RETSOPGØRET
044
 

KONTRAKTEN

(Den 4. paragraf nr.5)

I gamle dage opfattede folk de helt fundamentale love som en slags ’kontrakt’ der med ’evighedsbånd’ knyttede den jævne borger til ’fyrsten’ (som var statens overhoved). Undersåtternes underordnelsespagt forpligtede dem til at adlyde den suveræne hersker – men den forpligtede samtidig fyrsten til at sikre borgerne, at de kunne leve i fred med Gud og mennesker. Denne samme forpligtelse er indbygget i Danmarks Grundlovs 4. paragraf, påbyder staten ’at understøtte’ en specifik kristen lære. Kirkens bekendelse siger, at ’det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed, medmindre den befaler dem at synde’ (CA 16:7). Bekendelsen henviser i den forbindelse til Ny Testamente, som siger: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker" (Ap.G.5:29). Menneskerettighederne, som de er anerkendt i dansk ret, gør denne kontrakt mellem borgeren og staten til et centralt emne – ikke blot for Danmark – men for alle jordens nationer.

For den enkelte betyder dette, at enhver bør overveje, om han (i den forhåndenværende situation) hører med til ’de firsindstyve modige mænd’, der turde sige til Israels konge, Uzzia: "Det tilkommer ikke dig at tage præstens plads i templet. Gå ud af helligdommen!" (2.Krøn.26:1-23). Kirkens bekendelsesskrift, Bibelen, forklarer, at da kongen rasede mod præsterne, slog spedalskhed ud på hans pande – og han fik selv travlt med at komme ud… (v.19-20). "Det er og forbliver et endetidstegn," (siger Ny Testamente) når ’Den lovløse tager sæde i Guds tempel’ (2.Thess.2:4). Da er kontrakten mellem staten og kirken blevet brudt.
 

N o e r

Næste indlæg: 13-11-2014

TILBAGE