisning, styrkes naturligvis ved, at hans Gudsdyrkelse er i overensstemmelse med den nationale kirkes bekendelsesskrifter. Da har den på forhånd (iflg. grl. 4. bestemmelse) statens blå stempel.

Hvis den pågældende far (på Nørrebro i København) i sin fortvivlelse har fremtaget Luthers lille katekismus og højtlæst for sønnen den tredje bøn i Fadervor: ’Ske din vilje som i himlene således også her på jorden’ – så vil han næppe kunne spærres inde af den grund – men hvis han kan tilføjer Luthers 500årige kommentar til denne bøn, så gælder (med den nye lov) ingen ’kære mor’. Da må der (ifølge den nye lov) ikke herske nogen formildende omstændigheder. Den evangelisk-troende far kan henvise tusinde gange til grundlovens omtale af Luther – hvis den gamle reformator ikke i dette 21. århundrede udtaler sig politisk korrekt, så er den omtalte familiefar en dømt mand. Hans tro på kirkens officielle trosbekendelse er i denne sag for intet at regne.

Men hvad er det, som kan være krænkende i Luthers kommentar til Fadervors 3. bøn: ’Ske din vilje som i himlen således også på jorden’?

Luther tillader sig her at sige, at (citat): ’Gud er parat til at bryde og forhindre enhver ond plan og vilje, som ikke vil lade Guds Navn blive helligt ej heller lade Hans rige komme’. Hertil kommer den (’fornærmende’) tilføjelse at (citat): ’onde planer af den art er djævelens værk, som er styret af verdens og vort køds vilje’. Og det hele slutter med denne reformatoriske erklæring (citat): ’ Det er Guds vilje at bestyrke og befæste os i Hans Ord og i troen – indtil vor sidste stund’!

Dermed er det sagt, og hermed falder dommerens hammer. En dansk borgers trosbekendelse er herefter ifølge justitsministerens nye lov uden betydning! Nørrebro-familiefaderen skal straffes – uden den mindste overbærenhed!

TROSBEKENDELSEN KAN IKKE FJERNES

Det ligger imidlertid i sagens juridiske natur, at hvis en dommer får besked på, at han i strafudmålingen ikke må se med milde øjne på den dømtes personlige motivering (hvis den har med hans tro at gøre) – så farver denne justitsminister-klausul hele sagsbehandlingen…

Den holdning, som på denne dag fordres af vort lands justitsminister, står – dette til trods – detaljeret nedfældet som en altid gældende og øverste orden i Danmarks 70. grundlovsparagraf.

Netop denne bestemmelse står som urokkelig, væbnet portvagt, der værner selve adgangen til borgernes religiøse og politiske rettigheder, og som ikke et øjeblik tillader en justitsminister at følge eventuelle egne motiver og dermed overskrider sine beføjelser.

Grundlovsbestemmelsen lyder nemlig sådan: ”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse… berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder” (§ 70).

Det vil sige, at borgerens trosbekendelse under alle omstændigheder skal tages i betragtning, og hvis den harmonerer med den særlige trosbekendelse, som det er pålagt dronningen at følge (grl. § 6), så kan den ikke uden videre fjernes fra dommerens bord.

Spørgsmålet melder sig derfor: Hvorfor er justitsministeren så interesseret i at få gennemført en lov, der slæber den (her omtalte) troende familiefar fra Nørrebro for retten, og som udtrykkeligt giver dommeren besked på, at ’den mands tro ikke må tjene som en formildende omstændighed ved udmålingen af hans straf? Hvis justitsministeren skulle finde det berettiget at svare ved at henvise til, at netop ’den mands evangeliske tro ’ikke er lovens sigte, så må borgeren svare: ”Det fremgår ikke af loven!” Og med den ene sætning til den danske borger næppe turde sige mere. Han vil forholde sig forholdsvis tavs med hensyn til det, som adskillige tænker, at justitsministeren måske kunne have en personlig interesse i, at en medborger med ’den slags evangelisk tro’ (som Nørrebro-faderen lægger for dagen) ikke på nogen måde bør finde nåde for dommerens øjne…

INDEN TIMEGLASSET UDRINDER

RETSOPGØRET 252

I vor langsomme genoprettelse af grundlovsforeningens (hvad angår præsentation og kommunikation) ituslåede hjemmeside bringes her to indlæg i forbindelse med det til folketinget indgivne borgerforslag (vedrørende et lovværn mod lovgivernes lovløshed).

I den nære fremtid vil jeg i mine kommende indlæg (som her tager en ny frisk begyndelse) koncentrere mig om at forklare de forskellige aspekter af borgerforslagets livsnødvendige trosfrihedslov. Det er min agt, dersom Gud i sin nåde giver mig kraft dertil, at samle disse kommende ’argumenter’ for – inden timeglasset er udtømt d. 9. november 2019 – at fremlægge sagen i skriftlig form og ved Ordets forkyndelse (hvor som helst i landet, man ønsker at rejse sig til forsvar mod den truende fare, som dag for dag rykker ind på livet af den kristne menighed i Danmark).

De første to afsnit af, hvad jeg herefter bringer under den genoprettede rubrik ’Retsopgøret’, drejer sig om borgerforslagets omtale af ’præsteløftet’.

Om Gud giver nåde dertil, må en hær af nye prædikanter dukke op på gader og stræder, og statsmagtens overvågning ligger derfor allerede på lur for straks (og på stedet) at lukke munden på dem! Samtidig vil de allerede gældende ulykkessvangre ’april-love’ sigte på med hård hånd at slå ned på landets troende familier – og det er ikke for sent (bør det understreges) at søge at rejse et sidste lovværn til deres beskyttelse.

PRÆSTELØFTET – ET GODT VURDERINGSGRUNDLAG

Trosfriheds-borgerforslaget har nu fået mere end halvandet hundrede støtter. En god begyndelse på den lange vej til halvtreds tusinde.

I lovforslagets 2. paragraf sigtes der på, at sikre borgerne mod en Gudsfjendsk statsmagt, der fortsat vil øge sin overvågning, så at der overalt i landet (ikke mindst i tilfælde af en åndelig vækkelse) kan blive slået hårdt ned på de mange nye, frie, evangeliske prædikanter, der åbent, jævnt og ligefremt forkynder Bibelens klare budskab om omvendelse fra synd og tro på den Herre Jesus Kristus. Borgerforslaget lyder derfor – i al sin korthed – sådan:

”Ingen må kunne retsforfølges eller straffes for forkyndelse eller udtalelser, der harmonerer med den evangelisk-lutherske kirkes præsteløfte, der siden 1870 forpligter en præst til at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det forefindes i Bibelen.”

Det vil sige, at frie, evangeliske prædikanter, der beviseligt holder sig indenfor rammerne af den danske folkekirkes præsteløfte, aldrig med nogen rimelig grund kan slæbes for retten på grund af deres forkyndelse. Sker det – hvilket med sikkerhed vil forekomme – er det ikke de arresterede prædikanter, der er på afveje. Nej, da er det statsmagtens ulovlige politianholdelser, der er noget galt med.

PRÆSTELØFTETS INDHOLD

Den danske folkekirkes præsteløfte, som bl.a. indeholder ordene: ”Jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter,” har været grundlaget for folkekirkepræsternes statslige ansættelsesforhold siden 1870 – hvordan kan det samme indhold da forkastes i det 21. århundrede, blot fordi det drejer sig om frie, evangeliske prædikanter, som ikke er ansat af staten?

Præsteløftet, der i borgerforslaget står anført som et vurderingsgrundlag, afsluttes med ordene: ”Dette lover jeg – med regnskabsdagen for øje – samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil giver.”

At der her (hvad angår ansættelsesforholdet til staten) ikke aflægges et løfte til statsmagten, men at der her udelukkende afgives et løfte til Gud, fremgår af det udsagn, der erklærer, at det præcise indhold af det afgivne løfte helt og holdent er udtalt ’med (den evige) regnskabsdag for øje’ og kun kan overholdes ’dersom Gud (ikke statsmagten) giver nåde dertil’.

De titusinder af præster, som gennem årene har aflagt dette løfte (som det hedder): ’for den alvidende Guds åsyn’ er en garanti for, at staten (med sit lovkompleks af 30. juni 1922 og sin ansættelseslov af 16. maj 1990) må bøje sig for den kendsgerning, at den i løftet omtalte ’regnskabsdag’ ikke er en afregning med staten, og at det åndelige behov for ’en hjælpende nåde’ ikke drejer sig om øvrighedens lønkonto, men at alt dette udelukkende er og forbliver en sag mellem evangeliets forkynder og kirkens Herre, Jesus Kristus.

Derfor er det gamle præsteløfte en udmærket rettesnor for de verdslige myndigheder, som (også fremover) ved lovgivning fortsat vil søge at komme landets frie prædikanter til livs.

DET SANDE EVANGELIUMS HÆRTEGN

Præsteløftet, som hviler på den reformatoriske grundtanke, at selv en ulærd bonde kan blive kaldet af Gud til at forlade sin plov for at forkynde evangeliet, tilhører ikke (som sådan) folkekirken alene. Dette højtidelige løfte er ikke udelukkende bundet til et statskirkeligt embede. Enhver kristen mand, som er kaldet af Guds gode Helligånd til at tjene Kristi menighed og et lands åndelige armod med ordets forkyndelse, er dybest set bundet af det samme løftes indhold.

Det fremgår direkte af artikel 5 i Den Augsburgske Bekendelse, hvori det hedder, at det er Gud alene, der har ’indstiftet det embede’, som skal løfte den fornemme opgave at ’udbrede den retfærdiggørende tro gennem evangeliets forkyndelse’. Videre siger artikel 14, at (citat): ’Ingen bør lære offentligt i kirken – uden at han er rettelig kaldet.

Med udtrykket ’rettelig kaldet’ henvises der overhovedet ikke til en statskirkelig organisation men til ’de helliges forsamling’, artikel 7, der som et frit fællesskab (overalt og til alle tider) kan gøre brug af den kaldelsesret, der er indeholdt i det uvurderlige reformatoriske begreb, der kaldes ’det almindelige præstedømme’.

Den danske stat har i grundlovens 4. paragraf utvetydigt forpligtet sig til at understøtte den evangelisk-lutherske lære som ’det almindelige præstedømme’, der uden forbehold vil kunne anerkende en fri prædikants åndsbårne forkyndelse, som holder sig indenfor præsteløftets bibelske ramme.

Nogle folkekirkefolk vil hertil indvende, at ’præsteløftet’ udelukkende er luthersk bestemt. ”Det kan I ikke bruge til forsvar for prædikanter, der ikke tilhører den evangelisk-lutherske kirke,” vil de sige.

Hertil må svaret være, at hvad angår spørgsmålet om prædikantens baggrund, ligger Luther helt på linje med Den Augsburgske Bekendelse, når han i 1523 klart og tydeligt udtaler, at hele kirkens eksistens beror på den samme forkyndelse om frelsen i Jesus Kristus.

Luther skriver: ”Nu kan man med sikkerhed kende den kristne menighed på, at der prædikes det rene evangelium!”

Til denne erklæring, der stemmer overens med det centrale indhold af det nuværende præsteløfte, giver han følgende talende illustration: ”Ligesom man i hærbanneret har et sikkert kendetegn på, hvilken herre og hær på det sted ligger i felten, således har man også i evangeliet et sikkert kendetegn på, hvor Kristus og Hans hær ligger.”

Luther slutter denne præcisering af hvem og hvor de sande evangeliets forkyndere findes med følgende: ”Derom har vi Guds sikre løfte i Esajas 55: ”Mit ord,” (siger Gud) – ”det, som udgår af min mund, skal ej vende tomt tilbage til mig; men som regnen falder fra himlen på jorden og gør den frugtbar, således skal mit ord også udrette alt det, hvortil jeg udsender det.” – ”Derfor er vi sikre på,” lyder Luthers sidste ord i denne sag, ”at det er umuligt, at der ikke er kristne, hvor evangeliet har sin gang…” (Skrifter i udvalg II.49. Clemens II: 395,7-396,10).

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Retsopgøret 251

Kl. 04:00 lørdag morgen, d. 20. april 2019 – efter Langfredagens bål og brand over det halve kongerige – begyndte det at dæmre for mig. Det kunne ikke være tilfældigt, det, der her skete! En eller anden mægtig mastermind måtte stå bag denne uforklarlige beslutning, at de danske myndigheder med politi og tåregas (og de første pistolskud) skulle slå en væbnet ring om den mand, som – i hele den vide muslimske verdens påsyn – afbrændte koranen på Københavns stenbro. Det kunne næppe være tilfældigt! Hvem i de mørke regeringskorridorer står bag beskyttelsen af en sådan handling? Hvad er motivet? Hvem er hjernen bag denne åbenlyse ’beskyttelses-galskab’? Hvorfor er der ingen, der læser skriften på væggen? I de tidlige morgentimer til ’påskens lørdag’ gik det langsomt op for mig, at landets justitsminister nødvendigvis måtte have et afgørende ord at skulle have sagt i denne sag. Uden hans billigelse kunne dette faretruende beskyttelses-scenario ikke finde sted. Kommentarerne fra Christiansborg var ildevarslende. ”Paludan skaber splid i vort samfund, og det er det eneste, han ønsker,” erklærer justitsminister Søren Pape Poulsen (K), idet han fortsætter: ”Jeg appellerer til, at folk holder sig fra Rasmus Paludans demonstrationer”… Rasmus Paludan er uddannet advokat. Han stiftede det politiske parti ’Stram Kurs’ i 2017. Den racismedømte politiker går ind for et forbud mod Islam i Danmark. Han har demonstreret 53 gange sidste år og er fortsat i samme tempo i år. Han afbrænder Koranen med en beskyttende mur af politi omkring sig. Justitsministeren har måttet forklare Folketingets Retsudvalg, at udgifterne til at beskytte disse Koranafbrændinger har kostet samfundet 41 (en og fyrretyve) millioner kroner. Justitsministerens kommentar er foruroligende. ”Det koster noget at have demokrati og ytringsfrihed. Det må vi jo tage med.” Søren Pape Poulsens løsning på problemet er mistænkelig: ”Folk skal bare blive væk fra hans (Paludans) demonstrationer!” Mens justitsministeren afleverer denne harmløse kommentar, forberedes landets muslimer sig til større konfrontationer; den internationale, arabiske verdens forbitrelse støtter dem. ”Hvis myndighederne i Danmark beskytter afbrænding af Koranen, så er det en krigserklæring,” hedder det. ”Og hvad det kan komme til at koste Danmark fremover, kan kun fremtiden vise…” Retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er beskrevet i grundlovens § 77 og 79. Samme rettigheder er dækket af Menneskerettighedskonventionen artikel 10 og 11. Disse bestemmelser synes imidlertid ikke at give ubegrænsede rettigheder. Advokat (med speciale i ytringsfrihed og menneskeret) Tyge Trier har påpeget ordensbekendtgørelsen, som siger, at ’slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted’. ”Ytringsfriheden er helt central,” erklærer advokaten, ”men at afbrænde Koranen op i ansigtet på personen (for eksempel i en boligblok) kan lovligt begrænses.” Spørgsmålet er så: ”Hvorfor gør justitsministeren ikke det? Kan han ikke læse Skriften på væggen? At et millionbeløb på få uger er syvdoblet for at beskytte en afbrænding af Koranen, er (som det er blevet udtalt af andre politikere): ’Vanvittigt’. Imidlertid burde justitsministeren have handlet i overensstemmelse med de erfaringer, som muhammed-tegningerne bragte med sig i 2005-6. Lad mig forklare:

HISTORIENS KLARE TALE

Et hundrede mennesker mistede livet, og en eksportkrise med afbrændinger af danske ambassader kostede Danmark 2 milliarder kroner (den danske mælkeproducent Arla er i dag (de mange år efter) kun kommet op på 65 % af det eksportniveau, man havde før muhammedkrisen. Elleve muslimske landes ambassadører ønskede dengang at få et øjeblikkeligt møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren afviste mødet. Sagen blev da rejst på et topmøde for 57 muslimske lande, der var samlet til en verdenskongres. Flere arabiske lande trak herefter deres ambassadører hjem fra Danmark. Danmarks justitsminister burde (mener mange danske borgere) i denne sag have taget højde for, at pakistanske sikkerhedsstyrker under muhammedkrisen måtte afholde flere hundrede demonstranter fra voldelige overgreb mod landets danske ambassade, mens 400 deltagere natten til den 19 feb. 2006 satte den kristne St. Saviours kirke i brand. 15 mennesker blev dræbt i forbindelse med samtidige demonstrationer i Nigeria. I Libyen, hvor 11 mennesker blev dræbt. En menneskemængde på 50.000 afbrændte samme dag billeder af den danske statsminister i Karachis handelskvarter. Tre personer blev dræbt – deriblandt en otteårig dreng! Justitsministeren burde have handlet ud fra den kendsgerning, at den 11. feb. 2006 rømmer Danmark sin ambassade i Syrien. Ambassaderne i Indonesien og Iran bliver lukket. Turister bliver hjulpet hjem fra Bali. Ministeren burde have holdt sig for øje, at et par dage forinden den 7. feb. 2006 angreb 5000 demonstranter den danske ambassade i Teheran. Dagen før var ambassaden blevet bombarderet med benzinbomber – og flere personer blev samme dag dræbt under demonstrationer i Somalia, Afghanistan og Tyrkiet. Generalkonsulatet i Beirut stod i flammer, og der var voldsomme gadekampe i byen. I Istanbul blev en dukke af den danske statsminister afbrændt… Danmarks justitsminister burde ikke et øjeblik glemme, at den 3. feb. gik militante muslimer amok i et sandt hærværksorgie mod den danske ambassade i Djarkata, og tegningerne indgik som en protest i den globale fredagsbøn over hele verden. Danskerne blev truet på livet i Gaza. Dagen forinden blev den danske ambassade i Damaskus evakueret på grund af bombetrussel. I flere dage Dannebrog i den periode blevet afbrændt på Vestbredden og boykotten af danske varer bredte sig til Syrien, Egypten, Kuwait, Bahrain og Forenede arabiske Emirater, og Arla-mejeriet taber 10 millioner kroner om dagen… I forbindelse med denne fortsatte liste af konsekvenser af blasfemiske handlinger, som år tilbage under begrebet ’ytringsfrihed’ udviklede sig til en faretruende, kostbar og tragisk proces for Danmark – så er der (udover Koranafbrændingerne) andre sager (som kunne være åndeligt beslægtede) med dette fænomen. Om dette er følgende at oplyse:

BORGERFORSLAG BLANDER SIG I VALGET

Et godtaget borgerforslag, der med 4 paragraffer sigter på, at grundlovens trosfrihedsparagraf ikke underlægges politisk magt, vil fremover på Folketingets hjemmeside kunne blande sig i det kommende valg. Forslaget er stillet af mig som formand for foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges. Det tager sit udgangspunkt i ’forældres førsteret til at opdrage deres egne børn’ og henviser i sine ’Bemærkninger’ til statsministerens grundlovstale, med hvilken han for et år siden under regnbueflaget på Regnbuepladsen i København fremlagde en ’regnbuepjece’, der skildrede regeringens kommende 36 måneders handlingsplan for bl.a. en massiv, integreret sexundervisning i danske skoler og børnehaver. Af ’regnbuepjecens’ indhold fremgår det, at dette gøres uden forældrenes tilladelse, samt at der er afsat 1.8 millioner kroner på at bekæmpe anderledes tænkende. Borgerforslaget søger yderligere at værne frikirkelige, evangeliske forkyndere mod fremtidige retsforfølgelser og at sikre de troende familier mod nye statstiltag med ret til domstolsinddragelse af danske borgere samt ’initiativret’ til at fjerne kristne familiers børn fra hjemmet. Borgerforslagets ordlyd kan findes på denne hjemmeside under menupunktet ’Borgerforslag’.

GRUNDLOVSDAGS-SAMLING

Under denne titel indbyder foreningen ’Med Grundlov Skal Land Bygges’ til en særlig grundlovssamling på Grundlovsdagen d. 5. juni 2019 i Fælleshuset i Haveforeningen Pilevænget i Horsens 8700. Ifølge det vedlagte program begynder dagen med brunch kl. 11:00, hvortil deltagere bedes tilmelde sig inden d. 1. juni på mail-adressen mail@johnynoer.dk. Her til emnet, som samler sig om et allerede indsendt borgerforslag, blive fremlagt, hvorefter der holdes friluftsmøde ved Talestenen i Horsens bymidte, kl. 16:00 indbydes til egen-grill-eftermiddag i haveforeningen og kl. 19:00 til aftenmøde i det på samme sted rejste mødetelt. Alle er velkomne! Borgerforslaget kan studeres på hjemmesiden MGSLB.dk under menupunktet ’sagsakter’. Mere end nogensinde før står vort lands troende borgere overfor den fare, at trosfriheden underlægges en politisk ligestillingsideologi, og skriftordet fra Ny Testamente om ’de onde dage, hvor hvert gunstigt øjeblik bør udnyttes’ – og ’der fordres indsigt i Herrens vilje’ (Ef.5:16-17) står foran sin opfyldelse. I forbindelse med disse betragtninger, som koncentrerer sig om lovløshedens udvikling i vort eget land, ønsker jeg at gøre opmærksom på den gennemgang af Åbenbaringsbogen, som jeg for tiden lægger på nettet. Her omtaler jeg det 11. og 12. kapitel, hvoraf jeg her gengiver nogle tanker:

MENIGHEDEN OG DET LOVLØSE SYSTEM

”Kvinden og dragen, der står overfor hinanden,” er (synes jeg) et godt billede på det forhold, som i dag gør sig gældende mellem Kristi sande menighed, og så det djævelske, lovløse system, som det verdslige herredømme er ved at fremme. Johannes, apostelen, gør opmærksom på, at han har iagttaget dette fænomen som ’et stort tegn, der blev set i himmelen’, hvilket kun kan betyde, at det (tegnet) herefter fremstår som et varslende billede på nogle fremtidige kræfter og begivenheder, som på et eller andet tidspunkt vil finde sted her på jorden – og nærmere betegnet i sin afsluttende fase er koncentreret omkring Jerusalem. Kvinden er klædt i en himmelsk herlighed, der lyser af symboler, som synes at vise hen til det evige evangeliums glansfulde og overjordiske herlighed og deltes absolutte overherredømme over den gamle pagts afglans og Moselovens aftagende styrke. Før vi som troende nærmer os en begyndende forståelse af disse ’himmelske tegn’, er det nødvendigt at søge at finde svar på en række påtrængende spørgsmål omkring et emne, som de lærde har kæmpet med i århundreder. Før vi ved Guds nåde finder ud af, hvad der i virkeligheden – med hensyn til (ikke fortiden) men de fremtidige hændelser – skjuler sig bag det himmelske tegn vedrørende det begreb, som kaldes ’drengebarnet’, kommer vi ikke videre. Hvad vil det sige, at kvinden ’fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med et jernspir? (Åb.12:5) Vi ved, at en sådan streng vogter skal fremstå, når Herren Jesus Kristus kommer igen – så det er i hvert fald et sikkert svar: Herren Jesus selv skal engang (altså ikke fra det samme øjeblik, Han fødes ind i denne verden – men sidenhen, ’når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene sammen med Ham’) sætte sig på sin herligheds trone’ (Matt.24:31) – og da skal Han vogte folkeslagene i et tusinde år med et jernscepter – og da skal de barmhjertige og retfærdige indgå til evigt liv, men de ubarmhjertige og hensynsløse skal gå bort til evig straf’ (Matt.25:21 og 46). UBØJELIG HERSKERMAGT Dette klare syn af Sønnen, som med hård hånd på denne syndbetyngede klode skal styre de mest urolige elementer i en tusindårig periode, fremstilles også af Salmisten, der lader Sønnens røst lyde med ordene: ”Jeg kundgør Herrens tilsagn; Han sagde til mig: Du er min Søn, Jeg har født dig i dag. Bed mig, og Jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar; og nu I konger, vær kloge, lad jer råde… (Salme 2:7-10). Al tvivl er dermed udelukket. En sådan retfærdig hersker vil fremstå – og ingen vil vove at handle mod Hans befalinger; ingen vil sige Ham imod; alle uden undtagelse – ja, alle, som har deres liv kært, vil lyde Ham, bøje sig for Ham og give Ham ære. Spørgsmålet er imidlertid dette: Er denne udlægning af Patmos-rapportens ord om drengebarnet den eneste forklaring? Er der mere at sige om denne åbenbarelse af Kristi herredømme? Indeholder synet om drengebarnet og dets fremtidige faste, ubøjelige herskermagt andre dimensioner, som vi ikke har hørt før, men som Ånden nu vil åbenbare? Er tiden inde til, at der kastes nyt lys over dette afsnit af Åbenbaringsbogen, der taler så detaljeret om en tid, som nu står for døren? Derfor vil vi nu lytte til Den opstandne Herres ord til en af de syv menigheder, Tyatira, som Han henvender sig til i Åbenbaringsbogens 2. kapitel. Til denne siger Han: ”Til jer siger Jeg: Jeg lægger ingen ny byrde på jer; kun skal I holde fast ved det, I har, indtil Jeg kommer. Og den, der sejrer og til det sidste gør mine gerninger; ham vil Jeg give magtover folkeslagene; og med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås – således som også Jeg har fået det overdraget af min Fader” (Åb.2:24-28). Denne enestående tale til Herrens menighed lader klart forstå, at det ikke kun er Sønnen, som får tildelt denne magt til at styre folkene med enevældens overmagt. Med al ønskelig tydelighed fremgår det af dette guddommelige udsagn, at en jernstav vil blive lagt i hænderne på Herrens menighed og at den vil få den samme herskermagt overdraget ”således,” (erklærer Jesus) ”som også Jeg har fået det overdraget af min Fader” (v.28). Ordene: ”Den, der sejrer og til det sidste gør mine gerninger, Ham vil Jeg give magt over folkeslagene,” udelukker en hvilken som helst anden forklaring end denne ene: Også Kristi sejrende menighed skal blive tildelt en sådan herskermagt over folkeslagene, at den med samme myndighed (som kongens stedfortræder på jorden) kan velsigne og straffe – og det sidste i en sådan grad, at de ulydige sønderslås som lerkar, hvilket vil bringe en stor frygt over jorden. Da vil kongerne lade sig råde og de vil indse, at det er klogt at adlyde herrernes Herre og kongernes Konge. Hertil vil jeg afsluttende føje følgende kommentar: NÅDES BEVISNINGEN Nogen mener, at det er et meget begrænset syn at have på mennesket, men Bibelen gør det helt klart, at Gud har opdelt den hele og ganske, verdensvidde, tusindårige menneskeslægt i to kategorier: ’den, der tror, og den, der ikke tror’ (Mark.16:16). Derude i den store menneskemasse er der gode og onde, kloge og mindre kloge, rige og fattige, høje og lave – men Han, som skuer ned fra Himlen, og som bor i det høje, ser kun på to slags mennesker: Den, der tror, og den, der ikke tror. Til hvilken kategori hører du? Det er evighedsvigtigt at finde ud af disse spørgsmål – ja, ingen bør lade solen gå ned, uden at have søgt Gud for at få et svar på dette spørgsmål. Skriften siger jo: ”Den, der tror, skal frelses – men den, der ikke tror, skal dømmes.” … hvilket jo kort og klart vil sige, at den, der tror, skal ikke dømmes – men (som det hedder) den, der ikke tror, bliver trukket frem for den himmelske domstol for dér at skulle gøre regnskab for sine mere eller mindre onde gerninger. Bibelen taler utvetydigt om, at der findes arme syndere på denne jord, der ved tronens fod bliver mødt med ’en nådesbevisning’ (Rom.4:4). Denne forret har de opnået ved (som det står skrevet) ’at tro på Ham, som gør den ugudelige retfærdig’ (v.5). Dette er (mener jeg) verdens største og bedste budskab til ugudelige og vantro mennesker; de skal ikke først forbedre sig og blive fromme kirkegængere for at den her omtalte ’nådesbevisning’ bliver udstedt – nej, hvis de omvender sig fra deres elendige og tomme vantro og i stedet tror på Skriftens ufejlbare og sikre budskab, at deres tro på Guds nåde i Kristus Jesus på forhånd er godtaget som den højeste form for retfærdighed – da skal netop denne tillid og hengivne barnetro regnes dem til fuld betaling for alle deres overtrædelser – ja, de vil dermed komme til at stå som fuldt ud retfærdige i Guds øjne!