RETSOPGØRET
032
 

STATENS SVÆRD OG KIRKENS SVÆRD

Den lutherske lære om de ’to regimenter’ er god at få forstand af! Den er velegnet til at lade forstå, at den 4. paragraf i Danmarks Grundlov ikke sigter på et tyrannisk præstevælde, som det f.eks. forekommer i visse muslimske stater. Det være langt fra den frie, protestantiske livsidé at søge indført et slags ’kalifat’ med et åndeligt overhoved, der skal bestemme over folkets liv og færden. Nej, tankegangen bag den reformerte opfattelse og forholdet mellem statens magt og kirkens indflydelse bygger på det enkle, letforståelige grundlag, at Gud er en god Gud, og at Han i alle forhold har omsorg for menneskers vé og vel og kun ønsker at gøre godt imod dem både til ånd, sjæl og legeme…

Derfor har Han indsat det, som Luther kalder ’et verdsligt regimente’ – altså en jordisk myndighed, der har til opgave at værne menneskers legemlige liv, deres velfærd, deres ejendom, deres familier, deres børn, deres tryghed og sikkerhed, deres fremtid og livsmuligheder, deres frihed til at tro, tænke og handle efter deres overbevisning, deres opvækst og dannelse og sunde belæring – altså at værne alt dette mod uret, overgreb, forbrydelser, blodsudgydelse, fjendskab og ondskabsfulde angreb.

Dette skal den verdslige øvrighed sørge for og for dette vil den komme til at stå til ansvar over for Gud.

Samtidig har Gud imidlertid indsat et åndeligt regimente; det myndighedsområde er, at forkynde evangeliet til evig gavn for sjælene.

Nu erklærer denne lutherske bekendelse, som den danske stat (med navns nævnelse: ’Luther’) i Grundloven henviser til, at ’man skal ikke sammenblande den gejstlige (åndelige) og den verdslige magt. Den åndelige har sin befaling, nemlig at forkynde evangeliet og have hyrdeomsorg for sjælene. Den skal ikke gøre noget indgreb i et fremmed myndighedsområde, ikke afsætte og indsætte konger i verden, ikke afskaffe øvrighedens love angående statens forfatning, som Kristus siger: "Mit rige er ikke af denne verden" (Johs.18:36) og: "Hvem har sat mig til at dømme og skifte mellem jer?" (Luk.12:14 – CA28).

Netop dette punkt har den danske stat gjort sig skyldig i, idet den ved indførelsen af et for kirken fremmed vielsesritual af par af samme køn i juni 2012 har ’sammenblandet den gejstlige og den verdslige magt’. Staten har dermed fra sin side ’gjort indgreb i et for den ’fremmed myndighedsområde’, hvilket den i grundlovens 4. paragraf har forpligtet sig til aldrig at gøre.

De troende borgere i landet forsøger herefter ikke at ’afskaffe øvrighedens love’ eller at ’ophæve lovlig myndighed’ ej heller at ’foreskrive øvrigheden love angående statens forfatning (Grundloven) – nej, de søger blot at fastholde det grundlovsbeskyttede værn for deres tro og Gudsdyrkelse, at staten ikke (som det hedder i Den Augsburgske Bekendelse) ’sammenblander den gejstlige og den verdslige magt’.

Gud har (som Grundlovens 4. paragraf antyder ved at henvise til kirkens bekendelse) givet den verdslige øvrighed sværdet (Rom.13:4). Det vil sige, mulighed for at anvende fysisk magt til at opretholde lov og orden! Og Han har givet kirken ’det åndelige regimente’ dvs. evangeliet til frelse for alle mennesker.

Gud har altså ikke givet det danske folketing noget evangelium! Ej heller har Han lagt noget sværd i hånden på Hans blodkøbte folk, Kristi menighed – men til den har Han betroet Sit evangelium.

Derfor skal den verdslige øvrighed ikke blande sig i, hvad kirkens bekendelse foreskriver af ritualer i den kristne menighed (dersom det ikke forstyrrer sædeligheden eller den offentlige orden). Folketinget er ikke indsat som evangeliets forkynder. Men kirken skal heller ikke optræde, som om den havde noget sværd (fysisk magt) hvormed den kan styre verdslige sager. Den har nemlig åndens sværd, som er Guds Ord.
 

N o e r

Næste indlæg: 25-09-2014

TILBAGE