RETSOPGØRET
060

DET SKÆBNESVANGRE SKRIDT

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen har med nogen overraskelse måttet betragte det ’åbne brev’, som i midten af juni 2010 dumpede ind i hans brevkasse. Det var underskrevet af et halvt hundrede personer: Elever, medarbejdere, lærere og forstanderen på Indre Mission Bibelskole, ’Børkop Højskole’. Alle de håndskrevne underskrifter var omhyggeligt opstillet på et linjeret bilag, som (det har jeg ved selvsyn beundret) fyldte et og et halvt A-4-ark. Skolens historie går helt tilbage til 1889. I 1940 – midt i krigens mørke – blev 60 danske soldater indkvarteret på skolen – en uforglemmelig tid for de internerede unge mænd. Skolens værdigrundlag er enkelt og ligetil: "Bibelen og den lutherske kirkes bekendelsesskrifter." Det sidste lyser ud af brevets indhold, som over for biskoppen bl.a. erklærer det for ’en ulykke for forståelsen af ægteskabet’ – og ’for forkyndelsen af det (ægteskabet) i kirken – hvis parforhold mellem personer af samme køn på nogen måde ligestilles med ægteskabet mellem en kvinde og en mand’. Udover skabelsesberetningen fra 1. Mose 1-2 henviser dette protestbrev til et (ikke ofte anvendt) argument i Ny Testamente. Dette relevante argument lyder sådan: "Når Ny Testamente i Efeser 5:21-23 vil forkynde relationen mellem mand og kvinde i ægteskabet, henvises der som ægteskabets forbillede til den stærkeste og mest fortrolige relation på jorden, nemlig enheden mellem Kristus og kirken. Originalen er altså fællesskabet mellem Kristus og Hans kirke, og det jordiske aftryk heraf er ægteskabet mellem kvinde og mand." Brevet slutter med følgende salve: Hvis kirken derfor vil ligestille relationen mellem mand og mand eller mellem kvinde og kvinde med ægteskabet (ved hjælp af en kirkelig velsignelse eller vielse) så bedrager kirken ikke blot sig selv, men også de homoseksuelle, den ønske at tjene dermed…

Hvorledes Københavns biskop har læst og forstået alvoren i dette brev, kan måske bedst afklares ved at iagttage de danske biskoppers mere eller mindre samlede holdning i hele dette forløb.

D. 4. oktober 1995 blev ét af de første afgørende skridt taget af de danske biskopper med henblik på den skæbnesvangre lov, som 17 år senere blev iværksat i juni 2012. Det blev således (som allerede anført) en langsigtet strategi, der lå til grund for de tilstande, som siden har hersket i det danske kirkeliv. Hvad her er sket i Danmark bør tjene som et manende eksempel for andre lande. De, som i deres hjerte har haft i sinde at yde modstand, synes nemlig mange steder at komme for sent på barrikaderne; det er alle steder på høje tid at rejse sig i åbent oprør mod en mørk og ond fjende, der har både tid, kræfter og midler til at kunne arbejde ’på langt sigt’…

På det omtalte ’95-møde besluttede de danske biskopper (efter sædvane) at ’nedsætte et udvalg’, hvis magen imidlertid aldrig nogensinde før har set dagens lys. Udvalget skulle nemlig undersøge, om det var muligt at udfærdige et kirkeligt ritual, hvormed homoseksuelles samliv kunne velsignes af Gud. Dets opgave blev helt nøjagtigt beskrevet således: "Arbejdsgruppen skal undersøge forholdet mellem ægteskab og registreret partnerskab." Som om dette på forhånd kunne siges (at et sådant sammenligningsforhold nogensinde kunne komme til et positivt resultat) hed det yderligere: "Udvalget skal videregående analysere begrebet ’velsignelse’ som et grundbegreb i forhold til menneskeligt samliv’… og som om også dette herefter var åbenlyst (at det homoseksuelle samliv som grundbegreb kunne modtage Guds nådige og ved Kristus dyrekøbte velsignelse) skulle udvalget ’fremkomme med synspunkter vedrørende selve velsignelsesritualet for registreret partnerskab."

Det var altså bispekollegiet i Danmark, der blev en af de drivende kræfter i sagen om at få homovielser indført i kirken. De interne dokumenter, som i det tidlige og kølige forår i 2010 kom frem i lyset, afslørede, at de danske biskopper på et møde i Nyborg den 14. april 2010 var nået frem til den egentlige slagplan. Et (som det hed) ’nyt, hurtigt arbejdende udvalg’ skulle afklare kirkens stilling med hensyn til de homoseksuelle pars mulighed for endeligt at få Guds velsignelse lyst over deres samliv.

En halv snes danske bisper udfærdigede på det samme skæbnesvangre Nyborgmøde en markant udtalelse, der gjorde det lysende klart, at de fleste af bisperne ønskede at følge befolknings-flertallets holdning. I et referat fra mødet fremgik det, at (citat): ’såfremt parlamentet lovgiver om, at ægteskabet skal være for både hetero- og homoseksuelle, så betragter kirkens åndelige ledere sig forpligtet til at udarbejde det nødvendige ritual."

Det var altså størstedelen af kirkens øverste ’hyrder’ (og ikke politikerne) der pressede på! Det var bisperne, som ved det iskolde forårsmøde erklærede, at ’nu skal der arbejdes hurtigt’ - og det vil (på samme vis) mange steder i den universelle kirke være nationernes kirkelige ledere, som (på global basis) betoner, at det i denne sag er ’folke-flertallet’, der bestemmer – ja, det vil i de fleste tilfælde vise sig, at det er kirkernes højeste embeder, der i land efter land bøjer knæ for nationernes lovgivende forsamlinger og udtaler: "Hvis I lovgiver sådan, da erklærer vi os forpligtet til at følge jeres love…"

Med denne holdning er de danske biskopper (som det sker overalt, hvor samme ’statslydige’ holdning indtages) kommet i modstrid med kirkens bekendelse, der tydeligt understreger, at ægteskabet (endog som et borgerligt forhold) består af en ’hustru og en ægtemand’, og at ’sand ægteskabelighed’ aldrig kan bestå af noget andet! På dette absolut eneste grundlag skabes den familie, som i Confessio Augustana kaldes ’Guds gode ordning’. Et andet familiemønster kan aldrig stemples med den samme betegnelse. Dette fremgår af følgende:

Den danske nationalkirkes grundlovsbefæstede bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse (AC), erklærer i sin 16. artikel ’om de borgerlige forhold’ følgende: "Vi lærer, at de borgerlige ordninger er Guds gode gerninger… og at det derfor er kristne tilladt… at tage hustru eller mand til ægte" (stk.2). Den sidste sætning er mere kortfattet (og dermed stærkere) i den tyske tekst, der (med ét ord) erklærer, at ’den borgerlige ordning er Guds gode gerning, hvis den (i forhold til ægteskabet) er ’ehelich’ (oversat: sand ægteskabelig), hvilket altså betyder at tage hustru eller mand til ægte… (der kunne derfor umuligt i den danske oversættelse af bekendelsen have stået at ’kvinde tager en kvinde til hustru’ og ’mand tager mand til ægte’).

Dette fremgår endnu tydeligere af artiklens 6. stykke, som siger:… Evangeliet opløser ikke familien men forlanger i høj grad, at den skal bevares som Guds gode gerning! (stk.6-7)

Med de danske biskoppers Nyborg-erklæring synes tillige det bibelske udsagn (ved Jesu egen mund) at være ’vendt på hovedet’. Han siger: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" (Mark.12:17) Men fremover vil nu i Danmark og mange andre lande ansvarlige åndelige ledere ’bytte om’(Rom.1:24-26) på indholdet af Jesu ord. De vil i stedet sige: "Tag imod det, som kejseren giver, og udlever til ham det, som tilhører Gud." Eller forklaret på en anden måde: Kirkerne vil mange steder være parate til at modtage kejserens godkendelse og ’understøttelse’ – ja, de vil (for fremover at kunne nyde godt af kejserens velvilje) være parate til at adlyde ham mere, end de adlyder Gud (Ap.G.5:29).

Danmarks grundlov (§ 4) sikrer således landets statskirke sit ’daglige underhold’ fra kejserens bord. På mødet i Nyborg erklærede kirkens biskopper sig derfor villige til at betale en hvilken som helst pris, som kejseren fastsætter. – "Vi bør være klar over, at kejserens understøttelse ikke er gratis," må de danske biskopper have sagt til hinanden, "i morgen går vi til kejserens minister i København og skriver under på, at vi ’føler os forpligtet til’ lydigt at følge alle hans lovbud…" – og det gjorde de den 15. april 2010…
 

TILBAGE