RETSOPGØRET
068

HISTORIENS STØRSTE BEFRIELSESSKRIFTER

"Når et menneske vover sig så langt ud, som jeg har gjort, og tillige i et anliggende, der griber så dybt ind i alt det, der har med religionen at gøre, så bør man kun forvente, at der vil blive gjort alt for at modvirke, forvanske og forfalske, hvad han siger. Hans karakter vil på enhver måde være prisgivet. Mod ham er alt tilladt." Sådan skriver den danske, verdenskendte filosof, Søren Kierkegaard, i året 1855. Hans ord er blevet (og vil fortsat forblive) en bitter opfyldelse for dem, som tør træde staten for nær i dens søgen efter at underordne sig en kirke, der er parat til at krybe for kejseren. Især vil der blive udøvet en hårdnakket efterstræbelse af dem, som vil forsvare historiens befrielsesskrifter: Romerbrevet, Luthers lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse.

Hvis USA’s Barack Obama havde fået plads i det 2010-udvalg af eksperter, som den danske regering nedsatte med henblik på homovielser i Den evangelisk-lutherske Kirke i Danmark, ville han ikke have tøvet med at åbne helligdommens porte for homofile par. "Jeg kan i denne sag ikke lade mig lede af et halvglemt sted i Romerbrevet," skriver han i sin biografi (hvor han forsvarer den homoseksuelle livsstil) – og dermed vil han få følge af mange teologer og ikke-teologer. Han anvender i sin bog den engelske, lidt foragtelige betegnelse ’obscure’ om det omtalte afsnit i Ny Testamente (’The audacity of hope’. Vintage 2006, s. 64). Ordet ’obscure’ har to meninger i det engelske sprog. Det kan betyde ’vanskeligt forståeligt’ (hard to understand) eller ’ukendt’ (not well known). Det er denne ’Obama-definition’, som nationernes regeringer og kirkerne nu skal tage stilling til. Jeg kan fortælle, hvad den i denne sag skete i Danmark.

Spørgsmålet er nemlig, om bibelstedet i Romerbrevet, hvor apostelen kalder homoseksualitet for ’en vanærende lidenskab’ og det lesbiske forhold for ’naturstridigt’ (Rom.1:26) er så uforståeligt, at det i den ganske verden må forkastes som et argument i den fortsatte globale drøftelse om homofile vielser i kirken? Der kan – så vidt jeg kan se – ikke være tvivl om, hvad apostelen i sin Romerbrevs-omtale af det homofile parforhold mener. At skriftafsnittet skulle være ’ukendt’ forbliver en påstand. Stedet indgår som en ubrydelig del af det dokument, der i de sidste 500 år har haft den største betydning for den reformerte del af hele klodens kristenhed. Afsnittet udgør selve konklusionen af det indledende kapitel til dette nytestamentlige brev, der med rette er blevet betegnet som historiens største og vigtigste befrielsesskrift og som efter religionskrigene i 1530 blev grundlaget for reformationernes kirkelige ’grundlove’.

Hvis dette dokument ikke havde eksisteret, havde det protestantiske og parlamentariske Amerika ikke været, hvad det er i dag – og Obama havde aldrig på noget tidspunkt siddet i Det Hvide Hus. Og hvis netop dette skrift i Bibelen ikke var blevet nedskrevet og forkyndt, ville der heller ikke have været noget protestantisk kirkeministerium i København, og der ville ikke have været nogen statskirkelig minister, der kunne nedsætte et reformert-teologisk udvalg til åbent og frit at drøfte det foreliggende problem. Ja, hvis Ny Testamentes frihedsforkyndelse ikke var blevet prædiket ud fra Romerbrevets uforlignelige lære, ville der ikke have været en Danmarks Riges Grundlov efter nogen anden vestlig konstitution med en så omfattende frihed for gudsdyrkelse… en frihed, som i de fleste lande kun er begrænset på ét punkt: ’Sædeligheden’. Spørgsmålet er nu: Har dette punkt noget at gøre med forsøget alle vegne på at indføre et kirkeligt ritual for homovielser? Er de forskellige landes nytestamentlige moralbegreber i virkeligheden nedfældet i den nationale lovgivning? Er der af den grund mange steder afsat en grænse for, hvad lovgiverne kan gøre, når det drejer sig om de kirkelige anliggender? Er parlamenternes kompetence begrænset, når det drejer sig om homofile vielser i kirken? Disse spørgsmål blev besvaret i Danmark – og det gik ikke stille af!

Af samme grund – tør jeg i dag konkludere - bør intet regeringsoverhoved, ingen minister, biskop, præst eller menighedsleder noget sted godtage noget argument, som i en eller anden teologisk eller politisk arrogance forkaster netop Romerbrevets første kapitel som et af de sikre fundamenter for kirkens svar. Tværtimod bør hele dette kapitel udgøre selve grundlaget for en hvilken som helst drøftelse og en hvilken som helst teologisk konklusion vedrørende dette emne. Dette vil falde adskillige for brystet. Grunden dertil er ikke, at kapitlet er ’svært at forstå’, ej heller at det er et ’ukendt skrift’. Nej, grunden dertil er, at dette kapitel er ’let at forstå’, og at dets ord hverken er fjerne, halvglemte eller ukendte! Romerbrevet vil endnu en gang blive årsag til rystelser i den politiske og kirkelige verden.

*

For nærmere at forklare den internationale betydning som den danske, teologiske og politiske beslutning indebærer, bør det fastholdes, hvad der skete for 500 år siden. Hvad siden er sket i det protestantiske Danmark er nemlig ikke blot en lille og ubetydelig parentes i en enkelt nations 500-årige kirkehistorie. Sagen om de homofile vielser i kirken er af en så afgørende karakter, at hele den verdensvidde protestantiske bevægelse dermed stilles på prøve. Ja, samtlige historiske og supermoderne kirkesamfund vil globalt blive testet i netop denne sag. Ikke mindst fordi protestantismens betydeligste bekendelsesskrift, Romerbrevet, anfægtes, bliver alle, der bygger deres tro og lære på denne nytestamentlige åbenbarelse, inddraget i det forestående opgør! En hvilken som helst kirkelig forgrening, der anser apostelen Paulus’ lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’ og som er blevet vakt med hensyn til de tre kapitler i Romerbrevet (9-11), der belyser de hedningekristnes forhold til Israel, har ansvar i denne sag – ja, hele jordens protestantiske kristenhed vil blive stillet til regnskab i dette forhold.

*

Det opgør, som nu ulmer alle vegne, har allerede i årtier plaget teologernes samvittighed. Den danske regering var derfor nødt til (som tidligere nævnt) at nedsætte et særligt teologisk udvalg, (hvilket i sig selv indikerer, at det ikke er nogen lille sag). Teologernes redegørelse var under et vist pres, idet homofile par på verdensvid basis hamrede på kirkernes døre og overalt stillede krav om at blive viet foran alteret. Hvad er udgangen blevet af dette vældige sammenstød i Danmark? Dette er, hvad den halve verden venter et svar på.

Gigantiske kirkesamfund er globalt blevet splittet over spørgsmålet om ’den kirkelige velsignelse’ af det homofile samliv, og Det nye Europas forfatningslovgivning er markant præget af dette emne. Ja, nationale konstitutioner vånder sig over alt under det voldsomme pres, især med hensyn til de afsnit af lovgivningen, hvori det (som i Danmark) hedder: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" (kap.7, paragr.67). Er religionsfriheden i virkeligheden ved at blive truet? Er en ny kristenforfølgelse ved at aftegne sig i horisonten?

Afgørende afsnit i Ny Testamente, som omtaler homoseksualitet, søges direkte fjernet. Romerbrevet, som i sit første kapitel beskriver en civilisations sammenbrud, og som nævner, at ’mænd lever skamløst med mænd’ søges bragt til tavshed; "ingen bør længere læse disse ord højt i det offentlige rum," hedder det.

Det er altså ikke et uvedkommende teologisk problem, som her presser sig på, men en sag, som i alverdens riger og lande har med borgernes hverdag at gøre. Ej heller er spørgsmålet om homovielser blot et kirkeligt anliggende, idet sagen drejer sig om det begreb, som landenes konstitutioner kalder ’sædelighed’. Det vil sige, at sexmoral (om man vil det eller ej) kommer ind i billedet. Spørgsmål om ’fordærvelse, depravering, kyskhed, sømmelighed, skam og blufærdighed’ melder sig. Der gives i de demokratiske nationer næsten ubegrænset frihed for alle former for gudsdyrkelse, men i selve landenes konstitutioner er der ofte nedlagt forbud mod en hvilken som helst læreform eller handling, der (som det i Danmark hedder): ’strider mod sædeligheden’.

Det er min opfattelse, at de to ministre, som ved udgangen af 2014 blev stævnet for overtrædelse af grundloven, taler ud af et vist hovmod, når de giver udtryk for, at 250 danske borgeres påstand om, at de har forgrebet sig på kirkens bekendelsesskrifter, ikke bør tages alvorligt! Blandt de historiske Befrielsesskrifter, som fremlægges for dommeren, er Luthers lille katekismus – og de to statsembedsmænd vil komme til at opleve, at det 500-årige lutherske mesterværk ikke er sygnet hen med årene. Det ejer en voldsom iboende kraft, som vil komme til syne, når det under en kommende retssag indtager sin grundlovsberettigede plads. Den lille Katekismus blev af Luther selv nøje udlagt og tolket i hans store Katekismus, så retten har ikke brug for andre forklaringer. Disse ’andre, moderne tolkninger’ har nemlig ikke samme berettigelse som Luthers. Hans navn er nævnt i Grundloven; det er de to danske biskopper, Kjeld Holms i Århus og Peter Skov Jakobsens i København, ikke.

Luthers lille Katekismus fylder om få år (maj 2029) 500 år. Som en værdig, hvidhåret, gammel præst rejser den sig i denne løsslupne opbrudstid for – vægtigt og med uimodsigelige argumenter – at sætte både ældre gejstlige og unge stridsomme politikere og regeringsministre på plads. Som det skete i Wittenberg for de snart fem sekler siden, samler Katekismens budskab sig om den kristne lære. Det vil sige, at den i korte, kraftige sætninger sætter samtlige politiske ’afvigere’ og gejstlige frafaldsprædikanter i rette. Samtidig minder den statens folkevalgte og højtbetalte embedsmænd om, at de overalt har en bestandig, konstitutionel forpligtelse over for dens klare reformatoriske budskab. I Danmark ejer Katekismen en særlig rang, idet den – som det ikke altid er tilfældet i andre protestantiske stater – indgår i den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter. Dermed er Luthers lille Katekismus for Danmarks vedkommende optaget i Danmarks grundlov, der i sin 4. paragraf med 14 ord henviser til statens ufravigelige forpligtelse over for nationalkirkens evangelisk-lutherske lære… De 95 teser, som Luther opslog på kirkedøren i Wittenberg i året 1517, står dermed usynligt naglet til indgangsportalen til det danske regeringspalæ, Christiansborg i København – og de ti Bud, Fadervor og den apostolske trosbekendelse er dermed præcis de kirkelige, officielle bekendelsesskrifter, som ingen dansk regeringsminister eller parlamentsmedlem kan komme uden om. Dette er baggrunden for den stævning, som er blevet overgivet til Københavns Byret, hvor som sagt to af regeringens ministre stilles til regnskab for den påstand, at de har overtrådt Danmarks Riges Grundlov.

I midten af januar 1529 forelå Luthers lille Katekismus på tryk. Ikke som et samlet værk og i bogform men som et ’løsblad-system’ med billeder, så at den let kunne ophænges i kirker, skoler og hjem. Meningen var, at præsterne fra prædikestolen, landbofolk, forældre, tjenestefolk og børn skulle højtlæse de små plakaters indhold for dem, som de havde ansvar for, så at alle disse bibelske tekster kunne tjene til opbyggelse af troen hos den enkelte. – Den tid er nu forbi. Børns og unges verden befolkes i dag af et stærkere og mørkere billedmateriale, der for det meste sigter på at nedbryde troen på Gud – og den ældre generation har for travlt til at tage ansvar for dem, som er blevet overgivet til deres omsorg. Imidlertid har katekismen ikke mistet sin kraft, og eftersom den indgår som et af kirken anerkendt bekendelsesskrift, bør dens letfattelige tekster være medvirkende til, at standse ethvert statsligt initiativ, hvis formål er at modstride den evangelisk-lutherske lære. Derfor bør katekismens klare tekster indgå som en del af det materiale, som de to indstævnede ministre stilles over for. Deres gudløse forsøg på at underminere den evangelisk-lutherske kirkes lære kan hermed – sort på hvidt – påvises, og deres grundlovsovertrædelse tydeligt dokumenteres…

Netop i en tid, da ’folk ikke vil finde sig i den sunde lære’ (2.Tim.4:5) opmuntrer apostelen til, at de troende skal stå frem (i tide og utide) og ’prædike ordet, overbevise, irettesætte, formane… tålmodigt og med stadig undervisning’ (v.2). Ja, apostelen ikke blot ’opmuntrer’ de troende til at gøre dette, men han indskærper dem for Guds Ansigt og for Jesus Kristus, der skal dømme levende og døde, så sandt Han kommer synligt og opretter Sit Rige" (v.1-2). "Det vil med andre ord sige, at det ikke længere er et spørgsmål om, hvad den enkelte ’har lyst til at gøre’ – nej, alle, der har på hjerte at følge Kristus efter, bliver her med ’indskærpelse’ pålagt at udføre denne tjeneste med det ene, klare udsagn for øje, at Herren Jesus snart kommer igen, og da skal Han ’dømme levende og døde’. – "Når Herren Jesus kommer synligt (ikke usynligt) for at oprette Sit Rige – vil Han da finde nogen, som allerede på den måde forbereder Hans komme?

Striden står nu om de tre store befrielsesskrifter: 1. ’Romerbrevet’, 2. ’Luthers lille Katekismus’ og 3. ’Den Augsburgske Bekendelse’ og dermed om den vigtigste pointe i Grundlovens 4. paragraf i ’vore dages menneskerettigheder’. Disse tre dokumenter giver hver for sig en nærmere beskrivelse af borgerens rettigheder, af hvilke kan nævnes, at vielser af par af samme køn ikke kan forceres ind i kirken! Ethvert af de tre dokumenter repræsenterer nogle særlige aspekter af den retlige regulering, som i dag må gennemføres med henblik på Statens indtrængen i kirkens liv og levned. Ikke ud fra en traditionel teologisk tankegang – men ud fra den helt specielle og for omverdenen fascinerende, formelle frihedskvalitet, som er knyttet til grundlovens 4. paragraf.

*

Ifølge nogle halvglemte udskrifter fra rigsdagsforhandlingerne i Augsburg i året 1530 har kejser Karl V åbnet rigsdagen med følgende vægtige erklæring: "Som vi alle lever og strider under Kristus, søger vi nu at nå frem til et kirkeligt fællesskab ved den enighed, som her kan opnås." (K.E. Førstemann, Urkundenbuch, 2. bind). Den Augsburgske Bekendelse var, er og forbliver altså et samfundsanliggende, som også har sin berettigelse i forbindelse med den foreliggende stævning. Om dette offentlige søgsmål, som ikke blot kan afvises ved en ministeriel arrogance, men som underbygges af denne ’Kirkens fornemste bekendelse’, er det værd at notere sig følgende:

Den Augsburgske Bekendelse er godt på vej til at kunne fejre 500 års fødselsdag. Under titlen Confessio Augustana blev den nedfældet af Melanchton, som nøje – artikel for artikel – fulgte i kølvandet på alle tidligere kirkebekendelser – især hvad der var skrevet af hans medreformator, Martin Luther. Den 25. juni 1530 blev den forelæst på rigsdagen i Augsburg for kejser Karl V. på vegne af de fyrster og stænder, der bekendte sig til Luthers reformation, for derefter i den efterfølgende politiske og kirkelige udvikling at fremstå som det grundlæggende bekendelsesskrift for den nu verdensvidde evangelisk-lutherske kirke. Den Augsburgske Bekendelse, som (hvad jeg tillader mig at gentage) i en efterfølgende retssag vil blive fremlagt for dommerne i Københavns Byret, udgør derfor den historiske, juridiske, teologiske, saglige og åndelige baggrund for den omtalte retsforfølgelse af to af den danske regerings ministre. Samtidig er denne bekendelse en topaktuel sammenfatning af den sandhedsoverbevisning, som i dag hersker iblandt protestantismens ægte børn. Den er blevet et dokument, der afspejler al reformatorisk, evangelisk teologi og lære, og har som sådan vundet sig en rang og en værdighed, som selv verdslige dommere, advokater og hånligt afvisende ministre bør respektere. Det er således i denne høje skikkelse, at Confessio Augustana (i seks eksemplarer) fremlægges på dommernes bord – og det er som et sådant ’forbindende sandhedsvidne’, at bekendelsen forekommer som et tungtvejende bilag i den stævning, der nu er nedlagt mod hele det hedenske skyggekabinet, der hersker bag den danske regering.

Det er imidlertid den almindelige danske borger, der kommer til at afgøre Danmarks fremtid med henblik på det danske samfunds forbundethed med det protestantiske livssyn. Når apostlen Judas derfor formaner med ordene: "Kæmp for den tro som én gang for alle er overdraget de hellige" (v.3) – så gælder ’denne overdragne tro’ netop en sådan fri og åben, borgerlig bekendelse, som Confessio Augustana indeholder. Den er født i en tid med kiv og strid, hvor både den gejstlige og den sekulære verden udviste en indædt modstand mod evangeliet. Problemet, som i 2014 blev lagt åbent i forbindelse med de danske troendes stævning af den danske stat, er globalt – men må ifølge værket ’Den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter’ (Göttingen 1959) overalt imødegås PÅ det lokale plan. Det drejer sig derfor om ’VOR bekendelse’ (’confessio nostra) hedder det i Göttingen-publikationen, hvilket vil sige, at det er ’præsternes, prædikanternes, lærernes og de stedlige, jævne troendes personlige bekendelse’(side 134) – ja, kampen står nu om ’vor egen sjæl og samvittighed’, vor egen beskyttelse af vore egne børn og vor egen familie! Landets troende borgere må derfor fra nu af søge at bevare ’vore egne (Ap.G.12:12) mod en lære, der ikke stemmer overens med Guds Ord og den kristne sandhed’ hedder det i denne nyere erklæring (Bek.skrift stk.83c). – Dersom altså denne ’lokale samvittighedsopgave’ får frit løb, vil det ej heller længere blive betragtet som et ’læremæssigt’ problem, at de troende frimodigt henvender sig (som det skete på reformationens tid) til både ’kejser og folk’. Den grundlovssikrede religionsfrihed, at den jævne, danske borger har ret til at ’tænke og tro i overensstemmelse med sin personlige overbevisning’, må nu for alvor stå sin prøve! Det er altså ud fra den enkelte familie (i de stedlige sogne og kommuner), at denne ’bekendelseskamp’ nu skal udkæmpes…

Det må erkendes, at den tyske Luther-oversættelse af det afsnit i Judas Brev, som siger, at ’det har sneget sig nogle mennesker ind, som bruger vor Guds nåde til tøjlesløshed’ (v.4) er særdeles oplysende. Det tyske udtryk for ’har sneget sig ind’ er en længere betegnelse, der ordret lyder sådan: ’nebeneingeschlichen’. (Det betyder oversat, at nogle antikristelige kræfter har ’sneget sig ind fra sidelinjen). Altså ikke bagfra og ikke ved et sejrende frontalt sammenstød – men det er nogle folk, som har løbet ’side om side’ på deres egen bane – og som nu langsomt og imod alle gældende regler har overskredet linjen til en anden bane, hvor de (synes det) er ved at komme først i mål. Skriften betoner i den forbindelse om, at ’ingen idrætsmand vinder sejrskransen, hvis ikke han følger reglerne’ (2.Tim.2:5) – og at disse ’indsnegne folk’ for længst er blevet diskvalificeret. "For længe siden," forklarer apostelen, "er de blevet dømt’ og sat ud af spillet på grund af deres bedrageriske livsførelse. De har øvet overgreb på ’den tro, som én gang for alle er blevet overdraget de hellige’ (Judas Brev v.3). "Den store Dommers dommerfløjte vil nu atter lyde," slutter vi, "med den stævning, som er indgivet mod den danske stat og regering… og mod de to ministre, som med deres seneste udtalelser viser, at de ikke fatter sagens alvor!"
 

TILBAGE