RETSOPGØRET
007
 

ADVARSELEN ER ALVORLIGT MENT

Der herskede en næsten desperat travlhed i arkiverne, da Babylons konge for mere end 2500 år siden pludselig (som lyn fra en klar himmel) gav befaling om, at hans embedsmænd skulle finde et ganske bestemt dokument! Efter nogen tids intens søgen dukkede den glemte skrivelse op på en fjerntliggende borg ved navn Ekbatana i provinsen Medien. Den gulnede papyrusrulle blev med galopperende ildbud sendt til Babylon, hvor den højtideligt blev oplæst for perserkongen Darius. Dokumentets overskrift var betegnelsen ’KUNDGØRELSE’ (Ezra 6:3). Skrivelsen var udstedt af Darius forgænger, kong Kyros, der allerede i ’sit første regeringsår’ (1:1) oplevede det besynderlige, at Israels Guds Ånd kom over ham. Det falmede dokument var en streng befaling om, at ’Guds Hus i Jerusalem’ skulle genopbygges samt en detaljeret erklæring om, ’hvem der skulle støtte dette projekt, og hvorledes det skulle finansieres’.

Da Darius fik overrakt den støvede papyrusrulle, gav han på stedet ordre til, at denne tidligere befaling skulle overholdes. Han sendte bud til dem, der havde modsat sig – og standset projektet med ordene: "I skal holde jer borte derfra" – og han tilføjede: "Enhver, der overtræder denne bestemmelse, skal som straf have en bjælke revet ud af sit hus; på den skal han hænges op – og hans ejendom skal lægges i grus!" (6:11)

Tiden er nu inde til, at disse gamle skrifter atter hentes frem af de glemte arkiver. Perserkongens befalinger og kundgørelser har – sådan som de nøje står nedskrevet i den kristne kirkes hellige Skrifter – en evig betydning, og den ældgamle kundgørelse om genopbyggelsen af Guds Hus er ikke trådt ud af kraft! Ej heller den alvorlige advarsel til alle, som vover at modsætte sig eller søge at hindre dette forehavende – ja, end ikke bekendtgørelsen om, hvorledes dette arbejde skal støttes og finansielt opretholdes…

Derfor vil arbejdet med gennemførelsen af den indsats, som er lagt i hænderne på den nystiftede grundlovsforening, gå støt fremad. Der vil i den kommende tid ske ’ting og sager’, som vil få alle modstandere af det iværksatte projekt til at forstå, at den årtusinde gamle advarsel er alvorlig ment!
 

N o e r

Næste indlæg: 27-04-2014

 

TILBAGE