RETSOPGØRET
062

 

MINISTRENE ’ER BEKENDT’ MED DETTE

I februar 2014 ankom jeg med min pilgrim konvoj til Korinth. Efter at have bragt en halv snes store beboelsesvogne fra Israel over havet til den græske havneby, Piræus, kørte jeg konvojen ind på en mark uden for Gamle Korinth, ikke langt fra det sted, hvor apostelen Paulus for et par tusinde år siden skrev det brev, som Amerikas præsident Barak Obama i sin selvbiografi ’The Audacity of Hope’ (Vintage New York, 2008, side 264) erklærer følgende: "Med hensyn til kærligheden mellem mennesker af samme køn, er jeg ikke villig til at godtage den forståelse af Bibelen, at man agter en ukendt linje i Romerbrevet for mere vigtig – når det drejer sig om at definere kristendommen – end bjergprædikenen!"

I 1996 erklærede Obama: "Jeg går ind for en legalisering af vielser af par af samme køn. 2004: "Ægteskabet er for en mand og en kvinde. 2010 (som præsident): "Jeg er stadig på vej med hensyn til mine følelser vedrørende ægtevielser af homoseksuelle. 2012 (som præsident): "Jeg mener, at par af samme køn bør kunne gifte sig

… i alle disse udtalelser taler Amerikas præsident om sin holdning til ’ægteskabets betydning’. Dette er og forbliver nemlig det afgørende punkt i hele denne sag – og netop i den forbindelse har den apostolske erklæring i indledningen til Paulus’ brev til Romerne sin afgjorte betydning.

Kort før ministrene i den danske regering efter ændringen af den danske ægteskabslovgivning tog på juleferie i 2014, dukkede (med henblik på stævningen af de to kirkeministre) deres første reaktion op på Kristeligt Dagblads debatside på nettet (d. 22.dec.2014). Ellers har der i det forløbne år hersket en fornem tavshed i regeringspalæet i København. Ikke sådan at forstå, at ingen af de involverede ministre har været uvidende om, at en ikke ubetydelig kreds af danske borgere forberedte en sådan stævning for Københavns byret. – Nej, situationen er at sammenligne med den, som apostelen Paulus omtaler, da han i Caesarea blev stillet foran den mægtige kong Agrippa. Da apostelen frimodigt forelægger sin sag, tillader han sig åbent og uden frygt (i en retssag) at erklære, at ’kongen må jo være bekendt med dette’. Han fortsætter dristigt med følgende: "Jeg tror nemlig ikke, at noget af dette kan være undgået hans (majestætens) opmærksomhed. Det er jo ikke sket i en afkrog" (Ap.G.26:26). Det samme tør i dag anføres i forbindelse med de indstævnede ministre. Det kan ikke være undgået de statslige embedsmænds opmærksomhed, at et voksende oprør over deres ’ægteskabsforståelse’ er på vej. Udfærdigelsen af den omtalte stævning er jo ikke sket i en ravnekrog! De folkevalgte ministre indtager i øjeblikket blot den ’lidt hovne’, tilbagetrukne holdning, hvor de lader offentligheden forstå, at denne ’borgernes påstand om grundlovsbrud’ ikke et øjeblik bekymrer dem… og det er netop i en sådan situation, at de omtalte borgere (der sagsøger de to ministre) ikke skal lade sig skræmme. Deres sag er retfærdigt – og så sandt som der findes redelige dommere i Danmark, vil også denne påstand om statens overtrædelse af grundloven blive prøvet for retten!

Det er nemlig de 250 danske sagsøgeres opfattelse, at der også i Danmark eksisterer en forfatningsret, der særligt behandler sådanne sager, der har at gøre med grundloven – ja, de omtalte jævne sagsøgere mener, at begrebet ’forfatningsret’ må have at gøre med spørgsmål, hvor kun en redelig fortolkning af grundloven tør komme til orde. De bestemmelser, der i Danmarks grundlov har at gøre med statens forhold og forpligtelse over for den evangelisk-lutherske lære om ægteskabet bør nu én gang for alle defineres. I formel forstand (mener disse juridisk set ulærde borgere) må statens påståede overtrædelse af grundloven kunne mødes med ’den regulerede fasthed’, der besidder den styrke, som kaldes ’grundlovskraft’. "Hvis dette ikke sker nu," (vil disse borgere hævde) "vil en hvilken som helst regering af tilfældige, selvhævdende ministre og politikere fremover kunne undergrave – ja, bemægtige sig og tilintetgøre kirkens lovlige berettigelse til at øve modstand over for statens påtrængenhed og direkte overgreb i dens forkyndelse og tro.

Danmarks tidligere kirkeminister, Manu Sareen, skriver (i forbindelse med stævningen af hans person) en af de sidste dage i 2014 om ’den prædikant, der mener, at loven om vielser af homoseksuelle skal trækkes tilbage’ (22.dec.2014, Kr.Dagbl.): "Han kan sagsøge mig alt det, han orker," skriver han, "men jeg laver aldrig ægteskabsloven om." – Danmarks troende borgere bør fra dags dato tage imod denne selvbevidste udfordring! De bør fra nu af enigt og vedholdende ’sagsøge kirkeministeren alt det de orker’. Ministeren behøver nemlig ikke at fortælle dem, at han ’aldrig vil lave ægteskabsloven om’ – thi netop derfor stævner de ham, for at han selv (og andre med ham) må komme til at indse, at hverken han eller den regering, han repræsenterer, kan tillade sig at skalte og valte med Guds kirkes ægteskabsforståelse, som de vil.

Ministeren erklærer i samme åndedrag, at ’han er stolt over, at homoseksuelle kan blive viet både på rådhuset og i folkekirken!’ Det første har han personligt ingen del i (Rådhuset) – og det må herefter blive statens egen sag… men det sidste (homovielser i kirken) bør de troende alle vegne i Kristi Navn tage en stilling imod.

Intet regeringsoverhoved, ingen minister, biskop, præst eller menighedsleder bør noget sted godtage noget argument, som i en eller anden teologisk eller politisk arrogance forkaster Romerbrevets første kapitel som et af de mest sikre fundamenter for kirkens svar vedrørende kirkelige homovielser. Tværtimod bør hele dette kapitel alle vegne og til alle tider udgøre selve grundlaget for en hvilken som helst drøftelse og en hvilken som helst teologisk konklusion vedrørende dette emne. Dette vil falde adskillige for brystet. Grunden dertil er ikke, at kapitlet er ’svært at forstå’, ej heller at det er et ’ukendt skrift’. Nej, grunden dertil er, at dette kapitel er uhyre ’let at forstå’, og at dets ord hverken er fjerne, halvglemte eller ukendte! Romerbrevet vil endnu en gang i dette 21. århundrede blive årsag til rystelser i den politiske og kirkelige verden.

For nærmere at forklare den internationale betydning som den danske, teologiske og politiske beslutningsproces (i forbindelse med borgernes 2014-indstævning af deres ministre) indebærer, bør det fastholdes, hvad der under reformationen skete i Europa og andre steder for 500 år siden. Hvad på det her omtalte område er hændt i Danmark er nemlig ikke blot en ubetydelig parentes i en enkelt nations kirkehistorie. Sagen om de homofile vielser i kirken er af en så afgørende karakter, at hele den verdensvidde protestantiske bevægelse dermed stilles på prøve. Ja, samtlige historiske men nu ’supermoderne’ kirkesamfund vil globalt blive testet i denne sag. Netop fordi protestantismens betydeligste bekendelsesskrift, Romerbrevet, anfægtes, er alle, der bygger deres tro og lære på denne nytestamentlige åbenbarelse, inddraget i det forestående opgør! En hvilken som helst kirkelig forgrening, der anser apostelen Paulus’ lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’ og som er blevet vakt med hensyn til de tre kapitler i Romerbrevet (9-11), der belyser de hedningekristnes forhold til Israel, vil i denne sag blive prøvet med hensyn til deres protestantiske tro og lære med henblik på netop dette brevs indledende, stærke fordømmelse af homoseksualitet.

 

Det opgør (vedrørende ritualer for kirkelige homovielser), som nu ulmer alle vegne, har allerede i årtier plaget adskillige teologers samvittighed. Den danske regering så sig af samme grund nødsaget til i foråret 2010 at nedsætte atter et teologisk udvalg, (hvilket i sig selv indikerer, at det ikke fra øvrighedens side betragtes som nogen lille sag). Teologernes redegørelse var i netop de 150 dage under et vist pres, idet homofile par på verdensvid basis hamrede på kirkernes døre og overalt stillede krav om at blive viet foran alteret.

Gigantiske kirkesamfund er globalt blevet splittet over spørgsmålet om velsignelsen af det homofile samliv, og Det nye Europas forfatningslovgivning er markant præget af dette emne. Ja, nationale konstitutioner vånder sig i land efter land under det voldsomme pres, især med hensyn til de afsnit af lovgivningen, hvori det mange steder (som i Danmark) hedder: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning." Staten anfægter som aldrig før denne troens overbevisning, som værnes af alle slags internationale konstitutions bestemmelser om trosfrihed.

De danske teologer blev således i 2010 ikke mindre end i seks måneder ved et statsligt initiativ stillet overfor den usædvanlige opgave at skulle afklare, om det nytestamentlige begreb, der ligger i det græske ord for ’skam’, har noget at gøre med de verdslige loves betegnelse af ’sædelighed’. Dermed blev de teologiske eksperter med ét fjernet fra deres skriveborde og lagt på den statspinebænk, hvorfra de inden 168 dage skulle aflevere deres mening om, hvorvidt homovielser i kirken faktisk er i strid med et lands civile lovgivning..

Indenfor dette givne antal uger skulle de danske teologer bl.a. søge at afklare, hvad der ligger bag det bibelske udtryk ’skam’, (som apostelen anvender i begrebet ’skamløshed’), når han erklærer, at ’mænd lever skamløst med mænd’ (Rom.1:26). Hvis teologerne nemlig kunne komme til den konklusion, at dette ord intet har med grundlovsbegrebet ’sædelighed’ at gøre, da var regeringen frikendt, og kunne sammen med politikere, tv-journalister og lovgivere erklære, at kirkelige homovielser hverken var i strid med landets eller kirkens grundlove. Men hvis de kom til det resultat, at ordet ’skam’ (ifølge kirkens bekendelsesskrifter og apostlens lære om homoseksualitet) er forbundet med forhold, der både i kirke og folk ’strider mod sædeligheden’, da kunne resultatet af deres overvejelser endog få betydning i andre lande.

Adskillige af de danske eksperter indvendte, at den internationale betegnelse for den protestantiske bevægelse: ’evangelisk-luthersk’, var og er et vidt begreb. "Ingen vil i dag kunne finde ud af, hvad der er ’det centrale’ i den store reformators tankegang," forklarede de og tilføjede: "Luther selv var en såre kompleks personlighed, i hvis sjæleliv og uhyre omfattende litterære produktion de mest forskelligartede ting kan forekomme, og det ene kunne med samme ret gives ud for at være ’den rigtige Luther’ som det andet." – "Luthers tanker er ikke egnede til at omsættes i en samlet teologi, der skal være normativ for andre," hævdedes det.

Hertil havde andre eksperter at indvende, at hvis Luther i 1529 kunne udgive den store og den lille katekismus – og året efter var medvirkende til fremstillingen af Den Augsburgske Trosbekendelse (der med tiden er blevet den verdensvidde Lutherske Kirkes hovedbekendelse) – så kan det ikke have været den sande forvirring, der flød fra hans flittige pen. Eksperterne tilføjede, at ’Confessio Augustana’ endog i den kommende tid vil vise sig at være et internationalt retningsgivende dokument med hensyn til – ikke kun en religiøs – men også en politisk forståelse af det aktuelle problem omkring det kirkelige homo-ritual. "Det vil sige," sluttede de, "at hvad der (med hensyn til den egentlige forståelse af de gamle, reformatoriske bekendelsesskrifter) er sket i Danmark, kan få betydning for hele den globale kristenhed – både i de store, historiske nationalkirker og i den nyere tids frikirkelige bevægelser.
 

TILBAGE