Den altafgørende befaling, som Jesus gav sine efterfølgere, efter sin sejrrige opstandelse, indeholder et budskab til alverdens statsledere, som ingen af dem kan unddrage sig.

Han beordrede de tolv mænd til at gå ud i alverden for at ’gøre alle folkeslagene til mine disciple’ (Matt.28:19. ”I skal,” siger han, ”døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og I skal samtidig lære dem at holde alt det, som jeg har befalet jer – og når I gør det, vil I komme til at se, at jeg er med jer alle dage og indtil verdens ende (v.16).”

De forskellige statsledere, præsidenter, konger og guvernører bør altså være klar over, at de vil få besøg af udsendinge fra Himlens og jordens Gud, som har fået overdraget den befaling, at de skal undervise deres befolkninger om vejen til himlen, og hvorledes de skal leve deres liv her på jorden.

”Og nu I konger,” lyder det fra Herren i den anden Salme. ”Lad jer råde og vær kloge, og I jordens dommere, vær med til at tjene Herren (Salme 2:10).”

”I gør bedst i, at kysse Guds Søns fødder, så I ikke på stedet bliver knust af hans vrede, for hvis først den flammer op, så har I ikke en chance.”

”Tag jer i agt I verdslige ledere: Vær med til at arbejde for et urokkeligt rige. Vær taknemlige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt med ængstelse og hellig frygt! For vor Gud er en fortærende ild (Hebr.12:28-29).”

”I behøver altså ikke at lede længe efter en måde, hvorpå I kan tjene Gud,” siger Herren. Her siges det sort på hvidt: ”Vær taknemlige og derved tjene Gud. Sig ham tak for alle hans velgerninger, for I ved fra skrifterne, at ’vor Gud er en altædende ild.”

Er det så svært at sige ned fra jeres høje taburetter og fremstamme en tak til Gud – I store embedsmænd, som ellers er så gode til at formulere jer, når det drejer sig om jeres politiske holdninger. I ligner i jeres optræden Herodes Agrippa d.1, der var konge i Jødernes Land fra 41-44 A.D. på en fastsat dag (hvor en fredsaftale skulle indgås) steg han op på tronen i fuld galla og holdt en brandtale for folket (Ap.G. 12:21, parafrase).

De mange mennesker, som lyttede til ham, brød på et tidspunkt ud i jubel og råbte: ”Han taler som en gud, ikke som et menneske. I samme øjeblik ramte en Herrens engel ham med Guds straf, fordi han solede sig i menneskers gunst uden at give Gud den mindste ære. Han blev på stedet ædt op af orme og døde (v.23, parafrase).”

En lignende straf vil blive vor tids statsledere til del, hvis ikke de omvender sig og ydmygt giver Gud den ære, som rettelig tilkommer ham.

ET ALVORSORD TIL DE VERDSLIGE LEDERE

Esters Bog taler mere end nogen anden bog i Bibelen, om de troendes kamp mod en politisk begavet embedsmand. Detaljeret følger den jødernes fjende nr. 1, agagitten Haman, der er blevet premierminister, og som står Guds folk efter livet.

Haman forelagde sit program for kongen, hvis hovedindhold var, at alle jøder skulle slås ihjel d. 28. februar i det efterfølgende år, og at al deres ejendom (beregnet til 345 tons sølv) skulle overtages af dem, som udførte ordren (Ester 3:13).

Denne ’forordning’ (der var ophøjet til lov) skulle offentliggøres for folkene i alle kongens provinser, så de kunne være parat til at udføre deres pligt på den fastsatte dag (v.14). Fordi der var nogle mennesker, som var rede til at blande sig i kongens og hans premierministers politiske beslutninger, blev denne rædselsdåd forpurret. Alt sammen på grund af et Gudsord, som i den afgørende time blev åbenbaret.

Esters Bog handler videre om den smukke, unge, forældreløse, jødiske pige, som boede hos sin onkel, jøden, Mordokaj, der senere viste sig at være mand med en usædvanlig politisk begavelse! Den gribende fortælling slutter nemlig med, at den ukendte Mordokaj forlader kongens palads iført en kongelig dragt i hvide og dyblilla farver. På hovedet bærer han en krans af guld og over skulderen en kappe af den fineste violette silke; hele byen Susa hylder ham! I provins efter provins, by efter by, hvor kongens nye lovbestemmelse (som annullerede den tidligere lov om jødernes dødsdom) blev offentliggjort, fejrede Guds folk den nye orden, og de råbte af glæde og voldsom lettelse – og mange andre folk i hele perserriget sluttede sig til Bibelens lære, fordi de frygtede Guds folk, som havde hindret den onde Hamans politiske masterplan.

*

Det afgørende punkt i historien om Mordokajs forældreløse kusine, Ester, er ikke den januardag i Kong Xerxes’ syvende regeringsår, hvor Mordokajs smukke ’datter’ (Est.2:7) blev ført frem for majestæten – og kongen tabte hoved og hjerte til den bedårende skønhed – ja, kronede straks Ester til dronning over sit vældige rige.

Nej, den afgørende dag i historien om dronning Ester er den dag, hvor Mordokaj sendte hende den frygtelige besked (om Hamans morderiske planer mod alle jøder) og tilføjede de alvorlige ord: ”Tro ikke, at du alene af alle jøder skal undslippe, fordi du er i kongens hus. Nej, dersom du virkelig tier ved denne lejlighed, så kommer der andetsteds fra hjælp og redning til jøderne, men du og din slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed (Ester 4:13-14).”

Disse ord er som bestemt for hver eneste kristen borger i Danmark. ”Du skal endelig ikke tro,” hedder det, ”at du er i sikkerhed, fordi du nu er gift med kongen. Du skal ikke bilde dig ind, at du vil gå fri, bare fordi du nu er i kongens palads! Nej, du kommer til at dele skæbne med dine landsmænd i denne nødens time, og Gud skal nok finde andre veje til at redde sit folk, men du og dine nærmeste vil komme til at lade livet sammen med dem, som står dette onde styre imod. Hvem ved, måske er det netop for at redde os alle fra at gå til grunde, at du er blevet ophøjet til at være en del af kongens hus.”

HAN GIVER RUM FOR EN NY TIDS POLITIKERE

Daniel, som i 70 år tjente ved perserkongens hof (som under seks åndelige og politiske rådgiver) definerer selv sin egen indsats med ordene: ”Lovet være Himlens Guds navn fra evighed og til evighed, thi ham tilhører visdom og styrke (Dan.2:20).” – ”Han lader tider og stunder skifte.” Det er Ham, der står bag årenes gang, og det er ham, som giver nye muligheder; dagene bliver anderledes og årene er aldrig de samme…

”Han afsætter og indsætter konger (v.21), giver nye styreformer, som leder folkene i den retning, som han har bestemt. Han sørger for, at folkeslagene ’får, hvad de har fortjent’, og han lytter til sine helliges forbøn, og lader dem forstå, at de under alle omstændigheder har magt med Gud. I nødens time giver han nemlig visdom til dem, der søger ham; men han afsætter ledende statsmænd fra deres poster for at give rum for en ny tids politikere og ’åndeligt ansvarlige’ – ja, han skaber nye brydningstider, som giver plads til hans ord, så at fordummelsen og forhærdelsen ophører, og folket vender sig og søger himlens Gud på ny.

*

Hvorfor er der uro i verden? Hvorfor lægger folk uduelige planer? Hvor tåbeligt af folkenes ledere at rejse sig mod Herren! Hvor dumt af de styrende at gå bag om hans ryg. ”Hvorfor fnyser hedningefolkenes statsmænd, og hvorfor tænker deres politikere kun på, hvad der er tomhed og forfængeligt (Salme 2:1, parafrase).”

Se, hvorledes de nu rotter sig sammen, og politikerne danner et komplot, som er mod Gud og fædrelandet! De råber: ”Lad os én gang for alle sprænge de rustne lænker og krænge de gamle, mørnede reb af os (v.2-3, parafrase).”

Det er tydeligt for enhver, at der kaldes til samling for at lægge yderligere planer både mod Herren og mod alt og alle, som er salvet med Hans Ånd. ”Kom,” råber de, ”det er demokratisk frihed, vi kæmper for! Lad os frigøre os fra tyranniet! (v.3, parafrase).

Da ler Gud, som troner i himlen! Det er en ildevarslende latter. Vreden, som lurer bag denne hånlatter ’forfærder dem’ (v.4) og ’de skælver af rædsel’. Så taler han til dem med dundren, og det er en tordentale, som gør dem bange (v.5, parafrase) Han siger: ”Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg (v.6).”

*

Derefter følger et afsnit af den berømte 2. salme, hvor Gud må slå alle dem (med en knugende tavshed) som siger: ”Tro og politik har intet med hinanden at gøre! Bibelen blander sig aldrig i politiske spørgsmål. Der er en dyb kløft mellem et menneskes politiske overbevisning og så et menneskes personlige tro!

Salme 2 siger i den forbindelse: ”Hvad Gud har besluttet, vil jeg nu fortælle.”

Han, som her griber ordet, kan kun være Jesus, Guds Søn, for han fortsætter med at sige: ”Gud sagde til mig: ’du er min søn, I dag har jeg født dig’ (Salme 2:7, parafrase).”

(Nogle er lidt forundret over, at Skaberen ved Kristi fødsel bruger udtrykket: ’I dag’ – men de skal forstå, at Den Evige, som er hævet over tid og rum, ved Jesu undfangelse og fødsel ’bryder ind’ i menneskebørnenes verden og fastslår, at der herefter er ’en dag’, hvor Guds søn blev født).

Der eksisterer altså en dag i verdenshistorien, der ikke er som nogen anden dag – og der gives en time, som ikke kan sammenlignes med noget andet tidspunkt i jordens og menneskets historie! Dette historiske øjeblik skildres i Bibelen med disse ord: ”Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg (v.6). ”

(Det lille ord ’dog’ er desværre faldet ud af adskillige oversættelser af Bibelen, men det hindrer ikke, at på grundsproget står der skrevet: ”På trods af alt dette har jeg indsat min konge! Alligevel har jeg gennemført min plan! Skønt der var hindringer, har jeg trods alt udført min vilje… v.6, parafrase).” Om dette fortsætter teksten i den anden Salme:

”Faderen sagde til mig,” (siger Jesus): ”Bed mig om det, og jeg vil til evig arv og eje på stedet give dig alle verdens riger og lande. Med dit jernscepter skal du knuse dem, som man knuser en skål af ler (v.8, parafrase)!” Når Herren siger: ”Jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje (Salme 2:8),” – så er vort fædreland, Danmark , inkluderet, og vore statsledere og de styrende ministre på Christiansborg bør som ingensinde før spidse ører, for Herren løfter i den forbindelse sit tusindårige jernscepter, hvormed han er i stand til (inden for kort tid) at ’knuse sine modstandere og sønderslå dem som var de blot en pottemagers skål af ler (v.9, parafrase).”

De demokratisk valgte ledere og landene opfører sig undertiden som ’enevældige konger’. De mænd og kvinder, som folket har givet fuldmagt til at føre nationen gennem krisetider, benytter sig af anledningen til, at optræde som ’enerådende herskere’, og det er med denne situation for øje, at vi skal lytte til Herrens ord i den omtalte tekst (Salme 2):

”- og nu I konger, vær kloge, lad jer råde I jordens dommere (v.10)!”

*

Sætningen er så direkte og så provokerende rettet mod nogle bestemte statsledere, at den ikke kan overses, ignoreres eller tolkes i nogen anden retning end den alvorlige tilrettevisning, som den er.

”Vær nu for en gangs skyld som ledere, der villigt følger visdommens vej og tager mod råd,” siger Herren – ”og I dommere på jorden: Vær ikke egenrådige og hovmodige, som folk man ikke kan tale med, men tag imod den lærdom, som trods alt ligger i dybet af folkelegemet, og som absolut må komme til orde i tider som disse!”

”Tjen Herren i frygt og fryd jer med bæven (v.11).” Dette er en direkte opfordring til at ’tilbede Gud’ – en henvendelse som gælder alle statsledere, som lever og regerer i disse sidste tider!

”Kys Sønnen, så han ikke bliver vred, og I forgår (v.12).” – ”I befinder jer nemlig i jeres høje hverv,” siger Herren, ”i en indflydelsesrig stilling, hvor Herren på ny griber ind i historien, og I gør absolut bedst i, at samarbejde med ham.”

”Nogle,” fortsætter Herren, ”har mere end andre brug for denne formaning, fordi deres egenrådighed har på det seneste nået en grænse, hvor det er med rette, at denne salme nu retter sig imod ’de konger, der rejser sig, og de fyrster, der samles til råd mod Herren og mod Hans salvede (v.2).

*

Alverdens verdensledere må i dette øjeblik være forstandige nok til, at de lytter til denne ’Guds advarsel’, som Salme 2 giver klart udtryk for. De bør fra denne stund beslutte sig til at ville ’tjene Herren’, hvilket vil sige, at de ført og fremmest i gudsfrygt bøjer sig under hans magt’ (v.10-11, parafrase).

At ’kysse Sønnen’ er et lidt gammeldags udtryk for ’at kysse hans fødder’ – og selv dette udtryk vil i vor tid være en opfordring, som de moderne herskere vil tilbagevise (ofte med en hånlatter) – men situationen kan indenfor dage udarte sig i retning af, at det synes at være den eneste måde, hvorpå en supermoderne statsmand (eller ledende kvinde) kan tilkendegive sin villighed til fremover at ’tjene’ den levende Gud med den magt, som er lagt vedkommende i hænderne.

Altså: ”Bøj jer i ærefrygt for Herren og kys hans fødder før det er for sent, og hans sønderknusende vrede bliver åbenbaret. Snart blusser nemlig hans vrede op og I vil da uvægerligt gå til grunde.” Skriftens opmuntring, som i den forbindelse siger: ”Lykkelig er den, der sætter sin lid til ham (v.12)!”

HJERTERANSAGELSEN

Det er en tid med større hjerteransagelse for de af Herrens tjenere, som er udvalgt til at spille en større rolle i den åndelige vækkelse, som Herren i sin nåde vil skænke sit folk i de sidste dage.

Dette lader Gud langsomt komme til syne i 2. Mosebogs beretninger om, hvorledes Moses var undervejs med sin kone, Zippora, og sin søn, Gersom (2.Mose 4:20), for at overlevere budskabet til Egyptens mægtige Farao, at han nu skulle lade de israelitiske slaver drage af sted for (som det blev sagt) ’at dyrke Gud i ørkenen’ (2.Mose 3:7-22).

”Undervejs i natteherberget kom Herren imod ham (Moses) og ville dræbe ham (2.Mose 4:24).” Dette er den mest besynderlige oplysning, som vi her bliver indviet i: ”Da Guds udvalgte mand, Moses, var på rejsen for at udføre Herrens befrielsesplan for sit folk i Egypten, ville Herren pludselig gøre en ende på Moses’ liv – ja, han var faktisk i færd med at fuldføre denne gerning en nat, hvor Moses havde søgt ly i et herberg for natten.

Vi kan forstå, at der var ’et eller andet’, som Herren var utilfreds med i Moses’ liv, og som han havde talt til ham om ’ved forskellige lejligheder – men uden resultat. Zippora greb i det afgørende og dramatiske øjeblik en skarp flintesten og omskar sønnen, Gersom, hvis navn antyder, at Moses ’var blevet en gæst i et fremmed land’ (2.Mose 2:22).

Som gæst var han undergivet den ældgamle lov, som på dansk udtrykkes med ordene: ’Skik følge eller land fly’. (Det vil sige, at enten må du underordne dig dette lands ’skik og brug’ – eller du må rejse bort til et andet sted, hvor du ikke længere er underordnet disse forhold.

Da Moses forlod sin svigerfars, Jetros, jurisdiktion, gjaldt denne ’beskyttelsesregel’ overfor Herren ikke længere; ikke så snart var Moses på vej til Egypten, før Herren lod sin fordring blive gældende, og Moses befandt sig pludselig over for en vred Gud, der krævede dødsdommen fuldbyrdet. Pagten, som i sin tid blev oprettet med Abraham, lød i sin korthed således:

”Det er en pagt mellem mig og dig,” siger Herren, ”der vil vare evigt. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud, og jeg vil give dig hele landet, Kanaan – det land, hvor du nu lever som fremmed – til dig (1.Mose 17:7-8).” Gud tilføjede: ”Jeres del af aftalen er, at alle drenge og mænd skal omskæres! Det skal være tegnet på pagten mellem dig og mig (v.11-12).”

”Men de uomskårne, altså dem af mandkøn, der ikke på ottendedagen er omskåret på forhuden, skal udryddes af deres folk; de har brudt min pagt (v.14).”

*

Det natlige opgør i det ukendte herberg på vej til Egypten var altså et spørgsmål om ’overholdelse af den pagt, som Gud havde sluttet med Abraham generationer forinden. Moses var den skyldige – men da hans hustru, Zippora, så, at Moses var ved at omkomme, forstod hun øjeblikkelig den større sammenhæng, og greb i desperation en skarp sten og omskar på stedet sin førstefødte dreng, Gersom. ”Du er mig en blodbrudgom,” råbte hun, og beviste derved, at det ikke var af noget godt hjerte, hun udførte denne handling. Så lod Herren Moses være – men ’det ord brugte hun virkelig’, siger Skriften. ”Hun sagde ’blod brud gom’ med hensyn til omskærelsen (v.25-26).”

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’EN GUDLØS REGERING TAKKER IKKE GUD’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.12.05.2023.

En storjury på Manhattan har valgt at tiltale den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, i en sag om skjulte penge til pornoskuespillerinden, Stormy Daniels, i 2016.

Det har ført til, at samtlige uniformerede politibetjente i New York City fra fredag morgen d. 31. marts 2023 skal være klar til at blive udkommanderet. Amerika har i nogle døgn været forberedt på det værste!

Marjorie Taylor Greene, som er republikansk repræsentant for Georgia, udtaler i den forbindelse, at ’de politiske modstandere af Trump nu ønsker at kaste USA ud i en borgerkrig’.

Det gik i midlertidigt mere fredeligt for sig. Trump fik ved et retsmøde forelagt 34 anklagepunkter, som han i en tale har karakteriseret som ’personlig politisk forfølgelse’. Næste møde bliver i december i år – så det er en sag, der trækker i langdrag…

I mellemtiden har Guds folk lejlighed til at studere Skriften. Hvad har Guds ord at sige i denne sag?

*

Dommertiden var en mærkelig tid for Israel. Israelitterne opgav deres forfædres Gud, som havde reddet dem ud af Egypten og begyndte i stedet at bede til de andre folks afguder (Dom.2:12-14, parafrase). Så udpegede Gud nogle af israelitterne som dommere; de skulle redde dem fra de folk, som udplyndrede dem (v.16, parafrase). Så snart den udpegede dommer døde, faldt folket tilbage til afguderi – og sådan blev de ved i generation efter generation, indtil folket var fuldstændig udmattet.

Efter en sådan trældomsperiode på 40 år, blev Samson født – og hvis landet nogensinde før havde været styret af mærkelige mænd, så slog de 20 år, hvor Samson var Israels dommer, alle rekorder! Han slog løver ihjel med sine bare næver, og sendte sammenbundne ræve som brændende fakler ind over filisternes marker, dræbte 1000 mand med en æselkæbe og var aldeles ustyrlig i sine kærlighedsaffærer.

På den måde kan Samson udmærket sammenlignes med USA’s tidligere præsident, Donald Trump, som i sin tid i Det Hvide Hus gjorde ting, som ingen tidligere præsident har dristet sig til at gøre. Han gjorde sig bl.a. bemærket ved to handlinger, som ikke kun havde politisk betydning – men som havde profetisk karakter. De to handlinger var følgende:

Allerede i 1995 vedtog USA’s kongres en lov, der pålægger præsidenten at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad! Ikke desto mindre har samtlige præsidenter gang på gang underskrevet en dispensation, der lader USA’s ambassade forblive i Tel Aviv.

Donald Trump blev manden, der satte en stopper for udskydelsen af implementeringen af denne lov. Dansk Folkepartis daværende udenrigsfører, Søren Espersen, støttede op om at anerkende Jerusalem som hovedstad og foreslog at flytte den danske ambassade fra Tel Aviv. ”Det vil klæde den danske regering at følge trop med USA,” udtalte han, men han har ikke vundet gehør for sin overbevisning.

Den anden handling er, at præsident Trump underskrev i marts 2018 en proklamation, der anerkendte Israels suverænitet over Golanhøjderne. Israels premierminister var på besøg i Det Hvide Hus i den anledning, og han priste i sin tale Trump som han sammenlignede med den persiske konge, Cyrus, der var en stor forsvarer for det jødiske folk.

*

TRAGISK ENDELIGT

Samsons skæbne var tragisk! Det lykkedes for ham at vinde en afgørende sejr over Guds folks fjender – men han blev selv revet med i deres undergang. Det gik således til:

Filisterne arresterede ham til sidst. Brutalt stak de øjnene ud på ham og satte ham i fængsel i Gaza (som er et stridspunkt i dag). De lagde ham i kobberlænker ’og satte ham til at dreje kværnen i fangehuset’ (v.21). ”Tiden gik, og hans hår (som skjulte hemmeligheden bag hans vældige kræfter) begyndte at gro igen… (v.22, parafrase).

Filisterkongerne var yderst tilfredse med dette sørgelige endeligt, som overgik deres største fjende, og de samledes for at feste deres gud, Dagon, som de mente havde givet dem denne store sejr. ”Nu er manden, som hærgede vort land og slog vort folk ihjel, endelig i vor magt,” sagde de til hinanden, og de hentede Samson ud af fængslet for at få lidt ekstra underholdning på hans bekostning.

*

Så blev Samson under stor hyldest ført ind i den mægtige og overfyldte tempelhal og stillet mellem de gigantiske søjler. Da sagde Samson til drengen, som holdt ham i hånden: ”Slip mig og lad mig røre ved søjlerne, som bærer hallen, så jeg kan læne mig til dem.”

Hallen var fuldt af mænd og kvinder. Alle filisternes fyrster var samlet dér – og på selve taget stod 3000 mænd og kvinder, som så til, mens de morede sig over den blinde Samson (Dom.16:27).

Da råbte Samson til Herren og sagde: ”Herre, Herre, glem mig ikke, men giv mig nu min kraft tilbage blot denne sidste gang, så jeg kan hævne mig på filistrene én gang for alle og betale dem tilbage for begge mine øjne, som de har stukket ud (v.28).”

Samson stemte samtidigt armene imod de to mægtige søjler, som stod i midten af templet. Han bad til Gud og råbte: ”Lad mig dø sammen med filistrene!” Så strakte han armene ud med en så voldsom kraft, at templet styrtede sammen over filisterkongerne og folkemassen. Sådan lykkedes det ham ved sin død at dræbe endnu flere, end da han var i live (v.30, parafrase).

Verden ser nu med undren på, hvad fremtiden vil bringe. Er den retssag, som føres mod USA’s tidligere præsident, optakten til et drama af bibelske proportioner – eller vil denne sag, som først kan afgøres på længere sigt, være anklager, som blot løber ud i sandet.

Svaret på dette spørgsmål ligger måske i en anden sag, som involverer USA’s nuværende præsident, Joe Biden, og som afslører præsidentens modvilje med Israel. Om dette har jeg følgende at bemærke:

DET HVIDE HUS KRITISERER ISRAEL

USA’s præsident, Joe Biden, opfordrede onsdag nat d. 29. marts 2023 (dansk tid), den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, til at droppe planerne om en kontroversiel retsreform. Mandag besluttede Benjamin Netanyahu at sætte den israelske regerings retsreform på pause. Det begyndte med at Det Hvide Hus blot opfordrede premierministeren til at søge kompromisser om det vanskelige emne – men Biden er blevet mere skarp i sine kommentarer, og udtalte senere følgende: ”Jeg håber, at han går væk fra det” (idet han henviser til forslaget om, at den israelske regering skal have – ifølge Reuters – ”større kontrol over udnævnelser til højesteret.”

Biden fortsætter (ifølge Nyhedsbureauet AFP): ”Jeg håber ikke, at Israel fortsætter ad denne vej. Netanyahu skal ikke forvente en invitation til at besøge Det Hvide Hus i den nærmeste fremtid.”

Netanyahu svarede efter Bidens skarpe udtalelse med en pressemeddelelse. Den lød (ifølge Reuters) sådan: ”Israel er et selvstændigt land, som træffer beslutninger på baggrund af befolkningens vilje, og ikke pres udefra, heriblandt fra de bedste venner.”

”I USA udpeges højesteretsdommere i øvrigt for livstid og præsidenten med godkendelse af senatet (Ritzau).”

DE GAMLE JØDISKE PROFETER

Det er værd at lytte til de gamle jødiske profeter, når vi taler om endetiden! Høre, hvad Gud har at sige med hensyn til de nationer, som til sidst samler sig mod Israel – ja, om der også skulle være et ord til den danske regering vedrørende dens holdning til den hebraiske stat? Profeten Esajas kommer ind på denne sag, når han i sit 63. kapitel allerede i det første vers siger:

”Hvem er det, som kommer fra byen Bosra i Edom?”

Stedet, hvor dette spørgsmål blev stillet, er præcis det område, hvor jeg opholdt mig i tolv år med min Pilgrim Konvoj, og hvorfra jeg hver aften kunne se lysene blive tændt i byen Bosra på toppen af Edoms bjerge overfor. Derfor er svaret (Guds svar) på spørgsmålet: ”Hvem er det, som kommer derfra?” af en særlig betydning for mig.

I tolv år har jeg slået lejr dér (på nøjagtig det sted) i ’Zins skrækkelige ørken’ – kun nogle få hundrede meter fra grænsepæl nr. 16, som førte ind til kongeriget Jordan – og i den tid pressede spørgsmålet sig på: ”Hvem er han, som kommer?”

*

Der står skrevet, at den person er ’pragtfuldt klædt i højrøde klæder’ – eller er det: ’blodrødt tøj’?

Han ligner en konge, som rider frem med en vældig styrke, og som svarer stolt og værdigt: ”Det er mig, som taler i retfærdighed og har magt til at frelse!” (Es. 63:1, parafrase).

”Jamen, hvorfor er dit tøj så rødt? Dine klæder har samme blodrøde farve, som arbejderens i en vinperse?” lyder spørgsmålet videre: ”Jeg trådte vinpersen alene,” svarer Herren, ”der var ingen til at hjælpe mig. I min vrede har jeg kæmpet mod mine fjender alene, ingen hjalp mig. (Jeg trådte i min vrede på dem. Rasende nedtrådte jeg mine fjender som druer, jeg nedtrampede mine modstandere, så jeg blev oversprøjtet med deres blod. Jeg tilsøled’ hele min klædning.”

*

I virkeligheden taler disse profeter til folkeslagene, som sviger Israel i disse dage, og som (sådan som det er tilfældet med USA’s nuværende præsident) lader Israel i stikken, medens fjenderne samler sig imod det.

Herren fortsætter derfor sin tale til de ugudelige, og han lægger ikke fingrene imellem: ”Jeres retssystem giver den retfærdige en unfair behandling” (Es.59:14) … ”sandheden snubler i jeres gader, og ærligheden kan ikke finde fodfæste.” (Det vil sige, at ’retten hele tiden trænges tilbage, og retfærd står blot i det fjerne og ser til’).

Sandhedens plads er gabende tom i jeres samlinger, og de skyr det onde, bliver flået af medierne (v.15). Ja, sandheden bliver konstant undertrykt, og de, der foreslår en anden vej, udsætter sig selv for overgreb af den politiske modpart.

Derfor er sandhed sporløst forsvundet, og den, ’der holder igen’ kan være sikker på at blive overfaldet (v.15, parafrase).

*

DET ER TID TIL KRIG

”Hvad er det, der holder igen, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde?” (2.Thess.2:6-7, parafrase) Efter nogen debat om dette spørgsmål (som er højaktuelt), så er de troende blevet klar over, ’hvad der holder den lovløse tilbage’, så at han ikke kan åbenbares, før ’hans tid er inde’!

Alting under himlen har nemlig sin bestemte tid: ”Der er en tid til at fødes og en tid til at dø… tid til at græde og tid til at le… tid til at søge og tid til at miste… tid til krig og tid til fred (Præd.3:1-8).”

… og de hellige ser i øjeblikket bekymret på verdenssituationen og siger: ”Det ser ud til, at verden ruster sig til ’en tid til krig’.

”Kan I ikke huske, at jeg fortalte jer om det, da jeg var iblandt jer,” udtaler apostlen (2.Thess.2:5) – ”og jeg understregede for jer, at den lovløse først vil blive afsløret, når hans tid er inde (v.6, parafrase).”

”… thi lovløshedens hemmelighed,” siger Skriften, ”er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes (v.7, parafrase).”

Den energiske kraft, som i øjeblikket arbejder på (både lokalt og globalt) at ’bane vejen’, for det lovløse menneske kan ikke træde åbenlyst i funktion, før de troende, som holder igen, bliver ryddet af vejen!

(Herodes er ude af stand til at få sin fødselsdagsfest til at fungere i paladsets øvre gemakker, så længe den hellige mand (Johannes Døberen) sidder lænket i hans kælder. Først da bøddelen får hugget hovedet af Johannes, kan den tøjlesløse fest fortsætte… Mark.6:20-29).

Når de hellige fjernes (med hård hånd) så vil ’det lovløse menneske’ kunne stå frem! Dette er den ’viden’, som den kristne menighed sidder inde med – og det er den indsigt, som verdensånden hader og vil bekæmpe til det sidste…

*

Det helt nye i verdenssituationen er USA’s stilling til de anspændte forhold i Mellemøsten. ”Israels premierminister skal ikke vente at få nogen indbydelse til at besøge Det Hvide Hus,” – de ord fra Amerikas præsident falder på et gunstigt tidspunkt for Israels mange, arabiske fjender og deres vestlige allierede.

… og med hensyn til det overfald, som en række nationer vil foretage på Israel (Ezekiel kap. 38-39), og som utvivlsomt vil føre til den 3. verdenskrig, er Herrens ord til de involverede folkeslag (hvoriblandt Danmark kan tælles) usædvanlig nærgående!

”Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi,” siger Herren (Es.63:5). Jeg så mig omkring, men der var ingen blandt nationerne, der kom mig til hjælp, og jeg undred mig over, at der ikke længere var nogen, der ville støtte mig. Jeg ventede et øjeblik på, at nogen blandt folkeslagene ville komme mig til undsætning. Men alle så tavse til. Jeg var forbløffet over, at ingen greb ind!” (v.5, parafrase)

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’PRØVELSENS TIME’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.28.04.2023.

Det er en fredag aften i marts 2023, hvor en herre med kort, gråsprængt hår, iklædt sort jakke og blå jeans drejer målrettet om hjørnet, da han når op fra metrostationen på Frederiksberg.

Kun en ting afslører destinationen: Et par høje, spidse, lyserøde stiletter…

Et øjeblik senere er han forsvundet ind i folkemængden foran Frederiksberg hovedbibliotek, hvor flere hundrede mennesker er mødt op tidlig fredag aften. Mens barnevogne, glimmer af en livlig dans til tonerne af ’born this way’, forvandler størstedelen af pladsen foran Frederiksberg hovedbibliotek til en fest, er Danmarks nok mest omtalte dragshow for børn, gået i gang.

To mandlige skuespillere skal optræde med sange og danse for børnene, mens de er udklædt og sminket som kvinder. Publikum, der primært er børn i 6-12 års alderen, synger fortolkninger af Disney-sange.

”Det her er dybt upassende for børn,” udtaler en arrangør af en moddemonstration. ”Hele arrangementet får en til at tænke på Bibelens beretning om Sodoma og Gomorra. Det går nu hurtigt i den retning!”

DE GIK I RETNING AF SODOMA-DOM

Sodomas sørgelige skæbne bliver første gang åbenbaret i Bibelen, da ’de tre mænd’, som overraskende havde besøgt Abraham i Mamre Lund, brød op og fortsatte deres rejse. De var blevet vel-beværtede i Abrahams telt, og Abraham havde fået store og afgørende løfter fra Herren – men nu skulle de tre gæster fortsætte, og de ville åbenbart søge at nå deres mål, inden solen gik ned.

Da de tre besøgende stod uden for teltet i Mamre Lund og tog afsked med deres vært, lagde Abraham mærke til, hvilken retning, de tog. Skriften er ikke tavs med hensyn til deres rejsemål; den siger: ”De gik hen af Sodoma til (1.Mose 18:16).”

Det løb Abraham koldt ned ad ryggen. Han vidste på stedet, at Sodoma var et farligt område, og han kunne hurtigt regne ud, at de i så tilfælde ville nå frem til byen ved aftenstid ja, at de måske havde planer om, at ville overnatte i byen, hvilket under ingen omstændigheder måtte ske!

Abraham havde hørt rygter om, hvad der hændte med uskyldige rejsende, der gjorde stop i Sodoma. De tre mænd måttet advares mod det, som ventede dem i den vildførte by. Derfor hedder det videre i Skriften: ”Abraham gik med for at følge dem på vej (1.Mose 18:20).”

(Faktisk havde Abraham en skjult grund til at ’følge Herren på vej’. Hans slægtning, Lot, boede sammen med sin kone og sine to døtre i den by – og han vidste, at Lot ’led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv’ – ja, at han ’pintes dag ud og dag ind ved de lovløse gerninger, han så og hørte’… 2.Pet.2:7-8).

Hvis Herren omgikkes med tanke om, at ville udslette byen på grund af deres ondskab, så havde Abraham en anledning til at gøre Den Almægtige opmærksom på, at der også var retfærdige folk i den by.

Men der var endnu en grund til, at Abraham havde fået den tanke, at han ville ’følge de tre mænd på vej’; det var en ’inspireret idé’, som pludselig fandt vej til hans hjerte. Gud ville nemlig selv dele nogle tanker med Abraham; Herren sagde i det øjeblik ved sig selv: ”Jeg vil ikke skjule mine planer for ham. Han skal jo blive stamfar til et stort og mægtigt folk, og alle andre folk på jorden vil blive velsignet gennem ham. Ja, jeg har udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, så at jeg fremover kan give Abraham alt, hvad jeg har lovet ham (v.17-19).”

Gud sagde derfor til Abraham: ”Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort! Deres synd er uden lige. Jeg er nu på vej dertil for at se, hvor galt det står til (v.20-21).”

Alt dette var medvirkende til, at Abraham pludselig besluttede, at han ville ’følge sine gæster på vej’. – Og alle disse mere eller mindre kendte faktorer spiller i dag ind, når Guds tjenere pludselig får den tanke, at ’de vil gå med derudad’.

De må absolut vide mere om situationen i deres egen nation – og varselsråbet over Danmark kan i dag høres langt væk. Ja, det er så stort, at Herren i denne time finder sine udvalgte, for at betro dem, at Gud selv er steget ned for ved selvsyn at få indsigt i, om det virkelig stemmer overens med det hjerteskærende skrig, han har hørt over Danmark og København.

DET GUNSTIGE ØJEBLIK

I det øjeblik skilte to af mændene sig ud fra flokken og gik direkte i retning af Sodoma. Men Herren blev stående foran Abraham.

Den alvidende Gud vidste, at det lå tungt på Abrahams hjerte, at hans nevø boede i Sodoma, og han vidste, at Abraham ville gøre alt, for at redde Lot ud fra den dødsdømte by… som dengang, nogle år tidligere, hvor Lot og hans familie blev bortført som krigsfanger, og hvor Abraham uden tøven mønstrede 318 kampklare mænd af sin egen husstand og satte efter fjenden (1.Mose 14:13-14).

Om natten kastede de sig over fjendehæren og forfulgte dem hele vejen til Damaskus. Abraham tog ved den lejlighed hele krigsbyttet med tilbage sammen med de befriede familiemedlemmer og deres ejendele – og det var ved den anledning, at Melkisedek, kongen af Jerusalem, som også var præst for den højeste Gud, kom med brød og vin til sejrherren Abraham, og sagde: ”Tak til Herren, som gav dig magt over dine fjender.”

*

Men nu stod Herren foran Abraham. Var der noget, han havde på hjerte? Et ønske, som han gerne ville have opfyldt?

Abraham trådte nærmere! Dette var ’det gunstige øjeblik’, hvor han kunne redde sin nevø – og sådanne ’øjeblikke skal udnyttes’, siger Skriften (Ef.5:16: ”Udnyt det gunstige øjeblik, thi dagene er onde! Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje!”)

Abraham bad ikke for Sodoma, men han gik i forbøn for ’de retfærdige, som måtte findes i byen’. ”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med de gudløse?” spurgte han.

Ny Testamente fastholder dette syn på Sodoma og Gomorra. ”Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse, og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag,” skriver apostlen Peter i sit 2. brev (kap.2:9) – og han fortsætter: ”Især dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst og foragter Herrens værdighed. Frække, selvbehagelige gyser de ikke tilbage for at spotte høje åndemagter (v.18).”

SAMME DOM FOR SAMME SYND

Naturligvis er disse dybt seriøse kapitler, der skildrer dommen og straffen, som hviler over menneskenes fald, ikke skrevet i et sprog, som kan tilfredsstille den moderne videnskab.

De er imidlertid heller ikke forfattet i et sprog, som kan behage videnskabsmænd af en ældre årgang. Hvis Bibelen havde været formuleret i et ’videnskabeligt sprog’ efter vore dages standard, havde den højst kunnet vurderes som en slags ’overlevering’ i dag – og havde den været fremstillet i middelalderens videnskabelige sprog, ville den have været et mysterium for de første læsere og utilgængelig for vore dages læsere.

Disse første kapitler åbenbarer Gud som en mester i fortælling – én, som er i stand til at bevæge hjerterne hos alle generationer på samme tid, og som kan få alle slægtled til at blive stille, fordi de anbringes under den samme dom for den samme synd.

Sodoma skildres her som et tydeligt eksempel på et ’homoseksuelt samfund’. Det er gennemsyret af den synd ’fra øverst til nederst’, og drives uimodståeligt mod den undergang, som gælder alle generationer, der huser mennesker som på den måde forbryder sig mod naturen.

*

Herren vidste, at i Sodoma fandtes ingen, som ikke var ’smittet’ af den homoseksuelle synd. (Der bruges jo udtrykket: ’Dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst… 2.Pet.2:10) – med undtagelse af Lot og hans familie. Det vil sige, at af hele byens befolkning var der kun fire personer, som havde unddraget sig denne synd. Hvis Lots svigersønner skal tælles med i den ’hellige familie’, som Abraham havde på hjerte at kæmpe for, så var tallet på ’det retfærdige’ i Sodoma ikke højere end seks personer.

Hvis man tæller folkene, som var på jorden efter Noa (thi fra hans familie ’nedstammer folkene, som efter vandfloden bredte sig på jorden’ (1.Mose 10:32), så er det begrænset hvor mange mennesker, der kan have levet i Sodoma og Gomorra, da Abrahams far, Tara, tog sin søn og sønnesøn (Lot) og førte dem til Kanaan (v.31).

Sodoma og Gomorra var jo ikke mere end småbyer, hvor folk havde samlet sig ved Dødehavet – og der kan næppe have været flere end nogle få hundreder personer.

GUDS RETSORDNING

”Måske der findes halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde?”

… sådan begyndte Abraham forhandlingen med Gud vedrørende Sodomas frygtelige skæbne, som indtil det øjeblik ikke havde været nævnt med et ord, men hvorom Abraham var godt orienteret. Han vidste åbenbart, at Gud ikke ville tåle denne synd, og at han derfor stod over for en allerede afgjort sag. Homoseksualitet var ikke blot ’et lille sidespring, som Herren ville tolerere’, og der var på det tidspunkt overhovedet ikke tale om, at det var ’en medfødt tendens’. Homoseksualitet var en vederstyggelighed, som ’fortjente døden’ (sådan opfattede Abraham situationen)… og i Ny Testamente bifalder Paulus denne indstilling. Her hedder det nemlig: ”De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel gør de ikke blot disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald (Rom.1:32).”

At Gud således synes at være ’overbærende’ er faktisk imod hans egen ’retsordning’. (Det græske ord, som her er brugt, er stærkere, idet der ligefrem tales om en ’Retsfordring’. Den ubarmhjertige dødsdom er altså ikke blot en ’juridisk ordning’ men en ’juridisk fordring’). Det er en retfærdig ’statut’, som er gældende til alle tider og under alle forhold og vi kan som troende blot være taknemlige for, at Regeringen ikke (under de liberale forhold, som hersker i vort land) implementerer dette påbud, men lader evangeliets langmodighed og kald til omvendelse gælde!

Pointen i denne passage er således ikke, at homoseksualitet er en synd, der burde straffes – men langt mere er homoseksualitet at betragte som en ’straf i sig selv’. Borgerne har forkastet Gud og er af den grund blevet overladt til skamfulde lidelser, thi det hedder: ”Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige (Rom.1:26).”

*

Abraham nåede i sin berømte ’Sodoma-handel’ med Gud til, at Herren lovede ikke at ville ødelægge byen, hvis der blot fandtes 10 retfærdige i den. Abraham drister sig til dette sidste forsøg (for han er åbenbart selv i tvivl om, at man vil kunne finde så mange retfærdige sjæle i byen) og siger til Gud: ”Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene gang endnu. Måske findes der ti retfærdige i Sodoma?” Herren svarede: ”For de ti’s skyld vil jeg lade være at ødelægge den.”

Beretningen slutter her med en bemærkelsesværdig konstatering. Der står skrevet: ”Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort.”

… og vi står forbløffet tilbage. I hele den forudgående samtale er det Abraham, der insisterende havde ført ordet. Det er Abraham, som punkt for punkt har ledet denne forhandling, og det er Gud, Herren, som kort og præcist har givet efter for Abrahams dristige krav – og nu afsluttes hele denne besynderlige forhandlingsrunde med ordene: ”Da nu Herren havde talt ud med Abraham (v.33).” Det vil sige, at det hele tiden har været Herren (og ikke Abraham), der har ført ordet. Ja, der er den barmhjertige Gud, som har foranlediget, at hele denne vanskelige ’handel’ fandt sted! Det er ham, som gav Abraham et næsten uforskammet mod til at spørge om byens redning – ja, det er Gud selv, som forhandlede med sig selv – så at til sidst det kan noteres, at ’da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort’.

Hermed var det besluttet, at hvis der blot fandtes ti retfærdige i Sodoma, så skulle byen ikke tilintetgøres. At Sodoma få timer senere blev lagt i glødende aske, er beviset på, at der end ikke fandtes ti retfærdige i den by. Der var kun fire retfærdige mennesker: Lot, hans kone og hans to døtre. De blev alle reddet. Det gik således til:

HERREN TØVER TIL DET SIDSTE

”De to engle kom nu til Sodoma ved aftenstid.” Det vil sige, at de to ’himmelske væsener’, som kunne have tilbagelagt den lange vandring på et øjeblik – (ja, de kunne med ’tankens hastighed’, som er hurtigere end ’lysets hastighed’, der bevæger sig med 300.000 km i sekundet, have nået deres bestemmelsessted) – vandrede den lange vej fra Mamre til Sodomas port.

Hvorfor de to engle (for sådan præsenteres de i 19:1) valgte at tilbagelægge denne strækning til fods, kan kun være et gætteværk! Mit bud er, at det er den samme årsag, som var tilfældet med den netop afsluttede dialog mellem Gud Herren og Abraham. Det var her Gud, der førte hele samtalen – og på samme måde er det Herren, som fører hele beslutningsprocessen hos de to udsendinge! Skriften fortæller, at de to engle nåede først til Sodoma ved aftenstid (19:11).

Der er i Guds hjerte en tøven at spore så snart, der er tale om dom! Det er sikkert også grunden til, at Herren har holdt (og stadig i sin nåde holder) hånden tilbage fra at lade dommen og straffen komme over Danmark, som synes at være fuldmoden til domfældelse.

KAMPEN I SODOMAS PORT

Lot sad i Sodomas Port, og da han fik øje på de to mænd, rejste han sig med det samme, gik dem i møde, bøjede sig til jorden og sagde: ”Mine herrer, tag med mig hjem, så kan I få vasket jeres fødder, I kan blive og overnatte i mit hus – og I morgen tidlig kan I drage videre (1.Mose 20:1-2).”

Lot var indtil det øjeblik en velagtet mand i Sodoma. At sidde i byporten var ensbetydende med, at han blev betragtet som en af byens styrende personer (Ruth 4:3). At han bøjede sig (med ansigtet til jorden) betød, at han hilste de rejsende velkommen som var de udsending for Gud (hvilket i virkeligheden var tilfældet).

’I kan blive og overnatte i mit hus’ var i en krigserklæring, og det kunne med det samme spores iblandt de omkringsiddende, at han her var gået for langt i sin gæstfrihed. De mænd, der sad omkring ham, var alle – uden undtagelse – aggressive homoseksuelle, der havde andre planer med de fremmede. Deres seksuelle begær kunne allerede fornemmes i porten. Til deres overraskelse afviste de to fremmede Lots tilbud – og deres vellyst blev helt synlig, da de hørte de rejsende mænd sige: ”Nej, vi vil overnatte på gaden.”

Denne dialog beviser, at de to engle (der havde skikkelse som mennesker) var helt på det rene med, hvad der var ved at ske. De udleverede sig selv til at blive ofre for et seksuelt overgreb. Der bredte sig i porten en tilfreds stemning. Hvis de to mænd ville overnatte på gaden, så var sagen allerede klar. Det ville blive en festaften i Sodoma.

Men Lot lod sig ikke afvise. Han vidste på forhånd, hvad der ville ske, hvis han efterlod de to fremmede til deres ulykkelige skæbne – og ’han nødte dem stærkt’. Han stod ikke længere med en gæstfri indbydelse, men han kæmpede i det øjeblik mod de øvrige mænd i Sodomas Port, som var overvældet af et homoseksuelt begær, og som ikke ville fravristes denne anledning til at få deres lyst tilfredsstillet.

Lot insisterede stærkt på, at de fremmede skulle følge med ham, og til sidst lykkedes det ham at få dem til at opgive deres forehavende med ’at ville overnatte på gaden’.

De gik ind i hans hus og han lavede et godt måltid for dem (det var dog for intet at regne mod det festmåltid, som Abraham havde tilberedt dem aftenen forinden under deres besøg i Mamre).

”… men endnu før de have lagt sig stimlede byens folk sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse (v.4).”

De råbte og skreg til Lot: ”Hvor er de mænd, du havde med dig? Kom herud med dem! Vi vil have sex med dem.”

(Det hebraiske ord for ’at stille deres lyst på dem’ er det danske ord: ’at kende’. Det bruges i forbindelse med det seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde (4:1). Her er det anvendt for at beskrive ’homoseksuel sex’ mellem mænd. (Se Rom:1:18-32, især v. 26-27). Betegnelsen ’sodomit’ kan føres tilbage til denne handling).

*

Homofesten for børn varsler mere end noget andet Sodomas dom over Danmark. Det homoseksuelle begær nærmer sig i uhyggelig grad grænsen til pædofili, og dette er tidspunktet og den åbenlyse anledning for borgerne i Danmark til at råbe vagt i gevær.

”Den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb (Matt.18:6).”

Sådan lyder Jesu personlige advarsel – ikke blot til arrangørerne af denne ’homoseksuelle happening’ – men til lovgiverne og politiet, som tillader sådanne propagandafremstød over for 6-12 årige børn for naturstridig sex.

Ifølge Ny Testamente viser de børnene en livsstil, som befordrer ’urenhed’, så at de får lyst til at ’vanære deres legemer indbyrdes’. Med Disney-sange om ’mangfoldighed’ viser de vejen til, hvad Bibelen kalder: ’Vanærende lidenskaber’, og samtidig med, at de ’blæser sæbebobler’ præsenterer de ’et uværdigt sind, som gør, hvad der er usømmeligt’.

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’BED FOR JERUSALEM’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.14.04.2023.

Det er af højeste betydning, at vi (som kristne) er os bevidst, at dagen og timen er ukendt for mennesker, engle – ja, endog Guds Søn – hvor Jesus vender tilbage til denne jord! Denne hemmelighed er den bedst bevarede af alle ’de skjulte ting’, for den er ’godt gemt bort’ i Gud selv – og netop denne åbenbarelse (det præcise tidspunkt for Herrens komme) vil optage sindene i de sidste dage.

Jesus advarer mod de folk, som taler om ’Jesu hemmelige komme’; de siger: ”Se, her er Kristus,” eller ”dér er Kristus.” Lad være mede at tro dem. Det er falske profeter eller folk, som udgiver sig for at være mig! De vil endog føre sig frem med tegn og mirakler – og de vil være så overbevisende, at selv de udvalgte vil være i fare for at komme på afveje.”

”Nu har jeg advaret jer,” fortsætter Jesus. ”Hvis de altså siger: Han er allerede kommet og er ude i ørkenen, så gå ikke derud. Det er en løgn. Eller hvis de siger: Han er kommet, og han er i det og det hus, så tro det ikke! Det er en løgn. Når jeg, Menneskesønnen, kommer, så vil det være ligesom et lyn, der oplyser hele vejen fra øst til vest. Det vil være så tydeligt, at alle og enhver kan se det (Matt.24:23-25, parafrase)!

Det hedder jo: ”Straks efter trængslen i de dage… så vil Menneskesønnens tegn vise sig på himlen. Alle jordens folk vil jamre højlydt og fortvivlet, når de ser mig komme på skyerne i al min kraft og guddommelighed (v.30, parafrase).

Da vil jeg sende mine engle ud, og det vil ske under gjaldende trompetfanfarer, og de skal samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner fra den ene ende af himlen til den anden (v.31, parafrase).

Der er en forkyndelse i dag, som hævder, at Jesus’ komme er så nær (at disse forkyndere står i fare for at hævde, at han allerede hemmeligt er kommet) og at du kan finde ham enten et sted i ørkenen eller skjult i kamrene på en nærmere angivet adresse. ”Gå ikke derud (i ørkenen)” eller ”gå ikke derhen” (til det hus, hvor han siger at opholde sig. ”For mit komme vil være som et blændende lyn, der oplyser himlen (Matt.24:27).

*

”Bøj dig for din konge, sjæl,

verdens konger, bøjer eder,

stolte magt og højhed, knæl,

tronen for Guds Søn bereder.”

B.S. Ingemann, 1825,

(Matt.21:1-9)

Gid alle magthavere, alle dem, som sidder i regeringspalæet, Christiansborg, måtte standse (blot et øjeblik) og lytte til røsten, som bevæger sig ad de tæppebelagte korridorer, og kalder dem til ydmygt at bøje sig for kongernes konge.

Hvad er de andet (når det kommer til stykket) end dødelige sjæle, som har brug for den store konges hjælp i de beslutninger, som de er valgt til at tage på folkets vegne?

Den ’stolte magt’ og ’den verdslige højhed’ bør også i dag knæle for ham, som er ’kongernes Konge og herrernes Herre’! Han kender hele forløbet af endetidens begivenhederne fremover – med undtagelse af én eneste ting: Jesus ved intet derom – og kender ikke dertil – dagen og timen, når han skal komme igen! Dette vil jeg i det følgende nærmere at forklare:

MIN LÆRE ER IKKE MIN EGEN

”Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham,” – disse ord er ’en åbenbaring’ i sig selv! Jesus, som er Gud, ved nøjagtig lige så meget som Faderen med hensyn til de ting, der skal ske. Hans totale og fyldestgørende redegørelse om åbenbaringens forløb manifesterer sig i Matt.24, hvor han giver et personligt, detaljeret indsigt over alle de begivenheder, der dybest set er åbenbarelsesbogens indhold. Kun ét er skjult for Menneskesønnen: Dagen og time for hans genkomst!

Hvad betyder det så, når det her hedder: ”… åbenbaringen, som Gud gav ham?” (Åb.1:1) Det lyder jo umiddelbart, som om Faderen har fortalt noget til sønnen, som han var uvidende om. Gav han sin søn noget, som han ikke allerede havde?

Lad os sammen undersøge, hvad der kan gemme sig i dette mysterium. Vi vil sikkert blive velsignet ved at dykke ned i sammenhængen. Uden at fatte det, er vi måske på jagt efter en af Ny Testamentes store hemmeligheder.

Altså: Hvordan skal dette forstås?

Er Kristus ikke i sandhed Gud, værende af samme enestående væsen som Faderen, og har han ikke fra evighed af været det samme som Skaberen? Kendte han ikke – med den alvidenhed, som er hans guddommelige natur – lige så præcist og nøjagtigt som hans Far, hvorledes verdenshistorien vil udforme sig og hvilken skæbne, der til sidst venter hans kirke?

Lad os læse fra Ny Testamente, hvad der kan have med denne vigtige sag at gøre: ”Først da højtiden halvt var omme, gik Jesus op i helligdommen og lærte (Johs.7:14). Jøderne undrede sig nu og sagde: ”Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?”

Så svarede Jesus dem og sagde: ”Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig (v.16).”

HAN VENTEDE TIL DE VAR KLAR…

Der går altså flere dage, og man er nået halvvej frem i festen, før Jesus går op på selve tempelpladsen. Han venter til skaren er moden og spørgende – ja, parat til at modtage de dybere ting, som han har at meddele dem

– og da han havde fremført sine nye lærepunkter (vel underbygget med skriftsteder) undrer jøderne sig, og de taler indbyrdes om hans undervisning og spørger til sidst sig selv: ”Hvordan kan han vide så meget om skrifterne, når han ikke har studeret hos en rabbi?”

Så svarede Jesus dem og sagde: ”Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig (v.16).”

Det fremgår altså ganske klart (og kan ikke siden være til debat), at Jesus i dette svar giver udtryk for, at ’det, som jeg lærer jer, har jeg ikke fra mig selv, men fra ham, som har sendt mig’! – ”Min undervisning kommer ikke fra min egen tankeverden, men direkte fra hans rige, som sender mig.”

Det vil klart sige, at Jesus anerkender, at ’hans lære’ ikke er grundet på noget, han (pludseligt) finder på – men, at han er et personligt og fuldkomment talerør for en doktrin, som ligger på et højere plan – ja, at den kommer direkte fra Faderen.

Dermed gør han sin lære uangribelig! Om nogen betvivler de ord og de hellige sætninger, som udgår af hans mund, så forkaster de ikke blot tømrersvenden Jesu tale, men de fornægter den højeste Guds evige sandheder. Ja, han påstår her, at hans tale er guddommelig. Intet er at forkaste. Det er, som Faderen selv ville sige det: Lære er altså i alle måder troværdig!

Den undervisning, som vi modtager af Jesus, er fuldt ud tilstrækkelig for tid og evighed. Der er kun den ene ting, som Herren er tavs omkring, og det er den nøjagtige dag og time, hvor han kommer igen – og med hensyn til dette bøjer vi os i en tålmodig forventning og siger kun: ”Kom snart Herre Jesus!”

JEG TALER IKKE PÅ EGNE VEGNE

Jesus fortsætter med at forsvare sin læres guddommelighed ved at sige: ”Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare om læren er fra Gud, eller om jeg taler af mit eget (v.7).”

Altså: Enhver, der på forhånd er indstillet på at forstå og fatte Guds væsen, vil med det samme være klar over, om ’det jeg siger’ (hævder Jesus) ’kommer fra Gud – eller om jeg blot taler på egne vegne! Den, som allerede er villig til at gøre Guds vilje, vil straks erkende, om det blot er ’mine egne tanker’ jeg fremfører (erklærer Jesus) ’eller om jeg taler som Gud’.

Konklusionen på dette guddomsord lyder sådan: ”Den, der taler af sit eget, søger sin egen ære, men den, der søger hans ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham (v.8).”

Altså: Den, der fremfører sine egne tanker i undervisningen, som han giver, ønsker (i sidste omgang) selv at blive æret. Men den, som ønsker at ære ham, som har skabt alle ting, vil altid sige sandheden uden den mindste gnist af selvished. ”Du er alvidende, Jesus,” siger Herrens disciple. ”Kun én ting er skjult for dig, og det er det nøjagtige tidspunkt for dit snare komme. Om dette forbliver vi i en hellig forventning – og vor glæde bliver så meget større, når dagen endelig oprinder!

Dette fører os til den enestående sætning, som er den første i Johannesevangeliet: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud.”

Når nu alting begyndte med, at Gud talte ordet, og således gav udtryk for – ja, kommunikerede til andre, hvad der boede i hans hellige væsen – så var åbenbarelse ikke noget ukendt og hemmeligt. Hans ord (som er en bevægelse ud af tankens ensomhed, og som gerne vil dele og aflevere herligheds-hemmeligheder) er allerede hans guddommelige natur.

Ord er, når det kommer fra en genfødt sjæl, levende – og det i en sådan grad, at det forvandles til ’friske kildevæld, der vælder frem til evigt liv’. (Sådan som det var tilfældet med den samaritanske kvinde ved Jakobsbrønden i Johs.4). Den egentlige oprindelse af sådanne ’mirakel-ord’ er altid og uden undtagelse Gud. Skriften vidner jo om, at dette ord ’er hos Gud’ – ja, Bibelen går så langt som at hævde, at dette ord ’er Gud selv’, idet det hedder: Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud (Johs.1:1), og Herren ønsker ikke at have nogen hemmelighed, som han ikke ønsker at dele med sine elskede børn – med undtagelse af dette ene, som han gemmer dybt i sin kappefold: Timen, når hans søn vender tilbage til jorden.

Det øjeblik skjuler han for alle – selv sine mest betroede engle, men dagen oprinder, og den kommer med sejr og glæde for alle, som venter derpå!

MØRKET KAN IKKE FÅ BUGT MED DET LYS

Vi skal imidlertid ikke forvildes i vor søgen.

Det er vor beslutning, at vi her vil finde ud af, hvorvidt ordene fra Åbenbaringsbogen (’åbenbaringen, som Gud gav ham’… Åb.1:1) betyder, at Jesus fik noget at vide, som han ikke på forhånd kendte til – eller (som det fremgår af de skrifthenvisninger, vi allerede har beskæftiget os med), at han er mere end godt underrettet om alle hemmeligheder – han er jo forklaringen på det hele!

Herom siger Johannes i sin berømte indledning til Johannesevangeliet: ”I det (ordet) var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det (Johs.1:1).”

Inden han når så langt i sine betragtninger, får han i sit evangelium lige indføjet, at det ord, han har så travlt med at beskrive, er det samme ord, som Herren anvendte ved Himlens og jordens skabelse: ”Alt er blevet til ved det ord, og uden det blev intet til af det, som er (Johs.1:3).”

Intet er skjult for sønnen. Han er nøje underrettet om alt. Kun én ting har Faderens beholdt som sin ejendom: Den time, hvor Herren Jesus skal vende tilbage til denne jord. Det tidspunkt er skjult for Jesus – og det kan vi, som Herrens disciple, også tåle, er gemt for os!

*

Heraf kan udledes, at vi er på jagt efter den mægtigste kraft i universet, for Skriften bevidner, at ’alt er blevet til ved det (Johs.1:3). – Ja, selve ’livets gåde’ angives her, for det hedder: ”I det vor liv!” (Johs.1:4)

Ordet har altså i sig det forunderlige element, som adskiller alle andre kloder (så vidt vides) fra jorden, som myldrer af liv.

Det højeste form for liv, som kendes på jorden, er det lys, som findes i de forunderlige skabninger, som kaldes ’menneskene’. Derfor hedder det i Skriften: ”I ordet er liv, og livet er menneskenes lys (v.4).”

Det betyder, at menneskebørnene, som siden tidernes morgen har været på ustandselig søgen efter livets oprindelse, får den længe eftersøgte hemmelighed afleveret her, idet det som nævnt hedder: ”I ordet er liv, og livet er menneskenes lys (v.4).”

Hvad betyder det?

Det betyder, at det liv, som mennesker får ved fødslen, kun er ’en form for eksistens’. Det virkelige liv opnås udelukkende ved at åbne sig for ordet – og i dybeste forståelse af dette, drejer det sig om at åbne sig for Kristus, som er ’vejen, sandheden og livet’ (Johs.14:6).

Alt, hvad vi behøver til ’liv og gudsfrygt’ ligger altså åbent for hvert menneske – men der er én viden, som Gud holder for sig selv, og de er kundskaben om den velsignede dag, hvor Jesus for anden gang forlader sin himmelske herlighed for at bringe lyset til den dømte jord.

IKKE ENGANG SØNNEN – KUN FADEREN VED DET

Tilbage står vi så ved erkendelsen, at Jesus ved lige så meget som sin far om endetidernes forløb – kun én ting har Herren holdt skjult for ham, og det er tidspunktet, som i Markusevangeliet beskrives med ordene: ”Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i himlen – ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen (Mark.13:32).”

Ikke en levende sjæl har (eller vil nogen sinde få) indsigt i dette! Hvis nogen formaster sig til at påstå, at han har ’indsigt i dette’ og kender det præcise tidspunkt, hvor Menneskesønnen vender tilbage til jorden, kan vi med det samme udelukke ham (eller hende) som en fjende af Gud og en djævelsk bedrager. Hvornår dette skal ske, er der nemlig ingen dødelig, som ved – og der er heller ingen af de udødelige, som har kendskab til dette tidspunkt.

– ”ikke engang englene i himlen – ja, end ikke Guds egen søn.” dette ved kun Gud selv, og han bevarer til det sidste denne dyrebare hemmelighed hos sig selv!

Grunden dertil kender kun Den Almægtige – og han deler den ikke med nogen. Den dag og den time, hvor han giver startskuddet til den sidste nedtælling, er helt og holdent hans beslutning.

”Netop derfor skal I holde jer vågne,” siger Jesus. ”I har nemlig ingen anelse om, hvornår det sker (v.32, parafrase).” På samme måde kan I ikke vide, at jeg er lige på trapperne, når disse ting er under opsejling. ”Det er ligesom en mand, der skulle ud at rejse. Han overlod ansvaret for huset til sine tjenere, der fik hver sin opgave, og dørvogterne satte han til at holde vagt. Han sørgede for at efterlade sin ejendom i sikre hænder.

I ved jo ikke, hvornår jeg kommer tilbage – måske det bli’r om aftenen, midt om natten eller i de tidlige morgentimer. Lige pludselig er jeg dér, og så vil jeg ikke finde jer liggende og sove. Det siger jeg til jer – og det siger jeg til alle (v.35-37, parafrase). Hold jer parat.”

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’DE SYV ORD’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.31.03.2023.

Annette Foss er en glad kristen på vej mod de 70, og hun har her på det sidste oplevet en bemærkelsesværdig helbredelse, som er værd at lytte til.

Det er nemlig de færreste mennesker, som når helt frem til operationsbordet, og erfarer, at en ca. 45 årig læge sænker sine skarpe instrumenter og siger næsten undskyldende: ”Jeg finder ingen tarmkræft her!”

”Vi har undersøgt den højre del af tyktarmen, og finder nu alt normalt – vi har undersøgt venstre del af tyktarmen og finder alt normalt – og vi har undersøgt endetarmen og finder intet spor af den farlige mistanke. Vi har til sidst nøje undersøgt indgangen til tyndtarmen og finder ingen kræft.”

”Du kan godt stige ned fra operationsbordet. Jeg kan ikke forklare dette her – men du må gerne ta’ hjem. Efter kikkertundersøgelsen (koloskopi) d. 31. januar 2023 på Herlev Hospital har vi observeret, at alt er normalt med dig! Der er ikke brug for den mindste behandling…”

Dermed skrev lægen under på et dokument med en ulæselig underskrift (jeg kan kun gætte mig til fornavnet, som er med et stort P – og efternavnet, som er med et stort S. Der står kun, at jeg har fået ’noget afslappende medicin’. (Jeg var mildest talt rædselsslagen).

– men ikke et ord om vævsprøver, og (Gud være lovet) ikke et ord om ’behandlingen’.

”Jeg forlod hospitalet på denne høje, klare januardag som et frit menneske. Gud havde hørt og bønhørt de helliges bønner.

*

Hvad lægen ikke vidste var, at jeg søndagen forinden, d. 29. januar, gik frem til forbøn i den lille pinsemenéghed (som jeg tilhører), Nyt Håb, og pastor Bjarne Kjær sammenkaldte ’de ældste’, som salvede mig med olie og bad for mig.

Man havde gennem nogen tid bedt for mit helbred, for jeg havde fortalt, at jeg følte mig ’rigtig skidt tilpas’, og at mine ’hæmoglobin-prøver’ (undersøgelse for blod i afføringen, hvoraf den sidste var taget kun 10 dage forinden), var på et urovækkende højt tal.

Normalt ville jeg være på en talværdi omkring de 35. Normalområdet ligger maksimalt på 99 ug/l – men her var de steget til det alarmerende 493!

Så på denne søndag (to dage før jeg skulle på operationsbordet) fulgte de ældste i menégheden opfordringen, som den står nedskrevet i Ny Testamente, hvor apostlen Jakob skriver: ”Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menéghedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft… (Jak.5:14-17).”

Den kraft, som apostlen her taler om, mærkede jeg ganske tydeligt som en varm strøm, der gik gennem den øverste del af min mave. Det var særligt stærkt, da pastor Bjarne Kjær opfordrede menégheden til at rejse sig, og hver enkelt skulle række hænderne frem imod mig, mens de tog autoritet over sygdommen.

*

På selve operationsdagen var jeg meget bange. Man gav mig noget beroligende medicin. Klokken 09:45 skulle jeg køres ind på operationsstuen. Der var en forsinkelse! En halv time, som udfyldtes af en besked fra Bornholm på min telefon.

Jeg læser på Messenger: ’Sendt klokken 10:07’. (Otte minutter før jeg skal på operationsbordet).

En profetisk hilsen fra Frelsens Hærs kaptajnen, Benny Mikkelsens søn, Benjamin, som sammen med andre kristne er samlet på denne morgen, hvor de er i bøn for mig. Han skriver, og det er især omkvædet, som bevæger mig:

”Stå op i tro!

Vær helbredt i Jesu Navn!

Lad løftet slå rod i din sjæl.

Stå op i tro!

Vor Gud er din læge;

Han vil helbrede dig

og gøre alting vel!”

Hilsenen slutter: ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, og ved hans sår har vi fået lægedom (Es.53:5).”

Kort efter oplever jeg lægen i operationsstuen. Han læser rapporten fra kikkertundersøgelsen: ”Overalt i hele tarmsystemet er der fuldstændig normale forhold! Der er ingen tumor (svulst), ingen polypper, ingen hæmorider og ikke en eneste ridse…”

Lægen ser på mig. Helt uforstående, nærmest undskyldende. Så siger han: ”Jeg har ingen forklaring på det, der her er sket!” (Han står og ligner én, der faktisk vil sige: ’Undskyld, at vi har indkaldt dig’). ”Men der er intet tegn på noget som helst i hele dit tarmsystem.”

Sundhedsportalen giver samme besked: ”Ikke fundet noget unormalt!”

Lægen skriver: ”Patienten er indkaldt på baggrund af den høje blodværdi. Blodtab er dokumenteret af anæstesi, men intet blodtab er registreret! Blodtab er dokumenteret af OP, men intet blodtab er registreret! Overalt ses normale forhold!

Langsomt gik det op for mig: Det er så fantastisk, alt hvad her er sket! Herren har givet mig fuldstændig lægedom! Hvilket mirakel! Halleluja.

*

Lad mig i telegramstil meget kort fortælle om mig selv, at jeg nu er blevet 69 år, og at det altså er præcis så mange år siden, at jeg i 1953 så dagens lys i Slagelse.

Jeg kendte intet til Gud og det levende samfund med hans søn, Jesus Kristus, i de første år af mit liv. Det ændrede sig imidlertid efter nogle oktoberdage i år 2000, hvor jeg deltog i nogle møder med prædikanten Charles N’defon i et lille forsamlingshus i Ringkøbing. I februar året efter kom Jesus ind i mit liv, da denne prædikant holdt møder i pinsemenégheden på Drejersvej i København. I 2015 tilsluttede jeg mig pinsekirken Nyt Håb, Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre. (Det er let at huske, for kirken ligger kun 10 skridt fra busstoppestedet for bus nr.21).

Jeg kendte mit Fadervor som lille. Min mor, der var sygeplejerske på Slagelse Sygehus, har lært mig det. Min far, der var malersvend, ejede ikke en gnist af kærlighed til min tvillingesøster og mig – men det står tydeligt for mig, at da jeg var 13 år, stillede jeg mig en solskins-majdag ved kantstenen på Klosterbanken, og jeg løftede mine øjne til himlen og bad om fire måneders ’orlov’. Mine ben var tykke af en alvorlig nyrebetændelse. Jeg spiste 21 piller om dagen – og især de store penicillintabletter, som skulle udskille betændelsen, var svære for mig at sluge. Gud hørte min bøn, og jeg kom præcis fire måneder på sygehuset.

*

Som nittenårig dansede jeg en aften med en soldat fra Slagelse – og det blev et bekendtskab, som varede seks år. I 1983 blev jeg gift – og det ægteskab varede 24 år. (Som jeg har nævnt kom Jesus ind i mit liv ved årtusindskiftet – og det kunne det forhold ikke bære). I 2007 blev vi skilt.

Jeg husker især en periode i mit liv, hvor jeg var ’åndelig sulten’ og søgte hjælp i ’det alternative miljø’. Efter seks år (som 46årig) så jeg tomheden i ’den clairvoyante livsstil’, og jeg var som hjemløs!

I den situation fandt jeg Jesus, og det er ved hans forunderlige navn, at jeg i dag er frelst og helbredt – og har en flok af åndelige søskende, der er min familie og værn mod al slags uvejr.

… og så har jeg en sød lille hund, som har fået navnet: ’Josua’.

*

Dette vidnesbyrd, som jeg har færdiggjort, for at sætte det på min blog, er allerede blevet antaget af den kristne avis ’Udfordringen’, og vil (efter al sandsynlighed) blive offentliggjort i påskenummeret i år. Måtte Gud i sin nåde lade det ’ramme’ en sjæl, som netop står i den krisesituation, at der er opstået en farlig mistanke om kræft.

Lad os tro, at det ikke er en tilfældighed, at denne beretning ser dagens lys netop nu – og at der er al mulig grund til at fatte håb om, at denne mistanke kan blive gjort tilintet ved troen på Jesu Navn.

BEGYNDENDE OPVÅGNEN

Det begyndte i kapellet på Asbury Universitet, hvor en mindre gruppe studerende traditionelt samledes til bøn på en bestemt aften i ugen. Den aften indledte én af deltagerne med et bibelord fra Romerbrevet det tolvte kapitel, og man gav sig til at bede.

Efter bønnen ville man afslutte mødet og forlade kapellet, men rummet var fyldt med en bemærkelsesværdig ’sweet’ atmosfære, og ingen kunne få sig selv til at forlade lokalet. Resultatet er blevet, at der nu – næsten en måned efter denne første aftens samling – stadig er bøn i kapellet, og at den lille gruppe voksede gradvist, så at tusinder nu besøger kapellet, og der finder usædvanlige omvendelser sted.

Jeg har fulgt denne udvikling på nettet og nedskriver her en beretning med personlige kommentarer om den begyndende vækkelse blandt de studerende på Asbury Universitet.

Åndelig vækkelse begynder som oftest med, at nogle få troende er samlet til bøn. Nøjagtig som det skete på pinsedag, hvor de, der var tilhængere af Jesus fra Nazaret, var samlet for at påkalde Herren. Der står skrevet i Bibelen, at da pinsemorgen var oprunden i Jerusalem, ’var alle disciplene samlet på ét sted’. Der var en særlig forventning til stede, idet det nu var 40 dage siden, at Jesus var stået op fra de døde – og de, som her var samlet, havde alle oplevet, at i disse 40 dage havde Jesus ’vist sig for dem som den levende’, – ja, ved utallige undergerninger havde han givet dem det ene bevis efter det andet på, at han stadig var lyslevende iblandt dem.

Det opmuntrende ved den bevægelse, som unge mennesker i øjeblikket oplever i USA, er, at det er åbenlyst et værk som er begyndt af Gud. På pinsedagen i Jerusalem var det en ret kraftig begyndelse, idet de forsamlede pludselig hørte ’en voldsom lyd fra himlen’ (Ap.G.2:2). Det lød som ’en susen som et vældigt åndepust’ – ja, det har bogstaveligt været sådan, at de forsamlede har mærket ’en mægtig Guds ånde’, der blæste ind over de tilstedeværende. Det lød altså som et stormvejr, og det fyldte hele huset, hvor de sad.

*

Det, som præger ’Asbury-vækkelsen’ i USA, er unge mennesker, der søger Herrens åsyn på et kollegium. ”Nothing fancy, just hungry hearts,” hedder det i beretningen, som samler en stadig større kreds af unge studerende.

– og vi, som er på afstand i øjeblikket af denne åndelige opvågnen blandt de amerikanske unge, siger (i al ydmyghed) til dem: ”Vær altid glade, bed uden ophør, sig tak under alle forhold, thi det er Guds vilje med jer! Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale, prøv alt, hold fast ved det gode. Hold jer fra det onde i enhver skikkelse. Men Han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme!” (1.Thess.5:16-23).

SÆT PRIS PÅ JERES LEDERE

Det er uhyre vigtigt, som vi venter på, at Guds Ånd også sætter ’røre i vandene’ på vore breddegrader, at alle oprigtige kristne ’sætter pris på deres ledere’ (1.Thess.5:12). Mange af dem står i øjeblikket i en situation, hvor de kan blive overfaldet af medierne og de uansvarlige borgerlige myndigheder.

Men dem, der står dem nær, kan vidne om, at ’de arbejder hårdt og slidsomt iblandt jer, og de er med rette at betragte som ’jeres forstandere i Herren’, der hele tiden retleder jer (v.12). Derfor skal I også vise dem respekt og kærlighed!

Lad os for en gangs skyld holde ’fred med hinanden’ (v.13) – samtidig med, at vi opfordrer hverandre til at sætte de folk på plads, der ikke lever anstændigt. (Det hedder jo: ”Retled de uskikkelige’ … v.14).

Tag jer af de svage og vær opmuntrende overfor dem, som er ved at miste modet. Hav tålmodighed med alle! Ingen skal gengælde ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode både mod hverandre indbyrdes og mod alle (v.14).

*

”You are holy, holy
are you oh God almighty,

worthy is the lamb!”

… dette kor hørte jeg blive sunget af en stor skare studenter på Asbury Kollegiet, hvor dette omkvæd fyldte det store kapel i mere end en time. Mange unge blev ledt til Kristus, andre bekendte deres synder – og medens sangen fyldte den store sal og balkonen, så jeg unge mænd og kvinder i dyb tilbedelse af Herren Jesus Kristus.

På Lee University et par hundrede kilometer væk fra Asbury hørte jeg på nettet, at rektor Mark Walker havde observeret nogle få studenter, som samlede sig i kapellet. Medens han sad ubemærket på stedet, så han, at skaren voksede til 60-70 studerende. Efter et par timer var den vokset med andre 300 unge, som deltog i bønnen og som overgav deres liv til Kristus – og de veg ikke fra kapellet, som genlød af deres sang.

Bevæget fortalte han til Steve Strang, at det var 18-20 årige unge, som har oplevet denne generations aggressive kultur, og at det ’var et råb fra deres hjerter’ (’they cry out of their soul’).

*

Jeg hører forskellige fortælle, hvad de oplever ved den vind, som har blæst over Asbury i de seneste uger. Nogle ældre undervisere på universitetet beretter, at de så unge, som de kender, ’og som de aldrig kunne have drømt om, ville deltage i møder af den art’, løbe til kapellet. Der skete noget derinde, som de måtte have del i – ja, det var ligesom pilgrimme, der måtte frem til stedet, hvor de kunne møde Gud.

Samtidig indløber nyt fra andre steder i USA, hvor noget lignende er ved at finde sted – og man har et indtryk af, at ’God is on the move’ (Gud er ved at sætte tingene i bevægelse).

Modstand vil helt sikkert opstå fra kirkelig side. På begge sider af vejen til åndelig vækkelse er grøfter! På den ene side er de ’kritiske røster’, (som ser og angriber alt, hvad der findes af svagheder i den nye bevægelse) – og på den anden side er der de ’superåndelige’ (som ønsker at se det spektakulære og vrager det, som blot er en stille brise).

Et godt råd er at holde den flamme levende, som er begyndelsen – og det er bøn! Den bøn, som fødte bevægelsen, er den bøn ’som opretholder Guds værk…’

LEVENDE VAND I ET KNASTØRT LAND

Vækkelse nærmer sig! Aldrig har dens budskab været mere nødvendig for det enkelte menneske end nu. Men det er ’en skjult sult’, som breder sig i hjerterne! Det er ’en hemmelig tørst’, som nager den enkelte! Hele landet – fra Skagen til Gedser – råber til himlen for at få en åndelig regn, som kan opbløde de hårde hjerter og opleve en åndelig brise, som kan mætte de sultne og stille længslen – den umættelige søgen efter Gud.

Kun få bemærker imidlertid den hvidklædte skikkelse, som i det knastørre land bevæger sig gennem de udsultede egne. Af og til standser han ved en ensom brønd, og beder om noget at drikke. Mens den lokale befolkning stirrer på denne fremmede, hører de ham sige: ”Hvis I blot var klar over, hvad Gud kan give jer, og hvem det i virkeligheden er, som i dette øjeblik siger: ’Giv mig noget at drikke’, så ville I haste med at lære ham bedre at kende.”

Ja, så ville I sige: ”Giv os noget at drikke, for vi er på randen af det helt store sammenbrud. Og han, den fremmede, vil være parat til at give jer at drikke, og I vil da opdage, at det vand, han giver, er det reneste Livets vand.”

Men nu siger I: ”du har ingen spand at drage vandet op med, og brønden her er dyb. Hvor vil du hente det vand fra, som du siger, at du vil give os?”

”Alle, der drikker af det vand, som kommer fra brønden her, bliver tørstige igen. Det slukker kun jeres tørst for en tid,” siger den fremmede, ”men den, der drikker af det vand, som jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig! Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en frisk kilde i ham, og det vand vil give ham evigt liv (Johs.4:10-15).”

Mange af de lokale folk på stedet begynder at tro på den fremmedes ord. ”Han er virkelig verdens frelser,” siger de – og han bliver på stedet i to dage, og der bliver en åndelig vækkelse i den by.

DE MENTE, DER VAR ET BEDEHUS

På sin begivenhedsrige rejse med evangeliet ankom Paulus også til den romerske garnisonsby, Filippi, hvor han blev i nogle dage. På sabbatten gik han og Silas ud gennem byporten og hen langs med floden, hvor de havde hørt, at der var et jødisk bedested.

Ingen af de to apostle var helt sikre, men ’de mente, at dér var et bedehus’ (Ap.G. 16:13) – og ingen af de to mænd var klar over, at de faktisk var på vej til det første evangeliske møde i Europa, og at de her skulle møde den første sjæl, der overgav sig til Kristus.

Da de kom til stedet, hvor Helligånden skulle udvirke det første under på europæisk jord, satte de sig og samtalede med nogle kvinder, som efter al sandsynlighed på sabbatten var kommet til det sted, for at bede til Gud.

En af kvinderne hed Lydia. Hun var fra Thyatira og handlede med purpurklæder. Hun havde sluttet sig til den jødiske tro og lyttede derfor opmærksomt til alt, hvad Paulus fortalte. Mens hun lyttede til den jødiske apostels vidnesbyrd og blev revet med af hans beretning,’åbnede Gud hendes hjerte’ (v.14), og hun tog hvert eneste ord til sig.

Da hun og hele hendes husstand var blevet døbt – så inviterede hun de fremmede prædikanter hjem til sig, idet hun sagde: ”Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til, så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” Hun gjorde alt for at overtale de to apostle, og de tog til sidst imod indbydelsen…

Men her ender den bibelske beretning ikke! Den fortsætter i de næste par døgn, og vi får at se, hvorledes det tilsyneladende ’ubetydelige møde’, hvor der kun var ét menneske, som (i første omgang) tog imod Guds ord og blev døbt, nu viser sig at være af største betydning for hele det europæiske kontinent.

EN PIGE MED EN SPÅDOMSDÆMON

”Så skete det engang, da vi gik ud til bedehuset,” fortæller Paulus, – (og vi forstår heraf, at de har måttet opholde sig i Lydias hus i adskillige sabbatter, for det var i den tid, de besøgte det sted, hvor jøderne kom for at bede).

”… men så skete det, at vi en dag mødte en pige dér, der var besat af en spådomsdæmon. Hun var åbenbart en slave, som tjente mange penge til sine ejere ved at spå folk. Pigen fulgte efter Paulus og os andre, mens hun skreg: ”Disse mænd virker for den højeste Gud, og de fortæller jer, hvordan I kan blive frelst (v.17, parafrase).”

Det gjorde hun mange dage i træk, og til sidst blev det Paulus for meget; han vendte sig mod hende og talte myndigt til dæmonen: ”Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod dæmonen hende (v.18, parafrase).”

Men det faldt ikke i god jord hos hendes ejere, der nu indså, at deres håb om fortjeneste var forsvundet. De greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen til de romerske myndigheder på torvet.

”De her mennesker skaber oprør i vor by,” råbte de; ”de er jøder, og de lærer folk at leve på en måde, der ikke er tilladt for os romerne (v.21, parafrase).”

Folk blev nu opbragt og gik løs på Paulus og Silas, og dommerne gav ordre til, at de skulle prygles med knipler. Efter at man havde revet tøjet af dem og de var gennembanket, blev de smidt i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at holde godt øje med dem. Derfor tog han ingen chancer men kastede dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i en træblok.

*

Ved midnatstid hørte de andre fanger, hvordan Paulus og Silas bad til Gud og sang lovsange – og hele fængslet lyttede til dem.

Pludselig blev hele bygningen gennemrystet af et mægtigt jordskælv. Alle døre sprang op og lænkerne faldt af fangerne. Fangevogteren vågnede og så, at fængslets døre var åbne. Han greb sit sværd og ville gøre en ende på sit eget liv, for han troede, at alle fangerne var stukket af, men Paulus råbte til ham så højt han kunne: ”Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen (v.28, parafrase).”

Rystende af angst, råbte fangevogteren: ”En fakkel! Kom med en fakkel! Hvorefter han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. Han førte dem ud af cellen og stillede kun det ene spørgsmål: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst (v.30)?”

”Du skal tro på den Herre Jesus,” svarede de, ”så vil du og hele din familie blive frelst.” – Og så fortalte de om Jesus til ham og alle de andre, der var i hans hus.

Selvom det stadig var midt om natten, så vaskede fangevogteren deres sår, og umiddelbart efter blev han og hele hans familie døbt. Så tog han dem med ind i sin embedsbolig og gav dem noget at spise, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud (v.34, parafrase).

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’SKRIFTEN PÅ VÆGGEN’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.03.03.2023.

Hvis et par, der i forvejen har to børn, efter nogle år ønsker at få en lille ’efternøler’, kan der opstå følgende dilemma. Problemet dukker op, da kvinden bliver gravid med tvillinger. Planen var, at parret kun ville have et barn, da der allerede er to børn i familien. Kvinden går derfor til lægen med ønsket om ’at få fjernet’ det ene foster.

Denne praksis kaldes ikke ’fosterdrab’, men det meget mere acceptable: ’fosterreduktion’. Denne praksis er klinisk set et forholdsvis uproblematisk problem: Lægen går simpelthen ind og dræber det ene af de to fostre. Tvillingefosteret får imidlertid lov at leve. Det sunde mere uheldige, ufødte barn må lade livet, mens det andet barn får lov til at leve videre og udvikle sig efter dets bestemmelse.

Men lægen må skuffe kvinden. ’Fosterreduktion’ er nemlig ikke tilladt i Danmark! En så bestialsk idé er forbudt – medmindre der er en lægefaglig begrundelse for at udføre indgrebet. ”Man kan ikke bare slå det ene ufødte barn ihjel og så lade det andet foster leve videre. Her står man overfor ’et etisk valg’ – og det må ikke ske; derfor er ’fosterreduktion’ forbudt i det civiliserede, danske samfund.

”Så kan det også være ligemeget,” siger kvinden. ”Så vil jeg have begge fostre fjernet.”

”Javel,” siger lægen. ”Det er fuldt ud lovligt, og vi kan på din anmodning fjerne begge tvillingerne.”

SPRØJTER DIREKTE IND I DET UFØDTE BARNS HJERTE

En fosterreduktion foretages, hvis er er fare for kvindens helbred. Hvordan foregår en fosterreduktion? Lægen sprøjter en høj koncentration af kaliumklorid direkte ind i det ufødte barns hjerte. Det resulterer i et øjeblikkeligt hjertestop. Det foster, der i øjeblikket ligger nemmest, udvælges; valget falder i så tilfælde som regel på det foster, der ligger tættest på moderens maveskind. Efter indgrebet skal kvinden gennemgå en scanning den følgende dag. Det er nødvendigt, for selvom kaliumkloridet skulle være øjeblikkeligt dræbende, så sker det, at det ufødte barn alligevel overlever drabsforsøget.

For at kunne finde det samme foster igen, sprøjter lægen en lille smule luft ind i den pågældende fostersæk, og det afslører på scanningsbilledet, hvilket af de to (eller tre) børn, der har overlevet kaliumklorid-angrebet. En læge, der har foretaget disse indgreb siden 1988, oplyser til bladet ’Sygeplejersken’, at det for den pågældende er sket to gange ud af 35.

Man går altså alvorligt til værks. Det ufødte barn, som er udvalgt til ’at få sprøjten’, kan ikke gemme sig bag ryggen af sin tvillingesøster. Han vil blive fundet – og får nu anden dosis af kaliumklorid sprøjtet direkte ind i hjertet. Det skal nok gøre det af med ham! Så er den ’tilfældighed’ ryddet af vejen!

*

Det er Gud, som udvælger mennesker fra mors liv; mennesker skal ikke blande sig i det, som hedder ’udvælgelse’. Historien om Rebekka, Isaks kone, som fødte tvillingerne, Jakob og Esau, er et godt eksempel på dette.

Det står i Bibelen skrevet, at Rebekka ret hurtigt var klar over, at der var noget galt: Hendes graviditet forløb ikke som den skulle! ”Sønnerne brødes i hendes liv,” hedder det (1.Mose 25:22).

Vi kan forstå, at ’inden i hende’ fandt en begyndende livskamp sted. De to ufødte børn kæmpede med hinanden om at blive den førstefødte. Denne skulle nemlig efter reglerne være ’eneste arving’ til hele sin fars ejendom.

Her melder det første og altafgørende spørgsmål sig for det moderne menneske. Kan et lille spædt foster udkæmpe det første stadie af en livskamp med et tvillingefoster, ’som strider for den samme ret’.

Efter hvad vi hører fra eksperterne er disse to fra hinanden adskilte ’samling af livsceller’ ikke at regne for ’menneskebørn’. De er kun et ’sammenløb af celler’, som ikke har nogen væsentlig betydning. Derfor behøver ingen at få samvittighedsnag, hvis de fjernes.

TO FOLK I DIT INDRE

Rebekka gjorde derfor det eneste, som var mulig på det tidspunkt. Hun kunne ikke spørge nogen mennesker til råds, så hun gik i sin nød til Herren med sit problem og sagde: ”Hvorfor har jeg det sådan? Hvad er meningen med den kamp, som foregår inden in mig?”

Og Herren svarede hendes: ”Det er fordi, der er to folk i dit indre; to folk vil komme ud af dig. Det ene folk er stærkere end det andet; derfor skal den førstefødte (som er den ældste af de to) tjene den yngste (1.Mose 29:22-23).”

Så fødte Rebekka. Og rigtignok: Det viste sig at være tvillinger. Den første var dækket af rødt hår. Han kom til at hedde Esau. Den anden havde i fødselsøjeblikket (som et tegn på at de to kæmpede om førstepladsen) ’fat om Esaus hæl med sin hånd’, da han kom ud. (Han ville holde sin bror tilbage, og selv ta’ hans plads, men Gud tillod det ikke, så han blev nr.2). Han kom til at hedde Jakob (v.25-26, parafrase).”

*

Efterhånden som drengene voksede op, blev Esau en meget dygtig jæger. Han færdedes i ødemarken og havde det bedst under åben himmel; Jakob var en fredelig mand, der helst holdt sig hjemme ved teltene. De var tvillinger – men meget forskellige! Der herskede stadig et skjult modsætningsforhold imellem dem. Hvad ville det ende med? Var det ikke bedst, om man havde ordnet det problem, inden de blev født?

Isak holdt mest af Esau, fordi han godt kunne lide at spise vildtkød. (Han lader sig lede af noget kødeligt). Rebekka derimod huskede, hvad Gud havde sagt om Jakob (før han blev født) og hun holdt derfor mest af ham.

*

En dag, da Jakob stod og lavede mand, kom Esau fuldstændig udmattet hjem fra jagt. Han udbrød: ”Jeg er helt færdig! Lad mig få noget af ’det røde’ i gryden, inden jeg falder om af sult! (Det var sådan, at han fik tilnavnet: ’Esau’, der betyder ’rød’).

” – ikke før du giver mig dine rettigheder som ældste søn,” svarede Jakob (som stadig ikke havde opgivet at være nr.1, den ’førstefødte’).

”Jamen, hvis jeg ikke får noget at spise i en fart, så dør jeg,” sagde Esau – ”og hvis jeg dør, er det jo ligemeget, om jeg har ret til arven efter vor far.”

Da sværgede Esau og overlod derved sine rettigheder som den ældste søn til sin yngre bror Jakob. Jakob serverede nu brød og bønner for Esau, der spiste og drak til han var mæt. Så gik han sin vej… og beretningen slutter med den tragiske sætning: ”Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.”

– og Herren bemærkede, at han lod hånt om, at han var født som nr.1. Han gik sin vej uden at skænke dette privilegium en tanke, og det kom til at koste ham dyrt.

JEG ER NU EN GAMMEL MAND

Isak var blevet gammel og næsten blind, og dagen nærmede sig, hvor han skulle gøre noget ved den sag, som alle forventede: at velsigne sin ældste søn, Esau, med den velsignelse, som sikrede ham den arv, som han (som den førstefødte) var berettiget til.

Det fremgår af Bibelens beretning, at Isak intet kendte til den hændelse, hvor Esau havde solgt sin førstefødselsret til sin bror, og derfor handlede i fuldkommen overensstemmelse med den guddommelige tradition, da han råbte: ”Min søn, Esau!”

Esau svarede straks: ”Her er jeg!”

”Jeg er en gammel mand nu,” sagde Israk, ”og jeg ved ikke, hvad dag døden kommer. Tag derfor din bue og dine pile, gå på jagt, og skyd et dyr for mig! Lav så min livret, og server den for mig, så vil jeg give dig Guds velsignelse, før jeg dør.”

Men Rebekka, som i de dage vågent fulgte med i begivenhederne omkring sin mand, Isak, hørte, hvad han sagde til Esau, og næppe var Esau gået, så fik hun hurtigt fat i Jakob og sagde til ham: ”Hør her! Jeg har lige hørt din far sige til Esau, at han skal skyde et dyr og lave et godt måltid til ham. Så vil jeg velsigne dig, før jeg dør, og Gud skal være vidne på det,” sagde han.

”Men hør nu her, min dreng. Gør præcis, som jeg siger. Gå ud til dyrene, og hent to af de bedste gedekid. Jeg laver din fars livret af dem. Jeg ved nøjagtig, hvordan han vil ha’ dem tilberedt. Så kan du servere maden for ham. Da bliver det dig, han velsigner, før han dør.”

”Jamen mor,” sagde Jakob. ”Esau har hår over det hele, og det har jeg ikke. Sæt nu far rører ved mig, så opdager han jo, at jeg prøver at narre ham. Da vil han forbande mig i stedet for at velsigne mig.”

Men Rebekka (som huskede, at Gud havde talt om Jakob – medens han endnu var et ufødt foster – at han skulle komme til at eje velsignelsen), svarede roligt: ”Den forbandelse tager jeg på mig. Bare gør, som jeg siger! Gå ud og hent gederne til mig…”

DUFTEN AF HANS TØJ OVERVÆLDEDE HAM

Jakob gjorde, som hans mor havde bedt om, og hentede de to kid. Rebekka tilberedte dem nøjagtigt, som hun vidste, Isak kunne lide det. Så tog hun det festtøj, som Esau plejede at have på derhjemme, og gav det til Jakob. Hun viklede skindet fra gederne omkring hans arme og hals. Så rakte hun sin yngste søn, Jakob, den lækre mad og det friskbagte brød, og Jakob gik ind til sin far.

”Far,” sagde han.

”Hvem er du, min søn?”

Jakob svarede: ”Det er mig, Esau, din ældste søn. Jeg kommer med maden, som du bad om. Sæt dig nu tilrette og spis, så jeg kan få Guds velsignelse.”

Isak spurgte: ”Hvordan kunne det gå så hurtigt?”

”Gud lod dyret komme hen til mig,” sagde Jakob.

”Kom tættere på, så jeg kan røre ved dig,” sagde Isak. ”Jeg vil være sikker på, at du virkelig er Esau.”

Jakob gik tættere på, og Isak rørte ved ham. ”Stemmen er Jakobs men hænderne er Esaus,” sagde han. På grund af de behårede arme lod han sig yderligere overbevise, men spurgte dog for sidste gang: ”Du er altså virkelig min søn Esau?”

Jakob svarede: ”Ja, jeg er!”

”Godt, min dreng,” sagde Isak. ”Kom med maden. Når jeg har spist den, vil jeg velsigne dig.

Jakob kom hen til sin far med maden, og Isak begyndte at spise. Jakob bragte ham også vin, og han drak… Jakob sørgede for, at der ikke manglede noget, og Isak udbrød: ”Kom herhen og kys mig, min søn,” og Jakob gik hen og kyssede ham – og da Isak mærkede duften fra hans tøj, blev han overvældet og gav Guds velsignelse videre til sin søn med disse ord:

” Duften af min søn er som duften af en mark, Herren har velsignet! Gud give dig af himlens væde og jordens fedme, korn og most i overflod!

Måtte folkeslag tjene dig, og folkefærd bøje sig til jorden for dig! Bliv hersker over dine brødre, og din mors sønner bøje sig til jorden for dig! Forbandet den, der forbander dig, velsignet den, der velsigner dig.”

EFTER MODERNE MENNESKELIGE FORHOLD

Disse stærke ord blev i hele deres fylde talt over Jakob, som efter moderne menneskelige forhold kunne have været den tvilling, der allerede i fosterstadiet blev udvalgt til at få en stærk dosis af kaliumklorid sprøjtet direkte ind i hjertet.

Men Rebekka, hans mor, havde – ’for at Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast – ’ fået denne besked af Herren: ’Den ældste skal trælle for den yngste’ (Rom.9:11-13).

*

Netop som Jakob var på vej ud af teltet, hvor Isak havde velsignet ham, kom Esau hjem fra jagten.

Alle Esaus anstrengelser viste sig at være forgæves, for de var imod Guds bestemmelser, som blev udtalt, medens han endnu var et hjælpeløst foster. ”Før han blev født,” siger Ny Testamente, og ”før han havde gjort noget godt eller ondt, blev det sagt til hans mor: ’Esau (den ældste) skal trælle for Jakob (den yngste).”

Det vil sige, at Esau, der var den førstefødte af de to drenge, nu vender hjem efter en jagt, hvor han har skudt et dyr, som han skal tilberede til sin far, før han modtager den værdifulde og efterstræbte velsignelse – men for år tilbage (medens han endnu var et ufødt foster) fortalte Gud hans mor, Rebekka, at ’han (Esau) ikke ville få sin førstefødselsret’ (Rom.9:11-13). ”Det bliver nr.2 (Jakob), som løber af med arven,” sagde Herren. ”Det er nemlig ham, som jeg har kær, og derfor er det ham, som får velsignelsen.”

Dette betyder, at Gud følger med et falkeblik sine udvalgte fra før, de blev født. Han våger som en beskyttende skygge over det befrugtede æg, som lever og dannes i mors liv, og intet drabsforsøg, ingen provokeret abort, ingen indsprøjtning i fosteret med kaliumklorid – intet djævelsk forsøg på at tage livet af Guds udvalgte – vil lykkes!

*

”Det var dig, der skabte mine nyrer, du vævede mig i min mors mave, jeg takker dig for det vidunderlige, at jeg blev skabt,” synger kong David i Salme 139:12-13 (parafrase), og han fortsætter:

”Det, du gør, er vidunderligt – det ved jeg meget godt! Mine knogler var ikke skjult for dig, da de blev til i det skjulte, da de blev til langt inde i mørket. Dine øjne så mig som foster, mine dage var skrevet i din bog, de var bestemt for mig før en eneste af dem blev til.

Hvor er dine planer for mig vidunderlige, Herre, hvor er de mange. Jeg tæller dem, men der er flere end sand, og når jeg er færdig med at tælle, er jeg stadig hos dig (Salme 139:14-18, parafrase).

Her slutter kong David ikke sin salme om Guds store planer med et enkelte foster – nej, som en afslutning vender han sig pludselig til dem, som foretager drab på de ufødte børn, og siger:

”Gid du ville dræbe de gudløse, Gud, måtte blodets mænd vige fra mig; – med et fuldt had, hader jeg dem, de er også mine fjender (v.19 og 22).”

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’BOGRULLEN MED DE SYV SEGL’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.03.03.2023.

Ifølge regeringens lovforslag skal ordene ’helligdag’ og ’store bededag’ begge fjernes fra lukkeloven! Disse betegnelser skal helt ’rives ud’ af lukkeloven! Det skriver Kristeligt Dagblad fredag d. 27. januar.

Dermed afslører statsministeren sit virkelige motiv bag den stædige fastholden, at ’helligdagen’, ’store bededagen’ skal sløjfes fra den liste over kirkelige helligdage, som indtil nu har eksisteret. Ordet ’helligdag’ er statsministeren en torn i øjet. Hvor der i dag står i loven, at den gælder for ’helligdage’, skal dette ord fremover fjernes med et pennestrøg. Betegnelsen bliver regnet som ’fortid’ for regeringen. Ordet ’helligdag’ skal fremover erstattes med en liste over de dage, hvor loven gælder.

Retsteolog Kristine Garde siger til Kristeligt Dagblad, at det er påfaldende, at man ikke bare fjerner store bededag fra listen, men også vil have ordet ’helligdag’ udryddet! ”Hvis man er i det venlige hjørne,” siger hun, ”er der blot tale om åndelig dovenskab og tankeløshed hos den, der har skrevet lovforslaget. Men i lyset af hele debatten om store bededag ligger der en antydning af manglende respekt for begrebet helligdag og for kirken fra regeringens side.”

Forslaget om at afskaffe store bededag har medført en massiv kritik fra landets biskopper, og med dette sidste træk (at ordet ’helligdag’ samtidig ryger ud af lovgivningen) er det nu blevet krystalklart, at beslutningen er stærkt motiveret, og at man følger den til dørs hen over hovedet på kirkens biskopper.

HELLIGDAG ER ET BIBELSK UDTRYK

Ordet ’helligdag’ er taget fra Bibelen. Ifølge Nehemias Bog det tiende kapitel indgår folket ’med navns underskrift en urokkelig pagt med Israels Gud, som yderligere besegles med en skrivelse, der er underskrevet af landets øverste (v.1-14). Heri hedder det: ”Vi vil ikke på nogen helligdag købe noget af hedningerne i landet! (Neh.10:31).” Og skriftafsnittet slutter med følgende løfte: ”Vi vil således ikke svigte vor Guds hus (v.39).”

Med dette ’Guds ord’ som baggrund får regeringens beslutning om at udrydde ordet ’Helligdag’ fra den danske lovgivning et dybere perspektiv. Det samstemmer med statsministerens udtalelse (fra folketingets talerstol) i januar 2020, hvori det blev understreget, at ’fra nu af skal Gud køres ind på et vigespor’. En bedrøvelig linje, som nu viser sit antikristelige ansigt.

Det er et bibelsk udtryk, som man nu søger at få ud af den danske lovgivning. Det vil få sine konsekvenser!

Ordet ’hellig’ synes at falde statsministeren (og hendes medløbere) for brystet. Men Bibelen anvender det hyppigt, og det hedder et sted: ”Du er et folk, der er helliget Herren, din Gud…” det er fordi Herren elsker jer, og fordi han vil holde den ed, han tilsvor jeres fædre (5.Mose 7:6-7).”

Men mest forståeligt bliver først regeringens beslutning om, at fjerne ordet ’hellig’ fra lovgivningen, når vi bliver fortalt, at der en dag skal fremstå et udyr på jorden, hvis eneste tanke er, at han ’vil føre krig mod de hellige’ (Åb.13:7). Det bliver en frygtelig tid, hvor det ikke kun drejer sig om bevarelsen af et bibelsk begreb i lovgivningen, men hvor de hellige bliver indespærret og dræbt. Det står advarende skrevet, at ’her gælder det for de hellige om udholdenhed og tro! (Åb.13:10)” – ”Her gælder det at have visdom. Lad den, der har forstand udregne dyrets tal; thi det er et menneskes tal, og dets tal er 666.

HØJTLÆSNING FOR POLITIKERE!

”En statsmand skal herske med retfærdighed, en magthaver skal styre med ret (Es.32:1).” Det er på tide, at vi læser højt fra Bibelen for politikerne, som har fået plads på tinge, så de bliver gode ledere, der styrer vort land.

Hver eneste af politikerne skal for borgeren være ’et læ imod storm, og ly imod regnskyl’ (v.2). Hver enkelt af de folkevalgte skal beskytte folket imod alle former for uvejr – ja, de skal for landets borgere være ’som rislende bække i ørkenen eller som en vældig klippes kølige skygge i et tørstende land’ (v.2, parafrase) – mindre kan ikke gøre det!

”Da vil borgerne pludselig kunne se klart, og de vil med glæde lytte til, hvad der er sandt (v.3, parafrase).”

*

Retsindige og tankeløse sjæle vil da pludselig forstå, og de, som ellers ’stammer i uvished, vil pludselig få tungen på gled. Al tale vil være høj og ren og ligetil (v.3-4, parafrase). Selv et barn kan forstå det.

Den lovløse skal ikke længere (fordi han kører rundt i en ministerbil) anses for at være ’en fin mand’. Forbryderen skal ikke respekteres!

Bedrageren skal ikke længere tages for at være ’gavmild og respektabel’ – nej, det skal nu afsløres (med Jesu egne ord), at ’folkenes ledere hersker over dem og de, der har magten over dem, lader sig kalde ’velgørere’ (Luk.22:25).

’Da skal den nedrige politiker kendes på sine onde handlinger, og den religiøse hykler skal afsløre sig selv’ (Es.32:6). Løgneren forbliver at være en løgner, og den ’politiske udnyttelse’ af kriser og nød kommer for en dag (v.6, parafrase).

*

De uvederhæftiges sleske tricks bli’r afsløret, og de gemene puds, de spiller den forsvarsløse i retten, bliver fra nu af gennemskuet! Deres forrykte planer, onde midler og lumske råd mod de arme borgere får ende (v.7, parafrase).

… i stedet indføres det franske ordsprog: ’noblesse oblige’, som betyder, at den, som af folket er blevet givet visse privilegier, han (eller hun) skal også opføre sig, som det efter den stilling, de nu indtager, sømmer sig. Det vil samtidig sige, at det forventes af vedkommendes motivation, projekter og livsførelse stemmer overens med den rang, han (eller hun) nu har i folkets øjne. Om dette siger Jesus:

”Der var engang en mand af fornem slægt. Han skulle rejse til et land langt borte for at blive kronet til konge. Bagefter ville han komme tilbage igen og regere (Luk.19:12).” Men en del af landets borgere hadede ham. Det tilkendegives ikke, at de blot var ’modstandere’ af hans regering; nej, de var drevet af det dybeste had til ham, og det var fuldstændig i overensstemmelse med deres afsky for hans person, at de sendte en delegation efter ham med følgende erklæring: ”Vi ønsker ikke, at du skal regere over os, så du er altså ikke velkommen, hvis du vender her tilbage (Luk.19:14, parafrase).”

Den fornemme mand vandt imidlertid kongeværdigheden i det fremmede, og efter at være blevet kronet og indsat, vendte han tilbage igen og sagde: ”Lad nu mine fjender dér, alle dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne (v.27).”

Ja, denne beretning fra Ny Testamente, hvor Jesus klart identificerer sig med den strenge mand af adelig herkomst, bør højtlæses for vore politikere, så at de kan se, hvad der venter dem, hvis de ikke anerkender kongernes Konge og herrernes Herre…

*

”Herren gør fattig, gør rig. Han nedbøjer og han ophøjer (1.Samuel 2:7).”

Fra Hannas lovsang – hende, som blev mor til profeten Samuel – bør vi lytte til følgende: ”Jeg fryder mig i Herren. Nu kan jeg endelig tage til genmæle mod mine fjender: I skal ikke være så rapkæftede og stolte (pride). Herren er nemlig en alvidende Gud. I kan intet skjule for ham, og han vil i sin time dømme alle jeres handlinger (2:3, parafrase).”

”De overlegne og arrogante vil komme til at se, at de i virkeligheden intet formår – men den, som har et brudt hjerte, vil vokse sig stærk (v.4, parafrase). Den dag kommer, hvor de, som sidder højt på strå, skal sulte, men de, som sultede, skal mættes (v.4).”

”Herren rejser de arme af støvet – ja, han løfter dem op fra asken og bænker dem som prinser på hæderspladsen. Han giver sin udvalgte konge styrke og ophøjer sin salvede (v.8-10).”

HVAD DER BLIVER SAGT BAG LUKKEDE DØRE

”Jeg advarer jer mod farisæerne,” sagde Jesus. ”Vær opmærksomme på deres hykleri! Pas på deres ’skjulte sprog’. Hold jer fra enhver form for bagtalelse. Husk på, at alt det, der er hemmeligt og skjult, kommer frem i lyset, og hvad der er sagt i krogene og bag lukkede døre, bliver afsløret. Det I har sagt i mørket, vil blive hørt i lyset, og det, I har hvisket i baglokalerne, vil blive råbt ud fra hustagene (Luk.12:1-3, parafrase).”

Og han fortsatte: ”Hør her, kære venner! I skal ikke være bange for dem, der rent legemligt kan slå jer ihjel, men bagefter kan de ikke gøre jer noget. Lad mig sige jer, hvem I virkelig skal frygte: Gud, der for det første har magt til at tage livet af jer, men derefter er i stand til at kaste jer i helvede. Ham har I grund til at være bange for! (v.4-5, parafrase).”

”Hvad koster fem spurve? Et par småmønter, måske! Men ikke én af dem er glemt hos Gud. Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Så vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve (v.6-7, parafrase).”

ÅDSELSGRIBBENE

Jesus havde netop givet en tydelig beretning om de ’herskende tilstande’, når han kommer igen! Han havde forklaret, at alt ville gå sin vante gang, og så pludselig og tilsyneladende – uden den mindste advarsel – vil afslutningen på jordens eksistens komme over dem.

Præcis som på Noas tid! Folk spiste og drak, giftede sig, blev skilt og giftede sig igen – lige til den dag, hvor Noa gik ind i ’arken’ (det store skib, som han i en årrække havde bygget på).

Da pludselig brød diger, dæmninger og sluser sammen, og den frygtelige oversvømmelses-katastrofe (som vi i dag kalder ’syndfloden’) var en bitter realitet.

Kun otte mennesker, Noas familie, overlevede; resten af jordens befolkning druknede i de overvældende vandmasser (Luk.17:26-27). En talende stilhed rådede over det mægtige ocean, hvor Noas skib ensomt flød med strømmen mod en ny verden, som skulle befolkes…

*

Det samme skete på Lots tid. Øjensynlig uden det mindste varsel. Ingen drømte om, at der var fare på færde, og at man levede i de sidste timer af Sodomas eksistens! Folk spiste og drak, lo og græd, købte og solgte, plantede og byggede – præcis til den rædselsfulde time, hvor himlen blev sort som sort blæk, og det regnede ned fra skyerne med ild og svovl.

Alle indbyggere i de to byer, Sodoma og Gomorra, blev dræbt – undtagen den retfærdige Lot, som sammen med sin familie i sidste øjeblik af to engle blev ført udenfor byen.

Der blev givet en klar advarsel: ”Se jer ikke tilbage! (1.Mose 19:17)” – et manende ord, som i dag bør tages meget alvorligt, fordi Jesus i den forbindelse udbryder: ”Husk, hvad der skete med Lots kone! (v.32).”

(”Men Lots hustru,” står der skrevet i 1. Mose 19:26, ”som gik efter sin mand, så sig tilbage og blev til en saltstøtte”).

*

Jesus fastholder tråden i det, som han er ved at forklare sine disciple.

Man kan ikke umiddelbart se eller ane, at noget stort og afsluttende er nært forestående. Så ubemærket sniger endetidens sidste timer sig ind på os.

Den nat, hvor det sker, og bogen lukkes, er alt, som det har været, og intet tyder på, at dette er den sidste nat i jordens historie. ”To mænd ligger på det samme leje, og du kan ikke se forskel på dem. Men den ene bliver hentet af Guds engle og taget med bort fra denne dødsdømte klode, mens den anden bli’r ladt tilbage for at møde sin ulykkelige skæbne. To kvinder står sammen og maler korn på den samme kværn, men det er kun den ene, der hentes med af lysende engle, der ’sendes ud med mægtig basunklang’ for at samle de udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser (Matt.24:31).”

Den forskel, der er på de to mænd, er denne: Den ene vil altid prøve at redde sit liv, og derfor vil han miste det, mens den anden er parat til at give afkald på livet, og derfor vil han få det igen.

To mænd arbejder sammen på en mark – og du kan ikke umiddelbart se på dem, at den ene klamrer sig til livet på denne jord, og derfor ’lades han tilbage’ for at få de fattige pjalter, som denne jord kan give ham – men den anden er himmelvendt og parat til at give afkald på den jordiske tilværelse – og derfor hentes han af Guds engle, der bærer ham op og lægger ham i Abrahams skød (Luk.16:22).

HVOR ÅDSLET ER, DÉR VIL GRIBBENE FLOKKES

Da disciplene hørte denne beretning, ’tog de straks til orde’, og spurgte ham: ”Hvor henne vil dette ske?” Jesus svarer med den mystiske vending: ”Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes (Luk.17:37).”

Den seneste danske ’oversættelse’ (eller ’gengivelse) af denne bibeltekst lyder: ”Det vil I ikke være i tvivl om, når det sker.”

Det synes, som om man helt har opgivet at finde mening i Jesu svar – og det på trods af, at den halve verden står afventende: Hvad svarede Menneskesønnen på disciplenes insisterende spørgsmål: ’Hvor henne vil det ske’?

Jesus svarer, at dér, hvor gribbene kredser over et sted, der kan du altid finde noget, der rådner. Hvor flokke af nøgenhalse svæver over et bestemt område i ørkenen, dér er der altid noget dødt, der er ved at gå i forrådnelse – ja, hvor luften er fyldt med sultne fugle, dér ligger der ofte et lig af et menneske eller et dødt dyr i sandet. Det er et sikkert tegn. Naturen råber højt om nylige drab og blod, der væder jorden. Ådselsgribbene viser vej. ”Gerningsstedet er her,” signaliserer de – og når mennesker når frem til det angivne punkt, hvor en ’udåd’ er blevet begået, er det ofte for sent. Der er kun knoglerne tilbage (eller de hvide skeletter af dyr). Gribbene har gjort deres arbejde og efterladt deres makabre spor.

*

William Shakespeare var noget af en profet. Allerede for nogle århundreder siden skrev han den verdensberømte replik i skuespillet ’Hamlet, the prince of Denmark’: ”There is something rotten in the state of Denmark.” (Der er noget råddent i den danske nation).

Hvis det er tilfældet, og den store engelske skuespilforfatter har ladet et ’profetisk udsagn’ falde om Danmark, så vil ifølge den hellige Skrift ’gribbene flokkes’ over netop det land på kloden! Og præcis det er tilfældet i den generation, som er kommet til verden i dag.

Luften er fyldt med mørke skygger, der med mellemrum styrtdykker for at fråse i noget dødt, som er ved at gå i forrådnelse. Himmelrummet er dækket af spøgelsesfugle, som mættes og lever af råddenskab. Gribbene har travlt i ’luftens rige’, som hvælver sig over det lille land i nord.

De troende ser ulykken og sukker: ”Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes (Luk.17:37).”

*

Gribbene er ikke kun af én art. Nej, de er – med undtagelse af det krumme, skarpe næb og de spidse, kraftige klør – meget forskellige. Der er ’medie-gribbe’, som er lynhurtige og i løbet af ’no time’ kan fortære deres bytte. Der er ’politiske gribbe’, som på afstand øjner mulighederne for, at døden er ved at indtræde, og som derfor angriber først. Der er ’penge-gribbe’, som ubarmhjertigt lurer på deres offer og præcis på det rette tidspunkt styrtdykker som et lyn fra en klar himmel. ’Sex-gribbene’ har igen forskellige arter, som er umættelige og drevne af et voldsomt begær. Nogle angriber særligt mænd, og andre stiller deres lyst på kvinder – enkelte lurer på børn, men fælles for dem alle er, at de angriber i flokke og hurtigt gør det af med deres bytte.

Denne sidste art af ådselsgribbe har vundet indpas i Danmark. I timevis kan de vogte og våge – fra store højder – over land og by, og deres hærgen er verdenskendt. Danmark har i udlandet ry for at være værtsland for disse rovfugle, der ikke sparer nogen sjæl, som er blevet dødsmærket til at blive fortæret af gribbene.

*

På det seneste er lovgiverne på Christiansborg, som er regeringspalæet i København, ved at lægge en sidste hånd på nogle fredningsbestemmelser vedrørende de farlige ’sex-gribbe’. Disse rovfugle skal særlig beskyttes, og der skal gives strenge fængselsstraffe til de borgere, som har i sinde at værne sig ved en ’evangelisk omvendelsesforkyndelse’.

Dette middel til forsvar mod angribende flokke af ’sex-gribbe’ har vist sig at være virkningsfuldt i andre lande, hvor det har været anvendt med held.

Det har bl.a. medført, at ørne-flokken er blevet forvirret og ikke mere har kunnet leve og bevæge sig som før – og lovgiverne har derfor bestemt, at nye fredningsbestemmelser skal indføres i Danmark, så ådselsgribbene kan leve i fred.

Ja, landet står nu overfor, at der vil blive oprettet særlige foreninger og sammenslutninger til ’sex-gribbenes’ beskyttelse, så at rovfuglene får frit spil, og jagten på de kristne borgere kan fortsætte uhindret.

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’FORVENTNINGENS GLÆDE’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.17.02.2023.

Et nagende, pinligt spørgsmål er stadig ubesvaret i Jerusalem! Det hviler som en skygge over hele gudstjenesteordningen, som jøderne forbereder, sammen med tegningerne over det tredje Tempel. Spørgsmålet er så nærgående, at det ikke lader de skriftkloge i fred men fordrer et svar, både dag og nat, af de ansvarlige for tempelprojektet.

Spørgsmålet er enkelt og lyder sådan: Skal det nye tempel bygges med ét eller to rum?

Det er ikke en sag, som vedkommer Islam. Ej heller de verdslige, israelske myndigheder og slet ikke den uvidende hedningeverden! Det er en sag, som udelukkende drejer sig om jødernes holdning til den korsfæstede, men som er ubrydeligt forbundet med opførelsen af det tredje Tempel. Det spørgsmål venter nu på et svar – og dette svar skal falde, før det første spadestik til Tempelbyggeriet tages…

*

”Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten.” Med disse ord indledes det niende kapitel i Ny Testamentes ’brev til hebræerne’ (det vil sige i de kristnes brev til jøderne) – og det er en chokerende skrivelse, som i hovedsagen kun beskæftiger sig med ét spørgsmål: ’Har det nye tredje Tempel, som I nu vil bygge, ét eller to rum’?

Jødernes svar på dette ’ubelejlige’ spørgsmål er indtil nu ukendt. Måske forstår de ikke dybden deri, eller måske vil de ikke anerkende, at spørgsmålet er så nærgående og berører hele den judaistiske opfattelse af emnet ’Gud og helligdom’, at de faktisk ikke på stående fod er i stand til at svare.

Derfor hænger det 2000 årige spørgsmål stadig ubesvaret i luften. Men dagen nærmer sig, hvor der ikke tilstedes mere tid til overvejelse. Byggeprojektet med det tredje tempel lader ikke vente på sig – og allerede fra det første spadestik lyder spørgsmålet: Skal der være ét eller to rum i den færdige bygning? Alt afhænger af svaret. Himmel og jord holder vejret. Liv og død lægges her frem for de ansvarlige. Det er de to pagter, som Israels Gud har forordnet for sit jødiske ejendomsfolk, som der her nu fordres en afgørelse om. Vil I bygge det sidste store tempelprojekt efter ’de forskrifter for gudstjenesten, som nu foreligger’ eller vil I fortsætte med den ordning, som allerede for længst er lagt i graven?

Skal det tredje Tempel have ét eller to rum. ”Svar mig,” siger Herren. ”Giv mig det håndslag, som jeres profeter har lagt foran jer – eller ’slå hånden af mig’ og tag den forkerte beslutning.”

’Et eller to rum’? Tegninger til byggeriet ligger færdige! Jeg skal nu have et svar fra bygningsmændene: Hvad er planen? Skal der bygges med den ’forskrift for gudstjenesten’, at den skal gennemføres ’med to rum’ – eller kan I nøjes ’med ét rum’? I to tusinde år har jeg ventet på svaret. Nu skal det falde. Tiden for udsættelse er udløbet. Fristen er omme!

TILBEDELSE – IKKE EN FASTLAGT FORM!

”Thi i den var indrettet et forreste rum, hvori lysestagen, bordet og skuebrødene var; det kaldes det hellige (Hebr.9:2).”

Af de to rum (hvoraf det ene nu skal fjernes) er dette rum, som her beskrives som ’det forreste rum’, indrettet med en lysestage og et bord, hvorpå er lagt det brød, som kaldes ’skuebrødene’.

Man skal ikke forfærdes over den tanke, at dette rum ’skal fjernes’, for det er (som det andet rum) kun en adskillelse, som er af midlertidig art. Det er nemlig en teltbygning (som her beskrives) hvilket vil sige, at begge rum periodevis kan tages ned og stilles op igen. Men etableret er denne helligdom ikke? Fastlagt må den aldrig blive. Tilbedelsen af Gud er ikke fastlagt efter en faststøbt form. Den er fleksibel i sin egenart og kan ikke fastlåses i en bestemt form.

TRE KLARE VIDNESBYRD

”Herom skal der nu ikke tales i det enkelte.” Det er Hebræerbrevets forfatters forsæt ikke at misbruge tiden ved at fortabe sig i enkeltheder med hensyn til indretningen af rummene. Det er åbenbart ikke det, som han har på hjerte – nej, han forbliver ved det altafgørende og evige spørgsmål om, hvorvidt Israel vil bygge det tredje tempel med ét eller to rum?

Det spørgsmål vil han have svar på og ikke noget andet! Alle andre udredninger (som jøderne er så dygtige til at fortabe sig i) og som i dag beskæftiger en ny generation af farisæere og skriftkyndige, fejer han med en håndbevægelse af bordet – ja, han kalder det for ’intetsigende snak’ i forhold til det væsentlige emne, som lyder sådan: ”Vil I bygge det tredje tempel med ét eller to rum?”

Dette er det altafgørende, højaktuelle spørgsmål, som i dagens Israel og den vældige hedningeverden bør optage sind og tanker mere end noget andet.

*

Den sidste sag, som handler om Guds altoverbærende kærlighed til mennesket, og som Jesus henviser til samtidig med, at han lader det sidste, smertefulde suk stige op til himlen, er denne: ”Er der ét eller to rum i min fars hus?”

Tre af disciplenes vidnesbyrd handler om dette:

1. Lukas fortæller: ”Det var nu ved den niende time, idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem! (Luk.23:45)”
   
   
2. Markus stadfæster dette vidnesbyrd og skriver: ”Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst (Mark.15:38).”
   
   
3. Mattæus er heller ikke tavs omkring denne hændelse: ”Da råbte Jesus igen med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst; og jorden skjalv, og klipperne revnede og gravene åbnede sig, og mange af de hensovedes helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene, og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange (Matt.27:50-53).”

*

Det blev altså bælgmørkt over hele landet. Ingen kunne i flere timer (ved middagstid) se en hånd for sig. Solen forsvandt simpelthen, som om den nægtede at sætte lys på den grusomme udåd – og på, at templet pludselig blev forvandlet til ét rum, idet adskillelsen (forhænget) blev revet midt over. Jesus udstødte et højt råb, og opgav i det øjeblik ånden – og idet tempelforhænget blev sønderrevet (fra oven og nedefter), så rystede jorden, klipperne spaltedes og gravene åbnede sig, og de døde kom lyslevende ud fra deres gravsteder.

Da Jesus døde på korset var hele universet i oprør, og den romerske officer, som holdt vagt over de henrettede, udbrød: ”Han er virkelig Guds søn!” (Matt.27:54)

Den dag gav Gud til kende, hvad der var hans vilje med hensyn til, om der skal være ét eller to rum i templet. Han lod med al tydelighed forstå, at templet fra da af kun skulle have et rum. En hvilken som helst anden plan har på forhånd hans mishag – og vil blive straffet!

… HVORAF FØLGENDE LÆRE UDLEDES

Da Josua indtog Jeriko, rev Gud muren om byen ned, og den israelske hær fuldførte Guds dom over byen. Men Josua sagde til de to spioner, som havde været i byen forinden: ”Gå ind i skøgen Rahabs hus, og få hele hendes familie ud af byen, som I lovede hende.”

Så nedkaldte Josua en forbandelse over byen og sagde: ”Hvis nogen går i gang med at genopbygge Jeriko, vil Gud straffe dem. Den, der på ny lægger fundamentet til Jeriko, vil miste sin ældste søn, og den, der sætter byporten ind, vil miste sin yngste søn.”

I kong Akabs dage, den konge, som giftede sig med Jesabel, genopbyggede beteliten Hiel Jeriko. Det kostede ham hans førstefødte, Abiram, at lægge grunden, og hans yngste søn, Segub at sætte dens portfløje ind.

På samme vis våger Herren over Jerusalem, og den, som drister sig til at opføre det tredje Tempel uden at følge hans angivelser.

Om dette hedder det i Hebræerbrevet (og det er denne arkitekttegning, som skal genvurderes) at ’sådan var helligdommen indrettet, og hver dag gik præsterne ind i det forreste rum for at udføre deres opgaver – men i det andet rum var det kun ypperstepræsten, der kom – og det blot én gang om året og aldrig uden offerblod… (9:6, parafrase).

Som jøderne i disse dage studerer disse tegninger, kommer Herren, Israels Gud, dem nær med spørgsmålet: ”Vil I genopbygge det tredje Tempel med de to rum – eller vil I adlyde mig og acceptere, at da manden fra Nazaret blev henrettet uden for byen, så besøgte jeg templet inde i byen og jeg nedrev det forhæng, som skilter de to rum for at give jer besked om, at templet for fremtiden kun skal have ét rum.”

At Herren besøger sit folk i denne tid, fremgår tydeligt af teksten i brevet til jøderne, hvoraf følgende læreform udledes:

”Derved giver Helligånden til kende (v.8).” Det betyder ganske enkelt, at når Guds folk læser dette skrift om de to rum, så er Helligånden straks tilstede, for at overbevise læseren om det dybere indhold af denne tekst. Helligånden stiller nemlig øjeblikkelig med udfordringen. Han siger, at ’vejen til det Allerhelligste endnu ikke er blevet fri’.

”Så længe det forreste rum er der (altså så længe I beholder tempelbygningen med to rum) – så forbliver vejen spærret, så at I ikke frit kan komme ind for mit åsyn. Først den dag, da adskillelsens forhæng bliver fjernet, og I bygger templet med ét eneste rum – først da følger I mine tegninger over det nybyggede tredje Tempel, og I bygger et hus, hvori jeg kan bo.”

”Heri har vi jo et sindbillede på den nuværende tid,” (v.9), udbryder Hebræerbrevets forfatter. Det er jo en nøjagtig gengivelse af de eksisterende forhold på den tid, vi lever i – og denne gudstjenesteordning svarer til, hvad vi oplever i øjeblikket, at præster stadig fortsætter med at bringe gaver og ofre i det forreste rum, for at rense vor samvittighed – og som på ingen måde kan bringe de ofrende til fuldendelse. Det er og forbliver blot kødelige bud, som kun er gældende indtil den tid, da den rette ordning indføres.

DEN RETTE ORDNING

Hvad enten det er blodige eller ublodige ofre, som daglig bringes til Gud i hans helligdom, så er disse ikke i stand til at give den ofrende en ren samvittighed.

Om han så bragte til Herren tusind okser og tusind får og lagde alle sine rigdomme ved præsternes fod, så vil intet af alt dette kunne rense hans samvittighed for synd.

Der er nemlig kun ét, som kan bevæge Gud og stille hans glødende vrede mod en synder, og det er, at templet, hvori han har taget bolig, nu kun består af ét rum. Det vil sige, at adskillelsens forhæng for evigt er blevet fjernet, og det ’forreste rum’ derved er blevet tilintetgjort – så at ’vejen til det Allerhelligste er blevet fri’!

Med glæde og fryd og fuld af tro vover en falden menneskeslægt sig nu ind for Guds åsyn, fordi den ’rette ordning’ er endelig blevet indført: De to rum er blevet ét rum, og synderen kan fra nu af frimodigt og uden frygt – ja, oprejst og med åben pande søge Herrens yderligere nåde.

*

Hvornår blev ’den rette ordning’ indført? (Altså den ordning, som sikrede, at en synder – ligegyldig hvor pjaltet og dybt falden han var – kunne komme befriet og skyldfri frem for Gud). Den blev indført for to tusinde år siden i det gribende øjeblik, hvor det ganske univers åndede lettet op, da en 33årig jøde blev henrettet og udåndede uden for Jerusalem.

På korset over ham var hæftet en skreven besked, som var udfærdiget af den romerske statholder, der i egen høje person meddelte, at den her henrettede jøde, hed Jesus Kristus, og at han var: ’Jødernes Konge’!

(Jødernes ypperstepræster havde forgæves søgt at få statholderen, Pilatus, til at ændre denne tekst. ”Skriv ikke: ’Jødernes Konge’, insisterede de, ”men skriv i stedet: Han sagde, at han var jødernes konge.” Men den romerske statholder var ubøjelig. ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg,” sagde han. Og dermed blev det.)

I det øjeblik, at Jesus Kristus udåndede på Golgatas kors uden for byen skete det bemærkelsesværdige inde i byen, at forhænget i jødernes andet Tempel blev sønderrevet fra øverst til nederst – og vejen blev åbnet til det Allerhelligste. Med andre ord: De to rum blev til ét! Det forreste rum blev ’sløjfet’ – ja, dette er jo et sindbillede på den nuværende tid. Her blev ’den rette ordning indført’ (Hebr.3:9-10).

*

Men var den rette ordning blevet implementeret? Den var ’sindbilledligt’ sat i kraft – men i virkeligheden endnu ikke udført, idet den ikke var gennemført som en ny ordning i Helligdommen.

De jødiske ypperstepræster har forfærdet set på det sønderrevne forhæng, men der eksisterer ikke noget vidnesbyrd om (mig bekendt), hvad de har gjort med det? De har næppe syet det sønderrevne forhæng sammen, thi sammensyningen ville da have været et uimodsigeligt bevis på det skete. Det mest sandsynlige er, at de har ladet et nyt forhæng lave og sat det op i stedet for det sønderrevne.

Man ved kun med sikkerhed, at tempeltjenesten foregik uden afbrydelse fra år 33 til år 70, hvor romerne nedbrændte templet og jævnede både det hellige rum og det Allerhelligste rum med jorden.

Om det adskillende forhæng mellem de to rum hersker en dødens tavshed! Ingen vil vide noget om det mirakel, som (ikke mindre end) tre af Jesu disciple bevidner; hændelsen i templet, da forhænget mellem de to rum blev sønderrevet, blev foretaget – ikke ved nogen dødelig hånd, thi sønderrivningen af det tykke forhæng var udført ved en overjordisk magt – af Faderen selv.

Sønderrivningen var således ikke en handling, som blev foretaget i vrede. Det ar en triumferende gerning. Det var et svar på det spørgsmål, som den henrettede Messias, Guds Søn, råbte ud fra korset: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Det var Faderens længe tilbageholdte svar. Hermed svarede Himlens og Jordens Gud med et voldsomt ryk, og templets forhæng flængedes – og de to rum blev til ét.

KVINDERNE FÅR VASKET VERDENS SNAVS AF SIG

Den dag, hvor jøderne anerkender, at de var meddelagtige i ugerningen, (og at de bærer deres del af skylden med hensyn til domfældelsen og henrettelsen af Jesus Kristus)… den dag bryder hele himlen ud i jubel, og det ganske univers vil triumfere over, at sandhedens time langt om længe er oprunden.

”Når den dag endelig kommer, og det spæde tiltag til et rigt åndeligt liv tager sin begyndelse, – ja, på den dag, hvor ’de undslupne i Israel ’ bliver ophøjet til at være et fornemt smykke for Zion, og enhver som endnu er i live i Jerusalem – på den dag, hvor kvinderne får vasket verdens snavs af sig, og blodet bliver skyllet ud af byen, da skaber Herren igen den sky, der beskytter om dagen og den ild, der oplyser nattens mørke, thi over alt, hvad der er herligt, skal der være et dække (Esajas 4:1-5, parafrase).”

*

Det bør da oplæses i alle landes parlamenter, at ’på den dag’, siger Herren, ’vil jeg søge at tilintetgøre alle de folk, som kommer imod Jerusalem’ (Zak.12:9).

”Jeg vil udgyde over Davids efterkommere og Jerusalems indbyggere en nådens og bønnens ånd, så de får øje på ham, de har gennembort (Zak.12:10, parafrase).”

”På den dag skal der være landesorg i hele Israel. Nationen vil synke i knæ under gråd og anger – både statsledere og profeter, præst og menigmand, hver familie for sig – ja, mand og kone hver for sig sørge og angre i enrum. Overalt vil sørgeråb stige mod himlen (v.12-14, parafrase).”

”På den dag skal en kilde springe op af jorden, for at kong Davids slægt og Jerusalems indbyggere kan blive vasket rene for synd og afgudsdyrkelse. Profeterne, som forgifter luften med deres løgne, vil jeg fjerne fra landet (Zak.13:1-2, parafrase).”

Hvis nogen derefter begynder at profetere falsk, skal hans egen familie ikke gå af vejen for at slå ham ihjel.

”Du profeterer falsk i Herrens navn! Derfor skal du dø!” vil de sige. De falske profeter med alle deres syner skal rødme af skam, og de skal ikke længere vandre rundt i profettøj og bedrage folk. Ja, de skal endog benægte, at de er profeter: ”Jeg er bare en simpel bonde,” skal de sige, ”og det har jeg været, siden jeg var ung. ” Og spørger man ham, hvad det er for sår, han har på overkroppen, svarer han: ”Sår? Na ja, dem fik jeg, da jeg besøgte nogle venner forleden (Zak.13:3-6, parfrase).”

*

Betaget må vi derfor læse Hebræerbrevets forklaring, som i detaljer forklarer os, hvad der skete efter Kristi opstandelse. Vi læser følgende fra Hebr.9:11-14):

”Nu er Kristus kommet, og han er blevet ypperstepræst (og skal således administrere ’den rette ordning’, som der her er tale om). Det vil sige, at Han nu står for virkeliggørelsen af ’alle de goder, som fra nu af er gældende’ (Hebr.9:11).

Han gik ind i et større og mere fuldkomment Tabernakel (det er den himmelske helligdom, som ’Moses så på bjerget’(Hebr.8:5-13).

Den er ikke gjort med hænder, det vil sige, at den ikke hører denne verden til (Hebr.9:11) Den er ikke bygget af mennesker, og den er som sådan hævet over vor jordiske verden. Den er ikke skabt af dødelige og tilhører derfor ikke den skabte verden – ja, den er faktisk overhovedet ikke en del af ’denne bygning’.

I denne himmelske helligdom gik Kristus efter sin opstandelse ind – ikke med blod af bukke og kalve men med sit eget blod én gang for alle, da han havde opnået en evig forløsning! Han trådte ind i det allerhelligste rum med sit eget blod (v.11).

Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på det besmittede, helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi Blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud (v.13-15).

Hvis altså blod fra offerdyr gør urene mennesker rene, hvor meget mere vil så ikke blodet fra Kristus rense vor samvittighed fra den slags ’frugtesløse anstrengelser’, hvormed vi forsøger at stille Gud tilfreds og i stedet gøre os i stand til at tjene den levende Gud.

Ved Helligåndens hjælp gav han sig selv som et fejlfrit offer, og nu kan vi derfor vende os væk fra de ’døde gerninger’ for at bruge vort liv til en levendegørende tjeneste for den levende Gud (v.14, parafrase).

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’FARVEL TIL EN FALDEN KULTUR’ (www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 03.02.2023.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har kort før årsskiftet fået sin nye regering på plads, og aldrig før i Israels historie har en regering været så højreorienteret, som det nu er tilfældet. Dermed har Netanyahu 64 mandater bag sig. Der skal mindst 61 for at opnå flertal i det israelske parlament, Knesset.

Det er karakteristisk, at demonstranter mødte op med to flag for at demonstrere mod den nye regering: Israels stjernebanner og de homoseksuelles regnbueflag!

Modstanderne kritiserer regeringen for at ville indskrænke de homoseksuelles rettigheder, og avisen Haaretz skriver, at de styrende nu er blevet mere ’racistiske, religiøse og autoritære’ end nogensinde tidligere. Oppositionslederen, Yair Lapid, har kaldt regeringen ’uansvarlig’, og New York Times skriver: ”Det er et ophørsudvalg på Israels fremtid.”

En af de nye ministre Netanyahus partifælle, Amichai Chikli, har kaldt Tel Avivs prideparade for en ’skamfuld vulgaritet’, og sagt, at ’der ikke er noget at være stolt af ved at være homoseksuel’.

Netanyahu siger selv, at hans regering har tre mål: For det første vil han sætte en stopper for Irans atomprogram. For det andet vil han udvikle landets infrastruktur, og for det tredje vil han styrke lov og orden. Desuden vil han bekæmpe de stigende leveomkostninger og forbedre uddannelsesområdet.

I Danmark blev det nye års perspektiv også lagt frem for folket i statsministerens nytårstale fra Marienborg. Den nytårstale begyndte faktisk for et par år siden, hvor statsministeren fremlagde sin nye ’Gud har vigepligt-doktrin’ for det danske folk.

DET ER HER I HUSET LOVGIVNINGEN VEDTAGES

”Gud har vigepligt,” udtalte statsminister Mette Frederiksen d. 17. januar 2020, og hun uddybede denne påstand, som hun erklærede fra landets fornemste talerstol ved at sige i Folketinget: ”Man kan kalde sig ligegyldig hvilken religiøs baggrund man måtte have – ja, særlige privilegier eller særlig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion; det er her i huset lovgivningen vedtages. Ingen andre steder!”

Disse var ordene, som ingen dansk, kristen borger bør være overhørig, og som enhver evangelisk, åndelig leder i vort land bør bide mærke i. De er ikke en uskyldig, tilfældig henkastet bemærkning; statsministeren har her (mener borgerne) ’misbrugt sin myndighed’.

Denne hårrejsende fremstilling af blandt andet de danske borgeres protestantiske privilegium (at ’deres tro’ i Danmarks Grundlov på en særlig måde sættes under statens beskyttelse) kan næppe bortforklares. Statens øverste folkevalgte chef kan her ikke forstås på anden måde, end at statsministeren på stedet ’fyrede’ denne grundlovsbestemmelse. I modstrid med grundloven fremførte hun her sin nye doktrin: ”Gud skal køres ind på et vigespor.” Han skal vige for et nyt system. Han skal erstattes med et nyt rødt partiprogram. Han er sat ud af spillet.

*

I statsminister Mette Frederiksens nytårstale på tærsklen til 2023 har tonen fået en anden lyd. Her fortæller hun, at hun har været til gudstjeneste i Vor Frelsers Kirke, hvor hun har ’sunget julen ind’.

Blandt andet sang hun sin yndlingsjulesalme, Ingemanns ’dejlig er jorden’… ja, hun nævner endog i sin nytårstale til hele det danske folk, at hun sang ordene: ’Fred over jorden, os er i dag en evig frelser født’ – og det var som ’de hårde træbænke’ i det ’smukke, gamle kirkerum’ forsvandt.”

De kristne borgere, der blev betaget af deres statsministerens vidnesbyrd, kom imidlertid hurtigt ned på jorden, da de hørte, at de skulle være med til at sløjfe den bededag, hvor kirken bad om fred for krigens gru, og i stedet at give en arbejdsdag til at opkøbe panserværnsmissiler og nye jetfly til forsvaret. Og det blev helt klart for dem, da Mette Frederiksen sluttede med sin fjerde adventshilsen: ”Dejlig er jorden” – ”Godt Nytår!”

ØDELÆGGELSEN ER TOTAL

Det har været en kold nat, og isen har blomstret på ruderne i min bil.

Det var præcis i de jævndøgnstimers mørke, at Herren lod sin røst høre. De blege dage hælder, og vinteren trækkes mod nord.

Jeg forstod for første gang i mange år, at Gud har endnu et opgør med Israel og med nationerne. Han siger: ”Du skal skrive det ned på en stor tavle for dem; og du skal lade det nøje notere i en bogrulle, så de ikke senere kan komme og påstå, at jeg ikke har advaret dem (Esajas 30:8).”

”Det har du aldrig sagt et ord om,” vil de nemlig hævde – (v.8, parafrase).

”Deres frafald er som en stor revne, der allerede er ved at brede sig fra en høj mur. Det varer nu ikke længe, før den mur falder sammen – ja, den smadres til sidst som en krukke, der går i tusinde stykker. Ikke et eneste skår er stort nok til at hente gløder fra ildstedet eller en sjat vand fra brønden. Ødelæggelsen er total!”

”Thi således siger den Herre, Herren, Israels Hellige: Ved omvendelse og stilhed skal I frelses. I ro og tillid er jeres styrke. Men I ville ikke (v.13-15, parafrase).”

*

”Nej, de handler i fuld oprør mod mig, siger Herren. Trodser alle de planer jeg har med dem – og nu søger de hjælp hos gudløse hedningepolitikere, som fører dem ind på en mørk vej, hvor deres synderegister bliver større end nogensinde (Esajas 30:1, parafrase).”

”Uden at spørge mig til råds har de lavet aftaler med Egypten. De har søgt Farao om hjælp. Det skal de komme til at fortryde (v.4, parafrase).”

”Kom med mig uden for dit telt,” siger Herren, ”og se den karavane, der langsomt og besværligt bevæger sig gennem sandstormen til Egypten. Se æslerne og kamelerne, der er læsset med Israels kostbarheder – det, som de skal betale for Egypternes hjælp (v.6, parafrase).”

Alt sammen til ingen nytte!

”Egypten kan ikke hjælpe! Det eneste Egypten kan, er at give tomme løfter. Derfor har jeg givet det øgenavnet: ’Rahab’ – den flugtsnare slange (v.7)!”

”Lad alle hedninge-nationerne mærke sig, hvorledes jeg handler med mit elskede folk. De står først på listen – men de gudløse folkeslag følger efter.

GRAVFREDEN BRYDES

”Til den tid, siger Herren, skal det utrolige ske, at gravfreden foran den tilmurede Østport til Tempelpladsen i Jerusalem, skal brydes, og kongernes og profeternes grave skal åbnes, og knoglerne blive spredt som ofres til de afguder, man tilbeder (Jeremias 8:1, parafrase).”

Der får ’resterne’ lov at blive liggende som affald på jorden – og på den dag vil de, der endnu ikke er døde, ønske, at de var det, for livet er ikke længere værd at leve… (v.3, parafrase).”

”Da skal du fortælle dem dette med et: ’Så siger Herren’! Når man falder, skynder man sig normalt at komme på benene igen, og når man farer vild, vender man (når man opdager det) naturligvis om igen. Men dette folk fortsætter ad den slagne vej, som de er kommet ind på og fremturer i deres vedholdende ondskab, selvom jeg udtrykkeligt har advaret dem (v.4, parafrase).”

”Jeg lytter og lytter, siger Herren, men jeg hører ingen angerfuld bøn! Ikke en eneste fortryder, hvad han har gjort – ja, ikke en eneste spørger fortvivlet: Hvordan kunne jeg dog gøre dette (v.6, parafrase).”

”Nej, de styrter sig hovedkulds ud i synd som en hest, der stormer ind i et slag.”

”Storke ved, hvornår de skal på træk, og turtelduer, svaler og traner ved instinktivt, hvornår de skal af sted – men mit folk anerkender ikke mine love (v.7).”

Dette er Herrens ord til Israel på tærskelen til et nyt år. Det er Herren, der indsætter en ny regering, og han forelægger den sin nye vej. Det indeholder et varsel om ikke at gå på kompromis med verdensånden, som styres i den grad af en LGBTQ-ideologi, men kompromisløst at følge Herrens ord.

Nationerne ser med spænding på, hvorledes Netanyahus tre-punktsprogram bliver virkeliggjort, og det bliver et eksempel for alverden, hvad udfaldet bliver.

JERUSALEM ET BERUSENDE BÆGER

Her kommer nu et budskab til Israel – men som også skal høres blandt nationerne, så at deres ledere tænker sig om to gange, før de melder sig som ’allierede’, der vil angribe Jerusalem.

”Det er nemlig ord, der har adresse til alle folk påjorden – et sidste budskab fra den Gud, der giver alle mennesker liv og ånde. Et afgørende ord fra Ham, som spændte hele himlen ud over alle folkeslag på den vide jord og lagde dette ’jordens fundament’, som de hver især bevæger sig på – ja, som formede og dannede det enkle menneskes ånd i dets indre (Zak.12:1, parafrase).”

”Se,” siger Herren, ”Jeg vil gøre Juda og Jerusalem til et brusende bæger for de nærmeste nabolande, som sender deres hære mod Jerusalem. De folk, som går i krig mod Den Hellige Stad, skal vandre vaklende bort derfra, som om de var drukne, for den dag, de ankommer, gør jeg Jerusalem til en uindtagelig by.

*

Den dag oprinder, hvor nationerne – ja, selv Juda, skal være med til at belejre Jerusalem! De vil forsøge at overvinde byen, men det skal ikke lykkes – og de, som prøver, vil lide store tab.

”Dette er nemlig dagen, hvor alle folkeslag skal samle sig imod byen, men også den time, hvor jeg vil gøre Jerusalem til en løftesten for alle folkeslag. Det vil sige, at de, der prøver at løfte den, skal forløfte sig og rive sig til blods på den, for Jerusalem er og forbliver en urokkelig klippe, som ikke kan flyttes af noget menneske (Zak.12:2-3, parafrase).”

”Den dag slår jeg alle angriberne med vanvid. Panikken vil brede sig i fjendens rækker. Judas hus vil jeg åbne øjnene på – men samtlige folkeslag slår jeg med blindhed (v.4).”

”Judas slægter vil undre sig over Jerusalems indbyggeres mod og handlekraft, og de vil forstå, at det er Herren, deres Gud, som gør dem stærke. Det vil i den time gå op for dem, at Jerusalems indbyggere får deres styrke fra Herren (v.5).”

”På hin dag vil jeg forvandle Juda til en ildgryde, der antænder alt omkring sig – et brændende blus blandt halmneg, og Juda skal fortære alt og alle, de kommer i nærheden af – men byen Jerusalem skal blive liggende dér, hvor den altid har ligget en stad, der forbliver roligt på sit sted og ikke kan besejres (v.6).”

”Dette er dagen, hvor jeg vil søge at tilintetgøre alle de folk, som kommer mod Jerusalem (12:9).”

”Jordens folkeslag vil blive ødelagt ved en pludselig ild. Med ét vil de blive overrasket af en rasende ødelæggelse. Uventet og indenfor en time vil de blive fortæret af en hydrogen-katastrofe, der fra den ene ende til den anden vil udslette dem som nation, for endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden (Rom.9:28).”

Israel, Guds hjertebarn, vil ikke gå ustraffet gennem denne verdensomfattende ødelæggelse. Som profeten Esajas forud har sagt: ”Havde Herren ikke levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma og Gomorra (Es.1:9).”

Danmark, det lille land, som blev kendt for sin forbryderiske vold, sit frygtelige frafald – og dets mord på hundrede tusinder af små ufødte babyer. Overalt i Europa talte man om dette lands homoseksualitet, drukkenskab og ’drug abuse’. Dets voldsomme antal af skilsmisser, ægteskabsbrud, spredningen af pornografi og misbrug af børn. Man nævner dets svindel og bedrag (og selve den nationale banks hvidvask af penge), statens røverier og biografernes beskidte film… Det vil alt sammen være forbi om ganske kort tid. En time er tilstrækkeligt til at gøre en ende på det hele. Thi endeligt og afsluttende vil regnskabet blive gjort op (Rom.9:28).

DOMMEN STÅR FOR DØREN

Hvem vil tro mig, når det første jeg skriver i det nye år, 2023, er følgende: Snart er det hele overstået! Det nye Jerusalem skimtes i det fjerne. Den gamle verden er ved at forsvinde. Den nye er i sigte!

De fleste vil nok acceptere, at ’fødselsveerne er begyndt’ (Matt.24:8). Trængselstider er ved at indfinde sig. Den store krig lurer i horisonten. Sabelraslen høres overalt. Krigstilstande er nu i Europa, og flygtningene strømmer over grænserne. Alle væbner sig.

Den fredelige tone, som har hersket mellem supermagterne, er ophørt. Det er et alvorsår, som ligger foran os. Tiden er kommet, hvor de gamle, jødiske profeter er stået op fra deres grave, og deres ord er som at læse dagens avis!

”Dommen står for døren!” Prædikanterne er blevet mere direkte. De taler nu højt om trængselstider og holder sig ikke tilbage fra at læse afsnit fra Ny Testamente, hvor Jesus taler om ’folk, der skal rejse sig mod folk, og rige mod rige’ (Luk.21:16) – ja, om ’jordskælv, pest og hungersnød’ og de mange ’forfærdelige ting og store tegn fra himlen’ (v.11).

Den dybt slumrende kirke og de sovende hyrder omtales – og arrogante teologer, som ikke kan finde plads for deres lange redegørelser over emner, som folk ikke kender noget til, samt ’profeterne’, der ikke er ophørt med deres forudsigelser, som varsler ’fred, fred og ingen fare’ (1.Thess.5:3) – er daglig kost for de troende.

Til alt dette har jeg kun at tilføje, hvad Herren lader lyde for mig og andre: ”Sig det her til dine landsmænd: Jeg nærmer mig et land med mit sværd, og vælger indbyggerne én af deres landsmænd til at holde vagt (Ezekiel 33:1).”

”Jeg gør dig til vagt for dit folk, menneske. Du skal høre, hvad jeg siger, og advare dine landsmænd. Hvis jeg siger om den, der er ond,at han skal dø, og du ikke advarer ham mod hans ondskab, skal han dø, fordi han er skyldig. Men jeg vil give dig ansvaret for den onde mands død. Hvis du derimod advarer den onde, uden at han hører efter, skal han dø, fordi han er skyldig, men du har reddet dit liv (v.8-9).”

HERRENS UROKKELIG VILJE

”Det var Herrens vilje… at når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og Herrens vilje lykkes ved hans hånd (Es.53:10).”

Guds fuldkomne vilje er det kun ham selv, der kan føre til fuldbringelse; der er (ifølge dette fuldkomne ord fra Esajas) allerede frembragt – ved Jesu fuldt ud tilfredsstillende offer på Golgata (hans syndfri liv og herlige opstandelse) – et gyldigt skyldoffer; dette har en gang for alle sonet al synd og alle overtrædelser – ja, samtlige lovbrud – og dermed banet vejen for vor evige frelse.

Det var Herrens urokkelige vilje at uskadeliggøre djævelen og alle hans gerninger ved dette ene offer, og han er så tilfreds med denne løsning, at han ikke gerne tåler, at vi kommer med noget andet forslag.

*

”Hvem troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens arm?” spørger Herren indledningsvis til det berømte 53. kapitel af Esajas.

– og dertil vil jeg på denne dag svare, at det gør jeg! Jeg tror på, at alt er muligt for Herren, og at den situation aldrig kan opstå, at der er noget, som Herren ikke er i stand til at gøre. Jeg tror således på, at Herrens arm allerede nu er åbenbaret for mig.

Jeg læser, at Herren udløste Israels børn fra Egyptens trældom ’med udrakt arm og med vældige straffedomme’ (2.Mose 6:6) – og det kan jeg kun forstå således, at Herren vil hjælpe Israel i dag på samme måde, og at dette samtidig skal være et opmuntrende eksempel for de troende i nationerne.

Jeg og mit hus vil på lignende vis (med udrakt arm og med vældige straffedomme) blive friet ud fra de Sodoma-tilstande, som vi lever under.

MOSES GLEMTE IKKE JOSEFS KNOGLER

Med orden og på rad og række forlod israelitterne Egypten! Moses glemte ikke Josefs knogler, men han huskede dem og tog hans afblegede ben med sig. Israelitterne havde jo aflagt ed på, at de ville tage Josefs jordiske rester med sig, når den dag endelig oprandt, hvor Herren hentede sit folk ud af Egypten.

”Når Gud en dag i fremtiden ser til jer,” havde Josef sagt, ”så husk på mig! I må ikke lade mine ben blive her tilbage i Egypten. I skal føre mine kogler med jer, når I drager herfra!”

De brød så op fra Sukkot, hvor de havde taget ophold en tid og slog derefter lejr i Etam, som ligger på grænsen til den store vandløse vildmarksørken. Gud gik foran dem. De mistede ham aldrig af syne. Om dagen bevægede han sig som en frygtindgydende skysøjle hen over ørkenens sandbanker, og om natten lod han sig til syne som en ildsøjle, der lyste hele vejen op foran dem – det gjorde han ’for at de kunne rejse både dag og nat’ (2.Mose 13:19-23).

DET STORE MYSTISKE RUM BLIVER VOR ARBEJDSPLADS

”Der er nemlig himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelske glans er af en art, og de jordiskes af en anden. Stjerne er forskellig fra stjerne i glans (1.Kor.15:40).”

Over os har vi et væld af himmellegemer. De er alle skabt af en guddommelig intelligens og stråler hver især med en uforklarlig glans, som kan befinde sig millioner af lysår fra vor klode. Ja, man kan sige, at de stråler med en større klarhed, end det lys, som almindeligvis omgiver os mennesker.

Solen skinner på sin kraftige måde, og der udgår varme fra den, mens månen har sin specielle, blege glans, og den er en af de ’kolde kloder’ i vort solsystem. Hver eneste stjerne har således sit eget specielle skær, og de skiller sig dermed ud fra de andre i energi og udstråling (v.41, parafrase).

Vi bør lægge mærke til, at apostlen beskæftiger sig meget med de astrale legemer og den særlige udstråling, som kommer fra universet, og dét gør han sikkert, fordi det store mystiske rum med alle sine fjerne hemmeligheder, bliver arbejdspladsen for de hellige i den evighed, som vi skal have med Herren.

Det er ikke for ingenting og uden grund, at menneskeånden er dybt involveret i udforskningen af Universet, for det vil – i sin nyeste form – blive en hovedsag for mennesket i evigheden.

Matrix-filmserien arbejdede ud fra den franske filosofs, Descartes, filosofiske metode, der til at begynde med stillede spørgsmålet, om vi overhovedet kan vide noget om noget som helst –

– ja, selv vore egne legemer stillede han spørgsmål om, hvorvidt vi kunne danne os en konkret viden – siden vi kan forestille os, at vor opfattelsesevne i virkeligheden dirigeres af en stærk, menneskefjendsk ånd.

Afsluttende kom Desvartes til den konklusion, at vi med hensyn til menneskets tankesæt i det mindste kunne slutte så langt, at ’tanken’ eksisterede, idet det var en urokkelig kendsgerning, at ’jeg tænker, derfor er jeg’ – og fra dette udgangspunkt nærmede han sig beviset for Guds eksistens.

*

Og set ud fra dette synspunkt er den regering, som ved årsskiftet er indsat i Israel, at betragte som en ’Herrens røst’ til hele jorden. ”Han lader tider og stunder skifte, og afsætter og indsætter konger. Han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham (Dan.2:21-22).”

Han taler ved at lade den pave, som presset af ’sognet’ (den homoseksuelle elite i Vatikanet) var den første gejstlige leder i 600 år, som før tiden forlod sit høje hverv, at være den pave, som døde præcis ved årsskiftet.

Og det er den regering, som i Danmark ved indgangen til et nyt år gives folket: Et gudløst triumvirat, som er ledet af en kvindelig statsminister, der åbenlyst har erklæret, at Gud skal ’sættes på et vigespor’.

(Jeg henviser her til mit indlæg: ’Har statsministeren misbrugt sin myndighed? af 8. februar 2020).

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’DEN, DER SØGER’(www.johnynoer.dk)’

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 20.01.2023

Den store revolutionskalender, som var ’renset’ for alle kirkens helligdage, blev – medens guillotinen arbejdede – indført i Frankrig i oktober 1793, hvorefter tiden skulle regnes fra republikkens grundlæggelse d. 22. sept. 1792.

Den blev ikke nogen succes! I september 1805 blev det bestemt., at den gamle kalender med kirkens helligdage, skulle genindføres.

Danmarks kvindelige statsminister, Mette Frederiksen, som følger i fodsporene af en tidligere kvindelig statsminister, Helle Thorning-Schmidt (der også var ude på at ’slagte’ stor bededag) meddelte med stolthed i midten af december, at den nye regering havde på programmet, at store bededag skal sløjfes af Danmarks kalender.

Dermed søger den nye regering at tage livet af en helligdag, som for 300 år siden blev indvarslet ved, at kirkernes største klokke, ’Stormklokken’, ringede over land og by.

Statsministeren fører sig dermed frem blandt de verdensledere, som ’vil ændre år og dage, samt hvornår det er helligdag’ (1.Mose 1:15, parafrase) – og vil omstøde Bibelens ord, der på Skriftens første side omtaler, at ’lysene er sat på himmelhvælvingen til fastsættelse af højtider’ (v.15).

Landets kristne borgere har bemærket, at det er ikke en 1. majdag (arbejdernes kampdag) som statsministeren rækker ud efter efter – nej, det er en af de for kirken vigtige dage, hvor folket kaldes til bøn, som hun går efter!

Med denne beslutning har den nye regering meldt ud, at den er ’et vanhelligt triumvirat’, som vil ombytte kirkens bønner med kampfly – og timen er inde, hvor der mere end nogensinde er brug for forbøn og påkaldelser med hensyn til de politikere, der befinder sig ’i høje stillinger’ – ja, en hjertens bøn til Gud, for de styrende, ’så at vi kan leve et roligt og stille liv’ og dermed blive bevaret for krigens hærværk (1.Tim.2:1-4).

”Den slags bønner har vi ikke brug for længere,” mener statsministeren og hendes nye regering.

”Krigstrusselen er langt fra os,” og Europa hviler i harmoni og fred. Tidspunktet er nu kommet, hvor vi officielt kan afskrive kirkens dag med ’bøn og fred’, og sende borgerne på arbejde. Det vil hjælpe på vor tomme statskasse at afskrive store bededag.

*

SVM-regeringen, der præsenterede sit nye regeringsgrundlag d. 14. dec. 2022 – ti dage før jul, bragte bl.a. det forslag, der forhåbentlig vil vække bitter modstand fra kirkelig side: Man vil rive ’den unyttige bededag’ ud af kirkens kalender og erstatte den med ’en ny arbejdsdag’. Det kan bedst betale sig!

Og statsministeren afslører (med en vis stolthed), at det er hende, som står bag dette valg, og som vender det døve øre til Jesu advarende ord: ”Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringagte den anden. Ingen kan tjene både Gud og mammon (Matt.6:24).”

Statsministeren valgte ’at ringeagte’ kirkens dag til bøn, og holde sig til den indtægt, en arbejdsdag ville give.

I NØDENS TIME

Stormklokken, som den dag i dag skal kalde til bøn og påkaldelse, blev i Vor Frue Kirke sat op i 1747. Den skulle holde Danmark uden for alle krigshandlinger. I nødens time skulle den kalde alle borgere til bøn.

”Men jeg ved ikke, hvad for en kirke vort land vil få i fremtiden,” sukker daværende biskop Hans Bagger – og så indførte han store bededag.

… og 60 år efter fik han et sørgeligt svar. Stormklokken i Vor Frue Kirke styrtede ned i det brændende gudstjenestelokale, som brændte ned til grunden i 1807, og englænderne trak Danmark ud af den neutrale holdning og ind i krigen på Napoleons side. Det gik således til:

Storbritannien sendte i juli 1807 en større invasionsflåde til Østersøen med det formål at kræve den danske flåde udleveret af frygt for, at den skulle falde i Napoleons hænder. Den 16. august gjorde briterne landgang ved Vedbæk uden modstand fra dansk side og blev placeret i halvkreds rundt om København.

Bombardementet begyndte klokken 19:30 om aftenen d. 2. september. Briterne bombarderede byen uden at tage hensyn til civile og offentlige bygninger og brugte bl.a. ’brandraketter’. I tolv timer varede beskydningen, og der forvoldtes stor skade, og de næste dage fortsatte bombeterroren. Den fjerde september formuleredes kapitulationen, og i slutningen af oktober afsejlede briterne med hele den danske flåde (80 krigsskibe og 243 transportskibe, 17 fregatter og 26 kanonbåde.

Det var hermed definitivt slut med København som en af de vigtigste byer i Østersøområdet.

*

Den dag i året, som ved en kongelig forordning af 27 marts 1686 på foranledning af den fromme biskop, Hans Bagger, Roskilde, var sat til side som ’Store Bededag’, står nu i fare for at blive strøget af kalenderen! Det meddeler statsminister, Mette Frederiksen, der samtidig med et smil tilføjer, at det gør hun med ’en rank ryg’.

Det vil sige, at hun ’med oprejst pande’ tør fjerne den dag fra kirkens helligdage, hvor præsterne og deres menigheder skal bede for fred.

Dagen, hvor ’stormklokken’ aftenen forinden skal kalde borgerne til bøn, fordi der er krig i Europa.

Kroer og værtshuse skal lukke, og der er påbud fra kirkens biskopper og præster, at landets kirkegængere skal faste, indtil alle gudstjenester er afsluttet med aftensang.

”Spar os fra krigens svøbe,” skal kirkens menigheder bede. ”Fri os fra krigens gru og hold din hånd over vore sønner og vore familier!”

SØREN KIRKEGAARD ELSKEDE DEN ALTERBOG

Søren Kirkegaard holdt meget af Roskilde-bispens Alterbog. Den stod på hans bogreol, og i mange tilfælde af hans vægtige forfatterskab, kan det spores, at den danske, verdensberømte filosof har brugt uddrag af Hans Baggersens ritualer. Han har mediteret over dem og gang på gang læst dem højt for sig selv og til syvende og sidst nedskrevet Roskilde-biskoppens bønner.

Men dette betyder tilsyneladende intet for vor statsminister. Hun vrager den ældgamle store bededagsbøn, og dermed forkaster hun Søren Kirkegaards ypperste inspirationskilde til store dele af hans forfatterværk. Hun glemmer, at kirkeministeriet og kulturministeriet i mange år har været ledet af den samme politiker. Hvad statsministeren river ud af kirken, fjerner hun samtidig fra landets kulturelle værdier.

Den bibeltekst, som fjernes fra årets tekster for bededage 2024 (der forkastes med hud og hår af den nye regering) er bl.a. ordet fra Mattæus 7:13-14, som siger: ”Gå ind ad den snævre port, thi vid er den port og bred den vej, som føres til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang er den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.”

Hvor sørgeligt, at den danske befolkning i 2024 ikke får at høre store bededagsteksten, som fortæller om ’en vej, der fører til undergang’. Der er jo – efter hvad Jesus advarende siger i dette skriftafsnit – ’mange, der går den vej’ – ja, der findes altså et evigt sted, som kaldes ’fortabelse’.

Men endnu værre er det, at de ikke får at høre, at der er en anden vej, som fører til det evige liv. Jesus siger, at ’det er få, der vandrer på den vej’ – og med den nye, spottende regering vil det være endnu færre, der finder denne smalle port.

Jesus slutter store bededagsteksten i det år, hvor helligdagen ryger ud af kirkeåret, med følgende: ”Pas på de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder men som er glubske ulve indeni.”

Denne advarsel får kirkegængerne ikke med på vejen; den sløjfets samtidig med helligdagen. Må Gud være deres sjæle nådig.

MAGTHAVERNE STÅR MAGTESLØSE

De kristne er en usædvanlig del af landets befolkning, fordi de ejer noget, som ’ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere’ (1.Kor.2:6). De er nemlig i besiddelse af den ’hemmelige, skjulte visdom’, som er så gammel og enestående, at man kan føre den helt tilbage til ’verdensløbets begyndelse’ – ja, den er så effektiv, at man må betragte den, ’som forudbestemt til at føre dem, der ejer den, til herlighed’.

Landets magthavere og lovgivere står så mærkeligt ’magtesløse’ over for den guddommelige indsigt , – ja, de raser i al hemmelighed over den ’indre viden’, som de kristne besidder, og forsøger gang på gang at komme denne ’evige visdom’ til livs.

De kommer imidlertid altid til kort og beviser dermed kun, at deres forståelse af tingene er en ’forbigående indsigt’, og at deres magt kun er et ’midlertidigt herredømme’, der en dag i nær fremtid forsvinder som dug for solen.

*

Statsmagtens tankebaner er således kun at sammenligne med en pjaltet klædning mod de kristnes indsigt i den frelsesplan, der går langt ud over magthavernes forstand, – ja, statsmagtens verdslige ’visdom’ kan på ingen måde hamle op med det mysterium, som kun de kristne fatter, at der er en Skaber, som har udtænkt det hele på forhånd.

Denne ’kosmiske forståelse’ har ingen af denne verdens herskere kendt (1.Kor.2:6)! Hvis de bare havde forstået den mindste smule af Guds ufattelige visdom, så ville de aldrig have korsfæstet herlighedens Herre – men nu har de for 2000 år siden gjort sig skyldige i verdenshistoriens største forbrydelse og dermed for alle kommende slægter bevist, at de ikke har lod eller del i den plan, som Gud har fattet hos sig selv, siden tidernes morgen (v.6-7).

Da den ’lovlige øvrighed’ brutalt henrettede Jesus, som er og forbliver ’herlighedens herre’, beviste den, at den var både døv og blind, hvad angår det, som står skrevet:

”Hvad intet øje har set, og intet øre hørt – ja, hvad der aldrig er opkommet i noget menneskes hjerte, – det har Gud beredt for dem, der elsker ham (v.9).”

*

Der er krig i Europa, og så er det en helligdag, der værner om freden og gudsfrygten, som skal afskaffes!

Det bliver ’givetvis’ store bededag, der får kniven. En 300 årig gammel helligdag, hvor kirken beder til Gud om at stå landet bi i krigens tid, fjernes med et pennestrøg!

Pengene skal gå til at renovere gamle kaserner, der er ved at falde sammen – og så til at finansiere de nye F-35 kampfly, som forsvaret har bestilt 27 af.

DEN SIKRE GRUNDPILLE

Den nye regerings grundlag siger, at ’staten fortsat vil støtte kirkens frihed. Hertil svarer den kristne menighed:

”Stående overfor en så velordnet og raffineret ordensmagt, som med lumskhed og underfundighed leder borgerne til vildfarelse, så har den kristne borger – som apostlen fordum – ’fattet det fortsæt ikke at ville vide af noget andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet’ (1.Kor.2:2).

Det budskab (at Jesus er blevet korsfæstet og dermed for evigt båret al min straf (og dødslønnen for alle mine overtrædelser) står for mig som den sikre grundpille, jeg kan søge til, når stormene bryder løs. Og det er netop store bededagsteksen for 2024.

Det blodoffer (at Guds egen søn betalte for mine overtrædelser og mangler og dybe nederlag) forbliver urokket i min bevidsthed, og jeg kan herefter altid og alle vegne og under alle omstændigheder søge ind i denne ’sikre borg til frelse’. Det er bønnens indhold på den dag, som ryger ud af kirkeåret.

Som en del af landets kristne borgere kender jeg imidlertid ingen anden og ingen bedre visdom – ja, jeg ved ikke af noget ypperligere våben mod statens og verdensmagtens mafiametoder end dette enkle budskab, at Jesus er død og opstanden og faret til himlen. Men det skal vise sig at være tilstrækkeligt – også i denne nødens time!

HENRETTELSES-SVÆRDETS MAGT

Den kristne borger siger på denne dag: ”Hvis ikke jeg er opmærksom, så kryber denne sandhed i baggrunden, og jeg får at mærke, hvad det vil sige at stå alene mod ondskabens åndemagter, der fra rummet til stadighed angriber mig. Derfor bør jeg dagligt holde mig for øje, hvilket vældigt våben, Gud har lagt i mine hænder i kampen mod den hær af ugudelighed og vantro, som statsministeren giver udtryk for.”

”Jeg tænker her på det Herrens ord, som til stadighed opmuntrer mig, og som altid kommer til mig, når jeg lader hænderne synke og bliver som bjergtaget af den tilsyneladende overmagt, som strider imod mig.”

Det er ordet fra Hebræerbrevet, som siger: ”Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger (4:12).”

Gang på gang bliver jeg ’højligen opmuntret’, når jeg igen indser, at Guds ord er levende og virksomt, at det altid – og uden undtagelse – trænger igennem alt, hvad der forsøger at hindre det i at opnå sit mål.

Landets kristne befolkning fortsætter: ”Det står mig på ny, at billedet, som bruges for at illustrere, at Guds ord altid er det ypperste våben, er ’det tveæggede sværd’. Det er jo netop det våben, som verdensmagten støtter sig til, når der til døden forfølger de hellige, og det er den glimtende, rædselsfulde trussel, som de kristne martyrer har set blive løftet over dem, inden de forlod denne verden.

Det ’skarpe, tveæggede sværd’ er den udrustning, som staten og den verdslige øvrighed er bevæbnet med, når den lovgiver og til tider gennemfører et ugudeligt styre til et lands og et folks undergang.

”Øvrigheden bærer ikke sværdet for ingenting,” betoner Paulus (Rom.13:4) ”den er jo Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt.”

Men den brutale dag kom også, hvor han måtte skrive til den unge Timoteus: ”Mit blod skal snart udgydes… tiden er inde, da jeg skal bryde op (2.Tim.4:6).”

Disse sidste ord skrev Paulus fra et koldt, romersk fængsel, hvis øverste myndighed var den grusomme kejser Nero, der brugte sværdets magt i uretfærdighedens tjeneste og brændte de kristne som levende fakler i den kejserlige have i Rom.

MERE END ET POLITISK ANSVAR

Det siges, at der er politikere, som vil aktivere grundlovens paragraf 42, når regeringen vil afskaffe helligdagen, store bededag, som for mange danskere er forbundet med vigtige traditioner. Disse politikere erklærer, at med kun 60 underskrifter blandt folketingets medlemmer kan de få sendt forslaget til folkeafstemning.

Dette beviser, at der er en del af den danske befolkning, som vil handle politisk på det antikristelige forslag at bytte ’bøn til Gud’ med ’kampfly og militære kaserner’.

Men ikke blot de politiske interesserede borgere bør gøre modstand. Også kirkens mænd bør træde i karakter. Herom kan følgende siges:

Det ligger fuldstændig uden for vor fatteevne, hvad Gud har udtænkt og allerede beredt for dem, som elsker ham.

Ingen dødelig har nogensinde hørt noget lignende, og intet uigenfødt menneske kan tale om, ’at de har set’, hvad der venter os – men det kan kun med Skriftens egne ord forklares, at ’det har Gud på forhånd beredt, som en kærlighedsgave til dem, som elsker ham (1.Kor.2:9).

Når vi siger: ’Det kan med Skriftens ord forklares’, så begynder vi imidlertid at skimte et lys, der lader ane, at også her banes troen vej! Bibelen siger nemlig med rene ord, at ’Gud har åbenbaret dette for os ved Ånden’, og den tilføjer hastigt: ’Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder’ (v.10), og det må forklares nærmere.

Hvad vi skal forstå her, er, at der gives ’almindelig åbenbarelse’, som altid er til rådighed for den rå og upolerede menneskeånd, så at den kan blive frelst – og da er den ’et åbenbarelseslys’, som skænkes de hellige, når tiden er inde dertil. Dette forklares bl.a. med Skriftens ord, som siger: Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt (Salme 25:14).

Ordets lys er til rådighed for alle, så at de kan bryde op fra mørkets huler og begive sig ud på den livsvandring, der fører til det evige liv. Men pagtens ord, som er forseglet med syv segl, er kun for de Guds tjenere, som Herren på forhånd har udpeget til at være ’særlige redskaber for ham’ – og til at skulle lide for hans navn .

”Denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn(Ap.G.9:15-16).”

Intelligente og veluddannede mennesker kan erkende dogmernes visdom og undervise derom (og sådanne mænd og kvinder leder mange steder Guds menigheder ), men Guds råd, den hemmelige frelsesplan, betros blot til hans fortrolige tjenere, som ved Ånden ’ransager alt, endog Guds dybder’ (1.Kor.2:10).

Guds Ånd kender jo de dybeste hemmeligheder. Statsmagten ville give guld og grønne skove for blot at få en brøkdel at vide, hvad Gud gemmer på.

”Hvem ved, hvad der rører sig i et menneske, uden menneskets egen ånd? På samme måde er det kun Guds egen Ånd, der kender ham til bunds. Men vi har ikke fået verdens ånd (som kun har et overfladekendskab til Gud), men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os (1.Kor.2:11-12).”

De kristne borgere ser derfor på forhånd, hvad det fører til, når den verdslige øvrighed begynder at pille ved helligdagskalenderen. Hvad bliver det næste, som sker? At man sløjfer nogle af påskens helligdage – eller pinsens – eller julens helligdage? Ja, at man (som under den franske revolution) slår en streg over samtlige helligdage og lover en helt ny kalender, der er blottet for kirke og tro? Den holdt kun en halv snes år, så måtte de styrende opgive det spekulative foretagende og overgive sig til realiteterne.

HEMMELIG VISDOM

Vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed. Den har ingen af denne verdens herskere kendt (1.Kor.2:6-7).

Det betyder, at den kilde, som flyder fra den kristne menighed i øjeblikket, indeholder det stærkeste stof, som findes i denne verden, og som har det ene formål: ’At føre Guds børn til herlighed’.

Gud har altså i sin nåde og kærlighed stillet den mægtigste kraft til rådighed, for dermed at sikre, at hans menighed på jorden bliver ført igennem alle trængsler og til sidst, når Guds store formål med skaberværket: Guds herlighed!

Vi belæres herved om det ejendommelige, at Gud holder sin visdom skjult. Det er en hemmelig kilde, og han har sikret, at ingen uvedkommende får lejlighed til at drikke deraf. Derfor har han siden ’verdensløbets begyndelse’ bevaret denne skjulte hemmelighed hos sig selv – og kun han er vidende om, hvor denne kilde befinder sig.

Af de mange, som er på jagt efter ’dette kildespring, der springer til evigt liv’, er især ’denne verdens herskere’ (v.8).

Vor nuværende statsminister lånte en udtalelse fra en ministerkollega for et par år siden. ”Gud skal køres ind på et vigespor,” sagde han.

… og det fandt statsministeren så klogt formuleret, at hun selv udtalte det fra folketingets talerstol.

I dag følger hun samme linje. Gud skal vige pladsen for de menneskelige herskere. Præsterne og deres menigheders bøn til Gud ringeagtes – og Guds værn skal nu ombyttes med kampfly og missiler!

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’EU-KORRUPTION’(www.johnynoer.dk)’

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 06.01.2023.