RETSOPGØRET
059
 

FORDÆRVELSENS TRÆLLE

Mere end 25 års sejlivet stræben ligger bag den lov, som i juni 2012 fik sparket kirkedørene op, så Danmarks præster kunne lægge hænderne på par af samme køn og i selve kirkerummet at kunne erklære dem for lovmæssigt at være ’ægtefæller’. I 1989 gennemførtes i Danmark loven om ’registreret partnerskab’. Denne lov havde imidlertid ikke adgang til ’kirkelig indgåelse af partnerskabet’. Den danske landsforening for bøsser og lesbiske rettede i den anledning en klagende henvendelse til landets biskopper – og det viste sig, at der forinden havde fundet 60 sådanne ’illegale’ velsignelser/vielser sted – alle foretaget af præster i folkekirken. (15 sådanne vielser blev foretaget med par, der kom fra udlandet). Biskopperne sagde stort set ingenting, og en enkelt (Vincent Lind) skrev i en avisartikel, at det måtte betragtes som ’en tjenesteforsømmelse at nægte sådanne vielseshandlinger’ (Kristeligt Dagblad 20. august 1994). Siden gik det slag i slag. Stærke kræfter arbejdede på at få homovielser flyttet fra rådhuset ind i kirken… og netop dette er det aktuelle billede, som tegner sig i andre lande. Danmark med kirkelige homovielser er blevet et foregangsland. Skal det fortsat være tilfældet?

*

Næppe var det danske, teologiske regeringsudvalg i april 2010 gået i gang med sit arbejde med henblik på spørgsmålet om kirkelige homovielser, før der blev foretaget et politisk ’kup’ i parlamentssalen i regeringspalæet ’Christiansborg’ i København. Fem medlemmer fra et af de styrende partiers parlamentsgruppe ’brød’ pludselig og uden varsel med både parti og regering for at give danske homoseksuelle par lov til fremover at adoptere børn. (Dybere lidenskaber end både politik og religion syntes nu overalt at styre denne sag); ’kejseren’ kræver herefter i alle lande og riger sin ret – og kirken skal globalt vare sig for ’senatet’, der truende til alle modstandere vil råbe: "Du er ikke kejserens ven!" (Johs.19:12).

Den på det tidspunkt danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbechs, stilling med hensyn til teologernes arbejde, var følgende: "Nu har vi nedsat et teologisk regeringsudvalg, og så prøver vi (som statsembedsmænd) at afklare kirkens stemme." Journalisternes påtrængenhed afviste hun med et Mona Lisa-smil, der skulle antyde, at hun som kirkeminister herefter optrådte som ’kirkens ringe tjenerinde’: "Nu har jeg ikke nogen mening, før teologernes konklusion foreligger," udtalte hun og tilføjede (for at bevise sit demokratiske sindelag): "Jeg har hele tiden sagt, at mindretallet skal være med; det er vigtigt, at mindretallet ikke bliver tromlet." Den videre udvikling skulle imidlertid snart vise, at ministeren havde mere på sin dagsorden, end hun ville røbe.

’Mindretallet’ er imidlertid sådanne folk som mig – og titusinder af kristne ud over den hele verden. Det vil sige troende mænd og kvinder, som ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle skal finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers ’teologiske’ overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold aldrig kan velsignes i kirken. ’Mindretallet’ består over hele kloden af jævne kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres i Bibelen som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for – hvis ikke de omvender sig - at blive ’prisgivet’ en sørgelig skæbne. Det vil gå dem, som det gik Sodoma!

"Af den grund," vil denne minoritet af kristne mænd og kvinder alle vegne fortsat erklære, "kan det aldrig forekomme, at Gud ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte ritualer siger ja til disse forhold. Det homofile samliv kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9). Den blotte tanke er i modstrid med både Ny Testamente og de protestantiske kirkers bekendelsesskrifter. En voldsom konfrontation venter forude!"

’Minoriteten’ er altså ’den jævne mand’, der er medlem af rigets nationalkirke eller på andre måder regner sig for at være en del af Kristi menighed. Fra denne sags begyndelse har det fra den danske stats side været meningen at holde ham udelukket fra nogen som helst indsigt i dette destruktive værk, som af alverdens statskirker eller en statsligt godkendt og etableret kristenhed alle vegne holdes skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben smides i de forskellige lande ved indførelsen af homovielser ud til pressen, der blot får at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af ægteskabet’ (for dermed på længere sigt at skabe plads for homobryllupper i kirken) samt, at ’der (når man når så langt) vil blive sørget godt for de præster, der har samvittighedskvaler…"

Om landenes ’lov og ret’, kirkernes bekendelsesskrifter, de strengt adskilte forhold mellem stat og kirke, homo-ideologernes egentlige motiver, Bibelens advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd vil der – som det er tilfældet i Danmark – ikke blive sagt et ord. De, som ved noget, har fået munden lukket med syv segl – og alle anmodninger til ministerierne om at blive tilkendt den lovbefæstede ret til aktindsigt vil overalt få afslag. De ledere, som den jødiske profet kalder ’Sodomas stormænd’ (Es.1:10) styrer i land efter land denne sag, og da to af den danske regerings ministre blev tilsagt at skulle møde foran dommeren i Københavns Byret i slutningen af 2014, vakte det foragt og latter fra de indstævnede. "De kan stævne os, så meget de orker," hed det, "vi laver aldrig om på den lov, at homoseksuelle i Danmark kan vies i kirken."

*

Det er derfor at forvente, at der i land efter land vil opstå strid om ’ytringsfriheden’. Den verdensomfattende bevægelse ’Je suis Charlie’ (efter det morderiske attentat på Hebdo-Charlie-magasinet i Paris i januar 2014), er kun toppen af isbjerget’. Det egentlige spørgsmål om ytringsfrihed bliver dette: Kan den nationale lovgivning bære Ny Testamentes strenge fordømmelse af homoseksualitet? Vil der (billedligt talt) blive ’rejst tiltale’ mod Jesu apostel, Simon Peter, for f.eks. at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i det kapitel, hvor han omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2. Pet. 2:19 og 2:6). Vil der (ifølge et eller andet anklageskrift fra alverdens statsadvokater) blive rejst tiltale mod Peter, (denne nære efterfølger af Jesus af Nazaret), for overtrædelse af internationale konventioner og straffelove ved offentligt at have fremsat udtalelser, ’hvorved (som det hedder): "En gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering" (den danske straffelovs paragraf 266b). Vil apostelen Peter, hvis åbenbarelse Jesus omtaler med ordene: "Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke" (Matt. 16:18) – billedligt blive ’stillet i anklageskranken’ for om Sodoma-samfundet at have udtalt: "De taler overmodige, tomme ord og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for…" (2. Pet. 2:18-19).

"Hvis derfor nogen kristen" (vil de 250 danske sagsøgere hævde) "et eller andet sted på kloden skulle blive tiltalt for at have overtrådt sådanne lovbestemmelser for (som loven siger) at ’forhåne’ eller ’nedværdige’ folk med en anden ’seksuel orientering’ (fordi de i den offentlige debat citerer apostelen Peters ord), bør de på stedet tilbagevise en sådan påstand. Det være langt fra de troende at ’spotte’ eller ’forhåne’ noget menneske. At de troende imidlertid alle steder indtager en fast og ubøjelig holdning overfor det styre, der, som apostelen erklærer: ’Lokker… dem, der var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i løsagtighed’ (1. Pet. 2:18) er en anden sag. Udtrykket ’Fordærvelsens Trælle’ er i Ny Testamente rettet mod de præster, biskopper og politikere i det homofile samfund (som nu overalt søger at etablere et vielsesritual for homoseksuelle i kirken). Det fremgår af det citerede skriftafsnit, at det i dette tilfælde ikke er den enkelte synder, som apostelen (med udtrykket: ’Fordærvelsens Trælle’) sigter på. Nej, det er selve Sodoma-vildfarelsen, som han ønsker at beskytte de troende imod. Det er den fremstormende, militante, homofile ideologi, som han omtaler med udtrykket ’fordærvelse’, det er de af nationernes åndelige ledere, som nu overalt søger at slå kirkens døre op på vid gab for den homoseksuelle livsstil. Det er alle dem, som i denne time vil have vielsen af par af samme køn flyttet fra rådhuset ind i kirken.

Den aktuelle debat drejer sig altså ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men udelukkende om, hvorvidt den kan gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for et andet og ifølge Bibelen gudløst ’evangelium’, må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.

Jesu apostel taler således ikke om Sodomas skæbne ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, hans budskab er den slags ’profetisk tale’, som han selv beskriver, når han i det samme brev erklærer: "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskers vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud" (2. Pet. 1:19-21). Hvis altså nogen verdslig myndighed noget sted forgriber sig på det advarelsesord, som lyder, når der tales om ’Fordærvelsens Trælle’, så bør de være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er op imod. Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs.


TILBAGE