RETSOPGØRET
082

KIRKESKÆNDERNE – ET MANENDE TEGN!

Kirkeskænderne, som med de mest intimt-usømmelige homo-samlejescener foran alteret, har bragt en kold gysen gennem både det norske og det danske samfund, har aldrig kunnet operere (under et så stort og ’indforstået’ bifald), hvis ikke de var blevet opmuntret til deres ugerning ved f.eks. gennemførelsen af lov nr. 532 af 12. juni 2012. En flok dybt ansvarsløse ligestillingspolitikere har med denne lov ’støbt kuglerne’. Nu foretages de værste skændselshandlinger fra ’affyringsramper’, der er strategisk opstillet foran kirkernes altre og prædikestole. Lovgiverne har med deres gudløse love lagt grunden, og nu breder de mest skamløse sexorgier sig ind i kirkernes gudstjenesterum på land og i by. Kirkernes altre ryddes, så at dette bør omtales, selvom ’utugt og al slags urenhed end ikke må nævnes blandt de troende… Ef.5:3) – samleje kan finde sted på selve alterets dug!

I det følgende vil jeg i to afsnit søge at redegøre for situationens alvor. Hvad nu sker, er nemlig ikke blot en tilfældig og forholdsvis ubetydelig overtrædelse. Nej, det er et manende tegn, der bør vække alle retsindige og troende borgere til at forstå, at øjeblikket er kommet, hvor der for alvor bør gribes til modværge over for – ikke blot de ugerningsmænd, der udfører disse handlinger, men over for de lovløse lovgivere, som har banet vejen for, at skændselshandlinger af den art kan finde sted.

De to afsnit vil derfor i første omgang beskæftige sig med det bibelske belæg, som bør være den lampe, i hvis lys de præcise (og tydeligt beskrevne handlinger) bør ses. Derefter afsluttende et afsnit, som stiller skarpt på den giftige sæd, som (ved lov nr. 532 af juni 2012) af vildledende lovgivere blev lagt i jorden… og som nu langsomt er ved at blive modnet til en bitter frugt, der vil føre til hele samfundets ulykke.

Om det første her nævnte afsnit (det bibelske belæg) har jeg følgende at sige:

Der er – så vidt jeg ved – kun ét eneste sted i Bibelen, hvor Jesus gør opmærksom på, at ingen troende må ’tages sovende’, når han eller hun læser det bibelord, Han her henviser til. Når Jesus således insisterer på, at de, der læser dette særlige afsnit i Daniels bog, ’skal mærke sig det’ (Matt.24:15) – betyder det faktisk, at de (græsk): ’skal fatte det med hjertet’ (Johs.12:40). Det vil med andre ord sige, at når jeg i det følgende ud fra dette bestemte bibelsted søger at gøre opmærksom på en særdeles opsigtsvækkende udvikling i vort land (og andre steder i Europa og den vestlige verden) – så har jeg den opstandne Herres mest alvorlige påmindelse med mig. Da bør ingen læser tage disse linjer med ligegyldighed. Alle troende alle vegne bør rette sig og med den allerstørste opmærksomhed give agt på det, som jeg her forklarer… og det er ikke engang tilstrækkeligt at søge at forstå det efterfølgende med forstanden. "Nej," siger Jesus, "det kan dybest set kun (græsk): ’fattes med hjertet’ – hvis dette sker, vil det få en omvæltende betydning for dem, som Guds Ånd henvender sig til.

Hvad det drejer sig om er i korthed dette: En række groft usømmelige sexovertrædelser har på det sidste fundet sted ikke blot i kirkerummet men på selve kirkens alter og foran kirkens afgrænsede alterparti. Dette er sket i et par danske landsbykirker samt i en kirke inden for Oslo-området i Norge.

For Danmarks vedkommende drejer det sig om et yngre par, en 35-årig mand og en 30-årig kvinde, som har haft seksuelt samleje på selve kirkens alter – og derefter ved kirkens prædikestol og ved døbefonden i Udby og Snoldelev kirker på Sjælland. Ved Retten i Holbæk er begge blevet idømt 60 dages fængsel for groft at have ’krænket kirkerummet’ og ’dets hellige genstande’ med denne usømmelighed. I Norge drejer det sig om Frogen Kirke, hvor et tilsyneladende ’forholdsvis uvidende’ menighedsråd gav tilladelse til, at en landskendt Grand-Prix-stjerne (som har medvirket ved en række tv-børneudsendelser) optog en musikvideo foran kirkens alter. Hvad ingen tilsyneladende var klar over, var, at Grand-Prix-stjernen, Trooji Keshtkar, brugte denne anledning til (ved en provokerende homoseksuelt samlejescene foran alteret) at fortælle Norge, at nu ’sprang han ud som homoseksuel’. – "Homoseksuel kærlighed i det hellige rum er en del af Gud," udtaler han til Norges TV.

De færreste tager den foreliggende situation alvorlig! De fleste af de involverede er af den opfattelse, at de nok ’skal ride mediestormen af’. Som det skete før syndfloden, ’æder og drikker’ (som det hedder i Ny Testamente) størstedelen af Danmarks borgere tv-kokkenes nye, spændende retter (eller de sætter sig med børnene for at følge 19-tegneserien, ’Disneyland’, i stedet for opmærksomt at iagttage tv-nyhedernes voksende og forskrækkende fokus på den ’krænkelse af kirkerummet’, som finder sted i by og på land). Det hele synes at gå op i nye former for kirkebryllupper (’de gifter sig og bortgifter’)… ’lige til den dag katastrofen melder sig’ – ja, de er (ifølge Jesu belæring om ’de sidste tider’) totalt uvidende (’de vidste ikke noget… Matt.24:39) om ødelæggelsens omfang, før de med deres familier brutalt ’rives bort’ ved menneskehavets sidste, brusende oprør. Alle kristne alle vegne bør ved den seneste indførelse af (som Jesus siger): ’vederstyggeligheden på hellig grund’ se situationens alvor i øjnene.

Det er i øjeblikket for den enkelte at gøre sig klart, hvilken omfattende ødelæggelse ’vederstyggelighedsloven nr. 532’ har forårsaget. Kammeradvokaten gengiver (i en svarskrivelse vedr. den berammede retssag mod staten) dens hærværk. Han skriver: "Med denne lov fik personer af samme køn mulighed for at indgå ægteskab ved en kirkelig handling ved en præst fra folkekirken." Sådan lyder ordene – og dermed er det antydet i den danske regerings (ovenfor omtalte)foreløbige og indledende advokatskrivelse af 18. marts 2015, at dette – og intet andet – er selve omdrejningspunktet i det retsopgør, som en gruppe danske borgere har taget initiativ til ved at indstævne to regeringsministre for retten! Regeringen har nemlig med denne bestemmelse indført en historisk og usædvanlig provokerende lov, som under betegnelsen ’532 af 12. juni 2012’ hensynsløst og tilsyneladende dybt kristendomsfjendsk har søndret portslåerne til Kristi kirkes indre kamre for dér at ’anbringe en åbenlys vederstyggelighed, der vil medføre stor ødelæggelse’ (Matt.24:15; Dan.9:27). "Når netop dette ’afskyelige værk’ finder sted på hellig grund," siger Jesus, "så skal de, som læser derom, give agt!" (v.15) Lov nr. 532 er nemlig (tror jeg) en direkte og foreløbig opfyldelse af Jesu bemærkelsesværdige og ofte debatterede forudsigelse. Når Jesus omtaler denne ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, så henviser han i samme åndedrag til profeten Daniel, hvis ord (i deres hebraiske grundtekst) lyder sådan: "En vederstyggelighed, der forårsager ødelæggelse, skal sættes på det hellige sted…" (Dan.9:27). De ministre, som har foranlediget denne modbydelighedsødelæggelse, bør ikke slippe ustraffet fra deres forbrydelse, der nu efterfølges af de groveste sexkrænkelser af kirkerummet. Lov nr.532 er direkte forbundet med den usømmelighed, som nu invaderer kirken.

Lærebøger om fortolkning af almindelige lovtekster skrives som oftest af universitetsansatte professorer. Men dette er ikke tilfældet med grundloven; grundlovsfortolkning udvikles ved domstolene; ministrenes forvaltning og selve lovgivningsmagten. Når derfor ’påberåbelse af grundloven’ finder sted (sådan som det nu er sket ved indstævningen af to ministres forvaltning af f.eks. den 4. paragraf i den danske forfatning) så vil grundloven (ud fra denne ’påstand’) blive nøje fortolket af domstolene. Det vil sige, at et dommerpanel grundigt og myndigt skal efterprøve, om ’homovielsesloven’ (vedr. kirkelige bryllupper for homoseksuelle og lesbiske par) er i strid med grundlovens skarpe afgrænsning af lovgivningsmagtens myndighed. En af grundene til, at de troende i Danmark bringer denne sag for retten, er altså den opsigtsvækkende kendsgerning, at den omtalte grundlovsparagraf (som var den indhugget i sten) henviser til kirkens protestantiske bekendelse, der med hensyn til Bibelens skriftmæssige reference, stiller skarpt på de profetiske udsagn af Jesu egen mund, hvori Han påpeger betydningen af især tre skriftafsnit i Daniels Bog: kapitlerne 9:27, 11:31 og 12:11. Det første af disse tre steder lyder sådan: "I ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre, og ødelæggelsens vederstyggelighed skal sættes på det hellige sted, indtil den fastsatte undergang udøser sig over ødelæggeren" (v.27). Nu kan det næppe forventes, at et verdsligt dommerpanel skal beskæftige sig med dette gådefulde sted i Daniels Bog – men en ting kan gøres klart, og det er, at de troende fatter, at ’en ødelægger’ er på spil, samt at ’en vederstyggelighed føres ind i helligdommen’ samt at den almindelige gudstjeneste på grund af denne helligbrøde ophører… Dette forhold får de troende til (som Jesus påbyder): ’at give agt’ (Matt.24:15)… og de indstævner de tre ministre!

Det kan (som omtalt) med rette siges, at være sjældent, at Jesus med navns nævnelse henviser til én af de jødiske profeter og samtidig gør opmærksom på, at ’den, der læser det, skal mærke sig det’. Det er imidlertid vigtigt at påvise, at den måde ’læseren’ skal ’mærke sig opfyldelsen af dette skriftsted’ er ikke kun ved med rødt at understrege det i sin Bibel – men ved at indstille sig på et opbrud og en beslutsomhed, som ikke tidligere har været at spore i den pågældendes liv. For dem, der ved dette Skriftords opfyldelse befinder sig i nærheden af Jerusalem, gælder kun én regel: "De skal øjeblikkelig tage flugten og bringe sig i sikkerhed i bjergene øst for Jerusalem – men eftersom hele jordens befolkning umuligt kan efterkomme dette påtrængende påbud, så må enhver (på sit sted) handle efter den samme insisterende og advarende befaling, og uden at spekulere for meget på sine ejendele, hus og hjem følge Åndens indskydelse med hensyn til at tage de nødvendige forholdsregler med hensyn til at værne sig mod denne udvikling.

I Danmark er en begyndende opfyldelse af Jesu forudsigelse (om ’vederstyggeligheden’, der med de mest nedbrydende ’ødelæggelser’ anbringes i ’Guds helligdom’). Derfor må alle danske troende alle vegne berede sig på et alt-om-sig-gribende åndeligt – og i visse tilfælde materielt - opbrud. Passivitetens og ligegyldighedens tid er forbi!

I det andet afsnit af denne beskrivelse af ’kirkeskænderne’, som handler om det ansvar, der hviler på statens embedsmænd og den siddende regering, har jeg følgende at sige:

Det er på høje tid at lade statens embedsmænd og deres folkevalgte politikere vide, at Danmarks Grundlov er og forbliver borgernes sikkerhed for, at også de forstår og fatter, at staten (som sådan) ikke er et mål i sig selv! Den er at betragte som en villig og imødekommende tjener for hele det sociale, kulturelle og religiøse projekt, som borgerne i tryghed og frihed kan leve under. Det vil sige – finder landets troende det i denne alvorlige situation rigtigt at understrege – at de principper, hvorefter den udøvende magt fungerer, overalt og i alle situationer, bør være formuleret sådan, at ’magthaverne’ tjener befolkningen på den her angivne måde. Lov nr. 532 tjener imidlertid ikke den danske kirke. Tværtimod har den åbnet kirkens porte på vid gab, så at en ’vederstyggelighed’ af den beskrevne art kan finde sted.

Det vil sige, at Danmark som nation ikke (af en flok ekstreme ligestillingspolitikere) kan regeres på samme måde, som f.eks. general Franco i sin tid styrede Spanien, eller som Stalin herskede over Sovjetunionen, eller Østtysklands regenter huserede i deres pigtrådsafspærrede del af Berlin. Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov omtaler ikke (med nogen direkte formulering) Gud ej heller Kristus men går endnu længere, idet den åbent taler om Guds og Kristi evangelium og om den tid i historien, hvor evangeliets lys strålede klarest (reformationen) – ja, om den Kristi kirke, som er bygget på dette Gudgivne fundament. Denne kirkes alter, prædikestol eller nogen anden genstand bør ikke kunne krænkes. Lov nr. 532 åbner imidlertid en første dør på klem for dette!

Den, som med åbne øjne rejser gennem det danske landskab, kan ikke andet end begejstres over de mange (i alt 2.400) kirkebygninger, som ligger spredt over land og by. "Som der så smukt står skrevet i det 4. bud," forklarer folkekirkepræsten Jesper Bacher, Lolland, til Kristeligt Dagblad (april 2012) ’skal vi ære vores far og mor’. Han tilføjer: "Derfor skal vi ære de kirker vore forfædre har bygget. Et område kan være tyndt befolket – men det behøver ikke af den grund at være Gudsforladt…" Danmarks Grundlovs 4. paragraf er ikke grebet ud af luften! Lov nr. 532 og lov nr. 105 og 106 i 2012 har åbnet for det rene hedenskab. Alle landets kirker står nå åbne for at blive vanæret.

Når en forpustet og udmattet flygtning (ifølge den bibelske beretning) nåede frem til ét af Israels seks tilflugtssteder, skulle han (som Skriften siger): ’stille sig ved indgangen til byporten. ’Der skulle han fremlægge sin sag for de ældste i den by. De skulle da give ham adgang til byen samt et sted at bo. Når blodhævneren (for den fremmede var efterjaget af folk, der ville ham til livs) dukkede op, måtte byen ikke udlevere ham…’ (Josua 20:1-5) – En sådan ’tilflugtsby’ er Danmarks Grundlovs beskyttende fjerde paragraf. Den giver landets troende juridisk værn mod dem, der vil forfølge dem for at vanære dem og slå dem ihjel. Grundlovens fjerde paragraf beskytter alle dem, som i dagens Danmark åbenlyst bekender sig til Bibelens lære og kirkens reformerte bekendelsesskrifter. Denne højt skattede paragraf er en garant for, at efterstræbte troende fremover har ’adgang til byen’ (indenfor grundlovens mure) og kan få et sted at bo – samt at ugerningsmanden og dræberen ikke skal få fingre i dem. De, som blindt udleverer denne 4. paragraf til Kristi fjender, udleverer samtidig deres forfulgte brødre og søstre til deres egen skæbne. Lov nr. 532 søger at fratage Danmarks kristne menighed dette værn; den overgiver dens kirker til skændsel, voldtægt og skam.

Da den evangelisk-lutherske præst, Hans Tavsen i 1526 begyndte sin reformerte prædiken i Viborg, gav kongen ham på stedet et ’værnebrev’. Det vil sige, at majestæten (med sin egen kongelige person) sikrede den lutherske forkyndelse ved at beskytte den modige præst imod hans hadefulde fjender. Kongen stod fra det øjeblik inde for præstens liv. Ingen skulle driste sig til at smæde eller slå Tavsen ihjel! – Den fjerde paragraf i Danmarks Grundlov har som et af sine syv hovedformål at være et ’sådant ’værnebrev’ for protestantismens sande børn. Denne konditionelle bestemmelse er og forbliver en mægtig majestætisk beskyttelse af de mænd, som i denne tid modigt og ufortøvet vil rejse sig mod evangeliets fjender. Den 4. paragraf sikrer en kommende reformert vækkelse og hele det protestantiske livsgrundlag, som denne vækkelse står for, mod sex-overgreb og hedninge-vold. – Når Luther synger: "Vor Gud, Han er så fast en borg" – så er den fjerde paragraf i Danmarks Grundlov denne Gudgivne borg, hvortil Kristi forfulgte menighed kan ty, for dér at finde juridisk beskyttelse mod et fjendtligt ligestillingssystems rasende angreb. – Når salmisten synger: "Vort skjold tilhører Herren" (89:19) – siger han dermed, at et sådant skjold kan betragtes som et Helligåndens værk; Danmarks Grundlov blev i 1849 så stærkt og kort formuleret, at den for al fremtid beskytter de troende, - ja, ikke mindst dem, som ved dagenes afslutning må kæmpe mod det gudløse samfunds mest hadefulde og frækt usømmelige, antikristelige kræfter. Af den grund bør ingen sand Kristi efterfølger stiltiende se til, at netop dette lovværn fjernes; ingen Kristi stridsmand eller stridskvinde bør passivt være tilskuere til, at dette kostbare, kongelige ’værnebrev’ rives i stykker! Det gælder fra nu af vore menigheder, familier, folk og land… må Gud da se i nåde til dem, der i denne time vover at sænke sværdet og lade dette værnende Gudsskjold falde til jorden… Det er det eneste og sidste værn mod Lov nr. 532!

Er et sådant grundlovsværn nødvendigt? Kan menigheden ikke klare sig foruden? Svaret på dette spørgsmål er ligetil. Jo! Menigheden har gennem historien bevist, at den kan klare sig uden den verdslige lovs beskyttelse. Imidlertid siger Skriften, at de troende udholdende skal bede til Gud om, at de dog må kunne udføre deres hellige gerning i et ’roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed’ (1.Tim.2:1-2). Ja, apostelen betoner endog, at netop dette (den fredelige tilværelse, hvor gudsfrygt hersker, og hvor der er gode, velordnede, borgerlige forhold) ’er godt og værdsat af Gud’ (v.3). Dette er præcis de jordnære forhold, hvor Guds, vor Frelsers, vilje kan udvirkes, nemlig at ’alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden’ (v.4). Når dette nu er tilfældet, da er selv en dansk ’gudfrygtig’ grundlovsparagraf ’værdsat af Gud’ – og hvem tør da lade den blive både krænket og nedgjort af evangeliets homo-modstandere. Den udvikling, som nu står for døren, lader forvente, at den barske, nytestamentlige forudsigelse om forfølgelse af de troende anes i horisonten. Det hedder jo således i Galaterbrevet: "Ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu…" (4:29). Det er to gigantiske ’ordener’, der nu tørner sammen – og de, der ikke fatter dette men (i deres åndelige uformuenhed) lader sig forføre til at forestille sig noget andet, forstår næppe, at de bør stride for dette kostbare lovværn, som ikke er givet af djævelen men er både givet og ’værdsat’ af Gud!

Måtte derfor alle troende i Danmark fatte, at Den Almægtige er en ’et hundrede procent sikker beskytter’ for dem, som har deres liv ’skjult med Kristus i Gud’ (Kolos.3:3). Intet sted og ingen ’bombesikker’ betonbunker er stærkere eller mere effektiv end denne! – "De, som er ’skjulte," fremgår det af apostlenes lære, "er nemlig godt gemt bort fra fjendens ’brændende pile’ – og de, som er ’skjulte i Kristus’ er mere end ’godt gemt bort’ fra alverdens hadere og ondskabsfulde sexforfølgere – thi de, som er ’skjulte med Kristus i Gud’ kan end ikke opspores af den onde selv." – "Når han dukker op med sine djævelske kirkeskænder – og morderplaner" (og det er ikke for meget sagt) "er hans egentlige ofre som sporløst forsvundet – ikke kun fra jordens overflade – men endog fra de himmelske sfærer og det digitale ’luftrum’, hvori han med et superelektronisk overvågningssystem opererer (Ef.2:2). Derfor kommer i denne forbindelse den urgamle bibeloversættelse til sin ret, når den erklærer: "For lydefri vandel er Herren et værn – men en rædsel for udådsmænd" (Ordspr.10:29). Den ’pletfrie vandring’ kan imidlertid kun findes hos dem, som er evigt dækket af Kristi blod – og ordet ’udådsmænd’ kan fra nu af bedst oversættes med det norske ’ondskabens arbejdere’. Disse findes overalt i dagens Danmark, i Norge og Europa – både indenfor og udenfor menigheden. Ja, helt ind i de inderste udvalgsværelser på Christiansborg, hvor de fra nu af med Lov nr. 532 udelukkende sigter på at tilintetgøre den 4. paragraf i Danmarks kristne forfatning.


TILBAGE