RETSOPGØRET
221
 

AT KRÆNKE ENKELTMANDS RET

Når Ny Testamente allerede på sine første blade henviser til Jesu ord: ’Vogt jer for menneskene, thi de skal bringe jer for domstole’ (Matt.10:17) – så er der på denne dystre dag god grund til at se nærmere på denne advarsel. Varslingen henviser ikke til bestemte personer. Kristi ord peger kun på det begreb, som hedder ’menneskene’. Det vil sige folk af alle slags. Der er brodne kar alle vegne!

Imidlertid fremgår det af tekstsammenhængen, at de personer, som de troende borgere særlig skal tage sig i agt for, findes iblandt den verdslige øvrigheds ledere samt blandt troende inden for deres egne rækker. Disse sidste står – ledet af tidsånden – for at gøre deres livs største fejltagelse: At overgive en af deres egne trosfæller til domstolen…

Den grundlovsgivende rigsforsamlings forhandlinger førte til de forholdsvis præcise regler vedrørende tiltale, rejsning og domfældelse i sager (som bl.a. har at gøre med borgernes tro og levevis og eventuelle overtrædelser i den forbindelse).

I de grundlovsgivende forhandlinger om borgernes rettigheder og statsmagtens ansvar over for den enkelte borger og hans familie kommer et bemærkelsesværdigt udtryk til orde, som i dagens Danmark er ved at gå i glemmebogen! Udtrykket lyder sådan: "En embedsmand kan forse sig ved at krænke enkelt mands ret." Denne betegnelse ’at krænke enkelt mands ret’ fik det daværende udvalgs ordfører (Krieger) til at udbryde: "En sådan embedsmand kan komme til at fratræde på grund af sin hele politiske færd…" (Rigsdagsforhandlinger) 1848-49, sp1647f). Om denne aktuelle ordveksling er følgende at berette:

Maleriet af Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, som støbte sætningen (om at ingen ’må krænke enkelt mands ret’) hænger i dag på Frederiksborgsmuseet. Det er så stort (338 x 500 cm), at den måtte specialvæves et lærred i Dresden. På det mægtige billede ses i anden vinduesbelysning til venstre gehejmeråd A. C. Ørsted. Det var ham, som under rigsforhandlingerne afleverede den sætning, som har fået en særlig betydning i dag (hvor der på ny tales om det ansvar, som bl.a. hviler på en kommunalbestyrelses skuldre, hvis den vil trække en borger i retten). Ørsted udtalte bl.a.:

"En sådan embedsmand kan forse sig ved at krænke loven af enkelt mands ret på en måde, så man ikke (direkte) kan sige, at der her er tale om en egentlig forbrydelse, men krænkelsen er stadig strafbar." Ørsted uddyber, hvad han mener med ordene ’at krænke enkeltmands ret’ ved at tilføje: "En sådan embedsmand kunne f.eks. unddrage sig de forpligtelser, der påhviler ham ved at forsømme det tilsyn, som han har med statens midler og med den hele forvaltning – uden at dette manglende ansvar bliver kriminelt. Men krænkelsen har stadig fundet sted."

Det er om denne ’krænkelse af enkeltmands ret’ at følgende bør iagttages:

 

LOVEN SIKRER BORGERENS RET

Den første paragraf i Retssikkerhedsloven erklærer, at (citat): ’myndighederne har pligt til at tilrettelægge en helhedsorienteret hjælp’ (§ 1). Om denne ’helhedsorienterede hjælp’ hedder det bl.a. i Socialministeriets egen vejledning nr. 12 af 15. februar 2011 (fra punkt 4) at ’helhedsorienteret hjælp’ sigter på (citat): ’Respekt for den enkeltes integritet og værdighed’… Dette er et andet udtryk for begrebet ’enkeltmands ret’, som har grundlovsværdi.

Selvom denne definition har et bredere socialt udsyn, så bør det i den foreliggende sag, hvor en kristen familiefar er blevet angivet for en række overtrædelser, som ikke er beviste, og som intet har på sig, fra første færd være de offentlige myndigheders pligt at bevare respekten for den indstævnede persons integritet og værdighed. De må ikke et øjeblik ’krænke enkeltmands ret’!

Navnlig i lyset af dette særlige øvrighedsansvar (som bliver mere og mere aktualiseret eftersom de offentlige medier udbreder sig om sager af den art) forekommer behovet for et sådant borgerkrav påtrængende!

 

LOVENS HOVEDFORMÅL

Den lov, der særligt henvises til i den pågældende sag, er Retssikkerhedsloven. Formålet med denne lov er (citat): ’at sikre borgernes rettigheder og indflydelse når de sociale myndigheder behandler sager’ (§ 1). Det vil sige, at lovens hovedformål aldrig kan være at undergrave eller på nogen måde at misligholde borgernes rettigheder. Loven siger, at ’de sociale myndigheder, når de behandler sager, skal sikre borgernes rettigheder’ (§ 1).

Heraf kan udledes, at den omtalte familiefader, når han i de af kommunen modtagne anklager (vedrørende hans personlige trosoverbevisning og handlen derpå) omtales negativt, da burde man kunne regne med, at han i den videre behandling af sagen vil blive ’sikret sine grundlovsbefæstede borgerrettigheder (grl. § 67) herunder at det ikke udelukkende forbliver at være indhentede udtalelser fra andres side, som skal afgøre sagen, men at han selv er sikret sin egen indflydelse på dens videre forløb.

Den første paragraf i Retssikkerhedsloven fremhæver, hvem der skal stilles til ansvar for, at borgerens rettigheder sikres. Det er ikke borgeren selv – men det er den lokale kommunalbestyrelse, som vil blive stillet til regnskab for, at det grundlovsgivne sikkerhedsnet ikke brister. Retssikkerhedsloven (citat): ’fremhæver kommunalbestyrelsens ansvar for kommunens opgavevaretagelse (§ 1).

Lovbegrebet ’opgavevaretagelse’ vil i det pågældende tilfælde sige, at den indstævnede borger, hvis personlige tro og opdragelsesnormer søges anfægtet, er godt beskyttet af kommunalbestyrelsen. Det er uimodsigeligt dens ansvar at sørge for, at socialmedarbejderne holder sig strengt til lovens bogstav. Kommunen er som sådan blevet pålagt en ’opgavevaretagelse’. Det vil sige, at socialarbejderne ikke bare kan lade sagen gå sin skæve gang! Hvis den pågældende familiefaders borgerret krænkes, bliver det de skyldige socialarbejderes chef, som stilles til ansvar. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sørge for at den opgave, der ligger i at føre sag mod en borger, bliver varetaget (’opgavevaretaget’) efter de foreskrevne bestemmelser.

For at kommunalbestyrelsen ikke skal være i tvivl om, hvad der forventes af den med hensyn til at sørge for, at den indstævnede persons borgerrettigheder ikke på nogen måde forulempes, pålægges de lokale sociale myndigheder at sørge for, at denne ene sætning ikke udsættes for noget misgreb: ’Enkeltmands ret bør ikke krænkes’!

 

ETHVERT DOKUMENT BØR NØJE GENNEMLÆSES

De sikkert mange hundrede siders materiale, som fremover vil blive udfærdiget (idet en kristen borger på grund af sin trosoverbevisning stævnes for bl.a. at ’have udøvet psykisk vold’ over for sine børn) bør omhyggeligt analyseres.

En absolut nærmere juridisk fastlæggelse af statsforvaltningens ansvar og dette forvaltningsansvars retslige indhold er påkrævet! Ikke mindst bør det projektørbelyses, hvorledes begrænsningerne med hensyn til statens indgreb over for borgernes religiøse trosoverbevisning fungerer i det danske forfatningssystem.

Kravet om, at der i hvert eneste sådant tilfælde (hvor en troende borgers privatliv pludselig skal endevendes) absolut bør foreligge et beslutningsgrundlag af betydelig kvalitet, bør mere end nogensinde gøres gældende! Dette borgerkrav (om en ’ordentlig behandling’ fra myndighedernes side) bør være kompromisløst.

Som de offentlige myndigheders undersøgelsessystem i øjeblikket fungerer, kan man med god ret frygte, at netop dette punkt – i virkelighedens verden samt i den foreliggende sag – er forvaltningsapparatets archilleshæl!

Der er grund til nøje at gennemlæse hvert eneste dokument, som i disse sager udfærdiges; skæbnesvangre beslutninger kan få eksistensafgørende betydning for kristne borgere, som for tiden er i statsmagtens kikkertsigte.

I det hele må det være i de verdslige øvrigheders egen interesse og ambition at drøfte de væsentligste retslige problemer, som der ligger i at krænke kristne borgeres grundlovsbeskyttede ret til at opdrage sine børn efter sin egen religiøse trosoverbevisning. Statsmagten har nemlig en større agenda, som den arbejder efter; den har udarbejdet et treårigt handlingsprogram, hvor den (med en 25 millioner kroner opbakning) vil søge at komme den kristne familiestruktur til livs. Lad mig forklare:

 

STATENS OPGØR MED DEN KRISTNE KERNEFAMILIE

I det ydre ser alt godt ud. Den danske nationalkirke fremstår som en (ifølge grundloven) ’fjerde hjørnesten i samfundet’, og de frikirkelige menigheder fungerer tilsyneladende i ’al tryghed’. Religionsfriheden er fastlagt ved lov, og den (mener man) vil ingen driste sig til at bekæmpe.

Ingen kan i den situation forestille sig, at Folketinget (som medindehaver af den lovgivende magt) kunne drømme om at deltage i en såkaldt ’regulering af trosfriheden’. Udviklingen (med ’Midnatsloven 2018’ i spidsen) vil imidlertid vise noget andet. De, som mener, at der på Christiansborg ikke foreligger noget politisk ønske om at tiltage sig retten til at være den danske menigheds synode, tager fejl; denne ’ypperstepræstelige etablering’ er allerede begyndt på græsrodsplan. Her starter man (ud fra et langsigtet perspektiv) med at gribe ind i de kristne borgeres inderste familiestruktur. Man vil bestemme, hvad der foregår bag de troende familiers fire vægge, og kan man finde et punkt, som man mener ’med rette’ kan angribes, så slår gribbene ned. Statens ’digitale luftvåben’ har alt under kontrol!

Hvis borgerne ikke her er på vagt, og på det bestemteste fastholder, at grundlovens krav siden 1849 er og forbliver en retslig garanti for, at statsmagten ikke skal trænge ind over hjemmets dørtærskel for fremover at lægge mere moderne øvrigheds-retningslinjer for en ny statsopdragelse – så er slaget om hjemmets ukrænkelighed tabt.

De troende borgere bør derfor i denne time iagttage de sager, der rejses mod kristne familiefædre, i et større perspektiv. De bør fra begyndelsen være klar over, at der fra de verdslige myndigheders side er tale om at gennemføre et enevældigt element i dansk religionspraksis. Disse vil (koste, hvad det vil) det kristne familiemønster til livs – og er parate til med de mest hensynsløse midler at bekæmpe den trosfrihed, som udtrykkeligt er forudsat i deres egen grundlov – ja, den danske statsmagt er beredt til endog at bekæmpe de forhindringer, som stiller sig i vejen i forhold til de internationale konventioner! Den kristne kernefamilie er en torn i øjet på den nye samfundsorden – og dette er den egentlige baggrund for de stævninger, som både nu og fremover indløber til politiet.

Folketingsmedlemmer og kommunalbestyrelseschefer, som holder festtaler om trosfriheden i Danmark, bør med henblik på disse sager nærmere overveje, hvad deres socialarbejdere med politiets hjælp har gang i – og de skal ikke et øjeblik undlade at bemærke, at borgere er begyndt at rejse sig…

Efter sådan at have søgt at give et overblik over de verdslige myndigheders ansvar i denne sag, vil jeg afsluttende søge at stille skarpt på de kristne borgeres indbyrdes ansvar overfor hinanden – og i den forbindelse advare mod i denne at gå djævelens ærinde ved at påtage sig den mørkets gerning at være angiver og medløber…

 

MEDLØBERNE

Til de kristne borgeres orientering er det på sin plads at henvise til et afgørende afsnit af Ny Testamente. Netop i disse dage synes det at stå foran en begyndende opfyldelse. Når Jesus i Matthæusevangeliet advarende omtaler Sodoma og Gomorra og i den forbindelse anvender udtrykket: ’Dommens Dag’, så taler han præcis om den synd og den åndsmagt, som mere end nogensinde er ved at etablere sig i vort land. Mere eller mindre intetanende bliver selv ’gode kristne’ medløbere i et dystert, fjendtligt angreb på andre kristne borgere, som på forskellig måde med deres familier står for en lidt anden forståelse af Guds ord.

"Se," siger Jesus, "jeg sender jer som får bland ulve." Han fortsætter: "Vogt jer for menneskene, thi de skal bringe jer for domstole…" (10:15-17). Afsluttende siger Jesus: "Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn – ja børn skal sætte sig op imod deres forældre og slå dem ihjel. Og I skal hades af alle for Mit navns skyld – men den, som holder ud til enden skal blive frelst" (v.21-22).

Hertil vil adskillige indvende: "Vi kunne ikke drømme om at ’overgive en broder til døden" – og andre vil sige: "Vi kunne ikke et øjeblik tænke på at slå vore forældre ihjel." Deri har de ret! Og dertil er vi heller ikke kommet – men de første etaper af forrådelsens vej er allerede inden for rækkevidde. Det begynder med, at kristne borgere – ud fra de tilsyneladende ’bedste hensigter’ – er parate til ’at overgive deres broder’ til politiet, samt at børn – stadig ud fra tilsyneladende ’gode motiver’ – er parate til at stævne deres forældre! – Ikke for at de skal ’blive slået ihjel’… nej, men for at afholde deres far og mor fra ’at gøre mere skade’.

Alle disse ’smukke’ og ’menneskekærlige’ handlinger får ikke noget godt ord med på vejen. Mens omgivelserne roser sådanne ’ansvarsfulde initiativer’, siger Jesus: "Vogt jer for menneskene," – og Han præciserer, hvor Hans efterfølgere skal være særlig på vagt: "I skal vogte jer for dem, der vil bringe jer for domstolene" (v.17).

At det ikke blot drejer sig om ’verdslige forseelser’, at sådanne bølger af arrestationer og stævninger vil komme over land og rige, fremgår af Jesu formanende advarsel. Når Han (henvendt til jøderne) i den forbindelse siger: "De skal piske jer i deres synagoger," (v.17), så er det helt sikkert på grund af deres tro, at de såkaldte ’overtrædere’ straffes. I det samfund, hvor omgivelserne og stævningerne stortrives, er der ikke plads for ’anderledes tænkende’ og slet ikke for dem, som udviser en eller anden form for radikalitet i deres religiøse overbevisning.

Endvidere runger her Paulus’ irettesættende ord til Korinthermenigheden: "Hvor kan dog nogen af jer, når han har sag mod en anden, få sig til at lade den pådømme hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? Og når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle? Endsige da i timelige ting!’ Paulus fortsætter: ’Til skam siger jeg jer det. Er der da virkelig iblandt jer ingen, der er viis nok til at dømme sine brødre imellem? Men broder fører sag mod broder, og det for vantro! I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre." (1. Kor. 6:1-8).

Også Jesus gav klare retningslinjer for håndtering af sager mellem kristne brødre: ’"Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at "enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn." (Matt. 18:15-16).

"Jeg sender jer blandt ulve," siger Jesus – og det er sådanne tider, som venter Herrens folk – ulvetider! Det på høje tid, at de troende borgere i Danmark ser i øjnene, at timen er kommet, hvor de bibelske forudsigelser om sådanne tilstande banker på døren.


TILBAGE