RETSOPGØRET
071

HER MÅ ISLAM TIE

Som Islams horder vælter frem over det europæiske kontinent, og nu som en Jihad-bevægelse søger at oprette et kalifat i land efter land, melder spørgsmålet sig, om ikke denne offensive indflydelse fordrer Danmarks Grundlovs beskyttelse af ’territoriet’. Der gives ikke nogen anden udefra-kommende ’højhedsret’, som kan fastlægge, hvad danske borgere skal tro og tænke. Ej heller kan en anden ’religiøs lære’ gives særlige beføjelser, som er fjendtligt stillede overfor det kristne livssyn, som Grundloven i sin fjerde paragraf giver udtryk for – ja, der kan ikke (sådan læser jeg Grundlovens 20 paragraf) ’afgives suverænitet’ til nogen form for muslimsk sharia-lov eller nogen påtrængende ’kalifatbefordrende’ indflydelse i danske byer, landsbyer eller særlige boligkvarterer i landets storstæder. Dagen er kommet, hvor forsvaret af Danmarks Grundlovs 4. paragraf også rettes mod de fremmede, religiøse kræfter, der endog politisk gør krav på at ville dominere borgernes liv og færden. Om dette er følgende værd at iagttage:

De danske sikkerhedsmyndigheder har været på vagt, efter at 17 mennesker på tre kolde januardage blev dræbt i Paris. I løbet af den efterfølgende weekend lød så de første 40 skud ved et ’ytringsfrihedsmøde’ i en cafe i København, flere dræbende skud faldt ved hovedstadens synagoge, - og dette ser jeg som indledningen til, at denne aggressive muslimske indflydelse må få alle danske borgere til at forsvare Danmarks Grundlovs 4. paragraf. Eksperter og politiofficerer politikere og ministre, rabbier og præster har siden udtrykt deres mening om denne fortløbende terrortragedie – men kun lidt eller intet er blevet hørt om det, som kunne være ’den glemte årsag’ til denne kædereaktion af ulykke! Da nogle jøder (ifølge Ny Testamente) fortalte Jesus om de terrorhandlinger, som Pilatus udførte ved deres gudstjenester, svarede Han: "Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de!" (Luk.13:3) Ville Jesus sige det samme i dag?

Når en epidemi bryder ud, søger alle efter dens årsag! I Europa er en sådan epidemi af islamisk terror ved at hærge land efter land, og Danmark er nu rykket ind i det røde felt, hvor alarmklokkerne ringer… - En københavnsk cafe, hvor ’ytringsfriheden’ skulle drøftes, og hovedstadens gamle synagoge (hvor 80 jøder var samlet for at fejre en Bat Mizva-ceremoni) var de to steder, som søndag d. 15. feb. 2015 blev angrebet! Politiet skød en 22-årig danskfødt terrorist. To civile borgere blev dræbt – hvoraf den ene var den 37-årige meget afholdte sikkerhedsvagt ved synagogen, Dan Uzan, og den anden den 55-årige Finn Nørgaard, en dansk filmproducer, der overværede et møde med titlen: ’Kunst, blasfemi og ytringsfrihed’. Fem politibetjente blev sårede. Terroranslaget mindede om januar-angrebet på ’Charlie Hebdo’ i Paris. Dagbladet ’Jerusalem Post’ i Israel fortæller i en lederartikel (16.feb.2015, side 10) om Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, der efter terroranslaget foran synagogen erklærede, at ’dem, der angriber den jødiske synagoge, angriber det danske demokrati’ – samt at ’vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt, for at beskytte vore jødiske borgere’. Disse stærke ord vil i de kommende uger og måneder blive stillet på en hård prøve, når statsministeren og den danske regering skal tage en afgørende stilling til, hvorvidt en islamisk stat skal finde råderum midt i Judæa og Samaria, og om Jerusalem skal ’splittes i to’ for at vige pladsen for en palæstinensisk hovedstad? Få dage efter, at Frankrig havde sagt ’ja’ til netop dette projekt, fik Paris at føle, hvilke ugerningsmænd, de agter at sende Israel på halsen. Vil det samme ske i Danmark? Er de mørke februardage i København et manende varsel? Er det øjeblikket, hvor danske borgere nu i større tal vil melde sig under fanerne blandt dem, der har besluttet sig fora t ville værne de kristne værdier og den kristne, protestantiske identitet, som Danmarks Grundlov gør sig til talsmand for.

De, som i dagens Danmark tør stille skarpt på den aktuelle ulykkes årsag, vil komme til samme resultat, som bibelordet, der siger: "De ledende i dette folk leder vil, og de, der ledes, opsluges. Derfor glædes ej Herren ved dets unge mænd, har ej medynk med dets faderløse og enker. Thi alle er niddinger og ugerningsmænd, og hver en mund taler dårskab. Men trods alt, har Hans vrede ej lagt sig; Hans hånd er fremdeles rakt ud" (Es.9:16-17). – De som altså mener, at det nu blot er et enkelt og fremdeles ’enestående tilfælde’, at Danmark begynder at opleve det smertelige besøg af terrorens dødsengel, tager fejl! Hvad her er sket, er et forvarsel; når Skriften advarende erklærer, at ’Hans hånd fremdeles er rakt ud’, vil det sige, at Danmark kan forvente mere af samme slags! Samtidig klargøres det med Skriftens ord, at det med henblik på denne ulykkelige hændelse ikke blot (som mange mener) er djævelen, der er på spil. Vistnok er det den ondes håndlangere, som ’udfører jobbet’ – men tilladelsen dertil kommer ’fra et højere sted’ – og denne tilladelse bliver næppe trukket tilbage, før en national omvendelse har fundet sted. Det hedder jo: "Hans hånd er fremdeles rakt ud" (v.17; v.21; 10:4). De uskyldige ofre omtales i det her nævnte Esajas-ord, og de egentlige skyldige udpeges. ’De ledende, der leder vild’ er og forbliver de egentlig ansvarlige, og det arme folk som vildledes, er de elendige, som ’opsluges’ (v.16). – "De unge mænd, der blindt følger med strømmen, har ikke Herrens behag," hedder det i Skriftordet (v.17), thi de taler samme sprog, som deres vildførende ledere: "Hver en mund taler dårskab" – og hvad her skrives og angives som ulykkens egentlige årsag, vil kun få eller ingen tage imod…

Vi lærer, at når en nations ledere fører folket vild, så er der ikke tal på de mange uskyldige ofre! Den nyere historie i Tyskland er et manende eksempel på, at et helt folk måtte betale dyrt for dets ansvarsløse lederes skæbnesvangre fejltrin. Når Skriften med smerte udbryder: "De, som bliver vejledet, bliver ført vild" (Es.9:15) – så er dette udbrud i virkeligheden som et nødråb, der når til himlen! De vildførte er jo ikke (når først forførelsen har fundet sted) i stand til selv at finde vej ud af det fangegarn, som de (ved de styrendes manipulation) er blevet fanget i. De taler jo, som dagene går, alle samme sprog som deres lærere, og de tænker efterhånden samme tanker som deres vejledere. "Derfor," belærer vi yderligere, "kan Herren ikke glæde sig over landets unge mænd" – ja, Han kan end ’ikke forbarme sig over dets faderløse og enker’ (v.16)… "thi," (siger Skriften) "de er alle blevet til gudløse forbrydere, og hver mund taler nu nedrighed" (v.16). "Det er i en sådan situation, at det er vanskeligt for Herrens tjenere at trænge igennem med det budskab, som Herren har betroet dem, thi deres tilhørere er alle blevet ’bedrevidende’, og de fleste forkaster med det samme de givne advarsler og formaninger – ja, dette kald til omvendelse, som altid lyder i nødens time!

Jerusalem Post den 21. nov. 2008 stiller spørgsmålet om, hvorvidt Al Aksa moskeen på Tempelpladsen i Jerusalem i virkeligheden er bygget over det, som en gang var en byzantinsk kirke? Efter to jordskælv (i 1927 og 1937) dukkede nye interessante fund frem. Det fortælles, at på den arabiske frise på Omarmoskeen står denne trussel prentet: "Hvor tør du hævde, at Gud er tre?" – samt at inde i rummet findes denne indskrift: "Allah har ikke brug for en Søn!" Uanset spørgsmålet om det dokumentariske i disse opdagelser, forbliver disse arabiske erklæringer den centrale påstand, som Islam har f.eks. mod den evangelisk-lutherske lære, som der så tydeligt henvises til i Danmarks Grundlov (§4). Af den grund må den kristne menighed i Danmark (som ingen sinde før) fastholde CA’s (Confessio Augustanas) første artikel. Det voksende muslimske had mod den kristne lære (især om Guds treenighed) bygger på en ældgammel, indædt modstand mod ’Den hebraiske enhed’, som både Gamle Testamente, Jesus og apostlene giver udtryk for.

Grundlovsforeningens opgave er fra nu af at stå fast på det afgørende troens grundlag, som er den evangeliske kirkes forkyndelse. Hverken bisper, kardinaler, ministre eller Islams indflydelse skal kunne rokke ved dette fundament.

Den første artikel i Den Augsburgske Bekendelse handler om ’læren om Gud’. "Det, der kommer først, er også i denne bekendelse det vigtigste" (lyder kommentaren). – Det vil sige, at før der i den store strid, som vor gamle verden er på vej imod, er det kirkens fornemste opgave at undervise folket om Gud… og det er i den forbindelse ikke ligegyldig, hvad der lyder fra prædikestolen. I kirkens bekendelse om den lære, der skal forkyndes (latinsk: ’doceres’) gives der her i det allerførste og væsentligste udsagn besked om, at der med en uforbeholden og enig tilslutning af hele menigheden skal prædikes om den første bestemmelse, som er ubrydeligt knyttet til det oldkirkelige dogme om Guds treenighed! Det var hovedpunktet i den lutherske bekendelse i 1530 – og det betragtes nu – med Islams stående på tærskelen til i de protestantiske lande, som ’aggressivt’ at ville forklare en anden Gudsforståelse: nemlig ’den lutherske bekendelse i det 21. århundrede’. Alt, hvad der kan siges i forbindelsen med denne første artikels lære om Gud, hviler på dette absolut ene og altafgørende grundlag, at Gud er tre: Fader, Søn og Helligånd! Med hensyn til dette lærepunkt gives der ikke ved dørene; det er så fundamentalt og ubegribeligt, at det dybest set kun kan fattes ved åbenbarelse. Den, som tror dette, har oplevet et Åndens værk i sit liv – og kan derfor (som artiklen erklærer) meddele dette til andre i ’fuld enstemmighed’ og ’uden enhver tvivl’… (stk.1) og vil i denne time være parat til at tage aktivt del i en gerning, som Staten kun kan være tilfreds med. Den har nemlig ’samfundets bedste’ til formål… og den er indbegrebet af det protestantiske livssyn, der tager hensyn til den enkeltes interesse og forventninger.

Den protestantiske menighed i Danmark har derfor ingen grund til at lytte til statens kirkeministers selvbestaltede undervisning om de bibelske ting. Ja, den behøver end ikke føle sig forpligtet til at adlyde nogle verdslige lovgivere, der påtrængende vil blande sig i Kristi kirkes mest betydningsfulde lærespørgsmål. – Den første artikel i Confessio Augustana indledes nemlig med denne myndige erklæring: "Menighederne hos os lærer i fuld enstemmighed, at bestemmelsen fra den nikænske synode om det guddommelige væsens enhed af de tre personer er sand og bør tros uden enhver tvivl" (art.1:1). Det protestantiske menighedssyn, som står tydeligt nedfældet i Danmarks Grundlov (idet det – med statens støtte – bør virkeliggøres ud fra den – i konstitutionen omtalte – evangelisk-lutherske lære) formuleres her i kirkens 500-årige bekendelse: "Menighederne hos os lærer." Det vil sige, at det hverken er bisper eller kardinaler, ej heller det isolerede ’enligt stående præsteembede’ og slet ikke nogle mere eller mindre uigenfødte, teologiske professorer – men den levende, åndsfyldte menighed, som med en enkel og ligefrem knivskarp bedømmelse og en Gudgiven indsigt (der er båret af Åndens nådegaver), som har det sidste ord at skulle have sagt i lærespørgsmål! Det er i de troendes fællesskab, hvor ’åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn’ (1.Kor.12:7) ’at det guddommelige lys skinner klarest’. Når Den Augsburgske Bekendelse således anvender formuleringen: ’Menighederne hos os’, - så er det ikke Kirkeministeriet, der er tale om. Ej heller er det statens embedsmænd eller pavens folk, og slet ikke de muslimske imamer, der her omtales. Begrebet ’hos os’ vil sige ’hos reformationens troende’, der lytter til den protestantiske tolkning af Den Hellige Skrift – og udelukkende lader sig lede af Guds Ord. Koranen har ingen plads i Guds kirke og indrømmes ingen indflydelse i Danmarks Grundlov.

Det er og forbliver en uimodsigelig kendsgerning, at Islam til alle tider og alle steder på det heftigste vil benægte, at der er ’flere personer i den ene guddom’. Denne ’hebraiske enhed’ er for dem et hovedpunkt i den voksende, verdensvidde, muslimske forfølgelse af kristne og netop dette lærepunkt vil forblive deres centrale påstand i Islams endelige, religiøse oprør i det danske samfund. "Imidlertid er det hebraiske ord, som jøderne ustandseligt (dag efter dag) gentager i deres påkaldelse og lovprisning af Israels Gud: "Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én!" (5.Mose 6:4) – et ord, som lysende klart udtrykker en ’sammensat enhed’. Altså, at ’de tre betegnelser’ i det omtalte bibelord: 1. ’Herren’, 2. ’vor Gud’ og 3. ’Herren er én’ netop (som en overordnet betegnelse) sammenfattes i én enestående enhed! Den samme ’hebraiske enhed’ kommer forunderligt til syne, når det om manden og kvinden hedder, at ’de to bliver ét kød’ (1.Mose 1:24) og det (få kapitler senere) om Babylons Gudsfornægtende indbyggere advarende hedder: "Se, de er ét folk og har mange tungemål" (1.Mose 11:6). "I Ny Testamente," belærer vi videre, "dukker den usædvanlige ’hebraiske enhed’ atter op, når apostelen myndigt skriver: "Den, der planter og den, der vander, er én (1.Kor.3:6-8) eller når han omhyggeligt forklarer betydningen af Åndens dåb med følgende: "Thi ligesom legemet er én enhed og dog har mange lemmer… således er vi med én Ånd alle blevet døbte til at være ét legeme" (1.Kor.12:12-13). Jesus taler om ’den hebraiske enhed’, når Han udbryder: "Den herlighed, Du har givet Mig, har Jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét: Jeg i dem, og Du i Mig…" (Johs.17:22-23). Over for denne ’hebraiske enhed’ må Islam tie!

 

TILBAGE