RETSOPGØRET
066

HVORFOR OPGIVER REGERINGEN GRUNDLOVSÆNDRING?

Det er opsigtsvækkende, hvis en regering opgiver sit såkaldte ’regeringsgrundlag’. Det vil altså sige, at den fraviger selve det fundament, som den højtideligt har lovet vælgerne at holde sig til, så længe den sidder på magten! Kun en betydelig modstand og en eller anden form for trussel kan få den til at vige tilbage fra dens højtideligt erklærede målsætning.

At noget sådant nu ved indgangen til det nye år er sket i Danmark, lader ane, at de folk, der med massiv styrke fik gennemført den ene del af ’regeringsgrundlaget’ (nemlig at få indført homovielser i kirken) nu må trække sig tilbage og opgive den anden del af deres program (at få Danmarks Grundlov ændret).

Spørgsmålet er: Hvorfor overgiver de sig? Hvad er sket? Det ene højdedrag er jo indtaget, af hvilken grund hejser de nu det hvide flag og forlader deres befæstede stillinger på det andet højdedrag?

Det er min opfattelse, at de har øjnet faren. De har indset, at der er et oprør på vej – og de er allerede begyndt at flygte.

Lad mig forklare:

Selvom det stod lysende klart i det danske 2011-regeringsgrundlag, at den nuværende regering ville nedsætte en såkaldt ’grundlovskommission’, så skyder den samme SR-regering nu en hvid pil efter sit eget statsfarlige projekt. Hvis man vil have en grundlovsændring igennem, kræver det under alle omstændigheder et bredt flertal i Folketinget – ikke mindst fordi et sådant forslag efterfølgende også skal stemmes igennem i befolkningen. Regeringen forklarer derfor med oprakte hænder: "Vi har måttet konstatere, at en sådan opbakning ikke findes…"

En eventuel ’modernisering’ af grundloven, sådan som regeringen har forestillet sig det, ville uden tvivl have omfattet det nagende spørgsmål om, hvorvidt den 4. paragraf i den danske forfatning (der krystalklart udmønter den danske statsforpligtelse til at støtte Danmarks protestantiske kristendomssyn) skulle ændres…

Det var derfor to af de (i nogles øjne) ’mest kristendomsfjendske’, politiske partier (De Radikale og SF) der i forbindelse med regeringsforhandlingerne i 2011 fik trumfet igennem, at regeringen i løbet af valgperioden skulle nedsætte ’en grundlovskommission’, da der (hævdede man) herskede ’en ubredt opfattelse af’, at ’Danmark har brug for ’en ny diskussion om grundloven’. Spørgsmålet har siden været: Hvad er det, som politikerne skal diskutere – og selvom der er blevet nævnt andre sager (f.eks. ’om udenlandsdanskere skal have stemmeret ved folketingsvalg) – så er det mere end sandsynligt, at kirkens gamle arvefjender havde mere i posen; de vil have ’den kristne formålsparagraf’ ud af grundloven.

Det er derfor ikke uden betydning, – tror jeg – at 250 danske (kort før denne overraskende regeringsbeslutning er taget) stævnede de danske ministre, der påstås at have forøvet grundlovsbrud især med hensyn til deres tydelige overtrædelse af den paragraf, som er den største beskyttelse mod statens overgreb på grundlovens kristne livssyn.

Den grundlov, vi nu har, har ikke kun bevaret sin ’kristne formålsparagraf’ i de seneste 61 år (siden den sidste grundlovsændring i 1953) – nej, denne bestemmelse er blevet bevaret helt tilbage siden 1849, hvor grundlovsfædrene gav netop denne paragraf en formulering, som ikke er til at komme uden om…

Det har ikke været let for de kristendomsfjendske ministre at lægge dette regeringsløfte i graven – men de styrende har – ikke mindst ved indstævningen af to af dens ministre - registreret, at der er et ulmende oprør på vej – og at de fra nu af skal være forsigtige med hensyn til at angribe netop den bestemmelse i forfatningen, der værner om det danske, kristne livssyn.

*

"Det er ordenes styrke og ikke deres alder, der skal være afgørende for, om vi skal lave om på dem," udtaler en grundlovsordfører (Kristian Jensen, V.) Han henviser bl.a. til Jyske Lov fra 1241.

Jyske Lovs berømte indledning anvender den berømte sætning: "Med lov skal land bygges’, der blev nedfældet af biskop Gunnar af Viborg i 1251. (Svenskerne stjal manuskriptet under svenske krige i 1600-tallet, hvorefter det – uretmæssigt – befinder sig på Det Kgl. Bibliotek i Stockholm). Heri hedder det med den ’ordenes styrke’, som den danske folketingsmand henviser til:

"De onde skal blive bange for det, der er skrevet i loven, så de ikke tør gøre alvor af den ondskab, de har i sinde. Hvis de ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, så må frygten for øvrigheden og landets straffelov hindre dem i at gøre det onde!"

Den gamle lovtekst fortsætter: "Dette skal alle verdslige høvdinger vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog Han dem også at værge Sin hellige kirke mod alle onde angreb."

Afsnittet slutter: "Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid."

Lad mig yderligere forklare:

Ved Nyborgmødet d. 14. april 2010 formulerede de danske biskopper dette spørgsmål: "Hvordan sikrer man, at præster, som af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab i kirken, har frihed til at sige nej?"

Et godt spørgsmål! Og et raffineret spørgsmål. Det homofile samfund tager på forhånd stilling til, hvordan man bedst hjælper ’taberne’. ’Nederlagspræsterne’ er allerede udpeget; de elendige (’les misérables’), der ’af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke’. Altså dem, der ud fra deres tro på Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter vil være anfægtet. Tabslisten er udfærdiget. De nødstedte sikres en eller anden form for førstehjælp. (Stik dem en tæremønt af tolerance! La’ dem få lov til ’at sige nej’. De er ufarlige! Hvordan kan man bedst vise omsorg over for disse vingeskudte, harmløse fugle?)

*

Imidlertid skal de nye lovgivere ikke føle sig for sikre i saddelen; deres argumenter er fattige. De må bruge helt nye ord, som folk ikke kender noget til; "Kønsneutral vielse i kirken," siger de. Det ser ud som om, de selv er klar over, at de har begivet sig ud på et farligt ridt. Det er ’high noon’ ikke blot i det danske men i det internationale kirkelige landskab. Luther pålagde sine efterfølgere, at de ’ikke skal adlyde de biskopper, der lærer noget, som er imod Den Hellige Skrift’ (Den Augsburgske Bekendelse 28,28) – og han opmuntrer folk til alle og alle vegne at åbne ild mod dem, der fremfører en lære, der (som bekendelsesskrifterne siger) er ’sine auctoritate scripturae’ (uden Skriftens autoritet)… Apol. 12,119).

- Desuden sidder skyderne løst blandt dem (rundt om i landene), der allerede er blevet ramt tæt ved hjertekulen; de tåler ikke mere homo-hærværk – og der er overalt i denne time ved at ske samlinger af den art, som står beskrevet i Bibelen fra Kong Davids landflygtighedstid. "Alle slags underkuede, alle forgældede, alle forbitrede flokkedes om ham, og han blev deres anfører" (1.Sam.22:1-2).

Når kirkelederne i den nye verdensorden slår plakater op med overskriften: ’WANTED’ – leger de med ilden! Det ser ikke ud til, at de er klar over, hvad de har med at gøre, når de overbærende omtaler ’nogle præsters samvittighedsgrunde’. Tror de, at disse gammeldags forkyndere er ’en flok søndagsskole-drenge’? Ved de ikke, at de med disse samvittighedsspørgsmål nærmer sig arnestederne til en ild, der brænder helt nede fra bjergenes grundvold? Fatter de ikke, at hvis nogen af ’de forbitrede og underkuede’ rejser sig, så er freden for alvor forbi! Da bli’r det ikke længere et spørgsmål, hvorvidt de veletablerede ledere overlegent kan give de anfægtede forkyndere ’lov til at sige nej’. Da bliver det et spørgsmål om hvorvidt ’de bortviste’ vil lade deres frafaldne ledere forblive ved styret…

*

Det for homo-lovgiverne farlige ved de mænd, hvis samvittighed her berøres, er den glødende kulild, som de med deres ’nye vielsesritualer’ og ’grundlovsændringer’ blæser til. De nedgør de betegnelser, som de såkaldt ’samvittighedsplagede’ teologer, præster og lægfolk anvender om Bibelen. Udover at kalde den for ’Den Hellige Skrift’ benævner disse den som ’Guds Ord’. De moderne præster derimod kan ikke lide denne betegnelse. De anser den for at være naiv og for at være et udtryk, som kun kan godtages af den såkaldt ’uvidende masse’. Dermed fjerner de sig med syvmileskridt fra det, som er de protestantiske og evangeliske kirkers oprindelige bekendelse (’ex verbo Dei’… 224,8), hvor det på tysk hedder: "Das man Sein Wort nicht verachte, sondern lerne, gerne höre, heilig halte und ehre" (Den Store Katekismus, Beslutning 326): oversat: ’at man ikke foragter Hans Ord, men lærer det, gerne hører det, holder det helligt og ærer det’.

De stater, der blev berørt af reformationen, og som derfor i deres love på forskellig måde har forpligtet sig til at ’understøtte det kirkelige livssyn, må af samme grund holde sig for øje, at de ikke ’støtter’ en hvilken som helst anden bevægelse indenfor landets religiøse liv – nej, statens forpligtelse gælder kun de kirker, der holder sig til den 500 år gamle nedskrevne bekendelse, der alene i sit navn afspejler sin ’reformatoriske intention’. Det vil sige kirker med en ledelse og et præsteskab, der absolut regner Ny Testamente for at være Guds Ord – og som derfor ’ærer, lytter dertil og holder det for helligt’ - også når apostelen angiver vejen til det homofile ’frie fald’ med ordene: "Drevet af hjertets begær til urenhed, vanærede de indbyrdes deres legemer" (Rom. 1:24).

*

Medens de danske teologer i 2010 var samlet for at drøfte, hvorledes kirken skal stille sig over for det nye ’homo-pres’, blev Portugal det sjette land i Europa, der tillader ægteskab mellem de to køn. Landets konservative præsident havde stridt imod, så længe det var muligt, men en politisk håndfæstning tvang ham til at ratificere den lov, der nu tillader homoseksuelle ægteskaber. Dette sker på trods af, at Portugal er et katolsk land, hvor kirken ved pædofili-overtrædelser fra deres eget præsteskab har fået at føle, hvad det fører med sig, når sexmoralen løber løbsk.

Den daværende præsident, Anibal Cavaco Silva, kunne til sidst ikke gøre andet end tavst at sætte sit navn under på det dokument, der ratificerer den nye lov. Homovielserne var da allerede blevet vedtaget i parlamentet, hvor socialisterne sad på magten og havde flertal sammen med andre venstreorienterede partier. De konservative højrefløjspartier stemte imod - ja, gik så langt som til at kræve en folkeafstemning om homovielses-spørgsmålet. Hvis folkeafstemningen var blevet en realitet, er det ikke usandsynligt, at ’kirkens røst’ kunne have ændret udfaldet – men denne udvej blev omgået ved, at endog den portugisiske forfatningsret godkendte loven.

Spørgsmålet er, om de ’betydningsløse’ teologer rundt om i landene er klar over, hvor vigtig en opgave de er sat til at udføre. Hele det europæiske kontinent rystes i denne time i dets dybeste politiske og religiøse lag – og skjulte jordskælvsflader mellem nationerne rokker ved hinanden. "Når lovløshedens menneske åbenbares," skriver apostelen, "så vil han ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel, og udgiver sig selv for at være Gud" (2.Thess.2:3-4). Ny Testamente gør det lysende klart, at det ikke blot er politiske mål, som lovløshedskræfterne stiler efter. De vil ind i helligdommen! De er modstandere af ’alt, hvad der hedder Gud’ – ja, de ønsker i deres vanvid at indtage Den Højestes plads…

*

Der har været spekulationer blandt de lærde, hvad det er for en sælsom magt, der ’holder igen’. Apostelen siger: "I ved også nu, hvad det er, der holder igen, så at han (lovløshedens menneske) først åbenbares, når hans tid er inde." Paulus fortsætter: "For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed, blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes" (2.Thess.2:6-7).

I Portugal var det en politisk magt, der ’holdt igen’. Så snart den var bragt til tavshed, kunne ’lovløsheden’ bryde igennem! Ikke illegalt – nej, med forfatningsdomstolens blå stempel kunne den øvrige proces uhindret gennemføres.

Mange steder synes landenes love at stille sig i vejen for homovielser i kirken. Hvor dette er tilfældet, må ’det, der holder igen, først fjernes’. Det vil sige, at de paragraffer, som forpligter staten overfor kirken og som vogter på, at der ikke ’foretages eller læres noget, der strider mod sædeligheden’, først må ’fjernes’… ja, i visse tilfælde er det mennesker, som må ’fjernes’; de skal (som det hedder i en norsk oversættelse) ’ryddes af vejen’.

*

At Danmarks Grundlov for 150 år siden tog betydningsfulde skridt ved at forpligte staten til ’at understøtte Den evangelisk Lutherske Kirke ’som sådan’ ’vil nu efter lovens strenge ordvalg sige, at staten bør støtte og opretholde netop denne kirke med dette navn og alt, hvad det navn indebærer. På den anden side bør staten kun understøtte den kirke, der nøje bevarer, holder sig til og i dagens Danmark ’svarer til’ sine egne bekendelsesskrifter, ja, som ikke viger fra disse identifikationsdokumenters første, egentlige og oprindeligt læremæssige indhold og liv. Hvor som helst og uanset af hvilken grund en kirke løsriver sig fra denne sin egen grundvold og dermed søger at lægge et andet fundament end det, som ligger i disse bekendelsesskrifters nøje aftegnede moralske grænser, har staten ingen forpligtelse uden denne ene, at hvis der i nye kirkelige forgreninger forefindes overtrædelser af ’gudsdyrkelsens sexmoral’, bør et sådant foretagende øjeblikkelig standses, og de implicerede stilles til ansvar…

Det store spørgsmål i Danmark var nu, om denne linje kunne holdes overfor det omgivende homofile samfunds pres? Ville staten stille sig på de nye homo-teologers side eller ville den forsvare det ’gammeldags’ bibelske grundlag?

Med dette grundlag henvises til de protestantiske kirkers oprindelige reformatoriske ’identifikationspapirer’, der helt konkret kan føres tilbage til Luthers skrifter fra tidsafsnittet 1529-1537. I 1530 opstod Den Augsburgske Bekendelse, der siden alle vegne har været opfattet som Den lutherske Kirkes hovedbekendelse, og som derfor altid og alle vegne bør gøres til genstand for en hvilken som helst overvejelse, der måtte forekomme med hensyn til, hvad der (som den danske kirkeminister har udtrykt det) måtte være ’kirkens stemme’…

Alle disse skrifter ligger i dag åbne og tilgængelige både i deres tyske og latinske udgaver, så ingen behøver noget sted at være i tvivl om, hvad de i den nuværende situation står for. Disse dokumenter kan med god ret betragtes som pålidelige skrifter, der krystalklart giver udtryk for, hvad denne verdens ældste reformatoriske opfattelse er med henblik på, hvad der foregår i kirken i dag. De er den røst, der må lyde, hvis nogen politiker, statsmand, journalist eller præst noget sted skulle spørge efter ’kirkens stemme’.

Solen står højt på himlen over nationernes statskirkelige højdedrag. En eller anden bitter konfrontation venter forude. Rytterne, der nærmer sig hinanden, er bevæbnet til tænderne. Nogle er allerede såret, og andre er ’brændemærkede i deres samvittighed’ (1.Tim.4:2). I det hvirvlende støv fra hestenes hove er det vanskeligt at se, hvem der er hvem. Hvem er på sheriffens side? Det er ’High Noon’…

*

"Det øjeblik vil med sikkerhed komme, da en konge pludselig rejser sig fra sit sæde og udbryder: Nu ser jeg det: De slyngler af præster har fået mig bevæget til – hvad jeg mindst af alt fortjener – at gøre mig latterlig!" (Søren Kierkegaard, ’Øjeblikket’ nr.2, 4. juni 1855)

Hvis sagen om kirkelige homovielser i Danmark forløb som ventet, ville dagen oprinde, hvor kirkeministeren skulle møde landets dronning. Et dokument, der indeholdt ordlyden af vielsesritualet for homoseksuelle og lesbiske, ville da blive lagt foran dronningen, og ministeren ville pege på det sted, hvor dronningen skulle underskrive og sige: "Deres Majestæt skal skrive under her…"

Det ville ikke nytte noget, hvis dronningen sagde til ministeren, at hun har en anden trosopfattelse. Men hvis det forinden var bevist, at dette dokument om ritualer for homoseksuelle var i strid med den grundlæggende evangelisk-lutherske bekendelse’, ville sagen forholde sig anderledes. Dronningen er den eneste person i riget, som ifølge grundloven ikke har ret til at have nogen personlig trosoverbevisning. Hun skal ifølge grundlovens § 6 ’høre til den evangelisk-lutherske kirke’ – og hun kan derfor ikke et øjeblik driste sig til med en grundlovsstridig underskrift at autorisere et ritual, som er imod kirkens bekendelse.

Dronningen ville vide, at vielsesritualet står omtalt i sådanne officielle dokumenter siden 1685, samt at hendes kongelige oldefar d. 22. marts 1897 og hendes kongelige bedstefar d. 18. juli 1912 skrev under – ja, selv skrev hun under på et nyt vielsesritual d. 12. juni 1992… men dette her ville være en anden sag. Hvis ritualet var mod bekendelsen, var det mod grundloven, og hvis det var mod grundloven, kunne landets dronning ikke skrive under…

Lad mig fortælle det på denne måde:

Majestætens blik glider ned over ’vielsesritualet for indgåelse af partnerskab’.

"Det hedder altså ikke mere ægteskab?" Dronningen henvender sig til ministeren.

"Nej, Deres Majestæt. I dette tilfælde, hvor det er to mænd eller to kvinder, som vies til hinanden, hedder det ’partnerskab."

"Jaså. I det tilfælde hedder det ’partnerskab’?"

"Ja, Deres Majestæt. Så hedder det ’partnerskab’."

Dronningen læser videre. "Ordene ’hustru’ og ’ægtemand’ er udgået," konstaterer dronningen. Hun ser på ministeren. "Nu hedder det ’livsfælle’?"

"Ja, Deres Majestæt. Nu hedder det ’livsfælle’."

"Jaså, vi skal altså skrive under på, at de to mænd og de to kvinder skal leve sammen som ’livsfæller’?"

"Ja, Deres Majestæt. Som ’livsfæller’.

"Et nyt ord?"

"Ja, Deres Majestæt. Et helt nyt ord. Aldrig brugt før…"

Dronningen læner sig tilbage. Hendes fingre hviler på dokumentets tekst. "Og de to mænd skal love hinanden, at de vil leve i dette forhold ’til døden skiller dem ad’?"

"Ja, Deres Majestæt. Det skal de love hinanden."!

"For Guds Åsyn?"

"Ja, Deres Majestæt, for Guds Åsyn."

"Og hvis den ene af dem kommer på andre tanker – og ikke vil vente på dødens adskillelse, så bryder vedkommende dette løfte?"

"Ja, Deres Majestæt. Så bryder vedkommende dette løfte."

Dronningen læser videre. "Vi ser her, at præsten skal forkynde de to at være ’registrerede partnere’ både for Gud og mennesker."

"Ja, Deres Majestæt."

"Han skal altså forkynde, at ’de er registrerede partnere for Gud’?"

"Ja, Deres Majestæt. ’For Gud’!"

"Jaså, og så skal de bede Fadervor sammen?"

"Ja, Deres Majestæt."

"Hele Fadervor?"

"Ja, Deres Majestæt."

"Også den sætning, som siger: "Led os ikke i fristelse men fri os fra det onde?"

"Ja, også den sætning, Deres Majestæt.

*

Søren Kierkegaard har i sine ’Øjebliksskrifter’ ikke blide ord tilovers for den kendsgerning, at ministeren skal bringe majestæten ind i dette foretagende.

"Således lærer kristendommen," skriver han, "du skal frygte Gud og ære kongen." Kierkegaard fortsætter: "En kristen bør derfor om muligt være Hans Majestæts bedste undersåt…"

(Søren Kierkegaard kendte ikke til begrebet ’dronning’ som majestæt; han omtaler derfor altid monarken som ’kongen’. Hvis han havde levet i dag, havde han sagt ’dronningen’.)

"Kristeligt set," forklarer han, "er kongen ikke den afgørende instans. Han kan nemlig ikke – og skal heller ikke være den øverste instans i forhold til et rige, der for ingen pris vil være af denne verden… ja, på liv og død ikke vil være af denne verden…"

"Troskab mod eden på Ny Testamente," skriver han videre, "kunne derfor være en god hjælp til at afværge, hvad man – hvis man elsker kongen – absolut må afværge… og det er at bringe Hans kongelige Majestæt i en forkert belysning."

Om dette forhold fortsætter Kierkegaard med voksende indignation og vrede:

"I sin ophøjede, guddommelige, dybere forståelse har kristendommen altid omgivet kongens tilstedeværelse med tilbørlig alvor. Det er kun den afskyelige ’legen kristendom’, der – i sit forræderi mod Ny Testamente – også er skyld i det højforræderi mod majestæten, at man vil bringe hans kongelige værdighed i en forvirrende belysning."

Kierkegaard slutter, og han kan ikke længere skjule sin heftige modvilje mod det system, der misbruger kongens person.

"Det øjeblik vil med sikkerhed komme," erklærer han, "da en konge pludselig rejser sig fra sit sæde og udbryder: "Nu ser jeg det: De slyngler af præster har fået mig bevæget til – hvad jeg mindst af alt fortjener – at gøre mig latterlig! Ved vor kongelige ære (og hvis nogen ved, hvad kongelig majestæt betyder, så ved jeg det, for jeg har magt til at bortskænke guld og gods, rang og hæder). – Men hvad er nu kristendom? Kristendom er netop en forsagelse af alt sådant. Hvordan i al verden er jeg kommet ind i alt dette med titler, stjerner og hæderstegn? Kristendom skyer jo alt sådant som pesten. Jeg er jo latterlig! Og hvem er skyld deri andre end disse slyngler af præster, der har fået gjort kristendom til præcis det modsatte af, hvad det er i Ny Testamente?"
 

TILBAGE