RETSOPGØRET
064

GRUNDLOVSAFVIGERE MÅ SÆTTES PÅ PLADS

"Ministeransvarets principielle begrundelse er enkel: Med magt må følge ansvar. Det ville være uacceptabelt, hvis landets øverste magthavere ikke kunne stilles til regnskab for deres handlinger" (lic.jur.cand.jur. Jens Peter Christensen: Ministeransvar, 97, side 26). Netop dette gør sig nu gældende med hensyn til to af Danmarks kirkeministre. De er i december 2014 blevet stævnet for grundlovsbrud.

Kirkeministeren har i den forbindelse et embedsapparat til sin rådighed. Det er et såkaldt ’embedsorgan’, der til enhver tid bør bistå ministeren i hans beslutninger og rådgive ham i hans udtalelser. Spørgsmålet er, om dette for ministeren så vigtige departement har haft mulighed for at rådgive ham i hans seneste erklæring med henblik på den stævning, som han inden udgangen af 2014 har fået på halsen. Der forefindes nemlig i de få selvbevidste linjer, ministeren har afleveret til offentligheden, fejlagtige opfattelser af en sådan art, at ministeren her synes at have været ude i ’eget ærinde’. Der er ’derfor al god grund til at korrigere disse tilsyneladende manipulerende udtalelser’, så at offentligheden – og især de borgere, der har stillet sig frem som sagsøgere - kan bevare roen og det rette overblik.

Den tidligere kirkeminister, Manu Sareens, første egentlige og offentlige kommentar til den borgerstævning, der påstår, at han har gjort sig skyldig i grundlovsbrud, er præget af netop den ’selvhævdende foragt’, som Ny Testamente betoner, at de troende skal være særligt agtpågivende over for. Apostelen Peter advarer mod nogle ’intruders’, der ’foragter Herrens myndighed’. Han skriver: "Hensynsløse og selvhævdede, som de er, viger de ikke tilbage for at spotte…" (2.Pet.2:10). Denne barske karakteristik lyser ud af både den tidligere og den nuværende kirkeministers kommentarer.

Tidligere kirkeminister, Manu Sareen, skriver: "Jeg er åbenbart blevet stævnet på grund af vielser af samme køn." Dette er ikke sandt! Ved at tale sådan fordrejer ministeren stævningens indhold. Han er ikke blevet stævnet ’på grund af vielser af samme køn’. Ministeren er blevet stævnet, fordi han vil have vielser af samme køn indført i kirken ved hjælp af et ritual, som er i modstrid med både Bibelen og kirkens bekendelse (og derfor uforeneligt med ministerens egen – ham af staten pålagte - embedsloyalitet over for Danmarks Grundlovs forpligtelse vedrørende den evangelisk-lutherske lære). Den forfatningsretlige litteratur tillader nemlig aldrig ministeren en sådan handling! Ifølge denne er det forfatningsrettens opgave at få ministeren til at indse, at også han bør værne om grundlovens tekst. Kun på den måde kan borgerne forvisse sig om, at kirken fortsat kan virke og leve i en politisk stabilitet og retslige modstandsdygtighed, der til hver en tid er parat til at sætte samtlige grundlovsafvigere på plads…

*

En mands sidste ord vejer tungt… netop dette er tilfældet med den danske tænker og teolog, Søren Kirkegaard. Hans afsluttende skrifter af et nu verdenskendt forfatterskab er pludseligt blevet aktuelt! Skrifterne er et rasende opgør med nationernes statskirkesystemer og den etablerede kristendom, - ja, det var i april 2010, som om den gamle filosof – harmfuld og heftig – stod op af graven for at advare mod den statsinvaderede kristendom, der til sidst ’på den mest raffinerede måde’ vil bekæmpe de sande troende…

Da Kirkegaard d. 15. november 1855 udåndede, lå det tiende og sidste nummer af oprørsskriftet ’Øjeblikket’ ved siden af hans pen. Ved indgangen til et nyt årti i dette tredje årtusinde var det som om blækket endnu ikke var tørt! Han syntes i disse betragtninger at ’grunde over den tid, der skal komme, og som Kristi Ånd viser frem til’ (1. Pet. 1:11). De statsstyrede, historiske kirker var et for Kirkegaard farligt element. De vil ifølge hans skrifter bevise sig som de mest indædte fjender af Ny Testamentes kristendom. Hans sidste ord handler om: ’det afskyelige’, ’det raffinerede’… ’det livsfarlige’.

"Hvad der i verden ses og stemples som ’afskyeligt’ kan være frygtelig nok," skriver han. "Men det forslår kun lidt mod ’det raffinerede’. Da har vi nemlig at gøre med, hvad man kalder ’himmelråbende synd’. Han fortsætter: "Den himmelråbende synd er præcis den synd, der på den mest raffinerede måde giver sig udseende af hellighed og lader som om, den ikke er himmelråbende - og dog er det netop, hvad den er! Ved hykleriets lydløshed er den mere himmelråbende end det himmelråbende…"

Denne typisk ’kierkegaardske’, filosofiske konklusion får en yderligere dybde ved, at betegnelsen ’afskyelig’ er netop det særlige udtryk, som Bibelen anvender, når Moseloven siger: "Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed" (’afskyeligt’… 3.Mose 18:22).

Den ’raffinerede afskyelighed’ er således ifølge Søren Kirkegaard den ’vederstyggelighed’, der udgiver sig for ’at være hellig’. Det vil sige, at ’det afskyelige’ iklæder sig præstekåber og fremstiller sig selv i den flotteste, liturgiske farver. Mens orgelet spiller de dybeste og skønneste salmer, lader denne ’vederstyggelighed’ som om, den ikke er himmelråbende. "Og dog," udbryder Kierkegaard, "er det præcis, hvad den er." Netop som den i andagtsfuld bøn vender sig mod alteret, forbliver den ’ved hykleriets lydløshed at være mere himmelråbende end det himmelråbende…

Drejebogen for en sådan (af Søren Kierkegaard forudsagt) international bekæmpelse af de kristne, som anfægter homo-teologiernes ’afskyelige’ lære, så i Danmark - en halv snes år efter årtusindeskiftet - således ud: Efter godt et halvt års overvejelser afleverede de danske teologer i 2010 deres rapport over kirkelige homovielser. Denne statsrapport ikke kun anbefalede, at homoseksuelle kunne vies i kirken, men den indeholdt samtidig dette truende element: "Vi skal bekæmpe dem, der fordømmer…"

I det danske parlament stod politikerne i foråret 2011 på spring. De ville (ved et nyt regeringsgrundlag) have ’den nye orden’ om homovielser ophøjet til lov. Dermed ville de kunne skaffe sig våben i hænde, som ikke blot gav dem adgang til kirken – men som samtidig udrustede dem til lovligt at tage fat på ’anderledes troende’. "Vi har ventet meget længe, nu kan ministeren ikke fortsat trække tiden ud," råbte politikerne. Ministeren svarede med at give sagen endnu tre måneders ventetid. "Vi bør først lytte til menighedsrådene i sogn efter sogn," udtalte hun. "Regeringens udvalg og landets biskopper betoner jo, at det vil bekæmpe al form for fordømmelse." Hun tilføjede lakonisk: "Det går nu den vej!"

Denne eftertænksomme ministerbemærkning gav anledning til at iagttage, hvilken vej det hidtil er gået med denne åbenlyse trussel. Da viste sig nemlig den samme røde tråd. En blodrød tråd, der varslede ilde: Fordømmelse og efterstræbelse af de af landets troende borgere, som ikke godvilligt ville følge den af staten afstukne linje. Ville de snart få kærligheden at føle? Den danske 2010-rapport viste tænder. Den vidnede om en voksende, truende holdning, som andre lande bør tage ved lære af. Hvad der nu skete i Danmark vil kunne gentage sig i andre nationer! Oversigten over forfølgelsens tre indledende faser ser således ud:

 

1. I 1997 udtalte de danske biskopper i en pressemeddelelse, at de samstemmende tog afstand fra en kristelig fordømmelse af mennesker, som har besluttet at leve sammen i ’registreret fællesskab’ (homofilt samliv).

2. Hvad de mente med dette gjorde de syv år senere klart, da de i årets første måned i 2005 erklærede (citat): "Det registrerede partnerskab er en god ramme om det homoseksuelle samliv! Vi tager afstand fra en kristelig eller en menneskelig fordømmelse af homoseksualitet. De bibelske udsagn om homoseksualitet kan ikke anvendes i en fordømmelse af dette samliv."

3. Den danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, var forholdsvis tavs, da hun d. 15. september 2010 afleverede den af hende foranledigede statsrapport til offentligheden. Hun indskrænkede sig til kun at omtale ’bekæmpelsen’. "Statskirken har bevæget sig," erklærede hun. "Den har taget næring af det omgivende samfund. Derfor understreger man nu, at statskirken skal bekæmpe fordømmelse…"

*

I generationer havde på det tidspunkt det store statskirkelegeme i Danmark ikke bevæget sig en meter! Her og dér har der været lidt røre i vandene – men i det store og hele havde landets nationalkirke været ubevægelig som en sten. Som en underlig dødvægt har den – tungt hvilende i sig selv – ligget midt i samfundet… uden at fortrække en mine. Dvalens langsomme hjerterytme kunne imidlertid stadig spores. Kirken var ikke død… kun ubevægelig! De fleste var af den opfattelse, at den ikke kunne gøre en flue fortræd…

Sammen med teologernes iskolde 2010-rapport forelå nu ministerens eneste kommentar: "Statskirken har bevæget sig. Den har taget næring til sig." Dette kunne jo være et opmuntrende budskab! Statskirke-organismen ’havde taget næring til sig’. Hvis det var den næring, som Ny Testamente kalder ’den faste føde’ – så ville kirken ifølge Ny Testamente ’få sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt’ (Hebr. 5:12-14). Men dette lå desværre ikke i ministerens meddelelse. Hun erklærede: ’Statskirken har taget næring af det omgivende samfund…"

En sådan melding måtte lyde ildevarslende! Intet kunne nu være farligere for den levende tro, som Søren Kirkegaard betegner som ’Ny Testamentes Kristendom’. Hvis nemlig den store halvsovende statskirke var begyndt at lægge fødelinjer ud til det omgivende, gudsfjendske samfund, så ville den herefter rejse sig og begynde at tage retning mod det mål, som skulle bekæmpes. Var statskirken i virkelighed en ildrød drage, et monster, der nu langsomt kravlede ud af sit skjul? Noget forskrækkeligt anedes under dets halvåbne øjenlåg: Den søgte efter sit offer! Var dette offer de borgere, der ’kristeligt’ fordømte det, som biskopperne så eftertrykkeligt havde godkendt? Ville disse ’anderledes troende’ snart få at mærke, at den danske statsrapport var alvorlig ment. Havde de, der vover ’at fordømme’, dermed beseglet deres egen skæbne? Disse såkaldt ’farlige elementer’, som herefter med alle politiske, gejstlige, økonomiske, juridiske, sociale og religiøse midler skulle bekæmpes…

*

Som et svar på denne kirkelige udvikling skriver apostelen advarende i Ny Testamente: "Man hører virkelig om utugt iblandt jer… og tilmed en sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne" (1. Kor. 5:1).

Hvis Paulus havde levet i dag og havde haft på hjerte at ville omtale, hvad Bibelen omtaler som ’utugt’ – ja, ’unaturlig utugt’ – ville han sikkert have været mere forsigtig i sine udtalelser. Han ville anderledes have varet sin mund. Han ville da have været klar over, at enhver form for fordømmelse af den ’kærlige og hensynsfulde stilling’, som den supermoderne kristne menighed de fleste steder indtager overfor al slags utugt og urenhed, vil blive nedkæmpet på stedet; der vil (det fremgår med al tydelighed af den statslige rapport) blive slået hårdt ned på enhver form for fordømmelse! Hvad ligner det, at Paulus f.eks. ’dømmer’ et forhold, hvor ’en søn lever med sin fars hustru’ (1.Kor.5:1) – og hvad har det med kirkens kærlighed og tolerance at gøre, at Paulus fordømmer menigheden, fordi de ikke straks har udelukket de mennesker, der havde den slags ’seksuelle orientering’… ja, apostelen må jo være helt på afveje, hvis han (som det er tilfældet) tør skrive i sit brev, at han ’allerede har fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde’ (v.3). Hvem tror han, at han er, Paulus, at han kan tillade sig at ’fælde dom’ over andre menneskers privatliv… ja, det synes at være kommet så vidt med denne apostels vanvid, at han ikke bare udelukker folk fra menigheden, hvis den har en anden seksuel livsstil end hans egen – nej, han opfordrer menigheden til at samle sig for sammen med ham ’i Herren Jesu Ånd at overgive et sådant menneske til Satan, så at hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag…" (v.5).

Det er sådanne holdninger, som staten og den etablerede kristenhed nu vil til livs, og det er sådanne udtalelser, som ifølge homo-teologerne bør standses! "Det går den vej…" erklærede kirkeministeren (med en underlig betoning). Imidlertid synes det internationale samfund at være slået med blindhed overfor apostelens formaning, som i forbindelse med opfordringen til en fast holdning over for utugt i menigheden, lyder således: "Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede" (2. Kor. 5:6-7). "Er det min sag," slutter han, "at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem, der er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme…" (2. Kor. 5:12).

Sagt med andre ord: De homoseksuelle, der vil vies på Rådhuset, er ikke menighedens anliggende! Det er ikke de troendes sag at ’dømme dem, der er udenfor’; de vil blive dømt af Gud! (Men det bør overalt forblive menighedens kald at advare dem mod denne kommende dom). De homovielser derimod, der fremover udføres ’indenfor’ i kirken, må regne med at blive bedømt af de troende. Hvis det da er mennesker, der ydmygt vil anerkende og omvende sig fra denne synd, vil de kunne komme ind i et liv, hvor der ’ikke er nogen fordømmelse’ (Rom. 8:1). Men hvis de vil fortsætte i deres synd og overtrædelse, vil de ikke hos landets troende møde en vidtåben dør med velsignelse – men en halvåben dør med en formaning om omvendelse!

Om dette at være en kristen efter moderne statskirke-begreber har Søren Kirkegaard sine egne meninger. For at gøre det klart, at de etablerede kirker ikke længere ser det som nogen afgørende sag, om deres ’medlemmer’ virkelig er kristne, skriver han følgende:

"At vi alle er kristne er almindelig bekendt. Det behøves der intet bevis for! Fra at være en historisk sandhed er dette nu blevet forfremmet til at være én af de evige grundsætninger, under hvilke et barn nu fødes. Forstået på den måde, at der nu er sket den forandring med mennesket, at ’indenfor kristenheden’ fødes barnet med én grundsætning mere end mennesket ’udenfor kristenheden’: Nemlig den, at her er vi alle kristne!"

Den dybere tanke bag denne erklæring er også den dybere årsag til, at de ministerielle grundlovsafvigere nu én gang for alle bør sættes på plads…


TILBAGE