RETSOPGØRET
079


MINISTRENE SKAL MØDE I RETTEN

Den retssag, som en gruppe borgere i december 2014 søgte at rejse ved at indstævne den siddende regering for grundlovsbrud, er nu en realitet. Den 6. maj har Østre Landsret i København ved en retsopgørelse berammet hovedforhandlingen i den pågældende sag til at finde sted i landsretspalæet i Bredgade, København, torsdag d. 31. marts, 2016 kl. 09:00. Dermed er samtlige ekspertudtalelser af doktorer, professorer og lektorer, som Kristeligt Dagblad bragte to dage før julen i 2014 (og hvori de højt og tydeligt erklærede, at ’denne sag har ingen gang på jord’) blevet gjort til skamme. Sagens ’jordiske gang’ er nu fastlagt i sin første instans, og det vil blive hørt i korridorerne på Christiansborg. To ministerier skal på den høje martsdag i 2015 stille med deres ’siddende ministre’ i retten. Disse er nemlig af borgerne anklaget for grundlovsbrud!

*

Det er klart, at den til enhver tid siddende danske regering er aldeles afhængig af, hvorledes dens ministre opfører sig! Når regeringen i Danmark udskriver valg, er det derfor ikke uden betydning, at to af dens ministerier (på et sådant tidspunkt) må se i øjnene, at de ikke blot ’er blevet stævnet’ af en gruppe borgere for grundlovsbrud – men at selv stævningen af landets højere retssystem er blevet taget for gode varer, og at en bestemt dato dermed er afkrydset i kalenderen, hvor de indstævnede regeringsministre skal møde i retten.

Som en politisk enhed må regeringen (stående over for et kommende valg) stille skarpt på de tydeligt udpegede grundlovsbestemmelser, som den på det alvorligste er blevet anklaget for at have overtrådt. Det er herefter ikke længere tilstrækkeligt, at de indstævnede ministre med deres overfladiske, politiske slogans stiller et mere eller mindre personligt og skrøbeligt forsvar op på deres Facebook-sider – nej, det uafvendelige øjeblik er kommet, hvor regeringens kammeradvokat og ministrenes jurister for alvor må gennemlæse de to grundlovsparagraffer, som de sagsøgende borgere har trukket frem i lyset. De smarte talemåders tid er forbi! Retssagen mod den regering, der i 2011 som sit regeringsgrundlag højtideligt lovede borgerne, at vielser af par af samme køn fremover skulle kunne finde sted foran kirkens alter, er en realitet. På trods af alle ’betryggende’ ekspertudtalelser, går den sin gang – og på et tidspunkt vil dommens hammer falde, og det vil vise sig, om kammeradvokatens påstand om frifindelse kan holde…

Regeringen har allerede i denne sag om kirkelige homovielser fungeret som ’eksekverende’. Det vil sige som det ledende organ for selve den barske udførelse af den kontroversielle lov, der i sommeren 2012 udgik fra Folketinget. Lovgivningsmagten har altså allerede med store støvler ’sat sin fod’ i kirkens inderste anliggender; over det ganske land har bøsser og lesbiske bryllupspar ved en kirkelig handling og et særligt udformet ritual modtaget præsternes håndspålæggelse og velsignelse.

Grundlovens 3. paragraf er altså i dette tilfælde virkeliggjort så langt, at ’den udøvende magt’ i månedsvis har været i regeringens hænder. Den dømmende magt er imidlertid ikke hos Folketinget! Den er med grundlovskraft placeret ved domstolene – og disse har nu (ifølge borgernes stævning) et ord at skulle have sagt med hensyn til den hårdhændede ’udøvelse’ og totalitære ’administration’, som ministrene har huseret med i deres regeringstid.

*

Den røde regerings magt har i mere end et par år ikke kun været ’udøvende’. Den har også været (hvad man med et juridisk begreb kalder) ’udfyldende’! – Det vil sige, at de nu indstævnede ministre inden for rammerne af den ved 2012-loven gældende bestemmelse om kirkelige homobryllupper har truffet yderligere og hårrejsende beslutninger om, hvorledes disse parlamentarisk fastlagte rammer nu bedre kunne ’udfyldes’. Det vil sige, at en daværende kirkeminister herefter frygtløs turde tage initiativ til f.eks. at sætte menighedsrådslovens mest betydningsfulde 38. paragraf ud af kraft. Da han nemlig (chokeret) opdagede, at her var et ’hul’ i de givne rammer, der kunne få en menighed ét eller andet sted i kongeriget til at smække dørene i for det fremmede kirkeritual – så ’udfyldte’ ministeren med lynets hast dette hul i lovværnet ved – i modstrid med hele reformationens lære om ’det almindelige præstedømme – at gøre præsten enerådende med hensyn til ’brug af nye ritualer’. Ministerens dyb-teologiske erklæringer om, at (citat): ’menighedens præst er den eneste, der kan afgøre sådanne lærespørgsmål’ (f.eks. om den kirkelige anvendelse af nye og fremmede – ja, direkte ubibelske ceremonier og ritualer) er i den skønneste harmoni med det katolske embedssyn, som reformatorerne med Martin Luther i spidsen gjorde op med!

Det er mere end åbenlyst, at den daværende kirkeminister i hele sin embedsperiode ikke et øjeblik har set det som sin centrale funktion at holde sig inden for de initiativer, der som udgangspunkt havde de politiske analyser og drøftelser, der dannede grundlag for såvel det opsigtsvækkende lovforslag som hele den efterfølgende administrative regulering og forvaltende virksomhed. Ej heller har det kunne skjules, at ministeren har optrådt som enerådende ’ærkebiskop’ i forhold til kirkens bekendelsesskrifter og grundlovens henvisning til den evangelisk-lutherske lære. Regeringen gjorde den kristne menighed i Danmark en dårlig tjeneste ved at anbringe denne unge minister i et hus med to ministerier under samme tag. Uafbrudt har han forsøgt at bringe Ligestillingsministeriets program ind i Kirkeministeriet – og det i en sådan grad, at det har forstyrret både sædeligheden og den offentlige orden! Derfor må nu et retsopgør finde sted! Borgerne hævder, at regeringen med dens kirkeminister har overtrådt Danmarks Grundlov – og det kan forventes, at borgerne vil komme til at opleve, at dommerens ord giver dem ret.

*

Også Danmarks biskopper synes at have fået øjnene åbnet med hensyn til deres tidligere kirkeminister, Manu Sareens, diktatoriske fremfærd. Den minister, som for et par år siden fremtvang og i kirken indførte et ubibelsk vielsesritual – den folkevalgte lovgiver, som ubarmhjertigt lukkede døren for samtlige kirkefunktionærers bøn om samvittighedsfrihed – den statslige embedsmand, som nu udnytter sin stilling til at søge at undergrave den grundlovsparagraf, der siger, at ’borgerne har ret til at samle sig i frie trossamfund’ – og som viser sin diktatoriske hensigt ved at forbyde disse trossamfunds repræsentanter at deltage i de drøftelser, der skal bestemme deres fremtidige skæbne… den minister fik i april 2015 klar besked af landets biskopper.

Det har været den tidligere kirkeministers fastlagte politik, at når et udvalg, der skal bestemme de fremtidige vilkår for de trossamfund, som står uden for folkekirken, skal holde møder – så skal disse trossamfund ikke selv være præsenteret; de skal i den sag og i det udvalg ikke have et ord at skulle have sagt. Folkekirkens biskopper har imidlertid taget de berørte trossamfund i forsvar. I et referat fra bispemødet, som blev udsendt fredag d. 24. april, 2015, stod der: "Vi finder det beklageligt, at man ikke har repræsentation fra de forskellige trossamfund i selve udvalget. Desuden finder vi det ude af trit med den tradition, vi har for et samtalende demokrati, og for den agtelse, der normalt består mellem flertal og mindretal i vort samfund." Den tidligere kirkeministers holdning kom til syne allerede i september 2014, hvor han udsendte sit oplæg til et såkaldt ’trossamfundsudvalg’, der skal (citat): ’lovregulere forholdene for andre trossamfund end folkekirken’, og blandt andet ’skabe større klarhed om deres økonomi og godkendelses-praksis’. Regeringens såkaldte trossamfundsudvalg har også mødt kritik af kirkeudvalgs ordførerne i Det Konservative Folkeparti og Venstre. "Disse eksperter har brug for et realitetstjek," hedder det, hvilket sikkert vil sige, at ’det er på tide, at de med deres lovgivning kommer ned på jorden’! Den nu fastlagte kommende retssag mod Manu Sareens daværende kirkeministerium, vil kunne fungere som et sådant ’realitetstjek’.

Det er nemlig ikke uinteressant, at selve udgangspunktet for ’en nærmere undersøgelse’ af de forhold, der hersker i Danmarks frikirkelige miljø, er taget i grundlovens § 67, der siger: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." Dette vil sige, at netop denne grundlovsbestemmelse i første omgang og med stor klarhed indeholder et princip om religionsfrihed. Af den grund må denne præcise indfaldsvinkel fastholdes – også når det drejer sig om sammensætningen af et udvalg, der skal drøfte de frie trossamfunds fremtid. Eftersom der hersker en udbredt opfattelse af, at Ligestillingsminister Manu Sareen (gennem sine lovforslag og deres hårdhændede gennemførelse) sigter på at begrænse religionsfriheden i Danmark, er det på sin plads, at andre folkevalgte politikere og landets gejstlige ledere råber ’vagt i gevær’! Bispernes kritik af deres tidligere kirkeminister er i denne forbindelse nådeløs. Hans despotiske initiativ til det omtalte udvalg betegnes som ’beklageligt’. Hans oplæg beskrives som ’ude af trit med demokratiet’. Hans mangel på ’ligestilling’ kaldes for ’mangel på agtelse’. Netop disse tre beskrivelser af denne ministers fremfærd er rammende. Af samme grund stævnes han nu af en gruppe danske borgere. Påstanden imod ham er på linje med det danske bispekollegiums. Hans overtrædelse af Grundloven er ’beklagelig’. Hans administration af den gennemførte lov er ’ude af trit med vort lands demokratiske tradition’, og hans fremfærd overfor anderledes tænkende er respektløs og uden agtelse. Det er på høje tid, at ministrenes embedsførelse over for landets kristne kirke kommer under Østre Landsrets søgelys.

Grundloven siger, at danske borgere ifølge vort lands protestantisk inspirerede lovgivning ’har ret til at forene sig i samfund’. Disse ’trossamfund’ er frie og selvstændige og er almindeligvis bygget på borgernes egen finansielle støtte. Staten har derfor pligt til at understøtte denne (ofte udprægede) ’evangeliske virksomhed’, og statens embedsmænd bør tage sig i vare for ikke at påføre denne selvstændige, kristne gerning unødige vanskeligheder. Hvis et nyt tvangsforhold skal lægges ind over den del af den protestantiske kirke, så må et mindstekrav være, at de trossamfund, som nu skal censureres, får anledning til at give udtryk for deres egne meninger på rette sted og til rette tid! "Grundlovens ord lyder, at ’borgerne har ret til… at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning." – "De nye love, som nu iværksættes af lovgivere, der tydeligt har manifesteret deres antikristelige og Gudsfjendske holdning, varsler ilde – og dette nye bagholdsangreb bekræfter kun det borgerinitiativ, at denne ansvarlige minister allerede er stævnet for Grundlovsbrud; hans fortsatte fremfærd bør fra nu af skabe en yderligere rejsning af en modstandsbevægelse overalt i vort land, så at den allerede berammede retssag mod ham og hans lige kan føre til en ny frihed for kirken i Danmark.


TILBAGE