RETSOPGØRET
077

ET HISTORISK ANERKENDT DOKUMENT

Når Luthers lille katekismus (som borgerstævnermes ’bilag’) lægges på dommerens bord (ved sagen om loven om – og ritualet for de kirkelige homovielser) – så er det et snart 500 år gammelt skrift, der her fremlægges som ’et bilag’.

Imidlertid bør ingen dommer (ej heller nogen af regeringens sortklædte advokater) anse dette særlige ’tillæg til stævningen’ som værende ’aldersvækket’; ingen bør driste sig til at sige, at ’katekismen tilhører en svunden tid’, og at ’dens ord er for gammeldags’ eller at ’moderne mennesker ikke gider lytte til en sådan middelalderlig indstilling til tilværelsen’. Tværtimod er netop dette lutherske skrift topaktuelt. Dets indhold er som intet andet tidsmæssigt på sin plads, og den høje ret bør – stående overfor den gudløse ulykkeslov (som stævningen drejer sig om… Es.10:2) – give agt på katekismens dybe, stille indhold.

Om Den Augsburgske Bekendelse (der ligeledes placeres som et ’bilag’ i stævningen) siger nu afdøde, danske professor Regin Prenter: "Tre ting kendetegner denne bekendelse: 1. Den er mundtlig. Den lyder. Den høres. 2. Den er gudstjenestelig. Den lyder ved den offentlige gudstjeneste. Den kan derfor kun høres ret og tolkes rigtigt, når den høres og tolkes i den gudstjenestelige sammenhæng, hvor den hører hjemme. 3. Den tales til Gud."

Nu sker det besynderlige, at denne bekendelse skal fremsiges – ikke i en varm og andagtsfuld, gudstjenestelig sammenhæng – men i en kold retssal, hvor den skal forsvares overfor en statslig myndighed, som nedværdigende har kastet den i sølet. Den skal nu høres, hvor det er vanskeligt at skulle forvente, at den bliver ’tolket ret’ (thi ’det kan kun ske i gudstjenesten’, hævder den teologiske professor) – og den skal ikke længere ’tales til Gud’ men til et dommerpanel, som ud fra andre præmisser skal afgøre, om den har sin berettigelse i denne sammenhæng.

Det første statens embedsmænd bør forstå, når de lovgiver i modstrid med kirkens bekendelse, er, at de (ifølge den angivne Prenter-udlæggelse af begrebet ’bekendelsesskrifter’) tager kvælertag på menighedens ’råb’ til Gud. "Kirkens bekendelse er," erklærer den gamle professor, ’et råb’." Sådan lyder nemlig den første linje i det omtalte værk af Regin Prenter, ’Kirkens lutherske Bekendelse’. Hertil gives af forfatteren følgende forklaring: "Bekendelsen er og forbliver det råb, hvori Guds folk hylder sin Gud, når det er samlet offentligt for at ære Ham." Professoren slutter: "Derfor har jeg kaldt den med det lidt overraskende udtryk ’et råb’, der lyder som når et jordisk folk ’hylder’ sin Gud, sådan som et jordisk folk hylder sin konge" (indledningen side 9)…

Staten vil i forbindelse med stævningen af dens to ministre finde frem til teologiske fagfolk, der har (det vil regeringen sikre sig) ’en anden forståelse’ af kirkens bekendelse, og som derfor vil være i stand til at tolke begrebet ’bekendelse’ på en sådan måde, at det passer i statens kram. I så tilfælde skal de stævnede regeringsministre og deres teologiske håndlangere være klar over, at når professor Regin Prenter taler om ’Guds folk, der i kirkens bekendelse hylder kongen’, så er det folk (han omtaler) talrigt, og de vil i selvsamme time stå frem som en ikke ubetydelig skare af landets borgere, der fordrer, at Danmarks Grundlovs klare henvisning til den evangelisk-lutherske bekendelse ikke kan tillade, at bekendelsens lovprisning bliver kvalt af en flok statsembedsmænd, som søger at fratage bekendelsesskrifterne deres rette sandhedsværdi…

*

Den 4. oktober 1995 besluttede Danmarks biskopper, at de ville nedsætte et udvalg. Det skulle undersøge forholdet mellem ægteskab og registreret partnerskab. Samtidig skulle dette udvalg analysere begrebet ’velsignelse’ – ja, det skulle ’fremkomme med synspunkter vedrørende et vielsesritual’ for det homoseksuelle fænomen, som kaldes ’registreret partnerskab’…

Det vil sige, at man allerede på det tidspunkt for 30 år siden – (thi d. 4. okt. 2015 vil dette særlige udvalgsarbejde kunne fejre 20 års jubilæum… og da samtidig kunne højtideligholde, at ’det kirkelige ritual’, som man dengang ’talte om’, i dag er blevet en mangfoldiggjort virkelighed; thi over det ganske land anvendes netop denne ceremoni i Den danske Folkekirke og mange frikirker er langsomt ved at åbne deres døre for det samme vielsesritual – der nu ikke blot anvendes som en ’velsignelse’ men bruges som en ægteskabsstiftende, kirkeligt ceremoni for homoseksuelle og lesbiske par.

Er dette en god og Gudbenådet udvikling for den kristne menighed i Danmark? Er dette ritual i overensstemmelse med Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter?

Allerede før denne 95’-komitee afleverede sin rapport, havde landsforeningen for bøsser og lesbiske rettet henvendelse til biskopperne om, at der blev udfærdiget et kirkeligt ritual i den henseende (hvilket vil sige, at der har været rimelig god tid til at overveje i hvilken retning, denne udvikling førte). Det er altså ikke beslutninger, der er taget fra den ene dag til den anden, hvilket indebærer, at både Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter må have haft mulighed for at komme til orde – og hvis det har været disse ’retskilder’, som blev taget i brug, så er der faktisk ikke to meninger om sagens ulykkelige udfald. I det tilfælde ville den omtalte landsforening nemlig have fået et afgjort afvisende svar, - ja, det ville være blevet gjort lysende klart for spørgerne, at det her drejer sig om ’to myndighedsområder’ samt, at den homoseksuelle landsforening ikke på noget tidspunkt skulle forvente, at der i denne sag ville blive taget de samme beslutninger i kirken, som der blev taget i folketingssalen.

"Loven om vielse af homoseksuelle skal trækkes tilbage," hedder det i en forholdsvis god og oplysende artikel i Kristeligt Dagblad d. 22. dec. 2014. Den 6-spaltede overskrift fokuserer dermed på den tragiske konsekvens, som vil kunne følge i kølvandet af den stævning, som foreningen ’Med Grundlov skal Land Bygges’, har taget initiativ til at få nedlagt i Københavns Byret d. 15. dec. 2014 – og som (hvis sagen om to ministres grundlovsbrud vindes ved domstolen) vil kunne få den følge, at ’de lovstridige ægtevielser’ gøres ugyldige. Hvorledes en sådan sag skal administreres, så at det bliver til mindst mulig sorg og skade for godtroende par af samme køn, der af statens embedsmænd har ladet sig narre til at tro, at dette var muligt, kan kun fremtiden vise.

Dette forhold vil imidlertid blive anvendt som et trumfkort af stævningens modstandere (og ikke mindst den del af pressen, som vil tale de menneskers sag, som pludselig kommer til at erfare, at deres kirkeligt indgåede ægteskab (på trods af de to ministeriers forsikringer) byggede på sandgrund! Danmarks Grundlov giver imidlertid (det er stævningens påstand) ikke tilladelse til, at en sådan ’ægteskabelig samlivspagt’ undertegnes i Den evangelisk-lutherske kirke. En sådan tilbagetrækning af et lovforslag vil da betyde mange tårer og betydelig skuffelse hos de danske borgere, der fejrede den nye lovs gennemførelse. Og denne personlige ulykke vil veje tungt i mediernes og befolkningens bedømmelse af sagen, men sagen lader sig ikke ændre af den grund. Danmarks forfatning kan ikke overtrædes…

*

Mere end nogensinde synes det derfor at være nødvendigt, at et historisk anerkendt dokument fremlægges, som har både ’tekst og ordkraft’ til at kunne stå fast i den uundgåelige konfrontation, som nu venter den kristne kirke! Tiden fordrer et sådant anerkendt ’kongeligt’ skrift. Den Augsburgske Bekendelse ejer netop den myndighed og præcise autoritative erklæring! Hvor den taler, må alle tie. Hvor Confessio Augustana fremlægges, må både dommere og politikere og kirkens øverste ledere bøje hovedet og lytte, thi ved den blotte oplæsning anes betydningen af apostelens ord: "Drevet af Helligånden har mennesker sagt det, som kom fra Gud!" (2.Pet.1:21)

I striden for at bevare denne bekendelse lyder Ny Testamente således: "I skal føre et liv, som svarer til Kristi evangelium, så at jeg ’ kan høre om jer, at I står fast i én ånd, og at I med én sjæl kæmper sammen for troen på evangeliet og ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne…" (Fil.1:27-28).

Når apostelen her taler om ’at kæmpe’, så er det ikke med ’verdslige kampvåben’ men med den kraft, som ligger i en ’livsførelse der er Kristi evangelium værdig’. Det er imidlertid med ’retfærdighedens våben til angreb og forsvar (2.Kor.6:7)… hvilket vil sige, at de troende i fællesskab bør ’kæmpe sammen i forsvaret for troen på evangeliet’. Det er en kamp med Ordets skarpe sværd, som bør anvendes som et værn mod dem, der vil anfægte kirkens tro på Kristus – og til modigt angreb mod dem, der vil fratage Kristi menighed den lovmæssige ret til at leve og ånde i den nation, hvori den befinder sig.

Om alt dette har Søren Kierkegaard sin egen måde at beskrive situationen på:

"Der er for mig," kommenterer han, "både afskyeligt og oprørende blot i tanken at forestille mig den art gudsdyrkelse: ’at dyrke Gud ved at holde ham for nar’! Derfor må jeg nu af al magt stræbe efter at bidrage til at afværge, at dette sker. Måtte dog blot menneskemassen få øjnene op for, hvordan alt dette hænger sammen og derved forhindre at få sig gjort skyldig i – hvor letsindig og sanselig den store masse end kan være – at dyrke Gud på den måde…"

"Lad det hermed være sagt højt for hele folket," erklærer Søren Kierkegaard, "det er Gud i himlene uendeligt mere kært, at du – hvis det virkelig skulle være muligt – ærligt vedgår, at du ikke er og ikke vil være en kristen – ja, uendeligt mere kært, end denne ækelhed, som det er at dyrke Gud ved at holde ham for nar."

Kierkegaards ord: "Derfor må jeg nu af al magt stræbe efter at bidrage til at afværge, at dette sker"… ejer et inderlighedens budskab til vor tid! Ja, de fremstår som en profetisk opfordring til alle kristne alle vegne at rejse sig som en mur af modstand mod dette statslige homo-overgreb på al Ny Testamentes kristendom. Når Kierkegaard taler om ’af al magt at stræbe efter’, taler han ud af sit ganske hjerte. For ham er der ikke noget kompromis. For ham eksisterer ikke et: ’både-og’, kun et: ’enten-eller’. Det vil sige det, som Ny Testamente kalder: ’Det helstøbte menneske’ ("… så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget… Jak. 1:4).

Kierkegaards kirkekamp (som den udfolder sig i hans sidste skrift ’Øjeblikket’) var koncentreret omkring forholdet mellem kristendommen som en ’læreform’ (der kan forkyndes af en præst eller prædikant, menighedsforstander eller biskop) og så ’det eksistentielle budskab’, der fordrer, at den enkelte forholder sig personligt til det, der prædikes. Altså, at det er ’livet’ og ikke ’den pæne prædiken’ eller ’den høje liturgi’, det drejer sig om. Kierkegaardsforskerne forklarer det på den fornemme, akademiske måde, at Kierkegaard hermed kræver, at ’individet skal forholde sig på en afgørende måde til sin egen eksistens’!

Denne diskussion leder frem til det bredere spørgsmål, om de kristne i det hele taget vil foretage sig noget overfor den ulykke, som statskirken er ved at bringe over folk og menighed? Altså det aktuelle forhold mellem kristendommens institutioner (kirken f.eks.) – og dette, at den enkelte kristne i kraft af sin egen eksistens (som et ’sandhedsvidne’) ikke slipper for at stå frem og vidne om kristendommens sandhed!

Kierkegaard ironiserer over, at kristendommen på hans tid er blevet til en alment accepteret institution, der er blottet for indhold. Hans ærinde har ikke ændret sig i de efterfølgende 150 år – tværtimod! Den danske Folkekirke af i dag synes ikke kun ’blottet for indhold’; med indførelsen af kirkelige homovielser fyldes den med et – ifølge Ny Testamente – ’urent indhold’: Den bliver farlig for sine omgivelser!

"Borgeren går i kirke om søndagen," forklarer Kierkegaard-kenderen, Adam Diderichsen (Reitzel-serie 5, 1999), "præsten prædiker og lever af det; ingen kunne det falde ind at drage konsekvensen af den kristne tro, når det angår deres eget liv. Kristendommen er ifølge Kierkegaard blevet til en række ydre handlinger, der vanen tro udføres, men som i øvrigt ikke har noget indhold for den enkelte. Herved er kristendommen forvandlet til en slags kristen hedenskab-’kristenheden: (med Kierkegaards term) hvor kristendommen er tømt for ethvert indhold og eksistentiel konsekvens. Den danske kristendom befinder sig således i en stadig selvmodsigelse, idet kirkens præster prædiker om Jesu lidelse samtidig med, at de selv befinder sig i behørig afstand af enhver form for martyrium. Kristen bliver man imidlertid ikke af at gå i kirke en gang imellem eller ved at leve af at prædike syndernes forladelse; kristen bliver man ved at efterfølge Kristi forbillede."

"På denne baggrund," slutter Adam Diderichsen tillægger Kierkegaard martyriet en særlig rolle; den sande kristne er ikke den, der fortæller om fortidige martyrer, der har lidt for deres tros skyld, men derimod martyren selv. "At blive en kristen er at lide for sin tros skyld."

Med denne kortfattede beskrivelse af indholdet i Kierkegaards afsluttende forfatterskab – og med en pludselig genopståen og aktualisering af hans sidste skrifter: ’Øjeblikket’ – fik for få år siden min lille serie af kamp-udgivelser (med samme titel) en adresse ikke blot til statskirken men til hele den vestlige forkyndelse, der inspireret af en ’lykkereligion’ fra USA er faldet i velfærds-kristendommens fælde. Vor tids kristne er opslugte af en forkælet tilværelse og (drevet af en homofil tidsånd) blevet omdannet til (hvad Ny Testamente kalder): ’Fordærvelsens trælle’; de er blevet slaver af en rådden indflydelse, der har udmarvet det kristne budskab til at være en moderne afgud, der gratis skal sikre et godt og fedt liv her på jorden og ’en evig salighed hisset’…

*

At Kierkegaard ikke har taget fejl i denne dystre prognose vil ikke mindst vise sig i den forestående strid med det skjulte kirke-monster, der, drevet af en dyrisk vildskab, til sidst – som dragen i Åbenbaringsbogen – (der er den gamle slange, djævelen og Satan … 20:2) skal spy en uren flod ud af sin mund (Åb. 12:15).

(Som jeg skriver disse ord, ser jeg for mig flokke af supermoderne teologer, der ler højt. Magen til overdreven billedtale har de ikke hørt. Det være langt fra dem, at tage sådanne forklaringer alvorligt. Imidlertid (mener jeg) er de ikke selv klar over, at de i deres overlegne, akademiske arrogance, der nu afsluttende tillader sig – ikke blot at forsvare – men at fremme den groveste form for unaturlig utugt i Herrens Hus – forbereder de sidste tiders forfølgelse af Kristi sande efterfølgere).

"Plato siger som bekendt i sit værk ’Staten’, at ’der først kommer gang i tingene, når de folk regerer, der ikke har lyst til det’. Med disse ord indleder Kierkegaard sit første nummer af skriftet ’Øjeblikket’. Han fortsætter: "Platos’ mening er sikkert den, at for så vidt den rette dygtighed er for hånden, så er selve ulysten til at regere en udmærket garanti for, at der bliver regeret ordentligt. Den herskesyge derimod bliver alt for let én, der misbruger magten til at tyrannisere – eller: lysten til at regere driver vedkommende ind i et skjult afhængighedsforhold til dem, over hvem han skal regere, så at hans regeren ender i den rene øjenforblindelse."

Kierkegaard forklarer videre: "Denne iagttagelse kan også anvendes i andre forhold. En sag bliver for alvor alvorlig, hvis – for så vidt den rette dygtighed er for hånden – vedkommende slet ikke har lyst til at gøre noget ved sagen. Thi så sandt som ordsproget siger: ’Lysten driver værket’ – så sandt er det også, at den sande alvor først viser sig, hvor et menneske – dygtigt, men mod sin lyst – af noget Højere tvinges til at påtage sig opgaven.

Kierkegaard slutter: "Forstået på den måde kan jeg sige, at jeg forholder mig ret til den foreliggende opgave: At gøre noget ved denne sag? Gud ved det: Intet er min sjæl mere imod."


TILBAGE