RETSOPGØRET
217
 

KRIGEN ER IKKE ENDT

Steve Loha, en britisk midaldrende, jævn markedshandler, som i 15 år har sat sit ’lille stade’ op på Chichester marked i England, har netop i disse dage fået afgjort sin sag ved en lokal domstol.

Steves forbrydelse var, at han som en kristen forhandler af ure og mobile phone-omslag også brugte anledningen til at tale med kunderne om Jesus – og hvis nogen viste interesse, gav han dem små traktater, der handlede om den kristne tro.

I maj 2017 fik denne ’markedsmission’ imidlertid en brat ende. Steves licens til den lille ’mobile-shop’ blev ham frataget, og han fik besked på, at han ikke længere kunne sælge sine ure på markedet. Han havde blandt sine andre skrifter også uddelt en traktat, som er trykt af Chick-Publications i USA og hvori emnet om homoseksualitet bliver berørt. Traktaten henviste til Ny Testamentes beskrivelse af denne drift som ’en synd’ og viste derefter vejen til Jesus, som ’Ham, der tilgiver al synd…’

Denne traktat faldt i hænderne på en kommunal embedsmand, som straks satte sig i forbindelse med direktøren fra markedspladsen, der på stedet fratog Steve hans licens til at handle. Steve opsøgte direktøren og forsøgte at få et forlig bragt i stand men fik fem dage senere besked på, at den uddelte litteratur var ’homofobisk’, og at den slags ’fanatiske skrivelse’ skulle ’udryddes’ (’eradicated’).

Steve henvendte sig i sin nød til det britiske kristne center for juridisk støtte (Christian Concern), der bragte markedsdirektøren for retten med påstand om, at han havde ’brudt den skrevne kontrakt’… Dommeren afsagde i slutningen af juli sin kendelse, og Steve blev frikendt og kan nu atter åbne sin lille shop på markedspladsen i Chichester.

Steve fortalte i retten, at han som ung på grund af en længere serie af familietragedier, var begyndt en kriminel løbebane. I Winchester Fængsel fandt han Jesus, og han opgav sin kriminelle levestil. I sin lille shop på markedet fortalte han nu kunderne om sin omvendelse. Dommeren gav Steve ret og tilstod ham oven i købet en lille erstatning. Markedsdirektøren søger nu at appellere sagen…

Det første slag er vundet, men krigen er ikke dermed endt.

 

SKAL BORGEREN ALTID UNDERORDNE SIG?

I vore dages fortravlede danske samfund har advokaterne travlt! Det akademiske begreb, som med et fornemt, juridisk udtryk betegnes som ’Den retlige regulering’, er vidt og bredt og alle vegne sat i system; der er retssager overalt, og ikke alt går helt retfærdigt til. Selv i landets Højesteret forekommer det, som om sandheden omgås af et dommerpanel, der synes at være livløst sammensat, og hvis kendelser (det mener jeg selv at have oplevet d. 23. marts 2017, kl. 12:00) er uretfærdigt ’retliggjort’.

På denne baggrund kan det være vanskeligt at tilegne sig indholdet af apostelen Paulus’ forklaring med hensyn til, hvordan den troende danske borger skal forholde sig til det åbenlyst uretfærdige system. Apostelen skriver: "Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud" (Rom.13:1).

Romerbrevets forfatter fortsætter: "Den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod, og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom" (v.2).

Det er i dagens Danmark af overordnet betydning, tror jeg, at vi med Guds gode Helligånds hjælp søger at finde ud af, hvorledes dette vigtige afsnit af Ny Testamente skal forstås. Lad mig derfor forsøge at forklare:

Som udgangspunkt bør det én gang for alle slås fast, at der i denne tekst, som blev nedfældet af apostelen i Korinth (hvor den sindssyge, romerske kejser, Nero, på et tidspunkt personligt og på stedet satte 6.000 jødiske krigsfanger til at grave den berømte Korintherkanal) ikke opfordres til at blive kejserens medløbere!

 

FORSTÅELSENS LEDETRÅD

Den evangelisk-lutherske kirkes holdning under 2. verdenskrig til nazi-regimets morderiske fremfærd havde to aspekter: 1) Dem, der blev Førerens håndgangne mænd, og 2) dem, der (med livet som indsats) stod ham imod!

Set ud fra dette perspektiv bør der falde et afklarende lys over apostelens ord, når han (som i år 64 personligt blev henrettet af Nero i et af kejserens fangehuller i Rom) skriver: "Den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod…" (v.2).

Hvordan skal dette forstås? Hvor finder vi svaret? Hvad siger Bibelen? Hvad skete i menighedens første dage? For tyve århundreder siden blev disse spørgsmål besvaret, og det er i dag af stor betydning, at de erfaringer, som de troende på det tidspunkt gjorde, ikke bortkastes – men tværtimod nøjere betragtes og antages som en ledetråd for forståelsen.

Da et såkaldt ’religiøst oprør’ kogte i Jerusalem i begyndelsen af det første århundrede, og nogle af ’oprørerne’ (de ledende af Herrens tolv disciple) blev ført ind foran det jødiske råd, rejste en hvidhåret, hvidskægget, anerkendt rabbi (ved navn Gamiel) sig og tog de arresterede mænd i forsvar.

Han indledte sin tale med at give to eksempler på nogle mænd, der for nyligt havde gjort oprør mod systemet, og som havde fået den retfærdige straf, de havde fortjent – "men," tilføjede han: "I skal passe på, hvad I gør med disse mennesker! I skal være yderst opmærksomme, at I i denne sag ikke havner i den ulykkelige situation, at I kæmper mod Gud! (Ap.G.5:36-37).

… og netop dette bør i øjeblikket være vort anliggende, når vi søger at finde ud af, hvad apostelen Paulus egentlig mener med sin advarsel, når han taler om ’at den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod’.

For yderligere at kaste lys på den apostolske advarsel med henblik på at ’stå øvrigheden imod’ er det på sin plads at gentage det afsnit fra Den Augsburgske Bekendelse, der netop præciserer, at borgerne alle vegne skal adlyde deres verdslige øvrigheder men samtidig i sin 16. artikel erklærer, at ingen kristen borger noget sted skal adlyde den borgerlige myndighed, hvis denne ’befaler ham at synde’ (stk.4).

Hertil kommer, at det ifølge beretningen i Apostlenes Gerninger ikke fremgår, at Himlen var indforstået med den verdslige myndigheds fremgangsmåde, da Jesu disciple (i modstrid med den givne lovbestemmelse) forkyndte evangeliet og af den ene grund endte i fangehullet. Ved nattetid sendte Gud en engel, der – tværtimod alle givne love og regler tillod sig at åbne de fængselsdøre, som myndigheden havde lukket – ja, ved Kristi opstandelse tillod en Herrens engel sig at bryde det kejserlige segl, som var sat på Jesu grav, og forbød sig dér med at overtræde Roms strenge regler for en sådan forbrydelse.

.

SELVE ’ORDNINGEN’ ER GUDDOMMELIG

Når apostelen derfor belærer om, at (citat): ’Der er ingen øvrighed uden den er fra Gud’ – så forklarer han dermed (sådan ser jeg det) at den orden, som anvender princippet om ’en verdslig øvrighed’ er på rette vej. At underordne sig en verdslig statsledelse er en ordning, som er guddommelig i sin oprindelse.

Apostlenes yderlige forklaring bekræfter (mener jeg) denne forståelse, idet det videre lyder sådan: ’de (øvrigheder), som findes, er indsat af Gud’ (Rom.13:1). Formuleringen ’de, som findes’, indbefatter nemlig, at der er steder, hvor en sådan (guddommelig ordning) ikke findes. Hvor der eksisterer en verdslig øvrighed bygger man på en Gudgiven ordning, men hvor dette ikke findes, har menneskene ikke en sådan styreform, ’som er indsat af Gud’.

Den, som sætter sig op imod den guddommelige administration, som kaldes ’den verdslige øvrighed’, ’står altså Guds ordning imod’. Apostelen siger ikke her, at man dermed står det aktuelle styre imod, men at det er selve ’ordningen’ (at der findes et sådan øvrighedssystem) man nægter at underordne sig.

Denne forklaring på det ofte debatterede afsnit af Romerbrevets 13. kapitel finder jeg bekræftet i det efterfølgende af apostelens erklæringer. Disse lyder sådan: "De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, som gør det gode, men dem, som gør det onde."

Her gives der en pålidelig og aldeles udtømmende beskrivelse af, hvad apostelen mener med betegnelsen ’øvrighed’. Altså den myndighed, som ’enhver skal underordne sig’ (v.1). Apostelen anvender ikke her ordet ’øvrighed’ men omtaler ’de styrende’. Han beskriver ikke længere det guddommelige princip, der hersker bag den ’ordning’, som er ’indsat af Gud’ – men han går nu et (afslørende) skridt videre og retter søgelyset mod dem, som aktuelt administrerer denne ’gode ordning’ (øvrigheden). Han forklarer det aktuelle syn, der ligger bag deres eksistens. Altså ’hvorfor de er til. Han erklærer: "De er jo ikke til for at skræmme folk" (v.3) – og slet ikke de borgere, ’som gør det gode’. Paulus fortsætter sin karakteristik af den guddommelige ide bag statsmagten. "Den er til," forklarer han, "for at jage en skræk i livet på dem, som har ondt i sinde" (v.3)… hvoraf kan udledes, at sådanne ondskabsfulde kræfter eksisterer i et samfund, og det er statsmagtens opgave, at disse ’syndige lidenskaber’ og destruktive kræfter ikke skal fremmes og understøttes, så at de ’stortrives’

Det danske samfund, som her fremmales, er styret af mænd og kvinder, som giver borgeren det fredfyldte indtryk, at han ikke et øjeblik behøver at frygte statsmagten, hvis han fortsætter med ’at gøre det gode’. Han vil ikke blive straffet men i stedet få støtte og hjælp og gode ord med på vejen.

 

STATENS KAMP MOD ANDERLEDES TROENDE

Om alt dette kan afsluttende konkluderes, at regeringen i Danmark er og forbliver en politisk institution; den beskæftiger sig med politik, regerer gennem sin politik og ser stort set på alt og alle gennem (undertiden kortsynede) politiske briller. Den har derfor meget lidt tilovers for den åndelige dimension, som også er knyttet til dens magtposition. ’Det med kirken’ (og de troende borgeres syn på sagerne) er for regeringen ikke nogen hovedsag! Regeringens ministre er i vore dage ofte mænd og kvinder, som i ’de åndelige spørgsmål ’er mere eller mindre blanke’ – hvilket er farligt for landets kristne menighed. Hvis nemlig gudløse politikere fortsat kommer til roret, så tegner det ikke godt! En sådan situation er (mener jeg) øjeblikkets stilling. Der er folk, der er kommet til styret, som (ifølge visse borgeres opfattelse) ’går djævelens ærinde’ – ikke mindst med den treårige ’handlingsplan’, som skal gennemføre homosex-undervisning for mindreårige og dermed ruster sig til med næb og klør at ’bekæmpe’ anderledes troende…

Loven bør derfor altid (og uden den mindste undtagelse) være den helt sikre, centrale retskilde i dansk ret. Der bør ikke blandt borgerne herske nogen tvivl om, at de 179 medlemmer af Folketinget er ’til at stole på’. Det bør samtidig være karakteristisk for Folketinget, at det i sig ejer (og derfor aldrig vil forråde) en usvigelig demokratisk legitimitet. Den dag, denne tillid nedbrydes, er en (for land og rige og folk) bitter, sorgbetynget ulykkesdag! Af den grund må alle landets borgere i denne time stå sammen, for at de i enhed kan ’bede for alle i høje stillinger’, samt forsvare deres dyrt købte borgerrettighed angående deres frihed til at følge deres egen troens overbevisning. Og med hensyn til, at staten vil overtage den seksuelle opdragelse af de troende borgeres børn – da er krigen ikke endt!

 

SÅ TALER HAN I SIN VREDE

Det danske retssystem er en del af det danske samfund; det har et formål. Dette må være at nå frem til, at alle retlige regler virker til samfundets bedste. Ingen lov bør iværksættes, som virker til skade for samfundet.

Hvor dette ikke er tilfældet, vil selv dommere blive styret af andre motiver end dette ene ’at stå for retfærdighed’ – ja, de vil i det (forudsagte) lovløse samfund endog være drevet af urene lidenskaber og nedrige karakteregenskaber, som Ny Testamente betegner som ’et uværdigt sind’ (Rom.1:28) – og retten vil dermed ikke længere være en levende, velfungerende, social realitet, der udelukkende virker til samfundets gode, men vil ende med at blive en mørk og upålidelig mafia-institution, der fører til undergang og fald.

’Retten er normativ’, siger man, og det ligger derfor indbygget i selve rettens natur, at dens regler er (eller i hvert fald bør være) styrende; de retlige regler er altså ikke bare nogle tomme programerklæringer eller opfordringer til borgerne til at ’opføre sig pænt’ – nej, rettens regler (eller loven) ejer i sig en indre evne og kraft til at fungere som autoritative styringsinstrumenter; den lovløse hader denne styring. "Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os" (Salme 2:3), siger han. "Han er i dag ikke ene om dette råb. Den lovløse har i stigende grad jordens mægtige med sig. Finansfyrster og mediepaver. De samles i denne tid til råd; de er mod Herren og mod Hans salvede; de er antikristelige og er indstillet på et at forfølge de borgere, som oprigtigt bekender sig til den kristne tro.

Man skulle tro, at himlen ville forfærdes over denne udvikling, som dag for dag kaster masken og åbenlyst frækt viser sin sande natur. Men himlen forfærdes ikke. Skriften siger, at ’Han, som troner i himlen, ler – ja, Han spotter dem" (Salme 2:4).

Derefter taler Han til sine modstandere. Dem, som med stadig større dristighed rejser sig mod Herren og mod Hans salvede. Han taler ikke venligt og overbærende til dem. Han smiler ikke tolerant til deres hadefulde planer og urene hensigter. Nej, Skriften siger, at (citat): ’Han taler til dem i vrede’ – og hvis de ikke før har vist nogen form for frygt eller ængstelse, så vil de nu falde til jorden af skræk og bæven. "Han forfærder dem i Sin harme," hedder det (v.5).

Dette er, hvad de gudløse har at vente – og det vil være bedst for dem at ’bøje sig for Sønnen’ (Jesus), så at Han ikke vredes, og Hans modstandere forgår (v.12) … thi krigen er ikke endt!


TILBAGE