RETSOPGØRET
233
 

DE HAR FORLADT DEN LIGE VEJ

Hvis de folk, som for tiden er ivrige efter at tillade ægteskab for tre mænd og samtidig gør sig til fortalere for, at også mænd skal have lov til at føde børn’, levede i fællesskaber, som udstrålede en ny form for ro og sjælefred, enhed og indsigt – og tillige levede en hverdag (som hvad angår harmoni og åndelig forståelse) var misundelsesværdig, - så kunne de måske (overfor en ’mindre sekterisk kreds’) komme til orde. Hvor dette ikke er tilfældet (men måske det modsatte gør sig gældende) er der ingen grund til at lytte til deres forklaringer; der følger ingen afklaret indsigt i deres fodspor; der råder urenhed og vrede i deres omgivelser; deres vidnesbyrd kalder ikke til efterfølgelse. "De vil," siger Ny Testamente, "komme længere og længere ud i deres vildfarelse."

Det viser sig, at folk, som almindeligvis følger deres egen sunde fornuft, og som ikke er disponerede til at skulle uddannes til nogle ’højere principper’ for livsanskuelser, har det bedre med sig selv – ikke mindst, hvis de jævnt og ligetil følger den enkle tro på Gud, der helt naturligt har ligget forankret i deres barnesind.

"Han kaldte et lille barn hen til sig," fortæller evangeliet om Jesus. "Han stillede den lille midt iblandt dem og sagde: Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget; den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget, og den, der tager imod et sådant barn i mit navn, tager imod mig" (Matt.18:2-5).

Det menneske – tror jeg – som i denne spekulative og ’superkritiske’ verden ’bliver som dette barn’, har vundet mere, end hvad der kan opnås med den største og mest kostbare universitetsuddannelse.

Den mest livsfarlige ideologi om ’det naturstridige’ er overalt ved at invadere vore skoler og højere uddannelsessteder. Principper, der ligger milevidt væk fra den oprindelige harmoni, som er baseret på ’det naturlige’, mørklægger i døgnets 24 timer tusindvis af unge, følsomme sind og fylder deres tanker med skrupler, der endog søger at frarøve dem deres sidste rest af biologisk identitet! Børn ved ikke længere, om de er drenge eller piger, og de voksne har forladt den lige vej, hvor de ud fra helt naturlige elementer med sikkerhed kunne fastslå, at de var født som mænd og kvinder.

 

MENIGMANDS DØMMEKRAFT

Ordet ’sædelighed’ indtager en strategisk plads i Danmarks Grundlovs trosfrihedsparagraf (§ 67). Denne højaktuelle bestemmelse, som alle danske troende borgere i denne ’højspændingsperiode’ (med hensyn til deres forhold til statsmagten) bør lære udenad, indeholder nemlig bestemmelsen, at troens overbevisning er frit stillet – men ’den må ikke stride mod sædeligheden’.

De fleste borgere er uforberedte på, hvad staten kan finde på for med denne ene sætning i hånden at omgå den troens frihed, som er blevet tilkæmpet under folkenes blod, sved og tårer. Problemstillingen er allerede i 1785 blevet behandlet af den tyske filosof Kant, som i det år skrev værket ’Grundlæggelse af sædernes metafysik’, der betragtes som en af moralfilosofiens hovedværker.

Vore lovgivere på Christiansborg kender intet (tror jeg) til Immanuel Kants (1724-1804) storværk ’Kritik der reinen Vernunft’ – af hvilken grund jeg her vil citere for dem (hvis de gider at læse det) hvad den kendte filosof skrev i forordet til dette udfordrende skrift. Kant sendte i 1781 disse ord på gaden:

"Vor tidsalder er kritikkens egentlige tidsalder, hvor alt må underkaste sig kritik." Han fortsætter (og retter dermed en salve med direkte sigte på kirkens ledelse og de fungerende politiske lovgivere) med ordene: "Religionen vil i kraft af sin hellighed og lovgivningen i kraft af sin overhøjhed i almindelighed inddrage sig en sådan kritik!"

Den tyske filosof fra revolutionstiden slutter med ordene: "… men i så fald (hvis de søger at unddrage sig denne kritik) påkalder de sig blot retfærdig foragt og kan ikke gøre krav på nogen uforstilt agtelse, hvilket fornuften kun tilstår det, der kan stå for den frie og offentlige prøvelse…"

Nu er spørgsmålet, om den overleverede fornuft (som ikke har meget at rose sig af med hensyn til verdensforløbets sørgelige gang) evner at udfylde en så fornem rolle som den sidste og afgørende instans, der skulle kunne forstå denne prøvelse. Særlig problematisk bliver det, hvis ’fornuften’ (som ikke mange har nogen tiltro til) skal være højesteretsdommer i kritiske sager omkring ’sædeligheden’. Både lovgivere og kirkens mænd må her melde ud, at den ’almindelige fornuft’ giver de ikke meget for – men de må indrømme, at hvor det drejer sig om menigmands dømmekraft, og hvad han eller hun anser som ’at være fornuftigt’ – dér vil de gerne lytte! Det kunne være, at disse jævne borgere har mere fornuft end den højtravende filosof… selvom de hverken kan latin eller græsk. Mange af dem har i virkeligheden ’troen i behold’… og den regner filosofferne ikke for at have nogen særlig værdi. Men deri tager de (efter min ringe mening) fejl. Troen er nemlig ifølge Ny Testamente ’en fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser’ (Hebr.11:1) – og her må selv de største filosoffer give op. Håbet, som de troende borgere støtter sig til, er nemlig mere end stærkt begrundet, og den tillid, den fattige bonde har til Gud, er mere urokkelig end den berømte filosofs spekulationer, og hvis nogen vil spørge, hvem der ser det usynlige mest klart, så er det det menneske, ’som fatter, at verden er blevet skabt ved Guds Ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se" (Hebr.11:1-3).

 

OGSÅ TROEN MÅ TAGES MED PÅ RÅD

Den europæiske filosofi har siden 1600-tallet ikke nået stort længere med hensyn til at tage troen med i betragtning, når den søger at finde svar på de store spørgsmål om Gud og moral og sædelighed! Danmarks Grundlov får ikke megen hjælp, når den spørger, ’hvad sædelighed er for noget’? De lærde er ikke nået frem til nogen konsensus i den henseende. Ingen holdbare argumenter kan påvises. Kant skriver: "Fornuften må i alt hvad den foretager sig, underkastes kritik, som ikke kender til persons anseelse. Dens domme er aldrig andet, end hvad frie borgere istemmer, og en hver må uden forbehold kunne ytre sine betænkeligheder – ja, endog sit veto."

En sådan erklæring burde højtlæses i folketingssalen. Det kan ikke være rigtigt, at vi har en grundlovsparagraf, som indeholder et forbud, der er formuleret sådan, at ingen tør give sig i kast med den nu stærkt påkrævede opgave at definere det ord, som samtlige politikere går udenom som katten kredser om den varme grød…

Øjeblikket er kommet, hvor der skal sættes ord på, hvad begrebet sædelighed står for, og da det drejer sig om trosfrihedsparagraffen, er det på sin plads, at ikke blot fornuften spørges til råds. Nej, også troen må have lov at tale… også den må (som Kant udtrykker det) ’uden forbehold kunne ytre sine betænkeligheder – ja, endog udtale sit veto!

 

EN FATAL FEJLTAGELSE

En fejloversættelse eller en fejlgengivelse eller en fejlfortolkning af et bibelsk skrift er ikke nogen lille forseelse. Især ikke hvis det drejer sig om en fejltydning af Åbenbaringsbogen. Om dette hedder det i de allersidste linjer i Ny Testamente (som også er afslutningen på Johannes Åbenbaring): "For enhver, som hører de profetiske ord i denne bog, vidner jeg: Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog" (Åb.22:18-19).

Ved at lytte til dette, må en forfærdelse komme over enhver, som beskæftiger sig med dette hellige skrift – og for mit eget vedkommende beder jeg af hjertet for, at Gud i sin store barmhjertighed og nåde og for Jesu skyld ikke lader sin strenge dom komme over mig, når jeg med disse linjer beskæftiger mig med netop dette Skrift. "Det er jo dig, Herre, som har påbudt mig nøje at gennemgå denne hellige tekst," siger jeg i min bøn, idet jeg tilføjer: "og jeg kan dårligt se, hvorledes jeg skulle kunne undgå at forbryde mig, når jeg søger at tyde og at tolke – ja, at udlægge disse strengt bevogtede Skriftafsnit. Jeg dækker mig derfor, så såre jeg sætter pennen til papiret, bag Kristi dyrebare offer og beder om, at den fulde retfærdiggørelse, der gives ved troen på Hans forsonende blod, også i denne henseende må gælde mig.

Det er derfor med sagtmodig ånd, at jeg med henblik på gennemgangen af det allerførste vers i Johannes Åbenbaring drister mig til at påpege en – i mine øjne’ – fatal fejltagelse, som ved den seneste oversættelse af Ny Testamentes danske udgave er foretaget i gengivelsen af den hellige tekst. Et betydningsfuldt ord er ’faldet ud’ af 92-oversættelsen, og det bør (for deres sjælefreds skyld) lægges hen til Det danske Bibelselskabs teologer at forklare, hvorfra de har hentet det mandat, at de – med et pennestrøg – har udslettet et yderst vigtigt ord fra 48-oversættelsen, idet de har gengivet det med en anden sproglig betegnelse, som – så vidt jeg kan se – langtfra dækker udtrykket i den originale tekst.

Det ord, som jeg her henviser til, er netop den glose, som jeg har på hjerte (med disse linjer) at fordybe mig i… men det vanskeliggøres ved, at ordet, (som altså står tydeligt nedfældet i 48-oversættelsen) er (som dug for solen) forsvundet fra den seneste danske 92-oversættelse af Ny Testamente. Ordet, som det drejer sig om, findes i sætningen: ’Han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes’ (Åb.1:1).

I den forhåndenværende seneste oversættelse lyder teksten imidlertid således: "… han kundgjorde og sendte med sin engel til sin tjener Johannes. Her er ordet ’i billeder’ fjernet. Den gamle tekst (’han gav det til kende i billeder’) er erstattet med udtrykket ’han kundgjorde’. Det vil sige, at ordet ’billeder er fjernet.

(Jeg ser, at en engelsk gengivelse af den samme tekst anvender ordene: ’communicated in visible signs’ (Louis A. Brighton) for at klargøre, hvad der i grundteksten menes med ordet ’billeder’ – hvilket altså vil sige, at man (i det engelske sprog) behøver ikke mindre end fire ord (’videregivet i tydelige tegn’) fora t kunne erstatte det ene danske ord (’billeder’) som altså er faldet helt ud af den autoriserede danske oversættelse af 1992.

Så vidt jeg kan se, tillader Nestles græske ’sproglige nøgle’ ikke anvendelsen af ordet ’kundgøre’ uden at gøre det klart, at der hertil er knyttet et ’sidebegreb’ (Nebenbegriff) der har at gøre med tydningen (billeder).

For de, som ønsker at fordybe sig yderligere i betydningen af det græske ord for ’kundgøre’, henviser jeg til dets klare hentydning til udtrykket ’forudsige’ (Johs.12:33; 18:32; 21:19; Ap.G.11:28)… Især den sidste henvisning (Åb.G.11:28), der omtaler profeten Agabus, som tilkendegav ved Ånden’, indebærer noget dybere end den almindelige forståelse af det langt fattigere ord: ’kundgøre’. Når profeten Agabus ’tilkendegav en sag’ ved Ånden indbefattede det, at han (som de gamle, jødiske profeter) beskrev sit anliggende – det guddommelige budskab – i billeder.

Da han kom til Kæsarea, hvor evangelisten Filip boede, og hvor apostelen Paulus var på besøg, ’tog han Paulus’ bælte og bandt sine egne fødder og hænder dermed og sagde: "Dette siger Helligånden: Den mand, som ejer dette bælte, skal jøderne binde således i Jerusalem og overgive i hedningernes hænder" (Ap.G.21:11).

Det fremgår heraf med umiskendelig sikkerhed, at der var ’Billeder’ inkluderet i det budskab, som Helligånden bragte ved profeten Agabus. Af den grund er jeg af den faste opfattelse, at ordet ’Billeder’ burde ikke have været fjernet fra Åbenbaringsbogens første vers. Min yderligere begrundelse herfor har jeg givet udtryk for i den 3. sektion af min gennemgang af Åbenbaringsbogen, som findes på hjemmesiden Profetisk Journal (lyd og billeder) på hjemmesiden www.noer.info

Hver første tre mandage i måneden gennemgår jeg kl. 19:00 i pinsemenigheden Nyt Håbs gudstjenestelokale (Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre) den sidste bog i Bibelen, Johannes Åbenbaring. Det er et vigtigt skrift, som i disse dage beviser sin høje aktualitet. Emnet beskæftiger sig gennem hele bogen med det udtryk, som apostelen anvender i Skriftets første vers: ’Hvad der skal ske i hast’. Dette begreb er omdiskuteret, og jeg omtaler i den første sektion af disse møder denne ene linje udførligt. Jeg kommer da ind på følgende overvejelser:

 

HVAD DER SKAL SKE I HAST

Allerede i det første vers i Åbenbaringsbogen toner en af de mest omtalte gåder frem på skærmen; der findes ikke en generation af jøder og kristne, som ikke indgående har debatteret dette emne – og heller ikke det slægtled, som vi tilhører, kan slippe for at beskæftige sig med denne sag. Slet ikke i en tid, hvor der i Europa nu udstedes kraftige antikristelige love.

Gåden knytter sig til den besked, som det fra himlen blev overdraget apostelen Johannes at viderebringe til Kristi tjenere (med henblik på det endetidsforløb, som hele det apokalyptiske skrift indeholder). "Gud gav ham det," hedder det, "for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast" (Åb.1:1). Alle lærde har gennem tiderne fordybet sig i det græske udtryk, som åbenbart indeholder talrige indfaldsvinkler, som f.eks. ’såre hurtigt’, ’indenfor en kort tid’, ’uden ophold’, ’med hastige på hinanden følgende begivenheder’ og (som den seneste danske oversættelse angiver): ’Hvad der snart skal ske.

En af de oplysninger, som ligger skjult i den oprindelige tekst, synes imidlertid at have en særlig interesse, og det er den (forbløffende) antydning, som ligger i nogle oversættelser, hvor det hedder: "Hvad der bør ske i en hast’ (hvilket indbefatter en tilsyneladende moralsk eller tidsmæssige fordring). Heri gemmer sig nemlig den betydning, at denne sag ikke længere kan trækkes i langdrag, men at den nu fremstår med en voksende fordring, fordi de begivenheder, som hører afslutningstiden til, ikke længere tåler at blive udskudt! Hele Guds skabning råber i øjeblikket på en hurtig afslutning af denne sidste epoke i Guds husholdning, og tiden synes at være udløbet for, at der er noget i dette endelige regnskab, der kan ændres. Derfor er det nu nødvendigt at skabe sig et overblik over de faktorer, som endnu gør sig gældende med henblik på de ting, der ’skal ske i en hast’.

Da Jesus på Tempelbjerget tog emnet op, idet han pegede på den store, snehvide helligdom og til sine disciple udtalte følgende: "Det I ser dér, dage skal komme, da der ikke skal lades sten på sten tilbage; alt skal brydes ned" (Luk.21:6) – så var dette en forudsigelse, som (i sin første opfyldelse) ville finde sted godt 30 år senere. Den romerske general Titus stormede med 36.000 legionærer i år 70 Jerusalem; få år senere rejstes triumfbuen i Rom, hvor på venstre side (af den 15 meter høje bue) den fornemste del af byttet, det jødiske tempels syvarmede lysestage, står afbilledet.

Spørgsmålet er i dag nu kun det ene: Hvornår vil hedningenationernes sidste overfald på Jerusalem finde sted – den forudsagte invasion, som profeten Zakarias detaljeret omtaler i sit sidste kapitel med ordene: ’Se, jeg samler alle folkeslagene til angreb på Jerusalem’. At det ikke drejer sig om Roms første overfald på Den Hellige Stad, fremgår med al tydelighed af det efterfølgende, hvor det bl.a. hedder: "På den dag skal Hans (Kristi) fødder stå på Oliebjerget – og det skal revne midt over…" (14:1-4).

Hvad imidlertid er vort emne i denne sag er disciplenes første og eneste spørgsmål: "Hvornår skal dette ske, og hvad er tegnet til, at det vil ske?" (Luk.21:7) Dette er, hvad folk i dag spekulerer på – og hvad Åbenbaringsbogen lægger op til med ordene: "Hvad der skal ske i hast…" (v.1)… og det er her at en stigende lovløshed blandt lovgiverne træder i forgrunden, og forsøget på at hindre den evangelisk-protestantiske kirkeafdeling i at videregive, hvad dens forskere har iagttaget med hensyn til afslutningstidernes drama. Her kommer spørgsmålet om jødernes modtagelse af deres Messias ind i billedet. Herom er følgende at bemærke:

 

NÅR DET JØDISKE HJERTE BLIVER BLØDT

En første forståelse af, hvornår det afsluttende opgør kan gå i gang, henviser Jesus til med ordene: ’Men når dette begynder at ske’ (Luk.21:28). Det er næppe et tilfælde, at Jesus i samme åndedræt henviser til et afgørende tegn på, at de første segl i Åbenbaringsbogen står for at blive åbnet. "Jeg vil fortælle jer om figentræet og de andre træer," siger Han.

Nu er det ikke et ukendt begreb, at figentræet ofte i bibelsk henseende står for Israel (og ’de andre træer’ følgelig for de ikke-jødiske nationer, ’hedningerne’). "I skal lægge mærke til, når figentræet springer ud" (altså: ’et jødisk forår) siger Jesus, hvilket de andre evangelieforfattere beskriver med udtryk som, at ’figentræets grene bliver bløde og saftige’…

Idet apostelen Paulus et andet sted omtaler netop denne begivenhed med, at hårdheden forsvinder fra det jødiske hjerte (Rom.11:25), erklærer han, at dette først kan ske, når hedningernes fylde er opnået. "Da vil Befrieren komme og fjerne ugudelighederne fra Jakob" (v.26).

For at kunne besvare de relevante spørgsmål, som melder sig i forbindelse med befalingen: "Vis mine tjenere, hvad der snart skal ske" (Åb.1:1), er det altså nødvendigt at tage de faktorer, som er af betydning, i betragtning. Det første, som der skal tages højde for, er, at ’vi kender Herrens sind’ – og er os bevidst, helt og holdent, at Han gør sig overvejelser, før Han giver grønt lys for at en hvilken som helst proces tager sin første spæde begyndelse på jorden. Sådan har det været fra Skabelsens første dage, hvor ’Ordet’ (som det hedder) ’i begyndelsen var hos Gud’ (Johs.1:1) – og at dette Ord ikke blev udtalt, før samtlige konsekvenser med den største bevågenhed var taget med i den guddommelige beregning. Dette ligger åbent i udtrykket: ’og Ordet var hos Gud’, hvilket indbefatter, at hele den forunderlige kædeproces, som Ordet igangsatte, først var ’hos’ Den Almægtige, og at dets autonome gerning fra alfa til omega (hos Ham) var nøje kendt og accepteret.

Beretningen fra Sinaj Bjerg taler for sig selv. Da Moses opholdt sig på bjerget for dér at modtage De Ti Bud, var folket godt i gang med at støbe en guldkalv, som skulle indtage Guds plads. Herren sagde da til Moses: "Jeg har set dette folk; Lad mig nu i fred, så at Jeg kan ødelægge dem!" (5.Mose 9:13-14)

Moses argumenterede med Herren og mindede Ham om, at Han med mægtig hånd havde ført det ud af Egypten. "Folk vil sige, at du ikke evnede at føre dette folk til det forjættede land… og husk, oh Herre, på dine tjenere Abraham, Isak og Jakob"… og Han lyttede til Moses og lod ikke dommens sværd falde. Det vil sige, at Gud tager Sine tjeneres argumenter med i betragtning, før Han skrider til en handling, der ikke kan standses.

om dette har jeg skrevet følgende digt med titlen: ’Sangen om kongernes Konge’.

 

SANGEN OM KONGERNES KONGE

1.

Det profetiske udsagn er som et løfte
til et mørkt, åndsfattigt land
og mangen en nedslået sjæl
om Jesus, der kommer for at hente de købte
de endnu levende og dem,
der blev slået ihjel!

Kor:

Det er sangen om Jesus, kongernes Konge,
som en hvidklædt rytter på en snehvid hest.
For Ham bøjes hvert knæ, Ham priser hver tunge;
kom snart, Herre Jesus – ja, kom snart Jesus Krist!

2.

Åbenbaringens lyshav som dæmringssuset
lister sig så stilfærdigt
i hjerteformørkelsen ind,
for at rejse alt det, der ligger knust i gruset
- Ja, Ånden forny’r enhver med et sønderbrudt sind!

Kor:

Det er sangen om Jesus…

3.

Bibelens slut-profeti forud fortæller
som et herligt lovsangskor
med en gennemført harmoni,
at dette er dagen, hvor Guds-løfterne gælder
og sangen om Jesus
får en helt ny melodi:
Det er sangen om Jesus…

 

TILBAGE