RETSOPGØRET
069

DE MØRKESTE LIDENSKABER

Når det i indledningen til ’homo-grundloven’, de såkaldte ’29 Yogyakarta Principper’, erklæres, at ’seksuel orientering hører med til menneskets medfødte værdighed’ – og at netop dette forhold derfor aldrig må udgøre basis for diskrimination eller nedgøren (abuse) – så ligger det i luften, at et hvilket som helst spørgsmålstegn, der kan sættes ved en sådan påstand, vil blive stemplet som diskriminerende. Imidlertid fremgår det af det dunkle dokuments egne definitioner, at den såkaldte medfødte ’orientering’ (kapacitet, anlæg eller sex-egenskab) herefter kan være alt mellem himmel og jord – og som sådan omhyggeligt af staten skal beskyttes, befordres, bekræftes og berettiges. Ved en generalforsamling og et Grundlovsstævne, som blev afholdt på Pottemagerens Hus ved byen Holsted 22.-24. nov. 2013 indledtes en national kamp mod den overhængende fare, at de mørkeste og mest ondskabsfulde lidenskaber er ved at komme til magten både i Danmark og i andre lande.

Forfatterne til ’de 29 principper’ har selv defineret, hvad der skal forstås ved begrebet ’seksuel orientering’. "Dette skal forstås," (hedder det) "som den enkelte persons anlæg (’capacity’) til (at rumme) en dybtfølt seksuel tiltrækken til… f.eks. en person af samme køn’." Ordet ’capacity’ er i denne forbindelse afgørende: Det betyder oprindeligt ’evnen til at rumme’… Spørgsmålet er nu, hvorvidt denne ’medfødte evne til at rumme’ en speciel seksuel drift automatisk og i sig selv kan indordnes som en menneskeret? ’Evnen til at rumme’ giver mulighed for anlæg af højst forskellig art – ja, der gives medfødte ’rumindhold’ og menneskelige kapaciteter, og tilbøjeligheder, der er direkte onde og skadelige for omverdenen. Sådanne samfundsfarlige, medfødte anlæg har ingen ret til statens eller lovgiverens beskyttelse. Tværtimod gives tilfælde, hvor omverdenen absolut og ved lov må værne sig mod de mest nedrige, medfødte egenskaber. Der eksisterer såkaldt ’medfødte seksuelle orienteringer’ f.eks. pædofil (seksuel tiltrækken til børn), der ikke har og aldrig bør få nogen berettigelse i sig selv. Det menneske, som har tendens til et sådant ekstremt, ondt ’rumindhold’, bør (om muligt) hjælpes og beskyttes – men den såkaldte medfødte ’capacity’ kan aldrig noget sted eller på noget tidspunkt gøre fordring på at blive anerkendt som en menneskeret. Det er på dette punkt, at den danske lovgivning om kirkelige homovielser i bogstaveligste forstand er ’løbet af sporet’ (er blevet ’afsporet’) – og det er bl.a. om denne sag, at der den novemberdag blev kaldt til stiftende generalforsamling i den dertil oprettede forening: ’Med lov skal land bygges’. De danske troende, som fattede, at i denne sag er den lovløse (2.Thess.2:1-7) på færde, kom i den pågældende weekend i hundredtal til Holsted for dér at melde sig til den forestående strid og kamp.

I Gender-manifestets 29. artikler indledes det første princip med én for hele dokumentet afgørende erklæring. Denne fastslår, at den særligt udpegede homosex-gruppe herefter (som en medfødt ret) er berettiget til ’fuld nydelse af alle menneskerettigheder’. Manifestets yderligere fordringer står og falder imidlertid med, om denne påståede ’berettigelse’ er i overensstemmelse med menneskerettighedernes oprindelige idé og formål. Yogyakarta Princippernes 1. homo-paragraf lyder således: "Alle mennesker er født frie og lige med hensyn til værdighed og rettighed. Mennesker af alle seksuelle orienteringer og kønsidentiteter er (derfor) berettiget til fuld nydelse af alle menneskerettigheder."

Det er sandt, at de største og mest privilegerede rettigheder, som et adelsmærke følger med et menneskes fødsel; bare det at være menneske giver mennesket en ret! Denne ’menneskeret’ er menneskets fornemste adel; den er medfødt og skænkes den enkelte (uanset noget andet forhold) som den mest selvfølgelige arv. Den gives i vuggegave til alle, der tilhører den store, menneskelige familie. Med rette kaldes denne medfødte ret en ’menneskeret’. Når gender-dokumentet nu åbenlyst fordrer, at stater over hele kloden skal anerkende ’alle slags seksuelle orienteringer’ og afvigelser som en menneskeret, da er man på vej til at åbne op for at ’statsautorisere’ de mest grufulde sex-drifter og de mest afskyelige lidenskaber. Disse ’kønsidentitets-principper’ er som en ny politisk ideologi farlige for samfundet og burde aldrig i nogen lovgivning få statens blå stempel. Enhver troende (uanset kirkelig baggrund), som ser denne fare i øjnene, bør alle steder tage del i denne modstandskamp.

Det bør i dag alle vegne betones, at den megen tale om ’påtvungne, medfødte sex-anlæg’ er i strid med Ny Testamentes lære, der klart og tydeligt siger: "Lad ikke synden herske i jeres dødelige legeme!" (Rom.6:17) Når apostelen derefter myndigt advarer mod at ’adlyde sådanne lyster’ (v.13) – vil det sige, at mennesket (ifølge Den Hellige Skrift) står over for en ubestridelig valgmulighed. Når det videre i samme tekstafsnit siges, at de troende ’ikke skal anvende deres legemer som redskaber for uretfærdighed’ (v.13) – da er der tydeligt (og uden skygge af tvivl) tale om, at Gud i Kristus giver den enkelte et herredømme, så at han eller hun ikke længere behøver at leve i lidenskabernes trældom. Det er derfor en global kaldelse, at de, som er Kristi efterfølgere, har en Gudgiven mulighed for ’at stille sig selv til rådighed for Gud’ – ja, de kan frit og utvungent ’bringe deres lemmer for Gud som redskaber for retfærdighed’ (v.13) – "Synden skal ikke være herre over jer!" erklærer apostelen… og slår dermed en pæl gennem den vranglære, at et menneske fortsat og uden anden udvej er født til at leve i den synd, som han eller hun fra moders liv kan være motiveret til…

*

I en bog, som jeg udgav på dansk d. 15. april 2010 om ’de homoseksuelle og kirken’, lød overskriften på det tredje kapitel således: ’Er kirkernes biskopper utilregnelige’? Det er mere end sandsynligt, at adskillige fornuftige mennesker stilfærdigt vil lægge et kapitel med en sådan overskrift til side. Det er jo en uhørt frækhed at stille et sådant spørgsmål," vil nogen sige. "Folk, der antyder den slags, burde slet ikke have lov at komme til orde."

Hertil vil jeg svare, at efter Luther som tilsynsførende havde været rundt i et områdes kirker, skrev han i sin katekismus: "Hvad jeg her skriver skyldes den nød og skrækkelige elendighed, jeg for nylig oplevede. Du milde Gud, hvor megen jammer har jeg ikke set. Folk lever som sorgløse dyr og ufornuftige svin."

Derefter vender han sig til landets biskopper (og min overskrift over det omtalte kapitel blegner ved siden af hans). "Åh, I biskopper," udbryder han. "Hvad vil I dog forsvare jer med over for Kristus? I har ladt Hans folk så skændigt i stikken, og ikke et øjeblik passet jeres embede. Man må håbe, at al landsens ulykker ikke rammer jer… ak og ve over jeres hoveder for evigt!"

Med henblik på den internationale, kirkelige holdning til de såkaldte Yogyakarta-principper og til homovielser i kirken tør jeg gentage Luthers rædselsudbrud: "Åh, I åndelige ledere! Hvad vil I dog forsvare jer med over for Kristus?"

Det er nemlig ikke helt normalt, hvad der i denne sag skete i Danmark. Lad mig forklare:

De særeste ting er hændt. Noget uforklarligt. Begivenheder, der tydeligt lod ane, at et eller andet mærkeligt var på færde. Hændelser, der ikke kunne gives nogen redegørelse for. Noget gådefuldt… sælsomt… ubeskriveligt.

Det var ikke helt almindeligt, da Danmarks udenrigsminister i sommeren 2003 sendte en homofil diplomat og hans partner som ambassadørpar til Israel… én af klodens mest ømfindtlige poster, hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’, samt at Kristeligt Dagblad d. 7. august samme år citerede mig for under en demonstration på Israels Plads i København at have tilspurgt den siddende VK-regering, om den ’i disse terrortider turde provokere et muslimsk land på samme måde’. Det var mere end usædvanligt, at domkirken – den protestantiske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – pludselig stod iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par. Det var særdeles besynderligt, at Danmarks biskopper kun få måneder efter anmodede kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skulle aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekom i den grad sært, at næppe var dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra parlamentssalen på Christiansborg meddeltes, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe havde brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…

*

Alt dette var så underligt, at jeg for min part kun kunne finde én forklaring på det, der i øjeblikket skete. Min bedømmelse af situationen bør imidlertid ikke optages som en fornærmelse. Jeg er ikke ude på at ville ’lange ud’ efter nogen, og det er ikke min hensigt at rette beskyldninger mod en eller anden. Jeg siger heller ikke dette i spøg og ønsker ikke med min forklaring at gøre mig interessant på andres bekostning. (Det står nemlig klart for mig, at Moses gav folket dette påbud: "Du må ikke forbande en stormand i dit folk – 2.Mose 22:27;…) og jeg er helt på det rene med, at apostelen Paulus forløb sig og måtte give en undskyldning, da han i ophidselse kaldte ypperstepræsten Ananias for ’en kalket væg’ ("Jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten," sagde Paulus og tilføjede: "Der står jo skrevet: Du må ikke forbande dit folks øvrighed!.." Ap.G.23:5)

Hvad jeg her siger, er derfor blot at betragte som en bedrøvet konstatering – og jeg vil straks prøve at begrunde, hvorfor jeg er kommet til en slutning, som jeg vil formulere således: Det er min opfattelse, at de styrende i nationerne er ved at gå fra forstanden, og at kirkernes åndelige ledere mange steder må anses for utilregnelige…

Jeg er som sagt klar over, at en sådan udtalelse med det samme ’marginerer’ min person. Det vil sige, at jeg dermed bliver anbragt mellem den slags mennesker, man ikke kan tage alvorligt – ja, at jeg efter sådanne ord gør bedst i fremover at tie stille. Med mig er herefter enhver samtale afsluttet. Efter en sådan erklæring bør jeg gå over i krogen og skamme mig…

Ikke desto mindre vil jeg – uden at være ophidset, roligt og afklaret og med alle mine sanser og evner i behold – gentage: "De styrende i dette land er ved at miste forstanden, og kirkernes åndelige ledere må mange steder anses for at være utilregnelige!"

*

Hvorledes tør jeg komme med en sådan påstand? Er det ikke blot en provokation, der er grebet ud af luften? Hvad er min begrundelse for at sige sådan noget?

Min begrundelse for at komme med denne erklæring ligger i den opfattelse, at de styrende i mange lande har overskredet en grænse for det tilladelige og derfor er ved at miste deres sunde fornuft, samt at kirkernes ledere globalt er drevet så langt ud i et åndeligt ingenmandsland, at de – helt bogstaveligt – af deres omgivelser må anses for at være ude af stand til at orientere sig.

Denne opfattelse er ikke en konklusion, som jeg er kommet til blot ud fra egne overvejelser. Hvis dette havde været tilfældet, var der ingen, der burde lytte mere til den snak – nej, denne forståelse er jeg nået til ved at iagttage den ulykkesvangre kædereaktion, som tydeligt aftegnes i det afsnit af Ny Testamente, der sætter fokus på den befolkning og den kirke, som af en Gudsfjendsk tidsånd drives ind i det homofile ’establishment’.

Når jeg erklærer, at de styrende i alverdens riger og lande (med henblik på spørgsmålet om de homoseksuelles fordring om at blive viet i kirken) nærmer sig en situation, der må betegnes som et ’dybt godnat’, og at nationernes kirkeledere i samme sag har bevæget sig ind i et vildnis, hvor de ’ikke kan kende forskel på højre og venstre’ (Jonas 4:12), så hænger det sammen med de bibelske forudsigelser, der tydeligt taler om, at dette kan ske.

Afslutningen på den kædereaktion, som i forbindelse med en hel civilisations undergang drives frem af en homoseksuel ånd, står omtalt i Ny Testamente i det afsnit, hvor apostelen Paulus gør rede for det homofile menneskes baggrund. Inden han beskæftiger sig med de forskellige ’led i kæden’ stiller han skarpt på den afsluttende fase. Han siger: "Deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte (Rom.1:21).

Når jeg her understreger, at den aktuelle, uhyggelige hjerteformørkelse har at gøre med den afsluttende fase af en situation, der har udviklet sig over nogen tid, så hænger det sammen med apostelens udtryk: "Deres tanker endte…" (v.21). Det vil sige, at det ikke er begyndt sådan – men ved enden af vejen, er der ikke længere mulighed for at skjule, hvad der i hele optakten har været den egentlige drivkraft. Tomheden og formørkelsen melder sig. Det ’uforstandige’ kommer til syne … og hvad der i virkeligheden ligger bag min påstand om, at de åndelige ledere mange steder må anses for at være utilregnelige, kommer her for en dag.

*

I den kommende tid vil sagen blive endnu mere afklaret. Apostelens forklaring om, hvad der videre vil ske, når først det begyndende vanvid har vist sig, vil aftegne sig i den politiske lovgivning. Næste fase lyder nemlig sådan: "Mens de påstod, at de er vise, blev de dårer" (v.22).

Det er en sætning, som landenes lovgivere skal skrive sig bag øret. Ikke alle begriber, hvad det hele egentlig drejer sig om – men der vil forekomme situationer under de politiske debatter, hvor enkelte af de tilstedeværende vil huske på, hvad apostelen har forudsagt: - Mens det hele lyder så fint, og tilforladeligt og klogt, så er spørgsmålet dette: "Er det alt sammen ikke den helt store dårskab?" Hvor er vi henne med forståelsen af ægteskabet? Hvorfor skal vi egentlig skabe plads til homovielser i kirken? Af hvilken grund skal dette for så mange vigtige samvittighedsspørgsmål med hård hånd gennemføres?

Disse mange og mere væsentlige spørgsmål vil presse sig på – ja, enkelte af de politiske talsmænd vil selv få den tanke, at hele denne sag styres af skjulte og mørke kræfter. Det er ikke længere helt almindeligt, hvad der finder sted. Noget uforklarligt bevæger sig i baggrunden. Noget afgrundsagtigt. Som væsener, der ikke er af denne verden. Den særeste tomhed. Hjerte-depressioner … en slags galskab … det uberegnelige! Yogyakarta Principperne er ved at gøre deres indtog. En anden stat er ved at forme sig i staten. En fremmed magt er i folketingssalen, og den er ved at tage over…

Det er værd at bemærke, at når apostelen omtaler dette skæbnesvangre stade, taler han om hjertets forstand og hjertets formørkelse. Almindeligvis opfatter man forstanden som ’tilhørende hovedet’, og når der tales om, at en person ’overvældes af mørke’, så menes det som oftest, at vedkommende er ved at miste sin forstand.

Dette er imidlertid ikke Ny Testamentes syn på sagen. Ej heller mit. Når jeg antyder, at nationernes åndelige ledere er at anse for ’utilregnelige’ – så er det i første omgang ikke deres almindelige menneskeforstand, jeg hentyder til, og når jeg tillader mig at sige om de styrende i landenes regeringer, at de er ’på vej til at miste deres sunde fornuft’ – da er det heller ikke deres naturlige ’ræsonnement’ jeg taler om. Nej, i begge tilfælde henviser jeg til den inderlige viden og visdom, som hører hjertet til. ’Formørkelsen’, som apostelen beskriver (’de blev formørket i deres uforstandige hjerte’) er et åndeligt lys, der er ved at udslukkes. ("På den tid," siger Bibelen "lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige… Præsten Eli lå og sov, hvor han plejede. Hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket… 1.Sam.3:1-3) En sær formørkelse var på vej!

Da Martin Luther skrev sin katekismus, havde han på nærmeste hold oplevet den åndelige armod og folkets uvidenhed. Vore landes åndelige ledere kan næppe hævde, at de er drevet af den samme sorg og bedrøvelse over tingenes tilstand, når de anmodes om, at der hurtigst muligt gennemføres love for, at vielser af homoseksuelle og lesbiske par indføres i kirken. Et sådant forslag er i virkeligheden – efter min mening – det mest hjerteløse påfund, som i den nuværende situation kan forekomme. Luther kunne aldrig (efter ved selvsyn at have konstateret, at folk levede ’som sorgløse dyr og ufornuftige svin’) have foreslået, at hermed bør det normale ægteskab opløses og homovielser indføres i kirken…

Øjeblikket er derfor kommet til at stille skarpt på det ubegribelige i, at sådanne forslag kan forekomme. Hvad er det, der er ved at ske? Hvorledes kan kirkernes ledelse nå til det stade, hvor præsterne i samlet flok og i fuld alvor tør anmode landenes regeringer om noget sådant? Hvad er det for kræfter, der driver dem?

Ny Testamentes svar på dette spørgsmål er mildest talt forfærdende. Hvis nationer og kirker verden over virkelig er nået til dette sidste led i ’kædereaktionen’, så er sagen mere alvorlig, end de fleste forestiller sig – og i så tilfælde skulle samtlige medlemmer af alle regeringer og synoder hurtigst muligt tage deres gode tøj og gå. Ikke et øjeblik skulle de blive siddende ved det samme bord og i det samme udvalgsværelse som de ministre og biskopper, der sammen med deres religiøse og politiske kolleger er hovedansvarlige for, at homovielser i kirken søges indført.

De sidste tre led i den store elendighedens kædereaktion står nemlig fremmalet med så stærke farver i Paulus’ brev til Romerne, at der ikke kan herske skyggen af tvivl om, hvad der her er tale om. Dette er grunden til, at apostelen indledningsvis erklærer: "De har altså ingen undskyldning!" (1:20)

Det vil med andre ord sige, at et hvilket som helst medlem af de nedsatte homo-grupper, der fører samme sprog som de af deres ministre og biskopper, der ønsker at fremme dette projekt, kommer til at stå til regnskab på samme måde som deres kolleger og foresatte. De skal ikke tro, at de kan forsvare sig med, at de ikke er klar over, hvad det er for et foretagende, de er med i. "Ingen undskyldning," erklærer apostelen. De ord, som Luther advarende henvender til kirkernes biskopper, gælder i lige så høj grad dem, der slår følge med dem. "Hvad vil I dog forsvare jer med overfor Kristus?" Det er muligt, at en og anden kan opstille en slags ’forsvar’ overfor mennesker – ja, måske oven i købet et ’forsvar’ over for ens eget hjerte – men det er ikke, hvad Luther taler om. Han siger: "Hvad vil I dog forsvare jer med overfor Kristus?"

*

Hvorledes ser de sidste tre afsluttende led ud… de tre led i hjerteformørkelsens kædereaktion? Altså de tre sidste faser af den proces, som Ny Testamente beskriver med henblik på de samfund og de kirker, som åbner for det onde begær og de vanærende lidenskaber, som er Bibelens beskrivelse af homoseksualitet.

De tre faser ser således ud: 1) ’Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed’ 2) ’Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber’ 3) ’Gud prisgav dem til en forkastelig tankegang’.

Nogle har lidt svært ved at begribe rædselen, der anes bag ordene: ’Gud prisgav’ – af hvilken grund en lidt ældre oversættelse kunne være gavnlig. Heri hedder det fra Romerbrevets første kapitel: 1) ’Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed (v.24). 2) ’Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber’ (v.26). 3) ’Gud gav dem hen til et uværdigt sind’ (v.28).

Medarbejderskabet for indførelse af homovielser i kirken er altså ikke blot en situation, som biskopperne har bragt sig selv i – nej, det er en ulykkelig faldgrube, som Gud har stillet dem overfor. Blindt lader præster og ministre sig føre i samme retning, og netop som de tager de sidste skridt mod den farlige skrænt, fjerner Gud både advarselsskilte og afspærringer for dermed at overlade dem til deres egen fortvivlede skæbne. "Gud prisgiver dem. Gud giver dem hen…"

*

"Kan en blind lede en blind?" spørger Jesus. Han svarer selv på spørgsmålet: "Vil de ikke begge falde i grøften?"

Bag ordene ’Gud prisgav dem’, ’Gud gav dem hen’ skjuler sig den forfærdende kendsgerning, at ikke blot har Gud i sin harme slået nogle mennesker med blindhed, men Han tillader, at disse blinde finder sammen, - ja, at netop nogle af de forblindede og formørkede sjæle opfatter sig selv som ’vejledere for blinde’, ’lys for dem i mørke’, ’opdragere for uforstandige’ og ’lærere for de umyndige’ (Rom.2:19-20) – og i den egenskab giver de sig til at ’lede andre blinde’. Det er imidlertid ikke kun deres eget påfund, at de (på trods af deres personlige formørkelse) mener, at de kan være til lys og vejledning for andre – nej, i ordene: ’Gud gav dem hen’ ligger den ubegribelige sandhed gemt, at Herren selv har foranlediget hele denne situation. Tavst betragter Han, hvorledes de elendige nærmer sig grubens kant. "Gud giver dem hen…"

*

Nogle vil være af den opfattelse, at sådan kunne Gud aldrig finde på at handle. "Det stemmer ikke overens med vor tro på en kærlig Gud," vil de sige.

(Medens jeg i en tidlig morgentime overvejede, hvad jeg dog skulle svare på en sådan indvending, blev jeg kaldt til morgenbordet, hvor jeg efter sædvane læser højt fra C.O. Rosenius’s "Den lille husandagtsbog". I dagens afsnit hed det: "Selvfølgelig kan du lade være med at tro på eller bryde dig om Ordets vidnesbyrd. Du kan undlade at prøve dig selv dermed. Men du kan også være oprigtig mod dig selv, så du lytter til Åndens Røst. Herren selv siger, at Han nok skal lade dig være i fred, hvis det er sådan, du vil have det. "Mit folk ville ikke adlyde Mig… så overgav Jeg dem til hjertets forstokkethed, og de fulgte deres egne planer…" (Salme 81:13)
 

TILBAGE