RETSOPGØRET
084

REGERINGENS KRISTNE BEKENDELSE

"Danmark er et kristent land! Dermed er det sagt!" Sådan lyder den nye danske regerings klare bekendelse i de sidste dage af juni måned 2015. Bekendelsen er officiel. Den er ikke blevet fremhvisket i det skjulte og er ikke blevet afleveret i en sidebemærkning. Den indgår i det bindende dokument, som kaldes det nye styres ’regeringsgrundlag’. Det vil sige, at den nye regering forpligter sig selv i alle forhold og i enhver situation at stå fast på disse seks ord: ’Danmark er et kristent land’.

Bekendelsen er som et led i regeringsgrundlaget først og fremmest rettet til alle danske borgere. De skal forstå, at i disse omvæltningernes dage, hvor mange røster lyder, og de farligste understrømme søger at underminere samfundets bærende søjler, træder en ny regering frem på scenen – og dens første offentlige bekendelse med hensyn til den bærende idé, der fremover vil præge alle dens beslutninger og hele dens handlingsmønster, er denne: ’Danmark er et kristent land’!

Dermed er bekendelsen et signal til den omgivende verden. Alle nationer alle vegne, som har funderet deres samfundssyn på alle slags politiske og religiøse livsgrundlag, skal herefter forstå, at i hele den brogede mangfoldighed indtager Danmark med disse nye regeringsprogram en klar og tydelig holdning: Danmark er et kristent land!

Afsluttende – men dette sidste kan ikke med vished inddrages i regeringens bekendelse – indeholder de seks ord en faktisk og åbenlys ’troens bekendelse’ overfor Gud. Til dem, som mener anderledes, kan kun siges, at en hvilken som helst bekendelse er fattig, hvis den åbent og frimodigt nævner et verdenskendt navn eller udsiger en præcis og gennemtænkt tanke og samtidig på det bestemteste frasiger sig Den, som navnet henviser til, eller selve indholdet af den bærende tankes klare budskab! – Eller sagt på en anden måde: Den, som bekender, at ’Danmark er en kristen nation’, nævner dermed navnet Kristus og synes samtidig at godtage og ’stå indenfor’ det budskab, Han bragte. Hvis dette ikke er tilfældet, er bekendelsen kun at betragte som en ydre programerklæring, hvis løsrevne indhold ikke stemmer overens med selve bekendelsens ophav – og netop dette endnu udefinerede forhold vil i den nærmeste fremtid blive sat på Danmarkshistoriens største prøve!

Det er med denne forestående ildprøve for øje at 300 danske borgere har forenet sig i et fællesskab, som under betegnelsen ’Med Grundlov skal land bygges’ vil slå ring om Danmarks nye regering for – med grundlovens tekst som baggrund – at være medvirkende til, at regeringsgrundlaget ’Danmark er et kristent land’ ikke skal ende som et hult og tomt valgløfte men i stedet skal blive et rigt og åndeligt betonet projekt, der giver både indhold og kraft til den livsidé, der står prentet sort på hvidt i den danske forfatningstekst. Lad mig prøve at forklare dette nærmere.

Et par eksperter afleverede til Kristeligt Dagblad mandag d. 29. juni nogle klartseende definitioner med henblik på, hvorledes det særprægede og i høj grad bemærkelsesværdige regeringsgrundlag skal forstås.

’At Danmark er et kristent land’ skal ikke forstås som en konstatering, at alle danskere er kristne," forklarer historikeren og samfundsforskeren Michael Böss, idet han tilføjer: "ej heller skal det forstås sådan, at man skal være kristen for at være dansker, men det skal forstås sådan, at det danske samfund har rødder i den kristne kulturarv, og at regeringen fastholder den evangelisk-lutherske kirkes fortrinsret."

Formuleringen: ’Danmark er et kristent land’ er også blevet kommenteret af lektor Arly Jacobsen v. Københavns Universitet, som siger: "For den nye regering handler det om at cementere folkekirkens forfatningsmæssige status." Disse to (forkortede) ekspertudtalelser bør anses som en god baggrund for den forståelse af ’den kristne bekendelse’, som den nye regering fremover af landets borgere skal stilles til ansvar for…

 

REGERINGENS HÅNDSLAG TIL GRUNDLOVEN

For at ingen misforståelse eller fejltolkning skal finde sted, og for at borgerne på det bestemteste kan fastholde, hvad den nye regering med sit åbne håndslag til Danmarks Grundlovs 4. paragrafs ordlyd har givet udtryk for, vil det være gavnligt at gengive et par linjer mere fra den fulde tekst af denne del af regeringsgrundlaget.

Efter de seks indledende ord: ’Danmark er et kristent land’ fortsætter den historisk-vigtige tekst med følgende: "Den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare."

Det vil sige, at den nye regering har sat sig for – medens andre kræfter i landet er inde på at få slettet denne 4. ’kristne’ formålsparagraf i Danmarks Grundlov – at bevare den. Det betyder imidlertid mere, end hvad adskillige kunne mene, at regeringen i første omgang har givet løfte om. Det bør nemlig bemærkes, at de nye lovgivere ikke blot går ud fra den kendsgerning, at Danmark herefter bekender sig som et kristent land – nej, landets nye beslutningstagere stiller skarpt på, at Danmarks forfatning præciserer, hvilken slags kristendom, der her er tale om. Hitler kaldte sig selv for kristen og erklærer i sin bog ’Mein Kampf’, at Gud havde kaldet ham til at udføre det værk, der til sidst lagde Tyskland i ruiner! "Jeg er Herrens tjener," skriver han et sted – og siden 1939 arbejdede han nidkært med som fører af den nazi-bevægelse, der kaldtes ’Tyske Kristne’. Han prydede kirkernes altre med hagekors og udgav sin egen version af Ny Testamente (’Die Botschaft Gottes’) – ja, det lykkedes ham at splitte Den evangelisk-lutherske kirke, så at millioner af protestanter fulgte ham i hans afsluttende, systematiske udryddelsesprogram af jøder og alle andre ’anderledes troende’. Hitler kunne (ifølge sin egen overbevisning) have skrevet det samme i sit regeringsgrundlag, som han skrev på de tyske soldaters bæltespænder: ’Gott mit uns’ (Gud med os) – ’vi er et kristent land’…

Det er præcis med henblik på disse dystre fortidsskygger, at 300 danske borgere har taget initiativ til at søge at fastholde de nye ministre til det afgjorte bekendelsesgrundlag, som de offentligt og enig har underskrevet: ’Danmark er et kristent land’. – "Det betyder imidlertid ifølge Grundloven," siger borgerne, "at Danmark er et evangelisk-luthersk-kristent land’ og at denne særlige, protestantiske kirke har sit eget bekendelsesgrundlag, der står nøje angivet i kirkens bekendelsesskrifter, hvoraf Bibelen indtager en suveræn førsteplads.

 

OBAMAS FORTOLKNING AF BIBELEN

Det er imidlertid ikke kun de gustne spøgelser fra fortiden, som dukker frem, når der tales om en ’kristen bekendelse’. Hvis USA’s Barack Obama havde haft mulighed for at indføre et ord i det danske regeringsgrundlag, så ville han med sikkerhed have fastholdt samme linje, som han lod hele verden blive vidne til, da han (én af de sidste juni-nætter i 2015) iklædte Det Hvide Hus i Washington i alle regnbuens farver – for dermed at hylde den seneste homo-sejr i Amerikas Højesteret! Ifølge præsidentens egen fortolkning i hans selvbiografi (hvori han forsvarer den homoseksuelle livsstil) skriver han: "Jeg kan i denne sag ikke lade mig lede af et halvglemt sted i Romerbrevet."

På netop dette punkt vil Danmarks nye regering med sin ’kristne bekendelse’ have en enestående mulighed for at følge i US-præsidentens fodspor. Den vil sandsynligvis (fordi det er det mest populære) give Obama ret, når han lidt foragteligt betegner det omtalte sted i Pauli Brev til Romerne som ’obscure’. Dermed vil en dansk regering (på trods af dens flotte bekendelse) give den amerikanske præsident medhold, når han siger, at dette skriftsted fra Ny Testamente er ’vanskeligt at forstå’ (’hard to understand’). På den måde kan regeringens ministre sammen med deres ligesindede gejstlige (som det skete for et par år siden) iklæde Københavns Domkirkes majestætiske søjler i Obama-regnbuens farver og stadig højlydt erklære, at hovedstadens fornemste kirke er ’en kristen kirke’. Den kan også med Obamas engelske ord (’obscure’) forklare, at netop dette præcise sted i Ny Testamente er ’ukendt’ (’not well known’)! Dermed kan den (som det skete ved 2012-lovens indførelse af kirkelige homovielser) erklære, at det kirkelige bekendelsesskrift (Romerbrevet) er ’ukendt’ – og alene af den grund kan selv en kristen regering (som Obama siger) ’ikke lade sig lede deraf’!

De 300 borgere (som har bragt to af den tidligere regerings ministerier for retten for at lovgive i modstrid med Grundloven) slår nu (i overensstemmelse med apostelens belæring) en beskærmende forbønnens ring om landets nye styre.

De tør nemlig fremdeles påstå, at det bibelsted i Romerbrevet (Rom.1:26) hvor apostelen bl.a. kalder homoseksualitet for en ’vanærende lidenskab’ er ikke ’vanskeligt at forstå’ (’hard to understand’). Ej heller er det ’ukendt’ (’obscure’), at det lesbiske forhold mellem kvinder er ’naturstridigt’ (v.26). Der kan ikke herske skyggen af tvivl om, hvad den nytestamentlige forfatter mener, når han betegner ’mænd, der lever sammen med mænd’ som ’skamløst’ (v.26) og erklærer, at et sådant forhold ikke kan velsignes, men, at det er en ’vildfarelse, der fortjener straf’ (v.26).

Hvis dette stærke, bibelske dokument, Romerbrevet, som reformatorerne for 500 år siden kastede nyt lys over, ikke havde eksisteret, så havde det protestantiske, parlamentariske Amerika og det frie, demokratiske Danmark heller ikke været på kortet, så havde Obama ikke siddet i Det Hvide Hus, som han nu har skændet med et globalt, antikristeligt symbol – og der havde ikke været noget protestantisk kirkeministerium i København, som en tidligere regerings minister har skændet med indførelsen af et dybt antikristeligt ritual – ja, om Romerbrevet ikke havde eksisteret, er det et spørgsmål, om Danmark i dag havde haft en grundlov, der er selv baggrunden for, at en ny regering tør sige: ’Danmark er et kristent land’.

(Dette tema vil bl.a. blive behandlet på sommerstævnet i Haderslev 10.-12. juli. Møderne holdes i Kulturhuset ’Bispen’: fredag kl. 19:00, lørdag kl. 16:00 og kl. 19:00 og søndag kl. 10:00.)


TILBAGE