INDEN TIMEGLASSET UDRINDER

RETSOPGØRET 252

I vor langsomme genoprettelse af grundlovsforeningens (hvad angår præsentation og kommunikation) ituslåede hjemmeside bringes her to indlæg i forbindelse med det til folketinget indgivne borgerforslag (vedrørende et lovværn mod lovgivernes lovløshed).

I den nære fremtid vil jeg i mine kommende indlæg (som her tager en ny frisk begyndelse) koncentrere mig om at forklare de forskellige aspekter af borgerforslagets livsnødvendige trosfrihedslov. Det er min agt, dersom Gud i sin nåde giver mig kraft dertil, at samle disse kommende ’argumenter’ for – inden timeglasset er udtømt d. 9. november 2019 – at fremlægge sagen i skriftlig form og ved Ordets forkyndelse (hvor som helst i landet, man ønsker at rejse sig til forsvar mod den truende fare, som dag for dag rykker ind på livet af den kristne menighed i Danmark).

De første to afsnit af, hvad jeg herefter bringer under den genoprettede rubrik ’Retsopgøret’, drejer sig om borgerforslagets omtale af ’præsteløftet’.

Om Gud giver nåde dertil, må en hær af nye prædikanter dukke op på gader og stræder, og statsmagtens overvågning ligger derfor allerede på lur for straks (og på stedet) at lukke munden på dem! Samtidig vil de allerede gældende ulykkessvangre ’april-love’ sigte på med hård hånd at slå ned på landets troende familier – og det er ikke for sent (bør det understreges) at søge at rejse et sidste lovværn til deres beskyttelse.

PRÆSTELØFTET – ET GODT VURDERINGSGRUNDLAG

Trosfriheds-borgerforslaget har nu fået mere end halvandet hundrede støtter. En god begyndelse på den lange vej til halvtreds tusinde.

I lovforslagets 2. paragraf sigtes der på, at sikre borgerne mod en Gudsfjendsk statsmagt, der fortsat vil øge sin overvågning, så at der overalt i landet (ikke mindst i tilfælde af en åndelig vækkelse) kan blive slået hårdt ned på de mange nye, frie, evangeliske prædikanter, der åbent, jævnt og ligefremt forkynder Bibelens klare budskab om omvendelse fra synd og tro på den Herre Jesus Kristus. Borgerforslaget lyder derfor – i al sin korthed – sådan:

”Ingen må kunne retsforfølges eller straffes for forkyndelse eller udtalelser, der harmonerer med den evangelisk-lutherske kirkes præsteløfte, der siden 1870 forpligter en præst til at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det forefindes i Bibelen.”

Det vil sige, at frie, evangeliske prædikanter, der beviseligt holder sig indenfor rammerne af den danske folkekirkes præsteløfte, aldrig med nogen rimelig grund kan slæbes for retten på grund af deres forkyndelse. Sker det – hvilket med sikkerhed vil forekomme – er det ikke de arresterede prædikanter, der er på afveje. Nej, da er det statsmagtens ulovlige politianholdelser, der er noget galt med.

PRÆSTELØFTETS INDHOLD

Den danske folkekirkes præsteløfte, som bl.a. indeholder ordene: ”Jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds Ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter,” har været grundlaget for folkekirkepræsternes statslige ansættelsesforhold siden 1870 – hvordan kan det samme indhold da forkastes i det 21. århundrede, blot fordi det drejer sig om frie, evangeliske prædikanter, som ikke er ansat af staten?

Præsteløftet, der i borgerforslaget står anført som et vurderingsgrundlag, afsluttes med ordene: ”Dette lover jeg – med regnskabsdagen for øje – samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil giver.”

At der her (hvad angår ansættelsesforholdet til staten) ikke aflægges et løfte til statsmagten, men at der her udelukkende afgives et løfte til Gud, fremgår af det udsagn, der erklærer, at det præcise indhold af det afgivne løfte helt og holdent er udtalt ’med (den evige) regnskabsdag for øje’ og kun kan overholdes ’dersom Gud (ikke statsmagten) giver nåde dertil’.

De titusinder af præster, som gennem årene har aflagt dette løfte (som det hedder): ’for den alvidende Guds åsyn’ er en garanti for, at staten (med sit lovkompleks af 30. juni 1922 og sin ansættelseslov af 16. maj 1990) må bøje sig for den kendsgerning, at den i løftet omtalte ’regnskabsdag’ ikke er en afregning med staten, og at det åndelige behov for ’en hjælpende nåde’ ikke drejer sig om øvrighedens lønkonto, men at alt dette udelukkende er og forbliver en sag mellem evangeliets forkynder og kirkens Herre, Jesus Kristus.

Derfor er det gamle præsteløfte en udmærket rettesnor for de verdslige myndigheder, som (også fremover) ved lovgivning fortsat vil søge at komme landets frie prædikanter til livs.

DET SANDE EVANGELIUMS HÆRTEGN

Præsteløftet, som hviler på den reformatoriske grundtanke, at selv en ulærd bonde kan blive kaldet af Gud til at forlade sin plov for at forkynde evangeliet, tilhører ikke (som sådan) folkekirken alene. Dette højtidelige løfte er ikke udelukkende bundet til et statskirkeligt embede. Enhver kristen mand, som er kaldet af Guds gode Helligånd til at tjene Kristi menighed og et lands åndelige armod med ordets forkyndelse, er dybest set bundet af det samme løftes indhold.

Det fremgår direkte af artikel 5 i Den Augsburgske Bekendelse, hvori det hedder, at det er Gud alene, der har ’indstiftet det embede’, som skal løfte den fornemme opgave at ’udbrede den retfærdiggørende tro gennem evangeliets forkyndelse’. Videre siger artikel 14, at (citat): ’Ingen bør lære offentligt i kirken – uden at han er rettelig kaldet.

Med udtrykket ’rettelig kaldet’ henvises der overhovedet ikke til en statskirkelig organisation men til ’de helliges forsamling’, artikel 7, der som et frit fællesskab (overalt og til alle tider) kan gøre brug af den kaldelsesret, der er indeholdt i det uvurderlige reformatoriske begreb, der kaldes ’det almindelige præstedømme’.

Den danske stat har i grundlovens 4. paragraf utvetydigt forpligtet sig til at understøtte den evangelisk-lutherske lære som ’det almindelige præstedømme’, der uden forbehold vil kunne anerkende en fri prædikants åndsbårne forkyndelse, som holder sig indenfor præsteløftets bibelske ramme.

Nogle folkekirkefolk vil hertil indvende, at ’præsteløftet’ udelukkende er luthersk bestemt. ”Det kan I ikke bruge til forsvar for prædikanter, der ikke tilhører den evangelisk-lutherske kirke,” vil de sige.

Hertil må svaret være, at hvad angår spørgsmålet om prædikantens baggrund, ligger Luther helt på linje med Den Augsburgske Bekendelse, når han i 1523 klart og tydeligt udtaler, at hele kirkens eksistens beror på den samme forkyndelse om frelsen i Jesus Kristus.

Luther skriver: ”Nu kan man med sikkerhed kende den kristne menighed på, at der prædikes det rene evangelium!”

Til denne erklæring, der stemmer overens med det centrale indhold af det nuværende præsteløfte, giver han følgende talende illustration: ”Ligesom man i hærbanneret har et sikkert kendetegn på, hvilken herre og hær på det sted ligger i felten, således har man også i evangeliet et sikkert kendetegn på, hvor Kristus og Hans hær ligger.”

Luther slutter denne præcisering af hvem og hvor de sande evangeliets forkyndere findes med følgende: ”Derom har vi Guds sikre løfte i Esajas 55: ”Mit ord,” (siger Gud) – ”det, som udgår af min mund, skal ej vende tomt tilbage til mig; men som regnen falder fra himlen på jorden og gør den frugtbar, således skal mit ord også udrette alt det, hvortil jeg udsender det.” – ”Derfor er vi sikre på,” lyder Luthers sidste ord i denne sag, ”at det er umuligt, at der ikke er kristne, hvor evangeliet har sin gang…” (Skrifter i udvalg II.49. Clemens II: 395,7-396,10).

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Retsopgøret 251

Kl. 04:00 lørdag morgen, d. 20. april 2019 – efter Langfredagens bål og brand over det halve kongerige – begyndte det at dæmre for mig. Det kunne ikke være tilfældigt, det, der her skete! En eller anden mægtig mastermind måtte stå bag denne uforklarlige beslutning, at de danske myndigheder med politi og tåregas (og de første pistolskud) skulle slå en væbnet ring om den mand, som – i hele den vide muslimske verdens påsyn – afbrændte koranen på Københavns stenbro. Det kunne næppe være tilfældigt! Hvem i de mørke regeringskorridorer står bag beskyttelsen af en sådan handling? Hvad er motivet? Hvem er hjernen bag denne åbenlyse ’beskyttelses-galskab’? Hvorfor er der ingen, der læser skriften på væggen? I de tidlige morgentimer til ’påskens lørdag’ gik det langsomt op for mig, at landets justitsminister nødvendigvis måtte have et afgørende ord at skulle have sagt i denne sag. Uden hans billigelse kunne dette faretruende beskyttelses-scenario ikke finde sted. Kommentarerne fra Christiansborg var ildevarslende. ”Paludan skaber splid i vort samfund, og det er det eneste, han ønsker,” erklærer justitsminister Søren Pape Poulsen (K), idet han fortsætter: ”Jeg appellerer til, at folk holder sig fra Rasmus Paludans demonstrationer”… Rasmus Paludan er uddannet advokat. Han stiftede det politiske parti ’Stram Kurs’ i 2017. Den racismedømte politiker går ind for et forbud mod Islam i Danmark. Han har demonstreret 53 gange sidste år og er fortsat i samme tempo i år. Han afbrænder Koranen med en beskyttende mur af politi omkring sig. Justitsministeren har måttet forklare Folketingets Retsudvalg, at udgifterne til at beskytte disse Koranafbrændinger har kostet samfundet 41 (en og fyrretyve) millioner kroner. Justitsministerens kommentar er foruroligende. ”Det koster noget at have demokrati og ytringsfrihed. Det må vi jo tage med.” Søren Pape Poulsens løsning på problemet er mistænkelig: ”Folk skal bare blive væk fra hans (Paludans) demonstrationer!” Mens justitsministeren afleverer denne harmløse kommentar, forberedes landets muslimer sig til større konfrontationer; den internationale, arabiske verdens forbitrelse støtter dem. ”Hvis myndighederne i Danmark beskytter afbrænding af Koranen, så er det en krigserklæring,” hedder det. ”Og hvad det kan komme til at koste Danmark fremover, kan kun fremtiden vise…” Retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er beskrevet i grundlovens § 77 og 79. Samme rettigheder er dækket af Menneskerettighedskonventionen artikel 10 og 11. Disse bestemmelser synes imidlertid ikke at give ubegrænsede rettigheder. Advokat (med speciale i ytringsfrihed og menneskeret) Tyge Trier har påpeget ordensbekendtgørelsen, som siger, at ’slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted’. ”Ytringsfriheden er helt central,” erklærer advokaten, ”men at afbrænde Koranen op i ansigtet på personen (for eksempel i en boligblok) kan lovligt begrænses.” Spørgsmålet er så: ”Hvorfor gør justitsministeren ikke det? Kan han ikke læse Skriften på væggen? At et millionbeløb på få uger er syvdoblet for at beskytte en afbrænding af Koranen, er (som det er blevet udtalt af andre politikere): ’Vanvittigt’. Imidlertid burde justitsministeren have handlet i overensstemmelse med de erfaringer, som muhammed-tegningerne bragte med sig i 2005-6. Lad mig forklare:

HISTORIENS KLARE TALE

Et hundrede mennesker mistede livet, og en eksportkrise med afbrændinger af danske ambassader kostede Danmark 2 milliarder kroner (den danske mælkeproducent Arla er i dag (de mange år efter) kun kommet op på 65 % af det eksportniveau, man havde før muhammedkrisen. Elleve muslimske landes ambassadører ønskede dengang at få et øjeblikkeligt møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren afviste mødet. Sagen blev da rejst på et topmøde for 57 muslimske lande, der var samlet til en verdenskongres. Flere arabiske lande trak herefter deres ambassadører hjem fra Danmark. Danmarks justitsminister burde (mener mange danske borgere) i denne sag have taget højde for, at pakistanske sikkerhedsstyrker under muhammedkrisen måtte afholde flere hundrede demonstranter fra voldelige overgreb mod landets danske ambassade, mens 400 deltagere natten til den 19 feb. 2006 satte den kristne St. Saviours kirke i brand. 15 mennesker blev dræbt i forbindelse med samtidige demonstrationer i Nigeria. I Libyen, hvor 11 mennesker blev dræbt. En menneskemængde på 50.000 afbrændte samme dag billeder af den danske statsminister i Karachis handelskvarter. Tre personer blev dræbt – deriblandt en otteårig dreng! Justitsministeren burde have handlet ud fra den kendsgerning, at den 11. feb. 2006 rømmer Danmark sin ambassade i Syrien. Ambassaderne i Indonesien og Iran bliver lukket. Turister bliver hjulpet hjem fra Bali. Ministeren burde have holdt sig for øje, at et par dage forinden den 7. feb. 2006 angreb 5000 demonstranter den danske ambassade i Teheran. Dagen før var ambassaden blevet bombarderet med benzinbomber – og flere personer blev samme dag dræbt under demonstrationer i Somalia, Afghanistan og Tyrkiet. Generalkonsulatet i Beirut stod i flammer, og der var voldsomme gadekampe i byen. I Istanbul blev en dukke af den danske statsminister afbrændt… Danmarks justitsminister burde ikke et øjeblik glemme, at den 3. feb. gik militante muslimer amok i et sandt hærværksorgie mod den danske ambassade i Djarkata, og tegningerne indgik som en protest i den globale fredagsbøn over hele verden. Danskerne blev truet på livet i Gaza. Dagen forinden blev den danske ambassade i Damaskus evakueret på grund af bombetrussel. I flere dage Dannebrog i den periode blevet afbrændt på Vestbredden og boykotten af danske varer bredte sig til Syrien, Egypten, Kuwait, Bahrain og Forenede arabiske Emirater, og Arla-mejeriet taber 10 millioner kroner om dagen… I forbindelse med denne fortsatte liste af konsekvenser af blasfemiske handlinger, som år tilbage under begrebet ’ytringsfrihed’ udviklede sig til en faretruende, kostbar og tragisk proces for Danmark – så er der (udover Koranafbrændingerne) andre sager (som kunne være åndeligt beslægtede) med dette fænomen. Om dette er følgende at oplyse:

BORGERFORSLAG BLANDER SIG I VALGET

Et godtaget borgerforslag, der med 4 paragraffer sigter på, at grundlovens trosfrihedsparagraf ikke underlægges politisk magt, vil fremover på Folketingets hjemmeside kunne blande sig i det kommende valg. Forslaget er stillet af mig som formand for foreningen Med Grundlov Skal Land Bygges. Det tager sit udgangspunkt i ’forældres førsteret til at opdrage deres egne børn’ og henviser i sine ’Bemærkninger’ til statsministerens grundlovstale, med hvilken han for et år siden under regnbueflaget på Regnbuepladsen i København fremlagde en ’regnbuepjece’, der skildrede regeringens kommende 36 måneders handlingsplan for bl.a. en massiv, integreret sexundervisning i danske skoler og børnehaver. Af ’regnbuepjecens’ indhold fremgår det, at dette gøres uden forældrenes tilladelse, samt at der er afsat 1.8 millioner kroner på at bekæmpe anderledes tænkende. Borgerforslaget søger yderligere at værne frikirkelige, evangeliske forkyndere mod fremtidige retsforfølgelser og at sikre de troende familier mod nye statstiltag med ret til domstolsinddragelse af danske borgere samt ’initiativret’ til at fjerne kristne familiers børn fra hjemmet. Borgerforslagets ordlyd kan findes på denne hjemmeside under menupunktet ’Borgerforslag’.

GRUNDLOVSDAGS-SAMLING

Under denne titel indbyder foreningen ’Med Grundlov Skal Land Bygges’ til en særlig grundlovssamling på Grundlovsdagen d. 5. juni 2019 i Fælleshuset i Haveforeningen Pilevænget i Horsens 8700. Ifølge det vedlagte program begynder dagen med brunch kl. 11:00, hvortil deltagere bedes tilmelde sig inden d. 1. juni på mail-adressen mail@johnynoer.dk. Her til emnet, som samler sig om et allerede indsendt borgerforslag, blive fremlagt, hvorefter der holdes friluftsmøde ved Talestenen i Horsens bymidte, kl. 16:00 indbydes til egen-grill-eftermiddag i haveforeningen og kl. 19:00 til aftenmøde i det på samme sted rejste mødetelt. Alle er velkomne! Borgerforslaget kan studeres på hjemmesiden MGSLB.dk under menupunktet ’sagsakter’. Mere end nogensinde før står vort lands troende borgere overfor den fare, at trosfriheden underlægges en politisk ligestillingsideologi, og skriftordet fra Ny Testamente om ’de onde dage, hvor hvert gunstigt øjeblik bør udnyttes’ – og ’der fordres indsigt i Herrens vilje’ (Ef.5:16-17) står foran sin opfyldelse. I forbindelse med disse betragtninger, som koncentrerer sig om lovløshedens udvikling i vort eget land, ønsker jeg at gøre opmærksom på den gennemgang af Åbenbaringsbogen, som jeg for tiden lægger på nettet. Her omtaler jeg det 11. og 12. kapitel, hvoraf jeg her gengiver nogle tanker:

MENIGHEDEN OG DET LOVLØSE SYSTEM

”Kvinden og dragen, der står overfor hinanden,” er (synes jeg) et godt billede på det forhold, som i dag gør sig gældende mellem Kristi sande menighed, og så det djævelske, lovløse system, som det verdslige herredømme er ved at fremme. Johannes, apostelen, gør opmærksom på, at han har iagttaget dette fænomen som ’et stort tegn, der blev set i himmelen’, hvilket kun kan betyde, at det (tegnet) herefter fremstår som et varslende billede på nogle fremtidige kræfter og begivenheder, som på et eller andet tidspunkt vil finde sted her på jorden – og nærmere betegnet i sin afsluttende fase er koncentreret omkring Jerusalem. Kvinden er klædt i en himmelsk herlighed, der lyser af symboler, som synes at vise hen til det evige evangeliums glansfulde og overjordiske herlighed og deltes absolutte overherredømme over den gamle pagts afglans og Moselovens aftagende styrke. Før vi som troende nærmer os en begyndende forståelse af disse ’himmelske tegn’, er det nødvendigt at søge at finde svar på en række påtrængende spørgsmål omkring et emne, som de lærde har kæmpet med i århundreder. Før vi ved Guds nåde finder ud af, hvad der i virkeligheden – med hensyn til (ikke fortiden) men de fremtidige hændelser – skjuler sig bag det himmelske tegn vedrørende det begreb, som kaldes ’drengebarnet’, kommer vi ikke videre. Hvad vil det sige, at kvinden ’fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med et jernspir? (Åb.12:5) Vi ved, at en sådan streng vogter skal fremstå, når Herren Jesus Kristus kommer igen – så det er i hvert fald et sikkert svar: Herren Jesus selv skal engang (altså ikke fra det samme øjeblik, Han fødes ind i denne verden – men sidenhen, ’når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene sammen med Ham’) sætte sig på sin herligheds trone’ (Matt.24:31) – og da skal Han vogte folkeslagene i et tusinde år med et jernscepter – og da skal de barmhjertige og retfærdige indgå til evigt liv, men de ubarmhjertige og hensynsløse skal gå bort til evig straf’ (Matt.25:21 og 46). UBØJELIG HERSKERMAGT Dette klare syn af Sønnen, som med hård hånd på denne syndbetyngede klode skal styre de mest urolige elementer i en tusindårig periode, fremstilles også af Salmisten, der lader Sønnens røst lyde med ordene: ”Jeg kundgør Herrens tilsagn; Han sagde til mig: Du er min Søn, Jeg har født dig i dag. Bed mig, og Jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar; og nu I konger, vær kloge, lad jer råde… (Salme 2:7-10). Al tvivl er dermed udelukket. En sådan retfærdig hersker vil fremstå – og ingen vil vove at handle mod Hans befalinger; ingen vil sige Ham imod; alle uden undtagelse – ja, alle, som har deres liv kært, vil lyde Ham, bøje sig for Ham og give Ham ære. Spørgsmålet er imidlertid dette: Er denne udlægning af Patmos-rapportens ord om drengebarnet den eneste forklaring? Er der mere at sige om denne åbenbarelse af Kristi herredømme? Indeholder synet om drengebarnet og dets fremtidige faste, ubøjelige herskermagt andre dimensioner, som vi ikke har hørt før, men som Ånden nu vil åbenbare? Er tiden inde til, at der kastes nyt lys over dette afsnit af Åbenbaringsbogen, der taler så detaljeret om en tid, som nu står for døren? Derfor vil vi nu lytte til Den opstandne Herres ord til en af de syv menigheder, Tyatira, som Han henvender sig til i Åbenbaringsbogens 2. kapitel. Til denne siger Han: ”Til jer siger Jeg: Jeg lægger ingen ny byrde på jer; kun skal I holde fast ved det, I har, indtil Jeg kommer. Og den, der sejrer og til det sidste gør mine gerninger; ham vil Jeg give magtover folkeslagene; og med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås – således som også Jeg har fået det overdraget af min Fader” (Åb.2:24-28). Denne enestående tale til Herrens menighed lader klart forstå, at det ikke kun er Sønnen, som får tildelt denne magt til at styre folkene med enevældens overmagt. Med al ønskelig tydelighed fremgår det af dette guddommelige udsagn, at en jernstav vil blive lagt i hænderne på Herrens menighed og at den vil få den samme herskermagt overdraget ”således,” (erklærer Jesus) ”som også Jeg har fået det overdraget af min Fader” (v.28). Ordene: ”Den, der sejrer og til det sidste gør mine gerninger, Ham vil Jeg give magt over folkeslagene,” udelukker en hvilken som helst anden forklaring end denne ene: Også Kristi sejrende menighed skal blive tildelt en sådan herskermagt over folkeslagene, at den med samme myndighed (som kongens stedfortræder på jorden) kan velsigne og straffe – og det sidste i en sådan grad, at de ulydige sønderslås som lerkar, hvilket vil bringe en stor frygt over jorden. Da vil kongerne lade sig råde og de vil indse, at det er klogt at adlyde herrernes Herre og kongernes Konge. Hertil vil jeg afsluttende føje følgende kommentar: NÅDES BEVISNINGEN Nogen mener, at det er et meget begrænset syn at have på mennesket, men Bibelen gør det helt klart, at Gud har opdelt den hele og ganske, verdensvidde, tusindårige menneskeslægt i to kategorier: ’den, der tror, og den, der ikke tror’ (Mark.16:16). Derude i den store menneskemasse er der gode og onde, kloge og mindre kloge, rige og fattige, høje og lave – men Han, som skuer ned fra Himlen, og som bor i det høje, ser kun på to slags mennesker: Den, der tror, og den, der ikke tror. Til hvilken kategori hører du? Det er evighedsvigtigt at finde ud af disse spørgsmål – ja, ingen bør lade solen gå ned, uden at have søgt Gud for at få et svar på dette spørgsmål. Skriften siger jo: ”Den, der tror, skal frelses – men den, der ikke tror, skal dømmes.” … hvilket jo kort og klart vil sige, at den, der tror, skal ikke dømmes – men (som det hedder) den, der ikke tror, bliver trukket frem for den himmelske domstol for dér at skulle gøre regnskab for sine mere eller mindre onde gerninger. Bibelen taler utvetydigt om, at der findes arme syndere på denne jord, der ved tronens fod bliver mødt med ’en nådesbevisning’ (Rom.4:4). Denne forret har de opnået ved (som det står skrevet) ’at tro på Ham, som gør den ugudelige retfærdig’ (v.5). Dette er (mener jeg) verdens største og bedste budskab til ugudelige og vantro mennesker; de skal ikke først forbedre sig og blive fromme kirkegængere for at den her omtalte ’nådesbevisning’ bliver udstedt – nej, hvis de omvender sig fra deres elendige og tomme vantro og i stedet tror på Skriftens ufejlbare og sikre budskab, at deres tro på Guds nåde i Kristus Jesus på forhånd er godtaget som den højeste form for retfærdighed – da skal netop denne tillid og hengivne barnetro regnes dem til fuld betaling for alle deres overtrædelser – ja, de vil dermed komme til at stå som fuldt ud retfærdige i Guds øjne!