RETSOPGØRET
075

DET HEMMELIGE DOKUMENT

Det fremgår af den aktuelle debat i medierne, at der er ikke så få af de danske frikirkeledere, der er ’ganske tilfreds’ med, at den tidligere kirkeminister, Manu Sareen (efter at have gennemført en ny lov og indført et nyt ritual i folkekirken) nu vender sig i sit nye ministerembede for at behandle frikirkerne efter samme mønster. Disse åndelige ledere af de frie trossamfund i Danmark har (det er jeg overbevist om) intet at skjule i deres momsregnskaber eller i forbindelse med deres lovlige skattelettelser; derfor anbefaler de sig med en ren samvittighed til at blive kropsvisiteret. Spørgsmålet er imidlertid om ministeren har rent mel i posen. Er det kun pengene, han er interesseret i? Eller har han andre sager, han vil have gennemført?

I sit oplæg taler han nemlig meget om ’vielsesbemyndigelse’ og ’ægteskab’ – og det er temaer, som er hans politiske mærkesager. Det vil frikirkernes lederne komme til at høre mere om – men ikke ved de planlagte udvalgsmøder; der er der nemlig uden for døren ophængt et skilt, hvorpå der med store gotiske bogstaver står skrevet: ’Adgang forbudt for repræsentanter for trossamfund, som er uden for folkekirken’.

Hvorfor er dette forbud indført? Har ministeren noget, han vil meddele, som de folk, som sagen berører, ikke må høre noget om? Har han en skjult agenda? Han har i hvert fald et ’skjult dokument’. Det kan jeg bevidne – og det er, hvad jeg her vil berette…

Da socialminister Manu Sareen d. 19. dec. 2014 meddelte, at tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, var udnævnt som formand for det udvalg, der skal udarbejde forslag til en såkaldt ’regulering’ af forholdene for andre trossamfund end folkekirken, så var der adskillige, der åndede lettet op. "Jeg er både begejstret og beæret over, at Hans Gammeltoft-Hansen har accepteret formandsposten," erklærede socialministeren…

Den nyudnævnte formand erklærede imidlertid i samme udsendte meddelelse, at han (citat): ’vil prioritere, at alle berørte trossamfund får mulighed for at komme til orde’. Han tilføjer: (citat): "Det er vigtigt, at udvalget har det bedst mulige grundlag at arbejde ud fra, og derfor vil alle trossamfund blive inviteret til at give deres besyv med."

I oplægget til det nye trossamfundsudvalg er det i forskrækkende modstrid til udvalgsformandens kommentar blevet gjort klart, at (citat): ’udvalget skal bestå af ’eksterne aktører’, der ikke repræsenterer nogen bestemt trosretning eller bestemte trossamfund’. Danske politikere (citat): ’finder det mærkeligt, at trossamfundene ikke bliver repræsenteret’. – "Hvis man bare beder dem komme og holde et foredrag, så bliver de kørt over," siger en enkelt af de adspurgte politikere (’Kristeligt Dagblad 27. april 2015).

I den pågældende artikel i Kristeligt Dagblad afgiver to af frikirkernes ledere erklæringer om forhold, som socialministeren Manu Sareen tidligere er blevet kraftigt kritiseret for. Det ene (af disse kritiserede forhold) er ’den manglende lovkvalitet i det forberedende arbejde’ og det andet er ’ministerens holdning til Danmarks Grundlov’. Om det første (lovkvaliteten) udtaler tidligere redaktør for Katolsk Orientering, Erling Tiedemann: "… at nedsætte et udvalg og på forhånd fuldstændig udelukke repræsentanter for dem, det handler om, strider imod god dansk og demokratisk skik for lovforberedelsens arbejde." Om det andet (ministerens forhold til grundloven) erklærer formanden for Baptistkirken i Danmark, Bent Hylleberg: "Vi kan ikke være tilfredse med at blive holdt udenfor i et nyt lovgivningsarbejde, der skal udfylde den løfteparagraf i Grundloven, der handler netop om os som trossamfund."

Disse to præcise forhold: 1. Den tidligere kirkeminister, Manu Sareens omgang med fordringen ’Lovkvalitet’ samt 2. ’ministerens holdning til Danmarks Grundlov, vil jeg i det følgende omtale nærmere. Disse kommentarer vil jeg samle omkring begrebet: ’Det hemmelige dokument’. (Det er hermed ikke (bør jeg tilføje) min hensigt at bringe min egen person ind i den afgørende sag, som nu atter drejer sig om den omtalte minister – men jeg undgår næppe (som en nødvendig illustration) at berette om mine egne erfaringer i de omtalte forhold). Hermed har jeg følgende at berette:

- Med en salve af skarpe bemærkninger udtalte tre af Danmarks politiske partier (Venstre, Dansk Folkeparti og Det konservative Folkeparti) en svidende kritik af den (som det hedder) ’manglende lovkvalitet’, der efter deres mening prægede det lovforslag, der sigtede på at få bestemmelserne om ægteskabsbegrebet i dansk lovgivning ændret. Dets mål var, at der kunne blive givet plads til, at homobryllupper fremover kunne foretages i kirken. De hårde, kritiske ord faldt og blev derefter nøje nedskrevet i en såkaldt ’tillægsbetænkning’, der blev afgivet af folketingets kirkeudvalg d. 6. juni 2012. Der er i dag – adskillige år efter – at Folketingstidende afleverede et referat af den ublide medfart, hvormed Lovforslag L 105 blev sendt til afstemning – al mulig grund til at gå den omtalte kritik nærmere efter i sømmene. Hvad mente repræsentanterne for de tre partier helt præcist, når de stemplede daværende kirkeminister Manu Sareens ’homo-flagskib’ for at have ’manglende kvalitet’? Er der i den forbindelse grund til at iagttage, om der i hele dette forløb er handlet ’ret og legalt’, siden det trods alt er lykkedes den tids kirkeminister at få ’den mangelfulde skude’ ud i rum sø, hvor der nu rejser sig en sådan modvind og storm at den omtalte minister, (der har ’masterminded’ dette projekt), er blevet stævnet af en hundredtallig skare af danske borgere for at have overtrådt Danmarks Grundlov…

Med denne baggrundsanalyse vil jeg i det følgende søge at stille skarpt på præcis de tre punkter, som blev fremhævet i kirkeudvalgets rapport – idet jeg samtidig med lys og lygte leder efter specielt ét forhold, der (for mig at se) er altafgørende, men som jeg ikke finder omtalt noget sted i den afgivne kritiske vurdering… ja netop denne udprægede ’manglende lovkvalitet’ er så betydningsfuld, at den (efter min opfattelse) kan få hele det flotte korthus, som kirkeministeren har opstillet, til at falde sammen.

*

Når den første anstødssten, som udpeges i det nøje udarbejdede udvalgsreferat, er markeret med betegnelsen: ’Manglende samarbejde med andre ministerier’ (stk.2, afsn.2) – så erklæres det her rent ud, at netop (citat): ’… dette krav til god lovkvalitet har kirkeministeren fuldstændig forbigået’! Ja, det bemærkes, at (citat): ’den fordring at samarbejdet med de ministerier, der besidder en særlig sagkundskab og dermed yder sagkyndig bistand, ikke er blevet efterlevet af den travle kirkeminister’ – og videre (citat): ’dette grundlæggende krav til lovkvalitet er der ikke blevet levet op til ved forberedelsen af lovforslaget (og ved det samtidig fremsatte lovforslag nr. L 106).

Hvor alvorlig jeg end finder disse anklager, der går så langt som til at erklære, at ’kirkeministeren (under forberedelserne af sit kontroversielle lovforslag om kirkelige homovielser) ikke har (citat): ’levet op til de mest grundlæggende krav til lovkvalitet’ – så finder jeg end ikke her svar på det særlige spørgsmål, som jeg personligt i adskillige skrivelser har stillet (og stadig stiller) kirkeministeriet: "Hvor er justitsministerens egen blåstemplede og absolut nødvendige godkendelse af, at loven er god nok, og at den ikke vil stride mod grundloven?" Den står nemlig ikke nævnt med ét ord i lovens bemærkninger! Den er som forsvundet fra jordens overflade…

*

Den anden anstødssten, som er blevet udpeget ved det pågældende udvalgsmøde, præciserer, at selv i samarbejdet mellem de to ministerier, der i fællesskab tegner sig for lovens Nr. 105 og nr. 106, har kirkeministeriet svigtet: I udvalgsrapporten lyder det sådan: "Kirkeministeren burde (som chef for ’det sagkyndige ministerium’) have ydet bistand til overfor kollegerne bag L 106 ved (citat): ’at beskrive forholdet mellem staten og kirken indenfor den forståelsesramme, i hvilken de to lovforslag skal vurderes i…’

Selvom også denne ætsende påtale af, at kirkeministeren ikke har ’hjulpet’ den daværende socialminister ved tydeligt at klargøre, hvad der ligger i kirkens ægteskabsforståelse – og (med et politisk-religiøst klarsyn at meddele) hvori han mener, at staten kan ’vejlede’ kirken i dette forhold – ja, redegøre for, hvorvidt staten i det hele taget har noget mandat til at rådgive kirken i dens bibelske ægteskabsforståelse… så finder jeg stadig ikke, at fingeren bliver sat på det ømme punkt: Hvor er den officielle skrivelse, som justitsministeren har sendt til kirkeministeriet, hvori han erklærer, at ’lovforslaget støder ikke an mod grundloven’?

Med hensyn til denne 2. anstødssten (altså kirkeministerens svigtende samarbejde med andre ministerier) påtales i betænkningen (citat): ’fejlagtige beskrivelser af retsstillingen vedrørende kirkelige kønsneutrale vielser i Sverige og Norge og upræcise oplysninger om forholdene i katolske lande’. "Her burde kirkeministeren (hedder det med den særlige kundskab, som han har til sin rådighed) "have korrigeret…"

Selvom det er afslørende, at et lovforslag med ’fejlagtige beskrivelser’ og ’upræcise oplysninger’, der kan have til formål at vildlede folketinget (hvilket kan medføre straf) … så søger jeg fremdeles efter den altafgørende ’snublesten’, som med lovens ord erklærer, at (citat): ’det høringssvar, der i sin tid blev udarbejdet af justitsministeriet, skal foreligge (eventuelt som et bilag) i de almindelige bemærkninger’ – ja, at (citat): ’En refleksion over dette høringssvar skal fremgå af høringsnotatet’ (samme udvalgsprotokol, ministerens svar på spørgsmål 28).

Justitsministerens helt klare stilling til, at ’kirkeministerens kontroversielle lovforslag ikke på nogen måde er grundlovsstridig’ foreligger intet sted – og kan (det er min egen smertelige erfaring) indtil videre ikke med henvisning til bestemmelserne om aktindsigt forlanges udleveret…

Det sidste kritiske punkt, som kirkeministeren blev præsenteret for i det pågældende udvalgsmøde, lyder kort og godt således: "Det forekommer misvisende, at kirkeministeren i bemærkningerne alene citerer et længere notat fra Københavns biskop men totalt undlader at gøre opmærksom på, at flere andre biskopper har en langt men kritisk tilgang til et kønsneutralt ægteskab. Betragtninger, som netop fremgår af høringssvarene."

Denne kritik er for mig at se mere vigtig end de andre punkter, der er blevet nævnt i betænkningen – og netop dette forhold står (faktisk) omtalt i den stævning, som søger at bringe tidligere kirkeminister, Manu Sareen, for retten – men endnu står tilbage dette spørgsmål: Hvor er ’det hemmelige dokument’ blevet af? Hvorfor er justitsministerens svar på, hvorvidt kirkeministerens lovforslag er grundlovsstridig, ikke nævnt i lovens bemærkninger? Hvorfor er end ikke denne lovpligtige henvendelse til justitsministeriet omtalt? Af hvilken grund hersker der en sådan gravens stilhed omkring denne skrivelse, som ingen jordisk sjæl indtil nu har kunnet få adgang til?

Om dette forhold har jeg et par personlige kommentarer, som jeg afsluttende fremlægger:

Den 23. februar 2012 blev kirkeministeren som omtalt alvorligt konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt ’hans lovforslag er i overensstemmelse med Grundlovens paragraf 4? Derefter var det weekend, og to dage efter denne, skriver ministeren i hast til justitsministeriet for at få sit lovforslag om kirkelige homovielser jaget igennem den såkaldte ’lovtekniske revision’. "I må skynde jer," må ministeren have tilføjet, "for d. 14. marts skal forslaget behandles i folketinget. Om en uge må jeg have svar fra justitsministeren! Den tilsyneladende hastige respons er og forbliver stadig ’det hemmelige dokument’ (altså justitsministerens svar) ’som ingen eller intet synes at kunne vriste fra kirkeministeren’. Han holder med hensyn til denne åbenbart ’hurtigt afleverede’ svarskrivelse kortene tæt til kroppen. Spørgsmålet er, om han har noget at skjule? I et brev af 25. nov. samme år lader kirkeministeriet mig vide, at dette svarbrev (om lovforslaget vedr. kirkelige homovielser og dets overensstemmelse med grundloven) ikke eksisterer i korrespondancen mellem de to ministerier. Taler han sandt – eller lyver han?

Den 25. november modtog jeg (som anført) det længe ventede svar fra kirkeministeriet! Ministeriet undskylder sig med al behørig høflighed og ’beklager den sene besvarelse’ på min anmodning om aktindsigt. Denne undskyldning er på sin plads, idet jeg stort set kun har spurgt om at få lov at se den skrivelse, som justitsministeriet har sendt som svar på det spørgsmål, som kirkeministeren i februar 2012 var forpligtet til at stille. På det tidspunkt skulle ministeren for Ligestilling og Kirke – uanset om han havde lyst dertil eller ej – rette en officiel forespørgsel til justitsministeriet: "Er mit lovforslag om kirkelige vielser af par af samme køn i overensstemmelse med grundloven?" (… skulle han spørge), og kun hvis justitsministeren svarede, at han ikke havde nogen indvendinger, kunne lovforslaget fremlægges i folketinget til vedtagelse.

Nu viser det sig, at justitsministeriets svar er som forsvundet ud i den blå luft. Justitsministeriet har forklaret mig, at denne svarskrivelse ’er blevet afsendt’ – men (erklærer ministeriet) ’vi må ikke røbe, hvad denne skrivelse indeholder! Det er kun spørgeren (i dette tilfælde kirkeministeren) som kan udlevere dette dokument!" I en mail, som jeg siden modtog fra Holmens Kanal i København (Kirkeministeriet) er der stadig intet at finde med hensyn til det ’skjulte dokument’ (altså: justitsministeriets svar til kirkeminister Manu Sareen). Det er (for mig at se) som om den daværende kirkeminister havde noget, han ikke gerne vil have for dagens lys.

Lad mig derfor sætte et punktum for denne min personlige redegørelse for dette forløb:

I den svarskrivelse, som kirkeministeriet har afleveret i forbindelse på min anmodning om at få lov at se ’det skjulte dokument’ – er der ikke et ord om denne ’hemmelige skrivelses fysiske eksistens’. Som katten om den varme grød sniger ministeren sig udenom min (som han selv indrømmer): ’præcise anmodning’. Jeg har tydeligt (så at selv et barn kan forstå det) anmodet ministeren om at få lov til at se det svar, som justitsministeriet har sendt til kirkeministeren (og hvori han angiveligt må have givet grønt lys for lovforslaget om kirkelige homovielser) – men i de dokumenter, som ministeren lidt modvilligt og med tydelig forsinkelse udleverer til mig, findes kun hans eget spørgsmål: "Er mit lovforslag i overensstemmelse med grundloven? – Svaret, som justitsministeriet har givet, foreligger ikke. Ja, det antydes (som en halv løgn) at det slet ikke eksisterer. "Det findes ikke i korrespondancen mellem de to ministerier," hævder kirkeministeren.

Dette er besynderligt! Justitsministeren har jo skrevet til mig at han har givet et konkret svar. Kirkeministeren skriver: "Der foreligger ikke i korrespondance mellem de to ministeriet noget om dette spørgsmål." Altså må en af de to ministre lyve! Justitsministeren siger, han har svaret, og kirkeministeren siger, at det svar foreligger ikke. Hvem af de to taler sandhed?

Det er spørgsmål som disse, der rejser sig, når Danmarks biskopper for få dage siden udsendte en ’beklagelse’ over den minister, hvis handlingsmønster de kender bedre end de fleste… og det er alt dette, som bør få den enkelte borger til nu at tage stilling til en ny drejning af lovgivningen for kirkens arbejdsforhold i Danmark – ja, det er disse forhold, som de positive, frikirkelige ledere skal holde sig for øje, når de velvilligt stiller sig til rådighed for en minister, der åbenbart ønsker dem derhen, hvor peberet gror. Den minister, der af troende, danske borgere er stævnet for at have overtrådt den grundlov, som han nu atter krænker ved at holde udvalgsmøder uden de folk, som forfatningen tilsiger ham at være lovgiver for…
 

TILBAGE