RETSOPGØRET
067

ET ONDT KOMPLOT

Til de 250 danske borgere, som har stillet sig bag stævningen af Danmarks to på hinanden følgende kirkeministre, skriver den ene af disse (Manu Sareen): "Lad mig sige det klart: Glem det!" Hertil har de danske borgere kun ét at svare: "Det glemmer vi aldrig, Hr. minister!" – Ja, de danske familier, som føler sig hårdest ramt af ministerens indtrængen i kirken, for dér at gennemføre et (over for Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter ’forræderisk’) anslag mod ægteskabet, kunne tilføje: "… nej, den ugerning, som ministeren har udøvet, vil aldrig blive glemt. Den er en skamstøtte, som regeringens minister, Manu Sareen (i lighed med det mindesmærke, der i 1663 blev sat over rigsråd og rigshofmester, Corfitz Ulfeldt) har rejst for sig selv! Indskriften på 1600-tallets kendte og foragtede landsforræder lyder sådan: "TIL ÆVIG SPOTT, SKAM OG SKIENDSEL’… og dette blev respekteret af Københavns borgere efter branden i 1728. Stenen med dens indskrift blev genrejst og står nu i Nationalmuseets gård, hvor teksten klart siger, at Christian den 4’s svigersøns udåd ihukommes for evigt. Den er (som i dette senere tilfælde med Manu Sareen) til ’Evig skam og skændsel’; den kan aldrig glemmes…

Når det nu engang er tilfældet, at et nyvalgt menighedsrådsmedlem skriftligt skal erklære at ville udføre ham eller hende det betroede hverv i troskab mod den danske, evangelisk-lutherske folkekirke, ’så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst’ (Menighedsrådslovens § 14, stk. 2) så gælder det samme løfte med ordene: "Den kristne menigheds liv og vækst," hvilket meget lidt harmonerer med det dødsstød, som staten med Manu Sareen i spidsen i sin seneste lovgivning har rettet mod den evangelisk-lutherske lære.

Få dage efter, at stævningen mod de to kirkeministre var blevet fremlagt i Københavns Byret, afleverede de to indstævnede ministrene deres første reaktion på Kristeligt Dagblads debatside. Begge ministres svar synes at være udformet over samme model og udtrykker (efter min mening) den samme arrogance og foragt – ja, for begges vedkommende en selvsikker stolthed over, at de på deres ministerposter er urørlige. "Jeg er blevet stævnet for at lovgive om, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken," skriver nuværende kirkeminister Marianne Jelved (22. dec.2014, Kristeligt Dagblads hjemmeside). Ministeren fortsætter: "Det søgsmål har ingen gang på jord! Jeg er stolt over, at regeringens ægteskabslov giver homoseksuelle mulighed for at blive viet i folkekirken." Ministeren synes med denne udtalelse at være mildest talt forbløffet over, at hun er ’blevet stævnet for at have lovgivet om, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken’. Hertil er at sige, at ministeren ved den kommende retssag vil blive forelagt, at hun slet ikke har mandat til at lovgive om nogen som helst sag i folkekirkens etiske holdning. Kirkeministeren kan for den sags skyld lovgive om alt, hvad hun vil – men i kirken har hun ingen ret til at lovgive om forhold, der har at gøre med Kristi menigheds dybeste moralske forbehold. Ministeren citerer imidlertid en juridisk ekspert (med flere doktorgrader), som til Kristeligt Dagblad har udtalt, at ’denne sag har ingen gang på jord’ (22.dec.2014). Hertil må jeg sige: Deri har både eksperten og ministeren ret. En stævning af den art har tilsyneladende ikke en jordisk chance. Derfor beder landets troende fadervor, hvori det hedder: "Ske Din vilje her på jorden, som den sker i himlen!"

De stoler nemlig på denne tredje bøn i Fadervor: Luthers forklaring til denne bøn er siden 1849 befæstet i Danmarks Grundlov, som i sin 4. paragraf uomtvisteligt henviser til ’Luthers lære’… Derfor må selv kirkens (ofte dybt verdslige) ministre lytte til den tolkning, som er og forbliver en del af kirkens officielle bekendelsesskrift. Luther erklærer vedr. denne 3. bøn: "Det vil sige: Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige Hans Navn og ikke lade Hans rige komme! Netop dette er jo djævelens, verdens og vort køds vilje! Guds vilje er, at vi bliver styrket og bevaret faste i Hans ord… til vor sidste stund" (Tertio petito, pacto paedagogi). Danmarks kirkeministre bør derfor anse det som en ophøjet, grundlovsgivet embedspligt at lytte til den evangelisk-lutherske læres egen officielle forklaring på den 3. bøn i Fadervor; denne advarer på det stærkeste mod ’enhver ond plan’ (omne malum consilium). Det sidste latinske ord ’consilium’ sigter på en (ond) rådslagning (Salme 2:1-3) – og netop et sådant ondt komplot bør fra nu af imødegås af en voksende skare af danske troende, som ønsker (med Luthers ord): ’at forblive faste i Guds Ord’.

"Nu må vi prøve at afklare kirkens stemme," udtalte den daværende, danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech.

Det bliver ikke nogen let sag! Røsten fra helligdommens indre er ’grødet’, og samtidig råber så mange udenfor kirken i munden på hinanden, at ingen fatter, hvad det drejer sig om. Fordi der ikke længere (for disse lovgivere og præster) er noget, der hedder ’kirkens bekendelse’ (som det hedder i Ny Testamente): ’at holde fast ved apostlenes lære’ (Ap.G.2:42), er der heller ingen, der længere begriber, hvad kirkens verdslige og gejstlige talsmænd virkelig siger. "Hvis en fløjte eller en harpe ikke gør skel mellem tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles?" spørger apostelen. "Eller hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?" (1.Kor.14:6-9) … og sidst men ikke mindst: Er dette øjeblikket, hvor den hele verden skal være på vagt? "Vogt jer for de falske profeter," advarer Jesus, "de kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er de glubske ulve" (Matt.7:15).

Den teologiske homo-rapport, der i midten af september 2010 langsomt dukkede op fra dybet viste sig at være ’et barn af sin tid’. Ingen af eksperterne var upåvirkede af den sørgelige kendsgerning, at den jævne verdensborgers hverdagsliv åbenlyst og totalt går uden om kirken. Tilværelsen synes på forhånd at være farvet af, at ’det med Gud’ ikke længere er en selvfølgelighed i samfundet. Kirken er de fleste steder blevet en ’pyntegenstand’, som kan bringe lidt højtid ind over fest og sorg. Ingen regner seriøst med, hvad den har at sige. Teologerne er fordrevet til et hjørne, hvor de sidder og svarer på spørgsmål, som ingen har stillet. Folk er stort set ligeglade med præster, bisper og menighedsledere, der de fleste steder prædiker for døve øren.

Det var ikke meningen, at det skulle ende sådan! "Præstens læber tager vare på kundskab," erklærer Bibelen. "Af hans mund søger man belæring, for han er Hærskarers Herres sendebud." Profeten Malakias fortsætter med at forklare, hvorfor alt dette er gået skævt. "Men I veg bort fra vejen, ved jeres belæring fik I mange til at snuble! Derfor gør jeg jer foragtede, ringeagtede af hele folket…" (2:6-9).

I en opsigtsvækkende udtalelse, som samtlige danske biskopper de samme septemberdage blev enige om at udsende om de såkaldte ’kønsneutrale vielser’ i kirken, forekom ikke ét ord fra Bibelen. Apostlenes klare afstandstagen fra homoseksualitet nævntes ikke med en stavelse, og Ny Testamentes advarsler om det, der foregik i Sodoma og Gomorra, omtaltes ikke. "Biskopperne konstaterede blot, ’at der i regering og befolkning var et flertal for, at der (til ligestillings-kirkeministerens tilfredshed) skal være en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par’.

Situationen var talende. Kirkens biskopper var for én gangs skyld blevet anbragt i en stilling, hvor hele befolkningen havde rejst sig for at lytte til, hvad de havde at sige. Landets regering henvendte sig i et særligt indkaldt møde til dem for at stille dem spørgsmål, som både menigmand og medier var optaget af. Teologerne blev pludselig hentet ud fra deres universitetskrog for endelig at sige noget, som alle talte om. Tv-avisen stod parat for at fortælle, hvad der i denne vigtige sag var ’kirkens røst’ – og så tillod samtlige indkaldte bisper sig blot at ’konstatere’, at ’der i befolkningen var flertal for homovielser’.

Med nøjagtig disse ord blev et af vor tids mest markante møder mellem statens repræsentant og kirkens højeste embeder indledt d. 15. april, 2010 i København. (Jeg tager ikke fejl og citerer ikke forkert, idet referatet fra netop dette møde på min fortsatte anmodning om ’aktindsigt’ blev imødekommet. Dokumentet opbevares som ’en særskilt sag i kirkeministeriets journalsystem’ (oplyst: 43 223/10 af 26. april 2010).

"Jamen," vil nogen af landets troskyldigt troende spørge, "er biskopperne tilfredse med flertallets holdning?"

Næppe alle! Men nogle er! Og dem, der er tilfredse med flertallets holdning til homovielser har ikke siddet med hænderne i skødet. De har selv været med til at fremme denne udvikling. Den danske biskop, Kjeld Holm, fortalte ved det omtalte møde kirkeministeren, at der var sket en langsom liberalisering bl.a. ved nogle biskoppers private udsendelse af en vejledende ordning for kirkelig velsignelse af registrerede partnere…"

Det vil med andre ord sige, at en række biskopper illegalt aktivt og pågående har været med til at påvirke flertallet af Danmarks befolkning samt kirkens præsteskab ved at ’udsende’ et ikke-autoriseret dokument, der detaljeret forklarer, hvordan kirken kan velsigne det ’kønsneutrale ægteskab’. Når det blev understreget, at en ’langsom liberalisering derved har fundet sted’, - menes dermed, at jorden er blevet godt forberedt. Homo-sædekorn er blevet biskoppeligt udspredt på alle marker. Af referatet, som det foreligger i kirkeministerens ’særlige skuffe’, fremgår det, at biskoppen fra Århus ikke syntes at fremlægge denne rapport med nogen særlig beklagelse. Tværtimod! Man kan ud af teksten læse, at der ’heldigvis er nogle biskopper, som har udført et flot forberedende arbejde med det storslåede resultat, at der (som det bliver udtrykt:): ’efterhånden tegner sig et folkeligt flertal for, at partnerskab også skal kunne indgås i statskirken’…

Helt konkret vil dette sige, at en fortrop af forræderiske biskopper forud for alle lovgivere og alle særlige teologiske udvalg – forud for alle højere ’høringer’ og lovbefæstede beslutninger, - ja, forud for mødet med kirkeministeren om muligheden for homovielser i kirken – har udformet deres eget provisoriske ’vielsesritual for homofile’! Dette har de ikke lagt til side i en skuffe, men har både udsendt og praktiseret det. I august 2009 omviklede de København Domkirkes søjler i homo-farver og ’massevelsignede’ for åben skærm homoseksuelle og lesbiske par.

På denne baggrund kan det forudsiges, at hvis ikke der i denne time rejser sig en modstand mod dette overgreb, så er ’de kirkelige lederes beslutning allerede taget. Da bliver det ikke et besindigt udvalgs bekendelsestro og skriftmæssig underbyggede erklæring, der fremlægges for statens minister. Nej, da bliver det (som apostelen Peter siger) ’Disse frække menneskers udsvævende liv’ (2.Pet.2:7) – og frafaldets højrøstede flertalskrav, der bliver toneangivende.

"Deres råb sejrede!" (Luk.23:23)

*

I denne mørke time er det værd at blive mindet om den sidste farlige sejlads, som Paulus oplevede – og hvor alt gik galt, fordi skibet sejlede efter flertallets beslutning. I Apostlenes Gerninger fortælles følgende: "Paulus advarede dem og sagde: Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv." Beretningen fortsætter: "Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. Og da havnen var uegnet til overvintring holdt de fleste på, at man skulle sejle videre." Historien slutter: "Da der blæste en let søndervind op, og de mente, at det, de havde besluttet, var så godt som gennemført, lettede de anker… men ikke længe efter brød en hvirvelstorm løs…" (Ap.G. 27:9-13).

Denne tilsyneladende højaktuelle og lærerige beretning kunne få betydning for adskillige: Som nemlig ’den nuværende sejlads’ (med den tungtvejende homo-last i bunden af skuden) er på vej ind i alle slags ’usikre farvande’, så mangler det ikke på advarsler! Der er i denne time folk, der overalt i Danmark rejser sig for at sige det samme, som apostelen sagde: "Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke…" (v.10).

Imidlertid er situationen ikke anderledes, end den var på Paulus’ tid. Man regner ikke med de mennesker, der tilsyneladende ikke har bedre argumenter end dette: ’Jeg kan se!’

Hvad har man ellers eksperterne til? Derfor lytter de styrende mere til ekspert-udvalgenes mening om tingene. Dog her gælder det gamle ordsprog: "Ét er søkort at forstå, et andet skib at føre!" – Og selvom (på Pauli tid) både styrmanden og kaptajnen var hærdede søfolk, der gennem et langt liv havde gjort deres erfaringer på havet – så havde de i det øjeblik en mand om bord, der vidste mere om denne farlige sejlads, end de selv gjorde.

… og netop i det øjeblik blev den fatale beslutning taget. Ny Testamente fortæller: "De fleste holdt på, at man skulle sejle videre". Flertallet var dem, der bestemte kursen, … og da vinden netop i den time var gunstig, ’lettede de anker’ og sejlede ind i den orkan, som sendte både skib og last ned på havets bund…"

Historien ender imidlertid ikke her. "I burde have lyttet til mig," råber apostelen til de 276 elendige på den sønderslåede skude. "I nat stod der foran mig en engel fra Gud og sagde, hvad vi nu videre skal gøre" (v.22).

… og da forholdt flertallet sig tavst! Selv dem, der hverken troede på Gud eller engle, sagde for én gangs skyld ikke et ord. Og det gjorde de vel i, for alt, hvad den skibbrudne fange herefter fortalte, gik i opfyldelse…

Et sært lys begyndte i juni 2010 at trænge gennem de lukkede døre, som det danske, teologiske udvalg siden april havde skjult sig bag. Det underlige var, at lyset ikke kom indefra men udefra. Ad mærkelige omveje syntes en del af de hemmelige argumenter og de emner, som blev debatteret i det skjulte, at komme til syne i et teologisk tidsskrift.

Tidsskriftets navn er (som jeg tidligere har omtalt) ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’. Med et grøn-blåt omslag og en ubestemmelig forsideillustration udkom juni-nummeret med følgende hovedtema: ’Kirkelig vielse af homoseksuelle’. Tidsskriftet udgives af en redaktion i Kgs. Lyngby. Udgivelsen sker med støtte af kulturministeriet.

Dette 120. nummer af 30. årgang var pludseligt (3 måneder før den officielle rapport blev lagt på bordet) blevet dedikeret til at stille skarpt på de emner, som blev bearbejdet bag det statsteologiske udvalgs tilskoddede vinduer. "Vi har suspenderet langtidsplanen for tema-numre," skrev redaktøren i forordet, "for at give et bidrag til den aktuelle debat." Bidraget var enøjet! Det havde svært ved at skjule sin sympati for kirkelige homovielser – ja, dørene blev åbnet på klem ind til teologernes mørkekammer. Her blev – ret forstået – ’taget billeder’. Disse blev eksponeret gennem tidsskriftets 10 artikler, og tjæresorte konturer af homofile ånder (som i samme time var ved at afgøre kirkens skæbne) viste sig.

(At jeg næppe fager fejl i denne spontane vurdering, at netop dette homo-nummer af et gammelt ærværdigt teologisk tidsskrift blev støbt som endnu et blylod, der skulle kastes i homo-ritualets vægtskål, fremgik af forordets første linjer. Mere end tydeligt afsløres her redaktionens hensigter).

Som en betegnelse for en på det tidspunkt 20-år gammel lov for homoseksuelle fra juni 1989 anvendtes her udtrykket: ’En frihedslovgivning for bøsser og lesbiske’. Dermed syntes dette tema-nummers indhold at være gjort klart: At homoseksuelle kan blive gift i kirken vil fremover være endnu et skridt fremad på ’frihedslovgivningens vej’. Dette 120. nummer af ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’ var som et manifest. Det afslørede afgrundsdybet bag den rapport, som regeringsudvalget var i færd med at udarbejde.

*

Med udgivelsen af dette statsstøttede manifest, som ikke indeholdt andet end et åbenlyst forsvar for kirkelige homovielser, meldte den danske filosof, Søren Kierkegaards 150-årige spørgsmål sig: "Er det forsvarligt af staten – den kristelige stat! – om muligt tillades at umuliggøre Ny Testamentes kristendom?"

Kierkegaard fortsætter: "Spørgsmålet i sig selv behøver ingen nærmere forklaring. Enhver må kunne sige sig selv, at noget sådant er ikke forsvarligt!" Han tilføjer: "Lad mig derfor nærmere redegøres for, hvad staten har gjort og fortsat vi gøre for om muligt at umuliggøre kristendommen. Det er nemlig ligetil at forstå: Den faktiske tilstand, som landet herefter befinder sig i, er præcis den, at Ny Testamentes kristendom ikke blot ikke længere er til, men at den fremover om muligt er umuliggjort…"

"Lad os antage," skriver Kierkegaard videre, "at staten ansætter 1000 embedsmænd, der med familie skal leve af – altså være økonomisk interesserede i – at forhindre kristendommens udbredelse." Han fortsætter: "Et sådant forsøg (der altså åbenlyst skal forhindre kristendommen i at brede sig) er imidlertid ikke nær så farligt, som det, der i øjeblikket foregår… nemlig, at staten ansætter 1000 embedsmænd, der – under foregivelse af at forkynde kristendom (og heri ligger netop den største fare) har en personlig økonomisk interesse i følgende: a) at folk kalder sig kristne (jo større fåreflok jo bedre) b) at det forbliver uændret, at de under ingen omstændigheder må få at vide, hvad sand kristendom er…"

Med henblik på lovgivernes seneste tidsskrift og på statskirkens nu mangeårige forsøg på at forhåne Ny Testamente lader jeg her Kierkegaard tilføje: "Intet er farligere for kristendommen, og intet er den mere imod end at få mennesker til letsindigt at antage sig navn af kristne, samt at lære dem at tænke ringe om det ’at være en kristen’ (som om det var noget, man sagtens kunne blive…)"

Hvis Kierkegaards definition af det, han kalder ’tingenes tilstand’, er korrekt, så melder der sig i sagen om kirkelige homovielser, (der, - som han udtrykker det - ’om muligt søger at umuliggøre kristendommen’), en læresag, der strider mod en forkyndelse, som bør kaldes ved sit rette navn: En kættersk vranglære! Da står nemlig landet, folket og kirken overfor en bedragerisk og forførende prædiken, som bør bekæmpes med alle til rådighed stående midler – ja, som udfordrer til en kirkeretlig løsning, der på forsvarlig vis varetager den sande, kristne menigheds retssikkerhed. Hvis ikke dette sker, lurer en ny kristenforfølgelse om hjørnet.

"Denne debat," slutter det omtalte tidsskrifts forord, "bør foregå i alle kirkelige og folkelige sammenhænge." Lyder flot og tolerant. Men overfor en sådan vranglæres uvæsen behøves mere end ’en debat’. Der er nemlig ikke så meget mere at debattere! Med etableringen af det homofile samfund i kirken er en slags usynlig evighedsgrænse overskredet.

Med disse seneste udlægninger af vielsesritual for bøsser og lesbiske er al samtale forstummet. Herefter forventes ’Guds vrede åbenbaret fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed’ (Rom. 1:18). Med dommens tsunami vil de sorteste dødsvande indenfor timer sprænge samtlige samfundsdæmninger. En ødelæggelse af åndelig og materiel, psykisk, fysisk og sundhedsmæssig art vil da– uden mål og måde – sprede sine gribbevinger ud over land og rige. Hvor dette hærværk når frem, vil al snak og diskussion ophøre, og de af kirkens åndelige ledere, der i Ny Testamente omtales som ’denne verdens ordkæmpere (1. Kor. 1:20) vil holde sig for munden og tie…

Tilbage er da kun i ydmyg omvendelse, påkaldelse og bøn at vende sig til Ham, som kan ’spærre havet inde bag porte, afstikke en grænse, indsætte port og slå og sige: "Hertil! Og ikke længere…" (Job 38:11).

*

"Med hensyn til at undersøge denne sag nøjere," slutter Søren Kierkegaard, " kommer jeg nu til, hvad der forventes af dig. Hvis du nogensinde har anet, at jeg (med mit forfatterskab) kun tjener det, som er sandt, nuvel, så skal jeg fra min side også fremover gøre, hvad jeg kan – men kun så meget, at du indser, at også du må anstrenge dig for at stå forfalskningen og forvanskningen imod! Din magelighed, min kære læser, vil jeg ikke opelske; bilder du dig ind, at også jeg er ’en opvarter’? Du må forstå, at jeg anser det for min pligt at forklare, at nu er det dig, der må tage fat på denne sag."
 

TILBAGE