RETSOPGØRET
226
 

NY FORM FOR DANSK ABSOLUTISME

En valgmenighedspræst, som tirsdag, d. 2. okt. 2018 prædikede ved Folketingets åbningsgudstjeneste, skabte ’storm i et glas vand’, fordi han for en halv snes år siden havde sammenlignet homoseksuelle med pædofile. Det fik flere folketingspolitikere til at boykotte åbningsgudstjenesten.

De ord, som præsten i 2008 havde ladet komme over sine læber, var følgende: "For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også (som en seksuel orientering) rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de også have lov til det?"

Valgmenighedspræsten, Morten Kvist, udsendte aftenen før folketingsgudstjenesten en pressemeddelelse, at han som præst gerne vier homoseksuelle par – og han har dermed (efter manges opfattelser) ’kastet håndklædet ind i ringen’.

Tilbage bliver imidlertid det handlingsforløb, som med den største mediebevågenhed beviser, at den religiøse diskrimination trives udmærket i kongeriget.

Det må således være et afgørende træk ved folketingspolitikernes arbejde, at de (som lovgivere) udelukkende og på alle områder bør være optaget af at bevare det demokratiske grundlag, som efter 1849 er og forbliver det politiske fundament i det danske samfund.

De politikere, som vil indføre en anden ordning, der ikke er begrundet i Rigets grundlov, (men som mere handler om deres ’egne anskuelser’ – ja, drejer sig om deres ’egne seksuelle drifter’) og som bruger enhver given anledning til at slå til lyd for dette behov, bør (det mener jeg) ikke have plads i det danske parlament.

 

SKARP OVERVÅGNING

Når nemlig grundlovens 68. paragraf tydeligt angiver, at der vedrørende det religion-politiske område i borgernes liv ikke må herske nogen økonomisk diskrimination – så gælder det så meget mere, at der ej heller på det personlige, religiøse område i borgernes liv må herske nogen form for racisme! Folketingets åbningsgudstjeneste beviste tirsdag 2. okt. 2018 med al tydelighed, at hvis en præst indtog en ganske bestemt teologisk begrundet holdning vedrørende homoseksualitet, så skulle han ikke forvente at blive indbudt som prædikant ved folketingets åbningsgudstjeneste, og hvis dette skete, ville hans ord blive vejet på en guldvægt – og den skarpeste overvågning ville blive foretaget – og de, som havde indbudt ham, ville få deres sag for i medierne.

Den nye homoseksuelle form for absolutisme er allerede etableret – og de forkyndere, der vover at have en anden mening end folketingets politikere, kan for fremtiden gå hen i en krog og skamme sig…

Enhver anden ’praktik’ end den, som et voksende antal af de folkevalgte søger at gøre ’vanedannende’ på Christiansborg, bliver på stedet ’jordet’. Den lovgivende forsamling er i de seneste år (målbevidst) blevet oversvømmet med nye dekreter, betænkninger, handlingsprojekter, cirkulære og ’foreløbige bestemmelser, hvor en kerne af homo-politikere præger lovgivningsarbejdet. At de også har i sigte at ville vælte sig ind over kirkens forkyndelse, beviser de nu ved højtråbende at boykotte folketingets åbningsgudstjeneste, hvis en præst fra en anden teologisk skole end den, som de hylder, indbydes til ’årets prædiken’.

At det ikke kun er den danske folkekirkes præster, som denne grundlovsstridige diskrimination rammer, viser sig her ved, at man i 150-året for de frie valgmenigheder bestræber sig på at komme en arme valgmenighedspræst til livs. Hvis han ikke i hast opgiver sin dyrt vundne ret til at have en anden mening (end den nye, gudløse ligestillingsideologi) så skal han forbydes adgang til prædikestolen i Holmens Kirke ved folketingets åbningsgudstjeneste.

Det forhold afspejles ved indgangen til 2018 i ’midnatsloven’, som beskæftiger sig med en lovregulering af frikirkernes og de danske jøders trosfrihed.

 

ILLEGAL TRIUMF

Denne fremgangsmåde blandt politikerne i regeringspalæet indebærer imidlertid et faremoment, som kun de færreste er opmærksomme på. Den ytrer sig nemlig i en ligefrem og åbenlys – ja, utilstedelig foragt over for det normale grundlovsbefæstede hierarki, som alle juridiske normer på Christiansborg – om de vil det eller ej – er underlagt.

Det kan nemlig komme til det fatale og faretruende punkt, hvor såkaldte ’betydningsfulde’, kollektive boykotninger og andre af lovgivernes handlingsmønstre dybest set (og det er deres øjemed) delegaliserer allerede højtideligt vedtagne bestemmelser; de triumferer illegalt over grundlovens tekst!

Ved at studere Danmarks Grundlov bør borgerne derfor nøje bemærke, at den intet sted tillader en ny form for absolutisme at blive indført. Heller ikke ved nye ’fortolkninger’ af den danske forfatningstekst (Der findes nemlig i dag i regeringspalæet nye redaktører af nye lovtekster, som sigter direkte (og uden omsvøb) på at nedgøre borgernes trosfrihed – og disse ’redaktører’ skal ikke tillades arbejdsro til (i fred og fordragelighed) at gennemføre deres forehavende).

De foregiver at stå for et regime, som er ’autentisk parlamentarisk’ – men når det drejer sig om borgernes ret til at følge deres egen trosoverbevisning, så synes de at være parate til at bryde alle parlamentariske regler, for at opnå deres politiske mål.

Det kunstige ekko, som disse bestræbelser har givet i befolkningen og medierne, lader håb om, at landets lov og ret ikke i det lange løb blåstempler denne aktivitet – ej heller i disse gudløse politikeres næste skridt, som er at bringe de troende danske borgere for retten med anklager for, at deres familiemønster er imod dansk lov og ret. Om dette har jeg følgende at bemærke:

 

OVERBEVISNINGENS MAGT

De kommende statsretssager mod kristne familier er som alle andre retssager underordnet det juridiske begreb, som på latin betegnes med ordet ’persuasio’. Ny Testamente hævder, at Helligånden er ekspert i at overbevise. "Når Han (Guds Helligånd) kommer," siger Jesus, "skal Han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom" (Johs.16:17). Eftersom Herren Jesus selv – med egne ord – har erklæret, at (citat): ’når man stiller jer for retten… så er det ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer (Matt.10:19-20)… kan det forventes, at netop dette juridiske nøglebegreb ’persuasio’ (at overbevise) vil blive taget rigeligt i anvendelse.

En moderne dansk retssag handler ganske enkelt om at overbevise. Dommerne vil i dette tilfælde med stævningerne af danske kristne familier blive overrasket over at opleve, at selv jævne borgere, som ikke har nogen særlig juridisk uddannelse på grund af ét eller andet ’usynligt nærværelse’ er i stand til at underbygge deres egen påstand og med en usædvanlig kraft er i stand til at gendrive statsmagtens anklager.

Med henblik på præstens prædiken tirsdag d. 2. okt. i Holmens Kirke i København, så har valgmenighedspræst, Morten Kvist, fået en stor anledning til at være lydig – ikke over for folkets krav – men over for den Herre, Han tjener… Den lydighed, der fordres i en sådan time, tillader intet kompromis. Præsten prædikede sidste søndag (hvis han har fulgt folkekirkens tekstrække) over Johannesevangeliet kap. 15:1-15, hvor der tales om, ’at enhver gren på vintræet, der ikke bærer frugt, afhugges og brændes’. Om det danske samfund kan denne lignelse føre til en henvisning til Hebræerbrevets forfatter, som skriver: "Så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse; men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den" (Hebr.6:7-8).

Gad vide, hvilken præst, der tør læse dette højaktuelle ord op ved en folketingsgudstjeneste? Om den lydighed, som i disse dage kræves af Kristi tjenere, har jeg følgende at sige:

 

HERRENS LYDIGE TRÆLLE

Ingen bryder sig (til at begynde med) om en sådan betegnelse. Derfor er de fleste tilfredse med det ordvalg, som er anvendt i de første linjer af Åbenbaringsbogen. Der står jo (i vore mere eller mindre moderne oversættelser) skrevet, at ’Jesus vil vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast’ (1:1). Imidlertid er den korrekte gengivelse (som oversætterne ønsker at undgå) – at Den opstandne Herre vil vise sine slaver, hvad der skal ske i hast.

Der er imidlertid – som tingene udvikler sig – ingen tvivl om, at når det drejer sig om formidlingen af de sidste dages hemmeligheder, så fordres der af modtagerne, at de er absolut lydige – ja, at de er (som livegne trælle) parate til at vise fuld lydighed over for den Herre, som nu kalder dem.

Ulydige tjenere er i de afsluttende tider ikke blot uduelige og værdiløse – men de kan være direkte farlige, idet de i deres ulydighed kan vise sig at være lette ofre for Kristi fjender og modstandere. Når det ved nadverbordet globalt gentages (gennem alle slægter) at ’i den nat Han blev forrådt, tog brødet…’ (1.Kor.11:23) – så er det dermed en evig sandhed, at forræderiet og troløsheden er et af kødets vedvarende elementer, hvilket fører med sig, at de hemmeligheder, som i årtusinder har været gemt bag syv segl, ikke i de afgørende øjeblikke kan afleveres til andre end til de af Herrens tjenere, der har stillet sig til rådighed som lydige trælle.

På denne baggrund bliver apostelordet levende, når han spørger: "Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for én som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder – enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed" (Rom.6:16).

Sammenligningen er bemærkelsesværdig. Der er her tale om at være ’en lydig træl’ enten under synden – eller under lydigheden. Det sidste lyder besynderligt, men apostelen har ikke formuleret sig forkert. Han mener virkelig, hvad han skriver… og det er forholdsvis let at forstå, at et menneske kan være lydig over for syndens fristelser men at ’være lydig over for lydigheden’ lyder som en slags utilsigtet ’dobbeltkonfekt’. Imidlertid mener apostelen det alvorligt (hvilket fremgår af hans tilføjede, længere forklaring). De af Herrens tjenere, som kaldes til de sidste dages indsats mod dyret og Babylons skøge – de, som skal indvies i hemmelighederne vedrørende den guddommelige strategi i henhold til optakten til den sidste store krig, skal ikke kun være lydige – men de skal som trælle være lydige overfor lydigheden! (v.16)

 

PRÆSTENS PRÆDIKEN

Det har ikke været let for valgmenighedspræst, Morten Kvist, at skulle vælge en passende tekst for sin prædiken ved folketingets åbningsgudstjeneste. Personligt må jeg beundre, at han valgte Jesu lignelse om den fortabte søn fra Lukas 15:11-32 – og at han afsluttende gjorde det usædvanlige, at han iagttog lignelsen ’fra den ældste brors perspektiv’. Det må ikke glemmes, at Morten Kvist den tirsdag stod med folkemedlemmernes ørneblik foran sig (og en presse, der ivrigt ventede på, om de kunne fælde ham ved bare ét eneste ord, som han fik sagt forkert). En flok af Christiansborgs politikere havde allerede boykottet ham.

Ved at tale om ’den ældste søn’ (i lignelsen om de to sønner) fik præsten i sine sidste ord – mener jeg – afleveret en stilfærdig hilsen og rakt en hånd ud til alle sine kritikere! Det var en fredens mand, der steg ned fra prædikestolen efter at have sat ord på, at ’den ældste søn’ (hvem det så end er) skal lære at give slip på sig selv og sit eget, lægge misundelsen og jalousien bag sig, for det er Guds nåde, præcis dér, hvor han er.

De sidste to minutter af præstens prædiken havde adresse. De lød nøjagtig gengivet sådan: "Vi skal huske at se hele lignelsen (om den fortabte søn) fra den ældste brors perspektiv. Ikke for at give ham ret eller betvivle faderens kærlighedshandling og dens storhed (over for den yngste søn) – men for at lære at se nåden også derfra."

(Tager jeg fejl, når jeg om denne del af præstens prædiken, fornemmer, at der faldt en sær stilhed over kirkebænkene og deres ’politiske gæster’, da valgmenighedspræsten fortsatte: "Den ældste søn skal lære at give slip på sig selv og sit eget, lægge misundelsen og jalousien bag sig, for det er (netop) nåden, hvor han (nu) er?)

Morten Kvist sluttede med følgende: "Ham (den ældste, kritiske, vrede søn) ligner vi oftere end vi ligner den yngre, der skejede ud, brugte pengene på sprut og damer og havde en festlig tid.

Begge sønner ender et sted, hvor de har brug for at se nåden i deres egen tilværelse – at den (faktisk) er fyldt af Guds nåde… OG VEL MEST DET!

Den yngre lærte det hurtigere end den ældre. ’Hellere lille og vågen end stor og dum’, kunne han være fristet til at sige. Den store kunne så svare igen med et andet ordsprog: ’Hellere rig og rask end syg og fattig. Sammen og i kor kunne de derpå passende sige: ’ALT AF NÅDE’ og se: Det ville være en fortrøstning!"

Derpå spillede orgelet til salmen (217): Min Jesus lad mit hjerte få… og folketingets medlemmer forlod eftertænksomt årets åbningsgudstjeneste.
 


TILBAGE