RETSOPGØRET
052
 

STÆVNINGEN ER EN BORGERRETTIGHEDSERKLÆRING

De to bestemmelser for Danmarks 150-årige Grundlov, på hvilke grundlovsforeningens advokat, Nikolaj Nikolajsen, bygger den foreliggende stævning, handler i begge tilfælde om statens påståede, illegitime forhold til landets nationale, protestantiske kirke. En stævning af to af regeringens ministre i en sådan sag, er ikke en begivenhed, der indtræffer hver dag. Det er faktisk en historisk hændelse! Et retsopgør, som ikke tidligere er sket i den danske kirkehistorie. Derfor er det heller ikke en sag, som overfladisk tør ignoreres eller skubbes til side, som havde den ingen betydning…

Den pågældende sag drejer sig for begge de anførte grundlovsbestemmelses vedkommende om, at staten (som sagsøgeren hævder) ’arrogant og beregnende har krænket den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse og dermed landets forfatning, som ubestrideligt tilsiger kirken sin uforbeholdne støtte.

"Den verdslige øvrighed," hedder det i påstanden, "er med vold og magt trængt ind i kirkens indre og hellige anliggender, hvilket ikke blot er i tydelig uoverensstemmelse med ’gældende lov og ret’, men tillige i sig selv en uhørt forbrydelse mod nogle overordnede og højere normer, som et betydeligt antal af landets borgere opfatter som en troens og samvittighedens ret. Selvom dette troens og den kristne kirkes bekendelsesforhold med betydelig vægt fastholdes i den stævning, som nu er nedlagt i Københavns Byret, så er det tydeligt, at det er det juridiske argument, som grundlovsforeningens advokat fremfører i sit søgsmål. Ved et orienteringsmøde i Odense for et halvt hundrede deltagere i begyndelsen af december forklarede advokaten sine tilhørere, at når han var iført sin sorte kappe og procederede i retssalen, så talte han ikke teologi men jura.

"Højesteretsdommere bryder sig ikke om troens argumenter," erklærede han. "De er af den opfattelse, at deres kendelser må hvile på et faktisk eksisterende, juridisk system – og det bør vi respektere."

Af den grund er den foreliggende stævning fyldt med henvisninger til lovens bestemmelser og påpegninger af, hvor disse er blevet overtrådt.

Det er for mig at se de klassiske forholdsrettigheder, som i denne sag står på spil. Det drejer sig om en række kristne, protestantiske værdier, som sikrer den enkelte borger mod den slags statslige overgreb, der vil fratage ham retten til at dyrke Gud efter sin egen samvittighed.

Sagen drejer sig om det bedste, vi kender til i vort demokratiske samfund: at kunne tage del i de beslutninger, som har at gøre med vore familier og børn. Enevældens tid er forbi!

Disse rettighed er og forbliver ’grundlovsrettigheder’, der som høje søjler holder vor danske samfundsbygning sammen – og disse ranke kolonner skal ikke omstyrtes af vilkårlige ligestillingsideologier.

Derfor fremstår denne stævning som en borgerrettighedserklæring, der strider for en arv og en tro, der som det står skrevet i Ny Testamente ’én gang for alle er blevet overgivet’ kommende slægtled… og her bør vi ikke være tavse!
 

TILBAGE