RETSOPGØRET
029
 

KORTERE KAN DET IKKE SIGES

Den gældende grundlov er dateret 9. juni 1953. Men dette er kun dagen for den seneste revision. Den fjerde grundlovsparagraf går uændret i sin tekst tilbage til den første grundlov 1849 – og ingen har dristet sig til at røre ved den ved senere revisioner i 1866, 1915, 1920 og 1953. Den tid er nu forbi. Netop denne paragraf indeholder et etisk fænomen, som er en torn i øjet på modstandere af de såkaldte ’kristne værdier’. Derfor vil der i den kommende tid blive løbet stormløb mod denne ene bestemmelse – og det er øjeblikket for alle retsindige borgere at væbne sig for at kunne stå dette næste store anslag mod Danmarks stærkeste og mest dyrebare frihedsbegreber imod.

Det etiske problem, som er knyttet til det forestående opgør med Grundlovens fjerde paragraf, er imidlertid ikke ét af mennesker konstrueret fænomen. Nej, det er et forhold, der med dybe, usynlige pennestrøg står nedfældet i den menneskelige samvittighed. Det har at gøre med så fundamentale begreber som lys og mørke, sandhed og løgn, liv og død – Gud og djævelen!

Ved den kommende juridiske og gejstlige fortolkning af den 4. paragraf vil der være røster, som vil hævde, at man i denne sag ikke står overfor (hvad de formulerer som) ’en samlet systematisk opfattelse’ af denne bestemmelses opbygning. – "Nej," vil de sige: "Den fjerde paragraf skal forstås ud fra hvilket ’historiske lag’ i grundlovens udvikling den stammer. En sådan holdning er i dette tilfælde at betragte som ’udenomssnak’. Grundlovens § 4 kan ikke under nogen omstændigheder læses uden den krystalklare bevidsthed, at regelen går tilbage til det Herrens År 1849, og at denne del af forfatningen kun kan fortolkes som en relevant, systematisk, normal, etisk helhed; den kan ikke sønderhugges af andre moralske normer eller andre kirkelige, biskoppelige fortolkninger…

Det etiske indhold i Grundlovens 4. paragraf er (set ud fra denne synsvinkel) ikke noget, som grundlovsfædrene selv har stillet på benene. Det er en samvittighedssag, som her er blevet formuleret i en lovtekst – og vil derfor kunne forsvares af landets jævne borgere og kirkens ’almindelige præsteskab’, som består af alle menighedens troende. Bestemmelsen bygger på det centralt menneskelige og behøver intet højtravende forsvar…

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov er nemlig en bestemmelse, der indeholder en ganske kortfattet regulering og et emne, som ingen behøver at gøre komplekst.

Som et enestående eksempel på en kortfattet forklaring på, hvad Grundlovens 4. paragraf indeholder, er det hefte, som Folketingets kommunikationsenhed i en 9. udgave bragte på gaden i et oplag på 20.000 i august 2012. Dets målgruppe var ’danske unge, som fyldte 18 år’. Heftets juridiske konsulent er højeste retsdommer, professor, dr. jur. Jens Peter Christensen – og dets indhold tør betragtes som værende ’folketingets egen forklaring til de forskellige grundlovsbestemmelser…’

Forklaringen på Grundlovens 4. paragraf indledes i denne publikation med selve forfatningsteksten, der lyder sådan: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Forklaringen lyder videre: "Den danske folkekirke er kristen." Det vil sige, at den bygger på Bibelen og de forskellige bekendelsesskrifter samt den tyske teolog, Martin Luthers lære… Kortere kan det ikke siges. Hvis dette er, hvad staten har forpligtet sig til at understøtte, er alt godt…
 

N o e r

Næste indlæg: 16-09-2014

TILBAGE