RETSOPGØRET
078

DE FATTIGE TYRANNER

Fredag d. 1. sept. 1939 skrev den jødiske forfatter, Chaim Aron Kaplan, i sin dagbog: "Denne krig vil bringe undergang over en hel civilisation… men denne civilisation fortjener intet andet end undergang" (Scroll og Agony, Bloomington 1999, side 19). Om bl.a. dette forhold og baggrund for denne ’undergang’ siger Skriften:

"Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Jesus Kristus" (2.Tim.3:2).

Det bør altså ikke være nogen overraskelse, at sådanne ’undergangstider’ står for døren! Apostelen taler nemlig her ikke om noget, som måske vil forekomme! Nej, han forudsiger en politisk-religiøs situation, der med usvigelig sikkerhed vil indtræffe. Undergangstimen vil blive indvarslet med, at de, som ikke vil lade sig rive med i den ’strøm af udsvævelser’ (1.Pet.4:4), der (som en afgjort sag) vil præge afslutningstiderne i denne verden, med absolut sikkerhed vil blive forfulgt! "I har jo tidligere levet et liv i begær, svir og vilde fester," forklarer apostelen, idet han henvender sig til de troende. Han tilføjer: "Nu undrer de (denne verdens fyrster) sig og spotter jer – men de vil komme til at stå til regnskab over for Ham, der er rede til at dømme levende og døde" (v.5-6).

Så ofte der tales om en civilisations undergang, er det kun sjældent, at de røster høres, der taler om, at her ’sker løn som forskyldt’! Det er imidlertid den ovennævnte jødiske forfatters holdning – og det er tildels emnet, som bevæger sig bag disse linjer.

"Det store Babylon, mor til jordens skøger og jordens afskyeligheder… er beruset af de helliges blod og Jesu vidners blod," fortæller Johannes (Åb.17:5-6). Han tilføjer: "Det går sin undergang i møde" (v.8)… og med udgangspunkt i de mægtigste statslederes seneste erklæringer er det værd at bemærke, at (citat): ’Jordens konger drev utugt med hende’ – og det er hendes vin, der har gjort dem berusede’ (17:2).

Som aldrig før bør de troende i alverdens riger og lande være sig bevidst, at de (som det står skrevet om Kong David) er kaldet til at ’tjene Gud i deres slægtled’ (Ap.G.13:36). Den tid, vi lever i nu, er nemlig som ingen anden generation, der har levet før os (Ef.3:5). Gud, Den Almægtige har noget for – både med Israel, Kristi menighed i nationerne og den utugtsånd, der spreder sig, som det aldrig før har været åbenbaret blandt jordens folkeslag. Dette er grunden til, at adskillige af Herrens tjenere og tjenerinder ikke må undre sig, at de ustandseligt må som ’bane sig vej gennem en ildmur’ (1.Pet.4:12). Modstanden er voksende – og vil (om man vil høre det eller ej) ende med forfølgelse.

"I må derfor ikke betragte det som noget fremmed (eller mærkeligt), som sker med jer," forklarer apostelen og tilføjer (for enkelte dette overraskende): "Nej, I skal glæde jer, når I deler Kristi lidelser"… for da vil I kunne ’juble af glæde, når Hans herlighed åbenbares’ (v.13-14)."

Et af de forhold, som særligt har med vort slægtled at gøre, er den seksuelle ’præference’, som med en brovtende påtrængenhed maser sig ind i medier, undervisningsinstitutioner og lovgivning. Eftersom dette er en tydelig og åbenlys tendens, der overalt ved indgangen til dette tredje årtusinde præger vort slægtled, bør ingen alvorligt troende – ja, ingen sundt-bedømmende EU-borger – være afvisende overfor den øgede koncentration og læremæssige fokus, som Kristi tjenere i dag sætter på netop denne sag. Det første apostelmøde i det første århundrede advarede (efter nøje at have skitseret den guddommelige agenda… Ap.G.15:13-21) de hedningekristne mod det ene og yderst væsentlige punkt – nemlig (citat): ’dette nødvendige: I skal holde jer fra utugt’! (Ap.G.15:28-29) Og det er den samme apostolske belæring, som lyder i dag.

Om dette forhold tegner situationen i England et særligt dystert billede. Ikke mindst med hensyn til den britiske premierministers seneste udmelding (maj 2015), at han (citat): ’vil bandlyse de kristnes initiativ med hensyn til at følge Ny Testamentes lære om ’omvendelse’. Herom har jeg følgende at berette, idet jeg vil søge at samle mine kommentarer om begrebet ’De fattige tyranner’. Lad mig indlede med denne information: En bemærkelsesværdig dom er for kort tid siden faldet i London. En gadeprædikant ved navn Mike Overd er blevet kendt skyldig i at ’forstyrre den offentlige orden’ ja, for at have anvendt et (efter dommerens mening) ’forkert bibelvers i den ’offentlige samtale’, som han (under gademødet) havde med en mand, der præsenterede sig selv som værende homoseksuel…

Distriktdommer Shamim Ahmed Queresi erklærede i sin kendelse, at ’gadeprædikanten havde tilladt sig at henvise til bibelordet i 3. Mose 20:13’ (hvilket ved retten blev kendt ’utilladeligt’). Hvis prædikanten havde anvendt 3. Mosebog 18:22," forklarede dommeren, "så ville han være blevet frikendt…"

Det ’utilladelige bibelord’ lyder sådan: "Om nogen ligger hos en mand på samme måde, som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem" (3.Mose 20:13).

Det bibelord, der (indtil videre) fik den britiske dommers blå stempel, lyder sådan: "Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed" (18:22).

Det er helt klart, at den engelske dommer i dette tilfælde opstiller sig selv som statsbemyndiget censor for, hvilke bibelvers, det er tilladt at læse i ’det offentlige rum’ – og hvilke bibelvers, der er ’utilladelige’. Denne nye orden indføres nu på gadeplan. I morgen bestemmer øvrigheden, hvad der må prædikes i kirken!

Hertil kommer, at Englands premierminister samtidig med, at han fordømmer de kristnes ’omvendelsespraksis’, er begyndt at aflevere sin egen forkyndelse af evangeliet. Medens de kristnes prædiken således bliver bandlyst fra ’det offentlige rum’, åbnes dørene for de politiske prædikanter.

I en artikel, som for et par måneder siden blev skrevet i ’Premier Christianity magazine’ af rigets statsoverhoved, David Cameron, udtaler han sig om påskens betydning. "Påske betyder," skriver han, "at det er nødvendigt, at der sker forandringer, at vi alle har et ansvar, og at vi bør gøre det rette til gavn for vore børn…" Han tilføjer: "Dette er hjertet i det kristne budskab, og det er det mest betydningsfulde påskeindhold i vor tid…"

Det er ikke usædvanligt, at politikere og statsmænd anvender deres oftest anvendte ’politiske floskler’, når de skal udtale sig om deres uforlignelige forståelse af evangeliet; danske folkevalgte ministre kunne have afleveret en lignende svada – og det er forholdsvist ligegyldigt, så længe det bliver på det plan. Anderledes, hvis både politikere og dommere vil blande sig i den teologiske forståelse af Bibelens budskab – og begynder at fortælle prædikanterne, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt at prædike… Dette forhold vil snart vinde indpas… og vil dermed blive startskuddet til den forudsagte forfølgelse af de troende.

*

På denne baggrund er det af væsentlig betydning, at de troende i Danmark følger nøje med i udviklingen i England. I London har lovgiverne i 2013 givet store løfter om, at det verdslige samfund ikke vil blande sig i kirkens indre forhold. Det er værd at se nærmere på den sag for dermed at bedømme situationen i Danmark. Om dette har jeg fremdeles følgende at fortælle: (for det er et stort spørgsmål, om politikernes løfter til kirken holder i det lange løb). Udviklingen tegner sig nemlig indtil videre som følger:

Fire hundrede parlamentsmedlemmer har i de første dage af februar 2013 i Underhuset i London afleveret deres jastemmer med hensyn til ægteskabsindgåelse af par af samme køn (175 var imod; lovforslaget blev således godtaget med et flertal på 225). "Et vigtigt skridt fremad," erklærede premierminister David Cameron og tilføjede: "… et skridt, der vil styrke vort samfund!" (Et hundrede og seksogtredive konservative politikere stemte imod lovforslaget…). Hvad der i denne udvikling kan have en særlig interesse for Danmark, er, at den britiske regering i samme åndedræt foreslog ’en særlig lovbeskyttelse af kirken’, så at denne ikke (under nogen omstændigheder og på noget fremtidigt tidspunkt) tvinges til at skulle foretage homovielser eller beordres til at skulle stille sine kirkebygninger til rådighed for en sådan ceremoni. Lovforslaget ejer den ejendommelige formulering, at Englands kirke og kirken i Wales ’would be banned in law’ (ved lov bør hindres i) at skulle kunne tilbyde vielser af den art. Den britiske kulturminister, Maria Miller, erklærede i den forbindelse, at Englands kirke og Den anglikanske Kirke i Wales havde tilkendegivet deres stærke modstand (’had stated their strong opposition) til ægtevielser af par af sammen køn. – Dette specifikke lovværn (’mod indtrængen i kirken’) er inkorporeret i lovforslaget for dermed at beskytte Englands kirke mod fremtidige lovkrav om, at den etablerede kirke ikke fortsat kan unddrage sig at ægtevie homoseksuelle par. "Englands kirke er den etablerede (nationale) kirke i England" (præciseres det i lovforslagets kommentarer) "og kirkens egen kanoniske lov er (inkorporeret) i landets civile lov. En af kirkens kanoniske tekster erklærer, at ’ægteskab i overensstemmelse med sin egen natur er forbindelsen mellem en mand og en kvinde’. – "Og dette (kirkelige forbehold) skal forblive…" erklærer den britiske regering.

At den britiske regering i sin seneste lovgivning (vedrørende ’det homoseksuelle bryllup’) – i modsætning til den danske regering – viger tilbage fra ’at trænge ind i kirken’, bør være et talende varsel til Danmarks lovgivere, der har handlet i direkte modstrid med denne holdning. "Kirken har sin egen kanoniske lov," indrømmer briterne, "og denne lov er en uadskillelig del af landets civile lov!" Dette forhold (bør på det stærkeste understreges) eksisterer også i Danmark, hvilket bør få den danske regering til at overveje følgende: "Den såkaldt hellige norm eller regel (kanon), som den britiske regering (i sit seneste lovforslag om homovielser) henviser til, er utvivlsomt Jesu eget udsagn om ægteskabets uforanderlige struktur. Jesus sagde: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Så er de da ikke længer to, men ét kød; hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille…" (Matt.19:4-6). En hvilken som helst regering, som i sit hovmod ’trænger ind i Guds helligdom’ for at ændre dogmet om denne guddommelige sammenføjning, krænker dermed den hellige tekst, på hvilken kirken bygger sin eksistens. Der kan – set ud fra dette skriftafsnit – ikke herske den mindste tvivl om, at Gud ved ægteskabsindstiftelsen ’sammenføjer’ en mand og en kvinde samt en kvinde og en mand. Ligeså fremgår det af samme tekst at en familie ubrydeligt består af en far og en mor og deres børn. Ve det menneske, og ve det statslige styre, som (ved sit angreb på dogmet) søger at adskille denne fundamentale ’sammenføjning’ for dermed at indføre en anden struktur, hvor mennesker forføres til (i stedet for ifølge naturen og Skabelsens orden at ’blive ét kød’) ’søger omgang med fremmed kød’ (Jud.v.7).

Det bør bemærkes, at Ny Testamentes betegnelse for ’kanon’ er ’rettesnor’. Ordet er anvendt i forbindelse med apostelens afslutning på brevet til Galaterne. Derfor belærer Skriften yderligere om, at alle, som af hjertet vandrer efter den ’rettesnor’, der ved Helligånden er indbygget i apostlenes lære, vil blive fyldt med fred og (i deres søgen efter Gud) blive mødt med barmhjertighed. "Det hedder jo," (forklarer vi): "over alle, som vandrer efter denne rettesnor være fred og barmhjertighed…" (Gal.6:16). – "De, som i deres vantro forkaster eller forulemper denne ’rettesnor’" (tilføjer vi) "vil det gå ilde. For det første vil de (uanset deres verdslige position) her i livet miste den fred, som apostelen (i den forbindelse) tilsiger dem, og for det andet vil de gå glip af Guds evige barmhjertighed, der er og forbliver det eneste, der kan tilstede dem adgang til det evige liv. Når Ny Testamente (i så afgjorte vendinger) omtaler ’alle, som vandrer efter denne rettesnor’ – vil det sige, at der findes nogle, som ikke gør det! Disse vandrer da efter andre normer og regler, og søger i Kristi menighed at indføre andre retningslinjer. De vil dermed uundgåeligt havne i et ulykkeligt modsætningsforhold til Gud, hvilket (må Gud være dem nådig) fører til fortabelse…

Vicepræsidenten for ’The Catholic Bishops’ conference of England and Wales’: ærkebiskop Peter Schmith har over for den engelske regering erklæret: "Vi anbefaler på det stærkeste ikke at fortsætte med yderligere lovgivningsforslag, der giver (giftelystne) par (uanset køn) ret til at modtage ægtevielse på rådhuset!" Denne erklæring antyder, at regeringen så meget mere bør afholde sig fra at indføre homoseksuelle ceremonier i kirken. – De danske lovgivere vil gøre ret i omhyggeligt at studere de tre punkter, som den britiske regering har angivet som selve grundlaget for, at den ikke ønsker kirken som ’værende meddelagtig’ i denne kontroversielle lovgivning.

I forbindelse med legaliseringen af homo-ægteskaber i England og Wales følger en redegørelse fra den engelske regering, som forklarer, hvorfor der er udfærdiget en særlig beskyttelseslov for Englands kirke. Denne omhandler følgende tre punkter: FOR DET FØRSTE udviser den engelske regering respekt for den kendsgerning, at ’kirkens egen kanoniske lov er en del af landets civile lovgivning’ (’The Canon Law of the Church is part of the law of the land’). – Dette forhold er det samme som i Danmark. I Danmarks grundlov præciserer den fjerde paragraf, at ’staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke’… FOR DET ANDET har kirken på det alvorligste advaret parlamentet, idet kirken understreger, at hvis de folkevalgte ændrer definitionen af ægteskab (’if the Parliament changes the definition of marriage’) vil det dermed sætte et spørgsmålstegn ved ’den status og det virke, som de kanoniske skrifter frembringer (’call into question the effect of the canonical provisions’) der er og forbliver grundlæggende for kirkens lære om ægteskabet som værende mellem en mand og en kvinde… (that sets out the church’s doctrine of marriage between one man and one woman). – Netop denne advarsel og betoningen af dette lærespørgsmål er ikke på samme stærke og overbevisende måde af kirkens (mere eller mindre enige) biskopper blevet foreholdt de danske lovgivere, hvilket har givet dem frit spil til gennemførelsen af loven om kirkelige homovielser. FOR DET TREDJE vil (erklærer den engelske kirkes ledere) det homofile ægteskab (hvis det indføres i kirken) føre til en opløsning af kirken (’lead to the disestablishment of the church). Hvis det homoseksuelle bryllup ikke begrænses til udelukkende at være en civil ordning (limited to civil ceremonies) må det absolut føre til, at kirkens ægteskabsforståelse bør udsættes for en nærmere undersøgelse (to be re-examined). – Dette sidste bør nu finde sted i Danmark ved den allerede indgivne stævning af de ansvarlige ministre…

*

Velfærdstyranniet er en kostbar affære! En forkælet politisk og religiøs ’overklasse’ plyndrer i Dagens Danmark et helt folk for alle ’tiloversblevne værdier’ og de sidste rester af ’fædrenes arvesølv’. Spørgsmålet er, hvor længe ’de ringe’ vil lade sig kue! Er timen kommet, hvor nogle enkelte rejser sig og slæber tyrannerne for retten? Er øjeblikket ikke inde, hvor gudløse, politiske despoters hærgen og frafaldne bispers vranglære skal møde den modstand, som står omtalt på Bibelens blade? Om dette siger Skriften: "En fattig tyran, der kuer de rige, er regn, der hærger og ej giver brød…" (Ordspr.28:3). ’Fattige tyranner’ er et begreb, som kan opfattes på mere end én måde. ’Fattigdom’ behøver ikke just at være mangel på penge. Der er en forståelse af fattigdom, som har at gøre med det åndsforladte. Det vil sige, at en tyran kan leve i den største rigdom og velfærd – men i virkeligheden med hensyn til sjæl og ånd være en fattig stakkel. Sådanne rige despoter lever i verden i dag. De kan være omgivet af guld og grønne skove og bo i marmorpaladser – men deres indre er gabende tomhed og mangel på liv; sådanne velfærdstyranner regerer over folk og kirker – og de underkuer både det ene og det andet. De nedsender (fra oven) en regn af såkaldte ’velsignelser’ – men denne ’regn’ af såkaldt nye ’frihedslove’ er ikke en regn, ’der giver brød’. Den mætter ingen og styrker ingen; Bibelen siger, at regn af den art ’hærger’. De tunge dråber er så isnende kolde, at de slår ned som hagl – og det gyldne korn, der skulle give brød, bøjes til jorden. Som en ’kuet’ masse ligger aks og strå spredt på marken. Den ’fattige tyran' har vist sig som en åndelig hærværksmand.

Vi lærer, at det er nødvendigt og i fuld overensstemmelse med Jesu ord ’at stille spørgsmål’ (vedrørende de verdslige magthaveres egentlige hensigter); de troende bør ikke blindt og ukritisk lade sig binde alle mulige verdslige forordninger på ærmet; det er deres Gudgivne opgave at sikre og værne den kostbare frihed (til uanfægtet at forkynde evangeliet) som fædrene gennem lovgivningen har overleveret dem. Derfor belærer vi yderligere om, at Jesus om denne verdens magthavere afleverer følgende erklæring: "Folkenes konger hersker over jer, og de, der har magten over jer, lader sig kalde ’velgørere’ (Luk.22:25)." Vi forklarer fremdeles, at Skriftens betoning af, at ’de lader sig kalde’ (eller: ’kalder sig selv’) betyder, at de (frækt) foregiver at være noget, de i virkeligheden ikke er; derfor bør de troende ikke på noget tidspunkt eller på noget sted lade sig bilde ind, at magthavernes ’ulykkeslove’ er til gode for landets ve og vel’! – Profeten Esajas siger: "Ve dem, der giver ulykkeslove og ivrigt fører uret til bogs, for at trænge de ringe fra retten og frarøve de arme deres (lovlige) ret… (Es.10:1-2).


TILBAGE