RETSOPGØRET
065

MINISTERIETS HEMMELIGE JOURNALSYSTEM

På et eller andet tidspunkt må der falde et afklarende lys over den måde, hvorpå tidligere kirkeminister, Manu Sareen, har (det er min og mange danske borgeres opfattelse) ’gennemtrumfet’ – ja, med en hæsblæsende hast gennemført den tvivlsomme ikrafttræden i sommeren 2012 af loven om kirkelige vielser af par af samme køn. Anledningen til, at dette forhold nu bør analyseres, er den stævning, som 250 danske borgere har indgivet til Københavns Byret i slutningen af december 2014. Heri nedlægges nemlig den påstand, at to af regeringens ministre har gjort sig skyldige i grundlovsbrud. Eftersom samme påstand fra mange sider og på forskellige måder og ved adskillige anledninger er blevet fremført af andre borgere, må det nu anses for relevant at spørge, om kirkeministeriets departementschef (eller andre af ministeriets jurister) ikke på noget tidspunkt har advaret deres chef mod et sådant grundlovsbrud’.

Med den stævning, som nu foreligger, forekommer for første gang ’en reel substans’ (og ikke bare et eller andet politisk-chikanøst) vedrørende det voksende krav om en nærmere undersøgelse af denne sag. Anmodninger om aktindsigt har indtil videre (ved svar, der kun indeholder ’udenomssnak’) vist sig at være uopnåelige. I dag må det derfor på et anderledes verificerbart grundlag kunne afsløres, hvorvidt ministeren har modtaget sådanne advarsler fra sine embedsmænd.

Det vil sige, at der bl.a. kunne foretages en undersøgelse af, hvorvidt der på dette punkt foreligger gennemførelsen af denne lov? For eksempel har justitsministeriet over for kirkeministeriet (ved en såkaldt ’lovteknisk analyse’) skullet bekræfte, at lovforslaget om kirkelige homovielser ikke var grundlovsstridigt. Denne ene og ’virkelig eksisterende’ skrivelse (som justitsministeriet formulerer) har det (på trods af flere begæringer om aktindsigt) aldrig være mulig at fravriste hverken justitsministerens eller kirkeministerens hemmelige journalsystemer. Alt dette drejer sig i virkeligheden kun om dette ene: "Er den foretagne administration af det nævnte lovforslag i overensstemmelse med respekten for den traditionelle procedure?"

*

Med hensyn til det ’hemmelige journalsystem’ blev sløret imidlertid i et hastigt glimt draget til side i den ’homo-rapport’, som kirkeministeren offentliggjorde i midten af september 2010. Heri afslørede ministeren den fordægtige strategi, som på et givet tidspunkt kunne anvendes for, at homofile par kunne modtage statskirkens velsignelse. Den ’hemmelige plan’ lød i al sin korthed sådan (citat): "Kirkeministeren har kompetence til retligt at regulere anliggender, der sædvanligvis betragtes som indre kirkelige." (Udvalgsrapport 23. april, side 40, stk.5:9.2)

Med denne afslørende sætning kom ministerens hensigter for en dag. Hun meddelte hermed, at det stod i hendes magt at ’blande sig i kirkens indre forhold’. Rapporten erklærede, at statsmagten gennem kirkeministerens person havde bemyndigelse til at trampe ind i kirkens indre kamre for at ’regulere visse anliggender’. (Det betød, at alt, hvad angår ’præsternes prædikener samt tolkningen af Den Hellige Skrift til syvende og sidst ligger i ’kejserens hænder’…

Når det i samme teologiske rapport blev betonet, at ’lovgivningsmagten har vist betydelig tilbageholdenhed over for ’at tage stilling til indre kirkelige anliggender’ – så lå heri den manende trussel, at ’den tid er forbi’ – og når det understregedes, at ’parlamentet aldrig har beskæftiget sig med liturgiske spørgsmål’ (side 40, stk.5.1-2) – burde alle forstå, at dette var et overstået stadie! Med hensyn til det ritual, der skulle anvendes ved homovielser, ville lovgiverne fra nu af blande sig; politikerne ville fremover hverken i denne eller andre af kirkens ’indre anliggender’ vise tilbageholdenhed.

*

Det sidste vil overalt, hvor denne statslige orden indføres, medføre, at præster, politikere, journalister og andre potentielle modstandere af kirkelige homovielser bør trække sig tilbage. De bør i denne sag forholde sig tavse, thi de har intet at skulle have sagt! Staten har den endelige magt til at ’regulere kirkens indre anliggender’. Ved årsskiftet havde den danske minister offentligt erklæret: "Parlamentet er statskirkens øverste synode (Information 1. dec.2010)." Kirken er således totalt i ’kejserens’ magt. At ’kejseren’ har holdt sig tilbage fra at gøre brug af sin magt betyder ikke, at det skal fortsætte med at være sådan. I spørgsmålet om kirkelige homovielser vil ’kejserens’ minister vise sin magtfulde kompetence… og hvis nogle har indvendinger, kan ministeren lægge lovens paragraffer på bordet. "Regeringen har kompetence til retligt (lovligt) at regulere…"

Hvis nogen stadig er af den naive opfattelse, at også ’kirkens inderste anliggender’ er beskyttet af landets parlamentariske ordning, tager de fejl! Ministeren har som ’kejserens’ højre hånd totalitær magt over den mest intime beslutningsproces i kirken; derfor skrev ministeren i den aktuelle homo-rapport følgende (citat): "Kirkeministeren kan uden at inddrage parlamentet udstede bindende retsregler om kirkelige anliggender."

’Kejseren’ behøver derfor ikke at besvære parlamentet med en så intetsigende og ubetydelig sag som homovielser i kirken; ministeren har magt til alene og personligt at klare det spørgsmål – ja, ministeren kan (citat): ’uden at inddrage parlamentet’ udstede bindende befalinger.

Denne situation kom pludselig til syne i Danmark, da sagen om homovielser i kirken skulle behandles. Overalt i verden, hvor denne sag berøres, vil ’kejseren’ vise sin magt. Regeringer vil vise tænder. Dyret vil komme krybende frem af mørket.

*

I den danske rapport over kirkelige homovielser betonedes det, at parlamentet forventede, at ministeren gjorde brug af sin magt. "Det er fra lovgivernes side en klar forudsætning, at ministeren gør brug af sin kompetence," hed det. Det vil sige, at politikerne med hensyn til spørgsmålet om det kirkelige ritual for homovielser ikke blot ’forventede’ – men regnede det som ’en klar forudsætning’, at ’kejserens’ minister slår til!

Hvorledes skal ministeren slå til?

Rapporten løfter sløret for den strategi, som kan anvendes. "Ministeren har magt til selv at regulere de indre anliggender og forelægge dem til dronningens underskrift."

Ingen kunne hindre ministeren i at søge at få dronningen til at skrive under på et dokument, som ministeren selv havde udfærdiget. "Der er ikke nogen kirkelig instans," hed det, "f.eks. en særlig udpeget biskop, biskopperne i fællesskab eller andre, som har retskrav på at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, eller som selv kan producere, ændre eller dispensere fra disse retsregler."

Det ville med andre ord sige, at der i Danmark (udover ministeren selv) ikke fandtes en levende sjæl, som havde ’retskrav på at medvirke ved udformningen’ af det ritual for homovielser, som nu kun kirkeministeren kunne forelægge dronningen! Den eneste, der kunne gøre krav på ’selv at producere’ et sådant ritual, var ’kejserens’ officielle gesandt, kirkeministeren. Hvad ministeren inderst inde havde i sinde i den sag, havde hun ved årsskiftet afsløret ved at gøre sig til ét med det triumvirat af homo-teologer i Danmark, der hævdede, at Kristus inkarnerer sig i det homoseksuelle brudekys. Samtidig havde hun erklæret: "Parlamentet er kirkens øverste synode." Nu tilføjede hun: "Og regeringens minister er denne ’synodes’ øverste hoved." Ministeren konkluderede: "Det er mig – og mig alene, som kan udfærdige det afgørende dokument om homovielser i kirken, og det er kun mig, der kan forelægge det for dronningen til ’kongelig resolution’.

*

For dem, der i andre lande spørger, om det virkelig forholder sig sådan i det lille Danmark, bør jeg gentage, hvad her er sket. Udviklingen kan forekomme nogen så grotesk, at de har svært ved at tro, at alt dette virkelig er sandt. Lad mig derfor atter give en nærmere redegørelse:

Det homo-teologiske triumvirat af gejstlige i Danmark, som ministeren havde forenet sig med, bestod af en præst, en provst og en biskop. Præsten havde i juni 2010 i et forsvar for homofile vielser i kirken i tidsskriftet ’Kritisk Forum for praktisk teologi’ (Nr.20) offentliggjort følgende erklæring: "Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden."

Erklæringen, der kunne opfattes som den nye læres manifest, rummer følgende letforståelige intention: Den erotiske hengivelse, hvormed homoseksuelle forbinder sig med hinanden, kan sammenlignes med den forbundenhed, hvormed Gud forbandt sig med verden i Kristus."

I lyset af Den Augsburgske Bekendelse er denne erklæring ikke kun en direkte krænkelse af kirkens trosbekendelse,; den indebærer en blasfemisk holdning, der vil komme til syne overalt, hvor homo-teologerne er på færde. Der bør derfor stilles skarpt på den nye lære, som bør imødegås med Skriften og Kirkens fundamentale bekendelse; dette vil jeg i det følgende søge at klargøre. For at få indblik i, hvor fronterne tegner sig, er det nødvendigt punkt for punkt at gennemgå hele klagegangen og korrespondancen i denne afgørende sag om homo-teologernes lære.

Også Den Augsburgske Bekendelse taler om ’den uadskillelige forbundenhed’, som er i Kristus. Bekendelsesskriftet sætter denne samhørighed i forbindelse med Kristi inkarnation; i den 13. artikel hedder det:

"Vi lærer, at Han, som er født af Jomfru Maria… er Ham, som i sandhed har lidt, er korsfæstet, død og begravet, for at Han skulle forsone Faderen med os."

At det homoseksuelle kys ifølge præstens erklæring kan kaldes (citat): ’det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’, stemmer ikke overens med bekendelsens forklaring, at ’Han, som er født af Jomfru Maria, er Ham, som i sandhed har lidt…’ Kristi forsonende lidelse for synd har intet at gøre med den homoseksuelle erotik!

Når præsten om den homoseksuelle, erotiske hengivelse erklærer, at (citat): ’Sådan forbandt Gud sig med verden i Kristus…’ og i denne sammenhæng forklarer (citat): ’I kysset bliver de to sig selv… i kysset er en hengivelse, hvor man overskrider sin krop for at møde en andens krop (s.68-69), så forulemper den danske præst kirkens internationale, fundamentale bekendelse ved at hævde, at (citat): ’sådan forbandt Gud sig med verden i Kristus’. Den Augsburgske Bekendelse siger om inkarnationen, at ’Han, som er født af Jomfru Maria… er Ham, som er korsfæstet, død og begravet, for at Han skulle forsone Faderen med os (artikel 13). At sammenligne Kristi dyre offer, som er hele den kristne kirkes stærkeste og mest kostbare fundament, med det homoseksuelle pars erotiske hengivelse i et kys, er en forhånelse af kirkens sande lære! Denne falske doktrin er ikke et isoleret fænomen. Den er et sørgeligt klimaks af en international teologi, som hævder, at Kristus er til stede i det ritual, som anvendes ved homofile vielser.

*

I den varme eftersommer 2010 indløb den første klage over den danske sognepræst, Jørgen Demants, lære. Både præstens biskop og kirkens minister modtog d. 14. september – dagen før regerings teologiske homo-rapport blev offentliggjort – indberetning om, at præsten udbredte den doktrin, at ’Kristus er inkarneret i det homoseksuelle kys’. Klageskriften brugte udtrykket: ’Forræderiets kys’ og hævdede, at præsten ligesom Judas ’forrådte Menneskesønnen med et kys’.

Ministeren har muligvis følt sig frastødt af det groteske billede om homo-kysset og sendte straks besked om, at den sag måtte biskoppen tage sig af. Siden endte klagen alligevel på kirkeministerens bord, og omkring årsskiftet skrev hun til klageren, at hun ikke ville høre mere om den sag. I to breve (journal nr.126204/10 og 4572/ll) undgår ministeren at omtale de punkter i præstens teologi, hvor han anklages for at være i kollisionskurs med kirkens bekendelsesskrifter. Ministeren holder sig til, at hele denne sag må være en misforståelse: "Klageren har ’muligvis’ læst forkert," skriver hun, "præsten har aldrig gjort sig til talsmand for en sådan lære…"

Efter den danske ministers blanke afvisning af indberetningen over præstens homoskrift forblev spørgsmålet dette: Var denne holdning regeringens indfaldsvinkel i den videre udvikling? Ville ministeren til den bitre ende støtte homo-teologernes lære om Kristi tilstedeværelse ved de kirkelige homovielser? Hvis det var tilfældet, var det ikke blot de gejstlige ledere, som var i modstrid med kirkens bekendelsesskrifter. Da var det regeringens højeste embeder, som bragte sig selv uden for kirkens ’grundlov’… og hvis regeringens kvindelige kirkeminister stillede sig uden for Den Augsburgske Bekendelse, kom hun i konflikt med landets egen grundlov. Hendes embedsførelse blev i så tilfælde ’grundlovsstridig’… ja, hvis dronningen blev ført til at skulle sætte sit navn under på dette dokument kunne de ansvarlige ministre anklages for at ville forulempe majestæten med en sag, som stred mod Den evangelisk-lutherske lære, som i alle kirkelige forhold bør være monarkens officielle standpunkt.

*

For at folk i andre lande kan danne sig en forestilling om, hvorledes en dansk minister kan nå frem til en så skæbnesvanger konklusion (i en sag om kirkens rette lære) er det nødvendigt at se nærmere på de begivenheder, der har ført til denne situation. De samme undergravende kræfter er nemlig på spil over den ganske verden.

Sagen om den danske præst oprørende teologi om ’Kristi inkarnation i det homoseksuelle kys’ kan i (som tidligere nævnt) koges ned til det enkle spørgsmål: Er Gud overhovedet til stede i det ritual for homovielser, som de danske politikere så ihærdigt søgte at indføre? To spørgsmål meldte sig:

1. Havde ministerens bemyndigelse til at forulempe dronningen med en anmodning om majestætens underskrift på et dokument, som var i strid med kirkens trosbekendelse og landets grundlov?

2. Havde Søren Kierkegaard skuet ind i vor tid, da han d. 4. juni 1855 skrev: "Jeg ønsker at afværge, hvad man absolut – hvis man elsker kongen – må afværge… og det er: At sætte majestæten i et forkert lys" (Øjeblikket).

*

Som vi i de følgende kaster et undersøgende blik på et lands ansvarlige gejstliges og de verdslige myndigheders behandling af den usædvanlige homosag om ’Kristi inkarnation i det homoseksuelle kys’, vil det blive klart for enhver, at ingen ville have noget med den sag at gøre. Den var som ’en varm kartoffel’, der så hurtig som muligt skulle ekspederes over på et andet bord. Ikke en eneste af de statslige myndigheder ønskede at komme for tæt på præstens belæring om ’inkarnationens gentagelse i homo-kysset’. Alle – uden undtagelse – veg uden om. Det samlede hierarki og den minister, der hævdede at være ’hovedet for kirkens synode’, afviste den skrækkelige anklage. Af den grund hænger den danske præsts tese endnu i luften. Ingen kan med bestemthed vide, om den uhyggelige indberetning var ’et sandheds-ord’. Den påståede vranglære om Den Treenige Guds inkarnation i det homofile brudekys blev ikke på noget punkt imødegået. Sagen blev fejet af bordet med ét ord: ’Misforståelse’. Klageren kunne ikke læse indenad; han havde ikke begrebet det høje ’lutherske indhold’ i præstens tekst.

*

Kun et magert resultat kom i september 2010 ud af den ’høring’, som den danske præst med læren om ’Kristi inkarnation i homo-kysset’ blev udsat for. Hans væsentligste forsvar samlede sig i én sætning: "I min artikel nævner jeg ikke ordet ’homovielse’ én eneste gang," erklærede han og tilføjede: "Artiklen handler om vielsen" (udt. vedr. høring, 21.09.2010).

Med disse ord blev præsten frifundet. Hans enkle forklaring er siden af alle efterfølgende instanser blevet taget for gode varer…

Hvis præstens udtalelse var sand, burde samtlige anklager mod ham falde til jorden! I det tilfælde kunne det kun være onde og simple mennesker, der kunne få den idé, at præsten gjorde sig skyldig i en så alvorlig overtrædelse som at påstå, at ’Kristus inkarneres i det homoseksuelle brudekys’. – "Ja," (lød det nu til præstens forsvar): "disse ondsindede anklagere ikke bare fejlfortolker præstens ’gode og værdifulde artikel’, nej, de lægger deres egne tilsmudsede meninger ind i hans smukke og rene tekst. De kaster snavs på en uskyldig præst! Den slags mennesker bør ikke værdiges et seriøst svar. Ja, de burde retsforfølges for deres ugerning…"

Men hvis det modsatte var tilfældet, at præsten sort på hvidt i sin artikel henviste til det homoseksuelle ’brudepar’, Søren og Peters, vielse – og i den forbindelse erklærede, at her (citat): ’bliver menigheden vidne til inkarnationsunderet’, så løj præsten, og der må da være grunden til, at alle hans overordnede løj sammen med ham’.

Hvad er årsagen til, at alle prøver at lyve sig fra denne overtrædelse af kirkens bekendelse? Kan det have noget at gøre med, at når den antikristelige forførelse tager fart, så skal den ifølge Ny Testamente komme ’med al løgnens magt’ (2.Thess.2:10)? "Da skal," siger apostelen, "Gud sende over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen…" (v.11-12).

*

Den danske præsts overordnede, den stedlige provst, Eigil Saxe, fik i september 2010 klagen over præstens artikel om ’inkarnationens gentagelse’ tilsendt. Biskoppen i Helsingør bad ham om at få præsten til at skrive en udtalelse. Præsten erklærede i denne skrevne udtalelse, at han (citat): ’ikke bevæger sig ud over hverken skrift eller bekendelse’, og at han er ’i overensstemmelse med det grundlæggende i evangeliet, som han læser under en åndelig synsvinkel’. – "Artiklen handler ikke om homovielse men om vielsen," slutter han.

Provsten erklærede, at han ’fuldt ud kan tilslutte sig præstens udtalelse (21/9, 2010, Bilag nr. 799275). Han fortsatte: "Præstens artikel er af høj kvalitet, teologisk inspirerende og kaster nyt lys over en bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen." Provsten konkluderede: "Der synes hos klageren at være tale om en fejllæsning af artiklens indhold samt en (fejlagtig) indlæsning af egne synspunkter…" Det vil sige: De, der klager, har ikke forstået et ord af det hele – ja, de fordrejer præstens gode tekst for at give rum for deres egne synspunkter.

Hvis provstens anelse (citat: ’der synes at være en fejllæsning af artiklens indhold) er en rigtig fornemmelse – burde sagen være nærmere undersøgt! Da måtte det afklares, om det var sandt, at præsten kun havde skrevet om vielsen. Men hvis det var sandt, hvad præsten selv understregede, at ’et overordnet tema (homovielser i kirken) gør sig gældende i dette særlige nummer af tidsskriftet’, så løj både præst og provst. I det tilfælde skulle artiklen belyse (citat): ’hvad et ritual er, hvad en velsignelse og hvad en vielse er, og hvad det betyder for den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle…" (Tema-angivelse for skriftets 120. nummer).

Var det tilfældet, at både provst og præst løj, måtte det føre til spørgsmålet om, hvad deres overordnede, biskoppen, ville sige til hele denne sag. Og hvis biskoppen løj, var det hele en stor løgn, som afsluttende skulle forelægges dronningen – og i det tilfælde er det nu kun Gud, som kan gribe ind for at skille løgn fra sandhed.

*

Den danske biskop, Lise-Lotte Rebel fra Helsingør, fulgte samme linje som provsten og præsten. Den 14. oktober 2010 skrev hun til klageren: "Der synes at være tale om en fejlagtig indlæsning af Deres egne synspunkter i sognepræst Jørgen Demants artikel" (Dok.nr.1010 97/10). Det vil sige: Hele denne sag ser ud til at være én stor fejltagelse! Præsten har jo ikke skrevet om ’homovielser’. Når han i artiklen nævner brudeparrene ’Jens og Trine’ og ’Søren og Peter’, er det kun de første to (Jens og Trine) han har i tanke. De navngivne homoseksuelle partnere (Søren og Peter) kan vi godt glemme. De kommer slet ikke ind i billedet. Præsten har ifølge sit eget udsagn kun skrevet om ’almindelige vielser’.

Hvis dette var tilfældet, måtte det samme princip gøre sig gældende for sognepræstens medredaktør, Ulla Morre Bidstrup, der på det tidspunkt var lektor ved pastoralseminariet i Århus (også hun skrev under på forordets omtale at ’frihedslovgivningen for bøsser og lesbiske’ og henviste til ’ligestillingen mellem ægteskab og registreret partnerskab’). Hun erklærede (citat): ’Gud giver, skaber, opretholder, beskytter og adler homoseksuel kærlighed’ (v.56).

*

Kirkeministeren må have lagt mærke til, at præstens, provstens og biskoppens forklaringer om, at klageren med vilje misfortolkede præstens ’gode artikel’, næppe er bæredygtige. Hun konstaterede derfor, at der muligvis er tale om ’en fejlagtig forståelse af præstens artikel’ (Dok. 126204/10). Ministerens betegnelse ’muligvis’ indebar imidlertid, at hun ikke var sikker på, at denne vurdering var korrekt. Det vil sige, at spørgsmålet om Kristi tilstedeværelse i ritualet for homovielser stadig hang i luften.

… dermed syntes der at være skabt fri bane for ministerens vandring til dronningen og derefter for, at denne falske lære kan fortsætte sin sejrsgang ud over landet.

Er det i den forbindelse, at Søren Kierkegaard skrev: "Det gejstlige svindelnummer gør under navn af kristendom gode forretninger..?" (Øjeblikket 1855)
 

TILBAGE