RETSOPGØRET
076

MEDLØBERNE

Man taler indenfor retsvidenskaben om det besynderlige begreb, der kaldes ’en juridisk person’. Dette mystiske væsen eller denne underlige fungerende skabning kaldes også ’en moralsk person’. Jeg forstår, at det drejer sig om et slags retssubjekt, som har visse rettigheder og visse forpligtelser. Det kan godt være, at denne ’moralske person’ er ét af de mest omdiskuterede spørgsmål blandt jurister – men for menigmand er der faktisk kun tale om, at det må dreje sig om en person, der simpelthen må stå til ansvar for sine gerninger.

Jeg gør mig i den forbindelse tanker om, at den danske stat præsenterer sig selv som ’en institution’… altså ikke bare forstået som et ubegribeligt ’væsen’ (som f.eks. toldvæsenet eller hospitalsvæsenet) men som ’en person’. Dette må også gælde statens embedsmænd. Hver eneste af dem bør betragtes som en ’moralsk person’.

Og det er i den hensigt, at vor tidligere kirkeminister for alvor syntes at være kommet i knibe! Han sendte i 2012 en ’specialkonsulent’ til Nyborg for at forklare 600 menighedsrådsmedlemmer, at de ikke kunne bruge loven til at blokere for et homobryllup, fordi det ritual, som her blev brugt, var ’helt nyt’ (Kristeligt Dagblad 1. juni 2012). Nu har han imidlertid ændret forklaring og fortæller de samme menighedsrådsmedlemmer, at ritualet kun er ’et supplement’ – ’en tilføjelse’ til det allerede bestående ritual. Hvis ministerens første forklaring, at præsten ikke skal spørge om lov til at bruge ’et andet ritual’ (helt nyt) i stedet for det gamle, er i modstrid med loven, så er hans sidste påfund, at det nye vielsesritual blot er ’et mindre tillæg’ (et supplement) en lodret overtrædelse af menighedsrådsloven. Samtlige 2000 menighedsråd står her i fare for at blive regnet som ’villige medløbere’ til dette lovbrud. Staten påtvinger nemlig kirken ’en anden liturgi end den, der hidtil er anvendt’ (§ 38 stk.1), og statens minister prøver at komme uden om problemet ved at kalde det nye ritual et ’tillæg til det allerede autoriserede’ (stk. 2). Om dette har jeg følgende at påpege:

Den 1. juni 2012 samledes 600 menighedsrådsmedlemmer og indbudte biskopper, ledere fra kirkelige organisationer og kirkepolitikere til Menighedsrådsårsmøde i Nyborg. Traditionelt taler landets kirkeminister til den store forsamling, som repræsenterer et af landets største nærdemokratier med godt 2000 menighedsråd. Det vil sige, at her var en anledning, hvor det jævne menighedsrådsmedlem kunne komme til orde, og hvor det kunne prøves, om det virkelig er sandt, at kirkeministerens forståelse af ’det almindelige præstedømme’ er i overensstemmelse med kirkens lære. Ministerens holdning til f.eks. menighedsrådets ret til ’at sige fra’, hvis det finder et indført ritual som værende i modstrid med kirkens skrift og bekendelse (og dermed faktisk i manglende harmoni med landets grundlov) ville på dette sted kunne påtales. Ministerens holdning er nemlig klart formuleret sådan, at kun præsten har den teologiske indsigt, der skal til, for at kunne afgøre, hvorvidt en kirkelig handling er bibelsk korrekt eller ej; her har menighedsrådet (erklærer ministeren) intet at skulle have sagt! Specialkonsulent fra Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Jørgen Kroer, forklarede (ifølge Kristeligt Dagblad, 1. juni 2012) sagen således: "Hvis nogen skulle være kommet ud i den vildfarelse, at menighedsrådet har noget at sige, så er det helt klart, at det er præsten alene, der afgør, om han eller hun vil kunne anvende et nyt ritual for vielse af homoseksuelle." Her burde alle 600 deltagere i mødet at have rejst sig og protesteret. Hvis de fortsat undlader dette, har de medansvar i en alvorlig overtrædelse af Danmarks Grundlov.

Da specialkonsulent (en særlig titel), Jørgen Kroer, fra kirkeministeriet ved det omtalte Nyborgmøde 2012 skulle forklare sig, erklærede han (ifølge Kristeligt Dagblad 1.6.2012): "Menighedens samtykke sker ikke (er ikke nødvendig) med helt nye ritualer. Præsten alene afgør, om han eller hun vil bruge et nyt ritual til vielse af homoseksuelle." – Om dette siger loven: "Præsten skal have menighedens samtykke til: ... (stk.1) at der ved faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden… samt (stk.2)… at der ved gudstjenesten eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer eller benyttes andre salmebøger og salmebogstillæg end de autoriserede" (Menighedsrådsloven § 38). Selvom det kan være svært for menigmand at ’at sætte sig ind i’ det juridiske fagsprog, så kan de fleste sikkert fatte, at en præst (ifølge denne lov) skal spørge menighedsrådet, om han kan bruge et andet vielsesritual (som har fået dronningens blå stempel) i stedet for det gode, gamle autoriserede vielsesritual, som man hidtil har anvendt ved de kirkelige bryllupper. Adskillige ville i en sådan situation, hvor selv landets dronning har godkendt en sådan ceremoni, sige, at det skulle menighedsrådet herefter blande sig udenom. Men nej! Loven siger, at selvom både biskoppen og provsten, kirkeministeren og dronningen – ja, om så paven og alle hans kardinaler siger god for det nye ritual, så kan et dansk protestantisk menighedsrådet stadig sige nej. Det er den lokale kirkes egne folk, der bestemmer i denne sag, og en kirkeminister og hans specialkonsulent har i dette spørgsmål ikke et ord at skulle have sagt. At specialkonsulenten over for 600 menighedsrådsmedlemmer erklærer, at ’de ikke skal lade sig vildlede’, for homo-ritualet er jo ’helt nyt’, finder intet juridisk fodfæste i loven. Hvis et menighedsråd siger nej til denne fremmede liturgi, så må det samkønnede par finde et andet sted at blive gift.

Konklusionen må være, at en præst ifølge loven pænt skal spørge sit menighedsråd, om han (eller hun) må få lov at anvende ’en anden bryllupsceremoni’ end den, som i mange århundreder er blevet brugt i kirken. Yderligere må det indrømmes, at det (stadig ifølge loven) ikke nytter noget, at præsten fortæller menighedsrådet, at den nye liturgi er ’splinterny’, og at den oven i købet er blevet godkendt af selveste Danmarks dronning, Margrethe Den Anden. Om den nye ceremoni så er blevet ’autoriseret’ hundrede gange, og om den er så ’helt ny’, at verden aldrig har set magen, så skal præsten alligevel (ifølge loven) spørge de bønder, bankmænd og buschauffører, der sidder i sognets menighedsråd, om han må bruge kirken til sit nye ritual. Endelig må det betones, at præsten ifølge loven ikke på egen hånd må flytte så meget som et komma i det bryllupsritual, som én gang for alle er blevet autoriseret – ja, at han eller hun (stadig ifølge loven) ikke har myndighed til at føje bare én linje eller ét ord til en af kirkens salmer (og slet ikke stille med en hel ny salmebog) i stedet for den, som allerede er blevet godkendt og autoriseret. Det nytter ikke, at præsten eller hans minister siger, at det blot er ’en mindre ændring’ eller ’tilføjelse’ (supplement) – hvis menighedsrådet ikke ’samtykker’, så må et bryllup af den art aflyses!

Det spørgsmål, som er ved at træde i forgrunden med hensyn til den i 2012 hastigt gennemførte lov om ændring af ægteskabet (der klart og utvetydigt havde det præcise motiv, at der skulle skabes rum og mulighed for kirkelige vielser af par af samme køn) er dets altafgørende forhold til grundloven…

I den forbindelse forekommer det nemlig fordægtigt, at der i lovens bemærkninger ikke står anført den mindste henvisning til dette absolut overordnede forhold. Denne udeladelse er så iøjefaldende, at den fordrer en forklaring – og det er sandsynligt, at de ansvarlige ministre netop i denne sag vil komme til at stå over for et ubehageligt forklaringsproblem! Hvorfor har de elegant passeret denne afgjorte forpligtelse? Kunne det være, fordi de (enten helt personligt eller i de partipolitiske forhåndsdrøftelser bag de lukkede døre) er kommet til den hårrejsende konklusion, at loven om homovielser i kirken kunne være i modstrid med kirkens bekendelse og i så tilfælde i modstrid med grundloven, som i sin 4. paragraf udtrykkeligt henviser til forpligtelsen over for kirkens specifikke lære på dette punkt? Hvad er svaret på dette spørgsmål? Hvad er sandheden om den bevidste udeladelse? Har forslagsstillerne af loven om kirkelige homovielser villet føre folketingets medlemmer bag lyset? Hvorfor denne ’højtråbende’ tavshed omkring netop dette spørgsmål?

Det er den almindelige regel, at der til en foreslået lovtekst er knyttet en række ’bemærkninger’. Disse indeholder forslagsstillerens begrundelse for forslaget, og disse betegner da almindeligvis forslagets ’motiver’. Det samme gør sig gældende for de ’bemærkninger’, som er upåtalte. Dem, som ikke er nævnt. De forhold, hvor de tre ansvarlige ministre går stille med døren. Hvorfor er lovforslaget om de kirkelige vielses forhold til grundloven ikke omtalt med en stavelse?

Medløberne har i dette tilfælde fællesskab med dem, som de skulle dømme! De tavse og passive giver dermed hånd til mørkets gerninger; de ’trækker på samme hammel som de vantro’(2.Kor.6:14). De gør ingen forskel på Guds Tempel og afguderne; de skiller sig ikke ud (v.17). Om dette siger Skriften:

"Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol, som skaber lidelse i strid med loven?" (Salme 94:20).

Den gamle oversættelse er mere skarp! Den stiller spørgsmålet direkte sådan: "Står du i pagt med fordærvelsens domstol, der skaber uret i lovens navn?" – Den oprindelige hebraiske tekst taler ikke kun om ’domstolen’ (altså, den dømmende myndighed) – men om ’undertrykkelsens trone (regeringen), som bruger loven til at volde ulykke’! (v.20) Sagen med disse forskellige oversættelsesindfaldsvinkler bliver kun så meget mere klar. Den lader forstå, at der findes dømmende og styrende magter i en nation, som kan have indgået en pagt med ’fordærvelsen’.

Kun de færreste indser den bibelske sandhed, at allerede i denne tidsalder vil Herren gennem Sin kirke vise Sin dømmende myndighed! Dette er vi nødt til at understrege, fordi der er vankundige, der fortsat hævder, at det ikke er menighedens opgave at fremme Guds fulde retfærdighed i Kristus for (som de siger): ’dem, som er udenfor’ (1.Kor.5:12). – Til en sådan forvanskning af Ordet lyder Skriftens tale: "Herren regerer; også verden skal blive grundfæstet, den skal ikke blive rokket; Han skal dømme folkene retfærdigt" (Salme 96:10, norsk). Det bør i den forbindelse yderligere betones, at ’Guds visdom i al sin mangfoldighed nu (ikke sidenhen) gennem kirken skal blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet’ (Ef.3:10). "Det vil sige," fremgår det af Skriften, at ’de dæmonmagter, der huserer i luftens rige’ (Ef.3:10) vil blive sat grundigt på plads ved den mangfoldige (ikke ensrettede eller snæversynede) visdom, som den opstandne Herre vil give tilkende gennem kirken. Det må understreges (afsluttende og konkluderende), at ’bjergenes urokkelige styrke tilhører Herren’ (Salme 93:4) – og når Han kommer, vil Han ’dømme verden med retfærdighed – ja, folkene skal blive dømt med Hans sandhed’ (Salme 96:13). Den retfærdige dom vil Kristus allerede lade stråle frem fra Sin kirke, inden Han selv kommer og sætter Sig på dommersædet…

Søren Kierkegaards iagttagelser er i denne forbindelse yderst præcise. "Under de her givne antagelser," skriver han, "kan Ny Testamente (tilsyneladende) ikke længere betragtes som en vejledning for den kristne. I så tilfælde er den hidtil angivne vej jo fuldstændig forandret. Den er helt anderledes end den, der fremstilles i Ny Testamente.

Ny Testamentes kan (synes det) herefter ikke anvendes som en ’rejse-håndbog for den kristne’. Det er udelukket! Skriften må – set fra den synsvinkel – udelukkende betragtes som en historisk kuriositet. Som en forældet håndbog for rejsende i et land, hvor alt har forandret sig. En håndbog af den art kan ikke længere tages alvorligt. Den rejsende kan nu højst more sig over den.

…som han med jernbanen farer let og ubesværet hen over en bestemt strækning, læser han i håndbogen: "Her befinder sig det frygteligste ulvesvælg. Den, som styrter i det, forsvinder 70.000 favne under jorden…" og medens han sidder i en hyggelig cafe og ryger sin cigar, læser han i håndbogen: "Her holder en røverbande til. Den overfalder og mishandler alle rejsende. "Nej, hvor morsomt," udbryder han, "at forestille sig, hvordan det hele dengang så ud. Ulvesvælget er forsvundet, og i stedet har vi nu jernbanen. Røverbanden er væk; her er nu en hyggelig café…"

Hvis det nu virkelig forholder sig sådan, ’at vi alle er kristne’ – og hvis det (kristeligt set) er i sin fulde rigtighed alt det med ’kristenheden’ og den såkaldt ’kristne verden’ – så vil jeg om muligt råbe så højt, at det kan høres i himlen: Oh Du uendelige! Hvor mægtigt Du end har bevist Dig at være kærlighed, så er dette dog ukærligt af Dig! Hvorfor har Du ikke ladet os vide, at Ny Testamente ikke længere er en troværdig vejledning og håndbog for de kristne? Hvor grusomt! Når nu alt er blevet modsat af, hvad det har været, og det nu er en gældende sandhed, at vi alle er og bliver kristne, hvorfor så bringe unødig ængstelse over de svage ved, at dit ord ikke straks er tilbagekaldt men stadig forbliver som uforandret?"

"Dog!" slutter Kierkegaard. "En sådan forklaring kan jeg ikke godtage! Sådan er Gud ikke! Altså må der være en anden forklaring, og den vil jeg søge at finde frem til (hvilket i grunden passer mig langt bedre): Hele den historie med ’kristenheden’ og den såkaldt ’kristne verden’ er ikke andet end et menneskeligt, ondsindet påfund! At vi ’alle skulle være kristne’ er den rene indbildning, som har sin rod i dette ondskabsfulde påfund. Ny Testamente er og forbliver uforandret ’de kristnes håndbog’, og det vil gå denne verden, som det står skrevet i Ny Testamente. De kristne skal derfor ikke lade sig forstyrre af, at det går alle slags ’ondsindede-påfunds-kristne’ anderledes, end det går denne verden – denne ondsindede verden!"


TILBAGE