RETSOPGØRET
070

KØDETS GRUNDLOV

Den tid er forbi, hvor D.G. Monrad, den danske grundlovs giver, talte om den nødvendighed ’at være velbevandret i Åndens Rige’… "for derved," (som han udtalte) "at kunne vejlede et folks tanker." Nu gælder det for lovgiverne om ’at være velbevandret i det kødelige begærs rige’ for derved at kunne vildlede et helt folks tænkemåde. Dette fremgår af de 29 Gender-principper, som blev nedfældet i november 2006 i den fjerne indonesiske by Yogyakarta. Det er min agt i det følgende at forklare, hvorledes folk, som i dag er højt på strå, indsættes, fordi de selv og andre er styret af ’intensive, seksuelle drifter’ – samt, hvorledes den danske regering åbenlyst synes at være under indflydelse af de 29 dunkle Gender principper.

Hvis de styrende i Danmark lader sig lede af de 29 Gender-principper, (der nu globalt iværksættes i internationale konventioner, love og forfatningsændringer, sociale institutioner og uddannelsesanstalter) – så er landet ikke længere ledet med forstand og ånd. I så tilfælde er nationen styret af de ’drifter’, der går under betegnelsen ’seksuel orientering’. Definitionen på dette begreb lyder sådan: "Seksuel orientering betegner den menneskelige egenskab at finde sig selv følelsesmæssigt og intensivt seksuelt draget til personer, der har det samme køn eller et andet køn eller til mere end ét køn – og som føler lysten til at indlade sig i intime og seksuelle forbindelser med disse… (Præambel til YP-Gender dokument, 2007, side 11, anmerk.1 – overs.min). – Denne indledende paragraf til en 200-sider omfattende ’Activists guide’ til de 29 Y.P. Gender-principper, der i 2007 blev fremlagt i UN-bygningen i Geneve, og som myndigt henvender sig til ’alle stater’ på hele kloden, bringer for første gang en klar beskrivelse af, hvad der menes med den dunkle betegnelse: ’seksuel orientering’. Dette (for mange fremmede) udtryk omfatter en nøje beskrivelse af en særlig seksuel drift. Denne er for det første ’følelsesmæssigt intens’. Det vil sige, at den styrer og driver de mennesker, som ’finder denne egenskab’ hos sig. Driften kan være rettet mod et menneske af det andet køn (mand-kvinde) men kan (for det andet) også være rettet mod et menneske af samme køn (homoseksuel eller lesbisk) – ja, den kan (for det tredje) være rettet mod flere ’orienteringer’… og manifesterer sig som sådan ved, at de omtalte personer ’føler lyst til at indlade sig i seksuel forbindelse med hinanden’.

Der forekommer en egenartet og særdeles bemærkelsesværdig lighed mellem formuleringen af lovforslag L.106 af 14. marts 2012, hvori det af de tilknyttede bemærkninger hedder: "Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering (1.2)… og så f.eks. det 24. princip i Yogyakarta-erklæringen, hvori det hedder: "Alle har ret til at grunde en familie - uanset deres seksuelle orientering." Det er påfaldende, at de danske lovgivere har været under indflydelse. Det, som et hvilket som helst EU-lands topaktuelt bør gøre sig klart, er den sørgelige kendsgerning, at det (ifølge de 29 givne EU-Gender principper) ikke længere er (som det hed i EU’s første forfatningsudkast) ’fornuften, der styrer’. Nej, nu er det ’følelserne, der styrer’ – og ikke kun følelserne; nu er det drifterne, begæret og den seksuelle lyst, der styrer. Dette er, hvad der tydeligt fremgår af de 29 YP-Gender principper, som har bevist deres direkte, diktatoriske indflydelse i dansk lovgivning ved homo-ændringen af ægteskabsloven i juli 2012. Ifølge den i EU-Gender principperne givne definition er udtrykket ’seksuel orientering’ ikke blot banebrydende for homoseksualitet men i selve denne ’obskure’ betegnelse er ikke nogen som helst form for seksuel aktivitet udelukket. ’Orientering’ kan være alt mellem himmel og jord. Det kan være incest (sex med nære slægtninge) Polygami, Polyandri (sex med flere personer) zoophilie (sex med dyr) og pædofili (sex med børn).

De troende bør imidlertid alle vegne indse, at Herren i Sin store nåde – midt i disse drivende understrømme – ’formår at fri de gudfrygtige for fristelse’ (2.Pet.2:9). Samtidig er Han i stand til ’at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag’ (v.9). "Det vil sige," forklares det indstændigt, (tysk: dringend), at der i Guds ’retsadministration’ forekommer en vis form for ’varetægtsfængsel’ (forvaring) inden dommen eksekveres. "Dette indebærer, at Herren ikke bare lader forbryderne løbe omkring, og at hærværksmændene får frit spil – nej, selv ’de mægtige engle, som syndede…holdes i mørkets lænker indtil dommen’ (2.Pet.2:4-5). "Denne guddommelige forordning og fremgangsmåde bør de troende nøje efterfølge, ikke mindst i den situation, hvor – i stedet for afsløring og varetægt – mennesker, som er ’behersket af kødet i smudsigt begær’ (2.Pet.2:10) bliver indsat i høje stillinger, hvorfra de ikke blot kan gøre des indflydelse gældende, men hvorfra de kan bekæmpe anderledes troende – ikke ud fra Skriften eller den verdslige lov men – ud fra deres eget, fordrejede – ja til tider perverse – (Ap.G.2:40) syn på tingenes tilstand."

I Bibelens 2. salme fortælles, hvorledes ’folkene lægger planer, der ikke vil lykkes’ (v.1) – "Jordens Konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen" (v.2). Deres hensigt er kun én: De er ’mod Herren og mod Hans salvede – og deres agenda lyder således: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb" (v.3).

Ingen er i øjeblikket klar over, hvad der sker i ministrenes og sakristiernes dunkle korridorer, og det er vanskeligt at få noget at vide. Men jeg tør godt sige, hvad det store emne er for de skjulte samtaler og hviskende stemmer. Dagsordenen står nemlig afsløret i denne Bibelens 2. salme. Den lyder sådan: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb." Det vil sige, at alt, hvad der ikke giver ’frihed til kødet’ (Gal.5:13) skal fjernes. Gamle normers ’lænker’ skal sprænges, og en ny befrielse fra Guds ordets ’reb’ skal indføres. Homo-ånden skal have frie tøjler…

Den 2. salme fortsætter med at forklare, at der – til adskilliges overraskelse – er en reaktion i himlen. Forbløffende, fordi man ikke havde ventet nogen henvendelse fra den side. Salmen siger, at ’Han, som troner i himlen, ler’.

De moderne teologer vil berolige folkene med, at det er fordi ’Gud har en humoristisk sans’, og at han ikke tager det så alvorligt med sagen om de homoseksuelle vielser, som det er tilfældet med flere forvirrede præster. Derfor springer de let og elegant over den følgende linje, som siger: "Herren spotter dem. Så taler Han til dem i Sin vrede." Det vil sige, at Guds latter langt fra at være ’humoristisk’ er ildevarslende, samt at det begreb, som er druknet i bispernes ’kærlighedsforkyndelse’, atter dukker frem på overfladen: "Da taler Gud til dem i Sin vrede!"

*

Alverdens politikere er ved at rotte sig sammen for – ved den bedst givne lejlighed – at slå til, så at homovielser i kirken i alle riger og lande kan ophøjes til lov.

Lad mig i den forbindelse fortælle om en begivenhed, som fandt sted på den verdenskendte, danske filosof, Søren Kierkegaards tid, for mere end halvandet hundrede år siden. Det drejer sig om et spørgsmål, som d. 27. februar 1849 blev rejst i den daværende danske rigsforsamling. Spørgsmålstilleren var en høj, hvidhåret kæmpe, Danmarks berømte salmedigter, præsten N.F.S. Grundtvig.

Forsamlingen drøftede på denne kolde februardag den 4. paragraf i det grundlovsudkast, der senere skulle blive Danmarks Riges Konstitution. Ordlyden blev denne: "Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten."

Grundtvig spurgte: "Hvad forstås der ved ordene: ’evangelisk luthersk’?

Den grundlovsgivende forsamlings svar på dette præcise spørgsmål kan i dag udvirke, at de politikere, der arbejder så ihærdigt på at få gennemført en lov om kirkelige homovielser, må trække følehornene til sig. Selve forslaget vil nemlig kunne få ’den daværende forsamling af mørkklædte skikkelser’ til – usynligt – at rejse sig i parlamentssalen: Den danske grundlovs fædre! Dem, der formulerede den første ordlyd af den paragraf om ’den evangelisk-lutherske kirke, der som sådan skal understøttes af staten’. Med én røst, der kunne lyde som en sagte mumlen, hørtes (ved lovudkastet om homobryllupper foran alteret) disse, den danske grundlovs første mænd udbryde: "Det forslag er grundlovsstridigt! Et sådant initiativ er både i ånd og ord imod den tekst, som vi forfattede…"

*

Hvoraf kan vi vide, at den danske grundlovs fædre vil gøre indvending mod forslaget om kirkelige homovielser? Hvem kan bevise, at en forsamling af mænd, der levede for 150 år siden, vil protestere overfor netop dette politiske initiativ? Hvor står det skrevet, eller hvoraf fremgår det, at et lovforslag om homovielser i kirken strider mod den danske grundlov? (Hvis dette nemlig er tilfældet, kan det få betydning for de af verdens regeringer, der vil følge Danmarks eksempel; de vil trække sig tilbage fra et sådant initiativ!)

*

Svaret på det anførte spørgsmål står nedfældet med sirlig og letlæselig håndskrift i de 150-årige referater fra det møde, som fandt sted d. 27. februar 1849… præcis den rigsforsamling, hvor Grundtvig pludselig rejste sig og spurgte: "Hvad forstås der ved evangelisk-luthersk?"

Hvis det er sandt, at svaret på Grundtvigs udfordrende spørgsmål er vagt og tåget, og at ingen derfor i dag (som nogen vil hævde) kan definere, hvad der menes med dette udtryk: ’evangelisk-luthersk’, så har forslagsstillerne med henblik på kirkelige homobryllupper frit spil. Men hvis den danske grundlovsgivende forsamling d. 27. feb. 1849 giver et tydeligt og uomgængeligt svar på Grundtvigs spørgsmål (’hvad forstås der ved ’evangelisk-luthersk’?), kan det komme til at betyde, at en flok bisper, præster, ministre og parlamentsmedlemmer både i Danmark og andre nationer må trække deres forslag tilbage. Det viser sig nemlig ved den rette forståelse af landenes lov og ret, at deres homo-forslag var et anslag mod kirkernes eksistens!

*

To biskopper svarede den februardag i 1849 på spørgsmålet: "Hvad forstås der ved ordene ’evangelisk-luthersk’? Bispernes navne er Müller og Mynster. De ældede og gulnede referater med den sirlige (men som sagt: let læselige) håndskrift gengiver de to mænds forklaring, der indeholder den passus, der satte hele denne sag på plads. Forklaringen lød således: "Den evangelisk-lutherske religion, sådan som den er forklaret i Den Augsburgske Confession skal ved statens forsorg læres og øves overalt i riget." "Dette er svaret," erklærede Müller og Mynster, "den evangelisk-lutherske kirke efter Den Augsburgske Confession …"

"Den danske, daværende kultusminister Madvig tordnede: "Ingen bør herefter være i tvivl om, hvad der forstås ved den evangelisk-lutherske kirke. Det sted findes ikke, hvor den evangelisk lutherske kirke ikke vedkender sig Den Augsburgske Confession. Derfor: Den evangelisk lutherske kirke, som den bør forstås i enhver lovgivning, er den kirke, som hidtil er identificeret ved de symbolske bøger (Bl.a. Den Augsburgske Bekendelse) Rigsdagsreferatet slutter: "Han blev ikke modsagt fra nogen side…" (H.J. Glædemark, ’Kirkeforfatning’ – Munksgaard 1948, side 220).

*

Den danske stat er således et af de eksempler på, at en nation i sin konstitution har sagt ja til at støtte det kristne livssyn. Danmark har i grundloven forpligtet sig over for den evangelisk-lutherske kirke ’som sådan’, hvilket vil sige, at den ubestrideligt er grundfæstet på kirkens bekendelsesskrift, der er Den Augsburgske Bekendelse. Hvorledes ville staten forholde sig over for dette løfte?

Så langt som lovgiverne er bundet til Danmarks Riges Grundlov, er de således i alle kirkelige anliggender underlagt denne ene, absolutte betingelse, at de nøje søger at efterfølge og befordre (’understøtte’) statskirkens fornemste urokkelige og reformatoriske bekendelsesskrift: Den Augsburgske Bekendelse!

(Hvis landets grundlov havde indeholdt et lige så tydeligt lovtilsagn om understøttelse af en hvilken som helst anden kirkeordning, da var staten forpligtet til at efterfølge og befordre netop denne ene (tydeligt nævnte og definerede) kirkes skriftlige bekendelse.)

Lovgiverne kunne derfor ikke på nogen måde eller på noget punkt omgå eller stride mod den grundlovsparagraf, som tydeligt betonede, at det kristne livssyn fastholdes. Gjorde de det, stred de mod selve rigets konstitution, og deres forslag burde straks forkastes. Ja, forslagsstillerne burde i det tilfælde give agt på, at de ikke yderligere søgte at omstyrte nogen del af rigets grundlov. Dette betyder, at lovgiverne ifølge deres grundlovsbestemte forpligtelse, Den Augsburgske Bekendelse, aldrig kunne omgå de bibelske skrifter! Hvad enten de kunne lide det eller ej, var de i kirkelige anliggender undergivet Den Augsburgske Bekendelses syn på ’Bibelen som Guds Ord’.

Når det f.eks. i den danske grundlovs § 69 erklæres, at ’de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’ – så havde lovgiverne frihed til at lovgive, som de fandt bedst. Dette gjaldt imidlertid ikke, når det i § 66 erklæres, at ’folkekirkens forfatning ordnes ved lov’. Her var lovgivernes frihed til at lovgive begrænset. De kunne ikke lovgive mod grundlovens § 4, som omfatter kirkens trosgrundlag. Den Augsburgske Bekendelse (og andre reformatoriske bekendelsesskrifter bygger ikke på Koranen, det marxistiske manifest, humanismens tænkere eller nogen menneskelig ideologi – men udelukkende på Bibelen!) Luther siger: "Hvis en lære skal finde fodfæste i kirken, må den være klart begrundet i Skriften" (sml. 421.23ff. m. ASm II 2:15 og Gal. 1:8-9, hvor der står skrevet): "Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer – forbandet være han! Som jeg før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder evangeliet i strid med det, I har modtaget – forbandet være han!"

Det vil med andre ord sige, at da det danske, politiske parti ’Liberal Alliance’ d. 18. nov. 2009 fremsatte et lovforslag om homovielser i kirken (B. 56) – og førte dette forslag til en første behandling i parlamentet d. 26. januar 2010, så stod de ikke kun overfor landets regering og parlamentets medlemmer, men så stod de over for apostelen Paulus, der er nævnt i kirkens bekendelsesskrifters latinske tekst (137.24) med ordene: "Sicut Paulus inquit: Evangelium est potententia Dei ad salutem omni credenti" (Rom. 1:16)… (som Paulus siger: "Evangeliet er en Guds kraft for enhver som tror.") Disse kirkefremmede politikere stod overfor fortsættelsen, hvor der står skrevet i det samme nytestamentlige kapitel: "Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den naturstridige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd…"). Deres lovforslag om homovielser i kirken var – uden at nogen bemærkede det - grundlovsstridigt.

Den samme regel gjaldt for de danske politiske partier, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der d. 2. februar 2010 fremsatte endnu et homo-forslag (B 122). Dette forslag havde ligesom B 56 til formål at ligestille homoseksuelle par med heteroseksuelle par inden for ægteskabslovgivningen – men det gik på tåspidserne med hensyn til den kirkelige vielse af homoseksuelle. Ikke af respekt for kirken eller dens bekendelsesskrifter – nej udelukkende fordi (som det fremgik af forhandlingen): ’en udeladelse af netop dette element (homo-brylluppet i kirken) ville gøre det muligt at samle et bredt flertal bag forslaget’.

De omtalte politiske partier syntes overhovedet ikke at tage højde for den begrænsning, som Grundloven sætter for deres fremfærd mod landets kirke. Konstitutionen forpligtede dem til at understøtte landets kirke – ikke til at modarbejde den. ’Understøttelsen’ kan kun fungere, hvor kirkens bekendelsesfundament forstærkes. Hvis kirkens bekendelsesgrundvold fjernes, er der ikke længere tale om understøttelse men om undergravning.

Som det var tilfældet med Liberal Alliance, stod også de øvrige partier over for apostelen Paulus’ ord, som i bekendelsesskrifternes latinske ordlyd er denne: ’Fides ex auditu’ (173:24) hvilket betyder: "Troen kommer af at høre," og som er en henvisning til apostelens erklæring: "Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord" (Rom. 10:17). Hvad vil nationernes politikere stille op, når de overalt i den kommende tid ikke kun konfronteres med menneskelige meninger men (gennem kirkernes bekendelsesskrifter) med Kristi Ord?

Den manglende forståelse af den lovfæstede sikring af ikke blot de nationale kirkers frihed men af den religionsfrihed, som demokratiske love tilsteder alle trossamfund alle vegne, afsløres i de bemærkninger, som var vedhæftet et andet forslag, som to danske politiske partier fremsatte under betegnelsen B 123.

Forslaget viste tydeligt, at politikerne ikke kunne vente med at få sagen om homovielser i kirken hastet igennem. Der anes overalt drivkræfter bag netop dette politiske initiativ, som er stærkere end de politiske overvejelser. Dybere lidenskaber er berørt.

Ja, det syntes som om politikerne i det efterfølgende har siddet med fromt foldede hænder og med et glimt af tårer i øjnene, når de fortsatte: "Vi vil ikke gribe ind i de debatter, som føres i kirken om, hvorvidt man vil bruge en mulighed for at vie homoseksuelle par" (… men så fik tonen pludselig en anden lyd): "Men vi ønsker heller ikke at afvente en henvendelse fra kirken eller andre trossamfund, førend vi fjerner den hindring, som lovgivningen sætter overfor kirkelige vielser af homoseksuelle…"

Det fromme ansigtsudtryk forsvandt, tårerne viskedes bort, og de foldede hænder knyttedes, da forslagsstillerne sluttede: " Det er trods alt ikke trossamfundene, der skal indføre ligebehandlingsmuligheden i lovgivningen. Det skal lovgivere gøre! Til gengæld er det af hensyn til religionsfriheden ikke lovgiver, der skal vælge, om ligebehandlingsmuligheden skal bruges. Det må trossamfundene afgøre…"

*

Når det på Bibelens første sider bemærkes, at ’slangen var det snedigste af alle de vilde dyr’ (1. Mose 3:1) – så passer den karakteristik udmærket på denne politiske fremgangsmåde. Når Jesus om Herodes udbryder: "Gå hen og sig til den ræv…" (Luk. 13:32) så rammer han plet med hensyn til den fremfærd, som alle steder udvises.

Jo, det internationale samfund burde (sådan fremstilles det) takke Gud for, at det har sådanne ’fribårne, politiske riddere’ til at kæmpe for kirkens sag. Korset lyser fra deres skjolde, og det er med forventning, at folkene lytter til, hvad de mere har at sige. "Vi vil ikke gribe ind i de debatter om kirkelige vielse af homoseksuelle par, som føres i kirken," råber de. "Kirken skal have ro og frihed til at klare sine indre anliggender…" - "Den slags er vi nemlig hævet over," tilføjer de og konkluderer: "Det er trods alt ikke kirken, som skal bestemme, om der skal indføres ligebehandlingsmulighed i lovgivningen. Det skal vi! Det er staten, der bestemmer."

Hertil bør kirkens mænd alle vegne svare: "Så sandt som det er sagt!" Lovgiverne bestemmer, hvad der skal ske på Rådhuset! Men går de gennem kirkens port, har de selv i deres love om religionsfrihed forpligtet sig til at følge de paragraffer, der spærrer vejen for et hvilket som helst initiativ, der strider mod kirkens bekendelse: Den Augsburgske Bekendelse.

*

Søren Kierkegaard betragtede det åndelige frafald i sin samtid fra sidelinjen. Især rettede han sit blik mod biskop J.P. Mynster, der – som han så det – udelukkende havde opnået verdslig fordel af sin kristendom. I tidsskriftet ’Øjeblikket’ hudfletter og spotter han kompromisets usselhed. I 1854 bryder stormen løs, og i ét år tærsker han ubarmhjertigt løs på den kirke, der åbenbart kun er interesseret i at give alle mennesker navn af ’at være kristne’. Hans ord er gennemtrængende og bryder sig vej helt ind i vor tid, hvor statskirken og de etablerede kirkesamfund synes at være parat til at opgive deres eget bekendelsesfundament for dermed at holde fast i befolkningsmassen uden at bekymre sig om Ny Testamentes tale om den bibelske menighed.

Søren Kierkegaard skriver: "I Ny Testamente fremstiller verdens frelser, vor Herre Jesus Kristus sagen således: "Vejen, der føres til livet er smal. Porten snæver. Få er de, som finder den…"

Han fortsætter: "Nu derimod er vi alle kristne. Vejen er så bred som vel mulig, den bredeste som overhovedet findes, for det er jo den, vi alle går på. Desuden er denne vej på alle måder bekvem og behagelig, og porten er så bred, som det kan lade sig gøre, - ja, den kan faktisk ikke blive bredere, for alle skal jo ’en masse’ kunne komme gennem den!"

"Ergo: Ny Testamente er ikke længere sandt," erklærer Kierkegaard, idet han tilføjer: "Og det i en sådan grad, at vejen, der fører til livet, nu er den bredeste og porten den videste – og vi er alle kristne!

"Da det nu gælder om at få øje på, hvad der tjener til menneskeslægtens forherligelse, så bør man i den forbindelse vogte sig for at fremkomme med noget usandt. Intet … jeg siger: Intet bør undgå ens opmærksomhed, som i den henseende kunne tjene som bevis (eller bare antydningen af et bevis) på, at vi alle er kristne!"

Kierkegaard fortsætter: "Jeg vover derfor at gå et skridt videre… uden dermed at tilkendegive nogen bestemt mening. Det tør jeg ikke i betragtning af, at jeg i den henseende mangler den fornødne viden. Jeg henstiller derfor til folk, der har forstand på den slags, altså fagets folk: Kunne det tænkes, at der hos husdyrene (altså de ædlere af slagsen): hesten, hunden, koen… kunne spores noget kristeligt? Det er ikke usandsynligt! Vi bør hele tiden betænke, at vi lever i en kristelig stat, i et kristeligt folk, hvor alt er kristeligt, og alle er kristne – og hvor man (hvordan man end vender og drejer det) ikke ser andet end kristne og kristendom."

Søren Kierkegaard slutter: "Det er ikke usandsynligt, at alt dette kunne have indflydelse på de ædlere husdyr, og derved igen på (hvad der fortsat forekommer det vigtigste for både dyrlæger og præster): Afkommet! (Jakobs list er jo ikke ukendt. For at få spraglede lam, lagde han spraglede kæppe i vandkarrene, så at moderfårene ikke så andet end det spraglede og derfor kun fødte spraglede lam). Altså: Det er ikke usandsynligt (at kristendommen kunne have indflydelse på de ædlere husdyr). Men jeg drister mig ikke til i denne sag at have nogen bestemt mening; jeg er jo ikke fagmand. Imidlertid vil jeg foreslå sammensat en komite af dyrlæger og præster for nærmere at undersøge, om alt dette ikke ender med, at selv husdyrene i al kristenhed bringer et kristeligt afkom til verden?

Ja, jeg svimler ved tanken! Men den dag, det sker – i stor målestok og til ære for menneskeslægten – da vil Ny Testamente ikke længere være sandhed…"


TILBAGE