RETSOPGØRET
232
 

DET NYE ÆGTESKAB BESTÅR AF TRE MÆND

I den sydamerikanske republik, Colombia, spreder sig nu en ny form for ægteskab. Dette består for øjeblikket af tre mænd – men kan (som lovgivningen billeder det) åbne op for ’poly-ægteskabet’, som omfatter mere end tre.

I den anledning er et nyt ord blevet indført i de juridiske protokoller. Det er betegnelsen: ’Triple-ægteskab’. Det spanske ord, som herefter anvendes officielt, er udtrykket: ’triega’ (der nærmer sig forståelsen af en ’treenighed’).

Den 3. juni kl. 10:00, 2018, blev i Medellin (byen med det evige forår) de første dokumenter officielt underskrevet, som tillader en ’fællespension’ fordelt mellem ’ægteskabets’ tre mænd. Herefter betragtes de tre mænd officielt som en familie og brylluppet vil blive fejret med megen dans og musik.

"Der er (udover det økonomiske fællesskab) nu kun én betingelse for, at en fjerde mand kan tilslutte sig," udtaler ét af medlemmerne af det mandlige ’triple-ægteskab’. Og det er, at han elsker os andre tre."

Den ansvarlige dommer i Medellin af ’triple-ægteskabets’ advokat’, German Perfetti, forklarer, at det udstedte ’pensionsdokument’ står som en garanti for, at den nye ægteskabsform respekteres som en familie; dermed inkluderes adoption af børn.

"Vi har nu retten på vor side," udtaler én af mændene, skuespiller Victor Hugo Prada,… og det synes i øjeblikket at være den prioritering, som i lignende sager melder sig i andre lande. Snart står Danmark for tur.

I Danske Lov fra 1683 står skrevet: "Hvilken ægtemand eller ægtekvinde, der indlader sig med en anden i ægteskab, bør miste sin hals." Erik Mylenberg har i Information (kronik 11. april 2012) skrevet følgende: "Folkekirken burde ikke være så fjendtligt stemt over for polygami (flere personer i et ægteskab). Under alle omstændigheder burde det være en smal sag for kirken at sluge en lille polygam kamel, når den allerede har slugt en langt større homoseksuel kamel."

Kronikkens forfatter slutter med følgende: "Efter anerkendelsen af homoseksuelle ægteskaber er det på tide også at anerkende Polygami. Et første skridt i den retning kunne passende består i, at give polygamister ret til at blive viet på rådhuset så vel som i folkekirken." Om dette er følgende at bemærke:

 

EN NYOPSTÅET VREDE

Et afgørende svælg er ved at opstå i vort danske folk. En ’ny fjendtlighed’, der er baseret på køn og seksualitet. Denne ’nye hadbølge’, der (ikke længere ubemærket) rejser sig mod de troende borgere, som fastholder deres samvittighedsforpligtelse overfor det monogame ægteskab mellem en mand og en kvinde (og det familiemønster med ’far, mor og børn’, som her opretholdes), har sin ’påståede grund’ i (siger man): ’en medfødt identitet, som umuliggør undvigelser og undtagelser’. Det er altså ikke en ’ny fjendtlighed’, som er baseret på adfærd eller fortidsbegivenheder, men en ny opstået vrede, som er udtryk for en helt ny forestillingsverden med en supermoderne ægteskabsideologi.

Det er altså ikke vanskeligt at spore dette fænomens oprindelse, og baggrunden for dets aggressivitet og kontinuitet. Ingen behøver her at miste evnen til at kunne forstå, hvad der fører til f.eks. en ny ægteskabsform bestående af tre (eller flere) mænd; der viser sig (mener jeg og andre danske borgere) bag dette projekt nogle tydelige seksuelle drifter og begæringer, som i Ny Testamente (og den gamle pagt) ikke blot beskrives som ’synd’ men lader ane en tiltagende skæbnesvanger dehumanisering… altså en form for ’umenneskeliggørelse’, som vanskeligt kan retfærdiggøres i det øjeblik, at der åbnes for adoptionsmuligheder… Dette medfører en konfrontation, som kunne have denne baggrund:

 

HUSETS FALD ER STORT

Det traditionelle syn på ægteskabet (som udelukkende bestående af en mand og en kvinde) har hersket længe, længe (ja, årtusinde) før grundlovens indførelse i 1849. På grund af et politisk, antitetisk pres er det i dag overalt endt i en så åbenlys krise, at der ikke længere ses nogen udvej for det generelle og oprindelige beståen. Om det moderne ’ægteskabs hus’, som (ifølge min og andres opfattelse) bygges på en sumpet grund af utugtigt mosedynd, gælder (sådan ser jeg det) den samme beskrivelse, som Jesus omtaler i sin lignelse om et faldefærdigt bygningsværk, der er funderet på sand. "Dets fald er stort," siger han (Matt.7:27).

Det fører med sig, at det af Skaberen indstiftede og bibelsk begrundede ægteskab ikke længere af vort lands styrende betragtes som noget ophøjet; det omtales ikke med ærefrygt! Hobens politikere og medierne spytter på det. Dets juridiske aktører handler og købslår i dets forgårde; dets indre regler er blevet komplekse for udenforstående; de ansvarlige har sluppet deres tag i det; derfor flyder det med strømmen; ingen agter dets værdighed!

 

DEN ØVERSTE NORM

Globaliseringen har sikkert bidraget til denne udvikling. Grundloven er udsat for en øget indflydelse af internationale fænomener, som nu har ført den ind i en ny historisk etape, hvor den synes at have tabt sin suveræne, overordnede stilling i forhold til regering og folketing. For borgerne har dette betydet en voksende destabilisering. Især for landets troende indbyggere. Grundlovens trosparagraf er blevet både rodløs og fredløs… og det har sin indvirkning på ægteskabs forståelse. Lad mig forklare:

Danmarks Grundlov har altid stået som nationens øverste norm. Den har fastholdt sit greb på magthaverne, så at borgernes fundamentale rettigheder blev værnet. Ikke mindst de borgerrettigheder, der garanterede landets kirker og kristne menigheder den støtte og beskyttelse, som forfatningen tilsiger dem. Den såkaldte globale ’konstitutionalisme’ har imidlertid et andet syn på denne sag; den mener ikke, at en dansk grundlov skal holde statsmagten i ave; en sådan ’provinsiel opfattelse’ hører (mener man) fortiden til.

Det vrimler derfor i øjeblikket med en mangfoldighed af udenlandske organisationer og multinationale federationer samt ’statsløse’ magthavere, der (som lovløse pirater) sætter dansk forfatningsjura i skyggen. Især når det gælder de religiøse og ægteskabsmoralske forhold i det danske, nationale landskab. Det vil sige, at den gammeldags respekt, man havde for troen og kirkens holdning til et ægteskab mellem mand og kvinde, er fordrevet! Det maskuline triple-ægteskab er på trapperne!

 

NY VERDENSORDEN PÅ VEJ

Respekten for en hvilken som helst form for åndelig myndighed i denne sag er som forsvundet som dug for solen. Ikke mindst, når det drejer sig om borgere, der ikke ’tilhører’ systemet, men som (på grund af deres overbevisning) har måttet bevæge sig ’uden for lejren’ (Hebr.13:12). Sådanne værdiges ikke længere nogen opmærksomhed. Tværtimod. Internt gøres deres konservative syn på ægteskabet til latter…

Netop denne holdning stilles (især med henblik på trosfriheden) spørgsmål ved hele grundlovens ide. Validiteten af trosparagraffen (§ 68) regnes – set ud fra denne nye horisont – for uholdbar! En ny verdensorden er ved at blive installeret – og en anden global ’juridisk regel’ følger i kølvandet… og denne er mere sociologisk end juridisk. Dansk Lov og Ret taber terræn…

 

DEN URETFÆRDIGE DOMMER

Danske kristne borgere spørger derfor i dag sig selv, hvem de i dette nye system kan stole på? De fundamentale borgerrettigheder, som garanterer dem siden 1849 givne – og aldrig ændrede – beskyttelse af samvittighedsoverbevisninger, vakler.

"Der var en uretfærdig dommer, som hverken frygtede Gud eller mennesker," fortæller Jesus i en lignelse. En sådan dommer har allerede huseret i en årrække i vort åndeligt forsømte fædreland. Hans fremfærd er ved at blive faretruende. Nu kan ægteskabet lovligt bestå af tre mænd. Når Sodoma-tilstanden tilspidser sig, dukker alvorlige scenarier frem fra Ny Testamente. Lad mig forklare:

 

DE MYRDEDES RÅB FRA ALTERET

Blandt de påtrængende faktorer, som er medvirkende til, at Gud (som det står anført i Skriften) tager sin sidste og altafgørende beslutning og med et ord igangsætter atter den række begivenheder, som (ligesom i Skabelsens første dage) nu afsluttende fører til, at ’elementerne opløses med et brag og den nuværende jord (med alt menneskeværk) og himmel forsvinder og ophører med sin eksistens (2.Pet.3:10-11) – er det råb, som dag og nat lyder fra alteret.

Her befinder sig (som Johannes fik det at se i sine syner): ’deres sjæle, som var myrdede for Guds Ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved (Åb.6:9). Blandt dem, som her har fået tildelt en fornem og indflydelsesrig plads under rigssalens centralt placerede alter, er evangelisten Filip, som i menighedens første dage blev dræbt af en rasende hob i Jerusalem (Ap.G.7:54 – 8:1) og apostelen Jakob (Johannes’ broder) som kong Herodes lod halshugge (Ap.G.12:2) samt Paulus, der forsvandt fra Kejser Neros fængsler i år 67, hvor Rom stod i brand, og de kristne (som fik skylden for branden) blev levende brændt som fakler i kejserens paladshave – også vinbonden Nabot findes her, han, som blev myrdet af Jesabel, for at hans vingård kunne blive overtaget af den gudløse kong Akab (1.Konge 21:13).

Alle disse råber nu med høj røst: "Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru, vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden" (Åb.6:10) – deres råb bliver dæmpet ved, at der bliver givet dem en lang, hvid klædning (hvilket betyder, at deres forlangende er blevet hørt, og at der gives dem autoritet til at komme til orde i den afsluttende dom) – men de bliver informeret om, at de ’skal hvile endnu en lille stund, indtil tallet bliver fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skal ihjelslås ligesom de’ (v.11).

Blandt de mange uskyldigt dræbte står imidlertid én, hvis røst og bøn taler højere end alle de andre martyrers råb. Johannes fortæller, at ’mellem tronen og de fire væsener og de ældste står et lam, ligesom slagtet. Det har syv horn og syv øjne; det er Guds syv ånder, som er udsendt over hele jorden’.

Dette ’slagtede lam’, som er den opstandne Herre, Jesus Kristus, der nu fungerer i sin ypperstepræstelige tjeneste i Det Højeste, går hen og tager bogrullen af Hans højre hånd, som sidder på tronen (Åb.5:6-7).

Dermed kundgøres det, at af alle de faktorer, som kan medvirke til, at et dommens ord udtales, er ingen større end den mægtige gerning, som udøves af Kristus Jesus, Guds opstandne og levende Søn.

 

MED ADRESSE TIL LOVLØSE LOVGIVERE

Med henblik på Herren Jesus’ forventede genkomst, er det magtpåliggende for Ny Testamentes evangelieforfattere at understrege, at ’Den dag og time kender ingen’, ikke engang himlens engle – ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen alene’ (Matt.24:36).

Som vi har set, er det et spørgsmål, om Faderen selv har taget den afgørende beslutning, på hvilken dag og i hvilken time, Han vil give den sidste befaling til den hærskare af engle, der ifølge Ny Testamente ’skal sendes ud med mægtig basunklang for at samle Hans udvalgt sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlens yderste grænser’ (Matt.24:31).

ikke at forglemme, at ved samme lejlighed ’skal Menneskesønnen sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra Hans rige alle, der frister andre til fald og dem, som øver lovløshed; og de skal kastes i ildovnen, og der skal være gråd og tænderskæren – og da skal de retfærdige stråle som solen i Deres Faders rige (Matt.13:41-42).

og dermed især at understrege (med adresse til de styrende (lovgiverne) i nationerne og folkerepræsentanter på Christiansborg, at hvis deres udstedelse af love er at betragte som ’ulykkeslove’ (Es.10:1), så hører de (om de tror det eller ej) med til de arme sjæle, som på den dag i bundter kastes i den brændende ovn.

Det er i denne forbindelse, at det kendte skriftord fra Ny Testamente får sin betydning: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Han, som du har sendt, Jesus Kristus" (Johs.17:3).

’At kende Gud’ vil her bevise sin betydning, nemlig at de, som ejer denne fortrolige indsigt, ved, hvad sker i den himmelske tronsal – ja, følger intenst med i den hastige rækkefølge af begivenheder, der fører til Faderens afsluttende (endnu ukendte) beslutning. "De folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i gerning" (Dan.11:32)… Om dette har jeg gjort mig følgende tanker:

 

DET LEVENDE VAND

Som jeg i dag vurderer den indre glæde og tilfredsstillelse – ja, håb, som jeg oplever ved at grunde på Den Hellige Skrift, mener jeg ikke, at denne stærke (åndelige) oplevelse udspringer af mig selv! Nok er det, som Jesus siger, ’en kilde, der springer fra mit indre’… men tilbage bliver så spørgsmålet: Hvoraf kommer den kilde af ’levende vand’, som kraftigt beviser sig selv som et virkeligt fænomen?

Bedst finder jeg det at betragte det udsyn af Jesus, som drejer sig om dette ’virkelighedsfænomen’. Han siger til kvinden, der er kommet til brønden i Samaria ’efter vand: "Enhver, der drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste." Jesus fortsætter med følgende: "Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv…" (Johs.4:13-14).

Disse to skriftvers, mener jeg, indeholder en storslåede bevisførelse med henblik på selve eksistensen og tilstedeværelsen af en åndskraft, som (selvom den vælder frem af den enkeltes ’eget indre’) alligevel ikke kommer fra selve det indre menneske. Ja, jeg vil vove at påstå, at den springer af en livsstrøm, som er iboende i alle de troende, og som derfor er i stand til at fremvælde med en absolut åndelig virkelighed, der sandt betegnende kan kaldes ’levende vand’.


TILBAGE