RETSOPGØRET
222


STATSINDGREB OVER FOR KRISTEN FAMILIE

Situationen omkring forvaltningsindgrebet over for en dansk kristen familie (med hensyn til opdragelsen af deres børn) tilspidser sig. Det sidste ord er imidlertid endnu ikke sagt i denne alvorlige sag! Det ville være højst betænkeligt, om de kristne forældre ville tillade, at de kommunale myndigheder foretager flere foranstaltninger. Sporene skræmmer. Fra den nyere tids historie dukker to lignende tilfælde op i erindringen. Den refererer jeg til i det følgende:

Den 24. januar 2016 bragte den danske ugeavis ’Udfordringen’ følgende artikel af Bodil Lanting: Det norske ’Barnevernet’ (Børneværnet) har fjernet fem børn, inklusive en ni måneders baby fra en norsk-rumænsk familie. Begrundelsen er ifølge familien deres kristne overbevisning.

Marius og Ruth Bodnariu, som tilhører pinsekirken, har nu fået fjernet alle deres børn. Ifølge familien skyldes myndighedernes indgriben, at de har lært deres børn, at ’Gud straffer synd’.

Sagen har fået stor opmærksomhed, og titusinder har protesteret i begyndelsen af januar i Oslo, USA, Storbritannien, Rumænien, Belgien, Tyskland, Indien, Spanien, Canada, Polen og Tjekkiet. De norske myndigheder har imidlertid allerede begyndt en bortadoptionsproces for de fem børn.

Sagen startede, da rektor for de ældste døtres skole henvendte sig til myndighederne og luftede sin bekymring over børnenes ’religiøse opdragelse’. Skolens rektor havde forestillet sig, at børneværnet ville tilbyde familien rådgivning, men det endte altså med, at børnene blev fjernet! Begrundelsen var, at ’forældrene anvender fysisk afstraffelse’.

Daniel Bodnariu, som er bror til Marius, har bl.a. gennem de sociale medier og i et interview med The Christian Post fremstillet sagen som et eksempel på, at de norske myndigheder ikke tillader forældre at praktisere deres kristne tro. Det har ført til store protestaktioner foran de norske ambassader i flere byer. Familiens advokat har anbefalet dem at appellere sagen.

Dette er imidlertid ikke den eneste historie af den slags. I 2009 skete noget lignende i Sverige. Om dette kan følgende berettes:

 

DRENG KIDNAPPES AF STATEN

Som danske forvaltningsmyndigheder for tiden arbejder på at ’hjemsøge’ en kristen familie med henblik på ’opdragelsen af deres børn’, bør det bringes i erindring, at det kun er få år siden, at de svenske myndigheder foretog en lignende ’foranstaltning’ over for en kristen familie.

Det drejede sig om Annie og Christen Johansson, hvis syvårige dreng, Dominic, blev ’kidnappet’ af de svenske myndigheder i juni 2009, da familien befandt sig i et fly, som var ved at lette med Indien som mål. Dér havde Annie Johansson sin familie – og dér havde familien planer om at ville slå sig ned.

Johansson’ernes liv blev fra den dag forvandlet til et mareridt. Politiet tog drengen i forvaring på flyet og førte ham bort fra sine forældre. Dette skete på en simpel ordre fra socialarbejderne. Der forelå ingen dommerkendelse, og familien Johansson kunne ikke anklages for nogen forbrydelse. Myndighedernes eneste grundlag for dette overgreb var, at drengen gik i ’hjemmeskole’, og at myndighederne nu ville undersøge, om han blev ’ordentlig undervist’…

Efter at man havde foretaget nogle ’prøver’, kunne det konstateres, at drengen var ’en smule tilbage’ i enkelte fag, men at han faktisk havde gjort en overraskende ’akademisk fremskridt’ på andre områder.

Familien var blevet afvist, da de havde søgt at få skolematerialer udleveret fra den lokale skole i Sverige. "I kan ikke få dem fra i år," blev der sagt. – "Jamen, så den fra sidste år?’ Også det blev afvist!

Da ’hjemmeskoling’ blev betragtet som ’ikke-skoling’ – og dette, at den kristne tro indgik i undervisningen (samt ønsket om ’at leve tæt ved naturen’) blev anset som irrelevant, så havde familien Johansson planer om at ville rejse til Indien for dér at søge ’at bringe hjælp til forskellige børnehjem’ (netop med henblik på ’at leve en mere økonomisk tilværelse ved at fastholde en enkel livsstil…’

På trods af, at denne livsmåde ikke var helt efter det svenske adfærdsmønster – så var der intet i familiens livsopfattelse, som kunne retfærdiggøre en så radikal indgriben, som her fandt sted. Samtidig med, at familien levede efter sin egen trosoverbevisning, så benyttede de sig også af deres legale ret til ikke at følge det officielle vaccineringssystem. De tog kun deres dreng til lægen, når han var syg (hvilket var et punkt, som socialarbejderne gjorde en stor historie ud af i deres iver efter at fjerne Dominic fra hjemmet).

Den svenske presse har siden reporteret, at de højere politimyndigheder i Sverige har udtalt kritik med henblik på de lokale myndigheders indgriben i denne sag. "De er faldet i en grav, som de selv har gravet," hedder det, med følgende tilføjelse: "De er nu nødsaget til at forfølge deres første mål for ikke at skulle blive tvunget til at indrømme, at de har kastet en familie ud i en stor ulykke og nu fortsat traumatiserer deres eneste barn!" Ifølge pålidelige kilder blev der på et tidspunkt truffet beslutninger om, at forældrene kun måtte besøge deres dreng én time hver femte uge.

Mr. Johansson udtalte stor bekymring over sin kones tilstand. "Hun er begyndt at stamme," siger han. "Vi der begge i chok. Regeringen har overtaget vor familie. Staten søger at ’fremmedgøre’ vor søn for os.

Den svenske domstol fulgte i 2009 den linje, at ’hjemmeskoling’ er ’farlig’. "Den isolerer børnene," hedder det, "de har intet socialt fællesskab." Som årene er gået er familiens videre skæbne forsvundet fra mediernes opmærksomhed. Det vides kun, at forældrene i årevis har været adskilt fra deres søn…

I forbindelse med disse beretninger er det vigtigt, at de troende tager deres forberedelser. Især bør de forsvare sig mod overgreb ved at henvise til landets lov og ret.

 

BORGERNE HAR RET TIL

De borgere, som i en ikke fjern fremtid kan forvente (i det øgede antikristelige samfund) at blive slæbt for retten, bør med hænder og fødder holde fast ved retsplejelovens klare bestemmelser i paragraf 348, stk. 2. Her hedder det nemlig, at de stævninger, som udfærdiges imod dem, skal indeholde (citat): ’en tydelig sagsfremstilling’. Det vil sige, at de folk, som stiller dem foran en dommer, skal være i besiddelse af en yderst præcis beskrivelse af både (som det hedder): ’de faktiske og de retlige omstændigheder’. Det betyder på godt dansk, at deres anklagere skal kunne aflevere ’en ordentlig forklaring’ med henblik på deres forskellige anklagepunkter; de skal kunne fremlægge de retlige angivelser, hvorpå ’de støtter deres påstand’. Deres grundlag for tiltalen bør være i orden!

Det betyder, at de kristne borgere bør holde nøje øje med, på hvilke punkter, at de anklages med hensyn til deres tro og kristne livsførelse, og de bør forvisse sig om, at en hvilket som helst anklage på netop disse troens anliggender er udførligt indføjet i fremstillingen. Dette kan nemlig få afgørende betydning for deres forsvar og for sagens afslutning.

Samtidig skal de kristne borgere være klar over, at retten vil påse, om de folk, som har anmeldt dem til politiet (’sagsøgerne’) i stævningen udtrykkeligt angiver, hvorvidt de forudgående (inden de render til myndighederne) selv har søgt at kontakte den indstævnede borger.

Disse krav – især fordringen om en ’udførlig sagsfremstilling’ stammer fra en halv snes år gammel lov (nr.414 og 10. juni 1997) der tydeligvis har, en bestemt årsag: ’Dommerne kan ikke fordrage sager, som trækker i langdrag! De vil derfor have at ’de relevante forhold’ kommer på banen fra starten! Det vil sige, at hvis en sag dybest set drejer sig om en borgers personlige tro eller den religiøse overbevisning, som hersker i hans hjem og familie, så skal de folk, der slæber ham foran en dommer, ikke søge at snige sig uden om dette punkt. De skal ikke prøve at undgå grundlovens 67. bestemmelse (trosfrihedsbestemmelsen) der begynder med ordene: ’Borgerne har ret til…’

Netop på dette punkt har en flok kristne ledere i Danmark taget en afgørende stilling. Dette drejer sig om følgende:

 

ET FORSTOKKET MENNESKESYN

En række kristne organisationer danner nu fælles front mod de såkaldte ’flydende kønsidentiteter herhjemme’. – "Det skal være slut med dette forhold. Syv kristne grupper har fået nok! På et møde d. 17. sept. vil de sammen lægge en plan for, hvordan de kommer problemet til livs," skriver Berlinske (27. august 2018).

Formanden for Indre Mission Hans Ole Bækgaard, mener, at det er et problem, hvis køn ikke er fast defineret. "Kønnet er ikke selvvalgt," siger han, "det er ikke noget, der vælges hen ad vejen. Det er noget, man er født med!"

Den 18. august holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale i forbindelse med Copenhagen Pride. En tale, der vakte harme hos flere i det kristne miljø. Statsministerens budskab var krystalklart. I Danmark er der plads til alle, og vi siger fra over for kræfter som ønsker fortidens forstokkede menneskesyn.

"… her må jeg gå ud fra," erklærer Hans Ole Bækgaard, "at statsministeren hentyder til sådan en som mig. Jeg har ifølge statsministeren ’et forstokket menneskesyn’, når jeg vil fastholde, at der er noget, der hedder mand og kvinde! Det er problematisk, at jeg skal opleve ikke at kunne regne mig selv som rigtig dansker og én, der ’ikke vil’ vores samfund, fordi jeg ikke er enig i det, som statsministeren holdt tale om," siger Hans-Ole Bækgaard til Berlinske.

Dette bringer mig til følgende ’kommentar’.

Da jeg for nylig ryddede op i mine sager, faldt et gammelt kirkeblad pludselig ned for mine fødder. Det var et eksemplar af det gamle, velkendte – ja, elskede skrift: ’TROMPETEN FOR KRISTUS’.

’Trompeten for Kristus’ var en gengivelse af Dansk Herold International, som i perioden fra 1867 til 1993 blev udgivet i Bjerringbro – og et af disse gamle, gulnede kirkeblade faldt nu pludselig ned for mine fødder. Forsidens overskrift lød sådan: ’Ær din far og din mor’ – og da jeg finder netop dette emne højaktuelt, tillader jeg mig her at gengive uddrag fra denne artikel (nr.10, okt. 1985, 19. årgang):

 

ÆR DIN FAR OG DIN MOR

Det femte bud lyder: ’Ær din fader og din moder’ (2. Mose 20:12). Hvorfor skal jeg ære mine forældre? Sådan spørger denne generation. Standardsvaret vil være: ’Fordi Gud siger det!

Dybest set kunne forfatteren til den lange artikel her have lagt pennen til side. Flere argumenter end dette ene behøvede han ikke at anvende. Buddet om at ’ære sin far og mor’ er det sidste, som med Guds finger blev mejslet på den første af de to tavler med de ti bud, og et afveget slægtled af unge, som (ifølge Skriften) vil være parate til endog at melde deres egne forældre til politiet, behøver ingen lange forklaringer. Påbuddets stærke, klare seks ord taler for sig selv – og hvis de ikke i deres blinde oprør kan tage denne korte befaling til hjerte, så er det temmelig håbløst at fortsætte med flere, lange (pædagogiske) udredninger.

Imidlertid tager forfatteren til ’85-udgaven af det gamle kirkeblad fat på at analysere ’de seks ord’. "Der er grunde til at adlyde dette bud," skriver han, "og der er fordele ved det."… og så går han hele vejen tilbage til Bibelens første blade og citerer Guds løfte til Abraham: "Jeg vil gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse."

Skriftordet slutter: "Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes… (1.Mose 12:2-3)… afsnittet slutter (med dette usædvanlige argument): "Jeg har jo udvalgt dig for at du skal pålægge dine børn og dine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret" (1.Mose 18:18-19).

Denne indfaldsvinkel er sjældent hørt men begrundes stærkt i det gamle kirkeblad. "Dette berører den historiske plan," som Gud har med familien," hedder det, hvorefter det tilføjes: "Jeg er bange for, at selv de mest evangeliske kristne ikke ser, at vort største kald stadig er i hjemmet."

 

EN RØST FRA FORTIDEN

Det er som om den gamle kirkebladsredaktør i denne glemte, forsvundne artikel henvender sig til de ’gode, evangeliske kristne’, som i den kommende tid vil være parate til at sende politiet på halsen af deres trosfæller. Han skriver: "Lad dette være klart: Vi har et ansvar over for Gud, som vore forældres fejltagelser og svagheder aldrig kan udslette. Vort samfund har en tilbøjelighed til at undskylde folk, fordi deres forældre svigtede eller fordi forældrene ikke var som de burde være. Men det gør Gud ikke!"

Den overraskende konklusion får en forklaring med på vejen, som vil være svær at sluge for en oprørsk, frisindet generation, som ikke accepterer nogen som helst form for autoritet. Den gamle redaktør er som upåvirket. Han fortsætter sammenbidt: "Gud har sat os alle under autoritet, og denne autoritets grænse er klar i Bibelen: Forældre står over deres børn!"

Henvendt til dem, som her vil kaste det gamle kirkeblad fra sig fortsætter artiklen med følgende: "Dette er Guds ordning, og en dag vil jeg blive krævet til regnskab for, hvordan jeg har reageret på den autoritet, som Gud har sat over mig."

De, som kalder en sådan indstilling ’gammeldags’ og ’ude af trit med udviklingen’ får følgende salve med på vejen: Dette er jeg overbevist om… og så (er det som om han) lægger pennen fra sig og citerer Skriftens ord: "Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den, så finder I hvile for jeres sjæle" (Jer.6:16).

Hanna bad ’om at måtte få en søn, og til sidst besvarede Gud hendes bøn. Hun holdt det løfte, hun havde givet Gud og bragte den unge Samuel til præsten Eli, så han kunne vokse op i templet." Redaktøren slutter: "Eli var ikke nogen god fader. Hans egne sønner var oprørske. De levede i synd sammen med kvinder, der arbejdede i templet. De snød og røvede fra folk, og Eli gjorde intet ved det. Alligevel overgav Hanna sin søn til denne mands autoritet, og fordi Samuel respekterede Eli som Guds autoritet, ophøjede Gud Samuel til Israels leder, da han blev voksen.

Den, som har øren, han høre…


TILBAGE