RETSOPGØRET
218


BURKAFORBUDDET – EN OMGÅELSE AF GRUNDLOVEN

Når trosfriheden i Danmark skal forsvares, så er det en borgerret, der gælder alle danske statsborgere. Som trosfrihedsparagraffen omfatter landets kristne borgere, er den tillige et lovværn for de jødiske og muslimske medborgere. De kristne (både inden for folkekirken og de trossamfund, som er uden for folkekirken) skal i denne time forstå, at som staten i dag forbryder sig mod muslimernes og jødernes borgerrettigheder, sådan vil den træde grundloven i støvet, når den vender sig mod de kristne.

’Tildækningsforbuddet’, der også er kendt som Burkaforbuddet, er trådt i kraft og har medført demonstrationer over hele landet. Sloganet var: ’Nej til social kontrol’… og spørgsmålet er, om denne sætning ikke har sin berettigelse. Ja, om det ikke er på sin plads at skærpe protesten? Burkaforbuddet er faktisk regeringens åbenlyse unddragelse af sin forpligtelse over for trosfrihedsparagraffen i Danmarks Grundlov!

Det må derfor mane alle danske borgere til eftertanke, når en 20årig muslimsk kvindelig demonstrant til TV2 Østjylland udtaler: "Jeg føler mig kriminaliseret; jeg har ikke gjort andet end at bidrage til det danske samfund. Jeg er i gang med at tage en uddannelse."

Fra 1. august har ’tildækningsforbuddet’ kunnet udløse en bøde på 1000 kr. første gang, forbuddet overtrædes. Bøderne kan stige til 10.000 kr. fra fjerde gang. En politisk udlændingeordfører her udtalt, at ’tørklædeforbudkan være næste skridt’. I det tilfælde kommer også de kristne kvinder med i billedet. Katolske nonner står da først på listen…

Det er tvivlsomt, hvor mange ressourcer Dansk Politi vil kaste ind i jagten på de godt 150 ’burkaforbrydere’, som lever i Danmark. Billedet af en dansk betjent, der under en demonstration omfavner en kvinde i niqab, er gået verden rundt. (Billedet er taget af fotografen Andrew Kelly fra nyhedsbureauet Reuter og er blandt andet bragt i avisen The New York Times).

Sagen er imidlertid mere alvorlig end som så. Det fremgår nemlig af en DR-artikel fra januar 2018, at (citat): ’Der er blevet tænkt kreativt i justitsministeriet, for at man her kunne leve op til regeringens ønske om at forbyde de muslimske beklædningsgenstande burka og niqab. Derfor er burkaforbuddet blevet formuleret på en anden måde (’maskeringsforbuddet’).

Man har altid i regeringen fra første færd været klar over, at et direkte forbud mod en særlig religiøs klædedragt er i åbenlys strid med grundloven. Det vil sige, at politikerne på Christiansborg med hensyn til ’Burkaforbuddet’ har valgt at omgå grundlovens bestemmelse om religionsfrihed – for dermed at opnå et politisk mål.

Dette er imidlertid en så alvorlig sag, at det må mane alle danske frihedskristne og deres jødiske medborgere til øget opmærksomhed – ja, til en protest, som er mere end ord! Disse danske borgere står nemlig næst på listen – og de må fra nu af se i øjnene, at regeringen kender ingen begrænsninger i dens kommende hetz mod de bibeltro borgere… både dem, som er uden for – og dem, som er inden for folkekirken… Lad mig forklare:

 

BORGERNES BESKYTTELSE MOD STATEN

Det synes som om, at regeringen ikke har forstået, at hvor det drejer sig om en grundlovsbeskyttet borgerret (som f.eks. trosfrihedsparagraffen) så har den ikke frie hænder til at kunne ’skyde genvej’ ved (med samme sigte) at gennemføre en ’almindelig lov’. Borgerretten vedbliver at være pålagt regeringen som en forpligtelse. Trosfrihedsparagraffen indledes som bekendt med ordene ’borgerne har ret til…’ og denne statsborgerret gælder alle landets indbyggere, uanset hvilken religion, de tilhører. De muslimske borgeres ret til at klæde sig som de vil. Dette står rodfæstet i Danmarks Grundlov og ejer dermed sin egen obligatorisk begrundelse til, at ingen dansk politiker skal vove at krænke denne borgerret.

Danmark står derfor i dag over for den udfordring, at landets borgere (også de kristne) må beskytte sig selv mod staten ved på det bestemteste at fastholde, at en borgerret ikke bare er en lille positiv ’anbefaling’, som statsmagten i sin store nåde og barmhjertighed (og med et overbærende smil) lader tilfalde sine arme undersåtter – nej, en borgerret er med sin urokkelige trosfrihedsparagraf en uafvigelig forpligtelse, som staten (om den vil det eller ej) både bør og skal overholde!

Af den grund er det mere end betænkeligt – ja, mere end mistænkeligt, at regeringen ved justitsministerens hjælp med henblik på ’Burkaforbuddet’ har unddraget sig sin påbudte loyalitet over for grundlovsparagraffen (om trosfriheden) for utilbørligt at følge sin egen politiske agenda. Det er af en tidligere jurakyndig kirkeminister (Birthe Rønn Hornbech) blevet påpeget, at det er (citat): ’en eklatant fejltagelse’, hvis det ikke i et lovforslag bemærkes, hvilket forhold dette lovudkast har til grundloven. Dette er tilfældet med ’maskeringsloven’; dens forhold til grundloven er ikke blevet anført. Fejltagelsen er ’himmelråbende’! Lad mig forklare:

 

LOVGIVERNES KUNSTGREB

I det juridiske univers er der – så vidt jeg ved – forskel på ’at have ret til’ og på ’at have frihed til’. I dette tilfælde (vedr. ’Burkaforbuddet’) har lovgiverne åbenbart foretaget det kunstgreb at lade disse to begreber gå op i en højere enhed.

De muslimske borgere i Danmark har ifølge grundloven ’ret til’ at være iklædt en klædedragt efter deres egen religiøse overbevisning. Denne borgerret har politikerne nu behandlet som en ’almindelig frihedstradition’. Ved denne underfundige fremgangsmåde har Christiansborg ved at stramme op på ’friheden’ undergravet ’retten’. Ved at gennemføre en bestemmelse, der fratager borgerne friheden ’til at gå klædt som de vil’, har man i virkeligheden frataget dem borgerretten til at følge deres egen religiøse overbevisning.

Borgerretten kan imidlertid ikke fjernes ved nogen anden bestemmelse. Lad mig give nogle eksempler:

Borgerretten til f.eks. ’at forsamle sig’ er langt fra det samme som den frihed, der kan tilstedes borgerne, når de mødes i større eller mindre fællesskaber. Nej, forsamlingsretten er retten til at organisere sig endog i modstanden mod et uretfærdigt styre. Ligeledes er der et univers til forskel på, at nogle borgere (eller et helt land) har ’ret til at forsvare sig’ og så den uskrevne frihed, at det af højere myndigheder tolereres, at borgerne ikke bare (på grund af en vis undertrykkelse) skal finde sig i hvad som helst. Nej, de har ret til at yde en vel tilrettelagt, legal modstand mod statens overgreb.

Et skilsmissebarn er f.eks. ved lov berettiget til at opholde sig hos f.eks. sin far (eller besøge sine bedsteforældre), hvilket ikke er det samme som det forhold, at det ’har frihed til’ (ifølge modpartens luner) at mødes med den ene af sine adskilte forældre. På samme vis er f.eks. ytringsfriheden mere end en tilfældig tilstedelse – nej, denne ’frihed’ er langt mere end, hvad man ellers forstår ved ’at tale frit fra leveren’… Ytringsfriheden er en fornem, højagtet, medfødt borgerret, som (citat): ’ingenlunde atter kan underlægges censur’ (grundloven).

Forfatningsbestemmelsen, at borgeren f.eks. ’har ret til at tænke frit’, kunne meget let fortolkes med det gamle, danske ordsprog, at ’tanker er toldfrie’ – men dette er på ingen måde den rette tolkning. Ordsproget (’tanken er toldfri’) henviser til, at folk må have lov at tænke, hvad de vil, bare de ’holder det for dem selv’ – men borgerrettigheden betoner, at tanken er fri også i den forstand, at den tør ytres – ja, udføres i handling (for så vidt, at den hverken er kriminel eller til skade for andre).

Pressefrihed er mere end en almindelig frihedsbestemmelse, som de styrende kan fastholde eller ophæve, som de lyster. ’Den frie presseer en hjørnesten i det demokrati, hvor borgeren med hensyn til sine rettigheder kan ånde frit! Den er ikke kun en velvillig tilladelse fra ’en tolerant holdning’ hos et venligt regime. Den er en borgerret og som sådan nødvendig for demokratiet – og bør på ingen måde omgås af en politisk ideologi.

 

ET SNIGLØB MOD FORFATNINGEN

At de offentlige myndigheder i justitsministeriet efter sigende har været klar over, at et direkte ’burkaforbud’ er i modstrid med Grundlovens trosparagraf, og at man af den grund har ’begrænset sig til’ at udstede en bestemmelse om ’borgernes beklædning’ er i virkeligheden et snigløb mod landets forfatning.

Justitsministeriets omgåelse af grundloven ligger i, at man ikke længere tager udgangspunkt i en grundlovsparagraf men behandler sagen som en almindelig frihedsbestemmelse. Man forveksler begreberne borgerret med en ordinær ’samfundsfrihed’.

 

EN SORT MAFIA

Når man betragter de ulykkeslove (f.eks. ’Burkaforbuddet’), som for tiden bliver gennemført i vort land (Es.10:1), må man spørge sig selv, hvad de jurastuderende lærer på universitetet? Det er nemlig ikke blot den fælles uddannelsesmæssige baggrund, der bør binde denne store, kommende, danske ’advokatfamilie’ sammen – nej, det må være et gennemgribende frihedssyn med henblik på ’at stå for retfærdighed’, der bør være dette studies hovedopgave.

Pengegriske sagførere har vi nok af! Korruptionsvillige advokater er desværre ikke en sjældenhed. Karriere-begærlige unge kan hurtigt vildledes, og politikere som er parate til at omgå grundloven for at kunne gennemføre deres politiske ambition, hører med til lovgivernes dagsorden.

Også i Danmark hersker en sort mafia af lovlærde, der er parate til at sælge deres sjæl for at få mere magt og flere penge. "Ve dem," udbryder profeten, "der giver ulykkeslove og fører ivrigt uret til bogs (Es.10:1). Hovedparten af de unge, som søger inden for jurastudiet vil (ifølge traditionen) komme til at beskæftige sig med opgaver, som er af skæbnesvanger betydning for vort land, vort folk og vor kirke.

For det første skal disse unge jurastuderende over en årrække lære at træffe afgørelser, som udelukkende sker på grundlag af en nøje overvejet og gennemransaget sammenstilling af de faktiske omstændigheder og de retlige regler! Det vil da sige, at borgerne fremover tør gøre sig forventninger om, at hvis de fremlægger en sag for et dommerpanel, så kan de være forvissede om, at deres fremlagte materiale vil få en retfærdig sagsbehandling... Erfaringerne viser imidlertid, at dette i adskillige tilfælde (også indenfor selve lovgivningen) langt fra har været tilfældet (over for landets troende borgere)… og netop her advarer den bibelske profet den dømmende myndighed mod: ’at trænge de ringe for retten – ja, at røve de armes ret i Guds folk’ (v.2).

 

EN LODRET GRUNDLOVSOVERTRÆDELSE

Hvad er det danske samfunds juridiske og politiske og religiøse fundament – og eksisterer denne nationale grundvold i dag? Burkaforbuddet rejser dette spørgsmål.

Grundvolden eksisterer, fordi Danmark som alle andre konstitutionelle regimer har besluttet at bygge sin eksistens på en grundlov – men (dette er spørgsmålet) drejer denne historiske beslutning sig her kun om en halvglemt, støvet teori eller føres den danske forfatning ud i livet?

Landets troende borgere stiller sig dette spørgsmål, især efter den seneste ’religiøse lovgivning’ (midnatsloven mod de danske frikirker og landets jødiske synagoger) – samt regeringens såkaldte ’handlingsprogram’, der sigter på at overtage forældrenes rolle som opdragere ved at indføre et treårigt homo-undervisningsprojekt for mindreårige – og nu ’Burkaforbuddet’, der er en lodret overtrædelse af grundlovens frihedsparagraf.

I forbindelse med det nyligt fremlagte borgerforslag: ’Lad vore børn få lov at være børn’ (som fremdeles er under udarbejdelse) er det her på sin plads at betone, at det (Borgerforslaget) især opfordrer til et lovværn mod regeringens treårsprogram, der indbefatter homosex-undervisning for mindreårige.

(Det bør da ikke undgå lovgivernes opmærksomhed, at der i Sverige atter i disse dage forekommer debat (bl.a. i Nyhedstidningen INBLIK) omkring det ledende LGBTI-chefs børnevoldtægt i 2011. Sidst denne sag har været på tale er en artikel i Dagens Nyheder kort før jul i 2017. Det drejer sig især om dommen på 18 måneders fængsel, som faldt i forbindelse med den seksuelle udnyttelse af børn og overgreb på mindreårige, som blev udført af initiativtageren til Växjö Pride. "LGBTI-miljøet foregiver at ville stride for menneskerettighederne," hedder det i de svenske medier, som tilføjer: "Mindreårige børns rettigheder gælder åbenbart ikke i den forbindelse…")

Her melder spørgsmålet sig for alvor: Er det sådan, at grundloven i realiteten sætter en bremse på de styrendes aggressive familiepolitik og dermed beskytter borgerne for regeringens overgreb? Kan en sådan fremgangsmåde virkelig forsvares som en ordning, der værner om den enkelte borgers individuelle frihed: at han er født som et frit menneske, der har ret til at opdrage sine børn efter sin egen religiøse overbevisning – og at denne borgerret er lige så gældende som grundlovsbeskyttelsen af hans fysiske og psykiske integritet, hans sikkerhed og frihed til at komme og så, som han vil! Er den danske borger berettiget til den samme frihed, der gælder hans tro, som den frihed, han ved grundloven er blevet garanteret, at han må tænke og tale frit samt forsamle sig med ligesindede, uden at politiet kommer anstigende med deres knipler?

 

STATEN ER IKKE EN FORÆLDREMYNDIGHED

På det indenrigspolitiske plan er staten – der står for al lov og ret – selv undergivet grundlovens fordringer. Selvom den for tiden springer i tøjeret kan der ikke ændres en tøddel i denne sag! Der er adskillige danske ministre og lovgivere, der aggressivt handler, som om dette ikke var tilfældet. "Det er et falsk problem," hævder de, "fordi ’lov og ret’ kan kun eksistere på grund af staten, og staten kan ikke pludselig være undergivet nogle retsregler, som den selv har skabt…"

Over for denne falske tese har borgerne imidlertid fastholdt – og fastholder stadig, at staten faktisk er styret af ’en indre samvittighed’, som påstår, at selv den mest autoritære statsmagt bør indrømme, at den ustandselig er under indflydelse af denne indre juridiske doktrin, der siger, at den selv må følge de strenge retsregler, som den har pålagt andre, og at den derfor til syvende og sidst må acceptere, at den som statsmagt selv er underlagt grundloven! At den altså en gang for alle anerkender, at den er begrænset af den kendsgerning, at borgerne i visse tilfælde fuldt ud legalt kan gøre indvendinger mod dens beslutninger.

Dette betyder nemlig, at retsstaten på forhånd garanterer, at borgerne har ret til at gøre indsigelser mod en lovgivning, der sætter sig til herre over deres gudsdyrkelse samt at forældre åbenlyst tør demonstrere mod en administration, der vil fratage dem forældremyndigheden til selv at bestemme, hvorvidt deres børn skal opdrages efter et nyindført homoseksuelt uddannelsessystem.

Burkaforbuddet er en ’øjenåbner’ i dette forhold. Hvad staten gør ved vore muslimske medborgere i dag gør den ved de kristne i morgen.


TILBAGE