RETSOPGØRET
086

DE 21 RYTTERE

På en ganske almindelig, kold onsdag (den 1. december 2010), fortalte den danske presse, at landets statslige kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, ved et møde i folketinget samme dag, havde udtalt: "Folketinget er folkekirkens øverste synode!"

Folk i almindelighed var ret ligeglade. De fleste aner ikke, hvad en synode er. Gejstligheden var tavs. Selvom den kendte til begrebet ’synode’, var det vage forestillinger om ældre tiders ’kirkemøder’ eller ’konciler’. For andre fremmalede synode – udtalelsen billeder af ’Den helligste regerende synode’, som i et par hundrede år før revolutionen 1917 var Ruslands øverste kirkelige organ. Alle havde svært ved at øjne sammenligningen mellem de hvidskæggede, liturgisk-klædte, russiske kirkefyrster og så de jeans-påklædte folketingsmedlemmer i dagens København. En enkelt røst rejste sig til modsigelse. Det var generalsekretæren for Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, der repræsenterede kirkens højrefløj i det teologiske og kirkelige udvalg (hvis rapport om kirkelige homovielser samme dag var blevet præsenteret på Christiansborg). "Ministerens ’synode-erklæring’ er en bombe under hele den kirkelige ordning," sagde han. Og deri havde han ret. En tikkende bombe var dermed anbragt under forholdet mellem kirke og stat i Danmark.

*

Reformationens indførelse i Danmark i 1536 betød i ’kirkeretlig’ henseende et afgørende brud med fortiden. Da det katolske bispedømme (’episkopat’) blev ophævet ved lov (’recessen’) d. 30. oktober samme år, og den katolske kirke fra det øjeblik i realiteten ophørte med at eksistere indenfor Danmarks grænser – var også ordet ’synode’ slettet af ordbogen! En brise af ’en ny slags åndelig frihed’ blæste gennem landet; der øjnedes muligheder for, at en anden og mere bibelsk ’Åndens ledelse’ af Kristi menighed kunne indføres; den katolske synodes jern-åg var brudt; - og de troende var ikke længere underlagt eller åbenlyst forfulgt af depraverede, frafaldne prælaters politiske og verdslige ambitioner.

Det er med dette hastige blik i bakspejlet, at kirkeministerens eksplosionsfarlige udtalelse: "Folketinget er folkekirkens øverste synode" skal iagttages. En kirkelig ledelse bestående – ikke længere af kirkens delvis verdsliggjorte ledere men af statens totalt uåndelige regimente – er en dødsensfarlig udvikling, der kan føre til en forudsagt efterstræben af landets sande troende!

Om dette forhold taler Den Augsburgske Bekendelse. I artikel 7 stiller den skarpt på kirken. Det folkekirkelige billede af Kristi kirke falder langt fra reformationens syner. En statskirke, som nu søges ’synode-underlagt’ et herredømme bestående af verdslige regenter. En afgørende modsigelse til bekendelsesskriftets og Ny Testamentes fremstilling af Kristi menighed. Et truende opgør synes dermed at banke på døren: Sagen om det kirkelige ritual for homovielser der indledes torsdag, d. 31. marts 2016 kl. 09:00 i Landsretten i København, kommer ikke til at gå stille af.

Augsburger artiklen (den syvende), der handler om kirken, lyder således:

"Ligeledes lærer vi, at der bestandig vil forblive én, hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliets læres rent og sakramenterne forvaltes rent.

De verdslige myndigheder, som nu skal undersøge denne artikel om ’Den ene hellige kirke’ bør være opmærksomme på, at det lille ord ’una’ (Den ene…) er betonet! Bekendelsens (CA) repræsenterer ikke ét hundrede og sytten forskellige kirkeretninger. Den beskriver ’den ene hellige kirke’, som ’bliver bestandig’. Alle de øvrige forgreninger identificerer Augsburgerbekendelsen sig ikke med. Det ’bestandige’, som er Kristi blodkøbte menighed, rækker helt ind i evigheden (og det siger sig selv), at der gives forhold og livsformer, som ikke hører hjemme i de helliges forsamling. Siger ikke apostelen: "Du skal vide, hvordan man bør færdes i Guds Hus, som jo er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold?" (1. Tim. 3:15)

Kanhænde, at der kan findes plads for velsignelsen af det homofile samliv i en frafalden statskirke, hvis ledelsesstruktur er underlagt kejserens domæne. I det udtryk som kirkens bekendelsesskrift anvender: ’De helliges forsamling’ har et vielsesritual for homoseksuelle ikke plads. Ej heller i den betingelse, som er knyttet til begrebet ’una sancta ecclesia’ – nemlig at ’evangeliet læres rent’.Den tyske tekst (TT) bringer lys over dette spørgsmål, idet det her hedder: "Da einträglich nach reinem Verstand das Evangelium gepredigt wird." Dette berettiger spørgsmålet om, hvorvidt Grundlovens ord her er overholdt. Den 4. paragraf lyder jo sådan: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, hvilket med matematisk afgjorthed vil sige, at ’den danske folkekirke er evangelisk-luthersk, hvilket igen vil sige, at hvis den ikke er det (nemlig evangelisk-luthersk) så er den ikke ’den danske folkekirke’...

Overfor dette spørgsmål om denne endrægtige (og med hensyn til renheden i forkyndelsen) ene kirke, stod jeg (én måned efter at have afsendt min klageskrivelse om Lyngbypræsten Jørgen Demants fremstilling af ’inkarnationens gentagelse’ (i vielsesritualet for homoseksuelle) med biskoppens afvisende svar i hånden. (Jeg tillader mig atter at henvise til dette forhold – thi det må under ingen omstændigheder gå i glemmebogen, og det sætter igen og igen fokus på dette for den kommende retssag aldeles afgørende spørgsmål: Er den danske folkekirke i dag evangelisk-luthersk?

Biskop Lise-Lotte Rebel i Helsingør forklarede i sin kortfattede 2010-oktobermail, at hun tre dage efter at have modtaget min klageskrivelse, havde sendt den videre til provsten for Kongens Lyngby provsti, Eigil Saxe, samt at disse to nu var enige om, at min henvendelse om sognepræstens lære om ’inkarnationens gentagelse i det homoseksuelle kys’ blankt kunne afvises.

"I klagen," skriver biskoppen, "indberetter De sognepræst Jørgen Demant for (citat): ’udbredelsen af en lære, der – som forsvar for vielser af homoseksuelle par i folkekirken – hævder, at inkarnationen af Kristus gentager sig i det homoseksuelle kys" (Dok. 101097/10).

Med denne biskoppelige svarskrivelse måtte jeg kunne forstå, at jeg var helt på gale veje; både biskop, provst og præst i Helsingør Stift var nu rørende enige om, at velsignelsen (af homoseksuelle) ikke blot – som præsten forklarer det – udtrykkes i ord men i handling, og at handlingen (citat): ’… i den gudstjenestelige sammenhæng er et liturgisk-rituelt spil, der iscenesætter inkarnationsmysteriet, at Gud blev menneske" (Kritisk Forum For Praktisk Teologi 120, s.64).

(Sognepræsten havde allerede gjort sin stilling klar. I det omtalte temanummer af tidsskriftet ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’ havde han med henblik på emnet: ’Kirkelig vielse af homoseksuelle’ erklæret (citat): "Jeg vil argumentere for, at velsignelsen som et af de stærkeste udtryk for Gudsrelationen bliver aktualiseret i et liturgisk-ritualt spil ved den kirkelige handling, hvor kroppen er omdrejningspunktet…s.64).

I Lyngbypræstens detaljerede gennemgang af vielsesritualet (stadig med homo-temaet for øje) når han frem til et afsnit, som bærer overskriften ’omfavnelsen og kysset’. Det er i dette afsnit, at han (stadig vedrørende den overordnede tematik – hvilket er hans egen betegnelse) skriver (citat): "Kysset og omfavnelsen er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi" (s.68).

*

Biskoppens dom er klar og tydelig: "Det er min opfattelse," skriver hun, "at sognepræst Jørgen Demant holder sig inden for bekendelsesgrundlaget…" (mail af 14. okt. 2010).

Det vil sige, at biskoppen og provsten i Helsingør Stift med henblik på sognepræstens påstand (i det teologiske tidsskrift under ’det overordnede tema’: ’Kirkelig vielse af homoseksuelle’) at ’kysset (det homoseksuelle) er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’ – er enige om, at han dermed ’forkynder evangeliet rent og purt’. Præsten går dermed ifølge provst og bisp ikke udenfor kirkens reformatoriske bekendelse. Hans synspunkter kan forsvares – ja, fremmes, så at de kan finde en så vid udbredelse som muligt "Præstens artikel er," erklærer provst Eigil Saxe, "af rigtig god og af høj kvalitet." (Høring 21. sept. 2010)

For nærmere at uddybe, hvad der med en sådan ledelsesstruktur i kirken venter folk og land, fordres det jævneste og stærkeste sprog. Hverken politikere eller menigmand vil være i stand til at fatte, hvad det drejer sig om, hvis ikke det for deres øjne males med de største bogstaver. Mest forståeligt vil det være, hvis Gud i Sin nåde lader et advarende sus gå gennem landet. Nogle rystelser, som vil forfærde folk. Begivenheder, der taler så højt, at det helt seriøs debatteres, om det er ’Guds vrede, der åbenbares fra himlen’ (Rom. 1:18).

Dette (tror jeg) vil komme til at ske! ’Rystelser’ af den art, som Ny Testamente taler om, når det hedder: ’… men nu har Han givet denne forjættelse: Endnu én gang vil Jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen’. Men dette ’endnu en gang’ giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive for bestandig’ (Hebr. 12:27).

Fordi den aktuelle sag om homovielser i kirken varsler ilde om en kommende dom, er det nødvendigt for de styrende og ansvarlige at kommunikere på et dybere plan, end det ellers er tilfældet. Ja, situationen fordrer, at folk, der normalt ikke beskæftiger sig med de såkaldt ’åndelige spørgsmål’ viser sig villige til at bevæge sig ind i åbenbaringsfelter, hvis eksistens de ikke vidste noget om; de bliver (for en gangs skyld) nødt til at tie og lytte til, ’hvad Ånden siger’. Ja, de bliver tvunget til selv at undersøge, hvad Bibelen og de ældste bekendelsesskrifter i den aktuelle sag har at meddele.

"For os har Gud åbenbaret det ved Ånden," forklarer apostelen og tilføjer: "Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder." Han fortsætter, idet han beskriver, hvad der forstås ved ’de dybere ting’. (Altså alt det, der bevæger sig under overfladen, og som ingen i længden kan snige sig uden om): "Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som bor i ham. Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd." Apostelen slutter: "Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i Sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker" (1. Kor. 2:10-13).

Det homofile samfunds farlige følgesvende står nævnt og navngivet i Ny Testamente. De står omtalt præcist i det afsnit, som de moderne homo-bisper vil have strøget af listen over de ’enkeltstående bibelske udsagn’, der ikke længere bør anvendes. Disse bibelvers er i teologernes 2010-septemberrapport blevet erklæret ’ugyldige’, hvis de (som det hedder) søges anvendt i en ’kristen fordømmelse’ af det homoseksuelle samliv’.

Det afsnit, der således ved den højeste biskoppelige anvisning i egentlig forstand ’rives ud af Bibelen’ – og som fremover vil blive forbudt anvendt til højtlæsning i ’det offentlige rum’ (kirken) lyder indledningsvis således:

"Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber. Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes i begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derfor den straf for deres vildfarelse, som de fortjente" (Rom. 1:26-27).

Derefter følger navnelisten (v.29-31) på de dæmoner, der i et antal af ’tre gange syv’ (en uoverskuelig mængde) vil bevæge sig gennem den åbne kirkedør – helt frem til alteret, for ved et særligt ritual at modtage præstens velsignelse.

Efter således at være indviet til sin hærværksgerning vil denne ’tre gange syv’-hær i bølger vælte ind over landet. Overalt, hvor den kommer frem, vil den efterlade ødelæggelsens spor; alt vil efter dens materielle og åndelige hærgen være afpillet og goldt. Den onde, åndelige armé fremstilles som en græshoppesværm, der et andet sted i Ny Testamente beskrives således: "Af udseende ligner græshopperne heste, der er udrustet til krig; på hovedet har de ligesom kroner af guld, og deres ansigter er som menneskeansigter; de har hår som kvindehår, og deres tænder er som løvers. Som konge over sig har de afgrundens engel; hans navn er på hebraisk Abaddon, og på græsk er navnet Apollyon (ødelæggeren… Åb. 9:7-12).

*

Det er altså et hyggeligt selskab, der lukkes op for, når politikere og biskopper i skøn forening søger at slå kirkens døre på vid gab for den åndelige spøgelseshær, der ifølge Ny Testamente huserer bag det homofile samfunds ydre glans.

I årevis er befolkningen blevet bildt ind, at det er en harmløs affære at byde det homofile samliv velkommen i Guds Hus. "Homoseksualitet er ikke synd," hævder eksperterne. Men heri tager de fejl! Ny Testamente advarer mod denne form for ’gæstfrihed’. Apostelen erklærer, at en horde på ’tre gange syv’ navngivne synder står på spring; den ene mere ondskabsfuld end den anden… og den dag den lovfæstede invitation blev udstedt, blev dækslet revet af en skakt, der fører ned i det syndens dyb, som i Bibelen kaldes: ’afgrundens brønd’. Alverdens klimaforskere har på deres million-dollar-konferencer aldrig fortalt om den sky af sod og røg, der vil vælde op fra dybet, når Lov nr. 532-indbydelsen proklameres. "Den er som røgen fra en stor ovn," forklarer Ny Testamente (Åb. 9:2). Teksten fortsætter: "Og ud af røgen vil der komme græshopper – og de vil blive givet samme magt, som jordens skorpioner har" (v.3).

De, som hævder, at det nye kirkeritual ikke er forbundet med synd, lyver; det vil komme til at gøre ondt. Det vil gøre meget ondt!

Den første af de 21 syndens manifestationer, der rører sig i de såkaldt ’vanærende lidenskabers’ kølvand (Rom. 1:26), kaldes i vor nyeste bibeloversættelse: ’Al slags uretfærdighed’ (v.29). Der henvises (på grundsproget) hermed til ’hjertets instinkter’. Altså en medfødt ondskab, der ’ligger i rygraden’. "Jeg finder den lov hos mig," forklarer Paulus, "at det onde ligger mig nærmest" (Rom. 7:21). Det er disse spontane arvesyndsreaktioner, som slippes løs. Den gamle Adams-natur får frie tøjler – og alle dem, der så overbevisende har talt om, at det ’naturstridige homo-samliv’ (Rom. 1:27) ikke står optegnet i syndens ’slægtsregister’ (v.29-30) vil blive gjort til skamme. Når derfor den næste manifestation også betegnes som ’ondskab’ (v.29) – så er der her tale om den mere ’finpudsede’, raffinerede ondskabsfuldhed, der kun har ét punkt på programmet: ’At gøre andre mennesker fortræd’! Denne syndens og ’lovløshedens virksomhed’ (2. Thess. 2:7) arbejder målbevidst og med et uhyggeligt smil på læben. I dens følge optræder ’griskheden’ (v.29), som er drevet af havesygens tøjlesløse begær: "Mer’ vil ha’ mer’. Umættelig med krav og fordringer, der aldrig kan tilfredsstilles. Dens partner beskrives som ’usselhed’, hvilket (i det græske) betegner den lave egenskab at ville ’gøre sig rig på andres bekostning’. Kynisk og hensynsløst ’albuer’ den sig vej. Skånselsløst skraber den til sig. Den (antyder det græske) ’krænker næstens ejendom’.

På grundsproget (ifølge F. Godet Høst, 1882) klinger navnene på de to næste familiemedlemmer ens. ’Misundelse’ og ’mord’ (v.29). Disse følgesvende er helbrødre; der var mord i Kains øjne, da han blev misundelig på Abel og slog ham ihjel! Farisæerne dræbte Jesus, og Pilatus vidste, at ’det var på grund af misundelse’ (Matt. 27:18). Disse to former for voldelig synd rydder alt og alle af vejen, som på en eller anden måde hæver sig over dem.

’Stridslyst’ og ’svig’ (v.29) lever også i et overtrædelsens parforhold. De gamle danske udtryk: ’at yppe kiv’ og ’søge trætte’ (’stridslyst’) følger i hælene på ’bedrag’ og ’manipulation’ (’svig’). De værste mafia-tendenser vil dermed dukke op – endog i den tilsyneladende fromme kreds. ’Det svigefulde’ har foldede hænder og himmelvendte blikke. Søren Kierkegaard bruger udtrykket: ’åndelige plattenslagere’ (’Øjeblikket’, juni 1855).

’Ondsindethed’ (som er den næste rytter i rækkerne… v.29) er vanskelig at arbejde sammen med. Hans vrantne væsen og ubehagelige ondskabsfuldhed kan gøre livet surt for enhver; han rider alene!

De efterfølgende ’registrerede par’ har navne, der også identificeres som synd. "De løber med sladder’ og ’de bagtaler andre’ (v.30). De er opfyldt med giftige ord og er mestre i at sværte andre til. Det næste par på familiebilledet synes farligt for dets omgivelser. Det er mærket med navne på synd: ’hader Gud’ og ’farer frem med vold’ (v.30). Den førstnævnte af de to er ikke passiv. Han er (nærmere betegnet) ’hadende Gud’… og denne indre syndens drivkraft er så heftig, at han i alle sine handlinger allierer sig med sin partner, der er parat til øjeblikkeligt at udøve både fysisk og psykisk vold.

Den ’hovne arrogance’ (v.30) følger i hælene på de øvrige synde-betegnelser – men denne holder sit tæt til sin tvillingebror: ’storpraleren’ (v.30). Den overlegne og stortalende holdning ejer et skær af det religiøse hovmod, der foragteligt ser ned på andre… og hele tiden tillægger sig selv evner og kundskaber, som ikke er til stede.

Den sidste gruppe af disse syndens manifestationer, der ifølge Ny Testamente samarbejder på at etablere det homofile samfund i kirke og folk, består af seks tydelige betegnelser på synd, som afsluttende vil søge at undertrykke alt, hvad der endnu eksisterer af menneskekærlighed, barnlig, tillidsfuld lydighed, ærlighed, hengivenhed og barmhjertighed.

"De finder på alt muligt ondt," er benævnelsen, som de nye bibeloversættere har givet anføreren for dette halve, ’snavsede dusin’, der danner bagtrop for homo-registeret. Det er ikke nogen dårlig oversættelse – men mere nøjagtigt vil det være at kalde denne mørke anfører for (gl. oversættelse): ’udådens opfinder’. Det vil sige den sataniske intelligens, der ustandselig ’opfinder’ nye metoder for synd. En djævelsk kapacitet, der udfinder nye fremgangsmåder for ødelæggelse. En helveds- agent, der spekulerer i ondskab og fordærv. Han er efterfulgt af en gusten og ligbleg figur, der bærer titlen: ’ulydige mod forældre’ (v.30). Denne synd er en tidsånd. Et sælsomt tegn i slægten. Den opererer kun i dispensationer. Har et skrivetøj ved lænden: En hjernevasker! Dens våbenbroder hedder ’uforstandig’ – hvilket på godt græsk vil sige: ’Blottet for al sund fornuft’. Umulig at tale til rette. Kører sit eget løb; afstumpet.

*

De tre sidste i rækken synes ifølge Ny Testamente at være homo-hjemsøgelsens triumvirat. De hedder ’upålidelig’, ’ukærlig’ og ’ubarmhjertig’. Det græske verbum for ’upålidelig’ har sin rod i det begreb at ’noget afgøres i fællesskab’. Det vil sige ’der indgås en overenskomst’. Heraf kan forstås, at denne syndens endetidsfigur er parat til ’at bryde alle aftaler’. At bygge på ham er som at bygge på sump og mosedynd. Han er utroværdig. De to sidste hærværksmænd kaldes ’ubarmhjertig og ukærlig’ (v.31). Tilsammen giver de forståelsen af den følelseskolde holdning, som skarerne havde, når de gav deres bifald til de mest blodtørstige gladiatorkampe – ligesom folk i vor tid glæder sig over nedslagtningerne på skærmen.

*

Som jeg her har forsøgt at beskrive de konsekvenser, der ifølge Ny Testamente dukker op i syndens kølvand på den sejlads, som kirke og folketing (med henblik på ’homo-ritualet’) har begivet sig ud på – har jeg hele tiden hørt et usynligt kor af protester omkring mig. Det synger den samme vise, at ’homoseksualitet ikke er synd’. Det er mig derfor magtpåliggende at understrege, at med det begreb, som jeg kalder ’homo-syndens slægtsregister’ identificerer jeg ikke mennesker eller nogen person. Jeg forklarer, at en lovgivning, der i modstrid med alle kirkens bekendelsesskrifter og Bibelens klare udsagn åbner op for den synd, som Skriften kalder ’det afskyelige’ (G.T.) og ’det skammelige’ (N.T.) – samtidig slår portene op for en usynlig verdens dæmoniske indflydelse.

Når jeg beskriver ’græshoppesværmen af onde ånder’ søger jeg at tolke ’åndelige ting for åndelige mennesker’ (1. Kor. 2:13). Jeg bør da være indforstået med, at der vil være modstandere, der vredt vil vende sig imod en sådan beskrivelse. Apostelen siger jo: "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd, thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må forstås åndeligt (v.14).

"Forestil dig et stort hospital," begynder Søren Kierkegaard. Han synes i denne sag at have noget på hjerte. Han fortsætter: "Patienterne dør som fluer. De medicinske metoder ændres. Man forsøger sig med både det ene og det andet – men lige meget hjælper det! Hvad er der galt? Døden må have en årsag!

Årsagen er bygningen! Hele bygningen har gift i sig! Dødsattesterne udfyldes. Den ene er død af den sygdom, og den anden af den sygdom (hedder det). Men i virkeligheden er alle disse forklaringer usande; folk dør af den gift, som er i selve bygningen…"

Kierkegaard fortsætter: "Sådan er øjeblikkets religiøse tilstand! Jammerlig! Folk lever under de elendigste religiøse forhold. Men så mener én, at det vil hjælpe, hvis man fik en ny salmebog. En anden foreslår en ny alterbog. En tredje mener, at der skal være mere musik i gudstjenesten o.s.v., o.s.v.

Alt sammen forgæves" Dødsårsagen ligger i selve bygningen! Hele dette skrummel af en statskirke, hvor der i umindelige tider ikke har været luftet ud. Og nu har den indelukkede stank fra alt dette gamle skrammel udviklet gift. Det åndelige liv er sygnet hen… uddøet… (thi – ak og vé -) netop det, som verdsligheden anser for sundt, er – set fra et kristent sysnpunkt – sygt. Og omvendt: Det, som kristeligt set er sundt, er – set med verdens øjne – sygt!

Så lad da den gamle skrammelkasse styrte sammen! Lad os skaffe os af med den! Luk for hele den butik, der på trods af alle strenge helligdagsanordninger er blevet holdt åben! Sæt en stopper for denne ’officielle tvetydighed’. Bring hele denne virksomhed til ophør – og overlad gerningen til kvaksalverne…

For det er jo sådan, at den kongeligt autoriserede læge er ’den rette læge’. Den ikke-autoriserede er kvaksalveren. Dog kristeligt set er det omvendt; det er den kongeligt autoriserede lærer der er kvaksalveren (det bli’r han simpelthen ved den kongelige godkendelse). Nej, lad os atter dyrke Gud i al enkelhed! Den kristendom, der forkyndes af kongelige embedsmænd, højtlønnede, beskyttet af staten, som sender politiet på nakken af andre… den slags kristendom forholder sig til Ny Testamentes kristendom som den, der svømmer med kork og oppustede ringe til den, der må holde sig oppe ved at svømme!

Med disse djærve Kierkegaards-ord rettes søgelyset for alvor mod grundlovsteksten, der insisterende fordrer, at den danske folkekirke er og forbliver ’evangelisk-luthersk’. Hvis den statskirke, som betragter folketinget som sin ’øverste synode’, og som allierer sig med de 21 ondskabsryttere, ikke længere kan i denne time identificeres med grundlovskravet (at den skal være ’evangelisk-luthersk’) – så må folket søge efter dem, der som Kierkegaard siger: "dyrker Gud i al enkelhed"… reformationens børn… dem, som af hjertet er ’evangelisk-luthersk’…


TILBAGE