DANSK TVANGSMARERIDT

Som det er tilfældet ved alle kriser, hvilke Danmark (som en del af EU) har været igennem i de seneste årtier, så har lovgiverne atter strammet garnet ved at i al hast at indføre nye tvangsregulationer.

Hver gang er en skarp le blevet hvæsset for på ny at søge at afrive rub og stub af den del af grundloven, der udgør et sidste bolværk mod flere antikristelige beføjelser. Forude lurer et tvangsmareridt, som har at gøre med vaccinationer, hvis virkning stort set er ukendt. En ond drøm, der har sat sin blodige fodspor i regimer, der overalt hadede det kristne budskab som pesten.

Samtidig med, at den totale magt til ved en ny ’midnatslov’ at foretage tvangsvaccinationer er blevet lagt i hænderne på den danske sundhedsminister, så er København blevet udset til at lede og koordinere en omfattende forsøgsbehandling med vaccinationer i hele Europa.

”Selvom vi selvfølgelig håber, at den nye medicin kan gavne de patienter, som bliver ekstra hårdt ramt af Coronavirussen, så er der en risiko for, at medicinen ligefrem kan gøre skade,” meddeler professor Jens Lindgreeen, som tilføjer, at man i Kina siden februar 2020 har været i gang med lignende forsøg (Politiken 14. marts 2020).

I 1989, hvor man forskede i hiv-vacciner i USA, oplevede man pludselig, at flere af de forsøgsaber, man havde i dyrestalden, faldt om en efter en. Det viste sig, at de var ramt af ebolavirus. Det udløste et sandt mareridt blandt forskerne, som var bange for at blive smittet med virussen, som kan fremkalde dødelig blødningsfeber. Så vidt kom det heldigvis ikke, men historien gav inspiration til den populære 50 mill. USD-virusfilm ’Outbreak’ med Austin Hofmann i hovedrollen. Filmen, der følger et scenario over 12-24 og 48 timer i et virus-panikramt USA, tegner et horrorbillede af en potentiel mulighed for den samme udvikling i et hvilket som helst land i vore dages Europa.

Danmark rykker i den forbindelse med et uhyggeligt ’virkelighedsnærvær’ ind i disse foranstaltninger ved bl.a. martsmeddelelsen om vedtagelse af en lov om tvangsvaccination, som nu allerede er trådt i kraft i det danske samfund. Politi med folk i hvide kitler og sprøjter, kan rent faktisk i denne time (hvor som helst i Danmark) kaste en borger om på jorden og harpunere ham eller hende med et giftstof, som ingen jordisk sjæl kender virkningen af. Sporene af en sådan lovgivning andre steder i verden skræmmer.

Lad mig forklare:

TVANGSVACCINATION ER NU EN DANSK LOV

Debatten for og imod tvangsvaccination vil derfor i en rum tid fremover rase i de danske medier. I et hastebehandlet lovforslag fra regeringen er der natten til fredag d. 13. marts 2020 blevet overdraget usædvanlige magtbeføjelser til landets sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke, for at han dermed bedre skal kunne håndtere coronasmitten i Danmark. Lovforslaget om tvangsvaccination (der blev vedtaget ved midnatstid den pågældende fredag i marts) lyder sådan: ”Sundheds- og ældreministeren kan iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet af en alment farlig sygdom.” Politiets bistand til at gennemføre disse tvangsbeføjelser er fastsat.

Det foruroligende ved denne ’hastelov’ er ordlyden: ’tvangsmæssig behandling af en person, som formodes at være smittet’. Dette indebærer, at medicinsk personel kan stille ved en hvilken som helst borgers bopæl for med politiets hjælp på et hvilket som helst sted indenfor dansk territorium at gennemføre injektioner med en ukendt coronavaccine.

TRE GRUNDE TIL AT AFVISE TVANGSVACICNATIONEN

  1. De danske lovgivere bør imidlertid ikke glemme, at når ordet tvangsinjektioner nævnes, så dukker uheldige billeder op fra oktober 2013, hvor et dansk-britisk sikkerhedsselskab (G45) i en dansk avis blev anklaget for at begå chokerende overgreb mod indsatte i et af Sydafrikas farligste fængsler, Mangarung. Overgrebene bestod angiveligt af elektriske stød samt tvangsinjektioner af antipsykologisk medicin (Dette skal være dokumenteret på video-optagelser, som kilder har lækket til BBC). 30 fanger har personligt aflagt vidnesbyrd om denne behandling. ’G45’ er før blevet udsat for massiv kritik for ikke at leve op til egne etiske retningslinjer (Fyns Stiftstidende, Ritzau, 29. okt. 2013).

    Hertil kommer tragiske nyheder fra Kina, hvor tvangsvacciner har været taget i brug i den kommunistiske ideologis tjeneste. Om dette forhold bør de danske lovgivere bemærke følgende:

  2. Ifølge beretninger fra menneskerettighedsgrupper er tilhængere af en gammel kinesisk lære (Falun Dafa), som i 1999 nåede op på 70-100 millioner kinesiske efterfølgere blevet forfulgt. 50.000 er blevet sendt i arbejdslejre uden retsforfølgelse, 600 er blevet idømt langvarige fængselsdomme (nogle på op til 18 år) og 1000 er illegalt blevet sendt til psykiatriske hospitaler, hvor de behandles med bl.a. tvangsinjektioner og udsættes for umenneskelig behandling. (Europa-Parlamentet, meddelelse no. 14/2001. vedr. Sakharov-prisen 2001).

    Disse informationer bør på det nøjeste iagttages af danske lovgivere. Hvad de vedtager som lov i dag, kan misbruges af ideologisk-ekstreme lovgivere i morgen.

  3. Myndighederne kan ifølge den allerede eksisterende epidemilov § 8 iværksætte tvangsmæssig vaccinationer inden for et nærmere afgrænset område eller en nærmere afgrænset personkreds. ”Hvis ikke en borger vil lade sig vaccinere, så kan politiet træde til og gennemføre vaccinationen.” Dette er altså en drastisk metode, som myndighederne kan tage i brug – ”men kun hvis epidemi-kommissionen ser det nødvendigt,” hedder det i den gamle epidemi-lov. Denne betingelse er nu fjernet i den nye lov.

    Der er imidlertid (mener danske borgere) rent juridisk to yderligere, væsentlige grunde til fortsat at afvise tvangsvaccination. Det menneskesyn, som afspejles i FN’s menneskerettigheder hævder den enkelte borgers værdighed i sin egen ret over for systemet. Præcis dette menneskesyn bør i dag ligge til grund for enhver lovgivning i Danmark – hvilket samstemmer med det frie, informerede valg, som også afspejles i sundhedslovens ’ret til informeret samtykke’. Disse to forhold er centrale for borgernes retssikkerhed i et liberalt demokrati – og er ikke tilgodeset i den nye tvangsvaccinations hastebestemmelse!

    Hertil kommer de danske lovgiveres højaktuelle ansvar med hensyn til at gøre sig bekendt med…

DEN SPANSKE SYGES OPRINDELSE

Den spanske syge, som var en vildt-spredende pest i 1918, der tog livet af mere end 50 millioner mennesker, er af nogle forskere forbundet med en vaccine, der forsøgsmæssigt blev anvendt på US-soldater i Ford Riley i Kansas i januar i 1918.

Sygdommen, der lignede ’kronisk bronkitis’, spredte sig (som et i denne sag slående argument for tesen om ’forsøgskaniner’) først og fremmest gennem de overfyldte troppe-transport-skibe, og det er i den henseende værd at bemærke, at Rockefeller Instituttet på samme tid sendte den såkaldte ’antimeningococic serum’ til England, Frankrig, Belgien og andre lande, hvor pesten rasede.

Dersom alt dette er tilfældet (hvilket jeg tror det er), så har ’den spanske syge’ ikke sin oprindelse i Spanien. The ’Spanish Flu’ var ikke spansk, og det var ikke bare ’en forkølelse’, men det var en bakterisk ’pneumonia’ (lungebetændelse). Rockefeller igangsatte på denne tragiske baggrund en medicin-industri (’Big Pharma’) med denne ’vaccine’, der var udvundet af hesteblod, og som efter sigende næppe havde større bevisførelse bag sig end den dyrlæge, der stod bag ’vaccinen’, kunne fremlægge.

TVANGSVACCINATION SOM POLITISK MIDDEL

Rockefeller, der stod bag denne begyndende stor-medicinindustri, var en tilhænger af den ideologi, som kaldes ’Eugenik’. Den anser det som et politisk anliggende at kontrollere ’fordelingen af arvemateriale i befolkningen’. Det frygtelige begreb, som er opstået i den forbindelse, betegnes som ’racehygiejne’ … og der kunne herske en usynlig, indre motivering’ bag disse to politiske formål: Tvangsvaccination og tvangssterilisering og så den (historisk ret rædselsvækkende) ’arvehygiejne’, der ligger bag tvangssteriliseringen, der (bør vore lovgivere bemærke) blev fjernet fra dansk lovgivning i 1967.

Blandt de danskere, der vor tidligere fortalere for denne såkaldte ’arvehygiejne’, findes forfatterinden og kvindesagsforkæmperen, Thit Jensen (1876-1957). I romanen ’Storken’ fra 1929 skrev hun: ”Også samfundet nærer den barnlige tro, at når man tager barnet fra sumpen, så kan man straks få et menneske ud af det. De regner ikke med, at tyvens sæd i allemandspigens skød er formet supernegativt, før det blev født.”

Denne filosofi (om ’arvesynden’) ligger bag lovgivningen om tvangssterilisation, som (i sin djævelske fremstilling) heldigvis blev fjernet for ligeved 100 år siden. Men ligger den også – som en skjult ideologi – bag de sidste dages lovgivning om tvangsvaccinationen? Det er i den forhåndenværende situation vanskeligt at gennemskue – ja, spørgsmålet om ’arvesynden’ kan i virkeligheden først forstås i lyset af Kristi Evangelium. Lad mig derfor først tilføje denne sidste note:

I 1926 gav Rockefeller 410.000 US-dollar (ligeved 30 millioner nudanske kroner) til tysk videnskab. Heraf næsten halvdelen til Kejser Wilhelms psykiatriske institut, hvor Ernst Rödin blev Hitlers medicinske bøddel, som gennemførte de mest morderiske tvangsvaccinationer. Ligeved 100.000 blev dræbt.

Spørgsmålet er nu dette ene: Hvorledes vil det danske samfund reagere over for denne forklaring? Hvordan vil lovgiverne lytte til Kristi Kirkes syn på det, som i øjeblikket (på baggrund af den forjættende tekst i Salme 91) forkyndes med henblik på den om-sig-gribende virusplage? Lad mig slutte med at besvare disse spørgsmål ved at se nærmere på dette emne om samfundets modtagelse af det åndelige aspekt i denne sag.

DET ÅNDELIGE ASPEKT

At være kaldet af Gud til at forkynde evangeliet i et folk og i et land som ikke blot er præget men gennemsyret af gudløshed, og som er overvældende behersket af en humanistisk ånd, er en opgave, der på ingen måde i vort nuværende samfund vil kunne skabe forståelse og langtfra vil være omgivet af popularitet.

Apostelen advarer derfor på forhånd med ordene: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt” (1.Kor.2:14).

Hvis dette vigtige bibelske skriftord skal ’indstilles’ (for skarpt at fokusere) på den nuværende situation (hvor en pandemi med et globalt slag rammer vor lille roterende klode, og hvor et mindre land som Danmark pludselig står over for at skulle tage sine forholdsregler mod en landsomfattende, hærgende, smitsom sygdom) så vil netop dette skriftord hurtigt bevise sin sørgelige sandhed og troværdighed.

Hvis en arme prædikant i en sådan tragisk og skæbnetung situation drister sig til at forkynde, at disse ulykkelige forhold har deres dybe, egentlige og eneste årsag i landets synd – ja, at pandemien er en begyndende straffedom fra Gud, så vil han på stedet blive anklaget for at være en sekterisk ’hadprædikant’.

Dersom det nu skulle være tilfældet, at denne ildevarslende prædiken ikke kom fra noget menneske, men at den er sendt af Gud, så erklærer Ny Testamentes apostel på forhånd, at hvis det udelukkende er ’sjælelige mennesker’, som lytter til hans budskab, så vil de ’ikke tage imod det’! Det hedder jo: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd” (1.Kor.2:14).

De vil da have forskellige argumenter, som deres mere eller mindre åndsforladte omgivelser vil nikke bifaldende til. For det første vil disse erklære, at ’der overhovedet ikke er noget, der stammer fra Guds Ånd, fordi (vil de erklære) ’der er slet ingen Gud’, og derfor er der heller ikke noget, som hedder ’Guds Ånd’ og af samme grund er der heller ikke noget, der kan ’stamme fra Guds Ånd’.

Men det er ikke det hele! Prædikantens budskab vil ikke kun med en hovedrysten blive afvist. Det vil med harme blive imødegået – ja, det vil blive anset som ’en dårskab’, som man på stedet og på det alvorligste bør advares imod. ’Dårskab’ er jo et begreb, der kan grænse sig til det samfundsfarlige – ja, som i yderste tilfælde bør betragtes som en slags forbrydelse, der bør retsforfølges og straffes.

Som et svar på dette lyder i dag skriftens opmuntrende befaling:

SAML JER I FLOKKE

”Saml jer, saml jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før Herrens glødende vrede komme over jer. Søg Herren, alle I ydmyge i landet, som holder Hans bud” (Zef.2:1-3).

Der er tider i en nation, hvor Herren på trods af alle givne omstændigheder kalder sit folk til hellig samling. Ofte øjeblikke med nød, hvor menigheden samles for at påkalde Herren … dage, hvor de hellige er forpligtede til at følge det Herrens ord, som siger: ”Selv nu, så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske hjerte med faste, gråd og klage” (Joel 2:12).

I en tid, hvor forsamlingsforbud udstedes af de verdslige myndigheder, gælder ordet fra Ny Testamente: ”hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse” (Ap.G. 2:42-43).

I den forhåndenværende situation kan der kun tilstedes ret til forsamlinger på 10 personer. Dette er passende for den jødiske bøn (minyan) – kadish-bønnen, som er en aramæisk tekst, der priser Gud og udtrykker håb om fred, og at Guds vilje må ske – men som kun kan bedes, når der er ti mænd til stede.

Lad os derfor overalt i landet samles i hjemmene (i antal op til ti personer) og lytte til den forkyndelse, som fra nu af i højere grad vil blive tilgængelig over nettet.

Dette vil være velbehageligt for Gud og vil ’skabe yndest hos hele folket’ (Ap.G.2:43) – ja, en ’hjemmenes vækkelse’ vil her kunne finde sin begyndelse og ’nogle vil lade sig frelse’…

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’GIFTSUPPEN’ (www.johnynoer.dk)

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Rettelse:

  1. Alle mandagsmøder over Åbenbaringsbogen er indtil videre aflyst

  2. Lørdag 4. april generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab aflyst

  3. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … indtil videre aflyst

  4. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde indtil videre aflyst

  5. NOTA BENE:
    De ugentlige
    breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkommer hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 14 (fred. d. 03. april).

EN SAG TIL FALD ELLER OPREJSNING

Så vidt vides, er det aldrig sket før i folketingets historie. Det er første gang, at et lovforslag sendes til tingets ’første behandling’… for anden gang! Det drejer sig her om en sag, som i hele sit perspektiv er dybt åndelig og i sit verdslige forløb er aldeles uoverskuelig. Ny Testamente lader ane, at netop denne kontroversielle sag, som atter lægges på folketingets bord, stiller hele det danske samfund over for en skæbnesvanger afgørelse, der vil føre enten til oprejsning eller til fald. 50.000 borgere har ved et barsk borgerforslag fordret, at denne provokerende sag bliver behandlet – og de har (så vidt jeg kan se) kun et ønske, og det er udstedelsen af et lovforbud mod, at de danske jøder omskærer deres drengebørn otte dage efter fødselen!

Hvis politikerne på Christiansborg i dette spørgsmål vil lade sig råde, så er der tre ting de skal holde sig for øje.

For det første, at de giver agt på, at de med spørgsmålet om omskærelse ikke blot har at gøre med jødernes drengebørn. Ej heller med muslimernes drengebørn (som ikke nødvendigvis skal omskæres på ottendedagen) – men at de indser, at også Jesus blev omskåret otte dage efter, at Han kom til verden.

For det andet bør de danske politikere gøre sig klart, at de i dette spørgsmål ikke blot har med grundlovens trosbestemmelse (§ 67) at gøre men at de i lige grad står til ansvar over for grundlovens livsanskuelses bestemmelse (§ 4), som forpligter dem over for den evangelisk-lutherske kirke, som ifølge sin tekstrække pålægger landets præster hvert andet år på nytårsdag at prædike over ottendedagens omskærelse af Jesus.

Om dette er følgende at forklare:

OMSKÆRELSENS EVIGHEDS BETYDNING

I de syv dage, der gik forud for omskærelsen af Jesus, har Hans mor, Maria, utvivlsomt ’grundet’ over alt det forunderlige, som hun oplevede på Bethlehems mark (Luk. 2:19). Hun har ikke så lidt at fortælle de danske lovgivere.

Hvad har gjort mest indtryk på hende (tror jeg), er sikkert hyrdernes gribende fortælling om det overvældende engelbesøg og selve budskabet, som blev aflevert, at ’en frelser er født, og at Han er Messias, Herren’ (v.11).

Maria har heller ikke kunnet glemme den dag i Nazareth, hvor englen Gabriel pludselig stod i døråbningen med ordene: ”Vær hilset du benådede, Herren er med dig!” (1:28)

Midt i alt dette blev den nyfødte dreng på ottendedagen omskåret, og Han fik det navn, Jesus, som Han var kaldt af englen, ’før Han blev undfanget i moders liv’ (2:21).

Det sidste gør det med Skriftens ord lysende klart for det danske folketing, at omskærelsesdagen for Jesus var forudset og forudberedt i evighedernes evigheder, og at ingen jordisk lovgiver på noget tidspunkt skulle driste sig til at søge at ændre noget ved denne guddommelige ordning.

I samme skriftafsnit fortælles om det fattige, jødiske ægtepar, som med to turtelduer kommer til Jerusalem for i templet at bringe deres takoffer for det barn, som var blevet dem skænket. De var – uden at de vidste det – ventet…

En retfærdig og gudfrygtig mand, ved navn Simeon, der (som det hedder): ’ventede Israels trøst’ kom (’tilskyndet af Ånden’) op til templet. Han velsignede forældrene, og sagde til Maria, drengens mor (citat): ’Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange… og til et tegn, som skal modsiges’ (2:34).

Netop disse ord – denne stærke forudsigelse – står i dag i Danmark over for sin særlige og historiske opfyldelse. Hvad de danske lovgivere i den nærmeste fremtid vil gøre med bl.a. Ny Testamentes beretning om Jesu omskærelse, vil i sidste ende være afgørende for denne vor danske nations ’endelige fald’ eller ’mulige oprejsning’. Må Gud give nåde til, at politikerne på Christiansborg besinder sig og fuldt ud – ja, uden den mindste reservation bøjer sig for Skriftens klare vidnesbyrd i denne sag!

Imidlertid handler spørgsmålet om omskærelse i høj grad om grundlovens frihedsparagraf om trosfrihed, hvilket jeg i det følgende vil søge at belyse.

DET DREJER SIG OM EN BORGERRET

Grundlovens § 67 har følgende ordlyd: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Den 28. feb. 2018 spurgte Folketingets kirkeudvalg justitsministeren, om omskæring af drenge er et jødisk ritual, der er beskyttet af denne paragraf om religionsfrihed? Ministerens svar faldt få uger senere (d. 26. marts 2018). ”Det kan ikke afvises,” erklærede han, ”at religiøst begrundet omskæring er omfattet af denne (borger)ret. Det vil sige, at det ikke kan afvises, at forældre, som (foranlediget af deres tro) lader deres drengebørn omskære, er aldeles og absolut beskyttet af grundlovens trosfrihedsparagraf!”

(Det er i den forbindelse ikke uinteressant at bemærke, at spørgsmålet til justitsministeren lyder sådan: ”Er ritualet (om omskærelse) beskyttet af grundloven?” Ministerens svar beskæftiger sig overhovedet ikke med emnet ’beskyttelse’. ”Ritualet er omfattet af en borgerret,” svarer han, hvilket med det samme sætter hele sagen på plads. En dansk borger skal ikke ’beskyttes’ med henblik på hans personlige trosoverbevisning; han har ret til at have den, og han har ret til at handle på den. Det er hans modstandere, der skal beskyttes mod ’statens vrede’, hvis de forsøger at afvise hans borgerrettigheder).

Det kan ikke afvises,” erklærer justitsministeriets jurister, ”at alle troende forældre ifølge Danmarks Grundlov (med de enestående rettigheder, som den 67. bestemmelse giver dem) er fuldt ud og dermed 100 % under statens værn og beskyttelse, hvor som helst og i hvilken som helst form de møder modvilje eller overgreb på grund af deres tro!

Justitsministeriets indledende og øjeblikkelige svar: ”Det kan ikke afvises!” peger på statens afgjorte, første og obligatoriske holdning, når det drejer sig om borgernes uangribelige ret til (i sagen om omskærelse) at handle ’i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning. Det kategoriske element i justitsministerens svar (’Det kan ikke afvises’) tegner tydeligt en advarende streg i sandet med henblik på de aggressive modstandere, som allerede er gået alt for langt i deres bestræbelser på at anfægte borgernes grundlovsberettigede trosfrihed.

Konklusionen på den ånds- og kirkekamp må derfor være dette: Det etiske livssyn (som står angivet i grundlovens 4. paragraf) er en absolut eksistentiel stillingtagen til det sociale liv. Dets ustandselige moralske udfordring fremstår i dag på en så radikal måde, at enhver mur, der står i vejen, må nedbrydes; lovløshedens virksomhed kan ikke uhindret fortsætte!

Som aldrig før bliver borgerne kastet ind i etiske dilemmaer. Spørgsmålet: Hvad er rigtigt, og hvad er forkert er blevet daglig kost; det er ikke længere et filosofisk problem, der står til debat – og det religiøse syn er blevet undergravet, at det endog er blevet forbudt at henvise til det.

Derfor er det på høje tid, at borgerne rejser sig til protest mod den antisemitiske, antikristelige indflydelse, som finder sted, og som nu søger at opnå sådanne mål i lovgivningen, som bringer landets jødiske og kristne borgeres retssikkerhed i fare!

Lad mig derfor vende tilbage til Ny Testamentes tekst om omskærelse af Jesus:

DEN MÆRKELIGE FORUDSIGELIGHED

”Da otte dage var gået, så Han skulle omskæres, fik Han navnet Jesus” (Luk.2:21).

Der findes ikke den lovgiver i det danske folketing, som ikke ved, at den dreng, som kom til verden den nat i Bethlehem, fik navnet Jesus.

De færreste er imidlertid opmærksomme på, at otte dage efter denne verdenskendte begivenhed (som af millioner af mennesker gennem slægterne har oplevet som den åndelige virkelighed, at Guds Søn ’blev født som menneske’) da blev denne nyfødte dreng ifølge Guds lovs påbud omskåret.

Dette forhold bør derfor mere end nogensinde lægges hen til de mænd og kvinder, som i folketinget på ny skal tage stilling til, om der i Danmark skal lovgives mod omskærelse.

Som politikerne på Christiansborg selv kan læse ud af den nytestamentlige tekst, så er den kendsgerning, at Jesus på ottendedagen efter sin fødsel ’skulle omskæres’ ikke til debat! Evangeliet siger det klart og tydeligt, så at det ikke kan misforstås, at ’da otte dage var gået, så skulle han omskæres’ (Luk.2:21).

(Originalteksten giver ingen mulighed for nogen anden opfattelse end den obligatoriske lydighed over for påbudet, som det står nedfældet med ordene: ”Og når de otte dage til hans omskærelse er opfyldt, skal hans navn også være kaldet Jesus” ).

Af ’det græske’ fremgår det, at navnet Jesus er ubrydeligt forbundet med ’omskærelsen på den ottende dag’, hvilket bør fylde enhver lovgiver med ærefrygt og ængstelse for på nogen måde at skulle komme til at gribe forstyrrende ind i denne bemærkelsesværdige forudsigelighed. Hertil kommer de sekulære overvejelser, som jeg her anfører:

2000 drenge bliver årligt omskåret i Danmark. Der hersker imidlertid en politisk spænding omkring dette tal. Det jødiske samfund forklarer, at det er vanskeligt at finde læger, der vil omskære drenge. Der kan være op til seks måneders ventetid på klinikker i Danmark. Bibelens påbud er, at omskæring af en dreng skal finde sted på ottendedagen. (Omskærelse på klinik kan koste 3000 kr.). Dansk lov siger, at ’omskæring er forbeholdt læger’ (autorisationsloven § 74, stk.2).

Religionsfriheden er imidlertid i dette tilfælde beskyttet af § 67 i Danmarks Grundlov samt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 9.

I den seneste vurdering fra Styrelsen for Patentsikkerhed konkluderes det således, at omskærelse i visse tilfælde endog kan være gavnlig (forebyggelse af urinvejsinfektion, sexoverførte sygdomme og kræft). Der er ikke påvist negativ effekt på seksuel funktion, og under de rette omstændigheder kan indgrebet altså ske ’patientsikkert’.

ANARKIET LURER I MØRKET

Hvor grundloven ikke nøje overholdes, lurer anarkiet i mørket. Den eneste måde at undgå denne nedrige form for vilkårlig ’undertrykkelse’ er at holde sig til denne fundamentale lovkontrakt, hvor staten af folket er sat som en sikkerheds garant for, at den givne orden (hermed retten til at ytre sig) overholdes.

Da danskerne for et par hundrede år siden var undergivet kongens magt, var det pålagt monarken, at han skulle respektere borgernes frihed og ejendom – ja, det var en uskreven lov, at hvis denne ’pagt med fyrsten’ blev brudt fra kongens side, så var hans undersåtter dermed løst fra deres lydighedsløfte.

Noget lignende må i dag kunne forventes. Den styrende øvrighed er ved grundloven bundet til at respektere borgernes absolutte frihed til at ytre sig og til at værne om deres tro på Gud. Sker det ikke, skal den samme verdslige øvrighed ej heller forvente den angivne lydighed fra folkets side. Det vil i en sådan situation føle sig fri til i både ord og handling at sætte sig op mod et sådant uretmæssigt styre; det vil på trods af statens restriktioner tillade sig retten til at sige sin uforbeholdne mening om alle slags forhold i samfundet; det vil heller ikke i sagen om omskærelse forblive tavst!

Det, som man også i dag tør betegne som ’folkets generelle vilje’ vedrørende ytringsfriheden, står (sætning for sætning og paragraf for paragraf) nedfældet i en grundlov, der tolker ’folkets almindelige ønske og interesse’, der om ytringsfriheden erklærer, at ’censur og andre forebyggende forholdsregler ingensinde på ny kan indføres’ (grl. § 77).

Denne bestemmelse er som en del af nationens konstitution udfærdiget af folkets repræsentanter, forenede i en rigsfosamling – uden nogen udpeget mellemmand! Øvrihedens fornemme opgave er herefter trofast og i oprigtighed at udøve denne lov; kun hvis den således udfører dette høje hverv, kan den tilstedes magt; sker dette ikke, bør denne samme uberegnelige øvrighed fratages både embede og magt, som derefter bør overdrages til andre, som folket vælger til at påtage sig dette høje ansvar.

Mere klart kan det næppe siges.

Den danske stat er altså i dette øjeblik den institution, som af folket er blevet overdraget den politiske magt til i spørgsmålet om de jødiske borgeres ret til at omskære deres drengebørn på den ottende dag at føre ret og retfærdighed ud i livet.

Det er på baggrund af præcis dette ideelle syn på statsmagten, at Paulus belærer de kristne med ordene: ”Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig” (Rom.13:4).

”Thi,” fortsætter apostelen, ”der er ingen øvrighed uden at den (som en ’moralsk ansvarlig person’) er indsat af Gud, og de, som findes, er (som sådanne ’moralske personer) indsat af Gud! Om dette er følgende at tilføje:

STATENS MORAL

Det er blevet sagt, at (citat): ’Staten som sådan er selve den juridiske personifikation af en nation (A. Eismein, 1895). Hvis det er tilfældet, så står Danmark i denne sag om borgernes trosfrihed (vedrørende bl.a. ritualet om drengebørns omskærelse) på en skillevej, der vil føre denne ’person’ til enten fald og undergang eller til oprejsning og håb.

Derfor er det af livs- og evighedsbetydning for alle danske borgere at standse op (blot et øjeblik) for nærmere at eftertænke denne ’juridiske definition’ af, hvad den danske stat (og de ledende folk på Christiansborg) står for.

Staten som sådan skal altså betragtes som ’en moralsk person’, (hedder det i de juridiske lærebøger). Den jævne borger bemærker her, at staten ikke blot skal defineres som en ’person’. Altså ikke kun som ’et objekt’, der som sådan kan ’personificeres’. Ej heller skal staten iagttages som en ’politisk person’ – nej, staten skal betragtes som ’en moralsk person’! Den almindelige danske borger, der ikke kender til de juridiske eksperters forklaring på dette fænomen, bemærker sig kun, at staten som ’en moralsk person’ må kunne kende forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.

Det vil med andre ord sige, at lovgiverne på Christiansborg ikke kan snyde borgerne med en højtravende filosofisk forklaring om, at staten skal opfattes som ’et fiktivt, uansvarligt væsen’. Nej, siger borgeren. Den danske stat (med statsminister, Mette Frederiksen, i ledelsen) skal pr. definition opfattes som ’en moralsk person’ (også i sagen om omskærelse), som er blevet pålagt visse retfærdigheds-egenskaber, og som derfor er samvittighedsbundet til at handle ret – nøjagtig som det kan forventes af en fysisk person, der er i stand til at skelne mellem godt og ondt.

Det er på baggrund af dette ideelle syn på statsmagten, at Paulus belærer de kristne med ordene: ”Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig” (Rom.13:1). – ”Thi,” fortsætter apostelen, ”der er ingen (sand og samvittighedsfuld øvrighed), uden at den er indsat af Gud, og de, som findes, er indsat af Gud” (v.2).

Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

DE KRISTNES FORHOLD TIL STATSMAGTEN

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Møderække:

  1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.

  2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.

  3. søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania

  4. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
    Frederiksberg Alle 9, 1621 København

  5. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
    Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’

  6. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).

  7. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00

  8. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!

  9. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 12 (fred. d. 20. marts).


  10. Indkaldelse til generalforsamling
    SYV GRUNDE TIL AT STILLE TIL ÅRSMØDET I BROVST

    Hermed indkaldes til generalforsamling i vor forening ’Med Grundlov Skal Land Bygges’ d. 13. april (2. påskedag) kl. 15:00 i Fristedet, Kirkegade, Brovst 9460.

    Den 28. maj 1953 stemte danskerne ved en folkeafstemning ’den nye grundlov’ i hus. Danmarks Riges Grundlov d. 5. juni 1849 afskaffede allerede dengang enevælden, der havde været gældende siden 1660. De seneste ændringer af forfatningen er indført for at værne borgerne mod overgreb fra administrationen og for ved særlige kontrolorganer at sikre borgerne mod lovløshed fra statens side…

    Disse mørke skygger (regeringens overgreb mod borgerne) er atter på banen med en særlig aggressivitet rettet mod Danmarks troende borgere og landets evangeliske kirker.

    Der er derfor syv gode grunde til at forny sit medlemskab af vor forening (der som hovedformål har ’at forsvare Danmarks Grundlov’) samt at møde talrigt op til vor generalforsamling i Brovst i april. De syv grunde er følgende:

    Statsministeren, Mette Frederiksen, har under folketingets værdi-debat i januar erklæret, at ’Gud skal sættes på et vigespor. Grundlovens 4. paragraf siger, at staten har forpligtet sig til at understøtte den protestantiske nationalkirke i Danmark…

    Danske politikere arbejder i denne time på at følge deres antikristelige kolleger i Finland, hvor en juridisk professor ved universitetet i Helsinki og landets statsadvokat retsforfølger en kristen, kvindelig parlamentariker for at have skrevet en pjece for 15 år siden om ’det bibelske ægteskab’. Grundlovens 77. paragraf erklærer, at i Danmark (citat): ’må der ingensinde på ny indføres censur’.

    Med et borgerforslag (’trosfrihedsloven’), som i 2019 blev støttet af 500 danske borgere, fik forslaget fra første færd en såkaldt ’anmærkning fra Folketinget med på vejen’. ”Det kan være i modstrid med grundlovens 70,” hed det. Denne bestemmelse siger: ”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder.” – og der var præcis et forsvar for denne paragraf, som her blev udsat for en manipulerende misfortolkning.

    I året 2020 vil spørgsmålet om vore jødiske medborgeres ret til at omskære deres drengebørn på ottendedagen efter deres fødsel, atter blive debatteret.

    Få (eller ingen) af lovgiverne er klar over, at Jesus ifølge Ny Testamente blev omskåret ’på ottendedagen’ (Luk.2:21) og på Nytårsdag er alle folkekirkepræster (ifølge 2. tekstrække) pålagt at prædike over denne tekst, hvilket er understøttet af både den 4. og den 67. paragraf i Danmarks Grundlov.

    Den sidste bestemmelse siger, at ’BORGERNE HAR RET TIL AT DYRKE GUD på den måde, der stemmer med deres (ikke statens) overbevisning… og den seneste ’ekspert-erklæring’ erklærer, at Bibelens bestemmelse om omskærelse er (’det kan ikke afvises’) omfattet af denne lov.

    Den såkaldte ’midnatslov’, som blev indført ved indgangen til 2018, erklærer, at ’demokratisk nærdemokrati’ skal installeres i alle danske, evangeliske frikirker. Dermed er kirkens apostolske ledelse bragt ud af billedet og enhver form for det nytestamentlige ældsteråd sættes ud af kraft. Jesus siger (om den verdslige magt) ’sådan skal det ikke være hos jer’ (Luk.22:26), og Grundlovens 67. paragraf forsvarer borgernes ret til ’at forene sig i samfund, der stemmer med deres overbevisning.

    Ny Testamente formaner de troende til at bede for kongens hus (1.Tim.2:2), hvilket pålægger landets kristne borgere at bede om, at det protektorat, som landets folkekære kronprinsesse i slutningen af 2019 er blevet rådet til at udstede til det internationale homobevægelse ’World Pride’, bliver tilbagekaldt.

    Danmarks Grundlov siger, at (citat): ’regeringsformen er indskrænket-monarkisk’ (§ 2). Dette indbefatter, at (citat): ’kongen ikke kan indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig – eller som i øvrigt er af større betydning (§ 19, stk.1).

    Aftalen med World Pride, som ifølge sine principper søger at omstyrte nationernes forfatninger, for at indføre den homoseksuelle ideologi, er ’af større betydning’. Kongehuset ’skal tilhøre Den evangelisk-lutherske Kirke’ (§ 6). Det royale protektorat er udstedt til den angiveligt kristendomsfjendske organisation ’World Pride’ og bør derfor på stedet tilbagekaldes. Den minister, som er ansvarlig for kongehusets førelse, bør stilles til regnskab.

    Sidst – men ikke mindst – bør de kristne allevegne bede for landets lovgivere, som i stor stil er blinde over for det guddommelige princip, at ’den, der velsigner Israel og det jødiske folk, er velsignet’ (1. Mose 12:3).

    Den forestående ’Gog-krig’ (Ez.38-39) nærmer sig, og det vil blive skæbnesvangert for Danmark, hvis det deltager i en oprustet EU-hær (Ez.38:7)… men det vil blive til velsignelse for Danmark, hvis det flytter sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed (som Færøernes kristne har anmodet om) anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.

    Dette er de syv angivne grunde til at stille ved årsmødet i Brovst på den anden påskedag, mandag d. 13. april. I påsken fra 9.-12. april taler jeg ved påskestævnet i Brovst. Kom og vær med!

AMALIENBORG OG HOMOVALGET I USA

AMALIENBORG OG HOMOVALGET I USA

Den fremstormende, amerikanske, homoseksuelle præsidentkandidat må (som det fremgår af det danske, kongelige protektorat til World Pride) nyde en særlig popularitet på Amalienborg. I den kommende valgkamp i USA vil det på mange måder bevise sig, hvilken politisk og religiøs linje, det danske kongehus indirekte ’støtter’. Lykkeligvis er det ikke landets afholdte dronning (eller lige så populære kronprinsesse), der stilles til ansvar for denne udvikling. Det er den danske regering, som søgelyset i denne tid rettes imod – og homo-valgkampen på den anden side af Atlanten fordrer, at der hurtigst muligt bringes en afslutning på denne sag. Ifølge Ny Testamente opfordres landets borgere til alle vegne og uafladeligt at bede for hele dronningens hus, hvilket mange steder intensiveres. Men en ny fase er med den amerikanske homo-udfordring begyndt.

Vor danske kronprinsesse, Mary’s, beslutning og tilsagn om at ville støtte og beskytte verdenshomobevægelsen ’World Pride’, udtrykker Hendes Kongelige Højheds dybe sympati med denne politiske, indflydelsesrige organisations globale virke. Med dette kontroversielle protektorat har det danske kongehus indirekte tilsagt USA’s demokraters nye store håb med hensyn til, hvem der efter næste valg skal flytte ind i Det Hvide Hus sin royale velsignelse.

”Det vil,” siges der hermed (som en slags indirekte tilføjelse til homokontrakten med World Pride) ”glæde Danmarks kommende dronning, hvis USA’s første åbne homoseksuelle præsidentkandidat, Pete Buttigieg, bliver Amerikas kommende præsident!” Skulle han og hans homoseksuelle partner i deres egenskab af at være USA’s kommende præsidentpar på et tidspunkt (som det skete med Obama og hans hustru) besøge Danmark, – så skal de (ifølge det udstedte kongelige protektorat) være mere end varmt velkommen på Amalienborg!

Denne holdning vil i den kommende amerikanske valgperiode blive testet af det danske folk. Kongehusets popularitet hviler på en jævn og enkel folkelighed, som ingen kan løbe om hjørner med. Den ejer sin egen suverænitet. Herom har jeg følgende at bemærke:

AUTENTISK KRISTENDOM

Med henblik på den kommende politiske kamp i USA, har den første homoseksuelle biskop i den episkopale kirke, Gene Robinson, til TV-stationen CNN afleveret nøglerne til den usædvanlige undergrundsstrategi, som synes at ligge bag denne indtil nu ukendte konstellation omkring det amerikanske præsidentvalg. Han erklærer følgende:

Det naturlige våben mod en homoseksuel mand er religion. Ved at tage religionen til sig og ved at være et autentisk kristent menneske, har han berøvet oppositionen det våben.”

Denne biskoppelige erklæring synes nødvendigvis at passe som hånd i handske med den danske, kongelige families homoprotektorat. Dette kan imidlertid ifølge Danmarks Grundlov § 6 kun udstedes, hvis det (i religiøs henseende) er i fuld overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære, der, som sådan, understøttes af den danske stat (som værende ’autentisk kristendom’). At søge at fremme og beskytte en amerikansk bibeltolkning, som er i direkte modstrid med det danske protestantiske bibelsyn (sådan som det er blevet overleveret af reformatorerne) er ikke i overensstemmelse med den danske forfatning. Alt dette er imidlertid et ansvar, som hviler på regeringens skuldre; hele dronningens hus er i den forbindelse fredhelligt.

STATSMINISTERENS ANSVAR

Hvis det (som valgkampen i USA tilspidses) viser sig at være vanskeligt at finde frem til den skyldige minister i sagen omkring kongehusets stærkt politisk betonede udstedelse af et protektorat til den globale, gigantiske homo-indflydelse, som World Pride vil bringe med sig til København i 2021, så vil undersøgelsen ikke kunne falde til jorden af den grund. Statsministeren bærer fortsat som regeringens leder altid og alle vegne det overordnede ansvar! Det er i sidste ende statsministeren og statsministeren alene, der har det fulde ansvar for, at grundlovens bestemmelser vedrørende ’det indskrænkede monarki’ nøje overholdes af kongehusets medlemmer.

Hvis monarken eller et medlem af den kongelige familie ikke følger spillets regler, bør statsministeren (eller den minister, som er blevet tildelt særligt ansvar i det pågældende område) ærbødigt foreholde kongehuset dets overtrædelse. I det pågældende tilfælde synes det som om, at der kun er en løsning på problemet – og det er, at det kongelige protektorat til World Pride kaldes tilbage.

Af den grund og ud af kærlighed og omsorg for hele dronningens hus og det danske monarki må den eller de ministre, som bærer ansvar i denne sag hurtigst muligt stilles til regnskab.

EN MINISTERS UHELDIGE INDFLYDELSE

Det fremgår af de dybe overvejelser, der har været om ’en ministers ansvar’ (med hensyn til en strafbar handling, som han eller hun ikke selv har begået) at en sådan ’ansvarlig minister’ må anses for at have været direkte medvirkende – ja, (citat): ’ministeren har fremmet handlingens udførelse f.eks. ved ikke i rimelig omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser…’

At denne strenge regel kan have betydning for den sag, der nu angår en ministers uheldige indflydelse på dronningen og hendes hus, fremgår af den afgørende betydning, der ligger i, at et sådant strafbart forhold ikke blot ’er nævnt i forbifarten’, men at det (detaljeret og udtømmende) indtager en så overordnet plads i ministeransvarlighedsloven, at en hel paragraf er afsat til dette spørgsmål.

Den fjerde paragraf i denne lov lyder sådan: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningen.

De danske borgere, som for tiden er optaget af dette spørgsmål (fordi de føler deres retssikkerhed alvorligt truet af en sådan ’kongelig beslutning’) har noteret sig, at hverken majestæten selv eller nogen i dronningens hus er ansvarlig for (som det hedder): denne af kongen underskrevet beslutning. Dette påhviler nemlig statens ministre – og ikke kun den arme minister, der er medunderskriver på en sådan lov men også ministre (citat): ’der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse’ (§ 4).

Det sidste, mener de anfægtede borgere, bør i særdeleshed tages i betragtning i den foreliggende sag, og spørgsmålet må nu (på grund af den internationale situation) stilles direkte:

L

HVEM HAR FØRT KONGEHUSET PÅ VILDSPOR

De mistænkte ministre (inklusivt statsministeren), som her kunne komme i søgelyset, vil nemlig (efter al sandsynlighed) indvende, at ’de aldrig har sat deres navn på noget dokument, der kunne anspore den danske kronprinsesse, Mary, til at indlade sig i forhandlinger med LGBT-bevægelsen World Pride. Hertil siger loven: ”Det er heller ikke afgørende, om der her foreligger en sådan underskrift. Hvis en minister (inklusivt statsministeren) ’på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse’, så er og forbliver det en handling, der kan betragtes som strafbar.

Det er i denne forbindelse vigtigt (mener borgerne) at mærke sig ordlyden af denne strenge bestemmelse; den taler nemlig ikke om en ansvarlig embedsmand, som har medvirket til den kongelige beslutnings gennemførelse; nej, loven taler om en ministers medvirken til selve beslutningens ’tilblivelse’, hvilket vil sige en uansvarlig indflydelse, som fra første færd har ført kongehuset på vildspor. Hvem er skyldig i dette?

Eftersom der her (så godt det nu kan lade sig gøre) er kastet lys over, at sagen om den kongelige beslutning (vedrørende en særlig beskyttelseskontrakt for et homoseksuelt verdensfremstød i Danmark) ikke drejer sig om den meget omtalte ministerunderskrift, – men at den ’illegale, royale indsats’ også kan være fremmet på ’andre måder’, så vil det være gavnligt at undersøge, hvilke ’andre måder’, der her kan være tale om.

Og her er ministeransvarlighedsloven ikke tavs; den gør det ikke let for de skyldige at undslippe. Skånselsløst stilles spørgsmålet: Hvem bør stilles til ansvar for det destruktive, kongelige protektorat?

Loven stiller her skarpt på tre forhold. Hvis en dansk, ansvarlig minister (inklusivt statsministeren) ’dumper’ ved blot ét af disse tre forhold, kan den minister kendes skyldig i ’forsætlig eller grov uagtsomhed’ – og det kan komme til at kost den minister dyrt.

Lad os derfor se på de tre her nævnte ’prøver’, som enhver mistænkt minister (inklusivt statsministeren) skal kunne bestå:

DEN INTERNATIONALE HOMO-GIGANTS ANKOMST

Det første af de tre forhold, som en minister kan stilles til regnskab for, har i loven om ministeransvar gået følgende ord med på vejen: ”En minister kan anses for medvirkende til en handling, når han (eller hun, red.) har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget og har undladt at søge dette hindret (§ 3 stk.1).

Dette er (mener landets borgere) rene ord for pengene. Loven siger her sort på hvidt, at hvis en minister (inklusivt landets statsminister) ’har været bekendt med ’at kongehuset over længere tid har forhandlet med den internationale homogigant ’World Pride’ (om dens storslåede og omfattende ankomst til København i 2021) og – velvidende om de erfaringsmæssigt farlige og destruktive konsekvenser af et sådant homoseksuelt besøg – har undladt at søge at hindre kongehusets betænkelige medvirken i dette arrangement, så er den minister (inklusivt statsministeren) direkte impliceret i den tilsyneladende ulovlige handling.

Det andet forhold, som den mistænkte minister vil blive konfronteret med, lyder med lovens skånselsløse formulering således: ”Ved anvendelse af straffelovens regler om ansvar for medvirken til en overtrædelse (skal det fastslås), hvorvidt handlingen har været et nødvendigt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig…” (stk.2).

Det lyder kryptisk men er efter borgernes mening enkelt og ligetil at forstå. I det pågældende tilfælde bør det vurderes, om kronprinsessens ’handling’ (udstedelsen af et protektorat til homo-hovedkvarteret) har (citat): ’været nødvendig for gennemførelsen af en beslutning, hvor hvilken ministeren er ansvarlig. Eller sagt med andre ord: Har ministeren (inklusivt statsministeren) melet sin egen kage ved at søge at anvende det kongelige protektorat til at gennemføre sit eget homoprojekt.

Eller endnu mere ildevarslende: Har ministeren (inklusivt statsministeren) med største tilfredshed iagttaget, hvorledes kronprinsessen med sit protektorat (mere eller mindre intetanende) udgjorde (citat): ’et nødvendigt og naturligt middel til’, at regeringens egne planer om homo-ideologiens etablering gennemførtes?

(Hvis dette er tilfældet, at en ’ansvarlig minister’ – inklusivt statsministeren- i det skjulte har frydet sig over kongehusets tilsyneladende ’illegale initiativ’ – så er det forståeligt, at landets lovgivere i dag forholder sig tavse og arrogant uinteresserede, når borgerne begynder at røre på sig. Men de vil ikke kunne undgå at blive fanget i deres eget garn. Hvis de ved deres påtagede ’uskyld’ er sluppet igennem de to første kropsvisiteringer, så venter den tredje prøve lige om hjørnet). Den lyder med lovens knivskarpe formulering sådan:

”En minister har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimelig omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser” (§ 3, stk.3)… hvilket vil sige, at regeringen ikke kan sige sig fri ved at påstå, at den har været uvidende om kongehusets forhandlinger og beslutninger. Den er pålagt et tilsyn og et ansvar med hensyn til at sætte rammerne for det indskrænkede monarki – og som en ny dagsorden i den nærmeste fremtid sættes på den anden side af Atlanten, så vil de folkevalgte lovgivere i Danmark blive præsenteret for en særlig myndighed. Den kaldes ’folkets suverænitet’. Om dette vil jeg afsluttende tilføje følgende:

DEN DANSKE FOLKELIGHED

Grunden til, at borgerne uden ophør vil stride for deres grundlov – og de kristne borgere uafladeligt og med en ny inderlighed vil kæmpe for bevarelsen af den bestemmelse i grundloven, der identificerer Danmark som et kristent land, er den givne forudsætning, at sådan – og ikke anderledes – vil folket have det! Grundlovens suverænitet er dybest set et udtryk for folkestyrets ophøjethed, og folkestyrets ophøjethed hviler på folket… af hvilket det hermed kan udledes, at den protestantiske grundlovsparagraf er og forbliver folkets bestemmelse.

Magten til at bevare dette forhold ligger altså ikke i hænderne på en ideologisk elite men hos folket. Derfor er det borgerne, som nu klart skal melde ud, at de vil bevare Danmark som en protestantisk nation – og at de ikke vil tillade, at kongehuset med regeringens vidende støtter en anden opfattelse af den evangelisk-lutherske lære!

Det danske folk ejer imidlertid en særlig og bemærkelsesværdig ’suverænitet’; det vil sige en indre magt, som hasarderede politiker ikke kan stille noget op imod. Det danske ord for dette fænomen er ’folkelighed’. Det er en usynlig magt, som hersker i hverdagen og bor i hjerterne, som gennem generationer er blevet præget af denne iboende styrke. Folkeligheden kan ikke slås ihjel af ideologier; den kan ikke dræbes af nymodens ligestillingsidentiteter. Den ligger i blodet – og jeg vil påstå, at den helt ind i sit typisk danske indre er behersket af den frihed – den åndelige opvågnen, som kom til vort land ved reformationen.

Folkeligheden fik et juridisk præg – en slags ’naturlovs mærkat’ – efter den franske revolution, hvor den blev nedfældet i den 7. artikel i konstitutionen af 1793, hvori det hedder: ”Folket er suverænt, idet det bygger på de franske borgeres universitet” (L’université des citoyens).

Det vil sige ’folkets generelle vilje’, hvilket igen kan defineres som summen af hele folkets ønske. Denne ’folkelighed’ – tror jeg – er ikke samstemmende med nogle af de antikristelige og …fjendske(??) erklæringer, som for tiden huserer på Christiansborg. De, der styrer derinde i regeringspalæet, tænker og taler ikke længere som manden på gaden. De herskende politiske røster finder intet rum i hjerterne. Bonden på marken, håndværkeren på byggepladsen og husmoderen i køkkenet kunne ikke drømme om at udtale nogle af de gudsbespottelige fraser, som fra de folkevalgte på tinge ublufærdigt afleveres til folket i by og på land.

Det er – tror jeg – denne danske folkelighed, som til sidst vil afvise den efterhånden vidt udbredte, blasfemiske indstilling for derefter af hjertet (ved en kommende åndelige vækkelse) at tage imod evangeliets enkle og ligefremme troværdighed.

BEMÆRK: Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

ANTIKRISTELIG LOV AFVIST.

Missionens kontonummer: 1551 3202 194 Den danske Bank – NY PAGTS FÆLLESSKAB

telf.: +45 30 15 38 68, email: mail@johnynoer.dk

Møderække:

  1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.

  2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.

  3. Onsdag d. 26. februar kl. 19:00 taler Johny Noer v. mødet ’Bøn f. Danmark’
    i Huset, Soli Deo Gloria, Knabrostræde 26, København K.

  4. Søndag d. 1. marts kl. 14:00 taler Johny Noer i ’Fristedet’, Kirkegade, Brovst over dagens tekst: Luk. 22.24-32 (’Sådan skal det ikke være…!)

  5. søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania

  6. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
    Frederiksberg Alle 9, 1621 København

  7. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
    Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’

  8. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).

  9. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00

  10. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!

  11. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 10 (fred. d. 06. marts).

BEMÆRK:

  1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.

  2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.

  3. Onsdag d. 26. februar kl. 19:00 taler Johny Noer v. mødet ’Bøn f. Danmark’
    i Huset, Soli Deo Gloria, Knabrostræde 26, København K.

  4. Søndag d. 1. marts kl. 14:00 taler Johny Noer i ’Fristedet’, Kirkegade, Brovst over dagens tekst: Luk. 22.24-32 (’Sådan skal det ikke være…!)

  5. søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania

  6. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
    Frederiksberg Alle 9, 1621 København

  7. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
    Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’

  8. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).

  9. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00

  10. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!

  11. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 8 (fred. d. 21. februar).

HAR STATSMINISTEREN MISBRUGT SIN MYNDIGHED?

HAR STATSMINISTEREN MISBRUGT SIN MYNDIGHED?

Har Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, d. 17. januar i sin tale om ’Gud, der skal sættes på et vigespor’ samt med angrebet på den protestantiske kirkes privilegier, ’misbrugt sin myndighed’?

En gammel førkrigslov, som i sin 9. paragraf anvender dette udtryk (om en ministers ansvar) er dukket op til overfladen. Loven omfatter en ministers grænseoverskridende fremfærd.

Hvis statsministeren i denne sag skulle ’få magt som hun har agt’ – så kan hendes ønske og plan om at fratage de protestantiske borgere troens dyrtkøbte privilegier ikke gennemføres uden en grundlovsændring! Den er på trapperne – og landets evangelisk troende borgere og deres åndelige ledere bør i denne sag ikke sove i timen!

Lad det derfor ikke ende med den ’overbærende holdning’, at det, som statsministeren helt faktisk sagde i folketinget på den triste, syttende januar i 2020, går hen og bliver ’noget usagt’.

Det vil sige, at denne skarpslebne regeringserklæring i al ubemærkethed fortrænges, formildes og forsvinder. Går i glemmebogen som en mindre sag, der ikke har nogen særlig betydning. Vejres bort i den blå luft som et par uvæsentlige sætninger, der end ikke burde være noteret som et gyldigt referat i den store folketingsbog.

Nej! Lad de spottende ord, som Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, med regeringens bifald og med sin fulde forstand den dag lod falde om Himlens og jordens Gud, Danmarks protestantiske kirke og alle landets evangeliske troende borgere blive stående som en rød skamstøtte over en gudløs partipolitisk holdning, for hvilken den dags statsminister altid bør blive husket.

Gud har vigepligt,” lød det fra landets fornemste talestol. ”Man kan kalde sig ligegyldig hvilken religiøs baggrund, man måtte have, særlige privilegier eller særlig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion. Det er her i huset lovgivningen vedtages. Ingen andre steder!”

Disse var ordene, som ingen dansk, kristen borger bør være overhørig, og som enhver evangelisk, åndelig leder i vort land bør bide mærke i. De er ikke en uskyldig, tilfældig henkastet bemærkning; statsministeren har her (mener borgerne) ’misbrugt sin myndighed’!

Lad mig forklare:

Hvert eneste af disse ord er ikke blot velovervejet, men de har – sætning for sætning – modtaget det partipolitiske røde stempel, der gør dem til en statsautoritet, hvis gudløse, kirkefjendske lovgivning, borgerne vil få at føle i den nærmeste fremtid.

Når statsministeren lod den bidende, spotske erklæring: ’Gud har vigepligt’, høre, så lod hun samtidig folketingets medlemmer forstå, at det ’var hun ikke ene om at mene’. I samme åndedræt henviste hun til en af sine lige så udæskende partifæller med ordene: ”Da han første gang sagde: ’Gud har vigepligt’, så formulerede han en sandhed, (citat): ’på en måde, som var utrolig klog og præcis’.”

Det vil sige, at statsministeren ikke blot har ’sagt sin mening om Gud’, men hun har samtidig givet officielt og offentligt udtryk for, at sætningen om, at ’Gud skal anbringes på et vigespor’, ikke blot er ’klog’, men den er ’utrolig klog’ – ja, den er så ’præcis’ (forstår man), at det ikke kan siges bedre.

HÅRREJSENDE FREMSTILLING

Hvad statsministeren og hendes partifæller mener med ordene: ’Gud skal vige’, forklares i det følgende. Ministeren omtaler her de borgere, som ’mener at sidde inde med særlige privilegier’… det vil sige, hedder det videre i statsministerens udfordrende tale, ’at disse religiøse borgere mener (citat): ’at have en særlig ret til at undertrykke andre, fordi de har en religion’.

Denne hårrejsende fremstilling af blandt andet de danske, protestantiske borgeres privilegium, (at deres tro i grundloven på en særlig måde sættes under statens beskyttelse) kan næppe bortforklares. Statens øverste folkevalgte chef kan her ikke forstås på anden måde, end at statsministeren på stedet ’fyrer’ denne grundlovsbestemmelse. Hun sætter den (med ’vigespor-doktrinen) ud af kraft. Den gælder efter statsministerens mening ikke længere. ”Gud må vige!”

De evangeliske, troende borgere, som stadig vandrer rundt i den naive opfattelse, at den protestantiske lære indtager en privilegeret stilling i det danske samfund, vil (lyder det truende fra statsministeren) meget snart blive bragt på andre tanker.

Den slags ’religiøse undertrykkelse’ skal regeringen snart få udryddet; en hvilken som helst ’forret’ af den art kan ikke tolereres i et ligestillingssamfund!

En tale med det indhold på det sted og under det emne (værdidebat) er (mener borgerne): ’Misbrug af myndighed’.

DYBT FORNÆRMENDE UDSKEJELSE

Der må derfor i denne for landets kristne borgere så alvorlige situation straks tages til genmæle! Både i tilblivelsen af det dybere, juridiske indhold af den 4. paragraf i Danmarks Grundlov rejses korsets flag for den danske stats protestantiske trosbekendelse. – Ja, der findes, så vidt jeg ved, intet andet land på jorden, der bygger sit kristne livssyn på en så sikker grund som Danmark. I den belysning er det afgjort at betragte som en dybt fornærmende udskejelse, at landets statsminister i den årlige debat om ’nationens værdier’ langer så voldsomt og spottende ud efter landets nationalkirke og dets øvrige evangelisk-troende borgere.

Den grundlovgivende Rigsforsamling fastsatte i 1849 helt præcise regler for statens støtte til den protestantiske kirkes lære og tro – og gennem de mange års revideringer af den danske forfatning er der ikke en eneste, der har anfægtet denne bestemmelse. Alle har over en bred kam godtaget, at dette ’troens privilegium’, denne særlige ’troens forret’, skulle gives til det kristne evangelium, som over ét tusinde år er blevet plantet i danske borgeres hjerter og sind… alt dette indtil den ulyksalige syttende januardag, hvor dette års statsminister, Mette Frederiksen, tillod sig at søge at sønderrive denne ’troens livslinje’ ved at fastslå, at ’Gud skal vige’, og at privilegierne og forretten, som af grundlovsfædrene blev tildelt landets protestantiske kirke, skal ophæves! ”De er kun indstiftet,” erklærede Mette Frederiksen, ”for at undertrykke andre…”

Borgernes mening om denne begivenhed er krystalklare. Hvad her skete er ’misbrug af myndighed’.

GRUNDLOVSÆNDRING FORUDSÆTTES

Hertil er indtil videre kun én kommentar: Hvis dette århundredgamle privilegium skal tages fra de danske, evangeliske borgere (at den protestantiske tro skal understøttes af staten) – så er det desværre ikke umuligt! Statsministerens plan har et realt opnåeligt sigte – men planens gennemførelse forudsætter en grundlovsændring. Uden denne er statsministerens plan uigennemførlig.

Spørgsmålet er derfor dette: Hvad gør man med en statsminister, som vil fratage statens evangelisk-troende borgere deres rettighed og værn? Først og fremmest bør disse samme evangelisk-troende borgere bede for deres statsminister. Både for hendes sjæl og for hendes embede. Dernæst bør ingen kristen borger være betænkelig ved at stå denne statsministers gudsfjendske plan imod. Dette bør og kan gøres ved fortsat at stride for den klare tale, som grundloven giver også i denne sag. Den omstridte bestemmelse, (der uimodstrideligt tilsiger landets protestantiske borgere et privilegium) er iklædt et lys som solen: Den danske stat er forpligtet til – om den vil det eller ej – at støtte den trosretning, som reformatorerne overgav til folket og kirken for 500 år siden.

Hvis statsministeren i sit høje embede søger at undergrave den grundlovsbestemmelse, som hun med sin egenhændige underskrift højtideligt har lovet at overholde, så nærmer det sig betænkeligt den overtrædelse, som med et gammelt juridisk begreb betegnes som ’misbrug af myndighed’.

Om dette kan følgende forklares:

Dette særlige begreb er ikke af nyere dato. Vi skal helt tilbage til de usikre tider umiddelbart før 2. verdenskrig (hvor det hedder i § 9 i en lov af 1939) om det særlige ansvar, som pålægges en minister, der, ’selvom han ikke direkte har overskredet sin myndigheds grænser, alligevel begår åbenbart misbrug af sin myndighed’.

Mere præcist kan det næppe siges: den aggressive tale, som rigets statsminister holdt den januardag 2020 i folketinget, hvori hun krænkede grundlov, privilegier og kirkens dyrekøbte rettigheder, var mildest talt grænseoverskridende – og dermed har statsministeren ifølge borgernes forståelse af den 80 år gamle lov ’misbrugt sin myndighed’.

DOM OG STRAF

Der er to ord, som den moderne teolog og de nymoderne politikere og ministre afskyr som pesten; de har en sådan modvilje mod dem (disse to ord), at de dag og nat anklager enhver, som tager dem i sin mund for ’at være helt og fuldstændig på afveje’. Drejer det sig om den slags kirkens forkyndere der i deres prædiken kunne finde på at anvende disse to ord) så tager de mange anklagere med det samme afstand – ja, de kalder sådanne præster for ’hadprædikanter’. ”Dem skal I ikke lytte til,” advarer de og tilføjer: ”Hadprædikanter spreder vrede, ulykke og harme; de er jordens mørkemænd! Med dem slukkes alt lys og håb. Derfor: Jag dem alle bort fra jeres enemærker! Sørg for, at de ikke kommer til orde. Lovgiv imod dem. Fratag dem deres rettigheder og spær dem inde!”

De to ord, som der her er tale om, er begreberne: ’Straf og dom’.

REGNSKABETS DAG

Så vidt det kan iagttages fra Guds Ord, er dette ikke et fænomen, der alene har sin oprindelse hos mennesker; det er ikke blot ud fra den almindelige ’menneskelige hverdag’, at denne udprægede modvilje over for ordene ’straf’ og ’dom’ har sin oprindelse; det er nemlig ikke udelukkende hos de dødelige, at ubehaget – ja, oprøret – melder sig, så snart talen falder på, at der forude venter en regnskabets dag, og at ubodfærdige syndere (inklusivt statsministerielle gudsbespottere) vil blive både dømt og straffet. Nej, uviljen og den idelige (???) modstand stikker dybere; den har sin rod i afgrunden, hvor både djævle og onde ånder huserer, og hvor de råber og skriger i angst, så snart der lyder forkyndelse om Guds straf og Guds dom.

”Lad os i fred, du Guds Søn,” råbte de onde ånder i gadarenernes egn, da Jesus dukkede op for at befri to stakkels besatte mennesker. ”Er du kommen for at pine os før tiden?” (Matt.8:29)

De ondskabsfulde dæmoner var altså bedre orienteret end mange verdslige og gudløse præster, provster og bisper; de vidste, hvad der ventede dem og prøvede ikke at bilde sig selv ind, at de ville undgå dommens time og straffens dage.

FOLK BLIVER FORTALT…

En af årsagerne til, at utugt, homoseksualitet (statsministers gudsbespottelse) og al anden form for synd som en skovbrand har kunnet brede sig, er mangelen på den sande evangeliets forkyndelse om syndens uafvigelige følger: Død, dom og straf!

I kirkerne bliver folk fortalt, at Gud er ’en kærlig Gud’, og at Han i sin store barmhjertighed aldrig, aldrig kunne finde på ’at dømme et menneske’ (langt mindre at straffe den synder, som hele sit liv har nægtet – ja, oven i købet på det groveste har spottet, hånet og nedtrådt i de mest vanærende lidenskabers søle den barmhjertighed og tilgivelse, som gives i Jesus Kristus). .

Til disse borgere, politikere, bisper og ministre (inklusivt vort lands statsminister) lyder i dag Guds ord, som klart og tydeligt siger: ”Så se da Guds godhed og strenghed! Hans godhed mod dem, som bliver i Hans godhed – og Hans strenghed, mod dem, der faldt…” (Rom.11:22).

Af den grund og med den kommende tids uafvendelige, guddommelige straffedomme for øje, er enhver dansk, evangeliets forkynder for Den Almægtiges Åsyn forpligtet til at forkynde Guds gode barmhjertighed i Kristus Jesus – men samtidig at hente de to kostbare ord op fra rendestenen, hvor utro og vantro sjæle har efterladt dem: ’Dom og straf’.

Bemærk:

  1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.

  2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.

  3. Søndag d. 9. feb. og søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania

  4. Lørdag d. 26. februar kl. 19:00 taler Johny Noer v. mødet ’Bøn f. Danmark’
    i Huset, Soli Deo Gloria, Knabrostræde 26, København K.

  5. Søndag d. 1. marts kl. 14:00 taler Johny Noer i ’Fristedet’, Kirkegade, Brovst over dagens tekst: Luk. 22.24-32 (’Sådan skal det ikke være…!)

  6. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
    Frederiksberg Alle 9, 1621 København

  7. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
    Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’

  8. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).

  9. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00

  10. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!

  11. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 8 (fred. d. 21. februar).

ER DET KONGELIGE DOKUMENT UGYLDIGT?

Gennem nogen tid har jeg her på Grundlovsforeningens hjemmeside og i min egenskab af at være valgt til formand for denne forening (Med Grundlov skal land bygges) skrevet en række artikler om den manglende beføjelse, som vort agtede kongehus har til på egen hånd at udstede et protektorat til homobevægelsen, World Pride’s Danmarksbesøg i 2021.

Den analyse, jeg har lagt til grund for mine artikler, har kun fremkaldt en øredøvende tavshed – og jeg formoder, at det næppe vil ændre sig; det er en pinlig sag, som her melder sig, og den øjeblikkelige respons fra alle instansers side vil sikkert i endnu nogen tid forblive at være den samme.

Imidlertid føler jeg mig ledet til at fortsætte min serie af artikler over dette vigtige emne, idet jeg samtidig ved Guds hjælp vil søge at intensivere det fundamentale udgangspunkt, at her er sket en grov ’royal overtrædelse’ af Danmarks grundlov – og det med en så åbenbar tydelighed, at de styrende i vort land (på et snarligt givet tidspunkt) bliver nødt til at tage sig af denne sag – medmindre, at kongehuset forinden trækker sit protektorat tilbage.

Der kan således ikke herske tvivl om, at den danske forfatning (med store bogstaver) præciserer, at hverken dronningen eller noget medlem af dronningens hus kan tillade sig egenrådigt at indgå nogen som helst bindende aftale med den internationale homo-organisation, (der går under benævnelsen World Pride) hvis dette (med sikkerhed) vil medføre et større (og for en betydelig del af befolkningen ’anstødeligt’) indgreb i det danske samfund.

BESTEMMELSENS BASTANTE ORDLYD

Ordlyden af den her omtalte bestemmelse i grundloven lyder som følger:

Kongen kan ikke indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse, folketingets medvirken er nødvendig – eller som i øvrigt er af større betydning… (grl. § 19, stk.1).

For det første er det borgernes opfattelse, at folketingets medvirken i høj grad vil blive nødvendig, når World Pride-tromlen i sommeren 2021 vælter sig ud over land og rige. For det andet er den tilsyneladende ’lille tilføjelse’ i grundlovsteksten: (’eller en forpligtelse, som i øvrigt er af større betydning) aldeles afgørende.

Selvom der i denne paragraf henvises til forhold, som i hovedsagen drejer sig om rigets sikkerhed, så henvises der umiddelbart til en klar begrænsning af kongens magt, der er i tydelig samklang med andre sager, som har (citat): ’væsentlig betydning for det danske samfund…’

Landets agtede kronprinsesse er (synes det) gennem en længere periode blevet rådet til ’at indgå en sådan forpligtelse’, der nødvendigvis – hvis den kongelige garanti, som er forbundet med det omtalte protektorat, skal kunne opfyldes – ’inddrager folketingets medvirken.

(World Pride har sin rod i de såkaldte Yougyakarta-principper, som i årtier har arbejdet på at få indflydelse i alle internationale forfatningers bestemmelser vedrørende den homoseksuelle ideologi og livsstil – og denne dagsorden (’at staterne kan pålægges yderligere forpligtelser’) vil også gøre sig gældende, når den globale homo-organisation i 2021 melder sin ankomst i Danmark. Et sådant tydeligt juridisk-politisk anliggende kan næppe blive vor danske kongefamilies sag). Om dette har jeg følgende at tilføje:

ER PROTEKTORATET UGYLDIGT?

Det er med hensyn til præcis en sådan forpligtelse, som kongens hus har påtaget sig over for den politisk-aggressive homo-organisation World Pride, at det i dag er blevet et grundlæggende spørgsmål, om der ikke i denne sag foreligger et så alvorligt kongeligt grundlovsbrud.

Det danske monarki har ifølge landets forfatning overhovedet ingen hjemmel til at indgå i et sådant samarbejde. Landets troende borgere har al ret til at på stedet at få nærmere information om det dybere indhold af denne nye, kongelige beskyttelseskontrakt, samt til at høre mere om, hvilket udfald regeringen forventer, at dette ’ulykkessvangre samarbejde’ i længden vil komme til at betyde for landets kirke og dets kristne borgere?

UANSVARLIGE RÅDGIVERE

På det formelle plan synes det af Grundlovens 19. paragraf med stor tydelighed at fremgå, at vor højagtede kronprinsesse (citat): ’ikke kan indgå nogen forpligtelse af større betydning’ (stk.1) – hvilket i dette tilfælde med kronprinsessens homo-protektorat øjeblikkelig (og uden den mindste tøven) bør skabe en intens retlig interesse. Det synes nemlig allerede ved første øjekast at se ud til, at kongehusets rådgivere på uansvarlig måde har kastet kronprinsessen i armene på et lovløst initiativ, som for alle andre borgere nødvendigvis straks ville medføre en konkret retstvist (vedrørende sagen grundlovsmæssighed).

Borgernes krav om, at de ansvarlige ministre og rådgivere stilles til ansvar i dette forhold, retfærdiggøres ved, at kongehusets beskyttelse af World Pride’s indtrængen i Danmark vil have (citat): ’ en indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed’ – ja, der kan her (uden overdrivelse) være tale om, at dronningens hus med homo-protektoratet har taget en beslutning, hvor det ifølge grundloven udelukkende er regeringen, ’der kan handle på rigets vegne’.

Hvis ikke (hvilket er de troende borgeres inderlige bøn til Gud) at kongehuset så hurtigt som muligt frasiger sig ’det tilsyneladende illegale protektorat’, så vil den ved lov påbudte ’retlige interesse’ for denne sag blive opgraderet til ’en udvidet retlig interesse’, hvilket vort kongehus om muligt helst skulle spares for!

PROTEKTORAT-VEJEN SPÆRRET

Som den jævne borger ser det, er det initiativ, som dronningens hus har taget med hensyn til at byde den homoseksuelle ideologi og LGBT-livsstilen velkommen til Danmark, på linje med den juridiske mulighed, som kongehuset gives i grundlovens § 21, hvor der står skrevet, at (citat): ’kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger’.

Det vil sige, at kongefamilien altid har en lovlig vej at gå med henblik på bl.a. dens omsorg for landets homoseksuelle borgere. At anvende ’protektorat-vejen’ (når det som her drejer sig om en indgående politisk vurdering) synes på stedet at gøre vejen: ’ikke farbar’ – ja, spærrer denne vej med et stort skilt, som siger: ’Adgang forbudt!’

Om dette forhold bør følgende understreges:

BORGERNES RETSSIKKERHED TRUET

Det bliver ingen let sag for regeringen at skulle forfølge en sådan sag. Af respekt for kongehuset vil den til det sidste udvise en forståelig tilbageholdenhed – ja, man vil inden der tages noget skridt i den retning, foretage en yderligere og nøjere politisk vurdering. I længden vil det imidlertid blive vanskeligt – ja, (efter borgernes mening) umuligt at komme uden om grundlovens tydelige tale, at (citat): ’Kongen kan ikke indgå nogen forpligtelse… som er af større betydning! (§ 19, stk.1).

Her vil hensynet til borgernes retssikkerhed imidlertid fordre et indgreb. Den kongelige blåstempling af homo-ideologien er en stående trussel mod den danske nationalkirkens bibelske bekendelse, skolernes kristne undervisning og grundlovens etiske, jødisk-kristne baggrund. Hertil kommer spørgsmålet om det kongelige beskyttelsesdokuments gyldighed, hvorom følgende kan indvendes:

Grundlovsbestemmelsen om det danske indskrænkede monarki er hverken vagt eller elastisk. Den søger her så klart så selv de umyndige kan forstå det: ”Kongen kan ikke indgå nogen forpligtelse… som er af større betydning’. Den forpligtelse, der skjuler sig i beskyttelsesordningen (protektoratet) for den ’fremmede’, politiske homo-verdensorden, World Pride, er stor; det er langtfra ’en mindre sag’. Den er derfor ikke en legal kontrakt; den strider endog mod selve grundbestemmelsen angående kongehusets forfatningsmæssige begrænsninger. Af den grund kan en overtrædelse på præcis dette punkt ikke gå upåtalt hen! De ansvarlige ministre, som stiltiende har tilladt dronningens rådgivere at føre majestæten ind på dette vildspor, bør straks stilles til regnskab!

Den paragraf, som jeg i denne artikel vil henvise til, pålægges et ministeransvar af en størrelsesorden, som man næppe har set magen – og som (så vidt jeg kan se det) på stedet kan erklære det udstedte beskyttelsesdokument for ugyldigt. Sagen vanskeliggøres ved, at dansk ret næppe indeholder eksempler på en sådan ’kongelig overtrædelse’ af grundloven – men ligesom Danmarks dronning kan ’benåde og give amnesti’ (grl. § 24) – kan majestæten ( citat): ’ikke indgå nogen forpligtelse til, hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig’ (grl. § 19 stk.1).

Denne Grundlovsparagraf, mener jeg, gør det kongelige dokument om beskyttelse og støtte til homo-institutionen World Pride ugyldig!

BEMÆRK:

  1. Hver mandag i februar og marts stiller Johny Noer skarpt på de aktuelle begivenheder, som kan relatere til Bibelens profetiske Skrifter. Dette sker i forbindelse med gennemgangen af Åbenbaringsbogen, som snart passerer sin 50. sektion. Møderne finder sted i NYT HÅB’S lokaler, Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610, kl. 19:00. Bus nr. 21 går til døren.

  2. Læs artiklen: ’DE TRÆKKER GUDS STRAF IND OVER DANMARK under Profetisk Journal: (www.johnynoer.dk)

KONGEFAMILIEN BØR LYTTE

Den kongelige familie er kommet i vanskeligheder med henblik på en mindre, personlig sag i forbindelse med en af deres ejendomme. Dette kortvarige problem er imidlertid at betragte som en lettere ildevarslende brise imod det stormvejr, som venter forude, hvis kongefamilien ikke i tide opgiver sit protektorat til den kristendomsfjendske organisation World Pride.

Advarende røster har rejst sig, og hvis vor højt agtede kongefamilie ikke – med dette aktuelle røre i bakspejlet – indser nødvendigheden af med hensyn til monarkiets begrænsninger – at holde sig på grundlovens solide fundament, så kan der om føje tid indtræffe jordskred, der kan få fatal betydning.

Om dette er følgende at sige:

”Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys skihytte i Verbier i Schweiz, vil ikke længere blive udlejet på det offentlige marked.” Dette oplyser kongehusets kommunikationschef, Lene Balley til Ritzau. Beslutningen er truffet efter en bitter uge, hvor flere medier har kritiseret, at parret lejer hytten ud, når familien ikke selv bruger den. Den ugentlige indtægt skulle ifølge Ekstrabladet beløbe sig til mellem 27.500 kr. og 86.800 kr. Penge, som parret ikke bliver beskattet af, da kongehusets medlemmer er fritaget for at betale skat. Kronprinseparret modtager årligt 21.2 millioner i apanage.

I den forbindelse skriver Kristelig Dagblad i sin leder (v. Karin Dahl Hansen), ”at det er ingen selvfølgelighed at have et monarki og kongehus i et lighedsorienteret samfund. ”Det er en balancegang, der kræver fingerspidsfornemmelse…” Artiklen slutter: ”Opbakningen er stor til kongehuset, men den er også skrøbelig…”

BEKYMRENDE PROTEKTORAT

Med dette advarende lysglimt for øje er det næppe upassende atter at omtale kongehusets dristige skridt med hensyn til udstedelsen af den royale beskyttelsesordning af den internationale aggressive homo-organisation, World Pride.

I ugeavisen Udfordringen, søndag d. 12. januar 2020, har avisens ansvarshavende redaktør, Henri Nissen, i bladets leder under overskriften ’De kristne værdiers forkæmper’ skrevet følgende:

”Selv om vi værdsætter kronprinseparret for deres menneskelige egenskaber, kan det ikke andet end bekymre, når kronprinsesse Mary beslutter at være protektor for foreningen af lesbiske og bøsser. Det er nemlig ikke blot en humanitær forening, men en politisk kamporganisation. Erfaringen med denne organisation viser, at det ikke kun handler om at beskytte nogle stakkels forfulgte homoseksuelle, men om at ændre samfundets normer. Og de normer, man ønsker at ændre, er jo desværre netop de kristne normer om ægteskab og kønsidentitet.

For mange troende kristne var det et alvorligt problem, at et flertal af de danske politikere med kirkeminister Manu Sareen i spidsen mere eller mindre påduttede folkekirken at indføre et vielsesritual for mennesker af samme køn. Et flertal af biskopper bøjede af og var selv med til at indføre ritualet, hvilket også var en stor skuffelse for mange troende.

For de fleste danskere er dette måske ligegyldigt. Vi har hørt så meget ensrettet information til fordel for de homoseksuelle, at de fleste i dag tror, det kun handler om at være tolerant overfor mennesker, der er anderledes – og ikke kan gøre for det.

Men så enkelt er det ikke. Sagen er jo nemlig, at dette nye kirkelige ritual, som ’velsigner’ et kirkeligt ægteskab mellem to mænd eller to kvinder, er i direkte modstrid med flere udtalelser i Bibelen – og med kirkens tradition i to tusinde år.

Kirkerne har hidtil bygget på Bibelen, som norm og åbenbaring for, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor er det et stort samvittighedsproblem for dem, der tager kristendommen alvorligt og regner med, at der er en Gud i universet, når kirken officielt velsigner noget, der i Bibelen kaldes en synd, der fører til fortabelse.”

Bladets lederartikel slutter med følgende: ”Det er ikke noget, vi taler ret meget om. Det er for smertefuldt for de fleste. Som kristne ønsker vi jo at behandle alle mennesker med Guds kærlighed. Og det skal vi altid gøre. Men samtidig kan vi ikke være ligeglade med dette oprør imod Gud og Bibelen.

Når de fleste vælger at tie, skyldes det nok også, at foreningen af bøsser og lesbiske har ført sig frem på en truende og intolerant måde overfor anderledes tænkende.

Når prinsesse Mary lader sig bruge som protektor for denne forening, er det en kongelig blåstempling. Fx fordi der er præster – der ikke blot skal stå til ansvar for mennesker, men også for Gud.

Så der er al mulig grund til fortsat at bede for kongehuset – og ikke mindst for kronprinseparret.”

Vi må bede, at kongehuset trækker det kontroversielle homo-protektorat tilbage. Samklangen med flertallet af befolkningen kan nemlig indenfor timer for Dronningens hus svinge fra den ene dag til den anden – men dette er ikke tilfældet med grundloven. Dens bestemmelser står fast, selvom populariteten er i skred. Danmarks forfatning er og forbliver at være loyal overfor monarkiet til det sidste. Men overtræder kongehusets medlemmer grundloven, så er hele dette kostbare og dyrebare fundament i fare. Lad mig forklare:

Såvidt den jævne, danske borger forstår, så skal rigets dronning (citat): ’skrive under på de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger’. Det protektorat, som kongehuset i 2019 har udstedt til den politisk magtfulde, internationale homobevægelse, World Pride, kan ikke være lovgiverne og regeringen uvedkommende. Af samme grund er det uforståeligt, at der ikke (med henblik på dette projekt) foreligger nogen form for officiel underskrift – hverken fra dronningens side ej heller fra regeringens eller lovgivernes side. Dette på trods af, at en sådan beslutning (hvis den følger den almindelige og normale forretningsorden, kun ’har gyldighed’, hvis dronningens underskrift (citat): ’er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.

Det fremgår altså af grundloven, at den kongelige familie ikke i sig selv og enerådende er beslutningsdygtig i sager, som har betydning for regering og lovgivning. Af samme grund kan dronningen heller ikke drages til ansvar for konsekvenserne af den omfattende beslutning om royal støtte til World Pride.

Grundloven siger, at (citat): ’Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen’ (§ 13).

Med den viden, som allerede foreligger vedrørende ’tilstedeværelsen’ af World Pride i et hvilken som helst anliggende, så vil der i denne sag opstå problemer, og indbydelsen til denne organisation vil (så vidt det erfaringsmæssigt kan bedømmes) medføre uheldige konsekvenser i forhold til landets kristne borgere.

Af den grund må der være personer, som kan drages til ansvar for disse allerede nu forudsete brydninger – og det må derfor sikres, at der foreligger en ministers underskrift på den udstedte beskyttelse, som i alle forhold omfatter hele dette arrangement.

  1. Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen: ’ ’Statsministerens opgør med Gud’

  2. Hver mandag i januar, februar og marts gennemgår Johny Noer Åbenbaringsbogen i Nyt Håb’s Lokaler, Damhus Boulevard 28, Rødovre, kl. 19:00. Alle er velkomne.

FILM OM JESUS SOM HOMOSEKSUEL

Den massive lovgivning omkring ’censur og ytringsfrihed’ er ved indgangen til det nye år stormet ind i en ny fase i Brasilien. Filmplatformen ’Netflix’ er slagpladsen for den nye ideologiske krig. Det drejer sig nu om retten til at lægge en film om Jesus som homoseksuel på nettet. De indtil nu offentliggjorte billeder af Jesus i denne nye rolle er skræmmende; de fremstiller Jesus i et ultra-blasfemisk, vulgært og respektløst homo-miljø, der skamløst frakender Kristus al guddommelighed.

Der kan næppe være tvivl om, at indflydelsesrige LGBT-kræfter har været virksomme bag den kendelse, som d. 9. januar blev udstedt af den brasilianske højesteret, der med ’et juridisk ryk’ omstyrtede den dom, som tidligere i Rio de Janeiro har forbudt fremvisningen af denne film.

”Man kan ikke forestille sig, at en humoristisk satire skulle kunne have nogen indflydelse på den kristne tro og de kristne værdier, hvis eksistens går 2000 år tilbage i historien – og som er rodfæstet i de fleste brasilianske borgeres hjerter.” Han sluttede: ”Ytringsfriheden må fastholdes. Den er fundamental for en demokratisk nation.”

Netflix har øjeblikkelig givet sin respons på denne højesteretserklæring: ”Vi vil kæmpe for den kunstneriske frihed,” udtaler den amerikanske TV-filmgigant.

”Det er en dæmonisk fremstilling af Jesus,” erklærer den katolske biskop, Henri da Costa, fra Pernambouc (Øst-Brasilien).

Bølgerne har i juledagene 2019 gået højt i Brasilien. Filmen, der er betegnet som ’en satirisk komedie’, signalerer tydeligt, at Jesus har et homoseksuelt forhold (hvilket åbenlyst henviser til Martin Scorseses’ film fra 1988, der – også ud fra sin titel – omhandler ’Kristi sidste fristelse’) er blevet voldsomt fordømt af både katolske og evangeliske kristne i Brasilien.

Den ’voldsomme fordømmelse’ har bl.a. givet sig udtryk i, at på selve juleaften, d. 24. dec. 2019, er to ’molotov cocktails’ blevet kastet mod facaden af filmselskabet Porta des Fundos i Rio. Eksplosionerne medførte udelukkende materielle skader – men vreden i de kirkelige miljøer har ikke lagt sig.

Især ikke efter en provokerende erklæring af højesteretspræsidenten, José Antonio Dias Toftoli, som d. 9. januar gav følgende forklaring til omstyrtelsen af den tidligere kendelse: ”Vi sætter den kunstneriske frihed højt!”

KIRKE PÅ 80 MILLIONER TROENDE SPLITTES

Den forenede Metodistkirke har i et råd af 16 ledende biskopper ved indgangen til det nye år anbefalet, at kirken deler sig i to. Årsagen til denne kæmpesplittelse er en forskellig opfattelse af spørgsmålet om kirkens forhold til homoseksuelle.

Metodistkirken er et af de største protestantiske kirkesamfund i verden med 80 millioner medlemmer. Ifølge Reuters er kirken den største i USA med 12 millioner medlemmer.

Metodistkirken i USA har indtil nu haft et forbud mod vielser af homoseksuelle såvel som indsættelsen af homoseksuelle, kirkelige tjenester.

Homoseksuelle har siden juni 2015 kunnet indgå juridisk ægteskab i USA, men den amerikanske Metodistkirke har i den dermed følgende kirkekamp været en af de sidste bastioner, hvor der har været opretholdt et bibelsk betonet forbud mod denne rettighed – ja, der har endog fra kirkens øverste ledelse for kort tid siden været gennemført en række sanktionsmuligheder, som udelukker præster, der trodser dette forbud. Der er nu lagt op til, at kirkens medlemmer skal stemme om de metodistiske bispers forslag i maj 2020.

Den juridiske side med henblik på det danske, royale protektorat af en sådan ødelæggende LGBT-virksomhed bør iagttages ud fra følgende betragtninger:

VEDERSTYGGELIGHEDEN, DER FORÅRSAGER ØDELÆGGELSE

Ved fortolkningen af kongehusets beføjelser er der ikke et hundrede og sytten hensyn, der skal inddrages. Grundlovens magtbalance er givet og kan ikke umiddelbart ændres; det ser ikke ud til, at de kongelige er berettiget til at udstede et sådant royalt protektorat til et etablissement, der angriber Ny Testamentes lære med filmfremvisninger af Jesus som homoseksuel, og som samtidig globalt bibringer så voldsomme splittelser i Kristi Legeme, at et kirkesamfund på 80 millioner troende er blevet splittet i to.

Hertil kommer den elementære grundbetragtning, at Jesus med egne ord advarer mod en ’vederstyggelighed’, der skal foranledige sådanne ’ødelæggelser’, at den endog søger at blive anbragt ’ i det allerhelligste’ (Matt.24:15). En kongelig beskyttelse af invasioner af en sådan ’fremmed magt’ indebærer med sikkerhed en forudgående grundlovsændring.

Hvorledes kan borgerne foranledige en påvirkning af en regeringsførelse, der berører dette fredhellige område? Der kan nemlig ikke herske et øjebliks tvivl om, at det i 2019 kongeligt udstedte protektorat til en så ødelæggende LGBT-instans må trækkes tilbage!

Kan f.eks. folketinget i denne vanskelige sag, hvor ingen redelig dansk borger synes at være drevet af nogen lyst til tilføje den højagtede kongelige familie – og især ikke den afholdte kronprinsesse – nogen skade, afkræve den ansvarlige regering visse oplysninger; der foreligger jo ingen folketingsbeslutninger eller udvalgsberetninger om dette mistænkelige samarbejde mellem kongehusets rådgivere og landets regering, så det synes som om at både folketingsspørgsmål og samråd kan komme på tale.

KONGEHUSETS FORPLIGTELSE

Der er jo i denne usædvanlige sag om ’en påtrængende LGBT-påvirkning’ af kongehusets beslutninger ikke tale om, at dronningens hus herefter skal underlægges en eller anden parlamentarisk kontrol – men udelukkende en nødvendig hensyntagen ikke mindst til de kristne borgeres retssikkerhed.

Når det i den 27. paragraf i Danmarks Grundlov siges, at (citat): ’Tjenestemænd, som udnævnes af kongen afgiver en højtidelig erklæring om at holde grundloven’ (stk.1) – da er det en lige så højtidelig forpligtelse, at kongehusets medlemmer (og ikke mindst landets kommende dronning) overholder Danmarks Grundlov.

Uanset med hvilke begrundelser den politiske styre af landet (eventuel drevet af egne LGBT-interesser) søger at afvise sådanne pågående spørgsmål vedr. protektoratet for World Pride – så må konklusionen være denne:

I et parlamentarisk styre bør en regering altid – ja, den er til det sidste forpligtet til – at give et spørgende medlem af parlamentet de konkrete oplysninger, som det ønsker. Altså: Hvem har i de sidste tre år rådet og vejledt kongehuset i dets forhandlinger med World Pride? Hvilken minister er blevet indviet i de eventuelt fortrolige samtaler, som har ført til kronprinsessens pressemeddelelse, at et dansk kongeligt protektorat til den globale homoseksuelle bevægelse var udstedt?

Retsstillingen er nemlig krystalklar. Hvis kongehuset i denne sag ikke har udtrykkelig hjemmel i grundloven, bør det udstedte protektorat straks tilbagekaldes!

Fraværet af dette egentlige hjemmelsgrundlag i Grundloven kan ikke erstattes af en anden beslutning! (Der er nemlig intet mere overordnet end det, som Grundloven i denne sag foreskriver). Derfor tre afsluttende spørgsmål:

  1. Hvem er i denne sag om kongehuset og World Pride den relevante, skyldige aktør i statsretlig forstand?

  2. Hvilken retlig overbevisning kan søge at give regeringen mulighed for at undlade at svare på dette ransagende og nagende spørgsmål?

  3. Findes der nogen anden lovfæstet procedure end den her foreskrevne? Hvilken samlet vurdering kan give et retskildemæssigt grundlag for at kongehusets rådgivere kan slippe lettere fra disse tre spørgsmål?

Med henblik på det åndelige perspektiv bag den kongelige varme velkomst til den homoseksuelle livsstil bør følgende iagttagelser bemærkes:

DET DANSKE ÅNDELIGT VANRØGTEDE LANDSKAB

Det folk, hvorom Herren siger, at Han forventer ’en god høst’ ud af den rigelige udsæd af evangeliet, som Han gennem ét tusind år har ladet falde på dets jord, skal nu om dage tage sig i agt! Den sag om kongehusets beskyttelse af World Pride falder ikke til jorden med det samme. ”Han ventede på retfærd,” udbryder profeten, ”men se, der kom letfærd. Han ventede på lov – men se, der kom rov!” (Es.5:7)

Er dette den aktuelle situation i Danmark? Er det i denne mørke tid retfærdige lovgivere, som sidder på tinge, eller er det mere eller mindre letfærdige politikere, som hensynsløst og efter forgodtbefindende udleverer befolkningen til vor tids mest rovgriske, identitetsløse elementer?

Profeten (synes det) lader i dette afsnit sit ransagende blik glide ud over det danske, åndeligt vanrøgtede landskab.

FESTEN ER FORBI

Når profeten Esajas anvender udtrykket: ”Det lyder i mine ører fra Hærskarers Herre,” så skal hans verdensvide tilhørerskare løfte hovedet og lytte opmærksomt. Kanhænde, at den gamle, jødiske seer vil sige noget, som kun han har hørt, og som folk i almindelighed ikke kender noget til.

”For vist,” begynder han, ”skal de mange huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo.” De, som sidder højt på strå, har ellers travlt i disse dage. Markedet er stort, og folk i hovedstadsområdet er parate til at give de mest urimelige summer for nogle få fattige kvadratmeters beboelse. En hel ny slags bolighajer er derfor dukket op i farvandet. Gemene og griske og skrabende til sig – men deres tid er nu kort.

Dagene må komme, som lysende tydeligt vil lade den trygge, åndeligt-ligegyldige folkemasse forstå, at den bitre time stunder til, hvor ’en rædsels-sort hest’ (Åb.6:5) galoperer ud over lande og riger; den varsler dyrtid og sult – og vil som ingen anden periode i verdenshistorien bevise, at der er en hungerdødens forskel på rig og fattig.

De, som lever i forkælet luksus, vil nemlig allerede nu give til kende, at de ikke har fattet, at ’festen er forbi’.

”Ve dem,” advarer profeten, ”der årle jager efter drik og ud på natten blusser af vin” (v.11). Fra tidlig morgen til sen nat er det for disse hig-society politikere ’party time’ – og det profetiske ord afslører, hvad den alvorligste fortabelses-konsekvens er af dette kønsbetonede letlevned, der ikke levner selv det mindste øjeblik til Herrens ord, den evige frelse ved troen på Jesus, eller det sørgelige endeligt for de fortabte sjæle, som i tidens tomhed glemmer deres Skaber og Gud.

DRAMAETS KLIMAKS

”De ser ikke Herrens gerning,” slutter profeten, ”har ej syn for Hans hænders værk” (v.12).

… og netop dette er (forekommer det mig) dramaets klimaks. Det folks ledere, som ikke er i stand til at ’se Herrens gerning’, fører (med ubrydelig vished) på vildveje. De er totalt uvidende (’fuldstændig blanke’) med hensyn til at se, hvad Guds gode Helligånd (midt i Mellemøstens oprørte vande) er i færd med at kaste lys over. De fatter i deres politiske blindhed ikke Jerusalems betydning og ser ikke, hvad Herrens tjenere så klart og kompromisløst forkynder på det nationale og lokale plan.

”De har ikke syn for Hans hænders værk,” råber profeten advarende (v.12). De går (med hensyn til menneskeslægtens oprindelse) fejl af det centrale i Guds skabelsesværk og styrer (med henblik på en kommende verdenskrig) i deres fatale mangel på åndelig indsigt både land, kirke og folk mod en afgrund, som profeten skildrer i en billedtale, hvor han fremmaler ’Dødsrigets griskhed, der spiler sit gab uden grænse’ (v.14).

BEMÆRK:

  1. Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen: ’Forfilmen om en kommende krig’.

  2. Alle kristne allevegne bør indstille sig på at deltage i det store grundlovsfriluftsmøde i midtbyen i Århus, grundlovsdag d. 5. juni 2020, kl. 15:00.

  3. HVER MANDAG AFTEN (i januar, februar og marts) stilles der ud fra Åbenbaringsbogen skarpt på det aktuelle profetiske scenario (både lokalt og globalt). Møderne finder sted i Nyt Håb’s lokaler Damhus Boulevard 28, Rødovre, kl. 19:00 og varer præcis halvanden time. Alle er velkomne.

LOVE MOD KIRKENS FORKYNDELSE SKÆRPES

En 30årig mand er i staten Iowa blevet dømt 16 års fængsel for offentligt at have brændt et LGBT-regnbueflag.

Adolfo Martinez stjal i sommeren 2019 en regnbueflag uden for en kirke og brændte det foran en homoseksuel natklub i den amerikanske stat Iowa. NBC-News beretter i december 2019, at manden blev idømt 15 års fængsel for at have begået en ’hate-crime’ (hadforbrydelse). Han fik tillagt et ekstra år for ’uforsvarlig omgang med ild’ og derudover 30 dage for at have krænket homoseksuelle medborgere.

UK-avisen ’The Sun’ har i en december 2019-artikel sammenlignet den straf, som den 30årige Martinez fik for at stjæle et regnbuebanner, der var hejst uden for United Church of Christ i Ames. ”Det er en hårdere dom en den, som idømmes for voldtægt,” skriver avisen. ”Han brændte flaget uden for ’Dangerous curves lap dancing club’. Dommeren, Jessica Reinhold, fandt den tiltalte skyldig i ’brandstiftelse af 3. grad’. Han er den første person i statens historie, som udfører denne forbrydelse,” erklærede hun. (Straffen for voldtægt er ca. 10 år…).

Martinez egen forklaring i retten var følgende: ”Jeg nedbrændte deres ’pride’ (stolthed) – det er ganske enkelt det, jeg gjorde!”

Dommeren forklarede, at Martinez havde flere sådanne sager på samvittigheden. ”Han viste intet tegn på samvittighedsnag,” sluttede hun – ”ja, han erklærede, at han var parat at afbrænde flere regnbueflag, når han slap ud af fængsel…”

OMVENDELSES-FORBRYDELSE’ BURES INDE

Der lægges i Danmark ved indgangen til det nye år op til, at lovgiverne på lignende måde skal tage jernhandsken på, når det (efter alt at dømme) om føje tid bliver en realitet, at al form for omvendelse over for homoseksuelle skal forbydes ved lov. Det kommer (så vidt det i øjeblikket kan vurderes) til fra nu af at dreje sig om, at staten ’klart og tydeligt viser sine holdninger’ ved at de nye ’omvendelsesforbrydere’ straks bures inde. Loven om den såkaldte ’omdannelsesterapi’ (et nyt ord for den bibelske lære om ’omvendelse fra synd’) er på trapperne, og der vil ikke blive taget med fløjlshandsker på de kristne forkyndere, som fremover tør driste sig til at ’erklære homoseksualitet for synd’ – ja, som fastholder Ny Testamentes lære om, at der er tilgivelse for al form for overtrædelse af synd, hvis ordet om omvendelse modtages i tro og dermed ’bærer omvendelsens frugter’…

DYRET VISER TÆNDER

’Tyve tyve’ signaliserer et år, hvor dyret vil vise tænder, og hvor de kristne borgere træder ind i den fase, der med tidsåndens styrke vil søge at overbevise landets øvrige befolkning om, at ’de troende’ (som fortsat prædiker omvendelse) i visse tilfælde bør og skal behandles som kriminelle – ja, at nogle af dem er så hårdkogte, at kun de strengeste straffe kan holde dem i ave! ”Med deres uafvendelige, intolerante prædiken om ’omvendelse fra synd’,” hedder det, ”vil de ikke længere ’kunne hentes tilbage’ til et normalt liv i samfundet. Fra nu af, er det kun grovfilen, der gælder!”

I det foranliggende årti (om Herren tøver) vil Danmarks og Europas kristne borgere komme til at opleve deres folkevalgte lovgivere som en flok ’hårde hunde’, der kun kender en vej: Strafskærpelser! Lige om hjørnet venter loven om forbud mod omvendelsens forkyndelse, og statsministeren har brugt ligeved en halv snes minutter af sin nytårstale til at anbefale en mere omfattende tvangsfjernelse af børn fra hjem, som ikke lever op til myndighedernes krav. Her stilles der særlig skarpt på de kristne familier og deres ’far, mor og børn-struktur’.

De hårdere straffe vil i 2020 blive anvendt for at afskrække de borgere, der ikke vil makke ret med henblik på den nu strengere lovgivning i religiøse anliggender.

Retspolitik vil fremover – med særligt sigte på landets kristne borgere – søge at aftegne ’en streg i sandet’! ”Der er holdninger og forkyndelse, som ikke længere vil blive tolereret,” hedder det.

Den homoseksuelle verdensorden vil i den nærmeste fremtid manifestere sin tilstedeværelse, og der vil herefter på mangfoldige måder blive kundgjort, hvad de styrende forstår ved (med lov og straf) at indprente betingelserne for (som det hed i fortidens Nazityskland og nu hedder i det røde Kina): ’at blive anset som en god samfundsborger’…

DEN NATLIGE GÆSTS NAGENDE SPØRGSMÅL

Det er ved indgangen til det nye år som om den store franske, politiske tænker, Montesquieu, er stået op af graven – ja, det forekommer som om den spinkle skikkelse af den gamle, juridiske filosof fra 1700-tallet ved nattetiden bevæger sig gennem de lange tæppebelagte korridorer på Christiansborg. Han har (sådan forekommer det) et bestemt spørgsmål, som han fremsiger under sine midnatsrunder i folketingssalen, hvor han standser foran ganske bestemte pladser med de samme ord: ”Udgør kirkens budskab stadig en del af dansk lov?”

Som ingen andre har netop han mandat til at ransage folketingsmedlemmernes og ministrenes samvittighed. Han er manden bag grundlovens 3. paragraf – og uden den bestemmelse havde der ikke eksisteret noget parlament eller nogen dansk frihedsgrundlov.

Den natlige gæsts nagende spørgsmål er relevant – ikke mindst efter den danske kronprinsessens politiske initiativ ved 2019-udstedelsen af et kongeligt protektorat til den verdensvidde homoseksuelle bevægelse World Pride.

”Jeg står ikke fast på gejstlighedens privilegier,” skriver Montesquieu, men jeg så gerne, at man endegyldigt fastsatte deres jurisdiktion.” Han fortsætter, og hans pen bliver spids og skarp: ”Det drejer sig her ikke om at vide, om man gjorde ret i at oprette den (gejstlighedens rettighed) men det drejer sig nu om, hvorvidt kirkens budskab i dag udgør en del af landets love – ja, om dette forhold (gejstlighedens berettigelse) overalt stemmer med disse love – ja, om betingelserne mellem de to magter (den verdslige og den åndelige) som man i grundloven erkender, er uafhængige af hinanden, ikke bør være gensidige…” (kap.4, side 18).

Disse linjer, som blev skrevet for mere end 300 år siden, vil (for den moderne danske læser) være ’noget af en mundfuld’. De vil aldrig kunne begribes af den overfladiske ånd, som i dag præger mediernes hastige ’mangel på overblik’ og ’fuldstændige fravær af en hvilken som helst dybde’. Men de (disse linjer) vil kunne forstås af det oprigtige hjerte, som søger vort elskede fædrelands bedste, og som sætter vort kongehus højt og inderligt ønsker, at det skal bevares i den smukke og harmoniske skikkelse, hvori det er blevet klædt efter grundlovens indførelse i 1849.

Lad os da sammen prøve at lytte til, hvad den politiske tænker og retsfilosof (Montesquieu), der er anerkendt som en af sociologiens fædre, har at sige – ikke mindst i den ’underlige’ – ja, ’hemmelighedsfulde’ sag, der har at gøre med vor kronprinsesses enestående politiske 2019-initiativ ved udstedelsen af det royale protektorat til World Pride 2021 (tyve enogtyve).

For det første erklærer vor forfatter til storværket ’om Lovens Ånd’, at han ikke agter ’at ville stå fast på gejstlighedens privilegier’. Det har han beviseligt og historisk gjort ret i, thi disse verdslige ’ophøjelser’ hører ikke til, hvor ’evangeliet forkyndes i ånd og sandhed’. Hvis der i den forbindelse skal tales om nogen ’forrettighed’ – så er det den ophøjelse og ærefrygt, der alle vegne bør omgive evangeliet, som i sandhed er Guds ord.

”… thi jeg vil, at du skal vide,” skriver apostelen, ”hvordan man færdes i Guds Hus, som jo er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1.Tim.3:15).

KIRKENS JURIDISKE STILLING I DANMARK

Montesquieus syner og ideer om, hvorledes samfundet burde indrettes, er ikke gået den danske grundlov forbi; tanken om adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er fast indtømret i den danske forfatnings 3. paragraf. Derfor er der al god grund til at tage Montesquieus ord alvorligt, når han (også i denne time) stiller spørgsmålet: ”Hvilken juridisk ret har den danske evangelisk-lutherske kirke i Danmark i dag? Når den franske tænker fra 1700-tallet taler om ’gejstlighedens rettigheder’, så henviser han dermed ikke kun til bispernes eller provsternes eller præsternes ’rettigheder’. Nej, så peger han samtidig på kirkens juridiske stilling. Da omtaler han faktisk de troende borgeres retssikkerhed. ”Det drejer sig nemlig om,” skriver han, ”hvorvidt grundlovens omtale af kirkens stilling i samfundet stadig regnes for ’en del af landets love’?”

Spørgsmålet er relevant! En åbenlys, retsløs tilstand breder sig, når det drejer sig om de kristne borgeres ytringsfrihed, trosfrihed og samvittighedsfrihed. Som dagene går, falder sorte skygger ind over kirke og menighed, kristne skoler og præstens ret til uforfalsket og ’med regnskabsdagen for øje’ (som det hedder i præsteløftet af 1870) at forkynde Guds ord. Meget snart vil der fra statens side blive nedlagt konkret forbud mod at anvende Bibelens ord om omvendelse i al prædiken og al sjælesorg, der henvender sig til det voksende LGBT-samfund i Danmark.

Det er ud fra denne situation, at den store tænker bag Danmarks Grundlovs 3. paragraf i dag rejser sig fra graven og udtaler: ”Jeg ser gerne, at man endegyldigt fastsatte kirkens jurisdiktion!” – ”Det vil sige,” (ville han i dag tilføje): ”at det nu én gang for alle afgøres, hvorvidt den evangelisk-lutherske kirkes lære (det kristne evangelium) fortsat udgør en del af landets love?”

KONGEHUSETS PÅTRÆNGENDE PROTEKTORAT

De ministre, der bærer ansvar for kongehusets deltagelse i lovgivningen, kan i en sådan sag, der har med kronprinsessens politiske ihærdighed at gøre, tiltales for deres embedsførelse eller mangel på en sådan. I det tilfælde er det ’folketinget, som anklager, og domstolene, der dømmer…’

Det vil sige, at det åbenlyse ansvar, som i spørgsmålet om World Prides ’royale beskyttelse’ er og forbliver helt og holdent juridisk; der bør i denne sag ikke vise sig noget positivt eller negativt engagement. Det handler altså ikke om kongehusets velfortjente popularitet eller kronprinsessens absolut vindende væsen – men udelukkende om lov og jura! Hvad siger grundloven? Dronningens ministre er her ikke længere (og slet ikke i grundlovens forstand) at betragte som ’politiske figurer’; de er embedsmænd – og er der her begået en alvorlig overtrædelse, så er det ministrene, der skal stilles til regnskab, og hverken den nuværende eller den kommende dronning! Lad mig derfor gentage:

”Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkning den højeste myndighed over alle rigets anliggende og udøver den gennem ministrene (grl. § 12).” Den nuværende grundlovstekst fortsætter i samme spor: ”Kongen er ansvarsfri, hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov” (grl. § 13). Det er altså blandt dronningens ministre, den skyldige i World Pride-’forbrydelsen’ skal findes!

Med henblik på kongehusets velagtede popularitet, så vil kronprinsessen kunne gå langt i sit ’samarbejde’ med de homoseksuelle interessenter eller homo-lovgivere, men grundlovens ånd har i denne forbindelse ikke meget tilovers for folkemassens skrøbelige accept eller afstandtagen. ”Den påstand, at det altid er flertallet, der har ret, er en uhyggelighed,” erklærede datidens Estrup, – og han er i dag ikke ene om at stå ved denne påstand. ”Hvis flertallet får sin vilje hele tiden, er der tale om ’et diktatur fra flertallets side” (Hal Koch, ’Hvad er demokrati’?, Kgby. 1945, side 20).

Hvad det drejer sig om i denne ’homosag’ vedrørende konge, kirke og folk, er at holde en forvansket grundlovsfortolkning på afstand! Grundlovens faste holdning vedrørende betydningen af den protestantiske, evangelisk-lutherske lære må (i disse alvorstunge timer) ikke tilpasses et bestående magtpolitisk system! Dette vil imidlertid med sikkerhed ske, hvis homo-teologerne og deres politiske (mere eller mindre uvidende) medløbere fortsat få lov at spille en dominerende rolle – og det får de, hvis ikke kongehusets påtrængende protektorat af World Pride afværges.

Protektoratet er ikke en ligegyldig eller harmløs sag! Det bærer i sig et skjult krav om en grundlovsreform, der intenst søger at få folketinget til at bøje sig for en farlig ligestillingsideologi, der i bund og grund er både fjendsk og hadsk over for både kongehus og Guds Evangelium!

Ikke for intet brast det (ifølge Ny Testamente) ud af den stumme tempelpræst, Zakarias’ mund (da han efter ni måneders tavshed atter fik mælet): ”Du har frelst os fra alle vore fjenders og haderes hånd” (Luk.1:7)… og det er intet mindre end et indædt had til Guds Evangelium, som styrer World Prides foranstaltninger i den store, vide verden.

Læs under profetisk journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

NÅR BJØRNEN FRA NORD VÅGNER

Grundlovsforeningens årsmøde er fastsat til 2. påskedag, d. 13. april kl. 15:00 (stedet angives senere)

HAR KONGEHUSETS RÅDGIVERE DEL I SAMFUNDETS FALD?

I året 1734 udkom et værk i Frankrig skrevet af den lovlærde Charles Louis de Montesquieu, som indeholdt hans tanker om det store emne, der også spøger i vor tids europæiske kulisser: ’Romerrigets storhed og fald’.

Det, som forfærdede samtiden, var den indfaldsvinkel, som den store retsfilosof med sit litterære storværk lagde for dagen. Han betragtede Romerriget som en organisme, der udviklede sig efter ganske bestemte love eller årsager, som til sidst måtte føre til dets uundgåelige fald. I 1748 udgav han hovedværket ’Om lovens ånd’, som – ved nøjere eftertanke – må lade en rædsel falde over de danske lovgivere og kongehusets rådgivere, som er ansvarlige for, at kronprinsessen i november 2019 har indgået en protektorat-aftale med den globale homobevægelse, hvis ankomst (under benævnelsen ’World Pride’) Hendes Kongelige Højhed, Mary, dermed byder hjertelig velkommen.

Det er i den forbindelse min agt ved indledningen til det nye år at beskæftige mig med dette emne, for dermed at bevise, at hvis det her omtalte kongelige ulykkessvangre protektorat ikke trækkes tilbage, da er det at betragte som en hjørnesten til det danske samfunds kommende fald. Om dette har jeg indledningsvis bl.a. følgende at sige:

DEN STORE MENINGSLØSHED

Et af de første områder, som dronningens rådgivere bør agte på, er ifølge den store franske retsfilosofiske tænker dette: ”De, der har udtalt, at en blind skæbne har frembragt alle de virkninger, som vi ser i verden, har udtalt en stor meningsløshed; thi hvilken større meningsløshed kan tænkes end, at en blind skæbne skulle have frembragt fornuftsvæsener?”

Det vil sige, at hvis en rådgiver af kongehuset skulle søge at belære det kommende regentspar om, at det blot er ’en blind skæbne’, der foranlediger tingenes gang over hele den aktuelle situation i det ganske rige, så burde denne indflydelsesrige person fyres på gråt papir, fordi han (eller hun) gør sig til talsmand for den største meningsløshed, som tør udtales på denne jord.

”Hvilken større meningsløshed kan tænkes end en blind skæbne, som skulle have frembragt fornuftsvæsener,” skriver Montesquieu (Bog 1, kap.1 side 3, Gdd.’98).

Montesquieu er ikke en bekendende kristen, men han er som retslærd og politisk tænker overbevist om, at der er en Gud, som han beskriver med følgende: ”Gud har et forhold til universet som skaber og opretholder; de love ifølge hvilke, han har skabt, er dem, ifølge hvilke han opretholder. Den franske tænker insisterer med denne bekendelse på, at (citat): ’Gud handler i overensstemmelse med disse regler, fordi han kender dem; han kender dem, fordi han har skabt dem; han har skabt dem, fordi de er i overensstemmelse med hans visdom og magt’.

OVERENSSTEMMELSE MED KIRKENS LÆRE

Hvis denne bekendelse kun kunne føres tilbage til den flittige Charles Louis de Secondat de Montesquieu, som fødtes i en adelig familie i året 1689 (præcis 100 år før den franske revolution) – så kunne de, som har en anden mening om dette forhold (vedr. ’alle tings oprindelse’) tage det med ubekymret ro. Men nu er den franske adelsmand fra Bordeaux med disse tanker i fuld overensstemmelse med den aktuelle evangelisk-lutherske kirkes lære i Danmark, som uforbeholdent må vedkende sig (grl. § 4) Ny Testamentes påstand om, at Jesus, Guds Søn, (citat): ’ved hvem verden er blevet skabt’, tillage ’bærer (opretholder) alt med sit mægtige ord’ (Hebr.1:3).

Heraf kan (med forskrækkelse) udledes, at den eller de ministre (eller officielt indsatte rådgivere, som bærer ansvar for kongehusets eventuelle overskridelse af dets beføjelser, bør kunne tiltages for deres embedsførelse eller åbenlyse mangel på en sådan – ja, i et sådant sjældent tilfælde bør det være folketinget, som foretager de nødvendige undersøgelser (og rejser eventuel anklage mod personer af dets egen midte) hvorefter domstolene dømmer.

Hverken majestæten eller noget medlem af kongehuset (ej heller rigets kommende dronning) kan stilles til ansvar i den aktuelle sag. Thi ’kongen er ansvarsfri. Hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse ’ (grl.§ 13).

Dermed er det sagt, og det er en indført, stadfæstet orden, som ikke bør overtrædes.

STÆRKT POLITISK BETONET

Man kan endnu besøge Montesquieu’s slot La Brède i Frankrig. ”Der vil man kunne fornemme noget af den på én gang aristokratiske og dog rustikke ånd, hvori han blev opdraget og tilbragte en stor del af sit liv,” skriver den danske professor i retshistorie, Ailev Tamm. Det er ud af denne stadig rindende, juridiske friskvandskilde, at det nu mere end nogensinde bør iagttages (med den største opmærksomhed) hvilke indflydelser, der aktuelt gør sig gældende inden for de kongelige, og hvorledes denne aktive, stærkt politisk betonede påvirkning kan underminere alle danske, kristne borgeres retssikkerhed.

At dette ikke er overdrevet eller irrelevant belyses af blandt andet Montesquieu’s betragtninger over ’forskellen å mennesket (som et fornuftsvæsen) og dyret’. Disse betragtninger får ny aktualitet i det pludselige lysglimt, som falder over retsstatens forhold til landets kristne borgere ved kronprinsessens tilsyneladende mangel på hjemmel i det kongelige protektorat, som i 2019 blev udstedt til det homoseksuelle verdenssamfunds ankomst til København i august 2021.

Ved sin død i 1755 kunne Montesquieu se tilbage på et forfatterskab, der tildeler ham mandat til at kunne give den danske kronprinsesses rådgivere ’et godt råd med på vejen’. Han skriver:

”Dyrene besidder ikke de fuldkomne fortrin, som vi har: De har nogle, som vi ikke har. De ejer ikke vores håb, men de nærer ikke vores frygt. De ligger som vi under for døden, men uden at kende den; størstedelen af dem passer bedre på sig selv end vi – og gør ikke så dårlig brug af deres lidenskaber…”

SKARP JURIDISK IAGTTAGELSE

Dette sidste (’at gøre dårligt brug af deres lidenskaber’) er en skarp, juridisk iagttagelse, som ved undervisningen omkring landets love og grundlovens indhold burde have været prioriteret ved den obligatoriske belæring, som fandt sted ved indgåelsen af kronprinsessens ægteskab med Danmarks kommende monark.

Allerede i en alder af 27 år fik den store, franske retslærde embedet som præsident for Bordeaux-regionens øverste domstol – og han er værd at lytte til, når han udtaler sig om den fejlagtige brug af de menneskelige egenskaber.

Han skriver i den forbindelse blandt andet: ”Mennesket er som et fysisk væsen styret af uforanderlige love.” Han fortsætter med følgende indsigtsfulde observation: ”Som fornuftsvæsen overtræder det imidlertid uafladeligt de love, gud har indstiftet. (Montesquieu staver ud fra sin personlige, religiøse opfattelse aldrig ordet ’Gud’ med stort) – og det ændrer bestandigt de love, som det selv har givet. Mennesket må lede sig selv og er dog et begrænset væsen; det ligger under for uvidenhed og fejltagelser som alle begrænsede intellekter. Hertil kommer, at den mangelfulde viden, det har, sætter det yderligere over styr. Som følelsesvæsen ligger det nemlig under for tusind lidenskaber…”

Montesquieu slutter: ”Et sådant væsen (mennesket) kan hvert øjeblik glemme sin skaber; gud kalder det tilbage til sig ved religionens love. Filosofferne har advaret det gennem moralens love. Lovgiverne har kaldt det tilbage til dets pligter ved de statsretlige og borgerlige love…”

Den franske, juridiske revolutionsfilosof er tæt på den verdensvide evangelisk-lutherske kirkes lære i det 21. århundrede. Ny Testamente taler nemlig på samme måde om ’disse mennesker, som spotter det, de ikke kender, og som vil forgå som fornuftløse dyr’ (2.Pet.2:10).

”Ja, alt det, de af naturen på fornuftløse dyrs vis ved besked om, det ødelægger de sig selv med” (Jud.v.10).

Når apostelen i samme forbindelse sammenbidt udbryder: ”Ve dem, de er slået ind på Kains vej” (v.11) – så er det i dag den samme advarende forkyndelse, som bør rettes mod det danske kongehus’ rådgivere. Ved at give kronprinsessen grønt lys til at indgå evighedsfarlige aftaler med det homoseksuelle verdenssamfund, står de i fare for at styrte en hel generation af unge danskere i en grufuld vildfarelse, som kan koste dem deres evige salighed.

(Læs under Profetisk Journal (www.johnynoer.dk) artiklen: Bliver dronningens bøn bønhørt?