RETSOPGØRET
027
 

SAGLIGT BEGRUNDET

Et forbud mod såkaldt ’diskrimination’ er i både den nationale og internationale lovgivning alene knyttet til den smukke og opløftende tanke, at ’alle mennesker har lige værdighed’. Ligestillingstankens modsætning er imidlertid (ifølge både FN’s konventioner og de nationale bestemmelser) ikke enhver form for forskelsbehandling. Den diskriminering, der absolut bør retsforfølges og straffes, er ’den vilkårlige forskelsbehandling af bestemte personer og grupper. "Diskrimination" hedder det, "foreligger alene, såfremt en person eller persongruppe uden saglig begrundelse behandles ringere end andre." Det vil altså sige, at kun diskriminerende forskelsbehandling af den art er forbud, - derimod ikke den objektive og sagligt begrundede forskelsbehandling… eller sagt på en anden måde: En forskelsbehandling er kun forbudt, hvis den savner en rimelig begrundelse… eller fremdeles: Forskelsbehandling er kun forbudt, hvor et usagligt kriterium danner grundlag for, at der gøres forskel på folk…

Hvad man altså (sådan ser jeg det) ifølge lovgivningen bør tage stilling til i forbindelse med Ny Testamentes holdning til den verdslige ligestillingsideologi og den deraf følgende 2012-Lov nr. 105 og 106 om indførelse af vielser af par af samme køn i Den evangelisk-lutherske Kirke, er alene dette, om den bibelsk begrundede ’forskelsbehandling’ (eller afvisning) ’af homobryllupper foran kirkens alter er ’sagligt begrundet’? Hvis dette er tilfældet, kan der ikke længere tales om diskrimination… og da må de to nævnte love fjernes, og de ansvarlige personer og instanser må stilles til regnskab for deres lovbrud.

 

GRANIT-HJØRNESTENEN

Om kort tid vil det vise sig, om et dansk, verdsligt dommerpanel kan godtage, om de universitetsprofessorer, -doktorer og –lektorer, der fremlægger deres materiale fra det dybe fond af viden, som de har hentet fra studierne af verdenshistoriens ældste, dokumentariske optegnelser og skrifter (der detaljeret fortæller, hvad der skete ved menneskets skabelse i tidernes morgen) kan anses som ’en saglig begrundelse’ for den nedlagte påstand. Kan det danske samfund, hvis fjerde, granithårde grundlovshjørnesten er og forbliver kirken og dens i den danske forfatnings lovbefæstede bekendelsesskrifter pludselig nægte at lytte til de mænd, der med akademisk vægt forklarer, hvad Jesus og apostlene mente om denne sag.

Teologerne bør nemlig komme på banen, når ligestillingsideologiens forsvarere skal i gang med at fortælle dommerne, at ’det mandlige’ og ’det kvindelige’ er nedlagt i det enkelte menneskes oprindelige natur, så at det nu i dette 21. århundrede selv kan vælge, om vedkommende vil være mand eller kvinde – ja, at den sag er så ligetil, at den kan ordnes inden for et par minutter med en personlig underskrift i borgerservice. Retten kan i det tilfælde næppe komme uden om at skulle søge efter en mere ’saglig begrundelse’ for, at borgerens identitet med et pennestrøg kan ændres på borgmesterkontoret.

Midt i alle de videnskabelige forklaringer kan teologerne og de skriftlærde ikke bare sættes uden for døren! Når det nemlig drejer sig om bl.a. spørgsmålet om vielser foran kirkens alter af personer af samme køn, kan ingen jordisk ret nægte kirkens egne mænd at komme til orde – og det må da indrømmes dem, at deres fornemste opgave er at fremlægge kirkens egne bekendelsesskrifter som det ’sagligt begrundede materiale’, der tillader en forskelsbehandling, når folk med forskellige ’seksuelle orienteringer’ melder sig for at blive gift i kirken.

 

TILLADT FORSKELSBEHANDLING

Et af de skriftafsnit, som der med sikkerhed vil stå strid om, er selve Bibelens skabelsesberetning, hvor det om menneskets skabelse står skrevet: "Gud skabte mennesket i Sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem" (1.Mose 1:27).

Teologerne bør da beflitte sig på travlt med at fortælle dommerpanelet, at den hebraiske tekst lyder sådan: "Gud skabte Adam i Sit billede"… samt, at når tyskerne gengiver teksten, siger de: "Gud skabte ’den Adam’, hvilket grammatisk (akkusativ hankøn) sætter tingene på plads: Adam var ikke en kvinde!

Af samme grund bør teologerne forklare, at den danske bibeloversættelse faktisk ikke kan tillade sig at bruge intetkøns-betegnelsen ’det’, når den omtaler Adam (mennesket). Teologerne ved nemlig udmærket godt, at den hebraiske grundtekst siger: "Gud skabte ham (Adam) og ikke ’det’ (mennesket). Desuden er de skriftlærde på det rene med, at den gammeltestamentlige grundtekst ikke siger "I Guds billede skabte Han ham" – men den siger: "I billedet af Elohim skabte Han ham." Navnet Elohim er det første af Guds navne, som er nævnt i Bibelen, og det står (til jødernes forfærdelse) i flertal! Om dette er der meget at sige – men her skal blot nævnes, at denne sproglige kendsgerning faktisk bør betragtes som ’en faglig begrundelse for’ at skulle forklare, at Gud ikke var færdig med skabelsen af mennesket, da Adam stod (sådan opfattes det) ’fuldt færdig’ i Edens have. Nej, netop derfor tilføjer apostelen i Ny Testamente: "Adam blev skabt før Eva!" (1.Tim.2:13). Hvis nemlig mennesket skal fremstå som ’et billede af Gud (flertal) må Adam nødvendigvis yderligere have tilføjet den skabning, der gør ham til mere end én. Af den grund gentager teksten i samme åndedrag sig selv og erklærer: "Som mand og kvinde skabte han dem (flertal). Oversættelsen er ikke dårlig, fordi den gør det klart, at de to nye skabninger på denne jord ikke enkeltvis var (som ligestillingsprædikanterne hævder det) ’både det ene og det andet’. Nej, de var skabt på forskellige tidspunkter og af forskellige materialer. Derfor lader den hebraiske tekst sig ikke rokke men erklærer: "Han skabte dem mandlig og kvindelig" (engelsk: ’male and female’, tysk: ’männlich und weiblich’). Disse to parter skulle ikke være ens men (som det hedder): ’svare til hinanden’ (2:18). Dette gælder både biologisk og med hensyn til den indbyrdes tiltrækning. Fordi alt dette fra Skaberens hånd ’hviler i sig selv’ (uden kunstige indgreb) kan også Gud hvile (2:1-3).

Alt dette har sin egen saglige begrundelse, der giver kirken ret til ikke at godtage den verdslige ligestillingsidé! Kirken har en (i dens bekendelsesskrifter velfunderet) myndighed til at behandle de forskellige ’seksuelle orienteringer’ forskelligt!
 

N o e r

Næste indlæg: 09-09-2014

TILBAGE