RETSOPGØRET
219
 

DEN JURIDISKE HOVEDREGEL

I midnatslovsreguleringen 2018 er det åbenbart magtpåliggende for staten at fastslå, at (citat): ’religionsfriheden efter § 67 ikke er ubegrænset’ (1564, 2.2. side 116).

"Lovgivningsmagten er indrømmet en adgang til at fastsætte rammer for religionsfriheden," hedder det. Betænkningen henviser i den forbindelse til ’hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden’. Hertil er følgende at indvende: Lovgiverne kan frit vurdere, om der har fundet en overtrædelse sted (med hensyn til sædeligheden og den offentlige orden) – og kan i så tilfælde skride ind over for sådanne enkeltstående lovbrud – men adgangen til at ’fastsætte nye rammer’ for trosfrihedsparagraffen er ikke på noget sted eller på noget tidspunkt tilstedt nogen dansk myndighed. Sker det, er det et åbenlyst overgreb og et direkte grundlovsbrud, hvilket her bør nærmere undersøges med henblik på ’midnatsloven’.

Danmarks Grundlovs trosfrihedsparagraf er kommet for at blive; den indgår aldrig et kompromis med en ny bestemmelse om, at der ’skal lægges rammer’, så at borgerne ikke længere frit har lov til at følge sin egen personlige trosoverbevisning; grundloven afviser på det bestemteste, at statsmagten har nogen ret til (med nye ramme-foranstaltninger) at blande sig i kirkens gudstjenester, præstens forkyndelse eller den kristne borgers personlige trosbekendelse.

Et hvilket som helst regime, som griber tøjlerne på Christiansborg, bør erklæres illegalt, hvis det ikke styrer landet i overensstemmelse med en ubestikkelig virkeliggørelse af grundlovens ord om den personlige overbevisnings frihed. Danmarks Grundlov er ikke en teoretisk tekst, ej heller en dogmatisk lære og slet ikke en partipolitisk ide; grundloven er og forbliver hovedregel, som hver dag bør omsættes i handling, og som ikke ’indrømmer nyopfundne spændetrøje-rammer for trosfriheden’!

Øjeblikket er derfor kommet, hvor de styrende bør finde en løsning på den belejringstilstand, som landets kristne menigheder i stigende grad oplever med henblik på statsmagtens ustandselige og udspekulerede angreb på den medfødte borgerret, som har at gøre med grundlovens trosfrihedsbestemmelse. Statens stadige og stædige tale om, at ’Religionsfriheden ikke er ubegrænset’ er ildevarslende!

Regeringens seneste lovgivning er nemlig ’historisk antikristelig’. Midnatsloven 2018 vedrørende statens indtrængen i de frie kristne menigheders og den jødiske synagoges ledelsesstruktur er uden fortilfælde. En hidtil ukendt undertrykkelse og trosfriheden er foruroligende. Hvad bliver det næste? Hvad mener lovgiverne med midnatslovens bemærkninger, at ’religionsfriheden ikke er ubegrænset (bet. 1564, side 16) og at der fra nu af skal indføres rammeforanstaltninger? Det spørgsmål bør undersøges. Det anes, at staten i denne sag har ondt i sinde…

 

EN TOTALITÆR KONTROL

Grundlovens tekst er god nok! Dens historie i Danmark er uden drama; som en stille flod flyder den gennem det danske retssystem. Troens frihed er fritløbende; den er ikke nedgravet i statens kanalsystem!

Grundlovsfædrenes ’første ord’ har gennem 150 år bestået deres prøve; det bliver svært for dens fjender at komme dem til livs; de forbliver en konstitutionel sokkel, som det er svært at vælte omkuld; den opretholdes ikke af et statsstillads af nye rammer.

Det danske folks tillid til grundloven er sejlivet – ja, den jævne dansker betragter den danske forfatning som et ideal; der skal stærke (og uberettigede) argumenter til at fratage borgeren denne tiltro til grundlovens ord. Ve dem, der i denne skumringstime vil forsøge at fratage Danmark dets konsoliderede parlamentarisme, som grundloven står for. Ryggesløse folk vil nemlig søge at indføre en slags totalitær kontrol – især på det område, som har at gøre med vort lands konstitutionelle trosfrihed!

Danmarks institutionelle stabilitet hviler mere end folk aner på den særlige frihed, som er sikret borgernes trosoverbevisning. Den dag tanke- og samvittighedskontrollen får frit lejde til at fastlægge snævre rammer for trosfriheden, er dagen, hvor landets troende borgere bringes til tavshed! Grundlovens § 67 er (mener jeg) den sidste bastion, som må falde, inden en farlig ideologis horder kan bemægtige sig både den lovgivende og den udøvende magt i riget. For at kaste lys over denne sag, bør en halvglemt konflikt mellem staten og de danske fristeder atter trækkes frem i lyset. Den indeholder nemlig elementer, som er at finde i lovgivernes aktuelle behandling af Danmarks frikirkers og den jødiske synagoges trosfrihed! Lad mig derfor i det følgende stille skarpt på denne glemte sag…

 

STATEN KAN IKKE VED LOVGIVNING FORSVARE SIN EGEN SAG

Højesteretssagen mod Tvindskolerne blev afgjort d. 19. feb. 1999 (U1999, 841 H) og er den hidtil eneste danske dom, der har tilsidesat en lovbestemmelse på grund af grundlovsstridighed. Højesteret fandt at på det tidspunkt gennemført lov egenmægtigt afgjorde en konkret retstvist mellem staten og friskolerne.

I henhold til Grundlovens § 3 tilkommer det imidlertid udelukkende domstolene at afgøre konkrete retstvister; de kan aldrig ’afgøres’ ved, at staten blot (i al hast) indfører en lov, der forsvarer dens egen sag.

Dette mener jeg er sket nytårsnat ved indgangen til 2018, hvor en ny religionslov (’midnatsloven’), som på det dybeste berører de danske, evangeliske frikirkers og de jødiske borgeres trosfrihed, blev indført. Staten hævder nu at ’være indrømmet en adgang til at fastsætte rammer for trosfriheden, hvilket (med denne sag som baggrund) næppe kan argumenteres ud fra grundlovens tekst. Lad mig forklare:

Med dommen i denne sag, hvor selveste folketinget i 1999 blev dømt for grundlovsbrud, gav Højesteret samtidig (efter min ringe opfattelse) et væsentligt bidrag til en super-aktuel håndtering af, hvad borgerne kan stille op mod statsmagten, hvis den åbenlyst iværksætter love, der er både grundlovsstridige og ’blander sig i retsafgørelsen’ gennem deres egen pludselige turbo-lovgivning.

Landets øverste domstol fandt (i 1999) at selve iværksættelsen af loven om Tvind-skolerne var det samme som lovgivernes egen afgørelse af en konkret retssag, som kun dommerne har ret til at afsige deres kendelse i. Dommen var historisk og må i denne time kunne få konsekvenser for det folketing, som på samme måde pludselig, da Rådhusuret havde slået 12 slag (som en nytårssalut i al fyrværkeriet) sendte en ny lov på gaden. Denne afgjorde sager, som på grundlovsniveau har været drøftet i 150 år – og som endnu ikke er nået til en endelig ’ordning’.

Ved århundredeskiftet slog Højesteret dermed fast, at de danske domstole både vil og kan gå ind og vurdere om politikerne holder sig inden for grundlovens bestemmelser – ja, at de endog har bevist, at de med dommerens hammer er parate til at tilsidesætte folketingets arbejde, hvis lovgiverne ikke (som det er tilfældet med en ny religionslov) følger spillets regler!

Det er på denne baggrund ikke umuligt, mener jeg, at domstolene i en sag om midnatslovens grundlovsstridighed (hvor de danske, jødiske borgeres og landets frikirkefolks skæbne som ingensinde før står på spil), vil iagttage et sådant forløb med mere nutidige briller.

 

LØFTEPARAGRAFFEN ER IKKE OPFYLDT

Bestemmelsen om, at de danske trossamfunds forhold skal ’ordnes ved lov’ har karakter af at være en slags ’løfteparagraf’, som i 150 år ikke er blevet opfyldt. Så længe dette forhold fortsat eksisterer, er staten endnu placeret i den lange (dårligt oplyste) ventekorridor, hvor der fremdeles tales og forhandles, og i den situation kan der ikke lovgives om noget som helst forhold i det danske frikirkeliv (eller i de danske jøders synagoge-forhold). Grundlovsbestemmelsen i sig selv indebærer, at almindelig lovgivning ikke kan ’ordne’ de her omtalte forhold og deres ubrydelige tilknytning til den danske forfatnings trosfrihedsparagraf.

Når det i grundlovsbestemmelsen fra 1849 kort og tydeligt bliver både påbudt og foreskrevet, at frikirkernes og jødernes trosforhold ’skal ordnes ved lov, så kan en simpel ’lovregulering’ ikke på noget tidspunkt ’leve op til’ det høje krav, som den 67. grundlovsbestemmelse indebærer! Ej heller kan en sådan ’lovregulering’ tillade sig at iklæde sig kejserens klæder; et sådant bedrag vil – som i H.C. Andersens eventyrer – hurtigt blive afsløret. De folkevalgte på Christiansborg er hverken konger eller kejsere og enevældens tid er siden 1849 uigenkaldeligt forbi.

At ’trossamfundenes forhold skal ordnes ved lov’, sikrer altså, at et hvilket som helst forhold, som berører frikirkernes og de jødiske borgeres trosfrihed ikke falder i hænderne på ambitiøse, politisk-motiverede lovgivere, som ej heller er i stand til på denne vis at løfte en så fornem opgave op på det høje grundlovsniveau, der sikrer borgernes trosfrihed.

Grundloven siger ikke, at de evangeliske frikirkers eller de jødiske borgeres gudstjenesteforhold skal ’ordnes ved en lovregulering’. Nej, Danmarks Grundlov siger, at disse trosfrihedsforhold skal ordnes ved lov.

Af den grund må den nye religionslov (altså ikke kun en ’regulering’), der indførtes i nytårsnattens mulm og mørke, erklæres for at være illegal og uden berettigelse.

 

LOVGIVERNES MINEFELT

Adskillelsen mellem de forskellige magtområder i den danske stat er stridbar og streng. Den tåler ingen overtrædelser! Om dommerne hedder det f.eks. i grundlovens 64. paragraf, at (citat): ’dommerne i deres kald alene har at rette sig efter loven’. Det vil sige, at de kun skal have for øje, hvad der står i de store bøger med de mange paragraffer. Regeringen kan ikke blande sig i dommerens arbejde. Folketinget har heller ikke her noget at skulle have sagt. Intet menneske kan bestemme, hvordan en dommer skal dømme – og en dommer må heller ikke lade sig påvirke af andre. Slet ikke af pressen eller tv-journalisterne. En dansk dommer er og bør altid være ubestikkelig.

Alle tre magtområder er (på samme vis) uafhængige. Den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt, hvilket vil sige følgende: Den lovgivende magt i Danmark skal lave love. Den tager initiativet – og adopterer loven. Den udøvende magt iværksætter loven, fører den ud i livet, og administrerer dermed statens anliggender. Den dømmende magt refererer alle disse sager og anliggender til lovens bogstav.

Det er kun ved at overhold disse spilleregler, at de forskellige magtområder forbliver legale. Går de andre veje, bliver de på stedet erklæret lovstridige… og her bevæger den danske stats politikere sig for tiden ind i et farligt minefelt. Især hvad angår grundlovens trosfrihedsparagraf (§ 67). I denne sag står de tre magtområder ikke til regnskab over for hinanden; de er helt og holdent ansvarlige over for borgerne. Og formedelst det især drejer sig om trosfrihedsparagraffen, så er de især ansvarlige over for landets troende borgere. Disse har i lang tid forholdt sig tavse – men nu, hvor bl.a. deres børn antastes (med handlingsprojekter vedrørende homo-sexundervisning af mindreårige) så vågner de (som Holder Danske) op til dåd… og de begynder for alvor at kigge den seneste lovgivning efter i sømmene…

Det er nemlig en almindelig forudsætning for, at retten og retssystemet i Danmark opfylder sin samvittighedsmæssige funktion, at de i grundloven fastsatte regler fungerer; både borgere, præster og ministre bør i deres daglige adfærd være i overensstemmelse med grundloven; det gælder (som sagt og herefter gentaget) ikke mindst trosfrihedsparagraffen; den er nemlig ikke blot en programerklæring, som politikerne kan tolke efter deres forgodtbefindende; nej, den er et påbud, som svarer til en af grundlovsfædrene tilsagt virkelighed – og det bør efter midnatslovens iværksættelse 2018 få de alvorligste konsekvenser for de medlemmer af folketinget, som dermed søger at ændre så meget som et komma i trosparagraffens borgerrettighed.

Altså: Grundlovens 67. paragraf er ikke bare et par tilfældigt nedfældede sætninger på et lovdokument. Hvert et ord tæller, og det er kun helt naturligt at fordre, at trosfrihedsbestemmelsen indebærer de alvorligste retslige følger for den politiker, som drister sig til at frarøve borgerne denne enestående og hårdt tilkæmpede rettighed. ’Regeludstederne’ (et andet ord for lovgiverne) bør før nogen andre skrive sig den regel bag øret, at trosfrihedsparagraffen er – ikke blot en hjørnesten – men en hovedhjørnesten i den danske forfatning. Lad mig forklare:

I mange tilfælde har det ikke været særligt klart, hvordan denne 67. paragraf virker; den tid er nu forbi, hvor der kan herske tvivl om bestemmelsens indledningsord: ’Borgerne har ret til…’ De står i denne time skrevet på væggen, og de folkevalgte, såkaldte ’repræsentanter for folket’ vil i den kommende tid blive belært om, at landets troende borgere (indenfor alle kirkesamfund) ikke er indstillet på at ’sælge denne førstefødselsret’ for en smule smuldrende statsanerkendelse. Hele det ottende kapitel i Danmarks Grundlov handler om de danske borgeres rettigheder – ja, man har kaldt netop dette kapitel i den danske konstitution for ’grundlovens friheds’ og menneskerettighedskapitel… og når det i grundlovens 71. paragraf hedder, at ’den personlige frihed er ukrænkelig’, så gælder dette ikke kun den politiske frihed – men det gælder i lige så høj grad trosfriheden.

Derfor fortsætter Borgerrettighedsbestemmelsen (§ 71) med denne klare erklæring: ’Ingen dansk borger kan…på grund af sin religiøse overbevisning underkastes nogen form for frihedsberøvelse’ (stk.1). Dermed er det sagt – og disse ord vil fremover stå ved magt!


TILBAGE