RETSOPGØRET
220


FORÆLDRES FN-RETTIGHEDER

De seneste år har været præget af en voksende interesse for statens voksende indblanding i familiens privatliv. Nye undersøgelsesretter og dommerundersøgelser er på vej – især med hensyn til den enkelte families religiøse forhold, og man kan regne med, at der fremover vil blive sat fokus på kristne familier. Deres ’form for opdragelse af børn’ vil komme under statsmagtens behandling.

I denne situation er for de kristne borgere i Danmark tilbage den FN-konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som i sin 18. artikel og 4. stykke siger: "De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald værges frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning."

Denne konvention med denne enestående artikel om bl.a. de kristne forældres rettigheder med hensyn til den moralsk-religiøse opdragelse af deres børn blev vedtaget i julemåneden, d. 16. dec. 1966 og trådte for Danmark i kraft (uden forbehold) d. 23. marts 1973.

(At konventionen stadig er gældende for Danmarks vedkommende fremgår af det righoldige og højaktuelle materiale, som foreligger i forbindelse med en klagesag mod Danmark, som i 2017 blev behandlet vedrørende konventionens 7. artikel. Denne sag er senest blevet opdateret af flygtningenævnet d. 29. maj 2018).

Det bør iagttages, at det citerede 4. stykke i den omtalte FN-artikel gentager, at (citat): ’de deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres moralske opdragelse af deres børn. Dermed er den danske stats forpligtelse i kommende sager (som rejses mod kristne forældre) ubestridelig, og de danske myndigheder bør se i øjnene, at også i sådanne sagers afgørelse til enhver tid og alle vegne skal være funderet i grundlovens religionsfrihedsparagraf, som understreger den enkelte borgers ret til at følge sin egen (ikke statens) religiøse overbevisning.

Ligesom der i grundloven er forbud mod diskrimination på det økonomiske område (§ 68) – sådan er der så meget mere forbud mod diskrimination – på det moralske område. Staten skal ikke foreskrive borgeren, hvilken moralsk opdragelse han skal give sine børn!

At den danske borger ifølge den internationale konvention har ’frihed til at sikre omsorgen for sine børns religionsundervisning’ er en sag, som nærmere bør forklares. Denne frihed ejer et dybere perspektiv end de fleste forestiller sig.

Af særlig interesse bør det mærkes, at FN-artiklens ordlyd erklærer, at borgeren har ’frihed til at sikre omsorgen for sine børns opdragelse…’ Hvis borgeren overlader denne ’omsorg’ til staten, så vil han meget snart se, at hans børn på netop dette område udsættes for et markant ’omsorgssvigt’.

De britiske troende borgere oplever for tiden statsforfølgelsen på et andet område. Om dette er følgende at fortælle:

 

FORFØLGELSE PÅ GRUND AF SIN TRO

Sarah har i 15 år arbejdet som en erfaren sygeplejerske på Darent Valley Hospital i England. I august 2016 blev hun fyret. Årsagen var: ’Grov misforståelse af sin opgave’. Hendes overtrædelse bestod i at hun havde talt med en patient om sin kristne tro og givet vedkommende en bibel. Hun blev på stedet anmeldt til ’Nursing and Midwifery Council’ (NMC) som satte spørgsmål vedrørende hendes ’egnethed som praktiserende sygeplejerske’. Den 26. juli 2018 udtalte NMC (efter to års ’høringer’) en enstemmig kendelse, der ophævede alle restriktioner, som i denne periode var pålagt Sarah, og hun blev erklæret ’fuldt ud egnet til at praktisere som sygeplejerske. En dygtig sagfører bistod hende under hele sagens forløb.

Da der for tiden lægges op til lignende angreb på kristne ansatte i den offentlige sektor i Danmark samt på troende forældres ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres egen religiøse overbevisning, vil det her være på sin plads at iagttage dette særlige britiske sagsforløb.

Sarah Kutehs job bestod bl.a. i at (i forbindelse med et officielt spørgeskema) at spørge patienterne om deres personlige, religiøse tro. Undertiden førte et sådant ’officielt spørgsmål’ til en videregående naturlig samtale om, hvad troen betød for den enkelte, og Sarah lagde da ikke skjul på, at hun var en kristen, og at Jesus var hendes daglige hjælper og trøst.

Gennemsnitligt skulle Sarah udfylde dette spørgeskema 30-40 gange om ugen, hvilket på halvårlig basis førte til hundredvis af samtaler…

I april 2016 stillede Sarahs chef på hendes kontor med en reprimande. "Dine kolleger siger, at du diskuterer religion med dine patienter," sagde hun. – "Fra den dag," forklarer Sarah, "talte jeg kun med patienterne om dette emne, når de insisterede på at tale mere derom." I juni 2016 blev hun kaldt til chefens kontor. "Jeg blev chokeret ved at høre, at der var indløbet klager," forklarer hun. Få dage senere blev hun anmodet om at forlade hospitalet. Hun var fyret!

Sarah blev herefter underlagt restriktioner af NMC. Hun blev stærkt overvåget. Sarahs ’supervisor’ anbefalede imidlertid Sarahs arbejde som ’venligt, omsorgsfuldt, ærligt – et værdifuldt medlem af teamet. "Hun arbejder professionelt og pligtopfyldende," sagde kollegerne.

"Jeg gjorde en stor fejl," siger Sarah. Da jeg i 2016 gav en bibel som en personlig gave til en patient, skulle jeg i stedet have givet hende en bibel fra hospitalskirken. Der ligger de til fri afbenyttelse…"

Vedrørende de danske lovgiveres iver efter at få ’grundlovsændringer’ gennemført over ’den almindelige lovgivning’, så bør følgende observeres:

 

DET LAVE OPHØJES

Hvis danske lovgivere skulle få det indfald, at de har noget essentielt (yderst væsentligt) at skulle have tilføjet til grundloven, så har de fuld ret til at søge at få dette gennemført – men kun ved at opnå en grundlovsændring. Alle andre genveje er spærret. Ligegyldig hvor megen anstrengelse og hvor solide argumenter, de ivrige politikere investerer, så er der kun én dør, som de kan gå ind ad: Grundlovsdøren. Alle andre døre er lukket – og alle andre veje betegnes af de lærde som ’snigveje’ og ’lumske genveje’. Hvor det lykkes beslutningstagerne på Christiansborg at overskride forfatningsgrænsen, hvor gærdet er lavest, vil de efterlade et dybt splittet socialt og politisk landskab – og de vil selv være delte i deres handlinger.

Overalt vil de give anledning til, at der fremstår mindretalsgrupper – ja, undergrundsgrupper, som (ikke mindst på det religiøse område) vil stride for deres rettigheder. Øjeblikket synes imidlertid at være favorabelt for grundlovsbrud af den art. Den populær-politiske kontekst skærpes mere og mere overfor anderledes tænkende, og en hvilken som helst kristendomsfjendsk attitude fremhæves og ophøjes.

Dybest set er dette ulykkelige forhold en varslende begyndelse på Guds dom. "Så siger Herren: ’Ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med et høje! (Ez.21:26) Til dem, som overraskes ved en sådan erklæring, bør profetens ord citeres: ’Jeg Herren, nedbøjer det høje træ og ophøjer det lave! Jeg Herren har talt og grebet ind (Ez.17:24). Lad mig i den forbindelse konkludere:

Al den tid en forfatning for Danmarks nationalkirke og de mest elementære forhold for frikirkerne og den jødiske synagoge ikke har kunnet gennemføres, har landets religiøse liv været styret af mere eller mindre provisoriske cirkulærer og bestemmelser. Folket har måttet vente på, at nogle ældede løfteparagraffer, som stod mejslede i grundlovens tekst, blev indfriet.

Af den grund har der ikke og kan der heller ikke iværksættes nogen lov i disse religiøse forhold, før grundlovens forudsigelse er opfyldt. Grundlovsteksten er i den henseende langt fra at være ’en deklaration’. Den er kort og teknisk og kan kun udtales med få ord. Den er i hele sin ånd parlamentarisk – og borgerne vogter som ørne på dens udfald!

Afsluttende har jeg på hjerte at sige min ærlige mening om den parti-politiske ordfører, som nu vil have gennemført et ’tørklædeforbud’. At han ikke ved, hvad han har gang i, vil jeg i det følgende forklare:

 

DEN FUNDAMENTALE FRIHED

Hvis der tales om frihed, må der altid og alle vegne først og fremmest nævnes ’den fundamentale frihed’. Det er den frihed, som er bygget på den konstitutionelle norm. ’Det fundamentale’ indbefatter det elementære… det vil her sige en frihed, som ligger uden for rækkevidden af et hvilket som helst statsindgreb fra den konstitutionelle magtelite. Hverken den udøvende eller den lovgivende magt har her et eneste ord at skulle have sagt! Denne grundlovsfrihed er beskyttet mod både lovgivere og dommere, ministre og statsembedsmænd af enhver art. Den er ’garanteret hvert individ, der befinder sig på dansk territorium – uden nogen form for forskelsbehandling.

Det vil ifølge ’denne protokol’ sige, at en muslimsk kvinde har fuld ret til at klæde sig, som hendes religiøse overbevisning byder hende. Hun er ifølge alverdens konventioner og traktater værdig til at tilhøre den menneskelige familie, som overalt er sikret rettet til frit at kunne følge sin religiøse overbevisning.

Men det vil også sige, at den kristne, gudfrygtige kvinde, som ifølge Ny Testamente under bøn (eller profetisk tale) ifølge Den Hellige Skrift er påbudt ’at tildække sit hoved’ har samme ret til at følge sin religiøse overbevisning (1.Kor.11:5). Statsstyrets stumme statskontrol bør her ikke komme til orde!

Apostelens ord er i den forbindelse strenge og uden kompromis. Han siger: "Enhver kvinde, der har utilhyllet (udækket) hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved" – og han tilføjer (uden at give efter for en anden opfattelse): ’thi det (at kvinden beder med utildækket hoved) er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af’ (1.Kor.11:5).

Dette billede er i sig selv så afskrækkende, at (såkaldt) ’fornuftige folk’ må mene, atter kunne sikkert anvendes et andet og pænere sprog! Men apostelen fortsætter (som om han kendte det gamle, danske ordsprog: ’Der skal skarp lud til skurvede hoveder’): "Thi når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved, kan hun lige så godt lade sit hår klippe af" (v.6)… og han konkluderer: "… men er det usømmeligt for en kvinde at lade sit hår klippe eller rage af, så må hun tilhylle sit hoved" (v.6).

Uden her at ville komme ind på den åndelige forståelse, som skimter bag netop dette påbud, så vil jeg (blot som en randbemærkning) gøre ministervældet på Christiansborg opmærksom på, at det med sine overvejelser om at ville indføre ’et tørklædeforbud’ har at gøre med dybt troende, kristne kvinders skriftbegrundede samvittighedsanliggender! Lad mig forklare:

 

BILLEDET AF TØRKLÆDE-MINISTEREN

Når den ivrige minister forelægger sit nye lovforslag, at ikke kun et burkaforbud skal indføres for muslimske kvinder men et tørklædeforbud (som da tillige bør omfatte de kristne kvinders hoveddække) – så bør han først studere Ny Testamentes kraftige og advarende illustrationer, som anvendes i den forbindelse. Han vil da til sin forskrækkelse se, at han ifølge apostelens voldsomt illustrerede belæring er i færd med at gennemføre en lovbestemmelse, som i allerhøjeste grad (for den kristne kvinde) er usømmelig.

Rent bortset fra, hvorledes den apostolske overlevering (1.Kor.11:1) administreres af en mere eller mindre frafalden kirke i dag, så kan den nytestamentlige tekst i den forbindelse ikke ændres! Den siger (om dette påbud godtages eller ej), at det er usømmeligt for en kristen kvinde at fremstille sig for Gud Herren i bøn, uden forinden at have tildækket sit hoved – ja, den erklærer (og illustrerer med stærk billedtale) at kvinden i så tilfælde ’bringer skam over sit hoved’ (1.Kor.11:4).

’Tørklæde-ministeren’ kan på denne bibelske baggrund ikke længere stille sig uforstående over for den samvittighedsbyrde, som han med sit ’usømmelige lovforslag’ trækker ned over hovedet på de af landets bibeltro kvinder, som ud fra deres oprigtige tro på apostelens belæring, ikke tør træde ind i deres (af Gud pålagte) forbedertjeneste. Ja, ’tørklæde-ministeren’ bringer sig selv i en situation, hvor han (ifølge skriftafsnittets billedtale) fremstår som en bøddel-lignende figur, der med saks og ragekniv nu skal færdiggøre sit job med burkaforbuddet. Han kommer – sådan tegner billedet sig – for at ’klippe’ og ’afrage håret’ af den bedende, kristne kvinde.

’Tørklæde-ministeren’ vil naturligvis ’meget have sig frabedt en sådan sammenligning’. "En sådan handling kunne jeg ikke – selv i min vildeste fantasi – se mig selv indblandet i," vil han sige. Men sammenligningen kan ikke ændres; den står nedfældet med en jerngriffel i Ny Testamente. At fjerne den kristne kvindes hoveddække (citat): ’er det samme som at lade hendes hår rage af’. Apostelen fortsætter (og for ’tørklæde-ministeren er det kun et spørgsmål om at læse indenad: ’… men er det usømmeligt for en kvinde at lade sit hår klippe af eller rage af, så må hun (det kan ikke forbydes) tildække sit hoved’ (v.6).

At den danske lovgivningsmagt med en ny ’tørklæde-lov’ (med en næsten 2000-årig tilbagevirkende kraft) søger at ændre det nytestamentlige grundlag for en reel åndelig bedømmelse af det højaktuelle spørgsmål om den kristne kvindes hoveddække, kan aldrig, aldrig anerkendes som en af grundlovstolereret mulighed. Hvis borgerne fremover skal vide, hvad de under splinternye, religiøse lovforudsætninger kan vente sig fra domstolenes side, så må de i dette tilfælde ændre deres tro på Bibelen for at kunne indrette sig derefter – og dette vil aldrig ske!


TILBAGE