RETSOPGØRET
073

LEGALT MYTTERI

Den daværende kirkeminister, Manu Sareen, må have sat kikkerten for det blinde øje, da han i 2012 manøvrerede det folkekirkelige kirkeskib ind i et farvand, hvor skarpe undergrundsskær kunne have forvoldt skibets forlis. Han havde tilsyneladende ikke bemærket den undervandsklippe, der var mærket med det røde flag, mærket med nummeret M:38. På hans søkort var advarselen imidlertid klart indikeret, og han slap tilsyneladende kun fra livet ved at foretage en uventet og fuldstændig uforberedt drejning, (som han om kort tid ved et særligt ’søforhør’ kommer til at give en nærmere forklaring på). Imidlertid er sagen ikke afsluttet ved indkaldelsen til dette forhør. Nej, ministerens manøvre ved det røde M:38 flag indebærer så alvorlige konsekvenser, at skibets mandskab faktisk er indstillet på mytteri, hvis sejladsen fortsætter. Indtil nu har folkene holdt sig tilbage fra et sådant åbenlyst oprør – men situationen er blevet skærpet, og der synes ikke at være nogen anden udvej, end at skibets mandskab påberåber sig M:38 faresignalet og ’spærrer kaptajnen inde i hans kahyt’. I det følgende vil jeg søge at forklare, at ’søfolkene’ under visse omstændigheder har en legal ret til at gøre dette – ja, at der er bestemmelser i de angivne ’søfartsregler’, der ligefrem påbyder dem at handle sådan. Der gives forhold, hvor oprør tillades – ja, hvor der ligefrem opfordres til ’legalt mytteri’. Lad mig forklare:

Det fremgår af selve den danske menighedsrådslov § 38, at en præst ikke kan indføre et nyt vielsesritual (f.eks. for kirkelige homovielser) uden, at det lokale menighedsråd har sagt ja dertil – ja, det fremgår af lovens tekst, at præsten ikke tillades at ændre så meget som et komma i det allerede bestående vielsesritual uden menighedsrådets samtykke. Dette forhold har den tidligere kirkeminister fejet af bordet ved en hastigt indført såkaldt ’tillægsbestemmelse’ – og det skal landets menighedsråd ikke finde sig i. Det gives der flere grunde til…

I betænkning nr. 1443 fra 2004 om ’Embedsmands-rådgivning og bistand’ kan man læse ’at embedsmændene ikke må bistå regeringen på en måde, der gør, at en udtalelse af en minister, som reelt er begrundet i ministerens politiske holdninger, giver sig ud for at være resultatet af fagligt baserede holdninger" (Bet.1443:154-155). Som stævningen af bl.a. tidligere kirkeminister Manu Sareen med påstand om grundlovsbrud venter på myndighedernes svar, er det på sin plads at anføre, at ministerens embedsmænd synes groft at have overtrådt indholdet af den ovennævnte betænkning, da de i en såkaldt ’tillægsbetænkning’ i juni 2012 søgte at ’dække over et hul’ i lovforslaget om kirkelige vielser af par af samme køn. Ministeren har åbenbart været bange for nogle ’oprørske elementer’, som ved en § 38 i menighedsrådsloven kunne ’blokere’ sådanne vielser. Opgøret er imidlertid ikke slået ned! Tillægsbestemmelsen sigter på bl.a. forhold af den art.

Den 14. marts 2012 udsendte pressebureauet Ritzau en meddelelse om, at daværende kirkeminister, Manu Sareen, med en kortfattet og barsk afvisning havde afslået at imødekomme en gruppe af kirkens medarbejderes ønske om at ’blive fritaget fra at skulle deltage i gudstjenester, hvor homoseksuelle bliver ægteviet’. Ritzaus pressemeddelelse betonede, at der i den forbindelse havde lydt ’oprørske røster’, der antydede, at menighedsrådene kunne (citat): ’blokere vielser af samme køn ved at henvise til menighedsrådslovens § 38. "Ministeren må åbenbart være blevet forskrækket over denne ’skjulte trussel’ – og hans reaktion viser, at han opfatter en sådan ’blokering’ som en ’opsætsig holdning’ fra nogle af kirkens folk, - ja, et angrebspunkt, han ikke havde taget højde for. I kirkeministeriet må de juridiske eksperter have samlet sig for at finde ud af, hvorledes man skulle ’håndtere’ dette ulmende oprør. Ingen kan i dag fortælle, hvad der er blevet talt og besluttet bag de lukkede døre, men det er ikke umuligt, at ’man har mødtes’ (som det er sket i andre ministerier) til ’et kaffemøde på restaurant Kanalen på Christianshavn’ (Tynell-rapporten side 88) for at finde ud af ’hvilken politisk præmis, som kirkeministeriet i denne sag skulle arbejde ud fra" (ibid). Juristerne må have overbevist deres minister om, at der var ’fare på færde’, idet kirkemedarbejderne åbenbart havde fundet frem til ’et hul i loven. I hvert fald udgår et par dage senere en skrivelse fra kirkeministeriet, som erkender, at der eksisterer (citat): ’et hul i lovforslaget’. – "Dette hul vil nu blive lappet," hedder det (Ritzau 14.03.2012). Hvordan denne ’lapning’ har fundet sted, bør nærmere analyseres. Det synes ved første øjekast at være stykke dårligt arbejde. Skriften siger nemlig, at ’ingen sætter en lap af ukrympet stof på en ny kappe!’ (Mark.2:21) Det er dårligt håndværk.

Den kunstige ’lap’, som (ifølge kirkeministerens kommentar) skulle ’dække hullet’ i det lovforslag om kirkelige homovielser, som lå på folketingets bord i juni 2012, beviser både med hvilken hast, at 1) denne bestemmelse (om en ændring af samfundets ægteskabsforståelse) er blevet jaget gennem folketinget og 2) hvor uprofessionelt det juridiske ’lapperi’ har fundet sted! "Der er (forekommer det) meget hurtigt blevet konsensus om, hvilken model, man skulle følge. "Ministeren har i sådanne tilfælde allerede for længst en konsolideret plan liggende i skuffen," fortsætter den omtalte Tynell-analyse, der tilføjer: "Ministeren foregiver nu blot, at han ikke går ud fra ideologi eller interesser, men udelukkende søger at vælge den teknisk bedste løsning." Afsnittet slutter: "Til trods for, at denne tilgang fylder meget i medierne i hele det tidsrum, så er det i høj grad spil for galleriet…" (Tynell, side 82-83). Scriptet for dette skuespil foreligger i et såkaldt ’udkast til tillægsbetænkning (udgivet af kirkeudvalget d. 6. juni 2012), hvor ministeren forklarer, hvordan ’hullet i lovforslaget er blevet lappet’ (bilag 2, vedr. L106). Ministeren siger: "Det teologiske ansvar for gennemførelsen af en kirkelig vielse påhviler præsten; kirkefunktionærer har ikke som præsten et gejstligt og læremæssigt ansvar i forhold til udførelsen af kirkelige handlinger." Her kommer kirkeministeren imidlertid i voldsom kollisionskurs med Luthers lære om ’det almindelige præstedømme. "Luther siger, at følgende tjeneste er fælles for alle kristne… (citat) "at dømme om ret og vranglære. Dette er ingen særret for en bestemt gejstlig stand" (Wisløf: Det kristne liv, side 75). Når ministeren erklærer, at kirkens medarbejdere skal forholde sig tavse (fordi kun præsten har forstand på teologi) taler han pavens sprog. Da går han Roms ærinde – og styrer mod en afgørende konfrontation med reformationens kirke i Danmark - og dermed med landets grundlov!

Det er værd at bemærke (især med henblik på de åndelige vækkelser i et land) – at det gældende bibelske princip med hensyn til at ’lappe et hul i en klædning’, (med Jesu egne ord) lyder sådan: "Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre!" (Matt.9:16) Vi betoner imidlertid, at som dette princip især sigter på den åndelige genoprettelse i en nation, en familie og den enkelte troende – sådan er det også gældende for et lands lovgivere, når de udsteder bestemmelser, som har at gøre med folkets gudsdyrkelse. (Dette gælder ikke mindst – forklarer vi – med henblik på Danmarks Grundlov, som tilsteder borgerne deres fulde ret til ’at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning… § 67). "Hvis altså en lovgiver vil (som han siger) ’dække et hul’ i den velanvendte 150-årige grundlovskappe med en supermoderne ’ukrympet’ bestemmelse, så vil han (ifølge Jesu lignelse) ’gøre hullet værre’. Og hvis han oven i købet vil ’dække over’ skaden med en ’tillægsbestemmelse’ (d. 6. juni 2012) vil han gøre sig skyldig i forsøg på at sønderrive hele kappen… Han vil da blive kaldt for ’en lappeskrædder’ – og en sådan bør ingen adlyde, hvis han søger ’at gennemføre love, der indebærer yderligere synd’.

Menighedsrådsloven indeholder i sin 38. paragraf præcise bestemmelser vedrørende indførelse af et nyt ritual i folkekirken. Da det er min (og andres) opfattelse, at netop denne lov har afgørende betydning for afklaringen af den åbenlyse overtrædelse, som har fundet sted ved indførelsen af et nyt ritual i kirken i forbindelse med lovens om vielser af par af samme køn, vil jeg her nøje gennemgå den danske menighedsrådslovs ordlyd. Jeg sammenligner den da med den norske kirkeordningslov § 32 bogstav b og stiller skarpt på disse bestemmelsers forhold til de to landes grundlove.

Denne sammenligning finder jeg retfærdiggjort ud fra den historiske kendsgerning, at Danmarks og Norges kirkeritual af 1685 stadig er udgangspunkterne for folkekirkens gudstjenesteordning (Preben Espersen, Kirkeret, 1999, side 75).

Den danske menighedsrådslov § 38 stk. 2 og 3 lyder som følger: "Præsten skal have menighedens samtykke til… (stk.1) at der ved faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden," samt (stk.2): "at der ved gudstjenester eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer eller benyttes andre salmebøger og salmebogstillæg end de autoriserede."

Den norske kirkeordningslov § 32 stk.b lyder som følger: "Menighedsrådet afgør alle sager… om indføring af ny, godkendt salmebog eller liturgi."

Spørgsmålet om, hvordan den norske paragraf skal tolkes med hensyn til menighedsmødets afgørelsesret, blev under den i Norge stærkt omtalte ’liturgisag’ forelagt for den norske højesteret i 1987 (Rt.1987, s.473). Et centralt punkt i sagen var, hvordan den norske kirkeordningsbestemmelse forholder sig til grundlovens § 16. Denne dom, som faldt ud til statens fordel, og betydningen af denne tilsyneladende ’sejr’ for regeringen vil jeg vende tilbage til. Hvad jeg her skriver har udelukkende til formål, at søge at opnå, at den samme – i mine øjne – skæbnesvangre fejltagelse ikke gentager sig i vort danske retssystem. Staten bør ikke på noget tidspunkt kunne tilkendes nogen ret til at indføre et nyt ritual i den lokale menighed, uden at menighedsrådet ’giver sit samtykke dertil’. Sker det, er det i oprørende modstrid med både kirkens evangelisk-lutherske tradition, skrift og bekendelse, ligesom det må betragtes som en parti-politisk overtrædelse af Danmarks grundlov – og det danske menighedsråd, som trodser den lovbestemmelse, at kirkedørene ikke må lukkes for et homobryllup, er – så vidt jeg kan se – i dets gode ret til at gøre dette.

Den naturlige, sproglige forståelse af de to menighedsloves ordlyd er nemlig (efter min opfattelse) ikke til at tage fejl af. Det fremgår af både den norske og den danske lov, at ingen ny salmebog, ingen liturgi eller noget ritual kan indføres i den enkelte sognemenighed, uden at det er blevet højtideligt afgjort og vedtaget på et menighedsrådsmøde. Den danske bestemmelse siger det sådan: "Præsten skal have menighedsrådets samtykke." Han selv eller nogen anden myndighed, som står over ham (altså ligegyldig hvem der ellers har autoriseret dette ritual) kan ikke på nogen vis ’komme uden om’ den jævne, danske forståelse af ’menighedsrådets samtykke’. Dette drejer sig nemlig om noget mere end en simpel håndsoprækning, - ja, det er mere end en generel demokratisk vedtagelse. At menighedsrådet således med hjerte og mund skal ’samtykke’, betyder, at det oprigtigt og af hjertet ’indvilliger’. Ja, der ligger her (som Gads Leksikon udtrykker det): ’…et samtykke til en handling efter en forudgående eller samtidig tilladelse og dermed afkald på senere retsbeskyttelse’ (2003, side 31). Der tales imidlertid i begge skandinaviske love om (dansk): ’autoriserede ritualer’ eller om (norsk): ’godkendt liturgi’. ’Godkendt’ vil (for Norges vedkommende) sige, at det nu ikke er op til menighedsrådet at udarbejde et nyt ritual (efter eget ønske). Nej, den liturgi, som skal indføres i den norske, lokale menighed, må allerede være ’godkendt’ af kongen i et kirkeligt statsråd, og for den danske menighed må ritualet på forhånd være ’autoriseret af dronningen’ – efter kirkeministeriets indstilling (jf. Espersen, side 27ff). Derefter skal præsten have menighedsrådets samtykke til, at dette af højere instanser allerede autoriserede ritual kan anvendes i menigheden.

Det vil med andre ord sige, at hverken den norske konge eller den danske regering efter lovenes ordlyd på nogen måde eller noget tidspunkt har i deres magt at påtvinge den enkelte menighed et autoriseret vielsesritual for personer af samme køn! I spørgsmålet om, hvorvidt et homobryllup kan finde sted i kirken, så har – selvom ritualet til en sådan kirkelig handling er både godkendt og autoriseret af alle andre højere myndigheder – den enkelte menighed den afsluttende fulde og hele afgørelsesmyndighed. Det hedder jo i den norske lov: "Menighedsmødet afgør alle sager" og i den danske: "Præsten skal have menighedsrådets samtykke…" Hvis menighedsrådet altså siger nej til et homobryllup, og kirkeministeren sender politiet hen for at bryde kirkedøren op, så kan menighedsrådet med loven i hånd sende politiet hjem igen. Menighedsrådet har retten på sin side!

Denne erklæring vil jeg underbygge med følgende:

- Den naturlige og ligefremme forståelse af det norske udtryk: ’en ny, godkendt liturgi’, harmonerer med den danske formulering: ’en anden, autoriseret liturgi end den, der tidligere er anvendt…"

Det vil altså sige, at menighedsrådets enevældige magt straks dukker op i horisonten, når det drejer sig om et splinternyt ritual, som aldrig før er blevet anvendt i menigheden og som nu skal anvendes i stedet for det gamle. Der er altså (tør jeg hævde) tale om, at det lokale menighedsråd sidder inde med denne suveræne afgørelsesret, hvis det f.eks. skal vælge mellem et gammelt vielsesritual, der allerede er i brug, og så et helt nyt vielsesritual, der har opnået ’den højere godkendelse’ på et senere tidspunkt, end det er tilfældet med det vielsesritual, som menigheden i øjeblikket anvender, og som nu forlanges anvendt i stedet for det, som er i brug!

Fremhævelsen af denne betydning af det norske udtryk ’et nyt, godkendt ritual’ og det danske ’et andet autoriseret ritual end det, der tidligere er anvendt’, får sin betydning ved, at der i den aktuelle situation (vedr. vielsesritualet for par af samme køn) på ingen måde er tale om, at menigheden her påtvinges et ældre vielsesritual, som i sin tid er blevet lovligt indført. Det drejer sig altså i det forhåndenværende tilfælde (om homobryllupper) ikke om en ærværdig liturgi, der nu endelig bør indføres, fordi så lang tid (et par hundrede år) er gået, at brugen af dette ’gode, gamle ritual’ nu vel må accepteres som lovligt (idet hensynet til de almindelige passivitetsvirkninger og agtelsen for det bestående taler derfor). Nej, i dette pågående tilfælde (om kirkelige vielser af homoseksuelle) drejer det sig helt konkret om et ritual, som verden aldrig før har set magen, og som i hast er udfærdiget og ved lov gennemført. Der er altså ikke tale om, at det, som er ulovligt, med tiden (som et supplement) kan blive lovligt. Nej, der er her tale om, at det, som i dette tilfælde er ulovligt, hverken på kort – eller lang tid og som en erstatning for det gamle (ifølge menighedsrådsloven) kan blive lovligt…

Denne opfattelse af menighedsrådets suveræne ret til at vælge, hvilket ritual, der skal anvendes i kirken, blev imidlertid ikke lagt til grund af den norske konge ved indførelsen af en ny norsk højmesseliturgi i 1977. Fra kirke- og undervisningsministeriets side blev det efter indførelsen af disse nye ritualer hævdet, at staten også har det i sin magt at påbyde et nyt ritual indført! Argumentationen lød i al sin korthed sådan: "Kirkeordningens § 32 bogstav b giver kun regler for, hvem der skal træffe en sådan bestemmelse (om et nyt rituals indførelse), hvis kongen i det kirkelige statsråd har givet den enkelte menighed denne særlige ret."

Jeg omtaler dette, fordi Norges Højesteret som nævnt (Rt.1987, s.473) gav staten medhold – og jeg vil i det følgende yderligere belyse denne i mine øjne uretfærdige afgørelse i håb om, at Danmark ikke (i den aktuelle, lignende sag) skal gøre samme ulykkelige fejltagelse…

Oslo-afgørelsen finder jeg uretfærdig, fordi der i den norske kirkeordinans ikke står et ord skrevet om, at menighedsrådet kun har ret til at fravælge et ritual, hvis kongen giver den menighed en speciel tilladelse dertil. Tværtimod siger loven, at menighedsrådet i alle spørgsmål, der gælder indførelsen af et nyt ritual har den fulde afgørelsesret. (Det hedder således også i den danske ordning (citat): "Præsten skal have" – ikke statens – "men menighedsrådets samtykke til anvendelse af en anden liturgi…)"

Den norske lov kommer imidlertid den danske tolkning til hjælp, idet den pågældende paragraf netop på dette punkt (statsmagtens autoritære indgreb) i sit første stykke siger: "Menighedsmødet afgør alle sager… som ved lov eller kongelig resolution eller bestemmelse af vedkommende departement er eller bliver overladt til menighedens eller menighedsrådets afgørelse."

Tolkningen af denne formulering fordrer en smule skarpsyn; den kan nemlig fordrejes i en forkert retning, hvorved (som Skriften siger) ’Retfærdigheden vil blive bøjet’ (5.Mose 24:17; 27:19).

Dersom den tolkning er fyldestgørende, at den lokale menighed med hensyn til indførelsen af et nyt vielsesritual (f.eks. for vielser af par af samme køn) kun har ret til at afvise dette, hvis staten (på ny) giver menighedsrådet denne ret, så ville der for Norges vedkommende (og det er det væsentlige) kun være brug for det første stykke af den omtalte paragraf. Det andet stykke, som siger, at ’menighedsmødet afgør alle sager om indførelse af et nyt ritual’, ville være totalt overflødigt. Og ikke nok med det. "Alt-afgørelsesretten’, som står nævnt i denne tilføjede bestemmelse, ville da være direkte misvisende.

Det er almindelig opfattelse (selvom den i den juridiske bevisførelse lyder lidt ’knudret’), at hvis den omtalte myndighed til ’at afgøre alle sager’, som her ubestrideligt tillægges menighedsrådet (i det andet stykke af den omtalte norske paragraf) dybest set er afhængig af statens fornyede, direkte og specielle bestemmelse – ja, så måtte denne overraskende reservation have været anført som en yderligere tilføjelse til paragraffens andet led, idet denne så tydeligt formulerer menighedens lokale enerådende afgørelsesmyndighed.

Dette klare syn må i dag komme tolkningen af den danske menighedsrådslov § 38 stk.2 og 3 til gode. Et nyt autoriseret vielsesritual (for bl.a. homovielser) skal nødvendigvis altid og alle vegne, have menighedsrådets samtykke – og sker det ikke, har menigheden lov til at bolte og barrikadere kirkedøren. Da står staten med alle sine ministre og politiopbakning magtesløs over for en menighedsrådsparagraf, der ikke ved en hastig indført tillægslov kan fejes af bordet.

Det sidste punkt i den afgørelse, der som sagt blev taget i slutningen af 80’erne i Norges Højesteret om denne (for mange uanseelige men for kirken og samfundet betydelige) sag er den bitre strid, som fra departementets side opstod, efter at en ny højmesseliturgi tvangsmæssigt blev indført i den norske kirke i 1977.

Det blev dengang bl.a. gjort gældende, at når der tales om menighedens ’afgørelsesret’ (at den kan ’godkende’ eller ’samtykke’) så er der kun tale om, at den kan få lov at ’vælge mellem’ flere allerede ’godkendte’ salmebøger eller ritualer. – "Men kongen (den norske) må have ret til at fratage menigheden denne lovbestemte valgret," hed det, hvorefter det blev tilføjet: "Kongen kan tilbagetrække en godkendelse af f.eks. en salmebog eller en liturgi, som allerede er i brug" (J.E. Andr. Universitet Oslo, 1989, s.83). – "Det lyder kunstigt," indvendte eksperterne, idet de tilføjede: "Det kan ikke være rigtigt, at kongen pludselig skal kunne fratage den lokale menighed dens ’afgørelsesret’ ved at trække en tidligere godkendelse tilbage. Da den tidligere liturgi i sin tid blev godkendt, fik menigheden ret til at tage den i brug – og ifølge kirkeordningslovens § 32 bogstav b kan kongen ikke fratage menigheden retten til at bruge en liturgi eller en salmebog, som var godkendt på det tidspunkt, den blev indført.

… og dermed følger den betydelige kommentar, som kan have sin berettigelse i Dagens Danmark, hvor den samme kamp udkæmpes med henblik på indførelsen af et nyt og for mange aldeles fremmed ritual i forbindelse med kirkelige vielser af par af samme køn. Denne sært forudseende, norske kommentar lyder nemlig således: "En undtagelse kunne forekomme, dersom det senere blev påvist, at den liturgi eller salmebog, som bruges i en menighed, ikke er i overensstemmelse med kirkens lære. Kirken er efter grundlovens § 2 (norsk) forpligtet på den evangelisk-lutherske religion, og dersom det påvises, at en salmebog eller liturgi i et centralt spørgsmål ikke er i overensstemmelse med kirkens bekendelse, vil kongen have både ret og pligt til at påbyde den eksisterende salmebog eller liturgi udskiftet med en, som svarer til bekendelsen ’kongens tilsynspligt i lærespørgsmål’… konge, rigskirke, lokalmenighed’, Oslo 89, s.83).

Konklusionen af denne enkle sammenligning mellem norsk og dansk lovgivning i spørgsmålet om anvendelsen af et nyligt indført ritual antyder, at lovenes ordlyd er klar, og at de (i begge tilfælde) peger i retning af, at intet nyt vielsesritual kan tages i brug, uden at dette er blevet bestemt af det lokale menighedsråd. Hvad angår helt nye love skal der meget til for at fravige det fortolkningsalternativ, som loven (efter en naturlig, sproglig forståelse) udpeger. Her gælder ’Pilatus-princippet’: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg" (Johs.19:22). Dette gælder i særlig grad, når lovens ordlyd (som i dette tilfælde) ikke efterlader nogen tvivl. Det bliver (tror jeg) svært for statens jurister at finde andre såkaldte ’retskildefaktorer’, der kan fremlægge noget bæredygtigt holdepunkt for en anden fortolkning af de to landes menighedsrådslove end den, som jeg her har præciseret… - og jeg kan ikke lade være med at opfordre de af landets menighedsråd, som er enige om, at den indførte lov om kirkelige homobryllupper er imod kirkens Skrift og bekendelse – ja, i modstrid med menighedsrådsloven og landets grundlov – at slukke alterlysene, lukke orgelet ned, låse dørene og med én mund at nægte at medvirke ved denne dybt ugudelige gudstjeneste!
 

TILBAGE