RETSOPGØRET
011
 

TAVLERNE MED DE 10 BUD

Bibelens 10 Bud står indskrevet på Danmarks Grundlovs stentavler. De er indprentet i dens fjerde bestemmelse – ikke af mennesker men (tror vi) ved Guds finger! De kan derfor ikke ved nogen jordisk indsats udviskes eller bortraderes. Kun ved at knuse tavlerne kan de søges bragt af vejen. Dette sidste har en bande lovløse, danske overtrædere i sinde at gøre. Måtte deres usle forehavende for evigt mislykkes – ja, måtte de tunge lovens tavler falde på deres egne hoveder. Måtte deres hårde, forhærdede hjerter blive knust ved faldet, så at der derved kunne opstå håb om at redde deres sjæle.

De, som siger, at de ikke kan se skriften på Grundlovens fjerde tavle, er blinde. Deres øjne er mærket af den sorte stær! De læser og studerer og ser ikke, at ved ’med så store bogstaver’ at henvise til ’kirkens evangelisk-lutherske lære’, så peger grundlovens fædre først og fremmest på Martin Luthers katekismus-forklaring om de 10 bud. Den, hvori han i sin indledning taler om ’den sørgelige og forfærdelige elendighed’, der hersker i landets åndeligt forsømte sogne (’miserabilis illa facies’ eller ’die kläglichste, elende Not’… fortale stk. 1). Derfor er det evigt retfærdiggjort, at det til højesteretsdommeren (i et kommende retsopgør), klart og tydeligt erklæres, at de, som vil knuse grundlovens fjerde tavle, gør sig skyldige i at ville træde Bibelens 10 Bud under fode og, at de, som træder Bibelens 10 Bud ned i sølet, gør sig skyldige i at krænke kirkens bekendelse, forulemper landets grundlov – samt at de, som forulemper landets grundlov, bør regnes som forbrydere, der øjeblikkeligt og uden varsel bør fratages deres embede! En hvilken som helst dansk borger, der indser dette, bør på stedet slutte op i rækkerne af dem, som ikke vil spare sig nogen umage for at standse dette fordærv.
 

N o e r

Næste indlæg: 12-06-2014

 

TILBAGE