RETSOPGØRET
061

HVAD FORSTÅS VED ORDET ’SÆDELIGHED’?

Hvis der forefindes et ord eller et begreb i Danmarks Grundlov, som både lovgivere og dommere har vanskeligheder med at definere, så bør det anses som ’noget af en uvederhæftig tildragelse’, hvis en regering påtvinger netop dette ’ukendte fænomen’ ind i et andet myndighedsområde, for dér at overlade de uberegnelige konsekvenser til andre…

En sådan vigtig hændelse (i forhold til grundlovens kapitler om menneskerettigheder og trosfrihed) har imidlertid fundet sted i Danmark og fører nu med sig sørgelige følger af en sådan art, at borgerne har fundet det nødvendigt at trække de ansvarlige medlemmer af regeringen for retten.

Hvad er det for et ’grundlovsord’, og hvad er det for et ’grundlovsbegreb’, som ingen længere forstår betydningen af, og som derfor ingen længere tør tage ansvar for – men som den danske stat nu med al lovens vold og magt har væltet ind over muren til et andet samfundsdomæne (hvor den ellers ikke har nogen tilgang) og hvor den nu lader denne ukendte og udefinerlige substans hærge og nedbryde, som den finder det for godt?

Denne ubestemmelige grundlovsformulering, som både lovgivere og dommere skyr som pesten, skjuler sig i det ældgamle begreb, der hedder ’sædelighed’.

’Sædelighed’ dækker (ifølge tidligere tiders forståelse af ordet) over ’dybt rodfæstede normer’ – hvilket medfører, at det må betragtes som den største ulykke, hvis ingen mere kan finde vej i dette tilsyneladende tilsandede begreb! Den danske synonymordbog forklarer imidlertid klokkeklart, at ’sædelighed skal forstås som tugtighed, velanstændighed, sømmelighed, ærbarhed, moral’… Det er med denne gode, gamle definition i behold, at der i dag bør sættes lup på grundlovens anvendelse til dette ord.

Danmarks Grundlovs 67. paragraf erklærer nemlig, at borgerne har ret til ’at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’. Det danske folk har altså religionsfrihed! Men ikke en ubegrænset religionsfrihed. Grundlovsparagraffen tilføjer i samme åndedrag, at ’intet må læres eller foretages, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’. Det sværeste ord at få defineret (med hensyn til denne tydeligt anførte ’begrænsning’) er som sagt betegnelsen ’sædeligheden’. Ikke for den evangelisk-lutherske lære; den kan nemlig godt forstå, at ’intet må læres, som strider mod sædeligheden’. Ny Testamente er lysende klart med henblik på forståelsen af netop denne grundlovsbegrænsning. Det er den verdslige bedømmelse, der har svært ved at sætte afklarede grænser for, hvad grundloven forlanger i denne sag. Imidlertid er grundlovens fordring ikke grebet ud af luften. Den bør derfor i så vid udstrækning som muligt kunne defineres og efterfølges…

Begrebet ’sædelighed’ anvendes i dag i forskellige sammenhænge. I folks almindelige begrebsverden forbindes udtrykket generelt med ordet ’sædelighedsforbrydelse’. Denne præcise forståelse har fået en ny opblussen ved de sædelighedsovertrædelser, der er sket inden for Den Katolske Kirke, hvor en række pædofile overgreb i det seneste årti er blevet afsløret. En præst, der i 200 tilfælde har forgrebet sig på eleverne på en skole for døve drenge i Irland, regnes i de europæiske befolkningers opfattelse for at være en ’sædelighedsforbryder’. Straffeloven vil benævne ham med det navn. Grundloven vil – hvis den bliver spurgt – gøre det samme. Ny Testamente viger ikke tilbage for at bruge samme ord om homoseksualitet (Rom.1:26-27).

*

Chefdetektiven, Peter Fox, som har tilbragt ligeved et halvt århundrede med at grave sig gennem bevismaterialerne på hundredvis af katolske præsters sex-overgreb på drenge og unge mænd i Australien, er på ny draget i felten! "Kirken tilintetgør nu mere end nogensinde beviser, lukker munden på vidner og sender de skyldige præster til den anden ende af kloden," erklærede han i november 2012. Tilfælde af 18 præsters hærgen i Melbourne og Victoria rejste nemlig det aktuelle spørgsmål om, hvor grænsen trækkes mellem homoseksualitet, som den protestantiske kirke ved præsteindsættelser og kirkelige vielser af par af samme køn ’byder velkommen’, og de sex-forbrydelser, der øves over for 11-årige drenge og ’sårbare unge’ (vulnerable youth), som den katolske kirke kæmper med? I et tv-fjernsynsinterview advarede den britiske premierminister, David Cameron, i samme tidsrum (og på grund af en række pædofile forbrydelser i England) mod ’en heksejagt på homoseksuelle’. "En sådan retsforfølgelse af pædofile kan let tage retning mod homofile borgere," udtalte han… ("hvormed han sikkert mente, at det kan være svært at trække grænsen…)"

Australiens premierminister, Julia Gillard, blev i de samme novemberdage 2012 (få uger efter, at loven om kirkelige homovielser i Danmark trådte i kraft) sat på en ubehagelig opgave. Hun blev presset til i al hast at nedsætte en statslig undersøgelseskommission, der skulle afklare omfanget af Den katolske Kirkes øgede antal af sexovergreb på drenge og unge mænd. Et alvorligt og ildevarslende billede af, hvad der kan ske under de himmelhøje kirkelige hvælvinger, (hvis en lav og afveget sexmoral slippes løs blandt kirkens præster) var kommet for dagen. Den australske presses søgelys havde (på grund af nye skandaler) fundet vej gennem landets katolske kirkes seneste og sex-dystre historie. Præsternes misbrug af drenge og unge mænd var overvældende.

I 1996 blev den australske præst, Edward Dowland, dømt til ni års fængsel for i en katolsk skole at have øvet overgreb på 11 drenge (under 16 år). I 2002 måtte den australske, katolske institution, St. John of God, (hvor 70 % af medarbejderne var under mistanke og mere end 120 forbitrede ofre havde meldt sig) betale 3.6 millioner dollar for lignende overgreb. I 2006 blev den katolske præst Gerald Ridsdale idømt 13 år for 35 overgreb på ti drenge. I 2010 blev sagen mod ’fader Peter Chalk’ lukket Det skete efter hans død i Japan, hvortil kirken havde sendt ham. Året efter, i 2011, blev ’broder Robert Best’ anbragt bag tremmer (i 14 år og 9 måneder) for seksuelle overgreb mod 11 drenge. April 2012 afleverede det australske politi en dyster rapport over 40 selvmord, der sattes i umiddelbar forbindelse med præsters sexovergreb i Victoria.

De, der vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og ’den slags’ pædofili, hvor mænd ’øver skamløshed’ med drenge og unge mænd (Rom.1:27), skal imidlertid vare deres mund. På trods af dette er spørgsmål af netop den art ved at dukke op til overfladen i Australien, hvor den protestantiske kirke fortsat er parat til at indsætte homoseksuelle præster og bisper samt godtage kirkelige homovielser – men hvor den katolske kirke vånder sig under den (som det hedder i Ny Testamente) ’vanærende lidenskab’(Rom.1:26), at præster forgriber sig på drenge og unge mænd! Om dette siger Skriften: "Gør jer ikke urene med al den slags, for med al den slags har de folk gjort sig urene, som Jeg jager bort foran jer…" (3.Mose 18:24).

Overskriften i Bibelen, som dette skriftafsnit har fået (’seksuelle forbud), og listen (der indbefatter homoseksualitet v.22) er talende! Den indeholder Toraens forbud mod sexovertrædelser, der med betegnelsen ’al den slags’ synes at henvise til ’familiebåndet’, der hedder ’overgreb på mindreårige drenge’ samt andre former for afveget ’seksuel orientering’. Derfor fortsætter listen ikke med nye opremsninger, men formulerer sig i stedet med den generelle betegnelse: ’al den slags’ (gentaget i det anførte skriftord). Der forekommer nemlig forhold af den art, der er åbenlyst krænkende for både den offentlige orden og sædeligheden, ja, hvor netop politi og øvrighed (offentligt) må blandes ind i sagen! Imidlertid er det tydeligt, at en vis doppelmoral gør sig gældende. "Hvorledes," spørger adskillige, "er det muligt at åbne kirkens døre på vid gab for homoseksualitet og samtidig (velvidende) at iagttage sporene, der skræmmer, når det drejer sig om præsters overgreb på drenge og teenage-unge mænd?

Ny Testamente taler åbenlyst om de elendige, der (som det hedder) ’er endt som trælle af fordærvelsen’. "Det er mennesker," (forklares det) "der er ’bundet af kødeligt begær’ og ’løsagtighed’ (2.Pet.2:18) – ja, apostelen definerer et sådant ulyksaligt slaveri med ordene: "træl er man af det, som man er bukket under for (v.19)." Der bør derfor i den forbindelse gøres opmærksom på, at den seneste danske, autoriserede oversættelse af Ny Testamente begår en alvorlig fejltagelse, når den gengiver grundteksten: ’deres øjne er fulde af utugtigt begær’ med det tilsyneladende mere ’smarte’: ’Deres øjne er altid på kvindejagt (2.Pet.2:14). Disse ’moderne’ oversættere er her galt afmarcheret, når de udelukkende taler om ’kvindejagt’. Det urene begær retter sig (hos mænd) skamløst mod andre mænd – ja, mod unge mænd – ja, mod drenge – ja, mod mindreårige… ’Den slags utugt’, som øjnene i dag fyldes af, er ikke blot utugt (i almindelig forstand) men (som det hedder) ’unaturlig utugt’… og den kender ingen forskel på alder. Den synes både i øvrighedens og offentlighedens øjne undertiden at overskride grænsen til pædofili. Set i dette lys bliver grundlovens sædelighedsbegreb ikke længere at betragte som noget absolut uforståeligt, der ej længere kan defineres og af samme grund (som adskillige politikere nu giver udtryk for) ’bør fjernes fra Danmarks Grundlovs 150-årige tekst’. Dette forhold står prentet bag formuleringen af den danske ’grundlovsforenings formålsparagraf, der klart og tydeligt erklærer, at der er danske borgere, som er parate til at stride for bevarelsen af Danmarks Grundlov – også med hensyn til den overordentlig vigtige sætning i den 67. paragraf, at ’intet må foretages eller læres, som strider mod sædeligheden’.

 

TILBAGE